initial commit of ebook 2143HEADmain

7 files changed, 39570 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/2143-8.txt b/2143-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..2be60b9
--- /dev/null
+++ b/2143-8.txt
@@ -0,0 +1,19836 @@
+Project Gutenberg's The Bible, New Testament, in Danish, by Anonymous
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: The Bible, New Testament, in Danish
+
+Author: Anonymous
+
+Posting Date: April 16, 2013 [EBook #2143]
+Release Date: April, 2000
+First Posted: July 31, 1999
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK THE BIBLE, NEW TESTAMENT, IN DANISH ***
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+Det nye Testamente:
+
+Indhold:
+
+
+Matthæus-Evangeliet
+
+Markus-Evangeliet
+
+Lukas-Evangeliet
+
+Johannes-Evangeliet
+
+Apostelenes Gerninger
+
+Paulus's Brev til Romerne
+
+Paulus's første Brev til Korinthierne
+
+Paulus's andet Brev til Korinthierne
+
+Paulus's Brev til Galaterne
+
+Paulus's Brev til Efeserne
+
+Paulus's Brev til Filippenserne
+
+Paulus's Brev til Kolossenserne
+
+Paulus's første Brev til Thessalonikerne
+
+Paulus's andet Brev til Thessalonikerne
+
+Paulus's første Brev til Timotheus
+
+Paulus's andet Brev til Timotheus
+
+Paulus's Brev til Titus
+
+Paulus's Brev til Filemon
+
+Brevet til Hebræerne
+
+Jakobs Brev
+
+Peters første Brev
+
+Peters andet Brev
+
+Johannes's første Brev
+
+Johannes's andet Brev
+
+Johannes's tredje Brev
+
+Judas's Brev
+
+Johannes's Aabenbaring
+
+
+
+
+
+DET NYE TESTAMENTE
+
+
+
+Matt.
+
+Matt. 1
+
+  1.  Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog.
+  2.  Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda
+      og hans Brødre;
+  3.  og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom;
+      og Esrom avlede Aram;
+  4.  og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson
+      avlede Salmon;
+  5.  og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth;
+      og Obed avlede Isaj;
+  6.  og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's
+      Hustru;
+  7.  og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede
+      Asa;
+  8.  og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede
+      Ozias;
+  9.  og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede
+      Ezekias;
+ 10.  og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon
+      avlede Josias;
+ 11.  og Josias avlede Jekonias og hans Brødre på den Tid, da
+      Bortførelsen til Babylon fandt Sted.
+ 12.  Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og
+      Salathiel avlede Zorobabel;
+ 13.  og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim: og Eliakim
+      avlede Azor;
+ 14.  og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede
+      Eliud;
+ 15.  og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan
+      avlede Jakob;
+ 16.  og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født,
+      som kaldes Kristus.
+ 17.  Altså ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten
+      Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten
+      Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten
+      Slægtled.
+
+ 18.  Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans
+      Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom
+      sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd.
+ 19.  Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme
+      hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra
+      hende.
+ 20.  Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for
+      ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids Søn! frygt ikke for at
+      tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er
+      af den Helligånd.
+ 21.  Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi
+      han skal frelse sit Folk fra deres Synder."
+ 22.  Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er
+      talt af Herren ved Profeten, som siger:
+ 23.  "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man
+      skal kalde hans Navn Immanuel", hvilket er udlagt: Gud med os.
+ 24.  Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel
+      havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig.
+ 25.  Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den
+      førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.
+
+Matt. 2
+
+  1.  Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's
+      Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:
+  2.  "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans
+      Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham."
+  3.  Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele
+      Jerusalem med ham;
+  4.  og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og
+      adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes.
+  5.  Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der
+      skrevet ved Profeten:
+  6.  Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt
+      Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal
+      vogte mit Folk Israel."
+  7.  Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om
+      Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne.
+  8.  Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: "Går hen og forhører
+      eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig
+      det, for at også jeg kan komme og tilbede det."
+  9.  Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som
+      de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven
+      over, hvor Barnet var.
+ 10.  Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade.
+ 11.  Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt
+      ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver,
+      Guld og Røgelse og Myrra.
+ 12.  Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke
+      skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej
+      tilbage til deres Land.
+
+ 13.  Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i
+      en Drøm for Josef og siger: "Stå op, og tag Barnet og dets Moder
+      med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig
+      til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det."
+ 14.  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og
+      drog bort til Ægypten.
+ 15.  Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes,
+      som er talt af Herren ved Profeten, der siger: "Fra Ægypten
+      kaldte jeg min Søn."
+
+ 16.  Da Herodes nu så, at han var bleven skuffet af de vise, blev han
+      såre vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslå,
+      som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to År og
+      derunder, efter den Tid, som han havde fået Besked om af de
+      vise.
+ 17.  Da blev det opfyldt,som er talt ved Profeten Jeremias,som siger:
+ 18.  "En Røst blev hørt i Rama, Gråd og megen Jamren; Rakel græd over
+      sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere."
+
+ 19.  Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en
+      Drøm for Josef i Ægypten og siger:
+ 20.  "Stå op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til
+      Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv."
+ 21.  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til
+      Israels Land.
+ 22.  Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader
+      Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev
+      advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne.
+ 23.  Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det
+      skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde
+      kaldes Nazaræer.
+
+Matt. 3
+
+  1.  Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas
+      Ørken og siger:
+  2.  "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær."
+  3.  Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder
+      Herrens Vej, gører hans Stier jævne!"
+  4.  Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhår og et
+      Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild
+      Honning.
+  5.  Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om
+      Jordan.
+  6.  Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres
+      Synder.
+  7.  Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans
+      Dåb, sagde han til dem: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly
+      fra den kommende Vrede?
+  8.  Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig,
+  9.  og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til
+      Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af
+      disse Sten.
+ 10.  Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; så bliver da
+      hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.
+ 11.  Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer
+      efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig
+      at bære; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild.
+ 12.  Hans Kasteskovl er i hans Hånd, og han skal gennemrense sin Lo
+      og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med
+      uslukkelig Ild."
+
+ 13.  Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes
+      af ham.
+ 14.  Men Johannes vilde formene ham det og sagde: "Jeg trænger til at
+      døbes af dig, og du kommer til mig!"
+ 15.  Men Jesus svarede og sagde til ham: "Tilsted det nu; thi således
+      sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed." Da
+      tilsteder han ham det.
+ 16.  Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og
+      se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en
+      Due og komme over ham.
+ 17.  Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: "Denne er min
+      Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
+
+Matt. 4
+
+  1.  Da blev Jesus af Ånden ført op i Ørkenen for at fristes af
+      Djævelen.
+  2.  Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev
+      han omsider hungrig.
+  3.  Og Fristeren gik til ham og sagde: "Er du Guds Søn, da sig, at
+      disse Sten skulle blive Brød."
+  4.  Men han svarede og sagde: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke
+      leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgår igennem Guds
+      Mund."
+  5.  Da. tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller
+      ham på Helligdommens Tinde og siger til ham:
+  6.  "Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han
+      skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig på
+      Hænder, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten."
+  7.  Jesus sagde til ham: "Der er atter skrevet: Du må ikke friste
+      Herren din Gud."
+  8.  Atter tager Djævelen ham med sig op på et såre højt Bjerg og
+      viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed; og han sagde
+      til ham:
+  9.  "Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede
+      mig."
+ 10.  Da siger Jesus til ham: "Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du
+      skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."
+ 11.  Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente
+      ham.
+
+ 12.  Men da Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, drog han
+      bort til Galilæa.
+ 13.  Og han forlod Nazareth og kom og tog Bolig i Kapernaum, som
+      ligger ved Søen, i Sebulons og Nafthalis Egne,
+ 14.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger:
+ 15.  "Sebulons Land og Nafthalis Land langs Søen, Landet hinsides
+      Jordan, Hedningernes Galilæa,
+ 16.  det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som
+      sad i Dødens Land og Skygge, for dem er der opgået et Lys."
+
+ 17.  Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: "Omvender eder,
+      thi Himmeriges Rige er kommet nær."
+
+ 18.  Men da han vandrede ved Galilæas Sø, så han to Brødre, Simon,
+      som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, i Færd med at kaste
+      Garn i Søen; thi de vare Fiskere.
+ 19.  Og han siger til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
+      til Menneskefiskere."
+ 20.  Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
+ 21.  Og da han derfra gik videre, så han to andre Brødre, Jakob,
+      Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres
+      Fader Zebedæus, i Færd med at bøde deres Garn, og han kaldte på
+      dem.
+ 22.  Og de forlode straks Skibet og deres Fader og fulgte ham.
+
+ 23.  Og Jesus gik omkring i hele Galilæa, idet han lærte i deres
+      Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
+      Sygdom og enhver Skrøbelighed iblandt Folket.
+ 24.  Og hans Ry kom ud over hele Syrien; og de bragte til ham alle
+      dem, som lede af mange Hånde Sygdomme og vare plagede af
+      Lidelser, både besatte og månesyge og værkbrudne; og han
+      helbredte dem.
+ 25.  Og store Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem
+      og Judæa og fra Landet hinsides Jordan.
+
+Matt. 5
+
+  1.  Men da han så Skarerne, steg han op på Bjerget; og da han havde
+      sat sig, gik hans Disciple hen til ham,
+  2.  og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:
+
+  3.  "Salige ere de fattige i Ånden, thi Himmeriges Rige er deres.
+  4.  Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
+  5.  Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.
+  6.  Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de
+      skulle mættes.
+  7.  Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed.
+  8.  Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud.
+  9.  Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.
+ 10.  Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi
+      Himmeriges Rige er deres.
+ 11.  Salige ere I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle
+      Hånde ondt på for min Skyld.
+ 12.  Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene;
+      thi således have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.
+
+ 13.  I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed
+      skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og
+      nedtrædes af Menneskene.
+ 14.  I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger på et Bjerg, kan ikke
+      skjules.
+ 15.  Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men
+      på Lysestagen; så skinner det for alle dem, som ere i Huset.
+ 16.  Lader således eders Lys skinne for Menneskene, at de må se eders
+      gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene.
+
+ 17.  Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller
+      Profeterne;jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at
+      fuldkomme.
+ 18.  Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår,
+      skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af
+      Loven, indtil det er sket alt sammen.
+ 19.  Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer
+      Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges
+      Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i
+      Himmeriges Rige.
+ 20.  Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de
+      skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges
+      Rige.
+
+ 21.  I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel,
+      men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen.
+ 22.  Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder
+      uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til
+      sin Broder: Raka! skal være skyldig for Rådet; og den, som
+      siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
+ 23.  Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at
+      din Broder har noget imod dig,
+ 24.  så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig
+      først med din Broder, og kom da og offer din Gave!
+ 25.  Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham
+      på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren,
+      og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
+ 26.  Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra,
+      førend du får betalt den sidste Hvid.
+ 27.  I have hørt, at der er sagt: Du må ikke bedrive Hor.
+ 28.  Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en Kvinde for at
+      begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.
+ 29.  Men dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud, og kast
+      det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer
+      fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede.
+ 30.  Og om din højre Hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra
+      dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves,
+      end at hele dit Legeme kommer i Helvede.
+
+ 31.  Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give
+      hende et Skilsmissebrev.
+ 32.  Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru,
+      uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager
+      en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor.
+
+ 33.  I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke
+      gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.
+ 34.  Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved
+      Himmelen, thi den er Guds Trone,
+ 35.  ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved
+      Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.
+ 36.  Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et
+      eneste Hår hvidt eller sort.
+ 37.  Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over
+      dette, er af det onde.
+
+ 38.  I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand.
+ 39.  Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men
+      dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham
+      også den anden til!
+ 40.  Og dersom nogen vil gå i Rette med dig og tage din Kjortel, lad
+      ham da også få Kappen!
+ 41.  Og dersom nogen tvinger dig til at gå een Mil,da gå to med ham!
+ 42.  Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne
+      af dig.
+
+ 43.  I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din
+      Fjende.
+ 44.  Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som
+      forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem,
+      som krænke eder og forfølge eder,
+ 45.  for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi
+      han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over
+      retfærdige og uretfærdige.
+ 46.  Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre
+      ikke også Tolderne det samme?
+ 47.  Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre
+      ikke også Hedningerne det samme?
+ 48.  Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er
+      fuldkommen.
+
+Matt. 6
+
+  1.  Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for
+      at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som
+      er Himlene.
+  2.  Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun
+      foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at
+      de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de
+      have allerede fået deres Løn.
+  3.  Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide,
+      hvad din højre gør,
+  4.  for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i
+      Løndom, skal betale dig.
+
+  5.  Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne
+      i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise
+      sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede
+      fået deres Løn.
+  6.  Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og
+      bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i
+      Løndom, skal betale dig.
+  7.  Men når I bede, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne;
+      thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord.
+  8.  Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til,
+      førend I bede ham,
+  9.  Derfor skulle I bede således: Vor Fader, du, som er i Himlene!
+      Helliget vorde dit Navn;
+ 10.  komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på
+      Jorden;
+ 11.  giv os i dag vort daglige Brød:
+ 12.  og forlad os vor Skyld, som også vi forlade vore Skyldnere;
+ 13.  og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; (thi dit er
+      Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.)
+ 14.  Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
+      himmelske Fader også forlade eder;
+ 15.  men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
+      Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.
+
+ 16.  Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de
+      gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for
+      Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have
+      allerede fået deres Løn.
+ 17.  Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,
+ 18.  for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men
+      for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom,
+      skal betale dig.
+
+ 19.  Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og
+      hvor Tyve bryde ind og stjæle;
+ 20.  men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust
+      fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle.
+ 21.  Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være.
+ 22.  Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver
+      hele dit Legeme lyst;
+ 23.  men dersom dit Øje er dårligt, bliver hele dit Legeme mørkt.
+      Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da
+      ikke Mørket!
+ 24.  Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og
+      elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den
+      anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
+
+ 25.  Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I
+      skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders
+      Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden,
+      og Legemet mere end Klæderne?
+ 26.  Ser på Himmelens Fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i
+      Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere
+      værd end de?
+ 27.  Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin
+      Vækst?
+ 28.  Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne på
+      Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke;
+ 29.  men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var
+      klædt som en af dem.
+ 30.  Klæder da Gud således det Græs på Marken, som står i dag og i
+      Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder,
+      I lidettroende?
+ 31.  Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise?
+      eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os?
+ 32.  - efter alt dette søge jo Hedningerne -. Thi eders himmelske
+      Fader ved, at I have alle disse Ting nødig.
+ 33.  Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skulle alle
+      disse Ting gives eder i Tilgift.
+ 34.  Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
+      Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin
+      Plage.
+
+Matt. 7
+
+  1.  Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I
+      dømme, skulle I dømmes,
+  2.  og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder.
+  3.  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken
+      i dit eget Øje bliver du ikke var?
+  4.  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven
+      ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje.
+  5.  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se
+      klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.
+
+  6.  Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler
+      for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og
+      vende sig og sønderrive eder.
+
+  7.  Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på,
+      så skal der lukkes op for eder.
+  8.  Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
+      og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
+  9.  Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn
+      beder ham om Brød, vil give ham en Sten?
+ 10.  Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en
+      Slange?
+ 11.  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
+      hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem
+      gode Gaver, som bede ham!
+
+ 12.  Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder,
+      det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og
+      Profeterne.
+
+ 13.  Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er
+      bred,som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad
+      den;
+ 14.  thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet
+      og de er få, som finde den
+
+ 15.  Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i
+      Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve.
+ 16.  Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af
+      Torne eller Figener af Tidsler?
+ 17.  Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ
+      bærer slette Frugter.
+ 18.  Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan
+      ikke bære gode Frugter.
+ 19.  Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden.
+ 20.  Altså skulle I kende dem af deres Frugter.
+ 21.  Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i
+      Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i
+      Himlene.
+ 22.  Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke
+      profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved
+      dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit
+      Navn?
+ 23.  Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort
+      fra mig, I, som øve Uret!
+
+ 24.  Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham
+      vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på
+      Klippen,
+ 25.  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge
+      imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på
+      Klippen.
+ 26.  Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem,
+      skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet,
+ 27.  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og
+      stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort."
+
+ 28.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne
+      slagne af Forundring over hans Lære;
+ 29.  thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres
+      skriftkloge.
+
+Matt. 8
+
+  1.  Men da han var gået ned ad Bjerget, fulgte store Skarer ham.
+  2.  Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: "Herre! om
+      du vil, så kan du rense mig."
+  3.  Og han udrakte Hånden, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
+      ren!" Og straks blev han renset for sin Spedalskhed
+  4.  Og Jesus siger til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen;
+      men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave,
+      som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem."
+
+  5.  Men da han gik ind i Kapernaum, trådte en Høvedsmand hen til
+      ham, bad ham og sagde:
+  6.  "Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og, pines svarlig."
+  7.  Jesus siger til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham."
+  8.  Og Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre! jeg er ikke værdig
+      til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et
+      Ord, så bliver min Dreng helbredt.
+  9.  Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
+      Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
+      og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
+      dette! så gør han det."
+ 10.  Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som
+      fulgte ham: "Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg
+      fundet så stor en Tro.
+ 11.  Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og
+      sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.
+ 12.  Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der
+      være Gråd og Tænders Gnidsel."
+ 13.  Og Jesus sagde til Høvedsmanden:"Gå bort,dig ske, som du
+      troede!"  Og Drengen blev helbredt i den samme Time.
+
+ 14.  Og Jesus kom ind i Peters Hus og så, at hans Svigermoder lå og
+      havde Feber.
+ 15.  Og han rørte ved hendes Hånd, og Feberen forlod hende, og hun
+      stod op og vartede ham op.
+ 16.  Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og
+      han uddrev Ånderne med et Ord og helbredte alle de syge;
+ 17.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der
+      siger: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme."
+
+ 18.  Men da Jesus så store Skarer omkring sig, befalede han at fare
+      over til hin Side.
+ 19.  Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: "Mester! jeg
+      vil følge dig, hvor du end går hen."
+ 20.  Og Jesus siger til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
+      Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
+      sit Hoved."
+ 21.  Men en anden af disciplene sagde til ham: "Herre! tilsted mig
+      først at gå hen og begrave min Fader."
+ 22.  Men Jesus siger til ham: "Følg mig, og lad de døde begrave deres
+      døde!"
+
+ 23.  Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham.
+ 24.  Og se, det blev en stærk Storm på Søen, så at Skibet skjultes af
+      Bølgerne; men han sov.
+ 25.  Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: "Herre, frels os!
+      vi forgå."
+ 26.  Og han siger til dem: "Hvorfor ere I bange, I lidettroende?" Da
+      stod han op og truede Vindene og Søen,og det blev ganske
+      blikstille.
+ 27.  Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne,
+      siden både Vindene og Søen ere ham lydige?"
+
+ 28.  Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham
+      to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, så at
+      ingen kunde komme forbi ad den Vej.
+ 29.  Og se, de råbte og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, du Guds
+      Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?"
+ 30.  Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede.
+ 31.  Og de onde Ånder bade ham og sagde: "Dersom du uddriver os, da
+      send os i Svinehjorden!"
+ 32.  Og han sagde til dem: "Går!" Men de fore ud og fore i Svinene;
+      og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og
+      døde i Vandet.
+ 33.  Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt
+      sammen, og hvorledes det var gået til med de besatte.
+ 34.  Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bade
+      de ham om; at han vilde gå bort fra deres Egn.
+
+Matt. 9
+
+  1.  Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By.
+  2.  Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da
+      Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær
+      frimodig, dine Synder forlades dig."
+  3.  Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler
+      bespotteligt."
+  4.  Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i
+      eders Hjerter?
+  5.  Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller
+      at sige: Stå op og gå?
+  6.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå
+      op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+  7.  Og han stod op og gik bort til sit Hus.
+  8.  Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde
+      givet Menneskene en sådan Magt.
+
+  9.  Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus,
+      sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han
+      stod op og fulgte ham.
+ 10.  Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange
+      Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple.
+ 11.  Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor
+      spiser eders Mester med Toldere og Syndere?"
+ 12.  Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til
+      Læge, men de syge.
+ 13.  Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til
+      Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at
+      kalde retfærdige, men Syndere,"
+
+ 14.  Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi
+      og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?"
+ 15.  Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe
+      Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen
+      bliver tagen fra dem, og da skulle de faste.
+ 16.  Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon;
+      thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul.
+ 17.  Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers
+      sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne
+      ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive
+      begge Dele bevarede."
+
+ 18.  Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og
+      faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom
+      og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende."
+ 19.  Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.
+ 20.  Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen
+      bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon;
+ 21.  thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans
+      Klædebon, bliver jeg frelst."
+ 22.  Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter!
+      vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst
+      fra den samme Time.
+ 23.  Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og
+      Hoben, som larmede, sagde han:
+ 24.  "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad
+      ham.
+ 25.  Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden;
+      og Pigen stod op.
+ 26.  Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.
+
+ 27.  Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte
+      og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!"
+ 28.  Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus
+      siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til
+      ham:"Ja,Herre!"
+ 29.  Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders
+      Tro!"
+ 30.  Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde:
+      "Ser til, lad ingen få det at vide."
+ 31.  Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn.
+ 32.  Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske,
+      som var besat.
+ 33.  Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne
+      forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel."
+ 34.  Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de
+      onde Ånder."
+
+ 35.  Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres
+      Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
+      Sygdom og enhver Skrøbelighed.
+ 36.  Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de
+      vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde.
+ 37.  Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne
+      ere få;
+ 38.  beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
+      sin Høst."
+
+Matt. 10
+
+  1.  Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over
+      urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og
+      enhver Skrøbelighed.
+  2.  Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes
+      Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og
+      Johannes, hans Broder,
+  3.  Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob,
+      Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus,
+  4.  Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
+
+  5.  Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på
+      Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By!
+  6.  Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus!
+  7.  Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige
+      er kommet nær.
+  8.  Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde
+      Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet!
+  9.  Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders
+      Bælter;
+ 10.  ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko,
+      ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd.
+ 11.  Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge,
+      hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I
+      drage bort.
+ 12.  Men når I gå ind i Huset, da hilser det;
+ 13.  og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men
+      dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til
+      eder!
+ 14.  Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går
+      ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder!
+ 15.  Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land
+      tåleligere på Dommens Dag end den By.
+
+ 16.  Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor
+      snilde som Slanger og enfoldige som Duer!
+ 17.  Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til
+      Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger.
+ 18.  Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld,
+      dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.
+ 19.  Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes
+      eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme
+      Time, hvad I skulle tale.
+ 20.  Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som
+      taler i eder.
+ 21.  Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og
+      Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel.
+ 22.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
+      holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
+ 23.  Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi
+      sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med
+      Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.
+ 24.  En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over
+      sin Herre.
+ 25.  Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren
+      som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget
+      mere da hans Husfolk?
+
+ 26.  Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal
+      åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt.
+ 27.  Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på
+      Tagene, hvad der siges eder i Øret!
+ 28.  Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne
+      slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve
+      både Sjæl og Legeme i Helvede.
+ 29.  Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder
+      til Jorden uden eders Faders Villie.
+ 30.  Men på eder ere endog alle Hovedhår talte.
+ 31.  Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve.
+ 32.  Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også
+      jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene.
+ 33.  Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg
+      fornægte for min Fader, som er i Himlene.
+
+ 34.  Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg
+      er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.
+ 35.  Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans
+      Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en
+      Svigerdatter og hendes Svigermoder,
+ 36.  og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender.
+ 37.  Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke
+      værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig
+      ikke værd;
+ 38.  og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke
+      værd.
+ 39.  Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit
+      Liv for min Skyld, skal bjærge det.
+
+ 40.  Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig,
+      modtager ham, som udsendte mig.
+ 41.  Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en
+      Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en
+      retfærdig, skal få en retfærdigs Løn.
+ 42.  Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at
+      drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han
+      skal ingenlunde miste sin Løn."
+
+Matt. 11
+
+  1.  Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple
+      Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres
+      Byer.
+  2.  Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte
+      han Bud med sine Disciple og lod ham sige:
+  3.  "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?"
+  4.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder
+      Johannes de Ting, som I høre og se:
+  5.  blinde se, og lamme gå, spedalske renses, og døve høre, og døde
+      stå op, og Evangeliet forkyndes for fattige;
+  6.  og salig er den, som ikke forarges på mig."
+  7.  Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om
+      Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges
+      hid og did af Vinden?
+  8.  Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
+      de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse.
+  9.  Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
+      mere end en Profet.
+ 10.  Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se,jeg sender min Engel
+      for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
+ 11.  Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder,
+      er ingen større fremstået end Johannes Døberen; men den mindste
+      i Himmeriges Rige er større end han.
+ 12.  Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige
+      med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.
+ 13.  Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes.
+ 14.  Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme.
+ 15.  Den, som har Øren at høre med, han høre!
+
+ 16.  Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som
+      sidde på Torvene og råbe til de andre og sige:
+ 17.  Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang
+      Klagesange, og I jamrede ikke.
+ 18.  Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han
+      er besat.
+ 19.  Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en
+      Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog,
+      Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn."
+
+ 20.  Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste
+      kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig:
+ 21.  "Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
+      Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
+      havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.
+ 22.  Men jeg siger eder: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på
+      Dommens Dag end eder.
+ 23.  Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
+      nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger,
+      som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven
+      stående indtil denne Dag.
+ 24.  Men jeg siger eder: Det skal gå Sodomas Land tåleligere på
+      Dommens Dag end dig."
+
+ 25.  På den Tid udbrød Jesus og sagde: "Jeg priser dig, Fader,
+      Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise
+      og forstandige og åbenbaret det for umyndige.
+ 26.  Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig.
+ 27.  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen
+      uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for
+      hvem Sønnen vil åbenbare ham.
+
+ 28.  Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg
+      vil give eder Hvile.
+ 29.  Tager mit Åg på eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og
+      ydmyg af Hjertet; så skulle I finde Hvile for eders Sjæle. 30
+      Thi mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let."
+
+Matt. 12
+
+  1.  På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men
+      hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at
+      spise.
+  2.  Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple
+      gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat."
+  3.  Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da
+      han blev hungrig og de, som vare med ham?
+  4.  hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det
+      ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham,
+      men alene Præsterne?
+  5.  Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige
+      Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
+  6.  Men jeg siger eder, at her er det, som er større end
+      Helligdommen.
+  7.  Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til
+      Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem,
+      som ere uden Skyld.
+  8.  Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten."
+
+  9.  Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
+ 10.  Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte
+      ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for
+      at de kunde anklage ham.
+ 11.  Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder,
+      som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op,
+      dersom det på Sabbaten falder i en Grav?
+ 12.  Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det
+      tilladt at gøre vel på Sabbaten."
+ 13.  Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud,
+      og den blev igen sund som den anden.
+ 14.  Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de
+      kunde slå ham ihjel.
+
+ 15.  Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte
+      ham, og han helbredte dem alle.
+ 16.  Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt;
+ 17.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger:
+ 18.  "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min
+      Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal
+      forkynde Hedningerne Ret.
+ 19.  Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst
+      på Gaderne.
+ 20.  Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den
+      rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.
+ 21.  Og på hans Navn skulle Hedninger håbe."
+
+ 22.  Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han
+      helbredte ham, så at den stumme talte og så.
+ 23.  Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være
+      Davids Søn?"
+ 24.  Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de
+      onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste."
+ 25.  Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert
+      Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By
+      eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.
+ 26.  Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig
+      selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?
+ 27.  Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
+      uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
+      Dommere.
+ 28.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo
+      Guds Rige kommet til eder.
+ 29.  Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans
+      Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre
+      hans Hus.
+ 30.  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
+      med mig, adspreder.
+
+ 31.  Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades
+      Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.
+ 32.  Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
+      forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det
+      ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.
+ 33.  Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet
+      være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.
+ 34.  I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af
+      Hjertets Overflødighed taler Munden.
+ 35.  Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et
+      ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.
+ 36.  Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på
+      Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
+ 37.  Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du
+      førdømmes."
+
+ 38.  Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde:
+      "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig."
+ 39.  Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt
+      forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten
+      Jonas's Tegn.
+ 40.  Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug,
+      således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i
+      Jordens Skød.
+ 41.  Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
+      se, her er mere end Jonas.
+ 42.  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre
+      Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
+
+ 43.  Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den
+      igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
+ 44.  Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af;
+      og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
+ 45.  Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
+      end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
+      sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således
+      skal det også gå denne onde Slægt."
+
+ 46.  Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og
+      hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
+ 47.  Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor
+      og begære at tale med dig."
+ 48.  Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er
+      min Moder? og hvem ere mine Brødre?"
+ 49.  Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her
+      er min Moder og mine Brødre!
+ 50.  Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er
+      min Broder og Søster og Moder."
+
+Matt. 13
+
+  1.  På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.
+  2.  Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib
+      og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden.
+  3.  Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en
+      Sædemand gik ud at så.
+  4.  Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde
+      det op.
+  5.  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
+      det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
+  6.  Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
+      Rod, visnede det.
+  7.  Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte
+      det.
+  8.  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget
+      tresindstyve, noget tredive Fold.
+  9.  Den, som har Øren, han høre!"
+
+ 10.  Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til
+      dem i Lignelser?"
+ 11.  Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at
+      kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
+ 12.  Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod;
+      men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han
+      har.
+ 13.  Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog
+      ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller.
+ 14.  Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren
+      skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog
+      ikke se.
+ 15.  Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
+      tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
+      med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
+      sig, på jeg kunde helbrede dem.
+ 16.  Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de
+      høre.
+ 17.  Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige
+      attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I
+      høre, og hørte det ikke.
+
+ 18.  Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden!
+ 19.  Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den
+      Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det,
+      som blev sået ved Vejen.
+ 20.  Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og
+      straks modtager det med Glæde.
+ 21.  Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når
+      der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges
+      han straks.
+ 22.  Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet,
+      og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og
+      det bliver uden Frugt.
+ 23.  Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og
+      forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en
+      tresindstyve, en tredive Fold."
+
+ 24.  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
+      Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark.
+ 25.  Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt
+      Hveden og gik bort.
+ 26.  Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til
+      Syne.
+ 27.  Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke
+      god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra?
+ 28.  Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da
+      sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke
+      det sammen?
+ 29.  Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen,
+      skulle rykke Hveden op tillige med det.
+ 30.  Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid
+      vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og
+      binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min
+      Lade!"
+
+ 31.  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
+      Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark.
+ 32.  Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op,
+      er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle
+      komme og bygge Rede i dets Grene."
+
+ 33.  En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en
+      Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil
+      det blev syret alt sammen."
+
+ 34.  Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse
+      talte han intet til dem,
+ 35.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger:
+      "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som
+      har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."
+
+ 36.  Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom
+      til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!"
+ 37.  Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er
+      Menneskesønnen,
+ 38.  og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men
+      Ugræsset er den Ondes Børn,
+ 39.  og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens
+      Ende; og Høstfolkene ere Engle.
+ 40.  Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således
+      skal det ske ved Verdens Ende.
+ 41.  Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af
+      hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret;
+ 42.  og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders
+      Gnidsel.
+ 43.  Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders
+      Rige. Den.  som har Øren, han høre!
+
+ 44.  Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en
+      Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og
+      sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.
+
+ 45.  Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne
+      Perler;
+ 46.  og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte
+      alt, hvad han havde, og købte den.
+
+ 47.  Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og
+      samlede Fisk af alle Slags.
+ 48.  Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og
+      satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne
+      ud.
+ 49.  Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud
+      og skille de onde fra de retfærdige
+ 50.  og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.
+ 51.  Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja."
+ 52.  Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært
+      for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og
+      gammelt frem af sit Forråd."
+
+ 53.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han
+      bort derfra.
+ 54.  Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så
+      at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han
+      denne Visdom og de kraftige Gerninger?
+ 55.  Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og
+      hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
+ 56.  Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt
+      dette?"
+ 57.  Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er
+      ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus,"
+ 58.  Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres
+      Vantros Skyld.
+
+Matt. 14
+
+  1.  På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.
+  2.  Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er
+      oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham."
+  3.  Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i
+      Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld.
+  4.  Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have
+      hende."
+  5.  Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi
+      de holdt ham for en Profet.
+  6.  Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for
+      dem; og hun behagede Herodes.
+  7.  Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun
+      begærede.
+  8.  Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens
+      Hoved hid på et Fad!"
+  9.  Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes
+      Skyld befalede han, at det skulde gives hende.
+ 10.  Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.
+ 11.  Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte
+      det til sin Moder.
+ 12.  Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom
+      og forkyndte Jesus det.
+
+ 13.  Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde
+      Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods
+      fra Byerne.
+ 14.  Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
+      inderligt over dem og helbredte deres syge.
+ 15.  Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet
+      er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for
+      at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad."
+ 16.  Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I
+      dem at spise!"
+ 17.  Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to
+      Fisk."
+ 18.  Men han sagde: "Henter mig dem hid!"
+ 19.  Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem
+      Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han
+      brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til
+      Skarerne.
+ 20.  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
+      tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde
+ 21.  Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden
+      Kvinder og Børn.
+
+ 22.  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
+      i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå
+      bort.
+ 23.  Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget
+      afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene.
+ 24.  Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi
+      Vinden var imod.
+ 25.  Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen.
+ 26.  Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og
+      sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt.
+ 27.  Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det
+      er mig, frygter ikke!"
+ 28.  Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da
+      byd mig at komme til dig på Vandet!"
+ 29.  Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede
+      på Vandet for at komme til Jesus.
+ 30.  Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han
+      begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!"
+ 31.  Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til
+      ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"
+ 32.  Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig.
+ 33.  Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: "Du er
+      sandelig Guds Søn."
+ 34.  Og da de vare farne over, landede de i Genezareth.
+
+ 35.  Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele
+      Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham.
+ 36.  Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans
+      Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.
+
+Matt. 15
+
+  1.  Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus
+      og sige:
+  2.  "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de
+      to ikke deres Hænder, når de holde Måltid."
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds
+      Bud for eders Overleverings Skyld?
+  4.  Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den,
+      som hader Fader eller Moder, skal visselig dø."
+  5.  Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det,
+      hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,"
+      han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder."
+  6.  Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.
+  7.  I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde:
+  8.  "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt
+      borte fra mig.
+  9.  Men de dyrke mig forgæves,idet de lære Lærdomme, som ere
+      Menneskers Bud."
+ 10.  Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og
+      forstår!
+ 11.  Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det,
+      som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent."
+ 12.  Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at
+      Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?"
+ 13.  Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske
+      Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode.
+ 14.  Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en
+      blind leder en blind, falde de begge i Graven."
+ 15.  Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!"
+ 16.  Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige?
+ 17.  Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i
+      Bugen og føres ud ad den naturlige Vej?
+ 18.  Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør
+      Mennesket urent.
+ 19.  Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt,
+      Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser.
+ 20.  Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med
+      utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."
+
+ 21.  Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne.
+ 22.  Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde:
+      "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde
+      af en ond Ånd."
+ 23.  Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til,
+      bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter
+      os."
+ 24.  Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de
+      fortabte Får af Israels Hus."
+ 25.  Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp
+      mig!"
+ 26.  Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes
+      Brød og kaste det for de små Hunde."
+ 27.  Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de
+      Smuler, som falde fra deres Herrers Bord."
+ 28.  Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor,
+      dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme
+      Time.
+
+ 29.  Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik
+      op på Bjerget og satte sig der.
+ 30.  Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme,
+      Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans
+      Fødder, og han helbredte dem,
+ 31.  så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge
+      bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.
+
+ 32.  Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: "Jeg ynke s
+      inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre
+      Dage og have intet at spise; og lade dem gå fastende bort, vil
+      jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte på Vejen."
+ 33.  Og hans Disciple sige til ham: "Hvorfra skulle vi få så mange
+      Brød i en Ørken, at vi kunne mætte så mange Mennesker?"
+ 34.  Og Jesus siger til dem: "Hvor mange Brød have I?" Men de sagde:
+      "Syv og nogle få Småfisk."
+ 35.  Og han bød Skaren at sætte sig ned på Jorden
+ 36.  og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav
+      Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.
+ 37.  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
+      tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.
+ 38.  Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og
+      Børn.
+ 39.  Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han om Bord i Skibet
+      og kom til Magadans Egne.
+
+Matt. 16
+
+  1.  Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og
+      begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen.
+  2.  Men han svarede og sagde til dem: "Om Aftenen sige I: Det bliver
+      en skøn Dag, thi Himmelen er rød;
+  3.  og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og
+      mørk.  Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes
+      Tegn kunne I det, ikke.
+  4.  En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn
+      gives den uden Jonas's Tegn." Og han forlod dem og gik bort.
+
+  5.  Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at
+      tage Brød med.
+  6.  Og Jesus sagde til dem: "Ser til, og tager eder i Vare for
+      Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!"
+  7.  Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Det er, fordi vi ikke toge
+      Brød med."
+  8.  Men da Jesus mærkede dette, sagde han: "I lidettroende! hvorfor
+      tænke I ved eder selv på, at I ikke have taget Brød med?
+  9.  Forstå I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de
+      fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?
+ 10.  Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve
+      I da toge op?
+ 11.  Hvorledes forstå I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det
+      til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes
+      Surdejg."
+ 12.  Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i
+      Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes
+      Lære.
+
+ 13.  Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte
+      han sine Disciple og sagde: "Hvem sige Folk, at Menneskesønnen
+      er?"
+ 14.  Men de sagde: "Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre
+      Jeremias eller en af Profeterne."
+ 15.  Han siger til dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?"
+ 16.  Da svarede Simon Peter og sagde: "Du er Kristus, den levende
+      Guds Søn."
+ 17.  Og Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas's
+      Søn!  thi Kød og Blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader,
+      som er i Himlene.
+ 18.  Så siger jeg også dig, at du er Petrus, og på denne Klippe vil
+      jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke få
+      Overhånd over den.
+ 19.  Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder
+      på Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på
+      Jorden, det skal være løst i Himlene."
+ 20.  Da bød han sine Disciple, at de måtte ikke sige til nogen at han
+      var Kristus.
+
+ 21.  Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at
+      han skulde gå til Jerusalem og lide meget af de Ældste og
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på
+      den tredje Dag.
+ 22.  Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og
+      sagde: "Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!"
+ 23.  Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! du
+      er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad
+      Menneskers er."
+
+ 24.  Da sagde Jesus til sine Disciple: "Vil nogen komme efter mig,
+      han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
+ 25.  Thi den, som vil frelse sit.Liv, skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.
+ 26.  Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden,
+      men må bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til
+      Vederlag for sin Sjæl?
+ 27.  Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine
+      Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.
+ 28.  Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der
+      ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme
+      i sit Rige."
+
+Matt. 17
+
+  1.  Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder
+      Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg.
+  2.  Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som
+      Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
+  3.  Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
+  4.  Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt,
+      at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en
+      og Moses en og Elias en."
+  5.  Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem;
+      og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min
+      Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!"
+  6.  Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede
+      såre.
+  7.  Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og
+      frygter ikke!"
+  8.  Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene.
+  9.  Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler
+      ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst
+      fra de døde."
+
+ 10.  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de
+      skriftkloge sige, at Elias bør først komme?"
+ 11.  Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette
+      alting.
+ 12.  Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte
+      ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal
+      også Menneskesønnen lide ondt af dem."
+ 13.  Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes
+      Døberen.
+
+ 14.  Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på
+      Knæ for ham og sagde:
+ 15.  "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende;
+      thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;
+ 16.  og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede
+      ham."
+ 17.  Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor
+      længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder?
+      Bringer mig ham hid!"
+ 18.  Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og
+      Drengen blev helbredt fra samme Time.
+ 19.  Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi
+      ikke uddrive den?"
+ 20.  Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig,
+      siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I
+      sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte
+      sig, og intet skal være eder umuligt.
+ 21.  Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste."
+
+ 22.  Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem:
+      "Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder;
+ 23.  og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han
+      oprejses." Og de bleve såre bedrøvede.
+
+ 24.  Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede
+      Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke
+      Skatten?"
+ 25.  Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i
+      Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens
+      Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de
+      fremmede?"
+ 26.  Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere
+      jo Sønnerne fri.
+ 27.  Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast
+      en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du
+      åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem
+      den for mig og dig!"
+
+Matt. 18
+
+  1.  I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem
+      er da den største i Himmeriges Rige?"
+  2.  Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt
+      dem
+  3.  og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og
+      blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
+  4.  Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den
+      største i Himmeriges Rige.
+  5.  Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld,
+      modtager mig.
+
+  6.  Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var
+      det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han
+      var sænket i Havets Dyb.
+  7.  Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at
+      Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen
+      kommer!
+  8.  Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af,
+      og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en
+      Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og
+      blive kastet i den evige Ild.
+  9.  Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra
+      dig!  Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at
+      have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.
+
+ 10.  Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger
+      eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i
+      Himlene.
+ 11.  Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.
+ 12.  Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem
+      farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og
+      går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne?
+ 13.  Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder,
+      han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve,
+      som ikke ere farne vild.
+ 14.  Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste
+      af disse små skal fortabes.
+
+ 15.  Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem
+      dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.
+ 16.  Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for
+      at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund."
+ 17.  Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han
+      også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en
+      Hedning og en Tolder.
+ 18.  Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal
+      være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal
+      være løst i Himmelen.
+ 19.  Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden
+      om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det
+      blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.
+ 20.  Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg
+      midt iblandt dem."
+
+ 21.  Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal
+      jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv
+      Gange?"
+ 22.  Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men
+      indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
+ 23.  Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde
+      Regnskab med sine Tjenere.
+ 24.  Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti
+      Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham.
+ 25.  Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og
+      hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og
+      Gælden betales.
+ 26.  Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær
+      langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.
+ 27.  Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs
+      og eftergav ham Gælden.
+ 28.  Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som
+      var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat på ham og var
+      ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig!
+ 29.  Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær
+      langmodig med mig, så vil jeg betale dig.
+ 30.  Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil
+      han betalte, hvad han var skyldig.
+ 31.  Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede
+      og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket.
+ 32.  Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde
+      Tjener!  al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
+ 33.  Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg
+      har forbarmet mig over dig.
+ 34.  Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han
+      kunde få betalt alt det, han var ham skyldig.
+ 35.  Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke
+      af Hjertet tilgive, enhver sin Broder."
+
+Matt. 19
+
+  1.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort
+      fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan.
+  2.  Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der.
+
+  3.  Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: "Er det
+      tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst
+      Grund?"
+  4.  Men han svarede og sagde: "Have I ikke læst, at Skaberen fra
+      Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde
+  5.  og sagde: Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og
+      holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?
+  6.  Således ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har
+      sammenføjet, må et Menneske ikke adskille."
+  7.  De sige til ham: "Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev
+      og skille sig fra hende?"
+  8.  Han siger til dem: "Moses tilstedte eder at skille eder fra
+      eders Hustruer for eders Hjerters Hårdheds Skyld; men fra
+      Begyndelsen har det ikke været således.
+  9.  Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, når
+      det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han
+      bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han
+      bedriver Hor."
+ 10.  Hans Disciple sige til ham: "Står Mandens Sag med Hustruen
+      således, da er det ikke godt at gifte sig."
+ 11.  Men han sagde til dem: "Ikke alle rummer dette Ord, men de, hvem
+      det er givet:
+ 12.  Thi der er Gildinger, som ere fødte således fra Moders Liv; og
+      der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er
+      Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges
+      Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!"
+
+ 13.  Da blev der båret små Børn til ham, for at han skulde lægge
+      Hænderne på dem og bede; men Disciplene truede dem.
+ 14.  Da sagde Jesus: "Lader de små Børn komme, og formener dem ikke
+      at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører sådanne til."
+ 15.  Og han lagde Hænderne på dem, og han drog derfra.
+
+ 16.  Og se, en kom til ham og sagde: "Mester! hvad godt skal jeg
+      gøre, for at jeg kan få et evigt Liv?"
+ 17.  Men han sagde til ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Een
+      er den gode. Men vil du indgå til Livet, da hold Budene!"
+ 18.  Han siger til ham: "Hvilke?" Men Jesus sagde: "Dette: Du må ikke
+      slå ihjel; du må ikke bedrive Hor; du må ikke stjæle; du må ikke
+      sige falsk Vidnesbyrd;
+ 19.  ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig
+      selv."
+ 20.  Den unge Mand siger til ham: "Det har jeg holdt alt sammen; hvad
+      fattes mig endnu?"
+ 21.  Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, da gå bort, sælg,
+      hvad du ejer, og giv det til fattige, så skal du have en Skat i
+      Himmelen; og kom så og følg mig!"
+ 22.  Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi
+      han havde meget Gods.
+ 23.  Men Jesus sagde til sine Disciple: "Sandelig, siger jeg eder: En
+      rig Kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige.
+ 24.  Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gå igennem
+      et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
+ 25.  Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de såre og sagde:
+      "Hvem kan da blive frelst?"
+ 26.  Men Jesus så på dem og sagde: "For Mennesker er dette umuligt,
+      men for Gud ere alle Ting mulige."
+
+ 27.  Da svarede Peter og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
+      Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?"
+ 28.  Men Jesus sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at i
+      Igenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin Herligheds Trone,
+      skulle også I, som have fulgt mig, sidde på tolv Troner og dømme
+      Israels tolv Stammer.
+ 29.  Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller
+      Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit
+      Navns Skyld, skal få det mange Fold igen og arve et evigt Liv.
+ 30.  Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
+      de første.
+
+Matt. 20
+
+  1.  Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om
+      Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård.
+  2.  Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen,
+      sendte han dem til sin Vingård.
+  3.  Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på
+      Torvet,
+  4.  og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil
+      give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen.
+  5.  Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså.
+  6.  Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der,
+      og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen?
+  7.  De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går
+      også I hen i Vingården!
+  8.  Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin
+      Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du
+      begynder med de sidste og ender med de første!
+  9.  Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en
+      Denar.
+ 10.  Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de
+      fik hver en Denar.
+ 11.  Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde:
+ 12.  Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem
+      lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede.
+ 13.  Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke
+      Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar?
+ 14.  Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig.
+ 15.  Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er
+      dit Øje ondt, fordi jeg er god?
+ 16.  Således skulle de sidste blive de første, og de første de
+      sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
+
+ 17.  Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til
+      Side og sagde til dem på Vejen:
+ 18.  "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
+      til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham
+      til Døden
+ 19.  og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og
+      korsfæstes; og på den tredje Dag skal han opstå."
+
+ 20.  Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt
+      ned for ham og vilde bede ham om noget.
+ 21.  Men han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til ham: "Sig,
+      at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din
+      højre, den anden ved din venstre Side."
+ 22.  Men Jesus svarede og sagde: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne
+      I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?" De sige til ham: "Det
+      kunne vi."
+ 23.  Han siger til dem: "Min Kalk skulle I vel drikke; men det at
+      sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke
+      mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min
+      Fader."
+ 24.  Og da de ti hørte dette, bleve de vrede på de to Brødre.
+ 25.  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I vide, at Folkenes
+      Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem.
+ 26.  Således skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive
+      stor iblandt eder, han skal være eders Tjener;
+ 27.  og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være
+      eders Træl.
+ 28.  Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men
+      for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
+
+
+ 29.  Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham.
+ 30.  Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik
+      forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids
+      Søn!"
+ 31.  Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu
+      stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!"
+ 32.  Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I,
+      at jeg skal gøre for eder?"
+ 33.  De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades."
+ 34.  Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks
+      bleve de seende, og de fulgte ham.
+
+Matt. 21
+
+  1.  Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved
+      Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:
+  2.  "Går hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks
+      skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem
+      og fører dem til mig!
+  3.  Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har
+      Brug for dem, så skal han straks sende dem."
+  4.  Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved
+      Profeten, som siger:
+  5.  "Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig
+      og ridende på et Asen og på et Trældyrs Føl."
+  6.  Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;
+  7.  og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder på dem,
+      og han satte sig derpå.
+  8.  Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder på Vejen, andre
+      huggede Grene af Træerne og strøede dem på Vejen.
+  9.  Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, råbte og sagde:
+      "Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens
+      Navn!  Hosanna i det højeste!"
+ 10.  Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og
+      sagde: "Hvem er denne?"
+ 11.  Men Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i
+      Galilæa."
+
+ 12.  Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte
+      og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og
+      Duekræmmernes Stole.
+ 13.  Og han siger til dem: "Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et
+      Bedehus; men I gøre det til en Røverkule."
+ 14.  Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han
+      helbredte dem.
+ 15.  Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge så de Undergerninger,
+      som han gjorde, og Børnene, som råbte i Helligdommen og sagde:
+      "Hosanna Davids Søn!" bleve de vrede og sagde til ham:
+ 16.  "Hører du, hvad disse sige?" Men Jesus siger til dem: "Ja! have
+      I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig
+      Lovsang?"
+ 17.  Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og
+      overnattede der.
+
+ 18.  Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev hen
+      hungrig.
+ 19.  Og han så et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt
+      intet derpå uden Blade alene. Og han siger til det: "Aldrig i
+      Evighed skal der vokse Frugt mere på dig!" Og Figentræet visnede
+      straks.
+ 20.  Og da Disciplene så det, forundrede de sig og sagde: "Hvorledes
+      kunde Figentræet straks visne?"
+ 21.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder,
+      dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne
+      gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette
+      Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.
+ 22.  Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I få."
+
+ 23.  Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og
+      Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: "Af
+      hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?"
+ 24.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
+      een Ting, og dersom I sige mig det, vil også jeg sige eder, af
+      hvad Magt jeg gør disse Ting.
+ 25.  Johannes's Dåb, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra
+      Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra
+      Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
+ 26.  Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde
+      alle Johannes for en Profet."
+ 27.  Og de svarede Jesus og sagde: "Det vide vi ikke." Da sagde også
+      han til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg
+      gør disse Ting.
+
+ 28.  Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den
+      første og sagde: Barn! gå hen, arbejd i Dag i min Vingård!
+ 29.  Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter
+      fortrød han det og gik derhen.
+ 30.  Og han gik til den anden og sagde ligeså. Men han svarede og
+      sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.
+ 31.  Hvem af de to gjorde Faderens Villie?" De sige: "Den første."
+      Jesus siger til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at Toldere og
+      Skøger gå forud for eder ind i Guds Rige.
+ 32.  Thi Johannes kom til eder på Retfærdigheds Vej, og I troede ham
+      ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I så det,
+      fortrøde I det alligevel ikke bagefter, så I troede ham.
+
+ 33.  Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en
+      Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den
+      og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og
+      drog udenlands.
+ 34.  Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til
+      Vingårdsmændene for at få dens Frugter.
+ 35.  Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte
+      de, og en stenede de.
+ 36.  Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de
+      gjorde ligeså med dem.
+ 37.  Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville
+      undse sig for min Søn.
+ 38.  Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er
+      Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv!
+ 39.  Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham
+      ihjel.
+ 40.  Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse
+      Vingårdsmænd?"
+ 41.  De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin
+      Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne
+      i deres Tid."
+ 42.  Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten,
+      som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt
+      for vore Øjne.
+ 43.  Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives
+      til et Folk, som bærer dets Frugter.
+ 44.  Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
+      den falder på, ham skal den knuse."
+ 45.  Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser,
+      forstode de, at han talte om dem.
+ 46.  Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de
+      holdt ham for en Profet.
+
+Matt. 22
+
+  1.  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og
+      sagde:
+  2.  "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin
+      Søn.
+  3.  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til
+      Brylluppet; og de vilde ikke komme.
+  4.  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne:
+      Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er
+      slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
+  5.  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den
+      anden til sit Købmandsskab;
+  6.  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.
+  7.  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse
+      Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.
+  8.  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de
+      budne vare det ikke værd.
+  9.  Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange,
+      som I finde!
+ 10.  Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt,
+      både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
+ 11.  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske,
+      som ikke var iført Bryllupsklædning.
+ 12.  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har
+      ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.
+ 13.  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og
+      kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og
+      Tænders Gnidsel.
+ 14.  Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
+
+ 15.  Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange
+      ham i Ord.
+ 16.  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og
+      sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i
+      Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på
+      Menneskers Person.
+ 17.  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren
+      Skat eller ej?"
+ 18.  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere,
+      hvorfor friste I mig?
+ 19.  Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".
+ 20.  Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"
+ 21.  De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver
+      Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"
+ 22.  Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik
+      bort.
+
+ 23.  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen
+      Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:
+ 24.  "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal
+      hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og
+      oprejse sin Broder Afkom.
+ 25.  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og
+      døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru
+      til sin Broder.
+ 26.  Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;
+ 27.  men sidst af alle døde Hustruen.
+ 28.  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen?
+      thi de have alle haft hende."
+ 29.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke
+      kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
+ 30.  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes,
+      men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
+ 31.  Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad
+      der er talt til eder af Gud, når han siger:
+ 32.  Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke
+      dødes, men levendes Gud."
+ 33.  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over
+      hans Lære.
+
+ 34.  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på
+      Saddukæerne, forsamlede de sig.
+ 35.  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
+ 36.  "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"
+ 37.  Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele
+      dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
+ 38.  Dette er det store og første Bud.
+ 39.  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig
+      selv.
+ 40.  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
+
+ 41.  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
+ 42.  "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham:
+      "Davids."
+ 43.  Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham
+      Herre, idet han siger:
+ 44.  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil
+      jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.
+ 45.  Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
+ 46.  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette
+      Spørgsmål til ham efter den Dag.
+
+Matt. 23
+
+  1.  Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:
+  2.  På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.
+  3.  Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke
+      efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.
+  4.  Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på
+      Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en
+      Finger.
+  5.  Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene;
+      thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder
+      store.
+  6.  Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de
+      fornemste Pladser i Synagogerne
+  7.  og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.
+  8.  Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders
+      Mester, men I ere alle Brødre.
+  9.  Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er
+      eders Fader, han, som er i Himlene.
+ 10.  Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders
+      Vejleder, Kristus.
+ 11.  Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.
+ 12.  Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som
+      fornedrer sig selv, skal ophøjes.
+ 13.  Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I
+      tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind,
+      og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke.
+ 14.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde
+      Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des
+      hårdere Dom.
+ 15.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om
+      til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når
+      han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så
+      slemt, som I selv ere.
+ 16.  Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved
+      Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i
+      Templet, han er forpligtet.
+ 17.  I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet,
+      som helliger Guldet?
+ 18.  Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den,
+      som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet.
+ 19.  I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret,
+      som helliger Gaven?
+ 20.  Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt
+      det, som er derpå.
+ 21.  Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som
+      bor deri.
+ 22.  Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved
+      ham, som sidder på den.
+ 23.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give
+      Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i
+      Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og
+      Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
+ 24.  I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!
+ 25.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det
+      udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af
+      Rov og Umættelighed.
+ 26.  Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og
+      Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent.
+ 27.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere
+      ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt,men
+      indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.
+ 28.  Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men
+      indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.
+ 29.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge
+      Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:
+ 30.  Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været
+      delagtige med dem i Profeternes Blod.
+ 31.  Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem,
+      som have ihjelslået Profeterne.
+ 32.  Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt!
+ 33.  I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?
+
+ 34.  Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge;
+      nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem
+      skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til
+      Stad,
+ 35.  for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er
+      udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil
+      Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem
+      Templet og Alteret.
+ 36.  Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.
+ 37.  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
+      som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
+      ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
+      ikke.
+ 38.  Se, eders Hus lades eder øde!
+ 39.  Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil
+      I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
+
+Matt. 24
+
+  1.  Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til
+      ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
+  2.  Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette?
+      Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som
+      jo skal nedbrydes."
+  3.  Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides
+      og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din
+      Tilkommelse og Verdens Ende?"
+  4.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører
+      eder!
+  5.  Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og
+      de skulle forføre mange.
+  6.  Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader
+      eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda.
+  7.  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
+      være Hungersnød og Jordskælv her og der.
+  8.  Men alt dette er Veernes Begyndelse.
+  9.  Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I
+      skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
+ 10.  Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade
+      hverandre.
+ 11.  Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange.
+ 12.  Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive
+      kold hos de fleste.
+ 13.  Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
+ 14.  Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et
+      Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
+ 15.  Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt
+      ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det,
+      han give Agt!)
+ 16.  da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene;
+ 17.  den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i
+      hans Hus;
+ 18.  og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine
+      Klæder!
+ 19.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
+ 20.  Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller
+      på en Sabbat;
+ 21.  thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været
+      fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
+ 22.  Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød
+      frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
+ 23.  Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der!
+      da skulle I ikke tro det.
+ 24.  Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
+      store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde
+      blive forførte, om det var muligt.
+ 25.  Se, jeg har sagt eder det forud.
+ 26.  Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke
+      derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke!
+ 27.  Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten,
+      således skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
+ 28.  Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig.
+ 29.  Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen
+      ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og
+      Himmelens Kræfter skulle rystes.
+ 30.  Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da
+      skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se
+      Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen
+      Herlighed.
+ 31.  Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de
+      skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende
+      af Himmelen til den anden.
+ 32.  Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
+      bleven blød,og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
+      nær.
+ 33.  Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær
+      for Døren.
+ 34.  Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend alle disse Ting ere skete.
+ 35.  Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå.
+ 36.  Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle,
+      heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
+ 37.  Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens
+      Tilkommelse være.
+ 38.  Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til
+      Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
+ 39.  og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort,
+      således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være.
+ 40.  Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den
+      anden lades tilbage.
+ 41.  To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den
+      anden lades tilbage.
+
+ 42.  Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre
+      kommer.
+ 43.  Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken
+      Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at
+      der skete Indbrud i hans Hus.
+ 44.  Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time,
+      som I ikke mene.
+ 45.  Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat
+      over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
+ 46.  Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
+      handlende således.
+ 47.  Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
+      ejer.
+ 48.  Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
+ 49.  og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med
+      Drankerne,
+ 50.  da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
+      i den Time, han ikke ved,
+ 51.  og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne;
+      der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.
+
+Matt. 25
+
+  1.  Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres
+      Lamper og gik Brudgommen i Møde.
+  2.  Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge.
+  3.  Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.
+  4.  Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper.
+  5.  Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.
+  6.  Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i
+      Møde!
+  7.  Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
+  8.  Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore
+      Lamper slukkes.
+  9.  Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til
+      os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder
+      selv!
+ 10.  Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som
+      vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.
+ 11.  Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre,
+      luk op for os!
+ 12.  Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender
+      eder ikke.
+ 13.  Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.
+
+ 14.  Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine
+      Tjenere og overgav dem sin Ejendom;
+ 15.  og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver
+      efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands.
+ 16.  Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med
+      dem og vandt andre fem Talenter
+ 17.  Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to.
+ 18.  Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og
+      skjulte sin Herres Penge.
+ 19.  Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder
+      Regnskab med dem.
+ 20.  Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre
+      fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se,
+      jeg har vundet fem andre Talenter.
+ 21.  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
+      over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
+      Glæde!
+ 22.  Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde:
+      Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre
+      Talenter.
+ 23.  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
+      over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
+      glæde!
+ 24.  Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde:
+      Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor
+      du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte;
+ 25.  og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se,
+      her har du, hvad dit er.
+ 26.  Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener!
+      du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor
+      jeg ikke spredte;
+ 27.  derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når
+      jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente.
+ 28.  Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har
+      de ti Talenter.
+ 29.  Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få
+      Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages,
+      som han har.
+ 30.  Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der
+      være Gråd og Tænders Gnidsel.
+
+ 31.  Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene
+      med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone.
+ 32.  Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille
+      dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene.
+ 33.  Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den
+      venstre.
+ 34.  Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I
+      min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt
+      fra Verdens Grundlæggelse.
+ 35.  Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og
+      I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til
+      eder;
+ 36.  jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig;
+      jeg var i Fængsel, og I kom til mig.
+ 37.  Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig
+      hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke?
+ 38.  Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og
+      klædte dig?
+ 39.  Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?
+ 40.  Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder:
+      Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I
+      gjort imod mig.
+ 41.  Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra
+      mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og
+      hans Engle.
+ 42.  Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var
+      tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
+ 43.  jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var
+      nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I
+      besøgte mig ikke.
+ 44.  Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig
+      eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i
+      Fængsel og tjente dig ikke?
+ 45.  Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I
+      ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke
+      gjort imod mig.
+ 46.  Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til
+      evigt Liv."
+
+Matt. 26
+
+  1.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han
+      til sine Disciple:
+  2.  "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen
+      til at korsfæstes."
+
+  3.  Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i
+      Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas.
+  4.  Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham.
+  5.  Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
+      Oprør iblandt Folket."
+
+  6.  Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes
+      Hus,
+  7.  kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre
+      kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad
+      til Bords.
+  8.  Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil
+      denne Spilde?
+  9.  Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til
+      fattige."
+ 10.  Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I
+      Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod
+      mig.
+ 11.  Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid.
+ 12.  Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for
+      at berede mig til at begraves.
+ 13.  Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette
+      Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
+      omtales til hendes Ihukommelse."
+
+ 14.  Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til
+      Ypperstepræsterne
+ 15.  og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til
+      eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge".
+ 16.  Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham.
+
+ 17.  Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene
+      til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe
+      Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?"
+ 18.  Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger
+      til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg
+      Påske med mine Disciple."
+ 19.  Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte
+      Påskelammet.
+ 20.  Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv.
+ 21.  Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af
+      eder vil forråde mig."
+ 22.  Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til
+      ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?"
+ 23.  Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med
+      mig i Fadet, han vil forråde mig.
+ 24.  Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve
+      det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
+      godt for det Menneske, om han ikke var født."
+ 25.  Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel
+      ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det."
+
+ 26.  Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød
+      det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit
+      Legeme."
+ 27.  Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker
+      alle deraf;
+ 28.  thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til
+      Syndernes Forladelse.
+ 29.  Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af
+      denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny
+      med eder i min Faders Rige."
+
+ 30.  Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
+ 31.  Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne
+      Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får
+      skulle adspredes.
+ 32.  Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
+      til Galilæa."
+ 33.  Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges
+      på dig, så vil jeg dog aldrig forarges."
+ 34.  Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat,
+      førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange."
+ 35.  Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg
+      ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene.
+
+ 36.  Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og
+      han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går
+      derhen og beder."
+ 37.  Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han
+      begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes.
+ 38.  Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
+      bliver her og våger med mig!"
+ 39.  Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min
+      Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som
+      jeg vil, men som du vil."
+ 40.  Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger
+      til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig!
+ 41.  Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er
+      vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
+ 42.  Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis
+      denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske
+      din Villie!"
+ 43.  Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare
+      betyngede.
+ 44.  Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde
+      atter det samme Ord.
+ 45.  Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles
+      og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i
+      Synderes Hænder.
+ 46.  Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
+
+ 47.  Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og
+      med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra
+      Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.
+ 48.  Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt:
+      "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!"
+ 49.  Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig,
+      Rabbi!" og kyssede ham.
+ 50.  Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte
+      de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham.
+ 51.  Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog
+      sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre
+      af.
+ 52.  Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi
+      alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.
+ 53.  Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu
+      tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle?
+ 54.  Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således
+      til?"
+ 55.  I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud
+      ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange
+      mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
+      ikke.
+ 56.  Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde
+      opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
+
+ 57.  Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til
+      Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare
+      forsamlede.
+ 58.  Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og
+      han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad
+      Udgang det vilde få.
+ 59.  Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod
+      Jesus, for at de kunde aflive ham.
+ 60.  Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem.
+      Men til sidst trådte to frem og sagde:
+ 61.  "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i
+      tre Dage."
+ 62.  Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet
+      på, hvad disse vidne imod dig?"
+ 63.  Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham:
+      "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er
+      Kristus, Guds Søn."
+ 64.  Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra
+      nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd
+      og komme på Himmelens Skyer."
+ 65.  Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt
+      bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I
+      hørt Bespottelsen.
+ 66.  Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til
+      Døden."
+ 67.  Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge
+      ham på Kinden
+ 68.  og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?"
+
+ 69.  Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og
+      sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren."
+ 70.  Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke,
+      hvad du siger."
+ 71.  Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun
+      siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth."
+ 72.  Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det
+      Menneske."
+ 73.  Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter:
+      "Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også."
+ 74.  Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det
+      Menneske." Og straks galede Hanen.
+ 75.  Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen
+      galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og
+      græd bitterligt.
+
+Matt. 27
+
+  1.  Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og
+      Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham.
+  2.  Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til
+      Landshøvdingen Pontius Pilatus.
+
+  3.  Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt,
+      fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til
+      Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:
+  4.  "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de
+      sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil."
+  5.  Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og
+      hængte sig.
+  6.  Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke
+      tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge."
+  7.  Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til
+      Gravsted for de fremmede.
+  8.  Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.
+  9.  Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger:
+      "Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem
+      de vurderede for Israels Børn,
+ 10.  og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig."
+
+ 11.  Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen
+      spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde
+      til ham: "Du siger det."
+ 12.  Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste,
+      svarede han intet.
+ 13.  Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne
+      imod dig?"
+ 14.  Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at
+      Landshøvdingen undrede sig såre.
+ 15.  Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een
+      Fange, hvilken de vilde.
+ 16.  Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.
+ 17.  Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville
+      I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes
+      Kristus?"
+ 18.  Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.
+ 19.  Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til
+      ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har
+      lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld."
+ 20.  Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de
+      skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus.
+ 21.  Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to
+      ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas."
+ 22.  Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som
+      kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!"
+ 23.  Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
+      råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!"
+ 24.  Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev
+      større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn
+      og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I
+      dertil!"
+ 25.  Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og
+      over vore Børn!"
+ 26.  Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav
+      ham hen til at korsfæstes.
+
+ 27.  Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og
+      samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.
+ 28.  Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.
+ 29.  Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og
+      gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og
+      spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
+ 30.  Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet.
+ 31.  Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham
+      hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.
+
+ 32.  Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn
+      Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.
+ 33.  Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt:
+      "Hovedskalsted",
+ 34.  gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte
+      det, vilde han ikke drikke.
+ 35.  Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig
+      ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af
+      Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om
+      mit Klædebon."
+ 36.  Og de sade der og holdt Vagt over ham.
+ 37.  Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven
+      således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge."
+ 38.  Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den
+      højre og en ved den venstre Side,
+ 39.  Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
+      Hoveder og sagde:
+ 40.  "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels
+      dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!"
+ 41.  "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og
+      de Ældste og sagde:
+ 42.  "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han
+      Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi
+      tro på ham.
+ 43.  Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i
+      ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn."
+ 44.  Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede
+      med ham.
+ 45.  Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil
+      den niende Time.
+ 46.  Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli!
+      Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du
+      forladt mig?"
+ 47.  Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder
+      på Elias."
+ 48.  Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med
+      Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.
+ 49.  Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at
+      frelse ham."
+ 50.  Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden.
+ 51.  Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst
+      til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,
+ 52.  og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer
+      bleve oprejste,
+ 53.  og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den
+      hellige Stad og viste sig for mange.
+ 54.  Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over
+      Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og
+      sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn."
+ 55.  Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke
+      havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.
+ 56.  Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs
+      Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.
+
+ 57.  Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved
+      Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel.
+ 58.  Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus,
+      at det skulde udleveres.
+ 59.  Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde
+ 60.  og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i
+      Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik
+      bort.
+ 61.  Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige
+      over for Graven.
+
+ 62.  Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen,
+      forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus
+ 63.  og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde,
+      medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.
+ 64.  Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje
+      Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og
+      sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den
+      sidste Forførelse blive værre end den første,"
+ 65.  Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter
+      den sikkert, som I bedst vide!"
+ 66.  Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at
+      have sat Segl for Stenen.
+
+Matt. 28
+
+  1.  Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom
+      Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
+  2.  Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for
+      ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte
+      sig på den.
+  3.  Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som
+      Sne.
+  4.  Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som
+      døde.
+  5.  Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke
+      frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede.
+  6.  Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer
+      hid, ser Stedet, hvor Herren lå!
+  7.  Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden
+      fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der
+      skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det."
+  8.  Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb
+      hen for at forkynde hans Disciple det.
+  9.  Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da
+      mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og
+      omfavnede hans Fødder og tilbade ham.
+ 10.  Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine
+      Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se
+      mig."
+
+ 11.  Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden
+      og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket.
+ 12.  Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene
+      rigelige Penge
+ 13.  og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham,
+      medens vi sov.
+ 14.  Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham
+      tilfreds og holde eder angerløse."
+ 15.  Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette
+      Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.
+
+ 16.  Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor
+      Jesus havde sat dem Stævne.
+ 17.  Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede.
+ 18.  Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al
+      Magt i Himmelen og på Jorden.
+ 19.  Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple,
+      idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn,
+ 20.  og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet
+      eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."
+
+
+Markus
+
+Markus 1
+
+  1.  Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således,
+  2.  som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min
+      Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej.
+  3.  Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej,
+      gører hans Stier jævne!"
+  4.  Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede
+      Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse.
+  5.  Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af
+      ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder
+  6.  Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin
+      Lænd og spiste Græshopper og vild Honning.
+  7.  Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er
+      stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig
+      ned og løse.
+  8.  Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den
+      Helligånd."
+
+  9.  Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og
+      blev døbt af Johannes i Jordan.
+ 10.  Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og
+      Ånden ligesom en Due dale ned over ham;
+ 11.  og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i
+      dig har jeg Velbehag."
+
+ 12.  Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen.
+ 13.  Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af
+      Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.
+
+ 14.  Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til
+      Galilæa og prædikede Guds Evangelium
+ 15.  og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær;
+      omvender eder og tror på Evangeliet!"
+
+ 16.  Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons
+      Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare
+      Fiskere.
+ 17.  Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
+      til Menneskefiskere."
+ 18.  Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
+ 19.  Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn,
+      og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres
+      Garn i Skibet;
+ 20.  og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus
+      i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.
+
+ 21.  Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i
+      Synagogen og lærte,
+ 22.  og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte
+      dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
+ 23.  Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han
+      råbte højt
+ 24.  og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er
+      du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du
+      Guds hellige."
+ 25.  Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!"
+ 26.  Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af
+      ham.
+ 27.  Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og
+      sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de
+      urene Ånder byder han, og de lyde ham."
+ 28.  Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende
+      Land i Galilæa.
+
+ 29.  Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons
+      og Andreas's Hus med Jakob og Johannes.
+ 30.  Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til
+      ham om hende;
+ 31.  og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende
+      op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
+ 32.  Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til
+      ham alle de syge og besatte,
+ 33.  og hele Byen var forsamlet foran Døren.
+ 34.  Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han
+      uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at
+      tale, fordi de kendte ham.
+
+ 35.  Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen
+      til et øde Sted, og der bad han:
+ 36.  Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
+ 37.  Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig."
+ 38.  Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de
+      nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er
+      jeg udgået."
+ 39.  Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og
+      uddrev de onde Ånder.
+
+ 40.  Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for
+      ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig."
+ 41.  Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og
+      siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!"
+ 42.  Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset.
+ 43.  Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt
+ 44.  og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen
+      herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for
+      din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for
+      dem!"
+ 45.  Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede
+      Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By;
+      men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne
+      fra.
+
+Markus 2
+
+  1.  Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum,
+      spurgtes det, at han var hjemme.
+  2.  Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke
+      foran Døren; og han talte Ordet til dem.
+  3.  Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af
+      fire.
+  4.  Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de
+      Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de
+      Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå.
+  5.  Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn!
+      dine Synder ere forladte."
+  6.  Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter:
+  7.  "Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan
+      forlade Synder uden een, nemlig Gud?"
+  8.  Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig
+      selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter?
+  9.  Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere
+      forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå?
+ 10.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne:
+ 11.  "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+ 12.  Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så
+      de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi
+      set noget sådant."
+
+ 13.  Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og
+      han lærte dem.
+ 14.  Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved
+      Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og
+      fulgte ham.
+ 15.  Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere
+      og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de
+      vare mange. Og der fulgte også
+ 16.  nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han
+      spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han
+      spiser og drikker med Toldere og Syndere!"
+ 17.  Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke
+      til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde
+      retfærdige, men Syndere."
+
+ 18.  Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og
+      sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes
+      Disciple, men dine Disciple faste ikke?"
+ 19.  Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens
+      Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne
+      de ikke faste.
+ 20.  Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da
+      skulle de faste på den Dag.
+ 21.  Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers
+      river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver
+      et værre Hul.
+ 22.  Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger
+      Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som
+      Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!"
+
+ 23.  Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark,
+      og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.
+ 24.  Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten,
+      hvad der ikke er tilladt?"
+ 25.  Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da
+      han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham?
+ 26.  Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst,
+      og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise
+      uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?"
+ 27.  Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og
+      ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
+ 28.  Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten."
+
+Markus 3
+
+  1.  Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som
+      havde en vissen Hånd.
+  2.  Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten,
+      for at de kunde anklage ham.
+  3.  Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her
+      i Midten!"
+  4.  Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten
+      eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de
+      tav.
+  5.  Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes
+      Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han
+      rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.
+  6.  Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod
+      ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.
+
+  7.  Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde
+      fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
+  8.  og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra
+      Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de
+      hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
+  9.  Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede
+      til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
+ 10.  Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede
+      ind på ham for at røre ved ham.
+ 11.  Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og
+      sagde: "Du er Guds Søn."
+ 12.  Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.
+
+ 13.  Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde;
+      og de gik hen til ham.
+ 14.  Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at
+      han kunde udsende dem til at prædike
+ 15.  og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.
+ 16.  Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
+ 17.  fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og
+      han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
+ 18.  og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og
+      Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
+ 19.  og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
+
+ 20.  Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end
+      ikke kunne få Mad.
+ 21.  Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til
+      sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."
+ 22.  Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han
+      har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde
+      Ånder:"
+ 23.  Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser:
+      "Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
+ 24.  Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige
+      ikke bestå.
+ 25.  Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus
+      ikke kunne bestå.
+ 26.  Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i
+      Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
+ 27.  Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele,
+      uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans
+      Hus.
+ 28.  Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes
+      Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end
+      tale;
+ 29.  men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har
+      evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig
+      Synd."
+ 30.  De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."
+
+ 31.  Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og
+      sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
+ 32.  Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder
+      og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."
+ 33.  Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"
+ 34.  Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se,
+      her er min Moder og mine Brødre!
+ 35.  Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og
+      Moder."
+
+Markus 4
+
+  1.  Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare
+      samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib
+      på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.
+  2.  Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin
+      Undervisning:
+  3.  "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.
+  4.  Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og
+      Fuglene kom og åde det op.
+  5.  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
+      det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
+  6.  Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
+      Rod, visnede det.
+  7.  Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte
+      det, og det bar ikke Frugt.
+  8.  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og
+      voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."
+  9.  Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"
+
+ 10.  Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de
+      tolv ham om Lignelserne.
+ 11.  Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men
+      dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,
+ 12.  for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt
+      hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle
+      omvende sig og få Forladelse "
+
+ 13.  Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes
+      ville I da forstå alle de andre Lignelser?
+ 14.  Sædemanden sår Ordet.
+ 15.  Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de
+      høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i
+      dem.
+ 16.  Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem,
+      som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;
+ 17.  og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid;
+      derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets
+      Skyld, forarges de straks.
+ 18.  Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som
+      have hørt Ordet
+ 19.  og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og
+      Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så
+      det bliver uden Frugt.
+ 20.  Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og
+      modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede
+      Fold."
+
+ 21.  Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under
+      Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på
+      Lysestagen?
+ 22.  Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det
+      blevet lønligt uden for at komme for Lyset.
+ 23.  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
+ 24.  Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I
+      måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.
+ 25.  Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra
+      ham skal endog det tages, som han har."
+
+ 26.  Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har
+      lagt Sæden i Jorden
+ 27.  og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj,
+      han ved ej selv hvorledes.
+ 28.  Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks,
+      derefter fuld Kærne i Akset;
+ 29.  men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi
+      Høsten er for Hånden."
+
+ 30.  Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under
+      hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?
+ 31.  Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre
+      end alt andet Frø på Jorden,
+ 32.  og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle
+      Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge
+      Rede i dets Skygge."
+ 33.  Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som
+      de kunde fatte det.
+ 34.  Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde
+      han det alt sammen for sine Disciple.
+
+ 35.  Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem:
+      "Lader os fare over til hin Side!"
+ 36.  Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet;
+      men der var også andre Skibe med ham.
+ 37.  Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i
+      Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.
+ 38.  Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham
+      og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"
+ 39.  Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær
+      stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.
+ 40.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I
+      ikke Tro?"
+ 41.  Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne
+      siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"
+
+Markus 5
+
+  1.  Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
+  2.  Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra
+      Gravene en Mand med en uren Ånd.
+  3.  Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham,
+      end ikke med Lænker.
+  4.  Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne
+      vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde
+      tæmme ham.
+  5.  Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og
+      slog sig selv med Sten.
+  6.  Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned
+      for ham
+  7.  og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre,
+      Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du
+      ikke piner mig."
+  8.  Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"
+  9.  Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham:
+      "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."
+ 10.  Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
+ 11.  Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
+ 12.  og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i
+      dem."
+ 13.  Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i
+      Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen,
+      omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen
+ 14.  Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og
+      de kom for at se, hvad det var, som var sket.
+ 15.  Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft
+      Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.
+ 16.  Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået
+      den besatte, og om Svinene.
+ 17.  Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres
+      Egn.
+ 18.  Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat,
+      ham om, at han måtte være hos ham.
+ 19.  Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit
+      Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har
+      gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."
+ 20.  Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store
+      Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
+
+ 21.  Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes
+      der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
+ 22.  Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da
+      han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
+ 23.  Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit
+      yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at
+      hun må frelses og leve!"
+ 24.  Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de
+      trængte ham.
+ 25.  Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,
+ 26.  og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt,
+      hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod,
+      det var blevet værre med hende.
+ 27.  Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved
+      hans Klædebon.
+ 28.  Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver
+      jeg frelst."
+ 29.  Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit
+      Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.
+ 30.  Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået
+      fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved
+      mine Klæder?"
+ 31.  Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig,
+      og du siger: Hvem rørte ved mig?"
+ 32.  Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.
+ 33.  Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun
+      frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele
+      Sandheden.
+ 34.  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
+      bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"
+ 35.  Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens
+      Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren
+      længere?"
+ 36.  Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til
+      Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"
+ 37.  Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og
+      Johannes, Jakobs Broder.
+ 38.  Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en
+      larmende Hob, der græd og hylede meget.
+ 39.  Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I?
+      Barnet er ikke død, men det sover."
+ 40.  Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets
+      Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet
+      var.
+ 41.  Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha
+      kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"
+ 42.  Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År
+      gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede
+ 43.  Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han
+      sagde, at de skulde give hende noget at spise.
+
+Markus 6
+
+  1.  Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans
+      Disciple følge ham.
+  2.  Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de
+      mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde:
+      "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er
+      given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans
+      Hænder!
+  3.  Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og
+      Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?"
+      Og de forargedes på ham.
+  4.  Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit
+      eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
+  5.  Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han
+      Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
+  6.  Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i
+      Landsbyerne der omkring og lærte.
+
+  7.  Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og
+      to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
+  8.  Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en
+      Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
+  9.  men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
+ 10.  Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I
+      blive, indtil I drage bort fra Stedet.
+ 11.  Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der
+      skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til
+      Vidnesbyrd imod dem."
+ 12.  Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
+ 13.  Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og
+      helbredte dem.
+
+ 14.  Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og
+      han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor
+      virke Kræfterne i ham."
+ 15.  Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet
+      ligesom en af Profeterne."
+ 16.  Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har
+      ladet halshugge, han er oprejst."
+ 17.  Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og
+      kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld;
+      thi han havde taget hende til Ægte.
+ 18.  Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at
+      have din Broders Hustru."
+ 19.  Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og
+      hun kunde det ikke.
+ 20.  Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var
+      en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og
+      når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han
+      hørte ham gerne.
+ 21.  Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag
+      gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de
+      ypperste i Galilæa,
+ 22.  og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun
+      Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om
+      hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
+ 23.  Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil
+      jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
+ 24.  Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?"
+      Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
+ 25.  Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg
+      vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
+ 26.  Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og
+      Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
+ 27.  Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans
+      Hoved
+ 28.  Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte
+      hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til
+      sin Moder.
+ 29.  Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde
+      det i en Grav.
+
+ 30.  Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
+      de havde gjort, og hvad de havde lært.
+ 31.  Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
+      og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
+      de havde ikke engang Ro til at spise.
+ 32.  Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
+ 33.  Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
+      strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
+ 34.  Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
+      inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
+      han begyndte at lære dem meget.
+ 35.  Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
+      og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
+ 36.  Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
+      Landsbyer og købe sig noget at spise."
+ 37.  Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
+      sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
+      Denarer og give dem at spise?"
+ 38.  Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
+      efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
+      Fisk."
+ 39.  Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
+      grønne Græs.
+ 40.  Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
+      halvtredsindstyve.
+ 41.  Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
+      velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
+      lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
+ 42.  Og de spiste alle og bleve mætte.
+ 43.  Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
+ 44.  Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
+
+ 45.  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
+      i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
+      selv lod Skaren gå bort.
+ 46.  Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
+      at bede.
+ 47.  Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
+      på Landjorden.
+ 48.  Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
+      dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
+      på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
+ 49.  Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
+      Spøgelse, og de skrege.
+ 50.  Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
+      dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
+      ikke!"
+ 51.  Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
+      forfærdedes over al Måde ved sig selv.
+ 52.  Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
+      Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
+
+ 53.  Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
+      lagde til der.
+ 54.  Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
+ 55.  Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
+      deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
+ 56.  Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
+      Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
+      røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
+      ham, bleve helbredte.
+
+Markus 7
+
+  1.  Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
+      Jerusalem, samle sig om ham.
+  2.  Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
+      det er utoede, Hænder
+  3.  thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
+      omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
+  4.  og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
+      sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
+      Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
+  5.  så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
+      dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
+      Måltid med vanhellige Hænder?"
+  6.  Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
+      Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
+      men deres Hjerte er langt borte fra mig.
+  7.  Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
+      Menneskers Bud."
+  8.  I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
+  9.  Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
+      holde eders Overlevering.
+ 10.  Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
+      hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
+ 11.  Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
+      "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
+      (det er: Tempelgave),"
+ 12.  da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
+      Moder,
+ 13.  idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
+      overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
+ 14.  Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
+      mig alle, og forstår!
+ 15.  Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
+      gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
+      gør Mennesket urent.
+ 16.  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
+ 17.  Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
+      hans Disciple ham om Lignelsen.
+ 18.  Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
+      ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
+      uren?
+ 19.  Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
+      den naturlige Vej, og således renses al Maden."
+ 20.  Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
+      Mennesket urent.
+ 21.  Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
+      Utugt, Tyveri, Mord,
+ 22.  Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
+      Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
+ 23.  alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
+      urent."
+
+ 24.  Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
+      han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
+      han kunde dog ikke være skjult;
+ 25.  men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
+      om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
+ 26.  (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
+      bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
+ 27.  Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
+      ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
+ 28.  Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
+      æde under Bordet af Børnenes Smuler."
+ 29.  Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
+      Ånd er udfaren af din Datter"
+ 30.  Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
+      og den onde Ånd udfaren.
+
+ 31.  Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
+      midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
+ 32.  Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
+      ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
+ 33.  Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
+      Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
+ 34.  og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
+      er: lad dig op!
+ 35.  Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
+      talte ret.
+ 36.  Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
+      han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
+ 37.  Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
+      gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
+      målløse tale."
+
+Markus 8
+
+  1.  I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at
+      spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
+  2.  "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos
+      mig i tre Dage og have intet at spise.
+  3.  Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på
+      Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra."
+  4.  Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte
+      disse med Brød her i en Ørken?"
+  5.  Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv."
+  6.  Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de
+      syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de
+      skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
+  7.  Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af
+      også disse skulde lægges for.
+  8.  Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne
+      Stykker syv Kurve.
+  9.  Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.
+
+ 10.  Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til
+      Dalmanuthas Egne.
+ 11.  Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte
+      af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
+ 12.  Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne
+      Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives
+      denne Slægt noget Tegn!"
+ 13.  Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.
+
+ 14.  Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig
+      i Skibet.
+ 15.  Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for
+      Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!"
+ 16.  Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød."
+ 17.  Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på,
+      at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er
+      eders Hjerte forhærdet?
+ 18.  Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I
+      ikke i Hu?
+ 19.  Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve
+      fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv."
+ 20.  "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve
+      fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv."
+ 21.  Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"
+
+ 22.  Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og
+      beder ham om, at han vil røre ved ham.
+ 23.  Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen
+      og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte
+      ham, om han så noget.
+ 24.  Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget
+      ligesom Træer gå omkring."
+ 25.  Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev
+      klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
+ 26.  Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen,
+      ej heller sige det til nogen i Landsbyen."
+
+ 27.  Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea
+      Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem:
+      "Hvem sige Menneskene, at jeg er?"
+ 28.  Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men
+      andre: en af Profeterne."
+ 29.  Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter
+      svarede og siger til ham: "Du er Kristus."
+ 30.  Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.
+
+ 31.  Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget
+      og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge
+      og ihjelslås og opstå efter tre Dage.
+ 32.  Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og
+      begyndte at sætte ham i Rette.
+ 33.  Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter
+      og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er,
+      men hvad Menneskers er."
+
+ 34.  Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde
+      til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og
+      tage sit Kors op og følge mig!
+ 35.  Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse
+      det.
+ 36.  Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at
+      bøde med sin Sjæl?
+ 37.  Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
+ 38.  Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og
+      syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når
+      han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."
+      (Kap. 9.) 1 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der
+      er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden,
+      førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."
+
+Markus 9
+  2.  Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med
+      sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev
+      forvandlet for deres Øjne.
+  3.  Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen
+      Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
+  4.  Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede
+      med Jesus.
+  5.  Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt,
+      at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en
+      og Elias en."
+  6.  Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne
+      helt forfærdede.
+  7.  Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra
+      Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!"
+  8.  Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus
+      alene hos dem.
+  9.  Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte
+      fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var
+      opstanden fra de døde.
+ 10.  Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre,
+      hvad det er at opstå fra de døde.
+
+ 11.  Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias
+      bør først komme?"
+ 12.  Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter
+      alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han
+      skal lide meget og foragtes.
+ 13.  Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved
+      ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."
+
+ 14.  Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og
+      skriftkloge, som tvistedes med dem.
+ 15.  Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og
+      hilsede ham.
+ 16.  Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?"
+ 17.  Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til
+      dig; han har en målløs Ånd.
+ 18.  Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han
+      fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til
+      dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke."
+ 19.  Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe
+      skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer
+      ham til mig!"
+ 20.  Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden
+      straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og
+      fraadede.
+ 21.  Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er
+      kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af;
+ 22.  og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge
+      ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp
+      os!"
+ 23.  Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for
+      den, som tror."
+ 24.  Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp
+      min Vantro!"
+ 25.  Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene
+      Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig,
+      far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!"
+ 26.  Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom
+      død, så at de fleste sagde: "Han er død."
+ 27.  Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
+ 28.  Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i
+      Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?"
+ 29.  Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget,
+      uden ved Bøn og Faste."
+
+ 30.  Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han
+      vilde ikke, at nogen skulde vide det.
+ 31.  Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen
+      overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og
+      når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter."
+ 32.  Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
+
+ 33.  Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset,
+      spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på
+      Vejen?"
+ 34.  Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem
+      der var den største.
+ 35.  Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom
+      nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og
+      alles Tjener."
+ 36.  Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog
+      det i Favn og sagde til dem:
+ 37.  "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld,
+      modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men
+      den, som udsendte mig."
+
+ 38.  Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os,
+      uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han
+      ikke følger os."
+ 39.  Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som
+      gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde
+      om mig.
+ 40.  Thi den, som ikke er imod os, er for os.
+ 41.  Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn,
+      fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal
+      ingenlunde miste sin Løn
+
+ 42.  Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det
+      bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i
+      Havet.
+ 43.  Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for
+      dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og
+      fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
+ 44.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 45.  Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for
+      dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive
+      kastet i Helvede,
+ 46.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 47.  Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for
+      dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive
+      kastet i Helvede,
+ 48.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 49.  Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med
+      Salt.)
+ 50.  Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville
+      I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder
+      Fred med hverandre!"
+
+Markus 10
+
+  1.  Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet
+      hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han
+      lærte dem atter, som han plejede.
+  2.  Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det
+      en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?"
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?"
+  4.  Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og
+      skille sig fra hende."
+  5.  Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev
+      han eder dette Bud.
+  6.  Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og
+      Kvinde.
+  7.  Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast
+      ved sin Hustru;
+  8.  og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer
+      to, men eet Kød.
+  9.  Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille.
+ 10.  Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
+ 11.  Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og
+      tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
+ 12.  Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en
+      anden, bedriver hun Hor."
+
+ 13.  Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men
+      Disciplene truede dem, som bare dem frem.
+ 14.  Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de
+      små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige
+      hører sådanne til.
+ 15.  Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
+      ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
+ 16.  Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede
+      dem.
+
+ 17.  Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og
+      spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan
+      arve et evigt Liv?"
+ 18.  Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
+      god, uden een, nemlig Gud.
+ 19.  Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
+      du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke
+      besvige; ær din Fader og din Moder."
+ 20.  Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra
+      min Ungdom af."
+ 21.  Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til
+      ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og
+      giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og
+      kom så og følg mig!"
+ 22.  Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort;
+      thi han havde meget Gods.
+ 23.  Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor
+      vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!"
+ 24.  Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog
+      atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det,
+      at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
+ 25.  Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en
+      rig at gå ind i Guds Rige."
+ 26.  Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da
+      blive frelst?"
+ 27.  Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men
+      ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."
+
+ 28.  Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
+      Ting og fulgt dig."
+ 29.  Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har
+      forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader
+      eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
+ 30.  uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse
+      og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med
+      Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
+ 31.  Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
+      de første."
+
+ 32.  Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem,
+      og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han
+      tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der
+      skulde times ham
+ 33.  "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
+      til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham
+      til Døden og overgive ham til Hedningerne;
+ 34.  og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og
+      ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."
+
+ 35.  Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige:
+      "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig
+      om."
+ 36.  Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for
+      eder?"
+ 37.  Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din
+      højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed."
+ 38.  Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I
+      drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som
+      jeg døbes med?"
+ 39.  Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem:
+      "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg
+      døbes med, skulle I døbes med;
+ 40.  men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side
+      tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det
+      er beredt."
+ 41.  Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og
+      Johannes.
+ 42.  Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de,
+      der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store
+      iblandt dem bruge Myndighed over dem.
+ 43.  Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive
+      stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
+ 44.  og den, som vil blive den første af eder, skal være alles
+      Tjener;
+ 45.  thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene,
+      men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
+
+ 46.  Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med
+      sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en
+      blind Tigger, ved Vejen.
+ 47.  Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at
+      råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
+ 48.  Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget
+      stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
+ 49.  Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på
+      den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på
+      dig."
+ 50.  Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til
+      Jesus.
+ 51.  Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg
+      skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at
+      jeg kan blive seende!"
+ 52.  Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og
+      straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.
+
+Markus 11
+
+  1.  Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved
+      Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
+  2.  "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks,
+      når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket
+      der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører
+      det hid!
+  3.  Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger:
+      Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen."
+  4.  Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved
+      Gyden, og de løse det.
+  5.  Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at
+      I løse Føllet?"
+  6.  Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte
+      dem det.
+  7.  Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han
+      satte sig på det.
+  8.  Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de
+      afskare på Markerne.
+  9.  Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna!
+      velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
+ 10.  Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det
+      højeste!"
+ 11.  Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde
+      beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til
+      Bethania med de tolv.
+
+ 12.  Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han
+      hungrig.
+ 13.  Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han
+      derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til
+      det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
+ 14.  Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal
+      nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.
+
+ 15.  Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og
+      begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og
+      han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
+ 16.  Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem
+      Helligdommen.  17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke
+      skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle
+      Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule."
+ 18.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte,
+      hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham,
+      eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.
+
+ 19.  Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
+ 20.  Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet
+      fra Roden af.
+ 21.  Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet,
+      som du forbandede, er visnet."
+ 22.  Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud!
+ 23.  Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft
+      dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men
+      tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
+ 24.  Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I
+      have fået det, så skal det ske eder.
+ 25.  Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod
+      nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade
+      eder eders Overtrædelser.
+ 26.  Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene,
+      ej heller forlade eders Overtrædelser"
+
+ 27.  Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i
+      Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
+      Ældste hen til ham.
+ 28.  Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem
+      har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?"
+ 29.  Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og
+      svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør
+      disse Ting.
+ 30.  Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer
+      mig!"
+ 31.  Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da
+      vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
+ 32.  Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle
+      holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
+ 33.  Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus
+      siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg
+      gør disse Ting."
+
+Markus 12
+
+  1.  Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede
+      en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og
+      byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
+      udenlands.
+  2.  Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
+      at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter.
+  3.  Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
+  4.  Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i
+      Hovedet og vanærede.
+  5.  Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre;
+      nogle sloge de, og andre dræbte de.
+  6.  Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til
+      dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn."
+  7.  Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen;
+      kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor."
+  8.  Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af
+      Vingården.
+  9.  Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge
+      Vingårdsmændene og give Vingården til andre.
+ 10.  Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som
+      Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten?
+ 11.  Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne."
+ 12.  Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de
+      forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode
+      ham og gik bort.
+
+ 13.  Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for
+      at de skulde fange ham i Ord.
+ 14.  Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru
+      og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers
+      Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give
+      Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?"
+ 15.  Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste
+      I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den."
+ 16.  Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og
+      Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens."
+ 17.  Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og
+      Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.
+
+ 18.  Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen
+      Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
+ 19.  "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og
+      og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal
+      hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
+ 20.  Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde,
+      efterlod han ikke Afkom.
+ 21.  Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den
+      tredje ligeså.
+ 22.  Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og
+      så Hustruen.
+ 23.  I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til
+      Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru."
+ 24.  Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I
+      ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
+ 25.  Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller
+      bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
+ 26.  Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i
+      Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham
+      og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
+ 27.  Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."
+
+ 28.  Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set,
+      at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket
+      Bud er det første af alle?"
+ 29.  Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud,
+      Herren er een;
+ 30.  og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele
+      din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
+ 31.  Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større
+      end disse er intet andet Bud."
+ 32.  Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med
+      Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden
+      foruden ham.
+ 33.  Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af
+      hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere
+      end alle Brændofrene og Slagtofrene."
+ 34.  Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham:
+      "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette
+      Spørgsmål til ham.
+
+ 35.  Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde:
+      "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
+ 36.  David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre:
+      Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender
+      som en Skammel for dine Fødder.
+ 37.  David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og
+      den store Skare hørte ham gerne.
+
+ 38.  Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de
+      skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse
+      på Torvene
+ 39.  og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde
+      øverst til Bords ved Måltiderne;
+ 40.  de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle
+      få des hårdere Dom."
+
+ 41.  Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes
+      Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
+ 42.  Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en
+      Hvid".
+ 43.  Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig,
+      siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle
+      de som lagde i Tempelblokken.
+ 44.  Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin
+      Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."
+
+Markus 13
+
+  1.  og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til
+      ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"
+  2.  Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal
+      ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
+  3.  Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen,
+      spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
+  4.  "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette
+      skal til at fuldbyrdes?"
+  5.  Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører
+      eder!"
+  6.  Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle
+      forføre mange.
+  7.  Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke
+      forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.
+  8.  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
+      være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og
+      Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
+  9.  Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til
+      Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles
+      for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et
+      Vidnesbyrd.
+ 10.  Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
+ 11.  Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke
+      forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i
+      den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale,
+      men den Helligånd.
+ 12.  Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og
+      Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.
+ 13.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
+      holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
+ 14.  Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke
+      bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere
+      i Judæa, fly til Bjergene;
+ 15.  men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at
+      hente noget fra sit Hus;
+ 16.  og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine
+      Klæder!
+ 17.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
+ 18.  Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
+ 19.  thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har
+      været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu,
+      og som der heller ikke skal komme.
+ 20.  Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød
+      frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han
+      afkortet de Dage
+ 21.  Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se
+      der! da tror det ikke.
+ 22.  Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
+      Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de
+      udvalgte.
+ 23.  Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.
+ 24.  Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og
+      Månen ikke give sit Skin,
+ 25.  og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som
+      ere i Himlene, skulle rystes.
+ 26.  Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen
+      Kraft og Herlighed.
+ 27.  Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de
+      fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
+ 28.  Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
+      bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
+      nær.
+ 29.  Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er
+      nær for Døren.
+ 30.  Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend alle disse ting ere skete
+ 31.  Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå:
+ 32.  Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen,
+      heller ikke Sønnen, men alene Faderen.
+
+ 33.  Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.
+ 34.  Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine
+      Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han
+      skulde våge,
+ 35.  våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om
+      Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
+ 36.  for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder
+      sovende!
+ 37.  Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"
+
+Markus 14
+
+  1.  Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds
+      Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes
+      de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
+  2.  Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
+      Oprør iblandt Folket."
+
+  3.  Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der,
+      medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke
+      med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød
+      Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
+  4.  Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde:
+      "Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
+  5.  Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede
+      Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende.
+  6.  Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende
+      Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
+  7.  De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I
+      gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
+  8.  Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til
+      Begravelsen.
+  9.  Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden
+      Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
+      omtales til hendes Ihukommelse."
+
+ 10.  Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne
+      for at forråde ham til dem.
+ 11.  Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham
+      Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at
+      forråde ham.
+
+ 12.  Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet,
+      sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og
+      træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?"
+ 13.  Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i
+      Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke;
+      følger ham;
+ 14.  og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren
+      siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med
+      mine Disciple?
+ 15.  Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der
+      skulle I berede det for os."
+ 16.  Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det,
+      således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
+ 17.  Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
+ 18.  Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig,
+      siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde
+      mig."
+ 19.  De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er
+      dog vel ikke mig?"
+ 20.  Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i
+      Fadet
+ 21.  Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men
+      ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
+      godt for det Menneske, om han ikke var født."
+
+ 22.  Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav
+      dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme."
+ 23.  Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle
+      deraf.
+ 24.  Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket
+      udgydes for mange.
+ 25.  Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af
+      Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds
+      Rige."
+
+ 26.  Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget
+ 27.  Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er
+      skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes.
+ 28.  Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
+      til Galilæa."
+ 29.  Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg
+      dog ikke forarges."
+ 30.  Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne
+      Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre
+      Gange."
+ 31.  Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil
+      jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.
+
+ 32.  Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger
+      til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder."
+ 33.  Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte
+      at forfærdes og svarlig at ængstes.
+ 34.  Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
+      bliver her og våger!"
+ 35.  Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at
+      den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
+ 36.  Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk
+      fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."
+ 37.  Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon,
+      sover du? Kunde du ikke våge een Time?
+ 38.  Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden
+      er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
+ 39.  Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord,
+ 40.  Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne
+      vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
+ 41.  Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og
+      hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen
+      forrådes i Synderes Hænder.
+ 42.  Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
+
+ 43.  Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv,
+      og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
+ 44.  Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og
+      sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham
+      sikkert bort!"
+ 45.  Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi!
+      Rabbi!" og han kyssede ham.
+ 46.  Men de lagde Hånd på ham og grebe ham.
+ 47.  Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog
+      Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre.
+ 48.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en
+      Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig.
+ 49.  Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
+      ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes."
+ 50.  Og de forlode ham alle og flyede.
+ 51.  Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det
+      blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham;
+ 52.  men han slap Linklædet og flygtede nøgen.
+
+ 53.  Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle
+      Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen
+      hos ham.
+ 54.  Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård,
+      og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden.
+ 55.  Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus,
+      for at de kunde aflive ham; og de fandt intet.
+ 56.  Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene
+      stemte ikke overens.
+ 57.  Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde:
+ 58.  "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er
+      gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er
+      gjort med Hænder."
+ 59.  Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens.
+ 60.  Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og
+      sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?"
+ 61.  Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham
+      og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?"
+ 62.  Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen
+      sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer."
+ 63.  Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have
+      vi længere Vidner nødig?
+ 64.  I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede
+      alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
+ 65.  Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og
+      give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene
+      modtoge ham med Slag på Kinden.
+
+ 66.  Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af
+      Ypperstepræstens Piger,
+ 67.  og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du
+      var med Nazaræeren, med Jesus."
+ 68.  Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad
+      du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede.
+ 69.  Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode
+      hos: "Denne er en af dem."
+ 70.  Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som
+      stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også
+      en Galilæer."
+ 71.  Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke
+      dette Menneske, om hvem I tale."
+ 72.  Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu,
+      som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du
+      fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.
+
+Markus 15
+
+  1.  Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med
+      de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte
+      ham bort og overgave ham til Pilatus.
+  2.  Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede
+      og sagde til ham: "Du siger det."
+  3.  Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget.
+  4.  Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet?
+      Se, hvor meget de anklage dig for!"
+  5.  Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig.
+  6.  Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de
+      forlangte.
+  7.  Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de
+      Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord
+  8.  Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for
+      dem, som han plejede.
+  9.  Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade
+      eder Jødernes Konge?"
+ 10.  Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne
+      havde overgivet ham.
+ 11.  Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han
+      hellere skulde løslade dem Barabbas.
+ 12.  Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da,
+      jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?"
+ 13.  Men de råbte atter: "Korsfæst ham!"
+ 14.  Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
+      råbte højlydt: "Korsfæst ham!"
+ 15.  Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem
+      Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at
+      korsfæstes.
+
+ 16.  Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen,
+      og de sammenkalde hele Vagtafdelingen.
+ 17.  Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte
+      den på ham.
+ 18.  Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
+ 19.  Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og
+      faldt på Knæ og tilbade ham.
+ 20.  Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og
+      iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste
+      ham.
+
+ 21.  Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra
+      Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors.
+ 22.  Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt:
+      "Hovedskalsted"
+ 23.  Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke.
+ 24.  Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om
+      dem, hvad enhver skulde tage.
+ 25.  Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham.
+ 26.  Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven
+      således: "Jødernes Konge".
+ 27.  Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og
+      en ved hans venstre Side.
+ 28.  Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt
+      Overtrædere."
+ 29.  Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
+      Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger
+      det op i tre Dage;
+ 30.  frels dig selv ved at stige ned af Korset!"
+ 31.  Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de
+      skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han
+      ikke frelse.
+ 32.  Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at
+      vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham,
+      hånede ham.
+ 33.  Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele
+      Landet indtil den niende Time.
+ 34.  Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi!
+      Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor
+      har du forladt mig?"
+ 35.  Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han
+      kalder på Elias."
+ 36.  Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et
+      Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias
+      kommer for at tage ham ned."
+ 37.  Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.
+
+ 38.  Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst.
+ 39.  Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han
+      udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var
+      Guds Søn."
+ 40.  Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke
+      også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's
+      Moder, og Salome,
+ 41.  hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og
+      mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.
+
+ 42.  Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag,
+      det er Forsabbat,)
+ 43.  kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv
+      forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus
+      og bad om Jesu Legeme.
+ 44.  Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være
+      død,
+ 45.  og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede
+      nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af
+      Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget.
+ 46.  Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i
+      Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe,
+      og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven.
+ 47.  Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev
+      lagt.
+
+Markus 16
+
+  1.  Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs
+      Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham.
+  2.  Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da
+      Solen var stået op.
+  3.  Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra
+      Indgangen til Graven?"
+  4.  Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den
+      var meget stor)
+  5.  Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre
+      Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes.
+  6.  Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at
+      Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her,
+      se, der er Stedet, hvor de lagde ham.
+  7.  Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går
+      forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har
+      sagt eder."
+  8.  Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse
+      betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.
+
+  9.  Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes
+      han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv
+      onde Ånder.
+ 10.  Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham,
+      og som sørgede og græd.
+ 11.  Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de
+      det ikke.
+ 12.  Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden
+      Skikkelse, medens de gik ud på Landet.
+ 13.  Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem
+      troede de.
+ 14.  Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til
+      Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed,
+      fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.
+ 15.  Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet
+      for al Skabningen!
+ 16.  Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som
+      ikke tror, skal blive fordømt.
+ 17.  Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de
+      uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger;
+ 18.  de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal
+      det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle
+      helbredes."
+
+ 19.  Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til
+      Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd.
+ 20.  Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med
+      og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.
+
+
+Lukas
+
+Lukas 1
+
+  1.  Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de
+      Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,
+  2.  således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets
+      Tjenere, have overleveret os:
+  3.  så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt
+      forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!
+  4.  for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er
+      bleven mundtligt undervist.
+
+  5.  I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af
+      Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons
+      Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.
+  6.  Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i
+      alle Herrens Bud og Forskrifter.
+  7.  Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de
+      vare begge fremrykkede i Alder.
+  8.  Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde
+      Præstetjeneste for Gud,
+  9.  tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i
+      Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.
+ 10.  Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.
+ 11.  Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre
+      Side af Røgelsesalteret.
+ 12.  Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.
+ 13.  Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er
+      hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal
+      kalde hans Navn Johannes.
+ 14.  Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes
+      over hans Fødsel;
+ 15.  thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han
+      ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders
+      Liv,
+ 16.  og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.
+ 17.  Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende
+      Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for
+      at berede Herren et velskikket folk."
+ 18.  Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi
+      jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder."
+ 19.  Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står
+      for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at
+      forkynde dig dette Glædesbudskab.
+ 20.  Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da
+      dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle
+      fuldbyrdes i deres Tid,"
+ 21.  Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han
+      tøvede i Templet.
+ 22.  Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode,
+      at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og
+      forblev stum.
+ 23.  Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han
+      hjem til sit Hus.
+ 24.  Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig,
+      og hun skjulte sig fem Måneder og sagde:
+ 25.  "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig
+      for at borttage min Skam iblandt Mennesker:"
+
+ 26.  Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en
+      By i Galilæa, som hedder Nazareth,
+ 27.  til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af
+      Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.
+ 28.  Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du
+      benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!"
+ 29.  Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette
+      skulde være for en Hilsen.
+ 30.  Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har
+      fundet Nåde hos Gud.
+ 31.  Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans
+      Navn Jesus.
+ 32.  Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren
+      skal give ham Davids, hans Faders Trone.
+ 33.  Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal
+      ikke være Ende på hans Kongedømme."
+ 34.  Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til,
+      efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?"
+ 35.  Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme
+      over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal
+      også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn.
+ 36.  Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin
+      Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes
+      ufrugtbar.
+ 37.  Thi intet vil være umuligt for Gud."
+ 38.  Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter
+      dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende.
+
+ 39.  Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til
+      Bjergegnen til en By i Juda.
+ 40.  Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.
+ 41.  Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret
+      i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd
+ 42.  og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt
+      Kvinder!  og velsignet er dit Livs Frugt!
+ 43.  Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til
+      mig?
+ 44.  Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i
+      mit Liv med Fryd.
+ 45.  Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der
+      er sagt hende af Herren,"
+ 46.  Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren;
+ 47.  og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser;
+ 48.  thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter
+      skulle alle Slægter prise mig salig,
+ 49.  fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er
+      helligt;
+ 50.  og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som
+      frygte ham.
+ 51.  Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere
+      hovmodige i deres Hjertes Tanke.
+ 52.  Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.
+ 53.  Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt
+      tomhændede bort.
+ 54.  Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme
+      Barmhjertighed
+ 55.  imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til
+      vore Fædre."
+ 56.  Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit
+      Hjem igen.
+
+ 57.  Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og
+      hun fødte en Søn.
+ 58.  Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin
+      Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.
+ 59.  Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære
+      Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.
+ 60.  Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes."
+ 61.  Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med
+      dette Navn."
+ 62.  Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde
+      kaldes.
+ 63.  Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans
+      Navn." Og de undrede sig alle.
+ 64.  Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og
+      priste Gud.
+ 65.  Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt
+      dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.
+ 66.  Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad
+      mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.
+
+ 67.  Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han
+      profeterede og sagde:
+ 68.  "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst
+      sit Folk
+ 69.  og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus,
+ 70.  således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra
+      fordums Tid,
+ 71.  en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os,
+ 72.  for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin
+      hellige Pagt,
+ 73.  den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,
+ 74.  at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden
+      Frygt,
+ 75.  i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage.
+ 76.  Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du
+      skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje,
+ 77.  for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders
+      Forladelse,
+ 78.  for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset
+      fra det høje har besøgt os
+ 79.  for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for
+      at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,"
+ 80.  Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i
+      Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.
+
+Lukas 2
+
+  1.  Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser
+      Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
+  2.  (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding
+      i Syrien,)
+  3.  Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
+  4.  Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa
+      til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus
+      og Slægt,
+  5.  for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som
+      var frugtsommelig.
+  6.  Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at
+      hun skulde føde.
+  7.  Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde
+      ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.
+
+  8.  Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt
+      Nattevagt over deres Hjord.
+  9.  Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed
+      skinnede om dem, og de frygtede såre
+ 10.  Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder
+      eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
+ 11.  Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i
+      Davids By.
+ 12.  Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt,
+      liggende i en Krybbe."
+ 13.  Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares
+      Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
+ 14.  "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker
+      Velbehag!
+ 15.  Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde
+      Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se
+      dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os."
+ 16.  Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet
+      liggende i Krybben.
+ 17.  Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om
+      dette Barn.
+ 18.  Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt
+      til dem af Hyrderne.
+ 19.  Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.
+ 20.  Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for
+      alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til
+      dem.
+
+ 21.  Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da
+      blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før
+      han blev undfangen i Moders Liv.
+
+ 22.  Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede,
+      bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
+ 23.  som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner
+      Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,
+ 24.  og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et
+      Par Turtelduer eller to unge Duer.
+ 25.  Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne
+      Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og
+      den Helligånd var over ham.
+ 26.  Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se
+      Døden, førend han havde set Herrens Salvede.
+ 27.  Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene
+      bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,
+ 28.  da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:
+ 29.  "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.
+ 30.  Thi mine Øjne have set din Frelse,
+ 31.  som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,
+ 32.  et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk
+      Israel."
+ 33.  Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve
+      sagte om ham.
+ 34.  Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se,
+      denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et
+      Tegn, som imodsiges,
+ 35.  ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange
+      Hjerters Tanker skulle åbenbares."
+ 36.  Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme;
+      hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin
+      Mand efter sin Jomfrustand
+ 37.  og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke
+      fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.
+ 38.  Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om
+      ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.
+ 39.  Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de
+      tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.
+ 40.  Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og
+      Guds Nåde var over det.
+
+ 41.  Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på
+      Påskehøjtiden.
+ 42.  Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter
+      Højtidens Sædvane
+ 43.  og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem,
+      medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.
+ 44.  Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse
+      frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og
+      Kyndinge.
+ 45.  Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og
+      ledte efter ham.
+ 46.  Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen,
+      hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og
+      adspurgte dem.
+ 47.  Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og
+      Svar.
+ 48.  Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til
+      ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og
+      jeg have ledt efter dig med Smerte."
+ 49.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
+      at jeg bør være i min Faders Gerning?"
+ 50.  Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.
+ 51.  Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og
+      hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.
+ 52.  Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og
+      Mennesker.
+
+Lukas 3
+
+  1.  Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsår, da Pontius Pilatus
+      var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i
+      Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og
+      Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene,
+  2.  medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til
+      Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen.
+  3.  Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede
+      Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse,
+  4.  som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: "Der er en
+      Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans
+      Stier jævne;
+  5.  hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes,
+      og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres
+      jævne;
+  6.  og alt Kød skal se Guds Frelse."
+  7.  Han sagde altså til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham:
+      "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?
+  8.  Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke
+      at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger
+      eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten.
+  9.  Men Øksen ligger også allerede ved Roden af Træerne; så bliver
+      da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i
+      Ilden."
+ 10.  Og Skarerne spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?"
+ 11.  Men han svarede og sagde til dem: "Den, som har to Kjortler,
+      dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligeså!"
+ 12.  Men også Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: "Mester!
+      hvad skulle vi gøre?"
+ 13.  Men han sagde til dem: "Kræver intet ud over, hvad eder er
+      forordnet."
+ 14.  Men også Krigsfolk spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da
+      gøre?" Og han sagde til dem: "Øver ikke Vold imod nogen, bruger
+      ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders
+      Sold!"
+ 15.  Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter
+      om Johannes, om ikke han skulde være Kristus,
+ 16.  da svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber eder med Vand;
+      men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg
+      ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og
+      Ild.
+ 17.  Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin
+      Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med
+      uslukkelig Ild."
+ 18.  Ligeså formanede han også Folket om mange andre Ting og
+      forkyndte dem Evangeliet.
+ 19.  Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans
+      Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som
+      Herodes gjorde,
+ 20.  så føjede han til alt det øvrige også dette, at han kastede
+      Johannes i Fængsel.
+
+ 21.  Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var
+      bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes,
+ 22.  og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som
+      en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den
+      elskede, i dig har jeg Velbehag."
+
+ 23.  Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han
+      var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn,
+ 24.  Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn,
+ 25.  Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn,
+ 26.  Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn,
+ 27.  Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris
+      Søn.
+ 28.  Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn,
+ 29.  Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
+ 30.  Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn,
+ 31.  Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,
+ 32.  Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn,
+ 33.  Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn,
+ 34.  Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn,
+ 35.  Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,
+ 36.  Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn,
+ 37.  Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans
+      Søn,
+ 38.  Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.
+
+Lukas 4
+
+  1.  Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og
+      blev ført af Ånden i Ørkenen
+  2.  i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han
+      spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig.
+  3.  Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til
+      denne Sten, at den skal blive Brød."
+  4.  Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve
+      af Brød alene."
+  5.  Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et
+      øjeblik.
+  6.  Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og
+      deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til
+      hvem jeg vil.
+  7.  Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig."
+  8.  Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede
+      Herren din Gud og tjene ham alene."
+  9.  Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens
+      Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned
+      herfra;
+ 10.  thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at
+      de skulle bevare dig,
+ 11.  og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde
+      din Fod på nogen Sten."
+ 12.  Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke
+      friste Herren din Gud."
+ 13.  Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en
+      Tid.
+
+ 14.  Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om
+      ham kom ud i hele det omliggende Land.
+ 15.  Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle.
+ 16.  Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin
+      Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at
+      forelæse.
+ 17.  Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op;
+      fandt han det Sted, hvor der stod skrevet:
+ 18.  "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde
+      Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde
+      fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres
+      Syn, for at sætte plagede i Frihed,
+ 19.  for at forkynde et Herrens Nådeår."
+ 20.  Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte
+      sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham.
+ 21.  Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået
+      i Opfyldelse for eders Øren."
+ 22.  Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord,
+      som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?"
+ 23.  Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette
+      Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby
+      så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum."
+ 24.  Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er
+      anerkendt i sit Fædreland.
+ 25.  Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i
+      Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder,
+      den Gang der var en stor Hunger i hele Landet;
+ 26.  og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon
+      til en Enke.
+ 27.  Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og
+      ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman."
+ 28.  Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte
+      dette.
+ 29.  Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til
+      Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at
+      styrte ham ned.
+ 30.  Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.
+
+ 31.  Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på
+      Sabbaterne.
+ 32.  Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale
+      var med Myndighed.
+ 33.  Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd,
+      og han råbte med høj Røst:
+ 34.  "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du
+      kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds
+      hellige."
+ 35.  Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den
+      onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at
+      have gjort ham nogen Skade.
+ 36.  Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og
+      sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene
+      Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?"
+ 37.  Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.
+
+ 38.  Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons
+      Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for
+      hende.
+ 39.  Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den
+      forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op.
+ 40.  Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle
+      Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver
+      enkelt af dem og helbredte dem
+ 41.  Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds
+      Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de
+      vidste, at han var Kristus.
+
+ 42.  Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted;
+      og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt
+      på ham, for at han ikke skulde gå fra dem.
+ 43.  Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde
+      Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt."
+ 44.  Og han prædikede i Galilæas Synagoger.
+
+Lukas 5
+
+  1.  Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte
+      Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
+  2.  da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem
+      og toede Garnene.
+  3.  Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham
+      at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra
+      Skibet.
+  4.  Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på
+      Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!"
+  5.  Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet
+      hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene
+      ud."
+  6.  Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres
+      Garn sønderreves.
+  7.  Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de
+      skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge
+      Skibene, så at de var nær ved at synke.
+  8.  Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde:
+      "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!"
+  9.  Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham,
+      over den Fiskedræt, som de havde fået;
+ 10.  ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare
+      Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra
+      nu af skal du fange Mennesker."
+ 11.  Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.
+
+ 12.  Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en
+      Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit
+      Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig."
+ 13.  Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
+      ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham.
+ 14.  Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå
+      bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse,
+      således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!"
+ 15.  Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom
+      sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme.
+ 16.  Men han gik bort til Ørkenerne og bad.
+
+ 17.  Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere
+      og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og
+      Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at
+      helbrede.
+ 18.  Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden,
+      og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham.
+ 19.  Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens
+      Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med
+      Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus.
+ 20.  Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere
+      dig forladte."
+ 21.  Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved
+      sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan
+      forlade Synder, uden Gud alene?"
+ 22.  Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem:
+      "Hvad tænke I på i eders Hjerter?
+ 23.  Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller
+      at sige: Stå op og gå?
+ 24.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg
+      siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+ 25.  Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på,
+      og gik hen til sit Hus og priste Gud.
+ 26.  Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde
+      af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."
+
+ 27.  Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved
+      Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!"
+ 28.  Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
+ 29.  Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var
+      en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
+ 30.  Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple
+      og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?"
+ 31.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til
+      Læge, men de syge.
+ 32.  Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til
+      Omvendelse."
+
+ 33.  Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde
+      Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?"
+ 34.  Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at
+      faste, så længe Brudgommen er hos dem?
+ 35.  Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da
+      skulle de faste i de Dage."
+ 36.  Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af
+      et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers
+      river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke
+      passe til det gamle.
+ 37.  Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger
+      den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne
+      ødelægges.
+ 38.  Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de
+      begge bevarede.
+ 39.  Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han
+      siger: Den gamle er god."
+
+Lukas 6
+
+  1.  Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem
+      en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med
+      Hænderne og spiste.
+  2.  Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er
+      tilladt at gøre på Sabbaten?"
+  3.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad
+      David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
+  4.  hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og
+      gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt
+      at spise dem uden Præsterne alene."
+  5.  Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over
+      Sabbaten."
+
+  6.  Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og
+      lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen.
+  7.  Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde
+      helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham
+      for.
+  8.  Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde
+      den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han
+      rejste sig og stod frem.
+  9.  Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at
+      gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at
+      ødelægge det?"
+ 10.  Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd
+      ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den
+      anden.
+ 11.  Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de
+      skulde gøre ved Jesus.
+
+ 12.  Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at
+      bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
+ 13.  Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv
+      af dem, hvilke han også kaldte Apostle:
+ 14.  Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og
+      Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
+ 15.  og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes
+      Zelotes,
+ 16.  Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.
+
+ 17.  Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en
+      Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele
+      Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
+ 18.  som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme.
+      Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder;
+ 19.  og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra
+      ham og helbredte alle.
+
+ 20.  Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige
+      ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
+ 21.  Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I,
+      som nu græde, thi I skulle le.
+ 22.  Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og
+      håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens
+      Skyld.
+ 23.  Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i
+      Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne.
+ 24.  Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst.
+ 25.  Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I,
+      som nu le, thi I skulle sørge og græde.
+ 26.  Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde
+      gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.
+
+ 27.  Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem
+      godt, som hade eder;
+ 28.  velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke
+      eder.
+ 29.  Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til;
+      og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke
+      Kjortelen!
+ 30.  Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er,
+      kræve du det ikke igen!
+ 31.  Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså
+      skulle også I gøre imod dem!
+ 32.  Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor?
+      Thi også Syndere elske dem, som dem elske.
+ 33.  Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak
+      have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme.
+ 34.  Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I
+      derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen.
+ 35.  Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente
+      noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den
+      Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
+ 36.  Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.
+
+ 37.  Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så
+      skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder;
+ 38.  giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt
+      Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal
+      der tilmåles eder igen."
+ 39.  Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en
+      blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
+ 40.  En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt
+      færdig, skal være som sin Mester.
+ 41.  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men
+      Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
+ 42.  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig
+      drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i
+      dit eget Øje?  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og
+      da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders
+      Øje.
+
+ 43.  Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet
+      råddent Træ, som bærer god Frugt
+ 44.  Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke
+      Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en
+      Tornebusk.
+ 45.  Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd,
+      og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi
+      af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.
+
+ 46.  Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg
+      siger?
+ 47.  Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem,
+      hvem han er lig, skal jeg vise eder.
+ 48.  Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden
+      og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom,
+      styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi
+      det var bygget godt.
+ 49.  Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske,
+      der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede
+      imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev
+      stort."
+
+Lukas 7
+
+  1.  Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han
+      ind i Kapernaum.
+  2.  Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og
+      nær ved at dø.
+  3.  men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste
+      til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans
+      Tjener.
+  4.  Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han
+      er vel værd, at du gør dette for ham;
+  5.  thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os."
+  6.  Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra
+      Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre!
+      umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind
+      under mit Tag.
+  7.  Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til
+      dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt.
+  8.  Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
+      Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
+      og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
+      dette!  så gør han det."
+  9.  Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han
+      vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger
+      eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro."
+ 10.  Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den
+      syge Tjener sund.
+
+ 11.  Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain,
+      og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham.
+ 12.  Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud,
+      som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor
+      Skare fra Byen gik med hende.
+ 13.  Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde
+      til hende: "Græd ikke!"
+ 14.  Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode
+      stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!"
+ 15.  Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham
+      til hans Moder.
+ 16.  Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor
+      Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk."
+ 17.  Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det
+      omliggende Land.
+
+ 18.  Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes
+      kaldte to af sine Disciple til sig
+ 19.  og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer,
+      eller skulle vi vente en anden?"
+ 20.  Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt
+      os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi
+      vente en anden?"
+ 21.  I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og
+      onde Ånder og skænkede mange blinde Synet.
+ 22.  Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes
+      de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske
+      renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for
+      fattige;
+ 23.  og salig er den, som ikke forarges på mig."
+ 24.  Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige
+      til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et
+      Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
+ 25.  Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
+      de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i
+      Kongsgårdene.
+ 26.  Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
+      mere end en Profet!
+ 27.  Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for
+      dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
+ 28.  Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen
+      større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er
+      større end han.
+ 29.  Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet
+      de bleve døbte med Johannes's Dåb.
+ 30.  Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem
+      selv, idet de ikke bleve døbte af ham.
+
+ 31.  Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne
+      de?
+ 32.  De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og
+      sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang
+      Klagesange for eder, og I græd ikke.
+ 33.  Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak
+      Vin, og I sige: Han er besat.
+ 34.  Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en
+      Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven!
+ 35.  Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"
+
+ 36.  Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og
+      han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
+ 37.  Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun
+      fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med
+      en Alabastkrukke med Salve;
+ 38.  og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og
+      begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med
+      sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
+ 39.  Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved
+      sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og
+      hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en
+      Synderinde."
+ 40.  Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at
+      sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
+ 41.  "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem
+      Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve.
+ 42.  Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det
+      begge.  Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
+ 43.  Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav
+      mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
+ 44.  Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne
+      Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine
+      Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede
+      dem med sit Hår.
+ 45.  Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine
+      Fødder, fra jeg kom herind.
+ 46.  Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder
+      med Salve.
+ 47.  Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte,
+      eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker
+      lidet."
+ 48.  Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
+ 49.  Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig
+      selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
+ 50.  Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med
+      Fred!"
+
+Lukas 8
+
+  1.  Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og
+      Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og
+      med ham de tolv
+  2.  og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme,
+      nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare
+      udfarne;
+  3.  og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange
+      andre, som tjente dem med, hvad de ejede.
+
+  4.  Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de
+      forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
+  5.  "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt
+      noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
+  6.  Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det,
+      fordi det ikke havde Væde.
+  7.  Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og
+      kvalte det.
+  8.  Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar
+      hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som
+      har Øren at høre med, han høre!"
+
+  9.  Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde
+      betyde.
+ 10.  Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges
+      Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt
+      seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.
+
+ 11.  Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
+ 12.  Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen
+      og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro
+      og blive frelste.
+ 13.  Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de
+      høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra
+      i Fristelsens Tid.
+ 14.  Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og
+      så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og
+      Nydelser og ikke bære moden Frugt.
+ 15.  Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt
+      Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i
+      Udholdenhed.
+
+ 16.  Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller
+      sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage,
+      for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
+ 17.  Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og
+      ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
+ 18.  Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der
+      gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han
+      synes at have."
+
+ 19.  Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til
+      ham for Skaren.
+ 20.  Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor
+      og begære at se dig."
+ 21.  Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere
+      disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."
+
+ 22.  Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige
+      med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til
+      hin Side af Søen;" og de sejlede ud.
+ 23.  Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned
+      over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
+ 24.  Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi
+      forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og
+      de lagde sig, og det blev blikstille.
+ 25.  Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og
+      undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden
+      han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"
+
+ 26.  Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over
+      for Galilæa.
+ 27.  Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra
+      Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke
+      havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
+ 28.  Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med
+      høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds
+      Søn?  jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig."
+ 29.  Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange
+      Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker
+      og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med,
+      og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
+ 30.  Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han
+      sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
+ 31.  Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i
+      Afgrunden;
+ 32.  men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på
+      Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i
+      dem; og han tilstedte dem det.
+ 33.  Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og
+      Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
+ 34.  Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det
+      i Byen og på Landet.
+ 35.  Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og
+      fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved
+      Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
+ 36.  Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte
+      var bleven frelst.
+ 37.  Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde
+      gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik
+      om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
+ 38.  Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at
+      han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
+ 39.  "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har
+      gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen,
+      hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.
+
+ 40.  Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de
+      ventede alle på ham.
+ 41.  Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander
+      for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme
+      ind i hans Hus;
+ 42.  thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun
+      droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen
+      om ham.
+ 43.  Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet
+      al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
+ 44.  hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og
+      straks standsedes hendes Blodflod.
+ 45.  Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle
+      nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester!
+      Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som
+      rørte ved mig?"
+ 46.  Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at
+      der udgik en Kraft fra mig."
+ 47.  Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og
+      faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag
+      hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven
+      helbredt.
+ 48.  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
+      bort med Fred!"
+ 49.  Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens
+      Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!"
+ 50.  Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot;
+      så skal hun blive frelst."
+ 51.  Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig
+      uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
+ 52.  Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde:
+      "Græder ikke; hun er ikke død, men sover."
+ 53.  Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
+ 54.  Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
+ 55.  Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han
+      befalede, at de skulde give hende noget at spise.
+ 56.  Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke
+      måtte sige nogen det, som var sket.
+
+Lukas 9
+
+  1.  Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over
+      alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme.
+  2.  Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de
+      syge.
+  3.  Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav
+      eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to
+      Kjortler.
+  4.  Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage
+      bort.
+  5.  Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå
+      ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod
+      dem."
+  6.  Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de
+      forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
+
+  7.  Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han
+      var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra
+      de døde;
+  8.  men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle
+      Profeter var opstanden.
+  9.  Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem
+      er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få
+      ham at se.
+
+ 10.  Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de
+      havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en
+      By, som kaldes Bethsajda.
+ 11.  Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog
+      imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som
+      trængte til Lægedom.
+ 12.  Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til
+      ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de
+      omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi
+      her ere vi på et øde Sted."
+ 13.  Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi
+      have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå
+      bort og købe Mad til hele denne Mængde."
+ 14.  De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine
+      Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i
+      hver."
+ 15.  Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
+ 16.  Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
+      velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at
+      lægge dem for Skaren.
+ 17.  Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af
+      Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
+
+ 18.  Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham;
+      og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?"
+ 19.  Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias;
+      men andre: En af de gamle Profeter er opstanden."
+ 20.  Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter
+      svarede og sagde: "Guds Kristus."
+ 21.  Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
+ 22.  idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af
+      de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og
+      oprejses på den tredje Dag."
+
+ 23.  Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte
+      sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
+ 24.  thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
+ 25.  Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele
+      Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
+ 26.  Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal
+      Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og
+      de hellige Engles Herlighed.
+ 27.  Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her.
+      der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."
+
+ 28.  Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog
+      Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at
+      bede.
+ 29.  Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende
+      anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
+ 30.  Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
+ 31.  som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han
+      skulde fuldbyrde i Jerusalem.
+ 32.  Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men
+      da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode
+      hos ham.
+ 33.  Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus:
+      "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre
+      Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han
+      vidste ikke, hvad han sagde.
+ 34.  Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de
+      frygtede, da de kom ind i Skyen.
+ 35.  Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den
+      udvalgte, hører ham!"
+ 36.  Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og
+      forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
+
+ 37.  Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der
+      mødte ham en stor Skare.
+ 38.  Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig,
+      se til min Søn: thi han er min enbårne.
+ 39.  Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den
+      slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham,
+      idet den mishandler ham;
+ 40.  og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke."
+ 41.  Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt!
+      hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn
+      hid!"
+ 42.  Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham.
+      Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans
+      Fader ham tilbage.
+ 43.  Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men
+      da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine
+      Disciple:
+
+ 44.  "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i
+      Menneskers Hænder."
+ 45.  Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de
+      ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
+
+ 46.  Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største
+      af dem.
+ 47.  Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og
+      stillede det hos sig.
+ 48.  Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit
+      Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager
+      den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder
+      alle, han er stor."
+
+ 49.  Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive
+      onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke
+      følger med os."
+ 50.  Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som
+      ikke er imod eder, er for eder."
+
+ 51.  Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes,
+      da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem.
+ 52.  Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en
+      Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
+ 53.  Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem.
+ 54.  Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de:
+      "Herre!  vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og
+      fortære dem, ligesom også Elias gjorde?"
+ 55.  Men han vendte sig og irettesatte dem.
+ 56.  Og de gik til en anden Landsby.
+
+ 57.  Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge
+      dig, hvor du end går hen."
+ 58.  Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
+      Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
+      sit Hoved."
+ 59.  Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre!
+      tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader."
+ 60.  Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå
+      du hen og forkynd Guds Rige!"
+ 61.  Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted
+      mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus."
+ 62.  Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven
+      og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."
+
+Lukas 10
+
+  1.  Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og
+      sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted,
+      hvorhen han selv vilde komme.
+  2.  Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få;
+      beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
+      sin Høst.
+  3.  Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve.
+  4.  Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på
+      Vejen!
+  5.  Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med
+      dette Hus!
+  6.  Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på
+      ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen.
+  7.  Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi
+      Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus
+  8.  Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der,
+      hvad der sættes for eder;
+  9.  og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er
+      kommet nær til eder.
+ 10.  Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle
+      I gå ud på dens Gader og sige:
+ 11.  Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre
+      vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet
+      nær.
+ 12.  Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end
+      den By.
+ 13.  Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
+      Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
+      havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske.
+ 14.  Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder.
+ 15.  Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
+      nedstødes indtil Dødsriget.
+ 16.  Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder,
+      foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som
+      udsendte mig."
+
+ 17.  Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde:
+      "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn."
+ 18.  Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som
+      et Lyn.
+ 19.  Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og
+      Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade
+      eder.
+ 20.  Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men
+      glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."
+
+ 21.  I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde:
+      "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har
+      skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for
+      umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var
+      velbehageligt for dig.
+ 22.  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem
+      Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den,
+      for hvem Sønnen vil åbenbare ham."
+ 23.  Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem:
+      "Salige ere de Øjne, som se det, I se.
+ 24.  Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se
+      det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have
+      ikke hørt det."
+
+ 25.  Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester!
+      hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
+ 26.  Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes
+      læser du?".
+ 27.  Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud
+      af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke
+      og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv."
+ 28.  Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du
+      leve."
+ 29.  Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem
+      er da min Næste?"
+ 30.  Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem
+      til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af
+      og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.
+ 31.  Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så
+      ham, gik han forbi.
+ 32.  Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så
+      ham og gik forbi.
+ 33.  Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så
+      ham, ynkedes han inderligt.
+ 34.  Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin
+      deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et
+      Herberge og plejede ham.
+ 35.  Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og
+      sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig,
+      når jeg kommer igen.
+ 36.  Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der
+      var falden iblandt Røverne?"
+ 37.  Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og
+      Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"
+
+ 38.  Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en
+      Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
+ 39.  Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved
+      Herrens Fødder og hørte på hans Tale.
+ 40.  Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og
+      sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet
+      mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig."
+ 41.  Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør
+      dig Bekymring og Uro med mange Ting;
+ 42.  men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke
+      skal tages fra hende."
+
+Lukas 11
+
+  1.  Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans
+      Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede,
+      som også Johannes lærte sine Disciple."
+  2.  Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget
+      vorde dit Navn; komme dit Rige;
+  3.  giv os hver dag vort daglige Brød;
+  4.  og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os
+      skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
+  5.  Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til
+      ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
+  6.  efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har
+      intet at sætte for ham;
+  7.  og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær;
+      Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg
+      kan ikke stå op og give dig det:
+  8.  da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det,
+      fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds
+      Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
+  9.  Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I
+      finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
+ 10.  Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
+      og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
+ 11.  Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han
+      beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i
+      Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
+ 12.  Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en
+      Skorpion?
+ 13.  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
+      hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd
+      til dem, som bede ham!"
+
+ 14.  Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den
+      onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede
+      sig.
+ 15.  Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste,
+      uddriver han de onde Ånder."
+ 16.  Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra
+      Himmelen..
+ 17.  Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige,
+      som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder
+      over Hus.
+ 18.  Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes
+      skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde
+      Ånder ved Beelzebul.
+ 19.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
+      uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
+      Dommere.
+ 20.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo
+      Guds Rige kommet til eder.
+ 21.  Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i
+      Fred.
+ 22.  Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet
+      ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og
+      uddeler hans Bytte.
+ 23.  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
+      med mig, adspreder.
+ 24.  Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem
+      vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den,
+      siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
+ 25.  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
+ 26.  Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
+      end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
+      sidste bliver værre med dette Menneske end det første."
+
+ 27.  Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en
+      Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv,
+      som bar dig, og de Bryster, som du diede."
+ 28.  Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare
+      det."
+
+ 29.  Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne
+      Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet
+      Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
+ 30.  Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal
+      også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
+ 31.  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af
+      denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for
+      at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
+ 32.  Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
+      se, her er mere end Jonas.
+
+ 33.  Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under
+      Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se
+      dets Skin.
+ 34.  Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit
+      Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme
+      mørkt.
+ 35.  Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
+ 36.  Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er
+      mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med
+      sin Glans."
+
+ 37.  Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise
+      Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
+ 38.  Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig
+      først før Måltidet.
+ 39.  Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af
+      Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
+ 40.  I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det
+      indre?
+ 41.  Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting
+      eder rene.
+ 42.  Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og
+      alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse
+      Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
+ 43.  Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i
+      Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
+ 44.  Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som
+      gå over dem, vide det ikke."
+ 45.  Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet
+      du siger dette, forhåner du også os,"
+ 46.  Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge
+      Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke
+      Byrderne med een af eders Fingre.
+ 47.  Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem
+      ihjel.
+ 48.  Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de
+      sloge dem ihjel, og I bygge.
+ 49.  Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og
+      Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og
+      forfølge,
+ 50.  for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens
+      Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
+ 51.  fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem
+      Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne
+      Slægt.
+ 52.  Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv
+      ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I
+      forhindret."
+ 53.  Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og
+      Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans
+      Mund om flere Ting;
+ 54.  thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at
+      de kunde anklage ham.
+
+Lukas 12
+
+  1.  Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de
+      trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple:
+      "Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg,
+      som er Hykleri.
+  2.  Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt,
+      som jo skal blive kendt.
+  3.  Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og
+      hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på
+      Tagene.
+
+  4.  Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som
+      slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere.
+  5.  Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for
+      ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i
+      Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham!
+  6.  Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er
+      glemt hos Gud.
+  7.  Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I
+      ere mere værd end mange Spurve.
+  8.  Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for
+      Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds
+      Engle.
+  9.  Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for
+      Guds Engle.
+ 10.  Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
+      forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd,
+      ham skal det ikke forlades.
+ 11.  Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og
+      Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller
+      hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige.
+ 12.  Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør
+      sige."
+
+ 13.  Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at
+      han skal dele Arven med mig."
+ 14.  Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer
+      eller Deler over eder?"
+ 15.  Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge;
+      thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har
+      Overflod."
+ 16.  Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis
+      Mark havde båret godt.
+ 17.  Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg
+      har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde.
+ 18.  Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og
+      bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit
+      Gods;
+ 19.  og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting
+      liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig!
+ 20.  Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af
+      dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt?
+ 21.  Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i
+      Gud."
+
+ 22.  Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder:
+      Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller
+      for Legemet, hvad I skulle iføre eder.
+ 23.  Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
+ 24.  Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have
+      ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere
+      værd end Fuglene ere dog I?
+ 25.  Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin
+      Vækst?
+ 26.  Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da
+      for det øvrige?
+ 27.  Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og
+      spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin
+      Herlighed var klædt som en af dem.
+ 28.  Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i
+      Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende!
+ 29.  Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle
+      drikke; og værer ikke ængstelige!
+ 30.  Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader
+      ved, at I have disse Ting nødig.
+ 31.  Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift.
+ 32.  Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader
+      velbehageligt at give eder Riget.
+ 33.  Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke
+      ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen
+      Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger.
+ 34.  Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.
+
+ 35.  Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende!
+ 36.  Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han
+      vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og
+      banker på, kunne lukke op for ham.
+ 37.  Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.
+      Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte
+      dem til Bords og gå om og varte dem op,
+ 38.  Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den
+      tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere
+      salige.
+ 39.  Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken
+      Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der
+      skete Indbrud i hans Hus.
+ 40.  Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I
+      ikke mene."
+ 41.  Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os
+      eller også til alle?"
+ 42.  Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder,
+      som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den
+      bestemte Kost i rette Tid?
+ 43.  Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
+      handlende således.
+ 44.  Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
+      ejer.
+ 45.  Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med
+      at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise
+      og drikke og beruse sig,
+ 46.  da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
+      i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans
+      Lod sammen med de utro:
+ 47.  Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har
+      truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have
+      mange Hug;
+ 48.  men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug
+      værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal
+      man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man
+      forlange mere.
+
+ 49.  Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den
+      var optændt allerede!
+ 50.  Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den
+      er fuldbyrdet!
+ 51.  Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger
+      jeg eder, men Splid,
+ 52.  Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre
+      imod to, og to imod tre.
+ 53.  De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder
+      med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter
+      og Svigerdatter med sin Svigermoder."
+
+ 54.  Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i
+      Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således.
+ 55.  Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det
+      sker.
+ 56.  I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om;
+      men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid?
+ 57.  Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det
+      rette?
+ 58.  Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig
+      Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal
+      trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til
+      Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
+ 59.  Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får
+      betalt endog den sidste Skærv."
+
+Lukas 13
+
+  1.  Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham
+      om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre.
+  2.  Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere
+      vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette?
+  3.  Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
+      alle omkomme ligeså.
+  4.  Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og
+      ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker,
+      som bo i Jerusalem?
+  5.  Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
+      alle omkomme ligeså."
+
+  6.  Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var
+      plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og
+      fandt ingen.
+  7.  Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen
+      og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug
+      det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig?
+  8.  Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette
+      År, indtil jeg får gravet om det og gødet det;
+  9.  måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det
+      om!"
+
+ 10.  Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten.
+ 11.  Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten
+      År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op.
+ 12.  Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende:
+      "Kvinde! du er løst fra din Svaghed."
+ 13.  Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og
+      priste Gud.
+ 14.  Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på
+      Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks
+      Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader
+      eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!"
+ 15.  Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver
+      iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og
+      fører dem til Vands?
+ 16.  Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se,
+      i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på
+      Sabbatsdagen?"
+ 17.  Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede;
+      og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som
+      gjordes af ham.
+
+ 18.  Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne
+      det?
+ 19.  Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin
+      Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle
+      byggede Rede i dets Grene."
+ 20.  Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige?
+ 21.  Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål
+      Mel, indtil det blev syret alt sammen."
+
+ 22.  Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til
+      Jerusalem.
+ 23.  Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?"
+      Da sagde han til dem:
+ 24.  "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange,
+      siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det.
+ 25.  Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I
+      begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op
+      for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke,
+      hvorfra I ere;
+ 26.  da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og
+      du lærte på vore Gader,
+ 27.  og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra
+      I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret!
+ 28.  Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham
+      og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv
+      blive kastede udenfor.
+ 29.  Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden
+      og sidde til Bords i Guds Rige.
+ 30.  Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der
+      er første, som skulle være iblandt de sidste."
+
+ 31.  I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå
+      bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel."
+ 32.  Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg
+      uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen,
+      og på den tredje dag fuldendes jeg.
+ 33.  Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi
+      det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem.
+ 34.  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
+      som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
+      ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
+      ikke.
+ 35.  Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I
+      skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige:
+      Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
+
+Lukas 14
+
+  1.  Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus
+      på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham.
+  2.  Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham.
+  3.  Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne:
+      "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?"
+  4.  Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare.
+  5.  Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder,
+      som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd,
+      drager dem op på Sabbatsdagen?"
+  6.  Og de kunde ikke give Svar derpå.
+
+  7.  Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på,
+      hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og
+      sagde til dem:
+  8.  "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke
+      øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være
+      buden af ham,
+  9.  og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv
+      denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst.
+ 10.  Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at,
+      når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig:
+      Ven!  sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som
+      sidde til Bords med dig.
+ 11.  Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som
+      fornedrer sig selv, skal ophøjes."
+ 12.  Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør
+      Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller
+      dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for
+      at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag.
+ 13.  Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme,
+      blinde!
+ 14.  Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med;
+      men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."
+
+ 15.  Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han
+      til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige."
+ 16.  Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor
+      Nadver og indbød mange.
+ 17.  Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de
+      budne: Kommer! thi nu er det beredt.
+ 18.  Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde
+      til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den;
+      jeg beder dig, hav mig undskyldt!
+ 19.  Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at
+      prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!
+ 20.  Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og
+      derfor kan jeg ikke komme.
+ 21.  Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden
+      vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og
+      Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!
+ 22.  Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der
+      er endnu Rum.
+ 23.  Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og
+      nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt.
+ 24.  Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal
+      smage min Nadver."
+
+ 25.  Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til
+      dem:
+ 26.  "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og
+      Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan
+      han ikke være min Discipel.
+ 27.  Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være
+      min Discipel.
+ 28.  Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke
+      først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at
+      fuldføre det,
+ 29.  for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det,
+      alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige:
+ 30.  Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
+ 31.  Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en
+      anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er
+      mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med
+      tyve Tusinde?
+ 32.  Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt
+      borte, Sendebud hen og underhandler om Fred.
+ 33.  Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han
+      ejer, være min Discipel.
+ 34.  Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft,
+      hvorved skal det da få den igen?
+ 35.  Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man
+      kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"
+
+Lukas 15
+
+  1.  Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre
+      ham.
+  2.  Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne
+      tager imod Syndere og spiser med dem."
+  3.  Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
+  4.  "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet
+      eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og
+      går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
+  5.  Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med
+      Glæde.
+  6.  Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer
+      og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit
+      Får, som jeg havde mistet.
+  7.  Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een
+      Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve
+      retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
+
+  8.  Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme,
+      tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun
+      finder den?
+  9.  Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og
+      Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den
+      Drakme, som jeg havde tabt.
+ 10.  Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over
+      een Synder, som omvender sig."
+
+ 11.  Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
+ 12.  Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del
+      af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem
+      dem.
+ 13.  Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og
+      drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et
+      ryggesløst Levned.
+ 14.  Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det
+      samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
+ 15.  Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og
+      denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
+ 16.  Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde;
+      og ingen gav ham noget.
+ 17.  Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min
+      Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af
+      Hunger.
+ 18.  Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg
+      har syndet imod Himmelen og over for dig,
+ 19.  jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af
+      dine Daglejere!
+ 20.  Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt
+      borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og
+      faldt ham om Halsen og kyssede ham.
+ 21.  Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og
+      over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
+ 22.  Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon
+      frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og
+      Sko på Fødderne;
+ 23.  og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være
+      lystige!
+ 24.  Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var
+      fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
+ 25.  Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig
+      Huset, hørte han Musik og Dans.
+ 26.  Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
+ 27.  Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har
+      slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
+ 28.  Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og
+      bad ham.
+ 29.  Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg
+      tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du
+      har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med
+      mine Venner.
+ 30.  Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger,
+      slagtede du Fedekalven til ham.
+ 31.  Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er
+      dit.
+ 32.  Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder
+      var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."
+
+Lukas 16
+
+  1.  Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som
+      havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der
+      ødte hans Ejendom.
+  2.  Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører
+      om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke
+      længer være Husholder.
+  3.  Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi
+      min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave,
+      jeg skammer mig ved at tigge.
+  4.  Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i
+      deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.
+  5.  Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og
+      sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
+  6.  Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit
+      Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve!
+  7.  Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du
+      skyldig?  Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham:
+      Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!
+  8.  Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde
+      handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets
+      Børn imod deres egen Slægt.
+  9.  Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens
+      Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i
+      de evige Boliger.
+ 10.  Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som
+      er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.
+ 11.  Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem
+      vil da betro eder den sande?
+ 12.  Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil
+      da give eder noget selv at eje?
+ 13.  Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene
+      og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den
+      anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."
+
+ 14.  Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de
+      spottede ham.
+ 15.  Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige
+      for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er
+      højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.
+ 16.  Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes
+      Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.
+ 17.  Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en
+      Tøddel af Loven bortfalder.
+ 18.  Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte,
+      bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er
+      skilt fra sin Mand, bedriver Hor.
+
+ 19.  Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart
+      Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.
+ 20.  Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af
+      Sår.
+ 21.  Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord;
+      men også Hundene kom og slikkede hans Sår.
+ 22.  Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af
+      Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev
+      begravet.
+ 23.  Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine,
+      ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.
+ 24.  Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og
+      send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i
+      Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.
+ 25.  Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din
+      Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og
+      du pines.
+ 26.  Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og
+      eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke
+      skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til
+      os.
+ 27.  Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til
+      min Faders Hus
+ 28.  thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke
+      også de skulle komme i dette Pinested.
+ 29.  Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem
+      høre dem!
+ 30.  Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde
+      kommer til dem, ville de omvende sig.
+ 31.  Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade
+      de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."
+
+Lukas 17
+
+  1.  Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser
+      ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!
+  2.  Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og
+      han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse
+      små.
+  3.  Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham;
+      og dersom han angrer, da tilgiv ham!
+  4.  Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange
+      vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du
+      tilgive ham."
+
+  5.  Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!"
+  6.  Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da
+      kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og
+      plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.
+  7.  Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter,
+      siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og
+      sæt dig til Bords?
+  8.  Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal
+      have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg
+      spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?
+  9.  Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet?
+      Jeg mener det ikke.
+ 10.  Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere
+      eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare
+      skyldige at gøre, have vi gjort."
+
+ 11.  Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog
+      midt imellem Samaria og Galilæa.
+ 12.  Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd,
+      som stode langt borte,
+ 13.  og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig
+      over os!"
+ 14.  Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller
+      eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de
+      rensede.
+ 15.  Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og
+      priste Gud med høj Røst.
+ 16.  Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og
+      denne var en Samaritan.
+ 17.  Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere
+      de ni?
+ 18.  Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden
+      denne fremmede?"
+ 19.  Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"
+
+ 20.  Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer,
+      svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man
+      kan vise derpå.
+ 21.  Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se,
+      Guds Rige er inden i eder."
+
+ 22.  Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle
+      attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.
+ 23.  Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke
+      derhen, og løber ikke derefter!
+ 24.  Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen,
+      skinner til den anden Side af Himmelen, således skal
+      Menneskesønnen være på sin Dag.
+ 25.  Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.
+ 26.  Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i
+      Menneskesønnens Dage:
+ 27.  De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den
+      Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.
+ 28.  Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte,
+      solgte, plantede, byggede;
+ 29.  men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl
+      ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:
+ 30.  på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen
+      åbenbares.
+ 31.  På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i
+      Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som
+      er på Marken, ikke vende tilbage igen!
+ 32.  Kommer Loths Hustru i Hu!
+ 33.  Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som
+      mister det, skal beholde Livet.
+ 34.  Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den
+      ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
+ 35.  To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med,
+      og den anden skal lades tilbage.
+ 36.  To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den
+      anden skal lades tilbage."
+ 37.  Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til
+      dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."
+
+Lukas 18
+
+  1.  Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og
+      ikke blive trætte,
+  2.  og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og
+      ikke undså sig for noget Menneske.
+  3.  Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf
+      mig Ret over min Modpart!
+  4.  Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om
+      jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget
+      Menneske,
+  5.  så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe
+      Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
+  6.  Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
+  7.  Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til
+      ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
+  8.  Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon
+      Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"
+
+  9.  Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de
+      vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
+ 10.  "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en
+      Farisæer, og den anden en Tolder.
+ 11.  Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker
+      dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere,
+      uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
+ 12.  Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
+ 13.  Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene
+      til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig
+      Synder nådig!
+ 14.  Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus
+      fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal
+      fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."
+
+ 15.  Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved
+      dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
+ 16.  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme
+      til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne
+      til.
+ 17.  Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
+      ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
+
+ 18.  Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad
+      skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
+ 19.  Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
+      god uden een, nemlig Gud.
+ 20.  Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
+      du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din
+      Fader og din Moder."
+ 21.  Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
+ 22.  Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting
+      fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så
+      skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
+ 23.  Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre
+      rig.
+ 24.  Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor
+      vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
+ 25.  thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for
+      en rig at gå ind i Guds Rige."
+ 26.  Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
+ 27.  Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt
+      for Gud."
+ 28.  Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
+ 29.  Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen,
+      som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru
+      eller Børn for Guds Riges Skyld,
+ 30.  uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den
+      kommende Verden et evigt Liv."
+
+ 31.  Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op
+      til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne,
+      skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
+ 32.  Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og
+      bespyttes,
+ 33.  og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag
+      skal han opstå."
+ 34.  Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og
+      de forstode ikke det, som blev sagt.
+
+ 35.  Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind
+      ved Vejen og tiggede.
+ 36.  Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
+ 37.  Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
+ 38.  Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over
+      mig!"
+ 39.  Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han
+      råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
+ 40.  Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da
+      han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
+ 41.  "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre!
+      at jeg må blive seende."
+ 42.  Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
+ 43.  Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og
+      hele Folket lovpriste Gud, da de så det.
+
+Lukas 19
+
+  1.  Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.
+  2.  Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og
+      han var rig.
+  3.  Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for
+      Skaren, fordi han var lille af Vækst.
+  4.  Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han
+      kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.
+  5.  Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde
+      til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag
+      blive i dit Hus."
+  6.  Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
+  7.  Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for
+      at tage Herberge hos en syndig Mand."
+  8.  Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen
+      af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget
+      nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen."
+  9.  Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse
+      til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn;
+ 10.  thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det
+      fortabte."
+
+ 11.  Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en
+      Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds
+      Rige skulde straks komme til Syne.
+ 12.  Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at
+      få Kongemagt og vende tilbage igen.
+ 13.  Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde
+      til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.
+ 14.  Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og
+      lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.
+ 15.  Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået
+      Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet
+      Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide,
+      hvad hver havde vundet.
+ 16.  Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har
+      erhvervet ti Pund til.
+ 17.  Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været
+      tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.
+ 18.  Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem
+      Pund.
+ 19.  Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer.
+ 20.  Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg
+      har haft liggende i et Tørklæde.
+ 21.  Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du
+      tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede.
+ 22.  Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde
+      Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg
+      ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede;
+ 23.  hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved
+      min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?
+ 24.  Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og
+      giver det til ham, som har de ti Pund.
+ 25.  Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.
+ 26.  Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den,
+      som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
+ 27.  Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde
+      være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"
+
+ 28.  Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til
+      Jerusalem.
+ 29.  Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved
+      det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine
+      Disciple og sagde:
+ 30.  "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme
+      derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu
+      aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det
+      hid!
+ 31.  Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I
+      sige således: Herren har Brug for det."
+ 32.  Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt
+      dem.
+ 33.  Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse
+      I Føllet?"
+ 34.  Og de sagde: "Herren har Brug for det."
+ 35.  Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og
+      lod Jesus sætte sig derpå.
+ 36.  Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen.
+ 37.  Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget,
+      begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj
+      Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de
+      sagde:
+ 38.  "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i
+      Himmelen, og Ære i det højeste!"
+ 39.  Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester!
+      irettesæt dine Disciple!"
+ 40.  Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse
+      tie, skulle Stenene råbe."
+
+ 41.  Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde:
+ 42.  "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener
+      til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
+ 43.  Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste
+      en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne
+      fra;
+ 44.  og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade
+      Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses
+      Tid."
+
+ 45.  Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som
+      solgte,
+ 46.  og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men
+      I have gjort det til en Røverkule."
+ 47.  Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de
+      skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel.
+ 48.  Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved
+      ham og hørte ham.
+
+Lukas 20
+
+  1.  Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i
+      Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen
+      til ham.
+  2.  Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse
+      Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
+      en Ting, siger mig det:
+  4.  Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
+  5.  Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra
+      Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
+  6.  Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det
+      er overbevist om, at Johannes var en Profet."
+  7.  Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
+  8.  Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad
+      Magt jeg gør disse Ting."
+
+  9.  Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand
+      plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
+      udenlands for lange Tider.
+ 10.  Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
+      at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene
+      sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
+ 11.  Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham
+      og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
+ 12.  Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og
+      kastede ham ud.
+ 13.  Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende
+      min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
+ 14.  Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde:
+      Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive
+      vor.
+ 15.  Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil
+      nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
+ 16.  Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården
+      til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
+ 17.  Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet:
+      Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten?
+ 18.  Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
+      den falder på, ham skal den knuse."
+ 19.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på
+      ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de
+      forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
+
+ 20.  Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig,
+      som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde
+      overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
+ 21.  Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og
+      lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i
+      Sandhed.
+ 22.  Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
+ 23.  Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor
+      friste I mig?
+ 24.  Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men
+      de svarede og sagde: "Kejserens."
+ 25.  Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er,
+      og Gud, hvad Guds er."
+ 26.  Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de
+      forundrede sig over hans Svar og tav.
+
+ 27.  Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom
+      til ham og spurgte ham og sagde:
+ 28.  "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som
+      er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen
+      og oprejse sin Broder Afkom.
+ 29.  Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde
+      barnløs.
+ 30.  Ligeså den anden.
+ 31.  Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden
+      at efterlade Børn.
+ 32.  Men til sidst døde også Hustruen.
+ 33.  Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have
+      alle syv haft hende til Hustru."
+ 34.  Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og
+      bortgiftes;
+ 35.  men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i
+      Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller
+      bortgiftes.
+ 36.  Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds
+      Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
+ 37.  Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet
+      om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud
+      og Jakobs Gud.
+ 38.  Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de
+      alle."
+ 39.  Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte
+      vel."
+ 40.  Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
+
+ 41.  Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er
+      Davids Søn?
+ 42.  David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre:
+      Sæt dig ved min højre Hånd,
+ 43.  indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
+ 44.  Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
+
+ 45.  Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
+ 46.  "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange
+      Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de
+      fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved
+      Måltiderne,
+ 47.  de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle
+      få des hårdere Dom."
+
+Lukas 21
+
+  1.  Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres
+      Gaver i Tempelblokken.
+  2.  Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri.
+  3.  Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke
+      lagde mere i end de alle.
+  4.  Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun
+      lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."
+
+  5.  Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke
+      Sten og Tempelgaver. sagde han:
+  6.  "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades
+      Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
+  7.  Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og
+      hvad er Tegnet på, når dette skal ske?"
+  8.  Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange
+      skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er
+      kommen nær. Går ikke efter dem!
+  9.  Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette
+      må først ske, men Enden er der ikke straks."
+ 10.  Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige
+      imod Rige.
+ 11.  Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og
+      Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra
+      Himmelen.
+ 12.  Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge
+      eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle
+      føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
+ 13.  Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd.
+ 14.  Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke,
+      hvorledes I skulde forsvare eder.
+ 15.  Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders
+      Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige.
+ 16.  Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og
+      Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel.
+ 17.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld.
+ 18.  Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt.
+ 19.  Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle.
+ 20.  Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at
+      dens Ødelæggelse er kommen nær.
+ 21.  Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere
+      inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på
+      Landet, skulle ikke gå ind i den.
+ 22.  Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal
+      opfyldes.
+ 23.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi
+      der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk.
+ 24.  Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle
+      Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil
+      Hedningernes Tider fuldkommes.
+ 25.  Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden
+      skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes
+      Brusen,
+ 26.  medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting,
+      som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes.
+ 27.  Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen
+      Herlighed.
+ 28.  Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders
+      Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til."
+ 29.  Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne;
+ 30.  når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at
+      Sommeren nu er nær.
+ 31.  Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds
+      Rige er nær.
+ 32.  Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend det er sket alt sammen.
+ 33.  Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå.
+ 34.  Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af
+      Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer
+      pludseligt over eder som en Snare.
+ 35.  Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade.
+ 36.  Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til
+      at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for
+      Menneskesønnen."
+ 37.  Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han
+      ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
+ 38.  Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.
+
+Lukas 22
+
+  1.  Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
+  2.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde
+      slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
+  3.  Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de
+      tolv.
+  4.  Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene
+      om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
+  5.  Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
+  6.  Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham
+      til dem uden Opløb.
+
+  7.  Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte
+      Påskelammet.
+  8.  Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder
+      os Påskelammet, at vi kunne spise det."
+  9.  Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"
+ 10.  Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal
+      der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til
+      Huset, hvor han går ind,
+ 11.  og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er
+      det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
+ 12.  Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede
+      det."
+ 13.  Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og
+      de beredte Påskelammet.
+ 14.  Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
+ 15.  Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise
+      dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
+ 16.  Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det,
+      førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."
+ 17.  Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det
+      imellem eder!
+ 18.  Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af
+      Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."
+ 19.  Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde:
+      "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til
+      min Ihukommelse!"
+ 20.  Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne
+      Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
+ 21.  Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
+ 22.  Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det
+      Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"
+ 23.  Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det
+      dog kunde være, som skulde gøre dette.
+
+ 24.  Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der
+      måtte synes at være den største.
+ 25.  Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de,
+      som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
+ 26.  I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som
+      den yngste, og Føreren som den, der tjener.
+ 27.  Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som
+      tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt
+      eder som den, der tjener.
+ 28.  Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
+ 29.  Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg
+      eder
+ 30.  at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på
+      Troner og dømme Israels tolv Stammer."
+ 31.  Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at
+      sigte eder som Hvede.
+ 32.  Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du
+      engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"
+ 33.  Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig
+      både i Fængsel og i Døden."
+ 34.  Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i
+      Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."
+
+ 35.  Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske
+      og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."
+ 36.  Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den
+      med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd,
+      sælge sin Kappe og købe et!
+ 37.  Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig,
+      dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med
+      mig har det en Ende."
+ 38.  Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til
+      dem: "Det er nok."
+
+ 39.  Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også
+      Disciplene fulgte ham.
+ 40.  Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at
+      falde i Fristelse."
+ 41.  Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt
+      på Knæ, bad og sagde:
+ 42.  "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min
+      Villie, men din!"
+ 43.  Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
+ 44.  Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev
+      som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
+ 45.  Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han
+      dem sovende af Bedrøvelse.
+ 46.  Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at
+      I ikke skulle falde i Fristelse."
+
+ 47.  Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed
+      Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for
+      at kysse ham.
+ 48.  Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med
+      et Kys?"
+ 49.  Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde
+      de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"
+ 50.  Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans
+      højre Øre.
+ 51.  Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og
+      han rørte ved hans Øre og lægte ham.
+ 52.  Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for
+      Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede
+      ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
+ 53.  Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke
+      Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."
+
+ 54.  Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i
+      Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
+ 55.  Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter
+      sad midt iblandt dem.
+ 56.  Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og
+      sagde: "Også denne var med ham."
+ 57.  Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"
+ 58.  Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af
+      dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."
+ 59.  Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I
+      Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."
+ 60.  Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og
+      straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
+ 61.  Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i
+      Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag,
+      skal du fornægte mig tre Gange."
+ 62.  Og han gik udenfor og græd bitterligt.
+
+ 63.  Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
+ 64.  og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde:
+      "Profeter! hvem var det, som slog dig?"
+ 65.  Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
+ 66.  Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for
+      deres Råd
+ 67.  og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem:
+      "Siger jeg eder det, tro I det ikke.
+ 68.  Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
+ 69.  Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre
+      Hånd."
+ 70.  Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I
+      sige det; jeg er det."
+ 71.  Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo
+      selv hørt det af hans Mund!"
+
+Lukas 23
+
+  1.  Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
+  2.  Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at
+      denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og
+      siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."
+  3.  Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han
+      svarede og sagde til ham: "Du siger det."
+  4.  Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg
+      finder ingen Skyld hos dette Menneske."
+  5.  Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han
+      lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige
+      hertil."
+  6.  Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en
+      Galilæer.
+  7.  Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte
+      han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.
+  8.  Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i
+      lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han
+      håbede at se et Tegn blive gjort af ham.
+  9.  Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.
+ 10.  Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham
+      heftigt.
+ 11.  Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham,
+      kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til
+      Pilatus igen.
+ 12.  På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de
+      vare før i Fjendskab med hinanden.
+ 13.  Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og
+      Folket
+ 14.  og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en,
+      der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i
+      eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det,
+      som I anklage ham for,
+ 15.  og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og
+      se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
+ 16.  Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
+ 17.  (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)
+ 18.  Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os
+      Barabbas!"
+ 19.  Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden,
+      og for Mord.
+ 20.  Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade
+      Jesus.
+ 21.  Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!
+ 22.  Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort
+      Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham
+      og lade ham løs."
+ 23.  Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde
+      korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.
+ 24.  Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
+ 25.  og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for
+      Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
+
+ 26.  Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene,
+      som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde
+      bære det bag efter Jesus.
+ 27.  Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som
+      jamrede og græd over ham.
+ 28.  Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre!
+      græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders
+      Børn!
+ 29.  Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de
+      ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke
+      gave Die.
+ 30.  Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og
+      til Højene: Skjuler os!
+ 31.  Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det
+      tørre?"
+ 32.  Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes
+      med ham.
+ 33.  Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal",
+      korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre,
+      og den anden ved hans venstre Side.
+ 34.  Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de
+      gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
+ 35.  Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og
+      sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom
+      han er Guds Kristus, den udvalgte."
+ 36.  Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte
+      ham Eddike og sagde:
+ 37.  "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"
+ 38.  Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og
+      Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."
+ 39.  Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du
+      ikke Kristus? Frels dig selv og os!"
+ 40.  Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter
+      heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
+ 41.  Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger
+      have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."
+ 42.  Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"
+ 43.  Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du
+      være med mig i Paradiset."
+ 44.  Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele
+      Landet indtil den niende Time,
+ 45.  idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt
+      over.
+ 46.  Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder
+      befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.
+ 47.  Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og
+      sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."
+ 48.  Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge
+      sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.
+ 49.  Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som
+      fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.
+
+ 50.  Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og
+      retfærdig Mand,
+ 51.  han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra
+      Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
+ 52.  han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
+ 53.  Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han
+      lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu
+      ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og
+      Sabbaten stundede til.
+ 55.  Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter
+      og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
+ 56.  Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og
+      Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.
+
+Lukas 24
+
+  1.  Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og
+      bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
+  2.  Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
+  3.  Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
+  4.  Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to
+      Mænd for dem i strålende Klædebon.
+  5.  Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden,
+      sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de
+      døde?
+  6.  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes
+      han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
+  7.  at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og
+      korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
+  8.  Og de kom hans Ord i Hu.
+  9.  Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting
+      for de elleve og for alle de andre.
+ 10.  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder,
+      og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
+ 11.  Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
+ 12.  Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind
+      ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren
+      over det, som var sket.
+
+ 13.  Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som
+      lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
+ 14.  Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
+ 15.  Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes,
+      da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
+ 16.  Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
+ 17.  Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med
+      hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
+ 18.  Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du
+      alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i
+      disse dage?"
+ 19.  Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med
+      Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord
+      for Gud og alt Folket;
+ 20.  og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet
+      ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
+ 21.  Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men
+      med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
+ 22.  Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom
+      årle til Graven,
+ 23.  og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde
+      også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
+ 24.  Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således,
+      som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
+ 25.  Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at
+      tro på alt det, som Profeterne have talt!
+ 26.  Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
+ 27.  Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem
+      i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
+ 28.  Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som
+      han vilde gå videre.
+ 29.  Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod
+      Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
+ 30.  Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han
+      Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
+ 31.  Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev
+      usynlig for dem.
+ 32.  Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens
+      han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
+ 33.  Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem
+      og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke
+      sagde:
+ 34.  "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
+ 35.  Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han
+      blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
+
+ 36.  Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og
+      han siger til dem: "Fred være med eder!"
+ 37.  Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en
+      Ånd.
+ 38.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor
+      opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
+ 39.  Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig
+      og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
+ 40.  Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine
+      Fødder.
+ 41.  Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig,
+      sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
+ 42.  Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
+ 43.  Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
+ 44.  Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til
+      eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen
+      opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og
+      Salmerne."
+ 45.  Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
+ 46.  Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde
+      lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
+ 47.  og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes
+      Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
+ 48.  I ere Vidner om disse Ting.
+ 49.  Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle
+      blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."
+
+ 50.  Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede
+      sine Hænder og velsignede dem.
+ 51.  Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og
+      opløftedes til Himmelen.
+ 52.  Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med
+      stor Glæde.
+ 53.  Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
+
+
+Johannes
+
+Johannes 1
+
+  1.  I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
+  2.  Dette var i Begyndelsen hos Gud.
+  3.  Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een
+      Ting til af det, som er.
+  4.  I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
+  5.  Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke.
+  6.  Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes.
+  7.  Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset,
+      for at alle skulde tro ved ham.
+  8.  Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset.
+  9.  Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til
+      Verden.
+ 10.  Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden
+      kendte ham ikke.
+ 11.  Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham.
+ 12.  Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde
+      Guds Børn, dem, som tro på hans Navn;
+ 13.  hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej
+      heller af Mands Villie, men af Gud.
+ 14.  Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans
+      Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin
+      Fader, fuld af Nåde og Sandhed.
+ 15.  Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem
+      jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi
+      han var før mig."
+ 16.  Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde.
+ 17.  Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved
+      Jesus Kristus.
+ 18.  Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i
+      Faderens Skød, han har kundgjort ham.
+
+ 19.  Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og
+      Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er
+      du?"
+ 20.  Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke
+      Kristus."
+ 21.  Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er
+      jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej."
+ 22.  Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar,
+      som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?"
+ 23.  Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner
+      Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt."
+ 24.  Og de vare udsendte fra Farisæerne,
+ 25.  og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom
+      du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?"
+ 26.  Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt
+      eder står den, I ikke kende,
+ 27.  han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at
+      løse."
+ 28.  Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte.
+ 29.  Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det
+      Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
+ 30.  Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er
+      kommen foran mig; thi han var før mig.
+ 31.  Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for
+      Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand."
+ 32.  Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en
+      Due fra Himmelen, og den blev over ham.
+ 33.  Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med
+      Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og
+      blive over, han er den, som døber med den Helligånd.
+ 34.  Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."
+
+ 35.  Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple.
+ 36.  Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds
+      Lam!"
+ 37.  Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.
+ 38.  Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han
+      til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi!
+      (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?"
+ 39.  Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han
+      opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende
+      Time.
+ 40.  Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt
+      ham, var Andreas, Simon Peters Broder.
+ 41.  Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi
+      have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus).
+ 42.  Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er
+      Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt:
+      Petrus).
+ 43.  Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder
+      Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!"
+ 44.  Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By.
+ 45.  Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham,
+      hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus,
+      Josefs Søn, fra Nazareth."
+ 46.  Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?"
+      Filip siger til ham: "Kom og se!"
+ 47.  Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det
+      er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig."
+ 48.  Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede
+      og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens
+      du var under Figentræet."
+ 49.  Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels
+      Konge."
+ 50.  Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig,
+      at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end
+      disse."
+ 51.  Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I
+      skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og
+      stige ned over Menneskesønnen."
+
+Johannes 2
+
+  1.  Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og
+      Jesu Moder var der.
+  2.  Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet.
+  3.  Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke
+      Vin."
+  4.  Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er
+      endnu ikke kommen."
+  5.  Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det
+      skulle I gøre."
+  6.  Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks
+      Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande.
+  7.  Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de
+      fyldte dem indtil det øverste.
+  8.  Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og
+      de bare det til ham.
+  9.  Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke
+      vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet,
+      vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham:
+ 10.  "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere
+      blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil
+      nu."
+ 11.  Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og
+      han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.
+
+ 12.  Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans
+      Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.
+
+ 13.  Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.
+ 14.  Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og
+      Får og Duer, og Vekselerne.
+ 15.  Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af
+      Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte
+      Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene.
+ 16.  Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra;
+      gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!"
+ 17.  Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit
+      Hus vil fortære mig."
+ 18.  Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et
+      Tegn, efterdi du gør dette?"
+ 19.  Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i
+      tre Dage vil jeg oprejse det."
+ 20.  Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette
+      Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?"
+ 21.  Men han talte om sit Legemes Tempel.
+ 22.  Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at
+      han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som
+      Jesus havde sagt.
+ 23.  Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på
+      hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde.
+ 24.  Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
+ 25.  og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om
+      Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
+
+Johannes 3
+
+  1.  Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en
+      Rådsherre iblandt Jøderne.
+  2.  Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide.
+      at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn,
+      som du gør, uden Gud er med ham."
+  3.  Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg
+      dig.  uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige."
+  4.  Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når
+      han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv
+      og fødes?"
+  5.  Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen
+      bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige.
+  6.  Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden,
+      er Ånd.
+  7.  Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
+  8.  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du
+      ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er
+      det med hver den, som er født af Ånden."
+  9.  Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?"
+ 10.  Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår
+      ikke dette?
+ 11.  Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne
+      det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd.
+ 12.  Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes
+      skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske?
+ 13.  Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra
+      Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen.
+ 14.  Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør
+      Menneskesønnen ophøjes,
+ 15.  for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham.
+ 16.  Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne,
+      for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have
+      et evigt Liv.
+ 17.  Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme
+      Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.
+ 18.  Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er
+      allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns
+      Navn.
+ 19.  Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene
+      elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde.
+ 20.  Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til
+      Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses.
+ 21.  Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans
+      Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."
+
+ 22.  Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han
+      opholdt sig der med dem og døbte.
+ 23.  Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var
+      meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe.
+ 24.  Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel.
+ 25.  Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om
+      Renselse.
+ 26.  Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var
+      hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han
+      døber, og alle komme til ham."
+ 27.  Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage,
+      uden det er ham givet fra Himmelen.
+ 28.  I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus,
+      men jeg er udsendt foran ham.
+ 29.  Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står
+      og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er
+      da denne min Glæde bleven fuldkommen.
+ 30.  Han bør vokse, men jeg forringes.
+ 31.  Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er
+      af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er
+      over alle.
+ 32.  Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager
+      hans Vidnesbyrd.
+ 33.  Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er
+      sanddru.
+ 34.  Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig
+      ikke Ånden efter Mål.
+ 35.  Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd.
+ 36.  Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil
+      tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham."
+
+Johannes 4
+
+  1.  Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt
+      flere Disciple og døbte flere end Johannes
+  2.  (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple):
+  3.  da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa.
+  4.  Men han måtte rejse igennem Samaria.
+  5.  Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det
+      Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef.
+  6.  Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned
+      ved Brønden; det var ved den sjette Time.
+  7.  En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger
+      til hende: "Giv mig noget at drikke!"
+  8.  Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad.
+  9.  Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du,
+      som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget
+      at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere.
+ 10.  Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave,
+      og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da
+      bad du ham, og han gav dig levende Vand."
+ 11.  Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med,
+      og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand?
+ 12.  Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden,
+      og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?"
+ 13.  Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af
+      dette Vand, skal tørste igen.
+ 14.  Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til
+      evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal
+      blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv."
+ 15.  Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg
+      ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op."
+ 16.  Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!"
+ 17.  Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til
+      hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand.
+ 18.  Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din
+      Mand.  Det har du sagt sandt."
+ 19.  Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet.
+ 20.  Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i
+      Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede."
+ 21.  Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da
+      det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I
+      tilbede Faderen.
+ 22.  I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi
+      Frelsen kommer fra Jøderne.
+ 23.  Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle
+      tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere,
+      Faderen vil have.
+ 24.  Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og
+      Sandhed."
+ 25.  Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket
+      betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle
+      Ting."
+ 26.  Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig."
+ 27.  Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han
+      talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller:
+      "Hvorfor taler du med hende?"
+ 28.  Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger
+      til Menneskene der:
+ 29.  "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort;
+      mon han skulde være Kristus?"
+ 30.  De gik ud af Byen og kom gående til ham.
+ 31.  Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!"
+ 32.  Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende."
+ 33.  Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham
+      noget at spise?"
+ 34.  Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som
+      udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning.
+ 35.  Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se,
+      jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere
+      allerede hvide til Høsten.
+ 36.  Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at
+      de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som
+      høster.
+ 37.  Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster.
+ 38.  Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på;
+      andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde."
+ 39.  Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af
+      Kvindens Ord, da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har
+      gjort."
+ 40.  Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos
+      dem; og han blev der to Dage.
+ 41.  Og mange flere troede for hans Ords Skyld.
+ 42.  Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke længer for din Tales
+      Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig
+      Verdens Frelser."
+
+ 43.  Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa.
+ 44.  Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget
+      Fædreland.
+ 45.  Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de
+      havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi
+      også de vare komne til Højtiden.
+ 46.  Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet
+      til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i
+      Kapernaum.
+ 47.  Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik
+      han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans
+      Søn; thi han var Døden nær.
+ 48.  Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og
+      Undergerninger, ville I ikke tro."
+ 49.  Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør."
+ 50.  Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever." Og Manden troede
+      det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
+ 51.  Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham
+      og meldte, at hans Barn levede.
+ 52.  Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre
+      med ham; og de sagde til ham: "I Går ved den syvende time forlod
+      Feberen ham."
+ 53.  Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde
+      til ham: "Din Søn lever;" og han troede selv og hele hans Hus.
+ 54.  Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen
+      fra Judæa til Galilæa.
+
+Johannes 5
+
+  1.  Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
+  2.  Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk
+      kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
+  3.  I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede
+      på, at Vandet skulde røres.
+  4.  Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet.
+      Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned,
+      blev rask, hvilken Sygdom han end led af.)
+  5.  Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År.
+  6.  Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde
+      ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?"
+  7.  Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig
+      ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer,
+      stiger en anden ned før mig."
+  8.  Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!"
+  9.  Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det
+      var Sabbat på den Dag;
+ 10.  derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er
+      Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen."
+ 11.  Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig:
+      Tag din Seng og gå!"
+ 12.  Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag
+      din Seng og gå?"
+ 13.  Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi
+      Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet.
+ 14.  Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham:
+      "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre
+      skal times dig,!"
+ 15.  Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som
+      havde gjort ham rask.
+ 16.  Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette
+      på en Sabbat.
+ 17.  Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg
+      arbejder."
+ 18.  Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel,
+      fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen
+      Fader og gjorde sig selv Gud lig.
+
+ 19.  Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger
+      jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han
+      ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså.
+ 20.  Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og
+      han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle
+      undre eder.
+ 21.  Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør
+      også Sønnen levende, hvem han vil.
+ 22.  Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele
+      Dommen,
+ 23.  for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som
+      ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
+ 24.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og
+      tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til
+      Dom, men er gået over fra Døden til Livet.
+ 25.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er
+      nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den,
+      skulle leve.
+ 26.  Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også
+      givet Sønnen at have Liv i sig selv.
+ 27.  Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er
+      Menneskesøn.
+ 28.  Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle
+      de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
+ 29.  og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets
+      Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens
+      Opstandelse.
+ 30.  Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører,
+      dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min
+      Villie, men hans Villie, som sendte mig.
+
+ 31.  Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt".
+ 32.  Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det
+      Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
+ 33.  I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden.
+ 34.  Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette
+      siger jeg, for at I skulle frelses.
+ 35.  Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid
+      villet fryde eder ved hans Lys.
+ 36.  Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi
+      de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de
+      Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt
+      mig.
+ 37.  Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig
+      hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse,
+ 38.  og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han
+      udsendte, ham tro I ikke.
+ 39.  I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og
+      det er dem, som vidne om mig.
+ 40.  Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
+ 41.  Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
+ 42.  men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
+ 43.  Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom
+      en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
+ 44.  Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære,
+      som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
+ 45.  Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som
+      anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb.
+ 46.  Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om
+      mig,
+ 47.  Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine
+      Ord?"
+
+Johannes 6
+
+  1.  Derefter drog Jesus over til hin Side af Galilæas Sø,Tiberias
+      Søen.
+  2.  Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde
+      på de syge.
+  3.  Men Jesus gik op på Bjerget og satte sig der med sine Disciple.
+  4.  Men Påsken, Jødernes Højtid, var nær.
+  5.  Da Jesus nu opløftede sine Øjne og så, at en stor Skare kom til
+      ham, sagde han til Filip: "Hvor skulle vi købe Brød, for at
+      disse kunne få noget at spise?"
+  6.  Men dette sagde han for at prøve ham; thi han vidste selv, hvad
+      han vilde gøre.
+  7.  Filip svarede ham: "Brød for to Hundrede Denarer er ikke nok for
+      dem, til at hver kan få noget lidet."
+  8.  En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til
+      ham:
+  9.  "Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men
+      hvad er dette til så mange?"
+ 10.  Jesus sagde: "Lader Folkene sætte sig ned;" og der var meget
+      Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i
+      Tallet.
+ 11.  Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som
+      havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de
+      vilde.
+ 12.  Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple:
+      "Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå
+      til Spilde."
+ 13.  Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve
+      tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad.
+ 14.  Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: "Denne
+      er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden."
+ 15.  Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for
+      at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske
+      alene.
+
+ 16.  Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen.
+ 17.  Og de gik om Bord i et Skib og vilde sætte over til hin Side af
+      Søen til Kapernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus
+      var endnu ikke kommen til dem.
+ 18.  Og Søen rejste sig, da der blæste en stærk Vind.
+ 19.  Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier,
+      se de Jesus vandre på Søen og komme nær til Skibet, og de
+      forfærdedes.
+ 20.  Men han siger til dem: "Det er mig; frygter ikke!"
+ 21.  Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til
+      Landet, som de sejlede til.
+
+ 22.  Den næste dag så Skaren, som stod på hin Side af Søen, at der
+      ikke havde været mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var
+      gået om Bord med sine Disciple, men at hans Disciple vare dragne
+      bort alene,
+ 23.  (men der var kommet Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de
+      spiste Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse):
+ 24.  da Skaren nu så, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple,
+      gik de om Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at søge efter
+      Jesus.
+ 25.  Og da de fandt ham på hin Side af Søen, sagde de til ham:
+      "Rabbi!  når er du kommen hid?"
+ 26.  Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      I søge mig, ikke fordi I så Tegn, men fordi I spiste af Brødene
+      og bleve mætte.
+ 27.  Arbejder ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad,
+      som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskesønnen vil give
+      eder; thi ham har Faderen, Gud selv, beseglet."
+ 28.  Da sagde de til ham: "Hvad skulle vi gøre, for at vi kunne
+      arbejde på Guds Gerninger?"
+ 29.  Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds Gerning, at I tro
+      på den, som han udsendte."
+ 30.  Da sagde de til ham: "Hvad gør du da for et Tegn, for at vi
+      kunne se det og tro dig? Hvad Arbejde gør du?
+ 31.  Vore Fædre åde Manna i Ørkenen, som der er skrevet: Han gav dem
+      Brød fra Himmelen at æde."
+ 32.  Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      ikke Moses har givet eder Brødet fra Himmelen, men min Fader
+      giver eder det sande Brød fra Himmelen.
+ 33.  Thi Guds Brød er det, som kommer ned fra Himmelen og giver
+      Verden Liv."
+ 34.  Da sagde de til ham: "Herre! giv os altid dette Brød!"
+ 35.  Jesus sagde til dem: "Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til
+      mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig
+      tørste.
+ 36.  Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro.
+ 37.  Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som
+      kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.
+ 38.  Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie,
+      men hans Villie, som sendte mig.
+ 39.  Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet
+      miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse
+      det på den yderste Dag.
+ 40.  Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og
+      tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på
+      den yderste Dag."
+ 41.  Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: "Jeg er det Brød,
+      som kom ned fra Himmelen,"
+ 42.  og de sagde: "Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og
+      Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra
+      Himmelen?"
+ 43.  Jesus svarede og sagde til dem: "Knurrer ikke indbyrdes!
+ 44.  Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager
+      ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
+ 45.  Der er skrevet hos Profeterne: "Og de skulle alle være oplærte
+      af Gud." Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til
+      mig.
+ 46.  Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har
+      set Faderen.
+ 47.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, har et
+      evigt Liv.
+ 48.  Jeg er Livets Brød.
+ 49.  Eders Fædre åde Manna i Ørkenen og døde.
+ 50.  Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde
+      af det og ikke dø.
+ 51.  Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder
+      af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg
+      vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv."
+ 52.  Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: "Hvorledes kan han give
+      os sit Kød at æde?"
+ 53.  Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have
+      I ikke Liv i eder.
+ 54.  Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og
+      jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
+ 55.  Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke.
+ 56.  Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og
+      jeg i ham.
+ 57.  Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af
+      Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af
+      mig.
+ 58.  dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som
+      eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve
+      evindelig."
+ 59.  Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum.
+
+ 60.  Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: "Dette er
+      en hård Tale; hvem kan høre den?"
+ 61.  Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede
+      derover, sagde han til dem: "Forarger dette eder?
+ 62.  Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var
+      før?
+ 63.  Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som
+      jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv.
+ 64.  Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra
+      Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der
+      skulde forråde ham.
+ 65.  Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til
+      mig, uden det er givet ham af Faderen."
+ 66.  Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede
+      ikke mere med ham.
+ 67.  Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?"
+ 68.  Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du
+      har det evige Livs Ord;
+ 69.  og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige."
+ 70.  Jesus svarede dem: "Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af
+      eder er en Djævel?"
+ 71.  Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham,
+      som siden skulde forråde ham, skønt han var en af de tolv.
+
+Johannes 7
+
+  1.  Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke
+      vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel.
+  2.  Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær.
+  3.  Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa,
+      for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør.
+  4.  Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være
+      åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!"
+  5.  Thi heller ikke hans Brødre troede på ham.
+  6.  Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders
+      Tid er stedse for Hånden.
+  7.  Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner
+      om den, at dens Gerninger ere onde.
+  8.  Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne
+      Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet."
+  9.  Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa.
+ 10.  Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også
+      selv op, ikke åbenlyst, men lønligt.
+
+ 11.  Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: "Hvor er han?"
+ 12.  Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde:
+      "Han er en god Mand;" men andre sagde: "Nej, han forfører
+      Mængden."
+ 13.  Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne.
+
+ 14.  Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i
+      Helligdommen og lærte.
+ 15.  Jøderne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have
+      Lærdom, da han ikke er oplært?"
+ 16.  Da svarede Jesus dem og sagde: "Min Lære er ikke min, men hans,
+      som sendte mig.
+ 17.  Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er
+      fra Gud, eller jeg taler af mig selv.
+ 18.  Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som
+      søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke
+      Uret i ham.
+ 19.  Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven.
+      Hvorfor søge I at slå mig ihjel?"
+ 20.  Mængden svarede: "Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?"
+ 21.  Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I
+      undre eder alle derover.
+ 22.  Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men
+      fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat.
+ 23.  Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov
+      ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et
+      helt Menneske rask på en Sabbat?
+ 24.  Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!"
+
+ 25.  Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de
+      søge at slå ihjel?
+ 26.  Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon
+      Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus?
+ 27.  Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender
+      ingen, hvorfra han er."
+ 28.  Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde:
+      "Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg
+      ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke
+      kende.
+ 29.  Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig."
+ 30.  De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans
+      Time var endnu ikke kommen.
+ 31.  Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus
+      kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?"
+
+ 32.  Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og
+      Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe
+      ham.
+ 33.  Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg
+      bort til den, som sendte mig.
+ 34.  I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er,
+      kunne I ikke komme."
+ 35.  Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi
+      ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte
+      iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
+ 36.  Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og
+      ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?"
+ 37.  Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og
+      sagde: "Om nogen tørster,han komme til mig og drikke!
+ 38.  Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har
+      sagt, flyde levende Vandstrømme:"
+ 39.  Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham,
+      skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus
+      endnu ikke var herliggjort.
+
+ 40.  Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er
+      sandelig Profeten."
+ 41.  Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da
+      Kristus kommer fra Galilæa?
+ 42.  Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra
+      Bethlehem, den Landsby, hvor David var?"
+ 43.  Således blev der Splid iblandt Mængden om ham.
+ 44.  Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.
+
+ 45.  Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse
+      sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?"
+ 46.  Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som
+      dette Menneske."
+ 47.  Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte?
+ 48.  Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af
+      Farisæerne?
+ 49.  Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet."
+ 50.  Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af
+      dem, sagde til dem:
+ 51.  "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham
+      og får at vide, hvad han gør?"
+ 52.  De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og
+      se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa."
+
+Johannes 8
+
+  1.  Og de gik hver til sit Hus. Men Jesus gik til Oliebjerget.
+  2.  og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket
+      kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
+  3.  Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben
+      i Hor, og stille hende frem i Midten.
+  4.  Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på
+      fersk Gerning.
+  5.  Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger
+      nu du?"
+  6.  Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget
+      at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med
+      Fingeren på Jorden.
+  7.  Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde
+      til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen
+      på hende!"
+  8.  Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.
+  9.  Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra
+      de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med
+      Kvinden, som stod der i Midten.
+ 10.  Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han
+      til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som
+      fordømte dig?,"
+ 11.  Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg
+      fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"
+
+ 12.  Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den,
+      som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys."
+ 13.  Da sagde Farisæerne til ham: "Du vidner om dig selv; dit
+      Vidnesbyrd er ikke sandt."
+ 14.  Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig
+      selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og
+      hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor
+      jeg går hen.
+ 15.  I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen.
+ 16.  Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig
+      alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig.
+ 17.  Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd
+      er sandt.
+ 18.  Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig,
+      vidner om mig."
+ 19.  Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I
+      kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I
+      også min Fader."
+ 20.  Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i
+      Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var
+      kommen.
+ 21.  Da sagde han atter til dem: "Jeg går bort, og I skulle lede
+      efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne
+      I ikke komme."
+ 22.  Da sagde Jøderne: "Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han
+      siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?"
+ 23.  Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af
+      denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.
+ 24.  Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi
+      dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder."
+ 25.  De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just
+      det, som jeg siger eder.
+ 26.  Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig,
+      er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til
+      Verden."
+ 27.  De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen.
+ 28.  Da sagde Jesus til dem: "Når I få ophøjet Menneskesønnen, da
+      skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv;
+      men som min Fader har lært mig, således taler jeg.
+ 29.  Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig
+      alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag."
+
+ 30.  Da han talte dette, troede mange på ham.
+ 31.  Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham:
+      "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,
+ 32.  og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder."
+ 33.  De svarede ham: "Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens
+      Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?"
+ 34.  Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver
+      den, som gør Synden, er Syndens Træl.
+ 35.  Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der
+      til evig Tid.
+ 36.  Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie.
+ 37.  Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel,
+      fordi min Tale ikke finder Rum hos eder.
+ 38.  Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I
+      det, som I have hørt af eders Fader."
+ 39.  De svarede og sagde til ham: "Vor Fader er Abraham." Jesus sagde
+      til dem: "Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams
+      Gerninger.
+ 40.  Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder
+      Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke.
+ 41.  I gøre eders Faders Gerninger." De sagde til ham: "Vi ere ikke
+      avlede i Hor; vi have een Fader, Gud."
+ 42.  Jesus sagde til dem: "Dersom Gud var eders Fader, da elskede I
+      mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke
+      kommen af mig selv, men han har udsendt mig.
+ 43.  Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord.
+ 44.  I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I
+      gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke
+      i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn,
+      taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.
+ 45.  Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden.
+ 46.  Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg
+      Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke?
+ 47.  Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I
+      ere ikke af Gud."
+ 48.  Jøderne svarede og sagde til ham: "Sige vi ikke med Rette, at du
+      er en Samaritan og er besat?"
+ 49.  Jesus svarede: "Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I
+      vanære mig.
+ 50.  Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer.
+ 51.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord,
+      skal han i al Evighed ikke se Døden."
+ 52.  Jøderne sagde til ham: "Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde
+      og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han
+      skal i al Evighed ikke smage Døden.
+ 53.  Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også
+      Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?"
+ 54.  Jesus svarede: "Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det
+      er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders
+      Gud.
+ 55.  Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg
+      siger: "Jeg kender ham ikke," da bliver jeg en Løgner ligesom I;
+      men jeg kender ham og holder hans Ord.
+ 56.  Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så
+      den og glædede sig."
+ 57.  Da sagde Jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve År
+      gammel, og du har set Abraham?"
+ 58.  Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend
+      Abraham blev til, har jeg været."
+ 59.  Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og
+      gik ud af Helligdommen.
+
+Johannes 9
+
+  1.  Og da han gik forbi så han et Menneske, som var blindt fra
+      Fødselen.
+  2.  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet,
+      denne eller hans Forældre, så han skulde fødes blind?"
+  3.  Jesus svarede: "Hverken han eller hans Forældre have syndet; men
+      det er sket, for at Guds Gerninger skulle åbenbares på ham.
+  4.  Jeg må gøre hans Gerninger, som sendte mig, så længe det er Dag;
+      der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.
+  5.  Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys."
+  6.  Da han havde sagt dette, spyttede han på Jorden og gjorde Dynd
+      af Spyttet og smurte Dyndet på hans Øjne.
+  7.  Og han sagde til ham: "Gå hen, to dig i Dammen Siloam" (hvilket
+      er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom
+      seende tilbage.
+  8.  Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som
+      Tigger: "Er det ikke ham, som sad og tiggede?"
+  9.  Nogle sagde: "Det er ham;" men andre sagde: "Nej, han ligner
+      ham."  Han selv sagde: "Det er mig."
+ 10.  Da sagde de til ham: "Hvorledes bleve dine Øjne åbnede?"
+ 11.  Han svarede: "En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte
+      det på mine Øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloam og to dig!
+      Da jeg så gik hen og toede mig, blev jeg seende."
+ 12.  Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg
+      ikke."
+ 13.  De føre ham, som før var blind, til Farisæerne.
+ 14.  Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede
+      hans Øjne.
+ 15.  Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven
+      seende. Men han sagde til dem: "Han lagde Dynd på mine Øjne, og
+      jeg toede mig, og nu ser jeg."
+ 16.  Nogle af Farisæerne sagde da: "Dette Menneske er ikke fra Gud,
+      efterdi han ikke holder Sabbaten." Andre sagde: "Hvorledes kan
+      et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?" Og der var Splid imellem
+      dem.
+ 17.  de sige da atter til den blinde: "Hvad siger du om ham, efterdi
+      han åbnede dine Øjne?" Men han sagde: "Han er en Profet."
+ 18.  Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var
+      bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som
+      havde fået sit Syn.
+ 19.  Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders Søn, om hvem I sige,
+      at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?"
+ 20.  Hans Forældre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor
+      Søn, og at han, var født blind.
+ 21.  Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der
+      har åbnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er
+      gammel nok; han må selv tale for sig."
+ 22.  Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi
+      Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte
+      ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen.
+ 23.  Derfor sagde hans Forældre: "Han er gammel nok, spørger ham
+      selv!"
+ 24.  Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og
+      sagde til ham: "Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en
+      Synder."
+ 25.  Da svarede han: "Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved
+      jeg, at jeg, som var blind, nu ser."
+ 26.  De sagde da til ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes
+      åbnede han dine Øjne?"
+ 27.  Han svarede dem: "Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte
+      ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville også I blive
+      hans Disciple?"
+ 28.  Da udskældte de ham og sagde: "Du er hans Discipel; men vi ere
+      Mose Disciple.
+ 29.  Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke.
+      hvorfra han er."
+ 30.  Manden svarede og sagde til dem: "Det er dog underligt, at I
+      ikke vide, hvorfra han er, og han har åbnet mine Øjne.
+ 31.  Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er
+      gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han.
+ 32.  Aldrig er det hørt, at nogen har åbnet Øjnene på en blindfødt.
+ 33.  Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre."
+ 34.  De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden født i Synder,
+      og du vil lære os?" Og de stødte ham ud.
+ 35.  Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde
+      han til ham: "Tror du på Guds Søn?"
+ 36.  Han svarede og sagde: "Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro på
+      ham."
+ 37.  Jesus sagde til ham: "Både har du set ham, og den, som taler med
+      dig, ham er det."
+ 38.  Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham.
+ 39.  Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at
+      de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle
+      blive blinde."
+ 40.  Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde
+      til ham: "Mon også vi ere blinde?"
+ 41.  Jesus sagde til dem: "Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men
+      nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver."
+
+Johannes 10
+
+  1.  " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i
+      Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en
+      Tyv og en Røver.
+  2.  Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde.
+  3.  For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han
+      kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud.
+  4.  Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og
+      Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst.
+  5.  Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham,
+      fordi de ikke kende de fremmedes Røst."
+  6.  Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad
+      det var, som han talte til dem.
+  7.  Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg
+      eder, jeg er Fårenes Dør.
+  8.  Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene
+      hørte dem ikke.
+  9.  Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal
+      frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde.
+ 10.  Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg
+      er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
+ 11.  Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for
+      Fårene.
+ 12.  Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til
+      ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem
+      og adspreder dem,
+ 13.  fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene.
+ 14.  Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,
+ 15.  ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter
+      mit Liv til for Fårene.
+ 16.  Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør
+      jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een
+      Hjord, een Hyrde.
+ 17.  Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at
+      tage det igen.
+ 18.  Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg
+      har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det
+      igen.  Dette Bud modtog jeg af min Fader."
+ 19.  Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.
+ 20.  Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I
+      ham?"
+ 21.  Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan
+      åbne blindes Øjne?"
+
+ 22.  Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;
+ 23.  og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
+ 24.  Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du
+      vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent
+      ud!"
+ 25.  Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De
+      Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;
+ 26.  men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får.
+ 27.  Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,
+ 28.  og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke
+      fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd.
+ 29.  Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen
+      kan rive noget af min Faders Hånd.
+ 30.  Jeg og Faderen, vi ere eet."
+ 31.  Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.
+ 32.  Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra
+      min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?"
+ 33.  Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men
+      for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig
+      selv til Gud."
+ 34.  Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har
+      sagt: I ere Guder?
+ 35.  Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og
+      Skriften kan ikke rokkes),
+ 36.  sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til
+      Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
+ 37.  Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke!
+ 38.  Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville
+      tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig,
+      og jeg i Faderen."
+ 39.  De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.
+
+ 40.  Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor
+      Johannes først døbte, og han blev der.
+ 41.  Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet
+      Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt."
+ 42.  Og mange troede på ham der.
+
+Johannes 11
+
+  1.  Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor
+      Maria og hendes Søster Martha boede.
+  2.  Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans
+      Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg.
+  3.  Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du
+      elsker, er syg."
+  4.  Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til
+      Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal
+      herliggøres ved den."
+  5.  Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
+  6.  Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det
+      Sted, hvor han var.
+  7.  Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa
+      igen!
+  8.  Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene
+      dig, og du drager atter derhen?"
+  9.  Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om
+      Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
+ 10.  Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke
+      i ham."
+ 11.  Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor
+      Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne."
+ 12.  Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han
+      helbredt."
+ 13.  Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte
+      om Søvnens Hvile.
+ 14.  Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død!
+ 15.  Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at
+      I skulle tro; men lader os gå til ham!"
+ 16.  Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine
+      Meddisciple: "Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!"
+ 17.  Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven
+      allerede fire Dage.
+ 18.  Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier
+      derfra.
+ 19.  Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste
+      dem over deres Broder.
+ 20.  Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria
+      blev siddende i Huset.
+ 21.  Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var
+      min Broder ikke død.
+ 22.  Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud
+      give dig."
+ 23.  Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstå."
+ 24.  Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen
+      på den yderste Dag."
+ 25.  Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som
+      tror på mig, skal leve, om han end dør.
+ 26.  Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke
+      dø.  Tror du dette?"
+ 27.  Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds
+      Søn, den, som kommer til Verden."
+ 28.  Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin
+      Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig."
+ 29.  Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
+ 30.  Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det
+      Sted, hvor Martha havde mødt ham.
+ 31.  Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så,
+      at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de
+      mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
+ 32.  Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned
+      for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da
+      var min Broder ikke død."
+ 33.  Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med
+      hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit
+      Indre; og han sagde:
+ 34.  "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!"
+ 35.  Jesus græd.
+ 36.  Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!"
+ 37.  Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes
+      Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?"
+ 38.  Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det
+      var en Hule, og en Sten lå for den.
+ 39.  Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster,
+      siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget
+      der fire Dage:"
+ 40.  Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal
+      du se Guds Herlighed?"
+ 41.  Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde:
+      "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig.
+ 42.  Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld,
+      som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har
+      udsendt mig."
+ 43.  Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus,
+      kom herud!"
+ 44.  Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder,
+      og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem:
+      "Løser ham, og lader ham gå!"
+
+ 45.  Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad
+      han havde gjort, troede nu på ham;
+ 46.  men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad
+      Jesus, havde gjort.
+ 47.  Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet
+      og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
+ 48.  Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og
+      Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk."
+ 49.  Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til
+      dem:
+ 50.  "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at
+      eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå
+      til Grunde."
+ 51.  Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var
+      Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for
+      Folket;
+ 52.  og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds
+      adspredte Børn sammen til eet.
+ 53.  Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
+
+ 54.  Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik
+      bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes
+      Efraim; og han blev der med sine Disciple.
+ 55.  Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til
+      Jerusalem før Påsken for at rense sig.
+ 56.  Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i
+      Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?"
+ 57.  Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at
+      dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende
+      for at de kunde gribe ham.
+
+Johannes 12
+
+  1.  Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus
+      boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
+  2.  Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op;
+      men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.
+  3.  Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og
+      salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset
+      blev fuldt af Salvens Duft.
+  4.  Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han,
+      som siden forrådte ham:
+  5.  "Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og
+      given til fattige?"
+  6.  Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men
+      fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt
+      deri.
+  7.  Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til
+      min Begravelsesdag!
+  8.  De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid."
+  9.  En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de
+      kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem
+      han havde oprejst fra de døde.
+ 10.  Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel:
+ 11.  thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus.
+
+ 12.  Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til
+      Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,
+ 13.  toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: "Hosanna!
+      velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!"
+ 14.  Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er
+      skrevet:
+ 15.  "Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en
+      Asenindes Føl."
+ 16.  Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var
+      herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at
+      de havde gjort dette for ham.
+ 17.  Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus
+      frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.
+ 18.  Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde
+      hørt, at han havde gjort dette Tegn.
+ 19.  Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke
+      noget; se, Alverden går efter ham."
+
+ 20.  Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at
+      tilbede på Højtiden.
+ 21.  Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade
+      ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus."
+ 22.  Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og
+      sige det til Jesus.
+ 23.  Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at
+      Menneskesønnen skal herliggøres.
+ 24.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder
+      i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det
+      megen Frugt.
+ 25.  Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit
+      Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.
+ 26.  Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal
+      også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.
+ 27.  Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels
+      mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time.
+ 28.  Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen:
+      "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det."
+ 29.  Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet;
+      andre sagde: "En Engel har talt til ham."
+ 30.  Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst
+      kommen, men for eders Skyld.
+ 31.  Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste
+      kastes ud,
+ 32.  og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til
+      mig."
+ 33.  Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø.
+ 34.  Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver
+      evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør
+      ophøjes?  Hvem er denne Menneskesøn?"
+ 35.  Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder.
+      Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde
+      eder!  Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen.
+ 36.  Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets
+      Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for
+      dem.
+
+ 37.  Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne,
+      troede de dog ikke på ham,
+ 38.  for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt:
+      "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev
+      Herrens Arm åbenbaret?"
+ 39.  Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:
+ 40.  "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de
+      ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig,
+      så jeg kunde helbrede dem."
+ 41.  Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham.
+ 42.  Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede
+      på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at
+      de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;
+ 43.  thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.
+ 44.  Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på mig, tror ikke på
+      mig, men på ham, som sendte mig,
+ 45.  og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.
+ 46.  Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror
+      på mig, ikke skal blive i Mørket.
+ 47.  Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer
+      ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at
+      frelse Verden.
+ 48.  Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som
+      dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den
+      yderste Dag.
+ 49.  Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig,
+      han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg
+      skal tale.
+ 50.  Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg
+      taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig."
+
+Johannes 13
+
+  1.  Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen,
+      til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da,
+      ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så
+      elskede han dem indtil Enden.
+  2.  Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde
+      indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde
+      forråde ham;
+  3.  da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde,
+      og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud:
+  4.  så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og
+      han tog et Linklæde og bandt det om sig.
+  5.  Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to
+      Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var
+      ombunden med.
+  6.  Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre!
+      tor du mine Fødder?"
+  7.  Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu,
+      men du skal forstå det siden efter."
+  8.  Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder."
+      Jesus svarede ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod
+      sammen med mig."
+  9.  Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine Fødder alene, men
+      også Hænderne og Hovedet."
+ 10.  Jesus siger til ham: "Den, som er tvættet, har ikke nødig at to
+      andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men
+      ikke alle."
+ 11.  Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: "I ere
+      ikke alle rene."
+ 12.  Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og
+      atter sat sig til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg
+      har gjort ved eder?
+ 13.  I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.
+ 14.  Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere
+      også I skyldige at to hverandres Fødder.
+ 15.  Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde
+      ved eder, skulle også I gøre.
+ 16.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end
+      sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt
+      ham.
+ 17.  Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det.
+ 18.  Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt;
+      men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har
+      opløftet sin Hæl imod mig.
+ 19.  Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det
+      er sket, skulle tro, at det er mig.
+ 20.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg
+      sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham,
+      som har sendt mig."
+
+ 21.  Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og
+      vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af
+      eder vil forråde mig."
+ 22.  Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte
+      om.
+ 23.  Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu
+      Side, han, hvem Jesus elskede.
+ 24.  Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det
+      er, han taler om?"
+ 25.  Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre!
+      hvem er det?"
+ 26.  Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som
+      jeg dypper." Så dypper han Stykket og tager og giver det til
+      Judas, Simons Søn, Iskariot.
+ 27.  Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så
+      siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart!"
+ 28.  Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde
+      ham dette.
+ 29.  Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til
+      ham: "Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;" eller at han skulde
+      give noget til de fattige.
+ 30.  Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var
+      Nat.
+
+ 31.  Da han nu var gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen
+      herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.
+ 32.  Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i
+      sig, og han skal snart herliggøre ham.
+ 33.  Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede
+      efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: "Hvor jeg går hen,
+      kunne I ikke komme," siger jeg nu også til eder.
+ 34.  Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at
+      ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre.
+ 35.  Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have
+      indbyrdes Kærlighed."
+
+ 36.  Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor går du hen?" Jesus
+      svarede ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men
+      siden skal du følge mig."
+ 37.  Peter siger til ham: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu?
+      Jeg vil sætte mit Liv til for dig?
+ 38.  Jesus svarer: "Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig,
+      sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har
+      fornægtet mig tre Gange."
+
+Johannes 14
+
+  1.  "Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig!
+  2.  I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så,
+      havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder
+      Sted.
+  3.  Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen
+      og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I
+      være.
+  4.  Og hvor jeg går hen, derhen vide I Vejen."
+  5.  Thomas siger til ham: "Herre! vi vide ikke, hvor du går hen; og
+      hvorledes kunne vi vide Vejen?"
+  6.  Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der
+      kommer ingen til Faderen uden ved mig.
+  7.  Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af
+      kende I ham og have set ham."
+  8.  Filip siger til ham: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok."
+  9.  Jesus siger til ham: "Så lang en Tid har jeg været hos eder, og
+      du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set
+      Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen?
+ 10.  Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord,
+      som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen,
+      som bliver i mig, han gør sine Gerninger.
+ 11.  Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I
+      ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld!
+
+ 12.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de
+      Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre
+      større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen,
+ 13.  og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at
+      Faderen må herliggøres ved Sønnen.
+ 14.  Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.
+ 15.  Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger!
+ 16.  Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand
+      til at være hos eder evindelig,
+ 17.  den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den
+      ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos
+      eder og skal være i eder.
+ 18.  Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder.
+ 19.  Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig;
+      thi jeg lever, og I skulle leve.
+ 20.  På den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig,
+      og jeg i eder.
+ 21.  Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som
+      elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader;
+      og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham."
+ 22.  Judas (ikke Iskariot) siger til ham: "Herre! hvor kommer det, at
+      du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?"
+ 23.  Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han
+      holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme
+      til ham og tage Bolig hos ham.
+ 24.  Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som
+      I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.
+
+ 25.  Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder.
+ 26.  Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit Navn,
+      han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg
+      har sagt eder.
+ 27.  Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver
+      eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og
+      forsage ikke!
+ 28.  I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort og kommer til
+      eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg
+      går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.
+ 29.  Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro,
+      når det er sket.
+ 30.  Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens
+      Fyrste kommer, og han har slet intet i mig;
+ 31.  men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør
+      således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå
+      herfra!"
+
+Johannes 15
+
+  1.  "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden.
+  2.  Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og
+      hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere
+      Frugt.
+  3.  I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til
+      eder.
+  4.  Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan
+      bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således
+      kunne I ikke heller, uden I blive i mig.
+  5.  Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i
+      ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet
+      gøre.
+  6.  Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og
+      visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.
+  7.  Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om
+      hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del.
+  8.  Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I
+      skulle blive mine Disciple.
+
+  9.  Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder;
+      bliver i min Kærlighed!
+ 10.  Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed,
+      ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans
+      Kærlighed.
+ 11.  Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder,
+      og eders Glæde kan blive fuldkommen.
+ 12.  Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg
+      har elsket eder.
+ 13.  Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til
+      for sine Venner.
+ 14.  I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder.
+ 15.  Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke,
+      hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det,
+      som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder.
+ 16.  I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder
+      til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive
+      ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om
+      i mit Navn.
+ 17.  Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre.
+
+ 18.  Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder.
+ 19.  Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I
+      ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor
+      hader Verden eder.
+ 20.  Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke
+      større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også
+      forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders.
+ 21.  Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi
+      de ikke kende den, som sendte mig.
+ 22.  Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke
+      Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd.
+ 23.  Den, som hader mig, hader også min Fader.
+ 24.  Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden
+      har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog
+      hadet både mig og min Fader.
+ 25.  Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede
+      mig uforskyldt.
+ 26.  Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen,
+      Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig.
+ 27.  Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen."
+
+Johannes 16
+
+  1.  "Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges.
+  2.  De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme,
+      at hver den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en
+      Dyrkelse.
+  3.  Og dette skulle de gøre, fordi de hverken kende Faderen eller
+      mig.
+  4.  Men dette har jeg talt til eder, for at I, når Timen kommer,
+      skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg
+      eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder.
+
+  5.  Men nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder
+      spørger mig: Hvor går du hen?
+  6.  Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt
+      eders Hjerte.
+  7.  Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går
+      bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder;
+      men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder.
+  8.  Og når han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om
+      Retfærdighed og om Dom.
+  9.  Om Synd, fordi de ikke tro på mig;
+ 10.  men om Retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I se mig
+      ikke længer;
+ 11.  men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt.
+ 12.  Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu.
+ 13.  Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede eder til
+      hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som
+      helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han
+      forkynde eder.
+ 14.  Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde
+      eder.
+ 15.  Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal
+      tage af mit og forkynde eder.
+
+ 16.  Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en
+      liden Stund skulle I se mig."
+ 17.  Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: "Hvad er dette,
+      som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og
+      atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg går hen til
+      Faderen?"
+ 18.  De sagde altså: "Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund?
+      Vi forstå ikke, hvad han taler."
+ 19.  Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: "I
+      spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund
+      skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se
+      mig.
+ 20.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men
+      Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders
+      Bedrøvelse skal blive til Glæde.
+ 21.  Når Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er
+      kommen; men når hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin
+      Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
+ 22.  Også I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og
+      eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder.
+ 23.  Og på den Dag skulle I ikke spørge mig om noget. Sandelig,
+      sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I bede Faderen om, skal
+      han give eder i mit Navn.
+ 24.  Hidindtil have I ikke bedt om noget i mit Navn; beder, og I
+      skulle få, for at eders Glæde må blive fuldkommen.
+ 25.  Dette har jeg talt til eder i Lignelser; der kommer en Time, da
+      jeg ikke mere skal tale til eder i Lignelser, men frit ud
+      forkynde eder om Faderen.
+ 26.  På den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder,
+      at jeg vil bede Faderen for eder;
+ 27.  thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet,
+      at jeg er udgået fra Gud.
+ 28.  Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader
+      Verden igen og går til Faderen."
+ 29.  Hans Disciple sige til ham: "Se, nu taler du frit ud og siger
+      ingen Lignelse.
+ 30.  Nu vide vi, at du ved alle Ting og ikke har nødig, at nogen
+      spørger dig; desårsag tro vi, at du er udgået fra Gud."
+ 31.  Jesus svarede dem: "Nu tro I!
+ 32.  Se, den Time kommer, og den er kommen, da I skulle adspredes
+      hver til sit og lade mig alene; dog, jeg er ikke alene, thi
+      Faderen er med mig.
+ 33.  Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I
+      Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet
+      Verden."
+
+Johannes 17
+
+  1.  Dette talte Jesus;og han opløftede sine Øjne til Himmelen og
+      sagde: "Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen
+      må herliggøre dig,
+  2.  ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give
+      alle dem, som du har givet ham, evigt Liv.
+  3.  Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande
+      Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.
+  4.  Jeg har herliggjort dig på Jorden ved at fuldbyrde den Gerning,
+      som du har givet mig at gøre.
+  5.  Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed,
+      som jeg havde hos dig, før Verden var.
+
+  6.  Jeg har åbenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet
+      mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem. og de have
+      holdt dit Ord.
+  7.  Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig.
+  8.  Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have
+      modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de
+      have troet, at du har udsendt mig.
+  9.  Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som
+      du har givet mig; thi de ere dine.
+ 10.  Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem.
+ 11.  Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg
+      kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du
+      har givet mig, for at de må være et ligesom vi.
+ 12.  Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har
+      givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt,
+      uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes.
+ 13.  Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at
+      de må have min Glæde fuldkommet i sig.
+ 14.  Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de
+      ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
+ 15.  Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du
+      vil bevare dem fra det onde.
+ 16.  De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
+ 17.  Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed.
+ 18.  Ligesom du har udsendt mig til Verden, så har også jeg udsendt
+      dem til Verden.
+ 19.  Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skulle være
+      helligede i Sandheden.
+
+ 20.  Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved
+      deres Ord tro på mig,
+ 21.  at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig,
+      at også de skulle være eet i os, for at Verden må tro, at du har
+      udsendt mig.
+ 22.  Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for
+      at de skulle være eet, ligesom vi ere eet,
+ 23.  jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet,
+      for at Verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket
+      dem, ligesom du har elsket mig.
+ 24.  Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle også de, som du har
+      givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed, som du
+      har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse.
+ 25.  Retfærdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har
+      kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig.
+ 26.  Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for
+      at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og
+      jeg i dem."
+
+Johannes 18
+
+  1.  Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over
+      Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med
+      sine Disciple.
+  2.  Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus
+      samledes ofte der med sine Disciple.
+  3.  Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og
+      Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben.
+  4.  Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han
+      frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?"
+  5.  De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det
+      er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem.
+  6.  Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt
+      til Jorden.
+  7.  Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde:
+      "Jesus af Nazareth."
+  8.  Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da
+      lede efter mig, så lader disse gå!"
+  9.  for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede
+      ingen af dem, som du har givet mig."
+ 10.  Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog
+      Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men
+      Tjeneren hed Malkus.
+ 11.  Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg
+      ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"
+
+ 12.  Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da
+      Jesus og bandt ham.
+ 13.  Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til
+      Kajfas, som var Ypperstepræst i det År.
+ 14.  Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var
+      gavnligt, at eet Menneske døde for Folket.
+ 15.  Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den
+      Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus
+      i Ypperstepræstens Gård.
+ 16.  Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som
+      var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken
+      og førte Peter ind.
+ 17.  Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af
+      dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke."
+ 18.  Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det
+      var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og
+      varmede sig.
+ 19.  Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans
+      Lære.
+ 20.  Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har
+      altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne
+      komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt.
+ 21.  Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte
+      til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt."
+ 22.  Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos,
+      Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten
+      således?"
+ 23.  Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt:
+      men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?"
+ 24.  Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas.
+ 25.  Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er
+      også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg
+      er ikke."
+ 26.  En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis
+      Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med
+      ham?"
+ 27.  Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.
+
+ 28.  De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det
+      var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde
+      besmittes, men kunde spise Påske,
+ 29.  Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagemål føre I
+      mod dette Menneske?"
+ 30.  De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da
+      havde vi ikke overgivet ham til dig."
+ 31.  Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og dømmer ham efter eders
+      Lov!" Da sagde Jøderne til ham: "Det er os ikke tilladt at
+      aflive nogen; "
+ 32.  for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav
+      til Kende, hvilken Død han skulde dø.
+ 33.  Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til
+      ham: "Er du Jødernes Konge?"
+ 34.  Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre
+      sagt dig det om mig?"
+ 35.  Pilatus svarede: "Mon jeg er en Jøde? dit Folk og
+      Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du
+      gjort?"
+ 36.  Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige
+      af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var
+      bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf."
+ 37.  Da sagde Pilatus til ham: "Du er altså dog en Konge?" Jesus
+      svarede: "Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og
+      dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver
+      den, som er af Sandheden, hører min Røst."
+ 38.  Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt
+      dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: "Jeg
+      finder ingen Skyld hos ham.
+ 39.  Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I
+      da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?"
+ 40.  Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og
+      Barabbas var en Røver.
+
+Johannes 19
+
+  1.  Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge.
+  2.  Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den på hans
+      Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og
+      sagde:
+  3.  "Hil være dig, du Jødernes Konge!" og de sloge ham i Ansigtet.
+  4.  Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: "Se, jeg fører
+      ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld
+      hos ham."
+  5.  Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen på. Og han siger
+      til dem: "Se, hvilket Menneske!"
+  6.  Da nu Ypperstepræsterne og Svendene så ham, råbte de og sagde:
+      "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Tager I ham og
+      korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham."
+  7.  Jøderne svarede ham: "Vi have en Lov, og efter denne Lov er han
+      skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn."
+  8.  Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange.
+  9.  Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er
+      du?"  Men Jesus gav ham intet Svar.
+ 10.  Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke,
+      at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at
+      korsfæste dig?"
+ 11.  Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den
+      ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til
+      dig, større Synd."
+ 12.  Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne råbte og
+      sagde: "Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver
+      den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren."
+ 13.  Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig på
+      Dommersædet, på det Sted, som kaldes Stenlagt, men på Hebraisk
+      Gabbatha;
+ 14.  men det var Beredelsens dag i Påsken, ved den sjette Time. Og
+      han siger til Jøderne: "Se, eders Konge!"
+ 15.  De råbte nu: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus siger
+      til dem: "Skal jeg korsfæste eders Konge?" Ypperstepræsterne
+      svarede: "Vi have ingen Konge uden Kejseren."
+ 16.  Så overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu
+      Jesus;
+
+ 17.  og han bar selv sit Kors og gik ud til det såkaldte
+      "Hovedskalsted", som hedder på Hebraisk Golgatha,
+ 18.  hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver Side,
+      men Jesus midt imellem.
+ 19.  Men Pilatus havde også skrevet en Overskrift og sat den på
+      Korset. Men der var skrevet:"Jesus af Nazareth, Jødernes Konge."
+ 20.  Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor
+      Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven på
+      Hebraisk, Latin og Græsk.
+ 21.  Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: "Skriv ikke:
+      Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge."
+ 22.  Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
+ 23.  Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder
+      og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes
+      Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt
+      igennem.
+ 24.  Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke sønderskære den, men
+      kaste Lod om den, hvis den skal være;" for at Skriften skulde
+      opfyldes, som siger: "De delte mine Klæder imellem sig og
+      kastede Lod om mit Klædebon." Dette gjorde da Stridsmændene.
+ 25.  Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria,
+      Klopas's Hustru, og Maria Magdalene.
+ 26.  Da Jesus nu så sin Moder og den Discipel, han elskede, stå hos,
+      siger han til sin Moder: "Kvinde! se, det er din Søn."
+ 27.  Derefter siger han til Disciplen: "Se, det er din Moder." Og fra
+      den time tog Disciplen hende hjem til sit.
+ 28.  Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at
+      Skriften skulde opfyldes, siger han: "Jeg tørster."
+ 29.  Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af
+      Eddike på en Isopstængel og holdt den til hans Mund.
+ 30.  Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han:"Det er fuldbragt;"
+      og han bøjede Hovedet og opgav Ånden.
+
+ 31.  Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene
+      måtte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde
+      blive på Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor.
+ 32.  Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den
+      anden; som vare korsfæstede med ham.
+ 33.  Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste
+      de ikke hans Ben.
+ 34.  Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks
+      flød der Blod og Vand ud.
+ 35.  Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er
+      sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro.
+ 36.  Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet
+      Ben skal sønderbrydes derpå".
+ 37.  Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham,
+      hvem de have gennemstunget."
+
+ 38.  Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt,
+      af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage
+      Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu
+      Legeme.
+ 39.  Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om
+      Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent
+      hundrede Pund.
+ 40.  De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de
+      vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde.
+ 41.  Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i
+      Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt.
+ 42.  Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld,
+      efterdi Graven var nær.
+
+Johannes 20
+
+  1.  Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle,
+      medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen
+      fra Graven,
+  2.  Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden
+      Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have
+      borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt
+      ham."
+  3.  Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.
+  4.  Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere
+      end Peter, og kom først til Graven.
+  5.  Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik
+      dog ikke ind.
+  6.  Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven
+      og så Linklæderne ligge der
+  7.  og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved
+      Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv.
+  8.  Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til
+      Graven, ind, og han så og troede.
+  9.  Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de
+      døde.
+ 10.  Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.
+
+ 11.  Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd,
+      kiggede hun ind i Graven,
+ 12.  og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en
+      ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget.
+ 13.  Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til
+      dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor
+      de have lagt ham."
+ 14.  Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå
+      der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
+ 15.  Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du
+      efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre!
+      dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham,
+      så vil jeg tage ham."
+ 16.  Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til
+      ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester.
+ 17.  Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke
+      opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg
+      farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders
+      Gud."
+ 18.  Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set
+      Herren," og at han havde sagt hende dette.
+
+ 19.  Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og
+      Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt
+      for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger
+      til dem: "Fred være med eder!"
+ 20.  Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin
+      Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren.
+ 21.  Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom
+      Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder."
+ 22.  Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til
+      dem: "Modtager den Helligånd!
+ 23.  Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte
+      Forladelse, dem er den nægtet."
+ 24.  Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke
+      hos dem, da Jesus kom.
+ 25.  De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men
+      han sagde til dem: "Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og
+      stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side,
+      vil jeg ingenlunde tro."
+
+ 26.  Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med
+      dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt
+      iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!"
+ 27.  Derefter siger han til Thomas: "Ræk din Finger hid, og se mine
+      Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke
+      vantro, men troende!"
+ 28.  Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!"
+ 29.  Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige
+      ere de, som ikke have set og dog troet."
+
+ 30.  Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn,
+      som ikke ere skrevne i denne Bog.
+ 31.  Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus,
+      Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn.
+
+Johannes 21
+
+  1.  Siden åbenbarede Jesus sige atter for Disciplene ved Tiberias
+      Søen; men han åbenbarede sig således.
+  2.  Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael
+      fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans,
+      Disciple vare sammen.
+  3.  Simon Peter siger til dem: "Jeg går ud at fiske." De sige til
+      ham: "Også vi gå med dig." De gik ud og gik om Bord i Skibet, og
+      den Nat fangede de intet.
+  4.  Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste
+      Disciplene ikke, at det var Jesus.
+  5.  Jesus siger da til dem: "Børnlille! have I noget at spise?" De
+      svarede ham: "Nej."
+  6.  Men han sagde til dem: "Kaster Garnet ud på højre Side af
+      Skibet, så skulle I finde." Da kastede de det ud, og de formåede
+      ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde.
+  7.  Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: "Det er
+      Herren." Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han
+      sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i
+      Søen.
+  8.  Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra
+      Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig
+      Garnet med Fiskene.
+  9.  Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpå og
+      Brød.
+ 10.  Jesus siger til dem: "Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede."
+ 11.  Simon Peter steg op og trak Garnet på Land, fuldt af store Fisk,
+      et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare så
+      mange, sønderreves Garnet ikke.
+ 12.  Jesus siger til dem: "Kommer og holder Måltid! Men, ingen af
+      Disciplene vovede at spørge ham: "Hvem er du?" thi de vidste, at
+      det var Herren.
+ 13.  Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes også
+      Fiskene.
+ 14.  Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus åbenbarede sig for
+      sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde.
+
+ 15.  Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter:
+      "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger
+      til ham: "Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær." Han siger til
+      ham: "Vogt mine Lam!"
+ 16.  Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn,
+      elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg
+      har dig kær."  Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!"
+ 17.  Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du
+      mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til
+      ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender
+      alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham:
+      "Vogt mine Får!
+ 18.  Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du
+      selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver
+      gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op
+      om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil."
+ 19.  Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde
+      herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham:
+      "Følg mig!"
+
+ 20.  Peter vendte sig og så den Discipel følge, som Jesus elskede, og
+      som også lå op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: "Herre!
+      hvem er den, som forråder dig?"
+ 21.  Da nu Peter så ham, siger han til Jesus: "Herre! men hvorledes
+      skal det gå denne?"
+ 22.  Jesus siger til ham: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil
+      jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!"
+ 23.  Så kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: "Denne Discipel dør
+      ikke;" og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde
+      dø, men: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer,
+      hvad vedkommer det dig?"
+ 24.  Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet
+      dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.
+
+ 25.  Men der er også mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom
+      de skulde skrives enkeltvis. mener jeg, at ikke hele Verden
+      kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.
+
+
+Apostelenes gerninger
+
+Apostelenes gerninger 1
+
+  1.  Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus
+      begyndte både at gøre og lære,
+  2.  indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet
+      Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd;
+  3.  for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig
+      levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i
+      fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige.
+  4.  Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte
+      vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse,
+      "hvorom," sagde han, "I have hørt af mig.
+  5.  Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den
+      Helligånd om ikke mange Dage."
+  6.  Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: "Herre!
+      opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?"
+  7.  Men han sagde til dem: "Det tilkommer ikke eder at kende Tider
+      eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt.
+  8.  Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I
+      skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
+      Samaria og indtil Jordens Ende."
+  9.  Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så
+      derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne.
+ 10.  Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da
+      stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,
+ 11.  og de sagde: "I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod
+      Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen,
+      skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til
+      Himmelen."
+
+ 12.  Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes
+      Oliebjerget og er nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra.
+ 13.  Og da de kom derind, gik de op på den Sal, hvor de plejede at
+      opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og
+      Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn og Simon
+      Zelotes, og Judas, Jakobs Søn.
+ 14.  Alle disse vare endrægtigt vedholdende i Bønnen tillige med
+      nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.
+ 15.  Og i disse Dage stod Peter op midt iblandt Brødrene og sagde:
+      (og der var en Skare samlet på omtrent hundrede og tyve
+      Personer):
+ 16.  "I Mænd, Brødre! det Skriftens Ord burde opfyldes, som den
+      Helligånd forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev
+      Vejleder for dem, som grebe Jesus;
+ 17.  thi han var regnet iblandt os og havde fået denne Tjenestes Lod.
+ 18.  Han erhvervede sig nu en Ager for sin Uretfærdigheds Løn, og han
+      styrtede ned og brast itu, og alle hans Indvolde væltede ud,
+ 19.  hvilket også er blevet vitterligt for alle dem, som bo i
+      Jerusalem, så at den Ager kaldes på deres eget Mål Hakeldama,
+      det er Blodager.
+ 20.  Thi der er skrevet i Salmernes Bog: "Hans Bolig blive øde, og
+      der være ingen, som bor i den," og: "Lad en anden få hans
+      Tilsynsgerning."
+ 21.  Derfor bør en af de Mænd, som vare sammen med os i hele den Tid,
+      da den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
+ 22.  lige fra Johannes's Dåb indtil den Dag, da han blev optagen fra
+      os, blive Vidne sammen med os om hans Opstandelse."
+ 23.  Og de fremstillede to, Josef, som kaldtes Barsabbas med Tilnavn
+      Justus, og Matthias.
+ 24.  Og de bade og sagde: "Du Herre! som kender alles Hjerter, vis os
+      den ene, som du har udvalgt af disse to
+ 25.  til at få denne Tjenestes og Apostelgernings Plads, som Judas
+      forlod for at gå hen til sit eget Sted."
+ 26.  Og de kastede Lod imellem dem, og Loddet faldt på Matthias. og
+      han blev regnet sammen med de elleve Apostle.
+
+Apostelenes gerninger 2
+
+  1.  Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.
+  2.  Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende
+      vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.
+  3.  Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og
+      satte sig på hver enkelt af dem.
+  4.  Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at
+      tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige.
+  5.  Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af
+      alle Folkeslag under Himmelen.
+  6.  Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret;
+      thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål.
+  7.  Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke
+      alle disse, som tale, Galilæere?
+  8.  Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi
+      ere fødte,
+  9.  Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i
+      Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien,
+ 10.  i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og
+      vi her boende Romere,
+ 11.  Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om
+      Guds store Gerninger i vore Tungemål?"
+ 12.  Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til
+      den anden: "Hvad kan dette være?"
+ 13.  Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."
+
+ 14.  Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte
+      til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette
+      være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!
+ 15.  Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time
+      på Dagen;
+ 16.  men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:
+ 17.  "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde
+      af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle
+      profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle
+      iblandt eder skulle have Drømme.
+ 18.  Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de
+      Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.
+ 19.  Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden
+      nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
+ 20.  Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend
+      Herrens store og herlige Dag kommer.
+ 21.  Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal
+      frelses."
+ 22.  I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en
+      Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger
+      og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder,
+      som I jo selv vide,
+ 23.  ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var
+      bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og
+      ihjelslået.
+ 24.  Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer,
+      eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
+ 25.  Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for
+      mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal
+      rokkes,
+ 26.  Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også
+      mit Kød skal bo i Håb;
+ 27.  thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller
+      tilstede din hellige at se Forrådnelse,
+ 28.  Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde
+      for dit Åsyn."
+ 29.  I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om
+      Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav
+      er hos os indtil denne Dag.
+ 30.  Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret
+      ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,
+ 31.  talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev
+      han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.
+ 32.  Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
+ 33.  Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har
+      fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I
+      både se og høre.
+ 34.  Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren
+      sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
+ 35.  indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine
+      Fødder."
+ 36.  Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem
+      I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"
+
+ 37.  Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til
+      Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi
+      gøre?"
+ 38.  Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade
+      sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I
+      skulle få den Helligånds Gave.
+ 39.  Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem,
+      som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde."
+ 40.  Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet
+      han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!"
+ 41.  De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme
+      Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.
+
+ 42.  Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets
+      Brydelse og Bønnerne.
+ 43.  Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere
+      og Tegn ved Apostlene.
+ 44.  Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
+ 45.  Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle,
+      efter hvad enhver havde Trang til.
+ 46.  Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen
+      og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets
+      Enfold,
+ 47.  idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren
+      føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.
+
+Apostelenes gerninger 3
+
+  1.  Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den
+      niende Time.
+  2.  Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham
+      satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den
+      skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen,
+      om Almisse.
+  3.  Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i
+      Helligdommen, bad han om at få en Almisse.
+  4.  Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på
+      os!"
+  5.  Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.
+  6.  Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har,
+      det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"
+  7.  Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.
+  8.  Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og
+      stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han
+      gik omkring og sprang og lovede Gud.
+  9.  Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
+ 10.  Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port
+      til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel
+      og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
+ 11.  Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket
+      rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes
+      Salomons.
+
+ 12.  Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd!
+      Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os,
+      som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han
+      kan gå?
+ 13.  Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har
+      herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for
+      Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
+ 14.  Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en
+      Morder måtte skænkes eder.
+ 15.  Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde,
+      hvorom vi ere Vidner.
+ 16.  Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se
+      og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans
+      Førlighed i Påsyn af eder alle.
+ 17.  Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også
+      eders Rådsherrer.
+ 18.  Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved
+      alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
+ 19.  Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må
+      blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra
+      Herrens Åsyn,
+ 20.  og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,
+ 21.  hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses
+      Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra
+      de ældste Dage.
+ 22.  Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af
+      eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end
+      vil tale til eder.
+ 23.  Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal
+      udryddes af Folket."
+ 24.  Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange
+      som talte, have også forkyndt disse Dage.
+ 25.  I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede
+      med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle
+      alle Jordens Slægter velsignes."
+ 26.  For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at
+      velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."
+
+Apostelenes gerninger 4
+
+  1.  Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden
+      for Helligdommen og Saddukæerne over dem,
+  2.  da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte
+      Opstandelsen fra de døde.
+  3.  Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den
+      følgende Dag; thi det var allerede Aften.
+  4.  Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på
+      Mændene blev omtrent fem Tusinde.
+  5.  Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og
+      skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
+  6.  ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander
+      og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.
+  7.  Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt
+      eller i hvilket Navn have I gjort dette?"
+  8.  Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets
+      Rådsherrer og Ældste!
+  9.  Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør
+      Mand, om hvorved han er bleven helbredt;
+ 10.  da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at
+      ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem
+      Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne
+      står rask her for eders Øjne,
+ 11.  Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I
+      Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.
+ 12.  Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet
+      Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi
+      skulle blive frelste."
+ 13.  Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at
+      de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte
+      dem, at de havde været med Jesus.
+ 14.  Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de
+      intet at sige derimod.
+ 15.  Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med
+      hverandre og sagde:
+ 16.  "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt
+      Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i
+      Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.
+ 17.  Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da
+      lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i
+      dette Navn."
+ 18.  Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i
+      Jesu Navn.
+ 19.  Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om
+      det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
+ 20.  Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og
+      hørt."
+ 21.  Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde
+      udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi
+      alle priste Gud for det, som var sket.
+ 22.  Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere
+      end fyrretyve År gammel.
+
+ 23.  Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem
+      alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
+ 24.  Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og
+      sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og
+      alle Ting, som ere i dem,
+ 25.  du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste
+      Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?
+ 26.  Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe
+      imod Herren og imod hans Salvede."
+ 27.  Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din
+      hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og
+      Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer
+ 28.  for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt
+      skulde ske.
+ 29.  Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale
+      dit Ord med al Frimodighed,
+ 30.  idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og
+      Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn."
+ 31.  Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede;
+      og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord
+      med Frimodighed.
+ 32.  Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke
+      een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle
+      Ting fælles.
+ 33.  Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres
+      Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle.
+ 34.  Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de,
+      som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte
+      Salgssummerne
+ 35.  og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til
+      enhver, efter hvad han havde Trang til.
+ 36.  Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er
+      udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern
+ 37.  som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem
+      for Apostlenes Fødder.
+
+Apostelenes gerninger 5
+
+  1.  Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru,
+      solgte en Ejendom
+  2.  og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og
+      bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
+  3.  Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte,
+      så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af
+      Summen for Jordstykket?
+  4.  Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som
+      det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig
+      denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker,
+      men for Gud."
+  5.  Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der
+      kom stor Frygt over alle, som hørte det.
+  6.  Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud
+      og begravede ham.
+  7.  Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind
+      uden at vide, hvad der var sket.
+  8.  Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til
+      den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
+  9.  Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at
+      friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din
+      Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
+ 10.  Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de
+      unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og
+      begravede hende hos hendes Mand.
+ 11.  Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte
+      dette.
+
+ 12.  Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt
+      Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
+ 13.  Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket
+      dem højt,
+ 14.  og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af
+      Mænd og Kvinder,
+ 15.  så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på
+      Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge
+      kunde overskygge nogen af dem.
+ 16.  Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen
+      og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og
+      de bleve alle helbredte.
+
+ 17.  Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham,
+      nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
+ 18.  Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig
+      Forvaring.
+ 19.  Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte
+      dem ud og sagde:
+ 20.  "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse
+      Livets Ord for Folket!"
+ 21.  Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen
+      og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og
+      sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud
+      til Fængselet, at de skulde føres frem.
+ 22.  Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de
+      kom tilbage og meldte det og sagde:
+ 23.  "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne
+      stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen
+      derinde."
+ 24.  Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte
+      disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive
+      til.
+ 25.  Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i
+      Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
+ 26.  Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke
+      med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive
+      stenede.
+ 27.  Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og
+      Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
+ 28.  "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og
+      se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe
+      dette Menneskes Blod over os!"
+ 29.  Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud
+      mere end Mennesker.
+ 30.  Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge
+      ihjel.
+ 31.  Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser
+      for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
+ 32.  Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd,
+      som Gud har givet dem, der adlyde ham."
+
+ 33.  Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om
+      at slå dem ihjel.
+ 34.  Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en
+      Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde
+      lade Mændene træde lidt udenfor.
+ 35.  Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for,
+      hvad I gøre med disse Mennesker.
+ 36.  Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for
+      at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd
+      sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som
+      adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
+ 37.  Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage
+      og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og
+      alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
+ 38.  Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader
+      dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker,
+      bliver det til intet;
+ 39.  men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder
+      dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"
+
+ 40.  Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske
+      og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
+ 41.  Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne
+      agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
+ 42.  Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i
+      Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
+
+Apostelenes gerninger 6
+
+  1.  Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte
+      Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve
+      tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
+  2.  Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os
+      ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
+  3.  Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt
+      Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så
+      indsætte til denne Gerning.
+  4.  Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste."
+  5.  Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en
+      Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og
+      Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra
+      Antiokia;
+  6.  dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde
+      Hænderne på dem.
+
+  7.  Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i
+      Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.
+
+  8.  Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn
+      iblandt Folket,
+  9.  Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes
+      og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien
+      og Asien, og de tvistedes med Stefanus.
+ 10.  Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af.
+ 11.  Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham
+      tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud."
+ 12.  Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de
+      overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet;
+ 13.  og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske
+      holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod
+      Loven.
+ 14.  Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal
+      nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har
+      overgivet os."
+ 15.  Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans
+      Ansigt som en Engels Ansigt.
+
+Apostelenes gerninger 7
+
+  1.  Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?"
+  2.  Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens
+      Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien,
+      førend han tog Bolig i Karan.
+  3.  Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og
+      kom til det Land, som jeg vil vise dig."
+  4.  Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter
+      hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor
+      I nu bo.
+  5.  Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog
+      forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter
+      ham, endskønt han intet Barn havde.
+  6.  Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et
+      fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med
+      dem i fire Hundrede År.
+  7.  Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde
+      Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted."
+  8.  Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og
+      omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de
+      tolv Patriarker.
+  9.  Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten;
+      og Gud var med ham,
+ 10.  og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og
+      Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste
+      over Ægypten og over hele sit Hus.
+ 11.  Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor
+      Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
+ 12.  Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore
+      Fædre ud første Gang.
+ 13.  Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs
+      Herkomst blev åbenbar for Farao.
+ 14.  Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt
+      kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
+ 15.  Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
+ 16.  og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham
+      havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
+ 17.  Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt
+      Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
+ 18.  indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
+ 19.  Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore
+      Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke
+      skulde holdes i Live.
+ 20.  På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev
+      opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus.
+ 21.  Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede
+      ham til sin Søn.
+ 22.  Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i
+      sine Ord og Gerninger.
+ 23.  Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge
+      sine Brødre, Israels Børn.
+ 24.  Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den
+      mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
+ 25.  Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse
+      ved hans Hånd; men de forstode det ikke.
+ 26.  Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og
+      vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere
+      Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?"
+ 27.  Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde:
+      "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
+ 28.  Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?"
+ 29.  Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i
+      Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
+ 30.  Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai
+      Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
+ 31.  Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik
+      hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
+ 32.  "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da
+      bævede Moses og turde ikke se derhen.
+ 33.  Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det
+      Sted, som du står på, er hellig Jord.
+ 34.  Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres
+      Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig
+      sende dig til Ægypten!"
+ 35.  Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat
+      dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både
+      Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i
+      Tornebusken.
+ 36.  Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i
+      Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.
+ 37.  Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal
+      Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig."
+ 38.  Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der
+      talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog
+      levende Ord at give os;
+ 39.  hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og
+      vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til
+      Aron:
+ 40.  "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der
+      er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land."
+ 41.  Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet
+      og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
+ 42.  Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens
+      Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels
+      Hus!  bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i
+      Ørkenen?
+ 43.  Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som
+      I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort
+      hinsides Babylon."
+ 44.  Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som
+      han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det
+      Forbillede, som han havde set.
+ 45.  Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i
+      Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore
+      Fædres Åsyn indtil Davids Dage,
+ 46.  som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for
+      Jakobs Gud.
+ 47.  Men Salomon byggede ham et Hus.
+ 48.  Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten
+      siger:
+ 49.  "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus
+      ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles
+      Sted?
+ 50.  Har ikke min Hånd gjort alt dette?"
+ 51.  I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den
+      Helligånd imod; som eders Fædre, således også I.
+ 52.  Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt?
+      og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges
+      Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
+ 53.  I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt
+      den!"
+
+ 54.  Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede
+      Tænderne sammen imod ham.
+ 55.  Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod
+      Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre
+      Hånd.
+ 56.  Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen
+      stående ved Guds højre Hånd."
+ 57.  Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede
+      endrægtigt ind på ham.
+ 58.  Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne
+      lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
+ 59.  Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod
+      min Ånd!"
+ 60.  Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem
+      ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen.  (Kap.8)
+      1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.
+
+Apostelenes gerninger 8
+
+  1.  Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i
+      Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne,
+      undtagen Apostlene.
+  2.  Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage
+      over ham.
+  3.  Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både
+      Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel.
+  4.  Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte
+      Evangeliets Ord.
+
+  5.  Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem.
+  6.  Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip,
+      idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde.
+  7.  Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore
+      ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve
+      helbredte.
+  8.  Og der blev en stor Glæde i denne By.
+  9.  Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev
+      Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav
+      sig selv for at være noget stort.
+ 10.  På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som
+      man kalder Guds store Kraft."
+ 11.  Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i
+      Forbavselse ved sine Trolddomskunster.
+ 12.  Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og
+      Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder.
+ 13.  Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig
+      nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger
+      ske, forbavsedes han højligt.
+ 14.  Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod
+      Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem,
+ 15.  og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte
+      få den Helligånd;
+ 16.  thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot
+      døbte til den Herres Jesu Navn.
+ 17.  Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd.
+ 18.  Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes
+      Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde:
+ 19.  "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han
+      må få den Helligånd."
+ 20.  Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige
+      med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge.
+ 21.  Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke
+      ret for Gud.
+ 22.  Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog
+      dit Hjertes Påfund måtte forlades dig.
+ 23.  Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds
+      Lænke."
+ 24.  Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at
+      intet af det, som I have sagt, skal komme over mig."
+ 25.  Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage
+      til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af
+      Samaritanernes Landsbyer.
+
+ 26.  Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod
+      Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
+ 27.  Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand,
+      en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat
+      over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at
+      tilbede.
+ 28.  Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten
+      Esajas.
+ 29.  Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!"
+ 30.  Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han
+      sagde: "Forstår du også det, som du læser?"
+ 31.  Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen
+      vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
+ 32.  Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et
+      Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod
+      den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund.
+ 33.  I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om
+      hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?"
+ 34.  Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem
+      siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?"
+ 35.  Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette
+      Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.
+ 36.  Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og
+      Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive
+      døbt?"  (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit
+      Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at
+      Jesus Kristus er Guds Søn.")
+ 38.  Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i
+      Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham
+ 39.  Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og
+      Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde.
+ 40.  Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte
+      Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.
+
+Apostelenes gerninger 9
+
+  1.  Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens
+      Disciple, gik til Ypperstepræsten
+  2.  og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om
+      han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen,
+      kunde føre dem bundne til Jerusalem.
+  3.  Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede
+      et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
+  4.  Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham:
+      "Saul!  Saul! hvorfor forfølger du mig?"
+  5.  Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er
+      Jesus, som du forfølger.
+  6.  Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør
+      gøre."
+  7.  Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte
+      Røsten, men ikke så nogen.
+  8.  Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne,
+      så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i
+      Damaskus.
+  9.  Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller
+      drak.
+ 10.  Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren
+      sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er
+      jeg, Herre!"
+ 11.  Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes
+      den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra
+      Tarsus; thi se, han beder.
+ 12.  Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og
+      lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende."
+ 13.  Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne
+      Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
+ 14.  Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle
+      dem, som påkalde dit Navn."
+ 15.  Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt
+      Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger
+      og Israels Børn;
+ 16.  thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns
+      Skyld."
+ 17.  Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham
+      og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der
+      viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal
+      blive seende igen og fyldes med den Helligånd."
+ 18.  Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev
+      seende, og han stod op og blev døbt.
+ 19.  Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos
+      Disciplene i Damaskus.
+
+ 20.  Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds
+      Søn.
+ 21.  Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham,
+      som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var
+      kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"
+ 22.  Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i
+      Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.
+ 23.  Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham
+      ihjel.
+ 24.  Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede
+      endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.
+ 25.  Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem
+      Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.
+ 26.  Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til
+      Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at
+      han var en Discipel.
+ 27.  Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han
+      fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han
+      havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet
+      frimodigt i Jesu Navn.
+ 28.  Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem
+ 29.  og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes
+      med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.
+ 30.  Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea
+      og sendte ham videre til Tarsus.
+
+ 31.  Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og
+      Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved
+      den Helligånds Formaning voksede den.
+ 32.  Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også
+      kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
+ 33.  Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År
+      til Sengs og var værkbruden.
+ 34.  Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå
+      op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op.
+ 35.  Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til
+      Herren.
+ 36.  Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket
+      udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange
+      Almisser.
+ 37.  Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de
+      hende og lagde hende i Salen ovenpå.
+ 38.  Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de
+      hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden
+      Tøven over til os!"
+ 39.  Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de
+      ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og
+      viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde
+      forarbejdet, medens hun var hos dem.
+ 40.  Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og
+      han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!"
+      Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
+ 41.  Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de
+      hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.
+ 42.  Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på
+      Herren.
+ 43.  Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon,
+      en Garver.
+
+Apostelenes gerninger 10
+
+  1.  Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den
+      Afdeling, som kaldes den italienske,
+  2.  en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav
+      Folket mange Almisser og altid bad til Gud,
+  3.  han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en
+      Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!"
+  4.  Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er
+      det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser
+      ere opstegne til Ihukommelse for Gud.
+  5.  Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med
+      Tilnavn Peter.
+  6.  Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved
+      Havet."
+  7.  Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to
+      af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig
+      vare om ham.
+  8.  Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.
+  9.  Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til
+      Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.
+      10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men
+      medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,
+ 11.  og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en
+      stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;
+ 12.  og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr
+      og Himmelens Fugle.
+ 13.  Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"
+ 14.  Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist
+      noget vanhelligt og urent."
+ 15.  Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har
+      renset, holde du ikke for vanhelligt!"
+ 16.  Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til
+      Himmelen.
+ 17.  Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn,
+      som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare
+      udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
+ 18.  Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde
+      Herberge der.
+ 19.  Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se,
+      der er tre Mænd, som søge efter dig;
+ 20.  men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er
+      mig, som har sendt dem."
+ 21.  Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I
+      søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?"
+ 22.  Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og
+      gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk,
+      har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig
+      hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige."
+ 23.  Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag
+      stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe
+      droge med ham.
+ 24.  Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på
+      dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
+ 25.  Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde
+      og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
+ 26.  Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et
+      Menneske."
+ 27.  Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
+ 28.  Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en
+      jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et
+      fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde
+      noget Menneske vanhelligt eller urent.
+ 29.  Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg
+      spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?"
+ 30.  Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil
+      denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en
+      Mand stod for mig i et strålende Klædebon,
+ 31.  og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere
+      ihukommede for Gud.
+ 32.  Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde,
+      til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han
+      skal tale til dig, når han kommer.
+ 33.  Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at
+      komme.  Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at
+      høre alt, hvad der er dig befalet af Herren."
+ 34.  Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud
+      ikke anser Personer;
+ 35.  men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed,
+      velkommen for ham;
+ 36.  det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred
+      ved Jesus Kristus: han er alles Herre.
+ 37.  I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte
+      fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede,
+ 38.  det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den
+      Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og
+      helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var
+      med ham;
+ 39.  og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes
+      Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de
+      hængte ham på et Træ.
+ 40.  Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares,
+ 41.  ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte
+      af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var
+      opstanden fra de døde.
+ 42.  Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han
+      er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.
+ 43.  Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på
+      ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."
+ 44.  Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle
+      dem, som hørte Ordet.
+ 45.  Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med
+      Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var
+      bleven udgydt også over Hedningerne;
+ 46.  thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud.
+ 47.  Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de
+      ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så
+      vel som vi?"
+ 48.  Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade
+      de ham om at blive der nogle Dage.
+
+Apostelenes gerninger 11
+
+  1.  Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at
+      også Hedningerne havde modtaget Guds Ord.
+  2.  Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen
+      med ham og sagde:
+  3.  "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem."
+  4.  Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde:
+  5.  "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn,
+      noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire
+      Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.
+  6.  Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens
+      firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
+  7.  Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter,
+      slagt og spis!
+  8.  Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget
+      vanhelligt eller urent i min Mund.
+  9.  Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har
+      renset, holde du ikke for vanhelligt!
+ 10.  Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op
+      til Himmelen.
+ 11.  Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg
+      var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea.
+ 12.  Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre
+      Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind
+      i Mandens Hus.
+ 13.  Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans
+      Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter
+      hente!
+ 14.  Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal
+      frelses.
+ 15.  Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem
+      ligesom også på os i Begyndelsen.
+ 16.  Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte
+      med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd.
+ 17.  Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den
+      Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre
+      Gud?"
+ 18.  Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og
+      sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."
+
+ 19.  De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som
+      opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og
+      Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til
+      Jøder alene.
+ 20.  Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom
+      til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet
+      om den Herre Jesus.
+ 21.  Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og
+      omvendte sig til Herren.
+ 22.  Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de
+      sendte Barnabas ud til Antiokia.
+ 23.  Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og
+      formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren.
+ 24.  Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en,
+      stor Skare blev ført til Herren.
+ 25.  Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt
+      ham, førte han ham til Antiokia.
+ 26.  Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i
+      Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i
+      Antiokia bleve kaldte Kristne.
+
+ 27.  Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia
+ 28.  Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden,
+      at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken
+      også kom under Klaudius.
+ 29.  Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget
+      til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;
+ 30.  hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved
+      Barnabas og Saulus's Hånd.
+
+Apostelenes gerninger 12
+
+  1.  På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem,
+  2.  og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.
+  3.  Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod
+      også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage.
+  4.  Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav
+      ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire
+      Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket.
+  5.  Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af
+      Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham.
+  6.  Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat
+      imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran
+      Døren bevogtede Fængselet.
+  7.  Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i
+      Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde:
+      "Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
+  8.  Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler
+      på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om
+      dig, og følg mig!"
+  9.  Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som
+      skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn.
+ 10.  Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den
+      Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af
+      sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes
+      Engelen fra ham.
+ 11.  Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed,
+      at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd
+      og al det jødiske Folks Forventning."
+ 12.  Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som
+      var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare
+      forsamlede og bade.
+ 13.  Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved
+      Navn Rode for at høre efter.
+ 14.  Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne
+      Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for
+      Porten.
+ 15.  Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det
+      var således. Men de sagde: "Det er hans Engel."
+ 16.  Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham
+      og bleve forbavsede.
+ 17.  Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte
+      dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han
+      sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og
+      drog til et andet Sted.
+
+ 18.  Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt
+      Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter.
+ 19.  Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten
+      og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa
+      til Kæsarea og opholdt sig der.
+ 20.  Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom
+      endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres
+      Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler
+      tilførte fra Kongens Land.
+ 21.  Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte
+      sig på Tronen og holdt en Tale til dem,
+ 22.  Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes."
+ 23.  Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud
+      Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede.
+ 24.  Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
+ 25.  Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have
+      fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus,
+      med sig.
+
+Apostelenes gerninger 13
+
+  1.  Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og
+      Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og
+      Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten
+      Herodes, og Saulus.
+  2.  Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd:
+      "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har
+      kaldet dem."
+  3.  Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.
+  4.  Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned
+      til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
+  5.  Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i
+      Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.
+  6.  Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en
+      Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
+  7.  Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig
+      Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at
+      høre Guds Ord.
+  8.  Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem
+      imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.
+  9.  Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den
+      Helligånd, så fast på ham og sagde:
+ 10.  "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du
+      Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende
+      Herrens de lige Veje?
+ 11.  Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og
+      til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke
+      over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde
+      lede ham.
+ 12.  Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af
+      Forundring over Herrens Lære.
+
+ 13.  Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
+      til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
+      tilbage til Jerusalem.
+ 14.  Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
+      gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
+ 15.  Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
+      Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
+      Brødre!  have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
+ 16.  Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
+      israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!  17. Dette
+      Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
+      Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
+      Arm.
+ 18.  Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
+ 19.  Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
+      iblandt dem,
+ 20.  og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
+      han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
+ 21.  Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
+      en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
+ 22.  Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
+      Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
+      David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
+      Villie."
+ 23.  Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
+      Jesus,
+ 24.  efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
+      Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
+ 25.  Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
+      anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
+      efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
+ 26.  I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
+      som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
+ 27.  Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
+      de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
+      hver Sabbat.
+ 28.  Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
+      at han måtte blive slået ihjel.
+ 29.  Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
+      toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
+ 30.  Men Gud oprejste ham fra de døde,
+ 31.  og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
+      fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
+      Folket.
+ 32.  Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
+      at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
+      Jesus;
+ 33.  som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
+      har født dig i Dag."
+ 34.  Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
+      vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
+      vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
+ 35.  Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
+      hellige at se Forrådnelse."
+ 36.  David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
+      Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
+      Forrådnelse;
+ 37.  men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
+ 38.  Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
+      forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
+ 39.  og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
+      retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
+ 40.  Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
+      eder:
+ 41.  "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
+      Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
+      dersom nogen fortalte eder den."
+ 42.  Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
+      til dem på den følgende Sabbat.
+ 43.  Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
+      gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
+      formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.
+
+ 44.  Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
+      høre Guds Ord.
+ 45.  Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
+      modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
+      spottede.
+ 46.  Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
+      nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
+      I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
+      evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
+ 47.  Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
+      Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
+      Jordens Ende."
+ 48.  Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
+      Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
+ 49.  og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
+ 50.  Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
+      første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
+      Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
+ 51.  Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
+      Ikonium.
+ 52.  Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.
+
+Apostelenes gerninger 14
+
+  1.  Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes
+      Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og
+      Grækere, troede.
+  2.  Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind
+      og satte ondt i dem imod Brødrene.
+  3.  De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i
+      Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og
+      Undere ske ved deres Hænder.
+  4.  Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre
+      med Apostlene.
+
+  5.  Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med
+      samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem,
+  6.  og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i
+      Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,
+  7.  og der forkyndte de Evangeliet.
+  8.  Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam
+      fra Moders Liv, og han havde aldrig gået.
+  9.  Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at
+      han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:
+ 10.  "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring.
+ 11.  Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres
+      Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse
+      stegne ned til os."
+ 12.  Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var
+      den, som førte Ordet.
+ 13.  Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre
+      og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.
+ 14.  Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de
+      deres Klæder og sprang ind i Skaren,
+ 15.  råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også
+      Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder
+      Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende
+      Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der
+      er i dem;
+ 16.  han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre
+      deres egne Veje,
+ 17.  ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han
+      gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og
+      mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."
+ 18.  Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt
+      Skarerne fra at ofre til dem.
+ 19.  Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte
+      Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den
+      Tro, at han var død.
+ 20.  Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i
+      Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.
+
+ 21.  Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange
+      Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
+ 22.  og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i
+      Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige.
+ 23.  Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem,
+      overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde
+      givet deres Tro.
+ 24.  Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.
+ 25.  Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.
+ 26.  Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne
+      overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt.
+ 27.  Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte
+      de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde
+      åbnet en Troens Dør for Hedningerne.
+ 28.  Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.
+
+Apostelenes gerninger 15
+
+  1.  Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I
+      ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive
+      frelste."
+  2.  Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med
+      dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af
+      dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i
+      Anledning af dette Spørgsmål.
+  3.  Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem
+      Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og
+      de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
+  4.  Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og
+      Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud
+      havde gjort med dem.
+  5.  Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode
+      op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose
+      Lov."
+  6.  Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne
+      Sag.
+  7.  Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til
+      dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud
+      det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre
+      Evangeliets Ord og tro.
+  8.  Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem
+      den Helligånd lige så vel som os.
+  9.  Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved
+      Troen rensede deres Hjerter.
+ 10.  Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes
+      Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?
+ 11.  Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på
+      samme Måde som også de."
+ 12.  Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle,
+      hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne
+      ved dem.
+ 13.  Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I
+      Mænd, Brødre, hører mig!"
+ 14.  Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage
+      ud af Hedninger et Folk for sit Navn.
+ 15.  Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:
+ 16.  "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne
+      Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse
+      den igen,
+ 17.  for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle
+      Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som
+      gør dette."
+ 18.  Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.
+ 19.  Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne,
+      som omvende sig til Gud,
+ 20.  men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med
+      Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.
+ 21.  Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike
+      ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."
+ 22.  Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele
+      Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til
+      Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet
+      Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
+ 23.  Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og
+      Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og
+      Kilikien.
+ 24.  Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have
+      forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have
+      nogen Befaling fra os,
+ 25.  så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle
+      Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og
+      Paulus,
+ 26.  Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.
+ 27.  Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle
+      forkynde det samme.
+ 28.  Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde
+      at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:
+ 29.  At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra
+      det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå
+      eder godt.  Lever vel!"
+
+ 30.  Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede
+      Mængden og overgave Brevet.
+ 31.  Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.
+ 32.  Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede
+      Brødrene med megen Tale og styrkede dem.
+ 33.  Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem
+      fare med Fred til dem, som havde udsendt dem.  (34 Men Silas
+      besluttede at blive der.)
+ 35.  Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige
+      med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.
+ 36.  Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os
+      dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have
+      forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem."
+ 37.  Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med.
+ 38.  Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde
+      forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til
+      Arbejdet.
+ 39.  Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og
+      Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.
+ 40.  Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til
+      Herrens Nåde.
+ 41.  Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede
+      Menighederne.
+
+Apostelenes gerninger 16
+
+  1.  Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel
+      ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.
+  2.  Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.
+  3.  Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar
+      ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste
+      alle, at hans Fader var en Græker.
+  4.  Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de
+      Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de
+      Ældste i Jerusalem,
+  5.  Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.
+  6.  Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den
+      Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.
+  7.  Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til
+      Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.
+  8.  De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
+  9.  Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand
+      stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp
+      os!"
+ 10.  Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over
+      til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen
+      til at forkynde Evangeliet for dem.
+
+ 11.  Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den
+      næste Dag til Neapolis
+ 12.  og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af
+      Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.
+ 13.  Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi
+      mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de
+      Kvinder, som kom sammen.
+ 14.  Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen
+      Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes
+      Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af
+      Paulus.
+ 15.  Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde:
+      "Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit
+      Hus og bliver der!" Og hun nødte os.
+
+ 16.  Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os,
+      som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding
+      ved at spå.
+ 17.  Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker
+      ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej."
+ 18.  Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig
+      derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i
+      Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme
+      Stund.
+ 19.  Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet,
+      grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for
+      Øvrigheden.
+ 20.  Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker,
+      som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.
+ 21.  og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere
+      Romere, at antage eller øve."
+ 22.  Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne
+      rive af dem og befalede at piske dem.
+ 23.  Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og
+      befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
+ 24.  Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste
+      Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.
+
+ 25.  Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og
+      Fangerne lyttede på dem.
+ 26.  Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets
+      Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles
+      Lænker løstes.
+ 27.  Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre
+      åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente,
+      at Fangerne vare flygtede.
+ 28.  Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget
+      ondt; thi vi ere her alle."
+ 29.  Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for
+      Paulus og Silas.
+ 30.  Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre,
+      for at jeg kan blive frelst?"
+ 31.  Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive
+      frelst, du og dit Hus."
+ 32.  Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans
+      Hus.
+ 33.  Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede
+      deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.
+ 34.  Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og
+      frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen
+      på Gud.
+ 35.  Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen
+      og sagde: "Løslad de Mænd!"
+ 36.  Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have
+      sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med
+      Fred!"
+ 37.  Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og
+      uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel,
+      og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre
+      os ud!"
+ 38.  Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve
+      bange, da de hørte, at de vare Romere.
+ 39.  Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem
+      at drage bort fra Byen.
+ 40.  Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde
+      set Brødrene. formanede de dem og droge bort.
+
+Apostelenes gerninger 17
+
+  1.  Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til
+      Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.
+  2.  Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater
+      samtalede han med dem ud fra Skrifterne,
+  3.  idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå
+      fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder,
+      han er Kristus."
+  4.  Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og
+      Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og
+      ikke få af de fornemste Kvinder.
+  5.  Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker
+      af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og
+      de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til
+      Folket.
+  6.  Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for
+      Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i
+      Oprør, ere også komne hid;
+  7.  dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod
+      Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig
+      Jesus."
+  8.  Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.
+  9.  Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.
+
+ 10.  Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort
+      til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes
+      Synagoge.
+ 11.  Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge
+      Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse
+      Ting forholdt sig således.
+ 12.  Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske
+      Kvinder og Mænd.
+ 13.  Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev
+      forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre
+      og Bevægelse iblandt Skarerne.
+
+ 14.  Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde
+      drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.
+ 15.  Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter
+      at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest
+      muligt skulde komme til ham, droge de bort.
+ 16.  Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i
+      ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.
+ 17.  Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på
+      Torvet hver Dag til dem, som han traf på.
+ 18.  Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode
+      sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne
+      Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af
+      fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og
+      Opstandelsen.
+ 19.  Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi
+      få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?
+ 20.  Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi
+      vide, hvad dette skal betyde.""
+ 21.  Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave
+      sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.
+ 22.  Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I
+      athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige
+      for eders Gudsdyrkelse.
+ 23.  Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt
+      jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt
+      Gud.""  Det, som I således dyrke uden at kende det, det
+      forkynder jeg eder.
+ 24.  Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som
+      er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med
+      Hænder,
+ 25.  han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger
+      til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.
+ 26.  Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet
+      Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og
+      Grænserne for deres Bolig,
+ 27.  for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og
+      finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;
+ 28.  thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders
+      Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.
+ 29.  Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er
+      lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og
+      Opfindsomhed.
+ 30.  Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens
+      Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle
+      omvende sig.
+ 31.  Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige
+      med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og
+      dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."
+ 32.  Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men
+      andre sagde: "Ville atter høre dig om dette."
+ 33.  Således gik Paulus ud fra dem.
+ 34.  Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også
+      var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre
+      med dem.
+
+Apostelenes gerninger 18
+
+  1.  Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth
+  2.  Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig
+      var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius
+      havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik
+      han.
+  3.  Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og
+      arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.
+  4.  Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste
+      Jøder og Grækere.
+  5.  Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus
+      helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er
+      Kristus.
+  6.  Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine
+      Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg
+      er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."
+  7.  Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus,
+      som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.
+  8.  Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med
+      hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og
+      bleve døbte.
+  9.  Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men
+      tal og ti ikke,
+ 10.  eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at
+      gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."
+ 11.  Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord
+      iblandt dem.
+ 12.  Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne
+      endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:
+ 13.  "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."
+ 14.  Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: "
+      Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg,
+      som billigt var, tålmodigt høre på eder.
+ 15.  Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I
+      have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over
+      disse Ting."
+ 16.  Og han drev dem bort fra Domstolen.
+ 17.  Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige
+      for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.
+
+ 18.  Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked
+      med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og
+      Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ;
+      thi han havde et Løfte på sig.
+ 19.  Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men
+      han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.
+ 20.  Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han
+      ikke;
+ 21.  men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne
+      forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage
+      til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus
+ 22.  og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så
+      ned til Antiokia.
+
+ 23.  Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og
+      rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien
+      og styrkede alle Disciplene.
+
+ 24.  Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende
+      Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.
+ 25.  Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte
+      og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's
+      Dåb.
+ 26.  Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla
+      og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej
+      nøjere.
+ 27.  Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til
+      Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var
+      kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;
+ 28.  thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved
+      Skrifterne, at Jesus er Kristus.
+
+Apostelenes gerninger 19
+
+  1.  Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at
+      være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til
+      Efesus
+  2.  og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den
+      Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have
+      ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
+  3.  Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til
+      Johannes's Dåb."
+  4.  Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han
+      sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,
+      det er på Jesus."
+  5.  Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu
+      Navn.
+  6.  Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,
+      og de talte i Tunger og profeterede.
+  7.  Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
+  8.  Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,
+      idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til
+      Guds Rige.
+  9.  Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden
+      talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem
+      og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
+ 10.  Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både
+      Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
+ 11.  Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's
+      Hænder,
+ 12.  så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til
+      de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
+ 13.  Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at
+      nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,
+      idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus
+      prædiker."
+ 14.  Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk
+      Ypperstepræst,
+ 15.  Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og
+      om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
+ 16.  Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og
+      overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede
+      nøgne og sårede ud af Huset.
+ 17.  Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både
+      Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den
+      Herres Jesu Navn blev ophøjet,
+ 18.  og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og
+      fortalte om deres Gerninger.
+ 19.  Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger
+      sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres
+      Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
+ 20.  Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.
+
+ 21.  Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han
+      vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til
+      Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg
+      også se Rom."
+ 22.  Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og
+      Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.
+
+ 23.  Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af
+      Vejen.
+ 24.  Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv
+      og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
+ 25.  Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte
+      Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af
+      dette Arbejde.
+ 26.  Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien
+      har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,
+      idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
+ 27.  Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal
+      komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's
+      Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes
+      Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive
+      krænket."
+ 28.  Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og
+      sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
+ 29.  Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret
+      og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,
+      med sig.
+ 30.  Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte
+      Disciplene ham det ikke.
+ 31.  Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud
+      til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
+ 32.  Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i
+      Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare
+      komne sammen.
+ 33.  Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;
+      men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en
+      Forsvarstale til Folket.
+ 34.  Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een
+      Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
+ 35.  Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!
+      hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er
+      Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
+ 36.  Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke
+      foretage eder noget fremfusende.
+ 37.  Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere
+      eller bespotte eders Gudinde.
+ 38.  Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da
+      holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde
+      hinanden for Retten!
+ 39.  Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive
+      afgjort i den lovlige Forsamling.
+ 40.  Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i
+      Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette
+      Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
+ 41.  Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
+
+Apostelenes gerninger 20
+
+  1.  Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente
+      og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse
+      til Makedonien.
+  2.  Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem
+      med megen Tale, kom han til Grækenland.
+  3.  Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for
+      imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han
+      til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.
+  4.  Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne
+      Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af
+      Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.
+  5.  Disse droge forud og biede på os i Troas;
+  6.  men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom
+      fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.
+  7.  Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde
+      Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde
+      rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.
+  8.  Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.
+  9.  Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i
+      en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og
+      overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og
+      blev tagen død op.
+ 10.  Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og
+      sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."
+ 11.  Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu
+      længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.
+ 12.  Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet
+      trøstede.
+
+ 13.  Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde
+      derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da
+      han selv vilde gå til Fods.
+ 14.  Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til
+      Mitylene.
+ 15.  Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen
+      derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.
+ 16.  Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det
+      ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede
+      for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.
+ 17.  Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens
+      Ældste kalde til sig.
+ 18.  Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg
+      færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag,
+      jeg kom til Asien,
+ 19.  idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og
+      Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;
+ 20.  hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget
+      som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder
+      offentligt og i Husene,
+ 21.  idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til
+      Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.
+ 22.  Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide,
+      hvad der skal møde mig,
+ 23.  kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at
+      Lænker og Trængsler vente mig.
+ 24.  Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg
+      kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den
+      Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.
+ 25.  Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I,
+      iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.
+ 26.  Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles
+      Blod;
+ 27.  thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.
+ 28.  Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den
+      Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds
+      Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.
+ 29.  Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind
+      iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.
+ 30.  Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale
+      forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.
+ 31.  Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År,
+      Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.
+ 32.  Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår
+      at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.
+ 33.  Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.
+ 34.  I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder
+      og for dem, som vare med mig.
+ 35.  Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os
+      af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv
+      har sagt: "Det er saligere at give end at tage."
+ 36.  Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem
+      alle.
+ 37.  Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og
+      kyssede ham.
+ 38.  Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere
+      skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.
+
+Apostelenes gerninger 21
+
+  1.  Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi
+      lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.
+  2.  Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi
+      om Bord og afsejlede.
+  3.  Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til
+      venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der
+      skulde Skibet losse sin Ladning.
+  4.  Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved
+      Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
+  5.  Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og
+      rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os
+      uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt
+      Bøn
+  6.  toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de
+      vendte tilbage til deres Hjem.
+
+  7.  Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi
+      hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.
+  8.  Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi
+      gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og
+      bleve hos ham.
+  9.  Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.
+ 10.  Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa
+      ved Navn Agabus.
+ 11.  Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne
+      Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand,
+      hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i
+      Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder."
+ 12.  Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om
+      ikke at drage op til Jerusalem.
+ 13.  Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte
+      modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at
+      dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."
+ 14.  Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og
+      sagde: "Herrens Villie ske!"
+
+ 15.  Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til
+      Jerusalem.
+ 16.  Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte
+      os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem
+      vi skulde have Herberge.
+ 17.  Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.
+ 18.  Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de
+      Ældste kom derhen.
+ 19.  Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke,
+      hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
+ 20.  Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham:
+      "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have
+      antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.
+ 21.  Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt
+      Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle
+      omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.
+ 22.  Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker
+      sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.
+ 23.  Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som
+      have et Løfte på sig.
+ 24.  Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør
+      Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så
+      ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har
+      noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder
+      Loven.
+ 25.  Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en
+      Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde,
+      men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og
+      Utugt."
+ 26.  Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset
+      sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte
+      Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af
+      dem.
+
+ 27.  Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra
+      Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og
+      lagde Hånd på ham
+ 28.  og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det
+      Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og
+      dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i
+      Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"
+ 29.  de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden
+      sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i
+      Helligdommen.
+ 30.  Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de
+      grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks
+      bleve Dørene lukkede.
+ 31.  Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til
+      Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.
+ 32.  Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned
+      imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de
+      op at slå Paulus.
+ 33.  Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde
+      bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han
+      havde gjort.
+ 34.  Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han
+      ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen,
+      befalede han at føre ham ind i Borgen,
+ 35.  Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres
+      af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;
+ 36.  thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"
+ 37.  Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til
+      Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men
+      han sagde: "Forstår du Græsk?
+ 38.  Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør
+      og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"
+ 39.  Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en
+      ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at
+      tale til Folket!"
+ 40.  Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til
+      Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed,
+      tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:
+
+Apostelenes gerninger 22
+
+  1.  " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
+  2.  Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog,
+      holdt de sig end mere stille. Og han siger:
+  3.  "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret
+      i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs
+      Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
+  4.  Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både
+      Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
+  5.  som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra
+      hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste
+      derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem,
+      for at de måtte blive straffede.
+  6.  Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus,
+      at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede
+      mig.
+  7.  Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig:
+      Saul!  Saul! hvorfor forfølger du mig?
+  8.  Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er
+      Jesus af Nazareth, som du forfølger.
+  9.  Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans
+      Røst, som talte til mig.
+ 10.  Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til
+      mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til
+      dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
+ 11.  Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg
+      ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i
+      Damaskus.
+ 12.  Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde
+      godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
+ 13.  kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og
+      jeg så op på ham i samme Stund.
+ 14.  Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans
+      Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
+ 15.  Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som
+      du har set og hørt.
+ 16.  Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder
+      aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
+ 17.  Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i
+      Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
+ 18.  og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud
+      af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om
+      mig.
+ 19.  Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede
+      trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
+ 20.  og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos
+      og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham
+      ihjel.
+ 21.  Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort
+      til Hedninger."
+
+ 22.  Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst
+      og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke
+      leve.""
+ 23.  Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i
+      Luften,
+ 24.  befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og
+      sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han
+      kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
+ 25.  Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den
+      hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en
+      romersk Mand, og det uden Dom?"
+ 26.  Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og
+      meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne
+      Mand er jo en Romer."
+ 27.  Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en
+      Romer?" Han sagde: "Ja."
+ 28.  Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for
+      en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
+ 29.  Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage
+      fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer,
+      blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
+ 30.  Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide
+      om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og
+      befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme
+      sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.
+
+Apostelenes gerninger 23
+
+  1.  Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har
+      med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
+  2.  Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at
+      slå ham på Munden.
+  3.  Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og
+      du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven
+      befaler du, at jeg skal slås."
+  4.  Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
+  5.  Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er
+      Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du
+      ikke tale ondt imod."
+  6.  Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men
+      den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg
+      er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes
+      Opstandelse er det, jeg dømmes."
+  7.  Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og
+      Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
+  8.  Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller
+      nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
+  9.  Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af
+      Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde
+      intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel
+      har talt til ham!"
+ 10.  Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus
+      skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå
+      ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
+ 11.  Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,
+      thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du
+      også vidne i Rom."
+
+ 12.  Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og
+      forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller
+      drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
+ 13.  Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end
+      fyrretyve i Tal.
+ 14.  Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi
+      have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,
+      førend vi have slået Paulus ihjel.
+ 15.  Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at
+      han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag
+      nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer
+      derhen."
+ 16.  Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og
+      gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
+ 17.  Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før
+      denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at
+      melde ham."
+ 18.  Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den
+      fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til
+      dig, da han har noget at tale med dig om."
+ 19.  Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og
+      spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
+ 26.  Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade
+      Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville
+      have nøjere Underretning om ham.
+ 21.  Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd
+      af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig
+      til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham
+      ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
+ 22.  Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal
+      ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."
+
+ 23.  Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører
+      to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og
+      halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den
+      tredje Time i Nat; "
+ 24.  og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og
+      føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
+ 25.  Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
+ 26.  "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
+ 27.  Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;
+      men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg
+      erfarede, at han var en Romer.
+ 28.  Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte
+      jeg ham ned for deres Råd
+ 29.  og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i
+      deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller
+      Fængsel.
+ 30.  Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et
+      hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt
+      ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre
+      for dig, hvad de have imod ham."
+ 31.  Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte
+      ham om Natten til Antipatris.
+ 32.  Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte
+      selv tilbage til Borgen.
+ 33.  Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen
+      Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
+ 34.  Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han
+      var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
+ 35.  "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."
+      Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
+
+Apostelenes gerninger 24
+
+  1.  Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle
+      Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for
+      Landshøvdingen imod Paulus.
+  2.  Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og
+      sagde:
+  3.  "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle
+      Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,
+      mægtigste Feliks!  det erkende vi med al Taknemmelighed.
+  4.  Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du
+      efter din Mildhed vil høre os kortelig.
+  5.  Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en
+      Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er
+      Fører for Nazaræernes Parti,
+  6.  ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe
+      ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
+  7.  Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold
+      af vore Hænder
+  8.  og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du
+      undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."
+  9.  Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt
+      sig således.
+
+ 10.  Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han
+      skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer
+      for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
+ 11.  da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,
+      siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
+ 12.  Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd
+      med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i
+      Synagogerne eller omkring i Staden.
+ 13.  Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
+ 14.  Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de
+      kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på
+      alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos
+      Profeterne,
+ 15.  og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der
+      skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
+ 16.  Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed
+      for Gud og Menneskene.
+ 17.  Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser
+      til mit Folk og Ofre,
+ 18.  hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i
+      Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder
+      fra Asien,
+ 19.  og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget
+      på mig at sige.
+ 20.  Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,
+      da jeg stod for Rådet,
+ 21.  uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod
+      iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."
+
+ 22.  Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,
+      og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg
+      påkende eders Sag."
+ 23.  Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men
+      med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at
+      gå ham til Hånde.
+ 24.  Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var
+      en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus
+      Jesus.
+ 25.  Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den
+      kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne
+      Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."
+ 26.  Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor
+      lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
+ 27.  Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til
+      Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod
+      han Paulus blive tilbage i Lænker.
+
+Apostelenes gerninger 25
+
+  1.  Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han
+      efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.
+  2.  Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos
+      ham imod Paulus og henvendte sig til ham,
+  3.  idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem
+      den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de
+      lurede på at slå ham ihjel på Vejen.
+  4.  Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men
+      at han selv snart vilde drage derned.
+  5.  "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed
+      dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget
+      uskikkeligt ved Manden."
+  6.  Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti
+      Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig
+      på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.
+  7.  Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned
+      fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare
+      Klagemål, som de ikke kunde bevise,
+  8.  efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes
+      Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i
+      noget Stykke."
+
+  9.  Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede
+      Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og
+      der stå for min Domstol i denne Sag?"
+ 10.  Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør
+      jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved
+      helt vel.
+ 11.  Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden,
+      vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse
+      anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til
+      dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."
+ 12.  Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind
+      under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."
+
+ 13.  Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike
+      til Kæsarea og hilste på Festus.
+ 14.  Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen
+      Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som
+      Fange;
+ 15.  imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg
+      var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.
+ 16.  Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget
+      Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til
+      Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
+ 17.  Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den
+      næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.
+ 18.  Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan
+      Beskyldning, som jeg havde formodet;
+ 19.  men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen
+      Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod
+      er i Live.
+ 20.  Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde
+      jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag
+      pådømme.
+ 21.  Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens
+      Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil
+      jeg kan sende ham til Kejseren."
+ 22.  Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre
+      den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."
+ 23.  Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og
+      gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens
+      ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.
+ 24.  Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os
+      til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har
+      henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at
+      han ikke længer bør leve.
+ 25.  Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og
+      da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende
+      ham derhen.
+ 26.  Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor
+      lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa!
+      for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.
+ 27.  Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at
+      angive Beskyldningerne imod ham."
+
+Apostelenes gerninger 26
+
+  1.  Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig
+      selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:
+  2.  "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig
+      for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af
+      Jøderne, Kong Agrippa!
+  3.  navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og
+      Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil
+      høre mig.
+  4.  Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført
+      iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;
+  5.  thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers
+      ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste
+      Parti i vor Gudsdyrkelse.
+  6.  Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som
+      er given af Gud til vore Fædre,
+  7.  og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene
+      Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af
+      Jøder, o Konge!
+  8.  Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?
+  9.  Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu,
+      Nazaræerens Navn,
+ 10.  og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af
+      de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af
+      Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min
+      Stemme dertil.
+ 11.  Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til
+      at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg
+      dem endog til de udenlandske Byer.
+ 12.  Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og
+      Myndighed fra Ypperstepræsterne,
+ 13.  så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen,
+      som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med
+      mig.
+ 14.  Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde
+      til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du
+      mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.
+ 15.  Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus,
+      som du forfølger.
+ 16.  Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig
+      for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som
+      du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,
+ 17.  idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke
+      jeg udsender dig
+ 18.  for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys
+      og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes
+      Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på
+      mig.
+ 19.  Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske
+      Syn;
+ 20.  men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i
+      Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de
+      skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre
+      Gerninger, Omvendelsen værdige.
+ 21.  For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og
+      forsøgte at slå mig ihjel.
+ 22.  Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har
+      stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg
+      intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt
+      skulde ske,
+ 23.  at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes
+      Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for
+      Hedningerne."
+ 24.  Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst:
+      "Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."
+ 25.  Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg
+      taler sande og betænksomme Ord.
+ 26.  Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt,
+      efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham;
+      thi dette er ikke sket i en Vrå.
+ 27.  Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."
+ 28.  Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du
+      overtaler mig til at blive en Kristen."
+ 29.  Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes
+      lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig
+      i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."
+ 30.  Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade
+      hos dem.
+ 31.  Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand
+      gør intet, som fortjener Død eller Lænker."
+ 32.  Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt,
+      dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."
+
+Apostelenes gerninger 27
+
+  1.  Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien,
+      overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand
+      ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
+  2.  Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til
+      Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og
+      Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
+  3.  Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede
+      Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde
+      Pleje.
+  4.  Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden
+      var imod.
+  5.  Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom
+      til Myra i Lykien.
+  6.  Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til
+      Italien, og bragte os over i det.
+  7.  Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og
+      næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi
+      ned under Kreta ved Salmone.
+  8.  Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som
+      kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.
+  9.  Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var
+      farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus
+      dem og sagde:
+ 10.  "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen
+      Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."
+ 11.  Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på
+      det, som Paulus sagde.
+ 12.  Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de
+      fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen
+      og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod
+      Sydvest og Nordvest,
+ 13.  Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres
+      Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under
+      Kreta.
+ 14.  Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den,
+      den såkaldte "Eurakvilo".
+ 15.  Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden,
+      opgave vi det og lode os drive.
+ 16.  Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede
+      vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
+ 17.  Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og
+      omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive
+      kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således
+      drive.
+ 18.  Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at
+      kaste over Bord.
+ 19.  Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets
+      Redskaber.
+ 20.  Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og
+      vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af
+      alt Håb om Redning os betaget.
+ 21.  Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus
+      frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt
+      mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne
+      Ulykke og Skade.
+ 22.  Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl
+      af eder skal forgå, men alene Skibet.
+ 23.  Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg
+      tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:
+ 24.  "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og
+      se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."
+ 25.  Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til
+      Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.
+ 26.  Men vi må strande på en Ø."
+ 27.  Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav,
+      kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i
+      Nærheden.
+ 28.  Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere
+      fremme atter loddede, fik de femten Favne.
+ 29.  Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire
+      Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.
+ 30.  Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og
+      firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre
+      ud fra Forstavnen,
+ 31.  da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom
+      disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."
+ 32.  Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.
+ 33.  Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage
+      Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have
+      ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
+ 34.  Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette
+      hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt
+      for nogen af eder."
+ 35.  Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for
+      alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
+ 36.  Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.
+ 37.  Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og
+      halvfjerdsindstyve Sjæle.
+ 38.  Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at
+      kaste Levnedsmidlerne i Søen.
+ 39.  Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en
+      Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte
+      Skibet ind på.
+ 40.  Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste
+      tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden,
+      holdt de ind på Strandbredden.
+ 41.  Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der
+      satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod
+      urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
+ 42.  Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne,
+      for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
+ 43.  Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i
+      dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først
+      kaste sig ud og slippe i Land,
+ 44.  og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af
+      Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.
+
+Apostelenes gerninger 28
+
+  1.  Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.
+  2.  Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de
+      tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns
+      og Kuldens Skyld.
+  3.  Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der
+      en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.
+  4.  Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til
+      hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen
+      ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."
+  5.  Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
+  6.  Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde
+      død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete
+      ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han
+      var en Gud.
+  7.  Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn
+      Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os
+      venligt Herberge i tre Dage.
+  8.  Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og
+      Blodgang.  Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på
+      ham og helbredte ham.
+  9.  Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,
+      til ham og bleve helbredte.
+ 10.  De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om
+      Bord i Skibet, hvad vi trængte til.
+
+ 11.  Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et
+      aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte
+      Tvillingernes Mærke.
+ 12.  Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
+ 13.  Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags
+      Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
+ 14.  Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i
+      syv Dage. Og så droge vi til Rom.
+ 15.  Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til
+      Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han
+      Gud og fattede Mod.
+ 16.  Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til
+      Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for
+      sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.
+
+ 17.  Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de
+      fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han
+      til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort
+      Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som
+      Fange i Romernes Hænder,
+ 18.  og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi
+      der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
+ 19.  Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig
+      ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage
+      mit Folk for.
+ 20.  Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og
+      tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne
+      Lænke."
+ 21.  Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om
+      dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt
+      eller sagt noget ondt om dig.
+ 22.  Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti
+      er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."
+ 23.  Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i
+      Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om
+      Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose
+      Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.
+ 24.  Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre
+      troede ikke.
+ 25.  Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt
+      dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten
+      Esajas til eders Fædre og sagt:
+ 26.  "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og
+      ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;
+ 27.  thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
+      tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
+      med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
+      sig, så jeg kunde helbrede dem."
+ 28.  Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt
+      til Hedningerne; de skulle også høre."
+ 29.  Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor
+      Trætte imellem dem indbyrdes.
+ 30.  Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,
+      som kom til ham,
+ 31.  idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al
+      Frimodighed, uhindret.
+
+
+Romerne
+
+Romerne 1
+
+  1.  Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at
+      forkynde Guds Evangelium,
+  2.  hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige
+      Skrifter,
+  3.  om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,
+  4.  kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved
+      Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,
+  5.  ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke
+      Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
+  6.  iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:
+  7.  Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være
+      med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
+
+  8.  Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi
+      eders Tro omtales i den hele Verden.
+  9.  Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns
+      Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,
+ 10.  idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig
+      engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
+ 11.  Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder
+      nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,
+ 12.  det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens
+      Tro, både eders og min.
+ 13.  Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg
+      ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg
+      bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt
+      eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.
+ 14.  Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står
+      jeg i Gæld.
+ 15.  således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde
+      Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
+ 16.  Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds
+      Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og
+      for Græker.
+ 17.  Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er
+      skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."
+
+ 18.  Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og
+      Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved
+      Uretfærdighed;
+ 19.  thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud
+      har jo åbenbaret dem det.
+ 20.  Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og
+      Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås
+      af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.
+ 21.  Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke
+      som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres
+      uforstandige Hjerte blev formørket.
+ 22.  Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer
+ 23.  og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i
+      Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og
+      krybende dyr.
+
+ 24.  Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,
+      til at vanære deres Legemer indbyrdes,
+ 25.  de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente
+      Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
+ 26.  Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres
+      Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,
+ 27.  og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden
+      og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede
+      Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde
+      sig, på sig selv.
+ 28.  Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav
+      Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,
+ 29.  opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde
+      af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;
+ 30.  Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;
+      Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,
+ 31.  uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;
+ 32.  - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der
+      øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men
+      også give dem, som øve det, deres Bifald.
+
+Romerne 2
+
+  1.  Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som
+      dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi
+      du, som dømmer, øver det samme.
+  2.  Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som
+      øve sådanne Ting.
+  3.  Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og
+      selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
+  4.  Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds
+      Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
+  5.  Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig
+      selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
+  6.  han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
+  7.  dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og
+      Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
+  8.  men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men
+      adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
+  9.  Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,
+      både en Jødes først og en Grækers;
+ 10.  men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både
+      en Jøde først og en Græker!
+
+ 11.  Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
+ 12.  Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes
+      uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle
+      dømmes ved Loven;
+ 13.  thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere
+      skulle retfærdiggøres
+ 14.  thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad
+      Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;
+ 15.  de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres
+      Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller
+      også forsvare hverandre
+ 16.  på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit
+      Evangelium ved Jesus Kristus.
+ 17.  Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og
+      roser dig af Gud
+ 18.  og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du
+      undervises af Loven,
+ 19.  og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som
+      ere i Mørke,
+ 20.  uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har
+      Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,
+ 21.  du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som
+      prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.
+ 22.  Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,
+      som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
+ 23.  Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af
+      Loven!
+ 24.  Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",
+      som der er skrevet.
+
+ 25.  Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens
+      Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
+ 26.  Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans
+      Forhud blive regnet som Omskærelse?
+ 27.  Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme
+      dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
+ 28.  Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det
+      Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
+ 29.  men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd,
+      ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,
+
+Romerne 3
+
+  1.  Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
+  2.  Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem
+      betroede.
+  3.  Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds
+      Trofasthed til intet?
+  4.  Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske
+      er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig
+      i dine Ord og vinde, når du går i Rette."
+  5.  Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad
+      skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin
+      Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
+  6.  Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme
+      Verden?
+  7.  Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere
+      til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
+  8.  Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som
+      nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme
+      deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.
+
+  9.  Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor
+      anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
+ 10.  som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;
+ 11.  der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
+ 12.  alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen,
+      som øver Godhed, der er end ikke een."
+ 13.  "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;"
+      "der er Slangegift under deres Læber;"
+ 14.  "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"
+ 15.  "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
+ 16.  der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
+ 17.  og Freds Vej have de ikke kendt."
+ 18.  "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."
+ 19.  Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som
+      ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden
+      blive strafskyldig for Gud,
+ 20.  efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens
+      Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.
+
+ 21.  Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der
+      vidnes af Loven og Profeterne.
+ 22.  nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og
+      over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
+ 23.  Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
+ 24.  og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den
+      Forløsning, som er i Kristus Jesus,
+ 25.  hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for
+      at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde
+      båret over med de forhen begåede Synder,
+ 26.  for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han
+      kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på
+      Jesus.
+
+ 27.  Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov?
+      Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
+ 28.  Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro,
+      uden Lovens Gerninger.
+ 29.  Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo,
+      også Hedningers;
+ 30.  så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og
+      uomskårne ved Troen.
+ 31.  Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej,
+      vi hævde Loven.
+
+Romerne 4
+
+  1.  Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet
+      efter Kødet?
+  2.  Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han
+      Ros, men ikke for Gud.
+  3.  Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev
+      regnet ham til Retfærdighed."
+  4.  Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men
+      som Skyldighed;
+  5.  den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som
+      retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
+  6.  ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud
+      tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
+  7.  "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere
+      skjulte;
+  8.  salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."
+
+  9.  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de
+      uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til
+      Retfærdighed.
+ 10.  Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller
+      da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde
+      Forhud.
+ 11.  Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens
+      Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde
+      være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at
+      Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
+ 12.  og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse,
+      men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde
+      som uomskåren.
+
+ 13.  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at
+      han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
+ 14.  Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen
+      bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
+ 15.  Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller
+      ikke Overtrædelse.
+ 16.  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at
+      Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af
+      Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til
+      os alle
+ 17.  (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags
+      Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de
+      døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
+ 18.  Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange
+      Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd
+      være;"
+ 19.  og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede
+      udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras
+      Moderliv var udlevet;
+ 20.  men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev
+      han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
+ 21.  og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig
+      til også at gøre.
+ 22.  Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
+ 23.  Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham
+      tilregnet,
+ 24.  men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på
+      ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
+ 25.  ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst
+      for vor Retfærdiggørelses Skyld.
+
+Romerne 5
+
+  1.  Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre
+      Jesus Krist,
+  2.  ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde,
+      hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
+  3.  ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi
+      vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
+  4.  men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,
+  5.  men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore
+      Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
+  6.  Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den
+      bestemte Tid for ugudelige.
+  7.  Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var
+      der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,
+  8.  men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde
+      for os, medens vi endnu vare Syndere.
+  9.  Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne
+      retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
+ 10.  Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans
+      Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne
+      forligte, frelses ved hans Liv,
+ 11.  ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved
+      vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.
+
+ 12.  Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og
+      Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle
+      Mennesker, efterdi de syndede alle
+ 13.  thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke.
+      hvor der ikke er Lov;
+ 14.  dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke
+      syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et
+      Forbillede på den, der skulde komme.
+ 15.  Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde
+      de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven
+      i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til
+      de mange.
+ 16.  Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen
+      blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra
+      mange Fald til Retfærdiggørelse.
+ 17.  Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da
+      skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og
+      Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
+ 18.  Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til
+      Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle
+      Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
+ 19.  Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til
+      Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til
+      retfærdige.
+
+ 20.  Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor
+      Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,
+ 21.  for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden
+      skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus
+      Kristus, vor Herre.
+
+Romerne 6
+
+  1.  Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at
+      Nåden kunde blive desto større?
+  2.  Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes
+      skulle vi endnu leve i den?
+  3.  Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus
+      Jesus, bleve døbte til hans Død?
+  4.  Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at,
+      ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed,
+      således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
+  5.  Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede,
+      skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
+  6.  idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet
+      med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi
+      ikke mere skulde tjene Synden.
+  7.  Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
+  8.  Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle
+      leve med ham,
+  9.  efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde,
+      ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
+ 10.  Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han
+      lever, lever han for Gud.
+ 11.  Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men
+      levende for Gud i Kristus Jesus.
+ 12.  Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde
+      dets Begæringer;
+ 13.  fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds
+      Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra
+      døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben
+      for Gud.
+ 14.  Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men
+      under Nåde.
+
+ 15.  Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under
+      Nåde? Det være langt fra!
+ 16.  Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til
+      Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til
+      Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
+ 17.  Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve
+      af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve
+      overgivne.
+ 18.  Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
+ 19.  Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds
+      Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som
+      Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således
+      fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til
+      Helliggørelse!
+ 20.  Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for
+      Retfærdigheden.
+ 21.  Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme
+      eder; Enden derpå er jo Død.
+ 22.  Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds
+      Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå
+      et evigt Liv;
+ 23.  thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i
+      Kristus Jesus, vor Herre.
+
+Romerne 7
+
+  1.  Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som
+      kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han
+      lever?
+  2.  Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han
+      lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
+  3.  Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden
+      Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra
+      den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden
+      Mands.
+  4.  Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi
+      Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst
+      fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
+  5.  Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes
+      ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
+  6.  Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det,
+      hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke
+      i Bogstavens gamle Væsen.
+
+  7.  Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men
+      jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke
+      Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
+  8.  Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i
+      mig; thi uden Lov er Synden død.
+  9.  Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden
+      op;
+ 10.  men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive
+      mig til Død;
+ 11.  thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og
+      dræbte mig ved det.
+ 12.  Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og
+      godt.
+ 13.  Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden
+      blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det
+      gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive
+      overvættes syndig.
+ 14.  Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt
+      under Synden.
+ 15.  Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg
+      vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
+ 16.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven
+      i, at den er god.
+ 17.  Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som
+      bor i mig.
+ 18.  Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke
+      godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg
+      ikke;
+ 19.  thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som
+      jeg ikke vil, det øver jeg.
+ 20.  Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere
+      mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
+ 21.  Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det
+      onde ligger mig for Hånden
+ 22.  Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
+ 23.  men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit
+      Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine
+      Lemmer.
+ 24.  Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens
+      Legeme?
+ 25.  Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener
+      med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
+
+Romerne 8
+
+  1.  Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus
+      Jesus.
+  2.  Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og
+      Dødens Lov.
+  3.  Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved
+      Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt
+      Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i
+      Kødet,
+  4.  for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter
+      Kødet, men efter Ånden.
+  5.  Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men
+      de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
+  6.  Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
+  7.  efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
+      Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
+  8.  Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
+  9.  I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor
+      i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke
+      til.
+ 10.  Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at
+      Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
+ 11.  Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da
+      skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også
+      eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
+
+ 12.  Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde
+      leve efter Kødet;
+ 13.  thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved
+      Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
+ 14.  Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
+ 15.  I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge
+      en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
+ 16.  Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
+ 17.  Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og
+      Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at
+      herliggøres med ham.
+
+ 18.  Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at
+      regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
+ 19.  Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
+ 20.  Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin
+      Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
+ 21.  med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra
+      Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
+ 22.  Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen
+      i Veer indtil nu.
+ 23.  Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens
+      Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en
+      Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
+ 24.  Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et
+      Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
+ 25.  Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med
+      Udholdenhed.
+ 26.  Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi
+      vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden
+      selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
+ 27.  Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at
+      den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
+
+ 28.  Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske
+      Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
+ 29.  Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive
+      ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være
+      førstefødt iblandt mange Brødre.
+ 30.  Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han
+      kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han
+      retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.
+
+ 31.  Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da
+      være imod os?
+ 32.  Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os
+      alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle
+      Ting?
+ 33.  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
+ 34.  Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja,
+      meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også
+      går i Forbøn for os.
+ 35.  Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller
+      Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare
+      eller Sværd?
+ 36.  som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi
+      bleve regnede som Slagtefår."
+ 37.  Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
+ 38.  Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller
+      Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller
+      Kræfter
+ 39.  eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal
+      kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
+
+Romerne 9
+
+  1.  Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed
+      vidner med mig i den Helligånd,
+  2.  at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
+  3.  Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste
+      for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
+  4.  de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden
+      og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne
+      tilhøre,
+  5.  hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han,
+      som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.
+
+  6.  Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme
+      fra Israel, ere Israel;
+  7.  ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I
+      Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
+  8.  Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens
+      Børn regnes for Sæd.
+  9.  Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme,
+      så skal Sara have en Søn."
+ 10.  Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka,
+      da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
+ 11.  Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt
+      eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde
+      stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der
+      kalder,
+ 12.  sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
+ 13.  som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."
+
+ 14.  Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det
+      være langt fra!
+ 15.  Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den,
+      hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg
+      forbarmer mig over."
+ 16.  Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som
+      løber, men til Gud, som er barmhjertig.
+ 17.  Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå,
+      for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde
+      forkyndes på hele Jorden."
+ 18.  Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder
+      den, som han vil.
+
+ 19.  Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem
+      står hans Villie imod?
+ 20.  Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud?
+      mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det:
+      Hvorfor gjorde du mig således?
+ 21.  Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme
+      Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
+ 22.  Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre
+      sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare
+      beredte til Fortabelse,
+ 23.  også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over
+      Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
+ 24.  Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af
+      Hedninger,
+ 25.  som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil
+      jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den
+      elskede;
+ 26.  og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I
+      ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
+ 27.  Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var
+      som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
+ 28.  Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han
+      fuldbyrde det på Jorden."
+ 29.  Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke
+      havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte
+      lige med Gomorra."
+
+ 30.  Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter
+      Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
+ 31.  men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke
+      til en sådan Lov.
+ 32.  Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De
+      stødte an på Anstødsstenen,
+ 33.  som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en
+      Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til
+      Skamme."
+
+Romerne 10
+
+  1.  Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres
+      Frelse.
+  2.  Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud,
+      men ikke med Forstand;
+  3.  thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at
+      opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under
+      Guds Retfærdighed.
+
+  4.  Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som
+      tror.
+  5.  Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der
+      er af Loven, skal leve ved den.
+  6.  Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
+      Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;
+  7.  eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente
+      Kristus op fra de døde.
+  8.  Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit
+      Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.
+  9.  Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
+      dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive
+      frelst.
+ 10.  Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden
+      bekender man til Frelse.
+ 11.  Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive
+      til Skamme."
+ 12.  Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er
+      alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.
+ 13.  Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.
+
+ 14.  Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet?
+      og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og
+      hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?
+ 15.  og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte?
+      Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som
+      forkynde godt Budskab."
+ 16.  Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem
+      troede det, (han hørte af os?")
+ 17.  Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer
+      igennem Kristi Ord.
+ 18.  Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er
+      deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."
+ 19.  Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses:
+      "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod
+      et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."
+ 20.  Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som
+      ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter
+      mig."
+ 21.  Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder
+      imod et ulydigt og genstridigt Folk."
+
+Romerne 11
+
+  1.  Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
+      Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
+  2.  Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
+      I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
+      træder frem for Gud imod Israel, sigende:
+  3.  "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
+      nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
+      mit Liv."
+  4.  Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
+      mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
+  5.  Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
+      et Nådes-Udvalg.
+  6.  Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
+      bliver Nåden ikke mere Nåde.
+  7.  Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
+      Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
+  8.  som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
+      at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
+  9.  Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
+      Anstød og til Gengældelse for dem;
+ 10.  deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
+      Ryg!"
+
+ 11.  Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
+      være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
+      Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
+ 12.  Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
+      Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
+ 13.  Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
+      Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
+ 14.  om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
+      af dem.
+ 15.  Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
+      da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?
+
+ 16.  Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
+      dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
+ 17.  Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
+      Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
+      Olietræets Rod og Fedme,
+ 18.  da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
+      jo ikke du Roden, men Roden dig.
+ 19.  Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
+      indpodet.
+ 20.  Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
+      Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
+ 21.  Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
+      spare dig.
+ 22.  Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
+      Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
+      Godhed; ellers skal også du afhugges.
+ 23.  Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
+      thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
+ 24.  Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
+      Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
+      meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
+      af Natur tilhøre!
+
+ 25.  Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
+      Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
+      Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
+      Hedningernes Fylde er gået ind;
+ 26.  og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
+      skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
+ 27.  og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
+ 28.  Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
+      Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
+ 29.  thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
+ 30.  Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
+      Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
+ 31.  således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
+      Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
+      Del.
+ 32.  Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
+      forbarme sig over alle.
+ 33.  O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
+      ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
+ 34.  Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
+ 35.  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
+      derfor?
+ 36.  Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
+      Evighed! Amen.
+
+Romerne 12
+
+  1.  Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at
+      fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud
+      velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.
+  2.  Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder
+      forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er
+      Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.
+
+  3.  Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt
+      eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør
+      tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver
+      Troens Mål.
+  4.  Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne
+      ikke alle have den samme Gerning,
+  5.  således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig
+      hverandres Lemmer.
+  6.  Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er
+      given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold
+      til vor Tro;
+  7.  eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om
+      nogen lærer, på Lærergerningen;
+  8.  eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre
+      det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver;
+      den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!
+
+  9.  Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til
+      det gode;
+ 10.  værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne;
+      forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!
+ 11.  Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener
+      Herren;
+ 12.  værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i
+      Bønnen!
+ 13.  Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på
+      Gæstfrihed!
+ 14.  Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!
+ 15.  Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!
+ 16.  Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men
+      holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
+ 17.  Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er
+      godt for alle Menneskers Åsyn!
+ 18.  Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred
+      med alle Mennesker:
+ 19.  Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der
+      er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger
+      Herren."
+ 20.  Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster,
+      giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul
+      på hans Hoved.
+ 21.  Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med
+      det gode!
+
+Romerne 13
+
+  1.  Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er
+      ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
+  2.  så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning;
+      men de, som modstå, skulle få deres Dom.
+  3.  Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for
+      den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det
+      gode, og du skal få Ros af den.
+  4.  Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det
+      onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er
+      nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det
+      onde.
+  5.  Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for
+      Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
+  6.  Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som
+      just tage Vare på dette.
+  7.  Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat
+      skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den,
+      som Ære, Ære.
+
+  8.  Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi
+      den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
+  9.  Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må
+      ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er,
+      det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig
+      selv,"
+ 10.  Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden
+      Lovens Fylde.
+
+ 11.  Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I
+      skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi
+      bleve troende.
+ 12.  Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor
+      aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;
+ 13.  lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik,
+      ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;
+ 14.  men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg
+      for Kødet, så Begæringer vækkes!
+
+Romerne 14
+
+  1.  Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke
+      hans Meninger!
+  2.  En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun
+      Urter.
+  3.  Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den,
+      som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har
+      taget sig af ham.
+  4.  Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står
+      eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er
+      mægtig til at lade ham stå.
+  5.  En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage
+      lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!
+  6.  Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den,
+      som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som
+      ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.
+  7.  Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
+  8.  thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for
+      Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.
+  9.  Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske
+      både over døde og levende.
+ 10.  Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor
+      ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds
+      Domstol.
+ 11.  Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig
+      skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."
+ 12.  Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.
+
+ 13.  Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere
+      dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.
+ 14.  Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig
+      selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det
+      urent.
+ 15.  Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du
+      ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse,
+      for hvis Skyld Kristus er død.
+ 16.  Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!
+ 17.  Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i
+      Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.
+ 18.  Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og
+      tækkelig for Menneskene.
+ 19.  Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og
+      indbyrdes Opbyggelse!
+ 20.  Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det
+      er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.
+ 21.  Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at
+      gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.
+ 22.  Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som
+      ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
+ 23.  Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det
+      ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.
+
+Romerne 15
+
+  1.  Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og
+      ikke være os selv til Behag.
+  2.  Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til
+      Opbyggelse.
+  3.  Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er
+      skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."
+  4.  Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor
+      Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og
+      Skrifternes Trøst.
+  5.  Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige
+      indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
+  6.  for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres
+      Jesu Kristi Fader.
+  7.  Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget
+      sig af os, til Guds Ære.
+  8.  Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for
+      Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til
+      Fædrene;
+  9.  men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds
+      Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt
+      Hedninger og lovsynge dit Navn,"
+ 10.  Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"
+ 11.  Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle
+      prise ham."
+ 12.  Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der
+      rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger
+      håbe."
+ 13.  Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for
+      at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!
+
+ 14.  Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I
+      også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand
+      til også at påminde hverandre.
+ 15.  Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at
+      påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud
+ 16.  til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der
+      som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive
+      et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.
+ 17.  Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.
+ 18.  Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som
+      Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers
+      Lydighed, ved Ord og Handling,
+ 19.  ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at
+      jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til
+      fulde forkyndt Kristi Evangelium;
+ 20.  dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke
+      der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en
+      andens Grundvold,
+ 21.  men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort
+      om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."
+
+ 22.  Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme
+      til eder.
+ 23.  Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har
+      haft Længsel efter at komme til eder,
+ 24.  vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg
+      håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret
+      derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos
+      eder.
+ 25.  Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.
+ 26.  Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et
+      Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.
+ 27.  De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi
+      ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere
+      de også skyldige at tjene dem med de timelige.
+ 28.  Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem,
+      vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.
+ 29.  Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med
+      Kristi Velsignelses Fylde.
+
+ 30.  Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved
+      Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig
+      til Gud,
+ 31.  for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde
+      til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,
+ 32.  for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og
+      vederkvæges med eder.
+ 33.  Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.
+
+Romerne 16
+
+  1.  Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved
+      Menighed i Kenkreæ,
+  2.  for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de
+      hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge
+      til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for
+      mig selv med.
+  3.  Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
+  4.  som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke
+      alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;
+  5.  og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede,
+      som er Asiens Førstegrøde for Kristus.
+  6.  Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
+  7.  Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som
+      jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i
+      Kristus før mig.
+  8.  Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!
+  9.  Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min
+      elskede!
+ 10.  Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af
+      Aristobulus's Hus.
+ 11.  Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som
+      ere i Herren.
+ 12.  Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis,
+      den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
+ 13.  Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!
+ 14.  Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene
+      hos dem!
+ 15.  Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og
+      alle de hellige hos dem!
+ 16.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder
+      hilse eder!
+
+ 17.  Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde
+      Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have
+      lært, og viger bort fra dem!
+ 18.  Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og
+      ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter.
+ 19.  Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig
+      over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det
+      gode og enfoldige med Hensyn til det onde.
+ 20.  Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders
+      Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
+
+ 21.  Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater,
+      mine Frænder, hilse eder.
+ 22.  Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i
+      Herren.
+ 23.  Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus,
+      Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.
+
+ 24.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.)
+ 25.  Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af
+      Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en
+      Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,
+ 26.  men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den
+      evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til
+      TrosLydighed:
+ 27.  Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders
+      Evighed! Amen.
+
+
+1.Korinterne
+
+1.Korinterne 1
+
+  1.  Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen
+      Sosthenes
+  2.  til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus,
+      hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted
+      påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn:
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  4.  Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev
+      givet eder i Kristus Jesus,
+  5.  at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab,
+  6.  ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder,
+  7.  så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor
+      Herres Jesu Kristi Åbenbarelse,
+  8.  han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige
+      på vor Herres Jesu Kristi Dag,
+  9.  Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans
+      Søn, Jesus Kristus, vor Herre.
+
+ 10.  Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn,
+      at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes
+      Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det
+      samme Sind og i den samme Mening.
+ 11.  Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes
+      Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder.
+ 12.  Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til,
+      og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus.
+ 13.  Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller
+      bleve I døbte til Paulus's Navn?
+ 14.  Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden
+      Krispus og Kajus,
+ 15.  for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn.
+ 16.  Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg
+      døbte nogen anden.
+
+ 17.  Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde
+      Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde
+      tabe sin Kraft.
+ 18.  Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men
+      for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft.
+ 19.  Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de
+      forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet."
+ 20.  Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en
+      Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til
+      Dårskab?
+ 21.  Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans
+      Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem,
+      som tro,
+ 22.  eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom,
+ 23.  vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en
+      Forargelse og for Hedninger en Dårskab,
+ 24.  men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds
+      Kraft og Guds Visdom.
+ 25.  Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er
+      stærkere end Menneskene.
+
+ 26.  Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise
+      efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
+ 27.  men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme
+      de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at
+      beskæmme det stærke;
+ 28.  og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var,
+      udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet,
+ 29.  for at intet Kød skal rose sig for Gud.
+ 30.  Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud,
+      både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;
+ 31.  for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af
+      Herren!"
+
+1.Korinterne 2
+
+  1.  Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte
+      eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom;
+  2.  thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus
+      Kristus og ham korsfæstet;
+  3.  og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven,
+  4.  og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende
+      Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning,
+  5.  for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på
+      Guds Kraft.
+
+  6.  Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der
+      ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens
+      Herskere, som blive til intet;
+  7.  men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult,
+      som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed,
+  8.  hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde
+      de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;
+  9.  men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre
+      har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud
+      har beredt dem, som elske ham."
+ 10.  Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle
+      Ting, også Guds Dybder.
+ 11.  Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden
+      Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt,
+      hvad der er i Gud, uden Guds Ånd.
+ 12.  Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi
+      kunne vide, hvad der er os skænket af Gud;
+ 13.  og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig
+      Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting
+      med åndelige Ord.
+
+ 14.  Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre
+      Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende
+      dem, thi de bedømmes åndeligt.
+ 15.  Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han
+      af ingen.
+ 16.  Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise
+      ham? Men vi have Kristi Sind.
+
+1.Korinterne 3
+
+  1.  Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men
+      som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus.
+  2.  Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu
+      ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu;
+  3.  thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt
+      eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis?
+  4.  Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg
+      hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?
+
+  5.  Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I
+      bleve troende og det, efter som Herren gav enhver.
+  6.  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst.
+  7.  Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som
+      vander, men Gud, som giver Vækst.
+  8.  Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få
+      sin egen Løn efter sit eget Arbejde.
+  9.  Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.
+
+ 10.  Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis
+      Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver
+      se til, hvorledes han bygger derpå!
+ 11.  thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt,
+      hvilken er Jesus Kristus.
+ 12.  Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare
+      Sten, Træ, Hø, Strå,
+ 13.  da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det
+      klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde
+      er, det skal Ilden prøve.
+ 14.  Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han
+      få Løn;
+ 15.  dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den;
+      men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild.
+ 16.  Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder?
+ 17.  Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi
+      Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.
+
+ 18.  Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt
+      eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde
+      viis.
+ 19.  Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet:
+      "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;"
+ 20.  og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere
+      forfængelige."
+ 21.  Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders,
+ 22.  være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv
+      eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting
+      ere eders;
+ 23.  men I ere Kristi, og Kristus er Guds.
+
+1.Korinterne 4
+
+  1.  Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds
+      Hemmeligheder!
+  2.  I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro,
+  3.  Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en
+      menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv.
+  4.  Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed
+      retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren.
+  5.  Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som
+      både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og
+      åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.
+
+  6.  Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for
+      eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad
+      der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal
+      opblæse sig mod en anden.
+  7.  Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået
+      givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig
+      da, som om du ikke havde fået det?
+  8.  I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne
+      Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi
+      kunde være Konger med eder!
+  9.  Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de
+      ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for
+      Verden, både for Engle og Mennesker.
+ 10.  Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi
+      svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede.
+ 11.  Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få
+      Næveslag og have intet blivende Sted
+ 12.  og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os,
+      velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri;
+ 13.  spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi
+      blevne, et Udskud for alle indtil nu.
+
+ 14.  Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder
+      eder som mine elskede Børn.
+ 15.  Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog
+      ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved
+      Evangeliet.
+ 16.  Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere!
+ 17.  Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og
+      trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i
+      Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed.
+ 18.  Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer
+      til eder;
+ 19.  men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig
+      bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft.
+ 20.  Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft.
+ 21.  Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med
+      Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?
+
+1.Korinterne 5
+
+  1.  I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan
+      Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med
+      sin Faders Hustru.
+  2.  Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den,
+      som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte!
+  3.  Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med
+      Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom
+      over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette,
+  4.  at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så
+      med vor Herres Jesu Kraft
+  5.  at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for
+      af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag.
+  6.  Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en
+      liden Surdejg syrer hele Dejgen?
+  7.  Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg,
+      ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet,
+      nemlig Kristus.
+  8.  Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej
+      heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og
+      Sandheds usyrede Brød.
+
+  9.  Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med
+      utugtige,
+ 10.  ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og
+      Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden.
+ 11.  Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om
+      nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg
+      eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller
+      en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.
+ 12.  Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme
+      I ikke dem, som ere indenfor?
+ 13.  Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder
+      selv!
+
+1.Korinterne 6
+
+  1.  Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over
+      sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige?
+  2.  Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når
+      Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms
+      i de ringeste Sager?
+  3.  Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige
+      Ting!
+  4.  Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til
+      Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden?
+  5.  Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis
+      iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem?
+  6.  Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro!
+  7.  Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have
+      Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret?
+      hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre?
+  8.  Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre!
+  9.  Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige?
+      Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller
+      Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller
+      de, som øve den,
+ 10.  eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster,
+      ingen Røvere skulle arve Guds Rige.
+ 11.  Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I
+      bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu
+      Navn og ved vor Guds Ånd.
+
+ 12.  Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig
+      tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget.
+ 13.  Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre
+      både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for
+      Herren, og Herren for Legemet;
+ 14.  og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft.
+ 15.  Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da
+      tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt
+      fra!
+ 16.  Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet
+      Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet
+      Kød."
+ 17.  Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham.
+ 18.  Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for
+      Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget
+      Legeme.
+ 19.  Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den
+      Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke
+      ere eders egne?
+ 20.  Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme!
+
+1.Korinterne 7
+
+  1.  Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for
+      en Mand ikke at røre en Kvinde;
+  2.  men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver
+      Kvinde have sin egen Mand.
+  3.  Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen
+      Manden.
+  4.  Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså
+      råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
+  5.  Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke,
+      til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter
+      at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke
+      formå at være afholdende.
+  6.  Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
+  7.  Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er;
+      men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden
+      så.
+
+  8.  Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem,
+      om de forblive som jeg.
+  9.  Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det
+      er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
+
+ 10.  Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal
+      skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig
+      fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og
+      at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
+
+ 12.  Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har
+      en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade
+      han hende ikke!
+ 13.  Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at
+      bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
+ 14.  Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro
+      Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene,
+      men nu ere de hellige.
+ 15.  Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder
+      eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har
+      kaldet os til Fred.
+ 16.  Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad
+      ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
+ 17.  Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud
+      har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
+ 18.  Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over;
+      er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
+ 19.  Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men
+      det at holde Guds Bud.
+ 20.  Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
+ 21.  Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du
+      også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
+ 22.  Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne;
+      ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
+ 23.  Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
+ 24.  I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han
+      for Gud!
+
+ 25.  Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men
+      giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har
+      forundt at være troværdig.
+ 26.  Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende
+      Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
+ 27.  Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du
+      ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
+ 28.  Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru
+      gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i
+      Kødet. Men jeg skåner eder.
+ 29.  Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at
+      herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de
+      ingen have,
+ 30.  og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig,
+      som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke
+      besidde,
+ 31.  og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den;
+      thi denne Verdens Skikkelse forgår.
+ 32.  Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er
+      bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan
+      behage Herren;
+ 33.  men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til,
+      hvorledes han kan behage Hustruen.
+ 34.  Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte
+      er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan
+      være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for
+      det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
+ 35.  Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en
+      Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig
+      Vedhængen ved Herren.
+ 36.  Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun
+      sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil,
+      han synder ikke; lad dem gifte sig!
+ 37.  Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har
+      Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at
+      holde sin Datter ugift, han gør vel.
+ 38.  Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som
+      ikke bortgifter hende, gør bedre.
+
+ 39.  En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom
+      Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil,
+      kun at det sker i Herren.
+ 40.  Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er,
+      efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.
+
+1.Korinterne 8
+
+  1.  Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle
+      have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger.
+  2.  Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke
+      således, som man bør kende.
+  3.  Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.)
+  4.  Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er
+      ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een.
+  5.  Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på
+      Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer,
+  6.  så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting
+      ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle
+      Ting ere, og vi ved ham.
+
+  7.  Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge
+      deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og
+      deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes.
+  8.  Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken
+      have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke
+      spise.
+  9.  Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød
+      for de skrøbelige!
+ 10.  Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et
+      Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig,
+      blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet?
+ 11.  Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for
+      hvis Skyld Kristus er død.
+ 12.  Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige
+      Samvittighed, Synde I imod Kristus.
+ 13.  Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed
+      spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.
+
+1.Korinterne 9
+
+  1.  Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus,
+      vor Herre? er I ikke min Gerning i Herren?
+  2.  Er jeg ikke Apostel for andre, så er jeg det dog i det mindste
+      for eder; thi Seglet på min Apostelgerning ere I i Herren.
+  3.  Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig.
+  4.  Have vi ikke Ret til at spise og drikke?
+  5.  Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som
+      også de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas?
+  6.  Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at
+      arbejde?
+  7.  Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig på egen Sold? Hvem planter en
+      Vingård og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og
+      nyder ikke af Hjordens Mælk?
+  8.  Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke
+      også Loven dette?
+  9.  Thi i Mose Lov er der skrevet: "Du må ikke binde Munden til på
+      en Okse, som tærsker." Er det Okserne, Gud bekymrer sig om,
+ 10.  eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor
+      Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i
+      Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del.
+ 11.  Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort,
+      om vi høste eders timelige?
+ 12.  Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere?
+      Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi
+      ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium.
+ 13.  Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, få deres
+      Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med
+      Alteret?
+ 14.  Således har også Herren forordnet for dem, som forkynde
+      Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet.
+ 15.  Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver
+      dog ikke dette, for at det skal ske således med mig; thi jeg vil
+      hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet.
+ 16.  Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig
+      af; der påligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg
+      ikke forkynder det!
+ 17.  Gør jeg nemlig dette af fri Villie, så får jeg Løn; men har jeg
+      imod min Villie fået en Husholdning betroet,
+ 18.  hvad er da min Løn? For at jeg, når jeg forkynder Evangeliet,
+      skal fremsætte det for intet, så at jeg ikke gør Brug af min Ret
+      i Evangeliet.
+
+ 19.  Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv
+      til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere.
+ 20.  Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde
+      Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv
+      er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven;
+ 21.  dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden
+      Lov for God, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem,
+      som ere uden for Loven.
+ 22.  Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde
+      vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i
+      ethvert Fald kunde frelse nogle.
+ 23.  Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive
+      meddelagtig deri.
+
+ 24.  Vide I ikke, at de, som løbe på Banen, løbe vel alle, men ikkun
+      een får Prisen? Således skulle I løbe, for at I kunne vinde den.
+ 25.  Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu
+      vel for at få en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig.
+ 26.  Jeg løber derfor ikke som på det uvisse jeg fægter som en, der
+      ikke slår i Luften;
+ 27.  men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke
+      jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.
+
+1.Korinterne 10
+
+  1.  Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore
+      Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
+  2.  og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
+  3.  og spiste alle den samme åndelige Mad
+  4.  og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig
+      Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
+  5.  Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve
+      slagne ned i Ørkenen.
+  6.  Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke
+      skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede.
+  7.  Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er
+      skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode
+      op at lege."
+  8.  Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve
+      Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde.
+  9.  Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham
+      og bleve ødelagte af Slanger.
+ 10.  Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte
+      af Ødelæggeren.
+ 11.  Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til
+      Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen.
+ 12.  Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!
+ 13.  Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder,
+      og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne,
+      men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den,
+      for at I må kunne udholde den.
+
+ 14.  Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen!
+ 15.  Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger.
+ 16.  Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med
+      Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med
+      Kristi Legeme?
+ 17.  Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle
+      Del i det ene Brød.
+ 18.  Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke
+      Samfund med Alteret?
+ 19.  Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud
+      er noget?
+ 20.  Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke
+      til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde
+      Ånder.
+ 21.  I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne
+      ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord.
+ 22.  Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end
+      han?
+
+ 23.  Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men
+      ikke alt opbygger.
+ 24.  Ingen søge sit eget, men Næstens!
+ 25.  Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge
+      noget af Samvittigheds-Hensyn;
+ 26.  thi Herrens er Jorden og dens Fylde.
+ 27.  Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen,
+      da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget
+      af Samvittigheds-Hensyn.
+ 28.  Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad
+      være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for
+      Samvittighedens Skyld.
+ 29.  Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi
+      hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed?
+ 30.  Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde
+      for det, som jeg takker for?
+ 31.  Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da
+      gører alt til Guds Ære!
+ 32.  Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds
+      Menighed,
+ 33.  ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke
+      søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange,
+      for at de kunne frelses.  (Kap.11.) 1 Vorder mine Efterfølgere,
+      ligesom også jeg er Kristi!
+
+1.Korinterne 11
+  2.  Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast
+      ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.
+  3.  Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved;
+      men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
+  4.  Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved,
+      beskæmmer sit Hoved.
+  5.  Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket
+      Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var
+      hun raget.
+  6.  Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe
+      sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller
+      rages, da tildække hun sig!  7Thi en Mand bør ikke tildække sit
+      Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er
+      Mandens Ære.
+  8.  Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
+  9.  Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for
+      Mandens Skyld.
+ 10.  Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for
+      Englenes Skyld.
+ 11.  Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
+ 12.  Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved
+      Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
+ 13.  Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med
+      utildækket Hoved?
+ 14.  Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt
+      Hår, er det ham en Vanære,
+ 15.  men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det
+      lange Hår er givet hende som et Slør.
+ 16.  Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan
+      Skik, og Guds Menigheder ej heller.
+
+ 17.  Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I
+      komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
+ 18.  For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i
+      Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en
+      Del tror jeg det.
+ 19.  Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede
+      kunne blive åbenbare iblandt eder.
+ 20.  Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
+ 21.  Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den
+      ene hungrer, den anden beruser sig.
+ 22.  Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I
+      Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg
+      sige eder?  Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
+ 23.  Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret
+      eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog
+      Brød,
+ 24.  takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for
+      eder; gører dette til min Ihukommelse!"
+ 25.  Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde:
+      "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som
+      I drikke det, til min Ihukommelse!"
+ 26.  Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I
+      Herrens Død, indtil han kommer.
+ 27.  Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk
+      uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
+ 28.  Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet
+      og drikke af Kalken!
+ 29.  Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom
+      til, når han ikke agter på Legenet.
+ 30.  Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del
+      sover hen.
+ 31.  Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
+ 32.  Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle
+      fordømmes med Verden.
+ 33.  Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på
+      hverandre!
+ 34.  Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme
+      sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg
+      kommer.
+
+1.Korinterne 12
+
+  1.  Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I
+      skulle være uvidende.
+  2.  I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme
+      Afguder, som man drog eder.
+  3.  Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd,
+      siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er
+      Herre" uden ved den Helligånd.
+
+  4.  Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd;
+  5.  og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre;
+  6.  og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme
+      Gud, som virker alt i alle.
+  7.  Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er
+      gavnligt.
+  8.  En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs
+      Tale ifølge den samme Ånd;
+  9.  en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i
+      den ene Ånd;
+ 10.  en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave;
+      en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale;
+      en anden Udlægning af Tungetale.
+ 11.  Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til
+      enhver især; efter som han vil.
+
+ 12.  Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle
+      Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således
+      også Kristus.
+ 13.  Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme,
+      hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og
+      alle fik vi een Ånd at drikke
+ 14.  Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange.
+ 15.  Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke
+      til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til
+      Legemet.
+ 16.  Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg
+      ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til
+      Legemet.
+ 17.  Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det
+      helt var Hørelse, hvor blev da Lugten?
+ 18.  Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter
+      som han vilde.
+ 19.  Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?
+ 20.  Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
+ 21.  Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller
+      atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig."
+ 22.  Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som
+      synes at være de svageste,
+ 23.  og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med
+      des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto
+      større Blufærdighed;
+ 24.  de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud
+      har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere
+      mere Ære;
+ 25.  for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne
+      skulle have samme Omsorg for hverandre;
+ 26.  og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet
+      Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med.
+ 27.  Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især.
+ 28.  Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for
+      det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst
+      kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at
+      hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale.
+ 29.  Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere
+      Lærere?  mon alle gøre kraftige Gerninger?
+ 30.  mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon
+      alle udlægge?
+ 31.  Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg
+      eder en ypperlig Vej.
+
+1.Korinterne 13
+
+  1.  Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har
+      Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende
+      Bjælde.
+  2.  Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al
+      Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge,
+      men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
+  3.  Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit
+      Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det
+      mig intet.
+
+  4.  Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke
+      Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
+  5.  gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke,
+      tilregner ikke det onde;
+  6.  glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved
+      Sandheden;
+  7.  den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
+
+  8.  Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske
+      Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller
+      Kundskab, den skal forgå;
+  9.  thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
+ 10.  men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
+ 11.  Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn,
+      dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg
+      aflagt det barnagtige.
+ 12.  Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt
+      til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende,
+      ligesom jeg jo blev erkendt.
+ 13.  Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt
+      disse er Kærligheden.
+
+1.Korinterne 14
+
+  1.  Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men
+      mest efter at profetere.
+  2.  Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for
+      Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden.
+  3.  Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og
+      Formaning og Trøst.
+  4.  Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som
+      profeterer, opbygger en Menighed.
+  5.  Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu
+      hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større
+      end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at
+      Menigheden kan få Opbyggelse deraf.
+  6.  Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger,
+      hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten
+      ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved
+      Lære?
+  7.  Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en
+      Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man
+      så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen?
+  8.  Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede
+      sig til Krig?
+  9.  Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig
+      Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville
+      jo tale hen i Vejret.
+ 10.  Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der
+      er intet af dem, som ikke har sin Betydning.
+ 11.  Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en
+      Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar
+      for mig.
+ 12.  Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad
+      det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige
+      derpå
+ 13.  " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne
+      udlægge det.
+ 14.  Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd,
+      men min Forstand er uden Frugt.
+ 15.  Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med
+      Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også
+      lovsynge med Forstanden.
+ 16.  Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som
+      indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din
+      Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger?
+ 17.  Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke.
+ 18.  Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger.
+ 19.  Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand,
+      for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i
+      Tunger.
+ 20.  Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i
+      Forstand derimod vorder fuldvoksne!
+ 21.  Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved
+      fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end
+      ikke således høre mig, siger Herren."
+ 22.  Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men
+      for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de
+      vantro, men for dem, som tro.
+ 23.  Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i
+      Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da
+      ikke sige, at I rase?
+ 24.  Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller
+      uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle,
+ 25.  hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på
+      sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i
+      eder.
+
+ 26.  Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en
+      Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til
+      Opbyggelse!
+ 27.  Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste
+      tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det!
+ 28.  Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i
+      Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!
+ 29.  Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det;
+ 30.  men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie
+      den første!
+ 31.  Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle
+      kunne lære, og alle blive formanede,
+ 32.  og Profeters Ånder ere Profeter undergivne.
+ 33.  Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle
+      de helliges Menigheder
+
+ 34.  skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem
+      ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven
+      siger.
+ 35.  Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme;
+      thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en
+      Menighedsforsamling.
+ 36.  Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til
+      eder alene, at det er kommet?
+
+ 37.  Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han
+      erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud.
+ 38.  Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende!
+ 39.  Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer
+      ikke Talen i Tunger!
+ 40.  Men alt ske sømmeligt og med Orden!
+
+1.Korinterne 15
+
+  1.  Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte
+      eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå,
+  2.  ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord
+      jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves.
+  3.  Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg
+      også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter
+      Skrifterne;
+  4.  og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje
+      Dag, efter Skrifterne;
+  5.  og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
+  6.  derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang,
+      af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;.
+  7.  derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;
+  8.  men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne
+      Foster;
+  9.  thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at
+      kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
+ 10.  Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har
+      ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog
+      ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig.
+ 11.  Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og
+      således troede I.
+
+ 12.  Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde,
+      hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes
+      Opstandelse?
+ 13.  Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus
+      oprejst.
+ 14.  Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders
+      Tro også tom.
+ 15.  Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi
+      have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har
+      oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses.
+ 16.  Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller
+      oprejst.
+ 17.  Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så
+      ere I endnu i eders Synder;
+ 18.  da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.
+ 19.  Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de
+      ynkværdigste af alle Mennesker.
+ 20.  Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de
+      hensovede.
+ 21.  Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse
+      kommen ved et Menneske.
+ 22.  Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle
+      levendegøres i Kristus.
+ 23.  Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som
+      tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.
+ 24.  Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når
+      han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.
+ 25.  Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under
+      sine Fødder.
+ 26.  Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.
+ 27.  Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han"
+      siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som
+      underlagde ham alt -
+ 28.  når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen
+      selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at
+      Gud kan være alt i alle.
+
+ 29.  Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde?
+      Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da
+      døbe for dem?
+ 30.  Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare?
+ 31.  Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i
+      Kristus Jesus, vor Herre.
+ 32.  Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i
+      Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses,
+      da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi."
+ 33.  Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!
+ 34.  Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende
+      ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.
+
+ 35.  Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme
+      komme de med?"
+ 36.  Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det
+      ikke dør.
+ 37.  Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde,
+      men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.
+ 38.  Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver
+      Sædart sit eget Legeme.
+ 39.  Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet
+      Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks.
+ 40.  Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de
+      himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.
+ 41.  Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden
+      Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den
+      anden i Glans.
+ 42.  Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i
+      Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;
+ 43.  det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i
+      Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
+ 44.  der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme.
+      Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt.
+ 45.  Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev
+      til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende
+      Ånd.
+ 46.  Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter
+      det åndelige.
+ 47.  Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er
+      fra Himmelen.
+ 48.  Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og
+      sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske.
+ 49.  Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle
+      vi også bære den himmelskes Billede!
+
+ 50.  Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds
+      Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.
+ 51.  Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove,
+      men vi skulle alle forvandles
+ 52.  i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal
+      lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle
+      forvandles.
+ 53.  Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette
+      dødelige iføre sig Udødelighed.
+ 54.  Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og
+      dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord
+      opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr."
+ 55.  "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?"
+ 56.  Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.
+ 57.  Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus
+      Kristus!
+ 58.  Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid
+      rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke
+      forgæves i Herren.
+
+1.Korinterne 16
+
+  1.  Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I,
+      ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!
+  2.  Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv
+      noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at
+      der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.
+  3.  Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede
+      dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.
+  4.  Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de
+      rejse med mig.
+
+  5.  Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem
+      Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien;
+  6.  men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at
+      I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen.
+  7.  Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at
+      forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det.
+  8.  Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen;
+  9.  thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange
+      Modstandere.
+
+ 10.  Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder
+      uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg.
+ 11.  Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for
+      at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene.
+ 12.  Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham
+      til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald
+      ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får
+      belejlig Tid.
+
+
+ 13.  Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke!
+ 14.  Alt ske hos eder i Kærlighed!
+
+ 15.  Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det
+      er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene
+      de hellige -
+ 16.  til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver,
+      som arbejder med og har Besvær.
+ 17.  Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's
+      Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder;
+ 18.  thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på
+      sådanne!
+
+ 19.  Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder
+      meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus.
+ 20.  Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!
+
+ 21.  Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd.
+ 22.  Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran
+      Atha.
+ 23.  Den Herres Jesu Nåde være med eder!
+ 24.  Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!
+
+
+2.Korinterne
+
+2.Korinterne 1
+
+  1.  Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen
+      Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle
+      de hellige, som ere i hele Akaja:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,
+      Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
+  4.  som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste
+      dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi
+      selv trøstes af Gud!
+  5.  Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således
+      bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus.
+  6.  Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og
+      Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser
+      sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide;
+      og vort Håb om eder er fast,
+  7.  efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne,
+      således ere I det også i Trøsten.
+  8.  Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den
+      Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes
+      besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet.
+  9.  Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi
+      ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de
+      døde,
+ 10.  han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til
+      hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os,
+ 11.  idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra
+      mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som
+      er bevist os.
+
+ 12.  Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds
+      Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have
+      vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
+ 13.  Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også
+      erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende,
+ 14.  ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros,
+      ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag.
+ 15.  Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder,
+      for at I skulde få Nåde to Gange,
+ 16.  og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at
+      komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
+ 17.  Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i
+      Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter
+      Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
+ 18.  Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
+ 19.  Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved
+      os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej,
+      men Ja er vorden i ham.
+ 20.  Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja;
+      derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
+ 21.  Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os,
+      er Gud,
+ 22.  som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter.
+ 23.  Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at
+      skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
+ 24.  Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på
+      eders Glæde; thi i Troen stå I.
+
+2.Korinterne 2
+
+  1.  Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter
+      komme til eder med Bedrøvelse.
+  2.  Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad,
+      uden den, som bedrøves af mig?
+  3.  Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde
+      have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg
+      havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
+  4.  Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder
+      til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede,
+      men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til
+      eder.
+
+  5.  Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet
+      mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
+  6.  Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de
+      fleste,
+  7.  så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at
+      han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
+  8.  Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
+  9.  Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor
+      vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
+ 10.  Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad
+      jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg
+      gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
+ 11.  for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os
+      ikke ubekendte.
+
+ 12.  Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der
+      var åbnet mig en Dør i Herren,
+ 13.  da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min
+      Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
+ 14.  Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og
+      lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
+ 15.  Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses,
+      og iblandt dem, som fortabes,
+ 16.  for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til
+      Liv.  Og hvem er dygtig dertil?
+ 17.  Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds
+      Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i
+      Kristus.
+
+2.Korinterne 3
+
+  1.  Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som
+      nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
+  2.  I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes
+      og læses af alle Mennesker,
+  3.  idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev,
+      udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende
+      Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.
+
+  4.  Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
+  5.  ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af
+      os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
+  6.  som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke
+      Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden
+      levendegør.
+  7.  Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten,
+      fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet
+      på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog
+      forsvandt,
+  8.  hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i
+      Herlighed?
+  9.  Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere
+      Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.
+ 10.  Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i
+      Sammenligning med den endnu større Herlighed.
+ 11.  Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal
+      meget mere det, der bliver, være i Herlighed.
+ 12.  Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor
+      Frimodighed
+ 13.  og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for
+      at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der
+      forsvandt, fik Ende.
+ 14.  Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag
+      forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt
+      uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.
+ 15.  Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når
+      Moses oplæses;
+ 16.  når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.
+ 17.  Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed.
+ 18.  Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som
+      i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra
+      Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.
+
+2.Korinterne 4
+
+  1.  Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som
+      er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet;
+  2.  men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre
+      i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens
+      Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for
+      Guds Åsyn.
+  3.  Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket
+      iblandt dem, som fortabes,
+  4.  dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker,
+      for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi
+      Herlighed, han, som er Guds Billede.
+  5.  Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os
+      derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld.
+  6.  Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har
+      ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om
+      Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.
+
+  7.  Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må
+      være Guds, og ikke fra os,
+  8.  vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere
+      tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
+  9.  forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne,
+ 10.  altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må
+      åbenbares i vort Legeme.
+ 11.  Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at
+      også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød.
+ 12.  Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!
+
+ 13.  Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet:
+      "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale
+      vi også,
+ 14.  idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også
+      oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder.
+ 15.  Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse
+      ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen.
+ 16.  Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske
+      fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag.
+ 17.  Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al
+      Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed,
+ 18.  idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de
+      synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.
+
+2.Korinterne 5
+
+  1.  Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi
+      en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en
+      evig i Himlene.
+  2.  Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med
+      vor Bolig fra Himmelen,
+  3.  så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne.
+  4.  Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke
+      ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive
+      opslugt af Livet.
+  5.  Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav
+      os Åndens Pant.
+  6.  Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i
+      Legemet, ere vi borte fra Herren
+  7.  thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse
+  8.  ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra
+      Legemet og være hjemme hos Herren.
+  9.  Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller
+      borte, at være ham velbehagelige.
+ 10.  Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan
+      få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har
+      øvet, enten godt eller ondt.
+
+ 11.  Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde
+      Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi
+      også ere åbenbare for eders Samvittigheder.
+ 12.  Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder
+      Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at
+      svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
+ 13.  Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi
+      ere besindige, er det for eders Skyld.
+ 14.  Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
+ 15.  idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de
+      alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere
+      skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for
+      dem.
+ 16.  Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også
+      have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu.
+ 17.  Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det
+      gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!
+ 18.  Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved
+      Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,
+ 19.  efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig
+      selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har
+      nedlagt Forligelsens Ord i os.
+ 20.  Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os;
+      vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud!
+ 21.  Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at
+      vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
+
+2.Korinterne 6
+
+  1.  Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må
+      have modtaget Guds Nåde;
+  2.  (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en
+      Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid,
+      se, nu er det en Frelsens Dag;)
+  3.  og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke
+      skal blive lastet;
+  4.  men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor
+      Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
+  5.  under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i
+      Nattevågen, i Faste,
+  6.  ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed,
+      ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
+  7.  ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både
+      til Angreb og Forsvar;
+  8.  ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere
+      og dog sanddru;
+  9.  som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som
+      de, der tugtes, dog ikke til Døde;
+ 10.  som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange
+      rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
+ 11.  Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er
+      udvidet.
+ 12.  I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders
+      Hjerter.
+ 13.  Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I
+      udvide eders Hjerter!
+
+ 14.  Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har
+      Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
+ 15.  Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad
+      Delagtighed har en troende med en vantro?
+ 16.  Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den
+      levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre
+      iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit
+      Folk."
+ 17.  "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren,
+      og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
+ 18.  "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og
+      Døtre, siger Herren, den Almægtige."  (Kap. 7.) 1 Derfor,
+      efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense
+      os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre
+      Hellighed i Guds Frygt!
+
+2.Korinterne 7
+  2.  Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen
+      bedraget.
+  3.  Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at
+      I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
+  4.  Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af
+      eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al
+      vor Trængsel.
+  5.  Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men
+      vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
+  6.  Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved
+      Titus's Komme;
+  7.  dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed
+      han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders
+      Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede
+      mig end mere.
+
+  8.  Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det
+      ikke.  Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev,
+      ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
+  9.  så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over,
+      at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter
+      Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
+ 10.  Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse
+      til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker
+      Død.
+ 11.  Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor
+      stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja
+      Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde
+      beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
+ 12.  Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som
+      gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for
+      at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds
+      Åsyn.
+
+ 13.  Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end
+      yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået
+      Vederkvægelse fra eder alle.
+ 14.  Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke
+      bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed
+      til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
+ 15.  Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes
+      Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og
+      Bæven.
+ 16.  Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.
+
+2.Korinterne 8
+
+  1.  Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i
+      Makedoniens Menigheder,
+  2.  at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde
+      og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds
+      Rigdom.
+  3.  Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen
+      Drift,
+  4.  idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage
+      Del i Hjælpen til de hellige,
+  5.  og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og
+      fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie,
+  6.  så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt,
+      således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave.
+  7.  Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al
+      Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i
+      denne Gave!
+  8.  Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at
+      prøve også eders Kærligheds Ægthed.
+  9.  I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld
+      blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde
+      blive rige.
+ 10.  Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder
+      gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke
+      alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil.
+ 11.  Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare
+      redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders
+      Evne.
+ 12.  Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter,
+      hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner.
+ 13.  Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I
+      Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders
+      Overflod komme hines Trang til Hjælp,
+ 14.  for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for
+      at der kan blive Ligelighed,
+ 15.  som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget,
+      og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."
+
+ 16.  Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's
+      Hjerte!
+ 17.  Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig,
+      så er det af egen Drift, at han rejser til eder.
+ 18.  Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går
+      igennem alle Menighederne,
+ 19.  og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til
+      at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at
+      fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed,
+ 20.  idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning
+      af denne rige Hjælp, som besørges af os;
+ 21.  thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men
+      også i Menneskers Øjne.
+ 22.  Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i
+      mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund
+      af sin støre Tillid til eder.
+ 23.  Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder,
+      og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi
+      Ære.
+ 24.  Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders
+      Kærlighed og for det, vi have rost eder for.
+
+2.Korinterne 9
+
+  1.  Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til
+      eder;
+  2.  jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos
+      Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt;
+      og eders Nidkærhed æggede de fleste.
+  3.  Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke
+      ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være
+      beredte.
+  4.  for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder
+      eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til
+      Skamme med denne Tillidsfuldhed.
+  5.  Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til
+      at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede
+      Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og
+      ikke som Karrighed.
+  6.  Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste
+      sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med
+      Velsignelser.
+  7.  Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke
+      fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
+  8.  Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder,
+      for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have
+      rigeligt til al god Gerning,
+  9.  som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans
+      Retfærdighed bliver til evig Tid."
+ 10.  Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han
+      vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders
+      Retfærdigheds Frugter Vækst,
+ 11.  så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem
+      os virker Taksigelse til Gud.
+ 12.  Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges
+      Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til
+      Gud,
+ 13.  når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til
+      at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi
+      Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med
+      alle,
+ 14.  også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund
+      af Guds overvættes Nåde imod eder.
+ 15.  Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
+
+2.Korinterne 10
+
+  1.  Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og
+      Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men
+      fraværende er modig over for eder",
+  2.  ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med
+      den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod
+      nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
+  3.  Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
+  4.  thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til
+      Fæstningers Nedbrydelse,
+  5.  idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig
+      imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til
+      Lydighed imod Kristus
+  6.  og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er
+      bleven fuldkommen.
+  7.  Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre
+      Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han
+      hører Kristus til, således gøre vi det også.
+  8.  Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som
+      Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders
+      Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
+  9.  for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
+ 10.  thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans
+      legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
+ 11.  En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved
+      Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.
+
+ 12.  Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne
+      os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de
+      ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig
+      selv.
+ 13.  Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter
+      Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå
+      også til eder.
+ 14.  Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder;
+      vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
+ 15.  så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men
+      have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive
+      store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
+ 16.  og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os
+      inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
+ 17.  Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
+ 18.  Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem
+      Herren anbefaler.
+
+2.Korinterne 11
+
+  1.  Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det
+      Jo nok.
+  2.  Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo
+      trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for
+      Kristus.
+  3.  Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin
+      Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det
+      oprigtige Sindelag over for Kristus.
+  4.  Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke
+      prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller
+      et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt
+      finde eder deri.
+  5.  Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store
+      Apostle.
+  6.  Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab;
+      tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i
+      alle Stykker.
+
+  7.  Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde
+      ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
+  8.  Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at
+      tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i
+      Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
+  9.  thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i
+      alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
+ 10.  Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke
+      fratages mig i Akajas Egne.
+ 11.  Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
+ 12.  Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan
+      afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os
+      lige i det, hvoraf de rose sig.
+ 13.  Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage
+      sig Skikkelse af Kristi Apostle.
+ 14.  Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af
+      en Lysets Engel.
+ 15.  Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig
+      Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være
+      efter deres Gerninger.
+
+ 16.  Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal
+      være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose
+      mig en Smule.
+ 17.  Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i
+      Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
+ 18.  Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose
+      mig.
+ 19.  Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
+ 20.  I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder
+      eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen
+      slår eder i Ansigtet.
+ 21.  Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men
+      hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser
+      også jeg.
+ 22.  Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de
+      Abrahams Sæd? Jeg også.
+ 23.  Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg
+      har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag,
+      været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
+ 24.  Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
+ 25.  Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har
+      jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
+ 26.  ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i
+      Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer
+      i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
+ 27.  i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst,
+      ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
+ 28.  foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen
+      for alle Menighederne.
+ 29.  Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver
+      forarget, uden at det brænder i mig?
+ 30.  Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min
+      Magtesløshed.
+ 31.  Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at
+      jeg ikke lyver.
+ 32.  I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad
+      bevogtet for at gribe mig;
+ 33.  men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og
+      undflyede af hans Hænder.
+
+2.Korinterne 12
+
+  1.  Rose mig må jeg Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til
+      Syner og Åbenbarelser fra Herren.
+  2.  Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten År siden om
+      han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det
+      ved jeg ikke, Gud ved det blev bortrykket indtil den tredje
+      Himmel.
+  3.  Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden
+      Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det),
+  4.  at han blev bortrykket ind i Paradiset, og hørte uudsigelige
+      Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
+  5.  Af en sådan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose
+      mig, uden af min Magtesløshed.
+  6.  Thi vel bliver jeg ikke en Dåre, om jeg vilde rose mig; thi det
+      vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at
+      ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller
+      hvad han hører af mig.
+  7.  Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Åbenbarelser,
+      blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han
+      skulde slå mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig.
+  8.  Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han måtte vige fra mig;
+  9.  og han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften
+      fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig
+      af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
+ 10.  Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast,
+      under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld;
+      thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.
+
+ 11.  Jeg er bleven en Dåre. I tvang mig dertil. Jeg burde jo
+      anbefales af eder; thi jeg har ikke stået tilbage i noget for de
+      såre store Apostle, om jeg end, intet er.
+ 12.  En Apostels Tegn bleve jo udførte, iblandt eder under
+      Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger.
+ 13.  Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre
+      Menigheder; uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver
+      mig denne Uret!
+ 14.  Se, dette er nu tredje Gang, jeg står rede til at komme til
+      eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders
+      Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til
+      Forældrene, men Forældrene til Børnene.
+ 15.  Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser ja, opofres for eders
+      Sjæle.  Mon jeg, når jeg elsker eder højere, elskes mindre?
+ 16.  Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg
+      var træsk og fangede eder med List!
+ 17.  Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har
+      sendt til eder?
+ 18.  Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort
+      sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Ånd, i de
+      samme Fodspor?
+
+ 19.  Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds
+      Åsyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for
+      eders Opbyggelses Skyld.
+ 20.  Thi jeg frygter for, at, når jeg kommer, jeg da måske ikke skal
+      finde eder sådanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af
+      eder sådan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid,
+      Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed,
+      Klammerier,
+ 21.  at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af
+      eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have
+      syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og
+      Uterlighed, som de bedreve.
+
+2.Korinterne 13
+
+  1.  Det er nu tredje Gang, jeg kommer til eder. På to og tre Vidners
+      Mund skal enhver Sag stå fast.
+  2.  Jeg har sagt det forud og siger det forud, ligesom da jeg anden
+      Gang var nærværende, således også nu fraværende til dem, som
+      forhen have syndet, og til alle de øvrige, at, om jeg kommer
+      igen, vil jeg ikke skåne,
+  3.  efterdi I fordre Bevis på, at Kristus taler i mig, han, som ikke
+      er magtesløs over for eder, men er stærk iblandt eder.
+  4.  Thi vel blev han korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved
+      Guds Kraft; også vi ere svage i ham, men vi skulle leve med ham
+      ved Guds Kraft over for eder.
+  5.  Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller
+      erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers
+      ere I udygtige.
+  6.  Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige.
+  7.  Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi
+      må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod
+      stå som udygtige.
+  8.  Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden.
+  9.  Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette
+      ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte.
+ 10.  Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende
+      skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig
+      til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.
+
+ 11.  I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader
+      eder formane, værer enige, værer fredsommelige; og Kærlighedens
+      og Fredens Gud skal være med eder.
+ 12.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de hellige hilse eder.
+ 13.  Den Herres Jesu Kristi Nåde og Guds Kærlighed og den Helligånds
+      Samfund være med eder alle!
+
+
+Galaterne
+
+Galaterne 1
+
+  1.  Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget
+      Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham
+      fra de døde,
+  2.  og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien:
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus
+      Kristus,
+  4.  som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af
+      den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
+  5.  ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.
+
+  6.  Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham,
+      som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes
+      Evangelium;
+  7.  hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre
+      eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium.
+  8.  Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder
+      Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være
+      en Forbandelse!
+  9.  Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen
+      forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det,
+      han være en Forbandelse!
+ 10.  Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg
+      at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da
+      var jeg ikke en Kristi Tjener.
+
+ 11.  Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt
+      af mig, er ikke Menneskeværk;
+ 12.  thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist
+      derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus.
+ 13.  I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al
+      Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den.
+ 14.  Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit
+      Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene
+      Overleveringer.
+ 15.  Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget
+      mig og havde kaldet mig ved sin Nåde,
+ 16.  at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet
+      om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og
+      Blod til Råds,
+ 17.  drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare
+      Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage
+      til Damaskus.
+ 18.  Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive
+      kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage.
+ 19.  Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens
+      Broder.
+ 20.  Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at
+      jeg ikke lyver.
+ 21.  Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne.
+ 22.  Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus;
+ 23.  de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu
+      Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde;
+ 24.  og de priste Gud for mig.
+
+Galaterne 2
+
+  1.  Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til
+      Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med.
+  2.  Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men
+      særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt
+      Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves.
+  3.  Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev
+      tvungen til at omskæres,
+  4.  nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde
+      listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus
+      Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
+  5.  For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at
+      Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
+  6.  Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de
+      fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes
+      Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje.
+  7.  Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de
+      uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne,
+  8.  (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de
+      omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;)
+  9.  og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas
+      og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas
+      Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de
+      omskårne;
+ 10.  kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har
+      bestræbt mig for at gøre.
+
+ 11.  Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans
+      åbne Øjne, thi domfældt var han.
+ 12.  Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med
+      Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig
+      fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
+ 13.  Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas
+      blev dragen med af deres Hykleri.
+ 14.  Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
+      Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en
+      Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da
+      tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder?
+ 15.  Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd;
+ 16.  men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af
+      Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også
+      vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte
+      al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens
+      Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort.
+ 17.  Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus,
+      også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener
+      for Synd? Det være langtfra!
+ 18.  når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg
+      mig selv som Overtræder.
+ 19.  Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for
+      Gud.
+ 20.  Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der
+      lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet,
+      det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig
+      selv hen for mig.
+ 21.  Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven,
+      da er jo Kristus død forgæves.
+
+Galaterne 3
+
+  1.  O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem
+      Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
+  2.  Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I
+      modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
+  3.  Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i
+      Kød?
+  4.  Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er
+      forgæves!
+  5.  Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger
+      iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I
+      høre i Tro?
+  6.  ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
+      Retfærdighed".
+  7.  Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
+  8.  Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør
+      Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig
+      skulle alle Folkeslagene velsignes",
+  9.  så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende
+      Abraham.
+
+ 10.  Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under
+      Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke
+      bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør
+      dem."
+ 11.  Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart,
+      thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
+ 12.  Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal
+      leve ved dem."
+ 13.  Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en
+      Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den,
+      som hænger på et Træ"),
+ 14.  for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i
+      Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.
+
+ 15.  Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes
+      stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
+ 16.  Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges
+      ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd",
+      hvilken er Kristus.
+ 17.  Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud,
+      kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke
+      gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
+ 18.  Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men
+      til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.
+
+ 19.  Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes
+      Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget
+      ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.
+ 20.  Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
+ 21.  Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis
+      der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var
+      Retfærdigheden virkelig af Lov.
+ 22.  Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen
+      skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.
+ 23.  Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens
+      Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,
+ 24.  så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi
+      skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
+ 25.  Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under
+      Tugtemester.
+ 26.  Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.
+ 27.  Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder
+      Kristus.
+ 28.  Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her
+      er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
+ 29.  Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger
+      ifølge Forjættelse.
+
+Galaterne 4
+
+  1.  Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen
+      Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt
+      Godset;
+  2.  men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af
+      Faderen bestemte Tid.
+  3.  Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle
+      under Verdens Børnelærdom.
+  4.  Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en
+      Kvinde, født under Loven,
+  5.  for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi
+      skulde få Sønneudkårelsen.
+  6.  Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns
+      Ånd, som råber: Abba, Fader!
+  7.  Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du
+      også Arving ved Gud.
+
+  8.  Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder,
+      som af Natur ikke ere det.
+  9.  Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne
+      kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage
+      og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
+ 10.  I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År.
+ 11.  Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.
+
+ 12.  Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg
+      beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
+ 13.  Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg
+      første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
+ 14.  og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke
+      og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som
+      Kristus Jesus.
+ 15.  Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det
+      Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders
+      Øjne og givet mig dem.
+ 16.  Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
+ 17.  De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville
+      udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
+ 18.  Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og
+      ikke alene, når jeg er nærværende hos eder.
+ 19.  Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har
+      vundet Skikkelse i eder!
+ 20.  - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde
+      omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.
+
+ 21.  Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
+ 22.  Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med
+      Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
+ 23.  Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes
+      ved Forjættelsen.
+ 24.  Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende
+      Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er
+      Hagar.
+ 25.  Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det
+      nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
+ 26.  Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
+ 27.  Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke
+      føder!  bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange
+      ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden."
+ 28.  Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
+ 29.  Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte
+      ham, som var avlet efter Ånden, således også nu.
+ 30.  Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn;
+      thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie
+      Kvindes Søn."
+ 31.  Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie
+      Kvindes.
+
+Galaterne 5
+
+  1.  Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader
+      eder ikke atter holde under Trældoms Åg!
+  2.  Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil
+      Kristus intet gavne eder.
+  3.  Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære,
+      at han er skyldig at opfylde hele Loven.
+  4.  I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere
+      faldne ud af Nåden.
+  5.  Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb.
+  6.  Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud
+      noget, men Tro, som er virksom ved Kærlighed.
+
+  7.  I vare godt på Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed?
+  8.  Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder.
+  9.  En liden Surdejg syrer hele Dejgen.
+ 10.  Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget
+      andet; men den, som forvirrer eder, skal bære sin Dom, hvem han
+      end er.
+ 11.  Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvor for
+      forfølges jeg da endnu? Så er jo Korsets Forargelse gjort til
+      intet.
+ 12.  Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!
+
+ 13.  I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge
+      Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden
+      hverandres Tjenere!
+ 14.  Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din
+      Næste som dig selv."
+ 15.  Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres
+      af hverandre!
+
+ 16.  Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde
+      Kødets Begæring.
+ 17.  Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå
+      nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst
+      til.
+ 18.  Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven.
+ 19.  Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed,
+      Uterlighed,
+ 20.  Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed,
+      Rænker, Tvedragt, Partier,
+ 21.  Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger
+      eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne
+      Ting, skulle ikke arve Guds Rige.
+ 22.  Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed,
+      Mildhed, Godhed, Trofasthed,
+ 23.  Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke,
+ 24.  men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med
+      dets Lidenskaber og Begæringer.
+ 25.  Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden!
+ 26.  Lader os ikke have Lyst til tom Ære, så at vi udæske hverandre
+      og bære Avind imod hverandre.
+
+Galaterne 6
+
+  1.  Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen
+      Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med
+      Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver
+      fristet!
+  2.  Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov!
+  3.  Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da
+      bedrager han sig selv.
+  4.  Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i
+      Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten;
+  5.  thi hver skal bære sin egen Byrde.
+
+  6.  Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som
+      underviser ham.
+  7.  Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske
+      sår, det skal han også høste.
+  8.  Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men
+      den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden.
+  9.  Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i
+      sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt.
+ 10.  Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode
+      imod alle, men mest imod Troens egne!
+
+ 11.  Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min
+      egen Hånd!
+ 12.  Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til
+      at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for
+      Kristi Kors's Skyld.
+ 13.  Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men
+      de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose
+      sig af eders Kød.
+ 14.  Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu
+      Kristi Kors,ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for
+      Verden.
+ 15.  Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny
+      Skabning.
+ 16.  Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være
+      Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!
+
+ 17.  Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på
+      mit Legeme:
+ 18.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen.
+
+
+Efeserne
+
+Efeserne 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som
+      ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har
+      velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i
+      Kristus,
+  4.  ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til
+      at være hellige og ulastelige for hans Åsyn,
+  5.  idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig
+      ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag,
+  6.  til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den
+      elskede,
+  7.  i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse,
+      efter hans Nådes Rigdom,
+  8.  som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand,
+  9.  idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin
+      velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv,
+ 10.  for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at
+      sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det,
+      som er på Jorden, i ham,
+ 11.  i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans
+      Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd,
+ 12.  for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud
+      havde håbet på Kristus,
+ 13.  i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders
+      Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med
+      Forjættelsens hellige Ånd,
+ 14.  som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for
+      hans Herlighed.
+
+ 15.  derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den
+      Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige,
+ 16.  ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine
+      Bønner om,
+ 17.  at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder
+      Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham,
+ 18.  gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb
+      er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom
+      er iblandt de hellige,
+ 19.  og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som
+      tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft,
+ 20.  som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og
+      satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske,
+ 21.  langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert
+      Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den
+      kommende,
+ 22.  og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over
+      alting til Menigheden,
+ 23.  der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.
+
+Efeserne 2
+
+  1.  Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder,
+  2.  hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans
+      Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er
+      virksom i Genstridighedens Børn,
+  3.  iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds
+      Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur
+      Vredes Børn ligesom også de andre,
+  4.  men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store
+      Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os,
+  5.  også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med
+      Kristus - af Nåde ere I frelste!
+  6.  og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus
+      Jesus,
+  7.  for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes
+      overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus.
+  8.  Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv,
+      Guds er Gaven;
+  9.  ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.
+ 10.  Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger,
+      som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.
+
+ 11.  Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve
+      kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med
+      Hånden,
+ 12.  at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels
+      Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden
+      Gud i Verden.
+ 13.  Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte,
+      komne nær til ved Kristi Blod.
+ 14.  Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød
+      Gærdets Skillevæg,
+ 15.  Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens
+      Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt
+      Menneske ved at stifte Fred
+ 16.  og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset,
+      idet han ved dette dræbte Fjendskabet.
+ 17.  Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og
+      Fred for dem, som vare nær.
+ 18.  Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen.
+ 19.  Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de
+      helliges Medborgere og Guds Husfolk,
+ 20.  opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet
+      Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv,
+ 21.  i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt
+      Tempel i Herren,
+ 22.  i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.
+
+Efeserne 3
+
+  1.  Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange
+      for eder, I Hedninger,
+  2.  om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Nåde, som blev
+      given mig til eder,
+  3.  at ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som
+      jeg foran kortelig har skrevet,
+  4.  hvoraf I, når I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi
+      Hemmelighed,
+  5.  som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn,
+      således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og
+      Profeter ved Ånden:
+  6.  nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og
+      meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet,
+  7.  hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Nådes Gave, som blev
+      given mig ved hans Magts Virkekraft.
+  8.  Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at
+      forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom
+  9.  og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed
+      er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle
+      Ting,
+ 10.  for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive
+      kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske,
+ 11.  efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus,
+      vor Herre,
+ 12.  i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen på
+      ham.
+ 13.  Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som
+      jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder.
+
+ 14.  For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen,
+ 15.  fra hvem enhver Faderlighed i Himle og på Jord har sit Navn,
+ 16.  at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at
+      styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske;
+ 17.  at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter,
+ 18.  for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen
+      med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og
+      Længden og Dybden og Højden er,
+ 19.  og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at
+      I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde.
+
+ 20.  Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det,
+      som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os,
+ 21.  ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle
+      Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.
+
+Efeserne 4
+
+  1.  Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at
+      vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,
+  2.  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære
+      over med hverandre i Kærlighed
+  3.  og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;
+  4.  eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb
+      i eders Kaldelse;
+  5.  een Herre, een Tro, een Dåb,
+  6.  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i
+      alle!
+
+  7.  Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.
+  8.  Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han
+      Fanger og gav Menneskene Gaver."
+  9.  Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til
+      Jordens nedre Egne.
+ 10.  Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle.
+      Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.
+ 11.  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som
+      Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,
+ 12.  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til
+      Kristi Legemes Opbyggelse,
+ 13.  indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds
+      Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,
+ 14.  for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og
+      omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil,
+      ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;
+ 15.  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder
+      opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,
+ 16.  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes
+      ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels
+      tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af
+      sig selv i Kærlighed.
+
+ 17.  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere
+      vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,
+ 18.  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge
+      af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes
+      Forhærdelse,
+ 19.  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at
+      øve al Urenhed i Havesyge.
+ 20.  Men I have ikke således lært Kristus,
+ 21.  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således
+      som Sandhed er i Jesus,
+ 22.  at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle
+      Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,
+ 23.  men fornyes i eders Sinds Ånd
+ 24.  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i
+      Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.
+
+ 25.  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste,
+      efterdi vi ere hverandres Lemmer.
+ 26.  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders
+      Forbitrelse;
+ 27.  giver ikke heller Djævelen Rum!
+ 28.  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre
+      det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at
+      meddele den, som er i Trang.
+ 29.  Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er
+      god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som
+      høre derpå;
+ 30.  og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede
+      til Forløsningens Dag.
+ 31.  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse
+      blive langt fra eder tillige med al Ondskab!
+ 32.  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende
+      hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
+
+Efeserne 5
+
+  1.  Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,
+  2.  og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav
+      sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en
+      velbehagelig Lugt.
+
+  3.  Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes
+      iblandt eder, som det sømmer sig for hellige,
+  4.  ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt,
+      hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse.
+  5.  Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller
+      havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds
+      Rige.
+  6.  Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds
+      Vrede over Genstridighedens Børn.
+  7.  Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem!
+  8.  Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som
+      Lysets Børn;
+  9.  (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og
+      Sandhed,)
+ 10.  så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren.
+ 11.  Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men
+      revser dem hellere;
+ 12.  thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at
+      sige;
+ 13.  men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt
+      det, som bliver åbenbaret, er Lys.
+ 14.  Derfor hedder det: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de
+      døde, og Kristus skal lyse for dig!"
+
+ 15.  Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som
+      vise,
+ 16.  så I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde.
+ 17.  Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens
+      Villie er.
+ 18.  Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er
+      Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden,
+ 19.  så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser
+      og synge og spille i eders Hjerte for Herren
+ 20.  og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu
+      Kristi Navn
+ 21.  og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;
+
+ 22.  Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som
+      under Herren;
+ 23.  thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er
+      Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser.
+ 24.  Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således
+      skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle
+      Ting.
+ 25.  I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede
+      Menigheden og hengav sig selv for den,
+ 26.  for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet
+      med et Ord,
+ 27.  for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig,
+      uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte
+      være hellig og ulastelig.
+ 28.  Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som
+      deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig
+      selv.
+ 29.  Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og
+      plejer det, ligesom også Kristus Menigheden.
+ 30.  Thi vi ere Lemmer på hans Legeme.
+ 31.  Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast
+      ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød.
+ 32.  Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til
+      Menigheden.
+ 33.  Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv;
+      men Hustruen have Ærefrygt for Manden!
+
+Efeserne 6
+
+  1.  I Børn! adlyder eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
+  2.  "Ær din Fader og Moder", dette er jo det første Bud med
+      Forjættelse,
+  3.  "for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet."
+  4.  Og I Fædre! opirrer ikke eders Børn, men opfostrer dem i Herrens
+      Tugt og Formaning!
+  5.  I Trælle! adlyder eders Herrer efter Kødet med Frygt og Bæven i
+      eders Hjertes Enfold som Kristus;
+  6.  ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men
+      som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet,
+  7.  idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for
+      Mennesker,
+  8.  idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af
+      Herren, hvad enten han er Træl eller fri.
+  9.  Og I Herrer! gører det samme imod dem, så I lade Trusel fare,
+      idet I vide, at både deres og eders Herre er i Himlene, og der
+      er ikke Persons Anseelse hos ham.
+
+ 10.  For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde!
+ 11.  Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I må kunne bolde Stand
+      imod Djævelens snedige Anløb.
+ 12.  Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne,
+      imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod
+      Ondskabens Åndemagter i det himmelske.
+ 13.  Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod
+      på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt.
+ 14.  Så står da omgjordede om eders Lænd med Sandhed og iførte
+      Retfærdighedens Panser.
+ 15.  Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium;
+ 16.  og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville
+      kunne slukke alle den ondes gloende Pile,
+ 17.  og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord,
+ 18.  idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og
+      ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige,
+ 19.  også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min
+      Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed,
+ 20.  for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have
+      Frimodighed deri til at tale, som jeg bør.
+
+ 21.  Men for at også I skulle kende mine Forhold, hvorledes det går
+      mig, da skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener i Herren
+      kundgøre eder alt;
+ 22.  ham sender jeg til eder, just for at I skulle lære at kende,
+      hvorledes det står til hos os, og for at han skal opmuntre eders
+      Hjerter.
+
+ 23.  Fred være med Brødrene og Kærlighed med Tro fra Gud Fader og den
+      Herre Jesus Kristus!
+ 24.  Nåden være med alle dem, som elske vor Herre Jesus Kristus i
+      Uforkrænkelighed!
+
+
+Filipperne
+
+Filipperne 1
+
+  1.  Paulus og Timotheus, Kristi Jesu Tjener, til alle de hellige i
+      Kristus Jesus, som ere i Filippi, med Tilsynsmænd og
+      Menighedstjenere.
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Jeg takker min Gud, så ofte jeg kommer eder i Hu,
+  4.  idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde,
+  5.  for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu;
+  6.  forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder,
+      vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag,
+  7.  således som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle,
+      efterdi jeg har eder i Hjertet både under mine Lænker og under
+      Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere
+      med mig om Nåden.
+  8.  Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med
+      Kristi Jesu inderlige Kærlighed.
+  9.  Og derom beder jeg, at eders Kærlighed fremdeles må blive mere
+      og mere rig på Erkendelse og al Skønsomhed,
+ 10.  så I kunne værdsætte de forskellige Ting, for at I må være rene
+      og uden Anstød til Kristi Dag,
+ 11.  fyldte med Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus,
+      Gud til Ære og Pris.
+
+ 12.  Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have
+      tjent til Evangeliets Fremme,
+ 13.  så at det er blevet åbenbart for hele Livvagten og for alle de
+      øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld,
+ 14.  og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker
+      end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt.
+ 15.  Nogle prædike vel også Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men
+      nogle også i en god Mening.
+ 16.  Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at
+      forsvare Evangeliet;
+ 17.  men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den
+      Tanke at føje Trængsel til mine Lænker.
+ 18.  Hvad så? Kristus forkyndes dog på enhver Måde, være sig på
+      Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil
+      også fremdeles glæde mig.
+ 19.  Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og
+      Jesu Kristi Ånds Hjælp,
+ 20.  efter min Længsel og mit Håb, at jeg i intet skal blive til
+      Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, så
+      også nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved
+      Død.
+ 21.  Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding.
+ 22.  Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min
+      Gerning, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge;
+ 23.  men jeg står tvivlrådig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten
+      til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var såre
+      meget bedre;
+ 24.  men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld.
+ 25.  Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og
+      forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen,
+ 26.  for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at
+      jeg atter kommer til Stede iblandt eder.
+
+ 27.  Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten
+      jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om
+      eder, at I stå faste i een Ånd, så at I med een Sjæl stride
+      tilsammen for Troen på Evangeliet
+ 28.  og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi
+      dette er for dem et Tegn på Undergang, men for eder på Frelse,
+      og det fra Gud.
+ 29.  Thi eder er det forundt for Kristi Skyld - ikke alene at tro på
+      ham, men også at lide for hans Skyld,
+ 30.  idet I have den samme Kamp, som I have set på mig og nu høre om
+      mig.
+
+Filipperne 2
+
+  1.  Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens
+      Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig
+      Kærlighed og Barmhjertighed:
+  2.  da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have
+      den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen,
+  3.  intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed
+      agte hverandre højere end eder selv
+  4.  og ikke se hver på sit, men enhver også på andres.
+  5.  Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus,
+  6.  han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov
+      at være Gud lig,
+  7.  men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og
+      blev Mennesker lig;
+  8.  og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han
+      sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden.
+  9.  Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn,
+      som er over alle Navne,
+ 10.  for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og
+      på Jorden og under Jorden,
+ 11.  og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud
+      Faders Ære.
+
+ 12.  Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så
+      arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i
+      min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven;
+ 13.  thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke,
+      efter sit Velbehag.
+ 14.  Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder,
+ 15.  for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt
+      i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som
+      Himmellys i Verden,
+ 16.  idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg
+      ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves.
+ 17.  Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af
+      eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle.
+ 18.  Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!
+
+
+ 19.  Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus
+      til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare,
+      hvorledes det går eder.
+ 20.  Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg
+      for, hvorledes det går eder;
+ 21.  thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus
+      til.
+ 22.  Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin
+      Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet.
+ 23.  Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min
+      Sag.
+ 24.  Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal
+      komme.
+
+ 25.  Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder,
+      min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og
+      Tjener for min Trang,
+ 26.  efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi
+      I havde hørt, at han var bleven syg.
+ 27.  Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over
+      ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke
+      skulde have Sorg på Sorg.
+ 28.  Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og
+      jeg være mere sorgfri.
+ 29.  Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i
+      Ære;
+ 30.  thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte
+      sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste
+      imod mig.
+
+Filipperne 3
+
+  1.  I øvrigt, mine Brødre glæder eder i Herren! At skrive det samme
+      til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for
+      eder.
+  2.  Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere,
+      holder Øje med Sønderskærelsen!
+  3.  Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Ånd og rose os i
+      Kristus Jesus og ikke forlade os på Kødet",
+  4.  endskønt også jeg har det, jeg kunde forlade mig på også i
+      Kødet, Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig på Kødet,
+      kan jeg det mere.
+  5.  Jeg er omskåren på den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins
+      Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer,
+  6.  i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter
+      Loven udadlelig.
+  7.  Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet
+      for Tab;
+  8.  ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt
+      højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg
+      har lidt Tab på alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde
+      Kristus
+  9.  og findes i ham, så jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven,
+      men den ved Tro på Kristus, Retfærdigheden fra Gud på Grundlag
+      af Troen,
+ 10.  for at jeg må kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans
+      Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død,
+ 11.  om jeg dog kunde nå til Opstandelsen fra de døde.
+
+ 12.  Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er
+      fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det,
+      efterdi jeg også er greben af Kristus Jesus.
+ 13.  Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det.
+ 14.  Men eet gør jeg: glemmende, hvad der er bagved, men rækkende
+      efter det, som er foran, jager jeg imod Målet, til den
+      Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.
+ 15.  Lader da os, så mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og
+      er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud
+      åbenbare eder også dette.
+ 16.  Kun at vi, så vidt vi ere komne, vandre i samme Retning.
+
+ 17.  Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter på dem, der vandre
+      således, som I have os til Forbillede.
+ 18.  Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu også siger
+      med Tårer, som Kristi Kors's Fjender,
+ 19.  hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i
+      deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting.
+ 20.  Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også forvente som
+      Frelser den Herre Jesus Kristus,
+ 21.  der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive
+      ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved
+      hvilken han også kan underlægge sig alle Ting.
+
+  1.  Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans!
+      står således fast i Herren, I elskede!
+
+  2.  Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i
+      Herren.
+  3.  Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi
+      de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine
+      øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog.
+
+  4.  Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder!
+  5.  Eders milde Sind vorde kendt af alle Mennesker! Herren er nær!
+  6.  Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders
+      Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med
+      Taksigelse;
+  7.  og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter
+      og eders Tanker i Kristus Jesus.
+  8.  I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart,
+      hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt,
+      hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder
+      det på Sinde!
+  9.  Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette
+      skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder.
+
+ 10.  Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere
+      komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også
+      forhen tænkte, men I manglede Lejlighed.
+ 11.  Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med
+      det, jeg har.
+ 12.  Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have
+      Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i
+      at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn.
+ 13.  Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk.
+ 14.  Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel.
+ 15.  Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets
+      Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen
+      Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden
+      I alene.
+ 16.  Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad
+      jeg havde nødig.
+ 17.  Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver
+      rigelig til eders Fordel.
+ 18.  Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter
+      ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft,
+      et velkomment Offer, velbehageligt for Gud.
+ 19.  Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I
+      have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus.
+ 20.  Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder!
+      Amen.
+
+ 21.  Hilser hver hellig i Kristus Jesus.
+ 22.  De Brødre, som ere hos mig, hilse eder. Alle de hellige hilse
+      eder, men mest de af Kejserens Hus.
+ 23.  Den Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!
+
+
+Kolossenserne
+
+Kolossenserne 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, og Broderen
+      Timotheus.
+  2.  til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossæ: Nåde være
+      med eder og Fred fra Gud vor Fader!
+
+  3.  Vi takke Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, når vi bede
+      for eder,
+  4.  da vi have hørt om eders Tro på Kristus Jesus og den Kærlighed,
+      som I have til alle de hellige
+  5.  på Grund af det Håb, som er henlagt til eder i Himlene, om
+      hvilket I forud have hørt i Evangeliets Sandheds Ord,
+  6.  der er kommet til eder, ligesom det også er i den hele Verden,
+      idet det bærer Frugt og vokser, ligesom det også gør iblandt
+      eder fra den Dag, I hørte og erkendte Guds Nåde i Sandhed,
+  7.  således som I have lært af Epafras, vor elskede Medtjener som er
+      en tro Kristi Tjener for eder,
+  8.  han, som også gav os eders Kærlighed i Ånden til Kende.
+
+  9.  Derfor have også vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at
+      bede for eder og begære, at I måtte fyldes med Erkendelsen af
+      hans Villie i al Visdom og åndelige Indsigt
+ 10.  til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære
+      Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud,
+ 11.  idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al
+      Udholdenhed og Tålmodighed med Glæde
+ 12.  og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de
+      helliges Arvelod i Lyset,
+ 13.  han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin
+      elskede Søns Rige,
+
+ 14.  i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse,
+ 15.  han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte;
+ 16.  thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og på Jorden, de
+      synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller
+      Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til
+      ham;
+ 17.  og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestå ved ham.
+ 18.  Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er
+      Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive
+      den ypperste i alle Ting;
+ 19.  thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo,
+ 20.  og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem på Jorden
+      eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's
+      Blod.
+ 21.  Også eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag
+      i eders onde Gerninger,
+ 22.  har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at
+      fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit
+      Åsyn,
+ 23.  så sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade
+      eder rokke fra Håbet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket
+      er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis
+      Tjener jeg Paulus er bleven.
+
+ 24.  Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der
+      fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans
+      Legeme, som er Menigheden,
+ 25.  hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev
+      given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord,
+ 26.  den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter,
+      men nu er bleven åbenbaret for hans hellige,
+ 27.  hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom på Herlighed iblandt
+      Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i
+      eder, Herlighedens Håb,
+ 28.  hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert Menneske og lære hvert
+      Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert
+      Menneske som fuldkomment i Kristus;
+ 29.  hvorpå jeg også arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som
+      virker mægtigt i mig.
+
+Kolossenserne 2
+
+  1.  Thi jeg vil, at I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for
+      eder og for dem i Laodikea og for alle, som ikke have set mit
+      Åsyn i Kødet,
+  2.  for at deres Hjerter må opmuntres, idet de sammenknyttes i
+      Kærlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Rigdom, til
+      Erkendelse af Guds Hemmelighed, Kristus.
+  3.  i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes skjulte.
+
+  4.  Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage eder med lokkende
+      Tale.
+  5.  Thi om jeg også i Kødet er fraværende, så er jeg dog i Ånden hos
+      eder og glæder mig ved at se eders Orden og Fastheden i eders
+      Tro på Kristus.
+  6.  Derfor, ligesom I have modtaget Kristus Jesus, Herren, så
+      vandrer i ham,
+  7.  idet I ere rodfæstede og opbygges i ham og, stadfæstes ved
+      Troen, således som I bleve oplærte, så I vokse i den med
+      Taksigelse.
+  8.  Ser til, at der ikke skal være nogen, som gør eder til Bytte ved
+      den verdslige Visdom og tomt Bedrag efter Menneskers
+      Overlevering, efter Verdens Børnelærdom og ikke efter Kristus;
+
+  9.  thi i ham bor Guddommens hele Fylde legemlig,
+ 10.  og i ham have I eders Fylde, ham, som er Hovedet for al Magt og
+      Myndighed;
+ 11.  i hvem I også ere blevne omskårne med en Omskærelse, som ikke er
+      gjort med Hænder, ved Afførelsen af Kødets Legeme, ved Kristi
+      Omskærelse,
+ 12.  idet I bleve begravne med ham i Dåben, i hvilken I også bleve
+      medoprejste ved Troen på Guds Virkekraft, som oprejste ham fra
+      de døde.
+ 13.  Også eder, som vare døde i eders Overtrædelser og eders Køds
+      Forhud, eder gjorde han levende tillige med ham, idet han tilgav
+      os alle vore Overtrædelser
+ 14.  og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger,
+      hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det
+      til Korset;
+ 15.  efter at have afvæbnet Magterne og Myndighederne, stillede han
+      dem åbenlyst til Skue, da han i ham førte dem i Sejrstog.
+
+ 16.  Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i
+      Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat,
+ 17.  hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er
+      Kristi.
+ 18.  Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i
+      Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad
+      han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind,
+ 19.  og ikke holder fast ved Hovedet, ud fra hvem hele Legemet, idet
+      det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser
+      Guds Vækst.
+ 20.  Når I med Kristus ere døde fra Verdens Børnelærdom, hvorfor lade
+      I eder da pålægge Befalinger, som om I levede i Verden:
+ 21.  "Tag ikke, smag ikke, rør ikke derved!"
+ 22.  (hvilket alt er bestemt til at forgå ved at forbruges) efter
+      Menneskenes Bud og Lærdomme?
+ 23.  thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og
+      Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er
+      Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.
+
+Kolossenserne 3
+
+  1.  Når I altså, ere blevne oprejste med Kristus, da søger det, som
+      er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd.
+  2.  Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på
+      Jorden.
+  3.  Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud.
+  4.  Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med
+      ham i Herlighed.
+
+  5.  Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt
+      Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse;
+  6.  for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede.
+  7.  I dem vandrede også I fordum, da I levede deri.
+  8.  Men nu skulle også I aflægge det alt sammen, Vrede, Hidsighed,
+      Ondskab, Forhånelse, slem Snak af eders Mund.
+  9.  Lyver ikke for hverandre, da I have afført eder det gamle
+      Menneske med dets Gerninger
+ 10.  og iført eder det nye, som fornyes til Erkendelse efter hans
+      Billede, der skabte det;
+ 11.  hvor der ikke er Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar,
+      Skyther, Træl, fri, men Kristus er alt og i alle.
+
+ 12.  Så ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig
+      Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,
+ 13.  så I bære over med hverandre og tilgive hverandre,dersom nogen
+      har Klagemål imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, således
+      også I!
+ 14.  Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er
+      Fuldkommenhedens Bånd.
+ 15.  Og Kristi Fred råde i eders Hjerter, til hvilken I også bleve
+      kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige!
+ 16.  Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære
+      og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser,
+      idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud.
+ 17.  Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den
+      Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.
+
+ 18.  I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer
+      sig i Herren.
+ 19.  I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem!
+ 20.  I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er
+      velbehageligt i Herren.
+ 21.  I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe
+      Modet.
+ 22.  I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med
+      Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets
+      Enfold, frygtende Herren.
+ 23.  Hvad I end foretage eder, så gører det af Hjertet, som for
+      Herren og ikke for Mennesker,
+ 24.  da I vide, at I af Herren skulle få Arven til Vederlag; det er
+      den Herre Kristus, I tjene.
+ 25.  Thi den, som gør Uret, skal få igen, hvad Uret han gjorde, og
+      der er ikke Persons Anseelse.
+4-1.  I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide,
+      at også I have en Herre i Himmelen.
+
+Kolossenserne 4
+  2.  Værer vedholdendene i; Bønnen, idet I ere årvågne i den med
+      Taksigelse.
+  3.  idet I tillige bede også for os, at Gud vil oplade os en Ordets
+      Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg også er
+      bunden,
+  4.  for at jeg kan åbenbare den således, som jeg bør tale.
+
+  5.  Vandrer i Visdom overfor dem, som ere udenfor, så I købe den
+      belejlige Tid.
+  6.  Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, så I vide,
+      hvorledes I bør svare enhver især.
+
+  7.  Hvorledes det går mig, skal Tykikus, den elskede Broder og tro
+      Tjener og Medtjener i Herren, kundgøre eder alt sammen;
+  8.  ham sender jeg til eder, netop for at I skulle lære at kende,
+      hvorledes det står til med os, og for at han skal opmuntre eders
+      Hjerter,
+  9.  tillige med Onesimus, den tro og elskede Broder, som er fra
+      eders By; de skulle fortælle eder, hvorledes alt står til her.
+
+ 10.  Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's
+      Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger - dersom han kommer
+      til eder, da tager imod ham -
+ 11.  og Jesus, som kaldes Justus, hvilke af de omskårne ere de eneste
+      Medarbejdere for Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst.
+ 12.  Epafras hilser eder, han, som er fra eders By, en Kristi Jesu
+      Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, før at I må
+      stå fuldkomne og fuldvisse i al Guds Villie.
+ 13.  Thi jeg giver ham det Vidnesbyrd, at han har megen Møje for eder
+      og dem i Laodikea og dem i Hierapolis,
+ 14.  Lægen Lukas, den elskede, hilser eder, og Demas.
+ 15.  Hilser Brødrene i Laodikea og Nymfas og Menigheden i deres Hus.
+ 16.  Og når dette Brev er oplæst hos eder, da sørger for, at det også
+      bliver oplæst i Laodikensernes Menighed, og at I også læse
+      Brevet fra Laodikea.
+ 17.  Og siger til Arkippus: Giv Agt på den Tjeneste, som du har
+      modtaget i Herren, at du fuldbyrder den.
+
+ 18.  Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd. Kommer mine Lænker i Hu
+      Nåde være med eder!
+
+
+1.Tessalonikerne
+
+1.Tessalonikerne 1
+
+  1.  Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i
+      Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Nåde være med eder og
+      Fred!
+
+  2.  Vi takke Gud altid for eder alle, når vi komme eder i Hu i vore
+      Bønner,
+  3.  idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde
+      i Kærligheden og eders Udholdenhed i Håbet på vor Herre Jesus
+      Kristus for vor Guds og Faders Åsyn,
+  4.  efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre,
+  5.  at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men også i
+      Kraft og i den Helligånd og i fuld Overbevisning, som I jo vide,
+      hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld.
+  6.  Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge
+      Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligånd,
+  7.  så at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i
+      Makedonien og Akaja;
+  8.  thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og
+      Akaja, men alle Vegne er eders Tro på Gud kommen ud, så at vi
+      ikke have nødig at tale derom.
+  9.  Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos
+      eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at
+      tjene den levende og sande Gud
+ 10.  og vente på hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde,
+      Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.
+
+1.Tessalonikerne 2
+
+  1.  I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været
+      forgæves;
+  2.  men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne
+      mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale
+      Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
+  3.  Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er
+      ikke forbunden med Svig;
+  4.  men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet
+      betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud,
+      som prøver vore Hjerter.
+  5.  Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I
+      vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er
+      Vidne;
+  6.  ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af
+      andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til
+      Byrde.
+  7.  Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer
+      sine egne Børn,
+  8.  således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at
+      dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget
+      Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
+  9.  I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat
+      og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi
+      Guds Evangelium for eder.
+ 10.  I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi
+      færdedes iblandt eder, som tro;
+ 11.  ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt
+      af eder som en Fader sine Børn
+ 12.  og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte
+      eder til sit Rige og sin Herlighed.
+
+ 13.  Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds
+      Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord,
+      men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig
+      virksomt i eder, som tro.
+ 14.  Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i
+      Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af
+      eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
+ 15.  der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os
+      og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
+ 16.  idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse,
+      for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er
+      kommen over dem fuldtud.
+
+ 17.  Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i
+      det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at
+      få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
+ 18.  efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus,
+      både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
+ 19.  Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når
+      ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans
+      Tilkommelse?
+ 20.  I ere jo vor Ære og Glæde.
+
+1.Tessalonikerne 3
+
+  1.  Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at
+      lades alene tilbage i Athen,
+  2.  og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener i Kristi
+      Evangelium, for at styrke eder og formane eder angående eders
+      Tro,
+  3.  for at ingen skulde blive vakelmodig i disse Trængsler; I vide
+      jo selv, at dertil ere vi bestemte.
+  4.  Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi
+      skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som
+      I vide.
+  5.  Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde
+      det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde
+      have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves.
+
+  6.  Men nu, da Timotheus er kommen til os fra eder og har bragt os
+      godt Budskab om eders Tro og Kærlighed og om, at I altid have os
+      i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesom vi
+      efter eder:
+  7.  så ere vi af den Grund, Brødre! blevne trøstede med Hensyn til
+      eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro.
+  8.  Thi nu leve vi, når I stå fast i Herren.
+  9.  Thi hvilken Tak kunne vi bringe Gud for eder til Gengæld for al
+      den Glæde; hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Åsyn,
+ 10.  idet vi Nat og Dag inderligt bede om at måtte få eder selv at se
+      og råde Bod på eders Tros Mangler?
+
+ 11.  Men han selv, vor Gud og Fader, og vor Herre Jesus Kristus styre
+      vor Vej til eder!
+ 12.  Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i
+      Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til
+      eder,
+ 13.  så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i
+      Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med
+      alle hans hellige!
+
+1.Tessalonikerne 4
+
+  1.  Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre
+      Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og
+      behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end
+      yderligere Fremgang.
+  2.  I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus.
+  3.  Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder
+      fra Utugt;
+  4.  at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og
+      Ære,
+  5.  ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud;
+  6.  at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi
+      Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og
+      vidnet for eder.
+  7.  Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse.
+  8.  Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et
+      Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder.
+
+  9.  Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive
+      eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre;
+ 10.  det gøre I jo også imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi
+      formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang
+ 11.  og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og
+      arbejde med eders Hænder, således som vi bød eder,
+ 12.  for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor,
+      og for ikke at trænge til nogen.
+
+ 13.  Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn
+      til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre,
+      der ikke have Håb.
+ 14.  Thi når vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud
+      ligeså ved Jesus føre de hensovede frem med ham.
+ 15.  Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive
+      tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme
+      forud for de hensovede.
+ 16.  Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med
+      Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle
+      opstå først;
+ 17.  derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes
+      tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så
+      skulle vi altid være sammen med Herren.
+ 18.  Så trøster hverandre med disse Ord!
+
+1.Tessalonikerne 5
+
+  1.  Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives
+      til eder;
+  2.  thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om
+      Natten.
+  3.  Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang
+      pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og
+      de skulle ingenlunde undfly.
+  4.  Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske
+      eder som en Tyv.
+  5.  Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens
+      eller Mørkets Børn.
+  6.  Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og
+      være ædrue!
+  7.  Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere
+      berusede om Natten.
+  8.  Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens
+      og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm!
+  9.  Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved
+      vor Herre Jesus Kristus,
+ 10.  som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove,
+      skulle leve sammen med ham.
+ 11.  Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom
+      I også gøre.
+
+ 12.  Men vi bede eder, Brødre! at I skønne på dem, som arbejde
+      iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og påminde eder,
+ 13.  og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder
+      Fred med hverandre!
+ 14.  Og vi formane eder, Brødre! påminder de uskikkelige, trøster de
+      modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod
+      alle!
+ 15.  Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber
+      altid efter det gode, både imod hverandre og imod alle.
+ 16.  Værer altid glade,
+ 17.  beder uafladelig,
+ 18.  takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i
+      Kristus Jesus.
+ 19.  Udslukker ikke Ånden,
+ 20.  ringeagter ikke Profetier,
+ 21.  prøver alt, beholder det gode!
+ 22.  Holder eder fra det onde under alle Skikkelser!
+
+ 23.  Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og
+      gid eders Ånd og Sjæl og Legeme må bevares helt og holdent, uden
+      Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse!
+ 24.  Trofast er han, som kaldte eder, han skal også gøre det.
+
+ 25.  Brødre! beder for os!
+ 26.  Hilser alle Brødrene med et helligt Kys!
+ 27.  Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev må blive oplæst for
+      alle de hellige Brødre.
+ 28.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
+
+
+2.Tessalonikerne
+
+2.Tessalonikerne 1
+
+  1.  Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i
+      Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som
+      tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes
+      Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle,
+  4.  så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders
+      Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de
+      Trængsler, som I udstå,
+  5.  et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige
+      til Guds Rige, for hvilket I også lide;
+  6.  hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til
+      Gengæld, som trænge eder,
+  7.  og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu
+      Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle,
+  8.  med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og
+      over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium,
+  9.  de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens
+      Ansigt og fra hans Vældes Herlighed.
+ 10.  når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og
+      beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort
+      Vidnesbyrd til eder.
+
+ 11.  Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder
+      Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og
+      Troens Gerning,
+ 12.  for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham.
+      efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde.
+
+2.Tessalonikerne 2
+
+  1.  Men vi bede eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi
+      Tilkommelse og vor Samling til ham,
+  2.  at I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller
+      forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller
+      Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for
+      Hånden.
+  3.  Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Frafaldet
+      komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn,
+  4.  han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt. hvad der
+      kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel
+      og udgiver sig selv for at være Gud.
+  5.  Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos
+      eder?
+  6.  Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han åbenbares
+      i sin Tid.
+  7.  Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu
+      holder tilbage, først må komme af Vejen
+  8.  og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal
+      dræbe med sin Munds Ånde og tilintetgøre ved sin Tilkommelses
+      Åbenbarelse,
+  9.  han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og
+      Tegn og Undere
+ 10.  og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de
+      ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive
+      frelste.
+ 11.  Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro
+      Løgnen,
+ 12.  for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men
+      fandt Behag i Uretfærdigheden.
+
+ 13.  Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren
+      elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til
+      Frelse ved Åndens Helligelse og Tro på Sandheden,
+ 14.  hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde
+      vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed.
+
+ 15.  Så står da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer,
+      hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev.
+ 16.  Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har
+      elsket og givet os en evig Trøst og et godt Håb i Nåde,
+ 17.  han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og
+      Tale!
+
+2.Tessalonikerne 3
+
+  1.  I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og
+      forherliges ligesom hos eder,
+  2.  og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen
+      er ikke alles.
+  3.  Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra
+      det onde;
+  4.  og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville
+      gøre, hvad vi byde.
+  5.  Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi
+      Udholdenhed!
+
+  6.  Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I
+      holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og
+      ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os.
+  7.  I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke
+      levet uskikkeligt iblandt eder,
+  8.  ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med
+      Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder
+      til Byrde.
+  9.  Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et
+      Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os.
+ 10.  Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen
+      ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden!
+ 11.  Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet
+      de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for.
+ 12.  Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de
+      skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød.
+ 13.  Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode!
+ 14.  Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker
+      eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig!
+ 15.  Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en
+      Broder!
+
+ 16.  Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle
+      Måder!  Herren være med eder alle!
+ 17.  Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i
+      hvert Brev. Således skriver jeg.
+ 18.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle!
+
+
+1.Timoteus
+
+1.Timoteus 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser,
+      og Kristus Jesus, vort Håb,
+  2.  til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Nåde, Barmhjertig Fred fra
+      Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre!
+
+  3.  Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg
+      drog til Makedonien, for at du skulde påbyde visse Folk ikke at
+      føre fremmed Lære
+  4.  og ikke at agte på Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere
+      fremme Stridigheden end Guds Husholdning i Tro.
+  5.  Men Påbudets Endemål er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god
+      Samvittighed og af en uskrømtet Tro,
+  6.  hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende
+      Snak,
+  7.  idet de ville være Lovlærere uden at forstå, hverken hvad de
+      sige, eller hvorom de udtale sig så sikkert.
+  8.  Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt,
+  9.  idet man veed dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige,
+      men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og
+      vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for
+      Manddrabere,
+ 10.  utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere,
+      Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære,
+ 11.  efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig
+      betroet.
+
+ 12.  Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre,
+      fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en
+      Tjeneste,
+ 13.  skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en
+      Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde
+      det vitterligt i Vantro,
+ 14.  Ja, vor Herres Nåde viste sig overvættes rig med Tro og
+      Kærlighed i Kristus Jesus.
+ 15.  Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus
+      kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den
+      største"
+ 16.  Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus
+      Kristus kunde på mig som den første vise hele sin Langmodighed,
+      til et Forbillede på dem, som skulle tro på ham til evigt Liv.
+ 17.  Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud
+      være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 18.  Dette Påbud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de
+      Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem
+      strider den gode Strid,
+ 19.  idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt
+      fra sig og lidt Skibbrud på Troen;
+ 20.  iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet
+      til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.
+
+1.Timoteus 2
+
+  1.  Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner,
+      Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker,
+  2.  for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et
+      roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed;
+  3.  dette er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser,
+  4.  som vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds
+      Erkendelse.
+  5.  Thi der er een Gud, og også een Mellemmand imellem Gud og
+      Mennesker, Mennesket Kristus Jesus,
+  6.  som gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, hvilket
+      er Vidnesbyrdet i sin Tid,
+  7.  og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg
+      siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og
+      Sandhed.
+
+  8.  Så vil jeg da, at Mændene på ethvert Sted, hvor de bede, skulle
+      opløfte fromme Hænder uden Vrede og Trætte.
+  9.  Ligeså, at Kvinder skulle pryde sig i sømmelig Klædning med
+      Blufærdighed og Ærbarhed, ikke med Fletninger og Guld eller
+      Perler eller kostbar Klædning,
+ 10.  men, som det sømmer sig Kvinder, der bekende sig til Gudsfrygt,
+      med gode Gerninger.
+ 11.  En Kvinde bør i Stilhed lade sig belære, med al Lydighed;
+ 12.  men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at
+      byde over Manden, men at være i Stilhed.
+ 13.  Thi Adam blev dannet først, derefter Eva;
+ 14.  og Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og er
+      falden i Overtrædelse.
+ 15.  Men hun skal frelses igennem sin Barnefødsel, dersom de blive i
+      Tro og Kærlighed og Hellighed med Ærbarhed.
+
+1.Timoteus 3
+
+  1.  Den Tale er troværdig; dersom nogen begærer en Tilsynsgerning
+      har han Lyst til en skøn Gerning.
+  2.  En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand,
+      ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre;
+  3.  ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, men mild, ikke
+      kivagtig, ikke pengegridsk;
+  4.  en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere
+      lydige med al Ærbarhed;
+  5.  (dersom en ikke veed at forestå sit eget Hus, hvorledes vil han
+      da kunne sørge for Guds Menighed?)
+  6.  ikke ny i Troen, som at han ikke skal blive opblæst og falde ind
+      under Djævelens Dom.
+  7.  Men han bør også have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere
+      udenfor; for at han ikke skal falde i Forhånelse og Djævelens
+      Snare.
+
+  8.  Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede,
+      ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding,
+  9.  bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed.
+ 10.  Men også disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis
+      de ere ustrafelige.
+ 11.  Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige,
+      tro i alle Ting.
+ 12.  En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestå sine
+      Børn og sit eget Hus vel.
+ 13.  Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en
+      smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen på Kristus Jesus.
+
+ 14.  Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg håber at komme
+      snart til dig;
+ 15.  men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør
+      færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed,
+      Sandhedens Søjle og Grundvold.
+ 16.  Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han,
+      som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af
+      Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i
+      Herlighed.
+
+1.Timoteus 4
+
+  1.  Men Ånden siger klarlig, at i kommende Tider ville nogle falde
+      fra Troen, idet de agte på forførende Ånder og på Dæmoners
+      Lærdomme,
+  2.  ved Løgnlæreres Hykleri, som ere brændemærkede i deres egen
+      Samvittighed,
+  3.  som byde, at man ikke må gifte sig, og at man skal afholde sig
+      fra Spiser, hvilke Gud har skabt til at nydes med Taksigelse af
+      dem, som tro og have erkendt Sandheden.
+  4.  Thi al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, når det
+      tages med Taksigelse;
+  5.  thi det helliges ved Guds Ord og Bøn.
+
+  6.  Når du foreholder Brødrene dette, er du en god Kristi Jesu
+      Tjener, idet du næres ved Troens og den gode Læres Ord, den, som
+      du har efterfulgt;
+  7.  men afvis de vanhellige og kælingagtige Fabler! Derimod øv dig
+      selv i Gudsfrygt!
+  8.  Thi den legemlige Øvelse er nyttig til lidet, men Gudsfrygten er
+      nyttig til alle Ting, idet den har Forjættelse for det Liv, som
+      nu er, og for det, som kommer.
+  9.  Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd.
+ 10.  Thi derfor lide vi Møje og Forhånelser, fordi vi have sat vort
+      Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest
+      deres, som tro.
+ 11.  Påbyd og lær dette!
+
+ 12.  Lad ingen ringeagte dig for din Ungdoms Skyld, men bliv et
+      Forbillede for dem, som tro, i Tale, i Vandel, i Kærlighed, i
+      Tro, i Renhed!
+ 13.  Indtil jeg kommer, så giv Agt på Oplæsningen, Formaningen,
+      Undervisningen.
+ 14.  Forsøm ikke den Nådegave, som er i dig, som blev given dig under
+      Profeti med Håndspålæggelse af de Ældste.
+ 15.  Tænk på dette, lev i dette, for at din Fremgang må være åbenbar
+      for alle.
+ 16.  Giv Agt på dig selv og på Undervisningen: hold ved dermed; thi
+      når du gør dette,skal du frelse både dig selv og dem, som høre
+      dig.
+
+1.Timoteus 5
+
+  1.  En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en
+      Fader, unge Mænd som Brødre,
+  2.  gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed.
+
+  3.  Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker;
+  4.  men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære
+      at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod
+      Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud.
+  5.  Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til
+      Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag;
+  6.  men den, som lever efter sine Lyster, er levende død.
+  7.  Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige.
+  8.  Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine
+      Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.
+  9.  En Enke kan udnævnes når hun er ikke yngre end tresindstyve År,
+      har været een Mands Hustru,
+ 10.  har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist
+      Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende,
+      har lagt sig efter al god Gerning.
+ 11.  Men afvis unge Enker; thi når de i kødelig Attrå gøre Oprør imod
+      Kristus, ville de giftes
+ 12.  og have så den Dom, at de have sveget deres første Tro.
+ 13.  Tilmed lære de, idet de løbe omkring i Husene, at være
+      ørkesløse, og ikke alene ørkesløse, men også at være
+      sladderagtige og blande sig i uvedkommende Ting, idet de tale,
+      hvad der er utilbørligt.
+ 14.  Derfor vil jeg, at unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre
+      Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
+ 15.  Thi allerede have nogle vendt sig bort efter Satan.
+ 16.  Dersom nogen troende Kvinde har Enker, da lad hende hjælpe dem,
+      og lad ikke Menigheden bebyrdes, for at den kan hjælpe de
+      virkelige Enker.
+
+ 17.  De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære
+      værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning.
+ 18.  Thi Skriften siger: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som
+      tærsker;" og: "Arbejderen er sin Løn værd."
+ 19.  Tag ikke imod noget Klagemål imod en Ældste, uden efter to eller
+      tre Vidner.
+ 20.  Dem, som Synde, irettesæt dem for alles Åsyn, for at også de
+      andre må have Frygt.
+ 21.  Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles
+      Åsyn, at du vogter på dette uden Partiskhed, så du intet gør
+      efter Tilbøjelighed.
+ 22.  Vær ikke hastig til at lægge Hænder på nogen, og gør dig ikke
+      delagtig i andres Synder; hold dig selv ren!
+ 23.  Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og
+      dine jævnlige Svagheder.
+ 24.  Nogle Menneskers Synder ere åbenbare og gå forud til Dom; men
+      for nogle følge de også bagefter.
+ 25.  Ligeledes ere også de gode Gerninger åbenbare, og de, som det
+      forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules.
+
+1.Timoteus 6
+
+  1.  Alle de, som ere Trælle under Åg, skulle holde deres egne Herrer
+      al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes.
+  2.  Men de, der have troende Herrer, må ikke ringeagte dem, fordi de
+      ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt
+      af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og
+      forman dertil!
+
+  3.  Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor
+      Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med
+      Gudsfrygt.
+  4.  han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder
+      og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhånelser, ond Mistanke
+  5.  og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet
+      og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en
+      Vinding.
+  6.  Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding.
+  7.  Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da åbenbart, at vi
+      ej heller kunne bringe noget ud derfra.
+  8.  Men når vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje.
+  9.  Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange
+      ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i
+      Undergang og Fortabelse;
+ 10.  thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige
+      derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget
+      sig selv med mange Smerter.
+
+ 11.  Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter
+      Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed,
+      Sagtmodighed;
+ 12.  strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er
+      bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange
+      Vidner.
+ 13.  Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for
+      Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius
+      Pilatus,
+ 14.  at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu
+      Kristi Åbenbarelse,
+ 15.  hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og
+      Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid;
+ 16.  han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys,
+      hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og
+      evig Magt! Amen!
+
+ 17.  Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke
+      hovmode sig, ej heller sætte Håb til den usikre Rigdom, men til
+      Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde;
+ 18.  at de gøre godt, ere rige på gode Gerninger, gerne give, meddele
+ 19.  og således, opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende
+      Tid, for at de kunne gribe det sande Liv.
+
+ 20.  O Timotheus! vogt på den betroede Skat, idet du vender dig bort
+      fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den
+      falskelig såkaldte Erkendelse,
+ 21.  hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen.
+      Nåden være med dig!
+
+
+2.Timoteus
+
+2.Timoteus 1
+
+  1.  Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe
+      Forjættelse om Livet i Kristus Jesus
+  2.  - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred
+      fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!
+
+  3.  Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren
+      Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine
+      Bønner Nat og Dag,
+  4.  da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg
+      må fyldes med Glæde,
+  5.  idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig,
+      den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og
+      jeg er vis på, at den også bor i dig.
+
+  6.  Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som
+      er i dig ved mine Hænders Pålæggelse.
+  7.  Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds
+      og Sindigheds Ånd.
+  8.  Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved
+      mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft,
+  9.  han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke
+      efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som
+      blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider,
+ 10.  men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi
+      Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og
+      Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet,
+ 11.  for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og
+      Hedningers Lærer,
+
+ 12.  hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved;
+      thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at
+      han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag.
+ 13.  Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro
+      og Kærlighed i Kristus Jesus.
+ 14.  Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i
+      os.
+
+ 15.  Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt
+      hvilke ere Fygelus og Hermogenes.
+ 16.  Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte
+      vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke,
+ 17.  men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig.
+ 18.  Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag!
+      Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.
+
+2.Timoteus 2
+
+  1.  Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus;
+  2.  og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til
+      trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære
+      andre.
+  3.  Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand.
+  4.  Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler
+      for at han kan behage den, som tog ham i Sold.
+  5.  Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke
+      bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt.
+  6.  Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne.
+  7.  Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle
+      Ting.
+
+  8.  Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd,
+      efter mit Evangelium,
+  9.  for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en
+      Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.
+ 10.  Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de
+      skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed.
+ 11.  Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi
+      også leve med ham;
+ 12.  dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom
+      vi fornægte, skal også han fornægte os;
+ 13.  dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv
+      kan han ikke.
+
+ 14.  påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at
+      de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til
+      Ødelæggelse for dem, som høre derpå.
+ 15.  Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som
+      en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer
+      Sandhedens Ord.
+ 16.  Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville
+      stedse gå videre i Ugudelighed,
+ 17.  og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus
+      og Filetus,
+ 18.  som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er
+      allerede sket, og de forvende Troen hos nogle.
+
+ 19.  Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: "Herren kender
+      sine" og: "Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra
+      Uretfærdighed."
+ 20.  Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men
+      også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære.
+ 21.  Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar
+      til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god
+      Gerning.
+
+ 22.  Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter
+      Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som
+      påkalde Herren af et rent Hjerte;
+ 23.  og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du
+      ved, at de avle Kampe,
+ 24.  men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle,
+      dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt,
+ 25.  med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud
+      dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse,
+ 26.  og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere
+      fangne til at gøre hans Villie.
+
+2.Timoteus 3
+
+  1.  Men vid dette,at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider
+      indtræde.
+  2.  Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske,
+      praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre,
+      utaknemmelige, ryggesløse,
+  3.  ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, rå, uden
+      Kærlighed til det gode,
+  4.  forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske
+      Vellyst, end de elske Gud,
+  5.  som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og
+      fra disse skal du vende dig bort!
+  6.  Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange
+      Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Hånde
+      Begæringer
+  7.  og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse.
+  8.  Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, således modstå
+      også disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet,
+      forkastelige i Troen.
+  9.  Dog, de skulle ikke få Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal
+      blive åbenbart for alle, ligesom også hines blev.
+
+ 10.  Du derimod har efterfulgt mig i Lære, i Vandel, i Forsæt, Tro,
+      Langmodighed, Kærlighed, Udholdenhed,
+ 11.  i Forfølgelser, i Lidelser, sådanne, som ere komne over mig i
+      Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne Forfølgelser, som jeg har
+      udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle.
+ 12.  Ja, også alle de, som ville leve gudfrygtigt i Kristus Jesus,
+      skulle forfølges.
+ 13.  Men onde Mennesker og Bedragere ville gå frem til det værre; de
+      forføre og forføres.
+
+ 14.  Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven
+      forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det,
+ 15.  og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kunne
+      gøre dig viis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus.
+ 16.  Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til
+      Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed,
+ 17.  for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al
+      god Gerning.
+
+2.Timoteus 4
+
+  1.  Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Åsyn, som skal dømme
+      levende og døde, og ved hans Åbenbarelse og hans Rige:
+  2.  Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf,
+      forman med al Langmodighed og Belæring!
+  3.  Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde
+      Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i
+      Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren,
+  4.  og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til
+      Fablerne.
+  5.  Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists
+      Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!
+
+  6.  Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Hånden.
+  7.  Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret
+      Troen.
+  8.  I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken
+      Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke
+      alene mig, men også alle dem, som have elsket hans Åbenbarelse.
+
+  9.  Gør dig Flid for at komme snart til mig;
+ 10.  thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende
+      Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien,
+      Titus til Dalmatien.
+ 11.  Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han
+      er mig nyttig til Tjenesten.
+ 12.  Men Tykikus har jeg sendt til Efesus.
+ 13.  Når du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod
+      blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem på Pergament.
+
+ 14.  Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale
+      ham efter hans Gerninger.
+ 15.  For ham skal også du vogte dig; thi han stod vore Ord hårdt imod.
+ 16.  Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode
+      mig i Stikken; (gid det ikke må tilregnes dem! )
+ 17.  Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken
+      skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg
+      blev friet fra Løvens Gab.
+ 18.  Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit
+      himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 19.  Hils Priska og Akvila og Onesiforus's Hus!
+ 20.  Erastus blev i Korinth, men Trofimmus efterlod jeg syg i Milet.
+ 21.  Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og
+      Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig.
+ 22.  Den Herre Jesus være med din Ånd! Nåden være med eder!
+
+
+Titus
+
+Titus 1
+
+  1.  Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos
+      Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden angående Gudsfrygt,
+  2.  i Håb om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet
+      fra evige Tider,
+  3.  men i sin Tid har han åbenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er
+      bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling:
+  4.  til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Nåde og Fred fra Gud
+      Fader og Kristus Jesus vor Frelser!
+
+  5.  Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i
+      Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som
+      jeg pålagde dig,
+  6.  såfremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn,
+      der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige.
+  7.  Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder,
+      ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke
+      til Slagsmål, ikke til slet Vinding,
+  8.  men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from,
+      afholdende;
+  9.  en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for
+      at han kan være dygtig til både at formane ved den sunde Lære og
+      at gendrive dem, som sige imod.
+
+ 10.  Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og dåre
+      Sindet, især de af Omskærelsen;
+ 11.  dem bør man stoppe Munden på; thi de forvende hele Huse ved at
+      føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld.
+ 12.  En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: "Kretere ere
+      altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge."
+ 13.  Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i
+      Rette, for at de må blive sunde i Troen
+ 14.  og ikke agte på jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende
+      sig bort fra Sandheden.
+ 15.  Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er
+      intet rent, men både deres Sind og Samvittighed er besmittet.
+ 16.  De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de
+      ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al
+      god Gerning.
+
+Titus 2
+
+  1.  Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære:
+  2.  at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i
+      Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden;
+  3.  at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig
+      hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men
+      være Lærere i, hvad godt er,
+  4.  for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske
+      deres Mænd og at elske deres Børn,
+  5.  at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd
+      undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes.
+  6.  Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige,
+  7.  idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode
+      Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed,
+  8.  sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme,
+      når han intet ondt har at sige om os.
+  9.  Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at
+      være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod,
+ 10.  ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder
+      kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære.
+
+ 11.  Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker
+ 12.  og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige
+      Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den
+      nærværende Verden;
+ 13.  forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers
+      Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse,
+ 14.  han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al
+      Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode
+      Gerninger.
+ 15.  Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen
+      ringeagte dig!
+
+Titus 3
+
+  1.  Påmind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at
+      adlyde, at være redebonne til al god Gerning.
+  2.  ikke at forhåne nogen, ikke være stridslystne, men milde, og
+      udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker.
+
+  3.  Thi også vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende,
+      Slaver af Begæringer og, mange Hånde Lyster, vi levede i Ondskab
+      og Avind, vare forhadte og hadede hverandre.
+  4.  Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed
+      åbenbaredes,
+  5.  frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som
+      vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens
+      Bad og Fornyelsen i den Helligånd,
+  6.  som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser,
+  7.  for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde
+      Arvinger til evigt Liv.
+  8.  Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre
+      dem, for at de, som ere komne til Tro på Gud, skulle lægge Vind
+      på at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.
+
+  9.  Men hold dig fra tåbelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv
+      og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse.
+ 10.  Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges
+      Påmindelse,
+ 11.  da du ved, at en sådan er forvendt og synder, domfældt af sig
+      selv.
+
+ 12.  Når jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid
+      for at komme til mig i Nikopolis;thi der har jeg besluttet at
+      overvintre.
+ 13.  Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe på
+      Vej, for at intet skal fattes dem.
+ 14.  Men lad også vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang
+      dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt.
+ 15.  Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i
+      Troen.  Nåden være med eder alle!
+
+
+Filemon 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon,
+      vor elskede og Medarbejder,
+  2.  og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden
+      i dit Hus;
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  4.  Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner,
+  5.  efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til
+      den Herre Jesus og til alle de hellige,
+  6.  for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i
+      Erkendelse af alt det gode, som er i eder.
+  7.  Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi
+      de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!
+
+  8.  Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale
+      dig det, som er tilbørligt,
+  9.  så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som
+      jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange;
+ 10.  jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker,
+      Onesimus,
+ 11.  ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig
+      og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage,
+ 12.  ham, det er mit eget Hjerte.
+ 13.  Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde
+      tjene mig i Evangeliets Lænker.
+ 14.  Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed
+      ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie.
+ 15.  Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du
+      kunde få ham igen til evigt Eje,
+ 16.  ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket
+      Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i
+      Kødet og i Herren.
+ 17.  Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig!
+ 18.  Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da
+      før mig det til Regning!
+ 19.  Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke
+      at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv.
+ 20.  Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit
+      Hjerte i Kristus!
+
+ 21.  I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at
+      du vil gøre endog mere end det, jeg siger.
+ 22.  Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at
+      jeg ved eders Bønner skal skænkes eder.
+ 23.  Epafras, min medfangne i Kristus Jesus,
+ 24.  Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig.
+ 25.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!
+
+
+Hebræerne
+
+Hebræerne 1
+
+  1.  Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder,
+      til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse
+      Dage talt til os ved sin Søn,
+  2.  hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har
+      skabt Verden;
+  3.  han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens
+      udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter
+      at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens
+      højre Hånd i det høje,
+  4.  idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har
+      arvet et herligere Navn fremfor dem.
+
+  5.  Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min
+      Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham
+      en Fader, og han skal være mig en Søn"?
+  6.  Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det:
+      "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".
+  7.  Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine
+      Tjenere til Ildslue";
+  8.  men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens
+      Kongestav er dit Riges Kongestav.
+  9.  Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din
+      Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".
+ 10.  Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene
+      ere dine Hænders Gerninger.
+ 11.  De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som
+      et Klædebon,
+ 12.  ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle
+      omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".
+ 13.  Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved
+      min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel
+      for dine Fødder"?
+ 14.  Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for
+      deres Skyld, der skulle arve Frelse?
+
+Hebræerne 2
+
+  1.  Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke
+      skulle rives bort.
+  2.  Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver
+      Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn,
+  3.  hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor
+      en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved
+      Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
+  4.  idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde
+      kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin
+      Villie.
+
+  5.  Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om
+      hvilken vi tale.
+  6.  Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du
+      kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham?
+  7.  Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og
+      Ære kronede du ham;
+  8.  alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig
+      underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham
+      underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte
+      ham;
+  9.  men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle,
+      Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og
+      Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.
+
+ 10.  Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved
+      hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da
+      at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.
+ 11.  Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af
+      een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
+ 12.  når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt
+      i en Menighed vil jeg lovsynge dig."
+ 13.  Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se,
+      her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."
+ 14.  Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i
+      lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den
+      magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen,
+ 15.  og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom
+      al deres Livs Tid.
+ 16.  Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd
+      tager han sig af.
+ 17.  Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han
+      kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud
+      til at sone Folkets Synder.
+ 18.  Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet,
+      komme dem til Hjælp, som fristes.
+
+Hebræerne 3
+
+  1.  Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser
+      hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
+  2.  der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var
+      det i hele hans Hus.
+  3.  Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme
+      Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset
+      selv.
+  4.  Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet
+      alt, er Gud.
+  5.  Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til
+      Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
+  6.  men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi,
+      såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil
+      Enden.
+
+  7.  Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
+  8.  da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen,
+      på Fristelsens Dag i Ørkenen,
+  9.  hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de
+      så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
+ 10.  Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild
+      i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
+ 11.  så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min
+      Hvile" -
+ 12.  så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal
+      findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende
+      Gud.
+ 13.  Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag",
+      for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
+ 14.  Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor
+      første Fortrøstning urokket indtil Enden.
+ 15.  Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke
+      eders Hjerter som i Forbitrelsen":
+ 16.  hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon
+      ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
+ 17.  Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som
+      syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
+ 18.  Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans
+      Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
+ 19.  Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.
+
+Hebræerne 4
+
+  1.  Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at
+      indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene,
+      at han er kommen for silde.
+  2.  Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men
+      Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet
+      med Troen hos dem, som hørte det.
+  3.  Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter
+      hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle
+      ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare
+      fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse.
+  4.  Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud
+      hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger."
+  5.  Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til
+      min Hvile."
+  6.  Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den,
+      og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind
+      for deres Genstridigheds Skyld:
+  7.  så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så
+      lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans
+      Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!"
+  8.  Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale
+      om en anden Dag siden efter.
+  9.  Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
+ 10.  Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile
+      fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.
+
+ 11.  Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at
+      ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave
+      Eksempel på.
+ 12.  Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget
+      tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd,
+      Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.
+ 13.  Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere
+      nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.
+
+ 14.  Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem
+      Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved
+      Bekendelsen!
+ 15.  Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed
+      med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle
+      Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
+ 16.  Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for
+      at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.
+
+Hebræerne 5
+
+  1.  Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for
+      Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både
+      Gaver og Slagtofre for Synder,
+  2.  som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende,
+      eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
+  3.  og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således
+      også for sig selv
+  4.  Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom
+      jo også Aron.
+
+  5.  Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive
+      Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg
+      har født dig i Dag,"
+  6.  som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid,
+      efter Melkisedeks Vis,"
+  7.  han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner
+      og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og
+      blev bønhørt i sin Angst,
+  8.  og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han
+      led,
+  9.  og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle
+      dem, som lyde ham,
+ 10.  idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
+
+ 11.  Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare,
+      efterdi I ere blevne sløve til at høre.
+ 12.  Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter
+      til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I
+      ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
+ 13.  Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er
+      spæd;
+ 14.  men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af
+      deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og
+      ondt.
+
+Hebræerne 6
+
+  1.  Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
+      frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
+      Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
+  2.  med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
+      evig Dom.
+  3.  Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
+  4.  Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
+      himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
+  5.  og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
+      som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
+      Omvendelse
+  6.  da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
+  7.  Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
+      frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
+      dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
+  8.  men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
+      Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
+
+  9.  Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
+      bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
+ 10.  Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
+      Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
+      I have tjent og tjene de hellige.
+ 11.  Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
+      den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
+ 12.  for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
+      Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
+ 13.  Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
+      fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
+ 14.  "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
+      mangfoldiggøre dig."
+ 15.  Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
+ 16.  Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
+      Modsigelse til Stadfæstelse.
+ 17.  Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
+      Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
+ 18.  for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
+      at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
+      ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
+      os,
+ 19.  hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
+      går ind inden for Forhænget,
+ 20.  hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
+      Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.
+
+Hebræerne 7
+
+  1.  Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som
+      gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes
+      Nederlag, og velsignede ham,
+  2.  hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn
+      udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems
+      Konge, det er: Freds Konge,
+  3.  uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages
+      Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han
+      forbliver Præst for bestandig.
+
+  4.  Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav
+      Tiende af Byttet.
+  5.  Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet,
+      have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af
+      deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;
+  6.  men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af
+      Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
+  7.  Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den
+      ypperligere.
+  8.  Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er
+      det en, om hvem der vidnes, at han lever.
+  9.  Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem
+      Abraham givet Tiende;
+ 10.  thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i
+      Møde.
+
+ 11.  Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske
+      Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven),
+      hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst
+      skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons
+      Vis?
+ 12.  Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed
+      også en Omskiftelse af Loven.
+ 13.  Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af
+      hvilken ingen har taget Vare på Alteret.
+ 14.  thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for
+      den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
+ 15.  Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med
+      Melkisedek opstår en anden Slags Præst,
+ 16.  som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et
+      uopløseligt Livs Kraft.
+ 17.  Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter
+      Melkisedeks Vis."
+ 18.  Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var
+      svagt og unyttigt
+ 19.  (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse
+      af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.
+ 20.  Og så vist som det ikke er sket uden Ed,
+ 21.  (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den,
+      som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du
+      er Præst til evig Tid"):
+ 22.  så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
+ 23.  Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved
+      Døden hindredes i at vedblive;
+ 24.  men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til
+      evig Tid,
+ 25.  hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud
+      ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.
+
+ 26.  Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os,
+      en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet
+      over Himlene;
+ 27.  en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at
+      frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets;
+      thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
+ 28.  Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have
+      Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter
+      en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:
+
+Hebræerne 8
+
+  1.  Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en
+      sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af
+      Majestætens Trone i Himlene
+  2.  som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket
+      Herren har oprejst, og ikke et Menneske.
+  3.  Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og
+      Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget
+      at frembære.
+  4.  Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst,
+      efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;
+  5.  hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske,
+      således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde
+      indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter
+      det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."
+
+  6.  Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han
+      også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre
+      Forjættelser.
+  7.  Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive
+      søgt Sted for en anden.
+  8.  Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger
+      Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med
+      Judas Hus;
+  9.  ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg
+      tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de
+      bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger
+      Herren.
+ 10.  Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter
+      de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og
+      jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud,
+      og de skulle være mit Folk.
+ 11.  Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og
+      sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste
+      indtil den største iblandt dem.
+ 12.  Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere
+      ihukomme deres Synder."
+ 13.  Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel;
+      men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.
+
+Hebræerne 9
+
+  1.  Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
+      en jordisk Helligdom.
+  2.  Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
+      var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
+  3.  Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
+      Allerhelligste,
+  4.  som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
+      beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
+      og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
+  5.  men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
+      Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
+  6.  Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
+      ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
+  7.  men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
+      ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
+      Forseelser,
+  8.  hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
+      endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
+      står,
+  9.  hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
+      stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
+      Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
+      sin Gudsdyrkelse,
+ 10.  men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
+      Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
+      Ordnings Tid.
+
+ 11.  Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
+      han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
+      med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
+ 12.  og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
+      eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
+      Forløsning.
+ 13.  Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
+      stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
+ 14.  hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
+      frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
+      døde Gerninger til at tjene den levende Gud?
+
+ 15.  Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
+      da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
+      under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
+ 16.  Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
+      som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
+ 17.  Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
+      træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
+ 18.  Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
+ 19.  Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
+      Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
+      og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
+      sagde:
+ 20.  "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
+ 21.  Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
+      ligeledes med Blodet.
+ 22.  Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
+      Udgydelse sker der ikke Forladelse.
+
+ 23.  Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
+      Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
+      Ofre end disse.
+ 24.  Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
+      Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
+      Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
+ 25.  ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
+      Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
+      Blod;
+ 26.  ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
+      Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
+      Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
+ 27.  Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
+      derefter Dom,
+ 28.  således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
+      for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
+      dem, som foruente ham til Frelse.
+
+Hebræerne 10
+
+  1.  Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke
+      Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige
+      Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem
+      dermed.
+  2.  Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de
+      ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een
+      Gang vare rensede?
+  3.  Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
+  4.  Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage
+      Synder.
+
+  5.  Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og
+      Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
+  6.  Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
+  7.  Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om
+      mig) for at gøre, Gud! din Villie."
+  8.  Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og
+      Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse
+      frembæres dog efter Loven),
+  9.  så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din
+      Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
+ 10.  Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi
+      Legeme een Gang for alle.
+ 11.  Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de
+      samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
+ 12.  Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig
+      for bestandig ved Guds højre Hånd,
+ 13.  idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som
+      en Skammel for hans Fødder.
+ 14.  Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem,
+      som helliges.
+ 15.  Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have
+      sagt:
+ 16.  "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,"
+      siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg
+      vil indskrive dem i deres Sind,
+ 17.  og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere
+      ihukomme."
+ 18.  Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for
+      Synd.
+
+ 19.  Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i
+      Helligdommen ved Jesu Blod,
+ 20.  som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget,
+      det er hans Kød,
+ 21.  og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
+ 22.  så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde
+      Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond
+      Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
+ 23.  lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er
+      han, som gav Forjættelsen;
+ 24.  og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til
+      Kærlighed og gode Gerninger
+ 25.  og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik,
+      men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen
+      nærmer sig.
+
+ 26.  Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens
+      Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
+ 27.  men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed,
+      som skal fortære de genstridige.
+ 28.  Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to
+      eller tre Vidners Udsagn;
+ 29.  hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som
+      træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han
+      blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?
+ 30.  Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil
+      betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit
+      Folk."
+ 31.  Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.
+
+ 32.  Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare
+      blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
+ 33.  idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil,
+      dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.
+ 34.  Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med
+      Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en
+      bedre og blivende Ejendom.
+ 35.  Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor
+      Belønning;
+ 36.  thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds
+      Villie, kunne opnå Forjættelsen.
+ 37.  Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der
+      skal komme, og han vil ikke tøve.
+ 38.  Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager
+      sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."
+ 39.  Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af
+      dem, som tro, til Sjælens Frelse,
+
+Hebræerne 11
+
+  1.  Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning
+      om Ting, som ikke ses.
+  2.  Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.
+  3.  Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det
+      ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
+  4.  Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik
+      han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit
+      Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
+  5.  Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og
+      han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før
+      Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget
+      Gud.
+  6.  Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer
+      frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres
+      Belønner, som søge ham.
+  7.  Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke
+      sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved
+      den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden
+      ifølge Tro.
+  8.  Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et
+      Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke
+      vidste, hvor han kom hen.
+  9.  Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed
+      og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til
+      samme Forjættelse;
+ 10.  thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis
+      Bygmester og Grundlægger er Gud.
+ 11.  Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over
+      sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde
+      forjættet det.
+ 12.  Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens
+      Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som
+      ikke kan tælles.
+ 13.  I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de
+      så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare
+      fremmede og Udlændinge på Jorden.
+ 14.  De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et
+      Fædreland.
+ 15.  Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker,
+      havde de vel haft Tid til at vende tilbage;
+ 16.  men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor
+      skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han
+      har betedt dem en, Stad.
+ 17.  Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den.
+      enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,
+ 18.  til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "
+ 19.  thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de
+      døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.
+ 20.  Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående
+      kommende Ting.
+ 21.  Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad,
+      lænende sig over sin Stav.
+ 22.  Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og
+      gav Befaling om sine Ben.
+ 23.  Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af
+      sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de
+      frygtede ikke for Kongens Befaling.
+ 24.  Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af
+      Faraos Datter
+ 25.  og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en
+      kortvarig Nydelse af Synd,
+ 26.  idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end
+      Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
+ 27.  Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi
+      som om han så den usynlige, holdt han ud.
+ 28.  Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for
+      at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
+ 29.  Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens
+      Ægypterne druknede under Forsøget derpå.
+ 30.  Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.
+ 31.  Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi
+      hun modtog Spejderne med Fred.
+ 32.  Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis
+      jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og
+      Samuel og Profeterne,
+ 33.  som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede
+      Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
+ 34.  slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter
+      Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at
+      vige.
+ 35.  Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte
+      på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en
+      bedre Opstandelse.
+ 36.  Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker
+      og Fængsel;
+ 37.  de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik
+      omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte,
+      mishandlede
+ 38.  (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og
+      i Huler og Jordens Kløfter.
+ 39.  Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede
+      ikke Forjættelsen,
+ 40.  efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke
+      skulde fuldkommes uden os.
+
+Hebræerne 12
+
+  1.  Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
+      omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
+      os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
+  2.  idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
+      den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
+      ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
+      Guds Trone.
+  3.  Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
+      af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
+      eders Sjæle,
+
+  4.  Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod
+      Synden,
+  5.  og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til
+      Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller
+      ikke forsagt, når du revses af ham;
+  6.  thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig
+      hver Søn, som han tager sig af."
+  7.  Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med
+      Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
+  8.  Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere
+      I jo uægte og ikke Sønner.
+  9.  Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi
+      følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under
+      Åndernes Fader og leve?
+ 10.  thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han
+      gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
+ 11.  Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være
+      til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld
+      dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
+
+ 12.  Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
+ 13.  og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal
+      vrides af Led, men snarere helbredes.
+ 14.  Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden
+      hvilken ingen skal se Herren;
+ 15.  og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen
+      bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
+ 16.  at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for
+      een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
+ 17.  Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve
+      Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for
+      Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
+
+ 18.  I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til
+      Mulm og Mørke og Uvejr,
+ 19.  og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de,
+      der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
+ 20.  Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr
+      rører ved Bjerget, skal det stenes".
+ 21.  Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og
+      bæver."
+ 22.  Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad,
+      til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i
+      Højtidsskare
+ 23.  og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene,
+      og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede
+      retfærdiges Ånder
+ 24.  og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens
+      Blod, som taler bedre end Abel.
+ 25.  Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de,
+      som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden,
+      ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os
+      bort fra ham, der taler fra Himlene,
+ 26.  han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet
+      og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men
+      også Himmelen."
+ 27.  Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der
+      rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting,
+      der ikke rystes, skulle blive.
+ 28.  Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så
+      lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans
+      Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
+ 29.  Thi vor Gud er en fortærende Ild.
+
+Hebræerne 13
+
+  1.  Broderkærligheden blive ved!
+  2.  Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide
+      det, haft Engle til Gæster.
+  3.  Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide
+      ilde, som de, der også selv ere i et Legeme.
+  4.  Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi
+      utugtige og Horkarle skal Gud dømme.
+  5.  Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have;
+      thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og
+      ingenlunde forlade dig,"
+  6.  så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg
+      vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"
+
+  7.  Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og
+      idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres
+      Tro!
+  8.  Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid.
+  9.  Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme;
+      thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser;
+      thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft.
+ 10.  Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke
+      have Ret til at spise.
+ 11.  Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen
+      af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren.
+ 12.  Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige
+      Folket ved sit eget Blod.
+ 13.  Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans
+      Forsmædelse;
+ 14.  thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.
+ 15.  Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det
+      er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.
+ 16.  Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre
+      har Gud Velbehag.
+
+ 17.  Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge
+      over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de
+      må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke
+      gavnligt.
+ 18.  Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god
+      Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting.
+ 19.  Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg
+      desto snarere kan gives eder igen.
+
+ 20.  Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre
+      Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,
+ 21.  han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans
+      Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans
+      Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder:
+      Amen.
+ 22.  Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord;
+      thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed.
+ 23.  Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg
+      se eder, dersom han snart kommer.
+ 24.  Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien
+      hilse eder.
+ 25.  Nåden være med eder alle!
+
+
+Jakob
+
+Jakob 1
+
+  1.  Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv
+      Stammer i Adspredelsen.
+
+  2.  Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange
+      Hånde Prøvelser,
+  3.  vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
+  4.  men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne
+      være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
+  5.  Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud,
+      som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
+  6.  Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner
+      en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
+  7.  Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,
+  8.  en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
+
+  9.  Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
+ 10.  den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets
+      Blomst.
+ 11.  Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets
+      Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således
+      skal også den rige visne på sine Veje.
+
+ 12.  Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået
+      Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem,
+      der elske ham.
+ 13.  Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan
+      ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
+ 14.  men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen
+      Begæring;
+ 15.  derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når
+      Synden er fuldvoksen, føder den Død.
+ 16.  Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
+ 17.  Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra
+      Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende
+      Skygge.
+ 18.  Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde
+      være en Førstegrøde af hans Skabninger.
+
+ 19.  I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar
+      til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
+ 20.  thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
+ 21.  Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager
+      med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår
+      at frelse eders Sjæle.
+ 22.  Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I
+      bedrage eder selv.
+ 23.  Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner
+      en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
+ 24.  thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor
+      dan han var.
+ 25.  Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved
+      dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en
+      Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
+
+ 26.  Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge
+      i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
+ 27.  En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette,
+      at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv
+      uplettet af Verden.
+
+Jakob 2
+
+  1.  Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den
+      herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse!
+  2.  Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med
+      Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en
+      fattig ind i smudsig Klædning,
+  3.  og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige:
+      Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå
+      du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel:
+  4.  ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med
+      slette Tanker?
+  5.  Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden
+      fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han
+      har forjættet dem, der elske ham?
+  6.  Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som
+      underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for
+      Domstolene?
+  7.  Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet
+      over eder?
+
+  8.  Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften:
+      "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret;
+  9.  men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som
+      Overtrædere.
+ 10.  Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er
+      bleven skyldig i alle.
+ 11.  Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må
+      ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel,
+      da er du bleven en Lovens Overtræder.
+ 12.  Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter
+      Frihedens Lov.
+ 13.  Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet
+      Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.
+
+ 14.  Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men
+      ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?
+ 15.  Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige
+      Føde,
+ 16.  og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og
+      mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets
+      Nødtørst, hvad gavner det?
+ 17.  Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig
+      selv.
+ 18.  Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din
+      Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig
+      Troen.
+ 19.  Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro
+      det og skælve.
+ 20.  Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er
+      unyttig?
+ 21.  Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han
+      ofrede sin Søn Isak på Alteret?
+ 22.  Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved
+      Gerningerne blev Troen fuldkommet,
+ 23.  og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det
+      blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven.
+ 24.  I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro
+      alene.
+ 25.  Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af
+      Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad
+      en anden Vej?
+ 26.  Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død
+      uden Gerninger.
+
+Jakob 3
+
+  1.  Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide,
+      at vi skulle få en desto tungere Dom.
+  2.  Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i
+      Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde
+      hele Legemet i Tomme.
+  3.  Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle
+      adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
+  4.  Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke
+      Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu
+      står.
+  5.  Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor
+      lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
+  6.  Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder
+      Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter
+      Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.
+  7.  Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs,
+      tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
+  8.  men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af
+      dødbringende Gift.
+  9.  Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi
+      Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
+ 10.  Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre!
+      dette bør ikke være så.
+ 11.  Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
+ 12.  Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ
+      Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.
+
+ 13.  Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god
+      Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
+ 14.  Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser
+      eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
+ 15.  Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk,
+      sjælelig, djævelsk;
+ 16.  thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond
+      Handel.
+ 17.  Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig,
+      mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk,
+      uden Skrømt.
+ 18.  Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.
+
+Jakob 4
+
+  1.  Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder?
+      mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
+  2.  I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I
+      føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;
+  3.  I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders
+      Lyster.
+  4.  I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod
+      Gud?  Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
+  5.  Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed
+      længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han
+      skænker desto større Nåde.
+  6.  Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de
+      ydmyge giver han Nåde."
+  7.  Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så
+      skal han fly fra eder;
+  8.  holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder!
+      Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!
+  9.  Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og
+      Glæden til Bedrøvelse!
+ 10.  Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.
+
+ 11.  Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin
+      Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer
+      Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens
+      Dommer.
+ 12.  Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve;
+      men hvem er du, som dømmer din Næste?
+
+ 13.  Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den
+      eller den By og blive der et År og købslå og vinde,
+ 14.  I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er
+      eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men
+      derefter forsvinder;
+ 15.  i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da
+      ville vi gøre dette eller hint.
+ 16.  Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.
+ 17.  Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er
+      det Synd.
+
+Jakob 5
+
+  1.  Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over
+      eder.
+  2.  Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte;
+  3.  eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til
+      Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet
+      Skatte i de sidste Dage.
+  4.  Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede
+      eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre
+      Zebaoths Øren.
+  5.  I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde
+      eders Hjerter til gode som på en Slagtedag.
+  6.  I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.
+
+  7.  Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se,
+      Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter
+      den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn.
+  8.  Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens
+      Tilkommelse er nær.
+  9.  Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes;
+      se, Dommeren står for Døren.
+ 10.  Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til
+      Forbillede på at lide ondt og være tålmodige.
+ 11.  Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs
+      Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre
+      medlidende og barmhjertig.
+
+ 12.  Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen
+      eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og
+      Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.
+
+ 13.  Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode,
+      han synge Lovsang!
+ 14.  Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig,
+      og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.
+ 15.  Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham,
+      og har han gjort Synder, skulle de forlades ham.
+ 16.  Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre,
+      for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når
+      den er alvorlig.
+ 17.  Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad
+      en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i
+      tre År og seks Måneder.
+ 18.  Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
+
+ 19.  Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden,
+      og nogen omvender ham,
+ 20.  han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs
+      Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en
+      Mangfoldighed af Synder.
+
+
+1.Peter
+
+1.Peter 1
+
+  1.  Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i
+      Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien,
+  2.  udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til
+      Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde
+      eder mangfoldig til Del!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin
+      store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu
+      Kristi Opstandelse fra de døde,
+  4.  til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er
+      bevaret i Himlene til eder,
+  5.  I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er
+      rede til at åbenbares i den sidste Tid,
+  6.  i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis
+      så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser,
+  7.  for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det
+      forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og
+      Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse,
+  8.  ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu
+      ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og
+      forherliget Glæde,
+  9.  når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse.
+ 10.  Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som
+      profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del,
+ 11.  idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd,
+      som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi
+      Lidelser og den derpå følgende Herlighed.
+ 12.  Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder,
+      de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved
+      dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev
+      sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.
+
+ 13.  Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter
+      fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu
+      Kristi Åbenbarelse.
+ 14.  Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige
+      Lyster i eders Vankundighed;
+ 15.  men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde
+      hellige i al eders Vandel;
+ 16.  thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig."
+ 17.  Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons
+      Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders
+      Udlændigheds Tid,
+ 18.  vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller
+      Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var
+      overleveret eder fra Fædrene,
+ 19.  men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams,
+ 20.  han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev
+      åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld,
+ 21.  der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham
+      Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.
+
+ 22.  Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet
+      Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet,
+ 23.  genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig
+      Sæd, ved Guds levende og blivende Ord.
+ 24.  Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets
+      Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af;
+ 25.  men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er
+      forkyndt eder ved Evangeliet.
+
+1.Peter 2
+
+  1.  Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al
+      Bagtalelse,
+  2.  og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at
+      I kunne vokse ved den til Frelse,
+  3.  om I da have smagt, at Herren er god.
+  4.  Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af
+      Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
+  5.  og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus,
+      til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre,
+      velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
+  6.  Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en
+      Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på
+      ham, skal ingenlunde blive til Skamme."
+  7.  Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne
+      Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en
+      Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
+  8.  og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de
+      også vare bestemte.
+  9.  Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt
+      Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder,
+      som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
+ 10.  I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som
+      ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
+
+ 11.  I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at
+      afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
+ 12.  så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund
+      af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på
+      Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som
+      Ugerningsmænd.
+
+ 13.  Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld,
+      være sig en Konge som den højeste,
+ 14.  eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for
+      Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
+ 15.  Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle
+      bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
+ 16.  som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul,
+      men som Guds Tjenere.
+ 17.  Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
+
+ 18.  I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke
+      alene de gode og milde, men også de urimelige.
+ 19.  Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin
+      Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider
+      uretfærdigt.
+ 20.  Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få
+      Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide
+      derfor, dette finder Yndest hos Gud.
+ 21.  Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for
+      eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i
+      hans Fodspor,
+ 22.  han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i
+      hans Mund,
+ 23.  han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede,
+      da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
+ 24.  han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at
+      vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han,
+      ved hvis Sår I ere blevne lægte.
+ 25.  Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders
+      Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
+
+1.Peter 3
+
+  1.  Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for
+      at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes
+      uden Ord ved Hustruernes Vandel,
+  2.  når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt.
+  3.  Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og
+      påhængte Guldsmykker eller Klædedragt,
+  4.  men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds
+      uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.
+  5.  Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som
+      håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres
+      egne Mænd,
+  6.  som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis
+      Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen
+      Rædsel.
+  7.  Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som
+      med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere
+      Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle
+      hindres.
+
+  8.  Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod
+      Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
+  9.  betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men
+      tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle
+      arve Velsignelse.
+ 10.  Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin
+      Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
+ 11.  han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter
+      den!
+ 12.  Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres
+      Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."
+
+ 13.  Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære
+      for det gode?
+ 14.  Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige.
+      Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke;
+ 15.  men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til
+      at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab
+      for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
+ 16.  idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode
+      Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som
+      Ugerningsmænd.
+ 17.  Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør
+      godt, end når man gør ondt.
+ 18.  Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for
+      uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led
+      Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,
+ 19.  i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i
+      Forvaring,
+ 20.  som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i
+      Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte,
+      Sjæle bleve frelste igennem Vand,
+ 21.  hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke
+      er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt
+      med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
+ 22.  han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter
+      at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.
+
+1.Peter 4
+
+  1.  Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder
+      med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op
+      med Synd),
+  2.  så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter
+      Menneskers Lyster, men efter Guds Villie.
+  3.  Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes
+      Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir,
+      Drik og skammelig Afgudsdyrkelse;
+  4.  hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den
+      samme Ryggesløshedens Pøl;
+  5.  men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme
+      levende og døde.
+  6.  Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel
+      skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds
+      Vis i Ånden.
+
+  7.  Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru
+      til Bønner!
+  8.  Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi
+      "Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder".
+  9.  Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren.
+ 10.  Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre
+      dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde.
+ 11.  Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han
+      tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må
+      æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten
+      tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 12.  I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt
+      eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget
+      underligt;
+ 13.  men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser,
+      for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds
+      Åbenbarelse.
+ 14.  Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi
+      Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder.
+ 15.  Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller
+      Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager;
+ 16.  men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise
+      Gud for dette Navn!
+
+ 17.  Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men
+      begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som
+      ere genstridige imod Guds Evangelium?
+ 18.  Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor
+      skal da den ugudelige og Synderen blive af?
+ 19.  Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den
+      trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.
+
+1.Peter 5
+
+  1.  De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til
+      Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der
+      skal åbenbares:
+  2.  Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke
+      tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med
+      Redebonhed;
+  3.  ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som
+      Mønstre for Hjorden;
+  4.  og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens
+      uvisnelige Krans.
+  5.  Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder
+      alle Ydmyghed imod hverandre; thi "Gud står de hoffærdige imod,
+      men de ydmyge giver han Nåde."
+  6.  Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin
+      Tid må ophøje eder.
+  7.  Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder.
+  8.  Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en
+      brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
+  9.  Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser
+      fuldbyrdes på eders Brødre i Verden.
+
+ 10.  Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i
+      Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig
+      berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
+ 11.  Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
+ 12.  Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for),
+      har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at
+      dette er Guds sande Nåde, hvori I stå.
+ 13.  Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder.
+ 14.  Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle,
+      som ere i Kristus!
+
+
+2.Peter
+
+2.Peter 1
+
+  1.  Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have
+      fået samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu
+      Kristi Retfærdighed:
+  2.  Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud
+      og vor Herre Jesus.
+
+  3.  Såsom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører
+      til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os
+      ved sin Herlighed og Kraft,
+  4.  hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser,
+      for at I ved disse skulle få Del i guddommelig Natur, når I
+      undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær,
+  5.  så anvender just derfor al Flid på i eders Tro at udvise Dyd og
+      i Dyden Kundskab
+  6.  og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i
+      Udholdenheden Gudsfrygt
+  7.  og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden
+      Kærlighed.
+  8.  Thi når dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder
+      ikke stå ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre
+      Jesus Kristus;
+  9.  den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han
+      har glemt Renselsen fra sine fordums Synder.
+ 10.  Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders
+      Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gøre dette, skulle I ingen
+      Sinde støde an.
+ 11.  Thi så skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og
+      Frelsers Jesu Kristi evige Rige.
+
+ 12.  Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde eder om delte,
+      ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til
+      Stede hos os.
+ 13.  Men jeg anser det for ret at vække eder ved Påmindelse, så længe
+      jeg er i dette Telt,
+ 14.  da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, således som
+      jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende.
+ 15.  Og jeg vil også gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min
+      Bortgang kunne drage eder dette i Minde.
+ 16.  Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi
+      kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men
+      vi have været Øjenvidner til hans Majestæt,
+ 17.  nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan
+      Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: "Denne er min
+      Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
+ 18.  Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på
+      det hellige Bjerg.
+ 19.  Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I
+      gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt
+      Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i
+      eders Hjerter,
+ 20.  idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften
+      beror på egen Tydning.
+ 21.  Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes
+      Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd.
+
+2.Peter 2
+
+  1.  Men der opstod også falske Profeter iblandt Folket, ligesom der
+      også iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste
+      fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den
+      Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv,
+  2.  og mange ville efterfølge deres Uterligheder, så Sandhedens Vej
+      for deres Skyld vil blive bespottet,
+  3.  og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af
+      eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i
+      Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke.
+
+  4.  Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede
+      dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes
+      til Dom,
+  5.  og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens
+      Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en
+      Verden af ugudelige
+  6.  og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til
+      Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i
+      Fremtiden ville leve ugudeligt,
+  7.  og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses
+      uterlige Vandel,
+  8.  (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for
+      Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så
+      og hørte):
+  9.  - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at
+      straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag,
+ 10.  og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og
+      foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at
+      bespotte Herligheder,
+ 11.  hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre
+      bespottende Dom imod dem for Herren.
+ 12.  Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at
+      fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke
+      kende, også ødelægges med hines Ødelæggelse,
+ 13.  idet de få Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned
+      om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i
+      deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder;
+ 14.  deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke få nok af Synd; de
+      lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge,
+      Forbandelsens Børn;
+ 15.  de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende
+      Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn,
+ 16.  men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte
+      med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind.
+ 17.  Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind;
+      for dem er Mørke og Mulm bevaret.
+ 18.  Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i
+      Vildfarelse, løkke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet
+      de tale Tomheds overmodige Ord
+ 19.  og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi
+      man er Træl af det, som man er overvunden af.
+ 20.  Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved
+      Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig
+      indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med
+      dem end det første.
+ 21.  Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt
+      Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig
+      bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet.
+ 22.  Det er gået dem efter det sande Ordsprog: "Hunden vender sig om
+      til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen."
+
+2.Peter 3
+
+  1.  Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver
+      til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind
+  2.  til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige
+      Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren,
+  3.  idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage
+      skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne
+      Begæringer
+  4.  og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?
+      Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de
+      vare, lige fra Skabningens Begyndelse."
+  5.  Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var
+      der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i
+      Kraft af Guds Ord,
+  6.  hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod.
+  7.  Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i
+      Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers
+      Doms og Undergangs Dag.
+  8.  Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for
+      Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag.
+  9.  Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en
+      Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke
+      vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til
+      Omvendelse.
+ 10.  Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene
+      forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og
+      opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.
+
+ 11.  Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig
+      Vandel og Gudsfrygt,
+ 12.  idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis
+      Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i
+      Brand og smelte.
+ 13.  Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord,
+      i hvilke Retfærdighed bor.
+ 14.  Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid
+      for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred,
+ 15.  og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor
+      elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til
+      eder,
+ 16.  som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse
+      Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de
+      ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige
+      Skrifter, til deres egen Undergang.
+ 17.  Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I
+      ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde
+      fra eders egen Fasthed;
+ 18.  men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og
+      Kundskab!  Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens
+      Dag!
+
+
+1.Johannes
+
+1.Johannes 1
+
+  1.  Det, som var fra Begyndelsen, det, vi have hørt, det, vi have
+      set med vore Øjne, det, vi skuede og vore Hænder følte på,
+      nemlig om Livets Ord; -
+  2.  og Livet blev åbenbaret, og vi have set og vidne og forkynde
+      eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for
+      os; -
+  3.  hvad vi have set og hørt, forkynde vi også eder, for at også I
+      må have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med
+      hans Søn Jesus Kristus.
+  4.  Og dette skrive vi til eder, for at eders Glæde må være
+      fuldkommen.
+
+  5.  Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde
+      eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham.
+  6.  Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket,
+      da lyve vi og gøre ikke Sandheden.
+  7.  Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi
+      Samfund med hverandre,og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al
+      Synd.
+  8.  Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, bedrage vi os selv, og
+      Sandheden er ikke i os.
+  9.  Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så
+      at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.
+ 10.  Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gøre vi ham til en
+      Løgner, og hans Ord er ikke i os.
+
+1.Johannes 2
+
+  1.  Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle
+      synde.  Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen,
+      Jesus Kristus, den retfærdige,
+  2.  og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore,
+      men også for hele Verdens.
+
+  3.  Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud.
+  4.  Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han
+      er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke;
+  5.  men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed
+      fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham.
+  6.  Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at
+      vandre således, som han vandrede.
+  7.  I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt
+      Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord,
+      som I have hørt.
+  8.  Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham
+      og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner
+      allerede.
+  9.  Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i
+      Mørket endnu.
+ 10.  Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen
+      Forargelse i ham.
+ 11.  Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket,
+      og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans
+      Øjne.
+
+ 12.  Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder
+      forladte for hans Navns Skyld.
+ 13.  Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
+      Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have
+      overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi
+      I kende Faderen.
+ 14.  Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
+      Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere
+      stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den
+      onde.
+ 15.  Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden!
+      Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham.
+ 16.  Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og
+      Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.
+ 17.  Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie,
+      bliver til evig Tid.
+
+ 18.  Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at
+      Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte;
+      deraf kende vi, at det er den sidste Time.
+ 19.  De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de
+      havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for
+      at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os.
+ 20.  Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt.
+ 21.  Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men
+      fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden.
+ 22.  Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus?
+      Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.
+ 23.  Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som
+      bekender Sønnen, har også Faderen.
+ 24.  Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det,
+      som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I
+      blive i Sønnen og i Faderen.
+ 25.  Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige
+      Liv.
+ 26.  Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder.
+ 27.  Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke
+      nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse
+      lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den
+      har lært eder, skulle I blive i ham.
+
+ 28.  Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares,
+      kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham
+      ved hans Tilkommelse.
+ 29.  Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den,
+      som gør Retfærdighed, er født af ham.
+
+1.Johannes 3
+
+  1.  Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle
+      kaldes Guds Børn og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke,
+      fordi den ikke har kendt ham.
+  2.  I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke åbenbaret,
+      hvad vi skulle vorde. Vi vide, at når det åbenbares, da skulle
+      vi vorde ham lige; thi i skulle se ham, som han er.
+  3.  Og hver den, som har dette Håb til ham, renser sig selv, ligesom
+      han er ren.
+  4.  Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og
+      Synden er Lovens Overtrædelse.
+  5.  Og I vide, at han blev åbenbaret for at han skulde borttage
+      Synderne; og der er ikke Synd i ham
+  6.  Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som
+      synder,har ikke set ham og kender ham ej heller.
+
+  7.  Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er
+      retfærdig, ligesom han er retfærdig.
+  8.  Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra
+      Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulde
+      nedbryde Djævelens Gerninger.
+  9.  Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd
+      bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.
+ 10.  Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn åbenbare. Hver den, som
+      ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligeså den, som ikke
+      elsker sin Broder.
+ 11.  Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi
+      skulle elske hverandre;
+ 12.  ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og
+      hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men
+      hans Broders retfærdige.
+ 13.  Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder.
+ 14.  Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske
+      Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden.
+ 15.  Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at
+      ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig.
+ 16.  Derpå kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os;
+      også vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene.
+ 17.  Men den, som bar Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og
+      lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i
+      ham?
+
+ 18.  Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen,
+      men i Gerning og Sandhed!
+ 19.  Og derpå kunne vi kende, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi
+      for hans Åsyn stille vore Hjerter tilfreds,
+ 20.  hvad end vort Hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større
+      end vort Hjerte og kender alle Ting.
+ 21.  I elskede! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi
+      Frimodighed for Gud,
+ 22.  og hvad vi end bede om, det få vi af ham, fordi vi holde hans
+      Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham.
+ 23.  Og dette er hans Bud; at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi
+      Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os.
+ 24.  Og den, som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og
+      derpå kende vi, at han bliver i os; af den Ånd, som han gav os.
+
+1.Johannes 4
+
+  1.  I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere
+      af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden.
+  2.  Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som
+      Kristus, kommen i Kød, er af Gud.
+  3.  Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette
+      er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den
+      er allerede nu i Verden.
+  4.  Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som
+      er i eder, er større end den, som er i Verden.
+  5.  De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem.
+  6.  Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er
+      af
+
+  7.  I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud,
+      og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud.
+  8.  Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed.
+  9.  Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt
+      sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham.
+ 10.  Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han
+      har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore
+      Synder.
+ 11.  I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at
+      elske hverandre.
+ 12.  Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver
+      Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os.
+ 13.  Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet
+      os af sin Ånd.
+ 14.  Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til
+      Frelser for Verden.
+ 15.  Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og
+      han i Gud.
+ 16.  Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til
+      os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i
+      Gud, og Gud i ham.
+ 17.  Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på
+      Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne
+      Verden.
+ 18.  Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver
+      Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er
+      ikke fuldkommet i Kærligheden.
+ 19.  Vi elske, fordi han elskede os først.
+ 20.  Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han
+      er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har
+      set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set?
+ 21.  Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også
+      elske sin Broder.
+
+1.Johannes 5
+
+  1.  Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver
+      den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham.
+  2.  Derpå kende vi, at vi elske Guds Børn, når vi elske Gud og gøre
+      hans Bud.
+  3.  Thi dette er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans
+      Bud ere ikke svære;
+  4.  thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og dette er
+      den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.
+  5.  Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus
+      er Guds Søn?
+
+  6.  Han er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Kristus; ikke med
+      Vandet alene, men med Vandet og med Blodet; og det er Ånden, som
+      viduer, thi Ånden er Sandheden.
+  7.  Thi tre ere de, som vidne:
+  8.  Ånden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.
+  9.  Dersom vi tage imod Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Søn.
+ 10.  Den, som tror på Guds Søn, har Vidnesbyrdet i sig selv; den, som
+      ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har
+      troet på det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.
+ 11.  Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og
+      dette Liv er i hans Søn.
+ 12.  Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har
+      ikke Livet.
+
+ 13.  Dette har jeg skrevet til eder, for at I skulle vide, at I have
+      evigt Liv, I, som tro på Guds Søns Navn.
+ 14.  Og dette er den Frimodighed, som vi have over for ham, at dersom
+      vi bede om noget efter hans Villie, hører han os.
+ 15.  Og dersom vi vide, at han hører os, hvad vi end bede om, da vide
+      vi, at vi have de Ting, om hvilke vi have bedt ham.
+ 16.  Dersom nogen ser sin Broder begå Synd, som ikke er til Døden,
+      han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde
+      til Døden.  Der er Synd til Døden; for den siger jeg ikke, at
+      han skal bede.
+ 17.  Al uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til
+      døden.
+
+ 18.  Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den,
+      som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham
+      ikke.
+ 19.  Vi vide, at vi ere af Gud, og hele Verden ligger i det onde.
+ 20.  Men vi vide, at Guds Søn er kommen, og han har givet os Forstand
+      til at kende den sande; og vi ere i den sande, i hans Søn Jesus
+      Kristus. Denne er den sande Gud og evigt Liv.
+ 21.  Mine Børn, vogter eder for Afguderne!
+
+
+2.Johannes
+
+  1.  Den Ældste til den udvalgte Frue og hendes Børn, som jeg elsker
+      i Sandhed, og ikke jeg alene, men også alle, som have erkendt
+      Sandheden,
+  2.  for den Sandheds Skyld, som bliver i os og skal være med os til
+      evig Tid.
+  3.  Nåde, Barmhjertighed og Fred være med os fra Gud Fader og fra
+      Jesus Kristus, Faderens Søn, i Sandhed og Kærlighed!
+
+  4.  Jeg har glædet mig meget over, at jeg har fundet Børn af dig,
+      som vandre i Sandhed, efter det Bud, vi fik af Faderen.
+  5.  Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev til dig et nyt
+  6.  Og dette er Kærligheden, at vi vandre efter hans Bud. Dette er
+      Budet, således som I have hørt fra Begyndelsen, at I skulle
+      vandre deri.
+
+  7.  Thi mange Forførere ere udgåede i Verden, som ikke bekende Jesus
+      som Kristus kommen i Kød. En sådan er Forføreren og Antikrist.
+  8.  Giver Agt på eder selv, at I ikke skulle tabe, hvad vi have
+      arbejdet, men at I må få fuld Løn.
+  9.  Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke
+      Gud.  Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen.
+ 10.  Dersom nogen kommer til eder og ikke fører denne Lære, ham
+      skulle I ikke tage til Huse og ikke byde velkommen.
+ 11.  Thi den, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde
+      Gerninger.
+
+ 12.  Endskønt jeg havde meget at skrive til eder, har jeg ikke villet
+      det med Papir og Blæk; men jeg håber at komme til eder og tale
+      mundtligt med eder, for at vor Glæde må være fuldkommen.
+ 13.  Din Søsters, den udvalgtes, Børn hilse dig.
+
+
+3.Johannes
+
+  1.  Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed.
+  2.  Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du
+      må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.
+
+  3.  Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om
+      Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden.
+  4.  Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn
+      vandre i Sandheden.
+  5.  Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for
+      Brødrene, og det for femmede,
+  6.  hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil
+      gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud
+      værdigt.
+  7.  Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at
+      Hedningerne.
+  8.  Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne
+      blive Medarbejdere for Sandheden.
+
+  9.  Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne
+      vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke.
+ 10.  Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør,
+      idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed,
+      tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville
+      det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden.
+ 11.  Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør
+      godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.
+
+ 12.  Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv;
+      også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
+
+ 13.  Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til
+      dig med Blæk og Pen.
+ 14.  Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale
+      sammen.
+ 15.  Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!
+
+Judas
+
+  1.  Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, til de kaldede,
+      som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus:
+  2.  Barmhjertighed og Fred og Kærlighed vorde eder mangfoldig til
+      Del!
+
+  3.  I elskede! da det lå mig alvorligt på Sinde at skrive til eder
+      om vor fælles Frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til
+      eder med Formaning om at stride for den Tro, som een Gang er
+      bleven overgiven de hellige.
+  4.  Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, om hvem det for længe
+      siden er forud skrevet, at de vilde falde under denne Dom:
+      Ugudelige, som misbruge vor, Guds Nåde til Uterlighed og
+      fornægte vor eneste Hersker og Herre Jesus Kristus.
+
+  5.  Men skønt I een Gang for alle vide det alt sammen, vil jeg minde
+      eder om, at da Herren havde frelst Folket ud af Ægyptens Land,
+      ødelagde han næste Gang dem, som ikke troede,
+  6.  og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres
+      egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke
+      til den store Dags Dom;
+  7.  ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme
+      Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed
+      Kød), ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds
+      Straf.
+  8.  Alligevel gå også disse ligedan i Drømme og besmitte Kød,
+      foragte Herskab og bespotte Herligheder.
+  9.  Men Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og
+      talte om Mose Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men
+      sagde: "Herren straffe dig!"
+ 10.  Disse derimod bespotte, hvad de ikke kende; og hvad de som de
+      ufornuftige Dyr vide Besked om af Naturen, dermed ødelægge de
+      sig selv.
+ 11.  Ve dem! thi de ere gåede på Kains Vej og have styrtet sig i
+      Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere gåede til Grunde i
+      Horas Genstridighed.
+ 12.  Disse ere Skærene ved eders Kærlighedsmåltider, fordi de uden
+      Undseelse frådse med og pleje sig selv; de ere vandløse Skyer,
+      som drives forbi af Vinden; bladløse Træer uden Frugt, to Gange
+      døde, oprykkede med Rode;
+ 13.  vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende
+      Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid.
+
+ 14.  Men om disse har også Enok, den syvende fra Adam, profeteret, da
+      han sagde: "Se, Herren kom med sine hellige Titusinder
+ 15.  for at holde Dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle
+      deres Ugudeligheds Gerninger, som de have bedrevet, og for alle
+      de formastelige Ord, som de have talt imod ham, de ugudelige
+      Syndere!"
+ 16.  Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skæbne, medens de
+      vandre efter deres Begæringer, og deres Mund taler overmodige
+      Ord, medens de for Fordels Skyld vise Beundring for Personer.
+
+ 17.  I derimod, I elskede! kommer de Ord i Hu, som forud ere talte af
+      vor Herres Jesu Kristi Apostle;
+ 18.  thi de sagde eder: I den sidste Tid skal der være Spottere, som
+      vandre efter deres Ugudeligheders Begæringer.
+ 19.  Disse ere de, som volde Splittelser, sjælelige, som ikke have
+      Ånd.
+ 20.  I derimod, I elskede! opbygger eder selv på eders helligste Tro;
+      beder i den Helligånd;
+ 21.  bevarer således eder selv i Guds Kærlighed, forventende vor
+      Herres Jesu Kristi Barmhjertighed til evigt Liv.
+ 22.  Og revser nogle, når de tvivle,
+ 23.  frelser andre ved at udrive dem af Ilden, forbarmer eder over
+      andre med Frygt, så I hade endog den af Kødet besmittede
+      Kjortel.
+
+ 24.  Men ham, som er mægtig til at bevare eder fra Fald og fremstille
+      eder for sin Herlighed ulastelige i Fryd,
+ 25.  den eneste Gud, vor Frelser ved vor Herre Jesus Kristus,
+      tilkommer Ære og Majestæt, Vælde og Magt, forud for al Tid og nu
+      og i alle Evigheder! Amen.
+
+
+Aabenbaringen
+
+Aabenbaringen 1
+
+  1.  Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine
+      Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin
+      Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes,
+  2.  som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad
+      han har set.
+  3.  Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og
+      bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.
+
+  4.  Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og
+      Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv
+      Ånder, som ere foran hans Trone,
+  5.  og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af
+      de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har
+      udløst os af vore Synder med sit Blod
+  6.  og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og
+      Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+  7.  Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de,
+      som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre
+      ved hans Komme. Ja, Amen!
+  8.  Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var,
+      og som kommer, den Almægtige.
+
+  9.  Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget
+      og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for
+      Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld.
+ 10.  Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en
+      høj Røst som af en Basun, der sagde:
+ 11.  Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv
+      Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til
+      Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea.
+ 12.  Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg
+      vendte mig, så jeg syv Guldlysestager
+ 13.  og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført
+      en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte.
+ 14.  Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans
+      Øjne som Ildslue;
+ 15.  og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen;
+      og hans Røst var som mange Vandes Lyd;
+ 16.  og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund
+      udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som
+      Solen, når den skinner i sin Kraft.
+ 17.  Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han
+      lagde sin højre Hånd på mig og sagde:
+ 18.  Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og
+      jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og
+      jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
+ 19.  Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske
+      herefter.
+ 20.  Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min
+      højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv
+      Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.
+
+Aabenbaringen 2
+
+  1.  Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som
+      holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt
+      imellem de syv Guldlysestager:
+  2.  Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og
+      at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde
+      sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere
+      Løgnere;
+  3.  og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld
+      og er ikke bleven træt.
+  4.  Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første
+      Kærlighed.
+  5.  Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de
+      forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg
+      vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender
+      dig.
+  6.  Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også
+      jeg hader.
+  7.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds
+      Paradis.
+
+  8.  Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første
+      og den sidste, han, som var død og blev levende:
+  9.  Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og
+      Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det,
+      men ere Satans Synagoge.
+ 10.  Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil
+      kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I
+      skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg
+      give dig Livets Krone
+ 11.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.
+
+ 12.  Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som
+      har det tveæggede, skarpe Sværd:
+ 13.  Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder
+      fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit
+      tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor
+      Satan bor.
+ 14.  Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som
+      holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for
+      Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive
+      Utugt.
+ 15.  Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære
+      på lignende Vis.
+ 16.  Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil
+      stride imod dem med min Munds Sværd.
+ 17.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil
+      give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som
+      ingen kender, uden den, der får det.
+
+ 18.  Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn,
+      der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm:
+ 19.  Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og
+      Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første.
+ 20.  Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som
+      kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere
+      til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød.
+ 21.  Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke
+      omvende sig fra sin Utugt.
+ 22.  Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor
+      Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger.
+ 23.  Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle
+      kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil
+      give eder, hver efter eders Gerninger.
+ 24.  Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke
+      have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde
+      det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder.
+ 25.  Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer.
+ 26.  Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine
+      Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne;
+ 27.  og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar
+      sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader;
+ 28.  og jeg vil give ham Morgenstjernen.
+ 29.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+Aabenbaringen 3
+
+  1.  Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som
+      har de syv Guds Ånder og de syv Stjerner: Jeg kender dine
+      Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død.
+  2.  Bliv vågen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har
+      ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud.
+  3.  Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og
+      omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en
+      Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.
+  4.  Dog har du i Sardes nogle få Personer, som ikke have besmittet
+      deres Blæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de
+      ere værdige dertil.
+  5.  Den, som sejrer, han skal således iføres hvide Klæder, og jeg
+      vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende
+      hans Navn for min Fader og for hans Engle.
+  6.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+  7.  Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den
+      hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker
+      op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:
+  8.  Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg bar givet dig, at der foran
+      dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden
+      Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.
+  9.  Se, jeg lader komme nøgle af Satans Synagoge, som kalde sig selv
+      Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle
+      komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet
+      Kærlighed til dig
+ 10.  Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil også jeg
+      bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele
+      Jorderige for at friste dem, som bo på Jorden.
+ 11.  Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal
+      tage din Krone.
+ 12.  Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds
+      Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på
+      ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der
+      kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn.
+ 13.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+ 14.  Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som
+      er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings
+      Begyndelse:
+ 15.  Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid
+      du var kold eller varm!
+ 16.  Derfor, efterdi du er lunken og 'hverken varm eller kold, vil
+      jeg udspy dig af min Mund;
+ 17.  fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet;
+      og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige
+      og blinde og nøgne.
+ 18.  Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at
+      du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig
+      dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve
+      til at salve dine Øjne med, for at du kan se.
+ 19.  Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor
+      nidkær og omvend dig!
+ 20.  Se, jeg står før Døren og banker; dersom nøgen hører min Røst og
+      åbner Døren, vil jeg gå ind til ham og holde Nadver med ham, og
+      han med mig.
+ 21.  Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig på min
+      Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader på
+      hans Trone.
+ 22.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+Aabenbaringen 4
+
+  1.  Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den
+      første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte
+      med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal
+      ske herefter.
+  2.  Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen,
+      og en sad på Tronen,
+  3.  og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og
+      der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd.
+  4.  Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne
+      sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med
+      Guldkranse på deres Hoveder.
+  5.  Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv
+      Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder.
+  6.  Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt
+      for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af
+      Øjne fortil og bagtil.
+
+  7.  Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en
+      Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det
+      fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn.
+  8.  Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og
+      indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat:
+      Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som
+      var, og som er, og som kommer!
+  9.  Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på
+      Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder,
+ 10.  da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på
+      Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og
+      lægge deres Kranse ned for Tronen og sige:
+ 11.  Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og
+      Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie
+      vare de, og bleve de skabte.
+
+Aabenbaringen 5
+
+  1.  Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog,
+      beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.
+  2.  Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er
+      værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?
+  3.  Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under
+      Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.
+  4.  Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen
+      eller at se i den.
+  5.  Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har
+      Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og
+      dens syv Segl.
+  6.  Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste
+      stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne,
+      hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.
+  7.  Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.
+
+  8.  Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve
+      Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle
+      fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
+  9.  Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen
+      og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte
+      til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og
+      Folkeslag,
+ 10.  og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster,
+      og de skulle være Konger på Jorden.
+ 11.  Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de
+      Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange
+      Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
+ 12.  og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til
+      at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og
+      Velsignelse!
+ 13.  Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden
+      og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham,
+      som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og
+      Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
+ 14.  Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og
+      tilbade.
+
+Aabenbaringen 6
+
+  1.  Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et
+      af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom!
+  2.  Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en
+      Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og
+      til Sejer.
+  3.  Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige:
+      Kom!
+  4.  Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den,
+      blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde
+      myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd.
+  5.  Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen
+      sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på
+      den, havde en Vægt i sin Hånd.
+  6.  Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som
+      sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og
+      Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade.
+  7.  Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det
+      fjerde Væsen sige: Kom!
+  8.  Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans
+      Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet
+      dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og
+      med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.
+
+  9.  Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres
+      Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det
+      Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
+ 10.  Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige
+      og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som
+      bo på Jorden?
+ 11.  Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der
+      blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil
+      også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt,
+      hvilke skulde ihjelslås ligesom de.
+
+ 12.  Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort
+      Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt
+      som Blod.
+ 13.  Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ
+      nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr.
+ 14.  Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert
+      Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
+ 15.  Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de
+      rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og
+      i Bjergenes Kløfter,
+ 16.  og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler
+      os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede!
+ 17.  Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå?
+
+Aabenbaringen 7
+
+  1.  Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de
+      holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over
+      Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ.
+  2.  Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den
+      levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle,
+      hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde:
+  3.  Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend
+      vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander.
+  4.  Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og
+      fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer:
+  5.  af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv
+      Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde,
+  6.  af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde,
+      af Manasses Stamme tolv Tusinde,
+  7.  af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af
+      Issakars Stamme tolv Tusinde
+  8.  af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde
+      og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.
+
+  9.  Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af
+      alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for
+      Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med
+      Palmegrene i deres Hænder;
+ 10.  og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som
+      sidder på Tronen, og Lammet!
+ 11.  Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de
+      fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade
+      Gud og sagde:
+ 12.  Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren
+      og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder!
+      Amen.
+ 13.  Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere
+      iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de
+      komne?
+ 14.  Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til
+      mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have
+      tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod.
+ 15.  Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans
+      Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over
+      dem.
+ 16.  De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller
+      skal Solen eller nogen Hede falde på dem.
+ 17.  Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem
+      til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres
+      Øjne.
+
+Aabenbaringen 8
+
+  1.  Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen
+      omtrent en halv Time.
+
+  2.  Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet
+      dem syv Basuner.
+  3.  Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et
+      Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han
+      skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran
+      Tronen.
+  4.  Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra
+      Engelens Hånd før Guds Åsyn.
+  5.  Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret
+      og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og
+      Jordskælv.
+
+  6.  Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til
+      at basune.
+  7.  Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med
+      Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev
+      opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes.
+  8.  Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende
+      Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til
+      Blod.
+  9.  Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og
+      Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.
+ 10.  Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor
+      Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al
+      Floderne og på Vandkilderne.
+ 11.  Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev
+      til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de
+      vare blevne beske.
+ 12.  Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og
+      Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så
+      at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede
+      Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså.
+ 13.  Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og
+      sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de
+      øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune.
+
+Aabenbaringen 9
+
+  1.  Og den femte Engel basusnede, og jeg så en Stjerne, som var
+      falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens
+      Brønd blev given den.
+  2.  Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden,
+      lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af
+      Røgen fra Brønden.
+  3.  Og fra Røgen udgik der Græshopper over Jorden, og der blev givet
+      dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt.
+  4.  Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på
+      Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de
+      Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander.  5Og det
+      blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder;
+      og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den
+      stikker et Menneske.
+  6.  Og i de Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og
+      attrå at dø, og Døden flyr fra dem.
+  7.  Og Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig, og på
+      deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, og deres
+      Ansigter vare som Menneskers Ansigter,
+  8.  og de havde Hår som Kvinders Hår, og deres Tænder vare som
+      Løvers,
+  9.  og de havde Pansere som Jernpansere; og Lyden af deres Vinger
+      var som Lyd af Stridsvogne, når mange Heste fare ud til Kamp.
+ 10.  Og de have Haler, som ligne Skorpioners, og Brodde, og i deres
+      Haler ligger deres Magt til at skade Menneskene i fem Måneder.
+ 11.  De have Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er på
+      Hebraisk Abaddon, og på Græsk har han Navnet Apollyon.
+ 12.  Det første Ve er til Ende; se, der kommer endnu to Veer
+      derefter.
+
+ 13.  Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst fra de fire
+      Horn på Guldalteret, som står for Guds Åsyn,
+ 14.  sige til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle,
+      som ere bundne ved den store Flod Eufrat.
+ 15.  Og de fire Engle bleve løste, som til den Time og Dag og Måned
+      og År vare rede til at ihjelslå Tredjedelen af Menneskene.
+ 16.  Og Tallet på Rytterhærene var to Gange Titusinde Gange
+      Titusinde; jeg hørte deres Tal.
+ 17.  Og således så jeg Hestene i Synet og dem, som sade derpå, hvilke
+      havde ildrøde og sorteblå og svovlgule Pansere; og Hestenes
+      Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og
+      Røg og Svovl.
+ 18.  Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af
+      deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.'
+ 19.  Thi Hestenes Magt er i deres Mund og i deres Haler; thi deres
+      Haler ligne Slanger, have Hoveder, og med dem gøre de Skade.
+ 20.  Og de øvrige Mennesker, som ikke bleve dræbte i disse Plager,
+      omvendte sig ikke fra deres Hænders Gerninger, så de lode være
+      at tilbede de onde Ånder og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og
+      Kobber og Sten og Træ, som hverken kunne se eller høre eller gå;
+ 21.  og de omvendte sig ikke fra deres Myrden eller fra deres
+      Trolddom eller fra deres Utugt eller fra deres Tyveri.
+
+Aabenbaringen 10
+
+  1.  Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i
+      en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som
+      Solen og hans Fødder som Ildsøjler,
+  2.  og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin
+      højre Fod på Havet og den venstre på Jorden.
+  3.  Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde
+      råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre.
+  4.  Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og
+      jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv
+      Tordener talte, og nedskriv det ikke!
+
+  5.  Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin
+      højre Hånd imod Himmelen
+  6.  og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar
+      skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og
+      Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid;
+  7.  men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal
+      til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som
+      han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.
+
+  8.  Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med
+      mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den
+      Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden.
+  9.  Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give
+      mig den lille Bog. Og han sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og
+      den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød
+      som Honning.
+ 10.  Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og
+      den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget
+      den, følte jeg Smerte i min Bug.
+ 11.  Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og
+      Folkeslag og Tungemål og Konger.
+
+Aabenbaringen 11
+
+  1.  Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord:
+      Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri.
+  2.  Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi
+      den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige
+      Stad i to og fyrretyve Måneder.
+
+  3.  Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet
+      Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække.
+  4.  Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå
+      for Jordens Herre.
+  5.  Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund
+      og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade,
+      bør han således ihjelslås.
+  6.  Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal
+      falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at
+      forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage,
+      så ofte de ville.
+  7.  Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger
+      op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå
+      dem.
+  8.  Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig
+      Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre
+      blev korsfæstet.
+  9.  Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag
+      skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at
+      deres Lig lægges i Grav.
+ 10.  Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de
+      sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage
+      for dem, som bo på Jorden.
+ 11.  Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud
+      i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem,
+      som så dem.
+ 12.  Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger
+      herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så
+      derpå.
+ 13.  Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af
+      Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i
+      Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud
+      Ære.
+ 14.  Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart.
+
+ 15.  Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i
+      Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor
+      Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes
+      Evigheder.
+ 16.  Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres
+      Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde:
+ 17.  Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi
+      du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme,
+ 18.  og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de
+      døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere,
+      Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og
+      de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde.
+ 19.  Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til
+      Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og
+      Jordskælv og stærk Hagl.
+
+Aabenbaringen 12
+
+  1.  Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og
+      med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit
+      Hoved.
+  2.  Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer.
+  3.  Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor,
+      ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine
+      Hoveder syv Kroner.
+  4.  Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og
+      kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde
+      føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.
+  5.  Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med
+      en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans
+      Trone.
+  6.  Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra
+      Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede
+      og tresindstyve Dage.
+
+  7.  Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig
+      til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle.
+  8.  Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i
+      Himmelen.
+  9.  Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes
+      Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet
+      på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
+ 10.  Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og
+      Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi
+      nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor
+      Gud Dag og Nat.
+ 11.  Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af
+      deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til
+      Døden.
+ 12.  Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og
+      Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede,
+      fordi han ved, at han kun har liden Tid.
+
+ 13.  Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den
+      Kvinden, som havde født Drengebarnet.
+ 14.  Og den store Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun
+      skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en
+      Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
+ 15.  Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden
+      for at bortskylle hende med Floden.
+ 16.  Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og
+      opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund.
+ 17.  Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod
+      de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu
+      Vidnesbyrd.
+
+Aabenbaringen 13
+
+ 18.  Og jeg stod på Sandet ved Havet.
+
+      (Kap.13.)
+
+
+  1.  Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv
+      Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder
+      Bespottelsens Navne.
+  2.  Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en
+      Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin
+      Kraft og sin Trone og stor Magt.
+  3.  Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets
+      dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter
+      Dyret.
+  4.  Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de
+      tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe
+      imod det?
+  5.  Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og
+      Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og
+      fyrretyve Måneder.
+  6.  Og det åbnede sin Mund til Bespottelser imod Gud, til at
+      bespotte hans Navn og hans Telt, dem, som bo i Himmelen.
+  7.  Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og at
+      overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og
+      Folk og Tungemål og Folkeslag.
+  8.  Og alle, som bo på Jorden, skulle tilbede ham, enhver, hvis Navn
+      ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Lammets, det
+      slagtedes, Livets Bog.
+  9.  Dersom nogen har Øre, han høre!
+ 10.  Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel;
+      dersom nogen dræber med Sværd, han skal dræbes med Sværd. Her
+      gælder det de helliges Udholdenhed og Tro.
+
+ 11.  Og jeg så et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn
+      ligesom et Lam og talte som en Drage.
+ 12.  Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Åsyn og får
+      Jorden og dem, som bo derpå, til at tilbede det første dyr, hvis
+      dødelige Sår blev lægt.
+ 13.  Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned
+      fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn.
+ 14.  Og det forfører dem, som bo på Jorden, for de Tegns Skyld, som
+      det blev givet det at gøre for Dyrets Åsyn, og siger til dem,
+      som bo på Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham,
+      som har Sværdhugget og kom til Live.
+ 15.  Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Ånd, så at Dyrets
+      Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde
+      tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslås.
+ 16.  Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både
+      frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd
+      eller på deres Pande,
+ 17.  for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har
+      Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
+ 18.  Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets
+      Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666.
+
+Aabenbaringen 14
+
+  1.  Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det
+      hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og
+      dets Faders Navn skrevet på deres Pander.
+  2.  Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og
+      som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at
+      Harpespillere, der spillede på deres Harper.
+  3.  Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener
+      og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og
+      fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden.
+  4.  Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de
+      ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det
+      går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud
+      og Lammet,
+  5.  og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.
+
+  6.  Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som
+      havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden,
+      og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk,
+  7.  og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi
+      hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort
+      Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
+  8.  Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er
+      Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af
+      sin Utugts Harmes Vin.
+  9.  Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom
+      nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande
+      eller på sin Hånd,
+ 10.  så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet
+      i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de
+      hellige Engles og for Lammets Åsyn.
+ 11.  Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have
+      ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og
+      enhver, som tager dets Navns Mærke.
+
+ 12.  Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud
+      og Troen på Jesus.
+ 13.  Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere
+      de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skulle
+      hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.
+
+ 14.  Og jeg, så, og se en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en
+      Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin
+      Hånd.
+ 15.  Og en anden Engel gik ud fra Templet og råbte med høj Røst til
+      ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at
+      høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.
+ 16.  Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden
+      blev høstet.
+
+ 17.  Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; også han havde
+      en skarp Segl.
+ 18.  Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden;
+      og han råbte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og
+      sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens
+      Vintræ; thi dets Druer ere modne.
+ 19.  Og Engelen lod sin Segl gå hen over Jorden og afskar Frugten på
+      Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar.
+ 20.  Og Persekarret blev trådt uden for Staden, og der kom Blod ud af
+      Persekarret op til Hestenes Bidsler, så langt som eet Tusinde og
+      seks Hundrede Stadier.
+
+Aabenbaringen 15
+
+  1.  Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv
+      Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme
+      fuldbyrdet.
+  2.  Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende
+      gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal,
+      stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
+  3.  Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde:
+      Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du
+      Almægtige!  retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes
+      Konge!
+  4.  Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du
+      alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede
+      for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede.
+  5.  Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i
+      Himmelen blev åbnet,
+  6.  og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet,
+      iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med
+      Guldbælter.
+  7.  Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle
+      fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder.
+  8.  Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft;
+      og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager
+      fik Ende.
+
+Aabenbaringen 16
+
+  1.  Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går
+      hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden!
+  2.  Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom
+      slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke,
+      og dem, som tilbade dets Billede.
+  3.  Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod
+      som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde.
+  4.  Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne,
+      og de bleve til Blod.
+  5.  Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og
+      som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom;
+  6.  thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet
+      dem Blod at drikke; de ere det værd.
+  7.  Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande
+      og retfærdige ere dine Domme.
+  8.  Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet
+      den at brænde Menneskene med Ild.
+  9.  Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som
+      har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give
+      ham Ære.
+ 10.  Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets
+      Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
+ 11.  Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres
+      Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
+ 12.  Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat;
+      og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for
+      Kongerne fra Solens Opgang.
+ 13.  Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den
+      falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder.
+ 14.  Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele
+      Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den
+      almægtiges, store Dag.
+ 15.  - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer
+      sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans
+      Skam. -
+ 16.  Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk
+      Harmagedon.
+ 17.  Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet,
+      fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket.
+ 18.  Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort
+      Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker
+      til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort.
+ 19.  Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder
+      faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret
+      med sin Vredes Harmes Vin.
+ 20.  Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne.
+ 21.  Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på
+      Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi
+      dens Plage var meget stor.
+
+Aabenbaringen 17
+
+  1.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med
+      mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge,
+      som sidder over mange Vande,
+  2.  med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere
+      blevne drukne af hendes Utugts Vin.
+  3.  Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde
+      siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af
+      Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m.
+  4.  Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld
+      og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt
+      af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder.
+  5.  Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon
+      den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.
+  6.  Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu
+      Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så
+      hende.
+
+  7.  Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige
+      dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og
+      som har de syv Hoveder og de ti Horn.
+  8.  Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af
+      Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden,
+      skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog
+      fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og
+      skal komme.
+  9.  Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere
+      syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder,
+ 10.  og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den
+      anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en
+      liden Tid.
+ 11.  Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en
+      af de syv og farer bort til Fortabelse.
+ 12.  Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have
+      fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret.
+ 13.  Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret.
+ 14.  Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem
+      - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere
+      med det, de kaldede og udvalgte og trofaste.
+ 15.  Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen
+      sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål.
+ 16.  Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og
+      gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med
+      Ild.
+ 17.  Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind
+      og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil
+      Guds Ord blive fuldbyrdede.
+ 18.  Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme
+      over Jordens Konger.
+
+Aabenbaringen 18
+
+  1.  Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde
+      stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
+  2.  Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon
+      den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for
+      alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og
+      afskyede Fugle!
+  3.  Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket,
+      og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere
+      blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
+  4.  Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra
+      hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i
+      hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.
+  5.  Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har
+      kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
+  6.  Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende
+      dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det
+      Bæger, som hun har iskænket.
+  7.  Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed,
+      så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i
+      sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg
+      skal jeg ingenlunde se,
+  8.  derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og
+      Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre
+      Gud, som har dømt hende.
+
+  9.  Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende,
+      skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes
+      Brand,
+ 10.  medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige:
+      Ve!  ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time
+      er din Dom kommen.
+ 11.  Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere
+      køber deres Ladning:
+ 12.  Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og
+      Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og
+      alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart
+      Træ og af Kobber og Jern og Marmor,
+ 13.  og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og
+      Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og
+      Slaver, ja, Menneskesjæle.
+ 14.  Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det
+      lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde
+      det mere.
+ 15.  De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå
+      langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og
+      sige:
+ 16.  Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og
+      Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een
+      Time er så stor en Rigdom lagt øde.
+ 17.  Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde
+      på Havet, stode langt borte
+ 18.  og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der
+      Mage til den store Stad?
+ 19.  Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og
+      sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde
+      Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den
+      bleven lagt øde.
+
+ 20.  Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og
+      Profeter!  fordi Gud har skaffet eder Ret over den.
+
+ 21.  Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og
+      kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store
+      Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.
+ 22.  Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og
+      Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i
+      nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke
+      høres i dig mere;
+ 23.  og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og
+      Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare
+      Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit
+      Trylleri.
+ 24.  Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres,
+      som ere myrdede på Jorden.
+
+Aabenbaringen 19
+
+  1.  Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i
+      Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og
+      Kraften tilhører vor Gud.
+  2.  Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den
+      store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine
+      Tjeneres Blod af hendes Hånd.
+  3.  Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i
+      Evighedernes Evigheder.
+  4.  Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned
+      eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
+  5.  Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans
+      Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store!
+  6.  Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange
+      Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja!
+      thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet.
+  7.  Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup
+      er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.
+  8.  Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde;
+      thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
+  9.  Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til
+      Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de
+      sande Guds Ord.
+ 10.  Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han
+      siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine
+      Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu
+      Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.
+
+ 11.  Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på
+      den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med
+      Retfærdighed.
+ 12.  Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange
+      Kroner;han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han
+      selv;
+ 13.  og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes:
+      Guds Ord.
+ 14.  Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt,
+      rent Linklæde.
+ 15.  Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed
+      skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav,
+      og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.
+ 16.  Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge
+      og Herrers Herre.
+ 17.  Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og
+      sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer
+      og samler eder til Guds store Nadver
+ 18.  for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af
+      vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af
+      alle, både frie og Trælle, små og store.
+ 19.  Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at
+      føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær.
+ 20.  Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde
+      gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som
+      toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve
+      begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl.
+ 21.  Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten,
+      det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at
+      deres Kød.
+
+Aabenbaringen 20
+
+  1.  Og jeg så en Engel stige ned fra Himmelen, han havde Afgrundens
+      Nøgle og en stor Lænke i sin Hånd.
+  2.  Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan,
+      og bandt ham for tusinde År
+  3.  og kastede ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham,
+      for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de
+      tusinde År vare til Ende; derefter skal han løses en lille Tid.
+  4.  Og jeg så Troner, og de satte sig på dem, og Dommermagt blev
+      given dem; og jeg så deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu
+      Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde
+      tilbedt; Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket på
+      deres Pande og på deres Hånd; og de bleve levende og bleve
+      Konger med Kristus i tusinde År.
+  5.  De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År
+      vare til Ende. Dette er den første Opstandelse.
+  6.  Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse;
+      over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds
+      og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År.
+
+  7.  Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit
+      Fængsel.
+  8.  Og han skal gå ud for at forføre Folkeslagene ved Jordens fire
+      Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig; deres Tal er
+      som Havets Sand.
+  9.  Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de helliges
+      Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud
+      og fortærede dem.
+ 10.  Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen,
+      hvor også Dyret og den falske Profet var; og de skulle pines Dag
+      og Nat i Evighedernes Evigheder.
+
+ 11.  Og jeg så en stor, hvid Trone og ham, som sad derpå; for hans
+      Åsyn flyede Jorden og Himmelen, og der blev ikke fundet Sted for
+      dem.
+ 12.  Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og
+      Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets
+      Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i
+      Bøgerne, efter deres Gerninger.
+ 13.  Og Havet afgav de døde, som vare i det; og Døden og Dødsriget
+      afgave de døde, som vare i dem, og de bleve dømte, hver efter
+      sine Gerninger.
+ 14.  Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den
+      anden Død, Ildsøen.
+ 15.  Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han
+      kastet i Ildsøen.
+
+Aabenbaringen 21
+
+  1.  Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og
+      den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.
+  2.  Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra
+      Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin
+      Brudgom.
+  3.  Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt
+      er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være
+      hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.
+  4.  Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke
+      være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal
+      være mere; thi det forrige er veget bort.
+  5.  Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og
+      han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande.
+  6.  Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega,
+      Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands
+      Kilde uforskyldt.
+  7.  Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og
+      han skal være min Søn.
+  8.  Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de
+      utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne,
+      deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette
+      er den anden Død.
+
+  9.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af
+      de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg
+      vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
+ 10.  Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste
+      mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra
+      Gud
+ 11.  med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som
+      krystalklar Jaspissten.
+ 12.  Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over
+      Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns
+      tolv Stammers;
+ 13.  mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og
+      mod Vest tre Porte.
+ 14.  Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv
+      Apostles tolv Navne.
+ 15.  Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at
+      han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur.
+ 16.  Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som
+      Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier;
+      dens Længde, Bredde og Højde ere lige.
+ 17.  Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter
+      Menneskemål, hvilket er Englemål.
+ 18.  Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det
+      rene Glar.
+ 19.  Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den
+      første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje
+      Kalkedon, den fjerde Smaragd,
+ 20.  den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit,
+      den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den
+      ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
+ 21.  Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een
+      Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar.
+ 22.  Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud,
+      den almægtige, og Lammet.
+ 23.  Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den;
+      thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys.
+ 24.  Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger
+      bringe deres Herlighed til den,
+ 25.  og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke
+      være der,
+ 26.  og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den.
+ 27.  Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver
+      Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets
+      Livets Bog.
+
+Aabenbaringen 22
+
+  1.  Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal,
+      udvæld de fra Guds og Lammets Trone.
+  2.  Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ,
+      som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene
+      af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
+  3.  Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets Trone
+      skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham,
+  4.  og de skulle se hans Ansigt, og hans Navn skal være på deres
+      Pander.
+  5.  Og Nat skal der ikke være mere, og de trænge ikke til Lys af
+      Lampe eller Lys af Sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og
+      de skulle, være Konger i Evighedernes Evigheder.
+
+  6.  Og han sagde til mig: Disse Ord ere troværdige og sande; og
+      Herren, Profeternes Ånders Gud, har udsendt sin Engel for at
+      vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart.
+  7.  Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs
+      Profetis Ord.
+  8.  Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte disse Ting, og da jeg
+      havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede for den Engels
+      Fødder, som viste mig disse Ting.
+  9.  Og han siger til mig: Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine
+      Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord;
+      tilbed Gud!
+ 10.  Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profetis
+      Ord, thi Tiden er nær.
+ 11.  Lad den som gør Uret, fremdeles gøre Uret, og den urene
+      fremdeles blive uren, og den retfærdige fremdeles øve
+      Retfærdighed, og den hellige fremdeles blive helliggjort.
+ 12.  Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale
+      enhver, efter som hans Gerning er.
+ 13.  Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og
+      Enden.
+ 14.  Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få
+      Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden.
+ 15.  Udenfor ere Hundene og Troldkarlene og de utugtige og Morderne
+      og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn.
+ 16.  Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting
+      om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende
+      Morgenstjerne.
+ 17.  Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og
+      den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets
+      Vand uforskyldt!
+ 18.  Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs Profetis Ord: Dersom
+      nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge på ham de
+      Plager, som der er skrevet om i denne Bog.
+ 19.  Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da
+      skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige
+      Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog.
+ 20.  Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen.
+      Kom, Herre Jesus!
+ 21.  Den Herres Jesu Nåde være med alle!
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's The Bible, New Testament, in Danish, by Anonymous
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK THE BIBLE, NEW TESTAMENT, IN DANISH ***
+
+***** This file should be named 2143-8.txt or 2143-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/2/1/4/2143/
+
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/2143-8.zip b/2143-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..96a3acf
--- /dev/null
+++ b/2143-8.zip
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..df2838e
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #2143 (https://www.gutenberg.org/ebooks/2143)
diff --git a/old/bbldn10.txt b/old/bbldn10.txt
new file mode 100644
index 0000000..3804100
--- /dev/null
+++ b/old/bbldn10.txt
@@ -0,0 +1,19718 @@
+The Project Gutenberg Etext The Bible, in Danish, New Testament
+
+
+Copyright laws are changing all over the world, be sure to check
+the copyright laws for your country before posting these files!!
+
+Please take a look at the important information in this header.
+We encourage you to keep this file on your own disk, keeping an
+electronic path open for the next readers.  Do not remove this.
+
+
+**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts**
+
+**Etexts Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971**
+
+*These Etexts Prepared By Hundreds of Volunteers and Donations*
+
+Information on contacting Project Gutenberg to get Etexts, and
+further information is included below.  We need your donations.
+
+
+The Bible, New Testament, in Danish
+
+April, 2000  [Etext #2143]
+
+
+The Project Gutenberg Etext The Bible, in Danish, New Testament
+*****This file should be named bbldn10.txt or bbldn10.zip******
+
+Corrected EDITIONS of our etexts get a new NUMBER, bbldn11.txt
+VERSIONS based on separate sources get new LETTER, bbldn10a.txt
+
+
+Project Gutenberg Etexts are usually created from multiple editions,
+all of which are in the Public Domain in the United States, unless a
+copyright notice is included.  Therefore, we usually do NOT keep any
+of these books in compliance with any particular paper edition.
+
+
+We are now trying to release all our books one month in advance
+of the official release dates, leaving time for better editing.
+
+Please note:  neither this list nor its contents are final till
+midnight of the last day of the month of any such announcement.
+The official release date of all Project Gutenberg Etexts is at
+Midnight, Central Time, of the last day of the stated month.  A
+preliminary version may often be posted for suggestion, comment
+and editing by those who wish to do so.  To be sure you have an
+up to date first edition [xxxxx10x.xxx] please check file sizes
+in the first week of the next month.  Since our ftp program has
+a bug in it that scrambles the date [tried to fix and failed] a
+look at the file size will have to do, but we will try to see a
+new copy has at least one byte more or less.
+
+
+Information about Project Gutenberg (one page)
+
+We produce about two million dollars for each hour we work.  The
+time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours
+to get any etext selected, entered, proofread, edited, copyright
+searched and analyzed, the copyright letters written, etc.  This
+projected audience is one hundred million readers.  If our value
+per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2
+million dollars per hour this year as we release thirty-six text
+files per month, or 432 more Etexts in 1999 for a total of 2000+
+If these reach just 10% of the computerized population, then the
+total should reach over 200 billion Etexts given away this year.
+
+The Goal of Project Gutenberg is to Give Away One Trillion Etext
+Files by December 31, 2001.  [10,000 x 100,000,000 = 1 Trillion]
+This is ten thousand titles each to one hundred million readers,
+which is only ~5% of the present number of computer users.
+
+At our revised rates of production, we will reach only one-third
+of that goal by the end of 2001, or about 3,333 Etexts unless we
+manage to get some real funding; currently our funding is mostly
+from Michael Hart's salary at Carnegie-Mellon University, and an
+assortment of sporadic gifts; this salary is only good for a few
+more years, so we are looking for something to replace it, as we
+don't want Project Gutenberg to be so dependent on one person.
+
+We need your donations more than ever!
+
+
+All donations should be made to "Project Gutenberg/CMU": and are
+tax deductible to the extent allowable by law.  (CMU = Carnegie-
+Mellon University).
+
+For these and other matters, please mail to:
+
+Project Gutenberg
+P. O. Box  2782
+Champaign, IL 61825
+
+When all other email fails. . .try our Executive Director:
+Michael S. Hart <hart@pobox.com>
+hart@pobox.com forwards to hart@prairienet.org and archive.org
+if your mail bounces from archive.org, I will still see it, if
+it bounces from prairienet.org, better resend later on. . . .
+
+We would prefer to send you this information by email.
+
+******
+
+To access Project Gutenberg etexts, use any Web browser
+to view http://promo.net/pg.  This site lists Etexts by
+author and by title, and includes information about how
+to get involved with Project Gutenberg.  You could also
+download our past Newsletters, or subscribe here.  This
+is one of our major sites, please email hart@pobox.com,
+for a more complete list of our various sites.
+
+To go directly to the etext collections, use FTP or any
+Web browser to visit a Project Gutenberg mirror (mirror
+sites are available on 7 continents; mirrors are listed
+at http://promo.net/pg).
+
+Mac users, do NOT point and click, typing works better.
+
+Example FTP session:
+
+ftp sunsite.unc.edu
+login: anonymous
+password: your@login
+cd pub/docs/books/gutenberg
+cd etext90 through etext99
+dir [to see files]
+get or mget [to get files. . .set bin for zip files]
+GET GUTINDEX.??  [to get a year's listing of books, e.g., GUTINDEX.99]
+GET GUTINDEX.ALL [to get a listing of ALL books]
+
+***
+
+**Information prepared by the Project Gutenberg legal advisor**
+
+(Three Pages)
+
+
+***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN ETEXTS**START***
+Why is this "Small Print!" statement here?  You know: lawyers.
+They tell us you might sue us if there is something wrong with
+your copy of this etext, even if you got it for free from
+someone other than us, and even if what's wrong is not our
+fault.  So, among other things, this "Small Print!" statement
+disclaims most of our liability to you.  It also tells you how
+you can distribute copies of this etext if you want to.
+
+*BEFORE!* YOU USE OR READ THIS ETEXT
+By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm
+etext, you indicate that you understand, agree to and accept
+this "Small Print!" statement.  If you do not, you can receive
+a refund of the money (if any) you paid for this etext by
+sending a request within 30 days of receiving it to the person
+you got it from.  If you received this etext on a physical
+medium (such as a disk), you must return it with your request.
+
+ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM ETEXTS
+This PROJECT GUTENBERG-tm etext, like most PROJECT GUTENBERG-
+tm etexts, is a "public domain" work distributed by Professor
+Michael S. Hart through the Project Gutenberg Association at
+Carnegie-Mellon University (the "Project").  Among other
+things, this means that no one owns a United States copyright
+on or for this work, so the Project (and you!) can copy and
+distribute it in the United States without permission and
+without paying copyright royalties.  Special rules, set forth
+below, apply if you wish to copy and distribute this etext
+under the Project's "PROJECT GUTENBERG" trademark.
+
+To create these etexts, the Project expends considerable
+efforts to identify, transcribe and proofread public domain
+works.  Despite these efforts, the Project's etexts and any
+medium they may be on may contain "Defects".  Among other
+things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other
+intellectual property infringement, a defective or damaged
+disk or other etext medium, a computer virus, or computer
+codes that damage or cannot be read by your equipment.
+
+LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES
+But for the "Right of Replacement or Refund" described below,
+[1] the Project (and any other party you may receive this
+etext from as a PROJECT GUTENBERG-tm etext) disclaims all
+liability to you for damages, costs and expenses, including
+legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR
+UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT,
+INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE
+OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE
+POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES.
+
+If you discover a Defect in this etext within 90 days of
+receiving it, you can receive a refund of the money (if any)
+you paid for it by sending an explanatory note within that
+time to the person you received it from.  If you received it
+on a physical medium, you must return it with your note, and
+such person may choose to alternatively give you a replacement
+copy.  If you received it electronically, such person may
+choose to alternatively give you a second opportunity to
+receive it electronically.
+
+THIS ETEXT IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS".  NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS
+TO THE ETEXT OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT
+LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A
+PARTICULAR PURPOSE.
+
+Some states do not allow disclaimers of implied warranties or
+the exclusion or limitation of consequential damages, so the
+above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you
+may have other legal rights.
+
+INDEMNITY
+You will indemnify and hold the Project, its directors,
+officers, members and agents harmless from all liability, cost
+and expense, including legal fees, that arise directly or
+indirectly from any of the following that you do or cause:
+[1] distribution of this etext, [2] alteration, modification,
+or addition to the etext, or [3] any Defect.
+
+DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm"
+You may distribute copies of this etext electronically, or by
+disk, book or any other medium if you either delete this
+"Small Print!" and all other references to Project Gutenberg,
+or:
+
+[1]  Only give exact copies of it.  Among other things, this
+     requires that you do not remove, alter or modify the
+     etext or this "small print!" statement.  You may however,
+     if you wish, distribute this etext in machine readable
+     binary, compressed, mark-up, or proprietary form,
+     including any form resulting from conversion by word pro-
+     cessing or hypertext software, but only so long as
+     *EITHER*:
+
+     [*]  The etext, when displayed, is clearly readable, and
+          does *not* contain characters other than those
+          intended by the author of the work, although tilde
+          (~), asterisk (*) and underline (_) characters may
+          be used to convey punctuation intended by the
+          author, and additional characters may be used to
+          indicate hypertext links; OR
+
+     [*]  The etext may be readily converted by the reader at
+          no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent
+          form by the program that displays the etext (as is
+          the case, for instance, with most word processors);
+          OR
+
+     [*]  You provide, or agree to also provide on request at
+          no additional cost, fee or expense, a copy of the
+          etext in its original plain ASCII form (or in EBCDIC
+          or other equivalent proprietary form).
+
+[2]  Honor the etext refund and replacement provisions of this
+     "Small Print!" statement.
+
+[3]  Pay a trademark license fee to the Project of 20% of the
+     net profits you derive calculated using the method you
+     already use to calculate your applicable taxes.  If you
+     don't derive profits, no royalty is due.  Royalties are
+     payable to "Project Gutenberg Association/Carnegie-Mellon
+     University" within the 60 days following each
+     date you prepare (or were legally required to prepare)
+     your annual (or equivalent periodic) tax return.
+
+WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO?
+The Project gratefully accepts contributions in money, time,
+scanning machines, OCR software, public domain etexts, royalty
+free copyright licenses, and every other sort of contribution
+you can think of.  Money should be paid to "Project Gutenberg
+Association / Carnegie-Mellon University".
+
+*END*THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN ETEXTS*Ver.04.29.93*END*
+
+
+
+
+
+Det nye Testamente:
+
+Indhold:
+
+
+Matthæus-Evangeliet
+
+Markus-Evangeliet
+
+Lukas-Evangeliet
+
+Johannes-Evangeliet
+
+Apostelenes Gerninger
+
+Paulus's Brev til Romerne
+
+Paulus's første Brev til Korinthierne
+
+Paulus's andet Brev til Korinthierne
+
+Paulus's Brev til Galaterne
+
+Paulus's Brev til Efeserne
+
+Paulus's Brev til Filippenserne
+
+Paulus's Brev til Kolossenserne
+
+Paulus's første Brev til Thessalonikerne
+
+Paulus's andet Brev til Thessalonikerne
+
+Paulus's første Brev til Timotheus
+
+Paulus's andet Brev til Timotheus
+
+Paulus's Brev til Titus
+
+Paulus's Brev til Filemon
+
+Brevet til Hebræerne
+
+Jakobs Brev
+
+Peters første Brev
+
+Peters andet Brev
+
+Johannes's første Brev
+
+Johannes's andet Brev
+
+Johannes's tredje Brev
+
+Judas's Brev
+
+Johannes's Aabenbaring
+
+
+
+
+
+DET NYE TESTAMENTE
+
+
+
+Matt.
+
+Matt. 1
+
+  1.  Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog.
+  2.  Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda
+      og hans Brødre;
+  3.  og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom;
+      og Esrom avlede Aram;
+  4.  og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson
+      avlede Salmon;
+  5.  og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth;
+      og Obed avlede Isaj;
+  6.  og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's
+      Hustru;
+  7.  og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede
+      Asa;
+  8.  og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede
+      Ozias;
+  9.  og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede
+      Ezekias;
+ 10.  og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon
+      avlede Josias;
+ 11.  og Josias avlede Jekonias og hans Brødre på den Tid, da
+      Bortførelsen til Babylon fandt Sted.
+ 12.  Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og
+      Salathiel avlede Zorobabel;
+ 13.  og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim: og Eliakim
+      avlede Azor;
+ 14.  og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede
+      Eliud;
+ 15.  og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan
+      avlede Jakob;
+ 16.  og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født,
+      som kaldes Kristus.
+ 17.  Altså ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten
+      Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten
+      Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten
+      Slægtled.
+
+ 18.  Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans
+      Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom
+      sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd.
+ 19.  Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme
+      hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra
+      hende.
+ 20.  Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for
+      ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids Søn! frygt ikke for at
+      tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er
+      af den Helligånd.
+ 21.  Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi
+      han skal frelse sit Folk fra deres Synder."
+ 22.  Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er
+      talt af Herren ved Profeten, som siger:
+ 23.  "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man
+      skal kalde hans Navn Immanuel", hvilket er udlagt: Gud med os.
+ 24.  Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel
+      havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig.
+ 25.  Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den
+      førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.
+
+Matt. 2
+
+  1.  Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's
+      Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:
+  2.  "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans
+      Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham."
+  3.  Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele
+      Jerusalem med ham;
+  4.  og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og
+      adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes.
+  5.  Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der
+      skrevet ved Profeten:
+  6.  Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt
+      Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal
+      vogte mit Folk Israel."
+  7.  Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om
+      Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne.
+  8.  Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: "Går hen og forhører
+      eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig
+      det, for at også jeg kan komme og tilbede det."
+  9.  Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som
+      de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven
+      over, hvor Barnet var.
+ 10.  Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade.
+ 11.  Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt
+      ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver,
+      Guld og Røgelse og Myrra.
+ 12.  Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke
+      skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej
+      tilbage til deres Land.
+
+ 13.  Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i
+      en Drøm for Josef og siger: "Stå op, og tag Barnet og dets Moder
+      med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig
+      til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det."
+ 14.  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og
+      drog bort til Ægypten.
+ 15.  Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes,
+      som er talt af Herren ved Profeten, der siger: "Fra Ægypten
+      kaldte jeg min Søn."
+
+ 16.  Da Herodes nu så, at han var bleven skuffet af de vise, blev han
+      såre vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslå,
+      som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to År og
+      derunder, efter den Tid, som han havde fået Besked om af de
+      vise.
+ 17.  Da blev det opfyldt,som er talt ved Profeten Jeremias,som siger:
+ 18.  "En Røst blev hørt i Rama, Gråd og megen Jamren; Rakel græd over
+      sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere."
+
+ 19.  Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en
+      Drøm for Josef i Ægypten og siger:
+ 20.  "Stå op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til
+      Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv."
+ 21.  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til
+      Israels Land.
+ 22.  Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader
+      Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev
+      advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne.
+ 23.  Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det
+      skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde
+      kaldes Nazaræer.
+
+Matt. 3
+
+  1.  Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas
+      Ørken og siger:
+  2.  "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær."
+  3.  Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder
+      Herrens Vej, gører hans Stier jævne!"
+  4.  Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhår og et
+      Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild
+      Honning.
+  5.  Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om
+      Jordan.
+  6.  Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres
+      Synder.
+  7.  Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans
+      Dåb, sagde han til dem: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly
+      fra den kommende Vrede?
+  8.  Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig,
+  9.  og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til
+      Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af
+      disse Sten.
+ 10.  Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; så bliver da
+      hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.
+ 11.  Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer
+      efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig
+      at bære; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild.
+ 12.  Hans Kasteskovl er i hans Hånd, og han skal gennemrense sin Lo
+      og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med
+      uslukkelig Ild."
+
+ 13.  Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes
+      af ham.
+ 14.  Men Johannes vilde formene ham det og sagde: "Jeg trænger til at
+      døbes af dig, og du kommer til mig!"
+ 15.  Men Jesus svarede og sagde til ham: "Tilsted det nu; thi således
+      sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed." Da
+      tilsteder han ham det.
+ 16.  Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og
+      se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en
+      Due og komme over ham.
+ 17.  Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: "Denne er min
+      Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
+
+Matt. 4
+
+  1.  Da blev Jesus af Ånden ført op i Ørkenen for at fristes af
+      Djævelen.
+  2.  Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev
+      han omsider hungrig.
+  3.  Og Fristeren gik til ham og sagde: "Er du Guds Søn, da sig, at
+      disse Sten skulle blive Brød."
+  4.  Men han svarede og sagde: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke
+      leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgår igennem Guds
+      Mund."
+  5.  Da. tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller
+      ham på Helligdommens Tinde og siger til ham:
+  6.  "Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han
+      skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig på
+      Hænder, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten."
+  7.  Jesus sagde til ham: "Der er atter skrevet: Du må ikke friste
+      Herren din Gud."
+  8.  Atter tager Djævelen ham med sig op på et såre højt Bjerg og
+      viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed; og han sagde
+      til ham:
+  9.  "Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede
+      mig."
+ 10.  Da siger Jesus til ham: "Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du
+      skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."
+ 11.  Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente
+      ham.
+
+ 12.  Men da Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, drog han
+      bort til Galilæa.
+ 13.  Og han forlod Nazareth og kom og tog Bolig i Kapernaum, som
+      ligger ved Søen, i Sebulons og Nafthalis Egne,
+ 14.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger:
+ 15.  "Sebulons Land og Nafthalis Land langs Søen, Landet hinsides
+      Jordan, Hedningernes Galilæa,
+ 16.  det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som
+      sad i Dødens Land og Skygge, for dem er der opgået et Lys."
+
+ 17.  Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: "Omvender eder,
+      thi Himmeriges Rige er kommet nær."
+
+ 18.  Men da han vandrede ved Galilæas Sø, så han to Brødre, Simon,
+      som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, i Færd med at kaste
+      Garn i Søen; thi de vare Fiskere.
+ 19.  Og han siger til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
+      til Menneskefiskere."
+ 20.  Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
+ 21.  Og da han derfra gik videre, så han to andre Brødre, Jakob,
+      Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres
+      Fader Zebedæus, i Færd med at bøde deres Garn, og han kaldte på
+      dem.
+ 22.  Og de forlode straks Skibet og deres Fader og fulgte ham.
+
+ 23.  Og Jesus gik omkring i hele Galilæa, idet han lærte i deres
+      Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
+      Sygdom og enhver Skrøbelighed iblandt Folket.
+ 24.  Og hans Ry kom ud over hele Syrien; og de bragte til ham alle
+      dem, som lede af mange Hånde Sygdomme og vare plagede af
+      Lidelser, både besatte og månesyge og værkbrudne; og han
+      helbredte dem.
+ 25.  Og store Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem
+      og Judæa og fra Landet hinsides Jordan.
+
+Matt. 5
+
+  1.  Men da han så Skarerne, steg han op på Bjerget; og da han havde
+      sat sig, gik hans Disciple hen til ham,
+  2.  og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:
+
+  3.  "Salige ere de fattige i Ånden, thi Himmeriges Rige er deres.
+  4.  Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
+  5.  Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.
+  6.  Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de
+      skulle mættes.
+  7.  Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed.
+  8.  Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud.
+  9.  Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.
+ 10.  Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi
+      Himmeriges Rige er deres.
+ 11.  Salige ere I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle
+      Hånde ondt på for min Skyld.
+ 12.  Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene;
+      thi således have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.
+
+ 13.  I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed
+      skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og
+      nedtrædes af Menneskene.
+ 14.  I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger på et Bjerg, kan ikke
+      skjules.
+ 15.  Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men
+      på Lysestagen; så skinner det for alle dem, som ere i Huset.
+ 16.  Lader således eders Lys skinne for Menneskene, at de må se eders
+      gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene.
+
+ 17.  Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller
+      Profeterne;jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at
+      fuldkomme.
+ 18.  Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår,
+      skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af
+      Loven, indtil det er sket alt sammen.
+ 19.  Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer
+      Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges
+      Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i
+      Himmeriges Rige.
+ 20.  Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de
+      skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges
+      Rige.
+
+ 21.  I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel,
+      men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen.
+ 22.  Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder
+      uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til
+      sin Broder: Raka! skal være skyldig for Rådet; og den, som
+      siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
+ 23.  Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at
+      din Broder har noget imod dig,
+ 24.  så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig
+      først med din Broder, og kom da og offer din Gave!
+ 25.  Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham
+      på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren,
+      og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
+ 26.  Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra,
+      førend du får betalt den sidste Hvid.
+ 27.  I have hørt, at der er sagt: Du må ikke bedrive Hor.
+ 28.  Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en Kvinde for at
+      begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.
+ 29.  Men dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud, og kast
+      det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer
+      fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede.
+ 30.  Og om din højre Hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra
+      dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves,
+      end at hele dit Legeme kommer i Helvede.
+
+ 31.  Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give
+      hende et Skilsmissebrev.
+ 32.  Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru,
+      uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager
+      en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor.
+
+ 33.  I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke
+      gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.
+ 34.  Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved
+      Himmelen, thi den er Guds Trone,
+ 35.  ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved
+      Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.
+ 36.  Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et
+      eneste Hår hvidt eller sort.
+ 37.  Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over
+      dette, er af det onde.
+
+ 38.  I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand.
+ 39.  Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men
+      dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham
+      også den anden til!
+ 40.  Og dersom nogen vil gå i Rette med dig og tage din Kjortel, lad
+      ham da også få Kappen!
+ 41.  Og dersom nogen tvinger dig til at gå een Mil,da gå to med ham!
+ 42.  Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne
+      af dig.
+
+ 43.  I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din
+      Fjende.
+ 44.  Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som
+      forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem,
+      som krænke eder og forfølge eder,
+ 45.  for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi
+      han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over
+      retfærdige og uretfærdige.
+ 46.  Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre
+      ikke også Tolderne det samme?
+ 47.  Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre
+      ikke også Hedningerne det samme?
+ 48.  Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er
+      fuldkommen.
+
+Matt. 6
+
+  1.  Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for
+      at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som
+      er Himlene.
+  2.  Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun
+      foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at
+      de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de
+      have allerede fået deres Løn.
+  3.  Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide,
+      hvad din højre gør,
+  4.  for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i
+      Løndom, skal betale dig.
+
+  5.  Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne
+      i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise
+      sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede
+      fået deres Løn.
+  6.  Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og
+      bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i
+      Løndom, skal betale dig.
+  7.  Men når I bede, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne;
+      thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord.
+  8.  Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til,
+      førend I bede ham,
+  9.  Derfor skulle I bede således: Vor Fader, du, som er i Himlene!
+      Helliget vorde dit Navn;
+ 10.  komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på
+      Jorden;
+ 11.  giv os i dag vort daglige Brød:
+ 12.  og forlad os vor Skyld, som også vi forlade vore Skyldnere;
+ 13.  og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; (thi dit er
+      Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.)
+ 14.  Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
+      himmelske Fader også forlade eder;
+ 15.  men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
+      Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.
+
+ 16.  Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de
+      gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for
+      Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have
+      allerede fået deres Løn.
+ 17.  Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,
+ 18.  for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men
+      for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom,
+      skal betale dig.
+
+ 19.  Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og
+      hvor Tyve bryde ind og stjæle;
+ 20.  men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust
+      fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle.
+ 21.  Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være.
+ 22.  Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver
+      hele dit Legeme lyst;
+ 23.  men dersom dit Øje er dårligt, bliver hele dit Legeme mørkt.
+      Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da
+      ikke Mørket!
+ 24.  Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og
+      elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den
+      anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
+
+ 25.  Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I
+      skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders
+      Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden,
+      og Legemet mere end Klæderne?
+ 26.  Ser på Himmelens Fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i
+      Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere
+      værd end de?
+ 27.  Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin
+      Vækst?
+ 28.  Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne på
+      Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke;
+ 29.  men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var
+      klædt som en af dem.
+ 30.  Klæder da Gud således det Græs på Marken, som står i dag og i
+      Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder,
+      I lidettroende?
+ 31.  Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise?
+      eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os?
+ 32.  - efter alt dette søge jo Hedningerne -. Thi eders himmelske
+      Fader ved, at I have alle disse Ting nødig.
+ 33.  Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skulle alle
+      disse Ting gives eder i Tilgift.
+ 34.  Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
+      Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin
+      Plage.
+
+Matt. 7
+
+  1.  Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I
+      dømme, skulle I dømmes,
+  2.  og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder.
+  3.  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken
+      i dit eget Øje bliver du ikke var?
+  4.  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven
+      ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje.
+  5.  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se
+      klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.
+
+  6.  Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler
+      for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og
+      vende sig og sønderrive eder.
+
+  7.  Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på,
+      så skal der lukkes op for eder.
+  8.  Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
+      og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
+  9.  Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn
+      beder ham om Brød, vil give ham en Sten?
+ 10.  Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en
+      Slange?
+ 11.  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
+      hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem
+      gode Gaver, som bede ham!
+
+ 12.  Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder,
+      det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og
+      Profeterne.
+
+ 13.  Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er
+      bred,som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad
+      den;
+ 14.  thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet
+      og de er få, som finde den
+
+ 15.  Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i
+      Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve.
+ 16.  Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af
+      Torne eller Figener af Tidsler?
+ 17.  Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ
+      bærer slette Frugter.
+ 18.  Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan
+      ikke bære gode Frugter.
+ 19.  Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden.
+ 20.  Altså skulle I kende dem af deres Frugter.
+ 21.  Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i
+      Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i
+      Himlene.
+ 22.  Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke
+      profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved
+      dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit
+      Navn?
+ 23.  Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort
+      fra mig, I, som øve Uret!
+
+ 24.  Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham
+      vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på
+      Klippen,
+ 25.  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge
+      imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på
+      Klippen.
+ 26.  Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem,
+      skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet,
+ 27.  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og
+      stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort."
+
+ 28.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne
+      slagne af Forundring over hans Lære;
+ 29.  thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres
+      skriftkloge.
+
+Matt. 8
+
+  1.  Men da han var gået ned ad Bjerget, fulgte store Skarer ham.
+  2.  Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: "Herre! om
+      du vil, så kan du rense mig."
+  3.  Og han udrakte Hånden, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
+      ren!" Og straks blev han renset for sin Spedalskhed
+  4.  Og Jesus siger til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen;
+      men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave,
+      som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem."
+
+  5.  Men da han gik ind i Kapernaum, trådte en Høvedsmand hen til
+      ham, bad ham og sagde:
+  6.  "Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og, pines svarlig."
+  7.  Jesus siger til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham."
+  8.  Og Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre! jeg er ikke værdig
+      til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et
+      Ord, så bliver min Dreng helbredt.
+  9.  Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
+      Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
+      og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
+      dette! så gør han det."
+ 10.  Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som
+      fulgte ham: "Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg
+      fundet så stor en Tro.
+ 11.  Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og
+      sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.
+ 12.  Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der
+      være Gråd og Tænders Gnidsel."
+ 13.  Og Jesus sagde til Høvedsmanden:"Gå bort,dig ske, som du
+      troede!"  Og Drengen blev helbredt i den samme Time.
+
+ 14.  Og Jesus kom ind i Peters Hus og så, at hans Svigermoder lå og
+      havde Feber.
+ 15.  Og han rørte ved hendes Hånd, og Feberen forlod hende, og hun
+      stod op og vartede ham op.
+ 16.  Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og
+      han uddrev Ånderne med et Ord og helbredte alle de syge;
+ 17.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der
+      siger: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme."
+
+ 18.  Men da Jesus så store Skarer omkring sig, befalede han at fare
+      over til hin Side.
+ 19.  Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: "Mester! jeg
+      vil følge dig, hvor du end går hen."
+ 20.  Og Jesus siger til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
+      Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
+      sit Hoved."
+ 21.  Men en anden af disciplene sagde til ham: "Herre! tilsted mig
+      først at gå hen og begrave min Fader."
+ 22.  Men Jesus siger til ham: "Følg mig, og lad de døde begrave deres
+      døde!"
+
+ 23.  Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham.
+ 24.  Og se, det blev en stærk Storm på Søen, så at Skibet skjultes af
+      Bølgerne; men han sov.
+ 25.  Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: "Herre, frels os!
+      vi forgå."
+ 26.  Og han siger til dem: "Hvorfor ere I bange, I lidettroende?" Da
+      stod han op og truede Vindene og Søen,og det blev ganske
+      blikstille.
+ 27.  Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne,
+      siden både Vindene og Søen ere ham lydige?"
+
+ 28.  Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham
+      to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, så at
+      ingen kunde komme forbi ad den Vej.
+ 29.  Og se, de råbte og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, du Guds
+      Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?"
+ 30.  Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede.
+ 31.  Og de onde Ånder bade ham og sagde: "Dersom du uddriver os, da
+      send os i Svinehjorden!"
+ 32.  Og han sagde til dem: "Går!" Men de fore ud og fore i Svinene;
+      og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og
+      døde i Vandet.
+ 33.  Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt
+      sammen, og hvorledes det var gået til med de besatte.
+ 34.  Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bade
+      de ham om; at han vilde gå bort fra deres Egn.
+
+Matt. 9
+
+  1.  Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By.
+  2.  Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da
+      Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær
+      frimodig, dine Synder forlades dig."
+  3.  Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler
+      bespotteligt."
+  4.  Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i
+      eders Hjerter?
+  5.  Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller
+      at sige: Stå op og gå?
+  6.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå
+      op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+  7.  Og han stod op og gik bort til sit Hus.
+  8.  Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde
+      givet Menneskene en sådan Magt.
+
+  9.  Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus,
+      sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han
+      stod op og fulgte ham.
+ 10.  Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange
+      Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple.
+ 11.  Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor
+      spiser eders Mester med Toldere og Syndere?"
+ 12.  Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til
+      Læge, men de syge.
+ 13.  Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til
+      Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at
+      kalde retfærdige, men Syndere,"
+
+ 14.  Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi
+      og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?"
+ 15.  Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe
+      Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen
+      bliver tagen fra dem, og da skulle de faste.
+ 16.  Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon;
+      thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul.
+ 17.  Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers
+      sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne
+      ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive
+      begge Dele bevarede."
+
+ 18.  Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og
+      faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom
+      og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende."
+ 19.  Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.
+ 20.  Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen
+      bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon;
+ 21.  thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans
+      Klædebon, bliver jeg frelst."
+ 22.  Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter!
+      vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst
+      fra den samme Time.
+ 23.  Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og
+      Hoben, som larmede, sagde han:
+ 24.  "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad
+      ham.
+ 25.  Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden;
+      og Pigen stod op.
+ 26.  Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.
+
+ 27.  Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte
+      og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!"
+ 28.  Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus
+      siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til
+      ham:"Ja,Herre!"
+ 29.  Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders
+      Tro!"
+ 30.  Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde:
+      "Ser til, lad ingen få det at vide."
+ 31.  Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn.
+ 32.  Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske,
+      som var besat.
+ 33.  Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne
+      forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel."
+ 34.  Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de
+      onde Ånder."
+
+ 35.  Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres
+      Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
+      Sygdom og enhver Skrøbelighed.
+ 36.  Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de
+      vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde.
+ 37.  Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne
+      ere få;
+ 38.  beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
+      sin Høst."
+
+Matt. 10
+
+  1.  Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over
+      urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og
+      enhver Skrøbelighed.
+  2.  Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes
+      Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og
+      Johannes, hans Broder,
+  3.  Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob,
+      Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus,
+  4.  Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
+
+  5.  Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på
+      Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By!
+  6.  Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus!
+  7.  Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige
+      er kommet nær.
+  8.  Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde
+      Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet!
+  9.  Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders
+      Bælter;
+ 10.  ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko,
+      ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd.
+ 11.  Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge,
+      hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I
+      drage bort.
+ 12.  Men når I gå ind i Huset, da hilser det;
+ 13.  og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men
+      dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til
+      eder!
+ 14.  Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går
+      ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder!
+ 15.  Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land
+      tåleligere på Dommens Dag end den By.
+
+ 16.  Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor
+      snilde som Slanger og enfoldige som Duer!
+ 17.  Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til
+      Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger.
+ 18.  Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld,
+      dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.
+ 19.  Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes
+      eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme
+      Time, hvad I skulle tale.
+ 20.  Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som
+      taler i eder.
+ 21.  Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og
+      Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel.
+ 22.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
+      holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
+ 23.  Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi
+      sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med
+      Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.
+ 24.  En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over
+      sin Herre.
+ 25.  Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren
+      som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget
+      mere da hans Husfolk?
+
+ 26.  Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal
+      åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt.
+ 27.  Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på
+      Tagene, hvad der siges eder i Øret!
+ 28.  Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne
+      slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve
+      både Sjæl og Legeme i Helvede.
+ 29.  Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder
+      til Jorden uden eders Faders Villie.
+ 30.  Men på eder ere endog alle Hovedhår talte.
+ 31.  Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve.
+ 32.  Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også
+      jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene.
+ 33.  Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg
+      fornægte for min Fader, som er i Himlene.
+
+ 34.  Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg
+      er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.
+ 35.  Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans
+      Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en
+      Svigerdatter og hendes Svigermoder,
+ 36.  og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender.
+ 37.  Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke
+      værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig
+      ikke værd;
+ 38.  og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke
+      værd.
+ 39.  Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit
+      Liv for min Skyld, skal bjærge det.
+
+ 40.  Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig,
+      modtager ham, som udsendte mig.
+ 41.  Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en
+      Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en
+      retfærdig, skal få en retfærdigs Løn.
+ 42.  Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at
+      drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han
+      skal ingenlunde miste sin Løn."
+
+Matt. 11
+
+  1.  Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple
+      Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres
+      Byer.
+  2.  Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte
+      han Bud med sine Disciple og lod ham sige:
+  3.  "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?"
+  4.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder
+      Johannes de Ting, som I høre og se:
+  5.  blinde se, og lamme gå, spedalske renses, og døve høre, og døde
+      stå op, og Evangeliet forkyndes for fattige;
+  6.  og salig er den, som ikke forarges på mig."
+  7.  Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om
+      Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges
+      hid og did af Vinden?
+  8.  Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
+      de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse.
+  9.  Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
+      mere end en Profet.
+ 10.  Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se,jeg sender min Engel
+      for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
+ 11.  Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder,
+      er ingen større fremstået end Johannes Døberen; men den mindste
+      i Himmeriges Rige er større end han.
+ 12.  Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige
+      med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.
+ 13.  Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes.
+ 14.  Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme.
+ 15.  Den, som har Øren at høre med, han høre!
+
+ 16.  Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som
+      sidde på Torvene og råbe til de andre og sige:
+ 17.  Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang
+      Klagesange, og I jamrede ikke.
+ 18.  Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han
+      er besat.
+ 19.  Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en
+      Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog,
+      Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn."
+
+ 20.  Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste
+      kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig:
+ 21.  "Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
+      Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
+      havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.
+ 22.  Men jeg siger eder: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på
+      Dommens Dag end eder.
+ 23.  Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
+      nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger,
+      som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven
+      stående indtil denne Dag.
+ 24.  Men jeg siger eder: Det skal gå Sodomas Land tåleligere på
+      Dommens Dag end dig."
+
+ 25.  På den Tid udbrød Jesus og sagde: "Jeg priser dig, Fader,
+      Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise
+      og forstandige og åbenbaret det for umyndige.
+ 26.  Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig.
+ 27.  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen
+      uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for
+      hvem Sønnen vil åbenbare ham.
+
+ 28.  Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg
+      vil give eder Hvile.
+ 29.  Tager mit Åg på eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og
+      ydmyg af Hjertet; så skulle I finde Hvile for eders Sjæle. 30
+      Thi mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let."
+
+Matt. 12
+
+  1.  På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men
+      hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at
+      spise.
+  2.  Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple
+      gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat."
+  3.  Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da
+      han blev hungrig og de, som vare med ham?
+  4.  hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det
+      ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham,
+      men alene Præsterne?
+  5.  Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige
+      Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
+  6.  Men jeg siger eder, at her er det, som er større end
+      Helligdommen.
+  7.  Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til
+      Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem,
+      som ere uden Skyld.
+  8.  Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten."
+
+  9.  Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
+ 10.  Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte
+      ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for
+      at de kunde anklage ham.
+ 11.  Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder,
+      som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op,
+      dersom det på Sabbaten falder i en Grav?
+ 12.  Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det
+      tilladt at gøre vel på Sabbaten."
+ 13.  Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud,
+      og den blev igen sund som den anden.
+ 14.  Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de
+      kunde slå ham ihjel.
+
+ 15.  Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte
+      ham, og han helbredte dem alle.
+ 16.  Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt;
+ 17.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
+      siger:
+ 18.  "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min
+      Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal
+      forkynde Hedningerne Ret.
+ 19.  Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst
+      på Gaderne.
+ 20.  Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den
+      rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.
+ 21.  Og på hans Navn skulle Hedninger håbe."
+
+ 22.  Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han
+      helbredte ham, så at den stumme talte og så.
+ 23.  Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være
+      Davids Søn?"
+ 24.  Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de
+      onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste."
+ 25.  Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert
+      Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By
+      eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.
+ 26.  Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig
+      selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?
+ 27.  Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
+      uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
+      Dommere.
+ 28.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo
+      Guds Rige kommet til eder.
+ 29.  Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans
+      Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre
+      hans Hus.
+ 30.  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
+      med mig, adspreder.
+
+ 31.  Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades
+      Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.
+ 32.  Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
+      forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det
+      ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.
+ 33.  Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet
+      være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.
+ 34.  I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af
+      Hjertets Overflødighed taler Munden.
+ 35.  Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et
+      ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.
+ 36.  Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på
+      Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
+ 37.  Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du
+      førdømmes."
+
+ 38.  Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde:
+      "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig."
+ 39.  Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt
+      forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten
+      Jonas's Tegn.
+ 40.  Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug,
+      således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i
+      Jordens Skød.
+ 41.  Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
+      se, her er mere end Jonas.
+ 42.  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre
+      Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
+
+ 43.  Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den
+      igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
+ 44.  Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af;
+      og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
+ 45.  Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
+      end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
+      sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således
+      skal det også gå denne onde Slægt."
+
+ 46.  Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og
+      hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
+ 47.  Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor
+      og begære at tale med dig."
+ 48.  Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er
+      min Moder? og hvem ere mine Brødre?"
+ 49.  Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her
+      er min Moder og mine Brødre!
+ 50.  Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er
+      min Broder og Søster og Moder."
+
+Matt. 13
+
+  1.  På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.
+  2.  Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib
+      og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden.
+  3.  Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en
+      Sædemand gik ud at så.
+  4.  Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde
+      det op.
+  5.  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
+      det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
+  6.  Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
+      Rod, visnede det.
+  7.  Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte
+      det.
+  8.  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget
+      tresindstyve, noget tredive Fold.
+  9.  Den, som har Øren, han høre!"
+
+ 10.  Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til
+      dem i Lignelser?"
+ 11.  Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at
+      kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
+ 12.  Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod;
+      men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han
+      har.
+ 13.  Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog
+      ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller.
+ 14.  Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren
+      skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog
+      ikke se.
+ 15.  Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
+      tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
+      med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
+      sig, på jeg kunde helbrede dem.
+ 16.  Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de
+      høre.
+ 17.  Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige
+      attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I
+      høre, og hørte det ikke.
+
+ 18.  Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden!
+ 19.  Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den
+      Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det,
+      som blev sået ved Vejen.
+ 20.  Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og
+      straks modtager det med Glæde.
+ 21.  Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når
+      der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges
+      han straks.
+ 22.  Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet,
+      og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og
+      det bliver uden Frugt.
+ 23.  Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og
+      forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en
+      tresindstyve, en tredive Fold."
+
+ 24.  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
+      Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark.
+ 25.  Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt
+      Hveden og gik bort.
+ 26.  Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til
+      Syne.
+ 27.  Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke
+      god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra?
+ 28.  Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da
+      sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke
+      det sammen?
+ 29.  Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen,
+      skulle rykke Hveden op tillige med det.
+ 30.  Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid
+      vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og
+      binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min
+      Lade!"
+
+ 31.  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
+      Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark.
+ 32.  Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op,
+      er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle
+      komme og bygge Rede i dets Grene."
+
+ 33.  En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en
+      Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil
+      det blev syret alt sammen."
+
+ 34.  Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse
+      talte han intet til dem,
+ 35.  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger:
+      "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som
+      har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."
+
+ 36.  Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom
+      til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!"
+ 37.  Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er
+      Menneskesønnen,
+ 38.  og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men
+      Ugræsset er den Ondes Børn,
+ 39.  og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens
+      Ende; og Høstfolkene ere Engle.
+ 40.  Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således
+      skal det ske ved Verdens Ende.
+ 41.  Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af
+      hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret;
+ 42.  og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders
+      Gnidsel.
+ 43.  Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders
+      Rige. Den.  som har Øren, han høre!
+
+ 44.  Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en
+      Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og
+      sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.
+
+ 45.  Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne
+      Perler;
+ 46.  og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte
+      alt, hvad han havde, og købte den.
+
+ 47.  Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og
+      samlede Fisk af alle Slags.
+ 48.  Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og
+      satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne
+      ud.
+ 49.  Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud
+      og skille de onde fra de retfærdige
+ 50.  og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.
+ 51.  Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja."
+ 52.  Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært
+      for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og
+      gammelt frem af sit Forråd."
+
+ 53.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han
+      bort derfra.
+ 54.  Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så
+      at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han
+      denne Visdom og de kraftige Gerninger?
+ 55.  Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og
+      hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
+ 56.  Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt
+      dette?"
+ 57.  Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er
+      ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus,"
+ 58.  Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres
+      Vantros Skyld.
+
+Matt. 14
+
+  1.  På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.
+  2.  Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er
+      oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham."
+  3.  Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i
+      Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld.
+  4.  Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have
+      hende."
+  5.  Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi
+      de holdt ham for en Profet.
+  6.  Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for
+      dem; og hun behagede Herodes.
+  7.  Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun
+      begærede.
+  8.  Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens
+      Hoved hid på et Fad!"
+  9.  Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes
+      Skyld befalede han, at det skulde gives hende.
+ 10.  Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.
+ 11.  Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte
+      det til sin Moder.
+ 12.  Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom
+      og forkyndte Jesus det.
+
+ 13.  Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde
+      Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods
+      fra Byerne.
+ 14.  Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
+      inderligt over dem og helbredte deres syge.
+ 15.  Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet
+      er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for
+      at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad."
+ 16.  Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I
+      dem at spise!"
+ 17.  Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to
+      Fisk."
+ 18.  Men han sagde: "Henter mig dem hid!"
+ 19.  Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem
+      Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han
+      brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til
+      Skarerne.
+ 20.  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
+      tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde
+ 21.  Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden
+      Kvinder og Børn.
+
+ 22.  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
+      i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå
+      bort.
+ 23.  Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget
+      afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene.
+ 24.  Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi
+      Vinden var imod.
+ 25.  Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen.
+ 26.  Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og
+      sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt.
+ 27.  Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det
+      er mig, frygter ikke!"
+ 28.  Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da
+      byd mig at komme til dig på Vandet!"
+ 29.  Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede
+      på Vandet for at komme til Jesus.
+ 30.  Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han
+      begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!"
+ 31.  Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til
+      ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"
+ 32.  Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig.
+ 33.  Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: "Du er
+      sandelig Guds Søn."
+ 34.  Og da de vare farne over, landede de i Genezareth.
+
+ 35.  Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele
+      Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham.
+ 36.  Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans
+      Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.
+
+Matt. 15
+
+  1.  Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus
+      og sige:
+  2.  "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de
+      to ikke deres Hænder, når de holde Måltid."
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds
+      Bud for eders Overleverings Skyld?
+  4.  Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den,
+      som hader Fader eller Moder, skal visselig dø."
+  5.  Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det,
+      hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,"
+      han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder."
+  6.  Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.
+  7.  I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde:
+  8.  "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt
+      borte fra mig.
+  9.  Men de dyrke mig forgæves,idet de lære Lærdomme, som ere
+      Menneskers Bud."
+ 10.  Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og
+      forstår!
+ 11.  Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det,
+      som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent."
+ 12.  Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at
+      Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?"
+ 13.  Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske
+      Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode.
+ 14.  Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en
+      blind leder en blind, falde de begge i Graven."
+ 15.  Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!"
+ 16.  Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige?
+ 17.  Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i
+      Bugen og føres ud ad den naturlige Vej?
+ 18.  Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør
+      Mennesket urent.
+ 19.  Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt,
+      Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser.
+ 20.  Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med
+      utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."
+
+ 21.  Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne.
+ 22.  Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde:
+      "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde
+      af en ond Ånd."
+ 23.  Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til,
+      bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter
+      os."
+ 24.  Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de
+      fortabte Får af Israels Hus."
+ 25.  Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp
+      mig!"
+ 26.  Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes
+      Brød og kaste det for de små Hunde."
+ 27.  Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de
+      Smuler, som falde fra deres Herrers Bord."
+ 28.  Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor,
+      dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme
+      Time.
+
+ 29.  Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik
+      op på Bjerget og satte sig der.
+ 30.  Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme,
+      Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans
+      Fødder, og han helbredte dem,
+ 31.  så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge
+      bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.
+
+ 32.  Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: "Jeg ynke s
+      inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre
+      Dage og have intet at spise; og lade dem gå fastende bort, vil
+      jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte på Vejen."
+ 33.  Og hans Disciple sige til ham: "Hvorfra skulle vi få så mange
+      Brød i en Ørken, at vi kunne mætte så mange Mennesker?"
+ 34.  Og Jesus siger til dem: "Hvor mange Brød have I?" Men de sagde:
+      "Syv og nogle få Småfisk."
+ 35.  Og han bød Skaren at sætte sig ned på Jorden
+ 36.  og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav
+      Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.
+ 37.  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
+      tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.
+ 38.  Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og
+      Børn.
+ 39.  Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han om Bord i Skibet
+      og kom til Magadans Egne.
+
+Matt. 16
+
+  1.  Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og
+      begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen.
+  2.  Men han svarede og sagde til dem: "Om Aftenen sige I: Det bliver
+      en skøn Dag, thi Himmelen er rød;
+  3.  og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og
+      mørk.  Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes
+      Tegn kunne I det, ikke.
+  4.  En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn
+      gives den uden Jonas's Tegn." Og han forlod dem og gik bort.
+
+  5.  Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at
+      tage Brød med.
+  6.  Og Jesus sagde til dem: "Ser til, og tager eder i Vare for
+      Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!"
+  7.  Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Det er, fordi vi ikke toge
+      Brød med."
+  8.  Men da Jesus mærkede dette, sagde han: "I lidettroende! hvorfor
+      tænke I ved eder selv på, at I ikke have taget Brød med?
+  9.  Forstå I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de
+      fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?
+ 10.  Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve
+      I da toge op?
+ 11.  Hvorledes forstå I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det
+      til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes
+      Surdejg."
+ 12.  Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i
+      Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes
+      Lære.
+
+ 13.  Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte
+      han sine Disciple og sagde: "Hvem sige Folk, at Menneskesønnen
+      er?"
+ 14.  Men de sagde: "Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre
+      Jeremias eller en af Profeterne."
+ 15.  Han siger til dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?"
+ 16.  Da svarede Simon Peter og sagde: "Du er Kristus, den levende
+      Guds Søn."
+ 17.  Og Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas's
+      Søn!  thi Kød og Blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader,
+      som er i Himlene.
+ 18.  Så siger jeg også dig, at du er Petrus, og på denne Klippe vil
+      jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke få
+      Overhånd over den.
+ 19.  Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder
+      på Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på
+      Jorden, det skal være løst i Himlene."
+ 20.  Da bød han sine Disciple, at de måtte ikke sige til nogen at han
+      var Kristus.
+
+ 21.  Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at
+      han skulde gå til Jerusalem og lide meget af de Ældste og
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på
+      den tredje Dag.
+ 22.  Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og
+      sagde: "Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!"
+ 23.  Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! du
+      er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad
+      Menneskers er."
+
+ 24.  Da sagde Jesus til sine Disciple: "Vil nogen komme efter mig,
+      han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
+ 25.  Thi den, som vil frelse sit.Liv, skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.
+ 26.  Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden,
+      men må bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til
+      Vederlag for sin Sjæl?
+ 27.  Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine
+      Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.
+ 28.  Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der
+      ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme
+      i sit Rige."
+
+Matt. 17
+
+  1.  Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder
+      Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg.
+  2.  Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som
+      Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
+  3.  Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
+  4.  Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt,
+      at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en
+      og Moses en og Elias en."
+  5.  Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem;
+      og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min
+      Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!"
+  6.  Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede
+      såre.
+  7.  Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og
+      frygter ikke!"
+  8.  Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene.
+  9.  Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler
+      ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst
+      fra de døde."
+
+ 10.  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de
+      skriftkloge sige, at Elias bør først komme?"
+ 11.  Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette
+      alting.
+ 12.  Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte
+      ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal
+      også Menneskesønnen lide ondt af dem."
+ 13.  Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes
+      Døberen.
+
+ 14.  Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på
+      Knæ for ham og sagde:
+ 15.  "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende;
+      thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;
+ 16.  og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede
+      ham."
+ 17.  Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor
+      længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder?
+      Bringer mig ham hid!"
+ 18.  Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og
+      Drengen blev helbredt fra samme Time.
+ 19.  Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi
+      ikke uddrive den?"
+ 20.  Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig,
+      siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I
+      sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte
+      sig, og intet skal være eder umuligt.
+ 21.  Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste."
+
+ 22.  Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem:
+      "Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder;
+ 23.  og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han
+      oprejses." Og de bleve såre bedrøvede.
+
+ 24.  Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede
+      Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke
+      Skatten?"
+ 25.  Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i
+      Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens
+      Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de
+      fremmede?"
+ 26.  Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere
+      jo Sønnerne fri.
+ 27.  Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast
+      en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du
+      åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem
+      den for mig og dig!"
+
+Matt. 18
+
+  1.  I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem
+      er da den største i Himmeriges Rige?"
+  2.  Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt
+      dem
+  3.  og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og
+      blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
+  4.  Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den
+      største i Himmeriges Rige.
+  5.  Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld,
+      modtager mig.
+
+  6.  Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var
+      det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han
+      var sænket i Havets Dyb.
+  7.  Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at
+      Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen
+      kommer!
+  8.  Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af,
+      og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en
+      Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og
+      blive kastet i den evige Ild.
+  9.  Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra
+      dig!  Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at
+      have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.
+
+ 10.  Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger
+      eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i
+      Himlene.
+ 11.  Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.
+ 12.  Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem
+      farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og
+      går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne?
+ 13.  Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder,
+      han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve,
+      som ikke ere farne vild.
+ 14.  Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste
+      af disse små skal fortabes.
+
+ 15.  Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem
+      dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.
+ 16.  Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for
+      at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund."
+ 17.  Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han
+      også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en
+      Hedning og en Tolder.
+ 18.  Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal
+      være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal
+      være løst i Himmelen.
+ 19.  Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden
+      om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det
+      blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.
+ 20.  Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg
+      midt iblandt dem."
+
+ 21.  Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal
+      jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv
+      Gange?"
+ 22.  Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men
+      indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
+ 23.  Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde
+      Regnskab med sine Tjenere.
+ 24.  Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti
+      Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham.
+ 25.  Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og
+      hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og
+      Gælden betales.
+ 26.  Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær
+      langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.
+ 27.  Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs
+      og eftergav ham Gælden.
+ 28.  Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som
+      var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat på ham og var
+      ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig!
+ 29.  Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær
+      langmodig med mig, så vil jeg betale dig.
+ 30.  Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil
+      han betalte, hvad han var skyldig.
+ 31.  Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede
+      og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket.
+ 32.  Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde
+      Tjener!  al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
+ 33.  Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg
+      har forbarmet mig over dig.
+ 34.  Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han
+      kunde få betalt alt det, han var ham skyldig.
+ 35.  Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke
+      af Hjertet tilgive, enhver sin Broder."
+
+Matt. 19
+
+  1.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort
+      fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan.
+  2.  Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der.
+
+  3.  Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: "Er det
+      tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst
+      Grund?"
+  4.  Men han svarede og sagde: "Have I ikke læst, at Skaberen fra
+      Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde
+  5.  og sagde: Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og
+      holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?
+  6.  Således ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har
+      sammenføjet, må et Menneske ikke adskille."
+  7.  De sige til ham: "Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev
+      og skille sig fra hende?"
+  8.  Han siger til dem: "Moses tilstedte eder at skille eder fra
+      eders Hustruer for eders Hjerters Hårdheds Skyld; men fra
+      Begyndelsen har det ikke været således.
+  9.  Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, når
+      det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han
+      bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han
+      bedriver Hor."
+ 10.  Hans Disciple sige til ham: "Står Mandens Sag med Hustruen
+      således, da er det ikke godt at gifte sig."
+ 11.  Men han sagde til dem: "Ikke alle rummer dette Ord, men de, hvem
+      det er givet:
+ 12.  Thi der er Gildinger, som ere fødte således fra Moders Liv; og
+      der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er
+      Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges
+      Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!"
+
+ 13.  Da blev der båret små Børn til ham, for at han skulde lægge
+      Hænderne på dem og bede; men Disciplene truede dem.
+ 14.  Da sagde Jesus: "Lader de små Børn komme, og formener dem ikke
+      at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører sådanne til."
+ 15.  Og han lagde Hænderne på dem, og han drog derfra.
+
+ 16.  Og se, en kom til ham og sagde: "Mester! hvad godt skal jeg
+      gøre, for at jeg kan få et evigt Liv?"
+ 17.  Men han sagde til ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Een
+      er den gode. Men vil du indgå til Livet, da hold Budene!"
+ 18.  Han siger til ham: "Hvilke?" Men Jesus sagde: "Dette: Du må ikke
+      slå ihjel; du må ikke bedrive Hor; du må ikke stjæle; du må ikke
+      sige falsk Vidnesbyrd;
+ 19.  ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig
+      selv."
+ 20.  Den unge Mand siger til ham: "Det har jeg holdt alt sammen; hvad
+      fattes mig endnu?"
+ 21.  Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, da gå bort, sælg,
+      hvad du ejer, og giv det til fattige, så skal du have en Skat i
+      Himmelen; og kom så og følg mig!"
+ 22.  Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi
+      han havde meget Gods.
+ 23.  Men Jesus sagde til sine Disciple: "Sandelig, siger jeg eder: En
+      rig Kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige.
+ 24.  Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gå igennem
+      et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
+ 25.  Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de såre og sagde:
+      "Hvem kan da blive frelst?"
+ 26.  Men Jesus så på dem og sagde: "For Mennesker er dette umuligt,
+      men for Gud ere alle Ting mulige."
+
+ 27.  Da svarede Peter og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
+      Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?"
+ 28.  Men Jesus sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at i
+      Igenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin Herligheds Trone,
+      skulle også I, som have fulgt mig, sidde på tolv Troner og dømme
+      Israels tolv Stammer.
+ 29.  Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller
+      Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit
+      Navns Skyld, skal få det mange Fold igen og arve et evigt Liv.
+ 30.  Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
+      de første.
+
+Matt. 20
+
+  1.  Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om
+      Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård.
+  2.  Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen,
+      sendte han dem til sin Vingård.
+  3.  Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på
+      Torvet,
+  4.  og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil
+      give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen.
+  5.  Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså.
+  6.  Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der,
+      og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen?
+  7.  De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går
+      også I hen i Vingården!
+  8.  Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin
+      Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du
+      begynder med de sidste og ender med de første!
+  9.  Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en
+      Denar.
+ 10.  Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de
+      fik hver en Denar.
+ 11.  Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde:
+ 12.  Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem
+      lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede.
+ 13.  Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke
+      Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar?
+ 14.  Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig.
+ 15.  Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er
+      dit Øje ondt, fordi jeg er god?
+ 16.  Således skulle de sidste blive de første, og de første de
+      sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
+
+ 17.  Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til
+      Side og sagde til dem på Vejen:
+ 18.  "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
+      til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham
+      til Døden
+ 19.  og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og
+      korsfæstes; og på den tredje Dag skal han opstå."
+
+ 20.  Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt
+      ned for ham og vilde bede ham om noget.
+ 21.  Men han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til ham: "Sig,
+      at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din
+      højre, den anden ved din venstre Side."
+ 22.  Men Jesus svarede og sagde: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne
+      I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?" De sige til ham: "Det
+      kunne vi."
+ 23.  Han siger til dem: "Min Kalk skulle I vel drikke; men det at
+      sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke
+      mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min
+      Fader."
+ 24.  Og da de ti hørte dette, bleve de vrede på de to Brødre.
+ 25.  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I vide, at Folkenes
+      Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem.
+ 26.  Således skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive
+      stor iblandt eder, han skal være eders Tjener;
+ 27.  og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være
+      eders Træl.
+ 28.  Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men
+      for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
+
+
+ 29.  Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham.
+ 30.  Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik
+      forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids
+      Søn!"
+ 31.  Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu
+      stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!"
+ 32.  Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I,
+      at jeg skal gøre for eder?"
+ 33.  De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades."
+ 34.  Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks
+      bleve de seende, og de fulgte ham.
+
+Matt. 21
+
+  1.  Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved
+      Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:
+  2.  "Går hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks
+      skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem
+      og fører dem til mig!
+  3.  Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har
+      Brug for dem, så skal han straks sende dem."
+  4.  Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved
+      Profeten, som siger:
+  5.  "Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig
+      og ridende på et Asen og på et Trældyrs Føl."
+  6.  Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;
+  7.  og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder på dem,
+      og han satte sig derpå.
+  8.  Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder på Vejen, andre
+      huggede Grene af Træerne og strøede dem på Vejen.
+  9.  Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, råbte og sagde:
+      "Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens
+      Navn!  Hosanna i det højeste!"
+ 10.  Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og
+      sagde: "Hvem er denne?"
+ 11.  Men Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i
+      Galilæa."
+
+ 12.  Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte
+      og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og
+      Duekræmmernes Stole.
+ 13.  Og han siger til dem: "Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et
+      Bedehus; men I gøre det til en Røverkule."
+ 14.  Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han
+      helbredte dem.
+ 15.  Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge så de Undergerninger,
+      som han gjorde, og Børnene, som råbte i Helligdommen og sagde:
+      "Hosanna Davids Søn!" bleve de vrede og sagde til ham:
+ 16.  "Hører du, hvad disse sige?" Men Jesus siger til dem: "Ja! have
+      I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig
+      Lovsang?"
+ 17.  Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og
+      overnattede der.
+
+ 18.  Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev hen
+      hungrig.
+ 19.  Og han så et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt
+      intet derpå uden Blade alene. Og han siger til det: "Aldrig i
+      Evighed skal der vokse Frugt mere på dig!" Og Figentræet visnede
+      straks.
+ 20.  Og da Disciplene så det, forundrede de sig og sagde: "Hvorledes
+      kunde Figentræet straks visne?"
+ 21.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder,
+      dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne
+      gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette
+      Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.
+ 22.  Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I få."
+
+ 23.  Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og
+      Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: "Af
+      hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?"
+ 24.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
+      een Ting, og dersom I sige mig det, vil også jeg sige eder, af
+      hvad Magt jeg gør disse Ting.
+ 25.  Johannes's Dåb, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra
+      Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra
+      Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
+ 26.  Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde
+      alle Johannes for en Profet."
+ 27.  Og de svarede Jesus og sagde: "Det vide vi ikke." Da sagde også
+      han til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg
+      gør disse Ting.
+
+ 28.  Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den
+      første og sagde: Barn! gå hen, arbejd i Dag i min Vingård!
+ 29.  Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter
+      fortrød han det og gik derhen.
+ 30.  Og han gik til den anden og sagde ligeså. Men han svarede og
+      sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.
+ 31.  Hvem af de to gjorde Faderens Villie?" De sige: "Den første."
+      Jesus siger til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at Toldere og
+      Skøger gå forud for eder ind i Guds Rige.
+ 32.  Thi Johannes kom til eder på Retfærdigheds Vej, og I troede ham
+      ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I så det,
+      fortrøde I det alligevel ikke bagefter, så I troede ham.
+
+ 33.  Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en
+      Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den
+      og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og
+      drog udenlands.
+ 34.  Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til
+      Vingårdsmændene for at få dens Frugter.
+ 35.  Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte
+      de, og en stenede de.
+ 36.  Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de
+      gjorde ligeså med dem.
+ 37.  Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville
+      undse sig for min Søn.
+ 38.  Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er
+      Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv!
+ 39.  Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham
+      ihjel.
+ 40.  Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse
+      Vingårdsmænd?"
+ 41.  De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin
+      Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne
+      i deres Tid."
+ 42.  Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten,
+      som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt
+      for vore Øjne.
+ 43.  Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives
+      til et Folk, som bærer dets Frugter.
+ 44.  Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
+      den falder på, ham skal den knuse."
+ 45.  Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser,
+      forstode de, at han talte om dem.
+ 46.  Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de
+      holdt ham for en Profet.
+
+Matt. 22
+
+  1.  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og
+      sagde:
+  2.  "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin
+      Søn.
+  3.  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til
+      Brylluppet; og de vilde ikke komme.
+  4.  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne:
+      Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er
+      slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
+  5.  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den
+      anden til sit Købmandsskab;
+  6.  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.
+  7.  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse
+      Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.
+  8.  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de
+      budne vare det ikke værd.
+  9.  Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange,
+      som I finde!
+ 10.  Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt,
+      både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
+ 11.  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske,
+      som ikke var iført Bryllupsklædning.
+ 12.  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har
+      ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.
+ 13.  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og
+      kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og
+      Tænders Gnidsel.
+ 14.  Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
+
+ 15.  Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange
+      ham i Ord.
+ 16.  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og
+      sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i
+      Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på
+      Menneskers Person.
+ 17.  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren
+      Skat eller ej?"
+ 18.  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere,
+      hvorfor friste I mig?
+ 19.  Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".
+ 20.  Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"
+ 21.  De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver
+      Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"
+ 22.  Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik
+      bort.
+
+ 23.  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen
+      Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:
+ 24.  "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal
+      hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og
+      oprejse sin Broder Afkom.
+ 25.  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og
+      døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru
+      til sin Broder.
+ 26.  Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;
+ 27.  men sidst af alle døde Hustruen.
+ 28.  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen?
+      thi de have alle haft hende."
+ 29.  Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke
+      kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
+ 30.  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes,
+      men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
+ 31.  Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad
+      der er talt til eder af Gud, når han siger:
+ 32.  Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke
+      dødes, men levendes Gud."
+ 33.  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over
+      hans Lære.
+
+ 34.  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på
+      Saddukæerne, forsamlede de sig.
+ 35.  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
+ 36.  "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"
+ 37.  Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele
+      dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
+ 38.  Dette er det store og første Bud.
+ 39.  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig
+      selv.
+ 40.  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
+
+ 41.  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
+ 42.  "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham:
+      "Davids."
+ 43.  Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham
+      Herre, idet han siger:
+ 44.  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil
+      jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.
+ 45.  Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
+ 46.  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette
+      Spørgsmål til ham efter den Dag.
+
+Matt. 23
+
+  1.  Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:
+  2.  På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.
+  3.  Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke
+      efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.
+  4.  Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på
+      Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en
+      Finger.
+  5.  Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene;
+      thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder
+      store.
+  6.  Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de
+      fornemste Pladser i Synagogerne
+  7.  og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.
+  8.  Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders
+      Mester, men I ere alle Brødre.
+  9.  Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er
+      eders Fader, han, som er i Himlene.
+ 10.  Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders
+      Vejleder, Kristus.
+ 11.  Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.
+ 12.  Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som
+      fornedrer sig selv, skal ophøjes.
+ 13.  Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I
+      tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind,
+      og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke.
+ 14.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde
+      Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des
+      hårdere Dom.
+ 15.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om
+      til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når
+      han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så
+      slemt, som I selv ere.
+ 16.  Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved
+      Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i
+      Templet, han er forpligtet.
+ 17.  I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet,
+      som helliger Guldet?
+ 18.  Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den,
+      som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet.
+ 19.  I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret,
+      som helliger Gaven?
+ 20.  Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt
+      det, som er derpå.
+ 21.  Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som
+      bor deri.
+ 22.  Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved
+      ham, som sidder på den.
+ 23.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give
+      Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i
+      Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og
+      Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
+ 24.  I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!
+ 25.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det
+      udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af
+      Rov og Umættelighed.
+ 26.  Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og
+      Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent.
+ 27.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere
+      ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt,men
+      indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.
+ 28.  Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men
+      indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.
+ 29.  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge
+      Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:
+ 30.  Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været
+      delagtige med dem i Profeternes Blod.
+ 31.  Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem,
+      som have ihjelslået Profeterne.
+ 32.  Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt!
+ 33.  I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?
+
+ 34.  Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge;
+      nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem
+      skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til
+      Stad,
+ 35.  for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er
+      udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil
+      Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem
+      Templet og Alteret.
+ 36.  Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.
+ 37.  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
+      som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
+      ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
+      ikke.
+ 38.  Se, eders Hus lades eder øde!
+ 39.  Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil
+      I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
+
+Matt. 24
+
+  1.  Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til
+      ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
+  2.  Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette?
+      Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som
+      jo skal nedbrydes."
+  3.  Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides
+      og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din
+      Tilkommelse og Verdens Ende?"
+  4.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører
+      eder!
+  5.  Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og
+      de skulle forføre mange.
+  6.  Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader
+      eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda.
+  7.  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
+      være Hungersnød og Jordskælv her og der.
+  8.  Men alt dette er Veernes Begyndelse.
+  9.  Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I
+      skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
+ 10.  Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade
+      hverandre.
+ 11.  Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange.
+ 12.  Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive
+      kold hos de fleste.
+ 13.  Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
+ 14.  Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et
+      Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
+ 15.  Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt
+      ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det,
+      han give Agt!)
+ 16.  da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene;
+ 17.  den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i
+      hans Hus;
+ 18.  og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine
+      Klæder!
+ 19.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
+ 20.  Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller
+      på en Sabbat;
+ 21.  thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været
+      fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
+ 22.  Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød
+      frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
+ 23.  Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der!
+      da skulle I ikke tro det.
+ 24.  Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
+      store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde
+      blive forførte, om det var muligt.
+ 25.  Se, jeg har sagt eder det forud.
+ 26.  Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke
+      derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke!
+ 27.  Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten,
+      således skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
+ 28.  Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig.
+ 29.  Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen
+      ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og
+      Himmelens Kræfter skulle rystes.
+ 30.  Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da
+      skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se
+      Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen
+      Herlighed.
+ 31.  Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de
+      skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende
+      af Himmelen til den anden.
+ 32.  Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
+      bleven blød,og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
+      nær.
+ 33.  Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær
+      for Døren.
+ 34.  Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend alle disse Ting ere skete.
+ 35.  Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå.
+ 36.  Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle,
+      heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
+ 37.  Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens
+      Tilkommelse være.
+ 38.  Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til
+      Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
+ 39.  og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort,
+      således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være.
+ 40.  Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den
+      anden lades tilbage.
+ 41.  To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den
+      anden lades tilbage.
+
+ 42.  Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre
+      kommer.
+ 43.  Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken
+      Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at
+      der skete Indbrud i hans Hus.
+ 44.  Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time,
+      som I ikke mene.
+ 45.  Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat
+      over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
+ 46.  Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
+      handlende således.
+ 47.  Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
+      ejer.
+ 48.  Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
+ 49.  og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med
+      Drankerne,
+ 50.  da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
+      i den Time, han ikke ved,
+ 51.  og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne;
+      der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.
+
+Matt. 25
+
+  1.  Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres
+      Lamper og gik Brudgommen i Møde.
+  2.  Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge.
+  3.  Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.
+  4.  Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper.
+  5.  Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.
+  6.  Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i
+      Møde!
+  7.  Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
+  8.  Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore
+      Lamper slukkes.
+  9.  Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til
+      os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder
+      selv!
+ 10.  Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som
+      vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.
+ 11.  Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre,
+      luk op for os!
+ 12.  Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender
+      eder ikke.
+ 13.  Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.
+
+ 14.  Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine
+      Tjenere og overgav dem sin Ejendom;
+ 15.  og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver
+      efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands.
+ 16.  Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med
+      dem og vandt andre fem Talenter
+ 17.  Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to.
+ 18.  Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og
+      skjulte sin Herres Penge.
+ 19.  Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder
+      Regnskab med dem.
+ 20.  Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre
+      fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se,
+      jeg har vundet fem andre Talenter.
+ 21.  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
+      over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
+      Glæde!
+ 22.  Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde:
+      Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre
+      Talenter.
+ 23.  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
+      over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
+      glæde!
+ 24.  Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde:
+      Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor
+      du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte;
+ 25.  og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se,
+      her har du, hvad dit er.
+ 26.  Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener!
+      du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor
+      jeg ikke spredte;
+ 27.  derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når
+      jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente.
+ 28.  Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har
+      de ti Talenter.
+ 29.  Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få
+      Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages,
+      som han har.
+ 30.  Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der
+      være Gråd og Tænders Gnidsel.
+
+ 31.  Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene
+      med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone.
+ 32.  Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille
+      dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene.
+ 33.  Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den
+      venstre.
+ 34.  Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I
+      min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt
+      fra Verdens Grundlæggelse.
+ 35.  Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og
+      I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til
+      eder;
+ 36.  jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig;
+      jeg var i Fængsel, og I kom til mig.
+ 37.  Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig
+      hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke?
+ 38.  Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og
+      klædte dig?
+ 39.  Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?
+ 40.  Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder:
+      Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I
+      gjort imod mig.
+ 41.  Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra
+      mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og
+      hans Engle.
+ 42.  Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var
+      tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
+ 43.  jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var
+      nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I
+      besøgte mig ikke.
+ 44.  Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig
+      eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i
+      Fængsel og tjente dig ikke?
+ 45.  Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I
+      ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke
+      gjort imod mig.
+ 46.  Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til
+      evigt Liv."
+
+Matt. 26
+
+  1.  Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han
+      til sine Disciple:
+  2.  "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen
+      til at korsfæstes."
+
+  3.  Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i
+      Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas.
+  4.  Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham.
+  5.  Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
+      Oprør iblandt Folket."
+
+  6.  Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes
+      Hus,
+  7.  kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre
+      kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad
+      til Bords.
+  8.  Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil
+      denne Spilde?
+  9.  Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til
+      fattige."
+ 10.  Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I
+      Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod
+      mig.
+ 11.  Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid.
+ 12.  Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for
+      at berede mig til at begraves.
+ 13.  Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette
+      Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
+      omtales til hendes Ihukommelse."
+
+ 14.  Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til
+      Ypperstepræsterne
+ 15.  og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til
+      eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge".
+ 16.  Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham.
+
+ 17.  Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene
+      til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe
+      Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?"
+ 18.  Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger
+      til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg
+      Påske med mine Disciple."
+ 19.  Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte
+      Påskelammet.
+ 20.  Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv.
+ 21.  Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af
+      eder vil forråde mig."
+ 22.  Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til
+      ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?"
+ 23.  Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med
+      mig i Fadet, han vil forråde mig.
+ 24.  Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve
+      det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
+      godt for det Menneske, om han ikke var født."
+ 25.  Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel
+      ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det."
+
+ 26.  Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød
+      det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit
+      Legeme."
+ 27.  Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker
+      alle deraf;
+ 28.  thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til
+      Syndernes Forladelse.
+ 29.  Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af
+      denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny
+      med eder i min Faders Rige."
+
+ 30.  Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
+ 31.  Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne
+      Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får
+      skulle adspredes.
+ 32.  Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
+      til Galilæa."
+ 33.  Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges
+      på dig, så vil jeg dog aldrig forarges."
+ 34.  Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat,
+      førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange."
+ 35.  Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg
+      ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene.
+
+ 36.  Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og
+      han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går
+      derhen og beder."
+ 37.  Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han
+      begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes.
+ 38.  Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
+      bliver her og våger med mig!"
+ 39.  Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min
+      Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som
+      jeg vil, men som du vil."
+ 40.  Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger
+      til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig!
+ 41.  Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er
+      vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
+ 42.  Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis
+      denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske
+      din Villie!"
+ 43.  Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare
+      betyngede.
+ 44.  Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde
+      atter det samme Ord.
+ 45.  Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles
+      og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i
+      Synderes Hænder.
+ 46.  Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
+
+ 47.  Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og
+      med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra
+      Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.
+ 48.  Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt:
+      "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!"
+ 49.  Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig,
+      Rabbi!" og kyssede ham.
+ 50.  Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte
+      de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham.
+ 51.  Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog
+      sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre
+      af.
+ 52.  Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi
+      alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.
+ 53.  Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu
+      tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle?
+ 54.  Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således
+      til?"
+ 55.  I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud
+      ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange
+      mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
+      ikke.
+ 56.  Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde
+      opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
+
+ 57.  Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til
+      Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare
+      forsamlede.
+ 58.  Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og
+      han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad
+      Udgang det vilde få.
+ 59.  Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod
+      Jesus, for at de kunde aflive ham.
+ 60.  Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem.
+      Men til sidst trådte to frem og sagde:
+ 61.  "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i
+      tre Dage."
+ 62.  Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet
+      på, hvad disse vidne imod dig?"
+ 63.  Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham:
+      "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er
+      Kristus, Guds Søn."
+ 64.  Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra
+      nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd
+      og komme på Himmelens Skyer."
+ 65.  Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt
+      bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I
+      hørt Bespottelsen.
+ 66.  Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til
+      Døden."
+ 67.  Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge
+      ham på Kinden
+ 68.  og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?"
+
+ 69.  Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og
+      sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren."
+ 70.  Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke,
+      hvad du siger."
+ 71.  Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun
+      siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth."
+ 72.  Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det
+      Menneske."
+ 73.  Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter:
+      "Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også."
+ 74.  Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det
+      Menneske." Og straks galede Hanen.
+ 75.  Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen
+      galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og
+      græd bitterligt.
+
+Matt. 27
+
+  1.  Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og
+      Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham.
+  2.  Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til
+      Landshøvdingen Pontius Pilatus.
+
+  3.  Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt,
+      fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til
+      Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:
+  4.  "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de
+      sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil."
+  5.  Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og
+      hængte sig.
+  6.  Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke
+      tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge."
+  7.  Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til
+      Gravsted for de fremmede.
+  8.  Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.
+  9.  Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger:
+      "Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem
+      de vurderede for Israels Børn,
+ 10.  og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig."
+
+ 11.  Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen
+      spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde
+      til ham: "Du siger det."
+ 12.  Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste,
+      svarede han intet.
+ 13.  Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne
+      imod dig?"
+ 14.  Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at
+      Landshøvdingen undrede sig såre.
+ 15.  Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een
+      Fange, hvilken de vilde.
+ 16.  Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.
+ 17.  Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville
+      I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes
+      Kristus?"
+ 18.  Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.
+ 19.  Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til
+      ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har
+      lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld."
+ 20.  Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de
+      skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus.
+ 21.  Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to
+      ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas."
+ 22.  Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som
+      kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!"
+ 23.  Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
+      råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!"
+ 24.  Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev
+      større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn
+      og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I
+      dertil!"
+ 25.  Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og
+      over vore Børn!"
+ 26.  Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav
+      ham hen til at korsfæstes.
+
+ 27.  Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og
+      samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.
+ 28.  Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.
+ 29.  Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og
+      gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og
+      spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
+ 30.  Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet.
+ 31.  Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham
+      hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.
+
+ 32.  Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn
+      Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.
+ 33.  Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt:
+      "Hovedskalsted",
+ 34.  gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte
+      det, vilde han ikke drikke.
+ 35.  Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig
+      ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af
+      Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om
+      mit Klædebon."
+ 36.  Og de sade der og holdt Vagt over ham.
+ 37.  Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven
+      således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge."
+ 38.  Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den
+      højre og en ved den venstre Side,
+ 39.  Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
+      Hoveder og sagde:
+ 40.  "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels
+      dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!"
+ 41.  "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og
+      de Ældste og sagde:
+ 42.  "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han
+      Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi
+      tro på ham.
+ 43.  Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i
+      ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn."
+ 44.  Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede
+      med ham.
+ 45.  Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil
+      den niende Time.
+ 46.  Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli!
+      Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du
+      forladt mig?"
+ 47.  Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder
+      på Elias."
+ 48.  Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med
+      Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.
+ 49.  Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at
+      frelse ham."
+ 50.  Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden.
+ 51.  Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst
+      til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,
+ 52.  og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer
+      bleve oprejste,
+ 53.  og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den
+      hellige Stad og viste sig for mange.
+ 54.  Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over
+      Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og
+      sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn."
+ 55.  Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke
+      havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.
+ 56.  Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs
+      Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.
+
+ 57.  Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved
+      Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel.
+ 58.  Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus,
+      at det skulde udleveres.
+ 59.  Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde
+ 60.  og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i
+      Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik
+      bort.
+ 61.  Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige
+      over for Graven.
+
+ 62.  Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen,
+      forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus
+ 63.  og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde,
+      medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.
+ 64.  Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje
+      Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og
+      sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den
+      sidste Forførelse blive værre end den første,"
+ 65.  Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter
+      den sikkert, som I bedst vide!"
+ 66.  Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at
+      have sat Segl for Stenen.
+
+Matt. 28
+
+  1.  Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom
+      Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
+  2.  Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for
+      ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte
+      sig på den.
+  3.  Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som
+      Sne.
+  4.  Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som
+      døde.
+  5.  Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke
+      frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede.
+  6.  Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer
+      hid, ser Stedet, hvor Herren lå!
+  7.  Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden
+      fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der
+      skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det."
+  8.  Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb
+      hen for at forkynde hans Disciple det.
+  9.  Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da
+      mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og
+      omfavnede hans Fødder og tilbade ham.
+ 10.  Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine
+      Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se
+      mig."
+
+ 11.  Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden
+      og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket.
+ 12.  Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene
+      rigelige Penge
+ 13.  og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham,
+      medens vi sov.
+ 14.  Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham
+      tilfreds og holde eder angerløse."
+ 15.  Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette
+      Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.
+
+ 16.  Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor
+      Jesus havde sat dem Stævne.
+ 17.  Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede.
+ 18.  Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al
+      Magt i Himmelen og på Jorden.
+ 19.  Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple,
+      idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn,
+ 20.  og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet
+      eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."
+
+
+Markus
+
+Markus 1
+
+  1.  Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således,
+  2.  som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min
+      Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej.
+  3.  Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej,
+      gører hans Stier jævne!"
+  4.  Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede
+      Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse.
+  5.  Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af
+      ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder
+  6.  Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin
+      Lænd og spiste Græshopper og vild Honning.
+  7.  Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er
+      stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig
+      ned og løse.
+  8.  Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den
+      Helligånd."
+
+  9.  Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og
+      blev døbt af Johannes i Jordan.
+ 10.  Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og
+      Ånden ligesom en Due dale ned over ham;
+ 11.  og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i
+      dig har jeg Velbehag."
+
+ 12.  Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen.
+ 13.  Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af
+      Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.
+
+ 14.  Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til
+      Galilæa og prædikede Guds Evangelium
+ 15.  og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær;
+      omvender eder og tror på Evangeliet!"
+
+ 16.  Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons
+      Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare
+      Fiskere.
+ 17.  Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
+      til Menneskefiskere."
+ 18.  Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
+ 19.  Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn,
+      og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres
+      Garn i Skibet;
+ 20.  og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus
+      i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.
+
+ 21.  Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i
+      Synagogen og lærte,
+ 22.  og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte
+      dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
+ 23.  Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han
+      råbte højt
+ 24.  og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er
+      du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du
+      Guds hellige."
+ 25.  Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!"
+ 26.  Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af
+      ham.
+ 27.  Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og
+      sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de
+      urene Ånder byder han, og de lyde ham."
+ 28.  Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende
+      Land i Galilæa.
+
+ 29.  Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons
+      og Andreas's Hus med Jakob og Johannes.
+ 30.  Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til
+      ham om hende;
+ 31.  og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende
+      op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
+ 32.  Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til
+      ham alle de syge og besatte,
+ 33.  og hele Byen var forsamlet foran Døren.
+ 34.  Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han
+      uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at
+      tale, fordi de kendte ham.
+
+ 35.  Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen
+      til et øde Sted, og der bad han:
+ 36.  Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
+ 37.  Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig."
+ 38.  Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de
+      nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er
+      jeg udgået."
+ 39.  Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og
+      uddrev de onde Ånder.
+
+ 40.  Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for
+      ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig."
+ 41.  Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og
+      siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!"
+ 42.  Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset.
+ 43.  Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt
+ 44.  og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen
+      herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for
+      din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for
+      dem!"
+ 45.  Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede
+      Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By;
+      men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne
+      fra.
+
+Markus 2
+
+  1.  Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum,
+      spurgtes det, at han var hjemme.
+  2.  Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke
+      foran Døren; og han talte Ordet til dem.
+  3.  Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af
+      fire.
+  4.  Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de
+      Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de
+      Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå.
+  5.  Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn!
+      dine Synder ere forladte."
+  6.  Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter:
+  7.  "Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan
+      forlade Synder uden een, nemlig Gud?"
+  8.  Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig
+      selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter?
+  9.  Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere
+      forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå?
+ 10.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne:
+ 11.  "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+ 12.  Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så
+      de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi
+      set noget sådant."
+
+ 13.  Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og
+      han lærte dem.
+ 14.  Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved
+      Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og
+      fulgte ham.
+ 15.  Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere
+      og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de
+      vare mange. Og der fulgte også
+ 16.  nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han
+      spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han
+      spiser og drikker med Toldere og Syndere!"
+ 17.  Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke
+      til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde
+      retfærdige, men Syndere."
+
+ 18.  Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og
+      sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes
+      Disciple, men dine Disciple faste ikke?"
+ 19.  Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens
+      Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne
+      de ikke faste.
+ 20.  Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da
+      skulle de faste på den Dag.
+ 21.  Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers
+      river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver
+      et værre Hul.
+ 22.  Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger
+      Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som
+      Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!"
+
+ 23.  Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark,
+      og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.
+ 24.  Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten,
+      hvad der ikke er tilladt?"
+ 25.  Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da
+      han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham?
+ 26.  Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst,
+      og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise
+      uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?"
+ 27.  Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og
+      ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
+ 28.  Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten."
+
+Markus 3
+
+  1.  Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som
+      havde en vissen Hånd.
+  2.  Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten,
+      for at de kunde anklage ham.
+  3.  Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her
+      i Midten!"
+  4.  Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten
+      eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de
+      tav.
+  5.  Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes
+      Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han
+      rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.
+  6.  Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod
+      ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.
+
+  7.  Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde
+      fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
+  8.  og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra
+      Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de
+      hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
+  9.  Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede
+      til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
+ 10.  Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede
+      ind på ham for at røre ved ham.
+ 11.  Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og
+      sagde: "Du er Guds Søn."
+ 12.  Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.
+
+ 13.  Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde;
+      og de gik hen til ham.
+ 14.  Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at
+      han kunde udsende dem til at prædike
+ 15.  og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.
+ 16.  Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
+ 17.  fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og
+      han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
+ 18.  og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og
+      Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
+ 19.  og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
+
+ 20.  Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end
+      ikke kunne få Mad.
+ 21.  Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til
+      sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."
+ 22.  Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han
+      har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde
+      Ånder:"
+ 23.  Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser:
+      "Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
+ 24.  Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige
+      ikke bestå.
+ 25.  Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus
+      ikke kunne bestå.
+ 26.  Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i
+      Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
+ 27.  Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele,
+      uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans
+      Hus.
+ 28.  Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes
+      Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end
+      tale;
+ 29.  men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har
+      evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig
+      Synd."
+ 30.  De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."
+
+ 31.  Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og
+      sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
+ 32.  Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder
+      og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."
+ 33.  Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"
+ 34.  Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se,
+      her er min Moder og mine Brødre!
+ 35.  Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og
+      Moder."
+
+Markus 4
+
+  1.  Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare
+      samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib
+      på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.
+  2.  Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin
+      Undervisning:
+  3.  "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.
+  4.  Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og
+      Fuglene kom og åde det op.
+  5.  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
+      det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
+  6.  Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
+      Rod, visnede det.
+  7.  Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte
+      det, og det bar ikke Frugt.
+  8.  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og
+      voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."
+  9.  Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"
+
+ 10.  Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de
+      tolv ham om Lignelserne.
+ 11.  Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men
+      dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,
+ 12.  for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt
+      hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle
+      omvende sig og få Forladelse "
+
+ 13.  Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes
+      ville I da forstå alle de andre Lignelser?
+ 14.  Sædemanden sår Ordet.
+ 15.  Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de
+      høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i
+      dem.
+ 16.  Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem,
+      som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;
+ 17.  og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid;
+      derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets
+      Skyld, forarges de straks.
+ 18.  Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som
+      have hørt Ordet
+ 19.  og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og
+      Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så
+      det bliver uden Frugt.
+ 20.  Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og
+      modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede
+      Fold."
+
+ 21.  Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under
+      Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på
+      Lysestagen?
+ 22.  Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det
+      blevet lønligt uden for at komme for Lyset.
+ 23.  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
+ 24.  Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I
+      måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.
+ 25.  Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra
+      ham skal endog det tages, som han har."
+
+ 26.  Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har
+      lagt Sæden i Jorden
+ 27.  og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj,
+      han ved ej selv hvorledes.
+ 28.  Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks,
+      derefter fuld Kærne i Akset;
+ 29.  men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi
+      Høsten er for Hånden."
+
+ 30.  Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under
+      hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?
+ 31.  Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre
+      end alt andet Frø på Jorden,
+ 32.  og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle
+      Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge
+      Rede i dets Skygge."
+ 33.  Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som
+      de kunde fatte det.
+ 34.  Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde
+      han det alt sammen for sine Disciple.
+
+ 35.  Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem:
+      "Lader os fare over til hin Side!"
+ 36.  Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet;
+      men der var også andre Skibe med ham.
+ 37.  Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i
+      Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.
+ 38.  Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham
+      og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"
+ 39.  Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær
+      stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.
+ 40.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I
+      ikke Tro?"
+ 41.  Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne
+      siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"
+
+Markus 5
+
+  1.  Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
+  2.  Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra
+      Gravene en Mand med en uren Ånd.
+  3.  Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham,
+      end ikke med Lænker.
+  4.  Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne
+      vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde
+      tæmme ham.
+  5.  Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og
+      slog sig selv med Sten.
+  6.  Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned
+      for ham
+  7.  og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre,
+      Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du
+      ikke piner mig."
+  8.  Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"
+  9.  Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham:
+      "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."
+ 10.  Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
+ 11.  Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
+ 12.  og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i
+      dem."
+ 13.  Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i
+      Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen,
+      omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen
+ 14.  Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og
+      de kom for at se, hvad det var, som var sket.
+ 15.  Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft
+      Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.
+ 16.  Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået
+      den besatte, og om Svinene.
+ 17.  Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres
+      Egn.
+ 18.  Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat,
+      ham om, at han måtte være hos ham.
+ 19.  Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit
+      Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har
+      gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."
+ 20.  Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store
+      Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
+
+ 21.  Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes
+      der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
+ 22.  Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da
+      han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
+ 23.  Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit
+      yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at
+      hun må frelses og leve!"
+ 24.  Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de
+      trængte ham.
+ 25.  Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,
+ 26.  og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt,
+      hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod,
+      det var blevet værre med hende.
+ 27.  Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved
+      hans Klædebon.
+ 28.  Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver
+      jeg frelst."
+ 29.  Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit
+      Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.
+ 30.  Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået
+      fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved
+      mine Klæder?"
+ 31.  Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig,
+      og du siger: Hvem rørte ved mig?"
+ 32.  Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.
+ 33.  Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun
+      frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele
+      Sandheden.
+ 34.  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
+      bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"
+ 35.  Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens
+      Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren
+      længere?"
+ 36.  Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til
+      Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"
+ 37.  Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og
+      Johannes, Jakobs Broder.
+ 38.  Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en
+      larmende Hob, der græd og hylede meget.
+ 39.  Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I?
+      Barnet er ikke død, men det sover."
+ 40.  Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets
+      Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet
+      var.
+ 41.  Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha
+      kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"
+ 42.  Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År
+      gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede
+ 43.  Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han
+      sagde, at de skulde give hende noget at spise.
+
+Markus 6
+
+  1.  Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans
+      Disciple følge ham.
+  2.  Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de
+      mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde:
+      "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er
+      given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans
+      Hænder!
+  3.  Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og
+      Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?"
+      Og de forargedes på ham.
+  4.  Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit
+      eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
+  5.  Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han
+      Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
+  6.  Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i
+      Landsbyerne der omkring og lærte.
+
+  7.  Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og
+      to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
+  8.  Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en
+      Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
+  9.  men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
+ 10.  Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I
+      blive, indtil I drage bort fra Stedet.
+ 11.  Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der
+      skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til
+      Vidnesbyrd imod dem."
+ 12.  Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
+ 13.  Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og
+      helbredte dem.
+
+ 14.  Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og
+      han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor
+      virke Kræfterne i ham."
+ 15.  Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet
+      ligesom en af Profeterne."
+ 16.  Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har
+      ladet halshugge, han er oprejst."
+ 17.  Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og
+      kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld;
+      thi han havde taget hende til Ægte.
+ 18.  Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at
+      have din Broders Hustru."
+ 19.  Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og
+      hun kunde det ikke.
+ 20.  Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var
+      en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og
+      når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han
+      hørte ham gerne.
+ 21.  Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag
+      gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de
+      ypperste i Galilæa,
+ 22.  og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun
+      Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om
+      hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
+ 23.  Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil
+      jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
+ 24.  Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?"
+      Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
+ 25.  Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg
+      vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
+ 26.  Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og
+      Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
+ 27.  Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans
+      Hoved
+ 28.  Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte
+      hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til
+      sin Moder.
+ 29.  Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde
+      det i en Grav.
+
+ 30.  Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
+      de havde gjort, og hvad de havde lært.
+ 31.  Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
+      og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
+      de havde ikke engang Ro til at spise.
+ 32.  Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
+ 33.  Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
+      strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
+ 34.  Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
+      inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
+      han begyndte at lære dem meget.
+ 35.  Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
+      og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
+ 36.  Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
+      Landsbyer og købe sig noget at spise."
+ 37.  Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
+      sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
+      Denarer og give dem at spise?"
+ 38.  Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
+      efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
+      Fisk."
+ 39.  Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
+      grønne Græs.
+ 40.  Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
+      halvtredsindstyve.
+ 41.  Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
+      velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
+      lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
+ 42.  Og de spiste alle og bleve mætte.
+ 43.  Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
+ 44.  Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
+
+ 45.  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
+      i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
+      selv lod Skaren gå bort.
+ 46.  Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
+      at bede.
+ 47.  Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
+      på Landjorden.
+ 48.  Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
+      dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
+      på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
+ 49.  Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
+      Spøgelse, og de skrege.
+ 50.  Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
+      dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
+      ikke!"
+ 51.  Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
+      forfærdedes over al Måde ved sig selv.
+ 52.  Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
+      Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
+
+ 53.  Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
+      lagde til der.
+ 54.  Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
+ 55.  Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
+      deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
+ 56.  Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
+      Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
+      røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
+      ham, bleve helbredte.
+
+Markus 7
+
+  1.  Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
+      Jerusalem, samle sig om ham.
+  2.  Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
+      det er utoede, Hænder
+  3.  thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
+      omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
+  4.  og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
+      sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
+      Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
+  5.  så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
+      dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
+      Måltid med vanhellige Hænder?"
+  6.  Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
+      Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
+      men deres Hjerte er langt borte fra mig.
+  7.  Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
+      Menneskers Bud."
+  8.  I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
+  9.  Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
+      holde eders Overlevering.
+ 10.  Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
+      hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
+ 11.  Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
+      "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
+      (det er: Tempelgave),"
+ 12.  da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
+      Moder,
+ 13.  idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
+      overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
+ 14.  Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
+      mig alle, og forstår!
+ 15.  Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
+      gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
+      gør Mennesket urent.
+ 16.  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
+ 17.  Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
+      hans Disciple ham om Lignelsen.
+ 18.  Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
+      ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
+      uren?
+ 19.  Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
+      den naturlige Vej, og således renses al Maden."
+ 20.  Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
+      Mennesket urent.
+ 21.  Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
+      Utugt, Tyveri, Mord,
+ 22.  Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
+      Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
+ 23.  alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
+      urent."
+
+ 24.  Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
+      han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
+      han kunde dog ikke være skjult;
+ 25.  men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
+      om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
+ 26.  (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
+      bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
+ 27.  Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
+      ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
+ 28.  Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
+      æde under Bordet af Børnenes Smuler."
+ 29.  Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
+      Ånd er udfaren af din Datter"
+ 30.  Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
+      og den onde Ånd udfaren.
+
+ 31.  Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
+      midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
+ 32.  Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
+      ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
+ 33.  Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
+      Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
+ 34.  og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
+      er: lad dig op!
+ 35.  Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
+      talte ret.
+ 36.  Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
+      han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
+ 37.  Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
+      gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
+      målløse tale."
+
+Markus 8
+
+  1.  I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at
+      spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
+  2.  "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos
+      mig i tre Dage og have intet at spise.
+  3.  Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på
+      Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra."
+  4.  Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte
+      disse med Brød her i en Ørken?"
+  5.  Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv."
+  6.  Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de
+      syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de
+      skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
+  7.  Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af
+      også disse skulde lægges for.
+  8.  Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne
+      Stykker syv Kurve.
+  9.  Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.
+
+ 10.  Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til
+      Dalmanuthas Egne.
+ 11.  Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte
+      af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
+ 12.  Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne
+      Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives
+      denne Slægt noget Tegn!"
+ 13.  Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.
+
+ 14.  Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig
+      i Skibet.
+ 15.  Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for
+      Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!"
+ 16.  Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød."
+ 17.  Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på,
+      at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er
+      eders Hjerte forhærdet?
+ 18.  Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I
+      ikke i Hu?
+ 19.  Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve
+      fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv."
+ 20.  "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve
+      fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv."
+ 21.  Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"
+
+ 22.  Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og
+      beder ham om, at han vil røre ved ham.
+ 23.  Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen
+      og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte
+      ham, om han så noget.
+ 24.  Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget
+      ligesom Træer gå omkring."
+ 25.  Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev
+      klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
+ 26.  Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen,
+      ej heller sige det til nogen i Landsbyen."
+
+ 27.  Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea
+      Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem:
+      "Hvem sige Menneskene, at jeg er?"
+ 28.  Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men
+      andre: en af Profeterne."
+ 29.  Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter
+      svarede og siger til ham: "Du er Kristus."
+ 30.  Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.
+
+ 31.  Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget
+      og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge
+      og ihjelslås og opstå efter tre Dage.
+ 32.  Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og
+      begyndte at sætte ham i Rette.
+ 33.  Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter
+      og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er,
+      men hvad Menneskers er."
+
+ 34.  Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde
+      til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og
+      tage sit Kors op og følge mig!
+ 35.  Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse
+      det.
+ 36.  Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at
+      bøde med sin Sjæl?
+ 37.  Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
+ 38.  Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og
+      syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når
+      han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."
+      (Kap. 9.) 1 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der
+      er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden,
+      førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."
+
+Markus 9
+  2.  Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med
+      sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev
+      forvandlet for deres Øjne.
+  3.  Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen
+      Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
+  4.  Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede
+      med Jesus.
+  5.  Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt,
+      at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en
+      og Elias en."
+  6.  Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne
+      helt forfærdede.
+  7.  Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra
+      Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!"
+  8.  Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus
+      alene hos dem.
+  9.  Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte
+      fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var
+      opstanden fra de døde.
+ 10.  Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre,
+      hvad det er at opstå fra de døde.
+
+ 11.  Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias
+      bør først komme?"
+ 12.  Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter
+      alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han
+      skal lide meget og foragtes.
+ 13.  Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved
+      ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."
+
+ 14.  Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og
+      skriftkloge, som tvistedes med dem.
+ 15.  Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og
+      hilsede ham.
+ 16.  Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?"
+ 17.  Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til
+      dig; han har en målløs Ånd.
+ 18.  Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han
+      fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til
+      dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke."
+ 19.  Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe
+      skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer
+      ham til mig!"
+ 20.  Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden
+      straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og
+      fraadede.
+ 21.  Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er
+      kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af;
+ 22.  og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge
+      ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp
+      os!"
+ 23.  Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for
+      den, som tror."
+ 24.  Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp
+      min Vantro!"
+ 25.  Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene
+      Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig,
+      far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!"
+ 26.  Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom
+      død, så at de fleste sagde: "Han er død."
+ 27.  Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
+ 28.  Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i
+      Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?"
+ 29.  Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget,
+      uden ved Bøn og Faste."
+
+ 30.  Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han
+      vilde ikke, at nogen skulde vide det.
+ 31.  Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen
+      overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og
+      når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter."
+ 32.  Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
+
+ 33.  Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset,
+      spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på
+      Vejen?"
+ 34.  Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem
+      der var den største.
+ 35.  Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom
+      nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og
+      alles Tjener."
+ 36.  Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog
+      det i Favn og sagde til dem:
+ 37.  "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld,
+      modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men
+      den, som udsendte mig."
+
+ 38.  Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os,
+      uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han
+      ikke følger os."
+ 39.  Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som
+      gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde
+      om mig.
+ 40.  Thi den, som ikke er imod os, er for os.
+ 41.  Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn,
+      fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal
+      ingenlunde miste sin Løn
+
+ 42.  Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det
+      bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i
+      Havet.
+ 43.  Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for
+      dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og
+      fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
+ 44.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 45.  Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for
+      dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive
+      kastet i Helvede,
+ 46.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 47.  Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for
+      dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive
+      kastet i Helvede,
+ 48.  hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
+ 49.  Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med
+      Salt.)
+ 50.  Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville
+      I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder
+      Fred med hverandre!"
+
+Markus 10
+
+  1.  Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet
+      hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han
+      lærte dem atter, som han plejede.
+  2.  Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det
+      en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?"
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?"
+  4.  Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og
+      skille sig fra hende."
+  5.  Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev
+      han eder dette Bud.
+  6.  Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og
+      Kvinde.
+  7.  Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast
+      ved sin Hustru;
+  8.  og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer
+      to, men eet Kød.
+  9.  Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille.
+ 10.  Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
+ 11.  Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og
+      tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
+ 12.  Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en
+      anden, bedriver hun Hor."
+
+ 13.  Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men
+      Disciplene truede dem, som bare dem frem.
+ 14.  Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de
+      små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige
+      hører sådanne til.
+ 15.  Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
+      ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
+ 16.  Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede
+      dem.
+
+ 17.  Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og
+      spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan
+      arve et evigt Liv?"
+ 18.  Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
+      god, uden een, nemlig Gud.
+ 19.  Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
+      du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke
+      besvige; ær din Fader og din Moder."
+ 20.  Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra
+      min Ungdom af."
+ 21.  Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til
+      ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og
+      giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og
+      kom så og følg mig!"
+ 22.  Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort;
+      thi han havde meget Gods.
+ 23.  Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor
+      vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!"
+ 24.  Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog
+      atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det,
+      at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
+ 25.  Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en
+      rig at gå ind i Guds Rige."
+ 26.  Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da
+      blive frelst?"
+ 27.  Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men
+      ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."
+
+ 28.  Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
+      Ting og fulgt dig."
+ 29.  Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har
+      forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader
+      eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
+ 30.  uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse
+      og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med
+      Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
+ 31.  Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
+      de første."
+
+ 32.  Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem,
+      og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han
+      tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der
+      skulde times ham
+ 33.  "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
+      til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham
+      til Døden og overgive ham til Hedningerne;
+ 34.  og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og
+      ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."
+
+ 35.  Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige:
+      "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig
+      om."
+ 36.  Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for
+      eder?"
+ 37.  Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din
+      højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed."
+ 38.  Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I
+      drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som
+      jeg døbes med?"
+ 39.  Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem:
+      "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg
+      døbes med, skulle I døbes med;
+ 40.  men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side
+      tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det
+      er beredt."
+ 41.  Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og
+      Johannes.
+ 42.  Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de,
+      der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store
+      iblandt dem bruge Myndighed over dem.
+ 43.  Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive
+      stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
+ 44.  og den, som vil blive den første af eder, skal være alles
+      Tjener;
+ 45.  thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene,
+      men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
+
+ 46.  Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med
+      sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en
+      blind Tigger, ved Vejen.
+ 47.  Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at
+      råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
+ 48.  Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget
+      stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
+ 49.  Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på
+      den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på
+      dig."
+ 50.  Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til
+      Jesus.
+ 51.  Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg
+      skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at
+      jeg kan blive seende!"
+ 52.  Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og
+      straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.
+
+Markus 11
+
+  1.  Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved
+      Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
+  2.  "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks,
+      når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket
+      der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører
+      det hid!
+  3.  Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger:
+      Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen."
+  4.  Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved
+      Gyden, og de løse det.
+  5.  Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at
+      I løse Føllet?"
+  6.  Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte
+      dem det.
+  7.  Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han
+      satte sig på det.
+  8.  Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de
+      afskare på Markerne.
+  9.  Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna!
+      velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
+ 10.  Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det
+      højeste!"
+ 11.  Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde
+      beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til
+      Bethania med de tolv.
+
+ 12.  Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han
+      hungrig.
+ 13.  Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han
+      derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til
+      det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
+ 14.  Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal
+      nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.
+
+ 15.  Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og
+      begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og
+      han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
+ 16.  Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem
+      Helligdommen.  17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke
+      skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle
+      Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule."
+ 18.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte,
+      hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham,
+      eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.
+
+ 19.  Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
+ 20.  Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet
+      fra Roden af.
+ 21.  Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet,
+      som du forbandede, er visnet."
+ 22.  Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud!
+ 23.  Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft
+      dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men
+      tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
+ 24.  Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I
+      have fået det, så skal det ske eder.
+ 25.  Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod
+      nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade
+      eder eders Overtrædelser.
+ 26.  Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene,
+      ej heller forlade eders Overtrædelser"
+
+ 27.  Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i
+      Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
+      Ældste hen til ham.
+ 28.  Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem
+      har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?"
+ 29.  Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og
+      svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør
+      disse Ting.
+ 30.  Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer
+      mig!"
+ 31.  Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da
+      vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
+ 32.  Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle
+      holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
+ 33.  Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus
+      siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg
+      gør disse Ting."
+
+Markus 12
+
+  1.  Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede
+      en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og
+      byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
+      udenlands.
+  2.  Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
+      at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter.
+  3.  Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
+  4.  Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i
+      Hovedet og vanærede.
+  5.  Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre;
+      nogle sloge de, og andre dræbte de.
+  6.  Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til
+      dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn."
+  7.  Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen;
+      kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor."
+  8.  Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af
+      Vingården.
+  9.  Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge
+      Vingårdsmændene og give Vingården til andre.
+ 10.  Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som
+      Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten?
+ 11.  Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne."
+ 12.  Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de
+      forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode
+      ham og gik bort.
+
+ 13.  Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for
+      at de skulde fange ham i Ord.
+ 14.  Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru
+      og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers
+      Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give
+      Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?"
+ 15.  Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste
+      I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den."
+ 16.  Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og
+      Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens."
+ 17.  Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og
+      Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.
+
+ 18.  Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen
+      Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
+ 19.  "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og
+      og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal
+      hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
+ 20.  Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde,
+      efterlod han ikke Afkom.
+ 21.  Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den
+      tredje ligeså.
+ 22.  Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og
+      så Hustruen.
+ 23.  I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til
+      Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru."
+ 24.  Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I
+      ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
+ 25.  Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller
+      bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
+ 26.  Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i
+      Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham
+      og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
+ 27.  Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."
+
+ 28.  Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set,
+      at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket
+      Bud er det første af alle?"
+ 29.  Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud,
+      Herren er een;
+ 30.  og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele
+      din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
+ 31.  Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større
+      end disse er intet andet Bud."
+ 32.  Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med
+      Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden
+      foruden ham.
+ 33.  Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af
+      hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere
+      end alle Brændofrene og Slagtofrene."
+ 34.  Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham:
+      "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette
+      Spørgsmål til ham.
+
+ 35.  Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde:
+      "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
+ 36.  David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre:
+      Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender
+      som en Skammel for dine Fødder.
+ 37.  David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og
+      den store Skare hørte ham gerne.
+
+ 38.  Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de
+      skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse
+      på Torvene
+ 39.  og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde
+      øverst til Bords ved Måltiderne;
+ 40.  de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle
+      få des hårdere Dom."
+
+ 41.  Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes
+      Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
+ 42.  Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en
+      Hvid".
+ 43.  Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig,
+      siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle
+      de som lagde i Tempelblokken.
+ 44.  Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin
+      Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."
+
+Markus 13
+
+  1.  og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til
+      ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"
+  2.  Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal
+      ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
+  3.  Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen,
+      spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
+  4.  "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette
+      skal til at fuldbyrdes?"
+  5.  Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører
+      eder!"
+  6.  Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle
+      forføre mange.
+  7.  Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke
+      forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.
+  8.  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
+      være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og
+      Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
+  9.  Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til
+      Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles
+      for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et
+      Vidnesbyrd.
+ 10.  Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
+ 11.  Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke
+      forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i
+      den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale,
+      men den Helligånd.
+ 12.  Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og
+      Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.
+ 13.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
+      holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
+ 14.  Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke
+      bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere
+      i Judæa, fly til Bjergene;
+ 15.  men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at
+      hente noget fra sit Hus;
+ 16.  og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine
+      Klæder!
+ 17.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
+ 18.  Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
+ 19.  thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har
+      været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu,
+      og som der heller ikke skal komme.
+ 20.  Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød
+      frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han
+      afkortet de Dage
+ 21.  Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se
+      der! da tror det ikke.
+ 22.  Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
+      Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de
+      udvalgte.
+ 23.  Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.
+ 24.  Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og
+      Månen ikke give sit Skin,
+ 25.  og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som
+      ere i Himlene, skulle rystes.
+ 26.  Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen
+      Kraft og Herlighed.
+ 27.  Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de
+      fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
+ 28.  Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
+      bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
+      nær.
+ 29.  Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er
+      nær for Døren.
+ 30.  Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend alle disse ting ere skete
+ 31.  Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå:
+ 32.  Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen,
+      heller ikke Sønnen, men alene Faderen.
+
+ 33.  Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.
+ 34.  Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine
+      Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han
+      skulde våge,
+ 35.  våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om
+      Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
+ 36.  for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder
+      sovende!
+ 37.  Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"
+
+Markus 14
+
+  1.  Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds
+      Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes
+      de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
+  2.  Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
+      Oprør iblandt Folket."
+
+  3.  Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der,
+      medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke
+      med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød
+      Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
+  4.  Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde:
+      "Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
+  5.  Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede
+      Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende.
+  6.  Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende
+      Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
+  7.  De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I
+      gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
+  8.  Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til
+      Begravelsen.
+  9.  Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden
+      Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
+      omtales til hendes Ihukommelse."
+
+ 10.  Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne
+      for at forråde ham til dem.
+ 11.  Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham
+      Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at
+      forråde ham.
+
+ 12.  Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet,
+      sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og
+      træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?"
+ 13.  Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i
+      Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke;
+      følger ham;
+ 14.  og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren
+      siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med
+      mine Disciple?
+ 15.  Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der
+      skulle I berede det for os."
+ 16.  Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det,
+      således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
+ 17.  Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
+ 18.  Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig,
+      siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde
+      mig."
+ 19.  De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er
+      dog vel ikke mig?"
+ 20.  Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i
+      Fadet
+ 21.  Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men
+      ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
+      godt for det Menneske, om han ikke var født."
+
+ 22.  Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav
+      dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme."
+ 23.  Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle
+      deraf.
+ 24.  Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket
+      udgydes for mange.
+ 25.  Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af
+      Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds
+      Rige."
+
+ 26.  Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget
+ 27.  Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er
+      skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes.
+ 28.  Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
+      til Galilæa."
+ 29.  Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg
+      dog ikke forarges."
+ 30.  Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne
+      Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre
+      Gange."
+ 31.  Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil
+      jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.
+
+ 32.  Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger
+      til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder."
+ 33.  Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte
+      at forfærdes og svarlig at ængstes.
+ 34.  Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
+      bliver her og våger!"
+ 35.  Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at
+      den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
+ 36.  Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk
+      fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."
+ 37.  Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon,
+      sover du? Kunde du ikke våge een Time?
+ 38.  Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden
+      er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
+ 39.  Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord,
+ 40.  Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne
+      vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
+ 41.  Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og
+      hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen
+      forrådes i Synderes Hænder.
+ 42.  Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
+
+ 43.  Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv,
+      og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
+ 44.  Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og
+      sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham
+      sikkert bort!"
+ 45.  Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi!
+      Rabbi!" og han kyssede ham.
+ 46.  Men de lagde Hånd på ham og grebe ham.
+ 47.  Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog
+      Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre.
+ 48.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en
+      Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig.
+ 49.  Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
+      ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes."
+ 50.  Og de forlode ham alle og flyede.
+ 51.  Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det
+      blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham;
+ 52.  men han slap Linklædet og flygtede nøgen.
+
+ 53.  Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle
+      Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen
+      hos ham.
+ 54.  Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård,
+      og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden.
+ 55.  Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus,
+      for at de kunde aflive ham; og de fandt intet.
+ 56.  Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene
+      stemte ikke overens.
+ 57.  Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde:
+ 58.  "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er
+      gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er
+      gjort med Hænder."
+ 59.  Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens.
+ 60.  Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og
+      sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?"
+ 61.  Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham
+      og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?"
+ 62.  Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen
+      sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer."
+ 63.  Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have
+      vi længere Vidner nødig?
+ 64.  I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede
+      alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
+ 65.  Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og
+      give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene
+      modtoge ham med Slag på Kinden.
+
+ 66.  Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af
+      Ypperstepræstens Piger,
+ 67.  og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du
+      var med Nazaræeren, med Jesus."
+ 68.  Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad
+      du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede.
+ 69.  Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode
+      hos: "Denne er en af dem."
+ 70.  Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som
+      stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også
+      en Galilæer."
+ 71.  Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke
+      dette Menneske, om hvem I tale."
+ 72.  Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu,
+      som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du
+      fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.
+
+Markus 15
+
+  1.  Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med
+      de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte
+      ham bort og overgave ham til Pilatus.
+  2.  Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede
+      og sagde til ham: "Du siger det."
+  3.  Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget.
+  4.  Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet?
+      Se, hvor meget de anklage dig for!"
+  5.  Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig.
+  6.  Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de
+      forlangte.
+  7.  Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de
+      Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord
+  8.  Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for
+      dem, som han plejede.
+  9.  Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade
+      eder Jødernes Konge?"
+ 10.  Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne
+      havde overgivet ham.
+ 11.  Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han
+      hellere skulde løslade dem Barabbas.
+ 12.  Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da,
+      jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?"
+ 13.  Men de råbte atter: "Korsfæst ham!"
+ 14.  Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
+      råbte højlydt: "Korsfæst ham!"
+ 15.  Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem
+      Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at
+      korsfæstes.
+
+ 16.  Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen,
+      og de sammenkalde hele Vagtafdelingen.
+ 17.  Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte
+      den på ham.
+ 18.  Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
+ 19.  Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og
+      faldt på Knæ og tilbade ham.
+ 20.  Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og
+      iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste
+      ham.
+
+ 21.  Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra
+      Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors.
+ 22.  Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt:
+      "Hovedskalsted"
+ 23.  Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke.
+ 24.  Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om
+      dem, hvad enhver skulde tage.
+ 25.  Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham.
+ 26.  Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven
+      således: "Jødernes Konge".
+ 27.  Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og
+      en ved hans venstre Side.
+ 28.  Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt
+      Overtrædere."
+ 29.  Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
+      Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger
+      det op i tre Dage;
+ 30.  frels dig selv ved at stige ned af Korset!"
+ 31.  Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de
+      skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han
+      ikke frelse.
+ 32.  Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at
+      vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham,
+      hånede ham.
+ 33.  Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele
+      Landet indtil den niende Time.
+ 34.  Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi!
+      Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor
+      har du forladt mig?"
+ 35.  Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han
+      kalder på Elias."
+ 36.  Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et
+      Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias
+      kommer for at tage ham ned."
+ 37.  Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.
+
+ 38.  Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst.
+ 39.  Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han
+      udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var
+      Guds Søn."
+ 40.  Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke
+      også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's
+      Moder, og Salome,
+ 41.  hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og
+      mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.
+
+ 42.  Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag,
+      det er Forsabbat,)
+ 43.  kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv
+      forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus
+      og bad om Jesu Legeme.
+ 44.  Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være
+      død,
+ 45.  og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede
+      nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af
+      Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget.
+ 46.  Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i
+      Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe,
+      og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven.
+ 47.  Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev
+      lagt.
+
+Markus 16
+
+  1.  Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs
+      Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham.
+  2.  Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da
+      Solen var stået op.
+  3.  Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra
+      Indgangen til Graven?"
+  4.  Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den
+      var meget stor)
+  5.  Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre
+      Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes.
+  6.  Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at
+      Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her,
+      se, der er Stedet, hvor de lagde ham.
+  7.  Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går
+      forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har
+      sagt eder."
+  8.  Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse
+      betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.
+
+  9.  Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes
+      han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv
+      onde Ånder.
+ 10.  Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham,
+      og som sørgede og græd.
+ 11.  Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de
+      det ikke.
+ 12.  Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden
+      Skikkelse, medens de gik ud på Landet.
+ 13.  Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem
+      troede de.
+ 14.  Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til
+      Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed,
+      fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.
+ 15.  Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet
+      for al Skabningen!
+ 16.  Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som
+      ikke tror, skal blive fordømt.
+ 17.  Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de
+      uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger;
+ 18.  de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal
+      det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle
+      helbredes."
+
+ 19.  Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til
+      Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd.
+ 20.  Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med
+      og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.
+
+
+Lukas
+
+Lukas 1
+
+  1.  Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de
+      Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,
+  2.  således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets
+      Tjenere, have overleveret os:
+  3.  så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt
+      forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!
+  4.  for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er
+      bleven mundtligt undervist.
+
+  5.  I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af
+      Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons
+      Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.
+  6.  Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i
+      alle Herrens Bud og Forskrifter.
+  7.  Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de
+      vare begge fremrykkede i Alder.
+  8.  Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde
+      Præstetjeneste for Gud,
+  9.  tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i
+      Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.
+ 10.  Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.
+ 11.  Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre
+      Side af Røgelsesalteret.
+ 12.  Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.
+ 13.  Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er
+      hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal
+      kalde hans Navn Johannes.
+ 14.  Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes
+      over hans Fødsel;
+ 15.  thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han
+      ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders
+      Liv,
+ 16.  og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.
+ 17.  Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende
+      Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for
+      at berede Herren et velskikket folk."
+ 18.  Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi
+      jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder."
+ 19.  Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står
+      for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at
+      forkynde dig dette Glædesbudskab.
+ 20.  Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da
+      dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle
+      fuldbyrdes i deres Tid,"
+ 21.  Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han
+      tøvede i Templet.
+ 22.  Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode,
+      at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og
+      forblev stum.
+ 23.  Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han
+      hjem til sit Hus.
+ 24.  Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig,
+      og hun skjulte sig fem Måneder og sagde:
+ 25.  "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig
+      for at borttage min Skam iblandt Mennesker:"
+
+ 26.  Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en
+      By i Galilæa, som hedder Nazareth,
+ 27.  til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af
+      Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.
+ 28.  Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du
+      benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!"
+ 29.  Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette
+      skulde være for en Hilsen.
+ 30.  Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har
+      fundet Nåde hos Gud.
+ 31.  Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans
+      Navn Jesus.
+ 32.  Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren
+      skal give ham Davids, hans Faders Trone.
+ 33.  Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal
+      ikke være Ende på hans Kongedømme."
+ 34.  Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til,
+      efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?"
+ 35.  Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme
+      over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal
+      også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn.
+ 36.  Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin
+      Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes
+      ufrugtbar.
+ 37.  Thi intet vil være umuligt for Gud."
+ 38.  Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter
+      dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende.
+
+ 39.  Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til
+      Bjergegnen til en By i Juda.
+ 40.  Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.
+ 41.  Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret
+      i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd
+ 42.  og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt
+      Kvinder!  og velsignet er dit Livs Frugt!
+ 43.  Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til
+      mig?
+ 44.  Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i
+      mit Liv med Fryd.
+ 45.  Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der
+      er sagt hende af Herren,"
+ 46.  Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren;
+ 47.  og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser;
+ 48.  thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter
+      skulle alle Slægter prise mig salig,
+ 49.  fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er
+      helligt;
+ 50.  og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som
+      frygte ham.
+ 51.  Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere
+      hovmodige i deres Hjertes Tanke.
+ 52.  Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.
+ 53.  Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt
+      tomhændede bort.
+ 54.  Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme
+      Barmhjertighed
+ 55.  imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til
+      vore Fædre."
+ 56.  Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit
+      Hjem igen.
+
+ 57.  Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og
+      hun fødte en Søn.
+ 58.  Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin
+      Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.
+ 59.  Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære
+      Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.
+ 60.  Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes."
+ 61.  Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med
+      dette Navn."
+ 62.  Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde
+      kaldes.
+ 63.  Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans
+      Navn." Og de undrede sig alle.
+ 64.  Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og
+      priste Gud.
+ 65.  Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt
+      dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.
+ 66.  Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad
+      mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.
+
+ 67.  Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han
+      profeterede og sagde:
+ 68.  "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst
+      sit Folk
+ 69.  og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus,
+ 70.  således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra
+      fordums Tid,
+ 71.  en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os,
+ 72.  for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin
+      hellige Pagt,
+ 73.  den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,
+ 74.  at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden
+      Frygt,
+ 75.  i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage.
+ 76.  Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du
+      skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje,
+ 77.  for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders
+      Forladelse,
+ 78.  for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset
+      fra det høje har besøgt os
+ 79.  for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for
+      at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,"
+ 80.  Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i
+      Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.
+
+Lukas 2
+
+  1.  Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser
+      Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
+  2.  (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding
+      i Syrien,)
+  3.  Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
+  4.  Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa
+      til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus
+      og Slægt,
+  5.  for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som
+      var frugtsommelig.
+  6.  Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at
+      hun skulde føde.
+  7.  Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde
+      ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.
+
+  8.  Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt
+      Nattevagt over deres Hjord.
+  9.  Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed
+      skinnede om dem, og de frygtede såre
+ 10.  Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder
+      eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
+ 11.  Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i
+      Davids By.
+ 12.  Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt,
+      liggende i en Krybbe."
+ 13.  Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares
+      Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
+ 14.  "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker
+      Velbehag!
+ 15.  Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde
+      Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se
+      dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os."
+ 16.  Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet
+      liggende i Krybben.
+ 17.  Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om
+      dette Barn.
+ 18.  Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt
+      til dem af Hyrderne.
+ 19.  Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.
+ 20.  Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for
+      alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til
+      dem.
+
+ 21.  Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da
+      blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før
+      han blev undfangen i Moders Liv.
+
+ 22.  Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede,
+      bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
+ 23.  som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner
+      Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,
+ 24.  og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et
+      Par Turtelduer eller to unge Duer.
+ 25.  Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne
+      Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og
+      den Helligånd var over ham.
+ 26.  Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se
+      Døden, førend han havde set Herrens Salvede.
+ 27.  Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene
+      bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,
+ 28.  da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:
+ 29.  "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.
+ 30.  Thi mine Øjne have set din Frelse,
+ 31.  som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,
+ 32.  et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk
+      Israel."
+ 33.  Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve
+      sagte om ham.
+ 34.  Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se,
+      denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et
+      Tegn, som imodsiges,
+ 35.  ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange
+      Hjerters Tanker skulle åbenbares."
+ 36.  Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme;
+      hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin
+      Mand efter sin Jomfrustand
+ 37.  og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke
+      fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.
+ 38.  Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om
+      ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.
+ 39.  Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de
+      tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.
+ 40.  Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og
+      Guds Nåde var over det.
+
+ 41.  Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på
+      Påskehøjtiden.
+ 42.  Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter
+      Højtidens Sædvane
+ 43.  og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem,
+      medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.
+ 44.  Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse
+      frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og
+      Kyndinge.
+ 45.  Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og
+      ledte efter ham.
+ 46.  Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen,
+      hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og
+      adspurgte dem.
+ 47.  Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og
+      Svar.
+ 48.  Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til
+      ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og
+      jeg have ledt efter dig med Smerte."
+ 49.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
+      at jeg bør være i min Faders Gerning?"
+ 50.  Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.
+ 51.  Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og
+      hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.
+ 52.  Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og
+      Mennesker.
+
+Lukas 3
+
+  1.  Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsår, da Pontius Pilatus
+      var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i
+      Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og
+      Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene,
+  2.  medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til
+      Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen.
+  3.  Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede
+      Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse,
+  4.  som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: "Der er en
+      Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans
+      Stier jævne;
+  5.  hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes,
+      og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres
+      jævne;
+  6.  og alt Kød skal se Guds Frelse."
+  7.  Han sagde altså til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham:
+      "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?
+  8.  Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke
+      at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger
+      eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten.
+  9.  Men Øksen ligger også allerede ved Roden af Træerne; så bliver
+      da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i
+      Ilden."
+ 10.  Og Skarerne spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?"
+ 11.  Men han svarede og sagde til dem: "Den, som har to Kjortler,
+      dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligeså!"
+ 12.  Men også Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: "Mester!
+      hvad skulle vi gøre?"
+ 13.  Men han sagde til dem: "Kræver intet ud over, hvad eder er
+      forordnet."
+ 14.  Men også Krigsfolk spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da
+      gøre?" Og han sagde til dem: "Øver ikke Vold imod nogen, bruger
+      ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders
+      Sold!"
+ 15.  Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter
+      om Johannes, om ikke han skulde være Kristus,
+ 16.  da svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber eder med Vand;
+      men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg
+      ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og
+      Ild.
+ 17.  Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin
+      Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med
+      uslukkelig Ild."
+ 18.  Ligeså formanede han også Folket om mange andre Ting og
+      forkyndte dem Evangeliet.
+ 19.  Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans
+      Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som
+      Herodes gjorde,
+ 20.  så føjede han til alt det øvrige også dette, at han kastede
+      Johannes i Fængsel.
+
+ 21.  Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var
+      bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes,
+ 22.  og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som
+      en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den
+      elskede, i dig har jeg Velbehag."
+
+ 23.  Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han
+      var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn,
+ 24.  Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn,
+ 25.  Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn,
+ 26.  Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn,
+ 27.  Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris
+      Søn.
+ 28.  Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn,
+ 29.  Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
+ 30.  Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn,
+ 31.  Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,
+ 32.  Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn,
+ 33.  Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn,
+ 34.  Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn,
+ 35.  Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,
+ 36.  Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn,
+ 37.  Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans
+      Søn,
+ 38.  Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.
+
+Lukas 4
+
+  1.  Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og
+      blev ført af Ånden i Ørkenen
+  2.  i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han
+      spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig.
+  3.  Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til
+      denne Sten, at den skal blive Brød."
+  4.  Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve
+      af Brød alene."
+  5.  Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et
+      øjeblik.
+  6.  Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og
+      deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til
+      hvem jeg vil.
+  7.  Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig."
+  8.  Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede
+      Herren din Gud og tjene ham alene."
+  9.  Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens
+      Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned
+      herfra;
+ 10.  thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at
+      de skulle bevare dig,
+ 11.  og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde
+      din Fod på nogen Sten."
+ 12.  Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke
+      friste Herren din Gud."
+ 13.  Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en
+      Tid.
+
+ 14.  Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om
+      ham kom ud i hele det omliggende Land.
+ 15.  Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle.
+ 16.  Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin
+      Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at
+      forelæse.
+ 17.  Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op;
+      fandt han det Sted, hvor der stod skrevet:
+ 18.  "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde
+      Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde
+      fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres
+      Syn, for at sætte plagede i Frihed,
+ 19.  for at forkynde et Herrens Nådeår."
+ 20.  Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte
+      sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham.
+ 21.  Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået
+      i Opfyldelse for eders Øren."
+ 22.  Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord,
+      som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?"
+ 23.  Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette
+      Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby
+      så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum."
+ 24.  Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er
+      anerkendt i sit Fædreland.
+ 25.  Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i
+      Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder,
+      den Gang der var en stor Hunger i hele Landet;
+ 26.  og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon
+      til en Enke.
+ 27.  Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og
+      ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman."
+ 28.  Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte
+      dette.
+ 29.  Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til
+      Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at
+      styrte ham ned.
+ 30.  Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.
+
+ 31.  Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på
+      Sabbaterne.
+ 32.  Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale
+      var med Myndighed.
+ 33.  Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd,
+      og han råbte med høj Røst:
+ 34.  "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du
+      kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds
+      hellige."
+ 35.  Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den
+      onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at
+      have gjort ham nogen Skade.
+ 36.  Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og
+      sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene
+      Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?"
+ 37.  Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.
+
+ 38.  Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons
+      Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for
+      hende.
+ 39.  Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den
+      forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op.
+ 40.  Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle
+      Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver
+      enkelt af dem og helbredte dem
+ 41.  Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds
+      Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de
+      vidste, at han var Kristus.
+
+ 42.  Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted;
+      og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt
+      på ham, for at han ikke skulde gå fra dem.
+ 43.  Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde
+      Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt."
+ 44.  Og han prædikede i Galilæas Synagoger.
+
+Lukas 5
+
+  1.  Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte
+      Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
+  2.  da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem
+      og toede Garnene.
+  3.  Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham
+      at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra
+      Skibet.
+  4.  Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på
+      Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!"
+  5.  Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet
+      hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene
+      ud."
+  6.  Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres
+      Garn sønderreves.
+  7.  Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de
+      skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge
+      Skibene, så at de var nær ved at synke.
+  8.  Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde:
+      "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!"
+  9.  Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham,
+      over den Fiskedræt, som de havde fået;
+ 10.  ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare
+      Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra
+      nu af skal du fange Mennesker."
+ 11.  Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.
+
+ 12.  Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en
+      Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit
+      Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig."
+ 13.  Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
+      ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham.
+ 14.  Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå
+      bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse,
+      således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!"
+ 15.  Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom
+      sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme.
+ 16.  Men han gik bort til Ørkenerne og bad.
+
+ 17.  Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere
+      og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og
+      Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at
+      helbrede.
+ 18.  Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden,
+      og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham.
+ 19.  Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens
+      Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med
+      Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus.
+ 20.  Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere
+      dig forladte."
+ 21.  Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved
+      sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan
+      forlade Synder, uden Gud alene?"
+ 22.  Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem:
+      "Hvad tænke I på i eders Hjerter?
+ 23.  Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller
+      at sige: Stå op og gå?
+ 24.  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
+      til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg
+      siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
+ 25.  Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på,
+      og gik hen til sit Hus og priste Gud.
+ 26.  Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde
+      af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."
+
+ 27.  Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved
+      Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!"
+ 28.  Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
+ 29.  Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var
+      en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
+ 30.  Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple
+      og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?"
+ 31.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til
+      Læge, men de syge.
+ 32.  Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til
+      Omvendelse."
+
+ 33.  Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde
+      Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?"
+ 34.  Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at
+      faste, så længe Brudgommen er hos dem?
+ 35.  Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da
+      skulle de faste i de Dage."
+ 36.  Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af
+      et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers
+      river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke
+      passe til det gamle.
+ 37.  Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger
+      den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne
+      ødelægges.
+ 38.  Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de
+      begge bevarede.
+ 39.  Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han
+      siger: Den gamle er god."
+
+Lukas 6
+
+  1.  Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem
+      en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med
+      Hænderne og spiste.
+  2.  Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er
+      tilladt at gøre på Sabbaten?"
+  3.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad
+      David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
+  4.  hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og
+      gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt
+      at spise dem uden Præsterne alene."
+  5.  Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over
+      Sabbaten."
+
+  6.  Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og
+      lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen.
+  7.  Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde
+      helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham
+      for.
+  8.  Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde
+      den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han
+      rejste sig og stod frem.
+  9.  Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at
+      gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at
+      ødelægge det?"
+ 10.  Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd
+      ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den
+      anden.
+ 11.  Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de
+      skulde gøre ved Jesus.
+
+ 12.  Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at
+      bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
+ 13.  Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv
+      af dem, hvilke han også kaldte Apostle:
+ 14.  Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og
+      Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
+ 15.  og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes
+      Zelotes,
+ 16.  Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.
+
+ 17.  Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en
+      Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele
+      Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
+ 18.  som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme.
+      Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder;
+ 19.  og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra
+      ham og helbredte alle.
+
+ 20.  Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige
+      ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
+ 21.  Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I,
+      som nu græde, thi I skulle le.
+ 22.  Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og
+      håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens
+      Skyld.
+ 23.  Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i
+      Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne.
+ 24.  Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst.
+ 25.  Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I,
+      som nu le, thi I skulle sørge og græde.
+ 26.  Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde
+      gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.
+
+ 27.  Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem
+      godt, som hade eder;
+ 28.  velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke
+      eder.
+ 29.  Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til;
+      og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke
+      Kjortelen!
+ 30.  Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er,
+      kræve du det ikke igen!
+ 31.  Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså
+      skulle også I gøre imod dem!
+ 32.  Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor?
+      Thi også Syndere elske dem, som dem elske.
+ 33.  Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak
+      have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme.
+ 34.  Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I
+      derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen.
+ 35.  Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente
+      noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den
+      Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
+ 36.  Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.
+
+ 37.  Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så
+      skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder;
+ 38.  giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt
+      Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal
+      der tilmåles eder igen."
+ 39.  Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en
+      blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
+ 40.  En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt
+      færdig, skal være som sin Mester.
+ 41.  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men
+      Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
+ 42.  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig
+      drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i
+      dit eget Øje?  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og
+      da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders
+      Øje.
+
+ 43.  Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet
+      råddent Træ, som bærer god Frugt
+ 44.  Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke
+      Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en
+      Tornebusk.
+ 45.  Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd,
+      og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi
+      af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.
+
+ 46.  Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg
+      siger?
+ 47.  Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem,
+      hvem han er lig, skal jeg vise eder.
+ 48.  Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden
+      og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom,
+      styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi
+      det var bygget godt.
+ 49.  Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske,
+      der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede
+      imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev
+      stort."
+
+Lukas 7
+
+  1.  Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han
+      ind i Kapernaum.
+  2.  Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og
+      nær ved at dø.
+  3.  men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste
+      til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans
+      Tjener.
+  4.  Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han
+      er vel værd, at du gør dette for ham;
+  5.  thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os."
+  6.  Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra
+      Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre!
+      umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind
+      under mit Tag.
+  7.  Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til
+      dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt.
+  8.  Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
+      Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
+      og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
+      dette!  så gør han det."
+  9.  Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han
+      vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger
+      eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro."
+ 10.  Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den
+      syge Tjener sund.
+
+ 11.  Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain,
+      og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham.
+ 12.  Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud,
+      som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor
+      Skare fra Byen gik med hende.
+ 13.  Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde
+      til hende: "Græd ikke!"
+ 14.  Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode
+      stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!"
+ 15.  Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham
+      til hans Moder.
+ 16.  Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor
+      Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk."
+ 17.  Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det
+      omliggende Land.
+
+ 18.  Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes
+      kaldte to af sine Disciple til sig
+ 19.  og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer,
+      eller skulle vi vente en anden?"
+ 20.  Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt
+      os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi
+      vente en anden?"
+ 21.  I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og
+      onde Ånder og skænkede mange blinde Synet.
+ 22.  Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes
+      de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske
+      renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for
+      fattige;
+ 23.  og salig er den, som ikke forarges på mig."
+ 24.  Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige
+      til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et
+      Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
+ 25.  Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
+      de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i
+      Kongsgårdene.
+ 26.  Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
+      mere end en Profet!
+ 27.  Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for
+      dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
+ 28.  Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen
+      større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er
+      større end han.
+ 29.  Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet
+      de bleve døbte med Johannes's Dåb.
+ 30.  Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem
+      selv, idet de ikke bleve døbte af ham.
+
+ 31.  Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne
+      de?
+ 32.  De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og
+      sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang
+      Klagesange for eder, og I græd ikke.
+ 33.  Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak
+      Vin, og I sige: Han er besat.
+ 34.  Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en
+      Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven!
+ 35.  Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"
+
+ 36.  Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og
+      han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
+ 37.  Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun
+      fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med
+      en Alabastkrukke med Salve;
+ 38.  og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og
+      begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med
+      sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
+ 39.  Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved
+      sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og
+      hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en
+      Synderinde."
+ 40.  Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at
+      sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
+ 41.  "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem
+      Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve.
+ 42.  Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det
+      begge.  Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
+ 43.  Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav
+      mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
+ 44.  Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne
+      Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine
+      Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede
+      dem med sit Hår.
+ 45.  Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine
+      Fødder, fra jeg kom herind.
+ 46.  Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder
+      med Salve.
+ 47.  Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte,
+      eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker
+      lidet."
+ 48.  Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
+ 49.  Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig
+      selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
+ 50.  Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med
+      Fred!"
+
+Lukas 8
+
+  1.  Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og
+      Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og
+      med ham de tolv
+  2.  og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme,
+      nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare
+      udfarne;
+  3.  og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange
+      andre, som tjente dem med, hvad de ejede.
+
+  4.  Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de
+      forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
+  5.  "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt
+      noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
+  6.  Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det,
+      fordi det ikke havde Væde.
+  7.  Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og
+      kvalte det.
+  8.  Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar
+      hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som
+      har Øren at høre med, han høre!"
+
+  9.  Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde
+      betyde.
+ 10.  Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges
+      Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt
+      seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.
+
+ 11.  Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
+ 12.  Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen
+      og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro
+      og blive frelste.
+ 13.  Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de
+      høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra
+      i Fristelsens Tid.
+ 14.  Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og
+      så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og
+      Nydelser og ikke bære moden Frugt.
+ 15.  Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt
+      Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i
+      Udholdenhed.
+
+ 16.  Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller
+      sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage,
+      for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
+ 17.  Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og
+      ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
+ 18.  Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der
+      gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han
+      synes at have."
+
+ 19.  Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til
+      ham for Skaren.
+ 20.  Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor
+      og begære at se dig."
+ 21.  Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere
+      disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."
+
+ 22.  Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige
+      med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til
+      hin Side af Søen;" og de sejlede ud.
+ 23.  Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned
+      over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
+ 24.  Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi
+      forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og
+      de lagde sig, og det blev blikstille.
+ 25.  Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og
+      undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden
+      han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"
+
+ 26.  Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over
+      for Galilæa.
+ 27.  Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra
+      Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke
+      havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
+ 28.  Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med
+      høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds
+      Søn?  jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig."
+ 29.  Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange
+      Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker
+      og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med,
+      og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
+ 30.  Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han
+      sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
+ 31.  Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i
+      Afgrunden;
+ 32.  men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på
+      Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i
+      dem; og han tilstedte dem det.
+ 33.  Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og
+      Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
+ 34.  Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det
+      i Byen og på Landet.
+ 35.  Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og
+      fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved
+      Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
+ 36.  Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte
+      var bleven frelst.
+ 37.  Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde
+      gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik
+      om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
+ 38.  Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at
+      han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
+ 39.  "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har
+      gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen,
+      hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.
+
+ 40.  Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de
+      ventede alle på ham.
+ 41.  Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander
+      for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme
+      ind i hans Hus;
+ 42.  thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun
+      droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen
+      om ham.
+ 43.  Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet
+      al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
+ 44.  hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og
+      straks standsedes hendes Blodflod.
+ 45.  Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle
+      nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester!
+      Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som
+      rørte ved mig?"
+ 46.  Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at
+      der udgik en Kraft fra mig."
+ 47.  Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og
+      faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag
+      hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven
+      helbredt.
+ 48.  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
+      bort med Fred!"
+ 49.  Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens
+      Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!"
+ 50.  Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot;
+      så skal hun blive frelst."
+ 51.  Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig
+      uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
+ 52.  Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde:
+      "Græder ikke; hun er ikke død, men sover."
+ 53.  Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
+ 54.  Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
+ 55.  Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han
+      befalede, at de skulde give hende noget at spise.
+ 56.  Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke
+      måtte sige nogen det, som var sket.
+
+Lukas 9
+
+  1.  Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over
+      alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme.
+  2.  Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de
+      syge.
+  3.  Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav
+      eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to
+      Kjortler.
+  4.  Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage
+      bort.
+  5.  Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå
+      ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod
+      dem."
+  6.  Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de
+      forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
+
+  7.  Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han
+      var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra
+      de døde;
+  8.  men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle
+      Profeter var opstanden.
+  9.  Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem
+      er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få
+      ham at se.
+
+ 10.  Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de
+      havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en
+      By, som kaldes Bethsajda.
+ 11.  Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog
+      imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som
+      trængte til Lægedom.
+ 12.  Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til
+      ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de
+      omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi
+      her ere vi på et øde Sted."
+ 13.  Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi
+      have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå
+      bort og købe Mad til hele denne Mængde."
+ 14.  De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine
+      Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i
+      hver."
+ 15.  Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
+ 16.  Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
+      velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at
+      lægge dem for Skaren.
+ 17.  Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af
+      Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
+
+ 18.  Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham;
+      og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?"
+ 19.  Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias;
+      men andre: En af de gamle Profeter er opstanden."
+ 20.  Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter
+      svarede og sagde: "Guds Kristus."
+ 21.  Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
+ 22.  idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af
+      de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og
+      oprejses på den tredje Dag."
+
+ 23.  Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte
+      sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
+ 24.  thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som
+      mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
+ 25.  Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele
+      Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
+ 26.  Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal
+      Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og
+      de hellige Engles Herlighed.
+ 27.  Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her.
+      der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."
+
+ 28.  Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog
+      Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at
+      bede.
+ 29.  Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende
+      anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
+ 30.  Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
+ 31.  som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han
+      skulde fuldbyrde i Jerusalem.
+ 32.  Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men
+      da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode
+      hos ham.
+ 33.  Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus:
+      "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre
+      Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han
+      vidste ikke, hvad han sagde.
+ 34.  Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de
+      frygtede, da de kom ind i Skyen.
+ 35.  Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den
+      udvalgte, hører ham!"
+ 36.  Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og
+      forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
+
+ 37.  Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der
+      mødte ham en stor Skare.
+ 38.  Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig,
+      se til min Søn: thi han er min enbårne.
+ 39.  Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den
+      slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham,
+      idet den mishandler ham;
+ 40.  og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke."
+ 41.  Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt!
+      hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn
+      hid!"
+ 42.  Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham.
+      Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans
+      Fader ham tilbage.
+ 43.  Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men
+      da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine
+      Disciple:
+
+ 44.  "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i
+      Menneskers Hænder."
+ 45.  Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de
+      ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
+
+ 46.  Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største
+      af dem.
+ 47.  Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og
+      stillede det hos sig.
+ 48.  Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit
+      Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager
+      den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder
+      alle, han er stor."
+
+ 49.  Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive
+      onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke
+      følger med os."
+ 50.  Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som
+      ikke er imod eder, er for eder."
+
+ 51.  Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes,
+      da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem.
+ 52.  Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en
+      Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
+ 53.  Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem.
+ 54.  Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de:
+      "Herre!  vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og
+      fortære dem, ligesom også Elias gjorde?"
+ 55.  Men han vendte sig og irettesatte dem.
+ 56.  Og de gik til en anden Landsby.
+
+ 57.  Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge
+      dig, hvor du end går hen."
+ 58.  Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
+      Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
+      sit Hoved."
+ 59.  Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre!
+      tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader."
+ 60.  Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå
+      du hen og forkynd Guds Rige!"
+ 61.  Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted
+      mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus."
+ 62.  Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven
+      og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."
+
+Lukas 10
+
+  1.  Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og
+      sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted,
+      hvorhen han selv vilde komme.
+  2.  Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få;
+      beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
+      sin Høst.
+  3.  Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve.
+  4.  Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på
+      Vejen!
+  5.  Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med
+      dette Hus!
+  6.  Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på
+      ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen.
+  7.  Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi
+      Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus
+  8.  Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der,
+      hvad der sættes for eder;
+  9.  og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er
+      kommet nær til eder.
+ 10.  Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle
+      I gå ud på dens Gader og sige:
+ 11.  Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre
+      vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet
+      nær.
+ 12.  Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end
+      den By.
+ 13.  Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
+      Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
+      havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske.
+ 14.  Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder.
+ 15.  Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
+      nedstødes indtil Dødsriget.
+ 16.  Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder,
+      foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som
+      udsendte mig."
+
+ 17.  Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde:
+      "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn."
+ 18.  Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som
+      et Lyn.
+ 19.  Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og
+      Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade
+      eder.
+ 20.  Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men
+      glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."
+
+ 21.  I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde:
+      "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har
+      skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for
+      umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var
+      velbehageligt for dig.
+ 22.  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem
+      Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den,
+      for hvem Sønnen vil åbenbare ham."
+ 23.  Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem:
+      "Salige ere de Øjne, som se det, I se.
+ 24.  Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se
+      det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have
+      ikke hørt det."
+
+ 25.  Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester!
+      hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
+ 26.  Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes
+      læser du?".
+ 27.  Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud
+      af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke
+      og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv."
+ 28.  Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du
+      leve."
+ 29.  Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem
+      er da min Næste?"
+ 30.  Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem
+      til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af
+      og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.
+ 31.  Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så
+      ham, gik han forbi.
+ 32.  Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så
+      ham og gik forbi.
+ 33.  Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så
+      ham, ynkedes han inderligt.
+ 34.  Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin
+      deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et
+      Herberge og plejede ham.
+ 35.  Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og
+      sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig,
+      når jeg kommer igen.
+ 36.  Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der
+      var falden iblandt Røverne?"
+ 37.  Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og
+      Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"
+
+ 38.  Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en
+      Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
+ 39.  Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved
+      Herrens Fødder og hørte på hans Tale.
+ 40.  Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og
+      sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet
+      mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig."
+ 41.  Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør
+      dig Bekymring og Uro med mange Ting;
+ 42.  men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke
+      skal tages fra hende."
+
+Lukas 11
+
+  1.  Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans
+      Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede,
+      som også Johannes lærte sine Disciple."
+  2.  Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget
+      vorde dit Navn; komme dit Rige;
+  3.  giv os hver dag vort daglige Brød;
+  4.  og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os
+      skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
+  5.  Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til
+      ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
+  6.  efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har
+      intet at sætte for ham;
+  7.  og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær;
+      Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg
+      kan ikke stå op og give dig det:
+  8.  da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det,
+      fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds
+      Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
+  9.  Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I
+      finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
+ 10.  Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
+      og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
+ 11.  Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han
+      beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i
+      Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
+ 12.  Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en
+      Skorpion?
+ 13.  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
+      hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd
+      til dem, som bede ham!"
+
+ 14.  Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den
+      onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede
+      sig.
+ 15.  Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste,
+      uddriver han de onde Ånder."
+ 16.  Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra
+      Himmelen..
+ 17.  Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige,
+      som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder
+      over Hus.
+ 18.  Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes
+      skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde
+      Ånder ved Beelzebul.
+ 19.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
+      uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
+      Dommere.
+ 20.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo
+      Guds Rige kommet til eder.
+ 21.  Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i
+      Fred.
+ 22.  Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet
+      ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og
+      uddeler hans Bytte.
+ 23.  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
+      med mig, adspreder.
+ 24.  Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem
+      vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den,
+      siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
+ 25.  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
+ 26.  Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
+      end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
+      sidste bliver værre med dette Menneske end det første."
+
+ 27.  Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en
+      Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv,
+      som bar dig, og de Bryster, som du diede."
+ 28.  Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare
+      det."
+
+ 29.  Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne
+      Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet
+      Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
+ 30.  Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal
+      også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
+ 31.  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af
+      denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for
+      at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
+ 32.  Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
+      og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
+      se, her er mere end Jonas.
+
+ 33.  Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under
+      Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se
+      dets Skin.
+ 34.  Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit
+      Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme
+      mørkt.
+ 35.  Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
+ 36.  Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er
+      mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med
+      sin Glans."
+
+ 37.  Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise
+      Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
+ 38.  Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig
+      først før Måltidet.
+ 39.  Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af
+      Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
+ 40.  I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det
+      indre?
+ 41.  Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting
+      eder rene.
+ 42.  Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og
+      alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse
+      Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
+ 43.  Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i
+      Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
+ 44.  Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som
+      gå over dem, vide det ikke."
+ 45.  Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet
+      du siger dette, forhåner du også os,"
+ 46.  Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge
+      Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke
+      Byrderne med een af eders Fingre.
+ 47.  Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem
+      ihjel.
+ 48.  Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de
+      sloge dem ihjel, og I bygge.
+ 49.  Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og
+      Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og
+      forfølge,
+ 50.  for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens
+      Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
+ 51.  fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem
+      Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne
+      Slægt.
+ 52.  Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv
+      ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I
+      forhindret."
+ 53.  Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og
+      Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans
+      Mund om flere Ting;
+ 54.  thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at
+      de kunde anklage ham.
+
+Lukas 12
+
+  1.  Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de
+      trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple:
+      "Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg,
+      som er Hykleri.
+  2.  Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt,
+      som jo skal blive kendt.
+  3.  Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og
+      hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på
+      Tagene.
+
+  4.  Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som
+      slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere.
+  5.  Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for
+      ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i
+      Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham!
+  6.  Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er
+      glemt hos Gud.
+  7.  Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I
+      ere mere værd end mange Spurve.
+  8.  Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for
+      Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds
+      Engle.
+  9.  Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for
+      Guds Engle.
+ 10.  Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
+      forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd,
+      ham skal det ikke forlades.
+ 11.  Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og
+      Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller
+      hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige.
+ 12.  Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør
+      sige."
+
+ 13.  Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at
+      han skal dele Arven med mig."
+ 14.  Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer
+      eller Deler over eder?"
+ 15.  Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge;
+      thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har
+      Overflod."
+ 16.  Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis
+      Mark havde båret godt.
+ 17.  Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg
+      har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde.
+ 18.  Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og
+      bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit
+      Gods;
+ 19.  og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting
+      liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig!
+ 20.  Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af
+      dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt?
+ 21.  Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i
+      Gud."
+
+ 22.  Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder:
+      Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller
+      for Legemet, hvad I skulle iføre eder.
+ 23.  Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
+ 24.  Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have
+      ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere
+      værd end Fuglene ere dog I?
+ 25.  Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin
+      Vækst?
+ 26.  Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da
+      for det øvrige?
+ 27.  Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og
+      spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin
+      Herlighed var klædt som en af dem.
+ 28.  Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i
+      Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende!
+ 29.  Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle
+      drikke; og værer ikke ængstelige!
+ 30.  Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader
+      ved, at I have disse Ting nødig.
+ 31.  Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift.
+ 32.  Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader
+      velbehageligt at give eder Riget.
+ 33.  Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke
+      ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen
+      Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger.
+ 34.  Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.
+
+ 35.  Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende!
+ 36.  Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han
+      vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og
+      banker på, kunne lukke op for ham.
+ 37.  Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.
+      Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte
+      dem til Bords og gå om og varte dem op,
+ 38.  Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den
+      tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere
+      salige.
+ 39.  Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken
+      Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der
+      skete Indbrud i hans Hus.
+ 40.  Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I
+      ikke mene."
+ 41.  Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os
+      eller også til alle?"
+ 42.  Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder,
+      som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den
+      bestemte Kost i rette Tid?
+ 43.  Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
+      handlende således.
+ 44.  Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
+      ejer.
+ 45.  Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med
+      at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise
+      og drikke og beruse sig,
+ 46.  da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
+      i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans
+      Lod sammen med de utro:
+ 47.  Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har
+      truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have
+      mange Hug;
+ 48.  men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug
+      værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal
+      man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man
+      forlange mere.
+
+ 49.  Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den
+      var optændt allerede!
+ 50.  Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den
+      er fuldbyrdet!
+ 51.  Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger
+      jeg eder, men Splid,
+ 52.  Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre
+      imod to, og to imod tre.
+ 53.  De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder
+      med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter
+      og Svigerdatter med sin Svigermoder."
+
+ 54.  Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i
+      Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således.
+ 55.  Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det
+      sker.
+ 56.  I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om;
+      men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid?
+ 57.  Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det
+      rette?
+ 58.  Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig
+      Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal
+      trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til
+      Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
+ 59.  Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får
+      betalt endog den sidste Skærv."
+
+Lukas 13
+
+  1.  Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham
+      om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre.
+  2.  Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere
+      vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette?
+  3.  Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
+      alle omkomme ligeså.
+  4.  Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og
+      ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker,
+      som bo i Jerusalem?
+  5.  Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
+      alle omkomme ligeså."
+
+  6.  Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var
+      plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og
+      fandt ingen.
+  7.  Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen
+      og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug
+      det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig?
+  8.  Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette
+      År, indtil jeg får gravet om det og gødet det;
+  9.  måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det
+      om!"
+
+ 10.  Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten.
+ 11.  Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten
+      År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op.
+ 12.  Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende:
+      "Kvinde! du er løst fra din Svaghed."
+ 13.  Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og
+      priste Gud.
+ 14.  Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på
+      Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks
+      Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader
+      eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!"
+ 15.  Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver
+      iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og
+      fører dem til Vands?
+ 16.  Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se,
+      i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på
+      Sabbatsdagen?"
+ 17.  Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede;
+      og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som
+      gjordes af ham.
+
+ 18.  Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne
+      det?
+ 19.  Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin
+      Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle
+      byggede Rede i dets Grene."
+ 20.  Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige?
+ 21.  Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål
+      Mel, indtil det blev syret alt sammen."
+
+ 22.  Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til
+      Jerusalem.
+ 23.  Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?"
+      Da sagde han til dem:
+ 24.  "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange,
+      siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det.
+ 25.  Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I
+      begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op
+      for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke,
+      hvorfra I ere;
+ 26.  da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og
+      du lærte på vore Gader,
+ 27.  og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra
+      I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret!
+ 28.  Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham
+      og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv
+      blive kastede udenfor.
+ 29.  Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden
+      og sidde til Bords i Guds Rige.
+ 30.  Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der
+      er første, som skulle være iblandt de sidste."
+
+ 31.  I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå
+      bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel."
+ 32.  Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg
+      uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen,
+      og på den tredje dag fuldendes jeg.
+ 33.  Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi
+      det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem.
+ 34.  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
+      som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
+      ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
+      ikke.
+ 35.  Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I
+      skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige:
+      Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
+
+Lukas 14
+
+  1.  Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus
+      på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham.
+  2.  Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham.
+  3.  Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne:
+      "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?"
+  4.  Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare.
+  5.  Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder,
+      som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd,
+      drager dem op på Sabbatsdagen?"
+  6.  Og de kunde ikke give Svar derpå.
+
+  7.  Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på,
+      hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og
+      sagde til dem:
+  8.  "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke
+      øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være
+      buden af ham,
+  9.  og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv
+      denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst.
+ 10.  Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at,
+      når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig:
+      Ven!  sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som
+      sidde til Bords med dig.
+ 11.  Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som
+      fornedrer sig selv, skal ophøjes."
+ 12.  Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør
+      Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller
+      dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for
+      at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag.
+ 13.  Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme,
+      blinde!
+ 14.  Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med;
+      men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."
+
+ 15.  Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han
+      til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige."
+ 16.  Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor
+      Nadver og indbød mange.
+ 17.  Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de
+      budne: Kommer! thi nu er det beredt.
+ 18.  Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde
+      til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den;
+      jeg beder dig, hav mig undskyldt!
+ 19.  Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at
+      prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!
+ 20.  Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og
+      derfor kan jeg ikke komme.
+ 21.  Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden
+      vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og
+      Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!
+ 22.  Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der
+      er endnu Rum.
+ 23.  Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og
+      nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt.
+ 24.  Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal
+      smage min Nadver."
+
+ 25.  Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til
+      dem:
+ 26.  "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og
+      Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan
+      han ikke være min Discipel.
+ 27.  Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være
+      min Discipel.
+ 28.  Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke
+      først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at
+      fuldføre det,
+ 29.  for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det,
+      alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige:
+ 30.  Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
+ 31.  Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en
+      anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er
+      mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med
+      tyve Tusinde?
+ 32.  Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt
+      borte, Sendebud hen og underhandler om Fred.
+ 33.  Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han
+      ejer, være min Discipel.
+ 34.  Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft,
+      hvorved skal det da få den igen?
+ 35.  Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man
+      kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"
+
+Lukas 15
+
+  1.  Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre
+      ham.
+  2.  Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne
+      tager imod Syndere og spiser med dem."
+  3.  Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
+  4.  "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet
+      eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og
+      går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
+  5.  Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med
+      Glæde.
+  6.  Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer
+      og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit
+      Får, som jeg havde mistet.
+  7.  Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een
+      Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve
+      retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
+
+  8.  Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme,
+      tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun
+      finder den?
+  9.  Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og
+      Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den
+      Drakme, som jeg havde tabt.
+ 10.  Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over
+      een Synder, som omvender sig."
+
+ 11.  Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
+ 12.  Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del
+      af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem
+      dem.
+ 13.  Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og
+      drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et
+      ryggesløst Levned.
+ 14.  Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det
+      samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
+ 15.  Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og
+      denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
+ 16.  Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde;
+      og ingen gav ham noget.
+ 17.  Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min
+      Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af
+      Hunger.
+ 18.  Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg
+      har syndet imod Himmelen og over for dig,
+ 19.  jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af
+      dine Daglejere!
+ 20.  Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt
+      borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og
+      faldt ham om Halsen og kyssede ham.
+ 21.  Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og
+      over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
+ 22.  Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon
+      frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og
+      Sko på Fødderne;
+ 23.  og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være
+      lystige!
+ 24.  Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var
+      fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
+ 25.  Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig
+      Huset, hørte han Musik og Dans.
+ 26.  Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
+ 27.  Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har
+      slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
+ 28.  Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og
+      bad ham.
+ 29.  Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg
+      tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du
+      har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med
+      mine Venner.
+ 30.  Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger,
+      slagtede du Fedekalven til ham.
+ 31.  Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er
+      dit.
+ 32.  Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder
+      var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."
+
+Lukas 16
+
+  1.  Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som
+      havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der
+      ødte hans Ejendom.
+  2.  Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører
+      om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke
+      længer være Husholder.
+  3.  Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi
+      min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave,
+      jeg skammer mig ved at tigge.
+  4.  Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i
+      deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.
+  5.  Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og
+      sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
+  6.  Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit
+      Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve!
+  7.  Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du
+      skyldig?  Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham:
+      Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!
+  8.  Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde
+      handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets
+      Børn imod deres egen Slægt.
+  9.  Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens
+      Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i
+      de evige Boliger.
+ 10.  Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som
+      er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.
+ 11.  Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem
+      vil da betro eder den sande?
+ 12.  Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil
+      da give eder noget selv at eje?
+ 13.  Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene
+      og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den
+      anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."
+
+ 14.  Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de
+      spottede ham.
+ 15.  Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige
+      for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er
+      højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.
+ 16.  Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes
+      Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.
+ 17.  Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en
+      Tøddel af Loven bortfalder.
+ 18.  Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte,
+      bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er
+      skilt fra sin Mand, bedriver Hor.
+
+ 19.  Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart
+      Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.
+ 20.  Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af
+      Sår.
+ 21.  Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord;
+      men også Hundene kom og slikkede hans Sår.
+ 22.  Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af
+      Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev
+      begravet.
+ 23.  Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine,
+      ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.
+ 24.  Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og
+      send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i
+      Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.
+ 25.  Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din
+      Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og
+      du pines.
+ 26.  Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og
+      eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke
+      skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til
+      os.
+ 27.  Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til
+      min Faders Hus
+ 28.  thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke
+      også de skulle komme i dette Pinested.
+ 29.  Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem
+      høre dem!
+ 30.  Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde
+      kommer til dem, ville de omvende sig.
+ 31.  Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade
+      de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."
+
+Lukas 17
+
+  1.  Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser
+      ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!
+  2.  Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og
+      han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse
+      små.
+  3.  Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham;
+      og dersom han angrer, da tilgiv ham!
+  4.  Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange
+      vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du
+      tilgive ham."
+
+  5.  Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!"
+  6.  Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da
+      kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og
+      plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.
+  7.  Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter,
+      siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og
+      sæt dig til Bords?
+  8.  Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal
+      have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg
+      spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?
+  9.  Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet?
+      Jeg mener det ikke.
+ 10.  Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere
+      eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare
+      skyldige at gøre, have vi gjort."
+
+ 11.  Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog
+      midt imellem Samaria og Galilæa.
+ 12.  Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd,
+      som stode langt borte,
+ 13.  og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig
+      over os!"
+ 14.  Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller
+      eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de
+      rensede.
+ 15.  Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og
+      priste Gud med høj Røst.
+ 16.  Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og
+      denne var en Samaritan.
+ 17.  Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere
+      de ni?
+ 18.  Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden
+      denne fremmede?"
+ 19.  Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"
+
+ 20.  Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer,
+      svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man
+      kan vise derpå.
+ 21.  Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se,
+      Guds Rige er inden i eder."
+
+ 22.  Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle
+      attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.
+ 23.  Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke
+      derhen, og løber ikke derefter!
+ 24.  Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen,
+      skinner til den anden Side af Himmelen, således skal
+      Menneskesønnen være på sin Dag.
+ 25.  Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.
+ 26.  Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i
+      Menneskesønnens Dage:
+ 27.  De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den
+      Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.
+ 28.  Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte,
+      solgte, plantede, byggede;
+ 29.  men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl
+      ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:
+ 30.  på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen
+      åbenbares.
+ 31.  På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i
+      Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som
+      er på Marken, ikke vende tilbage igen!
+ 32.  Kommer Loths Hustru i Hu!
+ 33.  Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som
+      mister det, skal beholde Livet.
+ 34.  Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den
+      ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
+ 35.  To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med,
+      og den anden skal lades tilbage.
+ 36.  To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den
+      anden skal lades tilbage."
+ 37.  Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til
+      dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."
+
+Lukas 18
+
+  1.  Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og
+      ikke blive trætte,
+  2.  og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og
+      ikke undså sig for noget Menneske.
+  3.  Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf
+      mig Ret over min Modpart!
+  4.  Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om
+      jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget
+      Menneske,
+  5.  så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe
+      Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
+  6.  Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
+  7.  Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til
+      ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
+  8.  Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon
+      Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"
+
+  9.  Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de
+      vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
+ 10.  "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en
+      Farisæer, og den anden en Tolder.
+ 11.  Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker
+      dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere,
+      uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
+ 12.  Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
+ 13.  Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene
+      til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig
+      Synder nådig!
+ 14.  Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus
+      fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal
+      fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."
+
+ 15.  Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved
+      dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
+ 16.  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme
+      til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne
+      til.
+ 17.  Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
+      ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
+
+ 18.  Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad
+      skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
+ 19.  Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
+      god uden een, nemlig Gud.
+ 20.  Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
+      du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din
+      Fader og din Moder."
+ 21.  Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
+ 22.  Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting
+      fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så
+      skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
+ 23.  Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre
+      rig.
+ 24.  Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor
+      vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
+ 25.  thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for
+      en rig at gå ind i Guds Rige."
+ 26.  Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
+ 27.  Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt
+      for Gud."
+ 28.  Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
+ 29.  Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen,
+      som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru
+      eller Børn for Guds Riges Skyld,
+ 30.  uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den
+      kommende Verden et evigt Liv."
+
+ 31.  Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op
+      til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne,
+      skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
+ 32.  Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og
+      bespyttes,
+ 33.  og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag
+      skal han opstå."
+ 34.  Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og
+      de forstode ikke det, som blev sagt.
+
+ 35.  Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind
+      ved Vejen og tiggede.
+ 36.  Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
+ 37.  Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
+ 38.  Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over
+      mig!"
+ 39.  Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han
+      råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
+ 40.  Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da
+      han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
+ 41.  "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre!
+      at jeg må blive seende."
+ 42.  Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
+ 43.  Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og
+      hele Folket lovpriste Gud, da de så det.
+
+Lukas 19
+
+  1.  Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.
+  2.  Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og
+      han var rig.
+  3.  Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for
+      Skaren, fordi han var lille af Vækst.
+  4.  Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han
+      kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.
+  5.  Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde
+      til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag
+      blive i dit Hus."
+  6.  Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
+  7.  Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for
+      at tage Herberge hos en syndig Mand."
+  8.  Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen
+      af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget
+      nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen."
+  9.  Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse
+      til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn;
+ 10.  thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det
+      fortabte."
+
+ 11.  Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en
+      Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds
+      Rige skulde straks komme til Syne.
+ 12.  Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at
+      få Kongemagt og vende tilbage igen.
+ 13.  Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde
+      til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.
+ 14.  Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og
+      lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.
+ 15.  Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået
+      Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet
+      Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide,
+      hvad hver havde vundet.
+ 16.  Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har
+      erhvervet ti Pund til.
+ 17.  Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været
+      tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.
+ 18.  Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem
+      Pund.
+ 19.  Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer.
+ 20.  Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg
+      har haft liggende i et Tørklæde.
+ 21.  Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du
+      tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede.
+ 22.  Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde
+      Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg
+      ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede;
+ 23.  hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved
+      min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?
+ 24.  Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og
+      giver det til ham, som har de ti Pund.
+ 25.  Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.
+ 26.  Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den,
+      som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
+ 27.  Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde
+      være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"
+
+ 28.  Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til
+      Jerusalem.
+ 29.  Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved
+      det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine
+      Disciple og sagde:
+ 30.  "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme
+      derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu
+      aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det
+      hid!
+ 31.  Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I
+      sige således: Herren har Brug for det."
+ 32.  Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt
+      dem.
+ 33.  Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse
+      I Føllet?"
+ 34.  Og de sagde: "Herren har Brug for det."
+ 35.  Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og
+      lod Jesus sætte sig derpå.
+ 36.  Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen.
+ 37.  Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget,
+      begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj
+      Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de
+      sagde:
+ 38.  "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i
+      Himmelen, og Ære i det højeste!"
+ 39.  Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester!
+      irettesæt dine Disciple!"
+ 40.  Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse
+      tie, skulle Stenene råbe."
+
+ 41.  Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde:
+ 42.  "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener
+      til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
+ 43.  Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste
+      en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne
+      fra;
+ 44.  og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade
+      Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses
+      Tid."
+
+ 45.  Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som
+      solgte,
+ 46.  og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men
+      I have gjort det til en Røverkule."
+ 47.  Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de
+      skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel.
+ 48.  Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved
+      ham og hørte ham.
+
+Lukas 20
+
+  1.  Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i
+      Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen
+      til ham.
+  2.  Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse
+      Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
+  3.  Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
+      en Ting, siger mig det:
+  4.  Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
+  5.  Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra
+      Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
+  6.  Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det
+      er overbevist om, at Johannes var en Profet."
+  7.  Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
+  8.  Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad
+      Magt jeg gør disse Ting."
+
+  9.  Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand
+      plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
+      udenlands for lange Tider.
+ 10.  Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
+      at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene
+      sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
+ 11.  Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham
+      og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
+ 12.  Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og
+      kastede ham ud.
+ 13.  Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende
+      min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
+ 14.  Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde:
+      Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive
+      vor.
+ 15.  Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil
+      nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
+ 16.  Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården
+      til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
+ 17.  Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet:
+      Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
+      Hovedhjørnesten?
+ 18.  Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
+      den falder på, ham skal den knuse."
+ 19.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på
+      ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de
+      forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
+
+ 20.  Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig,
+      som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde
+      overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
+ 21.  Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og
+      lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i
+      Sandhed.
+ 22.  Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
+ 23.  Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor
+      friste I mig?
+ 24.  Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men
+      de svarede og sagde: "Kejserens."
+ 25.  Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er,
+      og Gud, hvad Guds er."
+ 26.  Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de
+      forundrede sig over hans Svar og tav.
+
+ 27.  Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom
+      til ham og spurgte ham og sagde:
+ 28.  "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som
+      er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen
+      og oprejse sin Broder Afkom.
+ 29.  Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde
+      barnløs.
+ 30.  Ligeså den anden.
+ 31.  Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden
+      at efterlade Børn.
+ 32.  Men til sidst døde også Hustruen.
+ 33.  Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have
+      alle syv haft hende til Hustru."
+ 34.  Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og
+      bortgiftes;
+ 35.  men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i
+      Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller
+      bortgiftes.
+ 36.  Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds
+      Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
+ 37.  Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet
+      om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud
+      og Jakobs Gud.
+ 38.  Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de
+      alle."
+ 39.  Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte
+      vel."
+ 40.  Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
+
+ 41.  Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er
+      Davids Søn?
+ 42.  David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre:
+      Sæt dig ved min højre Hånd,
+ 43.  indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
+ 44.  Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
+
+ 45.  Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
+ 46.  "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange
+      Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de
+      fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved
+      Måltiderne,
+ 47.  de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle
+      få des hårdere Dom."
+
+Lukas 21
+
+  1.  Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres
+      Gaver i Tempelblokken.
+  2.  Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri.
+  3.  Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke
+      lagde mere i end de alle.
+  4.  Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun
+      lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."
+
+  5.  Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke
+      Sten og Tempelgaver. sagde han:
+  6.  "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades
+      Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
+  7.  Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og
+      hvad er Tegnet på, når dette skal ske?"
+  8.  Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange
+      skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er
+      kommen nær. Går ikke efter dem!
+  9.  Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette
+      må først ske, men Enden er der ikke straks."
+ 10.  Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige
+      imod Rige.
+ 11.  Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og
+      Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra
+      Himmelen.
+ 12.  Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge
+      eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle
+      føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
+ 13.  Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd.
+ 14.  Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke,
+      hvorledes I skulde forsvare eder.
+ 15.  Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders
+      Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige.
+ 16.  Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og
+      Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel.
+ 17.  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld.
+ 18.  Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt.
+ 19.  Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle.
+ 20.  Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at
+      dens Ødelæggelse er kommen nær.
+ 21.  Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere
+      inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på
+      Landet, skulle ikke gå ind i den.
+ 22.  Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal
+      opfyldes.
+ 23.  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi
+      der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk.
+ 24.  Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle
+      Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil
+      Hedningernes Tider fuldkommes.
+ 25.  Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden
+      skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes
+      Brusen,
+ 26.  medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting,
+      som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes.
+ 27.  Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen
+      Herlighed.
+ 28.  Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders
+      Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til."
+ 29.  Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne;
+ 30.  når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at
+      Sommeren nu er nær.
+ 31.  Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds
+      Rige er nær.
+ 32.  Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå,
+      førend det er sket alt sammen.
+ 33.  Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde
+      forgå.
+ 34.  Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af
+      Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer
+      pludseligt over eder som en Snare.
+ 35.  Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade.
+ 36.  Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til
+      at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for
+      Menneskesønnen."
+ 37.  Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han
+      ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
+ 38.  Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.
+
+Lukas 22
+
+  1.  Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
+  2.  Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde
+      slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
+  3.  Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de
+      tolv.
+  4.  Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene
+      om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
+  5.  Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
+  6.  Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham
+      til dem uden Opløb.
+
+  7.  Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte
+      Påskelammet.
+  8.  Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder
+      os Påskelammet, at vi kunne spise det."
+  9.  Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"
+ 10.  Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal
+      der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til
+      Huset, hvor han går ind,
+ 11.  og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er
+      det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
+ 12.  Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede
+      det."
+ 13.  Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og
+      de beredte Påskelammet.
+ 14.  Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
+ 15.  Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise
+      dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
+ 16.  Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det,
+      førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."
+ 17.  Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det
+      imellem eder!
+ 18.  Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af
+      Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."
+ 19.  Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde:
+      "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til
+      min Ihukommelse!"
+ 20.  Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne
+      Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
+ 21.  Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
+ 22.  Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det
+      Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"
+ 23.  Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det
+      dog kunde være, som skulde gøre dette.
+
+ 24.  Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der
+      måtte synes at være den største.
+ 25.  Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de,
+      som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
+ 26.  I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som
+      den yngste, og Føreren som den, der tjener.
+ 27.  Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som
+      tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt
+      eder som den, der tjener.
+ 28.  Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
+ 29.  Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg
+      eder
+ 30.  at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på
+      Troner og dømme Israels tolv Stammer."
+ 31.  Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at
+      sigte eder som Hvede.
+ 32.  Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du
+      engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"
+ 33.  Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig
+      både i Fængsel og i Døden."
+ 34.  Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i
+      Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."
+
+ 35.  Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske
+      og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."
+ 36.  Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den
+      med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd,
+      sælge sin Kappe og købe et!
+ 37.  Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig,
+      dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med
+      mig har det en Ende."
+ 38.  Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til
+      dem: "Det er nok."
+
+ 39.  Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også
+      Disciplene fulgte ham.
+ 40.  Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at
+      falde i Fristelse."
+ 41.  Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt
+      på Knæ, bad og sagde:
+ 42.  "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min
+      Villie, men din!"
+ 43.  Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
+ 44.  Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev
+      som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
+ 45.  Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han
+      dem sovende af Bedrøvelse.
+ 46.  Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at
+      I ikke skulle falde i Fristelse."
+
+ 47.  Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed
+      Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for
+      at kysse ham.
+ 48.  Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med
+      et Kys?"
+ 49.  Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde
+      de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"
+ 50.  Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans
+      højre Øre.
+ 51.  Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og
+      han rørte ved hans Øre og lægte ham.
+ 52.  Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for
+      Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede
+      ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
+ 53.  Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke
+      Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."
+
+ 54.  Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i
+      Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
+ 55.  Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter
+      sad midt iblandt dem.
+ 56.  Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og
+      sagde: "Også denne var med ham."
+ 57.  Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"
+ 58.  Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af
+      dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."
+ 59.  Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I
+      Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."
+ 60.  Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og
+      straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
+ 61.  Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i
+      Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag,
+      skal du fornægte mig tre Gange."
+ 62.  Og han gik udenfor og græd bitterligt.
+
+ 63.  Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
+ 64.  og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde:
+      "Profeter! hvem var det, som slog dig?"
+ 65.  Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
+ 66.  Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og
+      Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for
+      deres Råd
+ 67.  og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem:
+      "Siger jeg eder det, tro I det ikke.
+ 68.  Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
+ 69.  Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre
+      Hånd."
+ 70.  Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I
+      sige det; jeg er det."
+ 71.  Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo
+      selv hørt det af hans Mund!"
+
+Lukas 23
+
+  1.  Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
+  2.  Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at
+      denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og
+      siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."
+  3.  Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han
+      svarede og sagde til ham: "Du siger det."
+  4.  Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg
+      finder ingen Skyld hos dette Menneske."
+  5.  Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han
+      lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige
+      hertil."
+  6.  Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en
+      Galilæer.
+  7.  Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte
+      han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.
+  8.  Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i
+      lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han
+      håbede at se et Tegn blive gjort af ham.
+  9.  Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.
+ 10.  Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham
+      heftigt.
+ 11.  Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham,
+      kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til
+      Pilatus igen.
+ 12.  På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de
+      vare før i Fjendskab med hinanden.
+ 13.  Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og
+      Folket
+ 14.  og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en,
+      der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i
+      eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det,
+      som I anklage ham for,
+ 15.  og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og
+      se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
+ 16.  Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
+ 17.  (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)
+ 18.  Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os
+      Barabbas!"
+ 19.  Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden,
+      og for Mord.
+ 20.  Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade
+      Jesus.
+ 21.  Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!
+ 22.  Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort
+      Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham
+      og lade ham løs."
+ 23.  Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde
+      korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.
+ 24.  Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
+ 25.  og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for
+      Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
+
+ 26.  Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene,
+      som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde
+      bære det bag efter Jesus.
+ 27.  Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som
+      jamrede og græd over ham.
+ 28.  Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre!
+      græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders
+      Børn!
+ 29.  Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de
+      ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke
+      gave Die.
+ 30.  Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og
+      til Højene: Skjuler os!
+ 31.  Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det
+      tørre?"
+ 32.  Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes
+      med ham.
+ 33.  Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal",
+      korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre,
+      og den anden ved hans venstre Side.
+ 34.  Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de
+      gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
+ 35.  Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og
+      sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom
+      han er Guds Kristus, den udvalgte."
+ 36.  Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte
+      ham Eddike og sagde:
+ 37.  "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"
+ 38.  Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og
+      Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."
+ 39.  Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du
+      ikke Kristus? Frels dig selv og os!"
+ 40.  Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter
+      heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
+ 41.  Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger
+      have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."
+ 42.  Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"
+ 43.  Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du
+      være med mig i Paradiset."
+ 44.  Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele
+      Landet indtil den niende Time,
+ 45.  idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt
+      over.
+ 46.  Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder
+      befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.
+ 47.  Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og
+      sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."
+ 48.  Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge
+      sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.
+ 49.  Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som
+      fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.
+
+ 50.  Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og
+      retfærdig Mand,
+ 51.  han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra
+      Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
+ 52.  han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
+ 53.  Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han
+      lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu
+      ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og
+      Sabbaten stundede til.
+ 55.  Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter
+      og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
+ 56.  Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og
+      Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.
+
+Lukas 24
+
+  1.  Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og
+      bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
+  2.  Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
+  3.  Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
+  4.  Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to
+      Mænd for dem i strålende Klædebon.
+  5.  Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden,
+      sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de
+      døde?
+  6.  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes
+      han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
+  7.  at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og
+      korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
+  8.  Og de kom hans Ord i Hu.
+  9.  Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting
+      for de elleve og for alle de andre.
+ 10.  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder,
+      og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
+ 11.  Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
+ 12.  Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind
+      ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren
+      over det, som var sket.
+
+ 13.  Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som
+      lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
+ 14.  Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
+ 15.  Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes,
+      da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
+ 16.  Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
+ 17.  Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med
+      hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
+ 18.  Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du
+      alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i
+      disse dage?"
+ 19.  Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med
+      Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord
+      for Gud og alt Folket;
+ 20.  og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet
+      ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
+ 21.  Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men
+      med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
+ 22.  Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom
+      årle til Graven,
+ 23.  og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde
+      også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
+ 24.  Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således,
+      som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
+ 25.  Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at
+      tro på alt det, som Profeterne have talt!
+ 26.  Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
+ 27.  Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem
+      i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
+ 28.  Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som
+      han vilde gå videre.
+ 29.  Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod
+      Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
+ 30.  Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han
+      Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
+ 31.  Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev
+      usynlig for dem.
+ 32.  Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens
+      han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
+ 33.  Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem
+      og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke
+      sagde:
+ 34.  "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
+ 35.  Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han
+      blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
+
+ 36.  Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og
+      han siger til dem: "Fred være med eder!"
+ 37.  Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en
+      Ånd.
+ 38.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor
+      opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
+ 39.  Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig
+      og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
+ 40.  Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine
+      Fødder.
+ 41.  Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig,
+      sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
+ 42.  Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
+ 43.  Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
+ 44.  Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til
+      eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen
+      opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og
+      Salmerne."
+ 45.  Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
+ 46.  Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde
+      lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
+ 47.  og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes
+      Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
+ 48.  I ere Vidner om disse Ting.
+ 49.  Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle
+      blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."
+
+ 50.  Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede
+      sine Hænder og velsignede dem.
+ 51.  Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og
+      opløftedes til Himmelen.
+ 52.  Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med
+      stor Glæde.
+ 53.  Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
+
+
+Johannes
+
+Johannes 1
+
+  1.  I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
+  2.  Dette var i Begyndelsen hos Gud.
+  3.  Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een
+      Ting til af det, som er.
+  4.  I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
+  5.  Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke.
+  6.  Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes.
+  7.  Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset,
+      for at alle skulde tro ved ham.
+  8.  Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset.
+  9.  Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til
+      Verden.
+ 10.  Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden
+      kendte ham ikke.
+ 11.  Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham.
+ 12.  Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde
+      Guds Børn, dem, som tro på hans Navn;
+ 13.  hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej
+      heller af Mands Villie, men af Gud.
+ 14.  Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans
+      Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin
+      Fader, fuld af Nåde og Sandhed.
+ 15.  Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem
+      jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi
+      han var før mig."
+ 16.  Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde.
+ 17.  Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved
+      Jesus Kristus.
+ 18.  Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i
+      Faderens Skød, han har kundgjort ham.
+
+ 19.  Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og
+      Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er
+      du?"
+ 20.  Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke
+      Kristus."
+ 21.  Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er
+      jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej."
+ 22.  Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar,
+      som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?"
+ 23.  Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner
+      Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt."
+ 24.  Og de vare udsendte fra Farisæerne,
+ 25.  og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom
+      du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?"
+ 26.  Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt
+      eder står den, I ikke kende,
+ 27.  han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at
+      løse."
+ 28.  Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte.
+ 29.  Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det
+      Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
+ 30.  Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er
+      kommen foran mig; thi han var før mig.
+ 31.  Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for
+      Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand."
+ 32.  Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en
+      Due fra Himmelen, og den blev over ham.
+ 33.  Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med
+      Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og
+      blive over, han er den, som døber med den Helligånd.
+ 34.  Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."
+
+ 35.  Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple.
+ 36.  Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds
+      Lam!"
+ 37.  Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.
+ 38.  Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han
+      til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi!
+      (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?"
+ 39.  Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han
+      opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende
+      Time.
+ 40.  Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt
+      ham, var Andreas, Simon Peters Broder.
+ 41.  Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi
+      have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus).
+ 42.  Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er
+      Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt:
+      Petrus).
+ 43.  Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder
+      Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!"
+ 44.  Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By.
+ 45.  Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham,
+      hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus,
+      Josefs Søn, fra Nazareth."
+ 46.  Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?"
+      Filip siger til ham: "Kom og se!"
+ 47.  Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det
+      er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig."
+ 48.  Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede
+      og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens
+      du var under Figentræet."
+ 49.  Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels
+      Konge."
+ 50.  Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig,
+      at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end
+      disse."
+ 51.  Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I
+      skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og
+      stige ned over Menneskesønnen."
+
+Johannes 2
+
+  1.  Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og
+      Jesu Moder var der.
+  2.  Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet.
+  3.  Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke
+      Vin."
+  4.  Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er
+      endnu ikke kommen."
+  5.  Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det
+      skulle I gøre."
+  6.  Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks
+      Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande.
+  7.  Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de
+      fyldte dem indtil det øverste.
+  8.  Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og
+      de bare det til ham.
+  9.  Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke
+      vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet,
+      vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham:
+ 10.  "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere
+      blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil
+      nu."
+ 11.  Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og
+      han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.
+
+ 12.  Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans
+      Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.
+
+ 13.  Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.
+ 14.  Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og
+      Får og Duer, og Vekselerne.
+ 15.  Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af
+      Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte
+      Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene.
+ 16.  Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra;
+      gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!"
+ 17.  Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit
+      Hus vil fortære mig."
+ 18.  Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et
+      Tegn, efterdi du gør dette?"
+ 19.  Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i
+      tre Dage vil jeg oprejse det."
+ 20.  Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette
+      Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?"
+ 21.  Men han talte om sit Legemes Tempel.
+ 22.  Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at
+      han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som
+      Jesus havde sagt.
+ 23.  Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på
+      hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde.
+ 24.  Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
+ 25.  og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om
+      Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
+
+Johannes 3
+
+  1.  Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en
+      Rådsherre iblandt Jøderne.
+  2.  Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide.
+      at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn,
+      som du gør, uden Gud er med ham."
+  3.  Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg
+      dig.  uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige."
+  4.  Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når
+      han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv
+      og fødes?"
+  5.  Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen
+      bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige.
+  6.  Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden,
+      er Ånd.
+  7.  Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
+  8.  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du
+      ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er
+      det med hver den, som er født af Ånden."
+  9.  Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?"
+ 10.  Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår
+      ikke dette?
+ 11.  Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne
+      det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd.
+ 12.  Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes
+      skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske?
+ 13.  Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra
+      Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen.
+ 14.  Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør
+      Menneskesønnen ophøjes,
+ 15.  for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham.
+ 16.  Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne,
+      for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have
+      et evigt Liv.
+ 17.  Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme
+      Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.
+ 18.  Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er
+      allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns
+      Navn.
+ 19.  Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene
+      elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde.
+ 20.  Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til
+      Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses.
+ 21.  Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans
+      Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."
+
+ 22.  Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han
+      opholdt sig der med dem og døbte.
+ 23.  Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var
+      meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe.
+ 24.  Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel.
+ 25.  Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om
+      Renselse.
+ 26.  Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var
+      hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han
+      døber, og alle komme til ham."
+ 27.  Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage,
+      uden det er ham givet fra Himmelen.
+ 28.  I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus,
+      men jeg er udsendt foran ham.
+ 29.  Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står
+      og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er
+      da denne min Glæde bleven fuldkommen.
+ 30.  Han bør vokse, men jeg forringes.
+ 31.  Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er
+      af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er
+      over alle.
+ 32.  Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager
+      hans Vidnesbyrd.
+ 33.  Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er
+      sanddru.
+ 34.  Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig
+      ikke Ånden efter Mål.
+ 35.  Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd.
+ 36.  Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil
+      tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham."
+
+Johannes 4
+
+  1.  Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt
+      flere Disciple og døbte flere end Johannes
+  2.  (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple):
+  3.  da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa.
+  4.  Men han måtte rejse igennem Samaria.
+  5.  Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det
+      Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef.
+  6.  Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned
+      ved Brønden; det var ved den sjette Time.
+  7.  En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger
+      til hende: "Giv mig noget at drikke!"
+  8.  Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad.
+  9.  Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du,
+      som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget
+      at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere.
+ 10.  Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave,
+      og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da
+      bad du ham, og han gav dig levende Vand."
+ 11.  Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med,
+      og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand?
+ 12.  Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden,
+      og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?"
+ 13.  Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af
+      dette Vand, skal tørste igen.
+ 14.  Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til
+      evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal
+      blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv."
+ 15.  Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg
+      ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op."
+ 16.  Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!"
+ 17.  Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til
+      hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand.
+ 18.  Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din
+      Mand.  Det har du sagt sandt."
+ 19.  Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet.
+ 20.  Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i
+      Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede."
+ 21.  Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da
+      det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I
+      tilbede Faderen.
+ 22.  I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi
+      Frelsen kommer fra Jøderne.
+ 23.  Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle
+      tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere,
+      Faderen vil have.
+ 24.  Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og
+      Sandhed."
+ 25.  Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket
+      betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle
+      Ting."
+ 26.  Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig."
+ 27.  Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han
+      talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller:
+      "Hvorfor taler du med hende?"
+ 28.  Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger
+      til Menneskene der:
+ 29.  "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort;
+      mon han skulde være Kristus?"
+ 30.  De gik ud af Byen og kom gående til ham.
+ 31.  Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!"
+ 32.  Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende."
+ 33.  Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham
+      noget at spise?"
+ 34.  Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som
+      udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning.
+ 35.  Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se,
+      jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere
+      allerede hvide til Høsten.
+ 36.  Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at
+      de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som
+      høster.
+ 37.  Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster.
+ 38.  Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på;
+      andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde."
+ 39.  Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af
+      Kvindens Ord, da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har
+      gjort."
+ 40.  Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos
+      dem; og han blev der to Dage.
+ 41.  Og mange flere troede for hans Ords Skyld.
+ 42.  Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke længer for din Tales
+      Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig
+      Verdens Frelser."
+
+ 43.  Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa.
+ 44.  Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget
+      Fædreland.
+ 45.  Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de
+      havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi
+      også de vare komne til Højtiden.
+ 46.  Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet
+      til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i
+      Kapernaum.
+ 47.  Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik
+      han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans
+      Søn; thi han var Døden nær.
+ 48.  Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og
+      Undergerninger, ville I ikke tro."
+ 49.  Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør."
+ 50.  Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever." Og Manden troede
+      det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
+ 51.  Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham
+      og meldte, at hans Barn levede.
+ 52.  Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre
+      med ham; og de sagde til ham: "I Går ved den syvende time forlod
+      Feberen ham."
+ 53.  Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde
+      til ham: "Din Søn lever;" og han troede selv og hele hans Hus.
+ 54.  Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen
+      fra Judæa til Galilæa.
+
+Johannes 5
+
+  1.  Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
+  2.  Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk
+      kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
+  3.  I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede
+      på, at Vandet skulde røres.
+  4.  Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet.
+      Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned,
+      blev rask, hvilken Sygdom han end led af.)
+  5.  Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År.
+  6.  Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde
+      ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?"
+  7.  Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig
+      ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer,
+      stiger en anden ned før mig."
+  8.  Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!"
+  9.  Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det
+      var Sabbat på den Dag;
+ 10.  derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er
+      Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen."
+ 11.  Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig:
+      Tag din Seng og gå!"
+ 12.  Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag
+      din Seng og gå?"
+ 13.  Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi
+      Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet.
+ 14.  Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham:
+      "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre
+      skal times dig,!"
+ 15.  Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som
+      havde gjort ham rask.
+ 16.  Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette
+      på en Sabbat.
+ 17.  Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg
+      arbejder."
+ 18.  Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel,
+      fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen
+      Fader og gjorde sig selv Gud lig.
+
+ 19.  Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger
+      jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han
+      ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså.
+ 20.  Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og
+      han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle
+      undre eder.
+ 21.  Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør
+      også Sønnen levende, hvem han vil.
+ 22.  Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele
+      Dommen,
+ 23.  for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som
+      ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
+ 24.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og
+      tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til
+      Dom, men er gået over fra Døden til Livet.
+ 25.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er
+      nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den,
+      skulle leve.
+ 26.  Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også
+      givet Sønnen at have Liv i sig selv.
+ 27.  Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er
+      Menneskesøn.
+ 28.  Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle
+      de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
+ 29.  og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets
+      Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens
+      Opstandelse.
+ 30.  Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører,
+      dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min
+      Villie, men hans Villie, som sendte mig.
+
+ 31.  Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt".
+ 32.  Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det
+      Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
+ 33.  I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden.
+ 34.  Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette
+      siger jeg, for at I skulle frelses.
+ 35.  Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid
+      villet fryde eder ved hans Lys.
+ 36.  Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi
+      de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de
+      Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt
+      mig.
+ 37.  Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig
+      hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse,
+ 38.  og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han
+      udsendte, ham tro I ikke.
+ 39.  I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og
+      det er dem, som vidne om mig.
+ 40.  Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
+ 41.  Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
+ 42.  men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
+ 43.  Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom
+      en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
+ 44.  Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære,
+      som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
+ 45.  Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som
+      anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb.
+ 46.  Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om
+      mig,
+ 47.  Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine
+      Ord?"
+
+Johannes 6
+
+  1.  Derefter drog Jesus over til hin Side af Galilæas Sø,Tiberias
+      Søen.
+  2.  Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde
+      på de syge.
+  3.  Men Jesus gik op på Bjerget og satte sig der med sine Disciple.
+  4.  Men Påsken, Jødernes Højtid, var nær.
+  5.  Da Jesus nu opløftede sine Øjne og så, at en stor Skare kom til
+      ham, sagde han til Filip: "Hvor skulle vi købe Brød, for at
+      disse kunne få noget at spise?"
+  6.  Men dette sagde han for at prøve ham; thi han vidste selv, hvad
+      han vilde gøre.
+  7.  Filip svarede ham: "Brød for to Hundrede Denarer er ikke nok for
+      dem, til at hver kan få noget lidet."
+  8.  En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til
+      ham:
+  9.  "Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men
+      hvad er dette til så mange?"
+ 10.  Jesus sagde: "Lader Folkene sætte sig ned;" og der var meget
+      Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i
+      Tallet.
+ 11.  Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som
+      havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de
+      vilde.
+ 12.  Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple:
+      "Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå
+      til Spilde."
+ 13.  Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve
+      tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad.
+ 14.  Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: "Denne
+      er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden."
+ 15.  Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for
+      at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske
+      alene.
+
+ 16.  Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen.
+ 17.  Og de gik om Bord i et Skib og vilde sætte over til hin Side af
+      Søen til Kapernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus
+      var endnu ikke kommen til dem.
+ 18.  Og Søen rejste sig, da der blæste en stærk Vind.
+ 19.  Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier,
+      se de Jesus vandre på Søen og komme nær til Skibet, og de
+      forfærdedes.
+ 20.  Men han siger til dem: "Det er mig; frygter ikke!"
+ 21.  Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til
+      Landet, som de sejlede til.
+
+ 22.  Den næste dag så Skaren, som stod på hin Side af Søen, at der
+      ikke havde været mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var
+      gået om Bord med sine Disciple, men at hans Disciple vare dragne
+      bort alene,
+ 23.  (men der var kommet Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de
+      spiste Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse):
+ 24.  da Skaren nu så, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple,
+      gik de om Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at søge efter
+      Jesus.
+ 25.  Og da de fandt ham på hin Side af Søen, sagde de til ham:
+      "Rabbi!  når er du kommen hid?"
+ 26.  Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      I søge mig, ikke fordi I så Tegn, men fordi I spiste af Brødene
+      og bleve mætte.
+ 27.  Arbejder ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad,
+      som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskesønnen vil give
+      eder; thi ham har Faderen, Gud selv, beseglet."
+ 28.  Da sagde de til ham: "Hvad skulle vi gøre, for at vi kunne
+      arbejde på Guds Gerninger?"
+ 29.  Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds Gerning, at I tro
+      på den, som han udsendte."
+ 30.  Da sagde de til ham: "Hvad gør du da for et Tegn, for at vi
+      kunne se det og tro dig? Hvad Arbejde gør du?
+ 31.  Vore Fædre åde Manna i Ørkenen, som der er skrevet: Han gav dem
+      Brød fra Himmelen at æde."
+ 32.  Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      ikke Moses har givet eder Brødet fra Himmelen, men min Fader
+      giver eder det sande Brød fra Himmelen.
+ 33.  Thi Guds Brød er det, som kommer ned fra Himmelen og giver
+      Verden Liv."
+ 34.  Da sagde de til ham: "Herre! giv os altid dette Brød!"
+ 35.  Jesus sagde til dem: "Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til
+      mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig
+      tørste.
+ 36.  Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro.
+ 37.  Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som
+      kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.
+ 38.  Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie,
+      men hans Villie, som sendte mig.
+ 39.  Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet
+      miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse
+      det på den yderste Dag.
+ 40.  Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og
+      tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på
+      den yderste Dag."
+ 41.  Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: "Jeg er det Brød,
+      som kom ned fra Himmelen,"
+ 42.  og de sagde: "Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og
+      Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra
+      Himmelen?"
+ 43.  Jesus svarede og sagde til dem: "Knurrer ikke indbyrdes!
+ 44.  Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager
+      ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
+ 45.  Der er skrevet hos Profeterne: "Og de skulle alle være oplærte
+      af Gud." Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til
+      mig.
+ 46.  Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har
+      set Faderen.
+ 47.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, har et
+      evigt Liv.
+ 48.  Jeg er Livets Brød.
+ 49.  Eders Fædre åde Manna i Ørkenen og døde.
+ 50.  Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde
+      af det og ikke dø.
+ 51.  Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder
+      af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg
+      vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv."
+ 52.  Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: "Hvorledes kan han give
+      os sit Kød at æde?"
+ 53.  Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
+      dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have
+      I ikke Liv i eder.
+ 54.  Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og
+      jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
+ 55.  Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke.
+ 56.  Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og
+      jeg i ham.
+ 57.  Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af
+      Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af
+      mig.
+ 58.  dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som
+      eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve
+      evindelig."
+ 59.  Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum.
+
+ 60.  Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: "Dette er
+      en hård Tale; hvem kan høre den?"
+ 61.  Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede
+      derover, sagde han til dem: "Forarger dette eder?
+ 62.  Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var
+      før?
+ 63.  Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som
+      jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv.
+ 64.  Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra
+      Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der
+      skulde forråde ham.
+ 65.  Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til
+      mig, uden det er givet ham af Faderen."
+ 66.  Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede
+      ikke mere med ham.
+ 67.  Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?"
+ 68.  Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du
+      har det evige Livs Ord;
+ 69.  og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige."
+ 70.  Jesus svarede dem: "Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af
+      eder er en Djævel?"
+ 71.  Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham,
+      som siden skulde forråde ham, skønt han var en af de tolv.
+
+Johannes 7
+
+  1.  Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke
+      vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel.
+  2.  Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær.
+  3.  Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa,
+      for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør.
+  4.  Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være
+      åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!"
+  5.  Thi heller ikke hans Brødre troede på ham.
+  6.  Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders
+      Tid er stedse for Hånden.
+  7.  Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner
+      om den, at dens Gerninger ere onde.
+  8.  Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne
+      Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet."
+  9.  Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa.
+ 10.  Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også
+      selv op, ikke åbenlyst, men lønligt.
+
+ 11.  Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: "Hvor er han?"
+ 12.  Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde:
+      "Han er en god Mand;" men andre sagde: "Nej, han forfører
+      Mængden."
+ 13.  Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne.
+
+ 14.  Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i
+      Helligdommen og lærte.
+ 15.  Jøderne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have
+      Lærdom, da han ikke er oplært?"
+ 16.  Da svarede Jesus dem og sagde: "Min Lære er ikke min, men hans,
+      som sendte mig.
+ 17.  Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er
+      fra Gud, eller jeg taler af mig selv.
+ 18.  Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som
+      søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke
+      Uret i ham.
+ 19.  Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven.
+      Hvorfor søge I at slå mig ihjel?"
+ 20.  Mængden svarede: "Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?"
+ 21.  Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I
+      undre eder alle derover.
+ 22.  Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men
+      fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat.
+ 23.  Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov
+      ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et
+      helt Menneske rask på en Sabbat?
+ 24.  Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!"
+
+ 25.  Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de
+      søge at slå ihjel?
+ 26.  Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon
+      Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus?
+ 27.  Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender
+      ingen, hvorfra han er."
+ 28.  Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde:
+      "Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg
+      ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke
+      kende.
+ 29.  Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig."
+ 30.  De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans
+      Time var endnu ikke kommen.
+ 31.  Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus
+      kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?"
+
+ 32.  Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og
+      Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe
+      ham.
+ 33.  Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg
+      bort til den, som sendte mig.
+ 34.  I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er,
+      kunne I ikke komme."
+ 35.  Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi
+      ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte
+      iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
+ 36.  Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og
+      ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?"
+ 37.  Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og
+      sagde: "Om nogen tørster,han komme til mig og drikke!
+ 38.  Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har
+      sagt, flyde levende Vandstrømme:"
+ 39.  Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham,
+      skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus
+      endnu ikke var herliggjort.
+
+ 40.  Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er
+      sandelig Profeten."
+ 41.  Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da
+      Kristus kommer fra Galilæa?
+ 42.  Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra
+      Bethlehem, den Landsby, hvor David var?"
+ 43.  Således blev der Splid iblandt Mængden om ham.
+ 44.  Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.
+
+ 45.  Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse
+      sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?"
+ 46.  Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som
+      dette Menneske."
+ 47.  Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte?
+ 48.  Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af
+      Farisæerne?
+ 49.  Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet."
+ 50.  Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af
+      dem, sagde til dem:
+ 51.  "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham
+      og får at vide, hvad han gør?"
+ 52.  De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og
+      se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa."
+
+Johannes 8
+
+  1.  Og de gik hver til sit Hus. Men Jesus gik til Oliebjerget.
+  2.  og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket
+      kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
+  3.  Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben
+      i Hor, og stille hende frem i Midten.
+  4.  Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på
+      fersk Gerning.
+  5.  Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger
+      nu du?"
+  6.  Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget
+      at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med
+      Fingeren på Jorden.
+  7.  Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde
+      til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen
+      på hende!"
+  8.  Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.
+  9.  Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra
+      de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med
+      Kvinden, som stod der i Midten.
+ 10.  Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han
+      til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som
+      fordømte dig?,"
+ 11.  Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg
+      fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"
+
+ 12.  Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den,
+      som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys."
+ 13.  Da sagde Farisæerne til ham: "Du vidner om dig selv; dit
+      Vidnesbyrd er ikke sandt."
+ 14.  Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig
+      selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og
+      hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor
+      jeg går hen.
+ 15.  I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen.
+ 16.  Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig
+      alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig.
+ 17.  Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd
+      er sandt.
+ 18.  Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig,
+      vidner om mig."
+ 19.  Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I
+      kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I
+      også min Fader."
+ 20.  Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i
+      Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var
+      kommen.
+ 21.  Da sagde han atter til dem: "Jeg går bort, og I skulle lede
+      efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne
+      I ikke komme."
+ 22.  Da sagde Jøderne: "Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han
+      siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?"
+ 23.  Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af
+      denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.
+ 24.  Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi
+      dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder."
+ 25.  De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just
+      det, som jeg siger eder.
+ 26.  Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig,
+      er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til
+      Verden."
+ 27.  De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen.
+ 28.  Da sagde Jesus til dem: "Når I få ophøjet Menneskesønnen, da
+      skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv;
+      men som min Fader har lært mig, således taler jeg.
+ 29.  Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig
+      alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag."
+
+ 30.  Da han talte dette, troede mange på ham.
+ 31.  Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham:
+      "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,
+ 32.  og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder."
+ 33.  De svarede ham: "Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens
+      Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?"
+ 34.  Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver
+      den, som gør Synden, er Syndens Træl.
+ 35.  Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der
+      til evig Tid.
+ 36.  Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie.
+ 37.  Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel,
+      fordi min Tale ikke finder Rum hos eder.
+ 38.  Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I
+      det, som I have hørt af eders Fader."
+ 39.  De svarede og sagde til ham: "Vor Fader er Abraham." Jesus sagde
+      til dem: "Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams
+      Gerninger.
+ 40.  Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder
+      Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke.
+ 41.  I gøre eders Faders Gerninger." De sagde til ham: "Vi ere ikke
+      avlede i Hor; vi have een Fader, Gud."
+ 42.  Jesus sagde til dem: "Dersom Gud var eders Fader, da elskede I
+      mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke
+      kommen af mig selv, men han har udsendt mig.
+ 43.  Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord.
+ 44.  I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I
+      gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke
+      i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn,
+      taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.
+ 45.  Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden.
+ 46.  Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg
+      Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke?
+ 47.  Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I
+      ere ikke af Gud."
+ 48.  Jøderne svarede og sagde til ham: "Sige vi ikke med Rette, at du
+      er en Samaritan og er besat?"
+ 49.  Jesus svarede: "Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I
+      vanære mig.
+ 50.  Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer.
+ 51.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord,
+      skal han i al Evighed ikke se Døden."
+ 52.  Jøderne sagde til ham: "Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde
+      og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han
+      skal i al Evighed ikke smage Døden.
+ 53.  Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også
+      Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?"
+ 54.  Jesus svarede: "Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det
+      er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders
+      Gud.
+ 55.  Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg
+      siger: "Jeg kender ham ikke," da bliver jeg en Løgner ligesom I;
+      men jeg kender ham og holder hans Ord.
+ 56.  Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så
+      den og glædede sig."
+ 57.  Da sagde Jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve År
+      gammel, og du har set Abraham?"
+ 58.  Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend
+      Abraham blev til, har jeg været."
+ 59.  Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og
+      gik ud af Helligdommen.
+
+Johannes 9
+
+  1.  Og da han gik forbi så han et Menneske, som var blindt fra
+      Fødselen.
+  2.  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet,
+      denne eller hans Forældre, så han skulde fødes blind?"
+  3.  Jesus svarede: "Hverken han eller hans Forældre have syndet; men
+      det er sket, for at Guds Gerninger skulle åbenbares på ham.
+  4.  Jeg må gøre hans Gerninger, som sendte mig, så længe det er Dag;
+      der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.
+  5.  Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys."
+  6.  Da han havde sagt dette, spyttede han på Jorden og gjorde Dynd
+      af Spyttet og smurte Dyndet på hans Øjne.
+  7.  Og han sagde til ham: "Gå hen, to dig i Dammen Siloam" (hvilket
+      er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom
+      seende tilbage.
+  8.  Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som
+      Tigger: "Er det ikke ham, som sad og tiggede?"
+  9.  Nogle sagde: "Det er ham;" men andre sagde: "Nej, han ligner
+      ham."  Han selv sagde: "Det er mig."
+ 10.  Da sagde de til ham: "Hvorledes bleve dine Øjne åbnede?"
+ 11.  Han svarede: "En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte
+      det på mine Øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloam og to dig!
+      Da jeg så gik hen og toede mig, blev jeg seende."
+ 12.  Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg
+      ikke."
+ 13.  De føre ham, som før var blind, til Farisæerne.
+ 14.  Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede
+      hans Øjne.
+ 15.  Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven
+      seende. Men han sagde til dem: "Han lagde Dynd på mine Øjne, og
+      jeg toede mig, og nu ser jeg."
+ 16.  Nogle af Farisæerne sagde da: "Dette Menneske er ikke fra Gud,
+      efterdi han ikke holder Sabbaten." Andre sagde: "Hvorledes kan
+      et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?" Og der var Splid imellem
+      dem.
+ 17.  de sige da atter til den blinde: "Hvad siger du om ham, efterdi
+      han åbnede dine Øjne?" Men han sagde: "Han er en Profet."
+ 18.  Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var
+      bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som
+      havde fået sit Syn.
+ 19.  Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders Søn, om hvem I sige,
+      at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?"
+ 20.  Hans Forældre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor
+      Søn, og at han, var født blind.
+ 21.  Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der
+      har åbnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er
+      gammel nok; han må selv tale for sig."
+ 22.  Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi
+      Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte
+      ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen.
+ 23.  Derfor sagde hans Forældre: "Han er gammel nok, spørger ham
+      selv!"
+ 24.  Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og
+      sagde til ham: "Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en
+      Synder."
+ 25.  Da svarede han: "Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved
+      jeg, at jeg, som var blind, nu ser."
+ 26.  De sagde da til ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes
+      åbnede han dine Øjne?"
+ 27.  Han svarede dem: "Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte
+      ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville også I blive
+      hans Disciple?"
+ 28.  Da udskældte de ham og sagde: "Du er hans Discipel; men vi ere
+      Mose Disciple.
+ 29.  Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke.
+      hvorfra han er."
+ 30.  Manden svarede og sagde til dem: "Det er dog underligt, at I
+      ikke vide, hvorfra han er, og han har åbnet mine Øjne.
+ 31.  Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er
+      gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han.
+ 32.  Aldrig er det hørt, at nogen har åbnet Øjnene på en blindfødt.
+ 33.  Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre."
+ 34.  De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden født i Synder,
+      og du vil lære os?" Og de stødte ham ud.
+ 35.  Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde
+      han til ham: "Tror du på Guds Søn?"
+ 36.  Han svarede og sagde: "Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro på
+      ham."
+ 37.  Jesus sagde til ham: "Både har du set ham, og den, som taler med
+      dig, ham er det."
+ 38.  Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham.
+ 39.  Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at
+      de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle
+      blive blinde."
+ 40.  Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde
+      til ham: "Mon også vi ere blinde?"
+ 41.  Jesus sagde til dem: "Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men
+      nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver."
+
+Johannes 10
+
+  1.  " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i
+      Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en
+      Tyv og en Røver.
+  2.  Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde.
+  3.  For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han
+      kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud.
+  4.  Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og
+      Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst.
+  5.  Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham,
+      fordi de ikke kende de fremmedes Røst."
+  6.  Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad
+      det var, som han talte til dem.
+  7.  Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg
+      eder, jeg er Fårenes Dør.
+  8.  Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene
+      hørte dem ikke.
+  9.  Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal
+      frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde.
+ 10.  Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg
+      er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
+ 11.  Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for
+      Fårene.
+ 12.  Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til
+      ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem
+      og adspreder dem,
+ 13.  fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene.
+ 14.  Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,
+ 15.  ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter
+      mit Liv til for Fårene.
+ 16.  Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør
+      jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een
+      Hjord, een Hyrde.
+ 17.  Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at
+      tage det igen.
+ 18.  Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg
+      har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det
+      igen.  Dette Bud modtog jeg af min Fader."
+ 19.  Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.
+ 20.  Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I
+      ham?"
+ 21.  Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan
+      åbne blindes Øjne?"
+
+ 22.  Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;
+ 23.  og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
+ 24.  Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du
+      vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent
+      ud!"
+ 25.  Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De
+      Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;
+ 26.  men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får.
+ 27.  Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,
+ 28.  og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke
+      fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd.
+ 29.  Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen
+      kan rive noget af min Faders Hånd.
+ 30.  Jeg og Faderen, vi ere eet."
+ 31.  Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.
+ 32.  Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra
+      min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?"
+ 33.  Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men
+      for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig
+      selv til Gud."
+ 34.  Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har
+      sagt: I ere Guder?
+ 35.  Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og
+      Skriften kan ikke rokkes),
+ 36.  sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til
+      Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
+ 37.  Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke!
+ 38.  Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville
+      tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig,
+      og jeg i Faderen."
+ 39.  De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.
+
+ 40.  Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor
+      Johannes først døbte, og han blev der.
+ 41.  Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet
+      Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt."
+ 42.  Og mange troede på ham der.
+
+Johannes 11
+
+  1.  Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor
+      Maria og hendes Søster Martha boede.
+  2.  Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans
+      Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg.
+  3.  Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du
+      elsker, er syg."
+  4.  Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til
+      Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal
+      herliggøres ved den."
+  5.  Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
+  6.  Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det
+      Sted, hvor han var.
+  7.  Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa
+      igen!
+  8.  Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene
+      dig, og du drager atter derhen?"
+  9.  Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om
+      Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
+ 10.  Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke
+      i ham."
+ 11.  Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor
+      Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne."
+ 12.  Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han
+      helbredt."
+ 13.  Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte
+      om Søvnens Hvile.
+ 14.  Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død!
+ 15.  Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at
+      I skulle tro; men lader os gå til ham!"
+ 16.  Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine
+      Meddisciple: "Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!"
+ 17.  Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven
+      allerede fire Dage.
+ 18.  Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier
+      derfra.
+ 19.  Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste
+      dem over deres Broder.
+ 20.  Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria
+      blev siddende i Huset.
+ 21.  Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var
+      min Broder ikke død.
+ 22.  Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud
+      give dig."
+ 23.  Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstå."
+ 24.  Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen
+      på den yderste Dag."
+ 25.  Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som
+      tror på mig, skal leve, om han end dør.
+ 26.  Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke
+      dø.  Tror du dette?"
+ 27.  Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds
+      Søn, den, som kommer til Verden."
+ 28.  Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin
+      Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig."
+ 29.  Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
+ 30.  Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det
+      Sted, hvor Martha havde mødt ham.
+ 31.  Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så,
+      at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de
+      mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
+ 32.  Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned
+      for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da
+      var min Broder ikke død."
+ 33.  Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med
+      hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit
+      Indre; og han sagde:
+ 34.  "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!"
+ 35.  Jesus græd.
+ 36.  Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!"
+ 37.  Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes
+      Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?"
+ 38.  Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det
+      var en Hule, og en Sten lå for den.
+ 39.  Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster,
+      siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget
+      der fire Dage:"
+ 40.  Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal
+      du se Guds Herlighed?"
+ 41.  Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde:
+      "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig.
+ 42.  Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld,
+      som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har
+      udsendt mig."
+ 43.  Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus,
+      kom herud!"
+ 44.  Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder,
+      og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem:
+      "Løser ham, og lader ham gå!"
+
+ 45.  Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad
+      han havde gjort, troede nu på ham;
+ 46.  men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad
+      Jesus, havde gjort.
+ 47.  Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet
+      og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
+ 48.  Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og
+      Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk."
+ 49.  Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til
+      dem:
+ 50.  "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at
+      eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå
+      til Grunde."
+ 51.  Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var
+      Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for
+      Folket;
+ 52.  og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds
+      adspredte Børn sammen til eet.
+ 53.  Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
+
+ 54.  Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik
+      bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes
+      Efraim; og han blev der med sine Disciple.
+ 55.  Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til
+      Jerusalem før Påsken for at rense sig.
+ 56.  Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i
+      Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?"
+ 57.  Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at
+      dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende
+      for at de kunde gribe ham.
+
+Johannes 12
+
+  1.  Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus
+      boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
+  2.  Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op;
+      men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.
+  3.  Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og
+      salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset
+      blev fuldt af Salvens Duft.
+  4.  Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han,
+      som siden forrådte ham:
+  5.  "Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og
+      given til fattige?"
+  6.  Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men
+      fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt
+      deri.
+  7.  Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til
+      min Begravelsesdag!
+  8.  De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid."
+  9.  En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de
+      kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem
+      han havde oprejst fra de døde.
+ 10.  Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel:
+ 11.  thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus.
+
+ 12.  Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til
+      Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,
+ 13.  toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: "Hosanna!
+      velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!"
+ 14.  Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er
+      skrevet:
+ 15.  "Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en
+      Asenindes Føl."
+ 16.  Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var
+      herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at
+      de havde gjort dette for ham.
+ 17.  Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus
+      frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.
+ 18.  Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde
+      hørt, at han havde gjort dette Tegn.
+ 19.  Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke
+      noget; se, Alverden går efter ham."
+
+ 20.  Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at
+      tilbede på Højtiden.
+ 21.  Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade
+      ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus."
+ 22.  Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og
+      sige det til Jesus.
+ 23.  Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at
+      Menneskesønnen skal herliggøres.
+ 24.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder
+      i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det
+      megen Frugt.
+ 25.  Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit
+      Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.
+ 26.  Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal
+      også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.
+ 27.  Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels
+      mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time.
+ 28.  Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen:
+      "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det."
+ 29.  Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet;
+      andre sagde: "En Engel har talt til ham."
+ 30.  Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst
+      kommen, men for eders Skyld.
+ 31.  Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste
+      kastes ud,
+ 32.  og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til
+      mig."
+ 33.  Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø.
+ 34.  Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver
+      evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør
+      ophøjes?  Hvem er denne Menneskesøn?"
+ 35.  Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder.
+      Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde
+      eder!  Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen.
+ 36.  Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets
+      Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for
+      dem.
+
+ 37.  Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne,
+      troede de dog ikke på ham,
+ 38.  for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt:
+      "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev
+      Herrens Arm åbenbaret?"
+ 39.  Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:
+ 40.  "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de
+      ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig,
+      så jeg kunde helbrede dem."
+ 41.  Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham.
+ 42.  Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede
+      på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at
+      de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;
+ 43.  thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.
+ 44.  Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på mig, tror ikke på
+      mig, men på ham, som sendte mig,
+ 45.  og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.
+ 46.  Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror
+      på mig, ikke skal blive i Mørket.
+ 47.  Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer
+      ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at
+      frelse Verden.
+ 48.  Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som
+      dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den
+      yderste Dag.
+ 49.  Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig,
+      han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg
+      skal tale.
+ 50.  Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg
+      taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig."
+
+Johannes 13
+
+  1.  Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen,
+      til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da,
+      ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så
+      elskede han dem indtil Enden.
+  2.  Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde
+      indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde
+      forråde ham;
+  3.  da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde,
+      og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud:
+  4.  så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og
+      han tog et Linklæde og bandt det om sig.
+  5.  Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to
+      Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var
+      ombunden med.
+  6.  Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre!
+      tor du mine Fødder?"
+  7.  Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu,
+      men du skal forstå det siden efter."
+  8.  Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder."
+      Jesus svarede ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod
+      sammen med mig."
+  9.  Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine Fødder alene, men
+      også Hænderne og Hovedet."
+ 10.  Jesus siger til ham: "Den, som er tvættet, har ikke nødig at to
+      andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men
+      ikke alle."
+ 11.  Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: "I ere
+      ikke alle rene."
+ 12.  Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og
+      atter sat sig til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg
+      har gjort ved eder?
+ 13.  I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.
+ 14.  Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere
+      også I skyldige at to hverandres Fødder.
+ 15.  Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde
+      ved eder, skulle også I gøre.
+ 16.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end
+      sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt
+      ham.
+ 17.  Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det.
+ 18.  Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt;
+      men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har
+      opløftet sin Hæl imod mig.
+ 19.  Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det
+      er sket, skulle tro, at det er mig.
+ 20.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg
+      sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham,
+      som har sendt mig."
+
+ 21.  Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og
+      vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af
+      eder vil forråde mig."
+ 22.  Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte
+      om.
+ 23.  Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu
+      Side, han, hvem Jesus elskede.
+ 24.  Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det
+      er, han taler om?"
+ 25.  Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre!
+      hvem er det?"
+ 26.  Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som
+      jeg dypper." Så dypper han Stykket og tager og giver det til
+      Judas, Simons Søn, Iskariot.
+ 27.  Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så
+      siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart!"
+ 28.  Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde
+      ham dette.
+ 29.  Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til
+      ham: "Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;" eller at han skulde
+      give noget til de fattige.
+ 30.  Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var
+      Nat.
+
+ 31.  Da han nu var gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen
+      herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.
+ 32.  Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i
+      sig, og han skal snart herliggøre ham.
+ 33.  Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede
+      efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: "Hvor jeg går hen,
+      kunne I ikke komme," siger jeg nu også til eder.
+ 34.  Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at
+      ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre.
+ 35.  Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have
+      indbyrdes Kærlighed."
+
+ 36.  Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor går du hen?" Jesus
+      svarede ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men
+      siden skal du følge mig."
+ 37.  Peter siger til ham: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu?
+      Jeg vil sætte mit Liv til for dig?
+ 38.  Jesus svarer: "Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig,
+      sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har
+      fornægtet mig tre Gange."
+
+Johannes 14
+
+  1.  "Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig!
+  2.  I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så,
+      havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder
+      Sted.
+  3.  Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen
+      og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I
+      være.
+  4.  Og hvor jeg går hen, derhen vide I Vejen."
+  5.  Thomas siger til ham: "Herre! vi vide ikke, hvor du går hen; og
+      hvorledes kunne vi vide Vejen?"
+  6.  Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der
+      kommer ingen til Faderen uden ved mig.
+  7.  Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af
+      kende I ham og have set ham."
+  8.  Filip siger til ham: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok."
+  9.  Jesus siger til ham: "Så lang en Tid har jeg været hos eder, og
+      du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set
+      Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen?
+ 10.  Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord,
+      som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen,
+      som bliver i mig, han gør sine Gerninger.
+ 11.  Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I
+      ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld!
+
+ 12.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de
+      Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre
+      større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen,
+ 13.  og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at
+      Faderen må herliggøres ved Sønnen.
+ 14.  Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.
+ 15.  Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger!
+ 16.  Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand
+      til at være hos eder evindelig,
+ 17.  den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den
+      ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos
+      eder og skal være i eder.
+ 18.  Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder.
+ 19.  Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig;
+      thi jeg lever, og I skulle leve.
+ 20.  På den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig,
+      og jeg i eder.
+ 21.  Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som
+      elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader;
+      og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham."
+ 22.  Judas (ikke Iskariot) siger til ham: "Herre! hvor kommer det, at
+      du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?"
+ 23.  Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han
+      holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme
+      til ham og tage Bolig hos ham.
+ 24.  Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som
+      I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.
+
+ 25.  Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder.
+ 26.  Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit Navn,
+      han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg
+      har sagt eder.
+ 27.  Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver
+      eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og
+      forsage ikke!
+ 28.  I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort og kommer til
+      eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg
+      går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.
+ 29.  Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro,
+      når det er sket.
+ 30.  Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens
+      Fyrste kommer, og han har slet intet i mig;
+ 31.  men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør
+      således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå
+      herfra!"
+
+Johannes 15
+
+  1.  "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden.
+  2.  Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og
+      hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere
+      Frugt.
+  3.  I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til
+      eder.
+  4.  Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan
+      bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således
+      kunne I ikke heller, uden I blive i mig.
+  5.  Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i
+      ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet
+      gøre.
+  6.  Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og
+      visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.
+  7.  Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om
+      hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del.
+  8.  Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I
+      skulle blive mine Disciple.
+
+  9.  Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder;
+      bliver i min Kærlighed!
+ 10.  Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed,
+      ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans
+      Kærlighed.
+ 11.  Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder,
+      og eders Glæde kan blive fuldkommen.
+ 12.  Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg
+      har elsket eder.
+ 13.  Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til
+      for sine Venner.
+ 14.  I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder.
+ 15.  Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke,
+      hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det,
+      som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder.
+ 16.  I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder
+      til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive
+      ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om
+      i mit Navn.
+ 17.  Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre.
+
+ 18.  Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder.
+ 19.  Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I
+      ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor
+      hader Verden eder.
+ 20.  Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke
+      større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også
+      forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders.
+ 21.  Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi
+      de ikke kende den, som sendte mig.
+ 22.  Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke
+      Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd.
+ 23.  Den, som hader mig, hader også min Fader.
+ 24.  Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden
+      har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog
+      hadet både mig og min Fader.
+ 25.  Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede
+      mig uforskyldt.
+ 26.  Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen,
+      Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig.
+ 27.  Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen."
+
+Johannes 16
+
+  1.  "Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges.
+  2.  De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme,
+      at hver den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en
+      Dyrkelse.
+  3.  Og dette skulle de gøre, fordi de hverken kende Faderen eller
+      mig.
+  4.  Men dette har jeg talt til eder, for at I, når Timen kommer,
+      skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg
+      eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder.
+
+  5.  Men nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder
+      spørger mig: Hvor går du hen?
+  6.  Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt
+      eders Hjerte.
+  7.  Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går
+      bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder;
+      men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder.
+  8.  Og når han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om
+      Retfærdighed og om Dom.
+  9.  Om Synd, fordi de ikke tro på mig;
+ 10.  men om Retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I se mig
+      ikke længer;
+ 11.  men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt.
+ 12.  Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu.
+ 13.  Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede eder til
+      hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som
+      helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han
+      forkynde eder.
+ 14.  Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde
+      eder.
+ 15.  Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal
+      tage af mit og forkynde eder.
+
+ 16.  Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en
+      liden Stund skulle I se mig."
+ 17.  Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: "Hvad er dette,
+      som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og
+      atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg går hen til
+      Faderen?"
+ 18.  De sagde altså: "Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund?
+      Vi forstå ikke, hvad han taler."
+ 19.  Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: "I
+      spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund
+      skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se
+      mig.
+ 20.  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men
+      Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders
+      Bedrøvelse skal blive til Glæde.
+ 21.  Når Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er
+      kommen; men når hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin
+      Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
+ 22.  Også I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og
+      eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder.
+ 23.  Og på den Dag skulle I ikke spørge mig om noget. Sandelig,
+      sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I bede Faderen om, skal
+      han give eder i mit Navn.
+ 24.  Hidindtil have I ikke bedt om noget i mit Navn; beder, og I
+      skulle få, for at eders Glæde må blive fuldkommen.
+ 25.  Dette har jeg talt til eder i Lignelser; der kommer en Time, da
+      jeg ikke mere skal tale til eder i Lignelser, men frit ud
+      forkynde eder om Faderen.
+ 26.  På den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder,
+      at jeg vil bede Faderen for eder;
+ 27.  thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet,
+      at jeg er udgået fra Gud.
+ 28.  Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader
+      Verden igen og går til Faderen."
+ 29.  Hans Disciple sige til ham: "Se, nu taler du frit ud og siger
+      ingen Lignelse.
+ 30.  Nu vide vi, at du ved alle Ting og ikke har nødig, at nogen
+      spørger dig; desårsag tro vi, at du er udgået fra Gud."
+ 31.  Jesus svarede dem: "Nu tro I!
+ 32.  Se, den Time kommer, og den er kommen, da I skulle adspredes
+      hver til sit og lade mig alene; dog, jeg er ikke alene, thi
+      Faderen er med mig.
+ 33.  Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I
+      Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet
+      Verden."
+
+Johannes 17
+
+  1.  Dette talte Jesus;og han opløftede sine Øjne til Himmelen og
+      sagde: "Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen
+      må herliggøre dig,
+  2.  ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give
+      alle dem, som du har givet ham, evigt Liv.
+  3.  Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande
+      Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.
+  4.  Jeg har herliggjort dig på Jorden ved at fuldbyrde den Gerning,
+      som du har givet mig at gøre.
+  5.  Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed,
+      som jeg havde hos dig, før Verden var.
+
+  6.  Jeg har åbenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet
+      mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem. og de have
+      holdt dit Ord.
+  7.  Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig.
+  8.  Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have
+      modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de
+      have troet, at du har udsendt mig.
+  9.  Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som
+      du har givet mig; thi de ere dine.
+ 10.  Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem.
+ 11.  Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg
+      kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du
+      har givet mig, for at de må være et ligesom vi.
+ 12.  Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har
+      givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt,
+      uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes.
+ 13.  Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at
+      de må have min Glæde fuldkommet i sig.
+ 14.  Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de
+      ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
+ 15.  Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du
+      vil bevare dem fra det onde.
+ 16.  De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
+ 17.  Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed.
+ 18.  Ligesom du har udsendt mig til Verden, så har også jeg udsendt
+      dem til Verden.
+ 19.  Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skulle være
+      helligede i Sandheden.
+
+ 20.  Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved
+      deres Ord tro på mig,
+ 21.  at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig,
+      at også de skulle være eet i os, for at Verden må tro, at du har
+      udsendt mig.
+ 22.  Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for
+      at de skulle være eet, ligesom vi ere eet,
+ 23.  jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet,
+      for at Verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket
+      dem, ligesom du har elsket mig.
+ 24.  Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle også de, som du har
+      givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed, som du
+      har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse.
+ 25.  Retfærdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har
+      kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig.
+ 26.  Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for
+      at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og
+      jeg i dem."
+
+Johannes 18
+
+  1.  Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over
+      Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med
+      sine Disciple.
+  2.  Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus
+      samledes ofte der med sine Disciple.
+  3.  Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og
+      Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben.
+  4.  Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han
+      frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?"
+  5.  De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det
+      er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem.
+  6.  Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt
+      til Jorden.
+  7.  Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde:
+      "Jesus af Nazareth."
+  8.  Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da
+      lede efter mig, så lader disse gå!"
+  9.  for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede
+      ingen af dem, som du har givet mig."
+ 10.  Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog
+      Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men
+      Tjeneren hed Malkus.
+ 11.  Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg
+      ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"
+
+ 12.  Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da
+      Jesus og bandt ham.
+ 13.  Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til
+      Kajfas, som var Ypperstepræst i det År.
+ 14.  Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var
+      gavnligt, at eet Menneske døde for Folket.
+ 15.  Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den
+      Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus
+      i Ypperstepræstens Gård.
+ 16.  Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som
+      var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken
+      og førte Peter ind.
+ 17.  Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af
+      dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke."
+ 18.  Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det
+      var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og
+      varmede sig.
+ 19.  Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans
+      Lære.
+ 20.  Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har
+      altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne
+      komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt.
+ 21.  Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte
+      til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt."
+ 22.  Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos,
+      Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten
+      således?"
+ 23.  Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt:
+      men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?"
+ 24.  Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas.
+ 25.  Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er
+      også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg
+      er ikke."
+ 26.  En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis
+      Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med
+      ham?"
+ 27.  Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.
+
+ 28.  De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det
+      var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde
+      besmittes, men kunde spise Påske,
+ 29.  Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagemål føre I
+      mod dette Menneske?"
+ 30.  De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da
+      havde vi ikke overgivet ham til dig."
+ 31.  Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og dømmer ham efter eders
+      Lov!" Da sagde Jøderne til ham: "Det er os ikke tilladt at
+      aflive nogen; "
+ 32.  for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav
+      til Kende, hvilken Død han skulde dø.
+ 33.  Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til
+      ham: "Er du Jødernes Konge?"
+ 34.  Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre
+      sagt dig det om mig?"
+ 35.  Pilatus svarede: "Mon jeg er en Jøde? dit Folk og
+      Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du
+      gjort?"
+ 36.  Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige
+      af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var
+      bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf."
+ 37.  Da sagde Pilatus til ham: "Du er altså dog en Konge?" Jesus
+      svarede: "Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og
+      dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver
+      den, som er af Sandheden, hører min Røst."
+ 38.  Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt
+      dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: "Jeg
+      finder ingen Skyld hos ham.
+ 39.  Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I
+      da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?"
+ 40.  Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og
+      Barabbas var en Røver.
+
+Johannes 19
+
+  1.  Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge.
+  2.  Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den på hans
+      Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og
+      sagde:
+  3.  "Hil være dig, du Jødernes Konge!" og de sloge ham i Ansigtet.
+  4.  Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: "Se, jeg fører
+      ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld
+      hos ham."
+  5.  Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen på. Og han siger
+      til dem: "Se, hvilket Menneske!"
+  6.  Da nu Ypperstepræsterne og Svendene så ham, råbte de og sagde:
+      "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Tager I ham og
+      korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham."
+  7.  Jøderne svarede ham: "Vi have en Lov, og efter denne Lov er han
+      skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn."
+  8.  Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange.
+  9.  Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er
+      du?"  Men Jesus gav ham intet Svar.
+ 10.  Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke,
+      at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at
+      korsfæste dig?"
+ 11.  Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den
+      ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til
+      dig, større Synd."
+ 12.  Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne råbte og
+      sagde: "Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver
+      den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren."
+ 13.  Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig på
+      Dommersædet, på det Sted, som kaldes Stenlagt, men på Hebraisk
+      Gabbatha;
+ 14.  men det var Beredelsens dag i Påsken, ved den sjette Time. Og
+      han siger til Jøderne: "Se, eders Konge!"
+ 15.  De råbte nu: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus siger
+      til dem: "Skal jeg korsfæste eders Konge?" Ypperstepræsterne
+      svarede: "Vi have ingen Konge uden Kejseren."
+ 16.  Så overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu
+      Jesus;
+
+ 17.  og han bar selv sit Kors og gik ud til det såkaldte
+      "Hovedskalsted", som hedder på Hebraisk Golgatha,
+ 18.  hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver Side,
+      men Jesus midt imellem.
+ 19.  Men Pilatus havde også skrevet en Overskrift og sat den på
+      Korset. Men der var skrevet:"Jesus af Nazareth, Jødernes Konge."
+ 20.  Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor
+      Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven på
+      Hebraisk, Latin og Græsk.
+ 21.  Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: "Skriv ikke:
+      Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge."
+ 22.  Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
+ 23.  Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder
+      og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes
+      Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt
+      igennem.
+ 24.  Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke sønderskære den, men
+      kaste Lod om den, hvis den skal være;" for at Skriften skulde
+      opfyldes, som siger: "De delte mine Klæder imellem sig og
+      kastede Lod om mit Klædebon." Dette gjorde da Stridsmændene.
+ 25.  Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria,
+      Klopas's Hustru, og Maria Magdalene.
+ 26.  Da Jesus nu så sin Moder og den Discipel, han elskede, stå hos,
+      siger han til sin Moder: "Kvinde! se, det er din Søn."
+ 27.  Derefter siger han til Disciplen: "Se, det er din Moder." Og fra
+      den time tog Disciplen hende hjem til sit.
+ 28.  Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at
+      Skriften skulde opfyldes, siger han: "Jeg tørster."
+ 29.  Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af
+      Eddike på en Isopstængel og holdt den til hans Mund.
+ 30.  Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han:"Det er fuldbragt;"
+      og han bøjede Hovedet og opgav Ånden.
+
+ 31.  Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene
+      måtte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde
+      blive på Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor.
+ 32.  Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den
+      anden; som vare korsfæstede med ham.
+ 33.  Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste
+      de ikke hans Ben.
+ 34.  Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks
+      flød der Blod og Vand ud.
+ 35.  Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er
+      sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro.
+ 36.  Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet
+      Ben skal sønderbrydes derpå".
+ 37.  Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham,
+      hvem de have gennemstunget."
+
+ 38.  Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt,
+      af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage
+      Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu
+      Legeme.
+ 39.  Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om
+      Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent
+      hundrede Pund.
+ 40.  De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de
+      vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde.
+ 41.  Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i
+      Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt.
+ 42.  Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld,
+      efterdi Graven var nær.
+
+Johannes 20
+
+  1.  Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle,
+      medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen
+      fra Graven,
+  2.  Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden
+      Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have
+      borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt
+      ham."
+  3.  Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.
+  4.  Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere
+      end Peter, og kom først til Graven.
+  5.  Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik
+      dog ikke ind.
+  6.  Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven
+      og så Linklæderne ligge der
+  7.  og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved
+      Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv.
+  8.  Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til
+      Graven, ind, og han så og troede.
+  9.  Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de
+      døde.
+ 10.  Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.
+
+ 11.  Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd,
+      kiggede hun ind i Graven,
+ 12.  og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en
+      ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget.
+ 13.  Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til
+      dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor
+      de have lagt ham."
+ 14.  Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå
+      der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
+ 15.  Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du
+      efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre!
+      dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham,
+      så vil jeg tage ham."
+ 16.  Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til
+      ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester.
+ 17.  Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke
+      opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg
+      farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders
+      Gud."
+ 18.  Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set
+      Herren," og at han havde sagt hende dette.
+
+ 19.  Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og
+      Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt
+      for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger
+      til dem: "Fred være med eder!"
+ 20.  Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin
+      Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren.
+ 21.  Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom
+      Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder."
+ 22.  Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til
+      dem: "Modtager den Helligånd!
+ 23.  Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte
+      Forladelse, dem er den nægtet."
+ 24.  Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke
+      hos dem, da Jesus kom.
+ 25.  De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men
+      han sagde til dem: "Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og
+      stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side,
+      vil jeg ingenlunde tro."
+
+ 26.  Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med
+      dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt
+      iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!"
+ 27.  Derefter siger han til Thomas: "Ræk din Finger hid, og se mine
+      Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke
+      vantro, men troende!"
+ 28.  Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!"
+ 29.  Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige
+      ere de, som ikke have set og dog troet."
+
+ 30.  Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn,
+      som ikke ere skrevne i denne Bog.
+ 31.  Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus,
+      Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn.
+
+Johannes 21
+
+  1.  Siden åbenbarede Jesus sige atter for Disciplene ved Tiberias
+      Søen; men han åbenbarede sig således.
+  2.  Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael
+      fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans,
+      Disciple vare sammen.
+  3.  Simon Peter siger til dem: "Jeg går ud at fiske." De sige til
+      ham: "Også vi gå med dig." De gik ud og gik om Bord i Skibet, og
+      den Nat fangede de intet.
+  4.  Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste
+      Disciplene ikke, at det var Jesus.
+  5.  Jesus siger da til dem: "Børnlille! have I noget at spise?" De
+      svarede ham: "Nej."
+  6.  Men han sagde til dem: "Kaster Garnet ud på højre Side af
+      Skibet, så skulle I finde." Da kastede de det ud, og de formåede
+      ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde.
+  7.  Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: "Det er
+      Herren." Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han
+      sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i
+      Søen.
+  8.  Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra
+      Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig
+      Garnet med Fiskene.
+  9.  Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpå og
+      Brød.
+ 10.  Jesus siger til dem: "Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede."
+ 11.  Simon Peter steg op og trak Garnet på Land, fuldt af store Fisk,
+      et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare så
+      mange, sønderreves Garnet ikke.
+ 12.  Jesus siger til dem: "Kommer og holder Måltid! Men, ingen af
+      Disciplene vovede at spørge ham: "Hvem er du?" thi de vidste, at
+      det var Herren.
+ 13.  Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes også
+      Fiskene.
+ 14.  Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus åbenbarede sig for
+      sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde.
+
+ 15.  Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter:
+      "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger
+      til ham: "Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær." Han siger til
+      ham: "Vogt mine Lam!"
+ 16.  Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn,
+      elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg
+      har dig kær."  Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!"
+ 17.  Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du
+      mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til
+      ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender
+      alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham:
+      "Vogt mine Får!
+ 18.  Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du
+      selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver
+      gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op
+      om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil."
+ 19.  Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde
+      herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham:
+      "Følg mig!"
+
+ 20.  Peter vendte sig og så den Discipel følge, som Jesus elskede, og
+      som også lå op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: "Herre!
+      hvem er den, som forråder dig?"
+ 21.  Da nu Peter så ham, siger han til Jesus: "Herre! men hvorledes
+      skal det gå denne?"
+ 22.  Jesus siger til ham: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil
+      jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!"
+ 23.  Så kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: "Denne Discipel dør
+      ikke;" og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde
+      dø, men: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer,
+      hvad vedkommer det dig?"
+ 24.  Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet
+      dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.
+
+ 25.  Men der er også mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom
+      de skulde skrives enkeltvis. mener jeg, at ikke hele Verden
+      kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.
+
+
+Apostelenes gerninger
+
+Apostelenes gerninger 1
+
+  1.  Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus
+      begyndte både at gøre og lære,
+  2.  indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet
+      Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd;
+  3.  for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig
+      levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i
+      fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige.
+  4.  Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte
+      vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse,
+      "hvorom," sagde han, "I have hørt af mig.
+  5.  Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den
+      Helligånd om ikke mange Dage."
+  6.  Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: "Herre!
+      opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?"
+  7.  Men han sagde til dem: "Det tilkommer ikke eder at kende Tider
+      eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt.
+  8.  Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I
+      skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
+      Samaria og indtil Jordens Ende."
+  9.  Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så
+      derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne.
+ 10.  Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da
+      stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,
+ 11.  og de sagde: "I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod
+      Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen,
+      skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til
+      Himmelen."
+
+ 12.  Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes
+      Oliebjerget og er nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra.
+ 13.  Og da de kom derind, gik de op på den Sal, hvor de plejede at
+      opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og
+      Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn og Simon
+      Zelotes, og Judas, Jakobs Søn.
+ 14.  Alle disse vare endrægtigt vedholdende i Bønnen tillige med
+      nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.
+ 15.  Og i disse Dage stod Peter op midt iblandt Brødrene og sagde:
+      (og der var en Skare samlet på omtrent hundrede og tyve
+      Personer):
+ 16.  "I Mænd, Brødre! det Skriftens Ord burde opfyldes, som den
+      Helligånd forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev
+      Vejleder for dem, som grebe Jesus;
+ 17.  thi han var regnet iblandt os og havde fået denne Tjenestes Lod.
+ 18.  Han erhvervede sig nu en Ager for sin Uretfærdigheds Løn, og han
+      styrtede ned og brast itu, og alle hans Indvolde væltede ud,
+ 19.  hvilket også er blevet vitterligt for alle dem, som bo i
+      Jerusalem, så at den Ager kaldes på deres eget Mål Hakeldama,
+      det er Blodager.
+ 20.  Thi der er skrevet i Salmernes Bog: "Hans Bolig blive øde, og
+      der være ingen, som bor i den," og: "Lad en anden få hans
+      Tilsynsgerning."
+ 21.  Derfor bør en af de Mænd, som vare sammen med os i hele den Tid,
+      da den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
+ 22.  lige fra Johannes's Dåb indtil den Dag, da han blev optagen fra
+      os, blive Vidne sammen med os om hans Opstandelse."
+ 23.  Og de fremstillede to, Josef, som kaldtes Barsabbas med Tilnavn
+      Justus, og Matthias.
+ 24.  Og de bade og sagde: "Du Herre! som kender alles Hjerter, vis os
+      den ene, som du har udvalgt af disse to
+ 25.  til at få denne Tjenestes og Apostelgernings Plads, som Judas
+      forlod for at gå hen til sit eget Sted."
+ 26.  Og de kastede Lod imellem dem, og Loddet faldt på Matthias. og
+      han blev regnet sammen med de elleve Apostle.
+
+Apostelenes gerninger 2
+
+  1.  Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.
+  2.  Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende
+      vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.
+  3.  Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og
+      satte sig på hver enkelt af dem.
+  4.  Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at
+      tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige.
+  5.  Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af
+      alle Folkeslag under Himmelen.
+  6.  Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret;
+      thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål.
+  7.  Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke
+      alle disse, som tale, Galilæere?
+  8.  Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi
+      ere fødte,
+  9.  Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i
+      Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien,
+ 10.  i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og
+      vi her boende Romere,
+ 11.  Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om
+      Guds store Gerninger i vore Tungemål?"
+ 12.  Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til
+      den anden: "Hvad kan dette være?"
+ 13.  Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."
+
+ 14.  Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte
+      til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette
+      være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!
+ 15.  Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time
+      på Dagen;
+ 16.  men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:
+ 17.  "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde
+      af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle
+      profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle
+      iblandt eder skulle have Drømme.
+ 18.  Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de
+      Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.
+ 19.  Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden
+      nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
+ 20.  Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend
+      Herrens store og herlige Dag kommer.
+ 21.  Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal
+      frelses."
+ 22.  I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en
+      Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger
+      og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder,
+      som I jo selv vide,
+ 23.  ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var
+      bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og
+      ihjelslået.
+ 24.  Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer,
+      eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
+ 25.  Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for
+      mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal
+      rokkes,
+ 26.  Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også
+      mit Kød skal bo i Håb;
+ 27.  thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller
+      tilstede din hellige at se Forrådnelse,
+ 28.  Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde
+      for dit Åsyn."
+ 29.  I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om
+      Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav
+      er hos os indtil denne Dag.
+ 30.  Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret
+      ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,
+ 31.  talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev
+      han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.
+ 32.  Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
+ 33.  Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har
+      fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I
+      både se og høre.
+ 34.  Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren
+      sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
+ 35.  indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine
+      Fødder."
+ 36.  Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem
+      I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"
+
+ 37.  Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til
+      Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi
+      gøre?"
+ 38.  Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade
+      sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I
+      skulle få den Helligånds Gave.
+ 39.  Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem,
+      som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde."
+ 40.  Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet
+      han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!"
+ 41.  De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme
+      Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.
+
+ 42.  Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets
+      Brydelse og Bønnerne.
+ 43.  Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere
+      og Tegn ved Apostlene.
+ 44.  Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
+ 45.  Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle,
+      efter hvad enhver havde Trang til.
+ 46.  Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen
+      og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets
+      Enfold,
+ 47.  idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren
+      føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.
+
+Apostelenes gerninger 3
+
+  1.  Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den
+      niende Time.
+  2.  Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham
+      satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den
+      skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen,
+      om Almisse.
+  3.  Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i
+      Helligdommen, bad han om at få en Almisse.
+  4.  Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på
+      os!"
+  5.  Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.
+  6.  Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har,
+      det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"
+  7.  Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.
+  8.  Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og
+      stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han
+      gik omkring og sprang og lovede Gud.
+  9.  Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
+ 10.  Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port
+      til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel
+      og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
+ 11.  Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket
+      rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes
+      Salomons.
+
+ 12.  Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd!
+      Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os,
+      som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han
+      kan gå?
+ 13.  Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har
+      herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for
+      Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
+ 14.  Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en
+      Morder måtte skænkes eder.
+ 15.  Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde,
+      hvorom vi ere Vidner.
+ 16.  Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se
+      og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans
+      Førlighed i Påsyn af eder alle.
+ 17.  Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også
+      eders Rådsherrer.
+ 18.  Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved
+      alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
+ 19.  Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må
+      blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra
+      Herrens Åsyn,
+ 20.  og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,
+ 21.  hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses
+      Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra
+      de ældste Dage.
+ 22.  Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af
+      eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end
+      vil tale til eder.
+ 23.  Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal
+      udryddes af Folket."
+ 24.  Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange
+      som talte, have også forkyndt disse Dage.
+ 25.  I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede
+      med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle
+      alle Jordens Slægter velsignes."
+ 26.  For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at
+      velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."
+
+Apostelenes gerninger 4
+
+  1.  Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden
+      for Helligdommen og Saddukæerne over dem,
+  2.  da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte
+      Opstandelsen fra de døde.
+  3.  Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den
+      følgende Dag; thi det var allerede Aften.
+  4.  Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på
+      Mændene blev omtrent fem Tusinde.
+  5.  Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og
+      skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
+  6.  ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander
+      og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.
+  7.  Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt
+      eller i hvilket Navn have I gjort dette?"
+  8.  Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets
+      Rådsherrer og Ældste!
+  9.  Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør
+      Mand, om hvorved han er bleven helbredt;
+ 10.  da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at
+      ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem
+      Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne
+      står rask her for eders Øjne,
+ 11.  Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I
+      Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.
+ 12.  Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet
+      Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi
+      skulle blive frelste."
+ 13.  Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at
+      de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte
+      dem, at de havde været med Jesus.
+ 14.  Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de
+      intet at sige derimod.
+ 15.  Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med
+      hverandre og sagde:
+ 16.  "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt
+      Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i
+      Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.
+ 17.  Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da
+      lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i
+      dette Navn."
+ 18.  Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i
+      Jesu Navn.
+ 19.  Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om
+      det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
+ 20.  Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og
+      hørt."
+ 21.  Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde
+      udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi
+      alle priste Gud for det, som var sket.
+ 22.  Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere
+      end fyrretyve År gammel.
+
+ 23.  Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem
+      alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
+ 24.  Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og
+      sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og
+      alle Ting, som ere i dem,
+ 25.  du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste
+      Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?
+ 26.  Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe
+      imod Herren og imod hans Salvede."
+ 27.  Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din
+      hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og
+      Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer
+ 28.  for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt
+      skulde ske.
+ 29.  Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale
+      dit Ord med al Frimodighed,
+ 30.  idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og
+      Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn."
+ 31.  Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede;
+      og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord
+      med Frimodighed.
+ 32.  Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke
+      een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle
+      Ting fælles.
+ 33.  Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres
+      Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle.
+ 34.  Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de,
+      som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte
+      Salgssummerne
+ 35.  og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til
+      enhver, efter hvad han havde Trang til.
+ 36.  Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er
+      udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern
+ 37.  som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem
+      for Apostlenes Fødder.
+
+Apostelenes gerninger 5
+
+  1.  Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru,
+      solgte en Ejendom
+  2.  og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og
+      bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
+  3.  Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte,
+      så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af
+      Summen for Jordstykket?
+  4.  Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som
+      det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig
+      denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker,
+      men for Gud."
+  5.  Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der
+      kom stor Frygt over alle, som hørte det.
+  6.  Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud
+      og begravede ham.
+  7.  Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind
+      uden at vide, hvad der var sket.
+  8.  Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til
+      den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
+  9.  Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at
+      friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din
+      Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
+ 10.  Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de
+      unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og
+      begravede hende hos hendes Mand.
+ 11.  Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte
+      dette.
+
+ 12.  Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt
+      Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
+ 13.  Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket
+      dem højt,
+ 14.  og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af
+      Mænd og Kvinder,
+ 15.  så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på
+      Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge
+      kunde overskygge nogen af dem.
+ 16.  Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen
+      og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og
+      de bleve alle helbredte.
+
+ 17.  Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham,
+      nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
+ 18.  Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig
+      Forvaring.
+ 19.  Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte
+      dem ud og sagde:
+ 20.  "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse
+      Livets Ord for Folket!"
+ 21.  Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen
+      og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og
+      sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud
+      til Fængselet, at de skulde føres frem.
+ 22.  Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de
+      kom tilbage og meldte det og sagde:
+ 23.  "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne
+      stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen
+      derinde."
+ 24.  Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte
+      disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive
+      til.
+ 25.  Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i
+      Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
+ 26.  Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke
+      med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive
+      stenede.
+ 27.  Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og
+      Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
+ 28.  "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og
+      se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe
+      dette Menneskes Blod over os!"
+ 29.  Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud
+      mere end Mennesker.
+ 30.  Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge
+      ihjel.
+ 31.  Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser
+      for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
+ 32.  Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd,
+      som Gud har givet dem, der adlyde ham."
+
+ 33.  Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om
+      at slå dem ihjel.
+ 34.  Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en
+      Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde
+      lade Mændene træde lidt udenfor.
+ 35.  Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for,
+      hvad I gøre med disse Mennesker.
+ 36.  Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for
+      at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd
+      sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som
+      adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
+ 37.  Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage
+      og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og
+      alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
+ 38.  Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader
+      dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker,
+      bliver det til intet;
+ 39.  men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder
+      dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"
+
+ 40.  Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske
+      og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
+ 41.  Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne
+      agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
+ 42.  Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i
+      Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
+
+Apostelenes gerninger 6
+
+  1.  Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte
+      Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve
+      tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
+  2.  Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os
+      ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
+  3.  Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt
+      Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så
+      indsætte til denne Gerning.
+  4.  Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste."
+  5.  Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en
+      Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og
+      Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra
+      Antiokia;
+  6.  dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde
+      Hænderne på dem.
+
+  7.  Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i
+      Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.
+
+  8.  Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn
+      iblandt Folket,
+  9.  Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes
+      og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien
+      og Asien, og de tvistedes med Stefanus.
+ 10.  Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af.
+ 11.  Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham
+      tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud."
+ 12.  Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de
+      overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet;
+ 13.  og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske
+      holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod
+      Loven.
+ 14.  Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal
+      nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har
+      overgivet os."
+ 15.  Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans
+      Ansigt som en Engels Ansigt.
+
+Apostelenes gerninger 7
+
+  1.  Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?"
+  2.  Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens
+      Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien,
+      førend han tog Bolig i Karan.
+  3.  Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og
+      kom til det Land, som jeg vil vise dig."
+  4.  Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter
+      hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor
+      I nu bo.
+  5.  Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog
+      forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter
+      ham, endskønt han intet Barn havde.
+  6.  Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et
+      fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med
+      dem i fire Hundrede År.
+  7.  Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde
+      Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted."
+  8.  Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og
+      omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de
+      tolv Patriarker.
+  9.  Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten;
+      og Gud var med ham,
+ 10.  og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og
+      Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste
+      over Ægypten og over hele sit Hus.
+ 11.  Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor
+      Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
+ 12.  Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore
+      Fædre ud første Gang.
+ 13.  Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs
+      Herkomst blev åbenbar for Farao.
+ 14.  Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt
+      kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
+ 15.  Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
+ 16.  og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham
+      havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
+ 17.  Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt
+      Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
+ 18.  indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
+ 19.  Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore
+      Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke
+      skulde holdes i Live.
+ 20.  På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev
+      opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus.
+ 21.  Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede
+      ham til sin Søn.
+ 22.  Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i
+      sine Ord og Gerninger.
+ 23.  Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge
+      sine Brødre, Israels Børn.
+ 24.  Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den
+      mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
+ 25.  Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse
+      ved hans Hånd; men de forstode det ikke.
+ 26.  Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og
+      vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere
+      Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?"
+ 27.  Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde:
+      "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
+ 28.  Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?"
+ 29.  Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i
+      Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
+ 30.  Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai
+      Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
+ 31.  Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik
+      hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
+ 32.  "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da
+      bævede Moses og turde ikke se derhen.
+ 33.  Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det
+      Sted, som du står på, er hellig Jord.
+ 34.  Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres
+      Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig
+      sende dig til Ægypten!"
+ 35.  Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat
+      dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både
+      Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i
+      Tornebusken.
+ 36.  Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i
+      Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.
+ 37.  Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal
+      Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig."
+ 38.  Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der
+      talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog
+      levende Ord at give os;
+ 39.  hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og
+      vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til
+      Aron:
+ 40.  "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der
+      er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land."
+ 41.  Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet
+      og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
+ 42.  Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens
+      Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels
+      Hus!  bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i
+      Ørkenen?
+ 43.  Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som
+      I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort
+      hinsides Babylon."
+ 44.  Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som
+      han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det
+      Forbillede, som han havde set.
+ 45.  Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i
+      Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore
+      Fædres Åsyn indtil Davids Dage,
+ 46.  som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for
+      Jakobs Gud.
+ 47.  Men Salomon byggede ham et Hus.
+ 48.  Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten
+      siger:
+ 49.  "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus
+      ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles
+      Sted?
+ 50.  Har ikke min Hånd gjort alt dette?"
+ 51.  I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den
+      Helligånd imod; som eders Fædre, således også I.
+ 52.  Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt?
+      og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges
+      Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
+ 53.  I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt
+      den!"
+
+ 54.  Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede
+      Tænderne sammen imod ham.
+ 55.  Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod
+      Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre
+      Hånd.
+ 56.  Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen
+      stående ved Guds højre Hånd."
+ 57.  Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede
+      endrægtigt ind på ham.
+ 58.  Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne
+      lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
+ 59.  Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod
+      min Ånd!"
+ 60.  Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem
+      ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen.  (Kap.8)
+      1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.
+
+Apostelenes gerninger 8
+
+  1.  Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i
+      Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne,
+      undtagen Apostlene.
+  2.  Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage
+      over ham.
+  3.  Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både
+      Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel.
+  4.  Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte
+      Evangeliets Ord.
+
+  5.  Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem.
+  6.  Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip,
+      idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde.
+  7.  Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore
+      ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve
+      helbredte.
+  8.  Og der blev en stor Glæde i denne By.
+  9.  Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev
+      Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav
+      sig selv for at være noget stort.
+ 10.  På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som
+      man kalder Guds store Kraft."
+ 11.  Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i
+      Forbavselse ved sine Trolddomskunster.
+ 12.  Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og
+      Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder.
+ 13.  Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig
+      nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger
+      ske, forbavsedes han højligt.
+ 14.  Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod
+      Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem,
+ 15.  og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte
+      få den Helligånd;
+ 16.  thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot
+      døbte til den Herres Jesu Navn.
+ 17.  Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd.
+ 18.  Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes
+      Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde:
+ 19.  "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han
+      må få den Helligånd."
+ 20.  Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige
+      med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge.
+ 21.  Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke
+      ret for Gud.
+ 22.  Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog
+      dit Hjertes Påfund måtte forlades dig.
+ 23.  Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds
+      Lænke."
+ 24.  Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at
+      intet af det, som I have sagt, skal komme over mig."
+ 25.  Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage
+      til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af
+      Samaritanernes Landsbyer.
+
+ 26.  Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod
+      Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
+ 27.  Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand,
+      en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat
+      over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at
+      tilbede.
+ 28.  Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten
+      Esajas.
+ 29.  Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!"
+ 30.  Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han
+      sagde: "Forstår du også det, som du læser?"
+ 31.  Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen
+      vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
+ 32.  Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et
+      Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod
+      den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund.
+ 33.  I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om
+      hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?"
+ 34.  Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem
+      siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?"
+ 35.  Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette
+      Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.
+ 36.  Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og
+      Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive
+      døbt?"  (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit
+      Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at
+      Jesus Kristus er Guds Søn.")
+ 38.  Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i
+      Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham
+ 39.  Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og
+      Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde.
+ 40.  Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte
+      Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.
+
+Apostelenes gerninger 9
+
+  1.  Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens
+      Disciple, gik til Ypperstepræsten
+  2.  og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om
+      han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen,
+      kunde føre dem bundne til Jerusalem.
+  3.  Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede
+      et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
+  4.  Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham:
+      "Saul!  Saul! hvorfor forfølger du mig?"
+  5.  Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er
+      Jesus, som du forfølger.
+  6.  Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør
+      gøre."
+  7.  Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte
+      Røsten, men ikke så nogen.
+  8.  Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne,
+      så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i
+      Damaskus.
+  9.  Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller
+      drak.
+ 10.  Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren
+      sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er
+      jeg, Herre!"
+ 11.  Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes
+      den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra
+      Tarsus; thi se, han beder.
+ 12.  Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og
+      lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende."
+ 13.  Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne
+      Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
+ 14.  Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle
+      dem, som påkalde dit Navn."
+ 15.  Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt
+      Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger
+      og Israels Børn;
+ 16.  thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns
+      Skyld."
+ 17.  Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham
+      og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der
+      viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal
+      blive seende igen og fyldes med den Helligånd."
+ 18.  Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev
+      seende, og han stod op og blev døbt.
+ 19.  Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos
+      Disciplene i Damaskus.
+
+ 20.  Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds
+      Søn.
+ 21.  Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham,
+      som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var
+      kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"
+ 22.  Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i
+      Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.
+ 23.  Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham
+      ihjel.
+ 24.  Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede
+      endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.
+ 25.  Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem
+      Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.
+ 26.  Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til
+      Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at
+      han var en Discipel.
+ 27.  Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han
+      fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han
+      havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet
+      frimodigt i Jesu Navn.
+ 28.  Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem
+ 29.  og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes
+      med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.
+ 30.  Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea
+      og sendte ham videre til Tarsus.
+
+ 31.  Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og
+      Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved
+      den Helligånds Formaning voksede den.
+ 32.  Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også
+      kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
+ 33.  Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År
+      til Sengs og var værkbruden.
+ 34.  Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå
+      op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op.
+ 35.  Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til
+      Herren.
+ 36.  Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket
+      udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange
+      Almisser.
+ 37.  Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de
+      hende og lagde hende i Salen ovenpå.
+ 38.  Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de
+      hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden
+      Tøven over til os!"
+ 39.  Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de
+      ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og
+      viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde
+      forarbejdet, medens hun var hos dem.
+ 40.  Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og
+      han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!"
+      Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
+ 41.  Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de
+      hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.
+ 42.  Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på
+      Herren.
+ 43.  Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon,
+      en Garver.
+
+Apostelenes gerninger 10
+
+  1.  Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den
+      Afdeling, som kaldes den italienske,
+  2.  en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav
+      Folket mange Almisser og altid bad til Gud,
+  3.  han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en
+      Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!"
+  4.  Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er
+      det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser
+      ere opstegne til Ihukommelse for Gud.
+  5.  Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med
+      Tilnavn Peter.
+  6.  Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved
+      Havet."
+  7.  Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to
+      af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig
+      vare om ham.
+  8.  Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.
+  9.  Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til
+      Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.
+      10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men
+      medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,
+ 11.  og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en
+      stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;
+ 12.  og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr
+      og Himmelens Fugle.
+ 13.  Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"
+ 14.  Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist
+      noget vanhelligt og urent."
+ 15.  Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har
+      renset, holde du ikke for vanhelligt!"
+ 16.  Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til
+      Himmelen.
+ 17.  Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn,
+      som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare
+      udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
+ 18.  Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde
+      Herberge der.
+ 19.  Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se,
+      der er tre Mænd, som søge efter dig;
+ 20.  men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er
+      mig, som har sendt dem."
+ 21.  Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I
+      søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?"
+ 22.  Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og
+      gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk,
+      har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig
+      hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige."
+ 23.  Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag
+      stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe
+      droge med ham.
+ 24.  Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på
+      dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
+ 25.  Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde
+      og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
+ 26.  Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et
+      Menneske."
+ 27.  Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
+ 28.  Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en
+      jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et
+      fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde
+      noget Menneske vanhelligt eller urent.
+ 29.  Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg
+      spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?"
+ 30.  Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil
+      denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en
+      Mand stod for mig i et strålende Klædebon,
+ 31.  og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere
+      ihukommede for Gud.
+ 32.  Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde,
+      til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han
+      skal tale til dig, når han kommer.
+ 33.  Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at
+      komme.  Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at
+      høre alt, hvad der er dig befalet af Herren."
+ 34.  Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud
+      ikke anser Personer;
+ 35.  men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed,
+      velkommen for ham;
+ 36.  det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred
+      ved Jesus Kristus: han er alles Herre.
+ 37.  I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte
+      fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede,
+ 38.  det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den
+      Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og
+      helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var
+      med ham;
+ 39.  og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes
+      Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de
+      hængte ham på et Træ.
+ 40.  Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares,
+ 41.  ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte
+      af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var
+      opstanden fra de døde.
+ 42.  Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han
+      er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.
+ 43.  Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på
+      ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."
+ 44.  Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle
+      dem, som hørte Ordet.
+ 45.  Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med
+      Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var
+      bleven udgydt også over Hedningerne;
+ 46.  thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud.
+ 47.  Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de
+      ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så
+      vel som vi?"
+ 48.  Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade
+      de ham om at blive der nogle Dage.
+
+Apostelenes gerninger 11
+
+  1.  Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at
+      også Hedningerne havde modtaget Guds Ord.
+  2.  Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen
+      med ham og sagde:
+  3.  "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem."
+  4.  Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde:
+  5.  "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn,
+      noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire
+      Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.
+  6.  Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens
+      firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
+  7.  Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter,
+      slagt og spis!
+  8.  Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget
+      vanhelligt eller urent i min Mund.
+  9.  Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har
+      renset, holde du ikke for vanhelligt!
+ 10.  Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op
+      til Himmelen.
+ 11.  Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg
+      var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea.
+ 12.  Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre
+      Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind
+      i Mandens Hus.
+ 13.  Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans
+      Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter
+      hente!
+ 14.  Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal
+      frelses.
+ 15.  Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem
+      ligesom også på os i Begyndelsen.
+ 16.  Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte
+      med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd.
+ 17.  Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den
+      Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre
+      Gud?"
+ 18.  Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og
+      sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."
+
+ 19.  De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som
+      opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og
+      Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til
+      Jøder alene.
+ 20.  Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom
+      til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet
+      om den Herre Jesus.
+ 21.  Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og
+      omvendte sig til Herren.
+ 22.  Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de
+      sendte Barnabas ud til Antiokia.
+ 23.  Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og
+      formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren.
+ 24.  Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en,
+      stor Skare blev ført til Herren.
+ 25.  Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt
+      ham, førte han ham til Antiokia.
+ 26.  Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i
+      Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i
+      Antiokia bleve kaldte Kristne.
+
+ 27.  Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia
+ 28.  Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden,
+      at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken
+      også kom under Klaudius.
+ 29.  Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget
+      til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;
+ 30.  hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved
+      Barnabas og Saulus's Hånd.
+
+Apostelenes gerninger 12
+
+  1.  På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem,
+  2.  og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.
+  3.  Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod
+      også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage.
+  4.  Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav
+      ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire
+      Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket.
+  5.  Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af
+      Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham.
+  6.  Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat
+      imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran
+      Døren bevogtede Fængselet.
+  7.  Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i
+      Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde:
+      "Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
+  8.  Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler
+      på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om
+      dig, og følg mig!"
+  9.  Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som
+      skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn.
+ 10.  Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den
+      Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af
+      sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes
+      Engelen fra ham.
+ 11.  Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed,
+      at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd
+      og al det jødiske Folks Forventning."
+ 12.  Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som
+      var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare
+      forsamlede og bade.
+ 13.  Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved
+      Navn Rode for at høre efter.
+ 14.  Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne
+      Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for
+      Porten.
+ 15.  Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det
+      var således. Men de sagde: "Det er hans Engel."
+ 16.  Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham
+      og bleve forbavsede.
+ 17.  Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte
+      dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han
+      sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og
+      drog til et andet Sted.
+
+ 18.  Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt
+      Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter.
+ 19.  Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten
+      og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa
+      til Kæsarea og opholdt sig der.
+ 20.  Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom
+      endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres
+      Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler
+      tilførte fra Kongens Land.
+ 21.  Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte
+      sig på Tronen og holdt en Tale til dem,
+ 22.  Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes."
+ 23.  Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud
+      Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede.
+ 24.  Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
+ 25.  Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have
+      fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus,
+      med sig.
+
+Apostelenes gerninger 13
+
+  1.  Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og
+      Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og
+      Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten
+      Herodes, og Saulus.
+  2.  Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd:
+      "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har
+      kaldet dem."
+  3.  Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.
+  4.  Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned
+      til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
+  5.  Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i
+      Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.
+  6.  Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en
+      Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
+  7.  Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig
+      Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at
+      høre Guds Ord.
+  8.  Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem
+      imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.
+  9.  Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den
+      Helligånd, så fast på ham og sagde:
+ 10.  "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du
+      Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende
+      Herrens de lige Veje?
+ 11.  Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og
+      til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke
+      over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde
+      lede ham.
+ 12.  Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af
+      Forundring over Herrens Lære.
+
+ 13.  Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
+      til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
+      tilbage til Jerusalem.
+ 14.  Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
+      gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
+ 15.  Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
+      Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
+      Brødre!  have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
+ 16.  Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
+      israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!  17. Dette
+      Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
+      Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
+      Arm.
+ 18.  Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
+ 19.  Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
+      iblandt dem,
+ 20.  og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
+      han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
+ 21.  Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
+      en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
+ 22.  Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
+      Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
+      David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
+      Villie."
+ 23.  Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
+      Jesus,
+ 24.  efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
+      Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
+ 25.  Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
+      anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
+      efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
+ 26.  I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
+      som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
+ 27.  Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
+      de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
+      hver Sabbat.
+ 28.  Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
+      at han måtte blive slået ihjel.
+ 29.  Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
+      toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
+ 30.  Men Gud oprejste ham fra de døde,
+ 31.  og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
+      fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
+      Folket.
+ 32.  Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
+      at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
+      Jesus;
+ 33.  som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
+      har født dig i Dag."
+ 34.  Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
+      vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
+      vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
+ 35.  Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
+      hellige at se Forrådnelse."
+ 36.  David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
+      Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
+      Forrådnelse;
+ 37.  men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
+ 38.  Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
+      forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
+ 39.  og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
+      retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
+ 40.  Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
+      eder:
+ 41.  "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
+      Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
+      dersom nogen fortalte eder den."
+ 42.  Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
+      til dem på den følgende Sabbat.
+ 43.  Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
+      gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
+      formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.
+
+ 44.  Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
+      høre Guds Ord.
+ 45.  Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
+      modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
+      spottede.
+ 46.  Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
+      nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
+      I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
+      evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
+ 47.  Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
+      Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
+      Jordens Ende."
+ 48.  Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
+      Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
+ 49.  og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
+ 50.  Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
+      første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
+      Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
+ 51.  Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
+      Ikonium.
+ 52.  Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.
+
+Apostelenes gerninger 14
+
+  1.  Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes
+      Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og
+      Grækere, troede.
+  2.  Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind
+      og satte ondt i dem imod Brødrene.
+  3.  De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i
+      Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og
+      Undere ske ved deres Hænder.
+  4.  Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre
+      med Apostlene.
+
+  5.  Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med
+      samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem,
+  6.  og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i
+      Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,
+  7.  og der forkyndte de Evangeliet.
+  8.  Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam
+      fra Moders Liv, og han havde aldrig gået.
+  9.  Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at
+      han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:
+ 10.  "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring.
+ 11.  Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres
+      Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse
+      stegne ned til os."
+ 12.  Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var
+      den, som førte Ordet.
+ 13.  Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre
+      og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.
+ 14.  Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de
+      deres Klæder og sprang ind i Skaren,
+ 15.  råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også
+      Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder
+      Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende
+      Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der
+      er i dem;
+ 16.  han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre
+      deres egne Veje,
+ 17.  ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han
+      gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og
+      mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."
+ 18.  Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt
+      Skarerne fra at ofre til dem.
+ 19.  Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte
+      Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den
+      Tro, at han var død.
+ 20.  Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i
+      Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.
+
+ 21.  Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange
+      Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
+ 22.  og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i
+      Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige.
+ 23.  Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem,
+      overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde
+      givet deres Tro.
+ 24.  Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.
+ 25.  Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.
+ 26.  Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne
+      overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt.
+ 27.  Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte
+      de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde
+      åbnet en Troens Dør for Hedningerne.
+ 28.  Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.
+
+Apostelenes gerninger 15
+
+  1.  Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I
+      ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive
+      frelste."
+  2.  Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med
+      dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af
+      dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i
+      Anledning af dette Spørgsmål.
+  3.  Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem
+      Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og
+      de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
+  4.  Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og
+      Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud
+      havde gjort med dem.
+  5.  Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode
+      op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose
+      Lov."
+  6.  Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne
+      Sag.
+  7.  Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til
+      dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud
+      det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre
+      Evangeliets Ord og tro.
+  8.  Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem
+      den Helligånd lige så vel som os.
+  9.  Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved
+      Troen rensede deres Hjerter.
+ 10.  Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes
+      Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?
+ 11.  Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på
+      samme Måde som også de."
+ 12.  Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle,
+      hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne
+      ved dem.
+ 13.  Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I
+      Mænd, Brødre, hører mig!"
+ 14.  Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage
+      ud af Hedninger et Folk for sit Navn.
+ 15.  Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:
+ 16.  "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne
+      Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse
+      den igen,
+ 17.  for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle
+      Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som
+      gør dette."
+ 18.  Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.
+ 19.  Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne,
+      som omvende sig til Gud,
+ 20.  men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med
+      Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.
+ 21.  Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike
+      ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."
+ 22.  Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele
+      Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til
+      Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet
+      Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
+ 23.  Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og
+      Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og
+      Kilikien.
+ 24.  Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have
+      forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have
+      nogen Befaling fra os,
+ 25.  så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle
+      Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og
+      Paulus,
+ 26.  Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.
+ 27.  Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle
+      forkynde det samme.
+ 28.  Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde
+      at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:
+ 29.  At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra
+      det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå
+      eder godt.  Lever vel!"
+
+ 30.  Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede
+      Mængden og overgave Brevet.
+ 31.  Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.
+ 32.  Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede
+      Brødrene med megen Tale og styrkede dem.
+ 33.  Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem
+      fare med Fred til dem, som havde udsendt dem.  (34 Men Silas
+      besluttede at blive der.)
+ 35.  Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige
+      med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.
+ 36.  Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os
+      dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have
+      forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem."
+ 37.  Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med.
+ 38.  Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde
+      forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til
+      Arbejdet.
+ 39.  Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og
+      Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.
+ 40.  Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til
+      Herrens Nåde.
+ 41.  Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede
+      Menighederne.
+
+Apostelenes gerninger 16
+
+  1.  Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel
+      ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.
+  2.  Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.
+  3.  Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar
+      ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste
+      alle, at hans Fader var en Græker.
+  4.  Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de
+      Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de
+      Ældste i Jerusalem,
+  5.  Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.
+  6.  Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den
+      Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.
+  7.  Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til
+      Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.
+  8.  De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
+  9.  Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand
+      stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp
+      os!"
+ 10.  Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over
+      til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen
+      til at forkynde Evangeliet for dem.
+
+ 11.  Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den
+      næste Dag til Neapolis
+ 12.  og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af
+      Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.
+ 13.  Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi
+      mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de
+      Kvinder, som kom sammen.
+ 14.  Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen
+      Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes
+      Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af
+      Paulus.
+ 15.  Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde:
+      "Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit
+      Hus og bliver der!" Og hun nødte os.
+
+ 16.  Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os,
+      som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding
+      ved at spå.
+ 17.  Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker
+      ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej."
+ 18.  Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig
+      derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i
+      Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme
+      Stund.
+ 19.  Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet,
+      grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for
+      Øvrigheden.
+ 20.  Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker,
+      som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.
+ 21.  og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere
+      Romere, at antage eller øve."
+ 22.  Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne
+      rive af dem og befalede at piske dem.
+ 23.  Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og
+      befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
+ 24.  Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste
+      Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.
+
+ 25.  Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og
+      Fangerne lyttede på dem.
+ 26.  Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets
+      Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles
+      Lænker løstes.
+ 27.  Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre
+      åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente,
+      at Fangerne vare flygtede.
+ 28.  Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget
+      ondt; thi vi ere her alle."
+ 29.  Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for
+      Paulus og Silas.
+ 30.  Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre,
+      for at jeg kan blive frelst?"
+ 31.  Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive
+      frelst, du og dit Hus."
+ 32.  Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans
+      Hus.
+ 33.  Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede
+      deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.
+ 34.  Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og
+      frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen
+      på Gud.
+ 35.  Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen
+      og sagde: "Løslad de Mænd!"
+ 36.  Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have
+      sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med
+      Fred!"
+ 37.  Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og
+      uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel,
+      og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre
+      os ud!"
+ 38.  Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve
+      bange, da de hørte, at de vare Romere.
+ 39.  Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem
+      at drage bort fra Byen.
+ 40.  Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde
+      set Brødrene. formanede de dem og droge bort.
+
+Apostelenes gerninger 17
+
+  1.  Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til
+      Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.
+  2.  Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater
+      samtalede han med dem ud fra Skrifterne,
+  3.  idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå
+      fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder,
+      han er Kristus."
+  4.  Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og
+      Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og
+      ikke få af de fornemste Kvinder.
+  5.  Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker
+      af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og
+      de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til
+      Folket.
+  6.  Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for
+      Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i
+      Oprør, ere også komne hid;
+  7.  dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod
+      Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig
+      Jesus."
+  8.  Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.
+  9.  Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.
+
+ 10.  Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort
+      til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes
+      Synagoge.
+ 11.  Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge
+      Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse
+      Ting forholdt sig således.
+ 12.  Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske
+      Kvinder og Mænd.
+ 13.  Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev
+      forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre
+      og Bevægelse iblandt Skarerne.
+
+ 14.  Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde
+      drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.
+ 15.  Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter
+      at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest
+      muligt skulde komme til ham, droge de bort.
+ 16.  Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i
+      ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.
+ 17.  Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på
+      Torvet hver Dag til dem, som han traf på.
+ 18.  Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode
+      sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne
+      Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af
+      fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og
+      Opstandelsen.
+ 19.  Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi
+      få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?
+ 20.  Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi
+      vide, hvad dette skal betyde.""
+ 21.  Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave
+      sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.
+ 22.  Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I
+      athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige
+      for eders Gudsdyrkelse.
+ 23.  Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt
+      jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt
+      Gud.""  Det, som I således dyrke uden at kende det, det
+      forkynder jeg eder.
+ 24.  Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som
+      er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med
+      Hænder,
+ 25.  han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger
+      til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.
+ 26.  Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet
+      Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og
+      Grænserne for deres Bolig,
+ 27.  for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og
+      finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;
+ 28.  thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders
+      Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.
+ 29.  Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er
+      lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og
+      Opfindsomhed.
+ 30.  Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens
+      Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle
+      omvende sig.
+ 31.  Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige
+      med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og
+      dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."
+ 32.  Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men
+      andre sagde: "Ville atter høre dig om dette."
+ 33.  Således gik Paulus ud fra dem.
+ 34.  Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også
+      var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre
+      med dem.
+
+Apostelenes gerninger 18
+
+  1.  Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth
+  2.  Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig
+      var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius
+      havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik
+      han.
+  3.  Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og
+      arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.
+  4.  Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste
+      Jøder og Grækere.
+  5.  Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus
+      helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er
+      Kristus.
+  6.  Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine
+      Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg
+      er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."
+  7.  Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus,
+      som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.
+  8.  Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med
+      hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og
+      bleve døbte.
+  9.  Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men
+      tal og ti ikke,
+ 10.  eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at
+      gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."
+ 11.  Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord
+      iblandt dem.
+ 12.  Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne
+      endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:
+ 13.  "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."
+ 14.  Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: "
+      Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg,
+      som billigt var, tålmodigt høre på eder.
+ 15.  Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I
+      have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over
+      disse Ting."
+ 16.  Og han drev dem bort fra Domstolen.
+ 17.  Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige
+      for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.
+
+ 18.  Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked
+      med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og
+      Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ;
+      thi han havde et Løfte på sig.
+ 19.  Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men
+      han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.
+ 20.  Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han
+      ikke;
+ 21.  men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne
+      forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage
+      til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus
+ 22.  og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så
+      ned til Antiokia.
+
+ 23.  Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og
+      rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien
+      og styrkede alle Disciplene.
+
+ 24.  Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende
+      Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.
+ 25.  Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte
+      og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's
+      Dåb.
+ 26.  Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla
+      og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej
+      nøjere.
+ 27.  Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til
+      Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var
+      kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;
+ 28.  thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved
+      Skrifterne, at Jesus er Kristus.
+
+Apostelenes gerninger 19
+
+  1.  Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at
+      være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til
+      Efesus
+  2.  og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den
+      Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have
+      ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
+  3.  Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til
+      Johannes's Dåb."
+  4.  Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han
+      sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,
+      det er på Jesus."
+  5.  Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu
+      Navn.
+  6.  Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,
+      og de talte i Tunger og profeterede.
+  7.  Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
+  8.  Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,
+      idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til
+      Guds Rige.
+  9.  Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden
+      talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem
+      og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
+ 10.  Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både
+      Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
+ 11.  Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's
+      Hænder,
+ 12.  så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til
+      de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
+ 13.  Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at
+      nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,
+      idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus
+      prædiker."
+ 14.  Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk
+      Ypperstepræst,
+ 15.  Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og
+      om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
+ 16.  Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og
+      overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede
+      nøgne og sårede ud af Huset.
+ 17.  Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både
+      Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den
+      Herres Jesu Navn blev ophøjet,
+ 18.  og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og
+      fortalte om deres Gerninger.
+ 19.  Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger
+      sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres
+      Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
+ 20.  Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.
+
+ 21.  Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han
+      vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til
+      Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg
+      også se Rom."
+ 22.  Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og
+      Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.
+
+ 23.  Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af
+      Vejen.
+ 24.  Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv
+      og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
+ 25.  Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte
+      Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af
+      dette Arbejde.
+ 26.  Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien
+      har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,
+      idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
+ 27.  Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal
+      komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's
+      Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes
+      Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive
+      krænket."
+ 28.  Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og
+      sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
+ 29.  Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret
+      og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,
+      med sig.
+ 30.  Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte
+      Disciplene ham det ikke.
+ 31.  Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud
+      til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
+ 32.  Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i
+      Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare
+      komne sammen.
+ 33.  Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;
+      men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en
+      Forsvarstale til Folket.
+ 34.  Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een
+      Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
+ 35.  Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!
+      hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er
+      Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
+ 36.  Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke
+      foretage eder noget fremfusende.
+ 37.  Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere
+      eller bespotte eders Gudinde.
+ 38.  Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da
+      holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde
+      hinanden for Retten!
+ 39.  Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive
+      afgjort i den lovlige Forsamling.
+ 40.  Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i
+      Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette
+      Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
+ 41.  Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
+
+Apostelenes gerninger 20
+
+  1.  Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente
+      og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse
+      til Makedonien.
+  2.  Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem
+      med megen Tale, kom han til Grækenland.
+  3.  Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for
+      imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han
+      til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.
+  4.  Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne
+      Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af
+      Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.
+  5.  Disse droge forud og biede på os i Troas;
+  6.  men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom
+      fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.
+  7.  Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde
+      Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde
+      rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.
+  8.  Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.
+  9.  Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i
+      en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og
+      overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og
+      blev tagen død op.
+ 10.  Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og
+      sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."
+ 11.  Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu
+      længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.
+ 12.  Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet
+      trøstede.
+
+ 13.  Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde
+      derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da
+      han selv vilde gå til Fods.
+ 14.  Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til
+      Mitylene.
+ 15.  Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen
+      derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.
+ 16.  Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det
+      ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede
+      for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.
+ 17.  Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens
+      Ældste kalde til sig.
+ 18.  Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg
+      færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag,
+      jeg kom til Asien,
+ 19.  idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og
+      Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;
+ 20.  hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget
+      som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder
+      offentligt og i Husene,
+ 21.  idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til
+      Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.
+ 22.  Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide,
+      hvad der skal møde mig,
+ 23.  kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at
+      Lænker og Trængsler vente mig.
+ 24.  Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg
+      kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den
+      Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.
+ 25.  Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I,
+      iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.
+ 26.  Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles
+      Blod;
+ 27.  thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.
+ 28.  Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den
+      Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds
+      Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.
+ 29.  Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind
+      iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.
+ 30.  Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale
+      forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.
+ 31.  Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År,
+      Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.
+ 32.  Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår
+      at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.
+ 33.  Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.
+ 34.  I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder
+      og for dem, som vare med mig.
+ 35.  Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os
+      af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv
+      har sagt: "Det er saligere at give end at tage."
+ 36.  Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem
+      alle.
+ 37.  Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og
+      kyssede ham.
+ 38.  Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere
+      skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.
+
+Apostelenes gerninger 21
+
+  1.  Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi
+      lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.
+  2.  Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi
+      om Bord og afsejlede.
+  3.  Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til
+      venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der
+      skulde Skibet losse sin Ladning.
+  4.  Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved
+      Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
+  5.  Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og
+      rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os
+      uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt
+      Bøn
+  6.  toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de
+      vendte tilbage til deres Hjem.
+
+  7.  Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi
+      hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.
+  8.  Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi
+      gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og
+      bleve hos ham.
+  9.  Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.
+ 10.  Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa
+      ved Navn Agabus.
+ 11.  Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne
+      Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand,
+      hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i
+      Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder."
+ 12.  Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om
+      ikke at drage op til Jerusalem.
+ 13.  Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte
+      modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at
+      dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."
+ 14.  Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og
+      sagde: "Herrens Villie ske!"
+
+ 15.  Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til
+      Jerusalem.
+ 16.  Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte
+      os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem
+      vi skulde have Herberge.
+ 17.  Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.
+ 18.  Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de
+      Ældste kom derhen.
+ 19.  Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke,
+      hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
+ 20.  Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham:
+      "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have
+      antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.
+ 21.  Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt
+      Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle
+      omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.
+ 22.  Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker
+      sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.
+ 23.  Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som
+      have et Løfte på sig.
+ 24.  Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør
+      Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så
+      ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har
+      noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder
+      Loven.
+ 25.  Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en
+      Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde,
+      men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og
+      Utugt."
+ 26.  Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset
+      sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte
+      Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af
+      dem.
+
+ 27.  Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra
+      Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og
+      lagde Hånd på ham
+ 28.  og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det
+      Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og
+      dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i
+      Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"
+ 29.  de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden
+      sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i
+      Helligdommen.
+ 30.  Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de
+      grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks
+      bleve Dørene lukkede.
+ 31.  Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til
+      Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.
+ 32.  Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned
+      imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de
+      op at slå Paulus.
+ 33.  Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde
+      bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han
+      havde gjort.
+ 34.  Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han
+      ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen,
+      befalede han at føre ham ind i Borgen,
+ 35.  Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres
+      af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;
+ 36.  thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"
+ 37.  Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til
+      Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men
+      han sagde: "Forstår du Græsk?
+ 38.  Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør
+      og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"
+ 39.  Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en
+      ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at
+      tale til Folket!"
+ 40.  Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til
+      Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed,
+      tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:
+
+Apostelenes gerninger 22
+
+  1.  " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
+  2.  Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog,
+      holdt de sig end mere stille. Og han siger:
+  3.  "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret
+      i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs
+      Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
+  4.  Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både
+      Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
+  5.  som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra
+      hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste
+      derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem,
+      for at de måtte blive straffede.
+  6.  Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus,
+      at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede
+      mig.
+  7.  Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig:
+      Saul!  Saul! hvorfor forfølger du mig?
+  8.  Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er
+      Jesus af Nazareth, som du forfølger.
+  9.  Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans
+      Røst, som talte til mig.
+ 10.  Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til
+      mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til
+      dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
+ 11.  Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg
+      ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i
+      Damaskus.
+ 12.  Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde
+      godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
+ 13.  kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og
+      jeg så op på ham i samme Stund.
+ 14.  Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans
+      Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
+ 15.  Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som
+      du har set og hørt.
+ 16.  Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder
+      aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
+ 17.  Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i
+      Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
+ 18.  og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud
+      af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om
+      mig.
+ 19.  Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede
+      trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
+ 20.  og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos
+      og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham
+      ihjel.
+ 21.  Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort
+      til Hedninger."
+
+ 22.  Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst
+      og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke
+      leve.""
+ 23.  Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i
+      Luften,
+ 24.  befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og
+      sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han
+      kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
+ 25.  Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den
+      hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en
+      romersk Mand, og det uden Dom?"
+ 26.  Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og
+      meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne
+      Mand er jo en Romer."
+ 27.  Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en
+      Romer?" Han sagde: "Ja."
+ 28.  Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for
+      en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
+ 29.  Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage
+      fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer,
+      blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
+ 30.  Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide
+      om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og
+      befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme
+      sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.
+
+Apostelenes gerninger 23
+
+  1.  Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har
+      med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
+  2.  Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at
+      slå ham på Munden.
+  3.  Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og
+      du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven
+      befaler du, at jeg skal slås."
+  4.  Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
+  5.  Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er
+      Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du
+      ikke tale ondt imod."
+  6.  Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men
+      den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg
+      er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes
+      Opstandelse er det, jeg dømmes."
+  7.  Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og
+      Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
+  8.  Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller
+      nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
+  9.  Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af
+      Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde
+      intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel
+      har talt til ham!"
+ 10.  Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus
+      skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå
+      ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
+ 11.  Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,
+      thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du
+      også vidne i Rom."
+
+ 12.  Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og
+      forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller
+      drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
+ 13.  Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end
+      fyrretyve i Tal.
+ 14.  Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi
+      have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,
+      førend vi have slået Paulus ihjel.
+ 15.  Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at
+      han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag
+      nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer
+      derhen."
+ 16.  Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og
+      gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
+ 17.  Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før
+      denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at
+      melde ham."
+ 18.  Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den
+      fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til
+      dig, da han har noget at tale med dig om."
+ 19.  Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og
+      spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
+ 26.  Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade
+      Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville
+      have nøjere Underretning om ham.
+ 21.  Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd
+      af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig
+      til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham
+      ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
+ 22.  Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal
+      ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."
+
+ 23.  Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører
+      to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og
+      halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den
+      tredje Time i Nat; "
+ 24.  og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og
+      føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
+ 25.  Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
+ 26.  "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
+ 27.  Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;
+      men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg
+      erfarede, at han var en Romer.
+ 28.  Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte
+      jeg ham ned for deres Råd
+ 29.  og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i
+      deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller
+      Fængsel.
+ 30.  Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et
+      hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt
+      ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre
+      for dig, hvad de have imod ham."
+ 31.  Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte
+      ham om Natten til Antipatris.
+ 32.  Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte
+      selv tilbage til Borgen.
+ 33.  Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen
+      Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
+ 34.  Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han
+      var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
+ 35.  "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."
+      Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
+
+Apostelenes gerninger 24
+
+  1.  Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle
+      Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for
+      Landshøvdingen imod Paulus.
+  2.  Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og
+      sagde:
+  3.  "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle
+      Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,
+      mægtigste Feliks!  det erkende vi med al Taknemmelighed.
+  4.  Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du
+      efter din Mildhed vil høre os kortelig.
+  5.  Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en
+      Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er
+      Fører for Nazaræernes Parti,
+  6.  ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe
+      ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
+  7.  Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold
+      af vore Hænder
+  8.  og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du
+      undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."
+  9.  Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt
+      sig således.
+
+ 10.  Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han
+      skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer
+      for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
+ 11.  da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,
+      siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
+ 12.  Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd
+      med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i
+      Synagogerne eller omkring i Staden.
+ 13.  Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
+ 14.  Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de
+      kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på
+      alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos
+      Profeterne,
+ 15.  og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der
+      skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
+ 16.  Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed
+      for Gud og Menneskene.
+ 17.  Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser
+      til mit Folk og Ofre,
+ 18.  hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i
+      Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder
+      fra Asien,
+ 19.  og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget
+      på mig at sige.
+ 20.  Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,
+      da jeg stod for Rådet,
+ 21.  uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod
+      iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."
+
+ 22.  Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,
+      og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg
+      påkende eders Sag."
+ 23.  Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men
+      med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at
+      gå ham til Hånde.
+ 24.  Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var
+      en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus
+      Jesus.
+ 25.  Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den
+      kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne
+      Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."
+ 26.  Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor
+      lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
+ 27.  Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til
+      Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod
+      han Paulus blive tilbage i Lænker.
+
+Apostelenes gerninger 25
+
+  1.  Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han
+      efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.
+  2.  Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos
+      ham imod Paulus og henvendte sig til ham,
+  3.  idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem
+      den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de
+      lurede på at slå ham ihjel på Vejen.
+  4.  Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men
+      at han selv snart vilde drage derned.
+  5.  "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed
+      dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget
+      uskikkeligt ved Manden."
+  6.  Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti
+      Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig
+      på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.
+  7.  Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned
+      fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare
+      Klagemål, som de ikke kunde bevise,
+  8.  efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes
+      Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i
+      noget Stykke."
+
+  9.  Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede
+      Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og
+      der stå for min Domstol i denne Sag?"
+ 10.  Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør
+      jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved
+      helt vel.
+ 11.  Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden,
+      vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse
+      anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til
+      dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."
+ 12.  Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind
+      under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."
+
+ 13.  Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike
+      til Kæsarea og hilste på Festus.
+ 14.  Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen
+      Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som
+      Fange;
+ 15.  imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg
+      var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.
+ 16.  Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget
+      Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til
+      Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
+ 17.  Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den
+      næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.
+ 18.  Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan
+      Beskyldning, som jeg havde formodet;
+ 19.  men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen
+      Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod
+      er i Live.
+ 20.  Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde
+      jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag
+      pådømme.
+ 21.  Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens
+      Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil
+      jeg kan sende ham til Kejseren."
+ 22.  Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre
+      den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."
+ 23.  Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og
+      gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens
+      ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.
+ 24.  Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os
+      til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har
+      henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at
+      han ikke længer bør leve.
+ 25.  Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og
+      da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende
+      ham derhen.
+ 26.  Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor
+      lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa!
+      for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.
+ 27.  Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at
+      angive Beskyldningerne imod ham."
+
+Apostelenes gerninger 26
+
+  1.  Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig
+      selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:
+  2.  "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig
+      for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af
+      Jøderne, Kong Agrippa!
+  3.  navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og
+      Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil
+      høre mig.
+  4.  Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført
+      iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;
+  5.  thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers
+      ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste
+      Parti i vor Gudsdyrkelse.
+  6.  Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som
+      er given af Gud til vore Fædre,
+  7.  og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene
+      Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af
+      Jøder, o Konge!
+  8.  Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?
+  9.  Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu,
+      Nazaræerens Navn,
+ 10.  og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af
+      de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af
+      Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min
+      Stemme dertil.
+ 11.  Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til
+      at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg
+      dem endog til de udenlandske Byer.
+ 12.  Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og
+      Myndighed fra Ypperstepræsterne,
+ 13.  så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen,
+      som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med
+      mig.
+ 14.  Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde
+      til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du
+      mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.
+ 15.  Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus,
+      som du forfølger.
+ 16.  Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig
+      for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som
+      du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,
+ 17.  idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke
+      jeg udsender dig
+ 18.  for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys
+      og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes
+      Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på
+      mig.
+ 19.  Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske
+      Syn;
+ 20.  men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i
+      Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de
+      skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre
+      Gerninger, Omvendelsen værdige.
+ 21.  For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og
+      forsøgte at slå mig ihjel.
+ 22.  Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har
+      stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg
+      intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt
+      skulde ske,
+ 23.  at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes
+      Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for
+      Hedningerne."
+ 24.  Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst:
+      "Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."
+ 25.  Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg
+      taler sande og betænksomme Ord.
+ 26.  Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt,
+      efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham;
+      thi dette er ikke sket i en Vrå.
+ 27.  Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."
+ 28.  Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du
+      overtaler mig til at blive en Kristen."
+ 29.  Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes
+      lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig
+      i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."
+ 30.  Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade
+      hos dem.
+ 31.  Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand
+      gør intet, som fortjener Død eller Lænker."
+ 32.  Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt,
+      dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."
+
+Apostelenes gerninger 27
+
+  1.  Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien,
+      overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand
+      ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
+  2.  Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til
+      Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og
+      Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
+  3.  Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede
+      Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde
+      Pleje.
+  4.  Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden
+      var imod.
+  5.  Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom
+      til Myra i Lykien.
+  6.  Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til
+      Italien, og bragte os over i det.
+  7.  Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og
+      næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi
+      ned under Kreta ved Salmone.
+  8.  Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som
+      kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.
+  9.  Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var
+      farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus
+      dem og sagde:
+ 10.  "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen
+      Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."
+ 11.  Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på
+      det, som Paulus sagde.
+ 12.  Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de
+      fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen
+      og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod
+      Sydvest og Nordvest,
+ 13.  Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres
+      Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under
+      Kreta.
+ 14.  Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den,
+      den såkaldte "Eurakvilo".
+ 15.  Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden,
+      opgave vi det og lode os drive.
+ 16.  Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede
+      vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
+ 17.  Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og
+      omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive
+      kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således
+      drive.
+ 18.  Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at
+      kaste over Bord.
+ 19.  Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets
+      Redskaber.
+ 20.  Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og
+      vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af
+      alt Håb om Redning os betaget.
+ 21.  Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus
+      frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt
+      mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne
+      Ulykke og Skade.
+ 22.  Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl
+      af eder skal forgå, men alene Skibet.
+ 23.  Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg
+      tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:
+ 24.  "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og
+      se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."
+ 25.  Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til
+      Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.
+ 26.  Men vi må strande på en Ø."
+ 27.  Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav,
+      kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i
+      Nærheden.
+ 28.  Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere
+      fremme atter loddede, fik de femten Favne.
+ 29.  Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire
+      Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.
+ 30.  Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og
+      firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre
+      ud fra Forstavnen,
+ 31.  da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom
+      disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."
+ 32.  Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.
+ 33.  Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage
+      Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have
+      ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
+ 34.  Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette
+      hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt
+      for nogen af eder."
+ 35.  Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for
+      alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
+ 36.  Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.
+ 37.  Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og
+      halvfjerdsindstyve Sjæle.
+ 38.  Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at
+      kaste Levnedsmidlerne i Søen.
+ 39.  Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en
+      Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte
+      Skibet ind på.
+ 40.  Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste
+      tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden,
+      holdt de ind på Strandbredden.
+ 41.  Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der
+      satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod
+      urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
+ 42.  Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne,
+      for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
+ 43.  Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i
+      dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først
+      kaste sig ud og slippe i Land,
+ 44.  og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af
+      Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.
+
+Apostelenes gerninger 28
+
+  1.  Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.
+  2.  Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de
+      tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns
+      og Kuldens Skyld.
+  3.  Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der
+      en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.
+  4.  Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til
+      hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen
+      ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."
+  5.  Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
+  6.  Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde
+      død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete
+      ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han
+      var en Gud.
+  7.  Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn
+      Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os
+      venligt Herberge i tre Dage.
+  8.  Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og
+      Blodgang.  Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på
+      ham og helbredte ham.
+  9.  Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,
+      til ham og bleve helbredte.
+ 10.  De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om
+      Bord i Skibet, hvad vi trængte til.
+
+ 11.  Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et
+      aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte
+      Tvillingernes Mærke.
+ 12.  Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
+ 13.  Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags
+      Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
+ 14.  Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i
+      syv Dage. Og så droge vi til Rom.
+ 15.  Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til
+      Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han
+      Gud og fattede Mod.
+ 16.  Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til
+      Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for
+      sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.
+
+ 17.  Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de
+      fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han
+      til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort
+      Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som
+      Fange i Romernes Hænder,
+ 18.  og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi
+      der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
+ 19.  Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig
+      ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage
+      mit Folk for.
+ 20.  Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og
+      tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne
+      Lænke."
+ 21.  Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om
+      dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt
+      eller sagt noget ondt om dig.
+ 22.  Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti
+      er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."
+ 23.  Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i
+      Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om
+      Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose
+      Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.
+ 24.  Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre
+      troede ikke.
+ 25.  Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt
+      dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten
+      Esajas til eders Fædre og sagt:
+ 26.  "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og
+      ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;
+ 27.  thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
+      tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
+      med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
+      sig, så jeg kunde helbrede dem."
+ 28.  Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt
+      til Hedningerne; de skulle også høre."
+ 29.  Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor
+      Trætte imellem dem indbyrdes.
+ 30.  Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,
+      som kom til ham,
+ 31.  idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al
+      Frimodighed, uhindret.
+
+
+Romerne
+
+Romerne 1
+
+  1.  Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at
+      forkynde Guds Evangelium,
+  2.  hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige
+      Skrifter,
+  3.  om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,
+  4.  kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved
+      Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,
+  5.  ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke
+      Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
+  6.  iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:
+  7.  Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være
+      med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
+
+  8.  Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi
+      eders Tro omtales i den hele Verden.
+  9.  Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns
+      Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,
+ 10.  idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig
+      engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
+ 11.  Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder
+      nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,
+ 12.  det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens
+      Tro, både eders og min.
+ 13.  Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg
+      ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg
+      bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt
+      eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.
+ 14.  Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står
+      jeg i Gæld.
+ 15.  således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde
+      Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
+ 16.  Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds
+      Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og
+      for Græker.
+ 17.  Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er
+      skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."
+
+ 18.  Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og
+      Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved
+      Uretfærdighed;
+ 19.  thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud
+      har jo åbenbaret dem det.
+ 20.  Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og
+      Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås
+      af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.
+ 21.  Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke
+      som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres
+      uforstandige Hjerte blev formørket.
+ 22.  Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer
+ 23.  og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i
+      Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og
+      krybende dyr.
+
+ 24.  Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,
+      til at vanære deres Legemer indbyrdes,
+ 25.  de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente
+      Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
+ 26.  Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres
+      Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,
+ 27.  og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden
+      og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede
+      Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde
+      sig, på sig selv.
+ 28.  Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav
+      Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,
+ 29.  opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde
+      af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;
+ 30.  Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;
+      Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,
+ 31.  uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;
+ 32.  - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der
+      øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men
+      også give dem, som øve det, deres Bifald.
+
+Romerne 2
+
+  1.  Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som
+      dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi
+      du, som dømmer, øver det samme.
+  2.  Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som
+      øve sådanne Ting.
+  3.  Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og
+      selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
+  4.  Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds
+      Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
+  5.  Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig
+      selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
+  6.  han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
+  7.  dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og
+      Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
+  8.  men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men
+      adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
+  9.  Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,
+      både en Jødes først og en Grækers;
+ 10.  men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både
+      en Jøde først og en Græker!
+
+ 11.  Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
+ 12.  Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes
+      uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle
+      dømmes ved Loven;
+ 13.  thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere
+      skulle retfærdiggøres
+ 14.  thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad
+      Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;
+ 15.  de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres
+      Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller
+      også forsvare hverandre
+ 16.  på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit
+      Evangelium ved Jesus Kristus.
+ 17.  Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og
+      roser dig af Gud
+ 18.  og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du
+      undervises af Loven,
+ 19.  og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som
+      ere i Mørke,
+ 20.  uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har
+      Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,
+ 21.  du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som
+      prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.
+ 22.  Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,
+      som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
+ 23.  Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af
+      Loven!
+ 24.  Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",
+      som der er skrevet.
+
+ 25.  Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens
+      Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
+ 26.  Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans
+      Forhud blive regnet som Omskærelse?
+ 27.  Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme
+      dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
+ 28.  Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det
+      Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
+ 29.  men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd,
+      ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,
+
+Romerne 3
+
+  1.  Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
+  2.  Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem
+      betroede.
+  3.  Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds
+      Trofasthed til intet?
+  4.  Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske
+      er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig
+      i dine Ord og vinde, når du går i Rette."
+  5.  Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad
+      skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin
+      Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
+  6.  Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme
+      Verden?
+  7.  Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere
+      til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
+  8.  Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som
+      nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme
+      deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.
+
+  9.  Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor
+      anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
+ 10.  som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;
+ 11.  der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
+ 12.  alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen,
+      som øver Godhed, der er end ikke een."
+ 13.  "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;"
+      "der er Slangegift under deres Læber;"
+ 14.  "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"
+ 15.  "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
+ 16.  der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
+ 17.  og Freds Vej have de ikke kendt."
+ 18.  "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."
+ 19.  Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som
+      ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden
+      blive strafskyldig for Gud,
+ 20.  efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens
+      Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.
+
+ 21.  Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der
+      vidnes af Loven og Profeterne.
+ 22.  nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og
+      over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
+ 23.  Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
+ 24.  og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den
+      Forløsning, som er i Kristus Jesus,
+ 25.  hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for
+      at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde
+      båret over med de forhen begåede Synder,
+ 26.  for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han
+      kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på
+      Jesus.
+
+ 27.  Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov?
+      Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
+ 28.  Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro,
+      uden Lovens Gerninger.
+ 29.  Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo,
+      også Hedningers;
+ 30.  så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og
+      uomskårne ved Troen.
+ 31.  Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej,
+      vi hævde Loven.
+
+Romerne 4
+
+  1.  Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet
+      efter Kødet?
+  2.  Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han
+      Ros, men ikke for Gud.
+  3.  Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev
+      regnet ham til Retfærdighed."
+  4.  Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men
+      som Skyldighed;
+  5.  den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som
+      retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
+  6.  ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud
+      tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
+  7.  "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere
+      skjulte;
+  8.  salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."
+
+  9.  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de
+      uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til
+      Retfærdighed.
+ 10.  Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller
+      da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde
+      Forhud.
+ 11.  Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens
+      Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde
+      være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at
+      Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
+ 12.  og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse,
+      men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde
+      som uomskåren.
+
+ 13.  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at
+      han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
+ 14.  Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen
+      bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
+ 15.  Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller
+      ikke Overtrædelse.
+ 16.  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at
+      Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af
+      Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til
+      os alle
+ 17.  (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags
+      Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de
+      døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
+ 18.  Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange
+      Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd
+      være;"
+ 19.  og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede
+      udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras
+      Moderliv var udlevet;
+ 20.  men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev
+      han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
+ 21.  og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig
+      til også at gøre.
+ 22.  Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
+ 23.  Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham
+      tilregnet,
+ 24.  men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på
+      ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
+ 25.  ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst
+      for vor Retfærdiggørelses Skyld.
+
+Romerne 5
+
+  1.  Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre
+      Jesus Krist,
+  2.  ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde,
+      hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
+  3.  ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi
+      vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
+  4.  men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,
+  5.  men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore
+      Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
+  6.  Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den
+      bestemte Tid for ugudelige.
+  7.  Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var
+      der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,
+  8.  men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde
+      for os, medens vi endnu vare Syndere.
+  9.  Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne
+      retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
+ 10.  Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans
+      Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne
+      forligte, frelses ved hans Liv,
+ 11.  ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved
+      vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.
+
+ 12.  Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og
+      Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle
+      Mennesker, efterdi de syndede alle
+ 13.  thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke.
+      hvor der ikke er Lov;
+ 14.  dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke
+      syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et
+      Forbillede på den, der skulde komme.
+ 15.  Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde
+      de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven
+      i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til
+      de mange.
+ 16.  Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen
+      blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra
+      mange Fald til Retfærdiggørelse.
+ 17.  Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da
+      skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og
+      Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
+ 18.  Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til
+      Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle
+      Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
+ 19.  Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til
+      Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til
+      retfærdige.
+
+ 20.  Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor
+      Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,
+ 21.  for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden
+      skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus
+      Kristus, vor Herre.
+
+Romerne 6
+
+  1.  Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at
+      Nåden kunde blive desto større?
+  2.  Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes
+      skulle vi endnu leve i den?
+  3.  Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus
+      Jesus, bleve døbte til hans Død?
+  4.  Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at,
+      ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed,
+      således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
+  5.  Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede,
+      skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
+  6.  idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet
+      med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi
+      ikke mere skulde tjene Synden.
+  7.  Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
+  8.  Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle
+      leve med ham,
+  9.  efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde,
+      ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
+ 10.  Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han
+      lever, lever han for Gud.
+ 11.  Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men
+      levende for Gud i Kristus Jesus.
+ 12.  Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde
+      dets Begæringer;
+ 13.  fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds
+      Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra
+      døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben
+      for Gud.
+ 14.  Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men
+      under Nåde.
+
+ 15.  Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under
+      Nåde? Det være langt fra!
+ 16.  Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til
+      Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til
+      Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
+ 17.  Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve
+      af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve
+      overgivne.
+ 18.  Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
+ 19.  Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds
+      Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som
+      Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således
+      fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til
+      Helliggørelse!
+ 20.  Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for
+      Retfærdigheden.
+ 21.  Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme
+      eder; Enden derpå er jo Død.
+ 22.  Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds
+      Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå
+      et evigt Liv;
+ 23.  thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i
+      Kristus Jesus, vor Herre.
+
+Romerne 7
+
+  1.  Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som
+      kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han
+      lever?
+  2.  Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han
+      lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
+  3.  Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden
+      Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra
+      den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden
+      Mands.
+  4.  Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi
+      Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst
+      fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
+  5.  Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes
+      ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
+  6.  Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det,
+      hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke
+      i Bogstavens gamle Væsen.
+
+  7.  Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men
+      jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke
+      Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
+  8.  Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i
+      mig; thi uden Lov er Synden død.
+  9.  Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden
+      op;
+ 10.  men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive
+      mig til Død;
+ 11.  thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og
+      dræbte mig ved det.
+ 12.  Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og
+      godt.
+ 13.  Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden
+      blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det
+      gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive
+      overvættes syndig.
+ 14.  Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt
+      under Synden.
+ 15.  Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg
+      vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
+ 16.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven
+      i, at den er god.
+ 17.  Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som
+      bor i mig.
+ 18.  Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke
+      godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg
+      ikke;
+ 19.  thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som
+      jeg ikke vil, det øver jeg.
+ 20.  Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere
+      mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
+ 21.  Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det
+      onde ligger mig for Hånden
+ 22.  Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
+ 23.  men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit
+      Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine
+      Lemmer.
+ 24.  Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens
+      Legeme?
+ 25.  Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener
+      med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
+
+Romerne 8
+
+  1.  Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus
+      Jesus.
+  2.  Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og
+      Dødens Lov.
+  3.  Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved
+      Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt
+      Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i
+      Kødet,
+  4.  for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter
+      Kødet, men efter Ånden.
+  5.  Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men
+      de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
+  6.  Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
+  7.  efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
+      Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
+  8.  Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
+  9.  I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor
+      i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke
+      til.
+ 10.  Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at
+      Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
+ 11.  Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da
+      skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også
+      eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
+
+ 12.  Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde
+      leve efter Kødet;
+ 13.  thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved
+      Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
+ 14.  Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
+ 15.  I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge
+      en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
+ 16.  Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
+ 17.  Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og
+      Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at
+      herliggøres med ham.
+
+ 18.  Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at
+      regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
+ 19.  Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
+ 20.  Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin
+      Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
+ 21.  med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra
+      Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
+ 22.  Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen
+      i Veer indtil nu.
+ 23.  Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens
+      Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en
+      Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
+ 24.  Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et
+      Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
+ 25.  Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med
+      Udholdenhed.
+ 26.  Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi
+      vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden
+      selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
+ 27.  Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at
+      den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
+
+ 28.  Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske
+      Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
+ 29.  Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive
+      ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være
+      førstefødt iblandt mange Brødre.
+ 30.  Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han
+      kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han
+      retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.
+
+ 31.  Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da
+      være imod os?
+ 32.  Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os
+      alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle
+      Ting?
+ 33.  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
+ 34.  Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja,
+      meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også
+      går i Forbøn for os.
+ 35.  Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller
+      Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare
+      eller Sværd?
+ 36.  som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi
+      bleve regnede som Slagtefår."
+ 37.  Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
+ 38.  Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller
+      Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller
+      Kræfter
+ 39.  eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal
+      kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
+
+Romerne 9
+
+  1.  Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed
+      vidner med mig i den Helligånd,
+  2.  at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
+  3.  Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste
+      for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
+  4.  de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden
+      og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne
+      tilhøre,
+  5.  hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han,
+      som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.
+
+  6.  Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme
+      fra Israel, ere Israel;
+  7.  ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I
+      Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
+  8.  Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens
+      Børn regnes for Sæd.
+  9.  Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme,
+      så skal Sara have en Søn."
+ 10.  Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka,
+      da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
+ 11.  Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt
+      eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde
+      stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der
+      kalder,
+ 12.  sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
+ 13.  som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."
+
+ 14.  Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det
+      være langt fra!
+ 15.  Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den,
+      hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg
+      forbarmer mig over."
+ 16.  Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som
+      løber, men til Gud, som er barmhjertig.
+ 17.  Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå,
+      for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde
+      forkyndes på hele Jorden."
+ 18.  Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder
+      den, som han vil.
+
+ 19.  Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem
+      står hans Villie imod?
+ 20.  Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud?
+      mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det:
+      Hvorfor gjorde du mig således?
+ 21.  Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme
+      Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
+ 22.  Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre
+      sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare
+      beredte til Fortabelse,
+ 23.  også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over
+      Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
+ 24.  Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af
+      Hedninger,
+ 25.  som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil
+      jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den
+      elskede;
+ 26.  og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I
+      ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
+ 27.  Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var
+      som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
+ 28.  Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han
+      fuldbyrde det på Jorden."
+ 29.  Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke
+      havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte
+      lige med Gomorra."
+
+ 30.  Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter
+      Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
+ 31.  men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke
+      til en sådan Lov.
+ 32.  Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De
+      stødte an på Anstødsstenen,
+ 33.  som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en
+      Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til
+      Skamme."
+
+Romerne 10
+
+  1.  Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres
+      Frelse.
+  2.  Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud,
+      men ikke med Forstand;
+  3.  thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at
+      opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under
+      Guds Retfærdighed.
+
+  4.  Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som
+      tror.
+  5.  Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der
+      er af Loven, skal leve ved den.
+  6.  Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
+      Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;
+  7.  eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente
+      Kristus op fra de døde.
+  8.  Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit
+      Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.
+  9.  Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
+      dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive
+      frelst.
+ 10.  Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden
+      bekender man til Frelse.
+ 11.  Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive
+      til Skamme."
+ 12.  Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er
+      alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.
+ 13.  Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.
+
+ 14.  Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet?
+      og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og
+      hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?
+ 15.  og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte?
+      Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som
+      forkynde godt Budskab."
+ 16.  Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem
+      troede det, (han hørte af os?")
+ 17.  Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer
+      igennem Kristi Ord.
+ 18.  Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er
+      deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."
+ 19.  Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses:
+      "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod
+      et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."
+ 20.  Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som
+      ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter
+      mig."
+ 21.  Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder
+      imod et ulydigt og genstridigt Folk."
+
+Romerne 11
+
+  1.  Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
+      Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
+  2.  Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
+      I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
+      træder frem for Gud imod Israel, sigende:
+  3.  "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
+      nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
+      mit Liv."
+  4.  Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
+      mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
+  5.  Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
+      et Nådes-Udvalg.
+  6.  Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
+      bliver Nåden ikke mere Nåde.
+  7.  Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
+      Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
+  8.  som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
+      at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
+  9.  Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
+      Anstød og til Gengældelse for dem;
+ 10.  deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
+      Ryg!"
+
+ 11.  Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
+      være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
+      Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
+ 12.  Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
+      Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
+ 13.  Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
+      Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
+ 14.  om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
+      af dem.
+ 15.  Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
+      da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?
+
+ 16.  Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
+      dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
+ 17.  Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
+      Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
+      Olietræets Rod og Fedme,
+ 18.  da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
+      jo ikke du Roden, men Roden dig.
+ 19.  Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
+      indpodet.
+ 20.  Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
+      Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
+ 21.  Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
+      spare dig.
+ 22.  Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
+      Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
+      Godhed; ellers skal også du afhugges.
+ 23.  Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
+      thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
+ 24.  Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
+      Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
+      meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
+      af Natur tilhøre!
+
+ 25.  Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
+      Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
+      Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
+      Hedningernes Fylde er gået ind;
+ 26.  og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
+      skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
+ 27.  og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
+ 28.  Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
+      Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
+ 29.  thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
+ 30.  Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
+      Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
+ 31.  således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
+      Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
+      Del.
+ 32.  Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
+      forbarme sig over alle.
+ 33.  O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
+      ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
+ 34.  Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
+ 35.  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
+      derfor?
+ 36.  Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
+      Evighed! Amen.
+
+Romerne 12
+
+  1.  Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at
+      fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud
+      velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.
+  2.  Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder
+      forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er
+      Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.
+
+  3.  Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt
+      eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør
+      tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver
+      Troens Mål.
+  4.  Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne
+      ikke alle have den samme Gerning,
+  5.  således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig
+      hverandres Lemmer.
+  6.  Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er
+      given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold
+      til vor Tro;
+  7.  eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om
+      nogen lærer, på Lærergerningen;
+  8.  eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre
+      det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver;
+      den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!
+
+  9.  Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til
+      det gode;
+ 10.  værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne;
+      forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!
+ 11.  Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener
+      Herren;
+ 12.  værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i
+      Bønnen!
+ 13.  Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på
+      Gæstfrihed!
+ 14.  Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!
+ 15.  Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!
+ 16.  Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men
+      holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
+ 17.  Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er
+      godt for alle Menneskers Åsyn!
+ 18.  Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred
+      med alle Mennesker:
+ 19.  Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der
+      er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger
+      Herren."
+ 20.  Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster,
+      giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul
+      på hans Hoved.
+ 21.  Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med
+      det gode!
+
+Romerne 13
+
+  1.  Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er
+      ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
+  2.  så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning;
+      men de, som modstå, skulle få deres Dom.
+  3.  Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for
+      den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det
+      gode, og du skal få Ros af den.
+  4.  Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det
+      onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er
+      nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det
+      onde.
+  5.  Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for
+      Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
+  6.  Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som
+      just tage Vare på dette.
+  7.  Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat
+      skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den,
+      som Ære, Ære.
+
+  8.  Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi
+      den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
+  9.  Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må
+      ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er,
+      det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig
+      selv,"
+ 10.  Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden
+      Lovens Fylde.
+
+ 11.  Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I
+      skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi
+      bleve troende.
+ 12.  Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor
+      aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;
+ 13.  lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik,
+      ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;
+ 14.  men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg
+      for Kødet, så Begæringer vækkes!
+
+Romerne 14
+
+  1.  Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke
+      hans Meninger!
+  2.  En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun
+      Urter.
+  3.  Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den,
+      som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har
+      taget sig af ham.
+  4.  Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står
+      eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er
+      mægtig til at lade ham stå.
+  5.  En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage
+      lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!
+  6.  Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den,
+      som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som
+      ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.
+  7.  Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
+  8.  thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for
+      Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.
+  9.  Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske
+      både over døde og levende.
+ 10.  Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor
+      ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds
+      Domstol.
+ 11.  Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig
+      skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."
+ 12.  Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.
+
+ 13.  Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere
+      dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.
+ 14.  Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig
+      selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det
+      urent.
+ 15.  Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du
+      ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse,
+      for hvis Skyld Kristus er død.
+ 16.  Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!
+ 17.  Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i
+      Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.
+ 18.  Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og
+      tækkelig for Menneskene.
+ 19.  Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og
+      indbyrdes Opbyggelse!
+ 20.  Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det
+      er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.
+ 21.  Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at
+      gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.
+ 22.  Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som
+      ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
+ 23.  Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det
+      ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.
+
+Romerne 15
+
+  1.  Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og
+      ikke være os selv til Behag.
+  2.  Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til
+      Opbyggelse.
+  3.  Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er
+      skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."
+  4.  Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor
+      Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og
+      Skrifternes Trøst.
+  5.  Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige
+      indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
+  6.  for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres
+      Jesu Kristi Fader.
+  7.  Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget
+      sig af os, til Guds Ære.
+  8.  Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for
+      Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til
+      Fædrene;
+  9.  men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds
+      Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt
+      Hedninger og lovsynge dit Navn,"
+ 10.  Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"
+ 11.  Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle
+      prise ham."
+ 12.  Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der
+      rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger
+      håbe."
+ 13.  Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for
+      at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!
+
+ 14.  Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I
+      også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand
+      til også at påminde hverandre.
+ 15.  Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at
+      påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud
+ 16.  til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der
+      som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive
+      et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.
+ 17.  Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.
+ 18.  Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som
+      Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers
+      Lydighed, ved Ord og Handling,
+ 19.  ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at
+      jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til
+      fulde forkyndt Kristi Evangelium;
+ 20.  dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke
+      der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en
+      andens Grundvold,
+ 21.  men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort
+      om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."
+
+ 22.  Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme
+      til eder.
+ 23.  Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har
+      haft Længsel efter at komme til eder,
+ 24.  vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg
+      håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret
+      derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos
+      eder.
+ 25.  Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.
+ 26.  Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et
+      Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.
+ 27.  De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi
+      ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere
+      de også skyldige at tjene dem med de timelige.
+ 28.  Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem,
+      vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.
+ 29.  Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med
+      Kristi Velsignelses Fylde.
+
+ 30.  Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved
+      Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig
+      til Gud,
+ 31.  for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde
+      til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,
+ 32.  for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og
+      vederkvæges med eder.
+ 33.  Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.
+
+Romerne 16
+
+  1.  Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved
+      Menighed i Kenkreæ,
+  2.  for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de
+      hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge
+      til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for
+      mig selv med.
+  3.  Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
+  4.  som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke
+      alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;
+  5.  og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede,
+      som er Asiens Førstegrøde for Kristus.
+  6.  Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
+  7.  Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som
+      jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i
+      Kristus før mig.
+  8.  Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!
+  9.  Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min
+      elskede!
+ 10.  Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af
+      Aristobulus's Hus.
+ 11.  Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som
+      ere i Herren.
+ 12.  Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis,
+      den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
+ 13.  Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!
+ 14.  Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene
+      hos dem!
+ 15.  Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og
+      alle de hellige hos dem!
+ 16.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder
+      hilse eder!
+
+ 17.  Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde
+      Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have
+      lært, og viger bort fra dem!
+ 18.  Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og
+      ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter.
+ 19.  Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig
+      over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det
+      gode og enfoldige med Hensyn til det onde.
+ 20.  Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders
+      Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
+
+ 21.  Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater,
+      mine Frænder, hilse eder.
+ 22.  Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i
+      Herren.
+ 23.  Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus,
+      Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.
+
+ 24.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.)
+ 25.  Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af
+      Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en
+      Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,
+ 26.  men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den
+      evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til
+      TrosLydighed:
+ 27.  Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders
+      Evighed! Amen.
+
+
+1.Korinterne
+
+1.Korinterne 1
+
+  1.  Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen
+      Sosthenes
+  2.  til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus,
+      hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted
+      påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn:
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  4.  Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev
+      givet eder i Kristus Jesus,
+  5.  at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab,
+  6.  ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder,
+  7.  så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor
+      Herres Jesu Kristi Åbenbarelse,
+  8.  han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige
+      på vor Herres Jesu Kristi Dag,
+  9.  Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans
+      Søn, Jesus Kristus, vor Herre.
+
+ 10.  Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn,
+      at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes
+      Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det
+      samme Sind og i den samme Mening.
+ 11.  Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes
+      Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder.
+ 12.  Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til,
+      og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus.
+ 13.  Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller
+      bleve I døbte til Paulus's Navn?
+ 14.  Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden
+      Krispus og Kajus,
+ 15.  for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn.
+ 16.  Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg
+      døbte nogen anden.
+
+ 17.  Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde
+      Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde
+      tabe sin Kraft.
+ 18.  Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men
+      for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft.
+ 19.  Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de
+      forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet."
+ 20.  Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en
+      Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til
+      Dårskab?
+ 21.  Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans
+      Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem,
+      som tro,
+ 22.  eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom,
+ 23.  vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en
+      Forargelse og for Hedninger en Dårskab,
+ 24.  men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds
+      Kraft og Guds Visdom.
+ 25.  Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er
+      stærkere end Menneskene.
+
+ 26.  Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise
+      efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
+ 27.  men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme
+      de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at
+      beskæmme det stærke;
+ 28.  og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var,
+      udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet,
+ 29.  for at intet Kød skal rose sig for Gud.
+ 30.  Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud,
+      både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;
+ 31.  for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af
+      Herren!"
+
+1.Korinterne 2
+
+  1.  Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte
+      eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom;
+  2.  thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus
+      Kristus og ham korsfæstet;
+  3.  og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven,
+  4.  og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende
+      Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning,
+  5.  for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på
+      Guds Kraft.
+
+  6.  Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der
+      ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens
+      Herskere, som blive til intet;
+  7.  men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult,
+      som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed,
+  8.  hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde
+      de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;
+  9.  men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre
+      har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud
+      har beredt dem, som elske ham."
+ 10.  Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle
+      Ting, også Guds Dybder.
+ 11.  Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden
+      Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt,
+      hvad der er i Gud, uden Guds Ånd.
+ 12.  Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi
+      kunne vide, hvad der er os skænket af Gud;
+ 13.  og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig
+      Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting
+      med åndelige Ord.
+
+ 14.  Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre
+      Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende
+      dem, thi de bedømmes åndeligt.
+ 15.  Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han
+      af ingen.
+ 16.  Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise
+      ham? Men vi have Kristi Sind.
+
+1.Korinterne 3
+
+  1.  Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men
+      som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus.
+  2.  Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu
+      ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu;
+  3.  thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt
+      eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis?
+  4.  Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg
+      hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?
+
+  5.  Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I
+      bleve troende og det, efter som Herren gav enhver.
+  6.  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst.
+  7.  Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som
+      vander, men Gud, som giver Vækst.
+  8.  Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få
+      sin egen Løn efter sit eget Arbejde.
+  9.  Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.
+
+ 10.  Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis
+      Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver
+      se til, hvorledes han bygger derpå!
+ 11.  thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt,
+      hvilken er Jesus Kristus.
+ 12.  Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare
+      Sten, Træ, Hø, Strå,
+ 13.  da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det
+      klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde
+      er, det skal Ilden prøve.
+ 14.  Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han
+      få Løn;
+ 15.  dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den;
+      men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild.
+ 16.  Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder?
+ 17.  Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi
+      Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.
+
+ 18.  Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt
+      eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde
+      viis.
+ 19.  Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet:
+      "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;"
+ 20.  og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere
+      forfængelige."
+ 21.  Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders,
+ 22.  være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv
+      eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting
+      ere eders;
+ 23.  men I ere Kristi, og Kristus er Guds.
+
+1.Korinterne 4
+
+  1.  Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds
+      Hemmeligheder!
+  2.  I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro,
+  3.  Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en
+      menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv.
+  4.  Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed
+      retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren.
+  5.  Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som
+      både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og
+      åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.
+
+  6.  Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for
+      eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad
+      der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal
+      opblæse sig mod en anden.
+  7.  Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået
+      givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig
+      da, som om du ikke havde fået det?
+  8.  I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne
+      Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi
+      kunde være Konger med eder!
+  9.  Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de
+      ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for
+      Verden, både for Engle og Mennesker.
+ 10.  Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi
+      svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede.
+ 11.  Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få
+      Næveslag og have intet blivende Sted
+ 12.  og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os,
+      velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri;
+ 13.  spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi
+      blevne, et Udskud for alle indtil nu.
+
+ 14.  Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder
+      eder som mine elskede Børn.
+ 15.  Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog
+      ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved
+      Evangeliet.
+ 16.  Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere!
+ 17.  Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og
+      trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i
+      Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed.
+ 18.  Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer
+      til eder;
+ 19.  men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig
+      bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft.
+ 20.  Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft.
+ 21.  Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med
+      Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?
+
+1.Korinterne 5
+
+  1.  I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan
+      Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med
+      sin Faders Hustru.
+  2.  Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den,
+      som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte!
+  3.  Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med
+      Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom
+      over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette,
+  4.  at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så
+      med vor Herres Jesu Kraft
+  5.  at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for
+      af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag.
+  6.  Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en
+      liden Surdejg syrer hele Dejgen?
+  7.  Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg,
+      ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet,
+      nemlig Kristus.
+  8.  Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej
+      heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og
+      Sandheds usyrede Brød.
+
+  9.  Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med
+      utugtige,
+ 10.  ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og
+      Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden.
+ 11.  Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om
+      nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg
+      eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller
+      en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.
+ 12.  Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme
+      I ikke dem, som ere indenfor?
+ 13.  Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder
+      selv!
+
+1.Korinterne 6
+
+  1.  Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over
+      sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige?
+  2.  Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når
+      Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms
+      i de ringeste Sager?
+  3.  Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige
+      Ting!
+  4.  Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til
+      Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden?
+  5.  Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis
+      iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem?
+  6.  Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro!
+  7.  Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have
+      Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret?
+      hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre?
+  8.  Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre!
+  9.  Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige?
+      Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller
+      Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller
+      de, som øve den,
+ 10.  eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster,
+      ingen Røvere skulle arve Guds Rige.
+ 11.  Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I
+      bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu
+      Navn og ved vor Guds Ånd.
+
+ 12.  Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig
+      tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget.
+ 13.  Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre
+      både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for
+      Herren, og Herren for Legemet;
+ 14.  og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft.
+ 15.  Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da
+      tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt
+      fra!
+ 16.  Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet
+      Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet
+      Kød."
+ 17.  Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham.
+ 18.  Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for
+      Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget
+      Legeme.
+ 19.  Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den
+      Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke
+      ere eders egne?
+ 20.  Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme!
+
+1.Korinterne 7
+
+  1.  Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for
+      en Mand ikke at røre en Kvinde;
+  2.  men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver
+      Kvinde have sin egen Mand.
+  3.  Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen
+      Manden.
+  4.  Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså
+      råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
+  5.  Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke,
+      til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter
+      at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke
+      formå at være afholdende.
+  6.  Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
+  7.  Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er;
+      men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden
+      så.
+
+  8.  Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem,
+      om de forblive som jeg.
+  9.  Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det
+      er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
+
+ 10.  Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal
+      skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig
+      fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og
+      at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
+
+ 12.  Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har
+      en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade
+      han hende ikke!
+ 13.  Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at
+      bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
+ 14.  Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro
+      Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene,
+      men nu ere de hellige.
+ 15.  Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder
+      eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har
+      kaldet os til Fred.
+ 16.  Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad
+      ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
+ 17.  Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud
+      har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
+ 18.  Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over;
+      er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
+ 19.  Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men
+      det at holde Guds Bud.
+ 20.  Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
+ 21.  Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du
+      også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
+ 22.  Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne;
+      ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
+ 23.  Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
+ 24.  I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han
+      for Gud!
+
+ 25.  Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men
+      giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har
+      forundt at være troværdig.
+ 26.  Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende
+      Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
+ 27.  Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du
+      ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
+ 28.  Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru
+      gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i
+      Kødet. Men jeg skåner eder.
+ 29.  Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at
+      herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de
+      ingen have,
+ 30.  og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig,
+      som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke
+      besidde,
+ 31.  og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den;
+      thi denne Verdens Skikkelse forgår.
+ 32.  Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er
+      bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan
+      behage Herren;
+ 33.  men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til,
+      hvorledes han kan behage Hustruen.
+ 34.  Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte
+      er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan
+      være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for
+      det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
+ 35.  Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en
+      Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig
+      Vedhængen ved Herren.
+ 36.  Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun
+      sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil,
+      han synder ikke; lad dem gifte sig!
+ 37.  Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har
+      Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at
+      holde sin Datter ugift, han gør vel.
+ 38.  Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som
+      ikke bortgifter hende, gør bedre.
+
+ 39.  En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom
+      Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil,
+      kun at det sker i Herren.
+ 40.  Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er,
+      efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.
+
+1.Korinterne 8
+
+  1.  Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle
+      have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger.
+  2.  Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke
+      således, som man bør kende.
+  3.  Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.)
+  4.  Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er
+      ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een.
+  5.  Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på
+      Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer,
+  6.  så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting
+      ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle
+      Ting ere, og vi ved ham.
+
+  7.  Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge
+      deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og
+      deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes.
+  8.  Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken
+      have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke
+      spise.
+  9.  Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød
+      for de skrøbelige!
+ 10.  Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et
+      Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig,
+      blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet?
+ 11.  Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for
+      hvis Skyld Kristus er død.
+ 12.  Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige
+      Samvittighed, Synde I imod Kristus.
+ 13.  Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed
+      spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.
+
+1.Korinterne 9
+
+  1.  Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus,
+      vor Herre? er I ikke min Gerning i Herren?
+  2.  Er jeg ikke Apostel for andre, så er jeg det dog i det mindste
+      for eder; thi Seglet på min Apostelgerning ere I i Herren.
+  3.  Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig.
+  4.  Have vi ikke Ret til at spise og drikke?
+  5.  Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som
+      også de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas?
+  6.  Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at
+      arbejde?
+  7.  Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig på egen Sold? Hvem planter en
+      Vingård og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og
+      nyder ikke af Hjordens Mælk?
+  8.  Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke
+      også Loven dette?
+  9.  Thi i Mose Lov er der skrevet: "Du må ikke binde Munden til på
+      en Okse, som tærsker." Er det Okserne, Gud bekymrer sig om,
+ 10.  eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor
+      Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i
+      Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del.
+ 11.  Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort,
+      om vi høste eders timelige?
+ 12.  Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere?
+      Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi
+      ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium.
+ 13.  Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, få deres
+      Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med
+      Alteret?
+ 14.  Således har også Herren forordnet for dem, som forkynde
+      Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet.
+ 15.  Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver
+      dog ikke dette, for at det skal ske således med mig; thi jeg vil
+      hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet.
+ 16.  Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig
+      af; der påligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg
+      ikke forkynder det!
+ 17.  Gør jeg nemlig dette af fri Villie, så får jeg Løn; men har jeg
+      imod min Villie fået en Husholdning betroet,
+ 18.  hvad er da min Løn? For at jeg, når jeg forkynder Evangeliet,
+      skal fremsætte det for intet, så at jeg ikke gør Brug af min Ret
+      i Evangeliet.
+
+ 19.  Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv
+      til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere.
+ 20.  Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde
+      Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv
+      er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven;
+ 21.  dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden
+      Lov for God, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem,
+      som ere uden for Loven.
+ 22.  Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde
+      vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i
+      ethvert Fald kunde frelse nogle.
+ 23.  Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive
+      meddelagtig deri.
+
+ 24.  Vide I ikke, at de, som løbe på Banen, løbe vel alle, men ikkun
+      een får Prisen? Således skulle I løbe, for at I kunne vinde den.
+ 25.  Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu
+      vel for at få en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig.
+ 26.  Jeg løber derfor ikke som på det uvisse jeg fægter som en, der
+      ikke slår i Luften;
+ 27.  men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke
+      jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.
+
+1.Korinterne 10
+
+  1.  Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore
+      Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
+  2.  og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
+  3.  og spiste alle den samme åndelige Mad
+  4.  og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig
+      Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
+  5.  Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve
+      slagne ned i Ørkenen.
+  6.  Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke
+      skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede.
+  7.  Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er
+      skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode
+      op at lege."
+  8.  Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve
+      Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde.
+  9.  Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham
+      og bleve ødelagte af Slanger.
+ 10.  Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte
+      af Ødelæggeren.
+ 11.  Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til
+      Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen.
+ 12.  Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!
+ 13.  Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder,
+      og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne,
+      men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den,
+      for at I må kunne udholde den.
+
+ 14.  Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen!
+ 15.  Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger.
+ 16.  Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med
+      Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med
+      Kristi Legeme?
+ 17.  Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle
+      Del i det ene Brød.
+ 18.  Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke
+      Samfund med Alteret?
+ 19.  Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud
+      er noget?
+ 20.  Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke
+      til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde
+      Ånder.
+ 21.  I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne
+      ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord.
+ 22.  Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end
+      han?
+
+ 23.  Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men
+      ikke alt opbygger.
+ 24.  Ingen søge sit eget, men Næstens!
+ 25.  Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge
+      noget af Samvittigheds-Hensyn;
+ 26.  thi Herrens er Jorden og dens Fylde.
+ 27.  Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen,
+      da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget
+      af Samvittigheds-Hensyn.
+ 28.  Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad
+      være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for
+      Samvittighedens Skyld.
+ 29.  Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi
+      hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed?
+ 30.  Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde
+      for det, som jeg takker for?
+ 31.  Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da
+      gører alt til Guds Ære!
+ 32.  Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds
+      Menighed,
+ 33.  ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke
+      søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange,
+      for at de kunne frelses.  (Kap.11.) 1 Vorder mine Efterfølgere,
+      ligesom også jeg er Kristi!
+
+1.Korinterne 11
+  2.  Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast
+      ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.
+  3.  Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved;
+      men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
+  4.  Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved,
+      beskæmmer sit Hoved.
+  5.  Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket
+      Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var
+      hun raget.
+  6.  Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe
+      sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller
+      rages, da tildække hun sig!  7Thi en Mand bør ikke tildække sit
+      Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er
+      Mandens Ære.
+  8.  Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
+  9.  Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for
+      Mandens Skyld.
+ 10.  Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for
+      Englenes Skyld.
+ 11.  Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
+ 12.  Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved
+      Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
+ 13.  Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med
+      utildækket Hoved?
+ 14.  Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt
+      Hår, er det ham en Vanære,
+ 15.  men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det
+      lange Hår er givet hende som et Slør.
+ 16.  Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan
+      Skik, og Guds Menigheder ej heller.
+
+ 17.  Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I
+      komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
+ 18.  For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i
+      Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en
+      Del tror jeg det.
+ 19.  Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede
+      kunne blive åbenbare iblandt eder.
+ 20.  Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
+ 21.  Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den
+      ene hungrer, den anden beruser sig.
+ 22.  Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I
+      Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg
+      sige eder?  Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
+ 23.  Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret
+      eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog
+      Brød,
+ 24.  takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for
+      eder; gører dette til min Ihukommelse!"
+ 25.  Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde:
+      "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som
+      I drikke det, til min Ihukommelse!"
+ 26.  Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I
+      Herrens Død, indtil han kommer.
+ 27.  Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk
+      uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
+ 28.  Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet
+      og drikke af Kalken!
+ 29.  Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom
+      til, når han ikke agter på Legenet.
+ 30.  Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del
+      sover hen.
+ 31.  Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
+ 32.  Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle
+      fordømmes med Verden.
+ 33.  Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på
+      hverandre!
+ 34.  Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme
+      sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg
+      kommer.
+
+1.Korinterne 12
+
+  1.  Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I
+      skulle være uvidende.
+  2.  I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme
+      Afguder, som man drog eder.
+  3.  Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd,
+      siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er
+      Herre" uden ved den Helligånd.
+
+  4.  Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd;
+  5.  og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre;
+  6.  og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme
+      Gud, som virker alt i alle.
+  7.  Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er
+      gavnligt.
+  8.  En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs
+      Tale ifølge den samme Ånd;
+  9.  en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i
+      den ene Ånd;
+ 10.  en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave;
+      en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale;
+      en anden Udlægning af Tungetale.
+ 11.  Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til
+      enhver især; efter som han vil.
+
+ 12.  Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle
+      Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således
+      også Kristus.
+ 13.  Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme,
+      hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og
+      alle fik vi een Ånd at drikke
+ 14.  Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange.
+ 15.  Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke
+      til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til
+      Legemet.
+ 16.  Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg
+      ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til
+      Legemet.
+ 17.  Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det
+      helt var Hørelse, hvor blev da Lugten?
+ 18.  Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter
+      som han vilde.
+ 19.  Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?
+ 20.  Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
+ 21.  Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller
+      atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig."
+ 22.  Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som
+      synes at være de svageste,
+ 23.  og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med
+      des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto
+      større Blufærdighed;
+ 24.  de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud
+      har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere
+      mere Ære;
+ 25.  for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne
+      skulle have samme Omsorg for hverandre;
+ 26.  og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet
+      Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med.
+ 27.  Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især.
+ 28.  Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for
+      det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst
+      kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at
+      hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale.
+ 29.  Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere
+      Lærere?  mon alle gøre kraftige Gerninger?
+ 30.  mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon
+      alle udlægge?
+ 31.  Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg
+      eder en ypperlig Vej.
+
+1.Korinterne 13
+
+  1.  Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har
+      Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende
+      Bjælde.
+  2.  Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al
+      Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge,
+      men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
+  3.  Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit
+      Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det
+      mig intet.
+
+  4.  Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke
+      Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
+  5.  gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke,
+      tilregner ikke det onde;
+  6.  glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved
+      Sandheden;
+  7.  den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
+
+  8.  Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske
+      Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller
+      Kundskab, den skal forgå;
+  9.  thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
+ 10.  men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
+ 11.  Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn,
+      dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg
+      aflagt det barnagtige.
+ 12.  Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt
+      til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende,
+      ligesom jeg jo blev erkendt.
+ 13.  Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt
+      disse er Kærligheden.
+
+1.Korinterne 14
+
+  1.  Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men
+      mest efter at profetere.
+  2.  Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for
+      Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden.
+  3.  Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og
+      Formaning og Trøst.
+  4.  Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som
+      profeterer, opbygger en Menighed.
+  5.  Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu
+      hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større
+      end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at
+      Menigheden kan få Opbyggelse deraf.
+  6.  Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger,
+      hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten
+      ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved
+      Lære?
+  7.  Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en
+      Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man
+      så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen?
+  8.  Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede
+      sig til Krig?
+  9.  Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig
+      Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville
+      jo tale hen i Vejret.
+ 10.  Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der
+      er intet af dem, som ikke har sin Betydning.
+ 11.  Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en
+      Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar
+      for mig.
+ 12.  Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad
+      det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige
+      derpå
+ 13.  " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne
+      udlægge det.
+ 14.  Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd,
+      men min Forstand er uden Frugt.
+ 15.  Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med
+      Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også
+      lovsynge med Forstanden.
+ 16.  Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som
+      indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din
+      Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger?
+ 17.  Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke.
+ 18.  Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger.
+ 19.  Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand,
+      for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i
+      Tunger.
+ 20.  Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i
+      Forstand derimod vorder fuldvoksne!
+ 21.  Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved
+      fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end
+      ikke således høre mig, siger Herren."
+ 22.  Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men
+      for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de
+      vantro, men for dem, som tro.
+ 23.  Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i
+      Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da
+      ikke sige, at I rase?
+ 24.  Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller
+      uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle,
+ 25.  hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på
+      sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i
+      eder.
+
+ 26.  Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en
+      Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til
+      Opbyggelse!
+ 27.  Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste
+      tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det!
+ 28.  Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i
+      Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!
+ 29.  Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det;
+ 30.  men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie
+      den første!
+ 31.  Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle
+      kunne lære, og alle blive formanede,
+ 32.  og Profeters Ånder ere Profeter undergivne.
+ 33.  Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle
+      de helliges Menigheder
+
+ 34.  skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem
+      ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven
+      siger.
+ 35.  Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme;
+      thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en
+      Menighedsforsamling.
+ 36.  Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til
+      eder alene, at det er kommet?
+
+ 37.  Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han
+      erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud.
+ 38.  Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende!
+ 39.  Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer
+      ikke Talen i Tunger!
+ 40.  Men alt ske sømmeligt og med Orden!
+
+1.Korinterne 15
+
+  1.  Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte
+      eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå,
+  2.  ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord
+      jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves.
+  3.  Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg
+      også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter
+      Skrifterne;
+  4.  og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje
+      Dag, efter Skrifterne;
+  5.  og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
+  6.  derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang,
+      af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;.
+  7.  derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;
+  8.  men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne
+      Foster;
+  9.  thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at
+      kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
+ 10.  Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har
+      ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog
+      ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig.
+ 11.  Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og
+      således troede I.
+
+ 12.  Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde,
+      hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes
+      Opstandelse?
+ 13.  Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus
+      oprejst.
+ 14.  Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders
+      Tro også tom.
+ 15.  Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi
+      have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har
+      oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses.
+ 16.  Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller
+      oprejst.
+ 17.  Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så
+      ere I endnu i eders Synder;
+ 18.  da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.
+ 19.  Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de
+      ynkværdigste af alle Mennesker.
+ 20.  Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de
+      hensovede.
+ 21.  Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse
+      kommen ved et Menneske.
+ 22.  Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle
+      levendegøres i Kristus.
+ 23.  Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som
+      tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.
+ 24.  Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når
+      han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.
+ 25.  Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under
+      sine Fødder.
+ 26.  Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.
+ 27.  Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han"
+      siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som
+      underlagde ham alt -
+ 28.  når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen
+      selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at
+      Gud kan være alt i alle.
+
+ 29.  Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde?
+      Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da
+      døbe for dem?
+ 30.  Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare?
+ 31.  Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i
+      Kristus Jesus, vor Herre.
+ 32.  Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i
+      Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses,
+      da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi."
+ 33.  Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!
+ 34.  Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende
+      ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.
+
+ 35.  Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme
+      komme de med?"
+ 36.  Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det
+      ikke dør.
+ 37.  Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde,
+      men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.
+ 38.  Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver
+      Sædart sit eget Legeme.
+ 39.  Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet
+      Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks.
+ 40.  Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de
+      himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.
+ 41.  Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden
+      Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den
+      anden i Glans.
+ 42.  Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i
+      Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;
+ 43.  det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i
+      Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
+ 44.  der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme.
+      Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt.
+ 45.  Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev
+      til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende
+      Ånd.
+ 46.  Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter
+      det åndelige.
+ 47.  Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er
+      fra Himmelen.
+ 48.  Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og
+      sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske.
+ 49.  Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle
+      vi også bære den himmelskes Billede!
+
+ 50.  Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds
+      Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.
+ 51.  Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove,
+      men vi skulle alle forvandles
+ 52.  i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal
+      lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle
+      forvandles.
+ 53.  Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette
+      dødelige iføre sig Udødelighed.
+ 54.  Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og
+      dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord
+      opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr."
+ 55.  "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?"
+ 56.  Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.
+ 57.  Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus
+      Kristus!
+ 58.  Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid
+      rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke
+      forgæves i Herren.
+
+1.Korinterne 16
+
+  1.  Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I,
+      ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!
+  2.  Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv
+      noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at
+      der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.
+  3.  Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede
+      dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.
+  4.  Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de
+      rejse med mig.
+
+  5.  Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem
+      Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien;
+  6.  men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at
+      I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen.
+  7.  Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at
+      forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det.
+  8.  Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen;
+  9.  thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange
+      Modstandere.
+
+ 10.  Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder
+      uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg.
+ 11.  Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for
+      at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene.
+ 12.  Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham
+      til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald
+      ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får
+      belejlig Tid.
+
+
+ 13.  Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke!
+ 14.  Alt ske hos eder i Kærlighed!
+
+ 15.  Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det
+      er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene
+      de hellige -
+ 16.  til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver,
+      som arbejder med og har Besvær.
+ 17.  Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's
+      Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder;
+ 18.  thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på
+      sådanne!
+
+ 19.  Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder
+      meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus.
+ 20.  Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!
+
+ 21.  Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd.
+ 22.  Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran
+      Atha.
+ 23.  Den Herres Jesu Nåde være med eder!
+ 24.  Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!
+
+
+2.Korinterne
+
+2.Korinterne 1
+
+  1.  Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen
+      Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle
+      de hellige, som ere i hele Akaja:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,
+      Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
+  4.  som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste
+      dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi
+      selv trøstes af Gud!
+  5.  Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således
+      bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus.
+  6.  Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og
+      Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser
+      sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide;
+      og vort Håb om eder er fast,
+  7.  efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne,
+      således ere I det også i Trøsten.
+  8.  Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den
+      Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes
+      besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet.
+  9.  Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi
+      ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de
+      døde,
+ 10.  han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til
+      hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os,
+ 11.  idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra
+      mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som
+      er bevist os.
+
+ 12.  Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds
+      Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have
+      vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
+ 13.  Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også
+      erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende,
+ 14.  ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros,
+      ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag.
+ 15.  Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder,
+      for at I skulde få Nåde to Gange,
+ 16.  og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at
+      komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
+ 17.  Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i
+      Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter
+      Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
+ 18.  Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
+ 19.  Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved
+      os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej,
+      men Ja er vorden i ham.
+ 20.  Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja;
+      derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
+ 21.  Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os,
+      er Gud,
+ 22.  som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter.
+ 23.  Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at
+      skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
+ 24.  Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på
+      eders Glæde; thi i Troen stå I.
+
+2.Korinterne 2
+
+  1.  Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter
+      komme til eder med Bedrøvelse.
+  2.  Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad,
+      uden den, som bedrøves af mig?
+  3.  Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde
+      have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg
+      havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
+  4.  Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder
+      til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede,
+      men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til
+      eder.
+
+  5.  Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet
+      mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
+  6.  Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de
+      fleste,
+  7.  så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at
+      han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
+  8.  Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
+  9.  Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor
+      vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
+ 10.  Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad
+      jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg
+      gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
+ 11.  for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os
+      ikke ubekendte.
+
+ 12.  Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der
+      var åbnet mig en Dør i Herren,
+ 13.  da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min
+      Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
+ 14.  Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og
+      lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
+ 15.  Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses,
+      og iblandt dem, som fortabes,
+ 16.  for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til
+      Liv.  Og hvem er dygtig dertil?
+ 17.  Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds
+      Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i
+      Kristus.
+
+2.Korinterne 3
+
+  1.  Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som
+      nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
+  2.  I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes
+      og læses af alle Mennesker,
+  3.  idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev,
+      udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende
+      Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.
+
+  4.  Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
+  5.  ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af
+      os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
+  6.  som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke
+      Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden
+      levendegør.
+  7.  Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten,
+      fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet
+      på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog
+      forsvandt,
+  8.  hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i
+      Herlighed?
+  9.  Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere
+      Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.
+ 10.  Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i
+      Sammenligning med den endnu større Herlighed.
+ 11.  Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal
+      meget mere det, der bliver, være i Herlighed.
+ 12.  Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor
+      Frimodighed
+ 13.  og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for
+      at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der
+      forsvandt, fik Ende.
+ 14.  Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag
+      forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt
+      uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.
+ 15.  Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når
+      Moses oplæses;
+ 16.  når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.
+ 17.  Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed.
+ 18.  Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som
+      i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra
+      Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.
+
+2.Korinterne 4
+
+  1.  Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som
+      er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet;
+  2.  men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre
+      i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens
+      Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for
+      Guds Åsyn.
+  3.  Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket
+      iblandt dem, som fortabes,
+  4.  dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker,
+      for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi
+      Herlighed, han, som er Guds Billede.
+  5.  Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os
+      derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld.
+  6.  Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har
+      ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om
+      Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.
+
+  7.  Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må
+      være Guds, og ikke fra os,
+  8.  vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere
+      tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
+  9.  forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne,
+ 10.  altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må
+      åbenbares i vort Legeme.
+ 11.  Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at
+      også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød.
+ 12.  Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!
+
+ 13.  Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet:
+      "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale
+      vi også,
+ 14.  idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også
+      oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder.
+ 15.  Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse
+      ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen.
+ 16.  Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske
+      fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag.
+ 17.  Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al
+      Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed,
+ 18.  idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de
+      synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.
+
+2.Korinterne 5
+
+  1.  Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi
+      en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en
+      evig i Himlene.
+  2.  Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med
+      vor Bolig fra Himmelen,
+  3.  så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne.
+  4.  Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke
+      ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive
+      opslugt af Livet.
+  5.  Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav
+      os Åndens Pant.
+  6.  Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i
+      Legemet, ere vi borte fra Herren
+  7.  thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse
+  8.  ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra
+      Legemet og være hjemme hos Herren.
+  9.  Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller
+      borte, at være ham velbehagelige.
+ 10.  Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan
+      få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har
+      øvet, enten godt eller ondt.
+
+ 11.  Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde
+      Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi
+      også ere åbenbare for eders Samvittigheder.
+ 12.  Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder
+      Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at
+      svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
+ 13.  Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi
+      ere besindige, er det for eders Skyld.
+ 14.  Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
+ 15.  idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de
+      alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere
+      skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for
+      dem.
+ 16.  Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også
+      have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu.
+ 17.  Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det
+      gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!
+ 18.  Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved
+      Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,
+ 19.  efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig
+      selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har
+      nedlagt Forligelsens Ord i os.
+ 20.  Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os;
+      vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud!
+ 21.  Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at
+      vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
+
+2.Korinterne 6
+
+  1.  Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må
+      have modtaget Guds Nåde;
+  2.  (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en
+      Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid,
+      se, nu er det en Frelsens Dag;)
+  3.  og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke
+      skal blive lastet;
+  4.  men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor
+      Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
+  5.  under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i
+      Nattevågen, i Faste,
+  6.  ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed,
+      ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
+  7.  ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både
+      til Angreb og Forsvar;
+  8.  ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere
+      og dog sanddru;
+  9.  som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som
+      de, der tugtes, dog ikke til Døde;
+ 10.  som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange
+      rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
+ 11.  Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er
+      udvidet.
+ 12.  I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders
+      Hjerter.
+ 13.  Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I
+      udvide eders Hjerter!
+
+ 14.  Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har
+      Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
+ 15.  Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad
+      Delagtighed har en troende med en vantro?
+ 16.  Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den
+      levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre
+      iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit
+      Folk."
+ 17.  "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren,
+      og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
+ 18.  "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og
+      Døtre, siger Herren, den Almægtige."  (Kap. 7.) 1 Derfor,
+      efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense
+      os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre
+      Hellighed i Guds Frygt!
+
+2.Korinterne 7
+  2.  Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen
+      bedraget.
+  3.  Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at
+      I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
+  4.  Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af
+      eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al
+      vor Trængsel.
+  5.  Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men
+      vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
+  6.  Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved
+      Titus's Komme;
+  7.  dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed
+      han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders
+      Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede
+      mig end mere.
+
+  8.  Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det
+      ikke.  Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev,
+      ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
+  9.  så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over,
+      at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter
+      Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
+ 10.  Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse
+      til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker
+      Død.
+ 11.  Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor
+      stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja
+      Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde
+      beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
+ 12.  Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som
+      gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for
+      at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds
+      Åsyn.
+
+ 13.  Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end
+      yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået
+      Vederkvægelse fra eder alle.
+ 14.  Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke
+      bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed
+      til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
+ 15.  Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes
+      Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og
+      Bæven.
+ 16.  Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.
+
+2.Korinterne 8
+
+  1.  Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i
+      Makedoniens Menigheder,
+  2.  at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde
+      og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds
+      Rigdom.
+  3.  Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen
+      Drift,
+  4.  idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage
+      Del i Hjælpen til de hellige,
+  5.  og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og
+      fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie,
+  6.  så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt,
+      således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave.
+  7.  Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al
+      Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i
+      denne Gave!
+  8.  Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at
+      prøve også eders Kærligheds Ægthed.
+  9.  I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld
+      blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde
+      blive rige.
+ 10.  Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder
+      gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke
+      alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil.
+ 11.  Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare
+      redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders
+      Evne.
+ 12.  Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter,
+      hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner.
+ 13.  Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I
+      Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders
+      Overflod komme hines Trang til Hjælp,
+ 14.  for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for
+      at der kan blive Ligelighed,
+ 15.  som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget,
+      og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."
+
+ 16.  Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's
+      Hjerte!
+ 17.  Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig,
+      så er det af egen Drift, at han rejser til eder.
+ 18.  Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går
+      igennem alle Menighederne,
+ 19.  og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til
+      at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at
+      fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed,
+ 20.  idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning
+      af denne rige Hjælp, som besørges af os;
+ 21.  thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men
+      også i Menneskers Øjne.
+ 22.  Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i
+      mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund
+      af sin støre Tillid til eder.
+ 23.  Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder,
+      og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi
+      Ære.
+ 24.  Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders
+      Kærlighed og for det, vi have rost eder for.
+
+2.Korinterne 9
+
+  1.  Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til
+      eder;
+  2.  jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos
+      Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt;
+      og eders Nidkærhed æggede de fleste.
+  3.  Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke
+      ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være
+      beredte.
+  4.  for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder
+      eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til
+      Skamme med denne Tillidsfuldhed.
+  5.  Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til
+      at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede
+      Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og
+      ikke som Karrighed.
+  6.  Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste
+      sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med
+      Velsignelser.
+  7.  Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke
+      fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
+  8.  Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder,
+      for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have
+      rigeligt til al god Gerning,
+  9.  som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans
+      Retfærdighed bliver til evig Tid."
+ 10.  Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han
+      vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders
+      Retfærdigheds Frugter Vækst,
+ 11.  så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem
+      os virker Taksigelse til Gud.
+ 12.  Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges
+      Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til
+      Gud,
+ 13.  når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til
+      at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi
+      Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med
+      alle,
+ 14.  også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund
+      af Guds overvættes Nåde imod eder.
+ 15.  Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
+
+2.Korinterne 10
+
+  1.  Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og
+      Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men
+      fraværende er modig over for eder",
+  2.  ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med
+      den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod
+      nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
+  3.  Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
+  4.  thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til
+      Fæstningers Nedbrydelse,
+  5.  idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig
+      imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til
+      Lydighed imod Kristus
+  6.  og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er
+      bleven fuldkommen.
+  7.  Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre
+      Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han
+      hører Kristus til, således gøre vi det også.
+  8.  Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som
+      Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders
+      Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
+  9.  for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
+ 10.  thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans
+      legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
+ 11.  En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved
+      Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.
+
+ 12.  Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne
+      os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de
+      ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig
+      selv.
+ 13.  Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter
+      Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå
+      også til eder.
+ 14.  Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder;
+      vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
+ 15.  så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men
+      have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive
+      store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
+ 16.  og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os
+      inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
+ 17.  Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
+ 18.  Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem
+      Herren anbefaler.
+
+2.Korinterne 11
+
+  1.  Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det
+      Jo nok.
+  2.  Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo
+      trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for
+      Kristus.
+  3.  Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin
+      Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det
+      oprigtige Sindelag over for Kristus.
+  4.  Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke
+      prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller
+      et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt
+      finde eder deri.
+  5.  Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store
+      Apostle.
+  6.  Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab;
+      tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i
+      alle Stykker.
+
+  7.  Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde
+      ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
+  8.  Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at
+      tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i
+      Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
+  9.  thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i
+      alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
+ 10.  Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke
+      fratages mig i Akajas Egne.
+ 11.  Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
+ 12.  Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan
+      afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os
+      lige i det, hvoraf de rose sig.
+ 13.  Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage
+      sig Skikkelse af Kristi Apostle.
+ 14.  Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af
+      en Lysets Engel.
+ 15.  Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig
+      Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være
+      efter deres Gerninger.
+
+ 16.  Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal
+      være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose
+      mig en Smule.
+ 17.  Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i
+      Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
+ 18.  Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose
+      mig.
+ 19.  Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
+ 20.  I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder
+      eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen
+      slår eder i Ansigtet.
+ 21.  Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men
+      hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser
+      også jeg.
+ 22.  Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de
+      Abrahams Sæd? Jeg også.
+ 23.  Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg
+      har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag,
+      været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
+ 24.  Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
+ 25.  Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har
+      jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
+ 26.  ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i
+      Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer
+      i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
+ 27.  i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst,
+      ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
+ 28.  foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen
+      for alle Menighederne.
+ 29.  Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver
+      forarget, uden at det brænder i mig?
+ 30.  Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min
+      Magtesløshed.
+ 31.  Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at
+      jeg ikke lyver.
+ 32.  I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad
+      bevogtet for at gribe mig;
+ 33.  men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og
+      undflyede af hans Hænder.
+
+2.Korinterne 12
+
+  1.  Rose mig må jeg Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til
+      Syner og Åbenbarelser fra Herren.
+  2.  Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten År siden om
+      han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det
+      ved jeg ikke, Gud ved det blev bortrykket indtil den tredje
+      Himmel.
+  3.  Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden
+      Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det),
+  4.  at han blev bortrykket ind i Paradiset, og hørte uudsigelige
+      Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
+  5.  Af en sådan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose
+      mig, uden af min Magtesløshed.
+  6.  Thi vel bliver jeg ikke en Dåre, om jeg vilde rose mig; thi det
+      vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at
+      ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller
+      hvad han hører af mig.
+  7.  Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Åbenbarelser,
+      blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han
+      skulde slå mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig.
+  8.  Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han måtte vige fra mig;
+  9.  og han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften
+      fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig
+      af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
+ 10.  Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast,
+      under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld;
+      thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.
+
+ 11.  Jeg er bleven en Dåre. I tvang mig dertil. Jeg burde jo
+      anbefales af eder; thi jeg har ikke stået tilbage i noget for de
+      såre store Apostle, om jeg end, intet er.
+ 12.  En Apostels Tegn bleve jo udførte, iblandt eder under
+      Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger.
+ 13.  Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre
+      Menigheder; uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver
+      mig denne Uret!
+ 14.  Se, dette er nu tredje Gang, jeg står rede til at komme til
+      eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders
+      Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til
+      Forældrene, men Forældrene til Børnene.
+ 15.  Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser ja, opofres for eders
+      Sjæle.  Mon jeg, når jeg elsker eder højere, elskes mindre?
+ 16.  Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg
+      var træsk og fangede eder med List!
+ 17.  Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har
+      sendt til eder?
+ 18.  Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort
+      sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Ånd, i de
+      samme Fodspor?
+
+ 19.  Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds
+      Åsyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for
+      eders Opbyggelses Skyld.
+ 20.  Thi jeg frygter for, at, når jeg kommer, jeg da måske ikke skal
+      finde eder sådanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af
+      eder sådan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid,
+      Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed,
+      Klammerier,
+ 21.  at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af
+      eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have
+      syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og
+      Uterlighed, som de bedreve.
+
+2.Korinterne 13
+
+  1.  Det er nu tredje Gang, jeg kommer til eder. På to og tre Vidners
+      Mund skal enhver Sag stå fast.
+  2.  Jeg har sagt det forud og siger det forud, ligesom da jeg anden
+      Gang var nærværende, således også nu fraværende til dem, som
+      forhen have syndet, og til alle de øvrige, at, om jeg kommer
+      igen, vil jeg ikke skåne,
+  3.  efterdi I fordre Bevis på, at Kristus taler i mig, han, som ikke
+      er magtesløs over for eder, men er stærk iblandt eder.
+  4.  Thi vel blev han korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved
+      Guds Kraft; også vi ere svage i ham, men vi skulle leve med ham
+      ved Guds Kraft over for eder.
+  5.  Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller
+      erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers
+      ere I udygtige.
+  6.  Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige.
+  7.  Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi
+      må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod
+      stå som udygtige.
+  8.  Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden.
+  9.  Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette
+      ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte.
+ 10.  Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende
+      skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig
+      til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.
+
+ 11.  I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader
+      eder formane, værer enige, værer fredsommelige; og Kærlighedens
+      og Fredens Gud skal være med eder.
+ 12.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de hellige hilse eder.
+ 13.  Den Herres Jesu Kristi Nåde og Guds Kærlighed og den Helligånds
+      Samfund være med eder alle!
+
+
+Galaterne
+
+Galaterne 1
+
+  1.  Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget
+      Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham
+      fra de døde,
+  2.  og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien:
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus
+      Kristus,
+  4.  som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af
+      den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
+  5.  ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.
+
+  6.  Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham,
+      som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes
+      Evangelium;
+  7.  hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre
+      eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium.
+  8.  Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder
+      Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være
+      en Forbandelse!
+  9.  Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen
+      forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det,
+      han være en Forbandelse!
+ 10.  Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg
+      at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da
+      var jeg ikke en Kristi Tjener.
+
+ 11.  Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt
+      af mig, er ikke Menneskeværk;
+ 12.  thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist
+      derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus.
+ 13.  I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al
+      Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den.
+ 14.  Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit
+      Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene
+      Overleveringer.
+ 15.  Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget
+      mig og havde kaldet mig ved sin Nåde,
+ 16.  at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet
+      om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og
+      Blod til Råds,
+ 17.  drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare
+      Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage
+      til Damaskus.
+ 18.  Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive
+      kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage.
+ 19.  Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens
+      Broder.
+ 20.  Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at
+      jeg ikke lyver.
+ 21.  Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne.
+ 22.  Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus;
+ 23.  de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu
+      Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde;
+ 24.  og de priste Gud for mig.
+
+Galaterne 2
+
+  1.  Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til
+      Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med.
+  2.  Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men
+      særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt
+      Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves.
+  3.  Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev
+      tvungen til at omskæres,
+  4.  nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde
+      listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus
+      Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
+  5.  For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at
+      Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
+  6.  Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de
+      fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes
+      Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje.
+  7.  Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de
+      uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne,
+  8.  (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de
+      omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;)
+  9.  og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas
+      og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas
+      Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de
+      omskårne;
+ 10.  kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har
+      bestræbt mig for at gøre.
+
+ 11.  Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans
+      åbne Øjne, thi domfældt var han.
+ 12.  Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med
+      Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig
+      fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
+ 13.  Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas
+      blev dragen med af deres Hykleri.
+ 14.  Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
+      Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en
+      Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da
+      tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder?
+ 15.  Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd;
+ 16.  men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af
+      Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også
+      vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte
+      al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens
+      Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort.
+ 17.  Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus,
+      også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener
+      for Synd? Det være langtfra!
+ 18.  når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg
+      mig selv som Overtræder.
+ 19.  Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for
+      Gud.
+ 20.  Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der
+      lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet,
+      det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig
+      selv hen for mig.
+ 21.  Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven,
+      da er jo Kristus død forgæves.
+
+Galaterne 3
+
+  1.  O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem
+      Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
+  2.  Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I
+      modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
+  3.  Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i
+      Kød?
+  4.  Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er
+      forgæves!
+  5.  Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger
+      iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I
+      høre i Tro?
+  6.  ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
+      Retfærdighed".
+  7.  Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
+  8.  Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør
+      Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig
+      skulle alle Folkeslagene velsignes",
+  9.  så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende
+      Abraham.
+
+ 10.  Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under
+      Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke
+      bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør
+      dem."
+ 11.  Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart,
+      thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
+ 12.  Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal
+      leve ved dem."
+ 13.  Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en
+      Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den,
+      som hænger på et Træ"),
+ 14.  for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i
+      Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.
+
+ 15.  Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes
+      stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
+ 16.  Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges
+      ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd",
+      hvilken er Kristus.
+ 17.  Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud,
+      kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke
+      gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
+ 18.  Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men
+      til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.
+
+ 19.  Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes
+      Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget
+      ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.
+ 20.  Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
+ 21.  Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis
+      der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var
+      Retfærdigheden virkelig af Lov.
+ 22.  Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen
+      skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.
+ 23.  Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens
+      Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,
+ 24.  så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi
+      skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
+ 25.  Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under
+      Tugtemester.
+ 26.  Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.
+ 27.  Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder
+      Kristus.
+ 28.  Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her
+      er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
+ 29.  Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger
+      ifølge Forjættelse.
+
+Galaterne 4
+
+  1.  Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen
+      Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt
+      Godset;
+  2.  men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af
+      Faderen bestemte Tid.
+  3.  Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle
+      under Verdens Børnelærdom.
+  4.  Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en
+      Kvinde, født under Loven,
+  5.  for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi
+      skulde få Sønneudkårelsen.
+  6.  Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns
+      Ånd, som råber: Abba, Fader!
+  7.  Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du
+      også Arving ved Gud.
+
+  8.  Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder,
+      som af Natur ikke ere det.
+  9.  Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne
+      kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage
+      og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
+ 10.  I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År.
+ 11.  Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.
+
+ 12.  Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg
+      beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
+ 13.  Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg
+      første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
+ 14.  og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke
+      og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som
+      Kristus Jesus.
+ 15.  Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det
+      Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders
+      Øjne og givet mig dem.
+ 16.  Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
+ 17.  De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville
+      udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
+ 18.  Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og
+      ikke alene, når jeg er nærværende hos eder.
+ 19.  Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har
+      vundet Skikkelse i eder!
+ 20.  - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde
+      omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.
+
+ 21.  Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
+ 22.  Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med
+      Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
+ 23.  Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes
+      ved Forjættelsen.
+ 24.  Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende
+      Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er
+      Hagar.
+ 25.  Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det
+      nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
+ 26.  Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
+ 27.  Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke
+      føder!  bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange
+      ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden."
+ 28.  Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
+ 29.  Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte
+      ham, som var avlet efter Ånden, således også nu.
+ 30.  Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn;
+      thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie
+      Kvindes Søn."
+ 31.  Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie
+      Kvindes.
+
+Galaterne 5
+
+  1.  Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader
+      eder ikke atter holde under Trældoms Åg!
+  2.  Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil
+      Kristus intet gavne eder.
+  3.  Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære,
+      at han er skyldig at opfylde hele Loven.
+  4.  I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere
+      faldne ud af Nåden.
+  5.  Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb.
+  6.  Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud
+      noget, men Tro, som er virksom ved Kærlighed.
+
+  7.  I vare godt på Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed?
+  8.  Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder.
+  9.  En liden Surdejg syrer hele Dejgen.
+ 10.  Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget
+      andet; men den, som forvirrer eder, skal bære sin Dom, hvem han
+      end er.
+ 11.  Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvor for
+      forfølges jeg da endnu? Så er jo Korsets Forargelse gjort til
+      intet.
+ 12.  Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!
+
+ 13.  I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge
+      Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden
+      hverandres Tjenere!
+ 14.  Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din
+      Næste som dig selv."
+ 15.  Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres
+      af hverandre!
+
+ 16.  Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde
+      Kødets Begæring.
+ 17.  Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå
+      nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst
+      til.
+ 18.  Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven.
+ 19.  Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed,
+      Uterlighed,
+ 20.  Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed,
+      Rænker, Tvedragt, Partier,
+ 21.  Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger
+      eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne
+      Ting, skulle ikke arve Guds Rige.
+ 22.  Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed,
+      Mildhed, Godhed, Trofasthed,
+ 23.  Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke,
+ 24.  men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med
+      dets Lidenskaber og Begæringer.
+ 25.  Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden!
+ 26.  Lader os ikke have Lyst til tom Ære, så at vi udæske hverandre
+      og bære Avind imod hverandre.
+
+Galaterne 6
+
+  1.  Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen
+      Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med
+      Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver
+      fristet!
+  2.  Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov!
+  3.  Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da
+      bedrager han sig selv.
+  4.  Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i
+      Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten;
+  5.  thi hver skal bære sin egen Byrde.
+
+  6.  Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som
+      underviser ham.
+  7.  Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske
+      sår, det skal han også høste.
+  8.  Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men
+      den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden.
+  9.  Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i
+      sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt.
+ 10.  Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode
+      imod alle, men mest imod Troens egne!
+
+ 11.  Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min
+      egen Hånd!
+ 12.  Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til
+      at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for
+      Kristi Kors's Skyld.
+ 13.  Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men
+      de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose
+      sig af eders Kød.
+ 14.  Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu
+      Kristi Kors,ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for
+      Verden.
+ 15.  Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny
+      Skabning.
+ 16.  Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være
+      Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!
+
+ 17.  Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på
+      mit Legeme:
+ 18.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen.
+
+
+Efeserne
+
+Efeserne 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som
+      ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har
+      velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i
+      Kristus,
+  4.  ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til
+      at være hellige og ulastelige for hans Åsyn,
+  5.  idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig
+      ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag,
+  6.  til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den
+      elskede,
+  7.  i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse,
+      efter hans Nådes Rigdom,
+  8.  som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand,
+  9.  idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin
+      velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv,
+ 10.  for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at
+      sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det,
+      som er på Jorden, i ham,
+ 11.  i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans
+      Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd,
+ 12.  for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud
+      havde håbet på Kristus,
+ 13.  i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders
+      Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med
+      Forjættelsens hellige Ånd,
+ 14.  som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for
+      hans Herlighed.
+
+ 15.  derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den
+      Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige,
+ 16.  ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine
+      Bønner om,
+ 17.  at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder
+      Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham,
+ 18.  gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb
+      er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom
+      er iblandt de hellige,
+ 19.  og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som
+      tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft,
+ 20.  som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og
+      satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske,
+ 21.  langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert
+      Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den
+      kommende,
+ 22.  og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over
+      alting til Menigheden,
+ 23.  der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.
+
+Efeserne 2
+
+  1.  Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder,
+  2.  hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans
+      Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er
+      virksom i Genstridighedens Børn,
+  3.  iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds
+      Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur
+      Vredes Børn ligesom også de andre,
+  4.  men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store
+      Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os,
+  5.  også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med
+      Kristus - af Nåde ere I frelste!
+  6.  og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus
+      Jesus,
+  7.  for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes
+      overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus.
+  8.  Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv,
+      Guds er Gaven;
+  9.  ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.
+ 10.  Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger,
+      som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.
+
+ 11.  Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve
+      kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med
+      Hånden,
+ 12.  at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels
+      Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden
+      Gud i Verden.
+ 13.  Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte,
+      komne nær til ved Kristi Blod.
+ 14.  Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød
+      Gærdets Skillevæg,
+ 15.  Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens
+      Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt
+      Menneske ved at stifte Fred
+ 16.  og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset,
+      idet han ved dette dræbte Fjendskabet.
+ 17.  Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og
+      Fred for dem, som vare nær.
+ 18.  Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen.
+ 19.  Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de
+      helliges Medborgere og Guds Husfolk,
+ 20.  opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet
+      Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv,
+ 21.  i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt
+      Tempel i Herren,
+ 22.  i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.
+
+Efeserne 3
+
+  1.  Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange
+      for eder, I Hedninger,
+  2.  om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Nåde, som blev
+      given mig til eder,
+  3.  at ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som
+      jeg foran kortelig har skrevet,
+  4.  hvoraf I, når I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi
+      Hemmelighed,
+  5.  som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn,
+      således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og
+      Profeter ved Ånden:
+  6.  nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og
+      meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet,
+  7.  hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Nådes Gave, som blev
+      given mig ved hans Magts Virkekraft.
+  8.  Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at
+      forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom
+  9.  og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed
+      er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle
+      Ting,
+ 10.  for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive
+      kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske,
+ 11.  efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus,
+      vor Herre,
+ 12.  i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen på
+      ham.
+ 13.  Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som
+      jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder.
+
+ 14.  For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen,
+ 15.  fra hvem enhver Faderlighed i Himle og på Jord har sit Navn,
+ 16.  at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at
+      styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske;
+ 17.  at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter,
+ 18.  for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen
+      med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og
+      Længden og Dybden og Højden er,
+ 19.  og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at
+      I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde.
+
+ 20.  Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det,
+      som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os,
+ 21.  ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle
+      Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.
+
+Efeserne 4
+
+  1.  Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at
+      vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,
+  2.  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære
+      over med hverandre i Kærlighed
+  3.  og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;
+  4.  eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb
+      i eders Kaldelse;
+  5.  een Herre, een Tro, een Dåb,
+  6.  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i
+      alle!
+
+  7.  Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.
+  8.  Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han
+      Fanger og gav Menneskene Gaver."
+  9.  Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til
+      Jordens nedre Egne.
+ 10.  Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle.
+      Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.
+ 11.  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som
+      Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,
+ 12.  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til
+      Kristi Legemes Opbyggelse,
+ 13.  indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds
+      Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,
+ 14.  for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og
+      omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil,
+      ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;
+ 15.  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder
+      opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,
+ 16.  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes
+      ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels
+      tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af
+      sig selv i Kærlighed.
+
+ 17.  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere
+      vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,
+ 18.  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge
+      af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes
+      Forhærdelse,
+ 19.  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at
+      øve al Urenhed i Havesyge.
+ 20.  Men I have ikke således lært Kristus,
+ 21.  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således
+      som Sandhed er i Jesus,
+ 22.  at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle
+      Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,
+ 23.  men fornyes i eders Sinds Ånd
+ 24.  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i
+      Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.
+
+ 25.  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste,
+      efterdi vi ere hverandres Lemmer.
+ 26.  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders
+      Forbitrelse;
+ 27.  giver ikke heller Djævelen Rum!
+ 28.  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre
+      det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at
+      meddele den, som er i Trang.
+ 29.  Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er
+      god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som
+      høre derpå;
+ 30.  og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede
+      til Forløsningens Dag.
+ 31.  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse
+      blive langt fra eder tillige med al Ondskab!
+ 32.  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende
+      hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
+
+Efeserne 5
+
+  1.  Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,
+  2.  og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav
+      sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en
+      velbehagelig Lugt.
+
+  3.  Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes
+      iblandt eder, som det sømmer sig for hellige,
+  4.  ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt,
+      hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse.
+  5.  Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller
+      havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds
+      Rige.
+  6.  Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds
+      Vrede over Genstridighedens Børn.
+  7.  Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem!
+  8.  Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som
+      Lysets Børn;
+  9.  (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og
+      Sandhed,)
+ 10.  så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren.
+ 11.  Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men
+      revser dem hellere;
+ 12.  thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at
+      sige;
+ 13.  men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt
+      det, som bliver åbenbaret, er Lys.
+ 14.  Derfor hedder det: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de
+      døde, og Kristus skal lyse for dig!"
+
+ 15.  Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som
+      vise,
+ 16.  så I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde.
+ 17.  Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens
+      Villie er.
+ 18.  Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er
+      Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden,
+ 19.  så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser
+      og synge og spille i eders Hjerte for Herren
+ 20.  og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu
+      Kristi Navn
+ 21.  og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;
+
+ 22.  Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som
+      under Herren;
+ 23.  thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er
+      Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser.
+ 24.  Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således
+      skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle
+      Ting.
+ 25.  I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede
+      Menigheden og hengav sig selv for den,
+ 26.  for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet
+      med et Ord,
+ 27.  for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig,
+      uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte
+      være hellig og ulastelig.
+ 28.  Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som
+      deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig
+      selv.
+ 29.  Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og
+      plejer det, ligesom også Kristus Menigheden.
+ 30.  Thi vi ere Lemmer på hans Legeme.
+ 31.  Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast
+      ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød.
+ 32.  Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til
+      Menigheden.
+ 33.  Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv;
+      men Hustruen have Ærefrygt for Manden!
+
+Efeserne 6
+
+  1.  I Børn! adlyder eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
+  2.  "Ær din Fader og Moder", dette er jo det første Bud med
+      Forjættelse,
+  3.  "for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet."
+  4.  Og I Fædre! opirrer ikke eders Børn, men opfostrer dem i Herrens
+      Tugt og Formaning!
+  5.  I Trælle! adlyder eders Herrer efter Kødet med Frygt og Bæven i
+      eders Hjertes Enfold som Kristus;
+  6.  ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men
+      som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet,
+  7.  idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for
+      Mennesker,
+  8.  idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af
+      Herren, hvad enten han er Træl eller fri.
+  9.  Og I Herrer! gører det samme imod dem, så I lade Trusel fare,
+      idet I vide, at både deres og eders Herre er i Himlene, og der
+      er ikke Persons Anseelse hos ham.
+
+ 10.  For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde!
+ 11.  Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I må kunne bolde Stand
+      imod Djævelens snedige Anløb.
+ 12.  Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne,
+      imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod
+      Ondskabens Åndemagter i det himmelske.
+ 13.  Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod
+      på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt.
+ 14.  Så står da omgjordede om eders Lænd med Sandhed og iførte
+      Retfærdighedens Panser.
+ 15.  Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium;
+ 16.  og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville
+      kunne slukke alle den ondes gloende Pile,
+ 17.  og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord,
+ 18.  idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og
+      ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige,
+ 19.  også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min
+      Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed,
+ 20.  for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have
+      Frimodighed deri til at tale, som jeg bør.
+
+ 21.  Men for at også I skulle kende mine Forhold, hvorledes det går
+      mig, da skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener i Herren
+      kundgøre eder alt;
+ 22.  ham sender jeg til eder, just for at I skulle lære at kende,
+      hvorledes det står til hos os, og for at han skal opmuntre eders
+      Hjerter.
+
+ 23.  Fred være med Brødrene og Kærlighed med Tro fra Gud Fader og den
+      Herre Jesus Kristus!
+ 24.  Nåden være med alle dem, som elske vor Herre Jesus Kristus i
+      Uforkrænkelighed!
+
+
+Filipperne
+
+Filipperne 1
+
+  1.  Paulus og Timotheus, Kristi Jesu Tjener, til alle de hellige i
+      Kristus Jesus, som ere i Filippi, med Tilsynsmænd og
+      Menighedstjenere.
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Jeg takker min Gud, så ofte jeg kommer eder i Hu,
+  4.  idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde,
+  5.  for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu;
+  6.  forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder,
+      vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag,
+  7.  således som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle,
+      efterdi jeg har eder i Hjertet både under mine Lænker og under
+      Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere
+      med mig om Nåden.
+  8.  Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med
+      Kristi Jesu inderlige Kærlighed.
+  9.  Og derom beder jeg, at eders Kærlighed fremdeles må blive mere
+      og mere rig på Erkendelse og al Skønsomhed,
+ 10.  så I kunne værdsætte de forskellige Ting, for at I må være rene
+      og uden Anstød til Kristi Dag,
+ 11.  fyldte med Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus,
+      Gud til Ære og Pris.
+
+ 12.  Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have
+      tjent til Evangeliets Fremme,
+ 13.  så at det er blevet åbenbart for hele Livvagten og for alle de
+      øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld,
+ 14.  og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker
+      end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt.
+ 15.  Nogle prædike vel også Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men
+      nogle også i en god Mening.
+ 16.  Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at
+      forsvare Evangeliet;
+ 17.  men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den
+      Tanke at føje Trængsel til mine Lænker.
+ 18.  Hvad så? Kristus forkyndes dog på enhver Måde, være sig på
+      Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil
+      også fremdeles glæde mig.
+ 19.  Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og
+      Jesu Kristi Ånds Hjælp,
+ 20.  efter min Længsel og mit Håb, at jeg i intet skal blive til
+      Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, så
+      også nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved
+      Død.
+ 21.  Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding.
+ 22.  Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min
+      Gerning, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge;
+ 23.  men jeg står tvivlrådig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten
+      til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var såre
+      meget bedre;
+ 24.  men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld.
+ 25.  Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og
+      forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen,
+ 26.  for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at
+      jeg atter kommer til Stede iblandt eder.
+
+ 27.  Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten
+      jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om
+      eder, at I stå faste i een Ånd, så at I med een Sjæl stride
+      tilsammen for Troen på Evangeliet
+ 28.  og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi
+      dette er for dem et Tegn på Undergang, men for eder på Frelse,
+      og det fra Gud.
+ 29.  Thi eder er det forundt for Kristi Skyld - ikke alene at tro på
+      ham, men også at lide for hans Skyld,
+ 30.  idet I have den samme Kamp, som I have set på mig og nu høre om
+      mig.
+
+Filipperne 2
+
+  1.  Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens
+      Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig
+      Kærlighed og Barmhjertighed:
+  2.  da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have
+      den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen,
+  3.  intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed
+      agte hverandre højere end eder selv
+  4.  og ikke se hver på sit, men enhver også på andres.
+  5.  Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus,
+  6.  han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov
+      at være Gud lig,
+  7.  men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og
+      blev Mennesker lig;
+  8.  og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han
+      sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden.
+  9.  Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn,
+      som er over alle Navne,
+ 10.  for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og
+      på Jorden og under Jorden,
+ 11.  og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud
+      Faders Ære.
+
+ 12.  Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så
+      arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i
+      min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven;
+ 13.  thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke,
+      efter sit Velbehag.
+ 14.  Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder,
+ 15.  for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt
+      i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som
+      Himmellys i Verden,
+ 16.  idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg
+      ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves.
+ 17.  Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af
+      eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle.
+ 18.  Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!
+
+
+ 19.  Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus
+      til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare,
+      hvorledes det går eder.
+ 20.  Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg
+      for, hvorledes det går eder;
+ 21.  thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus
+      til.
+ 22.  Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin
+      Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet.
+ 23.  Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min
+      Sag.
+ 24.  Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal
+      komme.
+
+ 25.  Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder,
+      min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og
+      Tjener for min Trang,
+ 26.  efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi
+      I havde hørt, at han var bleven syg.
+ 27.  Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over
+      ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke
+      skulde have Sorg på Sorg.
+ 28.  Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og
+      jeg være mere sorgfri.
+ 29.  Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i
+      Ære;
+ 30.  thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte
+      sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste
+      imod mig.
+
+Filipperne 3
+
+  1.  I øvrigt, mine Brødre glæder eder i Herren! At skrive det samme
+      til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for
+      eder.
+  2.  Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere,
+      holder Øje med Sønderskærelsen!
+  3.  Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Ånd og rose os i
+      Kristus Jesus og ikke forlade os på Kødet",
+  4.  endskønt også jeg har det, jeg kunde forlade mig på også i
+      Kødet, Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig på Kødet,
+      kan jeg det mere.
+  5.  Jeg er omskåren på den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins
+      Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer,
+  6.  i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter
+      Loven udadlelig.
+  7.  Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet
+      for Tab;
+  8.  ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt
+      højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg
+      har lidt Tab på alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde
+      Kristus
+  9.  og findes i ham, så jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven,
+      men den ved Tro på Kristus, Retfærdigheden fra Gud på Grundlag
+      af Troen,
+ 10.  for at jeg må kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans
+      Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død,
+ 11.  om jeg dog kunde nå til Opstandelsen fra de døde.
+
+ 12.  Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er
+      fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det,
+      efterdi jeg også er greben af Kristus Jesus.
+ 13.  Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det.
+ 14.  Men eet gør jeg: glemmende, hvad der er bagved, men rækkende
+      efter det, som er foran, jager jeg imod Målet, til den
+      Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.
+ 15.  Lader da os, så mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og
+      er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud
+      åbenbare eder også dette.
+ 16.  Kun at vi, så vidt vi ere komne, vandre i samme Retning.
+
+ 17.  Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter på dem, der vandre
+      således, som I have os til Forbillede.
+ 18.  Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu også siger
+      med Tårer, som Kristi Kors's Fjender,
+ 19.  hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i
+      deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting.
+ 20.  Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også forvente som
+      Frelser den Herre Jesus Kristus,
+ 21.  der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive
+      ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved
+      hvilken han også kan underlægge sig alle Ting.
+
+  1.  Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans!
+      står således fast i Herren, I elskede!
+
+  2.  Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i
+      Herren.
+  3.  Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi
+      de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine
+      øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog.
+
+  4.  Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder!
+  5.  Eders milde Sind vorde kendt af alle Mennesker! Herren er nær!
+  6.  Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders
+      Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med
+      Taksigelse;
+  7.  og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter
+      og eders Tanker i Kristus Jesus.
+  8.  I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart,
+      hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt,
+      hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder
+      det på Sinde!
+  9.  Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette
+      skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder.
+
+ 10.  Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere
+      komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også
+      forhen tænkte, men I manglede Lejlighed.
+ 11.  Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med
+      det, jeg har.
+ 12.  Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have
+      Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i
+      at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn.
+ 13.  Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk.
+ 14.  Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel.
+ 15.  Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets
+      Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen
+      Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden
+      I alene.
+ 16.  Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad
+      jeg havde nødig.
+ 17.  Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver
+      rigelig til eders Fordel.
+ 18.  Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter
+      ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft,
+      et velkomment Offer, velbehageligt for Gud.
+ 19.  Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I
+      have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus.
+ 20.  Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder!
+      Amen.
+
+ 21.  Hilser hver hellig i Kristus Jesus.
+ 22.  De Brødre, som ere hos mig, hilse eder. Alle de hellige hilse
+      eder, men mest de af Kejserens Hus.
+ 23.  Den Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!
+
+
+Kolossenserne
+
+Kolossenserne 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, og Broderen
+      Timotheus.
+  2.  til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossæ: Nåde være
+      med eder og Fred fra Gud vor Fader!
+
+  3.  Vi takke Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, når vi bede
+      for eder,
+  4.  da vi have hørt om eders Tro på Kristus Jesus og den Kærlighed,
+      som I have til alle de hellige
+  5.  på Grund af det Håb, som er henlagt til eder i Himlene, om
+      hvilket I forud have hørt i Evangeliets Sandheds Ord,
+  6.  der er kommet til eder, ligesom det også er i den hele Verden,
+      idet det bærer Frugt og vokser, ligesom det også gør iblandt
+      eder fra den Dag, I hørte og erkendte Guds Nåde i Sandhed,
+  7.  således som I have lært af Epafras, vor elskede Medtjener som er
+      en tro Kristi Tjener for eder,
+  8.  han, som også gav os eders Kærlighed i Ånden til Kende.
+
+  9.  Derfor have også vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at
+      bede for eder og begære, at I måtte fyldes med Erkendelsen af
+      hans Villie i al Visdom og åndelige Indsigt
+ 10.  til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære
+      Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud,
+ 11.  idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al
+      Udholdenhed og Tålmodighed med Glæde
+ 12.  og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de
+      helliges Arvelod i Lyset,
+ 13.  han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin
+      elskede Søns Rige,
+
+ 14.  i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse,
+ 15.  han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte;
+ 16.  thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og på Jorden, de
+      synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller
+      Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til
+      ham;
+ 17.  og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestå ved ham.
+ 18.  Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er
+      Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive
+      den ypperste i alle Ting;
+ 19.  thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo,
+ 20.  og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem på Jorden
+      eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's
+      Blod.
+ 21.  Også eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag
+      i eders onde Gerninger,
+ 22.  har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at
+      fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit
+      Åsyn,
+ 23.  så sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade
+      eder rokke fra Håbet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket
+      er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis
+      Tjener jeg Paulus er bleven.
+
+ 24.  Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der
+      fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans
+      Legeme, som er Menigheden,
+ 25.  hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev
+      given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord,
+ 26.  den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter,
+      men nu er bleven åbenbaret for hans hellige,
+ 27.  hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom på Herlighed iblandt
+      Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i
+      eder, Herlighedens Håb,
+ 28.  hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert Menneske og lære hvert
+      Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert
+      Menneske som fuldkomment i Kristus;
+ 29.  hvorpå jeg også arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som
+      virker mægtigt i mig.
+
+Kolossenserne 2
+
+  1.  Thi jeg vil, at I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for
+      eder og for dem i Laodikea og for alle, som ikke have set mit
+      Åsyn i Kødet,
+  2.  for at deres Hjerter må opmuntres, idet de sammenknyttes i
+      Kærlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Rigdom, til
+      Erkendelse af Guds Hemmelighed, Kristus.
+  3.  i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes skjulte.
+
+  4.  Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage eder med lokkende
+      Tale.
+  5.  Thi om jeg også i Kødet er fraværende, så er jeg dog i Ånden hos
+      eder og glæder mig ved at se eders Orden og Fastheden i eders
+      Tro på Kristus.
+  6.  Derfor, ligesom I have modtaget Kristus Jesus, Herren, så
+      vandrer i ham,
+  7.  idet I ere rodfæstede og opbygges i ham og, stadfæstes ved
+      Troen, således som I bleve oplærte, så I vokse i den med
+      Taksigelse.
+  8.  Ser til, at der ikke skal være nogen, som gør eder til Bytte ved
+      den verdslige Visdom og tomt Bedrag efter Menneskers
+      Overlevering, efter Verdens Børnelærdom og ikke efter Kristus;
+
+  9.  thi i ham bor Guddommens hele Fylde legemlig,
+ 10.  og i ham have I eders Fylde, ham, som er Hovedet for al Magt og
+      Myndighed;
+ 11.  i hvem I også ere blevne omskårne med en Omskærelse, som ikke er
+      gjort med Hænder, ved Afførelsen af Kødets Legeme, ved Kristi
+      Omskærelse,
+ 12.  idet I bleve begravne med ham i Dåben, i hvilken I også bleve
+      medoprejste ved Troen på Guds Virkekraft, som oprejste ham fra
+      de døde.
+ 13.  Også eder, som vare døde i eders Overtrædelser og eders Køds
+      Forhud, eder gjorde han levende tillige med ham, idet han tilgav
+      os alle vore Overtrædelser
+ 14.  og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger,
+      hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det
+      til Korset;
+ 15.  efter at have afvæbnet Magterne og Myndighederne, stillede han
+      dem åbenlyst til Skue, da han i ham førte dem i Sejrstog.
+
+ 16.  Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i
+      Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat,
+ 17.  hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er
+      Kristi.
+ 18.  Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i
+      Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad
+      han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind,
+ 19.  og ikke holder fast ved Hovedet, ud fra hvem hele Legemet, idet
+      det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser
+      Guds Vækst.
+ 20.  Når I med Kristus ere døde fra Verdens Børnelærdom, hvorfor lade
+      I eder da pålægge Befalinger, som om I levede i Verden:
+ 21.  "Tag ikke, smag ikke, rør ikke derved!"
+ 22.  (hvilket alt er bestemt til at forgå ved at forbruges) efter
+      Menneskenes Bud og Lærdomme?
+ 23.  thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og
+      Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er
+      Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.
+
+Kolossenserne 3
+
+  1.  Når I altså, ere blevne oprejste med Kristus, da søger det, som
+      er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd.
+  2.  Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på
+      Jorden.
+  3.  Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud.
+  4.  Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med
+      ham i Herlighed.
+
+  5.  Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt
+      Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse;
+  6.  for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede.
+  7.  I dem vandrede også I fordum, da I levede deri.
+  8.  Men nu skulle også I aflægge det alt sammen, Vrede, Hidsighed,
+      Ondskab, Forhånelse, slem Snak af eders Mund.
+  9.  Lyver ikke for hverandre, da I have afført eder det gamle
+      Menneske med dets Gerninger
+ 10.  og iført eder det nye, som fornyes til Erkendelse efter hans
+      Billede, der skabte det;
+ 11.  hvor der ikke er Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar,
+      Skyther, Træl, fri, men Kristus er alt og i alle.
+
+ 12.  Så ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig
+      Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,
+ 13.  så I bære over med hverandre og tilgive hverandre,dersom nogen
+      har Klagemål imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, således
+      også I!
+ 14.  Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er
+      Fuldkommenhedens Bånd.
+ 15.  Og Kristi Fred råde i eders Hjerter, til hvilken I også bleve
+      kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige!
+ 16.  Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære
+      og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser,
+      idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud.
+ 17.  Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den
+      Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.
+
+ 18.  I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer
+      sig i Herren.
+ 19.  I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem!
+ 20.  I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er
+      velbehageligt i Herren.
+ 21.  I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe
+      Modet.
+ 22.  I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med
+      Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets
+      Enfold, frygtende Herren.
+ 23.  Hvad I end foretage eder, så gører det af Hjertet, som for
+      Herren og ikke for Mennesker,
+ 24.  da I vide, at I af Herren skulle få Arven til Vederlag; det er
+      den Herre Kristus, I tjene.
+ 25.  Thi den, som gør Uret, skal få igen, hvad Uret han gjorde, og
+      der er ikke Persons Anseelse.
+4-1.  I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide,
+      at også I have en Herre i Himmelen.
+
+Kolossenserne 4
+  2.  Værer vedholdendene i; Bønnen, idet I ere årvågne i den med
+      Taksigelse.
+  3.  idet I tillige bede også for os, at Gud vil oplade os en Ordets
+      Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg også er
+      bunden,
+  4.  for at jeg kan åbenbare den således, som jeg bør tale.
+
+  5.  Vandrer i Visdom overfor dem, som ere udenfor, så I købe den
+      belejlige Tid.
+  6.  Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, så I vide,
+      hvorledes I bør svare enhver især.
+
+  7.  Hvorledes det går mig, skal Tykikus, den elskede Broder og tro
+      Tjener og Medtjener i Herren, kundgøre eder alt sammen;
+  8.  ham sender jeg til eder, netop for at I skulle lære at kende,
+      hvorledes det står til med os, og for at han skal opmuntre eders
+      Hjerter,
+  9.  tillige med Onesimus, den tro og elskede Broder, som er fra
+      eders By; de skulle fortælle eder, hvorledes alt står til her.
+
+ 10.  Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's
+      Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger - dersom han kommer
+      til eder, da tager imod ham -
+ 11.  og Jesus, som kaldes Justus, hvilke af de omskårne ere de eneste
+      Medarbejdere for Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst.
+ 12.  Epafras hilser eder, han, som er fra eders By, en Kristi Jesu
+      Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, før at I må
+      stå fuldkomne og fuldvisse i al Guds Villie.
+ 13.  Thi jeg giver ham det Vidnesbyrd, at han har megen Møje for eder
+      og dem i Laodikea og dem i Hierapolis,
+ 14.  Lægen Lukas, den elskede, hilser eder, og Demas.
+ 15.  Hilser Brødrene i Laodikea og Nymfas og Menigheden i deres Hus.
+ 16.  Og når dette Brev er oplæst hos eder, da sørger for, at det også
+      bliver oplæst i Laodikensernes Menighed, og at I også læse
+      Brevet fra Laodikea.
+ 17.  Og siger til Arkippus: Giv Agt på den Tjeneste, som du har
+      modtaget i Herren, at du fuldbyrder den.
+
+ 18.  Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd. Kommer mine Lænker i Hu
+      Nåde være med eder!
+
+
+1.Tessalonikerne
+
+1.Tessalonikerne 1
+
+  1.  Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i
+      Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Nåde være med eder og
+      Fred!
+
+  2.  Vi takke Gud altid for eder alle, når vi komme eder i Hu i vore
+      Bønner,
+  3.  idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde
+      i Kærligheden og eders Udholdenhed i Håbet på vor Herre Jesus
+      Kristus for vor Guds og Faders Åsyn,
+  4.  efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre,
+  5.  at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men også i
+      Kraft og i den Helligånd og i fuld Overbevisning, som I jo vide,
+      hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld.
+  6.  Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge
+      Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligånd,
+  7.  så at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i
+      Makedonien og Akaja;
+  8.  thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og
+      Akaja, men alle Vegne er eders Tro på Gud kommen ud, så at vi
+      ikke have nødig at tale derom.
+  9.  Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos
+      eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at
+      tjene den levende og sande Gud
+ 10.  og vente på hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde,
+      Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.
+
+1.Tessalonikerne 2
+
+  1.  I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været
+      forgæves;
+  2.  men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne
+      mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale
+      Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
+  3.  Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er
+      ikke forbunden med Svig;
+  4.  men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet
+      betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud,
+      som prøver vore Hjerter.
+  5.  Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I
+      vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er
+      Vidne;
+  6.  ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af
+      andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til
+      Byrde.
+  7.  Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer
+      sine egne Børn,
+  8.  således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at
+      dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget
+      Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
+  9.  I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat
+      og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi
+      Guds Evangelium for eder.
+ 10.  I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi
+      færdedes iblandt eder, som tro;
+ 11.  ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt
+      af eder som en Fader sine Børn
+ 12.  og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte
+      eder til sit Rige og sin Herlighed.
+
+ 13.  Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds
+      Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord,
+      men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig
+      virksomt i eder, som tro.
+ 14.  Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i
+      Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af
+      eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
+ 15.  der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os
+      og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
+ 16.  idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse,
+      for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er
+      kommen over dem fuldtud.
+
+ 17.  Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i
+      det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at
+      få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
+ 18.  efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus,
+      både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
+ 19.  Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når
+      ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans
+      Tilkommelse?
+ 20.  I ere jo vor Ære og Glæde.
+
+1.Tessalonikerne 3
+
+  1.  Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at
+      lades alene tilbage i Athen,
+  2.  og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener i Kristi
+      Evangelium, for at styrke eder og formane eder angående eders
+      Tro,
+  3.  for at ingen skulde blive vakelmodig i disse Trængsler; I vide
+      jo selv, at dertil ere vi bestemte.
+  4.  Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi
+      skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som
+      I vide.
+  5.  Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde
+      det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde
+      have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves.
+
+  6.  Men nu, da Timotheus er kommen til os fra eder og har bragt os
+      godt Budskab om eders Tro og Kærlighed og om, at I altid have os
+      i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesom vi
+      efter eder:
+  7.  så ere vi af den Grund, Brødre! blevne trøstede med Hensyn til
+      eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro.
+  8.  Thi nu leve vi, når I stå fast i Herren.
+  9.  Thi hvilken Tak kunne vi bringe Gud for eder til Gengæld for al
+      den Glæde; hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Åsyn,
+ 10.  idet vi Nat og Dag inderligt bede om at måtte få eder selv at se
+      og råde Bod på eders Tros Mangler?
+
+ 11.  Men han selv, vor Gud og Fader, og vor Herre Jesus Kristus styre
+      vor Vej til eder!
+ 12.  Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i
+      Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til
+      eder,
+ 13.  så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i
+      Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med
+      alle hans hellige!
+
+1.Tessalonikerne 4
+
+  1.  Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre
+      Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og
+      behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end
+      yderligere Fremgang.
+  2.  I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus.
+  3.  Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder
+      fra Utugt;
+  4.  at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og
+      Ære,
+  5.  ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud;
+  6.  at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi
+      Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og
+      vidnet for eder.
+  7.  Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse.
+  8.  Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et
+      Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder.
+
+  9.  Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive
+      eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre;
+ 10.  det gøre I jo også imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi
+      formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang
+ 11.  og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og
+      arbejde med eders Hænder, således som vi bød eder,
+ 12.  for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor,
+      og for ikke at trænge til nogen.
+
+ 13.  Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn
+      til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre,
+      der ikke have Håb.
+ 14.  Thi når vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud
+      ligeså ved Jesus føre de hensovede frem med ham.
+ 15.  Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive
+      tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme
+      forud for de hensovede.
+ 16.  Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med
+      Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle
+      opstå først;
+ 17.  derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes
+      tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så
+      skulle vi altid være sammen med Herren.
+ 18.  Så trøster hverandre med disse Ord!
+
+1.Tessalonikerne 5
+
+  1.  Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives
+      til eder;
+  2.  thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om
+      Natten.
+  3.  Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang
+      pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og
+      de skulle ingenlunde undfly.
+  4.  Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske
+      eder som en Tyv.
+  5.  Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens
+      eller Mørkets Børn.
+  6.  Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og
+      være ædrue!
+  7.  Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere
+      berusede om Natten.
+  8.  Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens
+      og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm!
+  9.  Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved
+      vor Herre Jesus Kristus,
+ 10.  som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove,
+      skulle leve sammen med ham.
+ 11.  Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom
+      I også gøre.
+
+ 12.  Men vi bede eder, Brødre! at I skønne på dem, som arbejde
+      iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og påminde eder,
+ 13.  og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder
+      Fred med hverandre!
+ 14.  Og vi formane eder, Brødre! påminder de uskikkelige, trøster de
+      modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod
+      alle!
+ 15.  Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber
+      altid efter det gode, både imod hverandre og imod alle.
+ 16.  Værer altid glade,
+ 17.  beder uafladelig,
+ 18.  takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i
+      Kristus Jesus.
+ 19.  Udslukker ikke Ånden,
+ 20.  ringeagter ikke Profetier,
+ 21.  prøver alt, beholder det gode!
+ 22.  Holder eder fra det onde under alle Skikkelser!
+
+ 23.  Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og
+      gid eders Ånd og Sjæl og Legeme må bevares helt og holdent, uden
+      Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse!
+ 24.  Trofast er han, som kaldte eder, han skal også gøre det.
+
+ 25.  Brødre! beder for os!
+ 26.  Hilser alle Brødrene med et helligt Kys!
+ 27.  Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev må blive oplæst for
+      alle de hellige Brødre.
+ 28.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
+
+
+2.Tessalonikerne
+
+2.Tessalonikerne 1
+
+  1.  Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i
+      Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus:
+  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  3.  Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som
+      tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes
+      Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle,
+  4.  så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders
+      Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de
+      Trængsler, som I udstå,
+  5.  et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige
+      til Guds Rige, for hvilket I også lide;
+  6.  hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til
+      Gengæld, som trænge eder,
+  7.  og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu
+      Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle,
+  8.  med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og
+      over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium,
+  9.  de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens
+      Ansigt og fra hans Vældes Herlighed.
+ 10.  når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og
+      beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort
+      Vidnesbyrd til eder.
+
+ 11.  Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder
+      Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og
+      Troens Gerning,
+ 12.  for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham.
+      efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde.
+
+2.Tessalonikerne 2
+
+  1.  Men vi bede eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi
+      Tilkommelse og vor Samling til ham,
+  2.  at I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller
+      forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller
+      Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for
+      Hånden.
+  3.  Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Frafaldet
+      komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn,
+  4.  han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt. hvad der
+      kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel
+      og udgiver sig selv for at være Gud.
+  5.  Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos
+      eder?
+  6.  Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han åbenbares
+      i sin Tid.
+  7.  Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu
+      holder tilbage, først må komme af Vejen
+  8.  og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal
+      dræbe med sin Munds Ånde og tilintetgøre ved sin Tilkommelses
+      Åbenbarelse,
+  9.  han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og
+      Tegn og Undere
+ 10.  og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de
+      ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive
+      frelste.
+ 11.  Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro
+      Løgnen,
+ 12.  for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men
+      fandt Behag i Uretfærdigheden.
+
+ 13.  Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren
+      elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til
+      Frelse ved Åndens Helligelse og Tro på Sandheden,
+ 14.  hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde
+      vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed.
+
+ 15.  Så står da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer,
+      hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev.
+ 16.  Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har
+      elsket og givet os en evig Trøst og et godt Håb i Nåde,
+ 17.  han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og
+      Tale!
+
+2.Tessalonikerne 3
+
+  1.  I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og
+      forherliges ligesom hos eder,
+  2.  og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen
+      er ikke alles.
+  3.  Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra
+      det onde;
+  4.  og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville
+      gøre, hvad vi byde.
+  5.  Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi
+      Udholdenhed!
+
+  6.  Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I
+      holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og
+      ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os.
+  7.  I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke
+      levet uskikkeligt iblandt eder,
+  8.  ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med
+      Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder
+      til Byrde.
+  9.  Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et
+      Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os.
+ 10.  Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen
+      ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden!
+ 11.  Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet
+      de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for.
+ 12.  Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de
+      skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød.
+ 13.  Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode!
+ 14.  Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker
+      eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig!
+ 15.  Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en
+      Broder!
+
+ 16.  Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle
+      Måder!  Herren være med eder alle!
+ 17.  Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i
+      hvert Brev. Således skriver jeg.
+ 18.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle!
+
+
+1.Timoteus
+
+1.Timoteus 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser,
+      og Kristus Jesus, vort Håb,
+  2.  til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Nåde, Barmhjertig Fred fra
+      Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre!
+
+  3.  Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg
+      drog til Makedonien, for at du skulde påbyde visse Folk ikke at
+      føre fremmed Lære
+  4.  og ikke at agte på Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere
+      fremme Stridigheden end Guds Husholdning i Tro.
+  5.  Men Påbudets Endemål er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god
+      Samvittighed og af en uskrømtet Tro,
+  6.  hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende
+      Snak,
+  7.  idet de ville være Lovlærere uden at forstå, hverken hvad de
+      sige, eller hvorom de udtale sig så sikkert.
+  8.  Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt,
+  9.  idet man veed dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige,
+      men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og
+      vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for
+      Manddrabere,
+ 10.  utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere,
+      Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære,
+ 11.  efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig
+      betroet.
+
+ 12.  Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre,
+      fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en
+      Tjeneste,
+ 13.  skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en
+      Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde
+      det vitterligt i Vantro,
+ 14.  Ja, vor Herres Nåde viste sig overvættes rig med Tro og
+      Kærlighed i Kristus Jesus.
+ 15.  Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus
+      kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den
+      største"
+ 16.  Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus
+      Kristus kunde på mig som den første vise hele sin Langmodighed,
+      til et Forbillede på dem, som skulle tro på ham til evigt Liv.
+ 17.  Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud
+      være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 18.  Dette Påbud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de
+      Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem
+      strider den gode Strid,
+ 19.  idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt
+      fra sig og lidt Skibbrud på Troen;
+ 20.  iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet
+      til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.
+
+1.Timoteus 2
+
+  1.  Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner,
+      Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker,
+  2.  for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et
+      roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed;
+  3.  dette er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser,
+  4.  som vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds
+      Erkendelse.
+  5.  Thi der er een Gud, og også een Mellemmand imellem Gud og
+      Mennesker, Mennesket Kristus Jesus,
+  6.  som gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, hvilket
+      er Vidnesbyrdet i sin Tid,
+  7.  og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg
+      siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og
+      Sandhed.
+
+  8.  Så vil jeg da, at Mændene på ethvert Sted, hvor de bede, skulle
+      opløfte fromme Hænder uden Vrede og Trætte.
+  9.  Ligeså, at Kvinder skulle pryde sig i sømmelig Klædning med
+      Blufærdighed og Ærbarhed, ikke med Fletninger og Guld eller
+      Perler eller kostbar Klædning,
+ 10.  men, som det sømmer sig Kvinder, der bekende sig til Gudsfrygt,
+      med gode Gerninger.
+ 11.  En Kvinde bør i Stilhed lade sig belære, med al Lydighed;
+ 12.  men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at
+      byde over Manden, men at være i Stilhed.
+ 13.  Thi Adam blev dannet først, derefter Eva;
+ 14.  og Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og er
+      falden i Overtrædelse.
+ 15.  Men hun skal frelses igennem sin Barnefødsel, dersom de blive i
+      Tro og Kærlighed og Hellighed med Ærbarhed.
+
+1.Timoteus 3
+
+  1.  Den Tale er troværdig; dersom nogen begærer en Tilsynsgerning
+      har han Lyst til en skøn Gerning.
+  2.  En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand,
+      ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre;
+  3.  ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, men mild, ikke
+      kivagtig, ikke pengegridsk;
+  4.  en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere
+      lydige med al Ærbarhed;
+  5.  (dersom en ikke veed at forestå sit eget Hus, hvorledes vil han
+      da kunne sørge for Guds Menighed?)
+  6.  ikke ny i Troen, som at han ikke skal blive opblæst og falde ind
+      under Djævelens Dom.
+  7.  Men han bør også have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere
+      udenfor; for at han ikke skal falde i Forhånelse og Djævelens
+      Snare.
+
+  8.  Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede,
+      ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding,
+  9.  bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed.
+ 10.  Men også disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis
+      de ere ustrafelige.
+ 11.  Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige,
+      tro i alle Ting.
+ 12.  En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestå sine
+      Børn og sit eget Hus vel.
+ 13.  Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en
+      smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen på Kristus Jesus.
+
+ 14.  Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg håber at komme
+      snart til dig;
+ 15.  men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør
+      færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed,
+      Sandhedens Søjle og Grundvold.
+ 16.  Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han,
+      som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af
+      Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i
+      Herlighed.
+
+1.Timoteus 4
+
+  1.  Men Ånden siger klarlig, at i kommende Tider ville nogle falde
+      fra Troen, idet de agte på forførende Ånder og på Dæmoners
+      Lærdomme,
+  2.  ved Løgnlæreres Hykleri, som ere brændemærkede i deres egen
+      Samvittighed,
+  3.  som byde, at man ikke må gifte sig, og at man skal afholde sig
+      fra Spiser, hvilke Gud har skabt til at nydes med Taksigelse af
+      dem, som tro og have erkendt Sandheden.
+  4.  Thi al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, når det
+      tages med Taksigelse;
+  5.  thi det helliges ved Guds Ord og Bøn.
+
+  6.  Når du foreholder Brødrene dette, er du en god Kristi Jesu
+      Tjener, idet du næres ved Troens og den gode Læres Ord, den, som
+      du har efterfulgt;
+  7.  men afvis de vanhellige og kælingagtige Fabler! Derimod øv dig
+      selv i Gudsfrygt!
+  8.  Thi den legemlige Øvelse er nyttig til lidet, men Gudsfrygten er
+      nyttig til alle Ting, idet den har Forjættelse for det Liv, som
+      nu er, og for det, som kommer.
+  9.  Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd.
+ 10.  Thi derfor lide vi Møje og Forhånelser, fordi vi have sat vort
+      Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest
+      deres, som tro.
+ 11.  Påbyd og lær dette!
+
+ 12.  Lad ingen ringeagte dig for din Ungdoms Skyld, men bliv et
+      Forbillede for dem, som tro, i Tale, i Vandel, i Kærlighed, i
+      Tro, i Renhed!
+ 13.  Indtil jeg kommer, så giv Agt på Oplæsningen, Formaningen,
+      Undervisningen.
+ 14.  Forsøm ikke den Nådegave, som er i dig, som blev given dig under
+      Profeti med Håndspålæggelse af de Ældste.
+ 15.  Tænk på dette, lev i dette, for at din Fremgang må være åbenbar
+      for alle.
+ 16.  Giv Agt på dig selv og på Undervisningen: hold ved dermed; thi
+      når du gør dette,skal du frelse både dig selv og dem, som høre
+      dig.
+
+1.Timoteus 5
+
+  1.  En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en
+      Fader, unge Mænd som Brødre,
+  2.  gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed.
+
+  3.  Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker;
+  4.  men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære
+      at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod
+      Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud.
+  5.  Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til
+      Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag;
+  6.  men den, som lever efter sine Lyster, er levende død.
+  7.  Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige.
+  8.  Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine
+      Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.
+  9.  En Enke kan udnævnes når hun er ikke yngre end tresindstyve År,
+      har været een Mands Hustru,
+ 10.  har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist
+      Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende,
+      har lagt sig efter al god Gerning.
+ 11.  Men afvis unge Enker; thi når de i kødelig Attrå gøre Oprør imod
+      Kristus, ville de giftes
+ 12.  og have så den Dom, at de have sveget deres første Tro.
+ 13.  Tilmed lære de, idet de løbe omkring i Husene, at være
+      ørkesløse, og ikke alene ørkesløse, men også at være
+      sladderagtige og blande sig i uvedkommende Ting, idet de tale,
+      hvad der er utilbørligt.
+ 14.  Derfor vil jeg, at unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre
+      Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
+ 15.  Thi allerede have nogle vendt sig bort efter Satan.
+ 16.  Dersom nogen troende Kvinde har Enker, da lad hende hjælpe dem,
+      og lad ikke Menigheden bebyrdes, for at den kan hjælpe de
+      virkelige Enker.
+
+ 17.  De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære
+      værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning.
+ 18.  Thi Skriften siger: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som
+      tærsker;" og: "Arbejderen er sin Løn værd."
+ 19.  Tag ikke imod noget Klagemål imod en Ældste, uden efter to eller
+      tre Vidner.
+ 20.  Dem, som Synde, irettesæt dem for alles Åsyn, for at også de
+      andre må have Frygt.
+ 21.  Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles
+      Åsyn, at du vogter på dette uden Partiskhed, så du intet gør
+      efter Tilbøjelighed.
+ 22.  Vær ikke hastig til at lægge Hænder på nogen, og gør dig ikke
+      delagtig i andres Synder; hold dig selv ren!
+ 23.  Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og
+      dine jævnlige Svagheder.
+ 24.  Nogle Menneskers Synder ere åbenbare og gå forud til Dom; men
+      for nogle følge de også bagefter.
+ 25.  Ligeledes ere også de gode Gerninger åbenbare, og de, som det
+      forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules.
+
+1.Timoteus 6
+
+  1.  Alle de, som ere Trælle under Åg, skulle holde deres egne Herrer
+      al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes.
+  2.  Men de, der have troende Herrer, må ikke ringeagte dem, fordi de
+      ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt
+      af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og
+      forman dertil!
+
+  3.  Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor
+      Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med
+      Gudsfrygt.
+  4.  han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder
+      og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhånelser, ond Mistanke
+  5.  og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet
+      og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en
+      Vinding.
+  6.  Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding.
+  7.  Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da åbenbart, at vi
+      ej heller kunne bringe noget ud derfra.
+  8.  Men når vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje.
+  9.  Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange
+      ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i
+      Undergang og Fortabelse;
+ 10.  thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige
+      derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget
+      sig selv med mange Smerter.
+
+ 11.  Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter
+      Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed,
+      Sagtmodighed;
+ 12.  strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er
+      bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange
+      Vidner.
+ 13.  Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for
+      Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius
+      Pilatus,
+ 14.  at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu
+      Kristi Åbenbarelse,
+ 15.  hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og
+      Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid;
+ 16.  han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys,
+      hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og
+      evig Magt! Amen!
+
+ 17.  Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke
+      hovmode sig, ej heller sætte Håb til den usikre Rigdom, men til
+      Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde;
+ 18.  at de gøre godt, ere rige på gode Gerninger, gerne give, meddele
+ 19.  og således, opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende
+      Tid, for at de kunne gribe det sande Liv.
+
+ 20.  O Timotheus! vogt på den betroede Skat, idet du vender dig bort
+      fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den
+      falskelig såkaldte Erkendelse,
+ 21.  hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen.
+      Nåden være med dig!
+
+
+2.Timoteus
+
+2.Timoteus 1
+
+  1.  Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe
+      Forjættelse om Livet i Kristus Jesus
+  2.  - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred
+      fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!
+
+  3.  Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren
+      Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine
+      Bønner Nat og Dag,
+  4.  da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg
+      må fyldes med Glæde,
+  5.  idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig,
+      den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og
+      jeg er vis på, at den også bor i dig.
+
+  6.  Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som
+      er i dig ved mine Hænders Pålæggelse.
+  7.  Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds
+      og Sindigheds Ånd.
+  8.  Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved
+      mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft,
+  9.  han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke
+      efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som
+      blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider,
+ 10.  men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi
+      Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og
+      Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet,
+ 11.  for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og
+      Hedningers Lærer,
+
+ 12.  hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved;
+      thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at
+      han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag.
+ 13.  Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro
+      og Kærlighed i Kristus Jesus.
+ 14.  Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i
+      os.
+
+ 15.  Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt
+      hvilke ere Fygelus og Hermogenes.
+ 16.  Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte
+      vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke,
+ 17.  men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig.
+ 18.  Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag!
+      Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.
+
+2.Timoteus 2
+
+  1.  Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus;
+  2.  og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til
+      trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære
+      andre.
+  3.  Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand.
+  4.  Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler
+      for at han kan behage den, som tog ham i Sold.
+  5.  Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke
+      bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt.
+  6.  Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne.
+  7.  Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle
+      Ting.
+
+  8.  Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd,
+      efter mit Evangelium,
+  9.  for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en
+      Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.
+ 10.  Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de
+      skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed.
+ 11.  Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi
+      også leve med ham;
+ 12.  dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom
+      vi fornægte, skal også han fornægte os;
+ 13.  dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv
+      kan han ikke.
+
+ 14.  påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at
+      de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til
+      Ødelæggelse for dem, som høre derpå.
+ 15.  Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som
+      en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer
+      Sandhedens Ord.
+ 16.  Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville
+      stedse gå videre i Ugudelighed,
+ 17.  og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus
+      og Filetus,
+ 18.  som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er
+      allerede sket, og de forvende Troen hos nogle.
+
+ 19.  Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: "Herren kender
+      sine" og: "Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra
+      Uretfærdighed."
+ 20.  Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men
+      også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære.
+ 21.  Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar
+      til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god
+      Gerning.
+
+ 22.  Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter
+      Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som
+      påkalde Herren af et rent Hjerte;
+ 23.  og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du
+      ved, at de avle Kampe,
+ 24.  men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle,
+      dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt,
+ 25.  med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud
+      dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse,
+ 26.  og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere
+      fangne til at gøre hans Villie.
+
+2.Timoteus 3
+
+  1.  Men vid dette,at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider
+      indtræde.
+  2.  Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske,
+      praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre,
+      utaknemmelige, ryggesløse,
+  3.  ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, rå, uden
+      Kærlighed til det gode,
+  4.  forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske
+      Vellyst, end de elske Gud,
+  5.  som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og
+      fra disse skal du vende dig bort!
+  6.  Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange
+      Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Hånde
+      Begæringer
+  7.  og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse.
+  8.  Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, således modstå
+      også disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet,
+      forkastelige i Troen.
+  9.  Dog, de skulle ikke få Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal
+      blive åbenbart for alle, ligesom også hines blev.
+
+ 10.  Du derimod har efterfulgt mig i Lære, i Vandel, i Forsæt, Tro,
+      Langmodighed, Kærlighed, Udholdenhed,
+ 11.  i Forfølgelser, i Lidelser, sådanne, som ere komne over mig i
+      Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne Forfølgelser, som jeg har
+      udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle.
+ 12.  Ja, også alle de, som ville leve gudfrygtigt i Kristus Jesus,
+      skulle forfølges.
+ 13.  Men onde Mennesker og Bedragere ville gå frem til det værre; de
+      forføre og forføres.
+
+ 14.  Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven
+      forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det,
+ 15.  og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kunne
+      gøre dig viis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus.
+ 16.  Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til
+      Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed,
+ 17.  for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al
+      god Gerning.
+
+2.Timoteus 4
+
+  1.  Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Åsyn, som skal dømme
+      levende og døde, og ved hans Åbenbarelse og hans Rige:
+  2.  Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf,
+      forman med al Langmodighed og Belæring!
+  3.  Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde
+      Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i
+      Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren,
+  4.  og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til
+      Fablerne.
+  5.  Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists
+      Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!
+
+  6.  Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Hånden.
+  7.  Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret
+      Troen.
+  8.  I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken
+      Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke
+      alene mig, men også alle dem, som have elsket hans Åbenbarelse.
+
+  9.  Gør dig Flid for at komme snart til mig;
+ 10.  thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende
+      Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien,
+      Titus til Dalmatien.
+ 11.  Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han
+      er mig nyttig til Tjenesten.
+ 12.  Men Tykikus har jeg sendt til Efesus.
+ 13.  Når du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod
+      blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem på Pergament.
+
+ 14.  Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale
+      ham efter hans Gerninger.
+ 15.  For ham skal også du vogte dig; thi han stod vore Ord hårdt imod.
+ 16.  Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode
+      mig i Stikken; (gid det ikke må tilregnes dem! )
+ 17.  Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken
+      skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg
+      blev friet fra Løvens Gab.
+ 18.  Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit
+      himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 19.  Hils Priska og Akvila og Onesiforus's Hus!
+ 20.  Erastus blev i Korinth, men Trofimmus efterlod jeg syg i Milet.
+ 21.  Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og
+      Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig.
+ 22.  Den Herre Jesus være med din Ånd! Nåden være med eder!
+
+
+Titus
+
+Titus 1
+
+  1.  Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos
+      Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden angående Gudsfrygt,
+  2.  i Håb om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet
+      fra evige Tider,
+  3.  men i sin Tid har han åbenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er
+      bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling:
+  4.  til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Nåde og Fred fra Gud
+      Fader og Kristus Jesus vor Frelser!
+
+  5.  Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i
+      Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som
+      jeg pålagde dig,
+  6.  såfremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn,
+      der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige.
+  7.  Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder,
+      ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke
+      til Slagsmål, ikke til slet Vinding,
+  8.  men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from,
+      afholdende;
+  9.  en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for
+      at han kan være dygtig til både at formane ved den sunde Lære og
+      at gendrive dem, som sige imod.
+
+ 10.  Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og dåre
+      Sindet, især de af Omskærelsen;
+ 11.  dem bør man stoppe Munden på; thi de forvende hele Huse ved at
+      føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld.
+ 12.  En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: "Kretere ere
+      altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge."
+ 13.  Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i
+      Rette, for at de må blive sunde i Troen
+ 14.  og ikke agte på jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende
+      sig bort fra Sandheden.
+ 15.  Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er
+      intet rent, men både deres Sind og Samvittighed er besmittet.
+ 16.  De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de
+      ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al
+      god Gerning.
+
+Titus 2
+
+  1.  Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære:
+  2.  at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i
+      Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden;
+  3.  at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig
+      hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men
+      være Lærere i, hvad godt er,
+  4.  for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske
+      deres Mænd og at elske deres Børn,
+  5.  at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd
+      undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes.
+  6.  Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige,
+  7.  idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode
+      Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed,
+  8.  sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme,
+      når han intet ondt har at sige om os.
+  9.  Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at
+      være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod,
+ 10.  ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder
+      kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære.
+
+ 11.  Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker
+ 12.  og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige
+      Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den
+      nærværende Verden;
+ 13.  forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers
+      Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse,
+ 14.  han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al
+      Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode
+      Gerninger.
+ 15.  Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen
+      ringeagte dig!
+
+Titus 3
+
+  1.  Påmind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at
+      adlyde, at være redebonne til al god Gerning.
+  2.  ikke at forhåne nogen, ikke være stridslystne, men milde, og
+      udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker.
+
+  3.  Thi også vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende,
+      Slaver af Begæringer og, mange Hånde Lyster, vi levede i Ondskab
+      og Avind, vare forhadte og hadede hverandre.
+  4.  Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed
+      åbenbaredes,
+  5.  frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som
+      vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens
+      Bad og Fornyelsen i den Helligånd,
+  6.  som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser,
+  7.  for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde
+      Arvinger til evigt Liv.
+  8.  Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre
+      dem, for at de, som ere komne til Tro på Gud, skulle lægge Vind
+      på at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.
+
+  9.  Men hold dig fra tåbelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv
+      og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse.
+ 10.  Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges
+      Påmindelse,
+ 11.  da du ved, at en sådan er forvendt og synder, domfældt af sig
+      selv.
+
+ 12.  Når jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid
+      for at komme til mig i Nikopolis;thi der har jeg besluttet at
+      overvintre.
+ 13.  Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe på
+      Vej, for at intet skal fattes dem.
+ 14.  Men lad også vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang
+      dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt.
+ 15.  Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i
+      Troen.  Nåden være med eder alle!
+
+
+Filemon 1
+
+  1.  Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon,
+      vor elskede og Medarbejder,
+  2.  og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden
+      i dit Hus;
+  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
+      Kristus!
+
+  4.  Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner,
+  5.  efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til
+      den Herre Jesus og til alle de hellige,
+  6.  for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i
+      Erkendelse af alt det gode, som er i eder.
+  7.  Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi
+      de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!
+
+  8.  Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale
+      dig det, som er tilbørligt,
+  9.  så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som
+      jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange;
+ 10.  jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker,
+      Onesimus,
+ 11.  ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig
+      og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage,
+ 12.  ham, det er mit eget Hjerte.
+ 13.  Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde
+      tjene mig i Evangeliets Lænker.
+ 14.  Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed
+      ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie.
+ 15.  Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du
+      kunde få ham igen til evigt Eje,
+ 16.  ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket
+      Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i
+      Kødet og i Herren.
+ 17.  Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig!
+ 18.  Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da
+      før mig det til Regning!
+ 19.  Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke
+      at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv.
+ 20.  Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit
+      Hjerte i Kristus!
+
+ 21.  I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at
+      du vil gøre endog mere end det, jeg siger.
+ 22.  Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at
+      jeg ved eders Bønner skal skænkes eder.
+ 23.  Epafras, min medfangne i Kristus Jesus,
+ 24.  Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig.
+ 25.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!
+
+
+Hebræerne
+
+Hebræerne 1
+
+  1.  Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder,
+      til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse
+      Dage talt til os ved sin Søn,
+  2.  hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har
+      skabt Verden;
+  3.  han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens
+      udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter
+      at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens
+      højre Hånd i det høje,
+  4.  idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har
+      arvet et herligere Navn fremfor dem.
+
+  5.  Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min
+      Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham
+      en Fader, og han skal være mig en Søn"?
+  6.  Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det:
+      "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".
+  7.  Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine
+      Tjenere til Ildslue";
+  8.  men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens
+      Kongestav er dit Riges Kongestav.
+  9.  Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din
+      Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".
+ 10.  Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene
+      ere dine Hænders Gerninger.
+ 11.  De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som
+      et Klædebon,
+ 12.  ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle
+      omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".
+ 13.  Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved
+      min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel
+      for dine Fødder"?
+ 14.  Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for
+      deres Skyld, der skulle arve Frelse?
+
+Hebræerne 2
+
+  1.  Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke
+      skulle rives bort.
+  2.  Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver
+      Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn,
+  3.  hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor
+      en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved
+      Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
+  4.  idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde
+      kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin
+      Villie.
+
+  5.  Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om
+      hvilken vi tale.
+  6.  Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du
+      kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham?
+  7.  Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og
+      Ære kronede du ham;
+  8.  alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig
+      underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham
+      underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte
+      ham;
+  9.  men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle,
+      Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og
+      Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.
+
+ 10.  Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved
+      hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da
+      at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.
+ 11.  Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af
+      een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
+ 12.  når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt
+      i en Menighed vil jeg lovsynge dig."
+ 13.  Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se,
+      her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."
+ 14.  Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i
+      lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den
+      magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen,
+ 15.  og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom
+      al deres Livs Tid.
+ 16.  Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd
+      tager han sig af.
+ 17.  Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han
+      kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud
+      til at sone Folkets Synder.
+ 18.  Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet,
+      komme dem til Hjælp, som fristes.
+
+Hebræerne 3
+
+  1.  Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser
+      hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
+  2.  der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var
+      det i hele hans Hus.
+  3.  Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme
+      Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset
+      selv.
+  4.  Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet
+      alt, er Gud.
+  5.  Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til
+      Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
+  6.  men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi,
+      såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil
+      Enden.
+
+  7.  Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
+  8.  da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen,
+      på Fristelsens Dag i Ørkenen,
+  9.  hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de
+      så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
+ 10.  Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild
+      i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
+ 11.  så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min
+      Hvile" -
+ 12.  så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal
+      findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende
+      Gud.
+ 13.  Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag",
+      for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
+ 14.  Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor
+      første Fortrøstning urokket indtil Enden.
+ 15.  Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke
+      eders Hjerter som i Forbitrelsen":
+ 16.  hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon
+      ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
+ 17.  Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som
+      syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
+ 18.  Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans
+      Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
+ 19.  Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.
+
+Hebræerne 4
+
+  1.  Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at
+      indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene,
+      at han er kommen for silde.
+  2.  Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men
+      Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet
+      med Troen hos dem, som hørte det.
+  3.  Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter
+      hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle
+      ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare
+      fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse.
+  4.  Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud
+      hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger."
+  5.  Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til
+      min Hvile."
+  6.  Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den,
+      og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind
+      for deres Genstridigheds Skyld:
+  7.  så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så
+      lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans
+      Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!"
+  8.  Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale
+      om en anden Dag siden efter.
+  9.  Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
+ 10.  Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile
+      fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.
+
+ 11.  Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at
+      ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave
+      Eksempel på.
+ 12.  Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget
+      tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd,
+      Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.
+ 13.  Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere
+      nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.
+
+ 14.  Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem
+      Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved
+      Bekendelsen!
+ 15.  Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed
+      med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle
+      Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
+ 16.  Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for
+      at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.
+
+Hebræerne 5
+
+  1.  Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for
+      Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både
+      Gaver og Slagtofre for Synder,
+  2.  som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende,
+      eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
+  3.  og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således
+      også for sig selv
+  4.  Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom
+      jo også Aron.
+
+  5.  Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive
+      Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg
+      har født dig i Dag,"
+  6.  som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid,
+      efter Melkisedeks Vis,"
+  7.  han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner
+      og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og
+      blev bønhørt i sin Angst,
+  8.  og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han
+      led,
+  9.  og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle
+      dem, som lyde ham,
+ 10.  idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
+
+ 11.  Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare,
+      efterdi I ere blevne sløve til at høre.
+ 12.  Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter
+      til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I
+      ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
+ 13.  Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er
+      spæd;
+ 14.  men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af
+      deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og
+      ondt.
+
+Hebræerne 6
+
+  1.  Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
+      frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
+      Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
+  2.  med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
+      evig Dom.
+  3.  Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
+  4.  Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
+      himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
+  5.  og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
+      som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
+      Omvendelse
+  6.  da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
+  7.  Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
+      frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
+      dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
+  8.  men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
+      Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
+
+  9.  Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
+      bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
+ 10.  Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
+      Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
+      I have tjent og tjene de hellige.
+ 11.  Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
+      den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
+ 12.  for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
+      Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
+ 13.  Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
+      fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
+ 14.  "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
+      mangfoldiggøre dig."
+ 15.  Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
+ 16.  Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
+      Modsigelse til Stadfæstelse.
+ 17.  Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
+      Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
+ 18.  for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
+      at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
+      ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
+      os,
+ 19.  hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
+      går ind inden for Forhænget,
+ 20.  hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
+      Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.
+
+Hebræerne 7
+
+  1.  Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som
+      gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes
+      Nederlag, og velsignede ham,
+  2.  hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn
+      udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems
+      Konge, det er: Freds Konge,
+  3.  uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages
+      Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han
+      forbliver Præst for bestandig.
+
+  4.  Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav
+      Tiende af Byttet.
+  5.  Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet,
+      have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af
+      deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;
+  6.  men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af
+      Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
+  7.  Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den
+      ypperligere.
+  8.  Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er
+      det en, om hvem der vidnes, at han lever.
+  9.  Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem
+      Abraham givet Tiende;
+ 10.  thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i
+      Møde.
+
+ 11.  Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske
+      Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven),
+      hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst
+      skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons
+      Vis?
+ 12.  Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed
+      også en Omskiftelse af Loven.
+ 13.  Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af
+      hvilken ingen har taget Vare på Alteret.
+ 14.  thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for
+      den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
+ 15.  Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med
+      Melkisedek opstår en anden Slags Præst,
+ 16.  som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et
+      uopløseligt Livs Kraft.
+ 17.  Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter
+      Melkisedeks Vis."
+ 18.  Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var
+      svagt og unyttigt
+ 19.  (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse
+      af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.
+ 20.  Og så vist som det ikke er sket uden Ed,
+ 21.  (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den,
+      som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du
+      er Præst til evig Tid"):
+ 22.  så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
+ 23.  Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved
+      Døden hindredes i at vedblive;
+ 24.  men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til
+      evig Tid,
+ 25.  hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud
+      ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.
+
+ 26.  Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os,
+      en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet
+      over Himlene;
+ 27.  en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at
+      frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets;
+      thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
+ 28.  Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have
+      Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter
+      en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:
+
+Hebræerne 8
+
+  1.  Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en
+      sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af
+      Majestætens Trone i Himlene
+  2.  som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket
+      Herren har oprejst, og ikke et Menneske.
+  3.  Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og
+      Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget
+      at frembære.
+  4.  Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst,
+      efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;
+  5.  hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske,
+      således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde
+      indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter
+      det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."
+
+  6.  Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han
+      også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre
+      Forjættelser.
+  7.  Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive
+      søgt Sted for en anden.
+  8.  Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger
+      Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med
+      Judas Hus;
+  9.  ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg
+      tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de
+      bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger
+      Herren.
+ 10.  Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter
+      de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og
+      jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud,
+      og de skulle være mit Folk.
+ 11.  Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og
+      sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste
+      indtil den største iblandt dem.
+ 12.  Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere
+      ihukomme deres Synder."
+ 13.  Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel;
+      men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.
+
+Hebræerne 9
+
+  1.  Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
+      en jordisk Helligdom.
+  2.  Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
+      var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
+  3.  Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
+      Allerhelligste,
+  4.  som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
+      beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
+      og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
+  5.  men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
+      Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
+  6.  Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
+      ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
+  7.  men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
+      ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
+      Forseelser,
+  8.  hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
+      endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
+      står,
+  9.  hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
+      stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
+      Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
+      sin Gudsdyrkelse,
+ 10.  men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
+      Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
+      Ordnings Tid.
+
+ 11.  Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
+      han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
+      med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
+ 12.  og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
+      eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
+      Forløsning.
+ 13.  Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
+      stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
+ 14.  hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
+      frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
+      døde Gerninger til at tjene den levende Gud?
+
+ 15.  Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
+      da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
+      under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
+ 16.  Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
+      som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
+ 17.  Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
+      træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
+ 18.  Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
+ 19.  Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
+      Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
+      og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
+      sagde:
+ 20.  "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
+ 21.  Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
+      ligeledes med Blodet.
+ 22.  Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
+      Udgydelse sker der ikke Forladelse.
+
+ 23.  Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
+      Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
+      Ofre end disse.
+ 24.  Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
+      Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
+      Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
+ 25.  ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
+      Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
+      Blod;
+ 26.  ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
+      Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
+      Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
+ 27.  Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
+      derefter Dom,
+ 28.  således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
+      for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
+      dem, som foruente ham til Frelse.
+
+Hebræerne 10
+
+  1.  Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke
+      Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige
+      Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem
+      dermed.
+  2.  Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de
+      ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een
+      Gang vare rensede?
+  3.  Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
+  4.  Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage
+      Synder.
+
+  5.  Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og
+      Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
+  6.  Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
+  7.  Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om
+      mig) for at gøre, Gud! din Villie."
+  8.  Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og
+      Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse
+      frembæres dog efter Loven),
+  9.  så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din
+      Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
+ 10.  Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi
+      Legeme een Gang for alle.
+ 11.  Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de
+      samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
+ 12.  Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig
+      for bestandig ved Guds højre Hånd,
+ 13.  idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som
+      en Skammel for hans Fødder.
+ 14.  Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem,
+      som helliges.
+ 15.  Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have
+      sagt:
+ 16.  "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,"
+      siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg
+      vil indskrive dem i deres Sind,
+ 17.  og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere
+      ihukomme."
+ 18.  Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for
+      Synd.
+
+ 19.  Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i
+      Helligdommen ved Jesu Blod,
+ 20.  som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget,
+      det er hans Kød,
+ 21.  og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
+ 22.  så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde
+      Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond
+      Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
+ 23.  lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er
+      han, som gav Forjættelsen;
+ 24.  og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til
+      Kærlighed og gode Gerninger
+ 25.  og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik,
+      men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen
+      nærmer sig.
+
+ 26.  Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens
+      Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
+ 27.  men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed,
+      som skal fortære de genstridige.
+ 28.  Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to
+      eller tre Vidners Udsagn;
+ 29.  hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som
+      træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han
+      blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?
+ 30.  Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil
+      betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit
+      Folk."
+ 31.  Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.
+
+ 32.  Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare
+      blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
+ 33.  idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil,
+      dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.
+ 34.  Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med
+      Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en
+      bedre og blivende Ejendom.
+ 35.  Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor
+      Belønning;
+ 36.  thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds
+      Villie, kunne opnå Forjættelsen.
+ 37.  Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der
+      skal komme, og han vil ikke tøve.
+ 38.  Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager
+      sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."
+ 39.  Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af
+      dem, som tro, til Sjælens Frelse,
+
+Hebræerne 11
+
+  1.  Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning
+      om Ting, som ikke ses.
+  2.  Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.
+  3.  Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det
+      ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
+  4.  Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik
+      han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit
+      Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
+  5.  Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og
+      han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før
+      Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget
+      Gud.
+  6.  Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer
+      frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres
+      Belønner, som søge ham.
+  7.  Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke
+      sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved
+      den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden
+      ifølge Tro.
+  8.  Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et
+      Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke
+      vidste, hvor han kom hen.
+  9.  Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed
+      og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til
+      samme Forjættelse;
+ 10.  thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis
+      Bygmester og Grundlægger er Gud.
+ 11.  Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over
+      sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde
+      forjættet det.
+ 12.  Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens
+      Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som
+      ikke kan tælles.
+ 13.  I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de
+      så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare
+      fremmede og Udlændinge på Jorden.
+ 14.  De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et
+      Fædreland.
+ 15.  Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker,
+      havde de vel haft Tid til at vende tilbage;
+ 16.  men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor
+      skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han
+      har betedt dem en, Stad.
+ 17.  Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den.
+      enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,
+ 18.  til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "
+ 19.  thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de
+      døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.
+ 20.  Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående
+      kommende Ting.
+ 21.  Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad,
+      lænende sig over sin Stav.
+ 22.  Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og
+      gav Befaling om sine Ben.
+ 23.  Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af
+      sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de
+      frygtede ikke for Kongens Befaling.
+ 24.  Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af
+      Faraos Datter
+ 25.  og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en
+      kortvarig Nydelse af Synd,
+ 26.  idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end
+      Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
+ 27.  Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi
+      som om han så den usynlige, holdt han ud.
+ 28.  Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for
+      at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
+ 29.  Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens
+      Ægypterne druknede under Forsøget derpå.
+ 30.  Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.
+ 31.  Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi
+      hun modtog Spejderne med Fred.
+ 32.  Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis
+      jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og
+      Samuel og Profeterne,
+ 33.  som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede
+      Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
+ 34.  slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter
+      Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at
+      vige.
+ 35.  Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte
+      på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en
+      bedre Opstandelse.
+ 36.  Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker
+      og Fængsel;
+ 37.  de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik
+      omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte,
+      mishandlede
+ 38.  (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og
+      i Huler og Jordens Kløfter.
+ 39.  Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede
+      ikke Forjættelsen,
+ 40.  efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke
+      skulde fuldkommes uden os.
+
+Hebræerne 12
+
+  1.  Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
+      omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
+      os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
+  2.  idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
+      den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
+      ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
+      Guds Trone.
+  3.  Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
+      af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
+      eders Sjæle,
+
+  4.  Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod
+      Synden,
+  5.  og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til
+      Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller
+      ikke forsagt, når du revses af ham;
+  6.  thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig
+      hver Søn, som han tager sig af."
+  7.  Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med
+      Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
+  8.  Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere
+      I jo uægte og ikke Sønner.
+  9.  Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi
+      følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under
+      Åndernes Fader og leve?
+ 10.  thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han
+      gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
+ 11.  Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være
+      til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld
+      dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
+
+ 12.  Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
+ 13.  og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal
+      vrides af Led, men snarere helbredes.
+ 14.  Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden
+      hvilken ingen skal se Herren;
+ 15.  og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen
+      bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
+ 16.  at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for
+      een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
+ 17.  Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve
+      Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for
+      Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
+
+ 18.  I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til
+      Mulm og Mørke og Uvejr,
+ 19.  og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de,
+      der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
+ 20.  Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr
+      rører ved Bjerget, skal det stenes".
+ 21.  Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og
+      bæver."
+ 22.  Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad,
+      til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i
+      Højtidsskare
+ 23.  og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene,
+      og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede
+      retfærdiges Ånder
+ 24.  og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens
+      Blod, som taler bedre end Abel.
+ 25.  Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de,
+      som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden,
+      ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os
+      bort fra ham, der taler fra Himlene,
+ 26.  han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet
+      og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men
+      også Himmelen."
+ 27.  Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der
+      rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting,
+      der ikke rystes, skulle blive.
+ 28.  Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så
+      lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans
+      Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
+ 29.  Thi vor Gud er en fortærende Ild.
+
+Hebræerne 13
+
+  1.  Broderkærligheden blive ved!
+  2.  Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide
+      det, haft Engle til Gæster.
+  3.  Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide
+      ilde, som de, der også selv ere i et Legeme.
+  4.  Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi
+      utugtige og Horkarle skal Gud dømme.
+  5.  Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have;
+      thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og
+      ingenlunde forlade dig,"
+  6.  så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg
+      vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"
+
+  7.  Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og
+      idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres
+      Tro!
+  8.  Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid.
+  9.  Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme;
+      thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser;
+      thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft.
+ 10.  Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke
+      have Ret til at spise.
+ 11.  Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen
+      af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren.
+ 12.  Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige
+      Folket ved sit eget Blod.
+ 13.  Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans
+      Forsmædelse;
+ 14.  thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.
+ 15.  Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det
+      er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.
+ 16.  Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre
+      har Gud Velbehag.
+
+ 17.  Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge
+      over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de
+      må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke
+      gavnligt.
+ 18.  Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god
+      Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting.
+ 19.  Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg
+      desto snarere kan gives eder igen.
+
+ 20.  Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre
+      Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,
+ 21.  han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans
+      Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans
+      Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder:
+      Amen.
+ 22.  Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord;
+      thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed.
+ 23.  Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg
+      se eder, dersom han snart kommer.
+ 24.  Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien
+      hilse eder.
+ 25.  Nåden være med eder alle!
+
+
+Jakob
+
+Jakob 1
+
+  1.  Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv
+      Stammer i Adspredelsen.
+
+  2.  Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange
+      Hånde Prøvelser,
+  3.  vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
+  4.  men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne
+      være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
+  5.  Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud,
+      som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
+  6.  Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner
+      en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
+  7.  Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,
+  8.  en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
+
+  9.  Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
+ 10.  den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets
+      Blomst.
+ 11.  Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets
+      Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således
+      skal også den rige visne på sine Veje.
+
+ 12.  Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået
+      Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem,
+      der elske ham.
+ 13.  Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan
+      ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
+ 14.  men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen
+      Begæring;
+ 15.  derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når
+      Synden er fuldvoksen, føder den Død.
+ 16.  Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
+ 17.  Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra
+      Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende
+      Skygge.
+ 18.  Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde
+      være en Førstegrøde af hans Skabninger.
+
+ 19.  I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar
+      til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
+ 20.  thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
+ 21.  Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager
+      med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår
+      at frelse eders Sjæle.
+ 22.  Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I
+      bedrage eder selv.
+ 23.  Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner
+      en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
+ 24.  thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor
+      dan han var.
+ 25.  Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved
+      dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en
+      Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
+
+ 26.  Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge
+      i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
+ 27.  En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette,
+      at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv
+      uplettet af Verden.
+
+Jakob 2
+
+  1.  Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den
+      herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse!
+  2.  Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med
+      Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en
+      fattig ind i smudsig Klædning,
+  3.  og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige:
+      Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå
+      du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel:
+  4.  ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med
+      slette Tanker?
+  5.  Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden
+      fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han
+      har forjættet dem, der elske ham?
+  6.  Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som
+      underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for
+      Domstolene?
+  7.  Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet
+      over eder?
+
+  8.  Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften:
+      "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret;
+  9.  men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som
+      Overtrædere.
+ 10.  Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er
+      bleven skyldig i alle.
+ 11.  Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må
+      ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel,
+      da er du bleven en Lovens Overtræder.
+ 12.  Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter
+      Frihedens Lov.
+ 13.  Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet
+      Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.
+
+ 14.  Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men
+      ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?
+ 15.  Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige
+      Føde,
+ 16.  og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og
+      mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets
+      Nødtørst, hvad gavner det?
+ 17.  Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig
+      selv.
+ 18.  Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din
+      Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig
+      Troen.
+ 19.  Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro
+      det og skælve.
+ 20.  Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er
+      unyttig?
+ 21.  Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han
+      ofrede sin Søn Isak på Alteret?
+ 22.  Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved
+      Gerningerne blev Troen fuldkommet,
+ 23.  og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det
+      blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven.
+ 24.  I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro
+      alene.
+ 25.  Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af
+      Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad
+      en anden Vej?
+ 26.  Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død
+      uden Gerninger.
+
+Jakob 3
+
+  1.  Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide,
+      at vi skulle få en desto tungere Dom.
+  2.  Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i
+      Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde
+      hele Legemet i Tomme.
+  3.  Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle
+      adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
+  4.  Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke
+      Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu
+      står.
+  5.  Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor
+      lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
+  6.  Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder
+      Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter
+      Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.
+  7.  Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs,
+      tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
+  8.  men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af
+      dødbringende Gift.
+  9.  Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi
+      Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
+ 10.  Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre!
+      dette bør ikke være så.
+ 11.  Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
+ 12.  Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ
+      Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.
+
+ 13.  Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god
+      Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
+ 14.  Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser
+      eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
+ 15.  Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk,
+      sjælelig, djævelsk;
+ 16.  thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond
+      Handel.
+ 17.  Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig,
+      mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk,
+      uden Skrømt.
+ 18.  Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.
+
+Jakob 4
+
+  1.  Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder?
+      mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
+  2.  I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I
+      føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;
+  3.  I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders
+      Lyster.
+  4.  I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod
+      Gud?  Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
+  5.  Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed
+      længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han
+      skænker desto større Nåde.
+  6.  Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de
+      ydmyge giver han Nåde."
+  7.  Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så
+      skal han fly fra eder;
+  8.  holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder!
+      Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!
+  9.  Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og
+      Glæden til Bedrøvelse!
+ 10.  Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.
+
+ 11.  Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin
+      Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer
+      Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens
+      Dommer.
+ 12.  Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve;
+      men hvem er du, som dømmer din Næste?
+
+ 13.  Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den
+      eller den By og blive der et År og købslå og vinde,
+ 14.  I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er
+      eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men
+      derefter forsvinder;
+ 15.  i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da
+      ville vi gøre dette eller hint.
+ 16.  Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.
+ 17.  Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er
+      det Synd.
+
+Jakob 5
+
+  1.  Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over
+      eder.
+  2.  Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte;
+  3.  eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til
+      Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet
+      Skatte i de sidste Dage.
+  4.  Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede
+      eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre
+      Zebaoths Øren.
+  5.  I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde
+      eders Hjerter til gode som på en Slagtedag.
+  6.  I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.
+
+  7.  Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se,
+      Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter
+      den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn.
+  8.  Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens
+      Tilkommelse er nær.
+  9.  Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes;
+      se, Dommeren står for Døren.
+ 10.  Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til
+      Forbillede på at lide ondt og være tålmodige.
+ 11.  Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs
+      Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre
+      medlidende og barmhjertig.
+
+ 12.  Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen
+      eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og
+      Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.
+
+ 13.  Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode,
+      han synge Lovsang!
+ 14.  Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig,
+      og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.
+ 15.  Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham,
+      og har han gjort Synder, skulle de forlades ham.
+ 16.  Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre,
+      for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når
+      den er alvorlig.
+ 17.  Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad
+      en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i
+      tre År og seks Måneder.
+ 18.  Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
+
+ 19.  Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden,
+      og nogen omvender ham,
+ 20.  han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs
+      Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en
+      Mangfoldighed af Synder.
+
+
+1.Peter
+
+1.Peter 1
+
+  1.  Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i
+      Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien,
+  2.  udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til
+      Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde
+      eder mangfoldig til Del!
+
+  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin
+      store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu
+      Kristi Opstandelse fra de døde,
+  4.  til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er
+      bevaret i Himlene til eder,
+  5.  I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er
+      rede til at åbenbares i den sidste Tid,
+  6.  i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis
+      så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser,
+  7.  for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det
+      forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og
+      Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse,
+  8.  ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu
+      ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og
+      forherliget Glæde,
+  9.  når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse.
+ 10.  Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som
+      profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del,
+ 11.  idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd,
+      som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi
+      Lidelser og den derpå følgende Herlighed.
+ 12.  Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder,
+      de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved
+      dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev
+      sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.
+
+ 13.  Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter
+      fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu
+      Kristi Åbenbarelse.
+ 14.  Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige
+      Lyster i eders Vankundighed;
+ 15.  men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde
+      hellige i al eders Vandel;
+ 16.  thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig."
+ 17.  Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons
+      Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders
+      Udlændigheds Tid,
+ 18.  vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller
+      Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var
+      overleveret eder fra Fædrene,
+ 19.  men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams,
+ 20.  han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev
+      åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld,
+ 21.  der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham
+      Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.
+
+ 22.  Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet
+      Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet,
+ 23.  genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig
+      Sæd, ved Guds levende og blivende Ord.
+ 24.  Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets
+      Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af;
+ 25.  men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er
+      forkyndt eder ved Evangeliet.
+
+1.Peter 2
+
+  1.  Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al
+      Bagtalelse,
+  2.  og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at
+      I kunne vokse ved den til Frelse,
+  3.  om I da have smagt, at Herren er god.
+  4.  Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af
+      Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
+  5.  og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus,
+      til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre,
+      velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
+  6.  Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en
+      Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på
+      ham, skal ingenlunde blive til Skamme."
+  7.  Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne
+      Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en
+      Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
+  8.  og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de
+      også vare bestemte.
+  9.  Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt
+      Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder,
+      som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
+ 10.  I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som
+      ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
+
+ 11.  I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at
+      afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
+ 12.  så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund
+      af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på
+      Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som
+      Ugerningsmænd.
+
+ 13.  Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld,
+      være sig en Konge som den højeste,
+ 14.  eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for
+      Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
+ 15.  Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle
+      bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
+ 16.  som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul,
+      men som Guds Tjenere.
+ 17.  Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
+
+ 18.  I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke
+      alene de gode og milde, men også de urimelige.
+ 19.  Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin
+      Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider
+      uretfærdigt.
+ 20.  Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få
+      Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide
+      derfor, dette finder Yndest hos Gud.
+ 21.  Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for
+      eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i
+      hans Fodspor,
+ 22.  han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i
+      hans Mund,
+ 23.  han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede,
+      da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
+ 24.  han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at
+      vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han,
+      ved hvis Sår I ere blevne lægte.
+ 25.  Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders
+      Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
+
+1.Peter 3
+
+  1.  Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for
+      at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes
+      uden Ord ved Hustruernes Vandel,
+  2.  når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt.
+  3.  Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og
+      påhængte Guldsmykker eller Klædedragt,
+  4.  men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds
+      uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.
+  5.  Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som
+      håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres
+      egne Mænd,
+  6.  som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis
+      Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen
+      Rædsel.
+  7.  Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som
+      med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere
+      Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle
+      hindres.
+
+  8.  Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod
+      Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
+  9.  betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men
+      tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle
+      arve Velsignelse.
+ 10.  Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin
+      Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
+ 11.  han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter
+      den!
+ 12.  Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres
+      Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."
+
+ 13.  Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære
+      for det gode?
+ 14.  Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige.
+      Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke;
+ 15.  men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til
+      at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab
+      for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
+ 16.  idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode
+      Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som
+      Ugerningsmænd.
+ 17.  Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør
+      godt, end når man gør ondt.
+ 18.  Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for
+      uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led
+      Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,
+ 19.  i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i
+      Forvaring,
+ 20.  som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i
+      Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte,
+      Sjæle bleve frelste igennem Vand,
+ 21.  hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke
+      er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt
+      med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
+ 22.  han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter
+      at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.
+
+1.Peter 4
+
+  1.  Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder
+      med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op
+      med Synd),
+  2.  så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter
+      Menneskers Lyster, men efter Guds Villie.
+  3.  Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes
+      Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir,
+      Drik og skammelig Afgudsdyrkelse;
+  4.  hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den
+      samme Ryggesløshedens Pøl;
+  5.  men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme
+      levende og døde.
+  6.  Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel
+      skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds
+      Vis i Ånden.
+
+  7.  Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru
+      til Bønner!
+  8.  Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi
+      "Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder".
+  9.  Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren.
+ 10.  Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre
+      dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde.
+ 11.  Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han
+      tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må
+      æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten
+      tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+ 12.  I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt
+      eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget
+      underligt;
+ 13.  men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser,
+      for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds
+      Åbenbarelse.
+ 14.  Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi
+      Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder.
+ 15.  Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller
+      Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager;
+ 16.  men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise
+      Gud for dette Navn!
+
+ 17.  Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men
+      begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som
+      ere genstridige imod Guds Evangelium?
+ 18.  Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor
+      skal da den ugudelige og Synderen blive af?
+ 19.  Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den
+      trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.
+
+1.Peter 5
+
+  1.  De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til
+      Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der
+      skal åbenbares:
+  2.  Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke
+      tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med
+      Redebonhed;
+  3.  ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som
+      Mønstre for Hjorden;
+  4.  og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens
+      uvisnelige Krans.
+  5.  Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder
+      alle Ydmyghed imod hverandre; thi "Gud står de hoffærdige imod,
+      men de ydmyge giver han Nåde."
+  6.  Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin
+      Tid må ophøje eder.
+  7.  Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder.
+  8.  Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en
+      brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
+  9.  Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser
+      fuldbyrdes på eders Brødre i Verden.
+
+ 10.  Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i
+      Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig
+      berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
+ 11.  Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
+ 12.  Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for),
+      har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at
+      dette er Guds sande Nåde, hvori I stå.
+ 13.  Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder.
+ 14.  Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle,
+      som ere i Kristus!
+
+
+2.Peter
+
+2.Peter 1
+
+  1.  Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have
+      fået samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu
+      Kristi Retfærdighed:
+  2.  Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud
+      og vor Herre Jesus.
+
+  3.  Såsom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører
+      til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os
+      ved sin Herlighed og Kraft,
+  4.  hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser,
+      for at I ved disse skulle få Del i guddommelig Natur, når I
+      undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær,
+  5.  så anvender just derfor al Flid på i eders Tro at udvise Dyd og
+      i Dyden Kundskab
+  6.  og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i
+      Udholdenheden Gudsfrygt
+  7.  og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden
+      Kærlighed.
+  8.  Thi når dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder
+      ikke stå ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre
+      Jesus Kristus;
+  9.  den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han
+      har glemt Renselsen fra sine fordums Synder.
+ 10.  Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders
+      Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gøre dette, skulle I ingen
+      Sinde støde an.
+ 11.  Thi så skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og
+      Frelsers Jesu Kristi evige Rige.
+
+ 12.  Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde eder om delte,
+      ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til
+      Stede hos os.
+ 13.  Men jeg anser det for ret at vække eder ved Påmindelse, så længe
+      jeg er i dette Telt,
+ 14.  da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, således som
+      jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende.
+ 15.  Og jeg vil også gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min
+      Bortgang kunne drage eder dette i Minde.
+ 16.  Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi
+      kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men
+      vi have været Øjenvidner til hans Majestæt,
+ 17.  nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan
+      Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: "Denne er min
+      Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
+ 18.  Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på
+      det hellige Bjerg.
+ 19.  Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I
+      gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt
+      Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i
+      eders Hjerter,
+ 20.  idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften
+      beror på egen Tydning.
+ 21.  Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes
+      Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd.
+
+2.Peter 2
+
+  1.  Men der opstod også falske Profeter iblandt Folket, ligesom der
+      også iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste
+      fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den
+      Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv,
+  2.  og mange ville efterfølge deres Uterligheder, så Sandhedens Vej
+      for deres Skyld vil blive bespottet,
+  3.  og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af
+      eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i
+      Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke.
+
+  4.  Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede
+      dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes
+      til Dom,
+  5.  og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens
+      Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en
+      Verden af ugudelige
+  6.  og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til
+      Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i
+      Fremtiden ville leve ugudeligt,
+  7.  og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses
+      uterlige Vandel,
+  8.  (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for
+      Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så
+      og hørte):
+  9.  - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at
+      straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag,
+ 10.  og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og
+      foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at
+      bespotte Herligheder,
+ 11.  hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre
+      bespottende Dom imod dem for Herren.
+ 12.  Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at
+      fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke
+      kende, også ødelægges med hines Ødelæggelse,
+ 13.  idet de få Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned
+      om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i
+      deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder;
+ 14.  deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke få nok af Synd; de
+      lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge,
+      Forbandelsens Børn;
+ 15.  de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende
+      Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn,
+ 16.  men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte
+      med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind.
+ 17.  Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind;
+      for dem er Mørke og Mulm bevaret.
+ 18.  Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i
+      Vildfarelse, løkke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet
+      de tale Tomheds overmodige Ord
+ 19.  og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi
+      man er Træl af det, som man er overvunden af.
+ 20.  Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved
+      Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig
+      indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med
+      dem end det første.
+ 21.  Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt
+      Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig
+      bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet.
+ 22.  Det er gået dem efter det sande Ordsprog: "Hunden vender sig om
+      til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen."
+
+2.Peter 3
+
+  1.  Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver
+      til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind
+  2.  til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige
+      Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren,
+  3.  idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage
+      skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne
+      Begæringer
+  4.  og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?
+      Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de
+      vare, lige fra Skabningens Begyndelse."
+  5.  Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var
+      der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i
+      Kraft af Guds Ord,
+  6.  hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod.
+  7.  Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i
+      Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers
+      Doms og Undergangs Dag.
+  8.  Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for
+      Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag.
+  9.  Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en
+      Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke
+      vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til
+      Omvendelse.
+ 10.  Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene
+      forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og
+      opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.
+
+ 11.  Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig
+      Vandel og Gudsfrygt,
+ 12.  idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis
+      Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i
+      Brand og smelte.
+ 13.  Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord,
+      i hvilke Retfærdighed bor.
+ 14.  Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid
+      for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred,
+ 15.  og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor
+      elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til
+      eder,
+ 16.  som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse
+      Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de
+      ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige
+      Skrifter, til deres egen Undergang.
+ 17.  Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I
+      ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde
+      fra eders egen Fasthed;
+ 18.  men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og
+      Kundskab!  Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens
+      Dag!
+
+
+1.Johannes
+
+1.Johannes 1
+
+  1.  Det, som var fra Begyndelsen, det, vi have hørt, det, vi have
+      set med vore Øjne, det, vi skuede og vore Hænder følte på,
+      nemlig om Livets Ord; -
+  2.  og Livet blev åbenbaret, og vi have set og vidne og forkynde
+      eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for
+      os; -
+  3.  hvad vi have set og hørt, forkynde vi også eder, for at også I
+      må have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med
+      hans Søn Jesus Kristus.
+  4.  Og dette skrive vi til eder, for at eders Glæde må være
+      fuldkommen.
+
+  5.  Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde
+      eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham.
+  6.  Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket,
+      da lyve vi og gøre ikke Sandheden.
+  7.  Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi
+      Samfund med hverandre,og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al
+      Synd.
+  8.  Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, bedrage vi os selv, og
+      Sandheden er ikke i os.
+  9.  Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så
+      at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.
+ 10.  Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gøre vi ham til en
+      Løgner, og hans Ord er ikke i os.
+
+1.Johannes 2
+
+  1.  Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle
+      synde.  Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen,
+      Jesus Kristus, den retfærdige,
+  2.  og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore,
+      men også for hele Verdens.
+
+  3.  Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud.
+  4.  Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han
+      er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke;
+  5.  men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed
+      fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham.
+  6.  Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at
+      vandre således, som han vandrede.
+  7.  I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt
+      Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord,
+      som I have hørt.
+  8.  Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham
+      og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner
+      allerede.
+  9.  Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i
+      Mørket endnu.
+ 10.  Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen
+      Forargelse i ham.
+ 11.  Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket,
+      og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans
+      Øjne.
+
+ 12.  Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder
+      forladte for hans Navns Skyld.
+ 13.  Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
+      Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have
+      overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi
+      I kende Faderen.
+ 14.  Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
+      Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere
+      stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den
+      onde.
+ 15.  Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden!
+      Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham.
+ 16.  Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og
+      Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.
+ 17.  Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie,
+      bliver til evig Tid.
+
+ 18.  Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at
+      Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte;
+      deraf kende vi, at det er den sidste Time.
+ 19.  De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de
+      havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for
+      at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os.
+ 20.  Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt.
+ 21.  Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men
+      fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden.
+ 22.  Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus?
+      Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.
+ 23.  Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som
+      bekender Sønnen, har også Faderen.
+ 24.  Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det,
+      som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I
+      blive i Sønnen og i Faderen.
+ 25.  Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige
+      Liv.
+ 26.  Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder.
+ 27.  Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke
+      nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse
+      lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den
+      har lært eder, skulle I blive i ham.
+
+ 28.  Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares,
+      kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham
+      ved hans Tilkommelse.
+ 29.  Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den,
+      som gør Retfærdighed, er født af ham.
+
+1.Johannes 3
+
+  1.  Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle
+      kaldes Guds Børn og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke,
+      fordi den ikke har kendt ham.
+  2.  I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke åbenbaret,
+      hvad vi skulle vorde. Vi vide, at når det åbenbares, da skulle
+      vi vorde ham lige; thi i skulle se ham, som han er.
+  3.  Og hver den, som har dette Håb til ham, renser sig selv, ligesom
+      han er ren.
+  4.  Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og
+      Synden er Lovens Overtrædelse.
+  5.  Og I vide, at han blev åbenbaret for at han skulde borttage
+      Synderne; og der er ikke Synd i ham
+  6.  Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som
+      synder,har ikke set ham og kender ham ej heller.
+
+  7.  Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er
+      retfærdig, ligesom han er retfærdig.
+  8.  Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra
+      Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulde
+      nedbryde Djævelens Gerninger.
+  9.  Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd
+      bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.
+ 10.  Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn åbenbare. Hver den, som
+      ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligeså den, som ikke
+      elsker sin Broder.
+ 11.  Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi
+      skulle elske hverandre;
+ 12.  ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og
+      hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men
+      hans Broders retfærdige.
+ 13.  Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder.
+ 14.  Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske
+      Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden.
+ 15.  Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at
+      ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig.
+ 16.  Derpå kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os;
+      også vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene.
+ 17.  Men den, som bar Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og
+      lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i
+      ham?
+
+ 18.  Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen,
+      men i Gerning og Sandhed!
+ 19.  Og derpå kunne vi kende, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi
+      for hans Åsyn stille vore Hjerter tilfreds,
+ 20.  hvad end vort Hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større
+      end vort Hjerte og kender alle Ting.
+ 21.  I elskede! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi
+      Frimodighed for Gud,
+ 22.  og hvad vi end bede om, det få vi af ham, fordi vi holde hans
+      Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham.
+ 23.  Og dette er hans Bud; at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi
+      Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os.
+ 24.  Og den, som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og
+      derpå kende vi, at han bliver i os; af den Ånd, som han gav os.
+
+1.Johannes 4
+
+  1.  I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere
+      af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden.
+  2.  Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som
+      Kristus, kommen i Kød, er af Gud.
+  3.  Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette
+      er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den
+      er allerede nu i Verden.
+  4.  Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som
+      er i eder, er større end den, som er i Verden.
+  5.  De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem.
+  6.  Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er
+      af
+
+  7.  I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud,
+      og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud.
+  8.  Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed.
+  9.  Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt
+      sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham.
+ 10.  Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han
+      har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore
+      Synder.
+ 11.  I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at
+      elske hverandre.
+ 12.  Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver
+      Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os.
+ 13.  Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet
+      os af sin Ånd.
+ 14.  Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til
+      Frelser for Verden.
+ 15.  Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og
+      han i Gud.
+ 16.  Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til
+      os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i
+      Gud, og Gud i ham.
+ 17.  Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på
+      Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne
+      Verden.
+ 18.  Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver
+      Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er
+      ikke fuldkommet i Kærligheden.
+ 19.  Vi elske, fordi han elskede os først.
+ 20.  Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han
+      er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har
+      set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set?
+ 21.  Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også
+      elske sin Broder.
+
+1.Johannes 5
+
+  1.  Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver
+      den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham.
+  2.  Derpå kende vi, at vi elske Guds Børn, når vi elske Gud og gøre
+      hans Bud.
+  3.  Thi dette er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans
+      Bud ere ikke svære;
+  4.  thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og dette er
+      den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.
+  5.  Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus
+      er Guds Søn?
+
+  6.  Han er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Kristus; ikke med
+      Vandet alene, men med Vandet og med Blodet; og det er Ånden, som
+      viduer, thi Ånden er Sandheden.
+  7.  Thi tre ere de, som vidne:
+  8.  Ånden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.
+  9.  Dersom vi tage imod Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Søn.
+ 10.  Den, som tror på Guds Søn, har Vidnesbyrdet i sig selv; den, som
+      ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har
+      troet på det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.
+ 11.  Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og
+      dette Liv er i hans Søn.
+ 12.  Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har
+      ikke Livet.
+
+ 13.  Dette har jeg skrevet til eder, for at I skulle vide, at I have
+      evigt Liv, I, som tro på Guds Søns Navn.
+ 14.  Og dette er den Frimodighed, som vi have over for ham, at dersom
+      vi bede om noget efter hans Villie, hører han os.
+ 15.  Og dersom vi vide, at han hører os, hvad vi end bede om, da vide
+      vi, at vi have de Ting, om hvilke vi have bedt ham.
+ 16.  Dersom nogen ser sin Broder begå Synd, som ikke er til Døden,
+      han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde
+      til Døden.  Der er Synd til Døden; for den siger jeg ikke, at
+      han skal bede.
+ 17.  Al uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til
+      døden.
+
+ 18.  Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den,
+      som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham
+      ikke.
+ 19.  Vi vide, at vi ere af Gud, og hele Verden ligger i det onde.
+ 20.  Men vi vide, at Guds Søn er kommen, og han har givet os Forstand
+      til at kende den sande; og vi ere i den sande, i hans Søn Jesus
+      Kristus. Denne er den sande Gud og evigt Liv.
+ 21.  Mine Børn, vogter eder for Afguderne!
+
+
+2.Johannes
+
+  1.  Den Ældste til den udvalgte Frue og hendes Børn, som jeg elsker
+      i Sandhed, og ikke jeg alene, men også alle, som have erkendt
+      Sandheden,
+  2.  for den Sandheds Skyld, som bliver i os og skal være med os til
+      evig Tid.
+  3.  Nåde, Barmhjertighed og Fred være med os fra Gud Fader og fra
+      Jesus Kristus, Faderens Søn, i Sandhed og Kærlighed!
+
+  4.  Jeg har glædet mig meget over, at jeg har fundet Børn af dig,
+      som vandre i Sandhed, efter det Bud, vi fik af Faderen.
+  5.  Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev til dig et nyt
+  6.  Og dette er Kærligheden, at vi vandre efter hans Bud. Dette er
+      Budet, således som I have hørt fra Begyndelsen, at I skulle
+      vandre deri.
+
+  7.  Thi mange Forførere ere udgåede i Verden, som ikke bekende Jesus
+      som Kristus kommen i Kød. En sådan er Forføreren og Antikrist.
+  8.  Giver Agt på eder selv, at I ikke skulle tabe, hvad vi have
+      arbejdet, men at I må få fuld Løn.
+  9.  Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke
+      Gud.  Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen.
+ 10.  Dersom nogen kommer til eder og ikke fører denne Lære, ham
+      skulle I ikke tage til Huse og ikke byde velkommen.
+ 11.  Thi den, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde
+      Gerninger.
+
+ 12.  Endskønt jeg havde meget at skrive til eder, har jeg ikke villet
+      det med Papir og Blæk; men jeg håber at komme til eder og tale
+      mundtligt med eder, for at vor Glæde må være fuldkommen.
+ 13.  Din Søsters, den udvalgtes, Børn hilse dig.
+
+
+3.Johannes
+
+  1.  Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed.
+  2.  Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du
+      må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.
+
+  3.  Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om
+      Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden.
+  4.  Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn
+      vandre i Sandheden.
+  5.  Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for
+      Brødrene, og det for femmede,
+  6.  hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil
+      gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud
+      værdigt.
+  7.  Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at
+      Hedningerne.
+  8.  Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne
+      blive Medarbejdere for Sandheden.
+
+  9.  Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne
+      vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke.
+ 10.  Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør,
+      idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed,
+      tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville
+      det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden.
+ 11.  Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør
+      godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.
+
+ 12.  Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv;
+      også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
+
+ 13.  Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til
+      dig med Blæk og Pen.
+ 14.  Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale
+      sammen.
+ 15.  Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!
+
+Judas
+
+  1.  Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, til de kaldede,
+      som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus:
+  2.  Barmhjertighed og Fred og Kærlighed vorde eder mangfoldig til
+      Del!
+
+  3.  I elskede! da det lå mig alvorligt på Sinde at skrive til eder
+      om vor fælles Frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til
+      eder med Formaning om at stride for den Tro, som een Gang er
+      bleven overgiven de hellige.
+  4.  Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, om hvem det for længe
+      siden er forud skrevet, at de vilde falde under denne Dom:
+      Ugudelige, som misbruge vor, Guds Nåde til Uterlighed og
+      fornægte vor eneste Hersker og Herre Jesus Kristus.
+
+  5.  Men skønt I een Gang for alle vide det alt sammen, vil jeg minde
+      eder om, at da Herren havde frelst Folket ud af Ægyptens Land,
+      ødelagde han næste Gang dem, som ikke troede,
+  6.  og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres
+      egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke
+      til den store Dags Dom;
+  7.  ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme
+      Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed
+      Kød), ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds
+      Straf.
+  8.  Alligevel gå også disse ligedan i Drømme og besmitte Kød,
+      foragte Herskab og bespotte Herligheder.
+  9.  Men Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og
+      talte om Mose Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men
+      sagde: "Herren straffe dig!"
+ 10.  Disse derimod bespotte, hvad de ikke kende; og hvad de som de
+      ufornuftige Dyr vide Besked om af Naturen, dermed ødelægge de
+      sig selv.
+ 11.  Ve dem! thi de ere gåede på Kains Vej og have styrtet sig i
+      Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere gåede til Grunde i
+      Horas Genstridighed.
+ 12.  Disse ere Skærene ved eders Kærlighedsmåltider, fordi de uden
+      Undseelse frådse med og pleje sig selv; de ere vandløse Skyer,
+      som drives forbi af Vinden; bladløse Træer uden Frugt, to Gange
+      døde, oprykkede med Rode;
+ 13.  vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende
+      Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid.
+
+ 14.  Men om disse har også Enok, den syvende fra Adam, profeteret, da
+      han sagde: "Se, Herren kom med sine hellige Titusinder
+ 15.  for at holde Dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle
+      deres Ugudeligheds Gerninger, som de have bedrevet, og for alle
+      de formastelige Ord, som de have talt imod ham, de ugudelige
+      Syndere!"
+ 16.  Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skæbne, medens de
+      vandre efter deres Begæringer, og deres Mund taler overmodige
+      Ord, medens de for Fordels Skyld vise Beundring for Personer.
+
+ 17.  I derimod, I elskede! kommer de Ord i Hu, som forud ere talte af
+      vor Herres Jesu Kristi Apostle;
+ 18.  thi de sagde eder: I den sidste Tid skal der være Spottere, som
+      vandre efter deres Ugudeligheders Begæringer.
+ 19.  Disse ere de, som volde Splittelser, sjælelige, som ikke have
+      Ånd.
+ 20.  I derimod, I elskede! opbygger eder selv på eders helligste Tro;
+      beder i den Helligånd;
+ 21.  bevarer således eder selv i Guds Kærlighed, forventende vor
+      Herres Jesu Kristi Barmhjertighed til evigt Liv.
+ 22.  Og revser nogle, når de tvivle,
+ 23.  frelser andre ved at udrive dem af Ilden, forbarmer eder over
+      andre med Frygt, så I hade endog den af Kødet besmittede
+      Kjortel.
+
+ 24.  Men ham, som er mægtig til at bevare eder fra Fald og fremstille
+      eder for sin Herlighed ulastelige i Fryd,
+ 25.  den eneste Gud, vor Frelser ved vor Herre Jesus Kristus,
+      tilkommer Ære og Majestæt, Vælde og Magt, forud for al Tid og nu
+      og i alle Evigheder! Amen.
+
+
+Aabenbaringen
+
+Aabenbaringen 1
+
+  1.  Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine
+      Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin
+      Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes,
+  2.  som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad
+      han har set.
+  3.  Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og
+      bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.
+
+  4.  Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og
+      Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv
+      Ånder, som ere foran hans Trone,
+  5.  og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af
+      de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har
+      udløst os af vore Synder med sit Blod
+  6.  og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og
+      Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
+
+  7.  Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de,
+      som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre
+      ved hans Komme. Ja, Amen!
+  8.  Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var,
+      og som kommer, den Almægtige.
+
+  9.  Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget
+      og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for
+      Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld.
+ 10.  Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en
+      høj Røst som af en Basun, der sagde:
+ 11.  Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv
+      Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til
+      Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea.
+ 12.  Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg
+      vendte mig, så jeg syv Guldlysestager
+ 13.  og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført
+      en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte.
+ 14.  Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans
+      Øjne som Ildslue;
+ 15.  og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen;
+      og hans Røst var som mange Vandes Lyd;
+ 16.  og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund
+      udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som
+      Solen, når den skinner i sin Kraft.
+ 17.  Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han
+      lagde sin højre Hånd på mig og sagde:
+ 18.  Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og
+      jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og
+      jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
+ 19.  Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske
+      herefter.
+ 20.  Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min
+      højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv
+      Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.
+
+Aabenbaringen 2
+
+  1.  Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som
+      holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt
+      imellem de syv Guldlysestager:
+  2.  Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og
+      at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde
+      sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere
+      Løgnere;
+  3.  og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld
+      og er ikke bleven træt.
+  4.  Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første
+      Kærlighed.
+  5.  Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de
+      forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg
+      vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender
+      dig.
+  6.  Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også
+      jeg hader.
+  7.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds
+      Paradis.
+
+  8.  Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første
+      og den sidste, han, som var død og blev levende:
+  9.  Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og
+      Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det,
+      men ere Satans Synagoge.
+ 10.  Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil
+      kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I
+      skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg
+      give dig Livets Krone
+ 11.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.
+
+ 12.  Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som
+      har det tveæggede, skarpe Sværd:
+ 13.  Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder
+      fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit
+      tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor
+      Satan bor.
+ 14.  Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som
+      holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for
+      Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive
+      Utugt.
+ 15.  Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære
+      på lignende Vis.
+ 16.  Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil
+      stride imod dem med min Munds Sværd.
+ 17.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
+      som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil
+      give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som
+      ingen kender, uden den, der får det.
+
+ 18.  Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn,
+      der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm:
+ 19.  Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og
+      Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første.
+ 20.  Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som
+      kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere
+      til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød.
+ 21.  Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke
+      omvende sig fra sin Utugt.
+ 22.  Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor
+      Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger.
+ 23.  Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle
+      kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil
+      give eder, hver efter eders Gerninger.
+ 24.  Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke
+      have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde
+      det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder.
+ 25.  Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer.
+ 26.  Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine
+      Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne;
+ 27.  og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar
+      sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader;
+ 28.  og jeg vil give ham Morgenstjernen.
+ 29.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+Aabenbaringen 3
+
+  1.  Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som
+      har de syv Guds Ånder og de syv Stjerner: Jeg kender dine
+      Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død.
+  2.  Bliv vågen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har
+      ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud.
+  3.  Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og
+      omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en
+      Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.
+  4.  Dog har du i Sardes nogle få Personer, som ikke have besmittet
+      deres Blæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de
+      ere værdige dertil.
+  5.  Den, som sejrer, han skal således iføres hvide Klæder, og jeg
+      vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende
+      hans Navn for min Fader og for hans Engle.
+  6.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+  7.  Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den
+      hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker
+      op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:
+  8.  Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg bar givet dig, at der foran
+      dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden
+      Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.
+  9.  Se, jeg lader komme nøgle af Satans Synagoge, som kalde sig selv
+      Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle
+      komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet
+      Kærlighed til dig
+ 10.  Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil også jeg
+      bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele
+      Jorderige for at friste dem, som bo på Jorden.
+ 11.  Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal
+      tage din Krone.
+ 12.  Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds
+      Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på
+      ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der
+      kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn.
+ 13.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+ 14.  Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som
+      er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings
+      Begyndelse:
+ 15.  Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid
+      du var kold eller varm!
+ 16.  Derfor, efterdi du er lunken og 'hverken varm eller kold, vil
+      jeg udspy dig af min Mund;
+ 17.  fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet;
+      og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige
+      og blinde og nøgne.
+ 18.  Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at
+      du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig
+      dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve
+      til at salve dine Øjne med, for at du kan se.
+ 19.  Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor
+      nidkær og omvend dig!
+ 20.  Se, jeg står før Døren og banker; dersom nøgen hører min Røst og
+      åbner Døren, vil jeg gå ind til ham og holde Nadver med ham, og
+      han med mig.
+ 21.  Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig på min
+      Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader på
+      hans Trone.
+ 22.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
+
+Aabenbaringen 4
+
+  1.  Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den
+      første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte
+      med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal
+      ske herefter.
+  2.  Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen,
+      og en sad på Tronen,
+  3.  og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og
+      der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd.
+  4.  Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne
+      sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med
+      Guldkranse på deres Hoveder.
+  5.  Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv
+      Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder.
+  6.  Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt
+      for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af
+      Øjne fortil og bagtil.
+
+  7.  Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en
+      Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det
+      fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn.
+  8.  Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og
+      indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat:
+      Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som
+      var, og som er, og som kommer!
+  9.  Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på
+      Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder,
+ 10.  da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på
+      Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og
+      lægge deres Kranse ned for Tronen og sige:
+ 11.  Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og
+      Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie
+      vare de, og bleve de skabte.
+
+Aabenbaringen 5
+
+  1.  Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog,
+      beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.
+  2.  Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er
+      værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?
+  3.  Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under
+      Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.
+  4.  Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen
+      eller at se i den.
+  5.  Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har
+      Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og
+      dens syv Segl.
+  6.  Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste
+      stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne,
+      hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.
+  7.  Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.
+
+  8.  Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve
+      Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle
+      fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
+  9.  Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen
+      og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte
+      til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og
+      Folkeslag,
+ 10.  og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster,
+      og de skulle være Konger på Jorden.
+ 11.  Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de
+      Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange
+      Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
+ 12.  og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til
+      at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og
+      Velsignelse!
+ 13.  Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden
+      og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham,
+      som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og
+      Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
+ 14.  Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og
+      tilbade.
+
+Aabenbaringen 6
+
+  1.  Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et
+      af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom!
+  2.  Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en
+      Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og
+      til Sejer.
+  3.  Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige:
+      Kom!
+  4.  Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den,
+      blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde
+      myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd.
+  5.  Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen
+      sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på
+      den, havde en Vægt i sin Hånd.
+  6.  Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som
+      sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og
+      Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade.
+  7.  Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det
+      fjerde Væsen sige: Kom!
+  8.  Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans
+      Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet
+      dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og
+      med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.
+
+  9.  Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres
+      Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det
+      Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
+ 10.  Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige
+      og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som
+      bo på Jorden?
+ 11.  Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der
+      blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil
+      også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt,
+      hvilke skulde ihjelslås ligesom de.
+
+ 12.  Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort
+      Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt
+      som Blod.
+ 13.  Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ
+      nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr.
+ 14.  Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert
+      Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
+ 15.  Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de
+      rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og
+      i Bjergenes Kløfter,
+ 16.  og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler
+      os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede!
+ 17.  Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå?
+
+Aabenbaringen 7
+
+  1.  Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de
+      holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over
+      Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ.
+  2.  Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den
+      levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle,
+      hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde:
+  3.  Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend
+      vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander.
+  4.  Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og
+      fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer:
+  5.  af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv
+      Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde,
+  6.  af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde,
+      af Manasses Stamme tolv Tusinde,
+  7.  af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af
+      Issakars Stamme tolv Tusinde
+  8.  af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde
+      og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.
+
+  9.  Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af
+      alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for
+      Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med
+      Palmegrene i deres Hænder;
+ 10.  og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som
+      sidder på Tronen, og Lammet!
+ 11.  Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de
+      fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade
+      Gud og sagde:
+ 12.  Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren
+      og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder!
+      Amen.
+ 13.  Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere
+      iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de
+      komne?
+ 14.  Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til
+      mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have
+      tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod.
+ 15.  Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans
+      Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over
+      dem.
+ 16.  De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller
+      skal Solen eller nogen Hede falde på dem.
+ 17.  Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem
+      til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres
+      Øjne.
+
+Aabenbaringen 8
+
+  1.  Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen
+      omtrent en halv Time.
+
+  2.  Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet
+      dem syv Basuner.
+  3.  Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et
+      Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han
+      skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran
+      Tronen.
+  4.  Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra
+      Engelens Hånd før Guds Åsyn.
+  5.  Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret
+      og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og
+      Jordskælv.
+
+  6.  Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til
+      at basune.
+  7.  Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med
+      Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev
+      opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes.
+  8.  Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende
+      Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til
+      Blod.
+  9.  Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og
+      Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.
+ 10.  Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor
+      Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al
+      Floderne og på Vandkilderne.
+ 11.  Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev
+      til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de
+      vare blevne beske.
+ 12.  Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og
+      Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så
+      at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede
+      Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså.
+ 13.  Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og
+      sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de
+      øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune.
+
+Aabenbaringen 9
+
+  1.  Og den femte Engel basusnede, og jeg så en Stjerne, som var
+      falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens
+      Brønd blev given den.
+  2.  Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden,
+      lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af
+      Røgen fra Brønden.
+  3.  Og fra Røgen udgik der Græshopper over Jorden, og der blev givet
+      dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt.
+  4.  Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på
+      Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de
+      Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander.  5Og det
+      blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder;
+      og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den
+      stikker et Menneske.
+  6.  Og i de Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og
+      attrå at dø, og Døden flyr fra dem.
+  7.  Og Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig, og på
+      deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, og deres
+      Ansigter vare som Menneskers Ansigter,
+  8.  og de havde Hår som Kvinders Hår, og deres Tænder vare som
+      Løvers,
+  9.  og de havde Pansere som Jernpansere; og Lyden af deres Vinger
+      var som Lyd af Stridsvogne, når mange Heste fare ud til Kamp.
+ 10.  Og de have Haler, som ligne Skorpioners, og Brodde, og i deres
+      Haler ligger deres Magt til at skade Menneskene i fem Måneder.
+ 11.  De have Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er på
+      Hebraisk Abaddon, og på Græsk har han Navnet Apollyon.
+ 12.  Det første Ve er til Ende; se, der kommer endnu to Veer
+      derefter.
+
+ 13.  Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst fra de fire
+      Horn på Guldalteret, som står for Guds Åsyn,
+ 14.  sige til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle,
+      som ere bundne ved den store Flod Eufrat.
+ 15.  Og de fire Engle bleve løste, som til den Time og Dag og Måned
+      og År vare rede til at ihjelslå Tredjedelen af Menneskene.
+ 16.  Og Tallet på Rytterhærene var to Gange Titusinde Gange
+      Titusinde; jeg hørte deres Tal.
+ 17.  Og således så jeg Hestene i Synet og dem, som sade derpå, hvilke
+      havde ildrøde og sorteblå og svovlgule Pansere; og Hestenes
+      Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og
+      Røg og Svovl.
+ 18.  Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af
+      deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.'
+ 19.  Thi Hestenes Magt er i deres Mund og i deres Haler; thi deres
+      Haler ligne Slanger, have Hoveder, og med dem gøre de Skade.
+ 20.  Og de øvrige Mennesker, som ikke bleve dræbte i disse Plager,
+      omvendte sig ikke fra deres Hænders Gerninger, så de lode være
+      at tilbede de onde Ånder og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og
+      Kobber og Sten og Træ, som hverken kunne se eller høre eller gå;
+ 21.  og de omvendte sig ikke fra deres Myrden eller fra deres
+      Trolddom eller fra deres Utugt eller fra deres Tyveri.
+
+Aabenbaringen 10
+
+  1.  Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i
+      en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som
+      Solen og hans Fødder som Ildsøjler,
+  2.  og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin
+      højre Fod på Havet og den venstre på Jorden.
+  3.  Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde
+      råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre.
+  4.  Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og
+      jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv
+      Tordener talte, og nedskriv det ikke!
+
+  5.  Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin
+      højre Hånd imod Himmelen
+  6.  og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar
+      skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og
+      Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid;
+  7.  men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal
+      til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som
+      han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.
+
+  8.  Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med
+      mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den
+      Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden.
+  9.  Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give
+      mig den lille Bog. Og han sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og
+      den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød
+      som Honning.
+ 10.  Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og
+      den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget
+      den, følte jeg Smerte i min Bug.
+ 11.  Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og
+      Folkeslag og Tungemål og Konger.
+
+Aabenbaringen 11
+
+  1.  Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord:
+      Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri.
+  2.  Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi
+      den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige
+      Stad i to og fyrretyve Måneder.
+
+  3.  Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet
+      Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække.
+  4.  Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå
+      for Jordens Herre.
+  5.  Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund
+      og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade,
+      bør han således ihjelslås.
+  6.  Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal
+      falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at
+      forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage,
+      så ofte de ville.
+  7.  Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger
+      op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå
+      dem.
+  8.  Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig
+      Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre
+      blev korsfæstet.
+  9.  Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag
+      skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at
+      deres Lig lægges i Grav.
+ 10.  Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de
+      sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage
+      for dem, som bo på Jorden.
+ 11.  Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud
+      i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem,
+      som så dem.
+ 12.  Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger
+      herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så
+      derpå.
+ 13.  Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af
+      Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i
+      Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud
+      Ære.
+ 14.  Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart.
+
+ 15.  Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i
+      Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor
+      Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes
+      Evigheder.
+ 16.  Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres
+      Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde:
+ 17.  Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi
+      du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme,
+ 18.  og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de
+      døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere,
+      Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og
+      de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde.
+ 19.  Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til
+      Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og
+      Jordskælv og stærk Hagl.
+
+Aabenbaringen 12
+
+  1.  Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og
+      med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit
+      Hoved.
+  2.  Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer.
+  3.  Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor,
+      ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine
+      Hoveder syv Kroner.
+  4.  Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og
+      kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde
+      føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.
+  5.  Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med
+      en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans
+      Trone.
+  6.  Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra
+      Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede
+      og tresindstyve Dage.
+
+  7.  Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig
+      til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle.
+  8.  Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i
+      Himmelen.
+  9.  Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes
+      Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet
+      på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
+ 10.  Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og
+      Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi
+      nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor
+      Gud Dag og Nat.
+ 11.  Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af
+      deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til
+      Døden.
+ 12.  Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og
+      Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede,
+      fordi han ved, at han kun har liden Tid.
+
+ 13.  Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den
+      Kvinden, som havde født Drengebarnet.
+ 14.  Og den store Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun
+      skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en
+      Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
+ 15.  Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden
+      for at bortskylle hende med Floden.
+ 16.  Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og
+      opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund.
+ 17.  Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod
+      de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu
+      Vidnesbyrd.
+
+Aabenbaringen 13
+
+ 18.  Og jeg stod på Sandet ved Havet.
+
+      (Kap.13.)
+
+
+  1.  Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv
+      Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder
+      Bespottelsens Navne.
+  2.  Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en
+      Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin
+      Kraft og sin Trone og stor Magt.
+  3.  Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets
+      dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter
+      Dyret.
+  4.  Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de
+      tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe
+      imod det?
+  5.  Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og
+      Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og
+      fyrretyve Måneder.
+  6.  Og det åbnede sin Mund til Bespottelser imod Gud, til at
+      bespotte hans Navn og hans Telt, dem, som bo i Himmelen.
+  7.  Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og at
+      overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og
+      Folk og Tungemål og Folkeslag.
+  8.  Og alle, som bo på Jorden, skulle tilbede ham, enhver, hvis Navn
+      ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Lammets, det
+      slagtedes, Livets Bog.
+  9.  Dersom nogen har Øre, han høre!
+ 10.  Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel;
+      dersom nogen dræber med Sværd, han skal dræbes med Sværd. Her
+      gælder det de helliges Udholdenhed og Tro.
+
+ 11.  Og jeg så et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn
+      ligesom et Lam og talte som en Drage.
+ 12.  Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Åsyn og får
+      Jorden og dem, som bo derpå, til at tilbede det første dyr, hvis
+      dødelige Sår blev lægt.
+ 13.  Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned
+      fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn.
+ 14.  Og det forfører dem, som bo på Jorden, for de Tegns Skyld, som
+      det blev givet det at gøre for Dyrets Åsyn, og siger til dem,
+      som bo på Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham,
+      som har Sværdhugget og kom til Live.
+ 15.  Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Ånd, så at Dyrets
+      Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde
+      tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslås.
+ 16.  Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både
+      frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd
+      eller på deres Pande,
+ 17.  for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har
+      Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
+ 18.  Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets
+      Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666.
+
+Aabenbaringen 14
+
+  1.  Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det
+      hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og
+      dets Faders Navn skrevet på deres Pander.
+  2.  Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og
+      som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at
+      Harpespillere, der spillede på deres Harper.
+  3.  Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener
+      og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og
+      fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden.
+  4.  Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de
+      ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det
+      går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud
+      og Lammet,
+  5.  og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.
+
+  6.  Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som
+      havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden,
+      og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk,
+  7.  og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi
+      hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort
+      Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
+  8.  Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er
+      Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af
+      sin Utugts Harmes Vin.
+  9.  Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom
+      nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande
+      eller på sin Hånd,
+ 10.  så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet
+      i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de
+      hellige Engles og for Lammets Åsyn.
+ 11.  Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have
+      ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og
+      enhver, som tager dets Navns Mærke.
+
+ 12.  Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud
+      og Troen på Jesus.
+ 13.  Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere
+      de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skulle
+      hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.
+
+ 14.  Og jeg, så, og se en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en
+      Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin
+      Hånd.
+ 15.  Og en anden Engel gik ud fra Templet og råbte med høj Røst til
+      ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at
+      høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.
+ 16.  Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden
+      blev høstet.
+
+ 17.  Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; også han havde
+      en skarp Segl.
+ 18.  Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden;
+      og han råbte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og
+      sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens
+      Vintræ; thi dets Druer ere modne.
+ 19.  Og Engelen lod sin Segl gå hen over Jorden og afskar Frugten på
+      Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar.
+ 20.  Og Persekarret blev trådt uden for Staden, og der kom Blod ud af
+      Persekarret op til Hestenes Bidsler, så langt som eet Tusinde og
+      seks Hundrede Stadier.
+
+Aabenbaringen 15
+
+  1.  Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv
+      Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme
+      fuldbyrdet.
+  2.  Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende
+      gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal,
+      stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
+  3.  Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde:
+      Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du
+      Almægtige!  retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes
+      Konge!
+  4.  Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du
+      alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede
+      for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede.
+  5.  Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i
+      Himmelen blev åbnet,
+  6.  og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet,
+      iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med
+      Guldbælter.
+  7.  Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle
+      fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder.
+  8.  Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft;
+      og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager
+      fik Ende.
+
+Aabenbaringen 16
+
+  1.  Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går
+      hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden!
+  2.  Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom
+      slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke,
+      og dem, som tilbade dets Billede.
+  3.  Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod
+      som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde.
+  4.  Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne,
+      og de bleve til Blod.
+  5.  Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og
+      som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom;
+  6.  thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet
+      dem Blod at drikke; de ere det værd.
+  7.  Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande
+      og retfærdige ere dine Domme.
+  8.  Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet
+      den at brænde Menneskene med Ild.
+  9.  Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som
+      har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give
+      ham Ære.
+ 10.  Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets
+      Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
+ 11.  Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres
+      Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
+ 12.  Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat;
+      og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for
+      Kongerne fra Solens Opgang.
+ 13.  Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den
+      falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder.
+ 14.  Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele
+      Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den
+      almægtiges, store Dag.
+ 15.  - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer
+      sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans
+      Skam. -
+ 16.  Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk
+      Harmagedon.
+ 17.  Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet,
+      fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket.
+ 18.  Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort
+      Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker
+      til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort.
+ 19.  Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder
+      faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret
+      med sin Vredes Harmes Vin.
+ 20.  Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne.
+ 21.  Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på
+      Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi
+      dens Plage var meget stor.
+
+Aabenbaringen 17
+
+  1.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med
+      mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge,
+      som sidder over mange Vande,
+  2.  med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere
+      blevne drukne af hendes Utugts Vin.
+  3.  Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde
+      siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af
+      Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m.
+  4.  Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld
+      og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt
+      af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder.
+  5.  Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon
+      den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.
+  6.  Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu
+      Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så
+      hende.
+
+  7.  Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige
+      dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og
+      som har de syv Hoveder og de ti Horn.
+  8.  Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af
+      Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden,
+      skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog
+      fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og
+      skal komme.
+  9.  Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere
+      syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder,
+ 10.  og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den
+      anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en
+      liden Tid.
+ 11.  Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en
+      af de syv og farer bort til Fortabelse.
+ 12.  Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have
+      fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret.
+ 13.  Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret.
+ 14.  Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem
+      - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere
+      med det, de kaldede og udvalgte og trofaste.
+ 15.  Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen
+      sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål.
+ 16.  Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og
+      gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med
+      Ild.
+ 17.  Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind
+      og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil
+      Guds Ord blive fuldbyrdede.
+ 18.  Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme
+      over Jordens Konger.
+
+Aabenbaringen 18
+
+  1.  Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde
+      stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
+  2.  Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon
+      den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for
+      alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og
+      afskyede Fugle!
+  3.  Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket,
+      og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere
+      blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
+  4.  Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra
+      hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i
+      hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.
+  5.  Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har
+      kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
+  6.  Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende
+      dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det
+      Bæger, som hun har iskænket.
+  7.  Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed,
+      så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i
+      sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg
+      skal jeg ingenlunde se,
+  8.  derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og
+      Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre
+      Gud, som har dømt hende.
+
+  9.  Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende,
+      skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes
+      Brand,
+ 10.  medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige:
+      Ve!  ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time
+      er din Dom kommen.
+ 11.  Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere
+      køber deres Ladning:
+ 12.  Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og
+      Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og
+      alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart
+      Træ og af Kobber og Jern og Marmor,
+ 13.  og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og
+      Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og
+      Slaver, ja, Menneskesjæle.
+ 14.  Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det
+      lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde
+      det mere.
+ 15.  De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå
+      langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og
+      sige:
+ 16.  Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og
+      Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een
+      Time er så stor en Rigdom lagt øde.
+ 17.  Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde
+      på Havet, stode langt borte
+ 18.  og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der
+      Mage til den store Stad?
+ 19.  Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og
+      sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde
+      Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den
+      bleven lagt øde.
+
+ 20.  Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og
+      Profeter!  fordi Gud har skaffet eder Ret over den.
+
+ 21.  Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og
+      kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store
+      Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.
+ 22.  Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og
+      Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i
+      nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke
+      høres i dig mere;
+ 23.  og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og
+      Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare
+      Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit
+      Trylleri.
+ 24.  Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres,
+      som ere myrdede på Jorden.
+
+Aabenbaringen 19
+
+  1.  Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i
+      Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og
+      Kraften tilhører vor Gud.
+  2.  Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den
+      store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine
+      Tjeneres Blod af hendes Hånd.
+  3.  Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i
+      Evighedernes Evigheder.
+  4.  Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned
+      eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
+  5.  Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans
+      Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store!
+  6.  Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange
+      Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja!
+      thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet.
+  7.  Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup
+      er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.
+  8.  Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde;
+      thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
+  9.  Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til
+      Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de
+      sande Guds Ord.
+ 10.  Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han
+      siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine
+      Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu
+      Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.
+
+ 11.  Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på
+      den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med
+      Retfærdighed.
+ 12.  Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange
+      Kroner;han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han
+      selv;
+ 13.  og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes:
+      Guds Ord.
+ 14.  Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt,
+      rent Linklæde.
+ 15.  Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed
+      skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav,
+      og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.
+ 16.  Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge
+      og Herrers Herre.
+ 17.  Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og
+      sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer
+      og samler eder til Guds store Nadver
+ 18.  for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af
+      vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af
+      alle, både frie og Trælle, små og store.
+ 19.  Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at
+      føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær.
+ 20.  Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde
+      gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som
+      toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve
+      begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl.
+ 21.  Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten,
+      det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at
+      deres Kød.
+
+Aabenbaringen 20
+
+  1.  Og jeg så en Engel stige ned fra Himmelen, han havde Afgrundens
+      Nøgle og en stor Lænke i sin Hånd.
+  2.  Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan,
+      og bandt ham for tusinde År
+  3.  og kastede ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham,
+      for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de
+      tusinde År vare til Ende; derefter skal han løses en lille Tid.
+  4.  Og jeg så Troner, og de satte sig på dem, og Dommermagt blev
+      given dem; og jeg så deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu
+      Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde
+      tilbedt; Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket på
+      deres Pande og på deres Hånd; og de bleve levende og bleve
+      Konger med Kristus i tusinde År.
+  5.  De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År
+      vare til Ende. Dette er den første Opstandelse.
+  6.  Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse;
+      over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds
+      og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År.
+
+  7.  Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit
+      Fængsel.
+  8.  Og han skal gå ud for at forføre Folkeslagene ved Jordens fire
+      Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig; deres Tal er
+      som Havets Sand.
+  9.  Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de helliges
+      Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud
+      og fortærede dem.
+ 10.  Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen,
+      hvor også Dyret og den falske Profet var; og de skulle pines Dag
+      og Nat i Evighedernes Evigheder.
+
+ 11.  Og jeg så en stor, hvid Trone og ham, som sad derpå; for hans
+      Åsyn flyede Jorden og Himmelen, og der blev ikke fundet Sted for
+      dem.
+ 12.  Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og
+      Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets
+      Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i
+      Bøgerne, efter deres Gerninger.
+ 13.  Og Havet afgav de døde, som vare i det; og Døden og Dødsriget
+      afgave de døde, som vare i dem, og de bleve dømte, hver efter
+      sine Gerninger.
+ 14.  Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den
+      anden Død, Ildsøen.
+ 15.  Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han
+      kastet i Ildsøen.
+
+Aabenbaringen 21
+
+  1.  Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og
+      den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.
+  2.  Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra
+      Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin
+      Brudgom.
+  3.  Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt
+      er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være
+      hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.
+  4.  Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke
+      være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal
+      være mere; thi det forrige er veget bort.
+  5.  Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og
+      han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande.
+  6.  Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega,
+      Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands
+      Kilde uforskyldt.
+  7.  Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og
+      han skal være min Søn.
+  8.  Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de
+      utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne,
+      deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette
+      er den anden Død.
+
+  9.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af
+      de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg
+      vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
+ 10.  Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste
+      mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra
+      Gud
+ 11.  med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som
+      krystalklar Jaspissten.
+ 12.  Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over
+      Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns
+      tolv Stammers;
+ 13.  mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og
+      mod Vest tre Porte.
+ 14.  Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv
+      Apostles tolv Navne.
+ 15.  Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at
+      han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur.
+ 16.  Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som
+      Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier;
+      dens Længde, Bredde og Højde ere lige.
+ 17.  Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter
+      Menneskemål, hvilket er Englemål.
+ 18.  Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det
+      rene Glar.
+ 19.  Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den
+      første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje
+      Kalkedon, den fjerde Smaragd,
+ 20.  den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit,
+      den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den
+      ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
+ 21.  Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een
+      Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar.
+ 22.  Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud,
+      den almægtige, og Lammet.
+ 23.  Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den;
+      thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys.
+ 24.  Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger
+      bringe deres Herlighed til den,
+ 25.  og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke
+      være der,
+ 26.  og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den.
+ 27.  Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver
+      Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets
+      Livets Bog.
+
+Aabenbaringen 22
+
+  1.  Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal,
+      udvæld de fra Guds og Lammets Trone.
+  2.  Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ,
+      som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene
+      af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
+  3.  Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets Trone
+      skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham,
+  4.  og de skulle se hans Ansigt, og hans Navn skal være på deres
+      Pander.
+  5.  Og Nat skal der ikke være mere, og de trænge ikke til Lys af
+      Lampe eller Lys af Sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og
+      de skulle, være Konger i Evighedernes Evigheder.
+
+  6.  Og han sagde til mig: Disse Ord ere troværdige og sande; og
+      Herren, Profeternes Ånders Gud, har udsendt sin Engel for at
+      vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart.
+  7.  Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs
+      Profetis Ord.
+  8.  Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte disse Ting, og da jeg
+      havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede for den Engels
+      Fødder, som viste mig disse Ting.
+  9.  Og han siger til mig: Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine
+      Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord;
+      tilbed Gud!
+ 10.  Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profetis
+      Ord, thi Tiden er nær.
+ 11.  Lad den som gør Uret, fremdeles gøre Uret, og den urene
+      fremdeles blive uren, og den retfærdige fremdeles øve
+      Retfærdighed, og den hellige fremdeles blive helliggjort.
+ 12.  Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale
+      enhver, efter som hans Gerning er.
+ 13.  Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og
+      Enden.
+ 14.  Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få
+      Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden.
+ 15.  Udenfor ere Hundene og Troldkarlene og de utugtige og Morderne
+      og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn.
+ 16.  Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting
+      om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende
+      Morgenstjerne.
+ 17.  Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og
+      den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets
+      Vand uforskyldt!
+ 18.  Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs Profetis Ord: Dersom
+      nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge på ham de
+      Plager, som der er skrevet om i denne Bog.
+ 19.  Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da
+      skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige
+      Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog.
+ 20.  Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen.
+      Kom, Herre Jesus!
+ 21.  Den Herres Jesu Nåde være med alle!
+
+
+
+
+
+The Project Gutenberg Etext The Bible, in Danish, New Testament
+
diff --git a/old/bbldn10.zip b/old/bbldn10.zip
new file mode 100644
index 0000000..ef2ce25
--- /dev/null
+++ b/old/bbldn10.zip