diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 12698-0.txt | 10611 | ||||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/12698-8.txt | 10999 | ||||
| -rw-r--r-- | old/12698-8.zip | bin | 0 -> 187336 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/12698.txt | 10999 | ||||
| -rw-r--r-- | old/12698.zip | bin | 0 -> 186137 bytes |
8 files changed, 32625 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/12698-0.txt b/12698-0.txt new file mode 100644 index 0000000..b03a193 --- /dev/null +++ b/12698-0.txt @@ -0,0 +1,10611 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12698 *** + +STUK + +HERMAN BANG + + + + +1. udg. 1887 + + + + +Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb. +7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_. + +_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm højt. Del +afbildede eksemplar tilhører Del kongelige Bibliotek og er rødt_. + + + + +FØRSTE DEL + +Regn af Guld + + + + +I + +Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: +Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind. + +De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade +til. + +Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede +det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede +tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en +hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en +taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, +klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, +hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene. + +Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig +nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af +langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene. + +-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den +fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne. + +-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange. + +Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr +var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der +demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad +Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store +vraltende Dyr. + +Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre +og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen +løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af +Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med +Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for +at bringe Breve til den sidste Post. + +Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under +Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes +den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning, +saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var +lagt frem over Rendestenen. + +-Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende +Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder. + +-Vi kalker vore Grave, sagde Lange. + +Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, +Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med +Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev +trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske +af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i +Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med +Kinderne. + +-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de +bar »paa skraa« i Lommen. + +-God Aften--god Aften. + +De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom +ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden. + +-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken. + +Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt +Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af +Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran +Yndighederne. + +-Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, +hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske +mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte +rundtom i Døraabningernes Skygger. + + * * * * * + +Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i +Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over +Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte. + +-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. + +-Hva'? + +-Men--Amalie ... + +En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af +en Herrearm. + +-Du dog--raabte hun: Herluf Berg. + +Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst +paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev +rendt over Ende. + +Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig +frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se +Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede +og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder--før de vendte +og kørte bort. + +Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, +fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den +ned---- + +-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar. + +Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved +helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i +hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte. + +Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken +lukkede sig, og man naaede paa Plads... + +Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i +Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin +Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset +genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den +paa igen. + +Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde +under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, +og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet. + +Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: +Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde +kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig +ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt +en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums +Følelser--og havde ændret til »kysset«. + +Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede. + +Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu +blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende +Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og +ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én +Gang. + +Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der +mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: +_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt +Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man +selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt +Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede. + +Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende +Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang +til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af +Bade og Sommerluft. + +-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem +Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den +friske Kønhed. + +-Brillant, sagde Berg. + +De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man +bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med +Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og +Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med +Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en +falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade; +Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned. + +-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten. + +-Ja... + +-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig. + +-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden, +sagde Berg og lo. + +Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav +et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa +Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et +Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard. + +Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond +Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om +Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, +indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over +Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa +Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken: + +-Hvem? + +-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag +Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de +forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«. + +Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev +der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle +kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars +havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han +Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med +let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden +af Hr. Stæhr. + +Tæppet gik op. + +Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld +og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to +og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd +greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke, +Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots. + +Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved +Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede +i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet +lidt for nedringede til Bal.... + +Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte +og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte da +være hundrede.... + +Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen. + +Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man +valsede, man kurede og kyssede. + +Publikum jublede; man vilde have det om og atter om. + +Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi. + +Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen. + +Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt +blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en +Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde. + +Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende +Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der +var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke. + +-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige +Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen. + +-Satan, Satan.... + +I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens +Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem +Dørene.... + +Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, +nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre. + +Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der +langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. +Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten. + +Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med +Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i +Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt.... + +O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér. + +De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne +tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede +Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hørte Ørenlyd: Det var +Glanspunktet af Operetten. + +Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op +igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen. + +Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og +sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og +glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun +Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin +Pose. + +Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om +Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte +energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde +grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud +over Salen, med et langt sultent Blik: + +-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter.... + +Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen +hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København +straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som +Fisk i Vandet. + +-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i +Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: +Ka' vi no'et, vi Københavnere? + +-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans +hvide Tænder. + +-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte. + +De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men +de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav +Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt +Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog +erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor +Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en +Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn. + +-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en +Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen. + +-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen +under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at +noget havde »Vildtlugt«. + +-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort +--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse. + +Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg. + +-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han +vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen, +sagde Brodersen. + +Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper +altsammen.--og Signalet lød til at bryde op. + +-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han +sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne +--gamle Folk. + +»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive +tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i +en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard +Sundt, Fuldmægtigen. + +-Kære--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bæ'lam ... Hys, +Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth +var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et +Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en +Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle +Herrer ved Fornavn. + +Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et +Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen. + +-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ... +Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par. + +-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød +i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen.... + +»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde +Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han _altid_ +fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et +Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han +været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde: + +-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring. + +Man hørte Korstemmerne ned oppefra. + +-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm +Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved +Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens +Gerning--i »Bethesda«. + +Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens +Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der +kom ud. + +-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den +sidste Fyrværkerifest i Sæsonen. + +Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen +og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række. +Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor +de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad +Sporene. + +Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere +og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind +i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt +havde suget den til sig. + +Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og +brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun +en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden. + + * * * * * + +Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og +Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer. + +-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft. + +De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys +Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og +Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i +Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter. + +De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren +stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et +Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende +Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa +Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa. + +-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt. + +-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i +Herligheden. + +De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne +spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange, +lød det bag ved. + +-God Aften.... + +Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, +Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød +Skulderne op, Lemme-Souper.... + +-Tak, skød Lange ind. + +-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi +gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at +gaa. + +-Naa--net.... + +-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et +Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Naa--maa +hjem til Passagérgodset. Djø--Børn. + +-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt +Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig +vejrede Luften, hvor han kom frem. + +-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da +Lille-Gerster var ude af Skudvidde. + +-Ja--der er de jo ogsaa fra.... + +-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin +Høremaskine. + +-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i +de Par Aar. + +-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra +Randers.... + +Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og +Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under +Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende +Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide +Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over +Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. + +Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens +Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet. + +-Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen. + +-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner +Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin +Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre +mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner, +sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød +undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende +Tilstanden. + +-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk +var Hr. Jensen. + +-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede +Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og +slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i +»Svinedrengen« om Prinsessen. + +Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem +Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, saa +ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra +Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og +Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over +Bordene. + +Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa +kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire +Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. +Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet +»Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig +førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa +religiøse Anfægtelser. + +Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth +selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: +Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de +smaa«, samt Mændene. + +Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til +Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der +betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf, +raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i +Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres +respektive Mænd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. +Mølbom. + +-For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget +for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med +Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, +med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet +i Kakkelovnskrogen. + +Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, +nervøse Fingre. + +Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres +Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. +Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.... + +-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mølbom. + +-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var +Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur +Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i +Rosenborg). + +-Fem Dage, sagde Hr. Mølbom. + +Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte +Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han +havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder. + +Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man +gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved +Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs +paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om +Modellerne. + +Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en +Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke +sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser.... + +-Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde +sluge Chemiserne--uden Ærmer.... + +Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der +var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde: + +-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder +stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig +hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa +med stirrende Øjne ud i Rummet. + +-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa +Møen. + +Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. +Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at +ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm; +Pless kom ned ved Siden af Fru Canth. + +Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede +Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank +og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, +der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i +Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med +stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det +hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et +Løg. + +Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel. + +-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte +altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru +Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter. + +-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle +fire. + +Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker +sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte.... + +-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det +... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en +Klud--_hvert_ Mellemværk ... Scheele vidste det! + +-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth. + +Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, +Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte +Ørenlyd. + +Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige, +daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak +en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen +faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst +Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et +høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale. + +Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens +brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende +med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre +Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et +aandsfattigt Udtryk i Ansigtet. + +Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste +Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de +kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru +Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun +Hovedet og sagde: + +-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten +deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for +at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom +Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«. + +Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa +Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset +Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i +Selskab. + +-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. +Man kommer aldrig derfra. + +Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller +fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod +Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul +Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens +Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul +Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, +hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en +Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med +saare tomme Ansigter. + +-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg. + +-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein +staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for +at samle Kapitalen... + +-Ja saa... + +Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen +ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst +sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned +ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen +... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter... + +Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang +imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til +Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem +Vinduerne. + +Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen +mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den +lyse Koncertsal. + +Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det +lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede +igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og +klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede +for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved +at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst +paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under +Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var +foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der +skulle stemmes i Byraadet... + +Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og +sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne +»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde +Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik +over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni +Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde +højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: + +Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne +Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over +Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken +utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans +Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages +betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del +af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og +Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer, +en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen +for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ... + +Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt +»Leve« for Hans Majestæt. + +Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde +hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man +talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i +Agerbruget og Havnen i Esbjerg. + +Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde +dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til +Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end +»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til +Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet +Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen +Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad +Hein. + +Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om +Konferensraaden for at klinke. + +Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors +glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde: + +-Ja--vore Produkter er blevet Guld. + +De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste +sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med +Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede +i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af +vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, +som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen. + +Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren +til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med +et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod +Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle +langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede. + +-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han +var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger +lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert. + +Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og +uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i +Øjnene, seende frem over Mylret og Salen. + +-Ja--Liv er her blevet. + +--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og +dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i +Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de +nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om +hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden +bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved +Bordet. + +Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af +Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange +impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede +længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den +Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende, +at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg. + +-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_ +... + +Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over +Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_ +rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--: + +-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... +_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig +rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen. + +-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun. + +Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet +der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han. + +-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et +Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med +Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar +han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med +baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange +maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle +forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa +hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op. + +-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt +over til sin Søn. + +-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens +personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge. + +-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den +eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig +utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den +agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. + +Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, +om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var +der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og +nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende +og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale +Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang +imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske +ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en +betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos +Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, +som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg. + +-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i +Fredensborg. + +Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, +helt stiv af Søvn: + +-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i +Skanderborg. + +Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa +Grund af de nye Munddele: + +-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge +Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ... + +-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. + +-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten. + +Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af +den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med +hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden. +_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' +underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne. + +Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om +Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i +Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, +_det_ er det. + +Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid +saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et +Yndlingsemne: + +-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let. + +-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes +i--»Læseforeningen«... + +Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange +og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for +at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, +født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da +Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«... + +-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt +ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. + +-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru +Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa +ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun +aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon. + +Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i +Døren. + + * * * * * + +Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle +stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den +susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens +mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede +et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og +Gnister, før den slukkedes. + +Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt. +Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens +Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket +løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over +Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter. + +Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets +Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild. +Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte +bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens +rolige Lysbuer. + +En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer. + +Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i +Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som +om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned +gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var +hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende +hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter... + +Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod +og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab +steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige +Stjerner, der slukkedes. + + * * * * * + +Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte +fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, +de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa +han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund +mellem de andres Bén. + +Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens +venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de +smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin +høje overstadige Latter, naar hun sagde det. + +Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen +melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille +Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa +Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en +Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede +sig. Og saa sukkede han. + +I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter +Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, +hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor +Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky. + +Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde +med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene: + +-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk. + +Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom +slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt +henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende +Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har +trukket sammen. + +Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene, +støjede hun ikke mer. + +Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det +er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster +og rystede det. + +Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru +Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om +den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde: + +-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den. + +Og alle satte i Marsch igjen. + +-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr. +Mølbom lo. + +-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med +Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet... + +De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved +Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til +den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne +kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev +staaende. + +Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende, +vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de +smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset... + +Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus +paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod +Frihedsstøttens store graa Sten. + +Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« +af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, +der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys +rejste Tag. + +Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, +sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige +Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds +om den hele By og bandt den til ét Billede... + +Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han +den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk: + +-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede. + +Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende +Stemme: God Aften--Berg. + +Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i +Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra +Drosken, der rullede videre. + +-Hvem er det? sagde Lange. + +-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«... + +-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre. + +De gik videre. + + * * * * * + +Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og +gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad +rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede +Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling. + +Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. +Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen +laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage. + +Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra +»Victoriateatrets« elektriske Lamper. + +Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han +tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en +fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han +brød det og læste: + + »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem +til Byen--for at opleve endnu en Sæson. + +Vi hilser Dem alle. + +Deres ASTA HELTZ« + +Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen +havde han krammet fast sammen i sin Haand. + + + + +II + +Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt +mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret +og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer +og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød +det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere. + +Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op +af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til +Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og +virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og +trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen... + +Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; +Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet +blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge +Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg +og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: +Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke +saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne. + +Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens +Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille +Forfriskning«. + +Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem +Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende +udenom Kalkbøtter og over Brædder: + +-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ... +Martens pegede og Martens viste. + +Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine +Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre +Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og +Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns +over hans egne Undere. + +-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og +nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det +svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om +i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor +han havde sunget over Høvlebænken. + +Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men +Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige +herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid +over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange +skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren, +hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde +Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et +Fjællebord. + +Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han +Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa +Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det +indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel +paa Taget, saa den viftede. + +De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den +saadan kunde vifte, naar man pustede. + +Berg slog lidt mod Modellen med en Kno: + +-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens. + +-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med +sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et +Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række +Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror +De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, +stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj. + +Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede +Drengebarn var det tyndeste Pap. + +-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan +--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han +ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand. + +De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme +ned og hjælpe paa kokkken. + +Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale +og tolv Kabinetter. + +De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, +hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse +paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde +nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste +rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil +Kegler, og sagde: + +-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene. + +Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten +nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag. + +Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa +Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var +stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der +manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et +Magasin. + +Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene +og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret +og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun +strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet +videre, saa godt hun kunde. + +Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen +over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om +Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde +træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele +Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi +igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj +mellem Væggene. + +Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens +stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de +giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. +_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler +endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende +med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke +videre. + +Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske +naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et +Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter +til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet +malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, +stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene.... + +-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne. + +Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog +deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader, +Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og +skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet +Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden +halvt forundret over sine egne Vidundere. + +Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham +videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og +Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, +Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt +byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske +Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, +de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, +indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er +vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, +og til en tung Luft. + +Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede +aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en +helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor +»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« +som alt det øvrige. + +En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. +Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at +raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; +det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge. + +Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer +med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal +med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en +ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han +regnede op i de hundredetusinder. + +--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke +flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en +tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' +Ejendomme. + +-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11 +... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje. + +-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde +paa Tungen og smækkede. + +De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte +Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad +hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han +uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om +et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ... + +-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. +Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke +videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene. + +Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte +sine Penge paa Rente. + +En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde +underskrive en Kontrakt: + +-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind +derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor +Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal. + +De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i +Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da +Spenner kom tilbage. + +-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ... + +-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet. + +-Pilloteringen? spurgte Berg. + +-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset +laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner. + +-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf. + +-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens. + +-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder +Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde +noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, +som om han stangede. + +-Men Alverden søger jo, sagde Berg. + +De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med +Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_ +blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til +Direktør. + +-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være +Direktør ... + +-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to. + +Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel +have sin Interesse. + +Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, +vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og +Skuespillerengagementer. + +-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ... + +De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De +takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog +vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, +Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud +over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas. + +Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han +begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om +Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De +om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de +Rejsendes Maaned ... + +-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod +Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det +hele.... + +De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa +trækker man dem ogsaa over Sundet. + +-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. + +De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem +for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, +smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset. + +-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og +brød op. + +Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og +skiltes ovre paa Hamtorvet; + +-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_. + +-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken +om »Direktoratet«--saa tosset det end var. + +-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: +»_Jeg_ skyder Pengene ind. + +Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten +paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret. + +I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af +de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens +Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet +laa der en Flettekurv. + +Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru +Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med +Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien +Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): +heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet +eller simpelthen at gaa og smække med Døren. + +-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind +til »Fa'er«. + +Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline, +giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den +længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat +og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer +fulgte hende langt hen ad Vejen. + +Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks +Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver +Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk +Bogholderi. + +Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om +Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl. + +Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine +vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve +sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op +efter i Trappegangen. + +Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, +rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer +af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et +Sekund Ro for Amalie.... + +-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret.... + +-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra +Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde +de Røster i Diskanten. + +-Aa, maa jeg være fri.... + +-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os +andre.... + +-Hold du din Mund, Frederikke. + +-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine. + +Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten« +rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den +siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten: + +-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. +Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med +Paaklædning.... + +Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i +Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr. + +Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i +Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. + +Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den +første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, +men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under +Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille +Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid +blev debatteret heftigt og halvhøjt. + +-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar +Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til +Udbetaling. + +Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til +Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, +der var meget nær op til Guddommen. + +Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over +sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang. + +Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og +skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte +sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt +fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor +Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over +Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over +deres Borde. + +Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til +Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været +Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev +med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, +mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere +Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det +engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han +var anonym og at det var en Hemmelighed. + +Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at +tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende +Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen +blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til +Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben +Frakkekrave og dukkede. + +Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han +havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde +endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i +»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa +Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, +der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen +skrumpede ind med det øvrige.... + +Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra +Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte +sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til +Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde +tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte +Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud +gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa +den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. + +-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans. + +-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, +mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer. + +-Ja--lo Berg--om jeg kunde. + +Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de +lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden. + +Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. +Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han +kunde næppe tale--otte Linjer.... + +-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt. + +-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. +Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og +korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han +vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. + +Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert +ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« +Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen +Tanke. + +-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo +det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa +Blyant. + +-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til +et Par Depecher. + +Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine +forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man +her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her +gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt. + +-Ja, sagde Gravesen. + +Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen +klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af +et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han +havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. + +Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde« +gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter +»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev +jo »Bagstykke«. + +Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir +ikke til no'et. + +Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man +endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i +Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens +Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der +var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de +skrævede. + +Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa +alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var +betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens +første Leverandør. + +Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. +Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte +Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang +_gaa_ fra denne Anstalt. + +Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa +»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev +videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. + +-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog +Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som +om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i +_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. + +Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var +Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som +Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa +hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller +Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage +sig noget til. + +-Den Maskine, sagde han irriteret. + +-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og +skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide +Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar +han skrev. + +-Hvad skriver De? sagde han. + +-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet. + +Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et +Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, +som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i +Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til +Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«. + +-Hvor var De iaftes, sagde Berg. + +-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, +der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig +uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte. + +Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke +iaar. + +-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han +fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om +Mødet: + +-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde +de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han +og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. + +-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? + +-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. + +Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det +var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om +Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, +over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev +trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne. + +Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede +»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det +mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han. + +Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; +og »Noterne« blev staaende. + +»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han +syg: + +-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han +frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige +Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad +hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte +Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede +sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en +Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og +møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, +Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'. + +-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham. + +Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til +SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til +ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret +ude fra Smallegade. + +Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og +tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke +længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring +Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund +Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var +alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de +andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt +de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en +Stiver under hvert Bogstav.... + +Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. + +-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han +kom til Sæde. + +-Tak. Og dig? sagde Berg. + +-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse +Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for +En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med +sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten +et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for +dig. + +Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv +bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet +en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede +rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige +Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu +et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at +rode.... + +-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals +Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump +Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt +Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille +Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du.... + +-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa +... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene +Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan +lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene.... + +-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet +saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen.... + +-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet +hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud +over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar +hun kører ... Storartet Lys over Handsken. + +Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den +Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en +Maskine dernede skar ham i Ørene. + +-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ... +Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet +og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_, +sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem +Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser +jeg.... + +-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu +ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han. + +-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om +jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig, +Kunsten: at finde det ene, lille Ord.... + +-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning. + +-Ja, sagde Berg sukkende, det er det. + +-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han +begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde +han. + +-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de +var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, +hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad +Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. + +-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende +Udtryk og sagtere. + +-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene. + +-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_ +altid har sagt. Farvel, du. + +Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen. + +Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at +mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i +»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en +Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. +Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse. + +En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, +som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret: + +-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet +var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om +»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk +Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først. + +-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. + +Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa +Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. +Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med +Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol: + +-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige +Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, +der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til +seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig.... + +Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte +at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede +for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest +hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær +af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, +der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis +og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad. + +-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske +Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af +hygiejnisk Indhold.... + +De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt +blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære +Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet +sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var +Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt +Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren +sagde højt til Krans: + +-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra +Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme: + +-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt, +vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt +gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, +sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets +første Livssag. + +Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen +og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det +var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han +vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord.... + +»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i +Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i +Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle +Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes. + +Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde +han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke +Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede: + +-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet +højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, +mens Berg gik. + +En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var +gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne +havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre. + +Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz +svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som +genfødt. + +-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en +Rekreation. + +Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket +--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste.... + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, +hvor man bød paa et Program med seks Numre. + +Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den +københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde +sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse: + +Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var +_deltagende_. + +-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_. + +Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine +Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og +sagde: + +-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod +»Stormestren« blandt Impressarioer. + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt +Bryst: Det er kun et Talent. + +Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig +oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten +fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse. + +-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere +--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som +Menageriejere.... + +Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om +København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han +gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var +utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en +Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler. + +-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten +Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til +København--i en Sæson. + +Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse +Gade, sagde han: + +-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at +have arbejdet. + +Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store +Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye +Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil +dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om +Strømmen allevegne: + +-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. + +-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden +venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher +fra København. + +Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin +Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han +stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. + +Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han +holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden. + +-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land. + +Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og +han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany +vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som +ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt +af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette +Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, +der begyndte at _leve_. + +Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de +udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den +buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, +der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte +deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet +af hele dette »skrivende« Kompagni. + +Og han selv? + +-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han +vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By.... + +Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, +denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen +pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær. + + * * * * * + +Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig +altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin +Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede +paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og +ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange +for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor +Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«.... + +Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op +paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene +i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han +faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og +fik ham samlet op. + +Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, +mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. + +Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af +Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. +Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa +Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt +i Fløjelsblusen og bød Kager om. + +Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit +Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra +Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over +Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg +mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede +alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom +Ruglæssene med alle Ørentvistene.... + +Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en +hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i +Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen, +allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det +mørke Kammer.... + +Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad +Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa +Ruden til Farvel. + +Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i +hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, +mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard. +Lars og Daglejeren tærskede i Loen.... + +-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog, +er du lykkelig? + +Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun. + +-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig. + +-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave +over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber +henover Gulvtæppet. + +Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til +Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med +Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han +dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den +hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede. + +Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven +til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, +og Klokkerne begyndte at ringe. + +Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke +paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler +ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de +saa' hendes runde Ansigt. + +Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa +Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen: + +-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ... +Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op +og faa dem i Solen. + +-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' +løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte +ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken. + +De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, +og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede +Gaardporten. + +-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han +kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen. + +I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om +Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og +den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod +altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv. + +Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling. + +Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét +satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings +fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne +viftede: + +Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit +Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej. + +Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, +Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap. + +Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, +Madam Bølling nynnede med paa sin Stol. + +Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig.... + +Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: +_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg +pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han +hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa +hans Mave gyngede under Vesten. + +Saa satte Tine i igen og valsede og sang: + +I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil +Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, +Til Festen i Kongelunden. Trallera.... + +De svingede, saa de ikke havde Vejr. + +-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog +Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt +vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa +Markedet i Avgustenborg, mens han hylede: + +Til Festen I Kongelunden.... + +-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i +Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik +Berg budt op og valsede. + +Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun +sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet +Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, +Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. + +Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser +fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester +Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille +Grete! + +--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom +forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet +ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i +Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der +ikke. + +Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde +Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. + +-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad +igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde +ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og +Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet. + +-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen? + +-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde +saa underlig en Stemme. + + +--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst +var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de +Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i +sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg. + +Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen. + +Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket. + +-Mon han er ved Samling, sagde Tine. + +-De siger jo Nej, sagde Moderen. + +De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det +er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket +vandrende ved Siden af sit Øg. + +-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? + +-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, +sagde han saa. + +-Iaftes. + +Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten +satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, +sagde Tine gennem Graaden. + +De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde +Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. + +Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til +ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille. + +-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen. + +De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf +ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver: + +-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd. + + * * * * * + +--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som +Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle +Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han +vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin +Fader og Søster i København. + +Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, +som anløb Sønderborg ud paa Natten. + +Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert +et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i +Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til +Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede +Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke +hendes Haand: + +-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun. + +-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at +vande en Høne foran den blissede. + +Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, +mens »Fruen« lukkede Stalddøren. + +De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast +... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved +Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset +standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille +Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af. + +-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf. + +-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd. + +De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over +Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; +foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem +derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og +stille. + +-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse. + +Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf +stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke. + +Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele +Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet. + +-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage +tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd +med Hovedet mod Stolpen. + +Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde +over Hovedet. + +-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre +Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par +Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere. + +Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i +hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, +du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet +Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden, +gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog +Forklædet op om Hovedet. + +Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf +ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og +»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden. + +Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun +løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf +paa at græde. + +Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og +stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt +med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig +og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham +paa Skødet paa Toften. + +De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var +oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte +op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin. + +-Nej, sagde Berg, jeg bliver. + +Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden +saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen. + +-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd. + +Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i +Mørket endnu--hendes Mand. + +Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot. + + +De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det +var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og +som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun +bandt om hans Billede over Sofaen. + +Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende +Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens +langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte +forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel +Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af +lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade. + +-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie.... + +-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet. + +-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det +mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i +Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han +ved. + +-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem +derind? Her kom Herluf saa sjældent.... + +-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... +Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid +skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med +sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som +dog fyldte hele Huset. + +-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie. + +-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil.... + +Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og +flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ... +Hvor er Minna? sagde han. + +-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun +sukkede. + +-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden +... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade +_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig, +det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været +inviteret til Skovridergaarden. + +Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til +sit Vindu. + +-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende +ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa +Læsningen. + +Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. +Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa +Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_ +du dog ikke ta'e dig iagt? + +Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent +ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud +over endnu et Stykke Gulv. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk. + +Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod +Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den +listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er +kommet til at rive min Azalia ned.... + +-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen. + +Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole +ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og +blegnæbbet som et Vinterskud. + +... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var +i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne. + +-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til +Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund +mere, véd du.... + +-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det +behøves jo ikke, Minna.... + +-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken +Berg var altid saa anstrængt af Tavlen. + +-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med +»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben +for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst. + +-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede +»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. +Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var +Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén. + +-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den +Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og +Værelset her i Leje.... + +-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før +hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge +alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng, +hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og +stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød. + +-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til +Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over +Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu.... + +Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf +stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes +Hovedgærde. + +-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde +stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket +tæt ind til hinanden. + +-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme? + +-Fjenderne, sagde hun. + +-Og har Bøllings Fanny? sagde han. + +-Ja--Bøllings har Fanny. + +Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt +sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare +Fødder, hen i hans egen Seng. + +... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet +ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget +pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille +Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og +Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen. + +Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede +ud for at lukke Dørene paa Klem. + +Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle. + + +Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru +Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og +klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen. + +Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle +Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun. + +-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men +hendes Øjne kunde ikke sé mere. + +-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille +Dreng. + +... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa +stille i Kammeret. + +Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa +Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten. + +Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og +Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres +sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra +Bordet. + +Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han +græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra +Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet. + +Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog +til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, +Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han +syntes, nu var først hans Moder rigtig død. + +Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen. + + * * * * * + +Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne. + +Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen +stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af +de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende +stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er +kommet i Dagen. + +Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var +begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv +»Skrabnæse«. + +-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i +Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav +Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han. + +Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; +Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog +Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede +Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? +Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et +rystet Træ. + +-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede +om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke +Vand, han havde Trykken for sit Bryst. + +-Naa, Appel, Hesten frem.... + +Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle +ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater +krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til +Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden. + +Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver +i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte +Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og +Opførsel. + +Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og +smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente +Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og +var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af +deres Kroge for at syne ham: + +-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane.... + +-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi +Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr. +Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne.... + +Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar +han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og +spyttede i Hænderne. + +-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver +et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan +for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns. + +-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg, +er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper.... + +Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen +og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret +Arrigskab og Forlæsthed. + +-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu +Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte +Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut. + +Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret. + +Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra +Væggen--og Ole Martens slog ham Følge. + +De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. +Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor +Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod +ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste +rørte sig i Baasen. + +-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved +Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede: + +-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende. + +Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen. + +Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad +Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, +saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i +Vestergade: + +-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da +han stormede ind. + +Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang +imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned +ad Gulvet, med Hænderne i Lommen. + +Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest +laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til +Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til +det snævre Hus. + +Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned: + +-Nu gaar jeg, sagde han. + +-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde +huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere. + +Herluf mumlede og kom afsted. + +Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog +Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr. +Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var +en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar +blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. +Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet +og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer.... + +Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til +Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece, +som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede +afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr. +Bonnesen rettede: + +-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind +... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre +... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet.... + +-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre« +... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ... +Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet. + +Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne +trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med +Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele +Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«. + +-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer, +mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en +veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han. +Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, +der bliver fodret med Tvebak. + +-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som +en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo: + +-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og +ikke for meget. + +Derpaa var der pavse. + +-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved +Vinduerne: Man underviser for Livet. + +Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden +blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok. + +Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul, +til _hun_ kom forbi. + +Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de +spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i +lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog +den frem. + +Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven +ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog +ingenting«. + +Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad +Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den +diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret +strittende til alle Sider. + +-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske. + +Herluf mumlede. + +-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten. + +Herluf mumlede igen og slugte videre. + +Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag +Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik +de i Seng. + +Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener +blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten +Klokken seks gik over og »belagde« en Krog. + +Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, +mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i +Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren, +som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa +Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige +Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens +Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende +Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit +Bryst: Krigen var brudt ud. + +Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer. + +--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var +strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i +en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, +Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte +blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var +rejst fra Compiegne og stødt til Hæren. + +Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin +Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i +Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. + +Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, +for at se. + +-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion, +saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle +stod op, Stokkene tabte han.... + +-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser, +hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa +Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved +ved Hoved, paa Marseillaisen: + +-Marseillaisen! + +Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_ +det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og +ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i +Flokken foran Tavlen. + +-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra +Saarbrücken: + +I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig +Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den +kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag +vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt. + +Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved +at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for +de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik +frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og +nikkede. + +Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna +gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den +gamle tog den: + +-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa +sit Skød, med rokkende Hoved. + +Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, +ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset. + +-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu.... + +Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den +halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind. + +Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af +Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder. +Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen +og tog hendes Haand. + +-Hvor de synger, sagde han sagte. + +Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand: + +-Husker du din Fader? sagde hun. + +-Ja, sagde Herluf. Godt. + +Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa +Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var +paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal +derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri +... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt. + +Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om +Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme. + +-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og +kom til Jylland. + +-Det var to Gange Brudepige i ét Aar.... + +Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den +gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen +endnu. + +-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i +hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af +Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet. + +Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde. + +-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg +ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen. +Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede. + +Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe: + +-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er. + +De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er +snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik +Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte: + +-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar +de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad +her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den +lyse Dag.... + +Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i +Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede +for Smørkrukken. + +Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom +op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham. + +Dernede gik endnu et Par og sang: + +Allons enfants de la patrie.... + +Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole. + +Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de +_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de +mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i +ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer.... + +Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte + + * * * * * + +Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og +den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde +Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved +Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over +Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige +Perpendikler. + +Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og +mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det +tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige +Smaaknirken under de urolige Ben. + +-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned +med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og +førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. + +Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt +Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem +Klassen. + +-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre.... + +Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos +Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og +velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske +Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede +de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt: + +-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat +(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen +af en Kandidat. + +-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres +Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat. + +Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne +resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig +til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet +syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen: + +-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet +_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om +hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig +Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, +der ikke mere generede. + +-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig« +Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted.... + +-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid. + +Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og +Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen +som et Par Traner paa gloende Tallerkener. + +-Det er os, sagde »den landlige Smag«.... + +Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over +deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne +og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen: + +-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne. + +Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med +nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun +lidt, sad mest og røg og døsede. + +-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til? + +-Hvilket? + +-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften. + +-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon? + +Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. +Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen +gennem Stræderne mod Frederiksberggade. + +En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af +Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til +Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne. +Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede +hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord +igen. + +-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han +drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften, +Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel +Vaabenbroder. + +-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han +gik videre bag de andre. + +-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne. + +Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de +troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag +mod Prostitutionen. + + * * * * * + +Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde +straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet +af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit +Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun +gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle +om. + +Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God +Nat«. + +Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for +megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til +Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde +frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa +Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod +Morgen. + +Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af +den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store +Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa +Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden +Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den +opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen. + +Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de +kom til Arbejde. + +De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i +Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der +fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj +og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den +bare Jord, og hamrede.... + +Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser +gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København. + +Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige +Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde +han overdøve alle de klingende Hamre: + +Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at +leve--med det nye København. + +Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse +Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store +København, med sin flunkende Hue. + +... Saa blev han Student. + +Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang, +blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer. + +Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen +brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken +lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og +Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den +lyse Koncertsal et: + +-Leve København! + +Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og +viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange +Hurra.... + + * * * * * + +Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over +Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab +igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende +Hamre. + +-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, +tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne +Ord: + +-Og man kom løs, sagde han. + +Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede +kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i +Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund +(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede +Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars +Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere +Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig +sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod +Lampen: + +HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE + +Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens +Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste. +Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en +højkirkelig Foresat.... + +Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen +arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. +Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens +Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias« +sidste hundrede. + +I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod +og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet. + +-Mærkværdigt, sagde han. + +-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden. + +-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er +Varsel om store Ting, sagde Meyer. + +De lo begge og skiltes. + + + + +III + +-_Kan_ han no'et? + +-Véd s'gu ikke. + +Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af +Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af +Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne. +(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa +Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige +Sovekammer herskede kun Køllnervand). + +-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den +nye Forretning--paa Købmagergade. + +-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en +Cigaret. + +-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en +Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men +Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa +»Husholdningsbøger«.... + +-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede +Gerster efter det bekendte Avertissement. + +-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at +lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de +fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade. + +-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig. + +-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_, +sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik +hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her +trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev +handlet i dette land. + +Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og +Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja, +alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne +Kapital.... + +-Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag +til at blive Nordens Hovedstad. + +-Ja, ja, det blir den, sagde han. + +Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden +for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun +ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede« +gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til +at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var +Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var +blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til +Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne. + +-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. +Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med +Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for +Reklamen, du-- + +Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en +anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, +Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt. +Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de +venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem.... + +Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles +hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne +selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, +Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller +Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst.... + +-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige +Lejeindtægten i den døde Tid. + +Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og +Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til +København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller +Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København +--til os. + +Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al +Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var +rigtig »oppe« i en Plan. + +-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet +den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i +Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det +Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye +København. + +Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja +--du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde: + +-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at +gribe til«--selv greb han aldrig til). + +-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa +Døren til Entréen. _Der_ har vi Lange. + +-Kom ind, sagde han. + +Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede +Skuldre: + +-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv +paa? + +-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen. + +-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange. + +Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med +en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som +kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«. + +Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, +hørte man Professorinden. Og der blev stille. + +-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen. + +-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad +man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed. + +Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget +for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles +glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Haarene i +Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede +Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I +kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden: + +-_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev +ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer +jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind +til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde +lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa +sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han. + +-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst. + +-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne. + +-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard +langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden +nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ spørger endnu nogle +Gange, sagde han, om »_det_« er at elske? + +-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og +viftede. + +-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har +ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af +Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) +saadan omtrent søgt overalt.... + +-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden +Tone. + +-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om +alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner: + +-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud +for? + +-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt. + +-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt. + +-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf. + +-Ja. Jeg græder da tit. + +-Hvorover? + +-Man _har_ da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet. + +Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige +Grædepile paa Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden. + +-Hvad ler du af? sagde Lange. + +-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg. + +-Ja--jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var +halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det +har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde +Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik. + +De to andre blev siddende tavse. + +-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og +Damerne.... + +-Hm, sagde Herluf blot. + +-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skød vi til Skive efter +Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og +Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud +Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var +ganske blege, du, sagde han. + +Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at +spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var +mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde +været _det_ højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den +brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog +havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge +»Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og +Lille-Gerster hjemad. + +Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster. + +-Ja, sagde Gerster. Det er vi. + +-God Nat. + +-God Nat. + +Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne +Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede +det. + +Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde +vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme +hjem. + +... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter +havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød: + +-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt. + +Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte. + +De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort +et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg +tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget +sød.... + +-Gift, sagde han. + +Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede +--Tone som før sagde han: + +-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet? + +I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man +»talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf. + +Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet. + +-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet +Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler. + +-Ja, sagde Herluf. + +-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig. + +-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem +de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. +Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra +Skrivebordet, da de kom ind. + +-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg. + +-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en +Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue +som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ... +Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede +hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre +Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens +privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og +Meyers Fremmed-Ordbog. + +-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard. + +-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes, +sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse +tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun. + +-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med? + +-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element, +mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede +Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden +sagde: Erhard--vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i +Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under +Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne). + +-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os. + +-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en +vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man +talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nærmeste Venner: Man +kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele +ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, +at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds. + +-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. +Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand, +forklarede hun Berg. + +Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem +spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire +og tyve, sagde Erhard. + +-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et +Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra +Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og +strikkede, naar der ingen var hjemme. + +-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde. +Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun +skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet +Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og +sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--før han gik. + +Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var +ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres +Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende +stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var +gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu +boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen +læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt +bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det +kunde bringe dem Bud »derovrefra«. + +Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle +Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte +hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal: +naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig +Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The.... + + * * * * * + +Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde +Heltz. + +En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i +Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa +Trappegangen--og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et +helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. +Konferentsraadinden snakkede og lo højt--med begge Hænder strakt frem +mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og +sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. + +Herluf undskyldte, at han kom for silde: + +-Ja--det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans +Hænder. + +Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor +Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde +af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa +Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa +fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke +kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; +og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, +han havde en Ulvehunger. + +Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i +Stuen, hvor de store svære Møbler--de var ikke fornyet siden +Konferentsraadens Død for ti Aar siden--var spredt over Gulvet: + +-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg +vil helst sidde fast opad Væggene. + +Berg var gaaet hen til Frøken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod +ham lige strax ved Døren--og han talte med en halv sky, halv øm +Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. +Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, +tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans +Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en +Ingénue paa Teatret. + +De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i +Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde--med +Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af +Skjorten--og slog ud med de kønne Hænder over Bordet: + +-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede. +Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry: +Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort +Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne +ved at være fyrre. + +-Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens +brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, +saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe +efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv +»Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar. + +-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg. + +-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at +konservere Dem. + +De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde +betænksomt: Ja det _er_ mærkeligt ... Naar jeg tænker paa _min_ +Moder.... + +-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde +dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe. + +Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, +lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve: + +-God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne. + +-En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at +sluge den. + +Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise +og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede +undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under +Æggeheden. + +-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. + +-Der flyver dig en stegt Due i Munden. + +-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt +om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse. + +-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse +(naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem +_studere_ min Datter. + +(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og +Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.) + +-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte +nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det +var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed, +kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine +Døtre og sagde: + +-Man kender da vel sit eget Kød og Blod.... + +-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog +Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov. + +Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en +sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den +Symaskinen.... + +-Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber +ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt +... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De _sige_ +mig, hvad man skal give dem at bestille? + +Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde +give dem at bestille. + +Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet +rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig +til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde, +at de hørte, de læste--de fik for meget at vide.... + +-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken. + +Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg +forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg +blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i +dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson +havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene.... + +-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin +Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen +Blegsot.... + +-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod +Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru +Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna. + +-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, +sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle +Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: _Han_ husker +Skovballerne, sagde hun og lo. + +Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det +halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det +muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene +over sit Glas--hun tænkte paa Konferentsraaden. + +-Mo'er, hviskede Asta op. + +-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den +anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op +med Øjnene paa Herluf--de straalende Øjne--og han hævede ogsaa sit +Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede +af al den glade Forelskelse i Nakskov. + +-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, +idet han satte Glasset ned paa Dugen. + +Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige +Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op +gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud +mod Sundt. + +-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk, +hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig. + +Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han +sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved +Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser +om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han. + +-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru +Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender +vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr. +Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen +ved at nævne Fornavnet.... + +-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende +skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender +Gerster? sagde han. + +-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun +blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de +rejste sig fra Bordet. + +Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru +Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand: + +-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to +Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til +Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs +nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde +Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, +han eksperimenterede: + +-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke. + +Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde +fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig +antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet +gennem sin Stang-Lorgnette. + +Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til +Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han +og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal.... + +Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en +Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun +ligner en Fugleunge? + +-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og +skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger +jeg.... + +Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg +talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--_vort_ Ægteskab +er et Kammeratskab. + +De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte +det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne. + +Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og +Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne: + +-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de +varmer ikke.... + +Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og +glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa +Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen +var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at +Numer? sagde Etatsraadinden. + +-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte +paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru +Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille +Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte. + +Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg +ikke heller--Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og +modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem +Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med +Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte +sig. + +-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret. + +-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der +altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for +overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at +fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om +Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_ +skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af +en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig +Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han +tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig +forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst: + +-_Og jeg da?_ sagde hun: + +Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for +Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: + +-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som +fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gaa her--alle de Aar, sagde +hun. + +Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille. + +Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om +Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde +samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed: + +-Asta, sagde han. + +Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet +det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og +følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, +der gribes. + +Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér +man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile. + +-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge +Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik. + +Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet. + +Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt +til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en +hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern: + +-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket. + +-Ja, sagde Berg. + +-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. +Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: +Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik +videre. + +--Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine +Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu +efter Anstrengelserne: + +-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, +netop tilpas.... + +-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige +kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde +hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. + +-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. + +Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' +ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun +følte ind til sin Skulder. + +-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud +taknemmelige. + +-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens +Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede +sin Livvise. + +-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med +Pusteren for at slukke. + +-Stine kan godt slukke, sagde Asta. + +Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i +Mørket. + +Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde +gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs +med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. +Aa din Kryster, sa' Babette. + +Saa holdt hun op og slog Klaveret i. + +-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. + +-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre. + +-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, +som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer. + +-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod +hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal +høre op.... + +-Hvilket? + +-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng. + + * * * * * + +Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange +Samtaler med sig selv: + +Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde +_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans +Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Haand i dette, +filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og +»komme løs«. + +Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i +Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som +havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og +man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og +havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed« +og »Planer«. + +Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt. + +Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: +da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget +fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun +smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv +sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom +løs): + +-Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde _selv_ hørt Ordene +med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at +løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved. + +-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo +aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige +Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren: + +-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye +»Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til +Kærlighed. + +Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor +han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad +med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed +i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? +Er _det_ ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte +kun og spurgte igen: Hvis du troer det? + +Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde +have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske.... + +-Og _hun_. + +Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstaaet hende. + +Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld +--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For +under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes +Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes. + +Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med +sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har +dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte +begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank +sammen.... + +Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens +og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for +Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende +Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag.... + +Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede +paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han. + +-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned. + +Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne. + +-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen. + +-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham. + +Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme +havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som +han kom fra. + +-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus +ved sit første Sold, som han sad. + +Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede +for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den +bort: + +-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde +han. + +Gerster hørte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, +med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand +fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette +Menneske, der _elskede_. + + * * * * * + +Næste Dag underskrev han Kontrakten. + +Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og +Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder. + +Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: +En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en +Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre +Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde +rejst i Norge. + +Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde +sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«. + + + + +IV + +Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme +og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at +»Bygmesteren« sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget +længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet. + +Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt +»Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede +med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad. + +Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, +mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske +Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig. + +Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. +Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der +altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog +han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man læste hele den +ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi. + +-God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet +hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med +»Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til +Skole, før han gik i Retten. + +De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, +febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. +Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde +sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne +Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa +de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt +»borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham--man +havde borttaget Lærredet om Morgenen. + +I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere +transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen: + +-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. + +Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf +og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, +forgyldte Ben. + +-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf. + +-Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med +Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, +hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, +og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem +lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa +Piedestalen. + +-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i +Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde +Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. +Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin +Underskrift et Steds. + +-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar +Navnene gør det--Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem +sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet. + +-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i +Luften, efter at han havde skrevet under. + +-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde +Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok. + +-Nej--vi sørger for os selv herude, sagde Spenner. + +-Vel. Adjø--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød +op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de +forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske +tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: +Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende +Streg ligeud, som en afhugget Hale. + +Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt +af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i +Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske +Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et +ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en +Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum. + +-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt +Primadonnaens Stemme. + +-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang. + +-Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve. + +-Vel, svarte hun igen. Og Programmet? + +-Bliver ved de to Enaktere og Prologen. + +-Hm. Det ene svenske? raabte hun. + +-Ja. + +Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. +Det var først Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af +Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle +Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær--med aaben Overfrakke og +halvt i Knæ af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne +se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse--af Hensyn til sin +skandinaviske Korrespondance. + +Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede +ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske +Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i +Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad +op paa Skrivebordet--Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, +faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' træt ud, mens han i +Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes +Petitrubriker. + +Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, +hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden +paa Hovedet: + +-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en +Maaned læst syv og firs. + +Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og +den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem Aar +spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og +havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk: + +-Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre +fra os, _høre_ fra os.... + +Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme +strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt +skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af +Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for +Pressen. + +Paa Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær +--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen +talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og +stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet.... + +Ved Porten skiltes man ... ȯrnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej +som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske. + +Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en +Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der +valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor +han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med +Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der +sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle +Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen. + +Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: +Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen. + +Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren. + +-Hvilket? + +-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten. + +Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der +var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: +hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina. + +Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en +Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene +prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med +Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt +borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der +bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, +hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper +... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til +Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig +halvvejs sammen over Grotten. + +Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte +Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang. + +Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra +Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval +i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der +ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden. + +Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring: + +Hvad han havde for Idéer--Naar blev _han udtømt?_--Ja, man maatte +forbavses ... Alle snakkede. + +-_Mig maa_ De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille +Dame og rejste sig paa Tæerne. + +Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om +ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i +Psalmebogen, om Præsten: + +-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru +Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran +Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde +Bestillinger til den hygiejniske Kongres: + +-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds, +forsikrede Adolf. + +Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: +Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel--»til selv at skrive +paa--men noget net«.... + +Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, +gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg +Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en +Mappe: + +-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklærer vi, er +under Restavration under Kongressen. + +Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, +sagde pegende paa Kunstbladene: + +-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra +Kobberstik.... + +Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den +gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa +Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han +skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i +hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at +traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent +stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun +stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, +til hun havde set Sønnen: + +-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen. + +-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen. + +Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig +tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han. + +Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt +til Væggepryd, sagde han. + +-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre--dem sælger vi jo med +Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre. + +Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg +Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen. + +I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre +»Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet +ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i +Skumringen, mens han nikkede. + +-Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen. + + * * * * * + +Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede +i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet +med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner +svømmede under en Aakande--en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin +Moder. + +-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at +trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar +Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det »Elektro« +... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde Ⱦgte« ... +Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten.... + +-Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, +sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev +opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan. + +-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand. + +Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, +men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden +Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs +efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru +Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle +Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var +og blev hende en svær Ting--»de putter saa meget sammen«, sagde hun +til Berg--og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne. + +-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. +Konstantin turde hun ikke spørge. + +-Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med +Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads. + +-Udmærkede, sagde han. + +-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior. + +-Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru +Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervøs af +Glæde. + +Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før +Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i +Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa. + +Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i +Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol--og kaldte den +gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«. + +Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun +ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, +sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle +deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op: + +-Ja--de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, +Marie. + +Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn. + + * * * * * + +Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle +Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe +over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun +blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden +»Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i +Mørket. + +Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag +Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der +lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang. +Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en +Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. +Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen. + +Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt +begyndte at sænke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og +Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de +plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes +Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens +Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber. + +Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede +fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der +dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod +Loftet--Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var +mørkt. + +De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste +Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig +første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, +i Angst, ned i Kælderrummet. + +Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede +Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu +gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var +»Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle +danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret. + +Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; +oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. +Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var +kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for +Rampen. + +-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held. + +Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud +gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen +gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne +fyldte Glassene: + +-Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal. + +-Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas. + +... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i +Logen glædesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden +ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det--: + +-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse. + +-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens. + +Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede +igen. + +-Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt. + +Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens +de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne: + +Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som +ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra' +Hurra. + +-Hva'--Børn--det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da +det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens +svingede det fyldte Glas op mod sin Kone. + +-Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en +fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket +frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og +traadte frem; lad Dem ikke forstyrre. + +De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og +febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og +Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede +og nejede, af Respekt for Kapitalen. + +-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, +smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad +Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens +Skød--det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han. + +Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. +Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne +Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog, +fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er +med Glæde--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg +tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus ... +Skal vi tømme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke! + +Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og +--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene +--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget +af _dens_ Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til +Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, +hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom +Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig +Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt +ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse +dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med løftet Glas vendte han +sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele +Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende +Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der +beruste Generalforsamlingerne--udstrør deres nye Rigdomme, skal vi +hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens +København, det _vort_ København, der brød Voldene ned for at bygge paa +ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu +staar. + +-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København. + +Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene +klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom +om de vilde sværge: + +-Leve--leve København. + +Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse. + +Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. +Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem +Gangene. + +De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde +bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den +store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side +af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af +Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i +Gulvet, for første Gang. + +Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret. + +-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom +ind. + +-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den +første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken. + +-Hva'?--Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i +Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar. + +-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal +vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, +sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele +taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni +for Forretninger. + +Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet. + + * * * * * + +-Asta--du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, +der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru +Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent +Vindu. + +Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i +Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne. + +-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se +hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne +dernedefra. + +-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ... +Fra Vitoriateatret.... + +-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun. + +-Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad +stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi--Trin og Stemmer og Latter +... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs +Navn--Gang paa Gang hans Navn. + +-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned +mod Karmen. + +Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, +at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med +Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig. + +-Asta--men det _trækker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen. + +-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet. + +-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren. + +-Ja--der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde +Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg.... + +-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade +Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved +Bordet.-- + +Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter +Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet +»Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i +Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det +varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens +Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede +Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de +ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles +»heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af +evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og »Tante« Strøm blev kaldt +ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen. + +Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele +krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en +Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet +forvexlet sin Paraply. + +Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor +optaget af Strøms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i +Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste +Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe, +en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en +Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu +ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne. + +Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru +Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser. + +Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade +at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig. + +-Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne. + +Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig +frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, +lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde +Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret +Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker +over vis-à -vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare +og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder. + +-Naa--saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da +Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til +Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved +Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget +blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige ældre Udgave Canth--og Putte +sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der +om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse. + +Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste +rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom +drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte +igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede +Fru Mølbom. + +-Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun +afgørende. + +-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i +Vejret, naar man _skal_ være bararmet ... Skaal, »de Smaa«, sagde hun +og drak Ungkarlene til. + +-Det var _uanstændigt_, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun +over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten? + +Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for +Pillen. + +-Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket. + +Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte +ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og +ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden +manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe +Redaktøren i Ansigtet. + +-Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«. + +Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire +Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den +franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i +Dagligstuen. + +Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at +kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa +en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, +der endelig hører Maskinen i Kog. + +Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, +hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage +for at hviske med Bastrup. + +Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at +Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til +Scheele, og Genferinden tog hans Haand. + +-_Scheele_, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt +frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde +fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster: + +Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, +til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt +praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals. + +Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om +Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og +kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der +drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede +Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens +Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup. + +Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, +hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede +Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed. + +Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran +Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun +hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte +Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede. + +Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved +Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de +stridende med store Øjne. + +Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd, +og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte +klagende. + +Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at +høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og +lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker.... + +Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas +Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik. + +Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene +inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for +at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene +op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun. + +-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, +blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var +gaaet. + +Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede +under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge +som et rent Jordskælv. + +-Det er Mo'r, sagde Putte--der lød en høj Latter derind. + +Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen +til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til +Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op +for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med +Sundt. + +-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé +de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret. + +Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende +højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev +ved at spille, saa Strængene dansede. + +Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa +Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog +Barnet--se dog Barnet.... + +Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. +Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og +jublede: + +-De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og +man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de +andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; +og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten. + +-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen. + +-Ja, svarede Herluf. + +-Kom herop, raabte hun. + +De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende +og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de +bare Bén og vilde ogsaa sé. + +Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«; +lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen. + +-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni +hurraer ... en, to, tre.... + +-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene +paa Sundt. + +Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage +Billetter--hos Fætter Grevesen. + +Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med +Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad +Porten. + +De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik. +Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag +faldt ham ikke i Haanden. + +Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden, +paa Kanten af sin opredte Sofa.... + +Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i +Kjole med det nye Dannebrogskors og sang. + +-Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens. + +-Ja, sagde Martens og blev gaaende. + +Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens +hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen +ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede. + +Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op +mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors. + + + + +V + +Det var paa Hældningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens +Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske +Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller +som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var +Løvet allerede tæt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra +Sundet. + +-Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt. + +Himlen var høj og lys, og der laa som et perlende Sølv over Sundet: +Ja, sagde Berg, idag er det Foraar. + +Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, der standsede foran +Vandet eller saa' over mod Kastellets grønne Vold--de første Sirener +stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig sét den før. Og alle +Munde var paa Gled, saa det lød som et eneste Kor. + +-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa +Kørebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegrønne Hække +under de unge Træer: Sés iaften. + +-Vel. + +-Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skød paa dem som en +Raket gennem Sværmen--Time-Drosken ventede ved Porten: + +-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik +Depechen op og læste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en +Bom: Tredive Forestillinger--à tusind Kroner ... Saa spiller vi lige +til Juli. + +Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde +spille her, mens »vore Egne« gik paa Tourné med Aabningsforestillingen +i Provinserne. + +Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre: +Genial Idé, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De--Fordrer kun +ni Personer _med_ Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger. + +-Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden +mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at +han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end +Telegrafen. + +-Under Spenners Ledelse, sagde han. + +Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar +Dampbaadspiberne ind i Støjen, og fra Refshaleøen, hvor Dampskibene +rejste deres store Skrog paa Værfterne, lød Maskinernes Larm og +Smedenes Hamren ud over Rheden. + +-Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange. + +-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer. + +-Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone:--og Tivoli aabent paa den +anden Side af Gaden. + +-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklædte Strøm, ud +mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse +Luft. + +-Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle. + +Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt +og længe: + +-Saagu, sagde Lange glad. + +Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; +Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og +Vandet. + +Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen: Kongresmedlemmer trak +frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa +Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en +Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til +de gamle Herrer: + +-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kaade afsted for at +følge med Vognene. + +-Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om +sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave +skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til +Menuer: + +-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: +Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen. + +Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var +en Gruppe, til midt paa Bordet: København, der strækker Kransen ud +mod Videnskaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fødder. + +-Brillant--i vældig Størelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det +op paa en Nat. + +Lange havde sét Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde +han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg. + +-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for +vor Møje. + +-Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin +»Prinsesse af Bagdad«. + +-Men, de kommer jo til anden Akt? + +-Ja, sagde Berg. + +Et Par skarpe Piber lød, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre +Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer +med sit mægtige, vejrbidte Skrog ... De mødte en Øresundsdamper, og +alle Damppiber lød. + +Sværmen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Lægerne +standset deres Vogne og stod op for at sé: stille gled de store Skibe +forbi i den lyse Luft. Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa +Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste +glad, med sine store Øjne--Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert +fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en +Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne. + +-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af +Scenen om Aftenen--»Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et +Par Krøyer'e«--før han gik. + +Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at +tømmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Værfternes muntre +Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem +Grønt--vinkende som med hundrede Løfter om Sommer--hélt op til +»Hvidøres« slanke Taarn. + +De stod nogle Øjeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog +om dette--en Bog, du--og han førte Haanden gennem Luften, som vilde +han indfange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre--med _Sol_ over-- + +-Lys ned over Siderne, sagde han. + +-Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede +Tone, de har ingen Øjne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer. + +Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Kørebanen. De +saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket +Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens +der blev lét i Vognen. + +-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at +vifte. + +-Han saa' svært lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han. + +Berg trak paa Skuldren: Hvem véd. sagde han: de gik hjemad gennem +Grønningen. + + * * * * * + +Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede +ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt +behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene. + +-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid +svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han. + +-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs, +at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at +trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde +ham i Skøderne. + +I den runde Gang saas kun tre Frøkener Gravesen og en Niece af Hr. +Stær, der benyttedes til en Slags journalistisk Blænkertjeneste i +Tilfælde, hvor Diskretionen forbød »de Herrer« selv at være tilstede. + +De hørte Vognene rulle frem foran Façaden, og de Herrer Læger +standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med +én Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler. + +Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet +ad ingenting, mens de bakkede løs paa Fest-Havaneserne--hvad der lod +Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og +Branddirektørens nye Reglement. + +Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsidentværdighed, rank, med +det nye Kommandørkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord +med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tænkte paa et Par Landlæger +af den gamle Skole, der havde været særdeles livlige ved Kaffen. + +De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Børster Skæg og +Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen +med strakte Halse, og de to Landlæger--gamle Studenterkammerater med +svære Halskæder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa +en Sofa og sagde: Ja, ja, det gør godt at sidde, du gamle, og slog +hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for. + +I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkener Gravesen og den +Stæhrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den +anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede +Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at Publikum ventede. + +Kongresherrerne strammede sig op i Knæerne, idet de gik ind ad de +aabnede Logedøre, og Kontrollørerne holdt Midtlogens Fløjdør paa vid +Gab for Spidserne, der førtes ind af Professoren. + +Saa hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsraad Sténs festvante +Stemme med et »Leve den hygiejniske Kongres«, og Larmen, da alle +rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche. + +-Saa--nu er de der, sagde Adolf. + +Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn. + +De to Landlæger var blevet enige om: at først kunde man vel styrke sig +med noget »Vand«, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med +Cigaraske ned over Knæerne.... + +Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Huset. + +Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en +saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla. + +Alt var matblaat: Silkeforhængene, Vægfelternes Grund, hvor blege +røde Roser var malt i Buketter, Tæpperne og de mangfoldige +Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor +store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte høje +Fønixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af +Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa. + +En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhæng tilside, hvor +Palmer og tunge Rosentræer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra +elektriske lamper, dæmpet gennem blaaligt Glas--det samme Skær næsten +som af Midnatssol--Landets daglyse Nat. + +Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen, +udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun +vinkende. + +Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og greb haardt om +Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren. + +Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette. + +Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa' +dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit +rokkende imbecile Hoved, som hørte han endnu paa sit Kateder en +Oversættelse af »De officiis«, Kars med sine foldede Hænder og Stæhr, +sammenbøjet og foraset, allerede i Tankerne forfølgende en filosofisk +Idé til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; +Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op mod +Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem +langs Balkonen. + +Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin Plads i første +Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede +den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte, +mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med +Øjnene bestandig, bestandig mod København--Sten paa Steen havde bygget +deres Existens. + +Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i +Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdélsmøder; fra +Landsdélsmøder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han +forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede +Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter +Øjeblikket, naar der skulde gribes til, Øjeblikket, hvor _her_ var +_Plads_. + +Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som næret af alle hendes +hemmelige Ønsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst +forstaaende hele dette Felttog for at réussere, som her stille førtes +fra Dag til Dag. + +Indtil nu. + +Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen, +hvor hun i Halvmørket skimtede sin Mand rank, med det tænksomme +Ansigt og Kommandørkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og +blev siddende med et Smil. + +Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf +Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog +Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var, +Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af +Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst: + +-Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig? + +-Fordi jeg elskede Dem. + +-Og derfor har De vanæret mig? + +-Jeg elsker Dem, Lionette. + +Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne Kærlighedshistorie +til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man hørte +dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru +Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store +Øjne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed +i sin egen Læbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet +Knas. + +Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlæger, der +ogsaa vilde ind og sé paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru +Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket +og halvt andægtig, naar hun var i »Martens Teater«, rykkede angst helt +hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen. + +Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med Ægtemanden kom. + +Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte Tjenernes og +Kommissærens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet +alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at dække en +pludselig Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge Døren. + +Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--før hun +havde løst sit Haar, det lange rødlige Haar, og blottet sit Bryst og +flænget Kniplingerne løs fra sine Arme: + +-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Døren op. + +Man tænkte ikke paa Handlingen, man brød sig ikke om Dramaet. + +Man saa' kun aandeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige +Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys +prægede Guld. + +Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved +Synet af dette Guld i Guld, løftede hun med et Skrig af Triumf den +blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Mønter--der faldt som en +gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tæpper hastigt sank. + +Det var ikke Bifald, der lød. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de, +bøjende sig frem over Jernstængerne saa langt, som skulde de styrte +ned fra den svimlende Højde; Lægerne strakte Armene frem over +Balkonens Engle og raabte høje Bravoer ud over det bevægede Parket. Og +som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt Fru Duncker, mens alle +klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste +Vindstød bryder helt. + +Tæppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da +hun løftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen +var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet, +saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun +pludselig, i Parkettet og Loger, sét hundrede grønlige Lig, der gjorde +Grimacer imod hende i det skærende Lys. + +-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun næsten vaklede. + +-Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset +faldt ud over Salen. + +Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktør Isachsen, staaende op paa sit +Sæde i Parkettet, et nyt »Leve for Københavns Gæster--Samfundets +Helbredere«. Og efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte +Vicepræsidenten, mens alle Læger rejste sig--Professor Gerster stod i +Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfæer--et: Leve Storstaden +København.... + +-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København! + +Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at +ryste. + +Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i +Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham. + +-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse. + +-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig +fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke +Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed. + +Hurraerne lød endnu. + +-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf! + +Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte +endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave +efter: + +-Vist, Tante Strøm, maa det kunne gøres paa Cachemir, sagde hun. + +Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i +Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne værgede de bestilte +Borde, og Damerne, med deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i +Stimlen, der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som Herrerne +sloges om. + +Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i +Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Sæde, og +Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik. +Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes Støj fra det store +Køkken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem +Talerøret. + +Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen. + +Bag de store, aabne Døre til Anretterværelset, hvor Jomfruerne travlt +rangerede Fadene under de høje Varmelaag, saa' de det store Køkken saa +oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor +Jomfruer med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene og over +det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra +hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter. + +Alt var i Virksomhed Ovndørene, der blev slaaet op og i, raslede i +Hængslerne, og hedho'dede Piger førte Piskejernene til Omeletterne, +saa det klang. + +Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med aaben Mund--paa Dampen, der slog +hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i +Køkkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svært Jern over +Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal. + +Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra fransk Savoyen, der +førte Chateaubriand-Jernet til en Stamgæst med højst-egne Hænder. Fru +Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svær med Jernet i +sine Hænder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede +»Stegestykker« ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden +bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kødtrug, hvor de +skære Kødflader laa Side om Side som flængede, blodige Tunger, og +klaskede to nye Stykker skært om den ene Kødflade, han skulde riste. + +-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra ham og de Kødstykker, +han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr. +Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han +fo'r smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene. + +Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde: + +-Det er det franske Køkken, sagde hun og lo. + +Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i +Huse, hvor man brugte det franske Køkken. + +De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og +Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes høje Kor. + +Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine Øjne den store Kok, der +lod det gode Kød falde unyttigt ned i Asken. + + * * * * * + +Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i +»Victoria-Restauranten«. Men Berg vilde ned paa »Bladet« og »fyre« i +med et Par særlige Notitser først. + +Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gennem Stuerne, hvor +Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv været Referent +ved Kommunens Middag--havde tændt alle Gaskroner, og nikkede og hilste +gennem Rummene til Berg. _Der_ blev læst Korrektur, og _der_ blev +skrevet Referater--alle var i Virksomhed. + +Stæhr læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen pludrede Frøknerne +Gravesen, Fru Stæhr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og +festklædte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og +Frøknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til +Erindring--mens Hr. Stær stadig blev ved at foredrage den svenske +Festtale med en patetisk Røst, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Døtre. + +Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af »Bladet«, og +Herluf slap endelig løs fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer +at komme ud i Budestuen og søge Numeret. + +De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst +Avisen. + +Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr. +Sørensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte +Lakbogstaver: + +HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE. + +til Svovlstikken slukkedes. + +Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, +i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte +hinanden Haanden. + +-Ja, Berg--sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin +Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de +hvidbrystede Herrer Medarbejdere: + +-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By: +_Circenses et--Circenses._ + +-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets +Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor. + + * * * * * + +Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen. +Der var stødt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller +fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med +mange smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver +Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved +adskillige smaa »siddende Glas« med gensidige Behageligheder. + +Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og +sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter. + +Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem +forbi Frihedsstøtten. + +Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art +Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsØre-Butik i +fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf: +Begyndelsen til »Nathandelen«. + +Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene. + +De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over +Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i +Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede +Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom +langs Logerandende saa' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra +Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin +ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i +sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem +Rummet. + +Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade +Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en +Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel. + +-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid +bestandig saa' ud som et gennemforkølet Barn--og Herluf maatte ind at +drikke med Selskabet. + +Musiken begyndte paany. + +Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene +blev revet op, og man fløj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at +valse. + +Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne +fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen. + +Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene +og stødte mod Væggene--inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud +gennem Larmen. + +Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev +Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man +fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti +Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter +(hentede i »Nathandelen«)--der faldt ind i »Kyssenes Vals«. + +Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strømmede +man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se; +alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm +under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og +Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«. + +Ingen hørte; Ørenhinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne +Pulsslag dirrede de elektriske Klokker. + +Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Væg eller +Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf--holdt Krause, mens alt +gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en +Trofæ. + + * * * * * + +Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa Skær af Morgen +meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de +alligevel »gaa lidt« og røre Benene, før de vendte hjem. + +-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den +Kongres har kostet os. + +-Kostet? sagde Berg. + +-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De +hører til Driftsomkostningerne, sagde han. + +De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og +stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter. + +Kun paa Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de +vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to. +Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og +halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen. + +-Men nu skal vi _høste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang. + +De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille. +Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk +gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder. + +Lidt efter lidt blev det ganske Dag. + +Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, +den var vaagnet--Storstaden København. + +Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede +op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i +skandinaviske Farver. + + + + +ANDEN DEL + + +Regn af Aske + + + + + +I + +Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til +Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen. + +-Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er +overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne øjeblikkelige +Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde +nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i +den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele +vort Forretningsliv og--jeg tør sige det--hele vor økonomiske +Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot +repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor +alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne +Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og +Udholdenhed. + +Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let +Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans +Excellence Lehnsgreven var meget døv--og rejste sig. Alle de svære +Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed +»Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten +middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer +konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe +Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer +af Landstinget: + +-Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom. + +-_Hvem?_ raabte Excellencen. + +-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo +igaar hos Majestæterne. + +-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet +paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn +... Hva' si'er De? sagde han. + +-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom. + +Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer +talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden +Ende af Henrykkelse. + +-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt +Talent.... + +-Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget +ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter.... + +Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der +altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: +Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk +staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor +Kunsthandelen. + +Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, +som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar +i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten. + +Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre--sagde +han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea +lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte +iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne +Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af +Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden: + +-Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn.... + +Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: +Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der +kan arbejdes. + +Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor +for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge +Billetterne i »Byernes Hjerte«. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad +Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i _denne_ Gade.... + +Billetterne blev solgt paa Købmagergade.... + +-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev +ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort +af Mennesker. + +Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat +Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere +hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde +Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran +dem: + +-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende. + +Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost. + +Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen. +Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. +Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser +fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske +Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af +Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste +Trin og smilte. + +I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en +Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det +stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt +sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa +Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte +Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig +stille Messe. + +Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem +Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje +Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige +Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var +i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener. + +Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store +Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i +sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et +Kort. + +Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden. + +Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde +han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan +undertiden komme til Ulejlighed.... + +-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det +samme ... Hr. Konferentsraad. + +-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at +interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os. + +-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som +legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham. + +-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf +Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag. + +-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der +tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter.... + +-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg. + +Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende +Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. +Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, +fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde +ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de +betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der +nu til Sommer forberedtes af Nordmændene.... + +Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere +materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved +Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens +Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i +visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens +Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i +Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om +hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om +Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i +København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede +det-- + +Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle +Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt +indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise: + +-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til +at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form. + +-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_ +sagde han. + +Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der +fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: +Ja--vi vil lære dem at _forstaa_, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et +andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig +og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes +_Dialekter_ overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for +hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder. + +-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er +blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens. + +Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden +betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved +denne Tavshed, sagde Berg: + +-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden +Opland._ + +Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg +og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol: + +-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land? + +Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig +Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen. +Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod +København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil: + +-Jeg har fundet Plads til en Havn. + +Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde +aflæst dets Hemmeligheder, sagde han: + +-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun +Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han. + +Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte +sig om mod Berg og sagde muntert: + +-Naa--og hvad er det saa, De vil? + +-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone. + +-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder, +mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye +Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den første Nysgerrighed +hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje +til at foretage sig--maa man støtte sig til--til ordnede Forhold for +at komme videre, sagde han. + +Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt: + +-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere +»nøgternt«.... + +Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg +mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det +var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) +Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette +Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne +Sag.... + +-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde +Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem +... til det hele ordner sig. + +-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde +Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der +stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo: + +-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland. + +Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det +blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind +i det Indre af Byen paa den Tid. + +Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han. + +-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham +iovermorgen. + +-Hvor stor? sagde Adolf. + +-Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest, +foreløbig ordne Sagen. + +-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede +Hænder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de +andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs. + +Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den, +sagde Adolf. + +Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske +urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned +paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet +Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. +Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af +Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der +ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen. + +-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig +nødsaget til at rekvirere Politi.... + +Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger +inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser. + +Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene. + +-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer +syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette +Sands--: + +-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen.... + +-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa +Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne. + +Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert. + +Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som +sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem _kun_ i sidste +Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz. + +Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin +... Jublen var ubeskrivelig. + +--Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større +Kasse-Kredit. + + * * * * * + +Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru +Stern svippe ind. + +-Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod +Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet +idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, +alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun +talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa +sin Arm. + +_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen +af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede +sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, +pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en +Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en +Klasselærerinde.... + +-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem. + +-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes. + +-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under +Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger. + +Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste +hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af +indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn +genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad. + +I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant. + +Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og +holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun +selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled +i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs: + +-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran +Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne. + +Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham +større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne +lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige +lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning +opad. + +Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige +ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa +ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i +den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og +begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der +saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog +en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede næppe Rede i dem. +Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres +Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten +ligedan. + +-Mus, sagde han. + +-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham.... + +Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende +første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa +den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge +mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. +Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten +gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen +pludrede hun over Torvet. + +Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende +i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. +Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad +Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe. + +-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, +tænkte jeg, sagde hun siden. + +Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var +ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, +morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i +Drosken--og saa sagde han: + +-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme. + +-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo. + +-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han. + +Hun svarede ikke. + +-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa kørte Drosken hende +hjem.... + +Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af +Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den +røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' +paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine +Tøjplanter paa Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, +mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at +vende Agterspejl mod »Damen«. + +Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun +saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og +de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med +hinanden i Krogen af en Balsal. + +Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas: + +-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede +efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun +listede paa Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; +hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret +til: Hys; hun holdt Fingeren op. + +Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over +Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Døren til +Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa' +ned i den stille mørke Gade: + +-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres +lange Vinduesrække--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre +op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt: + +-Han sover nu, sagde han. + +-Ja, nikkede hun og lo sagte. + +Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse. + +Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at +der ikke var det allermindste morsomme ved Livet. + +Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun +gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, +hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i +Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde +nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og +rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt +vedlige«.... + +Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som +et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun +stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var +i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen +skinnede, blev raabt an de Snese Gange: + +-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint. + +... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ... +Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og +forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, +og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun +blev gift.... + +Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere +end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole +til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, +der altid skændte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til +Oberstinden. + +Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries +Ryg--og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine +Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til +Popoen.... + +Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom +og rev hende væk.... + +Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster.... + +-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en +_normal_ Familie-- + +... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, +den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første +Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og +halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur. + +Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar »han« var +forrejst, og begge Piger var sendt ud: + +-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie +Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende. + +Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, +og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over +Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var +Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af +Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--: + +Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i +Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af +saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets +Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch +for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de +en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst.... + +Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det +klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og +Mathilde fo'r op: + +-Hys--Provsten, sagde hun. + +Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke +Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men +Provsten--men Provsten, til han var vel ude. + +Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen: + +-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet +end Fru Mathilde. + +-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev +aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad +endnu efter Regnen. + +Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj: +hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille +resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver +Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg: + +-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel +det første, man faar lært.... + +Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele +Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig +Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde +Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret. + +En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af +Mathildes Glæder: + +-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og +Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden: + +-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem +til Mo'r. + +Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik +nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa +den laasede Badekammerdør. + +Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede +om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen +brænder« har gemt Tampen. + +-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, +paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en +Støj over Konen«. + +Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i +Blekingen. + +... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes +Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. +Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«, +som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin +Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod +Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte +Stuen--: + +-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af +hende, naar du sidder pænt.... + +Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af +hinanden, ind paa »Hytten«. + +-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der +første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien: + +-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet. + +Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op +i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--: + +-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder.... + +--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde +Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe +og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster. + +-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte +Gerster ved Volden. + +-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt +hjulede Ben. + +-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem +fik Lille-Gerster dog ikke. + + * * * * * + +Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen +støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig +Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen. + +-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er +der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde +det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige +Kunder i Butiken: + +-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa +Pulten. + +-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i +Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et +Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa +distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. + +Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: +Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng. + +-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden. + +-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han +blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar +Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig +i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: +_den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner. + +-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, +Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun +mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen +alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld. + +Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller +straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa +Teatret. + +Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet +gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her +er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende. + +-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen. + +-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev +Tavshed, til hun gik. + +Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet +ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han. + +Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den +sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke, +sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren. + +-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun. + +-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med +en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige +Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, +man vovede mod »Kompagnonerne«. + +-Og hvad nyt ellers? sagde Berg. + +-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen. + +-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse +med Pennen. + +Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme +strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«. + +-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet +ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig. + +-Farvel, Frøken, sagde han. + +-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken +Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige +forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid. + +Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han +aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende +Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige +Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive +betænkelig som til Opbrud: + +-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke +paa Kredit. + +Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han +krænket: Koncertsalenes Patti.... + +»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. +Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have +Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i +Banken. + +Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen.... + +Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til +sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som +Berg først nu blev vaer i en Krog. + +Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev +Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede +dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang: + +-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig +havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og +Pianisten. + +Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han +med Værdighed. + +Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget +afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz +rejste dog sikkert ikke idag.... + +-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre +Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en +Skildpadde, der trækker sig i Skal. + +Han gik med Pianisten. + +Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor +der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor +Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et +Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne +Plakater--: + +-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede +Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte +sig. + +Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor +han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og +Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde +spise godt til Middag. + +Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den +anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne +Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt +Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den +anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde +han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til +Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude. + +Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig. + +Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over +Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de +opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede +Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. +De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver +paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i +deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i +Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af +Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt +paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her. + +Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum +sled. + +Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et +Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende +godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade. + +Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at +staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig +til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen +udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen. + +Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene +saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. +Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt +paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som +flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med +dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld. + +Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til +han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde +var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak +op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens +opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr. + +Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de +opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik +fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper +og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere: + +-Dette var _for_ usolidt gjort. + +Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i +Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde +Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var +noget ramt i Luften. + +-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde +Konferensraaden. + +-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de +Bank-Delegerede--man agtede at spise herude.... + +Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret +Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om +Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er +saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig. + +Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt +spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--: + +-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom +hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han +berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok: + +-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de +»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor +Inventarieliste.... + +De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige +Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens +talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i +Lektien: + +-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han. + +-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde +Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: +Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa +deres Penge.... + +Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de +modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt +ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod +ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, +bærende Loftets pompøse Ornamentur. + +Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde +Konferensraaden: + +-Dog et smukt Billede. + +Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af +Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen +og skiltes. + +Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at +Dagskassen var gjort op. + +-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han +holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par +Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten.... + +-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner. + +-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke +Fattiglisten. + +-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem. + +Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt. + +Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, +uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa +Klatpapiret. + +... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa +Kontoret. + +Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han +talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple +alle Fribilletterne--foreløbig. + +-Vi maa s'gu ha'e Ⱦgte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo. + +Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han. + +-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, +Jespersen. + +Berg var gaaet hen til Pulten: + +-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han +saagu ogsaa Autografer. + +Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende +Navnetræk.... + +Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet +med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed +Fattigskat af sine Fribilletter. + + + + +II + +Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien. + +Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, +hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og +ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne +applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med +Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig +Barsel. + +-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen +tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir +det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin +teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling.... + +Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre +hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre +Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han +kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i +Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks: + +Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for +det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af +hendes Pigebørn. + +»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie +sad paa Skødet hos »Støderen«: + +Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det. + +De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde +_sin_ Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik +det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne. + +-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden +Sal. + +-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken +Frederikke. + +-_Du_ maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra +Stuen. + +Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun +vidste allerede hverken ud eller ind: + +-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun. + +-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om +Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun +bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten +en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke. + +-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede +Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve +Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd +vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Løbet i Aarene ... + +Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke +rigtig egnet til Festiviteter. + +Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men +det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede +og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil +ogsaa Theodora hørte. + +Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver +Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa +Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med +vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners +Løn om Maaneden. + +Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af +»Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden +overdøvede alle Frøknerne. + +Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette +Værelserne. + +-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at +inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes +Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk +Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre +Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder, +der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. +Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, +indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik +at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af +rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da +de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for +Mørke. + +-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men +værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner +er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen. + +-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde +holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme. + +-_Umulige_, sagde Frøken Frederikke afgørende. + +Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede +Vilhelmine,--det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede +allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og +fra Kontoret med Posen: + +-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, +Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget +ikke var »til hendes Fornøjelse«). + +To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle +Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med +Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske +Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller +sjældent se dem fra alle Sider: + +-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke +rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte. + +-Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. +Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede +Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var +ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde +hun til Vilhelmine, der assisterede. + +-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at +træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget +laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større +Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om +Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos +alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen: + +-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra +Sang ved en Begravelse. + +-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine. + +-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde +aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie +draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, +at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frøken +Amalie og pustede. + +Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle +seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke: + +-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida.... + +-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine. + +-Hun har ikke rørt en Finger.... + +-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad +trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til +_Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt. + +-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. +Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert +nyt »Kar«, der manglede. + +Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, +Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev +installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne +laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken +Ida, den yngste. + +De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, +stivho'dede for ikke at skade Frisurerne. + +-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede +fra Gangen ind i Balsalen. + +Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede. + +-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til +Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen. + +-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af +Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen +--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid +Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ... + +-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille +Kvarter, Frue. + +-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til +sig. + +-Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig. + +-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besørget Frue, _er_ besørget, +opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt +usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et +nyt Nik. + +Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde +faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det +eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa: + +Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som +Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er +ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen. + +-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor +Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa. + +-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til +Stuepige og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik. + +-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret +sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med +Haanden op for Munden. + +Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke +behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et +sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte +Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens +Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa +Baand. + +Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig +udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne. + +-Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor +man kan tage en Kjole paa? + +-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt +under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men +hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten. + +Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornærmet Tone og +rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var +den humoristiske Vise til Bordet. + +-Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der +hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til +Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den +megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster. + +Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med +Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... +det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de +andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han. + +-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone. + +-Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der +forskrækket løb ind til Døtrene og sagde: + +-Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte +sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«. + +-Naa--vrippede Frøken Amalie--gør han os den _Ære_? Det var svært! hun +drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte. + +Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge +for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side. + +De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser +paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke +ulige Begyndelsen til Søsyge--til det ringede. + +Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i +den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for +Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, +naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn +Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker +og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en +Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al +Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at +overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse--højlydt som Skader for at +hæve Stemningen. + +Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen +for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, +men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, +der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og +som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. +Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru +Gravesen for at præsentere: + +-Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert. + +Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der +ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen: + +-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart +kommen alle? + +-Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er.... + +-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru +Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som +garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit: + +-Ja--her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun. + +-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest +var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke +Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange +Handsker. + +Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran +Balsalsdøren ventende paa Pianisten. + + * * * * * + +Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en +hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var +Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i +Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele Ȯsken« rystede. Alle +Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne +drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde +maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med +Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der +syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke. + +De Herrer politiserede. + +Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: +Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter +Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med +Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det +var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den +Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det +var en Levebrødsinstitution--én eneste Levebrødsinstitution hele +Venstre.... + +Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin +Lænestol, sagde nu: + +-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_ +... Højre mangler Mænd, der lever af det. + +-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De? + +-Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. +Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede +af den.... + +Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne +falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde: + +-Ja--før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe. + +Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi +Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen +gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten. + +Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset +vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde: + +-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfærdige +Sag. + +Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen +igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa +inderlig lettet ved: at det nu »gik«: + +-De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede +paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre. + +Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget +trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille +Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene. + +Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte +i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og +»tog nyt«--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme: + +-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i +Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i +Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme +ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, +sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den +Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for +Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen. + +De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede +Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, +der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra +Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der +lugtede som Kongerøgelse. + +De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge +let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun. + +-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke sætte sine Penge i +Centralbanken. + +Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om +Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur +bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted: + +-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med. + +De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var +en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde: + +-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk. + +Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret +Mand havde begyndt. + +Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par +Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev +der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem +Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det +hvæsede--hørte man den opfarende Herres Skratten: + +-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer. + +Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik +Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«: + +-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted. + +Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille +sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér +rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige +Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene. + +Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo. + +-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den +anden Stue, de Mennesker lever lystigt.... + +Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, +der var nogen i Kabinettet. + +-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker. + +-Er De her? sagde Herluf forbavset. + +-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. +Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har +set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del +Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en +brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, +mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene +havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet +sammen, saa Kindbenene stod frem. + +Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget +Svar tilføjede hun: + +-De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? + +Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske +Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa +kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille +Herluf, tilføjede Fru Canth. + +Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set +hinanden i to Maaneder. + +Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens +kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem +Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende +Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. +Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad +Trappen, med den hele Række. + +Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne +sled--Rækken fløj videre: + +-Nej--ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren +til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en +enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, +hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop. + +Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen. + +De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der +havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da +»Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den +hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad +Trappen; inde i Salen begyndte Valsen: + +-Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København. + +Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv +gennem Larmen: + +-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de +hørte Stemmerne paa Trappen. + +-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet +ikke forsøgte at skjule. + +-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer. + +Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han +naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' +Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, +saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og +se hendes Ansigt: + +-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er længe siden. + +Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise +ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa +Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens +alle raabte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener. + +Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren +og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa +Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer. + +Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med +Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst +til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man +kom til Ro. + +-Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, +som paa en Restauration. + +-Brød _her_, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over +Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med +Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, +ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede +Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko: + +-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, +Vin.... + +Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad. + +-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad +ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun +fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe. + +-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der +raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren. + +-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de +rensede Fade: + +-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde +Sangbunken. + +-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin +oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde +fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin +reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt +to Flasker op over Frøken Idas Ansigt. + +-Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skød +Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et +Kjoleslæb. + +Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen +ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste +sig og greb efter de flagrende Blade og raabte: + +-Melodien? Melodien? + +-Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour--her kysses +vi--og gør Kur«. + +-Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses--her kysses vi.... + +Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden +Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret. + +Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde--Fru Dunker sad lænet +frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ--og Scheele +rejste sig: + +-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte +sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun +spillede. + +»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de +Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra +Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede +Adamsæbler--og dirigerede. + +Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, +Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo +de og applauderede. + +Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin: + +-Dacapo--dacapo, raabte han. + +-Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i +Døren, komplimenterende til Fru Gravesen. + +Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr. +Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede +Døren til Gangen: + +-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et +Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han +_trængte_ til at faa sagt--Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa +inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa +lidt, før han gik videre og sagde: + +-Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et +Glas, med et Par alvorlig følte Ord--for den danske Presse. + +-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, +mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til +Ære--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det +aandelige Arbejde i Fædrelandet. + +-Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans +Overbevisning--Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste +Aar. Den har været som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ... +De vil forstaa mit Billede--som en Tyrtæus har Pressen været for vort +Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye +Baner--disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste +Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i +Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne +By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tør sige det--det hele +danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk. + +Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et +Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre +Tommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før han +vedblev i en noget anden Tone: + +-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos +vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, +denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet +og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og +Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i +_Konkurrencens daglige Fægtning_--dér staar den sande, den svære Prøve +for en Presses Moral. + +De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen: + +-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_ +fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land. + +-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor +danske Presse. + +Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt +ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--»Levet« endnu en Gang, +og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede. + +Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands +Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog +nu Emnet op igen: + +-Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, +at han har forladt den aktive Tjeneste.... + +Fru Petersen saa' paa ham. + +-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han +--Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger--nu +vil han have Tid til at gøre den gældende.... + +Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil +og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin +Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte +paa--: + +-Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa +det. + +... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om +ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i +sit Hjørne. + +Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk: + +-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt +paa at elske? + +-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru +Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, +at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han. + +Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han--og i den +samme halv satiriske Tone som Scheele--: + +-Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han. + +Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket: + +-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til +Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud. + +... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en +Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade +efter med Brødskorper--det Gravesenske Køkken var ganske udtømt. + +Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om +vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru +Gravesen, men Børnene var sultne. + +-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad +Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne +Theodora Senge op til Frøkenerne. + +Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var +faldet i Søvn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig +blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han +var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og +sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig +derefter.... + +Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, +havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra +Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som +Musehaler: + +-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en +Fornøjelse. + +... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora +havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener +til Side paa Dynerne i Skyndingen.... + +Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret. + + * * * * * + +Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var +slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, +Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at +bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev +Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning. + +Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten +kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine +Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, +maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; +skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa +en Veksel eller paa en Regning--mens de gik. + +Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad +Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru +Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men +hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. + +-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man +sover. + +Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i +Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se +til--som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to +gamle sad modløse, hver i sin Krog. + +-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder. + +-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun. + +-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige, +strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog +sit sukkende og tankeløse: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og +fik Tøjet paa. + +-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende. + +Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit +kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den +halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og +_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra +det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte +vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf. + +Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen +Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det +udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge +to tavse i det mørke Kontor. + +-Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret +er der fuldt. + +-Ja, sagde Frøken Hansen. + +De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde +sagtere: + +-Men--Frøken, sagde hun--hvor blev Pengene af? + +Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa--der skal +jo meget til, sagde hun beroligende. + +-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin +hviler det--paa ham hviler det. + +-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig. + +Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte +med samme Spørgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, +Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under +Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og +langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de +hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus. + +En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre +saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med +Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru +Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle +Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom +hjem, sagde hun: + +-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet ... for +at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt. + +-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg. + +-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: +hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer.... + +-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte. + +Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet: + +-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som +Køkkentrappe-Inspicient. + +-Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... +Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun. + +... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest +ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede +Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der +vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, +farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og +Guld. + +Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa +Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i ét Kor. + +Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med +Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og +bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, +af Adolf--det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og +skældede dem baade for Tyve og Røvere. + +Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til +sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over +dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og +Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene +Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med +hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev +bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i +Asken. + +Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under +Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, +gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu--til hun +en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog +hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i +Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen. + +Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt +højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han +vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede +Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder. + +Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de +hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de +flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det +altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og +Trøfler--Kokken _gød_ de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som +fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de +skyllet i Vandbækkenet--gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om +Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, +Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener. + +... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs. + +Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for _den_ blev jaget +bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde +fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slæbt skært Kød ud +af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter. + +Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to +Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, +fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset. + +Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med +sine fem Procent af alle Indkøbene--valtende foran Madam Martens, der +blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen.... + +... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi +Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i +Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu. + +Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen--han var i +det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid--: + +-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at +banke paa. + +-Jo--Tyve og Røvere, sagde Berg og lo. + +Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at +komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden +ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen: + +-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf. + +-Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg. + +-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret. + +De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig +saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: + +-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit +Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe: + +-Hvor bliver vore Penge af? sagde han. + +Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. + +-Fattigskatte?--hvad vil det sige? + +-Har De virkelig _troet_ paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en +ny Slange hen over Papiret. + +-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over +Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? +sagde han heftigt. + +-Jo, svarede Adolf blot. + +De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede +lidt. + +-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf +utaalmodigt. + +-Vi _maa_ gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen. + +-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde +Berg. + +De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved +at holde Ansigtet ned over Pulten: + +-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive +ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og +stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden. + +De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og +stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter +paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et +Koncertbureau: + +-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere +_os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne. + +-Spenner var god til det, sagde han. + +Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at +tænke derover--sagde Adolf: + +-Tingen er, Terrænet er _dog_ lille. + +-Ja, sagde Berg. + +Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde +endelig hjem. + +-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm. + +De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende: + +-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang +efter »Prinsessen af Bagdad«. + +-Ja, sagde Adolf. + +Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det +modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig +dybt i Muren, syntes det, nu i Natten. + +-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod +Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals. + +Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt +ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske +det samme Udtryk som Gerster--i Øjnene. + +-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig. + +-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs +Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter +Vokssvovlstikker i alle Lommer. + +-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ... +Der kommer vel bedre Tider igen.... + +De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig +selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert +andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han. + +--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner +til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle +Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i +Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke +vanskelige at anbringe. + + + + +III + +Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor +Døren i Canths Entré--: _Anede_ De det? + +Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder: + +-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han. + +Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet +slog ham som et Brædt gennem Hovedet. + +Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed. + +-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om +det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt +anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han. + +-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, +hun var rejst og ... forklarede ham. + +Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet. + +-Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun +hilst Goddag med et majestætisk Nik. + +-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde +Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de +andre. + +Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru +Legationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt +til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af +Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende +Glasøjne frittende paa hver, der kom. + +-Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger +»Menigheden«? + +Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved +at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra +Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede. + +-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev +helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som +klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om +Dunckers to stakkels Drenge: + +-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler. + +De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen +rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en +stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde +(Stemningen blev ved at være lidt tung): + +-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille +ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som +Herluf kom. + +Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig +til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og +opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en +lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er +De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i +Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham +med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde +Plads i Sofaen. + +Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. +Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, +og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som +et Sæt Fingerøvelser. + +Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. +Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad +uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af +Bastrup. + +-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig +høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, +at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det? + +Fru Strøm vendte sig og bevidnede det. + +-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte +sig igen til Vinduet. + +-Jo--det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at +fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo +hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet.... + +De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af +hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt: + +-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte. + +-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun. + +-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede +af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød +frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke +endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_.... + +Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have +kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder: + +-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at +hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa +hende.... + +-Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte +frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik. + +Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. +Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine +Enkeltheder. + +-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De +var der jo? + +Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for +Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at _dette_ var ham +kærere«.... + +-_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang +af Obersten selv, ganske nøje--han maatte komme hen til hendes Puf. + +-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere +tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid, +sagde han. + +Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa +sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var +uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf: + +-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem +Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til +den næste. + +Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var +saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa +Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende: + +-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den +lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans +fingre. + +Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt +om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad +Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter +blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det +store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte +højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger. + +Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de +Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun +igen: + +-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers. + +Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to +Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, +i Kredsen af de vante Ansigter. + +-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet +Glas: Rigtig rart. + +-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur.... + +Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter +lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som +ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen. + +Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det +saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og +man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor +man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme« +og saa gladmætte ud. + +-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne +Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit +Ansigt med _Eau de Cologne_. + +Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i +Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter +ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt, +under Udvikling af megen Levevisdom. + +Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne +passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved +Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang +og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et +stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar +hun fordøjede. + +Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, +sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter +»Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og +hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen: + +-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i +Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde +hun og gik fra ham. + +Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og +talte naturligvis igen om Dunckers: + +-Det havde selvfølgelig været _meget_ »hedt« længe, sagde Sundt. + +-Sandsynligt, sagde Berg. + +-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, +Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet +Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og +Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt. + +De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en +langsom Tone: + +-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand +og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær.... + +-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste.... + +De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, +sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan +jo ogsaa ... uden--ha'e det rart. + +-I vort Klima, sagde Berg. + +Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik. + +... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru +Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over +Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru +Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos +Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det +kunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deres +Kreds.... + +Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad. + +--Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen + +Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet +Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte +hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne. + +-Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens +de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken +Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde +Rosenknopper. + + * * * * * + +-Naa--Hjertet op i Livet. + +Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt +ham--Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti +Skridt ned ad en Gade. + +Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde +endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød +af med ét: + +Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: +Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf. + +Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og +Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede +Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og +kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede +Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen. + +Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store +Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, +og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande +uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, +debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken. + +Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før +ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme +Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene +uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling +som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se +paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter +satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som +om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i +hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt ... selv troede Adolf +stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og +roligt. + +Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i +en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt +inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der +kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han +sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer +langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne +Stof i Tankerne og tænkte: + +Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne? + +Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden +hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og +gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet. + +Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset, +Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det +samme Blik, mens han tænkte: + +-Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod +Konferentsraaden. + +Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne +nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende +Kronometer. + +-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' +hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer. + +-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk +og satte sig. + +-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har +ønsket at tale med Dem. Vi maa--han søgte noget om Ordene--en Gang +tale ud med hinanden; han tav lidt. + +-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og +saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers. + +-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte: +»Hm--hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at en +Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør. + +Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke. + +Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet +af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en +Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en +Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning. + +-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med +Linealen, før han lagde til: + +-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille +Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet +af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem +sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før +han lagde Linealen ned og sagde: + +-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gøre Dem, _Dem_ personlig, sagde +han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst +inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han +præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje) +opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen +Forsigtighed overfor Deres Foretagender. + +-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig +Forsigtighed, Hr. Adolf. + +Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom +lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør. + +-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille +Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er +i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere. + +Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, +men han smilte og sagde: + +-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er +ordnet, Hr. Konferentsraad. + +Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og +lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_ +staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million. + +-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget +munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op: + +-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde +han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre +Engagementer. + +Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at +smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden +tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: + +-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det +har jeg altid sagt. + +Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil +De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den +er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort. + +-Farvel. + +Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede +Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa +et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og +Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han +saa'. + +Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du +nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. +Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere +rundtomkring. + +-Ja, sagde han blot og satte sig. + +Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne. + +... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden +opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han +havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der +listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf. + +Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede +paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret +rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste +Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med +Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for +Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle +medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte +Vinger. + +Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de +tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte +efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik +op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede, +staaende eller gaaende rundt: + +-At det kan vare saa længe, sagde hun. + +-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret +gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf. + +-Og han gik Klokken tre? + +-Ja, sagde han. + +De gik atter ned, begge to--de maatte være sammen--og de talte, mens +de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret: + +-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné, +der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe: +Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser. + +-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig +Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel. + +De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen. + +Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i +det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede +paa deres Pinde. + +Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar +den Gamle blot ikke faar dem at sé. + +-Den Gamle--hvad? sagde Berg. + +-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude +skriver jo Navnet. + +-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op +for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod +hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i +hans Stemme--: + +-Hvorlænge har det været saadan? + +-Længe, sagde hun. + +De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt +efter rev Herluf Døren op dernedtil: + +-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer +holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, +han strejfede i Gangen. + +-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt +--og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgaar hinanden, +sagde hun. + +Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en +let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans +Forvirring, som hun troede skyldtes hende: + +-Vi var jo dog altid gode Venner. + +Berg bøjede kun stille Hovedet. + +Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele +hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der +skulde spøge, men lod lidt brudt: + +-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun. + +Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide +bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at +han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt +og bedrøvet: + +-Aa--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge. + +Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos +Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille +Stakkel. + +Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru +Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt +hende igen, som hun saa' ud.... + +-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden +... Den Aften, sagde hun sagtere. + +Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden. +Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke, +mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa +Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede +Ansigt. + +Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og +rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i +»National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj, +støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om +National, og om at _han_ inviterede Selskabet til »Victoria«.... + +-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham +i Armen. + +-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale +om »National«: de maatte have Brodersen med... + +De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde +fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede +Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han +idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet +ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det +skar gennem Berg. + +Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky +Blik hen paa Sønnen: + +-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin? + +-Nej--jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf. + +-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade. + +-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld +Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige +til sin Gadedør hjemme. + +Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb +forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til +Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og +hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til. + +-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale. + +Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten +som et livløst Noget og hulkede højt. + +-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den +yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der +skét? sagde hun. Sig det--sig det.... + +Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og +som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen. + +-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, +og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne. + +Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; +afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det +med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner +og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem +alle: _Ham--ham_ lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som +et Kadaver faldt ned over Pulten. + +Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem +raadløs igen. + +-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for +at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, +sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. + +Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde +hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb +hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: + +-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog +med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig +Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod +hans Skulder. + +Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om +Haandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog +til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde +Træ raktes dinglende langt ud af Munden. + + * * * * * + +Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter +Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne +op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare +stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket. + +Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, +der var her med Vognen. + +-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru +Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert. + +-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod +hende. + +-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, +som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i +Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver +Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt +lille Barn. + +-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt. + +-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet. + +-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, +noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til +hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i +Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid +strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta: +Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa +havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe. + +-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den +Gang: Lille Mus--lille Mus. + +Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn +pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt. + +-Mathilde dog--men Mathilde dog. + +-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. + +Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad +mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag, +Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som +de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden +at svare og uden at tale, blot grædt og grædt... + +Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad +Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--længe. + +-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det +var, som Graaden vilde komme op igen. + +Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde +maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom. +Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og +viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... . + +... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun +blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget +Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig +plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig +sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og +fast: + +-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. + +-Rejser? sagde Asta. + +-Men hvorhen? + +-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme +ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... +Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han +skrevet, sagde hun. + +-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde +Asta. + +-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud +i Luften, til de vendte hjem. + +... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten +endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage. + +Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par +korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og +forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke +vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen? + +For der maatte jo dog være noget i Vejen.... + +Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren +og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget +videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som +gik over. + +Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt +anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa +omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et +eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger. + +Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, +naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis +været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det: + +-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ... +Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet.... + +-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er +osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange. + +Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han +kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han +ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb +endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa +ret ligegyldigt.« + +Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude--i Grønningen, +naar det mørknede. + +Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da +han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev +han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. +Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved +Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget +er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, +hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han +havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin +Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: +hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme. + +Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget +livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt +for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe +raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem +begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst +syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en +smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--_altid_ havde +været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu. + +Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, +var det ganske mørkt: + +-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra +Vandet. + +-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret +Stemme. + +-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig +derhjemme--i den sidste Tid. + +De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne +djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften. + +-Jø-s. + +-Jø-s, sagde de begge. + +Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen. + +Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været +hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. +Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, +der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany +konferere med Marie Pige. + +Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i +denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes +Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at +der »ikke mere kunde være Tvivl«. + +Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange +knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole +tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par +Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe. + +Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt +sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne +paa sig: + +-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op. + +-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs +fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis +Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres +Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket. + +Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle +forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i +Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise +Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de +holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang +imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa +Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene, +gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde. + +Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en +Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at +læse et Par Sider i »Thornam«. + +Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver +jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par +Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved +Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære +Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse +til Ægteskabet.... + +Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i +Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen. +Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin +Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret. + +Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide +Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af +sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen +igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, +hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde +foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker +ud inat. + +Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos +Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben +af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det +»overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde: + +-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ... +Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i +Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud +kunde have sagt, hun »transpirérte«-- + +-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«. + +Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu +trak sammen om hende. + +Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der +havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren. + +Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege +unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk +... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde +praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede +hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste, +hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste. + +Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til +en Velsignelse. + +Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede. +Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke +ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa +Aabenbaringen af de hellige Mysterier. + + * * * * * + +Hun kom altsaa ikke--igen ikke. + +Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, +saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu +en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste +Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde +fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen, +Mathilde og han: + +-Om det var »det«--om det kunde være »det«? + +Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ... +hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid.... + +Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom +ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, +saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op. + +Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen. + +Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham +med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang +Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var +Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, +som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk. + +Fra det første Nu, han saa' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det +er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r +et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og +undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af +Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han +ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun +rejste. + +De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og +Erhard sagde: + +-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa +frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens +han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast: + +-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende, +klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du +hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget +ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det +eneste hæderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det +er _vort_ Barn--_jeg_ véd, jeg er dets _Fader_.... + +Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med +Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle +hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone +sagde: + +-De smaa kolde Hænder--de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af +hende for selv at drikke. + +Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med +aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig +forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned +fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de smaa +Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder. + +Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem +begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt +at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, +léende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme +Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende +stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt +begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende. + +Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede +Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før +hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der +gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som +et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hærget som af en +»Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en +flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort +hende til Moder. + +Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets +sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske +Traade paa en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende. + +Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage; +stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa' +hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre--binde Hattebaandene om sit +Ansigt som af Voks--og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren +sagte til. + +... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede +Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa, +foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han: + +-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg. + +Pustede Lysene ud og gik. + + * * * * * + +Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den +store, gammelt hyggelige Have. + +Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for +»sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. _Han_ +fik sine Livretter og _hun_ matte »skaanes«. + +Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt, +naar hun vilde »gaa«; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun +skulde gaa, for Mathilde selv »vilde« jo ikke saa meget, lod mest +handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun +havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene +og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen. + +Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile +lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge.... + +Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom +op fra sit Sæde: Støt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede +endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen. + +Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et +eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet. + +Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de +to, der gik ned over Plænen. + +-Ja--en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter +Generalindens ranke Ryg. + +Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i +en Roman af Dickens for sin blege Datter. + +... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige +Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt +tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i +Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, +stirrende frem i Luften: + +-Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser? + +-Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen, +der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den +kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo: + +-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han +aldrig--tør ligge alene i Mørke.... + +De lo længe, længe allesammen.... + +--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren. + + + + +IV + +Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, +og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var +sydlige Frugter i Solen. + +Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par +kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. +Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde +forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at +undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning. + +Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i +hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og +ned ad Gaderne: + +-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske +fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en +Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene. + +-Ja sagde Herluf--. + +-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_ +noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de, +sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som +berøvede han »de andre« en hver Idé. + +-Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham +_Synspunkterne_--du--forstaar du--»det større« Syn paa Tingene. + +-Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa +lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange. + +-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser +jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du +... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa +s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han +nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige, +sluttede han sin Udvikling. + +... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar +vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var +iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget +friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine +Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange. + +-Maa stadig være i den friske Luft, sagde han. + +-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf. + +-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sér Tingene og lærer +s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der +gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet. + +-Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte +Herluf. + +-Godt, sagde Arnoldsen kort. + +-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi +tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de +Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske +Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange. + +-Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad. + +De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod +Taarnbygningerne. + +-Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en +voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I +nok i Vandet, i Gamle. + +-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf. + +-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og +Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et +Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i +Arnoldsens. + +-»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters +Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store +Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i +Synspunkter. + +Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme, +sagde Stuepigen. Men Fruen--. + +-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét +Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at +vente i Gangen. + +Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr. +Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen +strax. + +Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne« +nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor +hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad +de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han +hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at +Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid. + +Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner +og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste. + +Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i +over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært +videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost naar +Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og +Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet +ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at +kunne sidde med noget mellem Hænderne. + +Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold +og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf +uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han +havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var +Besøg. + +-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren +lamenteret over den evige Jernbanekørsel.... + +-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til. + +Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille +Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad, +Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og +vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op +for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han: + +-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis. + +Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde saa +pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar: + +-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer. + +-Nej--han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, +at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men +de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet. + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og +idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun: + +-Kunde De ikke--tale med ham? + +-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte. + +-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev +pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han +er saa lidet hjemme. + +-Nej, sagde Herluf. + +-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder +ham fast i daarligt Kompagni.... + +-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme +blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et +Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der +sitrede rebelsk. + +Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter +en lille Stunds Forløb sagtere: + +-Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte +herhjemmefra. + +-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned. + +-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor +Tid, sagde Professorinden og søgte at smile. + +Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien +Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som +Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue +sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en +Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de +ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de +bare saas. + +-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden. + +De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning: + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme +skælvende Stemme. + +Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte +Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt +rejste sig halvt: + +-Der er Gerster--allerede, sagde hun. + +-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven +høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer. + +-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, +sagde Fruen. + +-Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj +Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange: + +-Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét. + +-Ja, sagde Berg. + +-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan +ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og +slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger. + +Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig +Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer +nok i Atmosfæren, sagde han. + +-Ikke _Frihed_ nok, raabte han. + +-Gerster, sagde Fruen. + +-De véd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde +Professoren og vendte sig. + +-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en +tøvende og usikker Stemme. + +-Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren +pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han _bliver_ her, +føjede han til og vendte sig. + +De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i +for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde. + +-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun +sagte. + +Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu +--sagde han. + +Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, +bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at +skjule sin Bevægelse: + +-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik. + +Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at +løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. + +Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa +hendes Graad. + +Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af +denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev +vekslet et Ord. + +Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun +ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og +hun kunde ikke tale. + +Herluf bukkede kun tavs som hun. + +Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op, +og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede +Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han +pludselig: + +-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham +det. + +Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for +Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om +--bag disse moderne Forførere af hans Søn. + +Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin +Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, +der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun +søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans +Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver +skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var +bedre, hun vidste, hvem hun var. + +Men hun fandt intet--for der var ingenting. + +Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale +Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken +næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin +sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at +omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der +trængte til Omhu og Pleje. + +For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--næsten kun ved +Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som +Gerster ikke kunde lade fare. + +Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. +»Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, +der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden +nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var. + +Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var +falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, +hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin +Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør. + +-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart? + +-Næ-æ. + +-Ja--jeg ikke heller. + +-Og hvad saa? sagde Gerster. + +-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet. + +-Hvorfor? sagde Gerster blot. + +De tav lidt. + +-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev +liggende længe med Øjnene op i Loftet. + +De talte ikke mer. + +Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op. + + * * * * * + +Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor +»Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til +Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes +Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres +Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de +skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte +dem op gennem hele Gaarden. + +Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme +skældte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en +Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj. +Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer +mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til; +Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod +Kontant. + +Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at +skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op +efter ham. + +Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, +der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle +Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem. + +Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende +gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten. + +Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten, +men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i +Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet +Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for +at høre til. + +Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken, +skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt +blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i +»Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt, +undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i +sit Laboratorium. + +Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det +samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent. + +Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser +med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede +Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var +Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post. + +Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde +de ikke paa hinanden. + +... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved +Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna +Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr. +Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden +Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget +sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens +Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter +og Pressen efter »en let Déjeuner«. + +Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige +Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad +Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak +Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet. + +-Naa--er De her begge? sagde Berg. + +-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før +han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue +efter sig. + +Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast +og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man +kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre. + +Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets +medlemmer--næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag +var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme +Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad +hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et +sværtbelæsset sitrende Dyr. + +Og paa andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et +hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende +travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige +»Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i +Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i +Garderoberne--med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der +dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og +bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre. + +-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et +Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to +eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke +skulde sé den anden. + +Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en +forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible +Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en +billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde +sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme +Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage +og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de +allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. +Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete +Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de +franske Kyllinger. + +Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som +»Direktørerne« (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent +vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne +eller ude paa Gangen: »den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen«, blev +der sagt, og Opvarteren forstod. + +Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for +hinanden lige ned til Kellnerne. + +Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest +glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne +overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som +de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags +Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa +Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt +forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad +Dørene. + +Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted. +Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede +Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor +det brænder. + +... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve paa en +Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til +December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde +Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin +Overfrakke paa: + +-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind. + +-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at +snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve. + +-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen +imod Døren. + +-Ja, sagde Adolf blot. + +-Hvorhen? spurgte Berg. + +-Hjem, sagde han i Døren og gik. + +Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje +for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste +Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og +Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen +mer. + +Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor +hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig +fjendtlige overfor hinanden. + +-Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds +Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne. + +-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf. + +-Din Moder har Penge, sagde Spenner. + +Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_ +længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre +tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og +som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen +ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet. + +Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa +let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--: + +-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et +fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede +hun helt forvirret. + +Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke +behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog +pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«. + +Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for +Konstantin--tænkte hun. + +... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, +Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge.... + +Sølvtøjet var der. + +Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu +fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet +igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede +og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for +Stykke: + +-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tænkte han. + +-Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den +sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten. + +Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker. + +-Gaar du, Konstantin? sagde hun. + +-Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa, +hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, +og uden at det blev sét: + +-Kommer du til Middag? spurgte hun. + +Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer, +saa det just blev de gamle Pakker at sé til. + +-Nej, sagde han som før og gik. + +Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en +»Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, +skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var +tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende +bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu. +Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte +Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades +Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først +havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved +Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i +Kaaben og lod alle beundre den. + +-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan +jo gøre det. + +... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det +være. Der var ingen anden Udvej: + +Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet. + +Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: +Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet +skulde komme, og Adolf gik videre hjem. + +Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj +med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen +stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store +gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt +ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. + +Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han +aabnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes +Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa +Vejen til Byen.... + +Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om +ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun +bragte videre til alle Køkkendøre. + +Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til +Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. +Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af +hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede. + +Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til +Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han +maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. +Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han +fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den. + +Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik +den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af +Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind. + +Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik +Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer +faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst +ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det +var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa +Gulvet.... + +Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han +ikke bære det. + +Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne +én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han +nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem +sammen igen.... + +Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i +de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de +laa just som før.... + +Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det +ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med +Forældrenes hvide Senge. + +--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige +tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt +at dreje den om igen. + +-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig +paa. + +Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han +saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet.... + +Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med +hende, løst og fast, lystigt--før han gik. + +Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé. + + * * * * * + +Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, +hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var +den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende +ned ad Trappen: + +-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og løb ned. + +Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig +Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord: + +-Tyv--Tyv. + +Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, +som stod rystende ved Gelænderet: + +-Tyv, raabte Madam Martens igen. + +-Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder +klaprede i Munden. + +Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var +sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget +med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun +havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede« +Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt: + +-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg +alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med +den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et +tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget +Raseri.... + +Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede +Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did. + +Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der +vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han +slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik. + +Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte +sig fra ham og gik uden et Ord. + +Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. +Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store +Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over +Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød. + +Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner +foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for +sig. + +Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam +Martens gik op ad Bagtrappen--hjem. + +Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«. + +Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i +Restaurationen, traf de Adolf: + +-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham. + +-Ellevehundrede, svarede Adolf blot. + +-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres +Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med +en Talstørrelse eller et Firma. + +-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende +Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok. + +-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg. + +Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen +og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to, +rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end +Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren: + +-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv +begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje +generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, +som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf +igen. + +-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; +det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren +til for at faa Forklaringen.... + +Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at lé, +mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de +lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige +Lystighed. + +-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti +for én, sagde Adolf. + +-Ti for én, bekræftede Spenner. + +-Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud. + +-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok. + +At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. +Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og +fri for den anden, »saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen +Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den +Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og +fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem, +der vilde høre det. + +De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og +de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede +snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad +omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af +en hel Vold. + +Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer +Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt +daarligt, rent daarligt til Koncerten. + +Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han +med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid +lød som en halv Torden. + +-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent +personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som +ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad +hans to hundrede og syv: + +-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt. + +-Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner. + +-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre +stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone: + +-Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør. + +-N-ej, sagde Berg. + +Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen +maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. +Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han +ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden: + +-Paa en god Indgang da, sagde han og drak. + +Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i +Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han +arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' +første Gang var bestandig til Kassen. + +Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til +Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden: + +-Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt. + +Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var +her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med +Fribilletter.... + +-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke +synge. + +-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale +denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset. + +-Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. +Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse: + +-Nej, sagde han, der sendes ingen ud. + +-Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. +Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse: + +Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og +mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men +Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, +gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med +Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke +»modtages«. + +Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken +tør først applaudere efter det tredje Numer. + +Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og +Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og +Spenner fulgte efter. + +Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de +pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres +egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev +ganske mørkt i Stuen: + +-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt +fra Sædet. + +-Ja--det gør vi vel, sagde Berg. + +Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik +forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede +ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene +slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede +Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder +blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus. + +Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne: + +-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig. + +Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der +smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt +af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men +snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden +langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden, +der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste +Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt +mellem de to Spejle: + +-Er der saa faa! sagde hun ængstelig. + +-Ikke et Menneske, erklærede Pianisten. + +Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et +Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad +ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne: + +-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen. + +-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig, +og der kunde begyndes. + +-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, +hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen. + +-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet +for at rense Halsen. + +De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen +Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang +Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé paa +dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene, +og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden +at tale med hinanden. + +Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve +Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte +tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig +uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog +at sige noget, før han gik. + +-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han. + +-Godnat. + +De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt +paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule +Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. +Theodor Franz rev Kontordøren op: + +-Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op. + +Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund +for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at +udskælde Nattergalen for lukket Dør. + +Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' +ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange +Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod +ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det +tomme Parket. + +Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren +... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie +med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt +tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev +siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr. +Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han +raabte: + +-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk? + +Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa +Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem +Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende +sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa +Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro. + +Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i +Salen. + +-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde +mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen. + +Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu +voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre +ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, +Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens +han løb op og ned. + +Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden, +og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, +kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er +hun, raabte han, hvis De vil vide det. + +-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som +København, sluttede Adolf tilsidst. + +-En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, +mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den +er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den, +skal jeg sige Dem.... + +-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod +Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik +slaaet i lige paa sin Næse. + +Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for +sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit +skingrende: + +-En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok. + +-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde +han ryste Stedets Støv af sine Saaler: + +-Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det +rungede. + +Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«. + +Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han +vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. +Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede +Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, +hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', +der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet: og +da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred +og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen. + +Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor +Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og +distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. +Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig +inde og skrive sin Notits. + +Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit +Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset +efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg +Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale +Mindedage som Fester. + +-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var +virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent +tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. + +Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf: + +-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, +som Folk vil ha'e. + +Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han +ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte +paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen +arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde +trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang. + +Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for +at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den +skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved +Siden af Tribunen. + +-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op. + +-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru +Petersen. + +-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret +drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i +de øvrige velsindede Redaktioner. + +Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i +Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt +næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.« + +-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen +højt. + +... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en +Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde +sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede +Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men +bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel +d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle +Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der +laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen: + +-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et +saa smukt »Terrain«. + +Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han +meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«. + +... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og +havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt +de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og +bedre end at sidde ene--for begge Parter. + +Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige +til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, +saa det lød hen gennem den hele Gade. + +Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have +denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem +Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én +Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens +Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen +imorgen end for Natten. + +I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde +fundet Lys og tændt.... + +Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter +drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. +Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den. + +Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset. + +Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik +lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte +et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen.... + +Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved +Siden af den blundendes Seng. + +Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf +--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf +svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden +at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene +sagte sukkede. + + * * * * * + +Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt +et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var +saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv +var skrevet ulæseligere endnu. + +Der stod: + +Kære H. + +Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet +værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller +Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne +sé dig forinden. + +Din EG. + +Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa +syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det +... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden +... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden +gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven +Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i +Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der +skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang-- + +Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da +havde han sét elendig ud, elendig.... + +Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad +Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede +op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig +som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig +hviskede: + +-Hvordan er det? sagde han. + +-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat.... + +-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men +han maa ikke tale længe. + +Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en +sovende. + +-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen. + +-Ja, sagde Herluf + +-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt. + +-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af +Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig +melodisk, syntes han. + +-Stil den bag Hovedgærdet. + +-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen. + +-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde +ned paa Dynen. + +Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var +blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt? +tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve +Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at +tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt: + +-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; +pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen +til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø-- + +Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne: + +-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom +jo pludseligt. + +De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han +skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du +kommer til Syden.... + +Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i +Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse. + +-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et +Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og +holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, +og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende. + +-Men--Erhard--fordi man bliver syg-- + +-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede +frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man +vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som +de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd. + +Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen. + +-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du, +sagde han. + +Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin +Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden: + +-Fa'r? sagde han. + +Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et +Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han. + +-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede +Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra +_hende_.... + +-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet +uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og +saa op.... + +Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham. + +-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«, +som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for +Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at +udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_ +kom ... og hun brød.... + +-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke +lykkedes, sagde han: + +-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r. + +Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande. +Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse +Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved +Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse +Ungdom.... + +-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du. + +De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at +spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad +de tog sig til, og hvad de vilde. + +Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og +séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne: + +-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar +det blot blir til noget. + +De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; +Erhard holdt ham ikke tilbage. + +-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans +Ansigt--før jeg rejser. + +-Farvel--du, hviskede Herluf. + +-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. + +-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf. + +-Ja--Tak. + +De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik. + +Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i +Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var +Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var +meget kold og formel, som var han en ganske fremmed. + +-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var +jo besværlig. + +-Den værste Rejsetid, sagde Herluf. + +Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte +Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra +Onsdagstaflet kom han: + +-Er du dér? sagde han. + +-Ja, sagde Fruen.... + +I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik +et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der +dirrede, saa den blev ganske hæs: + +-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred? + +Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende +paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at +sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs, +lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev +staaende paa Trappen. + +-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den +kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han +gik ned ad Trappen. + +Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: + +-Gerster, sagde Fruen blot. + +-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers +er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn? + +-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem +herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse +Folk, sagde han og knyttede Hænderne. + +Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud +i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale +Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«: + +-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af +Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert +Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger +vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ... +Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den +... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie +Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«. + +-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af +Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste +Halvaars Kampe med Erhard. + +Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende +den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn: + +-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? +--en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_.... + +Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. +Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa +Tæppet. + +Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, +og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al +sin Stilling i den By, han skændede. + +Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til +hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor +hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede. + + * * * * * + +Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til +»Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i +Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«. + +-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst. + +-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren. + +Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte +fra »Victoria«. + +Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor +Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat: + +-Men, Adolf, sagde han. + +-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg +kommer strax. + +-Men--uden Hat, sagde Berg. + +-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax. + +Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. +Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. +Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først +talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet +kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf +talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig +med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue +bort. + +Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede +Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf +vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed: + +-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, +mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt +i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs. + +-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over +dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt +aandsfraværende: + +-Ja--naar kan vi sés imorgen? + +-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven. + +-Ja--ja--imorgen tidlig.... + +-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone. + +-Klokken ti, sagde Berg. + +-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og +tog hans Haand paany, klemmende den i sin: + +-Saa imorgen, sagde han og gik. + +Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var +ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem. + +Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften. + +-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, +»brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage +nu--der _er_ Efterfølgere.... + +-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt +Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han +tilfreds. + +-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle? + +-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage +til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han: + +-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig.... + +... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra +National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én +Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas.... + +Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade +tavs og mørk lig et underligt Gravmæle. + + + + +V + +Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige +Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag. + +Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs +sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i +Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han +gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at +springe paa Trappen til Generalprøven. + +Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der +ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som +var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker +fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue +og saa' en fremmed Mand, der hilste: + +-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet. + +-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke. + +Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den +stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og +mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at +støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til +Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med +deres Sætstykker. + +Og Adolf kom endnu ikke. + +Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle +Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere +Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i +Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik +urolig op og ned og ventede. + +Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet: +De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf? + +-Har han ikke været her? sagde hun. + +Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at +tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til +de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset. + +-Ja. + +-Ogsaa hos os. + +De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf +krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. + +-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo +altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. + +-Ja, sagde Herluf + +Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede +paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen +hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de +Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod +ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den +ottende December. + +-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen. + +-Spenner? + +-Ja. + +-De siger han er syg, sagde Herluf. + +De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken +Hansen og lukkede Pulten. + +-Til de Gamle? + +-Ja. + +De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over +Gelænderne i deres brogede Uniformer: + +-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve. + +Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne +rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén. + +-De kommer jo igen, sagde Herluf. + +-Ja. + +De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de +Gamle var ved at pakke sammen under Lampen. + +-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste +Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er +Julemaaneden nu. + +-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. + +De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i +Orden. Tæppet kunde gaa. + +-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte +og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra +deres Garderober. + +Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne +udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf, +forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at +alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem. + +Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle +løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde +til Pligt at være her? Hvor var Spenner? + +Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt +meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde +Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne +Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de +ogsaa reddede sig. + +For de _maatte_ redde sig.... + +Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der +stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste. + +-Hvad vil De, sagde han og fo'r op. + +Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa +blot høflig og dæmpet. + +-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt +op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede +den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte +ham: + +-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf: + +-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? + +-Ja, sagde Herluf. + +-Og her? + +-Er mit, sagde Herluf. + +Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger +i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. +Rowan. + +-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa +Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran +Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham. + +Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham +kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han +som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende +paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de +spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg. + +Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og +profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces: + +-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det +nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre. + +Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til +et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de +vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al +Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén.... + +Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det +blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede +med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede +han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut. + +Under Finalen gik han. + +Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var +der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt. + +Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde +ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at +hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun +stakaandet. + +Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun +gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse +og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse +fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der +støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de +hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren. + +Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet +Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle +Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde +sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken +Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa +igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det +varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev +ved at spørge med sin angstfyldte Stemme. + +-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over +Gelænderet. + +Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den +gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde +ganske som den gamle Frues. + +-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var +bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om +Hjørnet.... + +... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter +Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam +han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede. + +Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og +Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer: + +En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun +drikker tre--Tre Kopper Thé. + +Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud. + +-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over +Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale. + +-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen. + +-Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de +knyttede Hænder. + +Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte +Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der +svarede hende med Omkvædet: + + Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa +lystig, saa lystig en Krig. + +Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med +Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik +op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og +sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme +Stemme: + +-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit. + +Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde +Panden ned mod Bordet og græd stille. + +Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten: + +Kun _det_ Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe +Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og +Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb +forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, +der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter: + +-Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket? + +Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en +Fallit? sagde han saa med halv Stemme. + +-Ja, sagde Herluf sagte. + +Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa +Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i +deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som +Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte +ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig +gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse: + +-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig. + +Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem +sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren. + +De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede +ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap +var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa +hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i +deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en +Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive +af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte. + +Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev +staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et +langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser, +Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst, +endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje: + +-Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle. + +De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres +Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man +maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer. + +Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne +raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom +Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og +tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var +vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét +var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul. + +Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne. + +-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme. + +Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor +Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne +fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev +ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede +Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben +af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde: + +-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin +skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle +og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han +brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han +gik. + +Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme +Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus +... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik +ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde. + +Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned +mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten: + +-Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil +vælge et Par til at følge med. + +Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den +eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu før Jul maatte de i +hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive +Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at +lide Tab. + +Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om +mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stæhr +arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af +strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at +snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet +ikke kendte: + +-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til +halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt +... Hr. Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs +Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham +Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen, +Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans +Fortid.... + +Hr. Stæhr blev ved. + +Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til +Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik +ned paa den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af +dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes +at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje.... + +De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev, +aandsfraværende ud af Vinduerne: + +-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første +Elsker. + +Og Ørnulf svarede: + +-Ja--man maa forstaa at tage ham. + +Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte +vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa +sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer. + +-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, +febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind. + +Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten +ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en +hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig +havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig +overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end +vanligt. + +Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at +fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede +Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«. +Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at +tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, +der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed +med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement. + +Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette +Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte. + +-Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen. + +-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ørnulf +havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod +Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse, +før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer: + +-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige +og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse +Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om +Kontrakternes mulige Gyldighed. + +Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om +Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne +over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven +stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol, +saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne +støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter. +Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens +Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde +endelig standse sin Kollega og sagde: + +-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen. + +Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han +i en anden Tone--Betingelsen maa være de garanterede Gager. + +Der blev igen en Pavse, før Konferentsraaden atter vendte sig mod +Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet træder just nu sammen--og hvad +der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ... +Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende +Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage +Driften ... under en passende Ledelse.... + +Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og +han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han +fremførte): + +-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap +frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede +Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge, +og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske +bevæget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse +Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsraaden tøvede et +bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte.... + +Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage +literære Experimenter, mine Herrer. + +-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den første +Elsker: + +-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade, +indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve +Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg +ved Siden af Bordet. + +-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden +afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt +Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde: + +-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa. + +De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til +Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? + +-Iaftes. + +-Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden. +Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, +men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst: + +-Ja--lev vel, og vendte sig. + +-Adieu, sagde Herluf. + +Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega. + +-Ja--det gik jo, sagde Ørnulf. + +-Brillant, sagde Elskeren. + +-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte +standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen. + +Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den +store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og +Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som +listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der +rejste sig som sære Skafotter. + +-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens +Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det +saa' saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige +Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig. + +Konferentsraaden gik op. + +I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De +var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved +Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte +alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole +for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre. + +Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om +Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og +sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et +meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax +at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige +Bankraadet. + +De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og +Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for +Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet. + +-Saasnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal. + +Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give +alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent +refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre +frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind +som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i +lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne. + +Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte +Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«: +han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt, +mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til +Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«, +som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer.... + +Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra +tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i +samstemmende Nik. + +-Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da +for Banken de halvanden tinglæste Million. + +Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op. De Herrer var længst +beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private +Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt +tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse +af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af +deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse. + +De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og +højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede +endnu paa Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder, +Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr. +Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne.... + +Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte +Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet. + +-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu. + +De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev +staaende foran sin Stol, støttet til Bordet: + +-Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de +Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne +forstaa--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde +Bankraadet. Staden København--sagde han, og det var, som han +uvilkaarligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig +Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et +nyt Millionlaan. + +-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med +Emissionen af dette Papir. + +Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets +Sal. + +... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse +Hal tilbage til sit Kontor: + +Dagen var hans. + +Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede +Persionale« og sendte det bort med et Bud. + +Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han +blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne +faldt ind paa Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede +længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys +dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsraad Hein +foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. + + * * * * * + +-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved +Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og +han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, +mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at +sidde her. + +Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. +Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som +lod Elskeren og Ørnulf leve højt. + +Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst. + +Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor +Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt +lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig +indprænte sig dets Billede. + +Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket. + +Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en +civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset. + +De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et +Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem +Kælderen. + +-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og +spøge: De holder underjordiske Gange her. + +-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres +Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en +lille Trappe kom de op foran Chefens Dør. + +Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys +af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og +hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf. + +-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig +dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte +strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens. + +Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren +sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte +uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en +egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend, +der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. + +-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem +over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren +blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som følte han +dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa +ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det +hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var +han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure, +saadan som han der stod. + +Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. +Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om +Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, +Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet. + +Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn: +Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, +der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre +ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af +Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en +anden. + +-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte +de at bygge »Victoria-Etablissementet?« + +Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét +i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par +Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle. + +Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed +ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt +i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende +Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i +ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han +hele dette skønne Hus Historie. + +Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne: +Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en +uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider +Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet +Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle +Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste +Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle +Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde +afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit +Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle: +Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte; +Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af +Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres +opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane +Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om +Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem +for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende +op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede +Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige +Ansigter. + +Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine +forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, +ubevægelig. + +Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar +De vidste alt det? + +Martens havde sat sig: + +-Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel +i'et.... + +-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden +ligesom før: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter +gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede +jo Velhaverne_. + +Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte +sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over +ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt. + +Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte +kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle +disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været +deres hele Driftskapital. + +-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig +Kapital at begynde med: + +-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. + +Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret +var forbi. + +Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han +begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et +Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans +Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan +tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalænge han levede, vilde Berg mindes +denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit +Hoved ind mod hans Skulder: + +-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af +hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. + +Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at +Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa +er det altsaa forbi. + +Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et +Øjeblik i sin, sagde han: + +-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg. + +-Farvel. + +Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte +bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig +Tone. + +Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene. +Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et +Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, +med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne. + + * * * * * + +Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den +gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med +Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om +et usynligt Lig. + +Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter +Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og +hele Tiden klappede hendes Hænder. + +Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i +deres Kreds. + +Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om +paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa +Haaret og gik rundt igen. + +Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den +samme, stadig den samme Sætning: + +-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende +Stemme. At han sidder dér og fryser. + +Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt +enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun. + +-Aa, ja, sagde Berg. + +-Tror De? gentog hun. + +-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen. + +Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med +Ansigtet ned i den gamle Frues Skød. + +Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. +Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde +blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han +tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham +ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne. + +Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde +han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, +halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, +over sit agtede Navn og over sin Søn. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til +Trøst. + +Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var +der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen +Hjælp at yde og intet Raad at give. + +Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen +hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af +Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«. + +Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte +i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham +og traf ham som Lyn. + +Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad +Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer. + +Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide +frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse. +Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra +Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af +besynderlig dumpe og brustne Klokker. + +Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund. + +Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde +læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede +pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med +Svalen. Det havde været Astas sidste Brev. + +Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig +følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én +længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre +Dage. + +Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne +besynderlige muntre Betoning: + +-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til. + +-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo +ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt. + +-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt +andet--kun ikke det. + +Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste +Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje +Mathilde og være hende til Selskab. + +-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver +jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af +et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er +noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at +Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb +med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke, +hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det +til for at berolige den stakkels Mathilde. + +De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod + +Deres hengivne Asta Heltz + +Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var +Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde +tale med Hr. Berg. + +Det var Edvard Sundt. + +-_Dem_, sagde Berg. + +-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at +forsømme ved en lille Passiar. + +-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist. + +De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte +Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig +blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg +havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.-- + +Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa' +paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over +Skrivebordet, blev han staaende lidt: + +-Ja, sagde han, han faldt derovre. + +Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, +_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han. + +Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv +just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at +fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert +Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«. + +Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke +Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ, +sagde han. + +-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa +har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den +glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en +Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at +tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke.... + +-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa +Portrætet. + +Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme +»Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om +Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa +lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et +Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke +ud«.... + +Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt. +Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én +Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader +den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg. + +Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone +talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller +Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring. + +Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud. + +-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han +var nitten Aar og skulle »rykke ud«.... + +-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg, +forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er +kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han. + +-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med +sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter +rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg: + +-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud.... + +-Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han +skulle jo rykke ud. + +-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se +ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine +nitten Aar og paa den »lille Gud«.... + +-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine +Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... +Derudefra kom ingen igen.... + +Sundt tav. + +-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over +Skrivebordet: _De_ faldt. + +-Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle +vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén +eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige +tredje Bén eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har +aldrig forvundet Blodtabet.... + +-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i +Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er. + +Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og +den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele. + +-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at +hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den +ligner kun en Saarfeber, De.... + +-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte +sig mod Vinduet. + +-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og +hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter? + +-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan? + +-I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget +alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han +sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse. + +Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde: + +-Og hvad vil nu De, Berg? + +-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt: + +-For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet +fortsættes. + +-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet. + +Han vilde gaa nu. + +-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskværdig. + +-Naa--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og +frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes: + +-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel. + +-Farvel, sagde Berg. + +Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at +tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden. + +Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et +stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen +tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa +Lirekassen. + +Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære +Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes +Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede +musikalske Piger i mange Tonarter Visen: + +Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi. + +Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa +Lirekasselaaget, mens Pigerne sang. + +Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var +en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr. Direktøren +hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og +præsenterede den. + +Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration. + +Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik +utaalmodig op ad Trappen. + +Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres +over hele Trappegangen: + +-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men +Betalingen kan man hente hos Fogeden.... + +Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved +at raabe.... + +Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han +sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling +paa Etagerer og Bordkanter. + + * * * * * + +Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde +udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn. + +Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i +Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som +Konferentsraadinden sagde. + +-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde +hun. + +-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. + +-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod +Øret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden. + +-Næ, næ, rystede Etatsraadinden. + +-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde +Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har +vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem. + +-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte +paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede +Syge«.... + +De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden. + +Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for +at staa lidt i det aabne Vindu. + +Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe +over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise +»det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin +Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling. + +Konferentsraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de +strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert, +syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle +Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret: + + Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa +lystig, Saa lystig en Krig. + +Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom +en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig +Standsning, saa Kuskene bandede. + +Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af +Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til +Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde +holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige +slesvigske Valpladsen«. + +Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig. + +Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede: + +Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer +Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa +Sværmen. + +-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er +underligt, du.... + +-Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende +Udtryk: Underligt. + +De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet. + +... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud +paa Kongens Nytorv og skiltes. + +Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder. + +Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede +paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket. + +Saa faldt de hen igen. + +--Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden +København. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12698 *** diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..565ceb3 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #12698 (https://www.gutenberg.org/ebooks/12698) diff --git a/old/12698-8.txt b/old/12698-8.txt new file mode 100644 index 0000000..e38ab69 --- /dev/null +++ b/old/12698-8.txt @@ -0,0 +1,10999 @@ +The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Stuk + +Author: Herman Bang + +Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + +STUK + +HERMAN BANG + + + + +1. udg. 1887 + + + + +Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb. +7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_. + +_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm højt. Del +afbildede eksemplar tilhører Del kongelige Bibliotek og er rødt_. + + + + +FØRSTE DEL + +Regn af Guld + + + + +I + +Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: +Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind. + +De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade +til. + +Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede +det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede +tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en +hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en +taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, +klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, +hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene. + +Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig +nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af +langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene. + +-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den +fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne. + +-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange. + +Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr +var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der +demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad +Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store +vraltende Dyr. + +Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre +og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen +løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af +Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med +Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for +at bringe Breve til den sidste Post. + +Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under +Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes +den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning, +saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var +lagt frem over Rendestenen. + +-Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende +Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder. + +-Vi kalker vore Grave, sagde Lange. + +Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, +Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med +Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev +trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske +af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i +Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med +Kinderne. + +-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de +bar »paa skraa« i Lommen. + +-God Aften--god Aften. + +De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom +ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden. + +-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken. + +Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt +Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af +Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran +Yndighederne. + +-Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, +hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske +mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte +rundtom i Døraabningernes Skygger. + + * * * * * + +Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i +Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over +Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte. + +-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. + +-Hva'? + +-Men--Amalie ... + +En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af +en Herrearm. + +-Du dog--raabte hun: Herluf Berg. + +Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst +paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev +rendt over Ende. + +Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig +frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se +Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede +og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder--før de vendte +og kørte bort. + +Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, +fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den +ned---- + +-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar. + +Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved +helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i +hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte. + +Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken +lukkede sig, og man naaede paa Plads... + +Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i +Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin +Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset +genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den +paa igen. + +Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde +under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, +og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet. + +Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: +Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde +kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig +ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt +en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums +Følelser--og havde ændret til »kysset«. + +Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede. + +Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu +blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende +Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og +ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én +Gang. + +Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der +mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: +_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt +Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man +selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt +Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede. + +Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende +Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang +til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af +Bade og Sommerluft. + +-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem +Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den +friske Kønhed. + +-Brillant, sagde Berg. + +De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man +bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med +Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og +Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med +Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en +falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade; +Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned. + +-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten. + +-Ja... + +-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig. + +-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden, +sagde Berg og lo. + +Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav +et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa +Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et +Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard. + +Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond +Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om +Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, +indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over +Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa +Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken: + +-Hvem? + +-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag +Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de +forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«. + +Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev +der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle +kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars +havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han +Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med +let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden +af Hr. Stæhr. + +Tæppet gik op. + +Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld +og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to +og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd +greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke, +Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots. + +Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved +Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede +i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet +lidt for nedringede til Bal.... + +Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte +og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte da +være hundrede.... + +Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen. + +Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man +valsede, man kurede og kyssede. + +Publikum jublede; man vilde have det om og atter om. + +Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi. + +Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen. + +Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt +blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en +Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde. + +Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende +Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der +var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke. + +-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige +Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen. + +-Satan, Satan.... + +I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens +Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem +Dørene.... + +Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, +nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre. + +Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der +langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. +Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten. + +Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med +Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i +Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt.... + +O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér. + +De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne +tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede +Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hørte Ørenlyd: Det var +Glanspunktet af Operetten. + +Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op +igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen. + +Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og +sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og +glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun +Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin +Pose. + +Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om +Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte +energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde +grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud +over Salen, med et langt sultent Blik: + +-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter.... + +Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen +hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København +straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som +Fisk i Vandet. + +-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i +Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: +Ka' vi no'et, vi Københavnere? + +-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans +hvide Tænder. + +-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte. + +De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men +de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav +Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt +Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog +erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor +Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en +Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn. + +-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en +Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen. + +-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen +under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at +noget havde »Vildtlugt«. + +-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort +--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse. + +Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg. + +-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han +vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen, +sagde Brodersen. + +Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper +altsammen.--og Signalet lød til at bryde op. + +-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han +sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne +--gamle Folk. + +»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive +tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i +en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard +Sundt, Fuldmægtigen. + +-Kære--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bæ'lam ... Hys, +Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth +var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et +Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en +Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle +Herrer ved Fornavn. + +Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et +Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen. + +-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ... +Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par. + +-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød +i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen.... + +»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde +Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han _altid_ +fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et +Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han +været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde: + +-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring. + +Man hørte Korstemmerne ned oppefra. + +-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm +Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved +Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens +Gerning--i »Bethesda«. + +Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens +Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der +kom ud. + +-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den +sidste Fyrværkerifest i Sæsonen. + +Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen +og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række. +Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor +de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad +Sporene. + +Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere +og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind +i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt +havde suget den til sig. + +Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og +brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun +en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden. + + * * * * * + +Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og +Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer. + +-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft. + +De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys +Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og +Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i +Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter. + +De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren +stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et +Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende +Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa +Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa. + +-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt. + +-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i +Herligheden. + +De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne +spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange, +lød det bag ved. + +-God Aften.... + +Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, +Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød +Skulderne op, Lemme-Souper.... + +-Tak, skød Lange ind. + +-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi +gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at +gaa. + +-Naa--net.... + +-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et +Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Naa--maa +hjem til Passagérgodset. Djø--Børn. + +-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt +Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig +vejrede Luften, hvor han kom frem. + +-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da +Lille-Gerster var ude af Skudvidde. + +-Ja--der er de jo ogsaa fra.... + +-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin +Høremaskine. + +-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i +de Par Aar. + +-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra +Randers.... + +Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og +Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under +Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende +Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide +Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over +Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. + +Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens +Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet. + +-Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen. + +-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner +Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin +Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre +mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner, +sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød +undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende +Tilstanden. + +-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk +var Hr. Jensen. + +-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede +Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og +slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i +»Svinedrengen« om Prinsessen. + +Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem +Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, saa +ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra +Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og +Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over +Bordene. + +Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa +kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire +Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. +Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet +»Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig +førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa +religiøse Anfægtelser. + +Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth +selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: +Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de +smaa«, samt Mændene. + +Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til +Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der +betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf, +raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i +Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres +respektive Mænd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. +Mølbom. + +-For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget +for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med +Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, +med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet +i Kakkelovnskrogen. + +Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, +nervøse Fingre. + +Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres +Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. +Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.... + +-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mølbom. + +-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var +Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur +Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i +Rosenborg). + +-Fem Dage, sagde Hr. Mølbom. + +Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte +Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han +havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder. + +Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man +gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved +Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs +paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om +Modellerne. + +Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en +Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke +sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser.... + +-Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde +sluge Chemiserne--uden Ærmer.... + +Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der +var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde: + +-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder +stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig +hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa +med stirrende Øjne ud i Rummet. + +-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa +Møen. + +Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. +Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at +ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm; +Pless kom ned ved Siden af Fru Canth. + +Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede +Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank +og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, +der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i +Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med +stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det +hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et +Løg. + +Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel. + +-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte +altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru +Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter. + +-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle +fire. + +Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker +sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte.... + +-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det +... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en +Klud--_hvert_ Mellemværk ... Scheele vidste det! + +-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth. + +Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, +Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte +Ørenlyd. + +Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige, +daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak +en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen +faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst +Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et +høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale. + +Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens +brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende +med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre +Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et +aandsfattigt Udtryk i Ansigtet. + +Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste +Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de +kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru +Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun +Hovedet og sagde: + +-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten +deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for +at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom +Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«. + +Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa +Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset +Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i +Selskab. + +-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. +Man kommer aldrig derfra. + +Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller +fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod +Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul +Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens +Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul +Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, +hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en +Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med +saare tomme Ansigter. + +-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg. + +-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein +staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for +at samle Kapitalen... + +-Ja saa... + +Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen +ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst +sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned +ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen +... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter... + +Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang +imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til +Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem +Vinduerne. + +Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen +mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den +lyse Koncertsal. + +Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det +lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede +igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og +klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede +for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved +at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst +paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under +Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var +foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der +skulle stemmes i Byraadet... + +Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og +sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne +»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde +Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik +over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni +Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde +højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: + +Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne +Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over +Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken +utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans +Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages +betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del +af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og +Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer, +en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen +for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ... + +Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt +»Leve« for Hans Majestæt. + +Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde +hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man +talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i +Agerbruget og Havnen i Esbjerg. + +Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde +dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til +Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end +»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til +Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet +Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen +Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad +Hein. + +Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om +Konferensraaden for at klinke. + +Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors +glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde: + +-Ja--vore Produkter er blevet Guld. + +De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste +sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med +Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede +i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af +vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, +som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen. + +Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren +til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med +et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod +Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle +langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede. + +-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han +var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger +lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert. + +Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og +uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i +Øjnene, seende frem over Mylret og Salen. + +-Ja--Liv er her blevet. + +--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og +dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i +Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de +nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om +hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden +bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved +Bordet. + +Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af +Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange +impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede +længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den +Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende, +at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg. + +-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_ +... + +Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over +Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_ +rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--: + +-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... +_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig +rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen. + +-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun. + +Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet +der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han. + +-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et +Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med +Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar +han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med +baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange +maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle +forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa +hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op. + +-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt +over til sin Søn. + +-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens +personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge. + +-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den +eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig +utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den +agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. + +Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, +om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var +der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og +nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende +og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale +Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang +imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske +ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en +betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos +Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, +som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg. + +-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i +Fredensborg. + +Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, +helt stiv af Søvn: + +-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i +Skanderborg. + +Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa +Grund af de nye Munddele: + +-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge +Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ... + +-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. + +-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten. + +Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af +den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med +hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden. +_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' +underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne. + +Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om +Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i +Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, +_det_ er det. + +Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid +saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et +Yndlingsemne: + +-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let. + +-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes +i--»Læseforeningen«... + +Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange +og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for +at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, +født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da +Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«... + +-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt +ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. + +-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru +Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa +ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun +aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon. + +Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i +Døren. + + * * * * * + +Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle +stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den +susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens +mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede +et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og +Gnister, før den slukkedes. + +Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt. +Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens +Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket +løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over +Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter. + +Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets +Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild. +Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte +bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens +rolige Lysbuer. + +En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer. + +Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i +Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som +om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned +gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var +hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende +hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter... + +Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod +og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab +steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige +Stjerner, der slukkedes. + + * * * * * + +Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte +fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, +de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa +han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund +mellem de andres Bén. + +Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens +venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de +smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin +høje overstadige Latter, naar hun sagde det. + +Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen +melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille +Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa +Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en +Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede +sig. Og saa sukkede han. + +I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter +Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, +hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor +Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky. + +Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde +med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene: + +-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk. + +Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom +slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt +henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende +Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har +trukket sammen. + +Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene, +støjede hun ikke mer. + +Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det +er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster +og rystede det. + +Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru +Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om +den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde: + +-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den. + +Og alle satte i Marsch igjen. + +-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr. +Mølbom lo. + +-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med +Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet... + +De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved +Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til +den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne +kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev +staaende. + +Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende, +vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de +smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset... + +Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus +paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod +Frihedsstøttens store graa Sten. + +Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« +af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, +der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys +rejste Tag. + +Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, +sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige +Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds +om den hele By og bandt den til ét Billede... + +Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han +den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk: + +-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede. + +Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende +Stemme: God Aften--Berg. + +Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i +Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra +Drosken, der rullede videre. + +-Hvem er det? sagde Lange. + +-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«... + +-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre. + +De gik videre. + + * * * * * + +Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og +gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad +rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede +Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling. + +Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. +Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen +laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage. + +Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra +»Victoriateatrets« elektriske Lamper. + +Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han +tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en +fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han +brød det og læste: + + »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem +til Byen--for at opleve endnu en Sæson. + +Vi hilser Dem alle. + +Deres ASTA HELTZ« + +Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen +havde han krammet fast sammen i sin Haand. + + + + +II + +Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt +mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret +og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer +og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød +det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere. + +Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op +af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til +Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og +virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og +trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen... + +Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; +Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet +blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge +Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg +og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: +Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke +saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne. + +Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens +Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille +Forfriskning«. + +Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem +Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende +udenom Kalkbøtter og over Brædder: + +-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ... +Martens pegede og Martens viste. + +Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine +Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre +Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og +Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns +over hans egne Undere. + +-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og +nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det +svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om +i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor +han havde sunget over Høvlebænken. + +Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men +Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige +herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid +over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange +skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren, +hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde +Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et +Fjællebord. + +Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han +Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa +Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det +indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel +paa Taget, saa den viftede. + +De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den +saadan kunde vifte, naar man pustede. + +Berg slog lidt mod Modellen med en Kno: + +-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens. + +-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med +sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et +Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række +Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror +De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, +stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj. + +Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede +Drengebarn var det tyndeste Pap. + +-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan +--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han +ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand. + +De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme +ned og hjælpe paa kokkken. + +Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale +og tolv Kabinetter. + +De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, +hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse +paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde +nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste +rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil +Kegler, og sagde: + +-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene. + +Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten +nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag. + +Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa +Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var +stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der +manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et +Magasin. + +Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene +og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret +og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun +strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet +videre, saa godt hun kunde. + +Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen +over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om +Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde +træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele +Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi +igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj +mellem Væggene. + +Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens +stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de +giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. +_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler +endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende +med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke +videre. + +Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske +naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et +Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter +til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet +malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, +stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene.... + +-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne. + +Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog +deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader, +Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og +skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet +Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden +halvt forundret over sine egne Vidundere. + +Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham +videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og +Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, +Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt +byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske +Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, +de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, +indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er +vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, +og til en tung Luft. + +Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede +aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en +helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor +»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« +som alt det øvrige. + +En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. +Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at +raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; +det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge. + +Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer +med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal +med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en +ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han +regnede op i de hundredetusinder. + +--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke +flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en +tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' +Ejendomme. + +-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11 +... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje. + +-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde +paa Tungen og smækkede. + +De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte +Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad +hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han +uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om +et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ... + +-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. +Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke +videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene. + +Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte +sine Penge paa Rente. + +En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde +underskrive en Kontrakt: + +-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind +derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor +Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal. + +De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i +Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da +Spenner kom tilbage. + +-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ... + +-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet. + +-Pilloteringen? spurgte Berg. + +-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset +laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner. + +-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf. + +-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens. + +-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder +Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde +noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, +som om han stangede. + +-Men Alverden søger jo, sagde Berg. + +De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med +Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_ +blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til +Direktør. + +-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være +Direktør ... + +-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to. + +Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel +have sin Interesse. + +Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, +vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og +Skuespillerengagementer. + +-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ... + +De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De +takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog +vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, +Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud +over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas. + +Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han +begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om +Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De +om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de +Rejsendes Maaned ... + +-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod +Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det +hele.... + +De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa +trækker man dem ogsaa over Sundet. + +-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. + +De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem +for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, +smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset. + +-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og +brød op. + +Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og +skiltes ovre paa Hamtorvet; + +-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_. + +-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken +om »Direktoratet«--saa tosset det end var. + +-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: +»_Jeg_ skyder Pengene ind. + +Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten +paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret. + +I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af +de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens +Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet +laa der en Flettekurv. + +Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru +Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med +Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien +Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): +heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet +eller simpelthen at gaa og smække med Døren. + +-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind +til »Fa'er«. + +Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline, +giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den +længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat +og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer +fulgte hende langt hen ad Vejen. + +Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks +Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver +Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk +Bogholderi. + +Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om +Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl. + +Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine +vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve +sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op +efter i Trappegangen. + +Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, +rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer +af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et +Sekund Ro for Amalie.... + +-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret.... + +-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra +Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde +de Røster i Diskanten. + +-Aa, maa jeg være fri.... + +-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os +andre.... + +-Hold du din Mund, Frederikke. + +-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine. + +Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten« +rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den +siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten: + +-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. +Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med +Paaklædning.... + +Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i +Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr. + +Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i +Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. + +Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den +første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, +men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under +Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille +Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid +blev debatteret heftigt og halvhøjt. + +-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar +Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til +Udbetaling. + +Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til +Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, +der var meget nær op til Guddommen. + +Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over +sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang. + +Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og +skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte +sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt +fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor +Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over +Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over +deres Borde. + +Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til +Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været +Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev +med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, +mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere +Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det +engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han +var anonym og at det var en Hemmelighed. + +Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at +tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende +Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen +blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til +Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben +Frakkekrave og dukkede. + +Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han +havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde +endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i +»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa +Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, +der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen +skrumpede ind med det øvrige.... + +Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra +Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte +sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til +Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde +tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte +Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud +gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa +den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. + +-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans. + +-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, +mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer. + +-Ja--lo Berg--om jeg kunde. + +Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de +lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden. + +Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. +Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han +kunde næppe tale--otte Linjer.... + +-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt. + +-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. +Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og +korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han +vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. + +Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert +ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« +Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen +Tanke. + +-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo +det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa +Blyant. + +-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til +et Par Depecher. + +Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine +forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man +her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her +gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt. + +-Ja, sagde Gravesen. + +Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen +klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af +et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han +havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. + +Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde« +gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter +»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev +jo »Bagstykke«. + +Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir +ikke til no'et. + +Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man +endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i +Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens +Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der +var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de +skrævede. + +Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa +alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var +betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens +første Leverandør. + +Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. +Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte +Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang +_gaa_ fra denne Anstalt. + +Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa +»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev +videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. + +-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog +Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som +om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i +_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. + +Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var +Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som +Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa +hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller +Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage +sig noget til. + +-Den Maskine, sagde han irriteret. + +-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og +skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide +Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar +han skrev. + +-Hvad skriver De? sagde han. + +-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet. + +Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et +Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, +som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i +Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til +Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«. + +-Hvor var De iaftes, sagde Berg. + +-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, +der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig +uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte. + +Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke +iaar. + +-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han +fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om +Mødet: + +-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde +de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han +og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. + +-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? + +-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. + +Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det +var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om +Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, +over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev +trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne. + +Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede +»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det +mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han. + +Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; +og »Noterne« blev staaende. + +»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han +syg: + +-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han +frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige +Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad +hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte +Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede +sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en +Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og +møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, +Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'. + +-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham. + +Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til +SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til +ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret +ude fra Smallegade. + +Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og +tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke +længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring +Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund +Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var +alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de +andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt +de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en +Stiver under hvert Bogstav.... + +Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. + +-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han +kom til Sæde. + +-Tak. Og dig? sagde Berg. + +-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse +Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for +En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med +sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten +et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for +dig. + +Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv +bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet +en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede +rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige +Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu +et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at +rode.... + +-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals +Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump +Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt +Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille +Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du.... + +-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa +... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene +Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan +lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene.... + +-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet +saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen.... + +-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet +hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud +over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar +hun kører ... Storartet Lys over Handsken. + +Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den +Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en +Maskine dernede skar ham i Ørene. + +-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ... +Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet +og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_, +sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem +Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser +jeg.... + +-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu +ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han. + +-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om +jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig, +Kunsten: at finde det ene, lille Ord.... + +-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning. + +-Ja, sagde Berg sukkende, det er det. + +-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han +begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde +han. + +-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de +var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, +hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad +Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. + +-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende +Udtryk og sagtere. + +-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene. + +-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_ +altid har sagt. Farvel, du. + +Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen. + +Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at +mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i +»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en +Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. +Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse. + +En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, +som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret: + +-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet +var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om +»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk +Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først. + +-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. + +Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa +Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. +Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med +Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol: + +-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige +Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, +der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til +seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig.... + +Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte +at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede +for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest +hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær +af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, +der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis +og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad. + +-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske +Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af +hygiejnisk Indhold.... + +De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt +blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære +Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet +sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var +Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt +Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren +sagde højt til Krans: + +-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra +Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme: + +-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt, +vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt +gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, +sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets +første Livssag. + +Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen +og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det +var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han +vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord.... + +»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i +Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i +Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle +Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes. + +Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde +han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke +Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede: + +-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet +højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, +mens Berg gik. + +En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var +gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne +havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre. + +Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz +svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som +genfødt. + +-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en +Rekreation. + +Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket +--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste.... + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, +hvor man bød paa et Program med seks Numre. + +Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den +københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde +sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse: + +Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var +_deltagende_. + +-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_. + +Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine +Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og +sagde: + +-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod +»Stormestren« blandt Impressarioer. + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt +Bryst: Det er kun et Talent. + +Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig +oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten +fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse. + +-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere +--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som +Menageriejere.... + +Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om +København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han +gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var +utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en +Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler. + +-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten +Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til +København--i en Sæson. + +Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse +Gade, sagde han: + +-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at +have arbejdet. + +Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store +Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye +Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil +dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om +Strømmen allevegne: + +-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. + +-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden +venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher +fra København. + +Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin +Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han +stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. + +Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han +holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden. + +-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land. + +Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og +han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany +vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som +ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt +af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette +Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, +der begyndte at _leve_. + +Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de +udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den +buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, +der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte +deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet +af hele dette »skrivende« Kompagni. + +Og han selv? + +-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han +vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By.... + +Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, +denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen +pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær. + + * * * * * + +Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig +altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin +Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede +paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og +ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange +for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor +Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«.... + +Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op +paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene +i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han +faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og +fik ham samlet op. + +Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, +mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. + +Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af +Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. +Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa +Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt +i Fløjelsblusen og bød Kager om. + +Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit +Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra +Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over +Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg +mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede +alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom +Ruglæssene med alle Ørentvistene.... + +Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en +hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i +Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen, +allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det +mørke Kammer.... + +Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad +Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa +Ruden til Farvel. + +Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i +hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, +mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard. +Lars og Daglejeren tærskede i Loen.... + +-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog, +er du lykkelig? + +Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun. + +-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig. + +-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave +over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber +henover Gulvtæppet. + +Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til +Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med +Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han +dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den +hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede. + +Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven +til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, +og Klokkerne begyndte at ringe. + +Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke +paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler +ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de +saa' hendes runde Ansigt. + +Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa +Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen: + +-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ... +Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op +og faa dem i Solen. + +-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' +løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte +ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken. + +De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, +og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede +Gaardporten. + +-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han +kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen. + +I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om +Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og +den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod +altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv. + +Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling. + +Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét +satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings +fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne +viftede: + +Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit +Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej. + +Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, +Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap. + +Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, +Madam Bølling nynnede med paa sin Stol. + +Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig.... + +Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: +_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg +pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han +hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa +hans Mave gyngede under Vesten. + +Saa satte Tine i igen og valsede og sang: + +I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil +Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, +Til Festen i Kongelunden. Trallera.... + +De svingede, saa de ikke havde Vejr. + +-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog +Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt +vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa +Markedet i Avgustenborg, mens han hylede: + +Til Festen I Kongelunden.... + +-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i +Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik +Berg budt op og valsede. + +Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun +sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet +Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, +Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. + +Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser +fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester +Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille +Grete! + +--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom +forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet +ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i +Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der +ikke. + +Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde +Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. + +-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad +igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde +ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og +Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet. + +-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen? + +-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde +saa underlig en Stemme. + + +--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst +var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de +Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i +sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg. + +Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen. + +Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket. + +-Mon han er ved Samling, sagde Tine. + +-De siger jo Nej, sagde Moderen. + +De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det +er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket +vandrende ved Siden af sit Øg. + +-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? + +-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, +sagde han saa. + +-Iaftes. + +Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten +satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, +sagde Tine gennem Graaden. + +De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde +Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. + +Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til +ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille. + +-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen. + +De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf +ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver: + +-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd. + + * * * * * + +--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som +Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle +Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han +vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin +Fader og Søster i København. + +Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, +som anløb Sønderborg ud paa Natten. + +Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert +et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i +Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til +Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede +Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke +hendes Haand: + +-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun. + +-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at +vande en Høne foran den blissede. + +Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, +mens »Fruen« lukkede Stalddøren. + +De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast +... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved +Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset +standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille +Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af. + +-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf. + +-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd. + +De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over +Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; +foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem +derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og +stille. + +-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse. + +Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf +stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke. + +Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele +Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet. + +-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage +tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd +med Hovedet mod Stolpen. + +Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde +over Hovedet. + +-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre +Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par +Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere. + +Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i +hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, +du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet +Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden, +gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog +Forklædet op om Hovedet. + +Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf +ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og +»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden. + +Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun +løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf +paa at græde. + +Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og +stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt +med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig +og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham +paa Skødet paa Toften. + +De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var +oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte +op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin. + +-Nej, sagde Berg, jeg bliver. + +Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden +saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen. + +-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd. + +Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i +Mørket endnu--hendes Mand. + +Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot. + + +De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det +var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og +som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun +bandt om hans Billede over Sofaen. + +Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende +Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens +langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte +forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel +Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af +lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade. + +-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie.... + +-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet. + +-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det +mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i +Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han +ved. + +-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem +derind? Her kom Herluf saa sjældent.... + +-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... +Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid +skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med +sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som +dog fyldte hele Huset. + +-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie. + +-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil.... + +Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og +flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ... +Hvor er Minna? sagde han. + +-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun +sukkede. + +-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden +... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade +_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig, +det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været +inviteret til Skovridergaarden. + +Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til +sit Vindu. + +-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende +ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa +Læsningen. + +Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. +Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa +Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_ +du dog ikke ta'e dig iagt? + +Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent +ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud +over endnu et Stykke Gulv. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk. + +Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod +Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den +listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er +kommet til at rive min Azalia ned.... + +-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen. + +Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole +ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og +blegnæbbet som et Vinterskud. + +... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var +i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne. + +-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til +Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund +mere, véd du.... + +-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det +behøves jo ikke, Minna.... + +-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken +Berg var altid saa anstrængt af Tavlen. + +-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med +»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben +for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst. + +-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede +»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. +Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var +Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén. + +-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den +Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og +Værelset her i Leje.... + +-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før +hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge +alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng, +hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og +stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød. + +-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til +Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over +Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu.... + +Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf +stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes +Hovedgærde. + +-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde +stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket +tæt ind til hinanden. + +-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme? + +-Fjenderne, sagde hun. + +-Og har Bøllings Fanny? sagde han. + +-Ja--Bøllings har Fanny. + +Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt +sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare +Fødder, hen i hans egen Seng. + +... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet +ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget +pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille +Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og +Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen. + +Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede +ud for at lukke Dørene paa Klem. + +Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle. + + +Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru +Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og +klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen. + +Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle +Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun. + +-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men +hendes Øjne kunde ikke sé mere. + +-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille +Dreng. + +... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa +stille i Kammeret. + +Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa +Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten. + +Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og +Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres +sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra +Bordet. + +Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han +græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra +Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet. + +Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog +til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, +Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han +syntes, nu var først hans Moder rigtig død. + +Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen. + + * * * * * + +Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne. + +Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen +stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af +de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende +stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er +kommet i Dagen. + +Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var +begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv +»Skrabnæse«. + +-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i +Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav +Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han. + +Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; +Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog +Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede +Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? +Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et +rystet Træ. + +-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede +om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke +Vand, han havde Trykken for sit Bryst. + +-Naa, Appel, Hesten frem.... + +Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle +ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater +krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til +Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden. + +Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver +i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte +Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og +Opførsel. + +Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og +smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente +Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og +var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af +deres Kroge for at syne ham: + +-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane.... + +-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi +Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr. +Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne.... + +Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar +han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og +spyttede i Hænderne. + +-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver +et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan +for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns. + +-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg, +er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper.... + +Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen +og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret +Arrigskab og Forlæsthed. + +-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu +Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte +Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut. + +Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret. + +Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra +Væggen--og Ole Martens slog ham Følge. + +De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. +Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor +Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod +ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste +rørte sig i Baasen. + +-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved +Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede: + +-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende. + +Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen. + +Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad +Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, +saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i +Vestergade: + +-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da +han stormede ind. + +Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang +imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned +ad Gulvet, med Hænderne i Lommen. + +Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest +laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til +Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til +det snævre Hus. + +Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned: + +-Nu gaar jeg, sagde han. + +-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde +huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere. + +Herluf mumlede og kom afsted. + +Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog +Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr. +Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var +en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar +blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. +Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet +og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer.... + +Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til +Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece, +som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede +afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr. +Bonnesen rettede: + +-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind +... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre +... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet.... + +-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre« +... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ... +Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet. + +Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne +trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med +Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele +Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«. + +-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer, +mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en +veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han. +Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, +der bliver fodret med Tvebak. + +-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som +en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo: + +-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og +ikke for meget. + +Derpaa var der pavse. + +-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved +Vinduerne: Man underviser for Livet. + +Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden +blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok. + +Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul, +til _hun_ kom forbi. + +Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de +spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i +lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog +den frem. + +Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven +ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog +ingenting«. + +Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad +Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den +diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret +strittende til alle Sider. + +-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske. + +Herluf mumlede. + +-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten. + +Herluf mumlede igen og slugte videre. + +Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag +Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik +de i Seng. + +Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener +blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten +Klokken seks gik over og »belagde« en Krog. + +Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, +mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i +Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren, +som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa +Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige +Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens +Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende +Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit +Bryst: Krigen var brudt ud. + +Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer. + +--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var +strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i +en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, +Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte +blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var +rejst fra Compiegne og stødt til Hæren. + +Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin +Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i +Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. + +Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, +for at se. + +-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion, +saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle +stod op, Stokkene tabte han.... + +-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser, +hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa +Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved +ved Hoved, paa Marseillaisen: + +-Marseillaisen! + +Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_ +det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og +ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i +Flokken foran Tavlen. + +-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra +Saarbrücken: + +I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig +Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den +kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag +vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt. + +Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved +at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for +de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik +frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og +nikkede. + +Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna +gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den +gamle tog den: + +-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa +sit Skød, med rokkende Hoved. + +Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, +ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset. + +-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu.... + +Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den +halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind. + +Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af +Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder. +Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen +og tog hendes Haand. + +-Hvor de synger, sagde han sagte. + +Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand: + +-Husker du din Fader? sagde hun. + +-Ja, sagde Herluf. Godt. + +Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa +Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var +paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal +derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri +... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt. + +Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om +Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme. + +-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og +kom til Jylland. + +-Det var to Gange Brudepige i ét Aar.... + +Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den +gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen +endnu. + +-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i +hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af +Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet. + +Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde. + +-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg +ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen. +Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede. + +Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe: + +-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er. + +De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er +snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik +Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte: + +-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar +de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad +her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den +lyse Dag.... + +Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i +Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede +for Smørkrukken. + +Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom +op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham. + +Dernede gik endnu et Par og sang: + +Allons enfants de la patrie.... + +Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole. + +Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de +_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de +mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i +ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer.... + +Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte + + * * * * * + +Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og +den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde +Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved +Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over +Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige +Perpendikler. + +Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og +mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det +tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige +Smaaknirken under de urolige Ben. + +-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned +med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og +førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. + +Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt +Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem +Klassen. + +-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre.... + +Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos +Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og +velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske +Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede +de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt: + +-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat +(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen +af en Kandidat. + +-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres +Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat. + +Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne +resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig +til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet +syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen: + +-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet +_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om +hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig +Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, +der ikke mere generede. + +-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig« +Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted.... + +-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid. + +Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og +Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen +som et Par Traner paa gloende Tallerkener. + +-Det er os, sagde »den landlige Smag«.... + +Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over +deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne +og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen: + +-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne. + +Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med +nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun +lidt, sad mest og røg og døsede. + +-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til? + +-Hvilket? + +-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften. + +-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon? + +Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. +Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen +gennem Stræderne mod Frederiksberggade. + +En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af +Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til +Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne. +Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede +hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord +igen. + +-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han +drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften, +Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel +Vaabenbroder. + +-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han +gik videre bag de andre. + +-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne. + +Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de +troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag +mod Prostitutionen. + + * * * * * + +Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde +straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet +af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit +Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun +gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle +om. + +Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God +Nat«. + +Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for +megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til +Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde +frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa +Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod +Morgen. + +Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af +den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store +Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa +Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden +Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den +opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen. + +Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de +kom til Arbejde. + +De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i +Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der +fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj +og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den +bare Jord, og hamrede.... + +Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser +gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København. + +Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige +Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde +han overdøve alle de klingende Hamre: + +Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at +leve--med det nye København. + +Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse +Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store +København, med sin flunkende Hue. + +... Saa blev han Student. + +Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang, +blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer. + +Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen +brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken +lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og +Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den +lyse Koncertsal et: + +-Leve København! + +Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og +viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange +Hurra.... + + * * * * * + +Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over +Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab +igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende +Hamre. + +-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, +tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne +Ord: + +-Og man kom løs, sagde han. + +Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede +kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i +Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund +(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede +Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars +Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere +Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig +sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod +Lampen: + +HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE + +Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens +Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste. +Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en +højkirkelig Foresat.... + +Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen +arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. +Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens +Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias« +sidste hundrede. + +I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod +og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet. + +-Mærkværdigt, sagde han. + +-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden. + +-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er +Varsel om store Ting, sagde Meyer. + +De lo begge og skiltes. + + + + +III + +-_Kan_ han no'et? + +-Véd s'gu ikke. + +Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af +Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af +Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne. +(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa +Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige +Sovekammer herskede kun Køllnervand). + +-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den +nye Forretning--paa Købmagergade. + +-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en +Cigaret. + +-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en +Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men +Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa +»Husholdningsbøger«.... + +-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede +Gerster efter det bekendte Avertissement. + +-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at +lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de +fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade. + +-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig. + +-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_, +sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik +hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her +trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev +handlet i dette land. + +Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og +Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja, +alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne +Kapital.... + +-Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag +til at blive Nordens Hovedstad. + +-Ja, ja, det blir den, sagde han. + +Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden +for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun +ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede« +gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til +at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var +Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var +blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til +Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne. + +-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. +Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med +Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for +Reklamen, du-- + +Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en +anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, +Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt. +Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de +venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem.... + +Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles +hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne +selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, +Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller +Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst.... + +-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige +Lejeindtægten i den døde Tid. + +Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og +Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til +København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller +Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København +--til os. + +Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al +Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var +rigtig »oppe« i en Plan. + +-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet +den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i +Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det +Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye +København. + +Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja +--du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde: + +-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at +gribe til«--selv greb han aldrig til). + +-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa +Døren til Entréen. _Der_ har vi Lange. + +-Kom ind, sagde han. + +Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede +Skuldre: + +-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv +paa? + +-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen. + +-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange. + +Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med +en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som +kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«. + +Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, +hørte man Professorinden. Og der blev stille. + +-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen. + +-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad +man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed. + +Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget +for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles +glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Haarene i +Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede +Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I +kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden: + +-_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev +ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer +jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind +til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde +lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa +sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han. + +-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst. + +-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne. + +-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard +langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden +nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ spørger endnu nogle +Gange, sagde han, om »_det_« er at elske? + +-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og +viftede. + +-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har +ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af +Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) +saadan omtrent søgt overalt.... + +-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden +Tone. + +-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om +alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner: + +-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud +for? + +-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt. + +-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt. + +-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf. + +-Ja. Jeg græder da tit. + +-Hvorover? + +-Man _har_ da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet. + +Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige +Grædepile paa Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden. + +-Hvad ler du af? sagde Lange. + +-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg. + +-Ja--jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var +halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det +har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde +Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik. + +De to andre blev siddende tavse. + +-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og +Damerne.... + +-Hm, sagde Herluf blot. + +-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skød vi til Skive efter +Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og +Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud +Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var +ganske blege, du, sagde han. + +Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at +spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var +mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde +været _det_ højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den +brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog +havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge +»Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og +Lille-Gerster hjemad. + +Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster. + +-Ja, sagde Gerster. Det er vi. + +-God Nat. + +-God Nat. + +Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne +Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede +det. + +Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde +vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme +hjem. + +... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter +havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød: + +-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt. + +Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte. + +De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort +et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg +tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget +sød.... + +-Gift, sagde han. + +Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede +--Tone som før sagde han: + +-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet? + +I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man +»talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf. + +Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet. + +-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet +Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler. + +-Ja, sagde Herluf. + +-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig. + +-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem +de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. +Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra +Skrivebordet, da de kom ind. + +-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg. + +-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en +Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue +som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ... +Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede +hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre +Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens +privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og +Meyers Fremmed-Ordbog. + +-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard. + +-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes, +sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse +tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun. + +-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med? + +-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element, +mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede +Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden +sagde: Erhard--vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i +Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under +Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne). + +-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os. + +-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en +vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man +talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nærmeste Venner: Man +kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele +ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, +at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds. + +-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. +Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand, +forklarede hun Berg. + +Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem +spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire +og tyve, sagde Erhard. + +-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et +Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra +Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og +strikkede, naar der ingen var hjemme. + +-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde. +Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun +skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet +Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og +sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--før han gik. + +Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var +ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres +Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende +stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var +gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu +boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen +læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt +bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det +kunde bringe dem Bud »derovrefra«. + +Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle +Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte +hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal: +naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig +Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The.... + + * * * * * + +Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde +Heltz. + +En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i +Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa +Trappegangen--og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et +helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. +Konferentsraadinden snakkede og lo højt--med begge Hænder strakt frem +mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og +sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. + +Herluf undskyldte, at han kom for silde: + +-Ja--det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans +Hænder. + +Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor +Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde +af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa +Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa +fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke +kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; +og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, +han havde en Ulvehunger. + +Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i +Stuen, hvor de store svære Møbler--de var ikke fornyet siden +Konferentsraadens Død for ti Aar siden--var spredt over Gulvet: + +-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg +vil helst sidde fast opad Væggene. + +Berg var gaaet hen til Frøken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod +ham lige strax ved Døren--og han talte med en halv sky, halv øm +Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. +Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, +tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans +Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en +Ingénue paa Teatret. + +De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i +Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde--med +Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af +Skjorten--og slog ud med de kønne Hænder over Bordet: + +-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede. +Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry: +Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort +Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne +ved at være fyrre. + +-Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens +brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, +saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe +efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv +»Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar. + +-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg. + +-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at +konservere Dem. + +De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde +betænksomt: Ja det _er_ mærkeligt ... Naar jeg tænker paa _min_ +Moder.... + +-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde +dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe. + +Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, +lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve: + +-God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne. + +-En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at +sluge den. + +Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise +og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede +undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under +Æggeheden. + +-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. + +-Der flyver dig en stegt Due i Munden. + +-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt +om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse. + +-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse +(naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem +_studere_ min Datter. + +(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og +Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.) + +-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte +nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det +var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed, +kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine +Døtre og sagde: + +-Man kender da vel sit eget Kød og Blod.... + +-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog +Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov. + +Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en +sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den +Symaskinen.... + +-Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber +ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt +... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De _sige_ +mig, hvad man skal give dem at bestille? + +Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde +give dem at bestille. + +Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet +rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig +til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde, +at de hørte, de læste--de fik for meget at vide.... + +-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken. + +Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg +forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg +blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i +dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson +havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene.... + +-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin +Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen +Blegsot.... + +-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod +Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru +Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna. + +-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, +sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle +Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: _Han_ husker +Skovballerne, sagde hun og lo. + +Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det +halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det +muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene +over sit Glas--hun tænkte paa Konferentsraaden. + +-Mo'er, hviskede Asta op. + +-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den +anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op +med Øjnene paa Herluf--de straalende Øjne--og han hævede ogsaa sit +Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede +af al den glade Forelskelse i Nakskov. + +-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, +idet han satte Glasset ned paa Dugen. + +Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige +Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op +gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud +mod Sundt. + +-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk, +hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig. + +Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han +sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved +Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser +om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han. + +-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru +Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender +vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr. +Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen +ved at nævne Fornavnet.... + +-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende +skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender +Gerster? sagde han. + +-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun +blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de +rejste sig fra Bordet. + +Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru +Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand: + +-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to +Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til +Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs +nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde +Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, +han eksperimenterede: + +-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke. + +Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde +fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig +antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet +gennem sin Stang-Lorgnette. + +Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til +Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han +og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal.... + +Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en +Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun +ligner en Fugleunge? + +-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og +skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger +jeg.... + +Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg +talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--_vort_ Ægteskab +er et Kammeratskab. + +De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte +det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne. + +Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og +Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne: + +-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de +varmer ikke.... + +Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og +glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa +Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen +var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at +Numer? sagde Etatsraadinden. + +-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte +paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru +Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille +Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte. + +Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg +ikke heller--Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og +modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem +Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med +Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte +sig. + +-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret. + +-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der +altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for +overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at +fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om +Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_ +skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af +en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig +Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han +tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig +forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst: + +-_Og jeg da?_ sagde hun: + +Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for +Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: + +-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som +fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gaa her--alle de Aar, sagde +hun. + +Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille. + +Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om +Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde +samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed: + +-Asta, sagde han. + +Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet +det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og +følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, +der gribes. + +Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér +man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile. + +-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge +Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik. + +Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet. + +Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt +til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en +hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern: + +-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket. + +-Ja, sagde Berg. + +-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. +Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: +Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik +videre. + +--Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine +Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu +efter Anstrengelserne: + +-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, +netop tilpas.... + +-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige +kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde +hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. + +-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. + +Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' +ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun +følte ind til sin Skulder. + +-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud +taknemmelige. + +-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens +Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede +sin Livvise. + +-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med +Pusteren for at slukke. + +-Stine kan godt slukke, sagde Asta. + +Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i +Mørket. + +Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde +gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs +med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. +Aa din Kryster, sa' Babette. + +Saa holdt hun op og slog Klaveret i. + +-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. + +-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre. + +-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, +som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer. + +-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod +hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal +høre op.... + +-Hvilket? + +-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng. + + * * * * * + +Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange +Samtaler med sig selv: + +Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde +_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans +Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Haand i dette, +filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og +»komme løs«. + +Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i +Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som +havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og +man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og +havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed« +og »Planer«. + +Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt. + +Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: +da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget +fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun +smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv +sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom +løs): + +-Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde _selv_ hørt Ordene +med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at +løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved. + +-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo +aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige +Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren: + +-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye +»Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til +Kærlighed. + +Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor +han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad +med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed +i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? +Er _det_ ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte +kun og spurgte igen: Hvis du troer det? + +Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde +have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske.... + +-Og _hun_. + +Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstaaet hende. + +Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld +--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For +under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes +Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes. + +Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med +sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har +dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte +begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank +sammen.... + +Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens +og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for +Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende +Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag.... + +Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede +paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han. + +-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned. + +Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne. + +-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen. + +-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham. + +Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme +havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som +han kom fra. + +-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus +ved sit første Sold, som han sad. + +Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede +for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den +bort: + +-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde +han. + +Gerster hørte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, +med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand +fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette +Menneske, der _elskede_. + + * * * * * + +Næste Dag underskrev han Kontrakten. + +Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og +Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder. + +Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: +En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en +Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre +Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde +rejst i Norge. + +Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde +sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«. + + + + +IV + +Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme +og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at +»Bygmesteren« sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget +længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet. + +Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt +»Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede +med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad. + +Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, +mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske +Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig. + +Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. +Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der +altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog +han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man læste hele den +ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi. + +-God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet +hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med +»Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til +Skole, før han gik i Retten. + +De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, +febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. +Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde +sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne +Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa +de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt +»borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham--man +havde borttaget Lærredet om Morgenen. + +I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere +transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen: + +-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. + +Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf +og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, +forgyldte Ben. + +-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf. + +-Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med +Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, +hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, +og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem +lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa +Piedestalen. + +-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i +Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde +Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. +Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin +Underskrift et Steds. + +-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar +Navnene gør det--Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem +sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet. + +-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i +Luften, efter at han havde skrevet under. + +-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde +Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok. + +-Nej--vi sørger for os selv herude, sagde Spenner. + +-Vel. Adjø--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød +op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de +forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske +tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: +Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende +Streg ligeud, som en afhugget Hale. + +Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt +af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i +Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske +Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et +ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en +Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum. + +-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt +Primadonnaens Stemme. + +-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang. + +-Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve. + +-Vel, svarte hun igen. Og Programmet? + +-Bliver ved de to Enaktere og Prologen. + +-Hm. Det ene svenske? raabte hun. + +-Ja. + +Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. +Det var først Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af +Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle +Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær--med aaben Overfrakke og +halvt i Knæ af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne +se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse--af Hensyn til sin +skandinaviske Korrespondance. + +Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede +ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske +Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i +Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad +op paa Skrivebordet--Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, +faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' træt ud, mens han i +Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes +Petitrubriker. + +Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, +hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden +paa Hovedet: + +-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en +Maaned læst syv og firs. + +Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og +den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem Aar +spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og +havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk: + +-Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre +fra os, _høre_ fra os.... + +Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme +strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt +skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af +Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for +Pressen. + +Paa Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær +--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen +talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og +stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet.... + +Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej +som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske. + +Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en +Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der +valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor +han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med +Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der +sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle +Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen. + +Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: +Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen. + +Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren. + +-Hvilket? + +-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten. + +Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der +var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: +hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina. + +Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en +Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene +prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med +Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt +borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der +bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, +hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper +... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til +Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig +halvvejs sammen over Grotten. + +Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte +Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang. + +Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra +Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval +i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der +ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden. + +Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring: + +Hvad han havde for Idéer--Naar blev _han udtømt?_--Ja, man maatte +forbavses ... Alle snakkede. + +-_Mig maa_ De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille +Dame og rejste sig paa Tæerne. + +Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om +ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i +Psalmebogen, om Præsten: + +-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru +Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran +Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde +Bestillinger til den hygiejniske Kongres: + +-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds, +forsikrede Adolf. + +Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: +Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel--»til selv at skrive +paa--men noget net«.... + +Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, +gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg +Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en +Mappe: + +-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklærer vi, er +under Restavration under Kongressen. + +Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, +sagde pegende paa Kunstbladene: + +-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra +Kobberstik.... + +Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den +gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa +Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han +skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i +hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at +traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent +stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun +stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, +til hun havde set Sønnen: + +-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen. + +-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen. + +Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig +tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han. + +Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt +til Væggepryd, sagde han. + +-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre--dem sælger vi jo med +Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre. + +Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg +Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen. + +I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre +»Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet +ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i +Skumringen, mens han nikkede. + +-Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen. + + * * * * * + +Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede +i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet +med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner +svømmede under en Aakande--en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin +Moder. + +-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at +trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar +Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det »Elektro« +... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... +Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten.... + +-Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, +sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev +opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan. + +-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand. + +Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, +men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden +Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs +efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru +Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle +Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var +og blev hende en svær Ting--»de putter saa meget sammen«, sagde hun +til Berg--og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne. + +-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. +Konstantin turde hun ikke spørge. + +-Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med +Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads. + +-Udmærkede, sagde han. + +-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior. + +-Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru +Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervøs af +Glæde. + +Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før +Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i +Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa. + +Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i +Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol--og kaldte den +gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«. + +Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun +ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, +sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle +deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op: + +-Ja--de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, +Marie. + +Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn. + + * * * * * + +Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle +Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe +over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun +blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden +»Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i +Mørket. + +Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag +Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der +lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang. +Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en +Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. +Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen. + +Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt +begyndte at sænke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og +Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de +plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes +Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens +Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber. + +Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede +fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der +dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod +Loftet--Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var +mørkt. + +De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste +Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig +første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, +i Angst, ned i Kælderrummet. + +Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede +Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu +gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var +»Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle +danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret. + +Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; +oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. +Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var +kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for +Rampen. + +-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held. + +Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud +gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen +gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne +fyldte Glassene: + +-Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal. + +-Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas. + +... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i +Logen glædesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden +ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det--: + +-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse. + +-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens. + +Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede +igen. + +-Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt. + +Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens +de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne: + +Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som +ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra' +Hurra. + +-Hva'--Børn--det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da +det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens +svingede det fyldte Glas op mod sin Kone. + +-Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en +fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket +frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og +traadte frem; lad Dem ikke forstyrre. + +De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og +febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og +Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede +og nejede, af Respekt for Kapitalen. + +-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, +smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad +Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens +Skød--det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han. + +Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. +Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne +Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog, +fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er +med Glæde--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg +tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus ... +Skal vi tømme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke! + +Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og +--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene +--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget +af _dens_ Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til +Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, +hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom +Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig +Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt +ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse +dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med løftet Glas vendte han +sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele +Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende +Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der +beruste Generalforsamlingerne--udstrør deres nye Rigdomme, skal vi +hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens +København, det _vort_ København, der brød Voldene ned for at bygge paa +ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu +staar. + +-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København. + +Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene +klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom +om de vilde sværge: + +-Leve--leve København. + +Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse. + +Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. +Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem +Gangene. + +De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde +bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den +store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side +af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af +Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i +Gulvet, for første Gang. + +Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret. + +-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom +ind. + +-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den +første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken. + +-Hva'?--Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i +Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar. + +-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal +vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, +sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele +taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni +for Forretninger. + +Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet. + + * * * * * + +-Asta--du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, +der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru +Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent +Vindu. + +Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i +Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne. + +-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se +hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne +dernedefra. + +-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ... +Fra Vitoriateatret.... + +-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun. + +-Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad +stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi--Trin og Stemmer og Latter +... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs +Navn--Gang paa Gang hans Navn. + +-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned +mod Karmen. + +Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, +at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med +Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig. + +-Asta--men det _trækker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen. + +-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet. + +-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren. + +-Ja--der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde +Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg.... + +-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade +Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved +Bordet.-- + +Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter +Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet +»Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i +Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det +varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens +Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede +Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de +ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles +»heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af +evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og »Tante« Strøm blev kaldt +ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen. + +Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele +krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en +Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet +forvexlet sin Paraply. + +Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor +optaget af Strøms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i +Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste +Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe, +en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en +Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu +ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne. + +Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru +Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser. + +Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade +at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig. + +-Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne. + +Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig +frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, +lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde +Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret +Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker +over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare +og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder. + +-Naa--saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da +Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til +Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved +Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget +blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige ældre Udgave Canth--og Putte +sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der +om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse. + +Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste +rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom +drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte +igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede +Fru Mølbom. + +-Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun +afgørende. + +-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i +Vejret, naar man _skal_ være bararmet ... Skaal, »de Smaa«, sagde hun +og drak Ungkarlene til. + +-Det var _uanstændigt_, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun +over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten? + +Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for +Pillen. + +-Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket. + +Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte +ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og +ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden +manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe +Redaktøren i Ansigtet. + +-Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«. + +Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire +Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den +franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i +Dagligstuen. + +Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at +kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa +en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, +der endelig hører Maskinen i Kog. + +Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, +hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage +for at hviske med Bastrup. + +Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at +Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til +Scheele, og Genferinden tog hans Haand. + +-_Scheele_, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt +frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde +fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster: + +Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, +til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt +praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals. + +Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om +Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og +kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der +drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede +Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens +Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup. + +Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, +hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede +Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed. + +Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran +Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun +hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte +Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede. + +Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved +Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de +stridende med store Øjne. + +Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd, +og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte +klagende. + +Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at +høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og +lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker.... + +Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas +Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik. + +Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene +inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for +at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene +op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun. + +-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, +blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var +gaaet. + +Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede +under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge +som et rent Jordskælv. + +-Det er Mo'r, sagde Putte--der lød en høj Latter derind. + +Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen +til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til +Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op +for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med +Sundt. + +-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé +de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret. + +Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende +højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev +ved at spille, saa Strængene dansede. + +Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa +Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog +Barnet--se dog Barnet.... + +Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. +Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og +jublede: + +-De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og +man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de +andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; +og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten. + +-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen. + +-Ja, svarede Herluf. + +-Kom herop, raabte hun. + +De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende +og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de +bare Bén og vilde ogsaa sé. + +Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«; +lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen. + +-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni +hurraer ... en, to, tre.... + +-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene +paa Sundt. + +Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage +Billetter--hos Fætter Grevesen. + +Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med +Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad +Porten. + +De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik. +Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag +faldt ham ikke i Haanden. + +Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden, +paa Kanten af sin opredte Sofa.... + +Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i +Kjole med det nye Dannebrogskors og sang. + +-Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens. + +-Ja, sagde Martens og blev gaaende. + +Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens +hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen +ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede. + +Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op +mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors. + + + + +V + +Det var paa Hældningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens +Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske +Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller +som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var +Løvet allerede tæt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra +Sundet. + +-Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt. + +Himlen var høj og lys, og der laa som et perlende Sølv over Sundet: +Ja, sagde Berg, idag er det Foraar. + +Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, der standsede foran +Vandet eller saa' over mod Kastellets grønne Vold--de første Sirener +stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig sét den før. Og alle +Munde var paa Gled, saa det lød som et eneste Kor. + +-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa +Kørebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegrønne Hække +under de unge Træer: Sés iaften. + +-Vel. + +-Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skød paa dem som en +Raket gennem Sværmen--Time-Drosken ventede ved Porten: + +-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik +Depechen op og læste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en +Bom: Tredive Forestillinger--à tusind Kroner ... Saa spiller vi lige +til Juli. + +Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde +spille her, mens »vore Egne« gik paa Tourné med Aabningsforestillingen +i Provinserne. + +Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre: +Genial Idé, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De--Fordrer kun +ni Personer _med_ Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger. + +-Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden +mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at +han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end +Telegrafen. + +-Under Spenners Ledelse, sagde han. + +Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar +Dampbaadspiberne ind i Støjen, og fra Refshaleøen, hvor Dampskibene +rejste deres store Skrog paa Værfterne, lød Maskinernes Larm og +Smedenes Hamren ud over Rheden. + +-Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange. + +-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer. + +-Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone:--og Tivoli aabent paa den +anden Side af Gaden. + +-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklædte Strøm, ud +mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse +Luft. + +-Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle. + +Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt +og længe: + +-Saagu, sagde Lange glad. + +Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; +Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og +Vandet. + +Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen: Kongresmedlemmer trak +frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa +Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en +Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til +de gamle Herrer: + +-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kaade afsted for at +følge med Vognene. + +-Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om +sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave +skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til +Menuer: + +-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: +Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen. + +Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var +en Gruppe, til midt paa Bordet: København, der strækker Kransen ud +mod Videnskaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fødder. + +-Brillant--i vældig Størelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det +op paa en Nat. + +Lange havde sét Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde +han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg. + +-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for +vor Møje. + +-Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin +»Prinsesse af Bagdad«. + +-Men, de kommer jo til anden Akt? + +-Ja, sagde Berg. + +Et Par skarpe Piber lød, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre +Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer +med sit mægtige, vejrbidte Skrog ... De mødte en Øresundsdamper, og +alle Damppiber lød. + +Sværmen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Lægerne +standset deres Vogne og stod op for at sé: stille gled de store Skibe +forbi i den lyse Luft. Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa +Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste +glad, med sine store Øjne--Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert +fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en +Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne. + +-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af +Scenen om Aftenen--»Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et +Par Krøyer'e«--før han gik. + +Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at +tømmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Værfternes muntre +Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem +Grønt--vinkende som med hundrede Løfter om Sommer--hélt op til +»Hvidøres« slanke Taarn. + +De stod nogle Øjeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog +om dette--en Bog, du--og han førte Haanden gennem Luften, som vilde +han indfange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre--med _Sol_ over-- + +-Lys ned over Siderne, sagde han. + +-Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede +Tone, de har ingen Øjne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer. + +Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Kørebanen. De +saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket +Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens +der blev lét i Vognen. + +-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at +vifte. + +-Han saa' svært lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han. + +Berg trak paa Skuldren: Hvem véd. sagde han: de gik hjemad gennem +Grønningen. + + * * * * * + +Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede +ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt +behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene. + +-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid +svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han. + +-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs, +at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at +trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde +ham i Skøderne. + +I den runde Gang saas kun tre Frøkener Gravesen og en Niece af Hr. +Stær, der benyttedes til en Slags journalistisk Blænkertjeneste i +Tilfælde, hvor Diskretionen forbød »de Herrer« selv at være tilstede. + +De hørte Vognene rulle frem foran Façaden, og de Herrer Læger +standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med +én Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler. + +Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet +ad ingenting, mens de bakkede løs paa Fest-Havaneserne--hvad der lod +Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og +Branddirektørens nye Reglement. + +Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsidentværdighed, rank, med +det nye Kommandørkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord +med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tænkte paa et Par Landlæger +af den gamle Skole, der havde været særdeles livlige ved Kaffen. + +De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Børster Skæg og +Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen +med strakte Halse, og de to Landlæger--gamle Studenterkammerater med +svære Halskæder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa +en Sofa og sagde: Ja, ja, det gør godt at sidde, du gamle, og slog +hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for. + +I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkener Gravesen og den +Stæhrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den +anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede +Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at Publikum ventede. + +Kongresherrerne strammede sig op i Knæerne, idet de gik ind ad de +aabnede Logedøre, og Kontrollørerne holdt Midtlogens Fløjdør paa vid +Gab for Spidserne, der førtes ind af Professoren. + +Saa hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsraad Sténs festvante +Stemme med et »Leve den hygiejniske Kongres«, og Larmen, da alle +rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche. + +-Saa--nu er de der, sagde Adolf. + +Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn. + +De to Landlæger var blevet enige om: at først kunde man vel styrke sig +med noget »Vand«, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med +Cigaraske ned over Knæerne.... + +Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Huset. + +Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en +saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla. + +Alt var matblaat: Silkeforhængene, Vægfelternes Grund, hvor blege +røde Roser var malt i Buketter, Tæpperne og de mangfoldige +Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor +store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte høje +Fønixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af +Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa. + +En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhæng tilside, hvor +Palmer og tunge Rosentræer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra +elektriske lamper, dæmpet gennem blaaligt Glas--det samme Skær næsten +som af Midnatssol--Landets daglyse Nat. + +Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen, +udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun +vinkende. + +Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og greb haardt om +Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren. + +Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette. + +Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa' +dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit +rokkende imbecile Hoved, som hørte han endnu paa sit Kateder en +Oversættelse af »De officiis«, Kars med sine foldede Hænder og Stæhr, +sammenbøjet og foraset, allerede i Tankerne forfølgende en filosofisk +Idé til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; +Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op mod +Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem +langs Balkonen. + +Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin Plads i første +Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede +den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte, +mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med +Øjnene bestandig, bestandig mod København--Sten paa Steen havde bygget +deres Existens. + +Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i +Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdélsmøder; fra +Landsdélsmøder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han +forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede +Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter +Øjeblikket, naar der skulde gribes til, Øjeblikket, hvor _her_ var +_Plads_. + +Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som næret af alle hendes +hemmelige Ønsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst +forstaaende hele dette Felttog for at réussere, som her stille førtes +fra Dag til Dag. + +Indtil nu. + +Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen, +hvor hun i Halvmørket skimtede sin Mand rank, med det tænksomme +Ansigt og Kommandørkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og +blev siddende med et Smil. + +Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf +Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog +Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var, +Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af +Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst: + +-Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig? + +-Fordi jeg elskede Dem. + +-Og derfor har De vanæret mig? + +-Jeg elsker Dem, Lionette. + +Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne Kærlighedshistorie +til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man hørte +dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru +Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store +Øjne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed +i sin egen Læbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet +Knas. + +Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlæger, der +ogsaa vilde ind og sé paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru +Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket +og halvt andægtig, naar hun var i »Martens Teater«, rykkede angst helt +hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen. + +Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med Ægtemanden kom. + +Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte Tjenernes og +Kommissærens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet +alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at dække en +pludselig Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge Døren. + +Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--før hun +havde løst sit Haar, det lange rødlige Haar, og blottet sit Bryst og +flænget Kniplingerne løs fra sine Arme: + +-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Døren op. + +Man tænkte ikke paa Handlingen, man brød sig ikke om Dramaet. + +Man saa' kun aandeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige +Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys +prægede Guld. + +Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved +Synet af dette Guld i Guld, løftede hun med et Skrig af Triumf den +blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Mønter--der faldt som en +gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tæpper hastigt sank. + +Det var ikke Bifald, der lød. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de, +bøjende sig frem over Jernstængerne saa langt, som skulde de styrte +ned fra den svimlende Højde; Lægerne strakte Armene frem over +Balkonens Engle og raabte høje Bravoer ud over det bevægede Parket. Og +som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt Fru Duncker, mens alle +klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste +Vindstød bryder helt. + +Tæppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da +hun løftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen +var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet, +saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun +pludselig, i Parkettet og Loger, sét hundrede grønlige Lig, der gjorde +Grimacer imod hende i det skærende Lys. + +-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun næsten vaklede. + +-Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset +faldt ud over Salen. + +Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktør Isachsen, staaende op paa sit +Sæde i Parkettet, et nyt »Leve for Københavns Gæster--Samfundets +Helbredere«. Og efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte +Vicepræsidenten, mens alle Læger rejste sig--Professor Gerster stod i +Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfæer--et: Leve Storstaden +København.... + +-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København! + +Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at +ryste. + +Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i +Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham. + +-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse. + +-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig +fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke +Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed. + +Hurraerne lød endnu. + +-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf! + +Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte +endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave +efter: + +-Vist, Tante Strøm, maa det kunne gøres paa Cachemir, sagde hun. + +Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i +Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne værgede de bestilte +Borde, og Damerne, med deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i +Stimlen, der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som Herrerne +sloges om. + +Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i +Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Sæde, og +Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik. +Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes Støj fra det store +Køkken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem +Talerøret. + +Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen. + +Bag de store, aabne Døre til Anretterværelset, hvor Jomfruerne travlt +rangerede Fadene under de høje Varmelaag, saa' de det store Køkken saa +oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor +Jomfruer med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene og over +det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra +hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter. + +Alt var i Virksomhed Ovndørene, der blev slaaet op og i, raslede i +Hængslerne, og hedho'dede Piger førte Piskejernene til Omeletterne, +saa det klang. + +Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med aaben Mund--paa Dampen, der slog +hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i +Køkkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svært Jern over +Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal. + +Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra fransk Savoyen, der +førte Chateaubriand-Jernet til en Stamgæst med højst-egne Hænder. Fru +Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svær med Jernet i +sine Hænder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede +»Stegestykker« ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden +bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kødtrug, hvor de +skære Kødflader laa Side om Side som flængede, blodige Tunger, og +klaskede to nye Stykker skært om den ene Kødflade, han skulde riste. + +-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra ham og de Kødstykker, +han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr. +Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han +fo'r smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene. + +Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde: + +-Det er det franske Køkken, sagde hun og lo. + +Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i +Huse, hvor man brugte det franske Køkken. + +De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og +Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes høje Kor. + +Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine Øjne den store Kok, der +lod det gode Kød falde unyttigt ned i Asken. + + * * * * * + +Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i +»Victoria-Restauranten«. Men Berg vilde ned paa »Bladet« og »fyre« i +med et Par særlige Notitser først. + +Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gennem Stuerne, hvor +Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv været Referent +ved Kommunens Middag--havde tændt alle Gaskroner, og nikkede og hilste +gennem Rummene til Berg. _Der_ blev læst Korrektur, og _der_ blev +skrevet Referater--alle var i Virksomhed. + +Stæhr læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen pludrede Frøknerne +Gravesen, Fru Stæhr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og +festklædte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og +Frøknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til +Erindring--mens Hr. Stær stadig blev ved at foredrage den svenske +Festtale med en patetisk Røst, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Døtre. + +Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af »Bladet«, og +Herluf slap endelig løs fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer +at komme ud i Budestuen og søge Numeret. + +De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst +Avisen. + +Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr. +Sørensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte +Lakbogstaver: + +HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE. + +til Svovlstikken slukkedes. + +Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, +i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte +hinanden Haanden. + +-Ja, Berg--sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin +Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de +hvidbrystede Herrer Medarbejdere: + +-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By: +_Circenses et--Circenses._ + +-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets +Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor. + + * * * * * + +Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen. +Der var stødt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller +fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med +mange smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver +Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved +adskillige smaa »siddende Glas« med gensidige Behageligheder. + +Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og +sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter. + +Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem +forbi Frihedsstøtten. + +Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art +Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsØre-Butik i +fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf: +Begyndelsen til »Nathandelen«. + +Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene. + +De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over +Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i +Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede +Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom +langs Logerandende saa' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra +Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin +ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i +sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem +Rummet. + +Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade +Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en +Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel. + +-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid +bestandig saa' ud som et gennemforkølet Barn--og Herluf maatte ind at +drikke med Selskabet. + +Musiken begyndte paany. + +Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene +blev revet op, og man fløj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at +valse. + +Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne +fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen. + +Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene +og stødte mod Væggene--inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud +gennem Larmen. + +Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev +Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man +fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti +Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter +(hentede i »Nathandelen«)--der faldt ind i »Kyssenes Vals«. + +Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strømmede +man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se; +alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm +under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og +Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«. + +Ingen hørte; Ørenhinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne +Pulsslag dirrede de elektriske Klokker. + +Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Væg eller +Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf--holdt Krause, mens alt +gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en +Trofæ. + + * * * * * + +Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa Skær af Morgen +meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de +alligevel »gaa lidt« og røre Benene, før de vendte hjem. + +-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den +Kongres har kostet os. + +-Kostet? sagde Berg. + +-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De +hører til Driftsomkostningerne, sagde han. + +De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og +stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter. + +Kun paa Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de +vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to. +Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og +halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen. + +-Men nu skal vi _høste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang. + +De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille. +Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk +gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder. + +Lidt efter lidt blev det ganske Dag. + +Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, +den var vaagnet--Storstaden København. + +Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede +op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i +skandinaviske Farver. + + + + +ANDEN DEL + + +Regn af Aske + + + + + +I + +Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til +Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen. + +-Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er +overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne øjeblikkelige +Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde +nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i +den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele +vort Forretningsliv og--jeg tør sige det--hele vor økonomiske +Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot +repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor +alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne +Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og +Udholdenhed. + +Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let +Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans +Excellence Lehnsgreven var meget døv--og rejste sig. Alle de svære +Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed +»Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten +middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer +konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe +Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer +af Landstinget: + +-Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom. + +-_Hvem?_ raabte Excellencen. + +-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo +igaar hos Majestæterne. + +-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet +paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn +... Hva' si'er De? sagde han. + +-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom. + +Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer +talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden +Ende af Henrykkelse. + +-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt +Talent.... + +-Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget +ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter.... + +Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der +altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: +Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk +staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor +Kunsthandelen. + +Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, +som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar +i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten. + +Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre--sagde +han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea +lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte +iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne +Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af +Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden: + +-Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn.... + +Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: +Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der +kan arbejdes. + +Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor +for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge +Billetterne i »Byernes Hjerte«. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad +Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i _denne_ Gade.... + +Billetterne blev solgt paa Købmagergade.... + +-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev +ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort +af Mennesker. + +Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat +Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere +hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde +Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran +dem: + +-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende. + +Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost. + +Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen. +Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. +Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser +fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske +Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af +Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste +Trin og smilte. + +I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en +Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det +stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt +sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa +Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte +Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig +stille Messe. + +Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem +Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje +Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige +Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var +i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener. + +Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store +Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i +sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et +Kort. + +Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden. + +Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde +han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan +undertiden komme til Ulejlighed.... + +-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det +samme ... Hr. Konferentsraad. + +-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at +interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os. + +-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som +legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham. + +-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf +Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag. + +-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der +tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter.... + +-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg. + +Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende +Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. +Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, +fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde +ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de +betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der +nu til Sommer forberedtes af Nordmændene.... + +Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere +materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved +Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens +Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i +visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens +Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i +Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om +hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om +Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i +København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede +det-- + +Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle +Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt +indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise: + +-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til +at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form. + +-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_ +sagde han. + +Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der +fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: +Ja--vi vil lære dem at _forstaa_, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et +andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig +og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes +_Dialekter_ overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for +hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder. + +-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er +blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens. + +Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden +betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved +denne Tavshed, sagde Berg: + +-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden +Opland._ + +Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg +og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol: + +-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land? + +Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig +Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen. +Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod +København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil: + +-Jeg har fundet Plads til en Havn. + +Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde +aflæst dets Hemmeligheder, sagde han: + +-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun +Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han. + +Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte +sig om mod Berg og sagde muntert: + +-Naa--og hvad er det saa, De vil? + +-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone. + +-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder, +mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye +Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den første Nysgerrighed +hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje +til at foretage sig--maa man støtte sig til--til ordnede Forhold for +at komme videre, sagde han. + +Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt: + +-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere +»nøgternt«.... + +Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg +mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det +var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) +Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette +Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne +Sag.... + +-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde +Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem +... til det hele ordner sig. + +-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde +Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der +stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo: + +-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland. + +Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det +blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind +i det Indre af Byen paa den Tid. + +Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han. + +-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham +iovermorgen. + +-Hvor stor? sagde Adolf. + +-Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest, +foreløbig ordne Sagen. + +-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede +Hænder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de +andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs. + +Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den, +sagde Adolf. + +Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske +urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned +paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet +Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. +Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af +Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der +ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen. + +-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig +nødsaget til at rekvirere Politi.... + +Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger +inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser. + +Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene. + +-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer +syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette +Sands--: + +-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen.... + +-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa +Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne. + +Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert. + +Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som +sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem _kun_ i sidste +Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz. + +Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin +... Jublen var ubeskrivelig. + +--Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større +Kasse-Kredit. + + * * * * * + +Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru +Stern svippe ind. + +-Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod +Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet +idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, +alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun +talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa +sin Arm. + +_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen +af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede +sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, +pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en +Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en +Klasselærerinde.... + +-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem. + +-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes. + +-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under +Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger. + +Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste +hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af +indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn +genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad. + +I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant. + +Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og +holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun +selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled +i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs: + +-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran +Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne. + +Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham +større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne +lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige +lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning +opad. + +Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige +ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa +ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i +den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og +begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der +saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog +en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede næppe Rede i dem. +Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres +Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten +ligedan. + +-Mus, sagde han. + +-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham.... + +Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende +første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa +den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge +mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. +Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten +gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen +pludrede hun over Torvet. + +Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende +i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. +Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad +Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe. + +-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, +tænkte jeg, sagde hun siden. + +Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var +ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, +morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i +Drosken--og saa sagde han: + +-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme. + +-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo. + +-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han. + +Hun svarede ikke. + +-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa kørte Drosken hende +hjem.... + +Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af +Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den +røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' +paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine +Tøjplanter paa Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, +mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at +vende Agterspejl mod »Damen«. + +Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun +saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og +de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med +hinanden i Krogen af en Balsal. + +Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas: + +-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede +efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun +listede paa Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; +hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret +til: Hys; hun holdt Fingeren op. + +Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over +Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Døren til +Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa' +ned i den stille mørke Gade: + +-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres +lange Vinduesrække--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre +op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt: + +-Han sover nu, sagde han. + +-Ja, nikkede hun og lo sagte. + +Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse. + +Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at +der ikke var det allermindste morsomme ved Livet. + +Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun +gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, +hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i +Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde +nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og +rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt +vedlige«.... + +Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som +et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun +stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var +i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen +skinnede, blev raabt an de Snese Gange: + +-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint. + +... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ... +Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og +forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, +og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun +blev gift.... + +Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere +end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole +til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, +der altid skændte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til +Oberstinden. + +Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries +Ryg--og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine +Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til +Popoen.... + +Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom +og rev hende væk.... + +Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster.... + +-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en +_normal_ Familie-- + +... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, +den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første +Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og +halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur. + +Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar »han« var +forrejst, og begge Piger var sendt ud: + +-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie +Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende. + +Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, +og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over +Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var +Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af +Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--: + +Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i +Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af +saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets +Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch +for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de +en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst.... + +Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det +klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og +Mathilde fo'r op: + +-Hys--Provsten, sagde hun. + +Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke +Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men +Provsten--men Provsten, til han var vel ude. + +Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen: + +-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet +end Fru Mathilde. + +-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev +aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad +endnu efter Regnen. + +Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj: +hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille +resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver +Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg: + +-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel +det første, man faar lært.... + +Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele +Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig +Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde +Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret. + +En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af +Mathildes Glæder: + +-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og +Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden: + +-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem +til Mo'r. + +Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik +nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa +den laasede Badekammerdør. + +Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede +om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen +brænder« har gemt Tampen. + +-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, +paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en +Støj over Konen«. + +Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i +Blekingen. + +... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes +Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. +Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«, +som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin +Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod +Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte +Stuen--: + +-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af +hende, naar du sidder pænt.... + +Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af +hinanden, ind paa »Hytten«. + +-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der +første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien: + +-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet. + +Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op +i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--: + +-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder.... + +--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde +Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe +og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster. + +-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte +Gerster ved Volden. + +-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt +hjulede Ben. + +-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem +fik Lille-Gerster dog ikke. + + * * * * * + +Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen +støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig +Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen. + +-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er +der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde +det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige +Kunder i Butiken: + +-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa +Pulten. + +-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i +Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et +Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa +distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. + +Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: +Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng. + +-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden. + +-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han +blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar +Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig +i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: +_den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner. + +-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, +Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun +mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen +alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld. + +Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller +straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa +Teatret. + +Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet +gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her +er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende. + +-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen. + +-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev +Tavshed, til hun gik. + +Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet +ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han. + +Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den +sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke, +sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren. + +-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun. + +-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med +en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige +Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, +man vovede mod »Kompagnonerne«. + +-Og hvad nyt ellers? sagde Berg. + +-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen. + +-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse +med Pennen. + +Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme +strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«. + +-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet +ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig. + +-Farvel, Frøken, sagde han. + +-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken +Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige +forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid. + +Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han +aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende +Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige +Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive +betænkelig som til Opbrud: + +-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke +paa Kredit. + +Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han +krænket: Koncertsalenes Patti.... + +»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. +Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have +Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i +Banken. + +Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen.... + +Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til +sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som +Berg først nu blev vaer i en Krog. + +Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev +Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede +dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang: + +-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig +havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og +Pianisten. + +Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han +med Værdighed. + +Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget +afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz +rejste dog sikkert ikke idag.... + +-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre +Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en +Skildpadde, der trækker sig i Skal. + +Han gik med Pianisten. + +Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor +der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor +Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et +Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne +Plakater--: + +-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede +Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte +sig. + +Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor +han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og +Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde +spise godt til Middag. + +Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den +anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne +Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt +Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den +anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde +han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til +Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude. + +Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig. + +Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over +Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de +opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede +Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. +De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver +paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i +deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i +Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af +Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt +paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her. + +Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum +sled. + +Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et +Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende +godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade. + +Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at +staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig +til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen +udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen. + +Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene +saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. +Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt +paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som +flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med +dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld. + +Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til +han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde +var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak +op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens +opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr. + +Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de +opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik +fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper +og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere: + +-Dette var _for_ usolidt gjort. + +Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i +Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde +Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var +noget ramt i Luften. + +-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde +Konferensraaden. + +-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de +Bank-Delegerede--man agtede at spise herude.... + +Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret +Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om +Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er +saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig. + +Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt +spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--: + +-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom +hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han +berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok: + +-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de +»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor +Inventarieliste.... + +De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige +Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens +talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i +Lektien: + +-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han. + +-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde +Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: +Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa +deres Penge.... + +Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de +modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt +ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod +ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, +bærende Loftets pompøse Ornamentur. + +Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde +Konferensraaden: + +-Dog et smukt Billede. + +Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af +Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen +og skiltes. + +Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at +Dagskassen var gjort op. + +-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han +holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par +Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten.... + +-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner. + +-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke +Fattiglisten. + +-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem. + +Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt. + +Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, +uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa +Klatpapiret. + +... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa +Kontoret. + +Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han +talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple +alle Fribilletterne--foreløbig. + +-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo. + +Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han. + +-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, +Jespersen. + +Berg var gaaet hen til Pulten: + +-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han +saagu ogsaa Autografer. + +Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende +Navnetræk.... + +Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet +med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed +Fattigskat af sine Fribilletter. + + + + +II + +Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien. + +Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, +hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og +ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne +applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med +Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig +Barsel. + +-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen +tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir +det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin +teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling.... + +Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre +hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre +Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han +kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i +Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks: + +Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for +det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af +hendes Pigebørn. + +»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie +sad paa Skødet hos »Støderen«: + +Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det. + +De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde +_sin_ Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik +det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne. + +-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden +Sal. + +-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken +Frederikke. + +-_Du_ maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra +Stuen. + +Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun +vidste allerede hverken ud eller ind: + +-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun. + +-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om +Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun +bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten +en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke. + +-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede +Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve +Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd +vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Løbet i Aarene ... + +Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke +rigtig egnet til Festiviteter. + +Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men +det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede +og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil +ogsaa Theodora hørte. + +Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver +Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa +Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med +vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners +Løn om Maaneden. + +Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af +»Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden +overdøvede alle Frøknerne. + +Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette +Værelserne. + +-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at +inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes +Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk +Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre +Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder, +der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. +Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, +indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik +at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af +rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da +de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for +Mørke. + +-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men +værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner +er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen. + +-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde +holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme. + +-_Umulige_, sagde Frøken Frederikke afgørende. + +Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede +Vilhelmine,--det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede +allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og +fra Kontoret med Posen: + +-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, +Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget +ikke var »til hendes Fornøjelse«). + +To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle +Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med +Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske +Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller +sjældent se dem fra alle Sider: + +-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke +rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte. + +-Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. +Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede +Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var +ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde +hun til Vilhelmine, der assisterede. + +-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at +træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget +laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større +Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om +Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos +alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen: + +-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra +Sang ved en Begravelse. + +-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine. + +-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde +aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie +draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, +at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frøken +Amalie og pustede. + +Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle +seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke: + +-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida.... + +-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine. + +-Hun har ikke rørt en Finger.... + +-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad +trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til +_Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt. + +-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. +Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert +nyt »Kar«, der manglede. + +Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, +Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev +installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne +laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken +Ida, den yngste. + +De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, +stivho'dede for ikke at skade Frisurerne. + +-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede +fra Gangen ind i Balsalen. + +Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede. + +-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til +Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen. + +-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af +Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen +--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid +Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ... + +-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille +Kvarter, Frue. + +-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til +sig. + +-Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig. + +-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besørget Frue, _er_ besørget, +opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt +usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et +nyt Nik. + +Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde +faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det +eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa: + +Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som +Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er +ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen. + +-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor +Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa. + +-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til +Stuepige og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik. + +-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret +sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med +Haanden op for Munden. + +Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke +behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et +sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte +Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens +Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa +Baand. + +Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig +udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne. + +-Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor +man kan tage en Kjole paa? + +-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt +under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men +hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten. + +Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornærmet Tone og +rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var +den humoristiske Vise til Bordet. + +-Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der +hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til +Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den +megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster. + +Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med +Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... +det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de +andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han. + +-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone. + +-Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der +forskrækket løb ind til Døtrene og sagde: + +-Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte +sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«. + +-Naa--vrippede Frøken Amalie--gør han os den _Ære_? Det var svært! hun +drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte. + +Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge +for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side. + +De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser +paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke +ulige Begyndelsen til Søsyge--til det ringede. + +Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i +den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for +Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, +naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn +Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker +og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en +Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al +Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at +overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse--højlydt som Skader for at +hæve Stemningen. + +Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen +for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, +men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, +der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og +som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. +Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru +Gravesen for at præsentere: + +-Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert. + +Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der +ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen: + +-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart +kommen alle? + +-Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er.... + +-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru +Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som +garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit: + +-Ja--her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun. + +-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest +var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke +Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange +Handsker. + +Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran +Balsalsdøren ventende paa Pianisten. + + * * * * * + +Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en +hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var +Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i +Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle +Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne +drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde +maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med +Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der +syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke. + +De Herrer politiserede. + +Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: +Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter +Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med +Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det +var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den +Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det +var en Levebrødsinstitution--én eneste Levebrødsinstitution hele +Venstre.... + +Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin +Lænestol, sagde nu: + +-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_ +... Højre mangler Mænd, der lever af det. + +-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De? + +-Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. +Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede +af den.... + +Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne +falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde: + +-Ja--før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe. + +Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi +Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen +gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten. + +Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset +vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde: + +-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfærdige +Sag. + +Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen +igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa +inderlig lettet ved: at det nu »gik«: + +-De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede +paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre. + +Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget +trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille +Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene. + +Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte +i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og +»tog nyt«--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme: + +-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i +Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i +Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme +ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, +sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den +Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for +Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen. + +De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede +Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, +der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra +Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der +lugtede som Kongerøgelse. + +De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge +let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun. + +-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke sætte sine Penge i +Centralbanken. + +Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om +Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur +bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted: + +-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med. + +De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var +en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde: + +-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk. + +Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret +Mand havde begyndt. + +Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par +Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev +der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem +Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det +hvæsede--hørte man den opfarende Herres Skratten: + +-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer. + +Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik +Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«: + +-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted. + +Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille +sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér +rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige +Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene. + +Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo. + +-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den +anden Stue, de Mennesker lever lystigt.... + +Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, +der var nogen i Kabinettet. + +-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker. + +-Er De her? sagde Herluf forbavset. + +-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. +Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har +set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del +Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en +brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, +mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene +havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet +sammen, saa Kindbenene stod frem. + +Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget +Svar tilføjede hun: + +-De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? + +Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske +Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa +kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille +Herluf, tilføjede Fru Canth. + +Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set +hinanden i to Maaneder. + +Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens +kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem +Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende +Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. +Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad +Trappen, med den hele Række. + +Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne +sled--Rækken fløj videre: + +-Nej--ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren +til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en +enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, +hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop. + +Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen. + +De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der +havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da +»Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den +hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad +Trappen; inde i Salen begyndte Valsen: + +-Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København. + +Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv +gennem Larmen: + +-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de +hørte Stemmerne paa Trappen. + +-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet +ikke forsøgte at skjule. + +-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer. + +Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han +naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' +Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, +saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og +se hendes Ansigt: + +-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er længe siden. + +Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise +ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa +Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens +alle raabte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener. + +Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren +og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa +Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer. + +Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med +Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst +til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man +kom til Ro. + +-Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, +som paa en Restauration. + +-Brød _her_, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over +Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med +Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, +ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede +Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko: + +-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, +Vin.... + +Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad. + +-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad +ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun +fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe. + +-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der +raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren. + +-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de +rensede Fade: + +-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde +Sangbunken. + +-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin +oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde +fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin +reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt +to Flasker op over Frøken Idas Ansigt. + +-Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skød +Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et +Kjoleslæb. + +Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen +ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste +sig og greb efter de flagrende Blade og raabte: + +-Melodien? Melodien? + +-Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour--her kysses +vi--og gør Kur«. + +-Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses--her kysses vi.... + +Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden +Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret. + +Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde--Fru Dunker sad lænet +frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ--og Scheele +rejste sig: + +-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte +sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun +spillede. + +»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de +Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra +Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede +Adamsæbler--og dirigerede. + +Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, +Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo +de og applauderede. + +Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin: + +-Dacapo--dacapo, raabte han. + +-Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i +Døren, komplimenterende til Fru Gravesen. + +Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr. +Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede +Døren til Gangen: + +-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et +Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han +_trængte_ til at faa sagt--Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa +inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa +lidt, før han gik videre og sagde: + +-Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et +Glas, med et Par alvorlig følte Ord--for den danske Presse. + +-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, +mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til +Ære--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det +aandelige Arbejde i Fædrelandet. + +-Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans +Overbevisning--Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste +Aar. Den har været som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ... +De vil forstaa mit Billede--som en Tyrtæus har Pressen været for vort +Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye +Baner--disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste +Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i +Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne +By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tør sige det--det hele +danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk. + +Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et +Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre +Tommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før han +vedblev i en noget anden Tone: + +-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos +vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, +denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet +og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og +Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i +_Konkurrencens daglige Fægtning_--dér staar den sande, den svære Prøve +for en Presses Moral. + +De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen: + +-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_ +fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land. + +-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor +danske Presse. + +Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt +ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--»Levet« endnu en Gang, +og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede. + +Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands +Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog +nu Emnet op igen: + +-Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, +at han har forladt den aktive Tjeneste.... + +Fru Petersen saa' paa ham. + +-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han +--Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger--nu +vil han have Tid til at gøre den gældende.... + +Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil +og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin +Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte +paa--: + +-Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa +det. + +... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om +ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i +sit Hjørne. + +Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk: + +-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt +paa at elske? + +-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru +Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, +at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han. + +Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han--og i den +samme halv satiriske Tone som Scheele--: + +-Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han. + +Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket: + +-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til +Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud. + +... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en +Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade +efter med Brødskorper--det Gravesenske Køkken var ganske udtømt. + +Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om +vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru +Gravesen, men Børnene var sultne. + +-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad +Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne +Theodora Senge op til Frøkenerne. + +Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var +faldet i Søvn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig +blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han +var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og +sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig +derefter.... + +Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, +havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra +Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som +Musehaler: + +-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en +Fornøjelse. + +... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora +havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener +til Side paa Dynerne i Skyndingen.... + +Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret. + + * * * * * + +Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var +slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, +Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at +bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev +Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning. + +Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten +kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine +Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, +maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; +skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa +en Veksel eller paa en Regning--mens de gik. + +Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad +Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru +Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men +hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. + +-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man +sover. + +Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i +Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se +til--som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to +gamle sad modløse, hver i sin Krog. + +-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder. + +-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun. + +-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige, +strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog +sit sukkende og tankeløse: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og +fik Tøjet paa. + +-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende. + +Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit +kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den +halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og +_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra +det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte +vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf. + +Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen +Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det +udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge +to tavse i det mørke Kontor. + +-Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret +er der fuldt. + +-Ja, sagde Frøken Hansen. + +De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde +sagtere: + +-Men--Frøken, sagde hun--hvor blev Pengene af? + +Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa--der skal +jo meget til, sagde hun beroligende. + +-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin +hviler det--paa ham hviler det. + +-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig. + +Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte +med samme Spørgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, +Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under +Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og +langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de +hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus. + +En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre +saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med +Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru +Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle +Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom +hjem, sagde hun: + +-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet ... for +at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt. + +-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg. + +-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: +hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer.... + +-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte. + +Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet: + +-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som +Køkkentrappe-Inspicient. + +-Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... +Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun. + +... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest +ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede +Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der +vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, +farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og +Guld. + +Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa +Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i ét Kor. + +Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med +Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og +bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, +af Adolf--det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og +skældede dem baade for Tyve og Røvere. + +Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til +sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over +dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og +Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene +Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med +hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev +bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i +Asken. + +Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under +Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, +gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu--til hun +en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog +hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i +Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen. + +Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt +højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han +vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede +Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder. + +Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de +hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de +flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det +altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og +Trøfler--Kokken _gød_ de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som +fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de +skyllet i Vandbækkenet--gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om +Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, +Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener. + +... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs. + +Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for _den_ blev jaget +bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde +fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slæbt skært Kød ud +af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter. + +Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to +Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, +fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset. + +Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med +sine fem Procent af alle Indkøbene--valtende foran Madam Martens, der +blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen.... + +... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi +Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i +Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu. + +Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen--han var i +det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid--: + +-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at +banke paa. + +-Jo--Tyve og Røvere, sagde Berg og lo. + +Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at +komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden +ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen: + +-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf. + +-Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg. + +-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret. + +De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig +saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: + +-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit +Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe: + +-Hvor bliver vore Penge af? sagde han. + +Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. + +-Fattigskatte?--hvad vil det sige? + +-Har De virkelig _troet_ paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en +ny Slange hen over Papiret. + +-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over +Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? +sagde han heftigt. + +-Jo, svarede Adolf blot. + +De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede +lidt. + +-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf +utaalmodigt. + +-Vi _maa_ gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen. + +-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde +Berg. + +De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved +at holde Ansigtet ned over Pulten: + +-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive +ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og +stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden. + +De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og +stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter +paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et +Koncertbureau: + +-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere +_os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne. + +-Spenner var god til det, sagde han. + +Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at +tænke derover--sagde Adolf: + +-Tingen er, Terrænet er _dog_ lille. + +-Ja, sagde Berg. + +Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde +endelig hjem. + +-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm. + +De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende: + +-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang +efter »Prinsessen af Bagdad«. + +-Ja, sagde Adolf. + +Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det +modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig +dybt i Muren, syntes det, nu i Natten. + +-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod +Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals. + +Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt +ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske +det samme Udtryk som Gerster--i Øjnene. + +-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig. + +-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs +Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter +Vokssvovlstikker i alle Lommer. + +-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ... +Der kommer vel bedre Tider igen.... + +De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig +selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert +andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han. + +--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner +til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle +Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i +Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke +vanskelige at anbringe. + + + + +III + +Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor +Døren i Canths Entré--: _Anede_ De det? + +Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder: + +-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han. + +Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet +slog ham som et Brædt gennem Hovedet. + +Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed. + +-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om +det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt +anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han. + +-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, +hun var rejst og ... forklarede ham. + +Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet. + +-Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun +hilst Goddag med et majestætisk Nik. + +-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde +Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de +andre. + +Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru +Legationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt +til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af +Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende +Glasøjne frittende paa hver, der kom. + +-Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger +»Menigheden«? + +Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved +at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra +Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede. + +-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev +helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som +klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om +Dunckers to stakkels Drenge: + +-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler. + +De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen +rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en +stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde +(Stemningen blev ved at være lidt tung): + +-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille +ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som +Herluf kom. + +Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig +til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og +opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en +lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er +De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i +Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham +med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde +Plads i Sofaen. + +Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. +Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, +og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som +et Sæt Fingerøvelser. + +Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. +Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad +uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af +Bastrup. + +-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig +høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, +at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det? + +Fru Strøm vendte sig og bevidnede det. + +-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte +sig igen til Vinduet. + +-Jo--det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at +fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo +hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet.... + +De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af +hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt: + +-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte. + +-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun. + +-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede +af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød +frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke +endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_.... + +Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have +kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder: + +-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at +hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa +hende.... + +-Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte +frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik. + +Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. +Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine +Enkeltheder. + +-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De +var der jo? + +Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for +Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at _dette_ var ham +kærere«.... + +-_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang +af Obersten selv, ganske nøje--han maatte komme hen til hendes Puf. + +-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere +tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid, +sagde han. + +Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa +sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var +uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf: + +-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem +Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til +den næste. + +Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var +saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa +Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende: + +-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den +lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans +fingre. + +Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt +om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad +Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter +blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det +store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte +højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger. + +Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de +Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun +igen: + +-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers. + +Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to +Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, +i Kredsen af de vante Ansigter. + +-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet +Glas: Rigtig rart. + +-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur.... + +Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter +lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som +ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen. + +Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det +saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og +man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor +man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme« +og saa gladmætte ud. + +-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne +Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit +Ansigt med _Eau de Cologne_. + +Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i +Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter +ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt, +under Udvikling af megen Levevisdom. + +Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne +passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved +Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang +og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et +stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar +hun fordøjede. + +Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, +sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter +»Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og +hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen: + +-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i +Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde +hun og gik fra ham. + +Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og +talte naturligvis igen om Dunckers: + +-Det havde selvfølgelig været _meget_ »hedt« længe, sagde Sundt. + +-Sandsynligt, sagde Berg. + +-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, +Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet +Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og +Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt. + +De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en +langsom Tone: + +-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand +og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær.... + +-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste.... + +De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, +sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan +jo ogsaa ... uden--ha'e det rart. + +-I vort Klima, sagde Berg. + +Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik. + +... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru +Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over +Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru +Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos +Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det +kunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deres +Kreds.... + +Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad. + +--Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen + +Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet +Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte +hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne. + +-Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens +de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken +Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde +Rosenknopper. + + * * * * * + +-Naa--Hjertet op i Livet. + +Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt +ham--Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti +Skridt ned ad en Gade. + +Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde +endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød +af med ét: + +Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: +Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf. + +Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og +Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede +Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og +kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede +Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen. + +Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store +Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, +og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande +uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, +debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken. + +Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før +ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme +Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene +uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling +som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se +paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter +satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som +om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i +hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt ... selv troede Adolf +stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og +roligt. + +Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i +en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt +inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der +kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han +sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer +langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne +Stof i Tankerne og tænkte: + +Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne? + +Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden +hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og +gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet. + +Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset, +Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det +samme Blik, mens han tænkte: + +-Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod +Konferentsraaden. + +Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne +nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende +Kronometer. + +-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' +hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer. + +-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk +og satte sig. + +-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har +ønsket at tale med Dem. Vi maa--han søgte noget om Ordene--en Gang +tale ud med hinanden; han tav lidt. + +-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og +saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers. + +-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte: +»Hm--hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at en +Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør. + +Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke. + +Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet +af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en +Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en +Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning. + +-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med +Linealen, før han lagde til: + +-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille +Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet +af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem +sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før +han lagde Linealen ned og sagde: + +-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gøre Dem, _Dem_ personlig, sagde +han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst +inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han +præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje) +opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen +Forsigtighed overfor Deres Foretagender. + +-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig +Forsigtighed, Hr. Adolf. + +Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom +lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør. + +-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille +Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er +i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere. + +Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, +men han smilte og sagde: + +-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er +ordnet, Hr. Konferentsraad. + +Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og +lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_ +staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million. + +-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget +munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op: + +-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde +han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre +Engagementer. + +Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at +smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden +tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: + +-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det +har jeg altid sagt. + +Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil +De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den +er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort. + +-Farvel. + +Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede +Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa +et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og +Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han +saa'. + +Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du +nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. +Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere +rundtomkring. + +-Ja, sagde han blot og satte sig. + +Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne. + +... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden +opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han +havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der +listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf. + +Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede +paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret +rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste +Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med +Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for +Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle +medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte +Vinger. + +Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de +tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte +efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik +op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede, +staaende eller gaaende rundt: + +-At det kan vare saa længe, sagde hun. + +-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret +gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf. + +-Og han gik Klokken tre? + +-Ja, sagde han. + +De gik atter ned, begge to--de maatte være sammen--og de talte, mens +de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret: + +-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné, +der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe: +Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser. + +-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig +Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel. + +De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen. + +Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i +det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede +paa deres Pinde. + +Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar +den Gamle blot ikke faar dem at sé. + +-Den Gamle--hvad? sagde Berg. + +-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude +skriver jo Navnet. + +-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op +for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod +hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i +hans Stemme--: + +-Hvorlænge har det været saadan? + +-Længe, sagde hun. + +De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt +efter rev Herluf Døren op dernedtil: + +-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer +holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, +han strejfede i Gangen. + +-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt +--og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgaar hinanden, +sagde hun. + +Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en +let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans +Forvirring, som hun troede skyldtes hende: + +-Vi var jo dog altid gode Venner. + +Berg bøjede kun stille Hovedet. + +Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele +hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der +skulde spøge, men lod lidt brudt: + +-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun. + +Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide +bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at +han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt +og bedrøvet: + +-Aa--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge. + +Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos +Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille +Stakkel. + +Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru +Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt +hende igen, som hun saa' ud.... + +-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden +... Den Aften, sagde hun sagtere. + +Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden. +Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke, +mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa +Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede +Ansigt. + +Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og +rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i +»National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj, +støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om +National, og om at _han_ inviterede Selskabet til »Victoria«.... + +-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham +i Armen. + +-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale +om »National«: de maatte have Brodersen med... + +De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde +fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede +Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han +idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet +ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det +skar gennem Berg. + +Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky +Blik hen paa Sønnen: + +-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin? + +-Nej--jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf. + +-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade. + +-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld +Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige +til sin Gadedør hjemme. + +Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb +forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til +Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og +hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til. + +-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale. + +Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten +som et livløst Noget og hulkede højt. + +-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den +yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der +skét? sagde hun. Sig det--sig det.... + +Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og +som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen. + +-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, +og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne. + +Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; +afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det +med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner +og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem +alle: _Ham--ham_ lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som +et Kadaver faldt ned over Pulten. + +Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem +raadløs igen. + +-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for +at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, +sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. + +Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde +hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb +hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: + +-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog +med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig +Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod +hans Skulder. + +Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om +Haandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog +til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde +Træ raktes dinglende langt ud af Munden. + + * * * * * + +Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter +Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne +op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare +stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket. + +Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, +der var her med Vognen. + +-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru +Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert. + +-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod +hende. + +-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, +som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i +Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver +Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt +lille Barn. + +-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt. + +-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet. + +-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, +noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til +hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i +Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid +strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta: +Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa +havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe. + +-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den +Gang: Lille Mus--lille Mus. + +Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn +pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt. + +-Mathilde dog--men Mathilde dog. + +-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. + +Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad +mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag, +Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som +de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden +at svare og uden at tale, blot grædt og grædt... + +Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad +Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--længe. + +-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det +var, som Graaden vilde komme op igen. + +Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde +maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom. +Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og +viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... . + +... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun +blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget +Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig +plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig +sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og +fast: + +-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. + +-Rejser? sagde Asta. + +-Men hvorhen? + +-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme +ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... +Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han +skrevet, sagde hun. + +-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde +Asta. + +-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud +i Luften, til de vendte hjem. + +... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten +endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage. + +Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par +korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og +forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke +vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen? + +For der maatte jo dog være noget i Vejen.... + +Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren +og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget +videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som +gik over. + +Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt +anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa +omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et +eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger. + +Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, +naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis +været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det: + +-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ... +Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet.... + +-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er +osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange. + +Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han +kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han +ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb +endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa +ret ligegyldigt.« + +Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude--i Grønningen, +naar det mørknede. + +Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da +han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev +han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. +Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved +Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget +er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, +hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han +havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin +Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: +hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme. + +Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget +livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt +for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe +raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem +begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst +syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en +smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--_altid_ havde +været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu. + +Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, +var det ganske mørkt: + +-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra +Vandet. + +-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret +Stemme. + +-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig +derhjemme--i den sidste Tid. + +De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne +djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften. + +-Jø-s. + +-Jø-s, sagde de begge. + +Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen. + +Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været +hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. +Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, +der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany +konferere med Marie Pige. + +Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i +denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes +Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at +der »ikke mere kunde være Tvivl«. + +Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange +knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole +tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par +Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe. + +Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt +sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne +paa sig: + +-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op. + +-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs +fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis +Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres +Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket. + +Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle +forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i +Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise +Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de +holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang +imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa +Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene, +gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde. + +Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en +Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at +læse et Par Sider i »Thornam«. + +Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver +jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par +Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved +Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære +Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse +til Ægteskabet.... + +Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i +Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen. +Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin +Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret. + +Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide +Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af +sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen +igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, +hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde +foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker +ud inat. + +Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos +Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben +af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det +»overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde: + +-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ... +Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i +Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud +kunde have sagt, hun »transpirérte«-- + +-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«. + +Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu +trak sammen om hende. + +Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der +havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren. + +Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege +unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk +... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde +praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede +hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste, +hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste. + +Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til +en Velsignelse. + +Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede. +Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke +ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa +Aabenbaringen af de hellige Mysterier. + + * * * * * + +Hun kom altsaa ikke--igen ikke. + +Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, +saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu +en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste +Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde +fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen, +Mathilde og han: + +-Om det var »det«--om det kunde være »det«? + +Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ... +hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid.... + +Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom +ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, +saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op. + +Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen. + +Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham +med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang +Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var +Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, +som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk. + +Fra det første Nu, han saa' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det +er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r +et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og +undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af +Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han +ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun +rejste. + +De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og +Erhard sagde: + +-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa +frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens +han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast: + +-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende, +klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du +hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget +ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det +eneste hæderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det +er _vort_ Barn--_jeg_ véd, jeg er dets _Fader_.... + +Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med +Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle +hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone +sagde: + +-De smaa kolde Hænder--de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af +hende for selv at drikke. + +Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med +aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig +forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned +fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de smaa +Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder. + +Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem +begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt +at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, +léende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme +Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende +stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt +begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende. + +Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede +Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før +hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der +gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som +et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hærget som af en +»Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en +flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort +hende til Moder. + +Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets +sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske +Traade paa en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende. + +Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage; +stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa' +hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre--binde Hattebaandene om sit +Ansigt som af Voks--og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren +sagte til. + +... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede +Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa, +foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han: + +-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg. + +Pustede Lysene ud og gik. + + * * * * * + +Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den +store, gammelt hyggelige Have. + +Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for +»sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. _Han_ +fik sine Livretter og _hun_ matte »skaanes«. + +Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt, +naar hun vilde »gaa«; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun +skulde gaa, for Mathilde selv »vilde« jo ikke saa meget, lod mest +handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun +havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene +og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen. + +Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile +lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge.... + +Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom +op fra sit Sæde: Støt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede +endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen. + +Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et +eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet. + +Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de +to, der gik ned over Plænen. + +-Ja--en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter +Generalindens ranke Ryg. + +Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i +en Roman af Dickens for sin blege Datter. + +... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige +Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt +tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i +Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, +stirrende frem i Luften: + +-Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser? + +-Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen, +der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den +kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo: + +-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han +aldrig--tør ligge alene i Mørke.... + +De lo længe, længe allesammen.... + +--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren. + + + + +IV + +Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, +og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var +sydlige Frugter i Solen. + +Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par +kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. +Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde +forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at +undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning. + +Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i +hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og +ned ad Gaderne: + +-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske +fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en +Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene. + +-Ja sagde Herluf--. + +-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_ +noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de, +sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som +berøvede han »de andre« en hver Idé. + +-Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham +_Synspunkterne_--du--forstaar du--»det større« Syn paa Tingene. + +-Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa +lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange. + +-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser +jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du +... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa +s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han +nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige, +sluttede han sin Udvikling. + +... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar +vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var +iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget +friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine +Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange. + +-Maa stadig være i den friske Luft, sagde han. + +-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf. + +-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sér Tingene og lærer +s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der +gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet. + +-Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte +Herluf. + +-Godt, sagde Arnoldsen kort. + +-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi +tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de +Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske +Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange. + +-Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad. + +De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod +Taarnbygningerne. + +-Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en +voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I +nok i Vandet, i Gamle. + +-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf. + +-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og +Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et +Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i +Arnoldsens. + +-»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters +Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store +Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i +Synspunkter. + +Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme, +sagde Stuepigen. Men Fruen--. + +-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét +Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at +vente i Gangen. + +Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr. +Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen +strax. + +Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne« +nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor +hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad +de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han +hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at +Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid. + +Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner +og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste. + +Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i +over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært +videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost naar +Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og +Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet +ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at +kunne sidde med noget mellem Hænderne. + +Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold +og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf +uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han +havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var +Besøg. + +-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren +lamenteret over den evige Jernbanekørsel.... + +-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til. + +Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille +Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad, +Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og +vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op +for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han: + +-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis. + +Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde saa +pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar: + +-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer. + +-Nej--han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, +at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men +de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet. + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og +idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun: + +-Kunde De ikke--tale med ham? + +-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte. + +-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev +pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han +er saa lidet hjemme. + +-Nej, sagde Herluf. + +-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder +ham fast i daarligt Kompagni.... + +-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme +blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et +Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der +sitrede rebelsk. + +Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter +en lille Stunds Forløb sagtere: + +-Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte +herhjemmefra. + +-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned. + +-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor +Tid, sagde Professorinden og søgte at smile. + +Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien +Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som +Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue +sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en +Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de +ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de +bare saas. + +-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden. + +De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning: + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme +skælvende Stemme. + +Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte +Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt +rejste sig halvt: + +-Der er Gerster--allerede, sagde hun. + +-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven +høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer. + +-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, +sagde Fruen. + +-Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj +Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange: + +-Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét. + +-Ja, sagde Berg. + +-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan +ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og +slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger. + +Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig +Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer +nok i Atmosfæren, sagde han. + +-Ikke _Frihed_ nok, raabte han. + +-Gerster, sagde Fruen. + +-De véd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde +Professoren og vendte sig. + +-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en +tøvende og usikker Stemme. + +-Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren +pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han _bliver_ her, +føjede han til og vendte sig. + +De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i +for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde. + +-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun +sagte. + +Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu +--sagde han. + +Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, +bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at +skjule sin Bevægelse: + +-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik. + +Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at +løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. + +Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa +hendes Graad. + +Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af +denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev +vekslet et Ord. + +Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun +ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og +hun kunde ikke tale. + +Herluf bukkede kun tavs som hun. + +Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op, +og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede +Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han +pludselig: + +-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham +det. + +Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for +Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om +--bag disse moderne Forførere af hans Søn. + +Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin +Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, +der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun +søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans +Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver +skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var +bedre, hun vidste, hvem hun var. + +Men hun fandt intet--for der var ingenting. + +Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale +Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken +næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin +sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at +omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der +trængte til Omhu og Pleje. + +For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--næsten kun ved +Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som +Gerster ikke kunde lade fare. + +Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. +»Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, +der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden +nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var. + +Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var +falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, +hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin +Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør. + +-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart? + +-Næ-æ. + +-Ja--jeg ikke heller. + +-Og hvad saa? sagde Gerster. + +-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet. + +-Hvorfor? sagde Gerster blot. + +De tav lidt. + +-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev +liggende længe med Øjnene op i Loftet. + +De talte ikke mer. + +Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op. + + * * * * * + +Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor +»Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til +Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes +Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres +Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de +skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte +dem op gennem hele Gaarden. + +Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme +skældte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en +Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj. +Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer +mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til; +Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod +Kontant. + +Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at +skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op +efter ham. + +Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, +der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle +Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem. + +Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende +gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten. + +Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten, +men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i +Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet +Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for +at høre til. + +Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken, +skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt +blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i +»Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt, +undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i +sit Laboratorium. + +Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det +samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent. + +Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser +med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede +Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var +Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post. + +Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde +de ikke paa hinanden. + +... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved +Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna +Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr. +Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden +Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget +sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens +Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter +og Pressen efter »en let Déjeuner«. + +Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige +Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad +Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak +Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet. + +-Naa--er De her begge? sagde Berg. + +-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før +han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue +efter sig. + +Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast +og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man +kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre. + +Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets +medlemmer--næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag +var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme +Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad +hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et +sværtbelæsset sitrende Dyr. + +Og paa andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et +hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende +travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige +»Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i +Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i +Garderoberne--med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der +dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og +bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre. + +-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et +Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to +eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke +skulde sé den anden. + +Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en +forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible +Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en +billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde +sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme +Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage +og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de +allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. +Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete +Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de +franske Kyllinger. + +Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som +»Direktørerne« (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent +vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne +eller ude paa Gangen: »den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen«, blev +der sagt, og Opvarteren forstod. + +Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for +hinanden lige ned til Kellnerne. + +Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest +glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne +overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som +de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags +Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa +Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt +forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad +Dørene. + +Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted. +Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede +Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor +det brænder. + +... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve paa en +Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til +December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde +Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin +Overfrakke paa: + +-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind. + +-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at +snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve. + +-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen +imod Døren. + +-Ja, sagde Adolf blot. + +-Hvorhen? spurgte Berg. + +-Hjem, sagde han i Døren og gik. + +Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje +for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste +Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og +Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen +mer. + +Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor +hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig +fjendtlige overfor hinanden. + +-Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds +Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne. + +-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf. + +-Din Moder har Penge, sagde Spenner. + +Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_ +længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre +tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og +som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen +ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet. + +Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa +let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--: + +-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et +fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede +hun helt forvirret. + +Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke +behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog +pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«. + +Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for +Konstantin--tænkte hun. + +... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, +Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge.... + +Sølvtøjet var der. + +Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu +fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet +igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede +og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for +Stykke: + +-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tænkte han. + +-Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den +sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten. + +Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker. + +-Gaar du, Konstantin? sagde hun. + +-Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa, +hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, +og uden at det blev sét: + +-Kommer du til Middag? spurgte hun. + +Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer, +saa det just blev de gamle Pakker at sé til. + +-Nej, sagde han som før og gik. + +Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en +»Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, +skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var +tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende +bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu. +Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte +Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades +Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først +havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved +Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i +Kaaben og lod alle beundre den. + +-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan +jo gøre det. + +... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det +være. Der var ingen anden Udvej: + +Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet. + +Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: +Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet +skulde komme, og Adolf gik videre hjem. + +Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj +med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen +stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store +gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt +ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. + +Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han +aabnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes +Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa +Vejen til Byen.... + +Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om +ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun +bragte videre til alle Køkkendøre. + +Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til +Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. +Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af +hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede. + +Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til +Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han +maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. +Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han +fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den. + +Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik +den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af +Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind. + +Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik +Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer +faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst +ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det +var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa +Gulvet.... + +Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han +ikke bære det. + +Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne +én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han +nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem +sammen igen.... + +Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i +de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de +laa just som før.... + +Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det +ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med +Forældrenes hvide Senge. + +--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige +tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt +at dreje den om igen. + +-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig +paa. + +Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han +saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet.... + +Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med +hende, løst og fast, lystigt--før han gik. + +Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé. + + * * * * * + +Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, +hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var +den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende +ned ad Trappen: + +-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og løb ned. + +Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig +Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord: + +-Tyv--Tyv. + +Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, +som stod rystende ved Gelænderet: + +-Tyv, raabte Madam Martens igen. + +-Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder +klaprede i Munden. + +Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var +sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget +med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun +havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede« +Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt: + +-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg +alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med +den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et +tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget +Raseri.... + +Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede +Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did. + +Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der +vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han +slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik. + +Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte +sig fra ham og gik uden et Ord. + +Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. +Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store +Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over +Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød. + +Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner +foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for +sig. + +Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam +Martens gik op ad Bagtrappen--hjem. + +Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«. + +Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i +Restaurationen, traf de Adolf: + +-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham. + +-Ellevehundrede, svarede Adolf blot. + +-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres +Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med +en Talstørrelse eller et Firma. + +-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende +Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok. + +-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg. + +Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen +og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to, +rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end +Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren: + +-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv +begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje +generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, +som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf +igen. + +-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; +det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren +til for at faa Forklaringen.... + +Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at lé, +mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de +lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige +Lystighed. + +-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti +for én, sagde Adolf. + +-Ti for én, bekræftede Spenner. + +-Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud. + +-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok. + +At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. +Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og +fri for den anden, »saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen +Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den +Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og +fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem, +der vilde høre det. + +De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og +de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede +snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad +omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af +en hel Vold. + +Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer +Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt +daarligt, rent daarligt til Koncerten. + +Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han +med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid +lød som en halv Torden. + +-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent +personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som +ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad +hans to hundrede og syv: + +-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt. + +-Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner. + +-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre +stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone: + +-Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør. + +-N-ej, sagde Berg. + +Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen +maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. +Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han +ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden: + +-Paa en god Indgang da, sagde han og drak. + +Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i +Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han +arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' +første Gang var bestandig til Kassen. + +Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til +Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden: + +-Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt. + +Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var +her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med +Fribilletter.... + +-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke +synge. + +-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale +denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset. + +-Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. +Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse: + +-Nej, sagde han, der sendes ingen ud. + +-Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. +Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse: + +Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og +mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men +Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, +gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med +Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke +»modtages«. + +Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken +tør først applaudere efter det tredje Numer. + +Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og +Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og +Spenner fulgte efter. + +Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de +pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres +egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev +ganske mørkt i Stuen: + +-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt +fra Sædet. + +-Ja--det gør vi vel, sagde Berg. + +Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik +forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede +ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene +slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede +Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder +blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus. + +Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne: + +-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig. + +Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der +smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt +af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men +snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden +langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden, +der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste +Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt +mellem de to Spejle: + +-Er der saa faa! sagde hun ængstelig. + +-Ikke et Menneske, erklærede Pianisten. + +Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et +Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad +ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne: + +-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen. + +-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig, +og der kunde begyndes. + +-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, +hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen. + +-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet +for at rense Halsen. + +De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen +Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang +Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé paa +dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene, +og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden +at tale med hinanden. + +Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve +Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte +tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig +uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog +at sige noget, før han gik. + +-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han. + +-Godnat. + +De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt +paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule +Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. +Theodor Franz rev Kontordøren op: + +-Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op. + +Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund +for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at +udskælde Nattergalen for lukket Dør. + +Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' +ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange +Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod +ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det +tomme Parket. + +Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren +... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie +med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt +tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev +siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr. +Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han +raabte: + +-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk? + +Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa +Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem +Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende +sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa +Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro. + +Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i +Salen. + +-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde +mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen. + +Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu +voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre +ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, +Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens +han løb op og ned. + +Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden, +og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, +kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er +hun, raabte han, hvis De vil vide det. + +-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som +København, sluttede Adolf tilsidst. + +-En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, +mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den +er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den, +skal jeg sige Dem.... + +-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod +Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik +slaaet i lige paa sin Næse. + +Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for +sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit +skingrende: + +-En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok. + +-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde +han ryste Stedets Støv af sine Saaler: + +-Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det +rungede. + +Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«. + +Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han +vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. +Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede +Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, +hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', +der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet: og +da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred +og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen. + +Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor +Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og +distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. +Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig +inde og skrive sin Notits. + +Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit +Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset +efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg +Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale +Mindedage som Fester. + +-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var +virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent +tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. + +Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf: + +-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, +som Folk vil ha'e. + +Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han +ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte +paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen +arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde +trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang. + +Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for +at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den +skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved +Siden af Tribunen. + +-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op. + +-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru +Petersen. + +-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret +drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i +de øvrige velsindede Redaktioner. + +Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i +Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt +næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.« + +-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen +højt. + +... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en +Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde +sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede +Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men +bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel +d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle +Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der +laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen: + +-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et +saa smukt »Terrain«. + +Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han +meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«. + +... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og +havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt +de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og +bedre end at sidde ene--for begge Parter. + +Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige +til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, +saa det lød hen gennem den hele Gade. + +Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have +denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem +Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én +Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens +Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen +imorgen end for Natten. + +I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde +fundet Lys og tændt.... + +Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter +drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. +Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den. + +Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset. + +Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik +lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte +et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen.... + +Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved +Siden af den blundendes Seng. + +Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf +--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf +svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden +at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene +sagte sukkede. + + * * * * * + +Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt +et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var +saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv +var skrevet ulæseligere endnu. + +Der stod: + +Kære H. + +Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet +værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller +Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne +sé dig forinden. + +Din EG. + +Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa +syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det +... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden +... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden +gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven +Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i +Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der +skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang-- + +Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da +havde han sét elendig ud, elendig.... + +Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad +Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede +op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig +som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig +hviskede: + +-Hvordan er det? sagde han. + +-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat.... + +-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men +han maa ikke tale længe. + +Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en +sovende. + +-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen. + +-Ja, sagde Herluf + +-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt. + +-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af +Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig +melodisk, syntes han. + +-Stil den bag Hovedgærdet. + +-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen. + +-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde +ned paa Dynen. + +Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var +blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt? +tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve +Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at +tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt: + +-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; +pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen +til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø-- + +Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne: + +-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom +jo pludseligt. + +De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han +skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du +kommer til Syden.... + +Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i +Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse. + +-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et +Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og +holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, +og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende. + +-Men--Erhard--fordi man bliver syg-- + +-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede +frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man +vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som +de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd. + +Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen. + +-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du, +sagde han. + +Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin +Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden: + +-Fa'r? sagde han. + +Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et +Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han. + +-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede +Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra +_hende_.... + +-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet +uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og +saa op.... + +Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham. + +-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«, +som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for +Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at +udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_ +kom ... og hun brød.... + +-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke +lykkedes, sagde han: + +-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r. + +Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande. +Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse +Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved +Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse +Ungdom.... + +-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du. + +De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at +spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad +de tog sig til, og hvad de vilde. + +Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og +séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne: + +-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar +det blot blir til noget. + +De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; +Erhard holdt ham ikke tilbage. + +-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans +Ansigt--før jeg rejser. + +-Farvel--du, hviskede Herluf. + +-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. + +-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf. + +-Ja--Tak. + +De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik. + +Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i +Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var +Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var +meget kold og formel, som var han en ganske fremmed. + +-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var +jo besværlig. + +-Den værste Rejsetid, sagde Herluf. + +Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte +Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra +Onsdagstaflet kom han: + +-Er du dér? sagde han. + +-Ja, sagde Fruen.... + +I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik +et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der +dirrede, saa den blev ganske hæs: + +-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred? + +Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende +paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at +sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs, +lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev +staaende paa Trappen. + +-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den +kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han +gik ned ad Trappen. + +Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: + +-Gerster, sagde Fruen blot. + +-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers +er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn? + +-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem +herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse +Folk, sagde han og knyttede Hænderne. + +Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud +i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale +Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«: + +-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af +Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert +Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger +vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ... +Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den +... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie +Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«. + +-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af +Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste +Halvaars Kampe med Erhard. + +Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende +den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn: + +-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? +--en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_.... + +Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. +Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa +Tæppet. + +Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, +og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al +sin Stilling i den By, han skændede. + +Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til +hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor +hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede. + + * * * * * + +Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til +»Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i +Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«. + +-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst. + +-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren. + +Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte +fra »Victoria«. + +Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor +Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat: + +-Men, Adolf, sagde han. + +-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg +kommer strax. + +-Men--uden Hat, sagde Berg. + +-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax. + +Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. +Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. +Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først +talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet +kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf +talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig +med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue +bort. + +Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede +Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf +vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed: + +-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, +mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt +i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs. + +-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over +dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt +aandsfraværende: + +-Ja--naar kan vi sés imorgen? + +-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven. + +-Ja--ja--imorgen tidlig.... + +-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone. + +-Klokken ti, sagde Berg. + +-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og +tog hans Haand paany, klemmende den i sin: + +-Saa imorgen, sagde han og gik. + +Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var +ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem. + +Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften. + +-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, +»brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage +nu--der _er_ Efterfølgere.... + +-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt +Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han +tilfreds. + +-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle? + +-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage +til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han: + +-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig.... + +... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra +National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én +Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas.... + +Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade +tavs og mørk lig et underligt Gravmæle. + + + + +V + +Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige +Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag. + +Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs +sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i +Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han +gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at +springe paa Trappen til Generalprøven. + +Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der +ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som +var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker +fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue +og saa' en fremmed Mand, der hilste: + +-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet. + +-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke. + +Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den +stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og +mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at +støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til +Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med +deres Sætstykker. + +Og Adolf kom endnu ikke. + +Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle +Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere +Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i +Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik +urolig op og ned og ventede. + +Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet: +De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf? + +-Har han ikke været her? sagde hun. + +Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at +tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til +de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset. + +-Ja. + +-Ogsaa hos os. + +De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf +krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. + +-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo +altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. + +-Ja, sagde Herluf + +Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede +paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen +hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de +Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod +ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den +ottende December. + +-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen. + +-Spenner? + +-Ja. + +-De siger han er syg, sagde Herluf. + +De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken +Hansen og lukkede Pulten. + +-Til de Gamle? + +-Ja. + +De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over +Gelænderne i deres brogede Uniformer: + +-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve. + +Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne +rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén. + +-De kommer jo igen, sagde Herluf. + +-Ja. + +De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de +Gamle var ved at pakke sammen under Lampen. + +-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste +Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er +Julemaaneden nu. + +-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. + +De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i +Orden. Tæppet kunde gaa. + +-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte +og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra +deres Garderober. + +Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne +udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf, +forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at +alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem. + +Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle +løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde +til Pligt at være her? Hvor var Spenner? + +Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt +meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde +Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne +Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de +ogsaa reddede sig. + +For de _maatte_ redde sig.... + +Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der +stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste. + +-Hvad vil De, sagde han og fo'r op. + +Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa +blot høflig og dæmpet. + +-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt +op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede +den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte +ham: + +-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf: + +-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? + +-Ja, sagde Herluf. + +-Og her? + +-Er mit, sagde Herluf. + +Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger +i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. +Rowan. + +-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa +Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran +Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham. + +Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham +kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han +som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende +paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de +spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg. + +Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og +profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces: + +-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det +nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre. + +Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til +et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de +vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al +Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén.... + +Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det +blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede +med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede +han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut. + +Under Finalen gik han. + +Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var +der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt. + +Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde +ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at +hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun +stakaandet. + +Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun +gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse +og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse +fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der +støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de +hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren. + +Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet +Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle +Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde +sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken +Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa +igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det +varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev +ved at spørge med sin angstfyldte Stemme. + +-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over +Gelænderet. + +Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den +gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde +ganske som den gamle Frues. + +-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var +bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om +Hjørnet.... + +... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter +Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam +han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede. + +Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og +Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer: + +En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun +drikker tre--Tre Kopper Thé. + +Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud. + +-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over +Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale. + +-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen. + +-Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de +knyttede Hænder. + +Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte +Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der +svarede hende med Omkvædet: + + Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa +lystig, saa lystig en Krig. + +Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med +Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik +op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og +sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme +Stemme: + +-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit. + +Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde +Panden ned mod Bordet og græd stille. + +Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten: + +Kun _det_ Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe +Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og +Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb +forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, +der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter: + +-Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket? + +Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en +Fallit? sagde han saa med halv Stemme. + +-Ja, sagde Herluf sagte. + +Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa +Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i +deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som +Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte +ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig +gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse: + +-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig. + +Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem +sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren. + +De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede +ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap +var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa +hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i +deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en +Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive +af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte. + +Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev +staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et +langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser, +Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst, +endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje: + +-Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle. + +De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres +Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man +maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer. + +Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne +raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom +Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og +tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var +vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét +var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul. + +Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne. + +-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme. + +Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor +Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne +fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev +ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede +Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben +af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde: + +-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin +skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle +og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han +brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han +gik. + +Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme +Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus +... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik +ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde. + +Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned +mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten: + +-Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil +vælge et Par til at følge med. + +Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den +eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu før Jul maatte de i +hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive +Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at +lide Tab. + +Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om +mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stæhr +arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af +strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at +snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet +ikke kendte: + +-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til +halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt +... Hr. Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs +Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham +Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen, +Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans +Fortid.... + +Hr. Stæhr blev ved. + +Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til +Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik +ned paa den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af +dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes +at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje.... + +De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev, +aandsfraværende ud af Vinduerne: + +-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første +Elsker. + +Og Ørnulf svarede: + +-Ja--man maa forstaa at tage ham. + +Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte +vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa +sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer. + +-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, +febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind. + +Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten +ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en +hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig +havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig +overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end +vanligt. + +Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at +fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede +Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«. +Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at +tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, +der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed +med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement. + +Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette +Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte. + +-Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen. + +-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ørnulf +havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod +Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse, +før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer: + +-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige +og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse +Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om +Kontrakternes mulige Gyldighed. + +Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om +Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne +over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven +stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol, +saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne +støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter. +Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens +Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde +endelig standse sin Kollega og sagde: + +-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen. + +Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han +i en anden Tone--Betingelsen maa være de garanterede Gager. + +Der blev igen en Pavse, før Konferentsraaden atter vendte sig mod +Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet træder just nu sammen--og hvad +der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ... +Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende +Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage +Driften ... under en passende Ledelse.... + +Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og +han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han +fremførte): + +-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap +frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede +Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge, +og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske +bevæget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse +Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsraaden tøvede et +bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte.... + +Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage +literære Experimenter, mine Herrer. + +-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den første +Elsker: + +-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade, +indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve +Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg +ved Siden af Bordet. + +-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden +afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt +Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde: + +-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa. + +De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til +Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? + +-Iaftes. + +-Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden. +Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, +men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst: + +-Ja--lev vel, og vendte sig. + +-Adieu, sagde Herluf. + +Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega. + +-Ja--det gik jo, sagde Ørnulf. + +-Brillant, sagde Elskeren. + +-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte +standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen. + +Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den +store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og +Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som +listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der +rejste sig som sære Skafotter. + +-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens +Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det +saa' saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige +Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig. + +Konferentsraaden gik op. + +I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De +var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved +Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte +alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole +for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre. + +Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om +Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og +sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et +meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax +at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige +Bankraadet. + +De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og +Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for +Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet. + +-Saasnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal. + +Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give +alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent +refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre +frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind +som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i +lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne. + +Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte +Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«: +han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt, +mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til +Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«, +som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer.... + +Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra +tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i +samstemmende Nik. + +-Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da +for Banken de halvanden tinglæste Million. + +Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op. De Herrer var længst +beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private +Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt +tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse +af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af +deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse. + +De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og +højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede +endnu paa Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder, +Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr. +Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne.... + +Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte +Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet. + +-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu. + +De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev +staaende foran sin Stol, støttet til Bordet: + +-Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de +Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne +forstaa--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde +Bankraadet. Staden København--sagde han, og det var, som han +uvilkaarligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig +Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et +nyt Millionlaan. + +-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med +Emissionen af dette Papir. + +Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets +Sal. + +... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse +Hal tilbage til sit Kontor: + +Dagen var hans. + +Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede +Persionale« og sendte det bort med et Bud. + +Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han +blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne +faldt ind paa Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede +længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys +dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsraad Hein +foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. + + * * * * * + +-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved +Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og +han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, +mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at +sidde her. + +Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. +Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som +lod Elskeren og Ørnulf leve højt. + +Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst. + +Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor +Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt +lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig +indprænte sig dets Billede. + +Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket. + +Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en +civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset. + +De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et +Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem +Kælderen. + +-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og +spøge: De holder underjordiske Gange her. + +-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres +Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en +lille Trappe kom de op foran Chefens Dør. + +Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys +af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og +hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf. + +-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig +dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte +strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens. + +Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren +sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte +uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en +egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend, +der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. + +-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem +over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren +blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som følte han +dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa +ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det +hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var +han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure, +saadan som han der stod. + +Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. +Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om +Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, +Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet. + +Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn: +Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, +der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre +ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af +Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en +anden. + +-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte +de at bygge »Victoria-Etablissementet?« + +Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét +i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par +Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle. + +Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed +ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt +i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende +Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i +ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han +hele dette skønne Hus Historie. + +Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne: +Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en +uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider +Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet +Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle +Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste +Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle +Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde +afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit +Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle: +Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte; +Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af +Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres +opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane +Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om +Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem +for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende +op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede +Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige +Ansigter. + +Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine +forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, +ubevægelig. + +Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar +De vidste alt det? + +Martens havde sat sig: + +-Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel +i'et.... + +-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden +ligesom før: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter +gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede +jo Velhaverne_. + +Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte +sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over +ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt. + +Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte +kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle +disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været +deres hele Driftskapital. + +-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig +Kapital at begynde med: + +-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. + +Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret +var forbi. + +Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han +begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et +Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans +Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan +tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalænge han levede, vilde Berg mindes +denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit +Hoved ind mod hans Skulder: + +-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af +hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. + +Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at +Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa +er det altsaa forbi. + +Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et +Øjeblik i sin, sagde han: + +-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg. + +-Farvel. + +Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte +bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig +Tone. + +Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene. +Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et +Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, +med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne. + + * * * * * + +Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den +gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med +Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om +et usynligt Lig. + +Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter +Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og +hele Tiden klappede hendes Hænder. + +Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i +deres Kreds. + +Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om +paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa +Haaret og gik rundt igen. + +Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den +samme, stadig den samme Sætning: + +-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende +Stemme. At han sidder dér og fryser. + +Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt +enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun. + +-Aa, ja, sagde Berg. + +-Tror De? gentog hun. + +-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen. + +Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med +Ansigtet ned i den gamle Frues Skød. + +Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. +Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde +blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han +tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham +ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne. + +Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde +han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, +halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, +over sit agtede Navn og over sin Søn. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til +Trøst. + +Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var +der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen +Hjælp at yde og intet Raad at give. + +Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen +hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af +Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«. + +Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte +i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham +og traf ham som Lyn. + +Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad +Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer. + +Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide +frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse. +Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra +Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af +besynderlig dumpe og brustne Klokker. + +Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund. + +Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde +læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede +pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med +Svalen. Det havde været Astas sidste Brev. + +Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig +følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én +længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre +Dage. + +Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne +besynderlige muntre Betoning: + +-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til. + +-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo +ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt. + +-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt +andet--kun ikke det. + +Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste +Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje +Mathilde og være hende til Selskab. + +-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver +jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af +et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er +noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at +Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb +med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke, +hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det +til for at berolige den stakkels Mathilde. + +De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod + +Deres hengivne Asta Heltz + +Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var +Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde +tale med Hr. Berg. + +Det var Edvard Sundt. + +-_Dem_, sagde Berg. + +-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at +forsømme ved en lille Passiar. + +-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist. + +De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte +Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig +blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg +havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.-- + +Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa' +paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over +Skrivebordet, blev han staaende lidt: + +-Ja, sagde han, han faldt derovre. + +Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, +_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han. + +Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv +just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at +fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert +Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«. + +Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke +Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ, +sagde han. + +-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa +har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den +glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en +Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at +tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke.... + +-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa +Portrætet. + +Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme +»Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om +Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa +lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et +Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke +ud«.... + +Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt. +Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én +Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader +den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg. + +Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone +talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller +Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring. + +Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud. + +-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han +var nitten Aar og skulle »rykke ud«.... + +-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg, +forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er +kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han. + +-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med +sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter +rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg: + +-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud.... + +-Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han +skulle jo rykke ud. + +-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se +ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine +nitten Aar og paa den »lille Gud«.... + +-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine +Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... +Derudefra kom ingen igen.... + +Sundt tav. + +-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over +Skrivebordet: _De_ faldt. + +-Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle +vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén +eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige +tredje Bén eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har +aldrig forvundet Blodtabet.... + +-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i +Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er. + +Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og +den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele. + +-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at +hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den +ligner kun en Saarfeber, De.... + +-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte +sig mod Vinduet. + +-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og +hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter? + +-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan? + +-I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget +alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han +sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse. + +Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde: + +-Og hvad vil nu De, Berg? + +-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt: + +-For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet +fortsættes. + +-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet. + +Han vilde gaa nu. + +-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskværdig. + +-Naa--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og +frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes: + +-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel. + +-Farvel, sagde Berg. + +Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at +tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden. + +Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et +stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen +tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa +Lirekassen. + +Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære +Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes +Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede +musikalske Piger i mange Tonarter Visen: + +Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi. + +Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa +Lirekasselaaget, mens Pigerne sang. + +Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var +en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr. Direktøren +hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og +præsenterede den. + +Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration. + +Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik +utaalmodig op ad Trappen. + +Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres +over hele Trappegangen: + +-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men +Betalingen kan man hente hos Fogeden.... + +Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved +at raabe.... + +Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han +sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling +paa Etagerer og Bordkanter. + + * * * * * + +Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde +udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn. + +Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i +Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som +Konferentsraadinden sagde. + +-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde +hun. + +-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. + +-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod +Øret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden. + +-Næ, næ, rystede Etatsraadinden. + +-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde +Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har +vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem. + +-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte +paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede +Syge«.... + +De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden. + +Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for +at staa lidt i det aabne Vindu. + +Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe +over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise +»det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin +Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling. + +Konferentsraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de +strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert, +syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle +Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret: + + Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa +lystig, Saa lystig en Krig. + +Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom +en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig +Standsning, saa Kuskene bandede. + +Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af +Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til +Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde +holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige +slesvigske Valpladsen«. + +Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig. + +Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede: + +Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer +Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa +Sværmen. + +-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er +underligt, du.... + +-Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende +Udtryk: Underligt. + +De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet. + +... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud +paa Kongens Nytorv og skiltes. + +Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder. + +Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede +paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket. + +Saa faldt de hen igen. + +--Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden +København. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK *** + +***** This file should be named 12698-8.txt or 12698-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/2/6/9/12698/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/12698-8.zip b/old/12698-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..dafacb8 --- /dev/null +++ b/old/12698-8.zip diff --git a/old/12698.txt b/old/12698.txt new file mode 100644 index 0000000..afd6ff4 --- /dev/null +++ b/old/12698.txt @@ -0,0 +1,10999 @@ +The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Stuk + +Author: Herman Bang + +Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698] + +Language: Danish + +Character set encoding: ASCII + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + +STUK + +HERMAN BANG + + + + +1. udg. 1887 + + + + +Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb. +7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_. + +_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm hojt. Del +afbildede eksemplar tilhorer Del kongelige Bibliotek og er rodt_. + + + + +FORSTE DEL + +Regn af Guld + + + + +I + +Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: +Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind. + +De var kommen til Saede, og Kusken korte ad gamle Frederiksborggade +til. + +Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Molle hvilede +det graablaa sidste Skaer af Dag. Men langs Gaden var der allerede +taendt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en +hel Arme strommede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en +taktfast Marsch lod det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, +klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, +haetteklaedte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene. + +Forpustede Medsostre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig +nok i Vej paa Fortovet og brod ud paa Gaden, hvor de skridtede af +langs Rendestenen med en forvildet Pige i Haelene. + +-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den +fugtig-milde Luft i sit Vognhjorne. + +-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange. + +Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr +var der af Haetter, der skreg, og forbitrede AEgtemandsstokke, der +demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad +Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store +vraltende Dyr. + +Berg og Lange kom ind i Kobmagergade. Morkningshandelen gik i Kaeldre +og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrommen +lob bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Naerheden af +Kaelderhalsene. Unge Piger fra Kursus floj forbi hinanden med +Haandslag, og "Herrer fra Forretningen" skod ud og ind i Vrimlen for +at bringe Breve til den sidste Post. + +Udenfor Modebutikerne, hvor de forste Vintermodeller prangede under +Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes +den hele Strom af Plankevaerker foran Huse, som var under Ombygning, +saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Braeddebroer, der var +lagt frem over Rendestenen. + +-Svaert, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i den skiftende +Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrommens mange Hoveder. + +-Vi kalker vore Grave, sagde Lange. + +Paa Ostergade blev Strommen langsommere. Man drev afsted i Lyset, +Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med +Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatvaers af Drosken, saa den blev +trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske +af Luften, sode og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i +Hojde med Drosken, saa naer, saa det var, som om de rorte Vognen med +Kinderne. + +-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de +bar "paa skraa" i Lommen. + +-God Aften--god Aften. + +De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom +ikke frem, Svaermen stod helt ud paa Gaden. + +-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken. + +Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i staerkt +Lys--i halv Legensstorrelse--i Udhaengsskabet, indrammede af +Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran +Yndighederne. + +-Kor ad Ny-Ostergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, +hvor de gled blodt hen ad Korebanen, og der pludselig blev ganske +morkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte +rundtom i Doraabningernes Skygger. + + * * * * * + +Folk drog over Skt. Annaeplads i Stime, og Droskerne satte ind i +Amaliegade med en Fart, som var Dyrene lobske; Damer, der lob over +Gaden med loftede Skorter, kom foran Hestene og hvinte. + +-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. + +-Hva'? + +-Men--Amalie ... + +En Amalie, der var kommet paatvaers af Bergs Droske, blev langet ind af +en Herrearm. + +-Du dog--raabte hun: Herluf Berg. + +Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciost +paaskraevs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev +rendt over Ende. + +Udenfor Teatret var der en Smaekken med Vogndorene og en Traengen sig +frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se +Facadens Lygter og vilde komme forst. Kun Droskekuskene sad uanfaegtede +og saa' betaenkelige paa Smaapengene i de flade Haender--for de vendte +og korte bort. + +Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man maerkede Gasluften og Stovet, +fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man horte den +ned---- + +-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Taeppet gaar. + +Der var allerede daempet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved +helt op i Amfiteatrets store levende Morke--fyldt af en Brusen, i +hvilken Ouverturens Vals naesten blev borte. + +Man folte sig, som kom man ind i en elektrisk Kaede, naar Raekken +lukkede sig, og man naaede paa Plads... + +Taeppet til "Lykkepigen" gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i +Provence, hvor Bonder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin +Hyrde. Hun tabte strax sin Traesko, som hun havde Halm i, og hele Huset +genlod af den forste glade, meningslose Lattersalve, mens hun fik den +paa igen. + +Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Saede +under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, +og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet. + +Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: +Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalaenge hun aldrig havde +kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig +ikke var "kysset", men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt +en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums +Folelser--og havde aendret til "kysset". + +Akten endte med en "Honsesang", hvor Gaasepigen kaglede. + +Taeppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu +blev klappet paa Galleriet, og for der blev Lys, steg der en pludrende +Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skoleborn fik Frikvarter, og +ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa en +Gang. + +Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der +mere stille, mens man begyndte at monstre hinanden og hilse og melde: +_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt +Ansigt var det som Velvaeret voksede: de var her rigtig alle, og man +selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornojeligt +Velbehag, hvor man monstrede og monstredes, mens Stemmerne summede. + +Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende +Raekke bag Raekke. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang +til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af +Bade og Sommerluft. + +-Gor sig s'gu, gor sig s'gu, sagde Lange og forte den ene Haand gennem +Luften i en lille Bue, som om han med et Kaertegn omfattede al den +friske Konhed. + +-Brillant, sagde Berg. + +De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man +bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med +Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strom og +Redaktor Scheele: Legationsraadinde Sten, udringet, med +Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en +falbydende Urtekraemmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Norregade; +Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Raekkerne ned. + +-Svaert med Fruer, sagde Berg, vaebnet med Kikkerten. + +-Ja... + +-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig. + +-Hvorfor? De var skam alle ti Aar aeldre for en halv Snes Aar siden, +sagde Berg og lo. + +Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen horte efter. Det gav +et Ryk tilhojre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa +Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et +Aaleskind pludselig faldet ned i en Honsegaard. + +Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond +Toupe drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Orene og Diamanter om +Halsen.... Der blev et sandt Opror, hvor alle tiskede og spurgte, +indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over +Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Ojnene stift haeftede paa +Taeppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken: + +-Hvem? + +-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra forste Baenk, bag +Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de +forsogte at indfore Gala ved "Premiererne". + +Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev +der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og sovnig og gnistrede--alle +kom paa Plads, Kritiken langs ad Flojene, faerdig til Traefning: Kars +havde Plads tilhojre, med et lyst Smil og foldede Haender, som bad han +Bordbon ved et opdaekket Bord, og Professor Markus sad hojtidelig, med +let rokkende Hoved, som en Provinsoverlaerer ved en Censur, ved Siden +af Hr. Staehr. + +Taeppet gik op. + +Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld +og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Dore--fler og fler Pager, to +og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot en Kikkert--Maend +greb Glassene af Koners Skod eller Haender--: Men der var jo Flokke, +Snese--en Haer af Pager--en Haer--rent en Haer af Trikots. + +Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved +Maendenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede +i Saederne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet +lidt for nedringede til Bal.... + +Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte +og det skinnede. Fler og fler--det horte jo aldrig op--der maatte da +vaere hundrede.... + +Man slap Kikkerterne og man klappede taet, over hele Salen. + +Det var Operettens beromteste Numer, "Kyssenes Kor". Man fangede, man +valsede, man kurede og kyssede. + +Publikum jublede; man vilde have det om og atter om. + +Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gor Kur. Her kysses vi. + +Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen. + +Man kom ikke mer ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt +blev en Tummel af Stoj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en +Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde. + +Man lo og lo. Akten havde i betaenkelig Grad traengt til den "mildnende +Haand": Der var stroget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der +var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Morke. + +-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige +Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og gron i Armen. + +-Satan, Satan.... + +I yderste Grad havde Bearbejderen traengt til "sin mildnende", mens +Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem +Dorene.... + +Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, +nynnende sagte "Kyssenes Sang"--foran de Elskendes Dore. + +Hist kysses de og gor Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Der var ganske stille i Salen udover Halvmorket af Hoveder, der +langsomt rokkede, som nynnede alle uhorligt med. Varmt var der blevet. +Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten. + +Finalen kom: Hofdamer brod ind med Kandelabrer; Vagten floj til med +Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i +Friserkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt.... + +O ve--o ve, Hvad her dog sker: Hun bliver aldrig Lykkepige mer. + +De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne +torrede Taarer i Slaebene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kaempede +Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der horte Orenlyd: Det var +Glanspunktet af Operetten. + +Taeppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op +igen. Bifaldet lod som store Dron fra Galleriet. Det maatte op igen. + +Man strommede ud fra Baenkene, og man klappede i Gangene, hede og +sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og +glade, med fremskudte Buster, som en Raekke Spurve, der soler sig. Kun +Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin +Pose. + +Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om +Antallet af Opforelser--man mente tredive...Redaktor Isaksen forte +energisk Naesen op og ned, snusende hen mod Taeppet, som om han vilde +grade Stykket ved Hjaelp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud +over Salen, med et langt sultent Blik: + +-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter.... + +Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stodte; ingen +horte Orenlyd for Latter og Stoj. Det var det unge Kobenhavn +straalende og stramt i Klaederne, overmodigt i Gasluft og Traengsel, som +Fisk i Vandet. + +-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i +Traengselen og gik halvt i Knae, mens han viftede med den oprakte Haand: +Ka' vi no'et, vi Kobenhavnere? + +-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans +hvide Taender. + +-Ja, sagde Lange nikkende, der er "Bevaegelse"--det kan man ikke naegte. + +De vilde "se at finde en Soda", og de traengte frem gennem Stimlen, men +de kom naeppe af Stedet, mens de braendte Vittigheder af og gav +Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at straekke en oprakt +Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog +erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdoren til Gangen, hvor +Svaermen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Doren var der en +Traengsel, saa man blev drejet som Bonner i en Kvaern. + +-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en +Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen. + +-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og forte Spidsen af Pegefingeren hen +under Naesen, mens han snoftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at +noget havde "Vildtlugt". + +-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gor s'gu det hele til et stort +--"nok sagt"--bare for at haeve Byens Anseelse. + +Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg. + +-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lod, som han +vraengede: Ja--tro I--for mig paa de renlivede Jomfruer fra Bi-belen, +sagde Brodersen. + +Man talte om "Diamantkvinden"--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjaelper +altsammen.--og Signalet lod til at bryde op. + +-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han +sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne +--gamle Folk. + +"De gamle Folk" slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive +tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i +en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard +Sundt, Fuldmaegtigen. + +-Kaere--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bae'lam ... Hys, +Edvard, hvad jeg siger, det er raedsomt med den Anstaendighed. Fru Canth +var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et +Par store, allestedsnaervaerende og blanke Ojne. Hun gererede sig som en +Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte "af Princip" alle +Herrer ved Fornavn. + +Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fodder, saa man saa' et +Par Spaendesko med et Par morkerode Silkestromper op over Anklen. + +-Gennembrudte, sagde hun og pegede. AEgte Varer--sagde Kraemmeren ... +Hvormange jeg har kobt, lille Edvard? Seks Par. + +-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spaendeskoene med et Stod +i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen.... + +"Mansen" var Assessoren, en forskraemt lille Herre med nogle tynde +Haartotter og et Par forvaagede Ojne. Han saa' ud, som om han _altid_ +fik praesenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmaessigt ud et +Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han +vaeret gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde: + +-Naa, Manse, og nikkede til Afmonstring. + +Man horte Korstemmerne ned oppefra. + +-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm +Sodavandsglasset hen til Sundt: Djo, Born. Hun gik med "Manse"; ved +Parkettrappedoren stansede hun: Edvard--man modes jo efter Dagens +Gerning--i "Bethesda". + +Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens +Musikkorps blaeste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de forste, der +kom ud. + +-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedoren i. "Institutionen" gav den +sidste Fyrvaerkerifest i Saesonen. + +Maengden brod ud af alle Porte, skyllede Liv og Stoj ned over Trappen +og frem over Gaden--gennem Strandstraede trallede Raekke efter Raekke. +Ude paa Kongens Nytorv flod man sammen til hojlydte, lystige Oer, hvor +de muntre Sporvogne brod ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad +Sporene. + +Saa delte Stojen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere +og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind +i en Port, ned i et Straede--som om Stenraekkernes tavse Graa langsomt +havde suget den til sig. + +Hist kysses de og gor Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi. + +Banditterne om "Hesten" havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og +brummet--nu taenkte de videre med Hovederne ned i deres Haender. Og kun +en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden. + + * * * * * + +Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og +Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer. + +-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft. + +De vendte og gik ned mod Basarplaenen, der laa foran dem som i en lys +Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Graes og +Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skaer af Lamperne. Rundt om i +Traeranden hang de farvede Balloner som skinnende Kaempefrugter. + +De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren +stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et +Vindstod drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende +Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa +Sensommerhimlens stjernestroede Dunkelblaa. + +-Ja, her er smukt, sagde Berg daempet og langsomt. + +-Smukt er her, sagde Lange og flojtede til Hornmusiken glad ud i +Herligheden. + +De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne +spaendte sig som lyse AEreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange, +lod det bag ved. + +-God Aften.... + +Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skod paa dem som et Lyn, +Stokken bagud og Naesen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skod +Skulderne op, Lemme-Souper.... + +-Tak, skod Lange ind. + +-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Taender. Vi +gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at +gaa. + +-Naa--net.... + +-Kostymerne fra Paris,--Gerster snovlede som en Udraaber paa et +Marked:--med en Tomme sat over til Knaeene--man kender 'et... Naa--maa +hjem til Passagergodset. Djo--Born. + +-Djo. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt +Hals og sammenknebne Ojne og bevaegede Naeseborene, som om han stadig +vejrede Luften, hvor han kom frem. + +-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da +Lille-Gerster var ude af Skudvidde. + +-Ja--der er de jo ogsaa fra.... + +-Ja, sagde Lange. Men Professoren gor sig s'gu dog med sin +Horemaskine. + +-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i +de Par Aar. + +-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mer, siden de flyttede fra +Randers.... + +Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og +Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under +Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun et vandrende, mudrende +Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide +Bryst som en stor Dukke, sogte de forvildede Polkatakter ud over +Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. + +Berg og Lange havde kaempet sig frem gennem Stimlen til Divanens +Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet. + +-Det tro Kobenhavn, sagde Berg, seende ned over Svaermen. + +-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner +Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin +Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde set provende over tilhojre +mod en hojrostet Herre-Pousse-Cafe i hvide Slips.... Lille Diner, +sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skod +undskyldende hojre Skulder i Vejret og smilte illustrerende +Tilstanden. + +-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Vaek +var Hr. Jensen. + +-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Doren og monstrede +Salen. Professor Gersters havde okkuperet det hojre Sofa-Hjorne og +slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i +"Svinedrengen" om Prinsessen. + +Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem +Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: "Vel"--"vel", saa +ingen Ganymed havde Kjoleskodet frelst. Mens et Par Bankherrer fra +Provinserne ravede hummerrode rundt i Forvirringen--i Svalehaler og +Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over +Bordene. + +Ovre i den venstre Sofa praesiderede Fru Canth i "Menigheden", ogsaa +kaldet "de sikre". Det var den snaevreste Canthske Kreds: tre, fire +Familier, men, som Fru Canth sagde, "af den rette Aand". +Sommer-Stamsaedet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet +"Bethesda", til Forargelse for Fru Molbom. Fru Molbom, der evindelig +forte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa +religiose Anfaegtelser. + +Iaften var hele den "sikre" Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth +selv, Fru Dunker, Fru Molbom og "Tante" Strom: "vore tre Ungkarle": +Sundt, Redaktor Scheele og Bastrup af Toldvaesenet, ogsaa kaldede "de +smaa", samt Maendene. + +Der blev raabt saa laenge paa Berg, til han bugserede sig frem til +Bordet. Damer og Herrer forte Olglassene fint mod Flaskerne; hvad der +betod Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf, +raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i +Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres +respektive Maend--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. +Molbom. + +-For Bae'lam--for Bae'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget +for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med +Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Molbom og Fru Dunker, +med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet +i Kakkelovnskrogen. + +Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, +nervose Fingre. + +Hr. Molbom konverserede Berg. Familien Molbom havde gjort deres +Ferieudflugt til Moen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Molbom. +Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.... + +-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Molbom. + +-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Molbom nikkede over til Arthur, som var +Hr. Bastrup af Toldvaesenet. En lang Noddeknaekker, der brugte kulsur +Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Molbom samme Brond i +Rosenborg). + +-Fem Dage, sagde Hr. Molbom. + +Damerne talte om Fru Canths Stromper: Lille Herluf har set dem, raabte +Fru Canth. Har lille Herluf ikke set dem? Berg maatte bevidne, at han +havde set dem, og der blev en Strompedebat over alle Bredder. + +Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man +gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemvaerk. Ved +Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebraedt og kniplede los +paa Forogelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og domte om +Modellerne. + +Fru Strom havde set et Monster (Scheele fik sit Rejebrod rakt paa en +Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke +set--idag hos Vett--en Model til Chemiser.... + +-Nogle Chemiser, Tante Strom,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde +sluge Chemiserne--uden AErmer.... + +Alle Damerne kastede sig over de aermelose "inderste"; Hr. Molbom, der +var faerdig med Prisbilligheden paa Moen, sagde: + +-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Haender +stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Molbom var saadan: han faldt pludselig +hen og glemte Verden i en om Stilling mod et Medmenneske, og sad saa +med stirrende Ojne ud i Rummet. + +-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kont paa +Moen. + +Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. +Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa taet sammen, at +ingen kunde rore Benene: La' ham sidde paa Skodet, raabte Tante Strom; +Pless kom ned ved Siden af Fru Canth. + +Damerne var saa ivrige, at de skod Tallerkenerne bort og tegnede +Monstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strom sad og skinnede, rank +og stormaegtig, med sine stikkende Ojne rundt i Kredsen med et Smil, +der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Molbom--der altid var rod i +Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med +stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Molbom havde i det +hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et +Log. + +Hr. Molbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel. + +-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Molbom og loftede Glas. Hr. Molbom kaldte +altid sin Kone for "Mo'er" med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru +Molbom havde skaenket ham otte Born fra nitten Aar og nedefter. + +-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Molbom. Vidne, Arthur ... De drak alle +fire. + +Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker +sine Mellemvaerk blode i Kaffe ... de saa' ud som aegte.... + +-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det +... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blodte dem med en +Klud--_hvert_ Mellemvaerk ... Scheele vidste det! + +-Lille Carl ved det, lille Carl ved det, raabte Fru Canth. + +Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, +Livet er rart,--mens Tante Strom og Fru Canth lo, saa ingen horte +Orenlyd. + +Midt i Stojen sad AEgtemaendene Dunker og Strom stive og ubevaegelige, +daddellose, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak +en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingenior Dunker igen +faldt hen med halvlukkede slove Ojne, som om han sov, mens Oberst +Strom forblev rank med sit lange, konne Napoleonsskaeg og et +hofligt-opmaerksomt Smil, som om han stadig horte paa en Bordtale. + +Lille Canth gemte sit forskraemte og rynkede Ansigt bag Oberstindens +brede Buste, og de tre AEgtemaend blev midt under Lystigheden siddende +med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevaegelige som tre +Avtomater. Hr. Molbom drak bestandig Raekken rundt og tog Vidner med et +aandsfattigt Udtryk i Ansigtet. + +Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev stojende ved den mindste +Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de +kaffeblodte Mellemvaerker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru +Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun +Hovedet og sagde: + +-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten +deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for +at spise og fylde en L'hombre ud for AEgtemaendene; han horte ligesom +Berg--kun til Udenvaerkerne og gik under Navnet "Neutrum". + +Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa +Verandaen sad Lange og saa' kraenket ud over en med Brod kemisk renset +Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i +Selskab. + +-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kodet. +Man kommer aldrig derfra. + +Ovre ved Pousse-Cafe'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Moller +fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herreraekken mod +Verandapillerne drak man glade Privatlikorer i Flaeng, og Konsul +Mollers Nabo blev ved at slaa et Par kaerlige Arme op om Konsulens +Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul +Moller aldrig kom videre end til "hojt at glaede sig, mine Herrer", +hvad han blev ved at gore, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en +Etatsraadsraekke, der sad ind mod Vaeggen, ranke og repraesenterende, med +saare tomme Ansigter. + +-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg. + +-Ved s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein +staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for +at samle Kapitalen... + +-Ja saa... + +Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Svaermen +ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst +sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned +ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetorklaederne bundet om Halsen +... De forsvandt ovre i Alleen, drejende om alle Skjorter... + +Strommen dernede blev ved at bolge frem og tilbage, mens en Gang +imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til +Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lod ud gennem +Vinduerne. + +Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen +mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Maengden mod den +lyse Koncertsal. + +Der blev applauderet dernede, forst inde i Salen og saa udenfor; det +lod som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede +igen, kendte man "Honnormarschen" og alle Herrerne raabte Bravo og +klappede ud over Raekvaerket under Larmen. Konferensraad Hein klappede +for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved +at applaudere, saa Agent Hoyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst +paa Hjornet, barhovedet, i sin brunrode Paryk--med den hoje Hat under +Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Haenderne, der var +foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der +skulle stemmes i Byraadet... + +Da Klap og Bravo var doet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og +sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne +"spontane Ovation"--han vidste, i hvor hoj en Grad det vilde glaede +Hans Majestaet. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik +over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni +Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde +hojtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: + +Han vilde sikkert bringe Hans Majestaet denne Forsamlingens gentagne +Hilsen. De ved det, sagde han og talte, vuggende let frem over +Bordkanten: De ved, mine Herrer, hvilken hojsindet Protektor, hvilken +utraettelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans +Majestaet. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages +betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del +af al Landets Kapital--af Hans Majestaet er blevet hilset med Glaede og +Haab. Det maa vaere os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer, +en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophojede Konge i Spidsen +for vore Bestraebelser med sine naadige Onsker om vor Fremgang ... + +Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et hojt +"Leve" for Hans Majestaet. + +Man horte de sidste Toner af Honnormarschen, mens Hurraraabene dode +hen; der var kommet en hoj, loftet Stemning over hele Selskabet, man +talte om de store nationale Foretagender, om Omvaeltningerne i +Agerbruget og Havnen i Esbjerg. + +Redaktor og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde +dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til +Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen horte mer end +"Fortjenester, alle kendte", og Redaktoren maatte vente, til +Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med hojt haevet +Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen +Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad +Hein. + +Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om +Konferensraaden for at klinke. + +Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors +glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde: + +-Ja--vore Produkter er blevet Guld. + +De gentog Etatsraadens Saetning rundtom, og et Par af Herrerne rejste +sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med +Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede +i sit Hjorne sagde en Saetning af "Dagbladet" om "Guld, gravet ud af +vore gamle Volde", og alle sad saa opromte, med straalende Ansigter, +som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen. + +Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og forte Cigaren +til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Rogskyer med +et Smil. Ovre ved Raekvaerket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod +Svaermen, og Konsul Moller sad halv salig og lod sin Serviet dingle +langt ned fra Raekvaerket over Maengden, ligesom om han anglede. + +-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han +var lige ved at gaa ud over Raekvaerket, og en hel Del Provinskolleger +lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert. + +Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og +uden at have hort den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i +Ojnene, seende frem over Mylret og Salen. + +-Ja--Liv er her blevet. + +--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og +dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i +Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besvaerligt talte med de +nye Taender. Da Berg og Lange blev praesenteret, gav hun Haanden, som om +hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden +bod paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved +Bordet. + +Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af +Professoren og illustrerede ham en Badesaeson ved Bovbjerg med mange +impressionistiske Billeder, mens Professoren umaerkeligt rykkede +laengere og laengere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den +Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende, +at Luften anerkendt jo skulde vaere ganske fortraeffelig ved Bovbjerg. + +-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_ +... + +Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Vaertindeblik stadig hen over +Bordet--ogsaa Professoren sorgede hun for, _saa_ bod hun ham, og _saa_ +rakte hun ham noget med en egen daempet Omhyggelighed--: + +-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... +_De_ havde saamaen bare vaeret i Fredensborg--men der havde vaeret rigtig +rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen. + +-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun. + +Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet +der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han. + +-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke maelet et +Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med +Melonkaernerne, det generede ham altid, at Lange talte saa hojt, naar +han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevaegelser med +baade Arme og Ben. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange +maatte vaelte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle +forbindtlige, blode Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa +hensynsfulde Bevaegelser, der aldrig blev paatraengende eller fyldte op. + +-Erhard forsogte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt +over til sin Son. + +-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens +personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge. + +-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den +eneste i Familien, der undertiden talte hojere i en ligesom pludselig +utaalmodig Tone. Gerster skulde raekke Karaflen herned, sagde den +agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. + +Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, +om man ventede mange Boger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var +der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Boger og +nye Forfattere, og hun sad smilende og horte paa alle de gudforgaaende +og radikale Ting, mens hun selv skod sine behageligt liberale +Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Saetninger. Men en Gang +imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske +ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en +betaenkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos +Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, +som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg. + +-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun laest, strax--ude i +Fredensborg. + +Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, +helt stiv af Sovn: + +-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet laest hjemme i +Skanderborg. + +Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvaerligt paa +Grund af de nye Munddele: + +-Ja ... vi havde Laese-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge +Folk, og Doktor Sorensens ... skiftede hos hinanden ... + +-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. + +-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten. + +Erhard rommede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af +den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med +hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden. +_Selv_ gav han ikke Anstod. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' +underlig umyndig ud, med et Par artige Ojne. + +Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om +Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i +Hovedet: Han ved, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, +_det_ er det. + +Han bojede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid +saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et +Yndlingsemne: + +-Ham lugter man saagu, sagde han og snoftede let. + +-Ja--Professoren laeste desvaerre kun Revue des deux Mondes +i--"Laeseforeningen"... + +Salen var naesten blevet tom, alle var brudt op til Fyrvaerkeriet. Lange +og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for +at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Donnergaard, +fodt Gerster, havde ikke set Fyrvaerkeri siden Kronprinsens Bryllup, da +Amtsraadet lod braende et af paa "Slotsbjerget"... + +-Rigtig kont var'et, Jette--isaer i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt +ved Soen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. + +-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru +Donnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa +ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun +aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon. + +Og tilsidst blev de da endelig faerdige, mens Lange og Berg bukkede i +Doren. + + * * * * * + +Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle +stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den +susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens +mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede +et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og +Gnister, for den slukkedes. + +Lange istemte Maengdens lange "Aa--aa", da de sidste Gnister faldt. +Rundt om dem laa nogle Ojeblikke kun et vidt Morke, fyldt af Maengdens +Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Morket +lob de smaa Lys af Fyrvaerkernes Lygter og kastede hoppende Skaer over +Fyrvaerkeriets store Galgen-Skeletter. + +Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrvaerkeriets +Stilladser og taendte--rodt, gult og gront--regnbuefarvet urolig Ild. +Og paa den anden Side af Plaenen saa' man pludselig de tusinde, sagte +bolgende Ansigter i Skaer af de skiftende Flammer, helt op til Basarens +rolige Lysbuer. + +En Regn af "Svaermere" var det sidste Numer. + +Der lod nogle Knald, og i samme Nu skod hundrede Ildslanger sig op i +Kreds, bojende i skonne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som +om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned +gennem Rummet og brodes med Knald--smaa plaffende Knald: med et var +hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Lob af ilende +hurtigfodte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter... + +Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod +og gloede med glad Undren over Traekkene, mens et langt Bifaldsraab +steg op fra Lavningen og spaendte over det hele Rum--op mod de kunstige +Stjerner, der slukkedes. + + * * * * * + +Berg og Lange gik ned ad den halvmorke Koncertsals Alle. Langt borte +fra horte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, +de fire AEgtemaend bagerst. Lille Canth havde saadan en ujaevn Gang, saa +han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som lob han som en Hund +mellem de andres Ben. + +Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmaegtigens +venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af "de +smaa"--paa Skift. Hun kaldte sig selv "det femte Hjul" og lo med sin +hoje overstadige Latter, naar hun sagde det. + +Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen +melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille +Mand. Han maelte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa +Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skaeg; han tog sig kun en +Gang imellem op til Ojnene, ligesom om han vaagnede eller besindede +sig. Og saa sukkede han. + +I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter +Bordet og tog Berg under Armen og slaebte ham med sig hen i en Krog, +hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor +Berg, uden at maele et Ord, en hel Timestid i en stor Rogsky. + +Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde +med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Ojnene: + +-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk. + +Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Molbom +slaaet en Klo i Lange og var igen paa Moen, mens "Mo'er" gik lidt +henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et traegt luntende +Trav--Fru Molbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der laenge har +trukket sammen. + +Fru Dunker og Scheele gik inde under Traeerne--naar de var alene, +stojede hun ikke mer. + +Berg stodte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det +er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster +og rystede det. + +Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru +Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om +den maerkvaerdige Stok, til Fru Canth sagde: + +-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den. + +Og alle satte i Marsch igjen. + +-Ja, Herren ved, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr. +Molbom lo. + +-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med +Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet... + +De kom ned mod Teatret og horte en hoj Klappen. Det var Publikum ved +Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til +den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne +kom ogsaa i en Svaerm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev +staaende. + +Da Musikken begyndte, kendte de "Kyssenes Sang" ... Og nynnende, +vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de +smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset... + +Saa strommede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus +paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod +Frihedsstottens store graa Sten. + +Og ind i Stojen af rullende Drosker og "Nationals" Musik og "Farvel" +af de hundrede Stemmer horte man hojt Zinkarbejdernes lystige Takt, +der under Edisons Lamper glad hamrede los paa "Victoria-Teatrets" nys +rejste Tag. + +Berg var stanset ovre paa Fortovshjornet ved Jernbanen. Du, Lange, +sagde han daempet og dvaelede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige +Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds +om den hele By og bandt den til et Billede... + +Berg tav lidt, og med en Bevaegelse med Haenderne, som sonderbrod han +den taenkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk: + +-Og saa vilde det vaere et Tornerosetableau, det hele Billede. + +Han vendte sig, just som han blev raabt an af en hoj, lidt skingrende +Stemme: God Aften--Berg. + +Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i +Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra +Drosken, der rullede videre. + +-Hvem er det? sagde Lange. + +-Den unge Adolf, sagde Berg--Son af Adolf med "Husholdningsbogerne"... + +-Hm, sagde Lange i sin misfornojede Tone: En stojende Herre. + +De gik videre. + + * * * * * + +Berg var kommet hjem, hvor Lampen braendte stille under sin Skaerm, og +gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad +rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevaegede +Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling. + +Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. +Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen +laa et Skaer som af Sommernatsdaemring over Pladsens hoje Tage. + +Og laengst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skaeret fra +"Victoriateatrets" elektriske Lamper. + +Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han +tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjornet var der en Svale med en +fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, for han +brod det og laeste: + + "Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem +til Byen--for at opleve endnu en Saeson. + +Vi hilser Dem alle. + +Deres ASTA HELTZ" + +Berg blev siddende laenge og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen +havde han krammet fast sammen i sin Haand. + + + + +II + +Berg blev baade dov og or paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt +mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret +og hovlet; i et Net af Stilladser og Bjaelker og Stiger klang Murskeer +og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohoj--ohoj, lod +det fra Kaelderen som fra Maven af vaeldige Bugtalere. + +Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op +af Morket paa svaere Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til +Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--en Kaempekrop, hvor alting sang og +virkede ... Hojst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og +trallede i Kor "Kyssenes Sang" ned over Stojen... + +Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; +Orenlyd af hvad der sagdes, horte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet +blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjaelker og Huller, stod den unge +Adolf og raabte med Haenderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg +og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: +Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke +saa rar, for de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fodderne. + +Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens +Faktotum, der sagde, at Kokken umulig laengere kunde holde "den lille +Forfriskning". + +Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem +Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende +udenom Kalkbotter og over Braedder: + +-_Der_ skulde vaere Marmorpuds, og _der_ skulde vaere Forgyldning ... +Martens pegede og Martens viste. + +Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine +Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og forte den hojre +Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og +Puds og Kulorer for sine glade Ojne, der altid straalede som et Barns +over hans egne Undere. + +-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og +nynnede. Nynne gjorde Martens altid, hojere og hojere, mens det +svirrede for hans Ojne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om +i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor +han havde sunget over Hovlebaenken. + +Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men +Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige +herindenfor i "Foyeren"--Martens sagde "Foe-en", han snublede altid +over de mange fremmede Ord i sine "Bygninger"--; de brod gennem mange +skaermende Saekkelaerreder, der spaerrede Doraabningen, ind i Foyeren, +hvor Arbejdernes toj hang paa interimistiske Knager, og en Maengde +Olflasker garnerede Vaeggene. Modellen stod velforvaret paa et +Fjaellebord. + +Martens daekkede Stykket af med en Haand saa varsom, som loftede han +Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa +Papiermache-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det +indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel +paa Taget, saa den viftede. + +De laeste "Victoria" paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den +saadan kunde vifte, naar man pustede. + +Berg slog lidt mod Modellen med en Kno: + +-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens. + +-Ja, sagde Martens og kneb Ojnene sammen, mens han blev ved at le med +sin Kluklatter: Det er "Interessen", sagde han. Han slog et +Saekkelaerred til Side fra en hoj Hylde, hvor der var stillet en Raekke +Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror +De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, +stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetoj. + +Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede +Drengebarn var det tyndeste Pap. + +-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan +--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han +ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand. + +De lo alle, mens de igen brod ud gennem Saekkelaerrederne for at komme +ned og hjaelpe paa kokkken. + +Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sideflojen med fire Sale +og tolv Kabinetter. + +De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjornestuen paa forste Sal, +hvor Bordet var daekket med Servietterne som virtuosmaessige Svanehalse +paa Kuverterne. De var blevet svaert sultne paa Vandringen og sagde +nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste +rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil +Kegler, og sagde: + +-Det gor godt i Naesen, naar Laaget bli'r taget af Fadene. + +Martens nod iovrigt laekkermundet alle sine Maaltider i Restauranten +nu. Hjemme var han naesten kun om Natten og om Sondag Eftermiddag. + +Han sad da efter Bordet i et Hjorne af "Salen" i Sofaen og saa' ud paa +Pragten af Flojl, Loftsdekorationer og indlagte Mobler, der var +stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der +manglede Publikum, saa' dode og stive ud, som de endnu stod i et +Magasin. + +Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Laerreder mellem Dorene +og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret +og Badevaerelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun +strax stoppet alle seks Born sammen og vuggede og vissede fortumlet +videre, saa godt hun kunde. + +Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen +over deres "Ophojelse"; og hun gik om Sondag Eftermiddag rundt om +Martens paa Laerredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde +traede, og talte hviskende, halvt af naesten overtrosk AErefrygt for hele +Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde vaere forbi +igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Stoj +mellem Vaeggene. + +Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens +stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de +giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot en Stues Indbo. +_Hun_ havde sparet deres forste trehundrede Daler.... da var det Daler +endnu ... De forste trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende +med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke +videre. + +Martens taenkte sjaeldent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske +naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde "klasket" et +Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter +til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadevaerelserne og givet +malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, +stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snorkler paa Dorene.... + +-Som "Interessen" nu er, sagde han til Arkitekterne. + +Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog +deres jaevne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader, +Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og +skinnende Kulorer--ligesom han i Laeretiden havde siddet og klattet +Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden +halvt forundret over sine egne Vidundere. + +Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham +videre til nye Raffinementer, han sogte Hjaelp hos Arkitekter og +Dekoratorer, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, +Smaamandens kaerlighed til det grelle i Kulorerne og Uvaegerligt +byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske +Ovne indforte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, +de forgyldte Gelaendere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, +indskaenkende og snaevre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er +vant til de smaa Rum, hvor man kan raekke med Haenderne mellem Vaeggene, +og til en tung Luft. + +Han tilbragte sine Sondagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede +aldrig om Sondagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en +helligdag--legende med Bornene og seende paa sin Stue, hvor +"Haedersgaver" fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa "dode" +som alt det ovrige. + +En "Haedersgave" var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. +Pengeskabet var iovrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at +raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mont at gemme; +det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge. + +Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer +med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal +med Haandvaerkerens Ojne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en +aerefrygtsfuld og naesten aengstelig AErbodighed--selv nu, hvor han +regnede op i de hundredetusinder. + +--Frokostselskabet havde stillet den forste Sult og begyndte at drikke +flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en +tyvagtig Hankat, der labber Flode, begyndte at tale om Martens' +Ejendomme. + +-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11 +... Som varmt Brod gik det med Salg og med Bortleje. + +-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde +paa Tungen og smaekkede. + +De talte om alle Martens' Foretagender, om Kob og Salg og udlagte +Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad +hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han +uafbrudt "forduftede" det meget Guld ned i sit Skod; Martens talte om +et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalae ... + +-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. +Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke +videre, men byggede sit Sommerpalae i Luften med begge Armene. + +Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at saette +sine Penge paa Rente. + +En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde +underskrive en Kontrakt: + +-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind +derhjemme--den lille Fuldmaegtig. "Den lille Fuldmaegtig" var Assessor +Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal. + +De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i +Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktorer--da +Spenner kom tilbage. + +-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ... + +-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet. + +-Pilloteringen? spurgte Berg. + +-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset +laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner. + +-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf. + +-Og Vandet har vi endnu i Kaeldrene, sagde Martens. + +-Ja--om man nu havde Direktoren, sagde Spenner og "dukkede". Bogholder +Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde +noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, +som om han stangede. + +-Men Alverden soger jo, sagde Berg. + +De var naaet til "Fuglene" og sad maette, laenede tilbage, med +Servietterne i Skodet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_ +blev naevnt Folk--det var den halve By, der blev naevnt af Rygtet--til +Direktor. + +-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel vaere +Direktor ... + +-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to. + +Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel +have sin Interesse. + +Berg blev ved at le, mens de andre i Spog, leende og drikkende, +vedblev at tale med "Dhrr. Direktorer" om stykker og Billetpriser og +Skuespillerengagementer. + +-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jode ihjel ... + +De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De +takkede for Mad, rodmussede og hojrostede, fik Cigarer taendt og slog +vinduerne op. Ovre i Passagen strommede Middagssvaermen forbi i Solen, +Luften var hoj og klar. De slog sig ned om Likorflaskerne, seende ud +over maengden, glade og vaedende Tungerne med smaa Glas. + +Adolf stodte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han +begyndte igen at laegge Planer om Koncerter, om Turneer og om +Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De +om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de +Rejsendes Maaned ... + +-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod +Passagen og Maengden. Det er jo kun et eneste stort Kobenhavn, det +hele.... + +De smilte alle ud over Middagssvaermen, og Spenner sagde: Og saa +traekker man dem ogsaa over Sundet. + +-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. + +De blev stille, hver i sine Tanker, blaesende smaa, fine Rogskyer frem +for sig i luften. Stojen nede fra traengte op til dem, og de sad, +smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vaedske blev gylden i Lyset. + +-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gaelder om; og de tomte Glassene og +brod op. + +Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og +skiltes ovre paa Hamtorvet; + +-Men ligegodt, sagde Adolf. Taenk over det--det er en _Ide_. + +-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken +om "Direktoratet"--saa tosset det end var. + +-Naa--adieu, "Associe", sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: +"_Jeg_ skyder Pengene ind. + +Berg blev ved at le ganske hojt for sig selv, mens han sad, med Hatten +paa sit Skod, oppe paa Taget af Sporvognen og korte til Kontoret. + +I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af +de nye Olietaepper paa Gulvene. Redaktionssekretaerstolen, Hr. Gravesens +Embedssaede, i den forste Stue var tom, paa et Hjorne af Skrivebordet +laa der en Flettekurv. + +Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru +Gravesen holdt af at opsoge sin Mand i Redaktionstiden--vaebnet med +Fletteposen--for at afgore pinligere huslige Udgifter (i Familien +Gravesen kunde iovrigt naesten alle Udgifter henregnes til de pinlige): +heroppe forbod Hensynet til "De Herrer" Gravesen at blive hojrostet +eller simpelthen at gaa og smaekke med Doren. + +-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind +til "Fa'er". + +Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebornene. Caroline, +giv mig mit Toj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tojet--den +laengste Tid af Aaret var Fru Gravesens Toj en grundtvigiansk Straahat +og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer +fulgte hende langt hen ad Vejen. + +Familien Gravesen boede paa Osterbro i et "Gevinst-Hus". De seks +Frokener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver +Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk +Bogholderi. + +Hvert Kvarter kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte "Ro"; Om +Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl. + +Amalie kvidrede i Stuen; der blev smaekket med en Dor: Om Vilhelmine +vilde holde Naesen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at ove +sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kaeldergelaenderet og skingrede op +efter i Trappegangen. + +Alle Froknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Dore og hvinte, +rodtoppede over Gelaenderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer +af rodt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vaer' ... Aldrig havde man et +Sekund Ro for Amalie.... + +-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klaveret.... + +-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra +Froken Frederikke, der var med Stilebog og Blaek i Ansigtet. Alle havde +de Roster i Diskanten. + +-Aa, maa jeg vaere fri.... + +-Naa--det ved vi da om Vilhelmine, at hun bare over for at irritere os +andre.... + +-Hold du din Mund, Frederikke. + +-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine. + +Det gik fra Kaelder til Kvist; saa smaekkede Dorene--hele "Gevinsten" +rystede, naar en af Froknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den +siste Pil op til de uregelmaessige Verber paa Kvisten: + +-Hm--det ved man vel, hvem der kan klaede sig selv, skingrede hun. +Froken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med +Paaklaedning.... + +Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i +Gevinsten. Froknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr. + +Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knaekket i +Knaeerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. + +Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den +forste Stue--Fru Gravesen havde vaeret gift syv og tyve Aar i "Byen", +men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under +Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille +Braedderum, der benyttedes af Extra-Korrektorerne, og hvor der en Tid +blev debatteret heftigt og halvhojt. + +-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen traet, naar +Redaktionssekretaerens lille Skindpung endelig var kommet frem til +Udbetaling. + +Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til +Redaktorens lukkede Dor. Fru Gravesen betragtede Redaktoren som noget, +der var meget naer op til Guddommen. + +Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretaeren sunde sig lidt over +sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang. + +Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og +skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte +sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt +fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor +Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmaessige Pletter hen over +Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, laenede over +deres Borde. + +Hr. Gravesen havde snaerret sin forste Forbitrelse op i Taleroret til +Saetteriet--Faktoren horte altid paa Stemmen, naar der havde vaeret +Udgifter til Pigebornene--; nu havde han et ledigt Ojeblik og skrev +med Albuen paa Lommetorklaedet og Frakkekraven kroben hojt op bag til, +mens han bukkede sig. Hans "ledige Ojeblikke" tilhorte den modnere +Ungdom, han belaerte den utraetteligt i Oversaettelser efter det +engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han +var anonym og at det var en Hemmelighed. + +Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at +tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende +Stod op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rorte sig ingen. Gravesen +blev ved at sidde bojet, fyldende Side paa Side og laeggende dem til +Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkroben +Frakkekrave og dukkede. + +Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilvaerelse var hans "Viser". Han +havde vaeret Forer paa et af de forste Studentertog, og han havde +endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i +"Studenterforeningen." Ved saerdeles festlige Lejligheder var han ogsaa +Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, +der Aar for Aar faldt ham laengere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen +skrumpede ind med det ovrige.... + +Inde i det naeste Kontor sad Krans. Han havde ikke loftet Hovedet fra +Papiret saalaenge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte +sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til +Bogstav. Klokken tolv var han saa faerdig med Foljetonromanen og havde +tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte +Smorrebrod, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud +gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa +den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. + +-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans. + +-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at se ud i Stuerne, +mens der kom noget som et Lys i Ojnene med de blodige Aarer. + +-Ja--lo Berg--om jeg kunde. + +Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de +lange Papirer til Rette: Man maa vaere glad, at man kan tjene Foden. + +Der blev smaekket med et Par Dore, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. +Staer, med Revision paa "Literatur": Der var stroget otte Linjer, han +kunde naeppe tale--otte Linjer.... + +-Der er stroget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tort. + +-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. +Hr. Staer satte sig, han begyndte at laese op af Revisionen, og +korrigerede alt, som han laeste, hidsigt, med en blaa Blyant, skont han +vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. + +Hr. Staer led alle Helvedes Kvaler ved hver stroget Linje og hvert +ombyttet Ord Paa tyvende Aar lob han i "journalistisk Virksomhed" +Vaeddelob omkap med Familiens Fornodenheder, Hurtigpressen og sin egen +Tanke. + +-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo +det, man aldrig ser, sagde Hr. Staer, forpint og faegende med den blaa +Blyant. + +-De horer jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til +et Par Depecher. + +Men Hr. Staer blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine +forskrevne Fingre i sit Skaeg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man +her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her +gaelder det jo dog blot--at faa Numret fuldt. + +-Ja, sagde Gravesen. + +Staer faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knae. Maskinen +klaprede op gennem Huset, hojere og hojere, som om den blev betaget af +et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren modte med sin Mappe: han +havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. + +Hr. Gravesen skod Skuffer op og i--Skufferne i de nye "Egetraesborde" +gik aldrig op, Fyrretraeet havde vaeret fugtigt--og rodede efter +"Indsendere". Der maatte vaere Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev +jo "Bagstykke". + +Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir +ikke til no'et. + +Staer stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man +endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i +Laesestuen med Berg. Et Par af "d'Herrer" sad og stod med Dagens +Aviser. Hr. Staer lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der +var _Ho_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de +skraevede. + +Aktieselskabets ny Udstyr var Egetraesmoblement med Staalhaengsler paa +alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis stenhaarde Saeder og Rygge var +betrukket med brunt Klaede. Udstyret var leveret af Bygmester Martens +forste Leverandor. + +Staer var allerede borte og havde smaekket Doren i, ind til sig selv. +Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprort, taenkende paa sine otte +Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang +_gaa_ fra denne Anstalt. + +Han faldt sammen, traet, som en slagen Mand: Hver Aften taenkte Staer paa +"hellere _gaa_ fra denne Anstalt"; og hver Dag blev han, og skrev +videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. + +-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog +Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Staer gik saa tungt i Trapperne, som +om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i +_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. + +Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at se, om der var +Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--"en af Bergs Generation", som +Redaktoren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa +hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller +Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage +sig noget til. + +-Den Maskine, sagde han irriteret. + +-Hvilket? Arnoldsen loftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og +skrev videre. Berg saa', henne fra Doren, paa Arnoldsens saert hvide +Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Laeber uafladeligt sitrede, naar +han skrev. + +-Hvad skriver De? sagde han. + +-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bojet. + +Berg havde faaet Arnoldsen til "Bladet" efter at have laest et +Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, +som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i +Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til +Generalforsamlings-Referaterne og "nogle Noter". + +-Hvor var De iaftes, sagde Berg. + +-I Romersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sloret Stemme, +der altid sitrede, saa man naesten troede, han stammede, og han bed sig +uafladelig med sine smaa Taender i Laeben, mens han talte. + +Han sad lidt, saa sagde han: Har De vaeret der?--Nej, sagde Berg, ikke +iaar. + +-Hvor de Folk kaemper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han +fortalte med Ojnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om +Modet: + +-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde +de talt om de seks Dage og om forste Mosebog--_tiende_ Mode, sagde han +og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. + +-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? + +-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. + +Han bojede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine "Noter". Det +var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om +Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nodstilstande, Notitser, +over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev +trykt i "Bladet" med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne. + +Redaktoren kaldte Arnoldsen for "Bergs hvide Mand" og vaernede +"Noterne" mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det +mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han. + +Redaktoren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; +og "Noterne" blev staaende. + +"Nihilisten" kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han +syg: + +-Hvad jeg har set for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han +fros, hvad man ser for Elendighed--for magre, for gamle, elendige +Ansigter ... han malte nervost disse Ansigter for Berg; og han sad +hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knaekket ved den blotte +Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede +sig i sit orkeslose og skrivermaessige Arbejde--fortaeret som af en +Feber, af sin raadlose og stumme Fanatisme, af et stumpt og +mojsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, +Magteslosheden overfor al den Verdenskummer, han saa'. + +-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham. + +Hr. Gravesen korte ham venskabeligt rundt til +SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til +ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret +ude fra Smallegade. + +Berg havde staaet og set paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og +tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke +laengere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring +Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund +Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skonskriftbogen, kun var +alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt AEble; de +andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt +de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en +Stiver under hvert Bogstav.... + +Der lod et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. + +-Da', Born--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han +kom til Saede. + +-Tak. Og dig? sagde Berg. + +-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse +Formiddage, dejlige Formiddage, du--foler s'gu, hvordan det vokser for +En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med +sin hule Haand og klaskede det paa sine "Billeder"--Har s'gu forresten +et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde laese for +dig. + +Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv +bare siddende, kaere, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet +en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede +rundt--paa hvert Ark svommede der kun et Par enkelte laeselige +Saetninger rundt mellem mange saere Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu +et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at +rode.... + +-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals +Gulv, du, set ind gennem Dorene--med Stov henover og en Stump +Garnering helt inde og en "Sonne" paa en Vaeg, du, i forgyldt +Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille +Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du.... + +-Og saa kommer Snakken, indefra Damevaerelset, hvor hun ta'er Tojet paa +... Lange laeste et Par Linjer, stadig malende, bevaegende den ene +Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udfores_, forstaar du ... Saadan +lidt sovnig Snak--som de er--med Stov i Ojnene.... + +-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet +saadan rigtig smidige i Livene ... Han laeste igen.... + +-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde laese--Jeg har faaet +hende ned i Drosken (han sogte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud +over Vogndoren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar +hun korer ... Storartet Lys over Handsken. + +Berg havde i et halvt Aar set hver lille Skonhedsplet i Lyset paa den +Arm. Du skulde se at gore det faerdigt nu, sagde han. Han folte en +Maskine dernede skar ham i Orene. + +-Faerdigt, sagde Lange. Det kan jo gores faerdigt paa et Par Dage ... +Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornojet +og tvivlende Udtryk: Men jeg ved s'gu ikke, hvordan de Folk _ser_, +sagde han. _Jeg ser_ Gulvet--som jeg sidder i Rygevaerelset--ind gennem +Dorene--med Vaeggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_ojne ser +jeg.... + +-_Saadan maa det gores,_ sagde han og standsede. Men jeg ved s'gu +ikke, hvordan de andre _ser_, sagde han. + +-Og _praeker_--De ved s'gu alt muligt ... Jeg vilde vaere glad du, om +jeg bare fik en lille Folelse boret ud--det er, Fanden ta' mig, +Kunsten: at finde det ene, lille Ord.... + +-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning. + +-Ja, sagde Berg sukkende, det er det. + +-Men jeg ved s'gu ikke, hvordan de andre _ser_, sluttede Lange. Han +begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde +han. + +-Nej--jeg har lidt at gore endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de +var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebaerde: Sporg, +hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad +Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. + +-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende +Udtryk og sagtere. + +-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene. + +-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_ +altid har sagt. Farvel, du. + +Lange skred flojtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen. + +Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at +morkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i +"Laesestuen" havde en Skuespiller, der gik sin Direktors AErinde, med en +Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandoren, Hr. +Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse. + +En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, +som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret: + +-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet +var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om +"Marienlyst", som et Aktieselskab maatte kunne gore til et evropaeisk +Bad--... Men Publikums Interesse maatte vaekkes forst. + +-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. + +Inde i Redaktionssekretaerens Vaerelse var Lampen allerede taendt paa +Skrivebordet. Redaktoren havde fort Professor Gerster ind til Hr. +Gravesen. Professoren talte i Familiens blode Tone, siddende med +Benene slaaet behageligt over Kors i sin Laenestol: + +-Der var ganske vist endnu laenge til Kongressen--men den almaegtige +Presse--og Professoren gjorde en Haandbevaegelse frem mod Hr. Gravesen, +der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til +seks--kunde man aldrig gore sig bevaagen for tidlig.... + +Redaktoren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte +at farves rod over Slottet, som man saa' som en mork Kolos helt nede +for Enden af Holbergsgade. Redaktoren var en soigneret Mand, der mest +horte til, med et lidt traet Udtryk. Han var behagelig--med et let Skaer +af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Staer, +der angreb hans Nerver. Han onskede frem for alt ikke Stoj i sin Avis +og ansaa _"Le Figaro"_ for Monstret af et Blad. + +-Ja. Kongressen skulde vaere skandinavisk--med Indbydelse til de finske +Laeger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af +hygiejnisk Indhold.... + +De Herrer talte halvhojt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt +blev morkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militaere +Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgraensen, havde sluttet +sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var +Yderdorene lukkede, og Maskinens Stoj lod kun herind som et hyggeligt +Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren +sagde hojt til Krans: + +-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vaekke Publikum; og henne fra +Sofahjornet i Morket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme: + +-Ganske vist--der var taenkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt, +vore egne gor det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhojt +gennem Stuerne, mens Professoren, der stottede Hagen i sin Haand, +sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets +forste Livssag. + +Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Laesestuen +og holdt sig tilbage i Halvmorket, da han saa', der var fremmede. Det +var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han +vilde blot sige Redaktionssekretaeren et Ord.... + +"Ordet" var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i +Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jaevnligt "Manse" i +Billetmission til Redaktionssekretaeren, som hun titulerede "Gamle +Naestsodskendebarn" og lod give sig Kindkys, naar de modtes. + +Berg havde faaet Tojet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde +han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke +Kaeber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede: + +-Naa--hvad er det saa for en Logn, vi skal debitere, saa uformodet +hojt, at det hortes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, +mens Berg gik. + +En Saetter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var +gaaet ind og ventede paa hans Vaerelse. Berg sagde, man kunde dog gerne +havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre. + +Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz +svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som +genfodt. + +-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en +Rekreation. + +Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket +--en Stjerne-Buket, desvaerre, det er det eneste.... + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, +hvor man bod paa et Program med seks Numre. + +Og han begyndte at traekke et Par Reklamer frem, idet han talte om den +kobenhavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde +sige, han satte saerlig Pris paa den kobenhavnske Presse: + +Den kobenhavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var +_deltagende_. + +-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_. + +Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Haenderne paa sine +Knae. Berg folte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og +sagde: + +-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at vaere imodekommende mod +"Stormestren" blandt Impressarioer. + +-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt +Bryst: Det er kun et Talent. + +Hr. Theodor Franz lod Ojnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig +oprort. Han havde bemaerket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten +fornaermede ham, han kaldte de ti Procent en Kraenkelse. + +-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere +--vi bringer Verdensberomtheder, og man brandskatter os som +Menageriejere.... + +Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om +Kobenhavn. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han +gik hen til Vinduet og talte stadig hojere og hojere. Dette var +utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en +Storstad, her kunde man anlaegge Kapitaler. + +-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten +Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner forer jeg til +Kobenhavn--i en Saeson. + +Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse +Gade, sagde han: + +-Ja, min Herre, her er "Stemning", her forstaar man at nyde efter at +have arbejdet. + +Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store +Haandbevaegelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye +Staddele, om Victoriateatret--"Min Herre," sagde han, "Tusinderne vil +dryppe fra Vaeggene"--om Voldene, der var mejet bort, om "National", om +Strommen allevegne: + +-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. + +-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden +venter paa Kobenhavn, sagde han. Jeg afgor en Sukces med ti Depecher +fra Kobenhavn. + +Berg horte ikke mer. Han dromte med et Smil, med Hovedet stottet i sin +Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han +stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. + +Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde naeppe faa Vejret. Han +holdt inde og torrede den begejstrede Sved af Panden. + +-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land. + +Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brod op, og +han fulgte ham tildors med en Kompliment. Han var i Tankerne paany +vendt tilbage til denne "Spog" fra Restauranten; til den Plan, som +ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt +af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette +Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, +der begyndte at _leve_. + +Og han folte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de +udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den +buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Staer ... Og Arnoldsen og Lange, +der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befolte +deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet +af hele dette "skrivende" Kompagni. + +Og han selv? + +-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han +vidste det nu, havde kun vaeret _hans Samliv_ med denne By.... + +Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevaegelse, +denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen +pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske naer. + + * * * * * + +Erindringen om hans forste Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig +altid forst for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin +Gronsvaerkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede +paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Sojler og +ved Siden af Gangbraedtet, hvor han listede sig frem skaevende og bange +for at kigge ind i "Lunden", hvor der var ganske stille, og hvor +Barnepigerne sagde, at _der_ boede "den store Mand".... + +Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krob han op +paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene +i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa "Fa'ers Skov"--til han +faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og +fik ham samlet op. + +Saa faldt de i Sovn, begge to, ved Siden af hinanden paa Gronsvaeret, +mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. + +Til Moders Fodselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af +Guldregn og Sirener, og "Thebordet" var daekket derinde om Morgenen. +Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skorter og sad i Solen paa +Baenkene og lo med deres Kopper i Haenderne, mens lille Herluf lob rundt +i Flojelsblusen og bod Kager om. + +Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit +Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra +Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehonen laa med bredte Vinger over +Kyllingerne i Solen ved Stalddoren--de rullede ligesom smaa gule AEg +mellem Gaardstenene ... Og Lars korte Ho ind, mens Moderen lukkede +alle Vinduer op, for at Duften kunde traekke ind i Stuen, og saa kom +Ruglaessene med alle Orentvistene.... + +Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Hoet over Toftene, det var en +hel Kurv fuld af smaa, snoftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i +Kokkenet for at give dem Maelk ... Da de blev druknet i Dammen, +allesammen i en Saek, graed Herluf saa laenge, til han tilsidst kom i det +morke Kammer.... + +Og saa blev det koldt, og Havedoren blev til et Vindu, og Moder lo ad +Fader, naar han gik i sine store Traeskostovler til Skoven og slog paa +Ruden til Farvel. + +Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i +hendes Skod; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, +mens Moderen syede--Plejlens Lyd horte man gennem den stille Gaard. +Lars og Daglejeren taerskede i Loen.... + +-Mo'er, sagde Herluf paa en Gang, midt som han laa over sin Billedbog, +er du lykkelig? + +Moderen lo. Hvad den Dreng har for Ideer, sagde hun. + +-Ja, sagde hun saa og lod Sytojet synke: jeg er lykkelig. + +-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave +over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krob ind til smalle Striber +henover Gulvtaeppet. + +Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til +Huen og taerskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjaelkekant med +Fodderne hojt op under sig og saa' til. Herluf krob ogsaa op--han +dukkede altid frem bag Moderens Skorter--og Soren tog Saed op i den +hule Haand og viste Fruen, hvor den skaeppede. + +Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalleen forbi Haven +til den lille Baenk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, +og Klokkerne begyndte at ringe. + +Degnens tykke Tine kom med et Torklaede over Hovedet. Munden stod ikke +paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at laegge sine Kjoler +ud i Sommene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte le, bare de +saa' hendes runde Ansigt. + +Paa "Morkningsbaenken" nikkede "Tine" til hver, der kom forbi paa +Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede los igen: + +-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller do, stakkel ... +Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op +og faa dem i Solen. + +-Ja, hun ka' lovte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' +lovte En, og Taarerne lob det gamle "Mimredyr"--som Tine kaldte +ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken. + +De sad alle tre paa Morkningsbaenken, til Klokkerne horte op at ringe, +og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede +Gaardporten. + +-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun horte ham altid forst, naar han +kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alleen. + +I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om +Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og +den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod +altid ind i Stadsstuen over det sandstroede Gulv. + +Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bolling. + +Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med et +satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bollings +fine Sandstjerner floj; Tine var Kavaller og svingede, saa Skorterne +viftede: + +Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hor hvor bankende mit +Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jaeger, nej. + +Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, +Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap. + +Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, +Madam Bolling nynnede med paa sin Stol. + +Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig.... + +Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: +_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg +pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han +hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bolling lo, saa +hans Mave gyngede under Vesten. + +Saa satte Tine i igen og valsede og sang: + +I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil +Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, +Til Festen i Kongelunden. Trallera.... + +De svingede, saa de ikke havde Vejr. + +-Syng, syng, raabte Tine aandelos: De Gamle sang; gamle Bolling slog +Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordoren, og Herluf blev helt +vild og for om i Rundkreds som Hesten "Zampa", han havde set paa +Markedet i Avgustenborg, mens han hylede: + +Til Festen I Kongelunden.... + +-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i +Doren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik +Berg budt op og valsede. + +Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Morkning til The. Hun +sang ved Klaveret--det var Visen om "Lille Grete"--med en svag, daempet +Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dor paa Klem, +Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. + +Ak, kaereste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser +fra mig I Dag til Kobenhavn. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester +Vig, At gore mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille +Grete! + +--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom +forfrosne i store Sjaler til Morkningsbaenken. Hjemme blev der slet +ikke taendt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i +Morket. Herluf krob sammen ved Fodderne af Moderen. Talt blev der +ikke. + +Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde +Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. + +-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun fros. De sad +igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde +ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og +Herluf blev alene og horte hans Skridt over Loftet. + +-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Morket: Doer da Kongen? + +-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knae, hun havde +saa underlig en Stemme. + + +--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Baenken, skont det laengst +var blevet morkt. En Gang imellem hvidskede de en Saetning--med de +Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i +sig--om det eneste, man talte og taenkte: om den syge paa Gluecksborg. + +Man sagde, det var igaar blevet vaerre med Kongen. + +Vejen laa stille og ode. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Morket. + +-Mon han er ved Samling, sagde Tine. + +-De siger jo Nej, sagde Moderen. + +De horte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblodte Vej: Det +er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Morket +vandrende ved Siden af sit Og. + +-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? + +-Jakob Hans standsede sit Koretoj og stod lidt. De sier, han er dod, +sagde han saa. + +-Iaftes. + +Moderen og Tine graed hojt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten +satte langsomt sit Og i Gang igen gennem Morket: Godnat, Jakob Hans, +sagde Tine gennem Graaden. + +De blev ved at graede ved Siden af hinanden: Jeg taenkte det, sagde +Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. + +Berg kom bag ved dem: I ved det, sagde han. Moderen laenede sig til +ham; lidt efter lidt horte de op at graede og stod stille. + +-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hent Deres Foraeldre, Tine, sagde Moderen. Lad os vaere sammen. + +De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf +ud i Kokkenet og Borgestuen og sagde til hver: + +-Kongen er dod, og saa' paa, hvordan hele Huset graed. + + * * * * * + +--Man ventede Krigen hver Dag. Brod den ud, maatte Berg med som +Reservelojtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle +Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansaettes en Vikar. Og han +vilde vaere roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin +Fader og Soster i Kobenhavn. + +Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, +som anlob Sonderborg ud paa Natten. + +Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert +et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Haelene. Hun stod i +Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Maelk til +Herluf, da hun ikke laengere taalte at amme ham--; hun stod og kloede +Fanny kaertegnende mellem Hornene, den var saa kaelen og vilde slikke +hendes Haand: + +-Saa sorger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun. + +-Det ka' Fruen vaere tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at +vande en Hone foran den blissede. + +Koerne vendte Hovederne i Baasene og brolte langtrukket og daempet, +mens "Fruen" lukkede Stalddoren. + +De gik om langs Laengen forbi Honsehuset: Ja, den spaettede var trofast +... den lagde AEg til det sidste, og de bojede ind bag Haekken ved +Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset +standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Sojle en frisk lille +Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at graede igen og brod den af. + +-Mo'er--kommer vi hjem til din Fodselsdag, sagde Herluf. + +-Jeg ved ikke, sagde Moderen, som graed. + +De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Hoj. Henne over +Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; +foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og "Fa'ers" Skov. Fru Berg saa' frem +derover, laenge, laenge; graede gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og +stille. + +-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse. + +Moderen rorte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf +stod stille, ligesom den Gang, han havde vaeret i Kirke. + +Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele +Tiden og klappede Moders Haender, Herluf havde han paa Skodet. + +-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage +tojet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun graed +med Hovedet mod Stolpen. + +Da Vognen var forspaendt, kom Tine som en Stormvind med sit Torklaede +over Hovedet. + +-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre +Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par +Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere. + +Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snoften i +hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, +du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet +Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden, +gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog +Forklaedet op om Hovedet. + +Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf +ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og +"Kontoret" og saa over Poppeltraeerne--de var ude af Gaarden. + +Oppe ved Morkningsbaenken stod Tine og vinkede med sit Torklaede. Hun +lob med Vognen og rakte Haanden ind over Forlaederet. Saa tog Herluf +paa at graede. + +Da de kom til Sonderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og +stonnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene lob rundt +med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og folte det gyngende under sig +og saa' det sorte Vand, graed han igen og vilde hjem. Faderen tog ham +paa Skodet paa Toften. + +De var snart ude. Afskeden maatte gores kort. Moderen og Herluf var +oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte +op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin. + +-Nej, sagde Berg, jeg bliver. + +Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden +saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen. + +-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er graed. + +Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Ojne vilde kunne finde ham i +Morket endnu--hendes Mand. + +Skibet stodte saa tungt op mod Sonderborg Slot. + + +De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbol i Skanserne. Det +var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og +som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun +bandt om hans Billede over Sofaen. + +Hun syntes, hun havde _altid_ siddet orkeslos her i disse trykkende +Stuer og stirret ud paa den traege Vester-Gade og hort Svigerindens +langsommelige Plojen gennem "Napoleons Felttog", som hun igen begyndte +forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel +Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af +lutter Forskraemthed, at han ikke rorte sig uden at gore Skade. + +-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie.... + +-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet. + +-Naar han blot la'er mine Piber haenge, skingrede Bedstefaderen. Er det +mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dorene. Ikke en Time lod han Marie i +Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _haenge_, blev han +ved. + +-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem +derind? Her kom Herluf saa sjaeldent.... + +-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... +Men min Tid blir de haengende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid +skal de ha' Lov at blive haengende, min Go'e, blev han staedigt ved, med +sin halve Hoste, der aldrig blev til mer end til en Stonnen, og som +dog fyldte hele Huset. + +-Skal jeg ikke laese for dig, sagde Marie. + +-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil.... + +Marie laeste et Par Sider, mens den Gamle stadig rommede sig og +flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist traet nu ... +Hvor er Minna? sagde han. + +-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Maerket i Bogen. Hun +sukkede. + +-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden +... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade +_Sommer_ og Vinter, sagde han. "_Sommer_ og Vinter" glemte han aldrig, +det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde vaeret +inviteret til Skovridergaarden. + +Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til +sit Vindu. + +-Hvordan er 'et, hun laeser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende +ikke--hvordan er 'et hun laeser, sagde han. Minna tog fat paa +Laesningen. + +Inde fra Spisestuen lod der et Rabalder: Marie, Marie, gik det los. +Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa +Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig traet bebrejdende, _kan_ +du dog ikke ta'e dig iagt? + +Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent +ud skelojet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud +over endnu et Stykke Gulv. + +-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham vaek. + +Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Haenderne mod +Tindingerne med det glatkaemmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den +listeslaaede Dor til Kokkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er +kommet til at rive min Azalia ned.... + +-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen. + +Herluf gryntede og gik sidelaengs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole +ved "Frue Plads" hos to Frokener, i Vejret skod han saa leddelos og +blegnaebbet som et Vinterskud. + +... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var +i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Haenderne i Tindingerne. + +-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun traet. I er jo vant til +Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund +mere, ved du.... + +-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det +behoves jo ikke, Minna.... + +-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Froken +Berg var altid saa anstraengt af Tavlen. + +-Onsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var faerdig med +"Berlingskes" Foljeton, som hun nod med Strikkepinden mod Overlaeben +for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gaest. + +-Nej Tak, sagde Fru Berg og taendte Lyset, der ventede. De vexlede +"Godnat", og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. +Hun gik saa slaebende som en gammel Kone opad Trappen: Det var +Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Ben. + +-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den +Smule Klaeder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og +Vaerelset her i Leje.... + +-Sov dog, sagde hun og lagde Taepperne om Herluf, som aldrig sov, for +hun kom op, braendende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge +alene i Morket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng, +hvidskede Herluf fra Taepperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og +stirrede ind i sit Lys med Haenderne i sit Skod. + +-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtaeppet sammen til +Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over +Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu.... + +Naar hun var kommet i Seng, graed hun i Puden ganske stille. Herluf +stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes +Hovedgaerde. + +-Mo'er, du skulde ikke graede sagde han. Og han begyndte selv at graede +stille som hun, mens hun tog ham ind under Taeppet, og de laa i Morket +taet ind til hinanden. + +-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme? + +-Fjenderne, sagde hun. + +-Og har Bollings Fanny? sagde han. + +-Ja--Bollings har Fanny. + +Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Sovne. Saa loftede hun varsomt +sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare +Fodder, hen i hans egen Seng. + +... Froken Minna havde taendt sin Lampe paa maelkehvid Fod og var gaaet +ind til sig selv. Hendes Vaerelse var et lidet Rum med meget +pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; "Hjortens Flugt", "den lille +Hornblaeser" og "Stjerneskud" i Pragtbind om Sykurven; og "Marie og +Magdelena", i en bleg Udgave over Sengen. + +Naar Froken Berg var kommet i Nattojet, slukkede hun Lampen og listede +ud for at lukke Dorene paa Klem. + +Hun sov jo som en Hare for at hore efter den Gamle. + + +Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Kobenhavn, dode Fru +Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og +klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke hojt, i Klassen. + +Tanten stod ved Trappegelaenderet hjemme og tog imod ham og graed. Alle +Dore stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun. + +-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men +hendes Ojne kunde ikke se mere. + +-Min Dreng, sagde hun, hun folte hans Haar med sin Haand: min lille +Dreng. + +... De graed alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa +stille i Kammeret. + +Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa +Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Praesten bagved Kisten. + +Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og +Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres +sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra +Bordet. + +Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebraedtet, mens han +graed--til en af Piberne faldt ned, og der blev et helt Opror. Inde fra +Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet. + +Herluf lob op i deres egen Stue og gemte sig. Der sad han i en Krog +til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, +Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han +syntes, nu var forst hans Moder rigtig dod. + +Nede i Stuen sad de sorte Damer og haeklede om Lampen. + + * * * * * + +Og Tiden lob. Herluf var laengst i Latinklasserne. + +Det var Lordagens sidste Time. Tredje "Faelleds" havde Gymnastik. Solen +stod ind ad Vinduerne paa Kalkvaeggen, og Stovet slog i store Skyer af +de gamle Homadratser under Realisternes Laengdespring. De Studerende +stod og skod Ryg i Geled langs Vaeggen som en Rad Flagermus, der er +kommet i Dagen. + +Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhorte Toldboden, var +begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv +"Skrabnaese". + +-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i +Skjorteaermer ind paa Hopuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav +Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Baenkebidere, raabte han. + +Vore Baenkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; +Madratsen blev flyttet naermere til Kridtstregen. De studerende tog +Tillob med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og kraenkede +Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? +Baenkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et +rystet Trae. + +-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede +om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke +Vand, han havde Trykken for sit Bryst. + +-Naa, Appel, Hesten frem.... + +Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle +ynkvaerdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater +krob ud i Solen for at slaebe Hesten og vendte saa tilbage til +Mandagslektierne, med Haenderne paa Panden. + +Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver +i den hule Haand. Den rodhaarede Duks sluttede Censuren: han forte +Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og +Opforsel. + +Der blev en staerk Bevaegelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og +smaekkede med Doren. Han havde vaeret hos Rektor for at hente +Karakterbog med Anmaerkning for "at sove lydeligt og gentagende", og +var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af +deres Kroge for at syne ham: + +-Ja, vraengede han til alle Foresporgsler ta' 'en, Mariane.... + +-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi +Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr. +Atterbom klappede: Saa lofter vi Enderne.... + +Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid "raa", naar +han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteaermer og +spyttede i Haenderne. + +-Naa, naa, saa saetter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver +et gammelt Og, mens den rodhaarede lagde for som en skraemt Kapellan +for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblaeste Hons. + +-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg, +er' et ikke Kaellinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper.... + +Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen +og borstede sine Knae; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rodhaaret +Arrigskab og Forlaesthed. + +-Nej, sagde Hr. Atterbom sorgmodig og forskod sin Paryk, det er s'gu +Kaellinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte +Hesten. Nu skulde de have Skraastangsovelser til Slut. + +Herluf Berg praesenterede en daarlig Finger og blev dimitteret. + +Han lagde sine Boger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra +Vaeggen--og Ole Martens slog ham Folge. + +De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. +Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor +Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den sovnige Summen, der stod +ud gennem Dorene. En Gang imellem horte man en Skraben, som om Heste +rorte sig i Baasen. + +-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Vaeggen ved +Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede: + +-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende. + +Det rungede i hele Gangen, mens de rog ned ad Trappen. + +Da Herluf naaede Vestergade, stak han naesten i Lob i en pludselig glad +Lordagsfornemmelse, og den snaevre, gamle Trappe tog han i to Spring, +saa den knirkede--alting var snaevert, og alting knirkede hjemme i +Vestergade: + +-Om du vilde taenke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da +han stormede ind. + +Efter Bordet laeste han Lektier oppe paa sit eget Vaerelse. En Gang +imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned +ad Gulvet, med Haenderne i Lommen. + +Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest +laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krob til +Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsovelser. Nu var han vant til +det snaevre Hus. + +Klokken otte skulde han til Dans. Han klaedte sig paa og gik ned: + +-Nu gaar jeg, sagde han. + +-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa "Tavlen". Hvis du saa vilde +huske iaften at lukke Gadedoren _lidt_ sagtere. + +Herluf mumlede og kom afsted. + +Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog +Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr. +Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var +en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knaekkede Ledemod, der bar +blod Krave som Malerne i "Mesterens" Pontemolle. + +-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. +Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet +og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer.... + +Undervisningen begyndte. Damerne og "min Laura" kom paa Plads til +Polonaese. "Min Laura" var en barhalset og strygebraedtsformet Niece, +som dansede for i fodfri Kjole og haelelose Laksko. Damerne travede +afsted efter Laura, Salen rundt, som Gaes over en Stubmark, mens Hr. +Bonnesen rettede: + +-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Froken Hilda, Maven ind +... Smaa Trin--taenk Dem, det er paa Ostergade ... bedre, strax bedre +... lille Froken Hilda, nu bojer vi ind i Vimmelskaftet.... + +-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til "den modende Herre" +... Altsaa nu en sart Hilsen ... Haenderne i Muffen: Jeg er Herren ... +Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet. + +Ved Herrevaeggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne +trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med +Ojenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevaeggen, og hele +Damekorpser regaleredes med Faellesbetegnelsen "Honsehuset". + +-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer, +mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en +veltalende Gestus over mod Herrevaeggen) ... Min Laura--du, sagde han. +Laura traadte frem og hilste ved at boje den bare Hals som en Svane, +der bliver fodret med Tvebak. + +-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Haender frem i Luften som +en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo: + +-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og +ikke for meget. + +Derpaa var der pavse. + +-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de "Paarorende" ved +Vinduerne: Man underviser for Livet. + +Naar Damerne gik, "peb Herrerne dem ud" ned ad Trapperne: Aanden +blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok. + +Men henne i en Port eller paa et Hjorne ventede hver enkelt i Skjul, +til _hun_ kom forbi. + +Herlufs Flamme var et Aar aeldre end han. Han kom "hjemme", og de +spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i +lyserodt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog +den frem. + +Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven +ved Skt. Pederstraede og kastede Kniven i Vandet--"fordi det var dog +ingenting". + +Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var faerdig med Lektierne, sad +Herluf i Stuen nedenunder; Tanten laeste Berlingskes Roman med den +diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret +strittende til alle Sider. + +-Hvad er det, du laeser? sagde Tanten, som vendte Berlingske. + +Herluf mumlede. + +-Gud ved, om det passer for din Alder, sagde Tanten. + +Herluf mumlede igen og slugte videre. + +Tanten gabede staerkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag +Strikkepinden som en Vinds sorgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik +de i Seng. + +Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener +blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten +Klokken seks gik over og "belagde" en Krog. + +Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, +mellem Frankrig og Tyskland. Laererne lod Lektierne vaere og holdt i +Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--isaer Geografilaereren, +som havde vaeret med ved Dybbol. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa +Konen med Berlingske udenfor Gadedoren, og han laeste op af det fugtige +Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, hojrod i Hovedet, mens +Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende +Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Haender fast ind mod mit +Bryst: Krigen var brudt ud. + +Om Faderens Billede haengte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer. + +--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var +strommet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Stoj og Stemmer op--i +en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, +Numer efter Numer. Alle maatte ud, rore sig og fole sig sammen. Talte +blot om et og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var +rejst fra Compiegne og stodt til Haeren. + +Selv Froken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin +Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen horte; de stod bare i +Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. + +Ude tog Stojen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, +for at se. + +-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lod som en Explosion, +saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle +stod op, Stokkene tabte han.... + +-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Vaeggene var aabnede Sluser, +hvor man brod ind over Borde og Baenke, mens alle skreg af Jubel, saa +Rummet dronede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved +ved Hoved, paa Marseillaisen: + +-Marseillaisen! + +Froken Minna og Herluf stottede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _se_ +det, sagde han. Jeg vil se det. Han blev ved at tale, med rystende og +ophidset Stemme, om Isted og Dybbol og Sonnen, mens de ventede i +Flokken foran Tavlen. + +-Laes 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf laeste Depechen fra +Saarbruecken: + +I Formiddags Kl. 11 tog Franskmaendene Offensiven. Efter en alvorlig +Faegtning jagede de Preusserne ud af Saarbruecken. Kejseren og den +kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag +vendte de tilbage til Metz. Franskmaendenes Tab var ubetydeligt. + +Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev laenge ved +at staa foran Tavlen og forte de knugede foldede Haender op og ned, for +de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke stottes, mens de gik +frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og +nikkede. + +Da de kom hjem, vilde han se Sonnens gamle Sabel, som Froken Minna +gemte. Hun hentede den--hun var ganske hojtidelig og bleg--og den +gamle tog den: + +-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa +sit Skod, med rokkende Hoved. + +Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, +ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset. + +-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu.... + +Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den +halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind. + +Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af +Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Haender. +Herluf var ellers aldrig "kaerlig" mod Tanten, men nu listede han hen +og tog hendes Haand. + +-Hvor de synger, sagde han sagte. + +Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand: + +-Husker du din Fader? sagde hun. + +-Ja, sagde Herluf. Godt. + +Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa +Herlufs Hoved, sagte for ikke at vaekke den gamle: om den Tid, han var +paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal +derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Sondagen--naar de havde fri +... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt. + +Froken Minna blev ved at fortaelle med en mild lykkelig Stemme--om +Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme. + +-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og +kom til Jylland. + +-Det var to Gange Brudepige i et Aar.... + +Hun blev ved at fortaelle med sin daempede Stemme for ikke at vaekke den +gamle; Herluf satte sig paa Forhojningen: ovre fra Tivoli lod Sangen +endnu. + +-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i +hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af +Etaten, sagde hun og lod de foldede Haender falde ned i Skodet. + +Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde. + +-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg +ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Taeerne gennem Stuen. +Det var Tanten, der lo, naar Dorene knirkede. + +Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjaelpe: + +-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa hoj som din Fa'er. + +De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er +snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik +Rodvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte: + +-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dor, naar +de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad +her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den +lyse Dag.... + +Tanten begyndte at saette Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i +Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun daekkede +for Smorkrukken. + +Herluf sagde "Godnat". Det var, som han var helt beruset, da han kom +op og stod ved Vinduet, hvor den staerke Morgenluft slog ind imod ham. + +Dernede gik endnu et Par og sang: + +Allons enfants de la patrie.... + +Han faldt knap i Sovn, for han maatte op igen og i Skole. + +Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de +_maatte_ troes, fortes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de +mest ustridbare fo'r op og slog los; og i et Nu laa den hele Klasse i +et meningslost vildt Prygleri--paa Livet los, til ingen kunde mer.... + +Men Tiden lob, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte + + * * * * * + +Det var Foraar. Den franske Laerer havde ladet Vinduerne lukke op, og +den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetraesraekken stod i Knop, gjorde +Gymnasiasterne dosige. Laereren gennemgik Stilen med den rode Duks ved +Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med dode Ojne over +Bogerne, kun Benene gik langs alle Baenkene uroligt som hidsige +Perpendikler. + +Laereren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og +mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befolte, frem og tilbage, det +taette Udslet paa sin Pande, horte man ikke andet end Baenkenes stadige +Smaaknirken under de urolige Ben. + +-Naa--hvor var vi, Laereren vendte sig mod Duksen, der fik Haenderne ned +med et Ryk. De skulde gaa til en Laege med _det_, Sonne, sagde han og +forte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. + +Den rode Duks bojede Hovedet vaek fra Lyset, og langs Baenkene holdt +Benene inde og blev stille med et, som gik der en Engel gennem +Klassen. + +-Hvor var vi saa? sagde Laereren igen. Han gik videre.... + +Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos +Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var konne og +velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske +Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Vaesen. I Stilhed levede +de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt: + +-Men--Froken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat +(Klaphatten forlod ham aldrig) for Froken Kornerup, der gik ved Armen +af en Kandidat. + +-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres +Navn! Og Frokenen gik med sin Kandidat. + +Hein flojtede sagte bag sin Klaphat. Det haendte oftere, at Damerne +resultatlost studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig +til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet +syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen: + +-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet +_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vaegtigt om +hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig +Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, +der ikke mere generede. + +-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en "landlig" +Smag: Men hun elskede nu en Gang Carl Helsted.... + +-Han har Hjerte, sagde hun og saa' svaermerisk ud. Hun havde Underbid. + +Hein blev ved at flojte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og +Froken Kornerup, der floj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen +som et Par Traner paa gloende Tallerkener. + +-Det er os, sagde "den landlige Smag".... + +Da Herluf og Hein gik hjem, skaeldte de Damerne ud og raillerede over +deres Klaeder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne +og brugte hojst "indgaaende" Ord om alting--ligesom paa Danseskolen: + +-Gaes, sagde Hein endnu en Gang og borede Haenderne i Frakkelommerne. + +Om Sondagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med +nogle gamle Mobler fra et forhenvaerende Rygevaerelse. De talte kun +lidt, sad mest og rog og dosede. + +-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til? + +-Hvilket? + +-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften. + +-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon? + +Ud paa Foraaret, da Examen naermede sig, fik de Extratimer om Aftenen. +Det trak ofte ud til Klokken ti, for de kom hjemad. De gik i Flok hen +gennem Straederne mod Frederiksberggade. + +En aeldre "Dame" fra Kvarteret stod saedvanlig Forpost paa et af +Hjornerne med sin Silkeparaply som Gevaer ved Fod. Hun lod til +Ynglingene falde nogle stille Kaeleord, der besvaredes med Skaeldsnavne. +Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede +hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik los med Skaeldsord +igen. + +-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skod de andre vaek--han +drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften, +Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel +Vaabenbroder. + +-Man ved s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han +gik videre bag de andre. + +-_Ronnebaer_, sagde han og spyttede ud mellem Fortaenderne. + +Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de +troede var saedelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag +mod Prostitutionen. + + * * * * * + +Seks-otte Uger for Eksamen dode Herlufs Bedstefader. Tanten vilde +straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjornet +af Norregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit +Kvistvaerelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, for hun +gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Froken Minna havde at sysle +om. + +Og hun lukkede Doren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt "God +Nat". + +Laest blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog "Arrangementet" for +megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der laeste til +Eksamen. Huen var ogsaa kobt efter den skriftlige Prove og skulde +frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Ojnene ud paa +Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rodmede mod +Morgen. + +Han lukkede Doren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af +den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store +Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa +Byggepladsene Voldene af de rode Mursten; og langs Boulevarden +Graastenene og Borene, som Brolaeggerne havde ladet staa midt i den +opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen. + +Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelaenderet og saa', naar de +kom til Arbejde. + +De forste var Daglonnerne, som sendraegtigt fik aabnet Laagerne i +Plankevaerkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der +fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Toj +og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolaeggerne tog fat, paa den +bare Jord, og hamrede.... + +Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser +gik og Trilleborene skurrede: De byggede det nye Kobenhavn. + +Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige +Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde +han overdove alle de klingende Hamre: + +Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at +leve--med det nye Kobenhavn. + +Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse +Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store +Kobenhavn, med sin flunkende Hue. + +... Saa blev han Student. + +Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Traeerne, Arm i Arm, sang, +blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer. + +Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen +brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken +lod dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og +Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den +lyse Koncertsal et: + +-Leve Kobenhavn! + +Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og +viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange +Hurra.... + + * * * * * + +Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen braendte over +Slot og Kirke, mens det var, som horte han hint gamle Rus-Jubelraab +igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende +Hamre. + +-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, +tilfojede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne +Ord: + +-Og man kom los, sagde han. + +Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sorensen, var allerede +kommet igen efter Middag og laeste sine Psalmer ved sin Pult i +Forvaerelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund +(Hr. Sorensen var Gendober og henlevede sit Liv med evindelig aabnede +Laeber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars +Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere +Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig +sang uhorlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod +Lampen: + +HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GORE + +Herluf gik ind og haengte Noglen til sin Dor op paa Noglebraedtet, mens +Hr. Sorensen lagde de foldede Haender ned paa Psalmebogen og hilste. +Hr. Sorensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en +hojkirkelig Foresat.... + +Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Ojeblik staaende. Maskinen +arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lod en langtrukken Bas. Hr. +Sorensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens +Hr. Sorensens Psalmer klang klagende over den travle "Victorias" +sidste hundrede. + +I Porten lob han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod +og stirrede paa det rode Himmelskaer over Slottet. + +-Maerkvaerdigt, sagde han. + +-Det maa vaere en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden. + +-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er +Varsel om store Ting, sagde Meyer. + +De lo begge og skiltes. + + + + +III + +-_Kan_ han no'et? + +-Ved s'gu ikke. + +Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog "Ess Bouquet" ud af +Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af +Hensyn til Professoren, der hadede den "Moskuspest" i Stuerne. +(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa +Handsken: Det maerker din Fa'er ikke, sagde hun; i det aegteskabelige +Sovekammer herskede kun Kollnervand). + +-Ved s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den +nye Forretning--paa Kobmagergade. + +-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som taendte en +Cigaret. + +-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en +Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men +Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa +"Husholdningsboger".... + +-Jo. Tak, Adolfs "Den lille Bogholder i fem Storrelser", opremsede +Gerster efter det bekendte Avertissement. + +-Men de skal vaere gaaet svaert i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at +le: ... Forelobig er de Gamle rykket ud fra Pilestraede med alle de +fine Mahognitraesmobler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade. + +-Hm, sagde Gerster. Konne Ruder har han lavet sig. + +-Og han gaar ind paa Ens Ideer, ser du, sagde Berg. Han _forstaar_, +sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik +hen over Gulvet: Og ved du, sagde han og slog ud med Haanden: her +traengte til at udrettes noget. Her traenger forbandet til, at der blev +handlet i dette land. + +Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og +Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja, +alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornodne +Kapital.... + +-Og nu var et Teater noget vaerd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag +til at blive Nordens Hovedstad. + +-Ja, ja, det blir den, sagde han. + +Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden +for dem, der havde Ideer og Ojne at se med--nu, hvor Norden kun +ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--"kun ventede" +gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til +at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var +Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjornson var ikke Nordmaend mer, de var +blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til +Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne. + +-Ser du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. +Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilfojede han med +Hovedet laenet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for +Reklamen, du-- + +Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en +anden Tone: Man maa se Tingene, som de er, du, og vaere praktisk, +Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blodt. +Forfatterne vil komme, naar man raekker dem blot den lille Finger: de +venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem.... + +Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles +hele Aaret, Eneret, skandinaviske Vaerker, sat i Scene af Forfatterne +selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Goteborg, +Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller +Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst.... + +-Man laerer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige +Lejeindtaegten i den dode Tid. + +Han begyndte atter at tale om "den ene Kunst", om Malerne og +Musikerne, der vilde folge Eksemplet, Forfatterne gav, og soge til +Kobenhavn: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller +Dampskibene. Vi skal nok rore Trommerne, til de kommer til Kobenhavn +--til os. + +Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al +Hemmelighed holdt han svaert af at se paa Berg, naar han saadan var +rigtig "oppe" i en Plan. + +-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet +den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i +Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det +Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstaeder til det nye +Kobenhavn. + +Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja +--du, der var noget at gore nu, sagde han. Og Gerster sagde: + +-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader "at +gribe til"--selv greb han aldrig til). + +-Naa, sagde han halvt misfornojet. Det bankede med en flot Kno paa +Doren til Entreen. _Der_ har vi Lange. + +-Kom ind, sagde han. + +Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og loftede +Skuldre: + +-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drov +paa? + +-Paa din Fremtidsberommelse, sagde Gerster og tog Plads igen. + +-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange. + +Samtalen slaebte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med +en Dor, saa Doren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som +kom hjem fra Kliniken og vilde have "frisk Luft i Stuerne". + +Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, +horte man Professorinden. Og der blev stille. + +-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen. + +-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betaenkelige Tonefald. Hvad +man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed. + +Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget +for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles +glimrende Historie ... om blonde Krause--I ved, ham med Haarene i +Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede +Froken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I +kender hende, naar hun er "diskret" med Haanden op for Munden: + +-_Du_--han er "Susse", sagde hun; (ser I hende? sagde Lange og blev +ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer +jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind +til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde +lukket Ojnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa +sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han. + +-Jeg havde ved Gud Taarer i Ojnene, sluttede Lange med Paulas Rost. + +-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Haenderne. + +-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard +langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden +nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ sporger endnu nogle +Gange, sagde han, om "_det_" er at elske? + +-Saa sporger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og +viftede. + +-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har +ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Ojeblik ud af +Ojnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde braekket sin Pote) +saadan omtrent sogt overalt.... + +-Men Paula er forresten en aekel snakkesalig Pige, sagde han i en anden +Tone. + +-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om +alt; Lille-Gerster selv var et af hendes Yndlingsaemner: + +-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud +for? + +-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt. + +-Han graeder tit, du, sagde hun fortroligt. + +-Ja saa. Saa graeder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf. + +-Ja. Jeg graeder da tit. + +-Hvorover? + +-Man _har_ da Folelse, havde hun sagt, halvt fornaermet. + +Herluf kom til at le ganske hojt ved at taenke sig de to travrige +Graedepile paa Paulas rode Sofa--ved Siden af hinanden. + +-Hvad ler du af? sagde Lange. + +-Af noget meget sorgeligt, svarede Berg. + +-Ja--jeg synes ogsaa, Humoret staar paa Frost, sagde Lange, der var +halvkraenket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det +har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Lob herop, sagde +Lange, for at se, om du levede. Han tog Afsked og gik. + +De to andre blev siddende tavse. + +-Vi var i "Konstantia" igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og +Damerne.... + +-Hm, sagde Herluf blot. + +-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skod vi til Skive efter +Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og +Kellnerne hvor de "spjaettede" ... Erhard spilede Fingrene ud +Spraellemand--for at vise, hvor Kellnerne havde "spjaettet": De var +ganske blege, du, sagde han. + +Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til "at +spjaette". Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var +mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde +vaeret _det_ hojst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den +braendende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog +havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlaegge +"Eksperimenterne" hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og +Lille-Gerster hjemad. + +Gerster tog Portnoglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Baester. + +-Ja, sagde Gerster. Det er vi. + +-God Nat. + +-God Nat. + +Gerster gik op. Inde i sit Vaerelse gik han hen til det aabne +Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede +det. + +Ude i Gangen knirkede en Dor. Det var Professorinden, der ikke kunde +vaenne sig af med at ligge sovnlos, til hun havde hort Erhard komme +hjem. + +... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter +havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Ojnene i sit Skod: + +-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt. + +Herluf saa'hen paa ham: Jeg ved ikke, sagde han sagte. + +De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort +et Bekendtskab, sagde han, tovende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg +tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget +sod.... + +-Gift, sagde han. + +Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornojede +--Tone som for sagde han: + +-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet? + +I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Froken Asta Heltz' Hjem: Man +"talte" jo nu i Aarevis om Asta og Herluf. + +Herluf trak traet paa Skuldrene og saa' i Gulvet. + +-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet +Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og foler. + +-Ja, sagde Herluf. + +-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig. + +-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Dore mellem +de tre Dagligvaerelser, det samme brunlige Taeppe gik over alle Gulve. +Alt var polstret, men i daempede Kulorer. Professorinden stod op fra +Skrivebordet, da de kom ind. + +-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg. + +-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en +Folelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue +som en Vaertinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ... +Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilfojede +hun og smilte, mens hun tog Plads i "Visithjornet" bag et mindre +Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens +privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsoe, Martensens Ethik og +Meyers Fremmed-Ordbog. + +-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard. + +-Aa, det er kun nogle Sektionsmoder ... Sektionerne, der skal dannes, +sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse +torre Komitemoder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun. + +-Maa jeg sporge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med? + +-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element, +mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede +Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden +sagde: Erhard--vi horer selv med til Lavet, og satte sig tilbage i +Sofaen (hun havde en egen bred Maade at saette sig tilrette paa under +Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne). + +-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os. + +-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en +vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man +talte i det hele frit hos Gersters--selv om de naermeste Venner: Man +kan jo se de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele +ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, +at hver strax folte sig vel i Huset, som optaget i den naere Kreds. + +-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. +Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand, +forklarede hun Berg. + +Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem +spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire +og tyve, sagde Erhard. + +-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. "Skammekrogen" var et +Privat-Hjorne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra +Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og +strikkede, naar der ingen var hjemme. + +-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde. +Sandheden var, at "Skammekrogen", var hendes kaereste Plads. Naar hun +skulde vaere alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet +Sparelampe, der naeppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og +sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--for han gik. + +Hun holdt af at se ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var +et af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres +Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende +stille, naar Erhard vidste saa "detailleret" Besked); og naar han var +gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu +boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen +laeste det lille kobenhavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt +bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det +kunde bringe dem Bud "derovrefra". + +Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle +Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte +hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellaenssukkerskaal: +naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig +Svaghed, hun havde for morkt Puddersukker i sin The.... + + * * * * * + +Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde +Heltz. + +En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i +Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa +Trappegangen--og allerede i den forste Stue lod det som Mudret af et +helt Fuglebjerg: Alle blev straks hojstemte i Vimmelskaftet. +Konferentsraadinden snakkede og lo hojt--med begge Haender strakt frem +mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Taender, saa hvide og +sunde, som provede de hver Dag Kraefter med tykt Rugbrod. + +Herluf undskyldte, at han kom for silde: + +-Ja--det ved Gud, De gor, lo Konferentsraadinden og rystede hans +Haender. + +Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: AEgteparret Juergens, Professor +Juergens fra Landbohojskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde +af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa +Daglys for Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa +fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke +kendte, og som han skulde have tilbords; Froken Asta og Froken Julie; +og Huslaegen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklaerede, +han havde en Ulvehunger. + +Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i +Stuen, hvor de store svaere Mobler--de var ikke fornyet siden +Konferentsraadens Dod for ti Aar siden--var spredt over Gulvet: + +-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg +vil helst sidde fast opad Vaeggene. + +Berg var gaaet hen til Froken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod +ham lige strax ved Doren--og han talte med en halv sky, halv om +Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. +Froken Julie demonstrerede foran Huslaegen: Tyvende Bal, Dr. Friis, +tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans +Ansigt; Froken Julie var i lyserodt og mindede i Gestus lidt om en +Ingenue paa Teatret. + +De stilfaerdige Stuepiger havde Doren op, og man gik ind i Spisestuen i +Lyset. Konferentsraadinden oste selv op, og Sundt sagde--med +Servietten stukket ind under Vesten, saa den skaermede et Stykke af +Skjorten--og slog ud med de konne Haender over Bordet: + +-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede. +Ja, Froken Asta, sagde han og saa' mildt til det forste Glas Sherry: +Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort +Erfaringerne, Damerne forkaeler En ... Sundt svaelgede i Herlighederne +ved at vaere fyrre. + +-Ja, ja, raabte Fru Juergens leende. Sundt kender Fadene. Fru Juergens +brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, +saa hun regelmaessig i sidste Nu, for de tog afsted, maatte hjaelpe +efter med et Kniplingslommetorklaede, og var en Monstermoder for syv +"Drenge", hvoraf den aeldste var Rus iaar. + +-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg. + +-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamaen ogsaa laert at +konservere Dem. + +De lo igen, og Konferentsraadinden, der var faerdig med Suppen, sagde +betaenksomt: Ja det _er_ maerkeligt ... Naar jeg taenker paa _min_ +Moder.... + +-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde +dog finde det rart, om Bedstemodrene blev ved at gaa med Kappe. + +Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, +lod saerlige Maerker gaa, stovede, rundt i Kurve: + +-God? ... Ikke? nikkede hun fornojet rundt til Herrerne. + +-En Vin, kaere, sagde Ekberg op imod hende. Han naennede slet ikke at +sluge den. + +Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise +og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Ojne, og bevaegede +undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under +AEggeheden. + +-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. + +-Der flyver dig en stegt Due i Munden. + +-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt +om, over Bordet, blev der talt om Pigeborn og Opdragelse. + +-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevaegelse +(naar det var i Ro, begyndte det at markere "Zenith")--ligefrem +_studere_ min Datter. + +(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og +Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.) + +-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte +nu tildags sine egne Born? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det +var et Studium, og Fru Juergens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed, +kaere; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine +Dotre og sagde: + +-Man kender da vel sit eget Kod og Blod.... + +-Ja, Gud hjaelpe os, sagde Froken Julie i en halvhoj Parenthes og slog +Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov. + +Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en +sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den +Symaskinen.... + +-Ja--kaere Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De kober +ude--kober de ikke alting ude? De kober "faerdigt"--man kober faerdigt +... Hvad skal man saa gi' de unge Dotre at bestille ... Vil De _sige_ +mig, hvad man skal give dem at bestille? + +Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde +give dem at bestille. + +Etatsraadinde Knudsen, der var lidt dov, og som forst nu var kommet +rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskraenket sig +til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde, +at de horte, de laeste--de fik for meget at vide.... + +-Og danser for meget, sagde Professor Juergens ned over sin Tallerken. + +Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trofler og Hr. Ekberg +forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere hojrostet (Fru Ekberg +blev altid et Ojeblik hojrostet, naar hendes Mand fortabte sig i +dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Froken Zachrisson +havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene.... + +-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin +Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen +Blegsot.... + +-Nej, sagde Fru Juergens, vi Nakskovere--Emma, hun loftede Glasset mod +Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru +Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna. + +-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, +sagde Fru Juergens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle +Springfyrene. Hun slog en Brodkugle over paa Professoren: _Han_ husker +Skovballerne, sagde hun og lo. + +Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden horte kun det +halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det +muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Ojnene +over sit Glas--hun taenkte paa Konferentsraaden. + +-Mo'er, hviskede Asta op. + +-Lille Born, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den +anden. Hun loftede Glasset og Dotrene svarede. Asta holdt Glasset op +med Ojnene paa Herluf--de straalende Ojne--og han haevede ogsaa sit +Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede +af al den glade Forelskelse i Nakskov. + +-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rod, +idet han satte Glasset ned paa Dugen. + +Alle lo og snakkede; selv Froken Knudsen vaagnede ved det pludselige +Ord "Ramlosa" og gav sig til at forfolge en Familie "Beck-Friis" op +gennem Aarhundrederne; Fru Juergens sluttede af med Nakskov og slog ud +mod Sundt. + +-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk, +hvad de vilde--min Kaere, og kunde bestemme sig. + +Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf horte ikke efter, hvad han +sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved +Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser +om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, taenkte han. + +-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru +Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: "De kender +vist", og var blevet saa rod som en Paeon. De kender vist en ... Hr. +Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen +ved at naevne Fornavnet.... + +-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Ojnene fra Asta: Og hende +skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender +Gerster? sagde han. + +-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun +blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de +rejste sig fra Bordet. + +Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under "Tak for Mad" og Stojen. Fru +Juergens blev staaende hos Konferentsraadinden, laenet til sin Mand: + +-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to +Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til +Herrerne, der var overvaettes varme og rodho'dede og talte om Adolfs +nye Forretning: "Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave", sagde +Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde saerlig vaere med dovstumme, +han eksperimenterede: + +-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke. + +Alle snakkede, og ingen horte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde +fanget Sundt ind i en Hjornesofa og talte om, "hvad man da egentlig +antog var Kvindens Bestemmelse", mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet +gennem sin Stang-Lorgnette. + +Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kaere, sagde han til +Sundt, hun forfaerder Dem ... Ikke? hun forfaerder Dem ... Ja, sagde han +og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal.... + +Ovre i det andet Hjorne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en +Klynge: Ikke? sagde Asta og naesten "rullede" den lille Frue: hun +ligner en Fugleunge? + +-Nej, nej, ror mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrod og +skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Ror mig ikke, siger +jeg.... + +Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygevaerelset, hvor Hr. Ekberg +talte om AEgteskabet: AEgteskabet, sagde han, kaere Ven--_vort_ AEgteskab +er et Kammeratskab. + +De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte +det Ekbergske AEgteskab ud og ind fra Rygevaerelserne. + +Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og +Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne: + +-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de +varmer ikke.... + +Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og +glaedede sig over alle de konne Haender, der lob saa travlt over paa +Bordet. Fru Juergens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen +var saa ivrige som Born: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at +Numer? sagde Etatsraadinden. + +-Aa, de har ingen Ojne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte +paa baade tilhojre og venstre, hos Froken Knudsen og den lille Fru +Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille +Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte. + +Asta kom imod Berg i Spisestuedoren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg +ikke heller--Stemmen lod paa en Gang saa besynderlig fravaerende og +modlos--kom--inde i "Fa'ers Stue" er der stille. De gik gennem +Spisestuen ind i Konferentsraadens Vaerelse, hvor de store Mobler, med +Kaempesofaerne i Nicher, stod urorte, som da han levede. Asta satte +sig. + +-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret. + +-Ved ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, naesten Frygten, der +altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for +overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at +fortaelle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om +Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_ +skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af +en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig +Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han +tav, aandelos som efter et langt Lob, og pludselig paany folte sig +forvirret foran hendes stirrende Blik, naesten angst: + +-_Og jeg da?_ sagde hun: + +Herluf bojede uvilkaarlig sit Hoved, naesten som En, der dukker sig for +Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: + +-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Kroller--og som +fortvivlet rystede hun de taenkte Kroller--gaa her--alle de Aar, sagde +hun. + +Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille. + +Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om +Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde +samles af disse fire Aars Forsog paa at fole Kaerlighed: + +-Asta, sagde han. + +Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet +det hele--for at _komme los_, sagde han til sig selv; og han tav og +folte sig blodrod som en Desertor, fejg og elendig som en Falskner, +der gribes. + +Asta loftede Hovedet og forsogte at tvinge Graaden tilbage: Der ser +man, hvor man bliver folsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile. + +-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle soge +Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik. + +Herluf stod endnu nogle Ojeblikke, da hun var gaaet. + +Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt +til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en +hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern: + +-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket. + +-Ja, sagde Berg. + +-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. +Nede paa Hjornet lob Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepael: +Ja--Godnat, sagde han blot, han horte ikke, hvad han sagde, og gik +videre. + +--Gaesterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine +Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorod endnu +efter Anstrengelserne: + +-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, +netop tilpas.... + +-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige +kom aldrig laenger i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde +hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. + +-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. + +Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt traet, og saa' +ind gennem sine konne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun +folte ind til sin Skulder. + +-Ja, vi har det godt, Born, sagde hun ... Vi maa vaere Gud +taknemmelige. + +-Asta trykkede hendes Haender og rejste sig. Hun gik ind i Faderens +Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede +sin Livvise. + +-Sidder Frokenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med +Pusteren for at slukke. + +-Stine kan godt slukke, sagde Asta. + +Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i +Morket. + +Det var naer ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde +gennem Lunden: Der var morkt og faelt--hu, ha! Stakkels Knos han gos +med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. +Aa din Kryster, sa' Babette. + +Saa holdt hun op og slog Klaveret i. + +-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. + +-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre. + +-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, +som sad paa Sengekanten i Sostrenes Sovekammer. + +-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kaekt mod +hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal +hore op.... + +-Hvilket? + +-Pyh, sagde Julie blot og krob i Seng. + + * * * * * + +Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og forte lange +Samtaler med sig selv: + +Det var altsaa forbi: han var lobet infamt derfra. Og han havde +_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den morke Bagstue i hans +Hjerne og regerede i Smug--fra den forste Dag taget Haand i dette, +filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og +"komme los". + +Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i +Redaktionsvaerelset, da han forste Gang sagde (og blev forbavset, som +havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): "Og +man kom los" ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betod, og +havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om "Virksomhed" +og "Planer". + +Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dodt. + +Hvor han huskede den forste Aften, da denne Kaerligheds-Kamp begyndte: +da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget +fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun +smilet og _der_ havde de vexlet Blik, taenkte han--havde han sagt, selv +sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint forste: Og man kom +los): + +-Ja--elske hende, gor du jo ikke ... Og han havde _selv_ hort Ordene +med en Angst, saa han sprang op som for at vaerge sig eller som for at +lobe fra dem, men Stemmen blev blot ved. + +-Men det ved du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo +aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige +Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren: + +-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye +"Sokrates-Rost": at det ikke er Kaerlighed. Pust det bare ikke op til +Kaerlighed. + +Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsogene paa at fole Kaerlighed: hvor +han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad +med Pulsen af hver en Folelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed +i sin Fantasi--for at sporge: Hvorfor skulde det ikke vaere Kaerlighed? +Er _det_ ikke Kaerlighed? Og denne "anden", denne Hr. Sokrates, smilte +kun og spurgte igen: Hvis du troer det? + +Og alligevel han saa' hendes Skonhed, og han begaerede hende. Han kunde +have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske.... + +-Og _hun_. + +Hvor han havde gaettet hende--hvor han havde forstaaet hende. + +Som idag modte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld +--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For +under Fravaerelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes +Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes. + +Men naar de saa modtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med +sit ganske Vaesen paa blot en Lyd, en Tone, som Lidenskaben har +dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de folte +begge hjaelpelost den samme uhyre Modloshed, under hvilken de sank +sammen.... + +Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Saesonens +og Konveniensens Moder, mens Tvivlene afstumpede hver Folelse, Dag for +Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende +Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag.... + +Herluf stod ved Vinduet, halvafklaedt allerede, da det flojtede nede +paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han. + +-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Noglerne ned. + +Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rod i Kinderne. + +-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen. + +-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham. + +Han fortalte om hende: Hun er det sodeste, du, sagde han. Hans Stemme +havde endnu over sig som en Klang af alle Staevnemodets Kaelenavne, som +han kom fra. + +-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus +ved sit forste Sold, som han sad. + +Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Sten, han loftede +for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skod den +bort: + +-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktor, sagde +han. + +Gerster horte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, +med sin saert vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand +fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette +Menneske, der _elskede_. + + * * * * * + +Naeste Dag underskrev han Kontrakten. + +Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og +Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder. + +Et Par forste Kraefter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: +En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktor, og en +Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre +Stjerner som Gaest, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde +rejst i Norge. + +Saesonen vilde jo vaere langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde +sagtens spille de Par Maaneder "paa Huset". + + + + +IV + +Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at traeffe Martens hjemme +og laegge Beslag paa ham, for han gik til sine Bygninger, at +"Bygmesteren" sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget +laengere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet. + +Fru Martens lukkede Doren op til Stuerne (hun talte som en lavmaelt +"Gaardkone" og tog ikke Ojnene fra dem), hvor Haedersgaverne paraderede +med Flor om, og Bordtaepperne var bojet sammen med Vrangen opad. + +Fru Martens listede et Par Gange ind over Lobestykkerne gennem Stuen, +mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske +Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen naermede sig. + +Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stodte de paa lille Hr. +Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmaegtig, sagde Martens, der +altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog +han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man laeste hele den +ubetalte Husleje paa den lille Fuldmaegtigs Fysiognomi. + +-God Morgen, Hr. fuldmaegtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet +hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med +"Putte", sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til +Skole, for han gik i Retten. + +De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, +febrilsk som han altid blev, naar han bare naermede sig "Bygningerne". +Forgylderne sang i Forhallen paa de hoje Standstiger, mens de lagde +sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne +Braeddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for forste Gang paa +de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt +"borte" foran de pompejanske Vaegge, der straalede nye imod ham--man +havde borttaget Laerredet om Morgenen. + +I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere +transporterede et tilhyllet noget og spaerrede Vejen: + +-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. + +Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf +og slog Laerredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, +forgyldte Ben. + +-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf. + +-Ja, svaert aegte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med +Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedore stod aabne, +horte man Dekoratorernes travle Hamre, der slog Guldsom i Brystningen, +og Dampmaskinens Stoj fra Varmeapparatet, der torrede Huset. Bag dem +lod hoje Ohoj fra Arbejderne, der bragte "Nike" paa Plads paa +Piedestalen. + +-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i +Stueetagen mod Gaarden. Det var blot "de smaa blaa" for Dagen, sagde +Hr. Spenner muntert og praesenterede en Raekke Blaat-Papir paa Pulten. +Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin +Underskrift et Steds. + +-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar +Navnene gor det--Han tog kaelent henover Papirerne, mens han lagde dem +sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne "Victoria" paa Bindet. + +-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i +Luften, efter at han havde skrevet under. + +-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mont ud fra Forretningen, sagde +Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok. + +-Nej--vi sorger for os selv herude, sagde Spenner. + +-Vel. Adjo--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brod +op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de +forgyldte "Sfinxer" paa Hjornerne, bojet over Pulten. Han drev ganske +tankelos sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: +Martens's "s" endte altid med saadan en hjaelpelos, lille, strittende +Streg ligeud, som en afhugget Hale. + +Herluf gik op i sit eget Kontor, Dorene lod han staa aabne, han holdt +af at hore Husets Stoj, mens han arbejdede: Dekoratorernes Hamre gik i +Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvilelose den ganske +Dag, lo i Garderoberne. I Kaelderen pustede den nye Dampmaskine som et +ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tojet, og hvert minut sendte en +Skuespiller fra Scenen en Provejodlen ud i det tomme Rum. + +-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Doren. Han havde genkendt +Primadonnaens Stemme. + +-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang. + +-Spar paa Rosten, raabte Berg: Imorgen er der Prove. + +-Vel, svarte hun igen. Og Programmet? + +-Bliver ved de to Enaktere og Prologen. + +-Hm. Det ene svenske? raabte hun. + +-Ja. + +Der blev banket paa den modsatte Dor, og der begyndte et sandt Korind. +Det var forst Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af +Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle +Stole, mens han talte i et vaek; og Hr. Staer--med aaben Overfrakke og +halvt i Knae af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne +se Etablissementet to Dage for den ovrige Presse--af Hensyn til sin +skandinaviske Korrespondance. + +Et par Skuespillere, der havde "lugtet Journalist" i Huset, bankede +ogsaa paa og kom ind, og man horte ikke Orenlyd for den halvtyske +Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i +Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden lobe foran Staer, som sad +op paa Skrivebordet--Hr. Staer sagde altid Nej Tak til en Stol og, +faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' traet ud, mens han i +Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner a en Krone i Bladenes +Petitrubriker. + +Berg, der var ganske or i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, +hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden +paa Hovedet: + +-Ja, sagde han (Hr. Staer talte om indleverede Stykker) jeg har i en +Maaned laest syv og firs. + +Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Staer spurgte ud om Titler, og +den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdove--han havde i fem Aar +spillet aeldre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og +havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk: + +-Lad os forst have kompletteret vort Personale ... Og man skal hore +fra os, _hore_ fra os.... + +Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme +strax. Berg oploste Konsiliet; den aeldre Helt maatte han lempeligt +skubbe ud af Doren, og endnu paa Taerskelen blev han greben af +Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsproven for +Pressen. + +Paa Trappen til Direktionsvaerelset havde der--til AEre for Hr. Staer +--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen +talte, bojet frem, hojt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og +stak sine hojvristede Fodder frem mellem Tremmerne i Gelaenderet.... + +Ved Porten skiltes man ... "Ornulf", den aeldre Helt, skulde samme Vej +som Hr. Staer, og Berg naaede op i en Droske. + +Udenfor Forretningen paa Kobmagergade var der formeligt Oplob foran en +Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Storrelse, der +valsede i Udhaengsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor +han hilste paa et Par unge spanskskaeggede Malere, der dovnede med +Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der +sad bag en Tapetdor i et lille halvmorkt Rum fuldt af gamle +Kotillonsrester, og talte Kontrolmaerker fra Forretningen. + +Adolf junior rev Doren til Butikken op og raabte noget ind: +Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var vaek igen. + +Har De set det? sagde en af de slove Malere og pegede paa Doren. + +-Hvilket? + +-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten. + +Herluf trak Doren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der +var hoj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: +hele Rummet var paa en Nat blevet et lille Kina. + +Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en +Kaempe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjornespejlene +prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskaermbraedtet, med +Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvaeggen, der blev helt +borte under Marokkotaepper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der +bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskaerme, +hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper +... To skaeve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--"Medailloner til +Pryd over Pianoforter", der var Forretningens sidste Nyhed--bojede sig +halvvejs sammen over Grotten. + +Hele Rummet var en Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte +Skjolde og opspaendte Papirparasoller, som stod og som hang. + +Og midt i det hele havde Adolf i sidste Ojeblik, i det fulde Lys fra +Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Doren, stillet en Prins Karneval +i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der +ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden. + +Doren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var en Beundring: + +Hvad han havde for Ideer--Naar blev _han udtomt?_--Ja, man maatte +forbavses ... Alle snakkede. + +-_Mig maa_ De hjaelpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille +Dame og rejste sig paa Taeerne. + +Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de traengtes sammen om +ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i +Psalmebogen, om Praesten: + +-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru +Strom. Men Adolf horte ikke, han blev ved at gestikulere foran +Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde +Bestillinger til den hygiejniske Kongres: + +-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds, +forsikrede Adolf. + +Fru Canth og Fru Strom opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: +Fru Canth skulde have en "net" lille Spiseseddel--"til selv at skrive +paa--men noget net".... + +Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, +gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen horte Berg +Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en +Mappe: + +-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklaerer vi, er +under Restavration under Kongressen. + +Og Adolf, der var faerdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, +sagde pegende paa Kunstbladene: + +-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra +Kobberstik.... + +Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den +gamle Adolf, der altid gik hjemlos om med en medtaget Filthat paa +Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gore af sig selv, og hvor han +skulde vaere, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i +hver Krog, var idag helt forskraemt og havde allerede lavet sig til at +traske hjemad ad Bagdoren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjaeldent +stort laengere end til lige indenfor Doren i den nye Butik, hvor hun +stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til "Frokenerne i Forretningen", +til hun havde set Sonnen: + +-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen. + +-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen. + +Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig +tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han. + +Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt +til Vaeggepryd, sagde han. + +-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desvaerre--dem saelger vi jo med +Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Dore. + +Han rejste sig igen og taendte Gassen for at vise Berg +Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprove for Pressen. + +I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre +"Frokener" sad traette foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet +ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i +Skumringen, mens han nikkede. + +-Taender vi saa? sagde Adolf fra Trappen. + + * * * * * + +Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede +i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvaeggen, prydet +med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner +svommede under en Aakande--en Fodselsdagsgave fra Konstantin til sin +Moder. + +-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at +traekke Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar +Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det "Elektro" +... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde "aegte" ... +Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten.... + +-Naa, min Pige, du har saamaen forstaaet at samle godt med Solvtoj, +sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev +opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan. + +-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand. + +Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, +men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden +Konstantin havde vaeret de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs +efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru +Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle +Bladene med sine Strikkepinde for at indpraente sig Ordene. Men det var +og blev hende en svaer Ting--"de putter saa meget sammen", sagde hun +til Berg--og hun sad med Livet i Haenderne over Krustaderne. + +-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. +Konstantin turde hun ikke sporge. + +-Udmaerkede, min Pige, udmaerkede, sagde den gamle, der pustede med +Ganen helt forbraendt af alt det staerke Stads. + +-Udmaerkede, sagde han. + +-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior. + +-Den unge Herre siger, vi har vaeret heldige idag, Marie, sagde Fru +Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervos af +Glaede. + +Da de var faerdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, for +Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i +Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa. + +Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i +Spisestuen med "Dagbladet" i Skodet i sin Hvilestol--og kaldte den +gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortaelle om "Drengen". + +Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og sporge turde hun +ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, +sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle +deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Oren og Ojne op: + +-Ja--de har Ideer, de har Ideer, blev Fru Adolf ved til den gamle, +Marie. + +Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Son. + + * * * * * + +Der skulde forste Gang "taendes" i Viktoriateatret, og alle +Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe +over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time for Tiden, og hvor hun +blev helt forskraekket, da Doren sagte gik op bagved hende, og en anden +"Kvindeperson" listede sig ind og satte sig i det andet Hjorne i +Morket. + +Man horte Skuespillerne hviske nede i det morke Hus, og oppe bag +Taeppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med et blev lys, og der +lod et langt "Aah!" fra Parkettet: man saa' Taeppet for forste Gang. +Engle trak et Flojelsforhaeng bort fra en Sojlegang, hvorfra man en +Foraarsmorgenstund saa' gennem Orstedspark ud mod det ny Kobenhavn. +Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen. + +Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt +begyndte at saenke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og +Vaarens Genier i forgyldte Felter daengede hinanden med Roser, de +plyndrede fra Overflodighedshorn; og kastede Skaer ind mod Logernes +Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens +Engle dansede, mens de blaeste paa deres luende Tuber. + +Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bojede +fru Adolf sig frem og fulgte aandelos det straalende Monstrum, der +dalede majestaetisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod +Loftet--Haenderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var +morkt. + +De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste +Kulisse. Da de horte den forste tunge Gliden af Taeppet, der haevede sig +forste Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, +i Angst, ned i Kaelderrummet. + +Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede +Glasdore i Fonden. Baggrundstaeppet skaelnede man endnu ikke ret. Men nu +gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var +"Fader Holbergs" Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle +danske Skuespilhus, der laa i Maaneskaeret. + +Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; +oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at straekke Hals og se. +Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstaeppe, og Adolf, der var +kommet op af Kaelderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for +Rampen. + +-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held. + +Skuespillerne brod larmende op, under Hurra, og man horte dem jage ud +gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Taeppet igen +gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne +fyldte Glassene: + +-Saa et Huset leve, raabte Berg hojt, ud i den lyse Sal. + +-Ja, et Huset leve, skreg de andre med loftede Glas. + +... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa en Gang oppe i +Logen glaedesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden +ganske naer, midt paa Baenken, uden at vide det--: + +-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevaegelse. + +-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens. + +Hurraerne dode hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede +igen. + +-Og saa et "Leve Konsortiet", raabte Regissoren: Det leve hojt. + +Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens +de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Haenderne: + +Og dette skal vaere Konsortiet til AEre: Hurra. Og Skam faa den, som +ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra' +Hurra. + +-Hva'--Born--det kalder man Akustik, raabte Ornulf fra Trondhjem, da +det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens +svingede det fyldte Glas op mod sin Kone. + +-Bliv ikke forskraekket, mine Damer og Herrer, sagde paa en Gang en +fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket +frem i en Kulissedor: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og +traadte frem; lad Dem ikke forstyrre. + +De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og +febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og +Konferentsraaden af Herluf blev praesenteret for Selskabet, der bukkede +og nejede, af Respekt for Kapitalen. + +-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der forte mig paa Lur, +smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad +Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens +Skod--det var iaften forste Gang Lys i Huset, sagde han. + +Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. +Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne +Gaests Sag at traenge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog, +fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er +med Glaede--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg +tommer dette Glas med Dem for forste gang i Deres nye, skonne Hus ... +Skal vi tomme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke! + +Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Ojeblik: Og +--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen sogende om Ordene +--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget +af _dens_ Glaede, der ser, begynder at se en Livsdrom gjort til +Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, +hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Vaerk og ligesom +Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig +Maerke paa Maerke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er traengt +ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse +dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med loftet Glas vendte han +sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele +Rum som i et Blik og saa lod Ojnene hvile paa Balkonrandens legende +Engle, noget af den halvdaempede og hemmelighedsfulde Klang, der +beruste Generalforsamlingerne--udstror deres nye Rigdomme, skal vi +hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens +Kobenhavn, det _vort_ Kobenhavn, der brod Voldene ned for at bygge paa +ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu +staar. + +-Et Leve for et stort, et Leve for det nye Kobenhavn. + +Ingen vidste, hvem der kastede det forst, men som et Lyn fo'r Glassene +klirrende i Gulvet, mens de haevede Haenderne og raabte, naesten ligesom +om de vilde svaerge: + +-Leve--leve Kobenhavn. + +Oppe i Logen graed de to Fruer, som var de til Hojmesse. + +Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. +Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem +Gangene. + +De kom ned i Foyeren, Latteren og Stojen af Skuespillerflokken dode +bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den +store Sal, de begyndte saa smaat at vande Hons igen, hver paa sin Side +af den gyldne "Victoria" ... Og dumpt lod helt herud Lyden af +Jerntaeppet, der rullede sig ud som en truende Vaeg og faldt tungt i +Gulvet, for forste Gang. + +Alle var gaaet, og "Konsortiet" sad, lidt mat, i Kontoret. + +-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom +ind. + +-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den +forste Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken. + +-Hva'?--Satan, Adolf forsogte at rejse sig, men faldt igen tilbage i +Saedet, med Haenderne ned mod sine Laar. + +-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal +vel ikke kobe Katten i Morke, Hr. Spenner gned Haenderne og lo: Satan, +sagde Adolf blot igen. Der var Ojeblikke, hvor Adolf, der i det Hele +taget var anlagt til at beundre, var helt "borte" over Spenners Geni +for Forretninger. + +Konsortiet havde i Stilhed traengt til en stor Prioritet. + + * * * * * + +-Asta--du blir forkolet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, +der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru +Juergens, ind i det morke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent +Vindu. + +Asta svarede ikke, hun havde bojet sig frem bag Gardinet: nede i +Frederiksberggade horte hun nu Stojen af Stemmer og mange Vogne. + +-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se +hende fra Gaden, og hun lyttede i Morket, anspaendt, til Stemmerne +dernedefra. + +-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ... +Fra Vitoriateatret.... + +-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun. + +-Der er saamaen ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Juergens. Asta sad +stille bag Gardinet. Strommen god sig forbi--Trin og Stemmer og Latter +... Hun bojede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs +Navn--Gang paa Gang hans Navn. + +-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned +mod Karmen. + +Strommen var forbi, og Stojen tabte sig langsomt. Asta maerkede ikke, +at Vinden fra det aabnede Vindu tog unaensomt i de lange Gardiner, med +Hovedet stottet mod Karmen stirrede hun frem for sig. + +-Asta--men det _traekker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen. + +-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet. + +-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Doren. + +-Ja--der ser man, Asta, du har forkolet dig ved det Vindu, sagde +Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg.... + +-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rodme i Kinderne med de flade +Haender, mens Froken Julie gav sig til at nynne ganske hojt ved +Bordet.-- + +Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter +Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede hojrostet +"Aftenen", mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Saede i +Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det +varede altid laenge hos Canths, for man naaede tilbords, mens +Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede +Spisestudor og fo'r sammen hver Gang, en Dor floj haardt i ude i de +ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skaebne altid at faa saerdeles +"heftige" Tjenestepiger, der iovrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af +evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og "Tante" Strom blev kaldt +ud i Kokkenet for at bistaa i Skyndingen. + +Stemningen var mat og forsulten. Familien Molbom var i det hele +kraenket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en +Pille, saa de intet kunde se; og Bastrup havde i Garderoben faaet +forvexlet sin Paraply. + +Fru Dunker holdt bag en Lampe nervost Oje med Scheele, der var altfor +optaget af Stroms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i +Slangekroller og et Par aengstende Ojne, for hvem Scheele i den siste +Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe, +en svaerlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en +Krog og ilsomt "telegraferede" til Moderen, som aabnede Doren og nu +ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne. + +Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru +Strom, alt, hvad det Pigebarn ser. + +Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade +at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig. + +-Man tror det ikke, sagde Fru Strom, hvad min Agathe har for Ojne. + +Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig +frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, +lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strom op til Obersten, der havde +Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Ojeblik venlig placeret +Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker +over vis-a-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare +og hjaelpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Taender. + +-Naa--saa Gud vaere lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da +Maden paa Bordet. Hun praesiderede med Sundt midt for Doren til +Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved +Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget +blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige aeldre Udgave Canth--og Putte +sov i to smaa Senge bag et Skaermbraedt. Til den lille Assessor blev der +om Aftenen redt paa Sofaen i hans Vaerelse. + +Stemningen haevede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste +rundt paa sine Gaester med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Molbom +drak "Mo'er" til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte +igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vaekkede +Fru Molbom. + +-Primadonnaen havde vaeret uanstaendigt klaedt paa, erklaerede hun +afgorende. + +-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og loftede veltalende Armene i +Vejret, naar man _skal_ vaere bararmet ... Skaal, "de Smaa", sagde hun +og drak Ungkarlene til. + +-Det var _uanstaendigt_, sagde Fru Molbom oprort. Arthur, sagde hun +over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten? + +Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for +Pillen. + +-Lidt saa' man vel, sagde Fru Molbom kraenket. + +Alle lo og talte hojt, glade og maette. Fru Strom sad og smilte +ligeoverfor Fru Dunker, der havde store rode Pletter paa Kinderne og +ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden +manovrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe +Redaktoren i Ansigtet. + +-Skaal, lille Frue, sagde Molbom, med fremrakt Glas og tog "Vidne". + +Man brod op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire +AEgtemaend sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Vaerelse, og den +franske Guvernante, der drev "Chiromanti", laeste Skaebnen af Haenderne i +Dagligstuen. + +Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at +kaertegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strom sad paa +en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesoster, +der endelig horer Maskinen i Kog. + +Agathe drev rundt i Spisestuen i Naerheden af Portieren til Sovekamret, +hvor Fru Molbom, der stadig var fornaermet, havde trukket sig tilbage +for at hviske med Bastrup. + +Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at +Guvernanten bare kildede. Alle strommede sammen, da Turen kom til +Scheele, og Genferinden tog hans Haand. + +-_Scheele_, sagde Fru Dunker naesten skrigende og gik et Par Skridt +frem, hun havde ikke taget Ojnene fra den "Chiromantiske" Laererinde +fra det Ojeblik, hun begyndte sine Kunster: + +Scheele tog sin Haand los, og der var et kort Ojeblik stille i Stuen, +til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt +praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals. + +Hun bod Bastrup op, og de begyndte at valse paa Taeppet, rundt om +Moblerne. De andre fulgte efter og selv Molbom stod op fra Toddyen og +kom frem i Doren: Vi to, Mo'er, sagde han og bod Fru Molbom op, der +drejede i Valsen som et svaert Taarn midt paa Gulvet. Fru Strom hentede +Obersten, og de dansede alle, aandelose og stodende mod Moblerne, mens +Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup. + +Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, +hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede +Legemsbevaegelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed. + +Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran +Scheele med Ryggen til Doren, holdende ham fast i en Krog, mens hun +hviskede en Strom af Ord, og han svarede, halvhojt, i korte opbragte +Saetninger, og hun atter hviskede, bevaeget og naesten, som hun hulkede. + +Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var kroben ned ved +Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevaegelig og stirrede paa de +stridende med store Ojne. + +Agathe gik helt hen til Portieren. Nu horte hun, at Fru Dunker graed, +og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte +klagende. + +Putte var ogsaa vaagnet og var kroben ned til Sosteren, angst ved at +hore nogen graede, taet ind til Mitte, der stadig sad ubevaegelig og +lyttede, stirrende paa den graedende Fru Dunker.... + +Det var Fru Strom, der ude i Spisestuen hojt bad Agathe om et Glas +Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik. + +Fru Dunker blev ved at graede, mens Bornene horte Valsen og Trinene +inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for +at vaske sine Ojne. Men saa begyndte hun at graede igen og rakte Armene +op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun. + +-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, +blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var +gaaet. + +Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede +under de dansende, saa Bornene maerkede det helt ind under deres Senge +som et rent Jordskaelv. + +-Det er Mo'r, sagde Putte--der lod en hoj Latter derind. + +Begge Pigebornene listede ud af deres Senge, frem fra Skaermbraedtet hen +til Doren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Mobler skubbet til +Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op +for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med +Sundt. + +-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhojt ved at se +de to natkjoleklaedte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret. + +Men Sundt lob efter dem og bar Putte ind paa Armene; han loftede hende +hojt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev +ved at spille, saa Straengene dansede. + +Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa +Natkjolen floj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog +Barnet--se dog Barnet.... + +Der lod en stor Stoj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. +Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og +jublede: + +-De folger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og +man horte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de +andre begyndte at vifte med Lommetorklaederne: Gratulerer, gratulerer; +og nede svarede de, saa Stojen lod helt hen over Parken i Natten. + +-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Svaermen. + +-Ja, svarede Herluf. + +-Kom herop, raabte hun. + +De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende +og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Traekken paa de +bare Ben og vilde ogsaa se. + +Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Baeger tomt paa "Dagen"; +lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen. + +-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni +hurraer ... en, to, tre.... + +-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene +paa Sundt. + +Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage +Billetter--hos Faetter Grevesen. + +Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med +Lobelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad +Porten. + +De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Molbom gik. +Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag +faldt ham ikke i Haanden. + +Lille Canth sad forknyt og "regnede", med den ene Strompe i Haanden, +paa Kanten af sin opredte Sofa.... + +Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i +Kjole med det nye Dannebrogskors og sang. + +-Nu skulde du laegge dig, Martens, sagde Fru Martens. + +-Ja, sagde Martens og blev gaaende. + +Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens +hun gik stille om og lagde de sorte Klaeder sammen. Hun bredte Kjolen +ud og loste Korset, mens hendes Haender rystede. + +Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op +mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors. + + + + +V + +Det var paa Haeldningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens +Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske +Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller +som et broget Tag over de Spadserendes Strom. Ude i Gronningen var +Lovet allerede taet, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra +Sundet. + +-Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt. + +Himlen var hoj og lys, og der laa som et perlende Solv over Sundet: +Ja, sagde Berg, idag er det Foraar. + +Man kom ikke frem i Svaermen for glade Grupper, der standsede foran +Vandet eller saa' over mod Kastellets gronne Vold--de forste Sirener +stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig set den for. Og alle +Munde var paa Gled, saa det lod som et eneste Kor. + +-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa +Korebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegronne Haekke +under de unge Traeer: Ses iaften. + +-Vel. + +-Halloj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skod paa dem som en +Raket gennem Svaermen--Time-Drosken ventede ved Porten: + +-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik +Depechen op og laeste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en +Bom: Tredive Forestillinger--a tusind Kroner ... Saa spiller vi lige +til Juli. + +Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde +spille her, mens "vore Egne" gik paa Tourne med Aabningsforestillingen +i Provinserne. + +Adolf forklarede det hojrostet, mens han hilste til hojre og venstre: +Genial Ide, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De--Fordrer kun +ni Personer _med_ Regissor ... Gi'er jo ingen Omkostninger. + +-Jylland og Oerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden +mere og mere feltherremaessig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at +han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end +Telegrafen. + +-Under Spenners Ledelse, sagde han. + +Svaermen blev alt taettere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar +Dampbaadspiberne ind i Stojen, og fra Refshaleoen, hvor Dampskibene +rejste deres store Skrog paa Vaerfterne, lod Maskinernes Larm og +Smedenes Hamren ud over Rheden. + +-Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange. + +-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer. + +-Ja, sagde Lange i sin betaenkelige Tone:--og Tivoli aabent paa den +anden Side af Gaden. + +-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklaedte Strom, ud +mod Vaerfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse +Luft. + +-Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle. + +Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, hojt +og laenge: + +-Saagu, sagde Lange glad. + +Svaermen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; +Hornblaeserdrengenes muntre Signaler lod ned fra Volden over Bredden og +Vandet. + +Saa hortes mange Vognes Rullen paa Korebanen: Kongresmedlemmer trak +frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa +Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en +Kvist af de unge Traeer; alle Damer floj til Vejkanten og viftede til +de gamle Herrer: + +-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger lob kaade afsted for at +folge med Vognene. + +-Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om +sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Naetter for at lave +skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne AEskulaper til +Menuer: + +-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: +Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen. + +Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var +en Gruppe, til midt paa Bordet: Kobenhavn, der straekker Kransen ud +mod Videnskaben, mens AEskulap laegger sin Stav for hendes Fodder. + +-Brillant--i vaeldig Storelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det +op paa en Nat. + +Lange havde set Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde +han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg. + +-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal vaere Lonnen for +vor Moje. + +-Ja, sagde Berg, der ikke taenkte paa andet end paa Aftenen og sin +"Prinsesse af Bagdad". + +-Men, de kommer jo til anden Akt? + +-Ja, sagde Berg. + +Et Par skarpe Piber lod, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre +Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer +med sit maegtige, vejrbidte Skrog ... De modte en Oresundsdamper, og +alle Damppiber lod. + +Svaermen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Laegerne +standset deres Vogne og stod op for at se: stille gled de store Skibe +forbi i den lyse Luft. Da hortes pludselig Dronningens Klokkespand paa +Vejen, og Laegernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste +glad, med sine store Ojne--Hornblaeserdrengenes Signaler lod muntert +fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en +Flotille til Revue, til de rode Livreer forsvandt mellem Traeerne. + +-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af +Scenen om Aftenen--"Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et +Par Kroyer'e"--for han gik. + +Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at +tommes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Vaerfternes muntre +Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem +Gront--vinkende som med hundrede Lofter om Sommer--helt op til +"Hvidores" slanke Taarn. + +De stod nogle Ojeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog +om dette--en Bog, du--og han forte Haanden gennem Luften, som vilde +han indfange det alt ligefra Vaerfterne til Hvidore--med _Sol_ over-- + +-Lys ned over Siderne, sagde han. + +-Men de har ingen Ojne, de andre, fojede han til i sin misfornojede +Tone, de har ingen Ojne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer. + +Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Korebanen. De +saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket +Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bogegren, mens +der blev let i Vognen. + +-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen korte, og Grenen blev ved at +vifte. + +-Han saa' svaert lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han. + +Berg trak paa Skuldren: Hvem ved. sagde han: de gik hjemad gennem +Gronningen. + + * * * * * + +Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede +ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt +behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Haelene. + +-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid +svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han. + +-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervos, +at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at +trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde +ham i Skoderne. + +I den runde Gang saas kun tre Frokener Gravesen og en Niece af Hr. +Staer, der benyttedes til en Slags journalistisk Blaenkertjeneste i +Tilfaelde, hvor Diskretionen forbod "de Herrer" selv at vaere tilstede. + +De horte Vognene rulle frem foran Facaden, og de Herrer Laeger +standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med +en Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler. + +Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet +ad ingenting, mens de bakkede los paa Fest-Havaneserne--hvad der lod +Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og +Branddirektorens nye Reglement. + +Kun Professor Gerster bevarede hele sin Praesidentvaerdighed, rank, med +det nye Kommandorkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord +med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig taenkte paa et Par Landlaeger +af den gamle Skole, der havde vaeret saerdeles livlige ved Kaffen. + +De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Borster Skaeg og +Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen +med strakte Halse, og de to Landlaeger--gamle Studenterkammerater med +svaere Halskaeder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa +en Sofa og sagde: Ja, ja, det gor godt at sidde, du gamle, og slog +hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for. + +I den ene Dor til Gangen hoppede de tre Frokener Gravesen og den +Staehrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den +anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede +Honoratiores, klappede i Haenderne og sagde, at Publikum ventede. + +Kongresherrerne strammede sig op i Knaeerne, idet de gik ind ad de +aabnede Logedore, og Kontrollorerne holdt Midtlogens Flojdor paa vid +Gab for Spidserne, der fortes ind af Professoren. + +Saa horte de, idet Dorene lukkedes, Legationsraad Stens festvante +Stemme med et "Leve den hygiejniske Kongres", og Larmen, da alle +rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche. + +-Saa--nu er de der, sagde Adolf. + +Og Berg gik urolig ned for at give Taeppet Tegn. + +De to Landlaeger var blevet enige om: at forst kunde man vel styrke sig +med noget "Vand", og saa blev de siddende og nikkede lidt, med +Cigaraske ned over Knaeerne.... + +Kronen haevede sig derinde, og der blev stille i Huset. + +Men da Taeppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en +saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla. + +Alt var matblaat: Silkeforhaengene, Vaegfelternes Grund, hvor blege +rode Roser var malt i Buketter, Taepperne og de mangfoldige +Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor +store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte hoje +Fonixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af +Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa. + +En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhaeng tilside, hvor +Palmer og tunge Rosentraeer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra +elektriske lamper, daempet gennem blaaligt Glas--det samme Skaer naesten +som af Midnatssol--Landets daglyse Nat. + +Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen, +udfordrende Corots badende Nymfe, med loftet Arm, som hilste hun +vinkende. + +Berg horte Salens Mumlen paa sin Regissorplads og greb haardt om +Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren. + +Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette. + +Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa' +dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit +rokkende imbecile Hoved, som horte han endnu paa sit Kateder en +Oversaettelse af "De officiis", Kars med sine foldede Haender og Staehr, +sammenbojet og foraset, allerede i Tankerne forfolgende en filosofisk +Ide til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde set til Ende; +Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev morkt, op mod +Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem +langs Balkonen. + +Professorinde Gerster havde laenet sig frem paa sin Plads i forste +Etage. Hun horte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede +den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun taenkte, +mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med +Ojnene bestandig, bestandig mod Kobenhavn--Sten paa Steen havde bygget +deres Existens. + +Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Horeapparat ind i +Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmoder til Landsdelsmoder; fra +Landsdelsmoder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han +forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede +Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter +Ojeblikket, naar der skulde gribes til, Ojeblikket, hvor _her_ var +_Plads_. + +Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som naeret af alle hendes +hemmelige Onsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst +forstaaende hele dette Felttog for at reussere, som her stille fortes +fra Dag til Dag. + +Indtil nu. + +Fru Gerster havde lukket Ojnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen, +hvor hun i Halvmorket skimtede sin Mand rank, med det taenksomme +Ansigt og Kommandorkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og +blev siddende med et Smil. + +Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf +Spaendingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog +Nourvady til Ansvar, stolt, ubonhorlig, Kongedatteren, som hun var, +Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af +Tryllerummets Daemring omkring dem talte de daempet og haest: + +-Hvorfor har De fornaermet mig? hvorfor har De vanaeret mig? + +-Fordi jeg elskede Dem. + +-Og derfor har De vanaeret mig? + +-Jeg elsker Dem, Lionette. + +Det var som hele Salen blev kun et Ore under denne Kaerlighedshistorie +til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man horte +dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru +Strom og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store +Ojne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed +i sin egen Laebe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet +Knas. + +Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlaeger, der +ogsaa vilde ind og se paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru +Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskraekket +og halvt andaegtig, naar hun var i "Martens Teater", rykkede angst helt +hen til Fru Adolf, for der blev Ro igen. + +Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med AEgtemanden kom. + +Lionette lyttede til Larmen foran Doren, og hun horte Tjenernes og +Kommissaerens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet +alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at daekke en +pludselig Vunde, skreg hun og lob frem, som vilde hun vaerge Doren. + +Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--for hun +havde lost sit Haar, det lange rodlige Haar, og blottet sit Bryst og +flaenget Kniplingerne los fra sine Arme: + +-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Doren op. + +Man taenkte ikke paa Handlingen, man brod sig ikke om Dramaet. + +Man saa' kun aandelos og forvirret, denne halvnogne og ustyrlige +Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys +praegede Guld. + +Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved +Synet af dette Guld i Guld, loftede hun med et Skrig af Triumf den +blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Monter--der faldt som en +gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Taepper hastigt sank. + +Det var ikke Bifald, der lod. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de, +bojende sig frem over Jernstaengerne saa langt, som skulde de styrte +ned fra den svimlende Hojde; Laegerne strakte Armene frem over +Balkonens Engle og raabte hoje Bravoer ud over det bevaegede Parket. Og +som et Legeme, der mister sin Stotte, faldt Fru Duncker, mens alle +klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste +Vindstod bryder helt. + +Taeppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da +hun loftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen +var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet, +saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun +pludselig, i Parkettet og Loger, set hundrede gronlige Lig, der gjorde +Grimacer imod hende i det skaerende Lys. + +-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun naesten vaklede. + +-Det var Lyset, sagde hun og stottede sig, da Taeppet var nede: Lyset +faldt ud over Salen. + +Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktor Isachsen, staaende op paa sit +Saede i Parkettet, et nyt "Leve for Kobenhavns Gaester--Samfundets +Helbredere". Og efter at de sidste Hurraer var dode hen, udbragte +Vicepraesidenten, mens alle Laeger rejste sig--Professor Gerster stod i +Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfaeer--et: Leve Storstaden +Kobenhavn.... + +-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen Kobenhavn! + +Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik "Viktoria-Teatrets" Mure til at +ryste. + +Herluf Berg var gennem Orkestret lobet ned i Parkettet i +Kritikerhjornet, hvor alle komplimenterede ham. + +-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevaegelse. + +-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig +fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke +Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed. + +Hurraerne lod endnu. + +-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf! + +Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte +endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave +efter: + +-Vist, Tante Strom, maa det kunne gores paa Cachemir, sagde hun. + +Folk strommede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i +Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne vaergede de bestilte +Borde, og Damerne, med deres Kniplingstorklaeder om Hovederne, lo i +Stimlen, der skubbede dem viljelost frem mellem Stolene, som Herrerne +sloges om. + +Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i +Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Saede, og +Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik. +Op fra Trappen til Kaelderen horte de Kokkenes Stoj fra det store +Kokken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem +Taleroret. + +Emmen fra Kokkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen. + +Bag de store, aabne Dore til Anrettervaerelset, hvor Jomfruerne travlt +rangerede Fadene under de hoje Varmelaag, saa' de det store Kokken saa +oplyst som til Fest. Alle Gasblus var taendte over Bordene, hvor +Jomfruer med bare Arme trancherede vaeldige Stege, over Ovnene og over +det maegtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra +hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter. + +Alt var i Virksomhed Ovndorene, der blev slaaet op og i, raslede i +Haengslerne, og hedho'dede Piger forte Piskejernene til Omeletterne, +saa det klang. + +Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med aaben Mund--paa Dampen, der slog +hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i +Kokkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svaert Jern over +Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal. + +Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Beromthed fra fransk Savoyen, der +forte Chateaubriand-Jernet til en Stamgaest med hojst-egne Haender. Fru +Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svaer med Jernet i +sine Haender. Nu slap han det og kastede det halvforkullede +"Stegestykker" ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden +bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kodtrug, hvor de +skaere Kodflader laa Side om Side som flaengede, blodige Tunger, og +klaskede to nye Stykker skaert om den ene Kodflade, han skulde riste. + +-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Ojnene fra ham og de Kodstykker, +han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr. +Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han +fo'r smaeldende frem mod Komfuret og en af Kokkene. + +Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde: + +-Det er det franske Kokken, sagde hun og lo. + +Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i +Huse, hvor man brugte det franske Kokken. + +De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og +Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes hoje Kor. + +Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine Ojne den store Kok, der +lod det gode Kod falde unyttigt ned i Asken. + + * * * * * + +Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i +"Victoria-Restauranten". Men Berg vilde ned paa "Bladet" og "fyre" i +med et Par saerlige Notitser forst. + +Alle Medarbejderne sad kjoleklaedte ved Bordene gennem Stuerne, hvor +Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv vaeret Referent +ved Kommunens Middag--havde taendt alle Gaskroner, og nikkede og hilste +gennem Rummene til Berg. _Der_ blev laest Korrektur, og _der_ blev +skrevet Referater--alle var i Virksomhed. + +Staehr laeste en Festtale hojt, og inde i Laesestuen pludrede Froknerne +Gravesen, Fru Staehr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og +festklaedte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykonskninger, og +Froknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til +Erindring--mens Hr. Staer stadig blev ved at foredrage den svenske +Festtale med en patetisk Rost, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Dotre. + +Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af "Bladet", og +Herluf slap endelig los fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer +at komme ud i Budestuen og soge Numeret. + +De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst +Avisen. + +Meyer holdt Svovlstikken hojt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr. +Sorensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte +Lakbogstaver: + +HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GORE. + +til Svovlstikken slukkedes. + +Berg gik ind for at hilse paa Redaktoren, der sad ved sit Skrivebord, +i Selskabsdragt med AEreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte +hinanden Haanden. + +-Ja, Berg--sagde Redaktoren med sit lidt traette Smil og drejede sin +Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de +hvidbrystede Herrer Medarbejdere: + +-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By: +_Circenses et--Circenses._ + +-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets +Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor. + + * * * * * + +Da Berg kom tilbage i "Victoria-Restauranten", var man ved Champagnen. +Der var stodt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller +fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med +mange smaa geskaeftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver +Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved +adskillige smaa "siddende Glas" med gensidige Behageligheder. + +Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man "ende Dagen" og +sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Saede hulter til bulter. + +Natten var mild som en Nat i Juni, og "Nationals" Musik lod vidt frem +forbi Frihedsstotten. + +Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art +AEresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsOre-Butik i +fuld Belysning midt i den morke Husraekke. Ser I, ser I, raabte Adolf: +Begyndelsen til "Nathandelen". + +Indefra Lokalet horte de allerede Valsen og Dansetrinene. + +De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over +Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i +Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede +Silkeskaerf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom +langs Logerandende saa' man sovnige eller forvildede Frokener, der fra +Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, hoje Hvin +ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i +saere Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem +Rummet. + +Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade +Frokner floj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dor til en +Loge blev revet op, og ud lod Stemmer, Stoj og Musik som en Tummel. + +-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid +bestandig saa' ud som et gennemforkolet Barn--og Herluf maatte ind at +drikke med Selskabet. + +Musiken begyndte paany. + +Det var "Kyssenes Vals". Man kendte den og klappede i Logerne. Dorene +blev revet op, og man floj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at +valse. + +Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Froknerne +fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skaerf flagrede i Valsen. + +Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene +og stodte mod Vaeggene--inde fra Bergs Selskab lod et "Victoria" ud +gennem Larmen. + +Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev +Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig horte man +fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti +Mand hoj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter +(hentede i "Nathandelen")--der faldt ind i "Kyssenes Vals". + +Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strommede +man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se; +alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm +under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og +Froknerne med loftede Glas hvinte "Kyssenes Vals". + +Ingen horte; Orenhinderne naegtede deres Tjeneste; som Rusens egne +Pulsslag dirrede de elektriske Klokker. + +Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Vaeg eller +Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skaerf--holdt Krause, mens alt +gik under i samme Malstrom af Larm, den revnede Barnetromme som en +Trofae. + + * * * * * + +Berg og Adolf korte hjem i Droske. Det forste graa Skaer af Morgen +meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de +alligevel "gaa lidt" og rore Benene, for de vendte hjem. + +-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kort, Gud ved, hvad nu egenlig den +Kongres har kostet os. + +-Kostet? sagde Berg. + +-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De +horer til Driftsomkostningerne, sagde han. + +De vandrede forbi "Hesten" ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og +stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter. + +Kun paa Baenkene om "Hesten" drev et Par Vagabonder i Halvsovne; de +vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to. +Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Haender og +halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen. + +-Men nu skal vi _hoste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang. + +De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille. +Man horte intet uden det jaevne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk +gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Saeder. + +Lidt efter lidt blev det ganske Dag. + +Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, +den var vaagnet--Storstaden Kobenhavn. + +Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjornet: Plakatmanden klistrede +op en Victoria-Kaempeplakat, der meldte "den tragiske Stjerne" i +skandinaviske Farver. + + + + +ANDEN DEL + + +Regn af Aske + + + + + +I + +Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til +Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen. + +-Iovrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er +overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne ojeblikkelige +Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde +nogensomhelst Anledning til storre Foruroligelse. Banken er Hjaertet i +den Raekke store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele +vort Forretningsliv og--jeg tor sige det--hele vor okonomiske +Situation. En raekke Foretagender, som vi alle ved ikke blot +repraesenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor +alt er udsprungne nodvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne +Omstaendigheder gaelder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og +Udholdenhed. + +Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let +Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans +Excellence Lehnsgreven var meget dov--og rejste sig. Alle de svaere +Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed +"Imitation", og Bankraadssalen var udstyret med Mobler af naesten +middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer +konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsogte at raabe +Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer +af Landstinget: + +-Excellencen har naturligvis hort hende, sagde Hr. Blom. + +-_Hvem?_ raabte Excellencen. + +-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo +igaar hos Majestaeterne. + +-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet +paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn +... Hva' si'er De? sagde han. + +-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom. + +Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer +talte om Hofsoireen og "Violin-Feen", der satte Byen paa den anden +Ende af Henrykkelse. + +-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt +Talent.... + +-Ganske vist: et maerkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget +ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter.... + +Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der +altid saa' ud, som holdt han Naesen over en for syrlig Bordeaux, sagde: +AE--ae--Roverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk +staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Kobmagergade udenfor +Kunsthandelen. + +Violin-Feen Miss Tea var en "Forste-Pris" fra Pariserkonservatoriet, +som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde vaeret femten Aar +i to Verdensdele. Ved Ankomsten til Kobenhavn fyldte hun sytten. + +Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Tea: Min Herre--sagde +han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea +lod gore med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte +iovrigt Tiden med at saette Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne +Amerikanerinde var fodt i Livorno); i store Ojeblikkes Anfald af +Rorelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden: + +-Min Herre--jeg tor sige, jeg betragter hende som mit eget Barn.... + +Den store Impressario var ankommen til Kobenhavn tre Dage for Feen: +Mine Herrer, sagde han. Jeg ved det, Kobenhavn er et Terraen, hvor der +kan arbejdes. + +Hans forste Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor +for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at saelge +Billetterne i "Byernes Hjerte". _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad +Udbytte man vilde have af en "Tilstromning" i _denne_ Gade.... + +Billetterne blev solgt paa Kobmagergade.... + +-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev +ved at udmale "Queuen" paa Kobmagergade--der var sort, siger jeg, sort +af Mennesker. + +Man talte endnu nogen Tid om Miss Tea.--Ja, sagde Hojesteretsadvokat +Exner, jeg ved det fra Kabinetssekretaeren, Hans Majestaet vil dekorere +hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde +Konferensraad Hein, afsluttende, og med Ojnene ud paa Pladsen foran +dem: + +-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende. + +Bankraadet oploste sig for at gaa hen at spise Frokost. + +Konferentsraad Hein var blevet et Ojeblik tilbage i Bankraads-Salen. +Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. +Bankraadsmodet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans AErgrelser +fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Torlaegning af jydske +Fjorde havde meldt Fortraedeligheder om nodvendig Forogelse af +Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste +Trin og smilte. + +I det store Rum, hvis hvaelvede Loft var baaret af Stenpiller som en +Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bojede over det +stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdorene faldt +sagte til, skaermede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa +Taepperne og talte kun halvhojt med Ekspeditorerne, der optalte +Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig +stille Messe. + +Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem +Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glaede at se dette tavse og hoje +Rum, hvor man som bestandig horte Millionstrommens umaerkelige +Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skont alle saa' ham: det var +i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener. + +Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store +Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Vaeggene. Han var fordybet i +sit Arbejde, saa han ikke maerkede Banktjeneren, der bragte ham et +Kort. + +Det var Herluf Berg, som onskede at tale med Konferentsraaden. + +Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde +han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan +undertiden komme til Ulejlighed.... + +-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det +samme ... Hr. Konferentsraad. + +-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, soge at +interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os. + +-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som +legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham. + +-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf +Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag. + +-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der +tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter.... + +-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg. + +Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende +Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. +Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, +fire store skandinaviske Vaerker, de med Eneret til Opforelse havde +fort gennem hele Norden; Gaestespillet af den Stockholmske Opera--de +betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjornsonske Vaerker, der +nu til Sommer forberedtes af Nordmaendene.... + +Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere +materielle Fordele. Han gjorde opmaerksom paa alle Besparelserne ved +Eneretsopforelserne, der lod den danske Trup hoste i hele Norden, mens +Overskuddet tilhorte Kobenhavn; og han satte Konferentsraaden ind i +visse direktoriale Hemmeligheder, som forogede Victoria-Scenens +Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i +Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om +hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om +Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt "Indvielsen", Seglet i +Kobenhavn; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede +det-- + +Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle +Ojeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt +indtraengende og med en Varme, der vilde overbevise: + +-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til +at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form. + +-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vaenne det til et Sprog,_ +sagde han. + +Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samvaeret med denne Mand, der +fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: +Ja--vi vil laere dem at _forstaa_, at _taenke_ videre i, at _fole_ i et +andet, det beslaegtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig +og Norge--og vore Gaester her ... Og Sprogene vil komme til at synes +_Dialekter_ overfor Folelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for +hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder. + +-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er +blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens. + +Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden +betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved +denne Tavshed, sagde Berg: + +-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er Kobenhavn en By uden +Opland._ + +Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg +og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol: + +-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land? + +Konferentsraaden havde loftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmaessig +Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Vaeggen. +Med Ojnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bojede sig ind mod +Kobenhavn, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil: + +-Jeg har fundet Plads til en Havn. + +Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde +aflaest dets Hemmeligheder, sagde han: + +-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun +Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han. + +Der var nogle Ojeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte +sig om mod Berg og sagde muntert: + +-Naa--og hvad er det saa, De vil? + +-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone. + +-Jeg vil vaere ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Haender, +mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye +Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den forste Nysgerrighed +hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje +til at foretage sig--maa man stotte sig til--til ordnede Forhold for +at komme videre, sagde han. + +Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt: + +-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere +"nogternt".... + +Berg gjorde en ivrig Bevaegelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg +mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi maerker alle denne ... (det +var som om han sogte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) +Nogternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette +Ojeblik har haft Betaenkeligheder ved at engagere Banken i denne +Sag.... + +-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde +Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid forelobig aabne Dem +... til det hele ordner sig. + +-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde +Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der +stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo: + +-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland. + +Berg gik. Ovre paa Nabohjornet ventede Adolf i en Kafe paa, hvad det +blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind +i det Indre af Byen paa den Tid. + +Adolf var helt rodplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han. + +-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham +iovermorgen. + +-Hvor stor? sagde Adolf. + +-Det sagde han ikke ... Han mente kun, at saadan kunde man, lettest, +forelobig ordne Sagen. + +-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede +Haender--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de +andre, mens han selv i Stilhed trak det vaerste Laes. + +Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den, +sagde Adolf. + +Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede los (Berg blev naesten ganske +urolig over hans Lystighed) og da de var faerdig med Kaffen, gik de ned +paa Kobmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken et aabnet +Billetsalget til Miss Teas "forste og eneste populaere Koncert". +Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entreen var fuld af +Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der +ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen. + +-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig +nodsaget til at rekvirere Politi.... + +Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tomte et Baeger +inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflaegse Kineser. + +Berg affattede "Tilstromnings-Notitser" til Aftenbladene. + +-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der laeste dem--Reklamer +syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette +Sands--: + +-Ja, sagde han: Her bor man skatte Pressen.... + +-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa +Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevaegelserne. + +Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populaere Koncert. + +Feen lod sig bevaege til at give endnu en allersidste Koncert, som +sluttede med "egne Kompositioner". "Vi spiller dem _kun_ i sidste +Koncert", sagde Hr. Theodor Franz. + +Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin +... Jublen var ubeskrivelig. + +--Centralbanken aabnede forelobig "Victoria-Etablissementet" en storre +Kasse-Kredit. + + * * * * * + +Det ringede endelig, og Erhard slog Taeppet fra Doren for at lade Fru +Stern svippe ind. + +-Pyh, hvor har jeg lobet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod +Haenderne synke i Skodet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet +idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, +alt var i bestandig Bevaegelse hos Mathilde, Hoved og Haender, mens hun +talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Solvarmbaandene ned paa +sin Arm. + +_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en AEgtemand, som tilbragte meste Delen +af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede +sig hoje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end "han", +pludrende om ham, lost og fast, med en egen Skadefryd, som en +Skolepige, der endelig en Gang faar udost sit Hjaerte om en +Klasselaererinde.... + +-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem. + +-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes. + +-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under +Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Boger. + +Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun laeste +hjemme, krobet sammen paa sin Sofa, med smaa tosede Udbrud af +indvendig Munterhed; noget naer med en Glaede som den, hvormed et Barn +genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens forste Blad. + +I Marginen skrev hun bemaerkninger og Karakterer med Blyant. + +Erhard aabnede Bogerne og begyndte at laese: Fy, fy, fy, sagde hun, og +holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa laeste hun +selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled +i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig los: + +-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran +Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne. + +Erhard gemte Bogerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham +storre Glaede end Mathildes Anmaerkninger i Roman-Marginerne--med denne +lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige +lignede hendes Naese, der ogsaa havde en saadan kaek lille Drejning +opad. + +Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige +ham, naar "han" var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa +ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i +den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Ojemaal og +begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der +saa blev ganske smaa og "sammenknirkede" mod Enden af Linjen og slog +en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede naeppe Rede i dem. +Alt blev kaldt med Ogenavne, saa det var som et hebraisk af "deres +Ord", det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive naesten +ligedan. + +-Mus, sagde han. + +-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham.... + +Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemaerket hende +forste Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa +den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkroben Fugleunge +mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og kon, nede i Parkettet. +Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten +gennem Forsalen uden at skaenke ham saameget som et Blik. Med Pigen +pludrede hun over Torvet. + +Saa en Aften kom det tjenende Vaesen ikke, og Fru Stern blev staaende +i Forsalen, ganske forskraekket, til der blev naesten helt tomt. +Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun lob over Torvet ned ad +Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe. + +-Ved du, hvad jeg taenkte? sagde hun til Erhard. Han folger nok efter, +taenkte jeg, sagde hun siden. + +Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var +ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, +morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i +Drosken--og saa sagde han: + +-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme. + +-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo. + +-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han. + +Hun svarede ikke. + +-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa korte Drosken hende +hjem.... + +Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Naerheden af +Ostergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den +rode Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' +paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine +Tojplanter paa Jardinieren--med et Par nysgerrige og skraemte Ojne, +mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at +vende Agterspejl mod "Damen". + +Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun +saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og +de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med +hinanden i Krogen af en Balsal. + +Lige med et sagde hun rask og tomte sit Glas: + +-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede +efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun +listede paa Taeerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; +hvad hun havde for smaa geskaeftige Haender--hen til Doren og lagde Oret +til: Hys; hun holdt Fingeren op. + +Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over +Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Doren til +Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa' +ned i den stille morke Gade: + +-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres +lange Vinduesraekke--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre +op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sodt: + +-Han sover nu, sagde han. + +-Ja, nikkede hun og lo sagte. + +Og saa var hun kort hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornojelse. + +Mathilde Stern var saamaen ellers kommen til den fulde Erkendelse, at +der ikke var det allermindste morsomme ved Livet. + +Forst havde hun gaaet i Skole hos Froken Ricard, og saa havde hun +gaaet i Skole hos "Sostrene" nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, +hvor hendes Moder altid havde et Oje paa hver Finger og et Par i +Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skont hun nu var fulde +nitten Aar: Ikke at sidde med Fodderne over hinanden under Stolen; og +rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og "holde sit Fransk godt +vedlige".... + +Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som +et Lys i Ryggen--med sine to Dotre, en paa hver Side, til Bad. Hun +stod med Uhret paa Badebroen for at taelle Minuterne, mens Dotrene var +i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen +skinnede, blev raabt an de Snese Gange: + +-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde taenke lidt paa din Teint. + +... Og det blev saamaen heller ikke anderledes, da hun blev gift ... +Bare, at hun havde "ham" over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og +forresten som saedvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Sondag, +og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun +blev gift.... + +Marie Kokkepige havde vaeret hendes Barnepige, fra hun ikke var mere +end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klaedt paa i broderet hvid Kjole +til Middag og bagefter spadserede de paa "Anstalten" med Marie Pige, +der altid skaendte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til +Oberstinden. + +Mathilde havde en Fornojelse: at lobe hen til Skovkilden--bag Maries +Ryg--og saette sig i det vaade Bassin og lade sig gennemblode, den fine +Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til +Popoen.... + +Der sad hun saa, med sammenknebne Laeber, og strittede, til Pigen kom +og rev hende vaek.... + +Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster.... + +-Gud vaere lovet, sagde Generalinden om Sondagen ved Kaffen: vi er en +_normal_ Familie-- + +... Dagen efter Restaurationbesoget kom der et lille Brev fra Erhard, +den naeste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for forste +Gang herind ad Doren til de to Stuer ved Volden--halvt forskraemt og +halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur. + +Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar "han" var +forrejst, og begge Piger var sendt ud: + +-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skraek, ved hver Lyd af en Dor. Marie +Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende. + +Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, +og Mathilde krob sammen i sit Hjorne med det lille Hviletaeppe over +Fodderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var +Mathildes storste Fornojelse, og selv var hun evig fuld af +Fortaellinger om Skolen og "Sostrene"--: + +Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Lovhytte i +Byskoven (det havde iovrig vaeret hans eneste og saere Anfald af +saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets +Hojaervaerdigheds to Sonner, hvor de saa havde roget og brygget Punsch +for Indtaegten af solgte Ordboger, saa de kom snurrende hjem, indtil de +en Dag blev opdagede af den forfaerdede Provst.... + +Erhard skildrede Provstens Forfaerdelse, og Mathilde lo, saa det +klukkede--da de med et horte Marie Piges Trin i Spisestuen, og +Mathilde fo'r op: + +-Hys--Provsten, sagde hun. + +Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den morke +Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men +Provsten--men Provsten, til han var vel ude. + +Saa lob Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen: + +-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet +end Fru Mathilde. + +-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev +aldeles forfjamsket--jeg vilde kun fole, om min Kaabe ... var vaad +endnu efter Regnen. + +Erhard paastod "Fru Mathilde", var aldrig saa sod, som naar hun loj: +hun saa' forst saa ganske hjaelpelos ud, til hun gjorde en lille +resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver +Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindaeg: + +-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel +det forste, man faar laert.... + +Efterhaanden blev de kaekkere, og der var en sand Legen Skjul i hele +Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig +Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde +Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Braedt over Karret. + +En Gang imellem spillede de Kort, ved hojlys Dag. Det var en af +Mathildes Glaeder: + +-Du, sagde hun og spillede ud paa Braedtet: Stik. "Hjemme" havde hun og +Soster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden: + +-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skont Doren stod paa Klem +til Mo'r. + +Hvert tiende Minut humpede hun geskaeftig ud paa den syge Fod og gik +nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Kokkenet, tjattende paa +den laasede Badekammerdor. + +Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede +om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i "Tampen +braender" har gemt Tampen. + +-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, +paa sin syge Fod. Stern "begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en +Stoj over Konen". + +Men nu var Foden rask, og "han" rejst igen over til Gaarden i +Blekingen. + +... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes +Fodder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stodte fra Gulvet. +Han maatte ned paa Gulvet og kaele for Fodderne--"de smaa Kid", +som han kaldte dem. Men hun rev sig los og flygtede op paa sin +Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen stottet mod +Knaeene. Der sad hun saa og kiggede ind i "Hytten"--som de kaldte +Stuen--: + +-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af +hende, naar du sidder paent.... + +Erhard sad saa nogenlunde "paent", og de saa' begge, ved Siden af +hinanden, ind paa "Hytten". + +-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham naesten som et Barn, der +forste Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien: + +-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet. + +Det gav naesten som et Ryk i Erhard, og Blodet skod ham som en Strom op +i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--: + +-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Haender.... + +--Det maa vaere en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde +Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe +og blev bombarderet med Brodkugler af Lille-Gerster. + +-Du ser s'gu ud som en Palmesondags-Konfirmand, sagde Lange, der modte +Gerster ved Volden. + +-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de staerkt +hjulede Ben. + +-Det manglede sgu blot, du skulde faa rode Kinder, sagde Lange. Dem +fik Lille-Gerster dog ikke. + + * * * * * + +Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Froknerne i Forretningen +stovede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig +Vind i Sejlene iaar, skont det var midt i Saesonen. + +-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er +der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde +det hele Lokale med Stoj, naar der var blot saa meget som to enlige +Kunder i Butiken: + +-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og sogte hidsigt paa +Pulten. + +-Der lagde De Pennen, sagde Froken Hansen, Hojrehaanden i +Forretningen, en sagtegaaende, slank og kon Dame, der gerne dvaelede et +Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmaerkerne. Adolf var saa +distraet, at han aldrig fandt det ene for det andet. + +Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin "havde taget sig for meget paa": +Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng. + +-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden. + +-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han +blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Maerker. Og naar +Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig +i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: +_den_ stemte. Og de andre Boger forte jo nu allesammen Spenner. + +-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, +Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen naermere Oplysninger om, hvad hun +mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen +alene; Konstantin spiste ude i "Victoria" for Nemheds Skyld. + +Fru Adolf gik sjaeldent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller +straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa +Teatret. + +Hun sad paa en Stol ved Disken hos Froken Hansen--de to var blevet +gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her +er saa godt "besogt" mere, sagde hun og saa' aengsteligt op paa hende. + +-Naar Saesonen forst kommer rigtig i Flor, sagde Froken Hansen. + +-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev +Tavshed, til hun gik. + +Lidt efter kom Berg for at sporge efter Adolf. Han var allerede gaaet +ud paa Victoria, sagde Froken Hansen; straks imorges gik han. + +Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dorene blev altid trukket til i den +sidste Tid ude paa "Victoria" og i Forretningen--: Han er der ikke, +sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdoren. + +-Hr. Spenner fik saa Bogerne ud igaar, sagde hun. + +-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med +en tor Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige +Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, +man vovede mod "Kompagnonerne". + +-Og hvad nyt ellers? sagde Berg. + +-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Froken Hansen. + +-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse +med Pennen. + +Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme +strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa "Victoria". + +-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet +ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig. + +-Farvel, Froken, sagde han. + +-Farvel, Frokenen fulgte ham til Dors. Man vekslede med Froken +Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige +forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid. + +Berg horte Hr. Theodor Franz's Rost helt ud paa Trappen, og da han +aabnede Doren, saa' han Impressarioen, der under afgorende +Forhandlinger fik nogle pludselige og hojst besynderlige +Ghetto-bevaegelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Naesen blive +betaenkelig som til Opbrud: + +-Mine Herrer, sagde han med genvunden Vaerdighed, en Patti synger ikke +paa Kredit. + +Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han +kraenket: Koncertsalenes Patti.... + +"Koncerttribunernes Patti" var en halt "belgisk Nattergal", Hr. +Theodor Franz vilde fore til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have +Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i +Banken. + +Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen.... + +Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til +sin Ledsager, en langhalset Pianist af et saerdeles "polsk" Ydre, som +Berg forst nu blev vaer i en Krog. + +Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev +Doren op og sagde helt forpustet af Alteration: At "Hein" ventede +dernede. Og Adolf og Berg sagde paa en Gang: + +-Hvad?--Hvor? og var ude, for man fik set sig om, mens Adolf hastig +havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og +Pianisten. + +Impressarioen saa'sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han +med Vaerdighed. + +Hr. Spenner forklarede ham, at en nodvendig Samtale--at en meget +afgorende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz +rejste dog sikkert ikke idag.... + +-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre +Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en +Skildpadde, der traekker sig i Skal. + +Han gik med Pianisten. + +Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor +der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor +Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et +Plankevaerk, mens han betragtede disse mange Rester af konne +Plakater--: + +-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede +Pylades: Her gives for mange "populaere Koncerter", sagde han og vendte +sig. + +Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor +han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og +Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde +spise godt til Middag. + +Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den +anden Prioritet i "Victoria" og alt dets Iventarium. Hein undte gerne +Konsortiet Hjaelpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt +Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den +anden Side tovede han dog og kunde ikke beslutte sig: Forelobig vilde +han nu lade Filialdirektorerne fra Provinserne, som kom sammen til +Halvaarsmode her i naeste Uge, spise til Middag herude. + +Saa kunde man altid se, hvordan det videre vilde udvikle sig. + +Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdoren og saa' over +Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de +opdaekkede Borde ventede pretentiose og stive med de vifteformede +Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tojroser. +De to fede Kellnere stod ved Midtdoren, orkeslose og ubevaegelige, hver +paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i +deres Brunelsstovler. Portieren over Doren hang allerede slatten i +Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Rogen af +Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt +paa Mobler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her. + +Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum +sled. + +Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvaeg. Nu stak der et +Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende +godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade. + +Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at +staa ved Glasdoren og se ind, hvor "Bygmesteren" sad og gjorde sig +til gode alene midt i sin tomme Sal. Forst en Hilsen af Brodersen +udenfor vaekkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen. + +Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Laenestolene +saa' man forvitrede Pletter paa Betraekket der, hvor Folk havde siddet. +Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at fole rundt +paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som +flossede. Men i Portiererne havde Stoffet holdt sig--de var foret med +dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld. + +Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Doren til Spejlet, til +han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde +var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentraesben stak +op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens +opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr. + +Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de +opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik +fra det ene til det andet og loftede de konne--shirtingforede--Bordtaepper +og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere: + +-Dette var _for_ usolidt gjort. + +Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdorene og var lobet op i +Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde +Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de folte strax, der var +noget ramt i Luften. + +-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde +Konferensraaden. + +-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de +Bank-Delegerede--man agtede at spise herude.... + +Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret +Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om +Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er +saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig. + +Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt +spogende Tone og talte om Martens's Frokost--: + +-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom +hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han +berorte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok: + +-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de +"Ibentraesborde", der repraesenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor +Inventarieliste.... + +De tre havde alle i samme Nu, endnu for han talte, set den ulykkelige +Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens +talte forst, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i +Lektien: + +-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han. + +-Ja, Leverandorer benytter sig af Omstaendighederne, sagde +Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvle igen, sagde han: +Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa +deres Penge.... + +Konferensraaden traadte gennem Glasdoren ud paa Gangen. Inde bag de +modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt +ved Bordene; Fade, Glas og Kolere blinkede allevegne--og Solen stod +ikke paa mere. De graa Stuk-Sojler loftede sig stilfuldt og fornemt, +baerende Loftets pompose Ornamentur. + +Og med et virkeligt Smil--i en Folelse af Beroligelse--sagde +Konferensraaden: + +-Dog et smukt Billede. + +Han blev staaende lidt, og i den samme Folelse, paa samme Tid af +Beroligelse og Samhorighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen +og skiltes. + +Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at +Dagskassen var gjort op. + +-Men noget _maa_ der gores, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han +holder Oje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par +Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten.... + +-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner. + +-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke +Fattiglisten. + +-Nej, sagde Spenner: ikke--saa laenge vi _stempler_ dem. + +Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt. + +Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, +uden at taenke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa +Klatpapiret. + +... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa +Kontoret. + +Han sad genert og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han +talte med Kassereren. Det var ikke nodvendigt, sagde han, at stemple +alle Fribilletterne--forelobig. + +-Vi maa s'gu ha'e "aegte" Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo. + +Berg modte Billetkassereren i Doren: Hvad gaar her for sig? sagde han. + +-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spogte Adolf. Farvel, +Jespersen. + +Berg var gaaet hen til Pulten: + +-Saa, sagde han; han havde set ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han +saagu ogsaa Autografer. + +Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs saere sitrende +Navnetraek.... + +Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke laenger stemplet +med det lejdegivende "Fri". Victoriateatret betalte i Stilhed +Fattigskat af sine Fribilletter. + + + + +II + +Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Opror i Familien. + +Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, +hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilaeum som Vicedigter, og +ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne +applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med +Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig +Barsel. + +-Tak, sagde Froken Frederikke Gravesen--der var tre Frokener Gravesen +tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir +det mig dog for hedt med de gamle. Froken Frederikke trak sin +teologiske Student ud paa Trappen til Afkoling.... + +Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre +hjemmeblevne Frokener kom tilsyne i Natnet og Sengetaepper for at hore +Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevaeget, at han +kaldte sin Kone for "Lise-Mo'r", og Fru Gravesen havde Taarer i +Ojnene. Hun sad og saa' paa sine seks: + +Ved saadanne hojtidelige Lejligheder kaelede Fru Gravesen jo dog for +det stille Haab, om "en brav Mand" ikke alligevel skulde finde et af +hendes Pigeborn. + +"Pigebornene" satte "den gamle" Studenterhuen paa, og Froken Amalie +sad paa Skodet hos "Stoderen": + +Det blev til "en lille Dans", for Hr. Gravesen vidste af det. + +De naeste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Froknerne havde +_sin_ Liste i Noteboger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik +det, mens Dorene smaekkede. Der var aldrig Fred ved Gelaenderne. + +-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden +Sal. + +-Hm, vi skal maaske ha' alle dine "Kirkesangere", sekunderede Froken +Frederikke. + +-_Du_ maatte vist vaere glad til, Frederikke, haanede Froken Amalie fra +Stuen. + +Dorene smaekkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun +vidste allerede hverken ud eller ind: + +-Det vaerste bli'r Opvartningen, sagde hun. + +-Theodora bli'r i Kokkenet, afgjorde Frederikke Sporgsmaalet om +Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun +bli'r fodret med Billetter paa "Bladet" ... Og saa ta'er vi forresten +en Lejetjener, sluttede Froken Frederikke. + +-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun taenkte kun paa "alle de fremmede +Ojne" paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve +Aar, og svaert er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth ved +vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Lobet i Aarene ... + +Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke +rigtig egnet til Festiviteter. + +Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men +det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrollede +og uvaskede "Underjordiske", som de stadig fik i Huset og hvortil +ogsaa Theodora horte. + +Theodora, der altid var i Slaeber, glemte en Spildevandsspand paa hver +Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Torring paa +Kokkentrappegelaenderet i Gaarden, hvor hun holdt Staevnemoder med +vandkaemmede Kaerester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners +Lon om Maaneden. + +Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstaendig uberort af +"Ballet", og ubekymret sang videre i sin Kaelder, saa hun undertiden +overdovede alle Froknerne. + +Indbydelserne var sendt ud, og Froken Frederikke skulde indrette +Vaerelserne. + +-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at +inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Vaerk af Froknernes +Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk +Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre +Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kaekke Chenilletorklaeder, +der en Sommersaeson havde draperet Froknerne, naar de gik til Bad. +Iovrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, +indleverede "Bladet" til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik +at "reservere sig" og samle. Paa Vaeggene strakte sig "Vifter" af +rammelose Fotografier; og det Hele henlaa i en klaedelig Dunkelhed, da +de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for +Morke. + +-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornojet. Men +vaerre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De gronne Gardiner +er umulige, naar Moblerne bliver flyttede ud sagde Frokenen. + +-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de gronne Gardiner, der havde +holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme. + +-_Umulige_, sagde Froken Frederikke afgorende. + +Der maatte kobes Saekkelaerred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede +Vilhelmine,--det saa' udmaerket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede +allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og +fra Kontoret med Posen: + +-Jeg sporger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornojelse, +Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget +ikke var "til hendes Fornojelse"). + +To Dage for Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle +Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med +Moblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske +Mobler traengte nok til lidt Stotte af Vaeggene, man turde heller +sjaeldent se dem fra alle Sider: + +-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Froken Frederikke +rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slaebte. + +-Ja, ja--Born, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjaelpelos til. +Frederikke daekkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede +Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var +ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad ser man ved Lys, sagde +hun til Vilhelmine, der assisterede. + +-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at +traeffe sin Scheele, sagde Froken Vilhelmine, som i det hele taget +laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde storre +Fornojelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om +Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos +alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen: + +-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Froken Amalie, der kom hjem fra +Sang ved en Begravelse. + +-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine. + +-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde +aabnet Doren til Balsalen, hvor Froken Frederikke og Froken Sofie +draperede de Saekkelaerreds; selv Froken Frederikke kunde ikke paastaa, +at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Froken +Amalie og pustede. + +Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle +seks kom til og skaendtes. Man tog Parti for Frederikke: + +-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Froken Ida.... + +-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine. + +-Hun har ikke rort en Finger.... + +-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad +trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til +_Redaktionssekretaer_ Gravesen, ved "Bladet", havde hun sagt. + +-Born dog, Born, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Kokkentrappen. +Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Kokkenet for hvert +nyt "Kar", der manglede. + +Striden horte pludselig op, da det ringede. Det var Froken Michelsen, +Damefrisorinde, der skulde tage Froknerne i Arbejde og som blev +installeret i Kaelderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne +laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Froken +Ida, den yngste. + +De faerdige Frokener gik hvilelose rundt i Huset i Friserkaaber, +stivho'dede for ikke at skade Frisurerne. + +-Den evige Ringning her er, sagde Froken Amalie, som stadig flygtede +fra Gangen ind i Balsalen. + +Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede. + +-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Doren til +Vaerelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen. + +-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af +Kjolelommen), om De maaske vilde vaere saa god ... at bringe denne hen +--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid +Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ... + +-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Lobet af et lille +Kvarter, Frue. + +-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til +sig. + +-Ja ... jeg ved ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig. + +-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besorget Frue, _er_ besorget, +opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gore sig halvt +usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedoren lukkede han sagte med et +nyt Nik. + +Det var Fru Gravesens "Haedersgave", Brochen med Perlen; hun havde +faaet den til Solvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det +eneste, hun kunde taenke sig at skaffe Penge paa: + +Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som +Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er +ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, taenkte Fru Gravesen. + +-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor +Dotrene allerede begyndte at klaede sig paa. + +-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til +Stuepige og Frisorinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik. + +-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret +sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med +Haanden op for Munden. + +Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke +behovede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et +sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte +Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffoniere-Skuffe under Gravesens +Breve fra Forlovelsestiden, som laa der i Bunker, omvundne med blaa +Baand. + +Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Dogn holdt sig +udenfor Skudvidde og kun vaeret hjemme om Naetterne. + +-Maa jeg sporge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor +man kan tage en Kjole paa? + +-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betod et lidet Hul taet +under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketoj, men +hvor idag de aegteskabelige Senge var opstillet for Natten. + +Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornaermet Tone og +rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var +den humoristiske Vise til Bordet. + +-Den gamle! raabte Froken Ida, og to paaklaedte Frokener Gravesen, der +horte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til +Dagligstuen. De onskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den +megen odsle Stads, for der var kommet et Par Gaester. + +Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med +Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... +det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervos som de +andre) ... Redaktoren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han. + +-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og monstrede sin Kone. + +-Gud, Gravesen, hvem ved, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der +forskraekket lob ind til Dotrene og sagde: + +-Redaktoren, Born ... Redaktoren kommer herud. Fru Gravesen maatte +saette sig ned, ved Tanken, inde i "Balsalen". + +-Naa--vrippede Froken Amalie--gor han os den _AEre_? Det var svaert! hun +drejede paa Haelen og forsogte at flojte. + +Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kaelderen igen for at sorge +for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side. + +De ovrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Vaerelser +paa forste Sal med forskellige maerkelige Underlivssymptomer, ikke +ulige Begyndelsen til Sosyge--til det ringede. + +Gaesterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i +den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tojet af og spaerrede for +Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, +naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jaevn +Hojtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bod Sukker +og Flode rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betod en +Kraenkelse af hendes Vaerdighed) mens Frokenerne Gravesen standsede al +Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtraedende for at +overose ham med en indholdslos Henrykkelse--hojlydt som Skader for at +haeve Stemningen. + +Herrerne havde allerede maattet romme Stuerne og rykke ud paa Gangen +for at give Plads for Damerne, der ikke vilde saette sig for Dansen, +men stod op rundt om Moblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, +der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og +som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. +Og der blev stadig ved at komme fler Gaester, mens Dotrene trak i Fru +Gravesen for at praesentere: + +-Ja, her er saa snaevert, sagde hun undskyldende, saa meget snaevert. + +Hun taenkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der +ikke skulde vaere nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen: + +-Men, hvor mange er der nu? sagde hun aengstelig. Er de ikke snart +kommen alle? + +-Du ved jo, der kommer atten Par, Mo'er.... + +-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru +Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som +garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit: + +-Ja--her er saa snaevert, mine Herrer, sagde hun. + +-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhojt; Kavalererne, der mest +var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den staerke +Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange +Handsker. + +Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran +Balsalsdoren ventende paa Pianisten. + + * * * * * + +Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en +hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var +Amalie, der "snart havde faaet de Genstande ryddet til Side" i +Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele "AEsken" rystede. Alle +Kakkelovnene flyttede Fodderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne +drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Ojeblik havde +maattet rykke ud af Kaelderen til Undsaetning, og som viste sig med +Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krollede Baandslojfer, der +syntes at have oplevet adskillige bevaegede Ojeblikke. + +De Herrer politiserede. + +Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fravaerende Ord: +Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter +Dorklokken, om Redaktoren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med +Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det +var en Yndlingsbeskaeftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den +Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det +var en Levebrodsinstitution--en eneste Levebrodsinstitution hele +Venstre.... + +Staehr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin +Laenestol, sagde nu: + +-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_ +... Hojre mangler Maend, der lever af det. + +-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De? + +-Jeg siger, Hojre mangler Maend, der lever af det, sagde Staehr. +Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede +af den.... + +Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskoderne +falde tilbage paa deres Plads, mens Staehr arrigt sagde: + +-Ja--for er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe. + +Krans, der havde undersogt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi +Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrod; og Gravesen +gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten. + +Der blev nogle Ojeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset +vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde: + +-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfaerdige +Sag. + +Berg havde kun kigget ind ad Doren til Herrerne og gik ned ad Trappen +igen, da han modte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa +inderlig lettet ved: at det nu "gik": + +-De vil nok saette lidt Humor derinde, sagde hun fortroligt og pegede +paa Doren til Daglistuen; selv gik hun videre. + +Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget +trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille +Kraenkelse, der har taget deres bedste Toj frem for at sidde i Krogene. + +Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtaegter og om to Veninder, gifte +i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Moblement og +"tog nyt"--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme: + +-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i +Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i +Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme +ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, +sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden taenkte, den +Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for +Aldersgraensen, maa klaede os derefter, sagde Fru Petersen. + +De andre var ungdommeligt paaklaedte, halvt som Teaterdamer, i farvede +Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, +der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra +Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der +lugtede som Kongerogelse. + +De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge +let ... Men ingen ved vel endnu, hvordan det ender, sagde hun. + +-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke saette sine Penge i +Centralbanken. + +Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om +Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur +bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted: + +-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med. + +De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Vaerelserne: der var +en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde: + +-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk. + +Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver reusseret +Mand havde begyndt. + +Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par +Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev +der valset, saa Froken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem +Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det +hvaesede--horte man den opfarende Herres Skratten: + +-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer. + +Froken Vilhelmine med fire Damer i Haelene kiggede ind ad Doren og fik +Fru Arnesen af Landbruget til "den femte Finger": + +-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted. + +Det var Hr. Andersen, som forte op. Hr. Andersen var en lille +sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opforende Kavaler +rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige +Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Vaeggene. + +Herluf blev ved at fortaelle, mens Damerne lo. + +-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den +anden Stue, de Mennesker lever lystigt.... + +Herluf fo'r sammen, da han horte en Stemme bag sig, han troede ikke, +der var nogen i Kabinettet. + +-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker. + +-Er De her? sagde Herluf forbavset. + +-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved hojtidelige Lejligheder. +Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er laenge siden, vi har +set hinanden; og hun begyndte at tale og sporge og le ad en hel Del +Ting, hun slet ikke taenkte paa, med en stakaandet Stemme naesten som en +brystsyg, til hun tav med et. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, +mens Herluf taenkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Ojnene +havde braendt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet +sammen, saa Kindbenene stod frem. + +Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget +Svar tilfojede hun: + +-De ved vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? + +Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske +Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa +kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille +Herluf, tilfojede Fru Canth. + +Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set +hinanden i to Maaneder. + +Berg svarede intet og de tav igen. Neden under horte man Hr. Andersens +kommanderende Rost; han var naaet til sit store Numer, Kaede gennem +Huset, og man horte allerede Parrene som et vildt galopperende +Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. +Andersen fo'r forrest hen forbi Forstesalsdorene, videre, opad +Trappen, med den hele Raekke. + +Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne +sled--Raekken floj videre: + +-Nej--ikke der, skreg Froken Frederikke; Andersen havde aabnet Doren +til det lille Rum med de aegteskabelige Senge, der blev belyst af en +enlig Lobelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, +hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop. + +Doren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen. + +De kom just i Gangen paa forste Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der +havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da +"Redaktoren" kom ind med Redaktor Scheele fra "Dagen", saa' han den +hele Kaede, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandelose, flyve nedad +Trappen; inde i Salen begyndte Valsen: + +-Naa, sagde Redaktoren, det er det glade Kobenhavn. + +Fru Duncker havde hort Dorklokken, som med en utrolig Sans, selv +gennem Larmen: + +-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de +horte Stemmerne paa Trappen. + +-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet +ikke forsogte at skjule. + +-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktorernes Stemmer. + +Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Doren; og for han +naaede ud, horte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' +Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, +saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og +se hendes Ansigt: + +-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er laenge siden. + +Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise +ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa +Mobler, lige for Dorene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens +alle raabte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener. + +Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren +og lob med Brod og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa +Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer. + +Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brod op med +Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra overst +til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slaebene flaenget, til man +kom til Ro. + +-Brod, Brod her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, +som paa en Restauration. + +-Brod _her_, lod det nedefra. Og Fadene blev loftet frem over +Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med +Tallerkenerne i Skodet. Hojst af alle kvidrede Froknerne Gravesen, +ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede +Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko: + +-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, +Vin.... + +Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad. + +-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tomt Fad +ned i Kokkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun +fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe. + +-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der +raabte paa endnu mere Ragout i Kokkendoren. + +-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Ojnene rask gaa hen over de +rensede Fade: + +-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og lob op for at finde +Sangbunken. + +-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin +oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde +fundet de to; Hr. Gravesen vilde forst forsoge med fire flasker. Vin +reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt +to Flasker op over Froken Idas Ansigt. + +-Gud, sagde hun, Redaktor-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skod +Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Vaeggen bag et +Kjoleslaeb. + +Mens Redaktorvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen +ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste +sig og greb efter de flagrende Blade og raabte: + +-Melodien? Melodien? + +-Vi kys-ses, blev der svaret: "Her kysses vi, som har Jour--her kysses +vi--og gor Kur". + +-Vi kysses, lod det Trappen op, vi kysses--her kysses vi.... + +Amalie lob gennem Balsalen, hvor "de Gamle" spiste, ind i den anden +Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret. + +Scheele og Fru Dunker sad ved Vaeggen derinde--Fru Dunker sad laenet +frem mod hans Ansigt, med de foldede Haender paa hans Knae--og Scheele +rejste sig: + +-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte +sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prove, mens hun +spillede. + +"De Gamle" rejste sig fra Bordet og traadte hen til Doren, mens de +Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra +Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede +Adamsaebler--og dirigerede. + +Opad hele Trappen, frem bag Gelaenderet, saa' man Hoved ved Hoved, +Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo +de og applauderede. + +Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin: + +-Dacapo--dacapo, raabte han. + +-Et aegte Stykke Kobenhavn, Frue, sagde Redaktoren, som stod forrest i +Doren, komplimenterende til Fru Gravesen. + +Da Sangen var forbi, og der var raabt "leve" for Forfatteren og Hr. +Gravesen havde takket, gik "de Gamle" ind, og Kaptajn Petersen lukkede +Doren til Gangen: + +-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et +Ojeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han +_traengte_ til at faa sagt--Kaptajnen udtalte Ordet "traengte" saa +inderligt som havde det vaeret selve "gamle Dannebrog", og tav saa +lidt, for han gik videre og sagde: + +-Det kunde ikke her vaere upassende at tomme et Glas ... at tomme et +Glas, med et Par alvorlig folte Ord--for den danske Presse. + +-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, +mine Herrer, men jeg regner det for en AEre, en gammel Soldat til +AEre--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blaenkerkorps for det +aandelige Arbejde i Faedrelandet. + +-Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans +Overbevisning--Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste +Aar. Den har vaeret som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ... +De vil forstaa mit Billede--som en Tyrtaeus har Pressen vaeret for vort +Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye +Baner--disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste +Kraefter ind paa dette Forerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i +Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne +By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tor sige det--det hele +danske Folk bor vide Dem Taknemlighed for Deres Vaerk. + +Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et +Ojeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, forte langsomt hojre +Tommelfinger op til Naesebenet. som om han tog en lille Snus) for han +vedblev i en noget anden Tone: + +-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Haederligheden hos +vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, +denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet +og storre Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og +Herrer, paa dens saedelige Lodighed: det er dens Holdning i +_Konkurrencens daglige Faegtning_--der staar den sande, den svaere Prove +for en Presses Moral. + +De Herrer raabte Bravo, og med stigende Rost sagde Kaptejnen: + +-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_ +fortjener den sin umistelige Del af AEren for Udviklingen i vort Land. + +-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor +danske Presse. + +Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Doren til Gangen. Vendt +ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--"Levet" endnu en Gang, +og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede. + +Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktoren, var ved sin Mands +Tale blevet afbrudt i nogle Bemaerkninger om Krigsbestyrelsen, men tog +nu Emnet op igen: + +-Kaere Frue, sagde Redaktoren, det vil vaere Kaptajnens storste Lykke, +at han har forladt den aktive Tjeneste.... + +Fru Petersen saa' paa ham. + +-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han +--Redaktoren bojede Spidsen af sit brune Overskaeg om sin Finger--nu +vil han have Tid til at gore den gaeldende.... + +Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af det Smil +og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skaenke i i sin +Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktoren nu lige smagte +paa--: + +-Han vil gore Nytte, Frue, sagde Redaktoren, stor Nytte. Vaer vis paa +det. + +... Berg korte hjem med Scheele. De forste ti Minuters Tid talte de om +ligegyldige Ting, til Konversationen dode hen, og de sad tavse, hver i +sit Hjorne. + +Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde vaere satirisk: + +-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt +paa at elske? + +-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han horte igen Fru +Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og folte den samme Lyst, +at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han. + +Og lidt efter, idet han strakte sig i Saedet, tilfojede han--og i den +samme halv satiriske Tone som Scheele--: + +-Jeg ved meget mindre, hvad jeg skal sige om Maendene, sagde han. + +Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Morket: + +-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til +Drosken standsede ved "Axelhus", hvor Scheele boede, og de stod ud. + +... Froknerne Gravesen var forsamlede i Kokkenet; de havde en +Ulvehunger: siddende op paa Kokkenbordene, gik de de tomte Ragoutfade +efter med Brodskorper--det Gravesenske Kokken var ganske udtomt. + +Hr. Gravesen kom omsider ned i Kokkendoren med et Lys og spurgte: om +vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru +Gravesen, men Bornene var sultne. + +-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad +Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den sovndrukne +Theodora Senge op til Frokenerne. + +Fru Gravesen ventede laenge nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var +faldet i Sovn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig +blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han +var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og +sagde: Du ved vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig +derefter.... + +Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattoj, +havde ladet ham tale. Hun havde blot en Gang vendt Hovedet om fra +Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som +Musehaler: + +-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebornene har jo dog haft en +Fornojelse. + +... Froknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora +havde set provende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener +til Side paa Dynerne i Skyndingen.... + +Hun foretrak at sove paa Kokkenstolen ved Siden af Komfuret. + + * * * * * + +Livet i "Victoriaetablissementet" var laengst doet ud, og alt var +slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, orkeslos, +Kvarter efter Kvarter, bojet over en Bog, uden at bekvemme sig til at +bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: sovnig skrev +Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning. + +Det var blevet Adolfs Vane at haenge her i Kontoret til ud paa Natten +kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine +Boger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, +maatte Spenner folge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dor; +skont al deres Samtale var et Par Tal, Sporgsmaal og Svar, Summen paa +en Veksel eller paa en Regning--mens de gik. + +Adolf strog Snese Vokssvovlstikker af, for han hjemme kom op ad +Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Foraeldrenes Sovekammer. Fru +Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men +hans Dor var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. + +-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at vaere ene, naar man +sover. + +Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i +Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se +til--som var "Herskabet" forrejst, saa stille var der, mens de to +gamle sad modlose, hver i sin Krog. + +-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder. + +-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun. + +-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige, +strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog +sit sukkende og tankelose: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og +fik Tojet paa. + +-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende. + +Men det varede en rum Tid, for han naaede op i forretningen; og tit +kom han slet ikke laenger end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den +halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og +_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra +det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte +vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf. + +Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Froken Hansen. Der var ingen +Kunder i Butiken, og de tre Frokener faerdedes orkeslose i det +udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Froken Hansen, og de sad begge +to tavse i det morke Kontor. + +-Ja. Froken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret +er der fuldt. + +-Ja, sagde Froken Hansen. + +De tav igen, fortsaettende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde +sagtere: + +-Men--Froken, sagde hun--hvor blev Pengene af? + +Froken Hansen fo'r sig med Haanden over Ojnene i Morket: Aa--der skal +jo meget til, sagde hun beroligende. + +-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin +hviler det--paa ham hviler det. + +-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig. + +Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte +med samme Sporgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, +Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under +Paaskud af at soge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og +langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de +hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus. + +En Dag gik hun under et Paaskud ned i Kokkenet, og gennem et Par Dore +saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtoj, med +Ansigtet vendt ud mod det store Kokken. Det gav et Ryk i gamle Fru +Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle +Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom +hjem, sagde hun: + +-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamaen helt nede i Kokkenet ... for +at sporge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt. + +-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg. + +-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Ide: +hun sidder bag Doren til Bagtrappen og inspicerer.... + +-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte. + +Om Eftermiddagen fortalte hun Froken Hansen om sit Besog i Kokkenet: + +-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som +Kokkentrappe-Inspicient. + +-Hun taenker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... +Der er jo mange Born hos Martens, sluttede hun. + +... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest +ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede +Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der +vilde hore det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, +farveblaendet foran den taenkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og +Guld. + +Desuden havde han nok at gore i sine Huse: Lejerne skreg paa +Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i et Kor. + +Om Sondag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med +Haedersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og +bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandorerne, af Spenner, +af Adolf--det hele Slaeng; og han svor og bandte som i Svendedagene og +skaeldede dem baade for Tyve og Rovere. + +Fru Martens gik stille rundt paa Lobetaepperne og vendte tilbage til +sit Bornekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over +dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og +Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene +Billede fra Festaftenen: af det store Kokken og den fremmede Kok med +hans Hjaelpere. Det blev en fiks Ide hos hende, at det var her, de blev +bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kod ned at forkulle i +Asken. + +Og ogsaa hun begyndte at faerdes ude i Etablissementet, forst under +Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, +gennem Kaelderristene, i det lyse Kokken, fra Vindu til Vindu--til hun +en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget vaek for Tyveri, aabent tog +hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasoje i +Doren og holdt Oje med Kokkenet og Trappen. + +Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt +hojrostet i sit Savoyard-Maal, saa det lod hen gennem hele Rummet: han +vragede hidsigt mellem de maegtige, rode Kodstykker og slog det aevrede +Smor op i Kasserollerne med de bare Haender. + +Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de +hundrede Kar, hvori de rodho'dede Medhjaelpere rorte, og som de +flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det +altsammen. Smorret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og +Trofler--Kokken _god_ de dyre Sager ud med sine travle Haender, som +fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de +skyllet i Vandbaekkenet--gaa op i en eneste Rog, en Damp, som stod om +Kokkene, mens alting snaerrede sammen til elendige Smaaportioner, +Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener. + +... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadlos. + +Personalet begyndte at knurre af Misfornojelse; for _den_ blev jaget +bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde +fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slaebt skaert Kod ud +af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skorter. + +Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to +Uldklokker af Flonel, indkobt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, +fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anrettervaerelset. + +Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundvaerlig Stotte for Huset, med +sine fem Procent af alle Indkobene--valtende foran Madam Martens, der +blev bleg og hulkindet af Kaelderluften i sit Kammer ved Trappen.... + +... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi +Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i +Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu. + +Da han aabnede Doren, fo'r Adolf forskraekket op fra Stolen--han var i +det hele saa nervos, saa han skraemtes ved hver Lyd i denne Tid--: + +-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at +banke paa. + +-Jo--Tyve og Rovere, sagde Berg og lo. + +Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at +komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden +ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen: + +-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf. + +-Lykonskede os til vort fulde Hus, svarede Berg. + +-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret. + +De tav lidt. Der hortes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig +saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: + +-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skod han en Sten fra sit +Bryst ved Sporgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa laenge: + +-Hvor bliver vore Penge af? sagde han. + +Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. + +-Fattigskatte?--hvad vil det sige? + +-Har De virkelig _troet_ paa vort "fulde Hus"? sagde Adolf og slog en +ny Slange hen over Papiret. + +-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Haenderne frem over +Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? +sagde han heftigt. + +-Jo, svarede Adolf blot. + +De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede +lidt. + +-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf +utaalmodigt. + +-Vi _maa_ gore Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen. + +-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde +Berg. + +De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved +at holde Ansigtet ned over Pulten: + +-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive +ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og +stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden. + +De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og +stillede indenfor Doren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter +paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Ide at danne et +Koncertbureau: + +-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere +_os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne. + +-Spenner var god til det, sagde han. + +Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at +taenke derover--sagde Adolf: + +-Tingen er, Terraenet er _dog_ lille. + +-Ja, sagde Berg. + +For de taenkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde +endelig hjem. + +-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm. + +De kom forbi en Plakattavle og blev et Ojeblik staaende: + +-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang +efter "Prinsessen af Bagdad". + +-Ja, sagde Adolf. + +Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det +modsatte Fortov: hele Huset var morkt. Vinduerne sad saa besynderlig +dybt i Muren, syntes det, nu i Natten. + +-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod +Foraeldrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals. + +Berg blev ganske angst; og i samme Ojeblik, mens Adolfs Ansigt laa taet +ind til hans, taenkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske +det samme Udtryk som Gerster--i Ojnene. + +-Hvad er der dog, Adolf? sagde han aengstelig. + +-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og losnede Armene fra Bergs +Hals for at gaa over mod Gadedoren, hvor han begyndte at soge efter +Vokssvovlstikker i alle Lommer. + +-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ... +Der kommer vel bedre Tider igen.... + +De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig +selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert +andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han. + +--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner +til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle +Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i +Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke +vanskelige at anbringe. + + + + +III + +Havde De _anet_ det? sagde Hr. Molbom--han var knap kommen indenfor +Doren i Canths Entre--: _Anede_ De det? + +Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Haender: + +-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han. + +Hr. Molbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet +slog ham som et Braedt gennem Hovedet. + +Fru Molbom tog sine Galosker af i Tavshed. + +-Og ingen vidste det, sagde Hr. Molbom og rystede paa Hovedet, som om +det var det forunderligste ved Sagen og Bortforelser vanligt +anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han. + +-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, +hun var rejst og ... forklarede ham. + +Molboms AErme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet. + +-Og _han?_ sagde Fru Molbom. Det var hendes forste Ord; hun havde kun +hilst Goddag med et majestaetisk Nik. + +-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde +Tojet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedoren op for Fru Molbom og de +andre. + +Inde i Stuen var den ovrige Kreds allerede samlet, med Tilvaekst af Fru +Legationsraadinde Sten. En Slags "Aflaegger" af Kredsen, der var stodt +til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af +Oberstinde Strom, der sad i Hjornesofaen med sine store stikkende +Glasojne frittende paa hver, der kom. + +-Born--Born, slog Fru Canth Allarm strax ved Doren: Born--hvad siger +"Menigheden"? + +Men den hojlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved +at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra +Skod til Skod hos Damerne og blev kaertegnede. + +-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev +helt kaelen af al den Omhed og laa taet ind til Legationsraadinden, som +klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strom om +Dunckers to stakkels Drenge: + +-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler. + +De sagde alle en beklagende, distraet Saetning om Bornene Kredsen +rundt--undtagen Fru Molbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en +stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde +(Stemningen blev ved at vaere lidt tung): + +-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille +ved Siden af Fru Molbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som +Herluf kom. + +Froken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig +til en unaermelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og +opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en +lettere "Sonate", mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er +De?--hvad si'er De? sagde Hr. Molbom ophidset og holdt ham fast i +Frakkekraven. Herluf kom til Saede hos Fru Strom, der altid modtog ham +med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig "Medvider" og gjorde +Plads i Sofaen. + +Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. +Canth gik nervos frem og tilbage, uden at hore og se, frem og tilbage, +og Froken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var ensformig som +et Saet Fingerovelser. + +Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. +Samtalen ude i Stuen blev hojere og hojere, kun Fru Molbom sad +uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af +Bastrup. + +-Tante Strom, Tante Strom, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig +hoj Tone, der lod, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, +at jeg faldt i Krampegraad, da jeg horte det? + +Fru Strom vendte sig og bevidnede det. + +-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte +sig igen til Vinduet. + +-Jo--det var saamaen sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at +fortaelle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo +hort det strax ... og Anna sad der ved Sybordet.... + +De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun taet ved Siden af +hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte hojt: + +-At De tog Dem det saa naer, sagde Sundt saa langsomt og sagte. + +-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun. + +-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede +af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brod +frem i dem, eller af en pludselig Skam--onskede de sig i samme Tanke +endelig ganske _naer_ hinanden eller endelig _los_.... + +Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have +kvalt den gamle Sladdertaske med sine Haender: + +-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at +hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa +hende.... + +-Spil dog mer--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte +frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik. + +Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. +Konversationen var nu blevet meget hojrostet, og hver berettede sine +Enkeltheder. + +-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De +var der jo? + +Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for +Obersten i Entreen og sagt, da de kom ind i Stuen: "at _dette_ var ham +kaerere".... + +-_Kaerere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte hore det endnu en Gang +af Obersten selv, ganske noje--han maatte komme hen til hendes Puf. + +-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke naermere +tydeliggjore, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid, +sagde han. + +Man var paa Veje til at oprores igen. Fru Sten skreg indigneret paa +sin Plads. Hr. Molbom, der under storre Sindsbevaegelser var +uimodtagelig for fremmede Ideer, sagde kun igen til Herluf: + +-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem +Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til +den naeste. + +Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var +saa nervos, at han havde Traekninger i Ansigtet og rystede paa +Haenderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende: + +-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den +lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det naesten gjorde ondt i hans +fingre. + +Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt +om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da "Fa'er" gav Lov, hvad +Lille Assessor saa vist aldrig havde taenkt paa at naegte; og lidt efter +blev der lukket op til Spisestuen, hvor Bornene fik Plads ved det +store Bord. Alle Damerne vilde skaere for til dem, og Poderne talte +hojrostet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemaerkninger. + +Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og seende paa de +Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Orene, sagde hun +igen: + +-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers. + +Alle talte om Bornene, og Stemningen var let sentimental, mens de to +Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, +i Kredsen af de vante Ansigter. + +-Men man sidder dog rart, sagde Molbom og saa' sig rundt med loftet +Glas: Rigtig rart. + +-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur.... + +Det var, som Hr. Molbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter +lidt en egen hjemlig fornojet og hyggelig Stemning over Bordet, som +ved et Familiebord, hvor alle de naermeste er kommet vel sammen. + +Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det +saa' ud til, og de andre horte til. Ogsaa Hr. Molbom forte Ordet; og +man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor +man trykkede hinanden i begge Haender, med lange velmente "Velbekomme" +og saa gladmaette ud. + +-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Doren til det konne +Sovekammer op; hun havde lukket den for Bordet, da hun badede sit +Ansigt med _Eau de Cologne_. + +Man gik ind i Dagligstuen, og, maette, siddende to og to rundt om i +Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjaerter +ved mere dybsindige Sentenser og dommende "Begivenheden" objektivt, +under Udvikling af megen Levevisdom. + +Der laa et eget Praeg af Velvaere over Stuen, hvor Herrerne og Damerne +passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved +Lampen; og Hr. Molbom en Gang imellem maatte folge sit Hjertes Trang +og gaa over Gulvet for at "Mo'er", der vendte Kinden til, med et +stramt Udtryk; Fru Molbom saa' bestandig potenseret kraenket ud, naar +hun fordojede. + +Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, +sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter +"Bagdad-Modellerne" i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og +hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen: + +-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fodderne energisk i +Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at "synde", sagde +hun og gik fra ham. + +Man brod op lidt tidligere end saedvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og +talte naturligvis igen om Dunckers: + +-Det havde selvfolgelig vaeret _meget_ "hedt" laenge, sagde Sundt. + +-Sandsynligt, sagde Berg. + +-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, +Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornojet +Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og +Born--og ... den Historie, sluttede Sundt. + +De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en +langsom Tone: + +-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en haederlig Mand +og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for naer.... + +-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste.... + +De gik lidt igen i Tavshed, for de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, +sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan +jo ogsaa ... uden--ha'e det rart. + +-I vort Klima, sagde Berg. + +Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik. + +... Familien Molbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru +Molbom var pludselig blevet veltalende; hendes Kraenkelse gik ud over +Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru +Molboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nogenhed hos +Naesten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det +kunde vaere, at "saadanne Personer" evigt sneg sig ind i deres +Kreds.... + +Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad. + +--Froken Agathe Strom sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen + +Beretning. Efter at Froken Agathe var blevet voksen, var det blevet +Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte +hun om Sundt og "Konen" bag Gardinerne. + +-Hm--om de tror, man ikke har Ojne, sagde hun og fortalte videre, mens +de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, for Froken +Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhaenget med de lyserode +Rosenknopper. + + * * * * * + +-Naa--Hjertet op i Livet. + +Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt +ham--Alverden maatte "folge" Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti +Skridt ned ad en Gade. + +Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at onske Lykke, og de sagde +endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brod +af med et: + +Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og lob op ad Trappen: +Konferensraad Hein havde onsket en privat Samtale med Hr. Adolf. + +Han kom forbi Glasdorene ind til den store Hal, hvor Expedienter og +Kunder bevaegede sig lydlost ved Disken, mens Assistenterne arbejdede +Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en hoj flisebelagt og +kold Sal, hvor Bankpersonalet haengte sit Toj, og som desuden agerede +Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen. + +Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store +Egetraesdor til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blodt Filt, +og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdor de lande +uniformerede Banktjenere, der drev langs Vaeggene med dinglende Ben, +debatterede deres med de "halve Ol" staaende under Baenken. + +Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind for +ham, Haandvaerksmestre og Provinskobmaend, der sogte Laan paa tvivlsomme +Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene +uden at se den anden, med Hovedet i Haenderne, evig skiftende Stilling +som sovnlose, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervos af at se +paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter +satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfravaerelse, som +om den ene smittede den anden. Og saa denne Dor, der gik op og i +hvert femte, tiende Minut, lydlost, paa sit Filt ... selv troede Adolf +stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og +roligt. + +Han gav sig i Snak med en svaerlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i +en Krog, traet af det meget Loberi i "Byen". Buddene talte saa hojt +inde i deres Rum, saa man horte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der +kun to for ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han +sagde: Bankembedsmaendenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer +langs Knagerne, og Adolf begyndte paa en Gang at vaerdsaette dette konne +Stof i Tankerne og taenkte: + +Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne? + +Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Doren, og Konferentsraaden +haevede Ansigtet fra Papirerne og saa' hen paa ham: Strax, sagde han og +gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet. + +Adolf fik paa en Gang som hundrede Sanser og saa' Vaerelset, +Vaegkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det +samme Blik, mens han taenkte: + +-Hm--hm--mer Venten, og han drejede sig mod et Vaegkort med Ryggen mod +Konferentsraaden. + +Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Haenderne +nonchalent paa Ryggen, folte sin egen Puls til Lyden af det dikkende +Kronometer. + +-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' +hastigt hen paa ham, for han atter dukkede sig over sine Papirer. + +-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk +og satte sig. + +-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har +onsket at tale med Dem. Vi maa--han sogte noget om Ordene--en Gang +tale ud med hinanden; han tav lidt. + +-De spaender Deres Kredit meget staerkt, Hr. Adolf, sagde han saa og +saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers. + +-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og taenkte: +"Hm--hvad jeg ventede"), det staar vel til at antage, at en +Forretningsmand som min Fa'er ved, hvad han gor. + +Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke. + +Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brosigere ved Synet +af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en +Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en +Fader saetter sin Formue i sin Sons Forretning. + +-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med +Linealen, for han lagde til: + +-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktor Hein lagde et lille +Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet +af Lineallegen, var begyndte at dreje sin hoje Hat som en Molle mellem +sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Molle, for +han lagde Linealen ned og sagde: + +-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gore Dem, _Dem_ personlig, sagde +han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst +inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han +praecisere sin Tanke og saa' ned paa Mollen, der blev ved at dreje) +opmaerksom paa, at Bankdirektorerne er blevet enige om at vise megen +Forsigtighed overfor Deres Foretagender. + +-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske saerlig +Forsigtighed, Hr. Adolf. + +Adolf holdt Hatten mod sit Knae: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom +lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gor. + +-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille +Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er +i Omlob paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere. + +Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, +men han smilte og sagde: + +-Ja, det vil jo altsammen vaere aendret, naar forst Prioriteten er +ordnet, Hr. Konferentsraad. + +Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at le lystigt og +lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_ +staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglaeste Million. + +-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget +munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op: + +-Men Centralbanken har holdt os laenge hen, Hr. Konferentsraad, sagde +han og tilfojede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre +Engagementer. + +Konferentsraaden havde vist slet ikke hort det, for han vedblev kun at +smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden +tilsyneladende Sammenhaeng med noget af det foregaaende: + +-De er en forfaengelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfaengelig Mand, det +har jeg altid sagt. + +Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil +De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den +er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort. + +-Farvel. + +Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede +Doren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa +et Braedt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og +Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han +saa'. + +Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kafeens Vindu: Hvad? har du +nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. +Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere +rundtomkring. + +-Ja, sagde han blot og satte sig. + +Der blev bragt Direktoren Kognak at holde ved Taenderne. + +... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden +opmuntrende paa Skuldren, for han vendte sig fra Vinduet, hvor han +havde set Adolf skraa over Pladsen som var han en Sovngaenger, der +listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf. + +Han havde forst siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flod stovede +paa Pultene, Adolf kom her jo naesten aldrig mer. Saa var han vandret +rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste +Salg--et "Kronesalg", Adolfs nyeste Ide, en Konkurrence med +Halvtreds-Ore-Boderne, hvor man strog de allersidste Kroner ind for +Saeson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle +medtagne udstoppede Duer, der floj ligesom skraemte med deres udspaendte +Vinger. + +Berg drev rundt fra Vaeg til Vaeg og spogte med Froknerne og slog paa de +tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han horte +efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik +op igen, i det forladte Kontor, Froken Hansen og han; og de ventede, +staaende eller gaaende rundt: + +-At det kan vare saa laenge, sagde hun. + +-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Vaeg-uhret +gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf. + +-Og han gik Klokken tre? + +-Ja, sagde han. + +De gik atter ned, begge to--de maatte vaere sammen--og de talte, mens +de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret: + +-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Telefonen ringede: Det var en Depeche fra "Spenner-Bureauets" Tourne, +der var ankommet til "Victoria"; Bernhard-Schmidt-Tourneen i Ribe: +Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser. + +-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig +Horeapparatet falde haardt ned i sin Gaffel. + +De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Froken Hansen igen. + +Hun begyndte tankelos at gaa rundt og stove af paa Pulten og inde i +det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmaerker hang glemte og gulnede +paa deres Pinde. + +Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar +den Gamle blot ikke faar dem at se. + +-Den Gamle--hvad? sagde Berg. + +-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude +skriver jo Navnet. + +-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op +for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod +hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i +hans Stemme--: + +-Hvorlaenge har det vaeret saadan? + +-Laenge, sagde hun. + +De traadte ud af Rummet, og Froken Hansen gik ned i Butiken. Lidt +efter rev Herluf Doren op dernedtil: + +-Jeg gaar ham imode, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke laenger +holde det ud; og han gik ud ad Bagdoren. Han saa' slet ikke den Dame, +han strejfede i Gangen. + +-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nodigt +--og han stod foran Asta Heltz taet ved Doren--at vi undgaar hinanden, +sagde hun. + +Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig ses. sagde hun med en +let Anstraengelse, og vilde holde ham et Ojeblik fast, trods hans +Forvirring, som hun troede skyldtes hende: + +-Vi var jo dog altid gode Venner. + +Berg bojede kun stille Hovedet. + +Saa sagde Asta, idet hun forte Armen frem, som vilde hun indramme hele +hans nye Existens her inde og derude paa "Victoria", i en Tone, der +skulde spoge, men lod lidt brudt: + +-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun. + +Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide +bort under hans Fodder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at +han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt +og bedrovet: + +-Aa--Berg--desvaerre--vi var vel Tvivlere begge. + +Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at kobe hos +Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille +Stakkel. + +Berg blev som vaekket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru +Stern--det lille syge, skraemte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt +hende igen, som hun saa' ud.... + +-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden +... Den Aften, sagde hun sagtere. + +Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden. +Herluf folte sig kun som bedovet og saa ganske uskikket til at taenke, +mens han, idet han gik ned mod Ostergade, vendte sig mekanisk Gang paa +Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede +Ansigt. + +Paa Ostergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og +rodkindet: De maatte i "National" i Aften, sagde han, alle i +"National", i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en hoj, +stojende Stemme og store Bevaegelser, mens han blev ved at snakke om +National, og om at _han_ inviterede Selskabet til "Victoria".... + +-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhojt og tog ham +i Armen. + +-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brosigt og begyndte igen at tale +om "National": de maatte have Brodersen med... + +De horte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde +fulgt et Medlem af "Athenaeum" op og ned ad Ruten, og som vrovlede +Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere hojrostet (mens han +idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Son stod paa Fortovet +ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det +skar gennem Berg. + +Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky +Blik hen paa Sonnen: + +-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin? + +-Nej--jeg maa vaere paa "Victoria" sagde Adolf. + +-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade. + +-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han folte en angstfuld +Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophorligt lige +til sin Gadedor hjemme. + +Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Kobmagergades Hjorne. Da han lob +forbi Glasdoren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til +Froknerne. Froken Hansen vaklede i Knaeene, da hun saa' hans Ansigt, og +hun lob op ad Kontortrappen og slog Doren til. + +-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde naeppe tale. + +Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten +som et livlost Noget og hulkede hojt. + +-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den +yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der sket--hvad er der +sket? sagde hun. Sig det--sig det.... + +Han loftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Ojne, der var stive og +som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen. + +-Ved han det? sagde hun: ved han det? hendes Taender klaprede i Munden, +og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne. + +Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; +afbrudt af Stonnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spaekkende det +med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Ronner +og Spenner, som han kaldte "en Forbryder" og Berg, den Stymper--dem +alle: _Ham--ham_ lod de baere det, raabte han fortvivlet, til han som +et Kadaver faldt ned over Pulten. + +Froken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Haender og slap dem +raadlos igen. + +-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Haenderne. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for +at vaede hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, +sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. + +Han loftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde +hun halvt revet op, og hendes Kinder braendte i Angstfeber. Adolf greb +hendes Haender og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: + +-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog +med Ansigterne taet indmod hinanden, begge blege, aandelose, pludselig +Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, laenet ind mod +hans Skulder. + +Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begaer, greb han hende om +Haandledene og forte hende ind i den gamles Rum, hvis Dor han slog +til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det rode +Trae raktes dinglende langt ud af Munden. + + * * * * * + +Marie Pige havde allerede nogle Gange vaeret ved Dorene for at se efter +Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkroben med Fodderne +op paa Sofaen under Taeppet, og hverken horte eller saa', men bare +stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket. + +Marie Pige var igen ved Dorene, da det ringede. Det var Asta Heltz, +der var her med Vognen. + +-Det er kun mig, sagde hun straks i den forste Stue, lille Fru +Mathilde fo'r sammen: Saa korer vi, sagde Asta muntert. + +-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod +hende. + +-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Haender, +som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i +Venindens Ansigt, hvor Ojnene, syntes hun, blev storre og storre hver +Dag, med saadant et aengstende skraemt Blik, naesten som hos et sygt +lille Barn. + +-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt. + +-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet. + +-Vist saa, sagde Asta og tog hende naesten paa Skodet: noget er der, +noget maa der vaere, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til +hende som til et Barn og brugte de gamle Kaelenavne fra den Gang i +Pensionen, naar Mathilde kom i Morkningen (da faldt Hjemveen altid +strengest over de unge Pigeborn) og krob saa taet, taet ind til Asta: +Mathildes Hjemve havde vaeret som en hel stum Forstenelse, og saa +havde Asta altid vaeret den, der maatte troste og hjaelpe. + +-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den +Gang: Lille Mus--lille Mus. + +Mathilde naesten stonnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kaelenavn +pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt. + +-Mathilde dog--men Mathilde dog. + +-Jeg tager Tojet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. + +Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad +mer. Hun havde forsogt alt, hvad hun kunde taenke--lige fra den Dag, +Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med et, midt som +de stod, havde kastet sig ind til hende og havde graedt og graedt, uden +at svare og uden at tale, blot graedt og graedt... + +Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad +Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--laenge. + +-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det +var, som Graaden vilde komme op igen. + +Naeste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun taenkte, det vilde +maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom. +Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjorne, og +viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der naesten pinte Asta... . + +... Mathilde kom tilbage med Tojet paa, og de gik ned til Vognen. Hun +blev meget snaksom idag, mens de korte--en hastig og broget +Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig +plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig +sad med de samme stive og stirrende Ojne og talte, talte om lost og +fast: + +-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. + +-Rejser? sagde Asta. + +-Men hvorhen? + +-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme +ynksomme Hast, som legede hun "Hund og Hare" med sine egne Tanker ... +Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han +skrevet, sagde hun. + +-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde +Asta. + +-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Ojne ud +i Luften, til de vendte hjem. + +... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Vaesen var naesten +endnu mere aengstende og forskraemt, da hun kom tilbage. + +Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par +korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og +forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke +vidste, hvad han skulde taenke: Hvad mon der var i Vejen? + +For der maatte jo dog vaere noget i Vejen.... + +Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren +og Stojen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget +videre; han havde taget det for Luner eller "Folger af Foraaret", som +gik over. + +Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt +anderledes end for: et Par regelrette Saetninger med en Haand saa +omhyggelig som Bogstaverne i en Skonskriftbog uden saa meget som et +eneste af deres "egne" Ord--kun de nogne Par Saetninger. + +Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, +naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfaeldigvis +vaeret ombord paa det samme Malmoskib og fortalte det: + +-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ... +Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet.... + +-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er +osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange. + +Erhard folte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han +kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og en Gang ventede han +ved Volden forgaeves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forlob +endnu et Par Dage, hvor han sagde, at "det jo i Grunden var ham saa +ret ligegyldigt." + +Saa skrev Mathilde, at de maatte modes en Aften ude--i Gronningen, +naar det morknede. + +Erhard indtraf forst og maatte vente laenge. Tilsidst kom hun, og da +han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Morket, blev +han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. +Hun var foran--hun naesten lob--og Erhard blev endnu mere forvirret ved +Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget +er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde vaere, +hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han +havde haft "Luner" under deres Forhold--; og midt under sin +Sindsbevaegelse folte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: +hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme. + +Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget +livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun forte kun lidt +for ofte de urolige Haender op og ned i Luften, saa de mange Armringe +raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem +begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst +syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en +smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kvaern--_altid_ havde +vaeret ligesaa tomme og saa indholdslose som nu. + +Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, +var det ganske morkt: + +-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra +Vandet. + +-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret +Stemme. + +-Ja--jeg ved ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig +derhjemme--i den sidste Tid. + +De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Haenderne +djaervt i hinanden, hojt oppe fra Luften. + +-Jo-s. + +-Jo-s, sagde de begge. + +Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen. + +Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde vaeret +hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. +Generalinden blev siddende lidt med Haekletojet og monstrede Datteren, +der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany +konferere med Marie Pige. + +Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i +denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes +Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--laengst overbevist om, at +der "ikke mere kunde vaere Tvivl". + +Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skon og bevaegede sin lange +knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og "satte Stole +tilrette", mens hun undersogte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par +Ojne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe. + +Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, for Marie havde endt +sine Undersogelser, og Mathilde saa' op og modte Pigens hvasse Ojne +paa sig: + +-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op. + +-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og naesten rev sig los +fra Generalinden inde i Spisestuen for at lobe ind i Sovekamret, hvis +Dor hun slog til. Der kunde hun da i det mindste vaere i Fred for deres +Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Morket. + +Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle +forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i +Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise +Fortrolighed. Generalinden udoste sit Hjerte for Marie Pige, og de +holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang +imellem blev Marie sendt ud for at "hore efter" og sneg sig paa +Hosesokker ned forbi Sovekammerdoren; naar Mathilde horte Trinene, +gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at graede. + +Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en +Ende paa det. Og for hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at +laese et Par Sider i "Thornam". + +Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver +jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par +Dage for hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved +Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes ovrige literaere +Konfirmationsgaver. "Thornam" var i den Familie som en Slags Indvielse +til AEgteskabet.... + +Da Generalinden arriverede naeste Formiddag, lukkede Marie hende op i +Entreen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen. +Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin +Front for Slaget, og gik ind i Sovekamret. + +Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide +Friserkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, traet Bojning af +sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen +igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, +hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og naesten at sidde +foran Spejlet ubevaegelig og folelseslos: hun havde graedt alle Tanker +ud inat. + +Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos +Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben +af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det +"overdrevne" i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde: + +-Dette her kan jeg ikke laenger forsvare, Mathilde, det--det er en ... +Urimelighed--der gik en ganske svag Skaelven gennem Skikkelsen i +Friserkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rent ud +kunde have sagt, hun "transpirerte"-- + +-Madam Jensen er her, brast det ud af "Naaden". + +Mathilde rorte sig ikke, skont hun forstod, at det var Nettet, de nu +trak sammen om hende. + +Generalinden folte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der +havde biet i Spisesalen, komme frem i Doren. + +Men ogsaa Madam Jensen standsede et Ojeblik forlegen foran den blege +unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i naesten sanselos Skraek +... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde +praktiseret i tre og tyve Aar--"diskre" sagde hun og sammenfattede +hele sit Program i det ene Ord, som hun berovede dets "t"; hun vidste, +hvad en "Forste-Gang" var) et Par Skridt frem og hilste. + +Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til +en Velsignelse. + +Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdoren i Spisestuen og ventede. +Der var kommen en egen saer Hojtidelighed over dem, saa de var ikke +ulig et Par Praestinder, som i en Tempelforgaard biede paa +Aabenbaringen af de hellige Mysterier. + + * * * * * + +Hun kom altsaa ikke--igen ikke. + +Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, +saa kun Lysene for Spejlet braendte. Men han satte sig alligevel endnu +en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste +Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde +fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Gronningen, +Mathilde og han: + +-Om det var "det"--om det kunde vaere "det"? + +Og han sammenholdt paany alle Omstaendigheder ... hendes Luner ... +hendes Vaesen ... det Hele fra den sidste Tid.... + +Han fo'r sammen, da det bankede paa Doren, og raabte saa "Kom +ind"--han troede, det var Vaertens Pige. Men det bankede igen, forknyt, +saa det naesten var uhorligt, og han rejste sig for at lukke op. + +Det var Mathilde, der stod laenet mod Dorkarmen. + +Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham +med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang +Vej. Han blev greben af en raadlos Medlidenhed og Smerte:--_det_ var +Mathilde; og han bojede sig frem og tog hendes Haender, der var kolde, +som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk. + +Fra det forste Nu, han saa' hende ved Doren, havde han vidst: Ja, det +er som jeg taenkte. Og mens han endnu holdt hendes Haender i sine, fo'r +et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og +undertrykte selv hans Smerte--AErgrelse, Forventning, Beregninger af +Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han +ikke folte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun +rejste. + +De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tojet af og satte sig, og +Erhard sagde: + +-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa +frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens +han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast: + +-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende, +klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du +hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget +ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det +eneste haederlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det +er _vort_ Barn--_jeg_ ved, jeg er dets _Fader_.... + +Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at raekke hende Glasset med +Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle +hendes kolde Haender mellem sine, mens han i en forloren Kaeletone +sagde: + +-De smaa kolde Haender--de smaa kolde Haender, og satte sig ved Siden af +hende for selv at drikke. + +Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med +aandsfravaerende Ojne maalende hvert Minut, der forlob. Og bestandig +forlegen, blot for at der skulde "ske" noget, lod Erhard sig glide ned +fra Saedet paa Taeppet og klappede kaertegnende hendes Fodder--"de smaa +Kid"--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Haender. + +Og enten for at overdove en ulidelig Smerte, der overvaeldede dem +begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med et begyndt +at brydes og fo'r begge op og lob rundt i Stuen efter hinanden, hede, +leende og aandelose ... Erhard havde haeldt en Vandslat i det tomme +Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende +stirrende frem for sig, med fremrakte Haender, midt i Stuen. De holdt +begge op at le: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende. + +Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede +Valpladsen efter en "Tagfat", som sogte hun, Hjaelp eller Flugt--for +hun mekanisk lod Haenderne synke. Greben af en Elendighed, der +gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedovelse som +et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, haerget som af en +"Blindebuk", foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en +flov Grimasse, hele denne Kaerlighedslegs Historie, der havde gjort +hende til Moder. + +Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dodsmomentets +spraengende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske +Traade paa en Gang, gennemlob han dem alle og forstod hende. + +Og dog han rorte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage; +stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa' +hende tage Tojet paa med saert stive Fingre--binde Hattebaandene om sit +Ansigt som af Voks--og gaa som en Sovngaenger vilde gaa og lukke Doren +sagte til. + +... Da hun var gaaet, vandrede han laenge rundt i begge Stuer, flyttede +Moblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa, +foran de snart nedbraendte Lys, han vilde slukke, sagde han: + +-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at fole Sorg. + +Pustede Lysene ud og gik. + + * * * * * + +Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den +store, gammelt hyggelige Have. + +Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kaelede for +"sin Son" og for Mathilde som en Rugehone for et Par Kyllinger. _Han_ +fik sine Livretter og _hun_ matte "skaanes". + +Hele Huset daeggede og pyllede om Fruen; de slaebte Hvilestole rundt, +naar hun vilde "gaa"; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun +skulde gaa, for Mathilde selv "vilde" jo ikke saa meget, lod mest +handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun +havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedorene +og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen. + +Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile +lidt nede under Blodbogen nu, der var Skygge.... + +Stuepigen slaebte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom +op fra sit Saede: Stot dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede +endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen. + +Stem blev siddende ved det daekkede Bord og rog en Cigar ud. Der var et +eget Velvaere over ham i Sommer--det var vel Familielivet. + +Han skod Cigarrogen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de +to, der gik ned over Plaenen. + +-Ja--en udmaerket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter +Generalindens ranke Ryg. + +Nede under Blodbogen var der svalt og rart. Generalinden laeste hojt i +en Roman af Dickens for sin blege Datter. + +... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige +Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt +tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iovrigt lidt mat i +Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og slov midt i Selskabet, +stirrende frem i Luften: + +-Erhard, raabte Lange: Ser du Spogelser? + +-Ja, sagde Erhard tvaert: Jer. Og han sad igen som for, mens Brodersen, +der ikke havde hort andet end "Erhard" og "Spogelser", sagde den +kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo: + +-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han +aldrig--tor ligge alene i Morke.... + +De lo laenge, laenge allesammen.... + +--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren. + + + + +IV + +Himlen var hoj og sommerlys endnu, skont det var helt ind i September, +og langs Soerne skinnede de gullige Blade mellem Lovet som om det var +sydlige Frugter i Solen. + +Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Proven, da han saa et Par +kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. +Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde +forladt "Bladet" og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at +undervise et Par Haandvaerkssvende i Arithmetik og Retskrivning. + +Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i +hans sarte Person, naar de modtes. De talte om social Videnskab op og +ned ad Gaderne: + +-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske +fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har laert en +Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snoften paa Ordene. + +-Ja sagde Herluf--. + +-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_ +noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de, +sagde Lange. Men "Ideer"--Tak. Lange gjorde en Haandbevaegelse, som +berovede han "de andre" en hver Ide. + +-Men Arnold har dog laert en del, sagde han igen. Og saa gir man ham +_Synspunkterne_--du--forstaar du--"det storre" Syn paa Tingene. + +-Man laerer virkelig en Del ... Jeg maerker s'gu, man laerer ikke saa +lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange. + +-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornojet. Det vokser +jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du +... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa +s'gu forst _laere_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han +nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige, +sluttede han sin Udvikling. + +... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar +vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var +iovrigt ingenlunde Invalid, men folte sig tvertimod meget +friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine +Haandvaerkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange. + +-Maa stadig vaere i den friske Luft, sagde han. + +-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf. + +-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og ser Tingene og laerer +s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der +gik ved Siden af ham, stille og blegnaebet. + +-Og hvordan gaar det med Deres Haandvaerkssvende, Arnoldsen? spurgte +Herluf. + +-Godt, sagde Arnoldsen kort. + +-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi +taenker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de +Folk, vi, nogle Stykker, der dog ved noget ... Det gir et Menneske +Ovelse, du, man laerer at udtrykke sig, sagde Lange. + +-Og "Vuerne" kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad. + +De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod +Taarnbygningerne. + +-Naa, sagde Lange og blinkede fornojet (Lange var besjaelet af en +voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmaendene gik I +nok i Vandet, i Gamle. + +-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf. + +-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og +Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et +Slag ned mod Osterbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i +Arnoldsens. + +-"Vel" du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters +Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store +Haandbevaegelser, mens han gik og oploste den moderne Videnskab i +Synspunkter. + +Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme, +sagde Stuepigen. Men Fruen--. + +-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde set +Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at +vente i Gangen. + +Pigen kom tilbage og lukkede Doren til Dagligstuen op: Hvis Hr. +Direktoren vilde vente et Ojeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen +strax. + +Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa "Visitpladserne" +nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjaelpsomt ligeoverfor +hinanden som et Par forlegne Folk, der praesenteres og ikke ved, hvad +de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han +horte Dorene stojende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at +Professoren kunde vaere hjemme nu paa denne Tid. + +Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner +og la'r sig overraske hojt op paa Dagen, sagde hun og hilste. + +Sandheden var, at Professorens allerede havde vaeret inde fra Landet i +over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svaert +videre end til "Skammekrogen", hvor hun ogsaa efter Frokost naar +Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og +Daekketoj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet +ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at +kunne sidde med noget mellem Haenderne. + +Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold +og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf +uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Haeklenaal: han +havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var +Besog. + +-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren +lamenteret over den evige Jernbanekorsel.... + +-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til. + +Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille +Marmorbord med Haandbiblioteket og laeste nu paa Ryggen Titlen: Monrad, +Fra Bonnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og +vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op +for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han: + +-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stodvis. + +Hun begyndte at sporge om Berg--hvor han havde vaeret og sagde saa +pludselig, naesten uden at vente paa hans Svar: + +-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer. + +-Nej--han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De folte begge, +at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men +de ventede og--Herluf stadig med Ojnene i Gulvet. + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og +idet hun hastigt lagde Haekletojet bort, tilfojede hun: + +-Kunde De ikke--tale med ham? + +-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte. + +-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev +pludselig meget bevaeget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han +er saa lidet hjemme. + +-Nej, sagde Herluf. + +-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder +ham fast i daarligt Kompagni.... + +-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme +blev igen bevaeget, saa hun naeppe kunde tale, ikke andet end et +Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Haeklenaalen mod sine Laeber, der +sitrede rebelsk. + +Berg mumlede noget som en Bekraeftelse, og Professorinden sagde efter +en lille Stunds Forlob sagtere: + +-Har han ogsaa talt til Dem om "sin Ide"--at han vil flytte +herhjemmefra. + +-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned. + +-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor +Tid, sagde Professorinden og sogte at smile. + +Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien +Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som +Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue +sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en +Raekke Ligegyldigheder, der kun daekkede over alt det andet, hvorom de +ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de +bare saas. + +-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden. + +De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Saetning: + +-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme +skaelvende Stemme. + +Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de horte +Professorens Skridt i Sidevaerelset, og Professorinden uvilkaarligt +rejste sig halvt: + +-Der er Gerster--allerede, sagde hun. + +-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, naesten overdreven +hoflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer. + +-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besvaerlig, +sagde Fruen. + +-Ja--infam Korsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, hoj +Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange: + +-Har De maaske set vor Hr. Son fornylig? spurgte han saa med et. + +-Ja, sagde Berg. + +-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan +ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snaevert, sagde han og +slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger. + +Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjorne som en urolig +Hund i Laenke og talte med en hidsig, bevaeget Stemme: Ikke nye Ideer +nok i Atmosfaeren, sagde han. + +-Ikke _Frihed_ nok, raabte han. + +-Gerster, sagde Fruen. + +-De ved maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde +Professoren og vendte sig. + +-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en +tovende og usikker Stemme. + +-Og vi er jo beredt til at gore alt, hvad han vil, sagde Professoren +pludselig standsende, i en hoj, skaendende Tone--hvis han _bliver_ her, +fojede han til og vendte sig. + +De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i +for sig, bojet frem mod den lille Boghylde. + +-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun +sagte. + +Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet sket endnu +--sagde han. + +Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, +bort over Gulvet. I Doren vendte han sig halvt og sagde barsk for at +skjule sin Bevaegelse: + +-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik. + +Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at +lobe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. + +Hun graed stille, uden at taenke paa, at Berg var en fremmed, der saa +hendes Graad. + +Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadlos og bevaeget ved Synet af +denne "Dame", der graed. Saadan sad de laenge, mens der ikke blev +vekslet et Ord. + +Professorinden var hort op at graede, og da Berg vendte sig, rakte hun +ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og +hun kunde ikke tale. + +Herluf bukkede kun tavs som hun. + +Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dor op, +og talte nogle Ojeblikke med ham som saedvanlig, mens han aabnede +Entredoren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han +pludselig: + +-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham +det. + +Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Doren for +Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Noglen to Gange om +--bag disse moderne Forforere af hans Son. + +Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin +Krog i Spisestuen. Hun taenkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, +der odelagde hendes Son. Hun gik om Dagene ind i hans Vaerelse og hun +sogte om et Billede, et Brev, et Tegn fra "hende". Hun aabnede hans +Skrivebord med en af sine Nogler og hun undersogte hvert Papir og hver +skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var +bedre, hun vidste, hvem hun var. + +Men hun fandt intet--for der var ingenting. + +Den Allemandslykke, som Erhard nod, satte ikke slige sentimentale +Spor, som de, hun sogte. Og hun blev under sin resultatlose Forsken +naesten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin +slove og viljelose Son, som hun lidt efter lidt var kommen til at +omgaaes med en stille Naensomhed, som var han en Rekonvalescent, der +traengte til Omhu og Pleje. + +For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--naesten kun ved +Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som +Gerster ikke kunde lade fare. + +Erhard havde stadig de to Stuer ved "Volden". Der var han mest. +"Benene vilde til Kroen"; og han var kun som en Slags stille Dranker, +der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden +nogen Stoj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var. + +Herluf sad en Dag oppe hos ham ved "Volden" i Stuerne, hvor alt var +falmet og uhjemligt som i et Passant-Vaerelse i et Vestervoldhotel, +hvor hver Rejsende kun bliver en Nat. Efteraaret trak med sin +Fugtighed ind gennem baade Vaeg og Dor. + +-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart? + +-Nae-ae. + +-Ja--jeg ikke heller. + +-Og hvad saa? sagde Gerster. + +-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet. + +-Hvorfor? sagde Gerster blot. + +De tav lidt. + +-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Graes, sagde Erhard og blev +liggende laenge med Ojnene op i Loftet. + +De talte ikke mer. + +Men et par Uger efter sagde Erhard Voldvaerelserne op. + + * * * * * + +Herluf Berg saa' Leverandorernes Vogne og Kaerrer udenfor +"Victoria-Porten" endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjornet til +Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandorernes +Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres +Varer til Kokkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de +skreg paa Bagtrappen, med deres Kontraboger i Haenderne, saa man horte +dem op gennem hele Gaarden. + +Idag var man saerlig hojrostet. En hoj og skrattende Kvindestemme +skaeldte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en +Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Daekketoj. +Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer +mod Drikkepenge, blev haengende paa Trappegelaenderet og horte til; +Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brodet uden mod +Kontant. + +Spenner var forvirret og lob op ad Trappen, mens Konen blev ved at +skaende: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op +efter ham. + +Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, +der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle +Skillingerne sammen i sine Haender og lob med dem. + +Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende +gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten. + +Slagteren og Vildthandlerbuddet drev flojtende afsted ud ad Porten, +men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i +Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skraeddersal, der havde faaet +Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for +at hore til. + +Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Kokken, +skillende og vragende Kodstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt +blevet Blandingsgods, der er af Leverandorerne anbragte i +"Victoria-Etablissementets" Kokken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt, +undersogende Hons og Stege med ubevaegelig Ro som en Videnskabsmand i +sit Laboratorium. + +Den store Kok var faerdig med at sortere og saa' provende ud over det +samlede Indkob, hvoraf han havde sine fem Procent. + +Han vendte sig mod Bordet med "Konserverne". Det var aargamle Daaser +med en Del Rust langs Sommene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnaerede +Haender ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var +Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Kokkenet til sin Post. + +Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde +de ikke paa hinanden. + +... Herluf havde tilbragt Tiden med at laese Koncertplakaterne ved +Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna +Beymers forste Koncert. Det var den "belgiske Nattergal", som Hr. +Theodor Franz dog havde besluttet sig til at fore til Kobenhavn--uden +Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget +sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frokenens +Privat-Soiree, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter +og Pressen efter "en let Dejeuner". + +Da Herluf havde set Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige +Bagerdreng i Haelene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad +Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak +Hovedet ud ad den modsatte Dor, da hun var gaaet. + +-Naa--er De her begge? sagde Berg. + +-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, for +han gik igen med Spenner, og de fik lukket Doren til den indre Stue +efter sig. + +Herluf gik rolig ned til Proven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast +og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man +kom, kunde man traeffe dem forhandlende for lukkede Dore. + +Det var i det hele noget saert i den sidste Tid med Konsortiets +medlemmer--naesten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag +var som haegtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme +Kontor egentlig orkeslose tilhobe blot for at sidde her op ad +hinanden, mens den tunge Maskine stonnede op gennem Huset som et +svaertbelaesset sitrende Dyr. + +Og paa andre Dage floj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et +hastigt Haandtryk og urolige Ojne for at komme bort igen; havende +travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige +"Forhandlinger om Prioriteten", som Adolf og Spenner drev overalt: i +Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i +Garderoberne--med Kommissionaerer, Agenter og dunkle Projektmagere, der +dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og +bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre. + +-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og lob forbi Herluf ind i et +Kabinet til en af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to +eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke +skulde se den anden. + +Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en +forhenvaerende Godsejer, der sogte hoje Renter for sine disponible +Penge, en velhavende Skuespiller, der taenkte at blive Direktor for en +billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmaend, der sagde +sig at vaere Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme +Konsortier, hvis Existens var grundlost Projekt. Alle kom de otte Dage +og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de +allerfleste kun forgaeves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. +Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete +Ansigter, som var det "en Herre med Dame," de vartede op med de +franske Kyllinger. + +Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som +"Direktorerne" (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktor, saa det rent +vrimlede med "Styrere") stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjorne +eller ude paa Gangen: "den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen", blev +der sagt, og Opvarteren forstod. + +Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for +hinanden lige ned til Kellnerne. + +Nede i Kokkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest +glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktorerne +overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som +de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags +Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa +Dagen og vaagnede utilpas og rodho'dede. Saa var de saert sky og lidt +forlegne for hinanden, naar de netop modtes, idet de listede ud ad +Dorene. + +Martens var sjaeldent at finde fem Minutter paa samme Sted. +Han drev mest orkeslos omkring i Gaderne, der begraendsede +Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasaetteren om Tomten, hvor +det braender. + +... Forste Akt af Proven var forbi--det var Arrangementsprove paa en +Operette, "Den lystige Krig", som Herluf vilde se at faa op til +December for at slaa saa megen Mont som muligt af den slemme dode +Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin +Overfrakke paa: + +-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind. + +-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskaeftig at +snakke los om Svamp og Vejr og Prove. + +-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen +imod Doren. + +-Ja, sagde Adolf blot. + +-Hvorhen? spurgte Berg. + +-Hjem, sagde han i Doren og gik. + +Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog slove alle de kendte Veje +for at soge "Udvej". Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste +Graenser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og +Bekendtskab gik han for at soge Udvej til Penge. Men der var ingen +mer. + +Spenner og han havde skaendtes, med halvhoje forbitrede Stemmer, hvor +hver Saetning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig +fjendtlige overfor hinanden. + +-Det skal altsaa vaere forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds +Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne. + +-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf. + +-Din Moder har Penge, sagde Spenner. + +Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_ +laengst var forbi, som havde heddet "Moders Penge"--stakkelt to, tre +tusind, som han havde fort i Munden ved Siden af "Faders Formue", og +som gamle Fru Adolf laengst havde bragt ham i "Bikubebogen" en Morgen +ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet. + +Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa +let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--: + +-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et +fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede +hun helt forvirret. + +Og Adolf havde taget dem med en Floskel: "skont det egentlig ikke +behovedes". Da han havde faaet Tojet paa for at gaa, vendte han dog +pludselig om og gik ind og kyssede den "Gamle". + +Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for +Konstantin--taenkte hun. + +... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker sogte om Vaerdier, +Ting at gore i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge.... + +Solvtojet var der. + +Han taenkte igen paa Solvtojet, som han havde set en Morgen nu +fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet +igennem Vaerelset og var standset for at se paa det. Moderen snakkede +og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for +Stykke: + +-Det var Penge--ikke saa faa Penge, taenkte han. + +-Det var Fodselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den +sidste Provesolvsgaflerne, hen til de ovrige pudsede sytten. + +Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker. + +-Gaar du, Konstantin? sagde hun. + +-Ja. Farvel, sagde han aandsfravaerende. Han taenkte allerede paa, +hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det maerkedes, +og uden at det blev set: + +-Kommer du til Middag? spurgte hun. + +Man maatte kunne pakke gamle Boger ind i Lagenerne--og gamle Papirer, +saa det just blev de gamle Pakker at se til. + +-Nej, sagde han som for og gik. + +Fra den Dag havde Adolf stadig haft Solvskabet i Tanker--som en +"Udvej": Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, +skont han tidt havde vaeret derhjemme om Formiddagen, naar Huset var +tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende +bort: Gamle Fru Adolf var sjaeldent hjemme om Formiddagene nu. +Hun gik fra Dor til Dor hos Slaegt og hos Bekendte og lovtalte +Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades +Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun forst +havde graedt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved +Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i +Kaaben og lod alle beundre den. + +-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og folte selv hen ad AErmet: Konstantin kan +jo gore det. + +... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det +vaere. Der var ingen anden Udvej: + +Idag maatte han tage og pantsaette Solvtojet. + +Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: +Doren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet +skulde komme, og Adolf gik videre hjem. + +Han lukkede Entredoren saa underlig sagte op uden at gore mindste Stoj +med Noglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dorene til Gangen +stod aabne. Han haengte sit Toj op og gik gennem Stuerne med de store +gamle Mobler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt +ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. + +Han gik ud i Kokkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han +aabnede Bagtrappedoren for at se efter gamle Marie. Han horte hendes +Stemme nede fra Kokkendoren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa +Vejen til Byen.... + +Han blev staaende lidt, med Doren paa Klem og lyttede. Marie talte om +ham, forbedrende en af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun +bragte videre til alle Kokkendore. + +Adolf trak stille Doren til og gik tilbage. Han aabnede Doren ind til +Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde vaere derinde. +Men Foraeldrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af +hinanden med de hvide Taepper, mens Vaekkeuhret dikkede. + +Saa tog han sig sammen og begyndte at soge Boger og Papir frem til +Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnoglerne var i Noglekurven, som han +maatte hente i Foraeldrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. +Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han +fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den. + +Skabsnoglerne fandt han ikke, provede baade fire og fem, for han fik +den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af +Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind. + +Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik +Solvtojspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserode Papirer +faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst +ved Stojen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det +var hans Daabsbestik og hans lille Baeger, der var gledet ned paa +Gulvet.... + +Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han +ikke baere det. + +Inde hos sig selv laasede han alle Dore, mens han loste alle Pakkerne +en for en og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han +noje i Facon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem +sammen igen.... + +Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i +de to halvmorke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de +laa just som for.... + +Baegeret og Bestikket havde han naer glemt paa sin Seng. Han stak det +ind til en Side i Skabet for han stillede Noglekurven i en Krog af med +Foraeldrenes hvide Senge. + +--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige +tog i Spisestuedoren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt +at dreje den om igen. + +-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klaedte mig +paa. + +Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han +saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet.... + +Adolf kom ud i Kokkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med +hende, lost og fast, lystigt--for han gik. + +Bybudet skulde traeffe ham ovre i en Kafe. + + * * * * * + +Da Herluf efter Proven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, +horte han et hojt Skaenderi slaa op fra Kaelderen. Inde ved Buffeten var +den forskraekkede Jomfru lobet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende +ned ad Trappen: + +-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og lob ned. + +Man horte Hr. Desgrais' Stemme, brolende som en uvan Tyr og pludselig +Madam Martens Rost, der blev ved at skrige det ene Ord: + +-Tyv--Tyv. + +Herluf lob ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, +som stod rystende ved Gelaenderet: + +-Tyv, raabte Madam Martens igen. + +-Hun har fundet det fordaervede Kod, sagde Jomfruen, hvis Taender +klaprede i Munden. + +Herluf gik ned. Midt i Kokkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var +sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slaebt Truget +med det fordaervede Kod ind i Kokkenet og vaeltet det ud paa Gulvet: hun +havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans "kasserede" +Kod, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt: + +-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig los, og de skreg +alle. Pigerne hvinede hojt, mens han lob frem mod Madam Martens med +den loftede Storslov. Men pludselig rallede han, gurglende som et +tykhalset Dyr og faldt over mod Vaeggen, som blev han kvalt af sit eget +Raseri.... + +Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevaegelig med sine knyttede +Haender foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle lob kun hid og did. + +Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stodte Kokkene til Side, der +vilde hjaelpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han +slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Kokkenet og gik. + +Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte +sig fra ham og gik uden et Ord. + +Oppe fra lod Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. +Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store +Komfur og en taet Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over +Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordaervede Kod. + +Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner +foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for +sig. + +Traegt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam +Martens gik op ad Bagtrappen--hjem. + +Hun satte ikke mere sin Fod i Martens "Bygning". + +Da Spenner havde skaffet Ro i Kokkenet, og han og Herluf kom op i +Restaurationen, traf de Adolf: + +-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham. + +-Ellevehundrede, svarede Adolf blot. + +-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres +Frimurervaesen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med +en Talstorrelse eller et Firma. + +-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende +Ojne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok. + +-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg. + +Spenner og han vilde til at fortaelle Optrinet i Kokkenet mellem Chefen +og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at le begge to, +rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end +Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren: + +-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv +begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin hoje +generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, +som glemte de at le med et): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf +igen. + +-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; +det var et Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren +til for at faa Forklaringen.... + +Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu laenge ved at le, +mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de +lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige +Lystighed. + +-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti +for en, sagde Adolf. + +-Ti for en, bekraeftede Spenner. + +-Men, sagde Adolf, det er dog paa hoje Tid, man saetter Martens ud. + +-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok. + +At "saette hinanden ud" var et Yndlingsthema blandt Direktorerne nu. +Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og +fri for den anden, "saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen +Herre". Adolf og Spenner vilde kobe Martens ud samme Dag "den +Prioritet blev ordnet", og Martens lob Gade op og Gade ned og +fortalte, at "han kobte Historien kvit igen", som han sagde--til hvem, +der vilde hore det. + +De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og +de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede +snakkesalig frem med sine Kokkenmemoirer for Direktorerne, der sad +omgivne af Vinkolere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af +en hel Vold. + +Ved Desserten blev der banket paa Doren. Det var Billetkasserer +Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt +daarligt, rent daarligt til Koncerten. + +Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han +med loftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid +lod som en halv Torden. + +-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent +personlig Skaendsel, naar der var daarligt solgt ved "Hullet" og som +ikke forstod al den Lystighed hos Direktorerne, der blev ved at le ad +hans to hundrede og syv: + +-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt. + +-Det er ikke til Laurbaerkransene, raabte Spenner. + +-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre +stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone: + +-Men der er ingen "Traek" mer, Hr. Direktor. + +-N-ej, sagde Berg. + +Adolf kom slet ikke ud af sin hoje, kighostelignende Latter: Jespersen +maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. +Jespersen vaegrede sig, helt skraemt af denne lydelige Lystighed, han +ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden: + +-Paa en god Indgang da, sagde han og drak. + +Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i +Rejsetoj; han kom lige fra Malmobaaden (efter Praesentationen havde han +arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' +forste Gang var bestandig til Kassen. + +Han blev staaende indigneret foran det daekkede Bord og sagde til +Jespersen, der stod fuldstaendig ulykkelig, med Glasset i Haanden: + +-Jeg sogte Dem, min Herre, sagde han vaerdigt. + +Berg, der blev ved at vaere meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var +her just for at sporge, hvordan der skulde forholdes med +Fribilletter.... + +-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Baenkene skal vi vel ikke +synge. + +-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale +denne Saetning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset. + +-Vel, sagde Jespersen og gik til Doren. Men pludselig vendte Hr. +Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevaegelse: + +-Nej, sagde han, der sendes ingen ud. + +-Ikke en sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. +Publikum er traet af Humbug--her har vaeret for mange udsolgte Huse: + +Ingen af Direktorerne sagde noget. De sad paa en Gang slove og +mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men +Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, +gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Saek: med +Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke +"modtages". + +Hun skal erobre Publikum--Publikum skal domme selv, sagde han. Klaken +tor forst applaudere efter det tredje Numer. + +Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og +Lavrbaerkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og +Spenner fulgte efter. + +Da Doren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen hojt og laenge, til de +pludselig holdt op paa en Gang som paa Kommando, generede af deres +egen tomme Latter, der dode hen. De sad laenge tavse, mens der blev +ganske morkt i Stuen: + +-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt +fra Saedet. + +-Ja--det gor vi vel, sagde Berg. + +Ovre i Foyeren var de to Herrer af "Buketten" allerede Kommen Og gik +forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervose og irriterede +ved at skulle ud og spille los for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene +slaebte traegere og mismodigt paa Fodderne, mens de stillede +Lavrbaertraeerne op i Hjornerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Saeder +blev slaaet ned med dumpe Smaek i det store Hus. + +Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne: + +-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig. + +Der blev stor Stoj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der +smaekkede Jerndoren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt +af de tre Direktorer, der skulde underholde hende i Embeds Medfor, men +snart faldt slappe hen, en efter en, siddende ved Siden af hinanden +langs Vaeggen som Folk, der laengst har opgivet Spillet. Sangerinden, +der var svaer og kortbenet som en japansk Hone, begyndte at faeste +Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt +mellem de to Spejle: + +-Er der saa faa! sagde hun aengstelig. + +-Ikke et Menneske, erklaerede Pianisten. + +Hun begyndte at smore sine nogne Arme ind med Pudder ved Hjaelp af et +Stykke Vat, endnu mere nervos foran disse tre tavse Herrer, der sad +ubevaegelige, ret op og ned, langs Vaeggen, som sov de med aabne Ojne: + +-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Vaeggen. + +-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var faerdig, +og der kunde begyndes. + +-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at haenge uaegte Perlestads, +hun tog af en Safianspose, i taette Rader om Halsen. + +-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet +for at rense Halsen. + +De to Herrer gik med for at begynde, og man horte op fra Scenen +Sonaten for Piano og Violin, daddellos og livlig som en lang +Vuggevise. De tre Direktorer rejste sig, irriterede ved at se paa +dette korte Fruentimmer, der trippede sanseslost rundt foran Spejlene, +og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden +at tale med hinanden. + +Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve +Kroner med Indgangen. Adolf talte dem traet og ligegyldig og vendte +tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig +uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktorerne, sagde for dog +at sige noget, for han gik. + +-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han. + +-Godnat. + +De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt +paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtlose Triller ud i den hule +Sal. Da Arien var forbi, lod der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. +Theodor Franz rev Kontordoren op: + +-Publikum toer op, raabte han. Publikum toer op. + +Men da ingen svarede, og han maerkede, at her ikke var synderlig Bund +for Begejstring, lob han igen og vendte tilbage til Foyeren for at +udskaelde Nattergalen for lukket Dor. + +Forste Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' +ud ad Hullerne. Kritikerne fros gudhengivent paa Flankerne af de lange +Baenke, hvor de opslagne Saeder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod +ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Naese ad det +tomme Parket. + +Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren +... Nede paa Scenen gik man los paa Aftenens afgorende Nummer, en Arie +med Piano og Violin, Programmets _piece de resistance_. Klaken faldt +tjenstvillig ind efter den forste Sats, men de faa Betalere blev +siddende uimodtagelige og slove; et Par enkelte hyssede, saa Hr. +Theodor Franz lob fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han +raabte: + +-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk? + +Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa +Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem +Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende +sig: Hun har fyldt Trocaderos store Sal, sagde han, trippende paa +Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadero. + +Men Arien var forbi, og man horte ikke andet end Klakens dumpe Naever i +Salen. + +-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde +mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen. + +Og han vendte sig atter mod de tre Direktorer, skaendende endnu +voldsommere, saa Herluf lukkede Doren til, for at man ikke skulde hore +ham ned paa Scenen. Han talte hojere og hojere, udskaeldte Publikum, +Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens +han lob op og ned. + +Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Doren tabte han Taalmodigheden, +og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skaeldende Sangerinden ud, +kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en foraeldet Humbug er +hun, raabte han, hvis De vil vide det. + +-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som +Kobenhavn, sluttede Adolf tilsidst. + +-En By som Kobenhavn, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, +mine Herrer, en By som Kobenhavn ... Skal jeg sige Dem, hvad den +er--Deres By Kobenhavn? En tom Blaere, min Herre--en tom Blaere er den, +skal jeg sige Dem.... + +-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og floj hen mod +Nattergalen, der frygtsomt aabnede Doren, som hun i samme Nu fik +slaaet i lige paa sin Naese. + +Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for +sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit +skingrende: + +-En tom Blaere, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok. + +-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde +han ryste Stedets Stov af sine Saaler: + +-Prosit--Deres Kobenhavn, sagde han og slog Jerndoren i, saa det +rungede. + +Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk "Berceuse". + +Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa "Bladet", sagde han. Han +vilde forsoge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. +Helt ned i Gaarden horte han Primadonnaens evnelose og forskraekkede +Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han naer falden over en Karre, +hvorpaa der var opstablet en stor Traekuffert. Det var Hr. Desgrais', +der ikke vilde blive saa laenge som Natten over i Etablissementet: og +da Herluf kom forbi Glasdoren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred +og stormaegtig, skride rejsefaerdig ned ad Trinene til Forstuen. + +Nede paa "Bladet" var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor +Medarbejderne sad bojede over Bordene. Herluf fik en hastig og +distraet Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. +Musikanmelderen gik ham forbi med et "God Aften", for at lukke sig +inde og skrive sin Notits. + +Redaktoren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit +Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset +efter en forste Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg +Vaabenbrodreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale +Mindedage som Fester. + +-Der var Loftelse, sagde han med sin bevaegede og brede Stemme, der var +virkelig Loftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent +tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. + +Redaktoren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf: + +-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornojelser, +som Folk vil ha'e. + +Det gav et Saet i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han +ikke ret Redaktorens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der horte +paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen +arbejdede tungt i sine Oversaettelser det sidste Aar. Ballet havde +trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang. + +Fru Petersen kom tilsidst frem i Doren til Konversationsvaerelset for +at afbryde Kaptejnens noget overflodige Veltalenhed; hun var i den +skotske Galla, hun havde overvaeret Foredraget paa en Haedersplads ved +Siden af Tribunen. + +-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brod op. + +-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru +Petersen. + +-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget or. AEgteparret +drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukces i +de ovrige velsindede Redaktioner. + +Berg brod med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i +Notitsen i hoflige Ord talte om "en let Indisposition, der i ovrigt +naesten havde fortaget sig i Lobet af Aftenen." + +-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde laest Notitsen +hojt. + +... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en +Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens forste Ophidselse havde +sat sig, og hans Stemning var naermest vemodig. Han lodsede +Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men +bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran "Hotel +d'Angleterre" tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle +Ojeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der +laa morkt og forladt i Oktoberaftenen: + +-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et +saa smukt "Terrain". + +Han bojede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han +meldte til Goteborg et "velbesat Hus og fuldstaendig kunstnerisk Sejr". + +... Adolf havde fundet Gerster ude i "Victoria" efter Koncerten, og +havde haegtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skont +de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og +bedre end at sidde ene--for begge Parter. + +Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa slovt med lige +til Adolfs Dor, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, +saa det lod hen gennem den hele Gade. + +Det var Adolfs vaerste Ojeblik paa hele Dognet, naar han skulde have +denne Gadedor op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem +Foraeldrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brod frem paa en +Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens +Begivenheder--Ansten for Morket, for Natten, og endnu mer for Dagen +imorgen end for Natten. + +I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, for han havde +fundet Lys og taendt.... + +Han var allerede halv klaedt af og sad paa sin Seng, da han atter +drejede Noglen om paa sin Dor og listede sagte ind i Spisestuen igen. +Noglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den. + +Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset. + +Saa tog han Skabsnoglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik +lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han folte +et Par Gange hen derover med sine Haender, for han lukkede igen.... + +Sagte trak han Sovekammerdoren til ... I Stagen braendte Lyset ned ved +Siden af den blundendes Seng. + +Inde i Foraeldrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf +--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf +svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden +at rore sig--sovnlose i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rorene +sagte sukkede. + + * * * * * + +Det var en Eftermiddag forst i December, da Herluf kom hjem og fandt +et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skont den var +saa flygtig og ulaeselig, at han naeppe kunde kende den, og Brevet selv +var skrevet ulaeseligere endnu. + +Der stod: + +Kaere H. + +Du ved maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet +vaerre. I de sidste Dage taler de om at slaebe mig til Montreux eller +Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne +se dig forinden. + +Din EG. + +Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa +syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det +... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden +... Men det kunde ogsaa gerne vaere, det var en hel Maaned siden. Tiden +gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven +Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i +Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjaelpen sikker, og der +skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang-- + +Ja--det kunde godt vaere en Maaned siden, han havde talt med ham, og da +havde han set elendig ud, elendig.... + +Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad +Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede +op i Entreen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den laegger sig +som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig +hviskede: + +-Hvordan er det? sagde han. + +-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat.... + +-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudoren. Men +han maa ikke tale laenge. + +Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vaekke en +sovende. + +-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Taerskelen. + +-Ja, sagde Herluf + +-Luk Doren og taend saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske morkt. + +-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Haenderne af Bevaegelse ved Lyden af +Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig +melodisk, syntes han. + +-Stil den bag Hovedgaerdet. + +-Ja, sagde Herluf og gjorde det, for han satte sig ved Sengen. + +-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Haender falde +ned paa Dynen. + +Herluf var blevet ganske forskraekket ved at se hans Ansigt, der var +blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt? +taenkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve +Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at +taenke. Og forvirret sagde han fuldstaendig dumt: + +-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedovet; +pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen +til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at do-- + +Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Ojne: + +-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom +jo pludseligt. + +De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han +skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du +kommer til Syden.... + +Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Ojnene, som vilde han ikke i +Herlufs Ansigt laese Bekraeftelsen paa sin Opgivelse. + +-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et +Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og +holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, +og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende. + +-Men--Erhard--fordi man bliver syg-- + +-Ja--ja, sagde han traet, lad nu det vaere godt ... Han laa og stirrede +frem mod Vaeggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man +vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som +de ovrige--ved du, det var knap Umagen vaerd. + +Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen. + +-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du, +sagde han. + +Det gav et formeligt Saet i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin +Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden: + +-Fa'r? sagde han. + +Erhard gjorde en lille Bevaegelse i Sengen, som folte han en Smerte et +Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han. + +-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede +Noglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra +_hende_.... + +-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet +uendelig dvaelende-blodt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og +saa op.... + +Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham. + +-Jeg var meget--meget (og han tovede paany foran dette Ord "elske", +som han, der nu skulde do paa Grund af sin Mangel paa Respekt for +Kjaerlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at +udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_ +kom ... og hun brod.... + +-Brod, gentog han; og i en anden Tone, et Forsog paa Ironi, der ikke +lykkedes, sagde han: + +-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r. + +Der var stille i Stuen; man horte kun Erhards hastige, syge Aande. +Herluf havde daekket Ojnene med sin Haand. Det var ham i disse +Ojeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved +Dodslejet af deres hele Ungdom--deres afmaegtige, resultatlose +Ungdom.... + +-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Faedre, du. + +De tav laenge, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at +sporge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Isaer om Arnoldsen, hvad +de tog sig til, og hvad de vilde. + +Herluf fortalte, og Erhard horte til, liggende stille paa Puden og +seende paa ham med et Par vagtsomme Ojne: + +-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar +det blot blir til noget. + +De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mer nu, sagde han; +Erhard holdt ham ikke tilbage. + +-Saa ser jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans +Ansigt--for jeg rejser. + +-Farvel--du, hviskede Herluf. + +-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. + +-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf. + +-Ja--Tak. + +De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik. + +Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i +Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var +Skaerm over Lampen, som stod i et andet Hjorne. Men hendes Stemme var +meget kold og formel, som var han en ganske fremmed. + +-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var +jo besvaerlig. + +-Den vaerste Rejsetid, sagde Herluf. + +Samtalen slaebte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de horte +Skridt i den naeste Stue, og Professoren stod i Doren i Galla--fra +Onsdagstaflet kom han: + +-Er du der? sagde han. + +-Ja, sagde Fruen.... + +I samme Ojeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, for han gik +et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der +dirrede, saa den blev ganske haes: + +-Har De dog ikke i Sinde at lade ham do i Fred? + +Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og seende +paa ham tre Skridt fra Doren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at +sige noget, uden en Lyd--ud ad Doren, med Professoren i Haelene, tavs, +lige til Gangdoren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev +staaende paa Trappen. + +-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den +konne imiterede Egetraesdor med "Gerster-Professor" paa Pladen--for han +gik ned ad Trappen. + +Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: + +-Gerster, sagde Fruen blot. + +-Nu tor man vel rense sit Hus, sagde han med sin hoje Stemme. Ellers +er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Son? + +-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slaebt dem +herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudlose +Folk, sagde han og knyttede Haenderne. + +Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse god sig ud +i en Strom af haese Ord, Skaeldsnavne, hans Dagblads banale +Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af "disse Apostle": + +-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af +Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert +Skaeldsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Boger +vi laeser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Dore hvis Liv vi lever ... +Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den +... disse Mennesker, disse "Frihedens" Folk, bygget den med deres frie +Kaerlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres "Abetro". + +-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af +Gud? raabte han, som forst havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste +Halvaars Kampe med Erhard. + +Og han talte atter om Byen, skaendende den, forbandende den, givende +den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Son: + +-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? +--en Goglerby--et _Paradis for Goglere_.... + +Stemmen forsagede ham og han naesten rallede, han kunde ikke tale mer. +Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandorkorset laa midt paa +Taeppet. + +Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun laenge, som bedovet, +og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al +sin Stilling i den By, han skaendede. + +Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, laenge; til +hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor +hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede. + + * * * * * + +Herluf drev om i Gaderne laenge, et Par Timer, saa da han kom til +"Victoria-Etablissementet", var Forestillingen forbi. Men Kelneren i +Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i "National". + +-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankelost. + +-Ja--Hr. Spenner har jo ikke vaeret her idag, sagde Kelneren. + +Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte +fra "Victoria". + +Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor +Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat: + +-Men, Adolf, sagde han. + +-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg +kommer strax. + +-Men--uden Hat, sagde Berg. + +-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax. + +Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. +Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Koler. +Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Forst +talte man om Gerster og saa om blonde Krause: "han havde maattet +kvittere", som Brodersen sagde. "Hollandsk Soldat, Gamle" ... Herluf +talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig +med Haanden til Hovedet hvert Ojeblik--som jog han en usynlig Flue +bort. + +Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede +Stemme: nogen maa jo vaere Bukkene, der sendes ud i Orkenen. Adolf +vendte sig og lo laenge, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed: + +-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stodte sit Glas mod de andres, +mens han blev ved at le. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt +i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa los. + +-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over +dette "Du". De gik hen til Doren og stod lidt, for Adolf sagde helt +aandsfravaerende: + +-Ja--naar kan vi ses imorgen? + +-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalproven. + +-Ja--ja--imorgen tidlig.... + +-Og naar er det? spurgte han i den samme saert opfarende Tone. + +-Klokken ti, sagde Berg. + +-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og +tog hans Haand paany, klemmende den i sin: + +-Saa imorgen, sagde han og gik. + +Herluf vilde raabe efter ham, men Doren slog allerede i, og Adolf var +ude ... Berg vilde blot hente sit Toj i Logen, han vilde hjem. + +Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humoret i Aften. + +-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det leende, +"brunhatte'de" Ung-Kobenhavn, vi kunde s'gu gerne traekke os tilbage +nu--der _er_ Efterfolgere.... + +-Ja, sagde Brodersen, der er "opdraget" et net lille Kuld--et nydeligt +Kuld ... Man har jo laert dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han +tilfreds. + +-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle? + +-Man bli'r AEgtemaend, sagde Brodersen og snoftede, og vendende tilbage +til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han: + +-Og opfylder Budene, du, og gor sig Jorden underdanig.... + +... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra +National lod "Fahrbacherne"s Stoj, Violiner, Trommer og Triangel i en +Tummel, som for at holde Gaesterne sammen til et allersidste Glas.... + +Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Facade +tavs og mork lig et underligt Gravmaele. + + + + +V + +Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige +Taage, der svobte alting i sit Graat--ogsaa idag. + +Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs +saere Vaesen igaar og vilde tale med ham for Generalproven. Men i +Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han +gik nedenunder for at soge _der_; Koristerne begyndte allerede at +springe paa Trappen til Generalproven. + +Doren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der +ingen. Med sine nogne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som +var det laengst forladt og stod til Leje; Batterier af tomte Flasker +fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den naeste Stue +og saa' en fremmed Mand, der hilste: + +-Ja--Doren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet. + +-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke. + +Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den +stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kaeldrene og +maerkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at +stoje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til +Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmorket rumsterede med +deres Saetstykker. + +Og Adolf kom endnu ikke. + +Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle +Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere +Billetterne til Fattigskatten. De maatte taende et Gasblus for at se i +Tusmorket og de begyndte sendraegtigt paa Optaellingen, mens Herluf gik +urolig op og ned og ventede. + +Det bankede igen. Det var Froken Hansen, der kom bleg og forpustet: +De? sagde Herluf, mens Vejret naesten gik fra ham: Hvor er Adolf? + +-Har han ikke vaeret her? sagde hun. + +Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Ojeblik bestyrtede, uden at +tale: Har Bankbudet vaeret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til +de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset. + +-Ja. + +-Ogsaa hos os. + +De gik ind i det andet Vaerelse, og Froken Hansen greb Herluf +krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. + +-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. + +Froken Hansen horte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo +altid talt om idag, sagde hun ... jo laenge talte om idag. + +-Ja, sagde Herluf + +Han kom til at taenke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede +paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at soge den. Paa Vaeggen +hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de +Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod +ingen Tal opfort ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den +ottende December. + +-Og hvor er _han_, sagde Froken Hansen. + +-Spenner? + +-Ja. + +-De siger han er syg, sagde Herluf. + +De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Froken +Hansen og lukkede Pulten. + +-Til de Gamle? + +-Ja. + +De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang stojende over +Gelaenderne i deres brogede Uniformer: + +-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprove. + +Oppe fra Damegarderoben horte man Regissorens Klokke, og Koristinderne +rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pageben. + +-De kommer jo igen, sagde Herluf. + +-Ja. + +De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsvaerelset, hvor de +Gamle var ved at pakke sammen under Lampen. + +-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har vaeret lidt smaat i den sidste +Tid, Hr. Direktor ... Men nu blir det vel bedre--skont det er +Julemaaneden nu. + +-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. + +De to Gamle kom afsted, just som Regissoren meldte, at alt var i +Orden. Taeppet kunde gaa. + +-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte +og lod daempet op bag Taeppet, mens Solisterne lob febrilsk til og fra +deres Garderober. + +Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne +udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf, +forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at +alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem. + +Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle +lobet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde +til Pligt at vaere her? Hvor var Spenner? + +Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt +meningslost Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det ode +Kontor, aabent for alle Vinde, den nogne, ulaasede Pult--hele denne +Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de +ogsaa reddede sig. + +For de _maatte_ redde sig.... + +Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hort, det bankede--da der +stod en fremmed Mand indenfor Doren og hilste. + +-Hvad vil De, sagde han og fo'r op. + +Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa +blot hoflig og daempet. + +-Hvad er der sket? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt +op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede +den modsatte Dor for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte +ham: + +-Kun ingen Stoj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf: + +-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? + +-Ja, sagde Herluf. + +-Og her? + +-Er mit, sagde Herluf. + +Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge daempet, som Laeger +i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Proven, sagde Hr. +Rowan. + +-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Vaeg. Ude paa +Gangen sank han sammen et Ojeblik ved Gelaenderet. Ogsaa foran +Spenners Dor stod der en fremmed Mand, som maalte ham. + +Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, for ham +kom ned i Salen, hvor der var morkt. Menneskene paa Scenen saa' han +som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende +paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Logene, de +spillede--Hollaenderen, der graed for sine Log, sine firehundrede Log. + +Et Par Skuespillere slog sig ned paa Baenken lige bag ham og +profeterede, for at gore sig behagelige, en stor Sukces: + +-Ja, sagde den ene hojt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det +nye Aar, bekraeftede den anden, mens Hollaenderen blev ved at jamre. + +Men pludselig fo'r Direktoren op og standsede Orkestret, raabende til +et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de +vidste det, at det var _det_, de hviskede; skaeldende dem ud over al +Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skraevende Ben.... + +Og med et lob han, som vilde han forhale det et Ojeblik, opholde det +blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede +med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede +han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut. + +Under Finalen gik han. + +Udenfor sin Dor modte han Froken Hansen, bleg og forstyrret. Han var +der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt. + +Han aabnede Doren uden at tale, og hun vilde sporge--da hun holdt inde +ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at +hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun +stakaandet. + +Og pludselig gaettede hun, laenende sig et Ojeblik mod Vaeggen, for hun +gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse +og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse +fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der +stojende lob til deres Garderober opad Trappen. De skaelvede, naar de +horte Skuespillernes Stemmer taet ved Doren. + +Froken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet +Sorgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle +Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde +set paa hende med sine smaa aengstelige frittende Ojne, mens Froken +Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa +igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Folge med hende, og det +varede en halv Evighed, for de kom afsted, mens den gamle Frue blev +ved at sporge med sin angstfyldte Stemme. + +-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over +Gelaenderet. + +Og saa havde Froken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den +gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde +ganske som den gamle Frues. + +-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var +bleven staaende og havde set efter hende lige til hun var bojet om +Hjornet.... + +... De sad stadig ubevaegelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter +Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam +han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede. + +Men Regissorens Klokke gik som saedvanlig og de horte Forspillet og +Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer: + +En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man se--hun +drikker tre--Tre Kopper The. + +Der blev banket let paa den modsatte Dor, og Betjenten gik ud. + +-Hvor er han? sagde Froken Hansen, straekkende sig hastigt frem over +Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale. + +-Jeg ved det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen. + +-Dette Hus, dette Hus, sagde Froken Hansen pludselig og loftede de +knyttede Haender. + +Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de horte +Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der +svarede hende med Omkvaedet: + + Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa +lystig, saa lystig en Krig. + +Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med +Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Doren gik +op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Doren efter sig og +sagde efter et lille Ojebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme +Stemme: + +-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit. + +Herluf bojede Hovedet, han kunde ikke svare. Froken Hansen lagde +Panden ned mod Bordet og graed stille. + +Ude sang de endnu--Kaerlighedsduetten: + +Kun _det_ Kys aegte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Laebe bringer Laebe +Bud om Flammer, taendt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +Pludselig horte de ilfaerdige Skridt frem og tilbage paa Gange og +Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk lob +forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Doren, +der aabnede sig foran en Flok af forskraekkede Ansigter: + +-Menneske dog, raabte Ornulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket? + +Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en +Fallit? sagde han saa med halv Stemme. + +-Ja, sagde Herluf sagte. + +Doren lukkede sig igen. Forvirrede lob alle Skuespillerne ned paa +Scenen, samlende sig i smaa maallose Flokke, staaende raadlose, i +deres Operettepynt, midt mellem Saetstykkerne, forstenede som +Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man horte +ikke andet end den hoje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig +gik op og ned og slog begge de loftede Haender ned mod sin Isse: + +-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig. + +Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og en af dem +sprang op paa et Saetstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren. + +De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strommede +ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap +var Dorene lukkede, for de alle begyndte at tale i Munden paa +hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgoglere, i +deres Stads, med de aftagne Parykker i Haenderne, latterlige som en +Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive +af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte. + +Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev +staaende aandsfravaerende, stirrende frem for sig; med et fortabt i et +langt aengsteligt Regnestykke som et Svaelg uden Bund af Forpligtelser, +Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, medlost, +endnu hojere, sogende om Hjaelp, foreslaaende Udveje: + +-Nu for Jul, nu for Jul, sagde de alle. + +De samlede sig alle om denne ene Saetning, der ligesom skaerpede deres +Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man +maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklaeringer. + +Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne +raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom +Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og +tungsindige, vante til Striker og "Spadseren". Orkestermedlemmerne var +vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Et +var dog godt, at Balsaesonen begyndte saa kort efter Jul. + +Deputationen kom ind i Kontoret. Ornulf var Ordforer for Kammeraterne. + +-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme. + +Han ventede et Ojeblik, for han gik ud og ned over Scenen, hvor +Arbejderne sorgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne +fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Doren i en stor Flok. Der blev +ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede +Ansigter--skraemte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben +af Forvirring, saa man knap horte Ordene, han sagde: + +-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin +skaelvende og naesten uhorlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle +og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han +brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han +gik. + +Et Ojeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme +Bevaegelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus +... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik +ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snofte og graede. + +Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned +mod sit Bord. Saa loftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten: + +-Vil De sige dem, at vi korer til Centralbanken, sagde han. Om de vil +vaelge et Par til at folge med. + +Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den +eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu for Jul maatte de i +hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive +Teatret, kunde ikke lade Krach'et straekke sig til Driften uden selv at +lide Tab. + +Han begyndte at gore Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om +mulige Besparelser. Tojet havde han allerede paa, da Hr. Staehr +arriverede. Han var meget echaufferet, med alle Lommer fulde af +strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at +snakke, sogende Bekraeftelse paa en Maengde Enkeltheder, Herluf slet +ikke kendte: + +-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til +halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa laenge, maerkvaerdigt +... Hr. Staehr satte sig, med aaben Overfrakke, sporgende ud om Adolfs +Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham +Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjaelen, +Sjaelen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans +Fortid.... + +Hr. Staehr blev ved. + +Herluf sagde blot: Ja--kaere Staehr--jeg ved ingenting ... Vi tager til +Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Staehr gik +ned paa den forladte Scene--undersogende alt, hastigt inspireret af +dette Billede af Flugt og Odelaeggelse, som den dybe, tavse Sal syntes +at stirre paa som et morkt gennemborende Oje.... + +De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev, +aandsfravaerende ud af Vinduerne: + +-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den forste +Elsker. + +Og Ornulf svarede: + +-Ja--man maa forstaa at tage ham. + +Herluf sagde ikke et Ord, for de naaede Banken og stod ud. De maatte +vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervose, rettede paa +sig og fo'r med Haenderne gennem de svedige Tupeer. + +-Min Ven, sagde Ornulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, +febrilske, ligesom for, indtil de endelig kom ind. + +Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde naesten +ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bod dem tage Plads. Der var en +hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig +havde taenkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig +overfor dem--som var hans Saetninger endnu kortere og klarere end +vanligt. + +Men de to Skuespillere havde slet intet taenkt, og de begyndte kun at +fortabe sig i lange Deklamationer om "det hele Personales fortvivlede +Stilling" og "Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast". +Konferentsraaden sad bojet over sit Bord, mens Ornulf blev ved at +tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den forste Elsker, +der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed +med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement. + +Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette +Vaerelse forst havde vakt og aeggede hele Folelsen af hans Smerte. + +-Ja, sagde Ornulf, Kammeraterne vil holde sammen. + +-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ornulf +havde loftet Ojnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod +Skuespillerens Ord do hen i en ganske lille naesten umaerkelig Pavse, +for han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer: + +-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige +og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse +Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om +Kontrakternes mulige Gyldighed. + +Men Ornulf forlod hurtig Tallene og blev atter religios og talte om +Forsynet og den menneskelige Folelse, rort og med taarefyldte Ojne +over sin egen Veltalenhed, mens den forste Elsker som henreven +stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol, +saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Haenderne +stottede mod sine Krae og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter. +Elskeren, der begyndte at fole sig usikker under Konferentsraadens +Blik og som svedte som Helten i et faedrelandshistorisk Skuespil, vilde +endelig standse sin Kollega og sagde: + +-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen. + +Ornulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han +i en anden Tone--Betingelsen maa vaere de garanterede Gager. + +Der blev igen en Pavse, for Konferentsraaden atter vendte sig mod +Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet traeder just nu sammen--og hvad +der kan ske, vil naturligvis afhaenge af de Herrers Beslutninger ... +Jeg tror dog at turde sige, at der vil vaere en overvejende +Sandsynlighed for, at man beslutter sig til forelobig at overtage +Driften ... under en passende Ledelse.... + +Herluf bojede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og +han sagde med lidt Moje (det var overhovedet de forste Ord, han +fremforte): + +-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lod knap +frem gennem Rummet, og der var et Ojeblik stille i Stuen, som ventede +Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge, +og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske +bevaeget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse +Omstaendigheder bedst, at Ledelsen vaelges (Konferentsraaden tovede et +bitte Ojeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte.... + +Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage +literaere Experimenter, mine Herrer. + +-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den forste +Elsker: + +-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade, +indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve +Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg +ved Siden af Bordet. + +-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden +afsluttende. Og Ornulf, der atter blev meget bevaeget og holdt +Konferentsraadens fremrakte Haand laenge i sin, sagde: + +-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa. + +De to Skuespillere gik hen mod Doren og Konferentsraaden sagde til +Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? + +-Iaftes. + +-Ja--han skal jo forst vaere flygtet imorges, sagde Konferentsraaden. +Han stod et Ojeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, +men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningslost: + +-Ja--lev vel, og vendte sig. + +-Adieu, sagde Herluf. + +Ude paa Trappen komplimenterede den forste Elsker sin Kollega. + +-Ja--det gik jo, sagde Ornulf. + +-Brillant, sagde Elskeren. + +-Jeg talte for Kammeraterne, Ornulf rort og bredt, og han maatte +standse for at raekke sin Ven begge Haenderne, midt paa Trappen. + +Konferentsraaden tovede nogle Ojeblikke, for han aabnede Doren til den +store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og +Hallen var mork, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som +listende Skygger, og Assistenterne sad bojede over de store Pulte, der +rejste sig som saere Skafotter. + +-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden hojt fra Vindeltrappens +Trin. Og han blev staaende, mens der blev taendt fra Pult til Pult: det +saa' saa maerkeligt ud, som om Morket kun flygtede som store hastige +Flagermus op under Hvaelvingerne og gemte sig. + +Konferentsraaden gik op. + +I Bankraadssalen var der taendt, og de Herrer var allerede kommen. De +var arriverede ligefra Borsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved +Rygterne og Foresporgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte +alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole +for at kore til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke hore. + +Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om +Bordet som en hojtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og +sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manovrere med et +meget omfangsrigt Horeror--at han havde anset det for sin Pligt strax +at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige +Bankraadet. + +De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og +Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for +Banken ikke nogen Grund til at aengstes over denne indtrufne Kalamitet. + +-Saasnart man, sagde han, undersoger de nogne Tal. + +Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlaegge Situationen og at give +alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmaessige og rent +refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre +frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind +som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i +lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne. + +Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvaelede ved enkelte +Tusinder, der "maaske for Ojeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme": +han afvejede Taxationsvaerdierne, ansaettende lavt: Lad os saette lavt, +mine Herrer, blev han ved at sige: vi saetter lavt--af Hensyn til +Tiderne; og han afrundede Summerne "med alle de upaaagtede Vaerdier", +som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer.... + +Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra +tusind til tusind. Excellencens Horeror gik op og ned som i +samstemmende Nik. + +-Overfor disse Vaerdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da +for Banken de halvanden tinglaeste Million. + +Han lukkede Mappen og saa' for forste Gang op. De Herrer var laengst +beroligede og akklamerede Oplysningerne, gorende smaa private +Bemaerkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfolgeligt +tilfojede Konferentsraaden en Bemaerkning om den forelobige Overtagelse +af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af +deres Midte lade vaelge en kunstnerisk Ledelse. + +De Herrer skod allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og +hojrostede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede +endnu paa Strandvejen--flyttede forst ind til Jul ... Dumheder, +Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr. +Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne.... + +Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte +Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var hojst misfornojet. + +-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu. + +De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev +staaende foran sin Stol, stottet til Bordet: + +-Det er forelobig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gore de +Herrer. Alle naermere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne +forstaa--naturligvis forst senere se mig i Stand til at yde +Bankraadet. Staden Kobenhavn--sagde han, og det var, som han +uvilkaarligt haevede Rosten--ser sig, for at fyldestgore en saa hastig +Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et +nyt Millionlaan. + +-Kobenhavns Kommune beaerer os, mine Herrer, beaerer Centralbanken, med +Emissionen af dette Papir. + +Konferentsraaden tav, og der var et lille Ojeblik stille i Bankraadets +Sal. + +... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse +Hal tilbage til sit Kontor: + +Dagen var hans. + +Han skrev kun endnu det korte Brev til "Victoriateatrets samlede +Persionale" og sendte det bort med et Bud. + +Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han +blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne +faldt ind paa Vaeggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede +laenge paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys +dets Konturer urolige og vidskedes ud. Laenge stod Konferentsraad Hein +foran det store Kort eftertaenksom, med et Udtryk naesten af Smerte. + + * * * * * + +-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. "Deputationen" var staaet af ved +Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og +han aabnede en af Dorene til Logerne. Der var morkt i det store Hus, +morkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at +sidde her. + +Han sad der laenge, til han vaekkedes af nogle hoje, jublende Hurraraab. +Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som +lod Elskeren og Ornulf leve hojt. + +Saa horte han dem bryde op, og Stojen dode hen. Der var blevet tyst. + +Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor +Saetstyks-Bjergene laa vaeltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt +lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig +indpraente sig dets Billede. + +Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket. + +Herluf Berg var naeppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en +civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset. + +De gik over mod Boulevarden og op gennem Norregade uden at veksle et +Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem +Kaelderen. + +-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og +spoge: De holder underjordiske Gange her. + +-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres +Fodtrin lod staerkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vaegge. Ad en +lille Trappe kom de op foran Chefens Dor. + +Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys +af et Par Lamper. Hr. Rowan loftede Hovedet op fra sine Akter og +hilste, med sit anstrengte eller bedrovede Blik frem mod Herluf. + +-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin maerkelig +daempede Stemme, som talte han bestandig i et Sygevaerelse. Vi maatte +strax--endnu i Dag fore den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens. + +Berg blev nu forst Martens vaer, henne ved Doren, i Morket. Bygmestren +sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og forte +uafladelig Haenderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en +egen aengstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandvaerkssvend, +der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. + +-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa fore ham herop. Betjenten gik frem +over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Doren +blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som folte han +dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa +ganske "Fangen" med bojet Nakke og holdt de ustadige Ojne (rode i det +hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var +han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure, +saadan som han der stod. + +Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. +Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om +Graensen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, +Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet. + +Men Martens vidste intet og blev kun ved at naevne det ene Navn: +Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, +der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhore +ham, formende sine Sporgsmaal skarpere, ligesom med et Skaer af +Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en +anden. + +-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte +de at bygge "Victoria-Etablissementet?" + +Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med et +i en hoj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par +Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Paele. + +Og for forste Gang reven ud af sin forknytte og stumpe AEngstelighed +ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt +i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende +Sne--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i +ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han +hele dette skonne Hus Historie. + +Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Ojne: +Leverandorernes Bedragerier og Haandvaerksmestrenes Svindel; og som en +uvorn Dreng, der pludselig odelaegger det egne Legetoj og sonderslider +Stykke for Stykke, fortalte han om Murvaerket, hvor der var iblandet +Sten fra nedbrudte Ronner; Bjaelkerne, som havde udtjent i gamle +Bindingsvaerkshuse; om Vandet, der var som en So, hvori de rejste +Grunden for at opnaa det forste Laan; Svampen, som aad sig ind i alle +Mure og slog ud paa hver en Vaeg; Jernkorsene, hvormed man havde +afstivet Kaelderhvaelvingerne, der revnede--traevlende det op, hele sit +Vaerk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortaelle: +Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for aegte; +Haandvaerksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af +Spenner; Leverandorerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres +opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kodet fordaerve for at rane +Indkobs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om +Nordmaendene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem +for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende +op og talende forbitret og hojt, mens han faegtede med de knyttede +Haender, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige +Ansigter. + +Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt set paa ham med sine +forskende Ojne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Haender, +ubevaegelig. + +Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar +De vidste alt det? + +Martens havde sat sig: + +-Hm, sagde han mumlende: man ved det jo nok ... men man er vel +i'et.... + +-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden +ligesom for: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter +gennemtraengende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede +jo Velhaverne_. + +Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte +sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhoret over +ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt. + +Berg horte ubevaegelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han folte +kun en slov og blytung Traethed, mens de naevnede endnu en Gang alle +disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mont, der havde vaeret +deres hele Driftskapital. + +-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen naevnevaerdig +Kapital at begynde med: + +-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. + +Han rettede endnu et Par Sporgsmaal til Berg om Driften, og Forhoret +var forbi. + +Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han +begreb, at han og Berg skulde ikke mere ses: han vendte sig hastigt et +Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Traek i hans +Ansigt sitrede. Og for Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan +tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalaenge han levede, vilde Berg mindes +denne Haand, saa stiv og kold som en Doendes--og lagde et Ojeblik sit +Hoved ind mod hans Skulder: + +-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af +hans Ojne, de "Papirer" har vi jo alle vaeret med at skrive paa. + +Adolf var ude, Doren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at +Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa +er det altsaa forbi. + +Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs hojre, som han beholdt et +Ojeblik i sin, sagde han: + +-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg. + +-Farvel. + +Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte +bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig +Tone. + +Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket taet ind mod Husene. +Pludselig fo'r han sammen og blev et Ojeblik staaende: Det var et +Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, +med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Ojne. + + * * * * * + +Da Berg den naeste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den +gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med +Haenderne i Skodet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om +et usynligt Lig. + +Der var saa morkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter +Paarorende og saa Froken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og +hele Tiden klappede hendes Haender. + +Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i +deres Kreds. + +Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om +paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa +Haaret og gik rundt igen. + +Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den +samme, stadig den samme Saetning: + +-At han sidder der og fryser, sagde hun med en underlig snovlende +Stemme. At han sidder der og fryser. + +Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt +enhver--: Tror De, jeg maa sende Klaeder der op, sagde hun. + +-Aa, ja, sagde Berg. + +-Tror De? gentog hun. + +-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, horte man gamle Adolf igen. + +Pludselig kastede Froken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede hojt med +Ansigtet ned i den gamle Frues Skod. + +Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. +Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Doren. Ogsaa herinde +blev han ved at trippe rundt, hvilelos, frem og tilbage, til han +tilsidst kom hen og lagde begge Haender paa Bergs Skuldre og saa' ham +ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Ojne. + +Og, idet han bevaegede Laeberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde +han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, +halvfremmede Man graed den gamle hjaelpelost over sit plyndrede Hus, +over sit agtede Navn og over sin Son. + +-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til +Trost. + +Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedoren igen. Derinde var +der atter saa tyst som for. Berg vendte sig og gik: her var der ingen +Hjaelp at yde og intet Raad at give. + +Han lukkede Doren til Gangen, og naeppe havde Damerne i Dagligstuen +hort Lyden af Doren, som blev lukket, for der brod ud en Strom af +Bebrejdelser og Forbandelser mod "dem, der havde forledt ham". + +Da Berg horte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte +i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham +og traf ham som Lyn. + +Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad +Bredgade til Gronningen. Men Taagen haengte tungt i de bladlose Traeer. + +Han bojede ind paa Langelinje; han traengte til at se Vandet, det vide +frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dodt under Taagens Masse. +Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra +Vaerfterne lod Klangen af Hamrene mod de hoje Skibsskrog som Lyden af +besynderlig dumpe og brustne Klokker. + +Berg sad der laenge, stirrende frem mod Taagen og det dode Sund. + +Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde +laest Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede +pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med +Svalen. Det havde vaeret Astas sidste Brev. + +Og med et, mens han taenkte paa alt dette, var det som om han pludselig +folte al den gamle Laengsel efter Asta, som alt samlede sig i en +laengselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de forste kaerlighedssikre +Dage. + +Til han paa en Gang sagde, han eller "Hr. Sokrates" med denne +besynderlige muntre Betoning: + +-Naa--saa det skulde du nu vaere fejg nok til. + +-Det skulde du vel nu til at forsoge at bilde dig ind. Det vilde jo +ogsaa vaere saa rart, sagde "Stemmen"--rigtig saa nemt. + +-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt +andet--kun ikke det. + +Han gik op og ned i Stuen for han igen satte sig med et Suk og laeste +Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje +Mathilde og vaere hende til Selskab. + +-Den Lille er dod, skrev hun. Maaske var det godt. Forelobig bliver +jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kaere Ven, gaelder det af +et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er +noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hort at +Deres Ven, Erhard Gerster, skulde vaere meget syg og lidende i Begreb +med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke, +hvis De ved noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det +til for at berolige den stakkels Mathilde. + +De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod + +Deres hengivne Asta Heltz + +Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var +Vaertinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde +tale med Hr. Berg. + +Det var Edvard Sundt. + +-_Dem_, sagde Berg. + +-Ja, sagde Sundt. Jeg taenkte, De havde vel idag ikke noget videre at +forsomme ved en lille Passiar. + +-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist. + +De kom til Saede, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, sogte +Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig +blev ved at have den samme milde, ligesom hjaelpsomme Klang, som Berg +havde fornummet straks ved de forste Ord, da han kom ind.-- + +Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa' +paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over +Skrivebordet, blev han staaende lidt: + +-Ja, sagde han, han faldt derovre. + +Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, +_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han. + +Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv +just var saert modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at +fortaelle--forst sogende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert +Minde, siden alt hastigere--om "den Tid derovre". + +Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke +Landeveje, hvor Mandskabet krob, krob paa alle fire--Mand mellem Fae, +sagde han. + +-Har De set, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Maelk, og saa +har naaet Kanten? Hvordan den kaemper og kravler og kaemper op ad den +glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en +Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at +taenke paa den Nat--"Marchen" fra Dannevirke.... + +-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa +Portraetet. + +Han talte om Livet ved Dybbol. Det var jo kun den langsomme +"Skiveskydning" om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om +Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa +lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et +Dogn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke "rykke +ud".... + +Herluf sad og stirrede paa Faderens Portraet og horte naesten kun halvt. +Det var, som om alle Erindringer fra hans forste Hjem vaagnede paa en +Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader +den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sonderborg. + +Sundt blev ved at fortaelle; i en underlig daempet halvhojtidelig Tone +talte han, naesten som den, hvori overtroiske Folk fortaeller +Spogelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring. + +Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud. + +-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han +var nitten Aar og skulle "rykke ud".... + +-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg, +forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke do, raabte han, jeg er +kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke do, raabte han. + +-Og han kastede sig ned paa den opblodte Jord og rev i Snavset med +sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og graed og bad ... og atter +rejste sig op og laa paa sine Knae og skreg: + +-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud.... + +-Og der var ikke noget at sige eller at troste, sagde Sundt: han +skulle jo rykke ud. + +-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se +ham ligge der uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine +nitten Aar og paa den "lille Gud".... + +-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine +Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... +Derudefra kom ingen igen.... + +Sundt tav. + +-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over +Skrivebordet: _De_ faldt. + +-Men--ved De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle +vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Ben +eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette maerkelige usynlige +tredje Ben eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanfore omkring og har +aldrig forvundet Blodtabet.... + +-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i +Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Maend som vi er. + +Han tav lidt igen, og Herluf taenkte pludselig paa lille Fru Canth og +den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele. + +-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig taenkt paa, at +hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den +ligner kun en Saarfeber, De.... + +-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbol, sagde Sundt og vendte +sig mod Vinduet. + +-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og +hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter? + +-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at se paa ham. Hvordan? + +-I skulde laere den vanskelige Kunst at vaere smaa, sagde han; og meget +alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portraet tilfojede han +sagtere: Og i Stilhed aere dem, der dode for vor sidste Vildfarelse. + +Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde: + +-Og hvad vil nu De, Berg? + +-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt: + +-For det er kun Bogerne, der slutter, sagde han traet: Livet +fortsaettes. + +-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet. + +Han vilde gaa nu. + +-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskvaerdig. + +-Naa--hvad Elskvaerdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og +frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, for de skiltes: + +-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel. + +-Farvel, sagde Berg. + +Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at +taenke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden. + +Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et +stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen +tog to smaa, rod-bukseklaedte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa +Lirekassen. + +Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skaere +Grimasser og danse. Pludselig horte han Melodien. Det var "Kyssenes +Sang". Og ud af syv, otte Kokkenvinduer i den store Gaard trallede +musikalske Piger i mange Tonarter Visen: + +Her kysses vi, og gor Kur--her kysses vi. + +Herluf stod laenge og saa' paa disse to Aber, der dansede paa +Lirekasselaaget, mens Pigerne sang. + +Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var +en Kommissionaer, der var "saa glad ved at traeffe Hr. Direktoren +hjemme". Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og +praesenterede den. + +Det var en "Nota" fra en Sommerrestauration. + +Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik +utaalmodig op ad Trappen. + +Men Kommissionaeren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde hores +over hele Trappegangen: + +-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men +Betalingen kan man hente hos Fogeden.... + +Berg fik lukket Doren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionaeren ved +at raabe.... + +Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive morkt. Traet satte han +sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling +paa Etagerer og Bordkanter. + + * * * * * + +Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde +udost Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Born. + +Fru Heltz folte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i +Blekingen, og Julie "havde naesten nok med at danse", som +Konferentsraadinden sagde. + +-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde +hun. + +-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. + +-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod +Oret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden. + +-Nae, nae, rystede Etatsraadinden. + +-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde +Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har +vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem. + +-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Ojne; hun taenkte +paa Asta, som var hendes kaereste og nu "sad derovre og passede +Syge".... + +De to gamle Veninder sad laenge tavse og triste ved Siden af hinanden. + +Saa horte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Torklaeder om, for +at staa lidt i det aabne Vindu. + +Vognene rullede rask forbi, og Svaermen begyndte at vaelde frem oppe +over Torvet. Det var det "hele Kobenhavn", der havde villet vise +"det", som Bladene skrev, "uden Skyld saa haardt ramte Personale" sin +Deltagelse og havde overvaeret "Victoriateatrets" Forsteforestilling. + +Konferentsraadinden og Fru Knudsen horte dem snakke og tralle, mens de +strommede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev et muntert, +syngende Myldr under deres Vinduer. Raekke nynnede efter Raekke i alle +Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskaeret: + + Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa +lystig, Saa lystig en Krig. + +Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Raekke. Der kom +en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig +Standsning, saa Kuskene bandede. + +Det var Kaptajn Petersen fra "Bladet", hvis Hoved stak frem af +Karetdoren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Haender til +Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde +holdt patriotisk og populaert Foredrag om: "Vore tusindaarige +slesvigske Valpladsen". + +Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig. + +Paa Fortovene drog Strommen stadig forbi og trallede: + +Ja--kun det Kys aegte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Laebe bringer +Laebe Bud om Flammer, taendt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir. + +De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa +Svaermen. + +-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Ore: Hvor Livet er +underligt, du.... + +-Ja, nikkede den dove med sit maerkelige, bestandig uforstaaende +Udtryk: Underligt. + +De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet. + +... Svaermen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Ostergade ud +paa Kongens Nytorv og skiltes. + +Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder. + +Kun en enkelt Fodgaenger gled forbi "Hesten", hvor Banditerne blundede +paa Baenkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgaengeren gennem Morket. + +Saa faldt de hen igen. + +--Men Decembernatten taetnede kun Taagen, der laa over Staden +Kobenhavn. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK *** + +***** This file should be named 12698.txt or 12698.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/2/6/9/12698/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/12698.zip b/old/12698.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..8710633 --- /dev/null +++ b/old/12698.zip |