initial commit of ebook 12117HEADmain

6 files changed, 7232 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/12117-0.txt b/12117-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..968d06e
--- /dev/null
+++ b/12117-0.txt
@@ -0,0 +1,3396 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12117 ***
+
+Italics = _/_
+
+
+
+FRANZ PANDER
+
+AF
+
+Herman Bang
+
+
+
+
+FRANZ PANDER
+
+Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og
+havde drukket sig ihjel.
+
+Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.
+
+Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne
+Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres
+buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at
+saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel
+næppe.
+
+Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man
+siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre
+Drenge i "Kleine Dammstrasse".
+
+Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da
+Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og
+skær var Franz' Krop--og siden beholdt han Navnet.
+
+Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke.
+Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i
+Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og
+skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke
+heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før
+Hr. Franz kom hjem.
+
+-Hvor har Du dog været, Franz?
+
+-Ingensteder.
+
+-Aldrig bestiller Du noget.
+
+-Gav Konsulinden Dig noget?
+
+-Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.
+
+Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to
+Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.
+
+Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik
+rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud
+om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar
+han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt,
+og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam
+Pander nyste, blot hun saá paa det--saadan fordærvede han den gode
+Pølse.
+
+Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod
+han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende
+forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer
+flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran
+Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor
+Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt
+og paa Bordet Pokaler af Guld.
+
+Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde,
+atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte
+en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede
+dybt--foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed
+ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.
+
+Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer
+ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i
+Rosen-Orangerier.
+
+Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter
+Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til
+Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved
+Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og
+ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.
+
+Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde
+rapse--saadan i Ny og Næ--helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de',
+som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet
+Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun
+omsorgsfuldt (Herre Gud--naar det er for Drengen) havde med i Lommen,
+det brugte Franz over Maade.
+
+Men saadan gjorde nu ogsaa han--han, hvis Hænder og Negle Franz havde
+arvet.
+
+Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til
+at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var
+tungsindige eller sløve, en lille Mund--for lille egentlig for en
+Mand--med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der
+saa let kom til at sitre.
+
+Slank og smidig Krop.
+
+Saadan saá han ud.
+
+Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde
+tilbudt at tage ham.
+
+-For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se
+dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers--Gudnaade,
+om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.
+
+Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften
+drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub
+holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne
+stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide
+Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene
+af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem
+Sale, straalende af Lys.
+
+Det vilde Franz være.
+
+Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog,
+hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler.
+Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne
+Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og
+Stank af Tobak.
+
+Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig
+ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar
+han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen
+tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han
+plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling
+værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.
+
+Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London
+bare paa Besøg.
+
+Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper
+af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine,
+hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte-Rækker langs
+blomstersmykkede Borde....
+
+Franz slugte hver Beskrivelse.
+
+Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt
+i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz
+vaskede op i sin Krog.
+
+-Man har sine lykkelige Øjeblikke--der i London--Kelneren skød
+Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til
+Aristokrati det engelske--Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en
+guldhaaret Miss, rank i Tøjet--ser de tre--fire Gange paa Ens Skabning,
+saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten,
+naar man kommer dem nær med Fadet ... Na--saa har man jo Rutinen og
+kender Numret....
+
+Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige
+Proptrækkere".
+
+-Forstaar sig, han var smuk, John Jennings--flot Karl ... Men at Lady
+Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele
+Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren--det synes jeg
+s'gu dog--og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige--det ku' han
+takke sine Ben for ...
+
+Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par
+Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.
+
+--At det altsaa skete.
+
+Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte
+sig pludselig om og saá paa ham:
+
+-Naa--Knægt--Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham.
+Og halvhøjt lo han til Faderen:
+
+-Der Bub' wird Glück haben.
+
+Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.
+
+Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.
+
+Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse
+Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.
+
+-Schön-—Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen
+anfangen.
+
+Da Franz var ude af Døren--bleg var han blevet--sagde Direktøren ned
+mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:
+
+-Na, ein netter Zugvogel--nicht?
+
+De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra
+Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper
+under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte
+Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi,
+smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres
+Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá
+deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig
+tænkte paa dem selv.
+
+Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table
+d'hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet
+faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af
+Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.
+
+Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:
+
+-Tjener De svært ved at drive her, Kollega?--Vi har Huset fuldt ...
+
+Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage
+til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede
+Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en
+Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik
+han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.
+
+Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre
+Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater,
+blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke
+rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet
+plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod
+Kuplen i Mørket.
+
+Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for,
+og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov
+dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit
+Hoved som en Rus af Vin.
+
+Alligevel var han ikke træt om Dagen.
+
+Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der
+kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.
+
+Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting,
+om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en
+Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den
+meste Fritid.
+
+Om Gæsterne talte de sjældent.
+
+Og det var det, som interesserede Franz.
+
+Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde
+længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette
+sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og
+slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.
+
+En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og
+slog ham med Støvekosten i Ansigtet.
+
+Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun
+holdt paa ham.
+
+Franz fo'r op, helt bleg:
+
+-Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.
+
+Johanne stødte ham arrig fra sig:
+
+-Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:
+
+-Louis, wie du bist, Louis.
+
+Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I
+Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i
+Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det
+mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene--ingenting.
+Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog
+irriterende.
+
+Franz bemærkede dem slet ikke.
+
+Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i
+Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.
+
+"Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.
+
+Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt
+der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti
+Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved
+hendes Fødder.
+
+Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille
+Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham
+en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas,
+naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han
+maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre
+hende.
+
+Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde,
+og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.
+
+Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og
+aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.
+
+Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke--alle
+andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en
+Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage
+et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid
+stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.
+
+Det kostede dem at komme fra hinanden.
+
+Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting.
+Men han maatte være hende nær.
+
+Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan,
+spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun
+nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
+
+Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende
+umærkeligt--han maatte det--at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor
+hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe--saá hun vidste det--et
+bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.
+
+Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede
+for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved
+hans paa Bordet og saá paa ham og lo.
+
+Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.
+
+Men efterhaanden--for de blev der Dag efter Dag--var det, som det
+skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og
+Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde
+hun talt til ham--og dér havde hun set paa ham--ja bestemt ...
+
+Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne.
+Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget--vilde hun røre ved
+ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt--det laa han altsammen
+febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.
+
+Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa
+Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den
+nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet
+dem.
+
+Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa
+som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.
+
+--Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til
+stort Selskab.
+
+Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og
+ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad
+Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han
+kendte hendes Stemme--hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i
+Gangene--og hans Hjerte stod stille.
+
+Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.
+
+-De her, sagde hun.
+
+-Ja--i Aften. Stemmen slog Klik for ham.
+
+Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:
+
+-Hvordan det? sagde hun.
+
+-Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.
+
+Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod
+halvaaben.
+
+Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa,
+men blev staaende med Lyset i Haanden.
+
+Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes
+Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han
+følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.
+
+Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han
+lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste
+ikke selv, hvad han sagde.
+
+Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.
+
+Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt
+lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa
+han og smilede.
+
+Men næste Dag rejste Miss Ellinor.
+
+Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind
+i Ansigtet og sagde:
+
+-I Dag skal vi rejse.
+
+-Skal De rejse--hvorfor?
+
+-Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.
+
+Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.
+
+I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre
+Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke
+mere var.
+
+En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik
+Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt
+han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som
+et Stik.
+
+Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes
+han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget,
+der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.
+
+Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at
+gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over
+sin Skat.
+
+Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin
+sløve Dont, slatten og uden en Tanke.
+
+Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de
+krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe,
+for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og
+forslugent.
+
+Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede
+for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne
+fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
+
+Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor
+Vaskekælderen--Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige
+kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over
+Maden--lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.
+
+Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge
+Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.
+
+Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han
+Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.
+
+Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev
+Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.
+
+Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han
+opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele
+Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til
+at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han,
+næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over
+Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange
+halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
+
+Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.
+
+En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk
+udenfor Hotellet under Lygterne.
+
+Han var mæt og en Smule ør.
+
+Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet.
+Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om
+Pytterne.
+
+Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl
+Platfod i en Galoske ... Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de
+svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.
+
+Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik
+efter.
+
+Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og
+Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar ... Men hun bøjede op om
+Neuerwall og vendte sig ikke ...
+
+Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur,
+som gled frem, sært vuggende i Hofterne ... Hun gik ind i en Port og kom
+fra ham.
+
+Han strejfede igen.
+
+En Gadejægerske stillede sig op foran ham:
+
+-Hvad vil min lille Ven? sagde hun.
+
+Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind
+i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.
+
+-Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.
+
+Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.
+
+-Hva'--gør han Nar--Pigen skingrede--véd man, hvad man vil, Lømmel ...
+Saadan En--engagerer han en Dame--og vil ingenting ...
+
+Saa var Franz udenfor Skudvidde.
+
+Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele
+Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.
+
+Han drømte om Ellinor uafladeligt.
+
+Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han
+var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned
+i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede
+foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa
+dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde
+fornemme Føddernes lune Varme.
+
+Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en
+bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og
+det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
+
+Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding
+af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et
+atlaskesstramt Bryst--det var nok til at friste ham.
+
+De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i
+Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op--Franz saá det--og mønstrede
+Kelnerne.
+
+Saa valgte hun ham.
+
+Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen
+Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede
+foran sig.
+
+Damens Mand kom til og satte sig.
+
+-Naa--ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm--hm--og han lo--det
+var en sand Ganymed, sagde han. Aa--hva' Kelner--to Diners ...
+
+-Vel ... Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
+
+-Hans Skjortebryst var renest, Du ...
+
+Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i
+Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem
+Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
+
+Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et
+Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han
+bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
+
+Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et
+Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte
+hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik
+tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var
+aldeles forrykt, og han blev der.
+
+Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var
+knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke,
+et Legeme.
+
+Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han
+vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte
+han den ikke med andre Mænds, deres Mænd--han bød den til. Men de saá
+ham slet ikke.
+
+Han stod ved Siden af--som en Ting. Travede af med Fadene og
+Servietten--en ren Genstand--han saá saa godt sig selv.
+
+Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm
+Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne
+Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ...
+
+Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem
+Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.
+
+Ved table d'hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en
+Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt
+brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet,
+naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.
+
+Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig
+til sin Kone, sin Søster:
+
+-Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
+
+Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
+
+-Aa ja--paa en Buk.
+
+Saadan gik Dag efter Dag.
+
+Han tænkte slet ingenting uden det.
+
+Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han
+næsten fornærmede dem--de følte det slet ikke.
+
+Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og
+tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en
+Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
+
+Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri,
+som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde
+vende sig.
+
+Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
+
+Madam Pander sad og smaagræd.
+
+-Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som
+Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad
+det er--ja--mæn--man véd hvad det er ...
+
+Han vilde ikke ha'e Lys--der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet
+fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol
+og satte sig foran ham.
+
+Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede
+træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
+
+-Hvad er der, min Dreng--lille Dreng--hvad er der med min Dreng?
+
+Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans
+Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten
+gjorde uforstaaelig:
+
+-Hvad er der med min Dreng--lille Dreng--gør de ham ondt?
+
+Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle
+Fruentimmer.
+
+-For dem er det, det Rak--Herre Gud--og han har det jo ikke fra
+Fremmede.
+
+En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en
+Operette.
+
+Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
+
+Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa
+hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine
+Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
+
+  Aber--es hat keinen Werth--
+  Es hat keinen Werth.
+
+Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og
+græd.
+
+Da Akten var forbi, gik han.
+
+Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter.
+Han blev der om Natten.
+
+Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i
+Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.
+
+Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og
+hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
+
+Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned
+i Restauranten.
+
+Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem
+Glastaget.
+
+Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
+
+Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled
+alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
+
+Han saá langs Balustraden--Stolene var stillet op paa Bordene, de
+halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde
+op i deres Majolikapotter.
+
+Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op
+noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
+
+Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa
+dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.
+
+Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en
+kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.
+
+Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et
+Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
+
+De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem
+Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det
+med et Lagen.
+
+Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede
+hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille
+paa ham.
+
+Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
+
+Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa
+megen forgæves Omhu, rakte Johanne--hun vidste ikke selv
+hvorfor--Haanden knyttet op imod Himlen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+_FRATELLI BEDINI_
+
+Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han
+troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen
+over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt
+Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved
+Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
+
+Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
+
+-Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
+
+Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken
+kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl,
+og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask
+som sine Sække.
+
+Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede
+til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
+
+-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang
+i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
+
+Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar
+over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
+
+De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede
+saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom
+ind:
+
+-Er de færdige, spurgte hun.
+
+-Ja--jeg staar kun og pudser ham til--naa, saa gik vi.
+
+Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.
+Han har Skabelonen.
+
+Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det,
+og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over
+sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et
+Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
+
+Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
+
+-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen
+og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
+
+Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af
+Faderen. Nabokonen snakkede.
+
+-Vist maatte vi afsted iaften--der er nok om det Ben maa man tro, der
+hænger i--tro bare ikke det--og saa var han forsørget ...
+
+-Ja, gryntede Mølleren.
+
+-Ja--det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk,
+naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne--nej--tro
+bare ikke det, siger jeg.--
+
+De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare
+Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:
+
+-Og fint er det--for jeg ser 'et, naar jeg fejer--i Garderoberne--de
+ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk--om de gør--baade i Silke og Fløjl er
+de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser
+ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.
+
+Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang
+imellem:
+
+-Ja, naar de bare havde ham--
+
+De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig
+Luft paa Trappen.
+
+Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var
+geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.
+
+-Ja, de er i Garderoben.
+
+Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange
+Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i
+Munden: saadan noget--nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,
+og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.
+
+De havde Guld om Livet.
+
+Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede
+ind til hinanden.
+
+Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med
+hende.
+
+Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og
+strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var
+lige ved at græde.
+
+Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham
+op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.
+
+Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.
+
+En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte
+Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen--hvor vi bor. Henne
+foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.
+
+De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den
+lille, som blev hevet op i Luften, var sidst ...
+
+Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...
+
+-Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.
+
+De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet
+længe, sagde Faderen og stod lidt stille:
+
+-Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.
+
+Madammen sagde: Det er en Øvelse.
+
+Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
+
+Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de
+to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han
+saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han
+sov ind, hed og fortumlet.
+
+Den næste Dag hentede Madammen ham--Faderen var paa Møllen--og de gik ud
+igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af
+Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.
+
+Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:
+
+-Naa--er det Dem--klæd ham af, Madam.
+
+Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten
+vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til
+Kufferten.
+
+-Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.
+
+Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.
+
+-Hvor gammel er han?
+
+-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke
+det--en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.
+
+-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig
+sidelænds: Naa, lige Ben--bøj Ryggen.
+
+Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.
+
+-Hvad hedder Du?
+
+-Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.
+
+-Klaus--Satan--Turen kom til Brystkassen--god
+Statur--Klaus--sacrebleu--for et Navn i Bedini-Truppen--na--ligemeget:
+paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede
+Rygraden.
+
+-Ja--gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han
+beholder nok sit Kristennavn endda.
+
+Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.
+
+-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til
+Breslau--kom saa med ham imorgen tidlig--
+
+Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik
+en Thaler i Duçør.
+
+Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade
+Haand.
+
+-Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.
+
+Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de
+hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen
+end at le og synge.
+
+Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og
+spørge ham.
+
+Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den
+yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han.
+Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene
+klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.
+
+Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste
+saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.
+
+Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af
+Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
+
+Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og
+varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med
+ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i
+Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.
+
+Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen
+ind til Nabomadammen i Køkkenet.
+
+-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.
+
+-Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.
+
+-Han ska' derhen nu til Morgen ...
+
+-Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering.
+Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det
+...
+
+Konen saá hurtig op:
+
+-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled
+væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.
+
+Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:
+
+-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa
+paa hende. Saa gik han.
+
+--Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han
+uden videre Vrøvl Giovanni.
+
+Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.
+
+Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han
+staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk
+og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om
+Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa
+nøje, hvor han ramte.
+
+"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen
+og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik
+med Bøjningerne.
+
+Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar
+tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en
+Rygbøjning.
+
+Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet
+og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler
+eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det
+svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i
+Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.
+
+Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede
+strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik
+og Bifald steg op fra Salen,--saa blev Giovanni urolig, som maatte han
+med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var
+det hans egne Lemmer, der spændtes.
+
+Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med
+dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.
+De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede
+Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke
+Sal.
+
+Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en
+Kattekilling.
+
+En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:
+
+-Ja, den Dreng har en blød Krop.
+
+Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind,
+arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte,
+klaprede hans Tænder i Munden af Angst.
+
+Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde
+hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de
+første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget
+op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa
+én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.
+
+Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge,
+som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i
+Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.
+
+Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som
+Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde
+næppe staa paa deres egne Ben.
+
+De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om,
+til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og
+svedige, helt sløve.
+
+Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.
+
+Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik
+Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en
+Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.
+
+Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme
+ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet,
+siddende foran sit Spejl.
+
+De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og
+arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev--de købte et kønt
+Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer.
+Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde
+det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.
+
+Det var en Slags Paradisets Have--uden noget Kundskabens træ paa hvad
+der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til
+at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i
+nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af
+dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at
+de havde saa meget som tænkt paa det.
+
+Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
+
+Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med
+dette Rovdyr, naar han satte i Spring--Hovedet dukket, med sammenkneben
+Mund--fra Araberens Skulder.
+
+Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for,
+han skulde gaa fra Truppen.
+
+Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,
+og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.
+Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben
+Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.
+
+Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit
+Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine
+egne Lemmer.
+
+Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet
+af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han,
+vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude
+af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed
+paa Gulvet.
+
+Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i
+Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.
+
+Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster
+og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen
+lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.
+
+Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni
+og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen.
+Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.
+
+Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over
+en Kvinde med ubændig Rasen.
+
+Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid,
+inden han søgte til en anden.
+
+--Bedini-Truppen skulde til Renz.
+
+De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres
+Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev
+ved.
+
+Angelo spurgte:
+
+-Er den Gamle her?
+
+-De sagde, han kommer.
+
+De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre
+Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre
+sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og
+Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.
+
+Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og
+satte sig i en Loge.
+
+Ham.
+
+Angelo hviskede stakaandet:
+
+-Se, den Gamle.
+
+Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham,
+saadan hamrede det.
+
+Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt
+oppe i Rotunden. Saa stille var der.
+
+Bedini-Truppen havde en heldig Dag.
+
+Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.
+
+-De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?
+
+-Nej--kun Parterre.
+
+Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat
+Haand.
+
+-Hvor gammel er De?
+
+-Tyve Aar.
+
+-Hm. De kunde lære endnu.
+
+Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.
+
+
+-Hvem var han? spurgte Giovanni.
+
+-Han? Mr. Cooke.
+
+-Cooke--Jokeyen?
+
+-Ja.
+
+Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.
+
+--Giovanni opsøgte sin Fader. For fire--fem Aar siden var Faderen falden
+gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og
+humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde
+illumineret hans Næse.
+
+Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin
+Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som
+havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med
+Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.
+
+Om Søndagen gik Giovanni hjem.
+
+Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og
+kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de
+vidste ikke, hvad de skulde sige--men sad der.
+
+Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte
+ved hinanden. Der gik en Stund.
+
+-Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.
+
+-Skal Du gaa?
+
+-Ja--det er det bedste. Farvel da.
+
+Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til
+han var drejet om Hjørnet.
+
+Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for
+ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu
+gjorde han det--Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham
+Parten.
+
+Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde
+arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede
+Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted,
+skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét
+Minut.
+
+Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige
+Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske
+Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde
+ikke vække ham.
+
+To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med
+Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene
+af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad
+ved Siden af hinanden.
+
+-Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.
+
+-Det kan De jo.
+
+-Parterre betaler sig ikke.
+
+-Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?
+
+-Hvis jeg kunde lære det.
+
+Den næste Aften sagde Jokeyen:
+
+-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne
+springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.
+
+Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede
+timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.
+
+En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren.
+Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt
+op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han
+til Giovanni.
+
+Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken
+til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til
+Hesten med smaa, afskaarne Hvin.
+
+Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.
+Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og
+staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine
+Hæle.
+
+Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.
+
+-Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.
+
+-Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.
+
+-Aa, det kommer.
+
+-Tror De?
+
+-Ja vist.
+
+-Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.
+
+-Farvel, Mr. Batty. Vi ses.
+
+Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab,
+det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.
+
+De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden
+om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.
+
+De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det
+mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi
+Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet
+saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver
+Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.
+
+Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage
+Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.
+
+Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.
+
+De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin
+gennem de stille Gader.
+
+Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt
+paa hans blege Ansigt:
+
+-Ja--om vi ses igen.
+
+Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:
+
+-Batty, sagde han.
+
+Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:
+
+-Man véd jo, det kommer en Dag.
+
+Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.
+
+-Nu, lev vel, sagde Batty.
+
+-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt
+ingen Ord.
+
+Saa gik Batty ned ad Gaden.
+
+Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et
+stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.
+
+Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
+Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til
+Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.
+
+Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og
+Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende
+Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.
+
+Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret
+Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.
+
+Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.
+
+Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos
+Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af
+Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem
+Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.
+
+Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle
+Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med
+ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.
+
+Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han
+blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var
+han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.
+
+Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse--Aarene svulmede i hans
+Pande--sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger
+foran sig Ridtets Spænding.
+
+Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida,
+Staaltraadskunstnerinden.
+
+Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes
+Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig
+for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende--skød Blodet op
+i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne
+opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
+
+Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da
+hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste
+han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
+
+Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne--fulgte han efter uden
+at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med
+Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre,
+ind.
+
+Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
+Alida sad med graat Slør om en rød Hat.
+
+Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke
+noget andet end Miss Alida.
+
+Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede
+eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede
+paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven
+havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han
+pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige
+noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige
+foran hende, og gik.
+
+Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde
+sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til
+mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev
+hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter
+Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
+
+Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var
+bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette
+Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke
+gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af
+saadan En. Han rejste paa Markeder--en Cooke.
+
+Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det
+altsammen og saa--gav han efter.
+
+Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført
+frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten
+tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og
+lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
+
+Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
+Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
+Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
+
+Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
+
+Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
+
+Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende
+ind ad Døren, som han slog i.
+
+--Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
+
+Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
+
+For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri
+mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid
+kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa
+rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den
+Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en
+kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
+
+Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede
+ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og
+vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han
+sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og
+gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget
+som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om
+dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven,
+med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en
+Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor
+Akrobatungen nylig havde ligget.
+
+Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store
+Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han
+vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang
+efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg
+af Raseri under Prøverne.
+
+En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler,
+beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
+
+Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig
+til den forreste Klovn:
+
+-_Cette Alida est bien forte_, sagde han, _canaille_.
+
+Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
+
+Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var
+sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss
+Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
+
+Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
+
+En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede
+ned og snublede og sprang.
+
+Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
+Ryg og faldt.
+
+-Nej--han skreg--nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig
+næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.
+
+Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind
+til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.
+
+Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.
+
+Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide
+op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.
+
+-Saa, Giovanni, saa--min Ven.
+
+Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik
+blev Graaden saa voldsom igen.
+
+-Ja--ja--ja, ja--ja vist--Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans
+Nakke--ja vist....
+
+Giovanni tog hans Haand.
+
+-Lad mig saa gaa, sagde han, tak--Du. Han rejste sig, og med et
+Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.
+
+Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt
+og saa ikke paa ham:
+
+-Giovanni, kunde vi ikke rejse?
+
+Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham
+igen.
+
+De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.
+
+-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.
+Ud--Giovanni saá bort: Godnat.
+
+Batty stod længe og stirrede efter ham.
+
+Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.
+
+Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans
+Spring var lykkedes.
+
+Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse
+og Skam.
+
+Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.
+
+-Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.
+
+Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra
+Manegen.
+
+Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.
+Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.
+
+Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang
+slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.
+
+Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en
+Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik
+op og ned i Rummet.
+
+Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag
+det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.
+
+Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.
+
+-Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!
+
+Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.
+
+Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.
+
+Giovanni rørte sig ikke.
+
+-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom
+Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden
+ned over Øjnene og sagde:
+
+-Ja--ja ... Ja Du sørger vel for det.
+
+Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.
+
+Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en
+Uge. Det blev saa bestemt.
+
+Men samme Aften--Giovanni red som en gal, saa vildt--styrtede han af;
+Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og
+Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man
+ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.
+
+En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og
+Død.
+
+Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de
+bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende
+Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.
+
+Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede
+hans Ansigt ufravendt.
+
+Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men
+han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men
+han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.
+
+Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet,
+saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.
+
+Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den
+vagthavende Læge bankede han paa.
+
+-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene
+frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.
+
+Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det
+begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var
+i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
+
+Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet
+og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han
+Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra
+Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.
+
+Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt.
+Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty
+sukkede nu og da.
+
+Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.
+
+-Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?
+
+-Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.
+
+Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en
+pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.
+
+-Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.
+
+-Hvorfor?
+
+-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.
+
+-Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.
+
+Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.
+
+En Dag sagde han pludselig:
+
+-Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?
+
+Batty saá ned mod Gulvet.
+
+-Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
+
+Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget
+utaalmodigt og gnavent.
+
+-En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:
+
+-Ja--til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes
+saa højt--vil De saamæn slet ingen Mén mærke.
+
+Giovanni satte sig haardt op i Sengen.
+
+-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og
+faldt tilbage mod Hovedpuden.
+
+-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej--Jokey--det
+bli'r vist for voldsomt--men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der
+Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.
+
+Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt
+ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.
+
+Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det
+lukkede sig saadan allevegne.
+
+Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem
+sagde nogenting.
+
+Tilsidst spurgte han:
+
+-Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?
+
+-Det kom jo tidsnok, sagde Batty.
+
+Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen
+gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.
+
+-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der
+er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.
+
+-Vi kunde jo--det kom tøvende--dele Løverne.
+
+Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:
+
+-Hvis Du vil.
+
+-Dele Løverne?
+
+-Ja--jeg mener, vi kunde arbejde sammen.
+
+Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde
+med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne.
+Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var
+dvaske, der var ingen Fare.
+
+Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde
+hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de
+knurrende Dyr.
+
+De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde
+for første Gang.
+
+Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være
+sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De
+tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
+
+Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og
+den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det
+var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.
+
+-Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.
+
+Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.
+
+Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor
+Løverne gned sig sammen i Flok.
+
+De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa
+den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu
+betragtede han Giovanni og gik ind.
+
+Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets
+Sus.
+
+De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe.
+Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde
+set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved,
+og han saá over til Battys Seng, om han sov.
+
+Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.
+
+I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede,
+forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke.
+Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med
+dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod
+som de sov, og de vaagede begge.
+
+Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de
+pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.
+
+-Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig
+saadan?
+
+Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.
+
+-Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.
+
+Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.
+
+Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort
+Dyrene rigtig levende.
+
+Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde
+var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den
+blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog
+ikke sit Blik fra dens gule Øjne.
+
+Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede
+Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue--da han gled.
+
+Han faldt, saadan--forover--paa det højre Ben--og vilde rejse sig--og
+greb for sig--og havde Løvinden over sig--og skreg.
+
+Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde
+sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.
+
+-Batty.
+
+-Batty. Giovanni sled i Døren.
+
+Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig
+sprang de ned fra Gallerierne.
+
+Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til
+Logerne--og man vendte sig ikke, men flyede.
+
+Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes
+med Giovanni midt paa Jorden.
+
+-Luk--luk Buret! skreg der Tusinde.
+
+--Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle
+Blussene brændte.
+
+Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned
+paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham,
+rørte han sig ikke. Armene faldt ned.
+
+Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort--indtil
+der var stille.
+
+Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá
+Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret
+affyrede han to Skud og aabnede Døren.
+
+Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede
+Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa
+Jorden til en stor Pøl.
+
+Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over
+hele Kroppen.
+
+-Tag ham, sagde Giovanni.
+
+Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han
+besvimede saa lang han var paa Jorden.
+
+Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede
+Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en
+lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads
+ved Stalden.
+
+Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og
+lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
+
+Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede
+sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger
+gennem hans store Legeme.
+
+Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede.
+Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i
+ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet
+istaa.
+
+Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han
+alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.
+
+Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa
+Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved
+Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte
+dem for.
+
+Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe
+Kød til Løverne, i Byen.
+
+Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der
+igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned
+mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik
+ud.
+
+Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med
+Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med
+et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.
+
+To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni
+svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.
+
+Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.
+
+Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.
+
+Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine
+Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en
+Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han
+Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.
+
+Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.
+
+Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá
+paa de hvide Tænder i Kødet.
+
+Han satte sig paa Manegen og ventede.
+
+I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.
+
+Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de
+skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres
+Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger
+langt ud og slikkede de kolde Stænger.
+
+Giovanni rørte sig ikke.
+
+Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte
+og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren,
+og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de
+klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de
+sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres
+opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes
+sammen.
+
+Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.
+
+Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der
+blev stille--lidt efter lidt.
+
+Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.
+
+Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige
+Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde
+der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans
+Seng og presset ham for Penge.
+
+Han tænkte paa Batty--paa Batty, som var død.
+
+Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og
+endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote--og ikke mere.
+
+Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer,
+og han havde ikke længer nogen Specialitet.
+
+Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde
+det for sit Ben.
+
+Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han
+slæbte en tung Byrde hen efter sig.
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+CHARLOT DU PONT
+
+Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en
+Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.
+
+Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.
+
+Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele
+Komitéen.
+
+Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store
+Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin
+Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,
+Øjeblikket var kommet.
+
+Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i
+sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.
+
+Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.
+Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.
+Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin
+Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille
+paa sine Knoer.
+
+Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor
+Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.
+
+-Altsaa--hvad hedder han?
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.
+
+Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde
+overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid
+sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste
+det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.
+
+-Altsaa--hvad hedder han?
+
+Hr. de las Foresas fik sagt:
+
+-Carlo de las Foresas.
+
+-Hm--og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig
+Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.
+
+-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede
+Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.
+Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i
+Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et
+Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las
+Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med
+Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las
+Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske
+let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to
+Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.
+Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.
+
+Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:
+
+-Vel--han er født i Provence.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:
+
+-I Provence!
+
+-Ja--min Herre--i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.
+
+Hr. Theodor Franz rejste sig.
+
+-Publikum er træt af det exotiske, min Herre--Publikum tror ikke paa
+Adel paa Tribunerne, min Herre--Publikum er træt af Humbug. Publikum
+vil det reelle--Publikum vil ikke føres bag Lyset.
+
+Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom
+som et Trompetstød.
+
+-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro,
+min Herre.
+
+Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til
+Begejstring.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.
+
+Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:
+
+-Han er syv Aar.
+
+-Lige fyldt.
+
+-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:
+Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las
+Foresas havde i sin Krave. Tag den af.
+
+-Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.
+
+-Min Herre--Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester--Publikum tror
+ikke paa Arvestykker.
+
+Hr. de las Foresas tog Knappen af.
+
+-Og nu til Sagen--til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.
+
+-Tre Numre.
+
+-Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.
+
+-Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.
+
+Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.
+Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.
+
+Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.
+
+Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde
+tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det
+idylliske.
+
+Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var
+med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig
+optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse
+Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var
+kørt med hende til Kirke.--
+
+Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille
+Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor
+Dinelli.
+
+-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte
+orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.
+
+Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie.
+Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men
+det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".
+
+Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.
+
+Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.
+
+Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede
+at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i
+Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han
+ventede i en raakold Salon med Madlugt.
+
+Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.
+Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.
+
+Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor
+Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor
+Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.
+
+Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i
+Bryssel.
+
+Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas
+Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig
+Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa
+Knebelsbart.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?
+
+-Flor?
+
+-Ja--har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.
+
+Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte
+Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde
+det med i Kupeen.
+
+Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid
+tilbage.
+
+-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las
+Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De
+Herrer af Pressen er saa mistænksomme.
+
+Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til
+Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.
+Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og
+sørgmodig vrøvlet.
+
+-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han
+kan vel ikke spille som Sarasate.
+
+-Min Herre--ti stille--Han har spillet som et asen.
+
+Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa
+han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og
+ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af
+Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var
+ikke Tale om Prygl.
+
+Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere
+de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig.
+Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.
+
+Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.
+
+Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og
+han gned Taarerne ud over sit Ansigt.
+
+-Naa--en Gang til ...
+
+-Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.
+
+-Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt ... Charlot tudede.
+
+-Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.
+
+-Hvad vil Du da ha'e--naar Du er artig og spiller en Gang til ...
+
+Charlot saá ud gennem Fingrene.
+
+-Cigaretter, sagde han.
+
+-Naa--spil saa.
+
+-Tre, sagde Charlot.
+
+-Naa--ja--tre.
+
+Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.
+
+Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede
+endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.
+
+Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv
+med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot
+vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i
+Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og
+løb med Tøndebaandet.
+
+Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav
+dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre
+med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde
+ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af
+et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.
+
+Saa blev han knubset op--Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de
+knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet--til han blev vaagen og fik fat
+paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.
+
+-Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng--er han.
+
+En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa
+Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte
+omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.
+Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i
+Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle
+Ansigter og hostede af Røgen.
+
+Charlot blev ked af det.
+
+-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud
+i Luften.
+
+Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor
+Franz.
+
+Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet
+Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne
+i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af
+Elevernes Mødre og Tanter.
+
+Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig
+været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte.
+Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá
+ham lege Tagfat i Skolegaarden.
+
+Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød
+Violin-Vidunderet.
+
+Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var
+blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før
+han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker--Hr.
+Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene--stod han
+og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja
+eller et Nej.
+
+Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent
+ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine--Hr. Theodor Franz talte
+altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen--om sin Ven
+Hr. Ambroise Thomas.
+
+Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et
+Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.
+
+Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte
+Spektaklet igen. Min Herre--bevar'es lad dem dog lege--Hr. Theodor Franz
+talte mildt--Børn er Børn.
+
+Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:
+
+-Charlot--Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.
+
+Det maatte han naturligvis gerne.
+
+-Hører Du, Charlot--Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes'
+Børn.
+
+Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen
+Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.
+
+Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet
+sagde han mildt:
+
+-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa
+ind og lege med hans Børn ...
+
+Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var
+rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med
+Knappenaale.
+
+Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig
+over Børnene.
+
+Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
+Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
+Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.
+
+Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.
+
+Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert--Programmet var
+efter Opfordring det samme som ved den anden--førte Hr. Theodor Franz
+personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte
+megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen
+laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man
+trængte frem til Baku.
+
+Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.
+
+Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
+Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
+Hat.
+
+Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge,
+og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom
+overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden.
+Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt
+ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.
+
+Saadan gik det Par Aar.
+
+Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet
+Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr.
+de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt
+og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet
+for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa
+siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
+
+Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem
+de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i
+Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede
+ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den
+klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo
+de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.
+
+Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.
+
+Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
+Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.
+
+Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin
+langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig
+uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at
+ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer
+og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde
+han ud paa Perronen og klappe.
+
+Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med
+deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen
+fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og
+Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten.
+Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot
+ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar
+han skulde ind igen.
+
+De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo
+de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa
+levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og
+hørte til.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel
+udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa
+sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.
+
+De talte ogsaa om Haandværket.
+
+Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
+Hænderne i Lommen.
+
+-Pressen--min Herre--man skal ikke bespise den--det er det dummeste,
+man kan gøre at bespise den--jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen
+urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i
+Familiekredsene, min Herre--vær fordringsløs--skriv mange Smaabreve,
+min Herre. Det er Sukces'en.
+
+-Ja--det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
+
+Hr. de las Foresas nikkede.
+
+-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ...
+Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa--vi drak alle Vand, min Herre
+... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt
+hende?
+
+-Ja.
+
+-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.
+
+Hr. Theodor Franz tav lidt.
+
+-Blomster--det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa
+Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
+tre Francs--overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en
+Effekt ... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre--Miss
+Tisbyrs græd ...
+
+De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde
+mest bare Ja og Amen.
+
+-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt--man skal vende
+sig til Hjertet--Følelsen--appellere til Følelsen. Det er Sagen.--Jeg
+har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ... Jeg vil skabe en
+Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.
+
+Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud
+fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den
+sunde Sans.
+
+-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har
+ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre
+Forretninger--tolv tusind Francs for to Arier--jeg kalder det for en
+Fornærmelse. Skab Stjernerne--skab dem--jeg er Impresario, min Herre,
+jeg er ikke Elefanttrækker.
+
+Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
+Armene op paa Bordet.
+
+Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.
+
+-At skabe--at skabe--det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og
+de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne
+paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de
+las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.
+
+-Men det er snart forbi--det gaar ikke mer ... Man vil ha'
+Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
+Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen
+Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
+Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
+for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
+mine Herrer ... Men hjælper det--hva' hjælper det ... De skriver jo
+Fingrene af sig--de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.
+
+De ødelægger os Sagen--de skelner ikke--Det er konkurrencen--den ene
+skriger højere end den anden--Publikum kan ikke høre Ørenlyd.
+
+Min Herre--de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke
+hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne
+faldt slapt ud af Lommerne.
+
+-Ikke hundrede Mark...
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev
+han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa
+Bordpladen.
+
+-Charlot--og Du er oppe endnu--Charlot ... at vi glemmer Barnet.
+
+Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov,
+mens han blev klædt af.
+
+Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:
+
+-Fa'er--har vi mange Penge?
+
+-Penge?
+
+-Ja.
+
+-Jo--o--vi har Penge.
+
+-Naa. Og Charlot sov ind.
+
+Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.
+
+Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget
+iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.
+
+De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
+Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
+Banken i Baden, han havde sprængt.
+
+-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
+Mexiko--der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
+de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
+Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.
+
+Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa
+Sædet.
+
+-Og Janeiro da--Rio Janeiro da--Hr. Emmanuelo de las Foresas lod
+Kortene synke--hen mod Morgen, naar Guldet slap op--og Diamanterne kom
+frem paa Bordet--Diamanter i hundredvis flød over Tæppet ...
+
+-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som
+Monaco!
+
+-Nej--det var noget at tale om--naar man forstod...
+
+Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del
+i sine unge Dage.
+
+Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.
+
+Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som
+svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las
+Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde
+prøve, om han kunde endnu.
+
+-Ja, prøv Fa'er.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.
+
+-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene.
+Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen
+gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han
+blev glad, han lærte, han rettede.
+
+-Bravo--Bravo. En gang til.
+
+Charlot gjorde Kunsten.
+
+-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men--Bravo--Bravo. Han var
+virkelig fingernem.
+
+De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og
+holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.
+
+Han tabte igen.
+
+-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte
+Kort.
+
+Hr. de las Foresas blev vred.
+
+-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke
+spille mer.
+
+Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
+Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.
+
+Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig
+nemt.
+
+Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem
+efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene
+og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng,
+og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.
+
+Han hvinte, saadan kildede de ham.
+
+Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det
+altsammen i Forvaring.
+
+En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:
+
+-Fa'er--hvor er egentlig vore Penge?
+
+-I Paris.
+
+-Hm. Er det mange nu?
+
+-Aa--ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.
+
+Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han
+dem igen lang Tid.
+
+       *        *        *        *        *
+
+Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
+fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
+Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
+Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.
+
+Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en
+Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont
+vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
+
+Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen
+sammen.
+
+-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
+
+Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans
+Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev.
+Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig
+Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse.
+Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto--(og hvad koster
+saa disse Kirker, min Herre? intet--ingenting, man har dem jo for
+intet)--og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.
+
+Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille
+Kunstnerfænomens Fader--han har med Hæder tjent sit Frankrig og er
+forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus--var uendelig lykkelig over,
+at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret
+en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
+
+Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret
+blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot
+blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.
+
+Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog
+tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.--
+
+Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af
+hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved
+Knæet.
+
+Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med
+sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
+
+-Min Herre--Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
+Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.
+
+Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
+Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
+
+Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
+Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
+Mennesker i Kunstnerværelset.
+
+-Ind--ind, sagde Hr. Theodor Franz.
+
+Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu
+en Gang ind.
+
+Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede
+endnu.
+
+-Ind--ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
+
+Ind igen.
+
+Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han
+dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
+
+Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
+Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
+Applaus'en endnu.
+
+Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge
+fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
+
+Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
+
+-Pauvre enfant--mon pauvre enfant.
+
+Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
+Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
+holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
+Rejser som en gammel Mand.
+
+-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
+
+-I Paris--hos--Charlot vilde sige sin Moder--i Paris, gentog han saa.
+Fa'er sender dem til Paris.
+
+-Ja saa--din Fa'er har dem.
+
+Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
+
+Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
+Emmanuelo de las Foresas bort.
+
+-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal
+hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i
+Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
+
+Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
+
+Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
+Charlots Kuffert pakket.
+
+-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er
+noget--forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke--jeg har
+faaet Lokalerne billigere, ser Du--det er et tusind Mark.
+
+-Tusind Mark--til mig--rigtig til mig... Charlot saa Pengene.--Er de til
+mig? Alle de til mig... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en,
+paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa
+dem.
+
+Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære
+... for alle Pengene.
+
+Han delte Sedlerne af i Partier--det til den og det til den.
+
+-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.
+
+Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de
+havde det, og hvor de boede.--
+
+-Ja--se--Mo'er--hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og
+tav.
+
+-Ja--for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er
+slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor
+Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender
+alle Pengene at gemme ...
+
+De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i
+Foret.
+
+-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme--saa ingen véd
+noget om det--saa har Du dem, naar Du skal købe for dem--ikke ...
+
+-Jo--jeg gi'er dem til Tante--saa kan jeg hente dem henne hos hende--ja
+...
+
+Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
+
+-De er ... god ved mig, sagde han.
+
+-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans
+Haar.
+
+-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
+
+-Nej--jeg har ingen Børn.
+
+-Hm ... det skulde De ha'e ...
+
+-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
+Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...
+
+-Men nu maa vi pakke, min Dreng ...
+
+Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
+
+--Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
+Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop
+Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham
+paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for
+han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte
+det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals--naar han var misfornøjet.
+
+Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
+
+Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
+
+Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
+
+Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige
+Forfjamskelse.
+
+Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
+
+En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
+Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
+
+Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
+Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
+
+Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
+Dyr, der lider ondt.
+
+Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og
+i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten
+Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en
+skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen.
+Han var saa god.
+
+Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
+Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
+
+Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.
+
+Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte
+hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
+
+Han tjente en Formue.
+
+Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa
+Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig
+dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han
+sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine
+Tanker.
+
+Han røg Cigaretter og Cigaretter.
+
+Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den
+blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
+
+Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de
+vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
+
+Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev
+overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret
+den Aften--de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo
+de las Foresas fra at overvære Koncerterne--og han fik ikke Violinen at
+se.
+
+Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
+Pengene til Paris til Moderen.
+
+Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
+
+Han vilde se den.
+
+-Jeg har solgt den, sagde Charlot.
+
+-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
+
+-Ja.
+
+Charlot saá paa sin Fader.
+
+-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte
+ikke det Muk.
+
+Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
+
+Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz
+kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog
+Havanna, Mexiko og Brasilien.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+Jeg spytter mig i Øjnene--men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til
+Australien.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik
+til Australien.
+
+Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
+
+Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa
+Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde
+han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
+
+-Véd De--Charlot er egentlig en god Dreng.
+
+-Ser De, min Herre, det er Behageligheden--Børn gør ingen Ophævelser. De
+er ikke Tenorister--de melder sig ikke syge--De holder ud ... man véd,
+hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.
+
+Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
+Anfald af Stædighed havde han.
+
+En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit
+Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og
+trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen
+af al sin Magt, saa det blev skævt--han stønnede af Anstrengelsen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod,
+højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
+
+-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?--
+
+-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
+
+-Er Drengen bleven gal?--
+
+Charlot knyttede begge Hænderne:
+
+-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er
+det ikke med.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
+Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
+
+Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i
+sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare
+fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
+
+Gadedrengene raabte tidt efter ham.
+
+En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
+
+-Nej--se Blusemand--hej--se en Blusemand raabte en.
+
+Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
+
+-Ej--hvor er Ammen.--
+
+-Hvem skal knappe hans Bukser ...
+
+-Tror I, han er ved de fem ...
+
+           Blusefaar--Blusefaar--
+           hva' ska' Du ha'e--
+           Blusefaar--Blusefaar--
+           ska' ha' Dada.
+
+Stemte de i, i Kor.
+
+-La' ham faa Ble.
+
+-Har han en Sutte?
+
+-Gi'e ham tørt paa.
+
+Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
+
+Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte
+an med sin Myndighed.
+
+-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede,
+de vilde slæbe ham ud.
+
+-Jeg gør'et ikke ...
+
+Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med
+sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
+
+Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
+
+-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
+
+-Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd
+og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
+
+Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
+
+Han var snart fjorten Aar.
+
+Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
+
+--Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks
+Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages
+med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den
+europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til
+dette Fragment.
+
+Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
+Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
+Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
+
+De rumlede gennem Europa med to Programmer.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
+
+De andre kørte sammen.
+
+Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
+Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
+Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
+Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.
+
+Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
+Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.
+
+Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig
+sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
+
+Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
+Pianistindens runde Arme.
+
+Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
+Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
+
+Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
+
+Saa sov de igen.
+
+Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
+Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
+Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
+Madame Simonin, som hun laa.
+
+Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det
+var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
+
+Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime
+knæ.
+
+De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt
+i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved
+den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
+
+De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
+
+Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
+Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
+Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.
+
+-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las
+Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn--er det maaske det, Du
+vil--Idiot ... Ind.
+
+Charlot kom ind dobbelt kejtet.
+
+Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
+
+-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig--buk.
+
+Ikke en Haand rørte sig i Salen.
+
+-Buk--buk.
+
+De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
+
+Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine
+Negle.
+
+Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de
+las Foresas bag Portièren.
+
+-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i
+den sidste Tid?
+
+-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz
+gik.
+
+Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo
+de las Foresas.
+
+Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
+
+-Ind--ind, raabte Hr. de las Foresas--Ind ...
+
+-Smil, smil for den lede Satan.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
+
+Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
+
+Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet
+noget, var det dette.
+
+Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument--det var hans
+Yndlingsplads--lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
+
+Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa
+syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
+
+Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.
+Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa
+sine Knæ.
+
+Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
+Virtuos i Europa.
+
+Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
+Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
+
+-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
+
+-Hun spiste gratis til Aften--hver Aften--i al Uskyldighed.
+
+Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
+
+Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
+
+-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
+
+-Nej--hvilken.
+
+-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres
+Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs--af
+den Vedkommende.
+
+Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
+
+Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun
+smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
+
+Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
+
+Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at
+skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine
+Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger--den lange, voksne Dreng.
+
+Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han
+gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
+
+Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
+
+Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra
+Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med
+deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
+
+De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt
+omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være
+ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker.
+Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten
+for koldt eller for varmt.
+
+Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
+
+De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa
+lang Dagen var, og spillede Skalaer.
+
+Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i
+Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var
+ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
+
+Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa
+Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den
+var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
+
+Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og
+tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers
+kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker
+og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og
+smilede fjottet.
+
+Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst
+sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter--et Armbaand der
+fungerede paa alle Verdensudstillinger--og hun smilte med fornem Ro.
+
+Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne
+elskede dette Billede som en Drøm.
+
+Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
+Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
+
+Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede
+og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
+
+Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden
+de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig
+følge til Vognene.
+
+De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
+
+-Idioter, sagde Fru Simonin.
+
+Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
+
+Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
+Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
+Hænder smertede.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev
+kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".
+
+Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins
+Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var
+rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin
+havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af
+Vinduet.
+
+De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en
+femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
+
+De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
+
+-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser,
+jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme--det er gement.
+Kunsten--haa--haa--jeg vil være rig.
+
+De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til
+og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig
+plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre
+Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
+
+De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
+Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
+
+-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg
+vil ikke pines--til jeg bliver gammel.
+
+-Jeg rejser for at tjene--
+
+Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til
+et Damascenersværd.
+
+-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru
+Simonin.
+
+De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler
+med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
+
+Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet
+for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke
+kunde løfte en Haand.
+
+Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og
+over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru
+Simonin, der sagde saa meget stygt.
+
+En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
+Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
+Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
+
+Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke
+læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de
+søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre
+var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt
+af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen,
+bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene,
+fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.
+
+En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
+
+-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
+Truppen--men, det er jo sandt, og hun lo,--Charlot spiller jo Violin.
+
+-Charlot--hent Deres Violin.
+
+Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
+
+Da de havde spillet noget, nikkede hun.
+
+-Men det gaar jo--rigtig--det gaar jo helt godt.
+
+-Men--rigtigt. Charlot.
+
+Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa
+hendes Ansigt.
+
+-Godt--Charlot.
+
+Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
+Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.
+
+Det var forbi.
+
+-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot--vi vil
+spille sammen.
+
+Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede
+med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo,
+naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa
+villigt til Rede for ham.
+
+-Men det er en Himmelsynd--Drengen har jo Talent ... Vi vil spille
+sammen paa en Koncert.
+
+De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang
+Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da
+de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og
+hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.
+
+Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot
+skulde have sin gamle Gage.
+
+Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar
+hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om
+paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit
+bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var
+vilter som en lille Kat, Fru Simonin.
+
+Charlot kendte kun en Lykke--at sidde dér og være hende nær. Og saa
+bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og
+kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin
+Hals.
+
+--Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en
+amerikansk Turnée.
+
+Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa,
+at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles
+fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.
+
+Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru
+Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos
+sig, de to alene.
+
+Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.
+
+-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.
+
+Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.
+
+Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.
+
+Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.
+
+Nu--i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.
+
+Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.
+
+-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas
+sagt om Formiddagen.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare
+evig?
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor
+Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det
+stødte Hr de las Foresas.
+
+-Han siger Ting ...
+
+-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.
+
+De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
+Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.
+
+-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.
+
+-Ja--vi tager til Paris.
+
+-De har Bolig dér?
+
+-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.
+
+-Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...
+
+-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald
+indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.
+
+Pludselig brast Charlot i Graad.
+
+Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig
+ikke--Charlot--vel?
+
+Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han
+fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.
+
+Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted,
+stak Kelneren et Brev til Charlot.
+
+-Til Dem selv, sagde han.
+
+Charlot gemte Brevet.
+
+Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
+Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
+Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes
+Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der
+havde Brug for hans Violin-Under.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz--De
+vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?
+
+-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa
+Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
+
+-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
+
+-Fra alle.
+
+-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr.
+Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over
+Violin-Underet.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
+Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev
+Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
+foreløbig har afslaaet alle Engagementer.
+
+Der styrtede sig ingen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget
+som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa
+rundt med Vidunderet.
+
+De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at
+have Anvendelse for Underet.
+
+Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han
+syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
+
+Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at
+gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn,
+som lægger deres Forældre i Graven.
+
+Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
+at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
+Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
+Pasdeloup.
+
+Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
+det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
+Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
+Pasdeloup.
+
+Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung
+Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas
+havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over
+i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at
+hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
+
+-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup
+er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
+
+Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom
+ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og
+kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa
+lykkelig.
+
+-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg
+havde ikke.--
+
+-Mo'er ...
+
+-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.
+
+Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham
+og kyssede hans Haar.
+
+-Min gode Dreng.
+
+Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var
+ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
+
+-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
+
+-Aa--jo om han huskede.
+
+-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en
+Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa
+rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden
+en Fejl--uden en Fejl.
+
+-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.
+
+-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa
+lykkelig.
+
+-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde
+ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
+
+-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt,
+han havde Talent.
+
+-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.
+
+-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede
+Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i
+Søvn.
+
+Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun
+rejste sig.
+
+Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i
+Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo
+saa let ved at græde.
+
+De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første
+Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive
+skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas
+vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru
+de las Foresas græd og gav fortabt.
+
+Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.
+
+Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte
+efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.
+
+En Herre kom hen imod dem.
+
+-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,
+Charlot Dupont.
+
+Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.
+
+-Jo--
+
+-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa
+Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem
+og klæde Dem om.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet
+paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte
+efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.
+
+Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot
+Dupont kørte tilbage til Koncerten.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden
+Levemaade.
+
+Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".
+
+       *       *       *       *       *
+
+Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden
+By.
+
+Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.
+
+Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.
+
+-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.
+
+-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.
+
+-Maaske.
+
+-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.
+
+-Charlot Dupont.
+
+-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.
+
+-Jo, sagde Charlot, det er mig.
+
+-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke
+nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa
+have Folk, som kan arbejde.
+
+Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Charlot fik igen en Impresario.
+
+Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var
+tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige
+Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det
+var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.
+
+Charlot Dupont var mest saa træt.
+
+Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede
+Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.
+
+Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en
+Tone tynd som en Traad.
+
+Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.
+Til de senere var altid tomt.
+
+Charlot er nu tyve Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Excentriske noveller, by Herman Bang
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12117 ***
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..f757d24
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #12117 (https://www.gutenberg.org/ebooks/12117)
diff --git a/old/12117-8.txt b/old/12117-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..9f688d6
--- /dev/null
+++ b/old/12117-8.txt
@@ -0,0 +1,3820 @@
+The Project Gutenberg EBook of Excentriske noveller, by Herman Bang
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Excentriske noveller
+
+Author: Herman Bang
+
+Release Date: April 23, 2004 [EBook #12117]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EXCENTRISKE NOVELLER ***
+
+
+
+
+Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen,
+Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading
+Team Europe
+
+
+
+
+
+Italics = _/_
+
+
+
+FRANZ PANDER
+
+AF
+
+Herman Bang
+
+
+
+
+FRANZ PANDER
+
+Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og
+havde drukket sig ihjel.
+
+Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.
+
+Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne
+Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres
+buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at
+saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel
+næppe.
+
+Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man
+siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre
+Drenge i "Kleine Dammstrasse".
+
+Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da
+Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og
+skær var Franz' Krop--og siden beholdt han Navnet.
+
+Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke.
+Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i
+Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og
+skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke
+heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før
+Hr. Franz kom hjem.
+
+-Hvor har Du dog været, Franz?
+
+-Ingensteder.
+
+-Aldrig bestiller Du noget.
+
+-Gav Konsulinden Dig noget?
+
+-Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.
+
+Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to
+Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.
+
+Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik
+rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud
+om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar
+han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt,
+og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam
+Pander nyste, blot hun saá paa det--saadan fordærvede han den gode
+Pølse.
+
+Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod
+han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende
+forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer
+flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran
+Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor
+Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt
+og paa Bordet Pokaler af Guld.
+
+Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde,
+atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte
+en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede
+dybt--foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed
+ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.
+
+Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer
+ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i
+Rosen-Orangerier.
+
+Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter
+Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til
+Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved
+Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og
+ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.
+
+Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde
+rapse--saadan i Ny og Næ--helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de',
+som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet
+Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun
+omsorgsfuldt (Herre Gud--naar det er for Drengen) havde med i Lommen,
+det brugte Franz over Maade.
+
+Men saadan gjorde nu ogsaa han--han, hvis Hænder og Negle Franz havde
+arvet.
+
+Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til
+at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var
+tungsindige eller sløve, en lille Mund--for lille egentlig for en
+Mand--med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der
+saa let kom til at sitre.
+
+Slank og smidig Krop.
+
+Saadan saá han ud.
+
+Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde
+tilbudt at tage ham.
+
+-For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se
+dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers--Gudnaade,
+om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.
+
+Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften
+drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub
+holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne
+stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide
+Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene
+af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem
+Sale, straalende af Lys.
+
+Det vilde Franz være.
+
+Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog,
+hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler.
+Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne
+Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og
+Stank af Tobak.
+
+Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig
+ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar
+han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen
+tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han
+plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling
+værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.
+
+Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London
+bare paa Besøg.
+
+Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper
+af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine,
+hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte-Rækker langs
+blomstersmykkede Borde....
+
+Franz slugte hver Beskrivelse.
+
+Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt
+i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz
+vaskede op i sin Krog.
+
+-Man har sine lykkelige Øjeblikke--der i London--Kelneren skød
+Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til
+Aristokrati det engelske--Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en
+guldhaaret Miss, rank i Tøjet--ser de tre--fire Gange paa Ens Skabning,
+saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten,
+naar man kommer dem nær med Fadet ... Na--saa har man jo Rutinen og
+kender Numret....
+
+Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige
+Proptrækkere".
+
+-Forstaar sig, han var smuk, John Jennings--flot Karl ... Men at Lady
+Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele
+Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren--det synes jeg
+s'gu dog--og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige--det ku' han
+takke sine Ben for ...
+
+Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par
+Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.
+
+--At det altsaa skete.
+
+Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte
+sig pludselig om og saá paa ham:
+
+-Naa--Knægt--Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham.
+Og halvhøjt lo han til Faderen:
+
+-Der Bub' wird Glück haben.
+
+Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.
+
+Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.
+
+Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse
+Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.
+
+-Schön-—Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen
+anfangen.
+
+Da Franz var ude af Døren--bleg var han blevet--sagde Direktøren ned
+mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:
+
+-Na, ein netter Zugvogel--nicht?
+
+De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra
+Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper
+under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte
+Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi,
+smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres
+Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá
+deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig
+tænkte paa dem selv.
+
+Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table
+d'hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet
+faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af
+Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.
+
+Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:
+
+-Tjener De svært ved at drive her, Kollega?--Vi har Huset fuldt ...
+
+Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage
+til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede
+Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en
+Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik
+han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.
+
+Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre
+Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater,
+blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke
+rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet
+plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod
+Kuplen i Mørket.
+
+Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for,
+og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov
+dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit
+Hoved som en Rus af Vin.
+
+Alligevel var han ikke træt om Dagen.
+
+Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der
+kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.
+
+Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting,
+om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en
+Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den
+meste Fritid.
+
+Om Gæsterne talte de sjældent.
+
+Og det var det, som interesserede Franz.
+
+Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde
+længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette
+sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og
+slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.
+
+En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og
+slog ham med Støvekosten i Ansigtet.
+
+Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun
+holdt paa ham.
+
+Franz fo'r op, helt bleg:
+
+-Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.
+
+Johanne stødte ham arrig fra sig:
+
+-Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:
+
+-Louis, wie du bist, Louis.
+
+Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I
+Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i
+Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det
+mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene--ingenting.
+Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog
+irriterende.
+
+Franz bemærkede dem slet ikke.
+
+Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i
+Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.
+
+"Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.
+
+Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt
+der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti
+Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved
+hendes Fødder.
+
+Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille
+Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham
+en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas,
+naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han
+maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre
+hende.
+
+Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde,
+og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.
+
+Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og
+aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.
+
+Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke--alle
+andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en
+Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage
+et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid
+stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.
+
+Det kostede dem at komme fra hinanden.
+
+Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting.
+Men han maatte være hende nær.
+
+Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan,
+spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun
+nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
+
+Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende
+umærkeligt--han maatte det--at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor
+hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe--saá hun vidste det--et
+bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.
+
+Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede
+for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved
+hans paa Bordet og saá paa ham og lo.
+
+Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.
+
+Men efterhaanden--for de blev der Dag efter Dag--var det, som det
+skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og
+Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde
+hun talt til ham--og dér havde hun set paa ham--ja bestemt ...
+
+Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne.
+Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget--vilde hun røre ved
+ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt--det laa han altsammen
+febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.
+
+Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa
+Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den
+nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet
+dem.
+
+Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa
+som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.
+
+--Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til
+stort Selskab.
+
+Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og
+ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad
+Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han
+kendte hendes Stemme--hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i
+Gangene--og hans Hjerte stod stille.
+
+Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.
+
+-De her, sagde hun.
+
+-Ja--i Aften. Stemmen slog Klik for ham.
+
+Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:
+
+-Hvordan det? sagde hun.
+
+-Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.
+
+Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod
+halvaaben.
+
+Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa,
+men blev staaende med Lyset i Haanden.
+
+Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes
+Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han
+følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.
+
+Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han
+lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste
+ikke selv, hvad han sagde.
+
+Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.
+
+Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt
+lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa
+han og smilede.
+
+Men næste Dag rejste Miss Ellinor.
+
+Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind
+i Ansigtet og sagde:
+
+-I Dag skal vi rejse.
+
+-Skal De rejse--hvorfor?
+
+-Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.
+
+Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.
+
+I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre
+Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke
+mere var.
+
+En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik
+Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt
+han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som
+et Stik.
+
+Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes
+han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget,
+der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.
+
+Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at
+gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over
+sin Skat.
+
+Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin
+sløve Dont, slatten og uden en Tanke.
+
+Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de
+krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe,
+for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og
+forslugent.
+
+Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede
+for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne
+fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
+
+Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor
+Vaskekælderen--Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige
+kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over
+Maden--lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.
+
+Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge
+Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.
+
+Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han
+Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.
+
+Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev
+Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.
+
+Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han
+opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele
+Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til
+at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han,
+næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over
+Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange
+halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
+
+Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.
+
+En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk
+udenfor Hotellet under Lygterne.
+
+Han var mæt og en Smule ør.
+
+Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet.
+Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om
+Pytterne.
+
+Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl
+Platfod i en Galoske ... Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de
+svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.
+
+Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik
+efter.
+
+Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og
+Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar ... Men hun bøjede op om
+Neuerwall og vendte sig ikke ...
+
+Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur,
+som gled frem, sært vuggende i Hofterne ... Hun gik ind i en Port og kom
+fra ham.
+
+Han strejfede igen.
+
+En Gadejægerske stillede sig op foran ham:
+
+-Hvad vil min lille Ven? sagde hun.
+
+Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind
+i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.
+
+-Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.
+
+Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.
+
+-Hva'--gør han Nar--Pigen skingrede--véd man, hvad man vil, Lømmel ...
+Saadan En--engagerer han en Dame--og vil ingenting ...
+
+Saa var Franz udenfor Skudvidde.
+
+Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele
+Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.
+
+Han drømte om Ellinor uafladeligt.
+
+Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han
+var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned
+i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede
+foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa
+dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde
+fornemme Føddernes lune Varme.
+
+Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en
+bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og
+det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
+
+Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding
+af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et
+atlaskesstramt Bryst--det var nok til at friste ham.
+
+De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i
+Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op--Franz saá det--og mønstrede
+Kelnerne.
+
+Saa valgte hun ham.
+
+Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen
+Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede
+foran sig.
+
+Damens Mand kom til og satte sig.
+
+-Naa--ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm--hm--og han lo--det
+var en sand Ganymed, sagde han. Aa--hva' Kelner--to Diners ...
+
+-Vel ... Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
+
+-Hans Skjortebryst var renest, Du ...
+
+Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i
+Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem
+Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
+
+Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et
+Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han
+bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
+
+Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et
+Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte
+hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik
+tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var
+aldeles forrykt, og han blev der.
+
+Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var
+knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke,
+et Legeme.
+
+Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han
+vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte
+han den ikke med andre Mænds, deres Mænd--han bød den til. Men de saá
+ham slet ikke.
+
+Han stod ved Siden af--som en Ting. Travede af med Fadene og
+Servietten--en ren Genstand--han saá saa godt sig selv.
+
+Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm
+Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne
+Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ...
+
+Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem
+Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.
+
+Ved table d'hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en
+Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt
+brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet,
+naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.
+
+Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig
+til sin Kone, sin Søster:
+
+-Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
+
+Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
+
+-Aa ja--paa en Buk.
+
+Saadan gik Dag efter Dag.
+
+Han tænkte slet ingenting uden det.
+
+Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han
+næsten fornærmede dem--de følte det slet ikke.
+
+Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og
+tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en
+Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
+
+Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri,
+som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde
+vende sig.
+
+Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
+
+Madam Pander sad og smaagræd.
+
+-Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som
+Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad
+det er--ja--mæn--man véd hvad det er ...
+
+Han vilde ikke ha'e Lys--der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet
+fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol
+og satte sig foran ham.
+
+Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede
+træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
+
+-Hvad er der, min Dreng--lille Dreng--hvad er der med min Dreng?
+
+Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans
+Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten
+gjorde uforstaaelig:
+
+-Hvad er der med min Dreng--lille Dreng--gør de ham ondt?
+
+Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle
+Fruentimmer.
+
+-For dem er det, det Rak--Herre Gud--og han har det jo ikke fra
+Fremmede.
+
+En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en
+Operette.
+
+Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
+
+Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa
+hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine
+Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
+
+  Aber--es hat keinen Werth--
+  Es hat keinen Werth.
+
+Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og
+græd.
+
+Da Akten var forbi, gik han.
+
+Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter.
+Han blev der om Natten.
+
+Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i
+Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.
+
+Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og
+hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
+
+Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned
+i Restauranten.
+
+Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem
+Glastaget.
+
+Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
+
+Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled
+alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
+
+Han saá langs Balustraden--Stolene var stillet op paa Bordene, de
+halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde
+op i deres Majolikapotter.
+
+Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op
+noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
+
+Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa
+dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.
+
+Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en
+kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.
+
+Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et
+Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
+
+De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem
+Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det
+med et Lagen.
+
+Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede
+hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille
+paa ham.
+
+Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
+
+Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa
+megen forgæves Omhu, rakte Johanne--hun vidste ikke selv
+hvorfor--Haanden knyttet op imod Himlen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+_FRATELLI BEDINI_
+
+Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han
+troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen
+over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt
+Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved
+Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
+
+Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
+
+-Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
+
+Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken
+kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl,
+og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask
+som sine Sække.
+
+Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede
+til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
+
+-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang
+i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
+
+Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar
+over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
+
+De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede
+saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom
+ind:
+
+-Er de færdige, spurgte hun.
+
+-Ja--jeg staar kun og pudser ham til--naa, saa gik vi.
+
+Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.
+Han har Skabelonen.
+
+Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det,
+og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over
+sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et
+Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
+
+Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
+
+-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen
+og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
+
+Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af
+Faderen. Nabokonen snakkede.
+
+-Vist maatte vi afsted iaften--der er nok om det Ben maa man tro, der
+hænger i--tro bare ikke det--og saa var han forsørget ...
+
+-Ja, gryntede Mølleren.
+
+-Ja--det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk,
+naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne--nej--tro
+bare ikke det, siger jeg.--
+
+De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare
+Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:
+
+-Og fint er det--for jeg ser 'et, naar jeg fejer--i Garderoberne--de
+ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk--om de gør--baade i Silke og Fløjl er
+de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser
+ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.
+
+Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang
+imellem:
+
+-Ja, naar de bare havde ham--
+
+De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig
+Luft paa Trappen.
+
+Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var
+geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.
+
+-Ja, de er i Garderoben.
+
+Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange
+Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i
+Munden: saadan noget--nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,
+og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.
+
+De havde Guld om Livet.
+
+Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede
+ind til hinanden.
+
+Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med
+hende.
+
+Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og
+strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var
+lige ved at græde.
+
+Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham
+op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.
+
+Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.
+
+En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte
+Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen--hvor vi bor. Henne
+foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.
+
+De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den
+lille, som blev hevet op i Luften, var sidst ...
+
+Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...
+
+-Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.
+
+De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet
+længe, sagde Faderen og stod lidt stille:
+
+-Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.
+
+Madammen sagde: Det er en Øvelse.
+
+Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
+
+Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de
+to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han
+saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han
+sov ind, hed og fortumlet.
+
+Den næste Dag hentede Madammen ham--Faderen var paa Møllen--og de gik ud
+igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af
+Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.
+
+Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:
+
+-Naa--er det Dem--klæd ham af, Madam.
+
+Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten
+vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til
+Kufferten.
+
+-Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.
+
+Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.
+
+-Hvor gammel er han?
+
+-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke
+det--en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.
+
+-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig
+sidelænds: Naa, lige Ben--bøj Ryggen.
+
+Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.
+
+-Hvad hedder Du?
+
+-Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.
+
+-Klaus--Satan--Turen kom til Brystkassen--god
+Statur--Klaus--sacrebleu--for et Navn i Bedini-Truppen--na--ligemeget:
+paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede
+Rygraden.
+
+-Ja--gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han
+beholder nok sit Kristennavn endda.
+
+Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.
+
+-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til
+Breslau--kom saa med ham imorgen tidlig--
+
+Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik
+en Thaler i Duçør.
+
+Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade
+Haand.
+
+-Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.
+
+Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de
+hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen
+end at le og synge.
+
+Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og
+spørge ham.
+
+Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den
+yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han.
+Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene
+klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.
+
+Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste
+saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.
+
+Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af
+Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
+
+Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og
+varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med
+ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i
+Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.
+
+Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen
+ind til Nabomadammen i Køkkenet.
+
+-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.
+
+-Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.
+
+-Han ska' derhen nu til Morgen ...
+
+-Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering.
+Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det
+...
+
+Konen saá hurtig op:
+
+-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled
+væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.
+
+Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:
+
+-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa
+paa hende. Saa gik han.
+
+--Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han
+uden videre Vrøvl Giovanni.
+
+Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.
+
+Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han
+staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk
+og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om
+Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa
+nøje, hvor han ramte.
+
+"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen
+og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik
+med Bøjningerne.
+
+Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar
+tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en
+Rygbøjning.
+
+Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet
+og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler
+eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det
+svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i
+Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.
+
+Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede
+strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik
+og Bifald steg op fra Salen,--saa blev Giovanni urolig, som maatte han
+med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var
+det hans egne Lemmer, der spændtes.
+
+Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med
+dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.
+De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede
+Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke
+Sal.
+
+Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en
+Kattekilling.
+
+En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:
+
+-Ja, den Dreng har en blød Krop.
+
+Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind,
+arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte,
+klaprede hans Tænder i Munden af Angst.
+
+Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde
+hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de
+første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget
+op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa
+én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.
+
+Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge,
+som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i
+Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.
+
+Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som
+Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde
+næppe staa paa deres egne Ben.
+
+De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om,
+til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og
+svedige, helt sløve.
+
+Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.
+
+Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik
+Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en
+Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.
+
+Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme
+ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet,
+siddende foran sit Spejl.
+
+De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og
+arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev--de købte et kønt
+Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer.
+Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde
+det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.
+
+Det var en Slags Paradisets Have--uden noget Kundskabens træ paa hvad
+der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til
+at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i
+nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af
+dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at
+de havde saa meget som tænkt paa det.
+
+Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
+
+Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med
+dette Rovdyr, naar han satte i Spring--Hovedet dukket, med sammenkneben
+Mund--fra Araberens Skulder.
+
+Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for,
+han skulde gaa fra Truppen.
+
+Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,
+og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.
+Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben
+Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.
+
+Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit
+Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine
+egne Lemmer.
+
+Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet
+af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han,
+vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude
+af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed
+paa Gulvet.
+
+Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i
+Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.
+
+Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster
+og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen
+lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.
+
+Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni
+og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen.
+Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.
+
+Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over
+en Kvinde med ubændig Rasen.
+
+Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid,
+inden han søgte til en anden.
+
+--Bedini-Truppen skulde til Renz.
+
+De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres
+Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev
+ved.
+
+Angelo spurgte:
+
+-Er den Gamle her?
+
+-De sagde, han kommer.
+
+De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre
+Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre
+sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og
+Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.
+
+Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og
+satte sig i en Loge.
+
+Ham.
+
+Angelo hviskede stakaandet:
+
+-Se, den Gamle.
+
+Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham,
+saadan hamrede det.
+
+Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt
+oppe i Rotunden. Saa stille var der.
+
+Bedini-Truppen havde en heldig Dag.
+
+Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.
+
+-De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?
+
+-Nej--kun Parterre.
+
+Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat
+Haand.
+
+-Hvor gammel er De?
+
+-Tyve Aar.
+
+-Hm. De kunde lære endnu.
+
+Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.
+
+
+-Hvem var han? spurgte Giovanni.
+
+-Han? Mr. Cooke.
+
+-Cooke--Jokeyen?
+
+-Ja.
+
+Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.
+
+--Giovanni opsøgte sin Fader. For fire--fem Aar siden var Faderen falden
+gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og
+humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde
+illumineret hans Næse.
+
+Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin
+Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som
+havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med
+Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.
+
+Om Søndagen gik Giovanni hjem.
+
+Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og
+kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de
+vidste ikke, hvad de skulde sige--men sad der.
+
+Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte
+ved hinanden. Der gik en Stund.
+
+-Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.
+
+-Skal Du gaa?
+
+-Ja--det er det bedste. Farvel da.
+
+Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til
+han var drejet om Hjørnet.
+
+Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for
+ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu
+gjorde han det--Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham
+Parten.
+
+Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde
+arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede
+Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted,
+skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét
+Minut.
+
+Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige
+Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske
+Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde
+ikke vække ham.
+
+To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med
+Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene
+af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad
+ved Siden af hinanden.
+
+-Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.
+
+-Det kan De jo.
+
+-Parterre betaler sig ikke.
+
+-Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?
+
+-Hvis jeg kunde lære det.
+
+Den næste Aften sagde Jokeyen:
+
+-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne
+springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.
+
+Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede
+timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.
+
+En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren.
+Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt
+op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han
+til Giovanni.
+
+Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken
+til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til
+Hesten med smaa, afskaarne Hvin.
+
+Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.
+Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og
+staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine
+Hæle.
+
+Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.
+
+-Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.
+
+-Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.
+
+-Aa, det kommer.
+
+-Tror De?
+
+-Ja vist.
+
+-Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.
+
+-Farvel, Mr. Batty. Vi ses.
+
+Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab,
+det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.
+
+De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden
+om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.
+
+De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det
+mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi
+Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet
+saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver
+Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.
+
+Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage
+Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.
+
+Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.
+
+De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin
+gennem de stille Gader.
+
+Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt
+paa hans blege Ansigt:
+
+-Ja--om vi ses igen.
+
+Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:
+
+-Batty, sagde han.
+
+Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:
+
+-Man véd jo, det kommer en Dag.
+
+Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.
+
+-Nu, lev vel, sagde Batty.
+
+-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt
+ingen Ord.
+
+Saa gik Batty ned ad Gaden.
+
+Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et
+stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.
+
+Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
+Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til
+Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.
+
+Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og
+Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende
+Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.
+
+Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret
+Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.
+
+Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.
+
+Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos
+Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af
+Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem
+Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.
+
+Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle
+Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med
+ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.
+
+Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han
+blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var
+han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.
+
+Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse--Aarene svulmede i hans
+Pande--sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger
+foran sig Ridtets Spænding.
+
+Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida,
+Staaltraadskunstnerinden.
+
+Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes
+Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig
+for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende--skød Blodet op
+i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne
+opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
+
+Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da
+hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste
+han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
+
+Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne--fulgte han efter uden
+at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med
+Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre,
+ind.
+
+Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
+Alida sad med graat Slør om en rød Hat.
+
+Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke
+noget andet end Miss Alida.
+
+Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede
+eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede
+paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven
+havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han
+pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige
+noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige
+foran hende, og gik.
+
+Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde
+sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til
+mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev
+hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter
+Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
+
+Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var
+bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette
+Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke
+gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af
+saadan En. Han rejste paa Markeder--en Cooke.
+
+Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det
+altsammen og saa--gav han efter.
+
+Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført
+frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten
+tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og
+lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
+
+Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
+Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
+Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
+
+Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
+
+Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
+
+Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende
+ind ad Døren, som han slog i.
+
+--Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
+
+Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
+
+For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri
+mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid
+kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa
+rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den
+Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en
+kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
+
+Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede
+ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og
+vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han
+sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og
+gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget
+som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om
+dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven,
+med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en
+Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor
+Akrobatungen nylig havde ligget.
+
+Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store
+Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han
+vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang
+efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg
+af Raseri under Prøverne.
+
+En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler,
+beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
+
+Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig
+til den forreste Klovn:
+
+-_Cette Alida est bien forte_, sagde han, _canaille_.
+
+Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
+
+Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var
+sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss
+Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
+
+Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
+
+En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede
+ned og snublede og sprang.
+
+Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
+Ryg og faldt.
+
+-Nej--han skreg--nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig
+næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.
+
+Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind
+til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.
+
+Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.
+
+Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide
+op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.
+
+-Saa, Giovanni, saa--min Ven.
+
+Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik
+blev Graaden saa voldsom igen.
+
+-Ja--ja--ja, ja--ja vist--Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans
+Nakke--ja vist....
+
+Giovanni tog hans Haand.
+
+-Lad mig saa gaa, sagde han, tak--Du. Han rejste sig, og med et
+Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.
+
+Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt
+og saa ikke paa ham:
+
+-Giovanni, kunde vi ikke rejse?
+
+Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham
+igen.
+
+De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.
+
+-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.
+Ud--Giovanni saá bort: Godnat.
+
+Batty stod længe og stirrede efter ham.
+
+Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.
+
+Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans
+Spring var lykkedes.
+
+Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse
+og Skam.
+
+Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.
+
+-Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.
+
+Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra
+Manegen.
+
+Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.
+Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.
+
+Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang
+slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.
+
+Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en
+Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik
+op og ned i Rummet.
+
+Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag
+det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.
+
+Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.
+
+-Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!
+
+Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.
+
+Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.
+
+Giovanni rørte sig ikke.
+
+-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom
+Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden
+ned over Øjnene og sagde:
+
+-Ja--ja ... Ja Du sørger vel for det.
+
+Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.
+
+Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en
+Uge. Det blev saa bestemt.
+
+Men samme Aften--Giovanni red som en gal, saa vildt--styrtede han af;
+Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og
+Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man
+ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.
+
+En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og
+Død.
+
+Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de
+bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende
+Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.
+
+Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede
+hans Ansigt ufravendt.
+
+Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men
+han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men
+han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.
+
+Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet,
+saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.
+
+Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den
+vagthavende Læge bankede han paa.
+
+-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene
+frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.
+
+Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det
+begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var
+i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
+
+Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet
+og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han
+Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra
+Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.
+
+Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt.
+Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty
+sukkede nu og da.
+
+Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.
+
+-Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?
+
+-Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.
+
+Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en
+pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.
+
+-Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.
+
+-Hvorfor?
+
+-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.
+
+-Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.
+
+Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.
+
+En Dag sagde han pludselig:
+
+-Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?
+
+Batty saá ned mod Gulvet.
+
+-Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
+
+Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget
+utaalmodigt og gnavent.
+
+-En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:
+
+-Ja--til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes
+saa højt--vil De saamæn slet ingen Mén mærke.
+
+Giovanni satte sig haardt op i Sengen.
+
+-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og
+faldt tilbage mod Hovedpuden.
+
+-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej--Jokey--det
+bli'r vist for voldsomt--men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der
+Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.
+
+Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt
+ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.
+
+Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det
+lukkede sig saadan allevegne.
+
+Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem
+sagde nogenting.
+
+Tilsidst spurgte han:
+
+-Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?
+
+-Det kom jo tidsnok, sagde Batty.
+
+Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen
+gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.
+
+-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der
+er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.
+
+-Vi kunde jo--det kom tøvende--dele Løverne.
+
+Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:
+
+-Hvis Du vil.
+
+-Dele Løverne?
+
+-Ja--jeg mener, vi kunde arbejde sammen.
+
+Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde
+med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne.
+Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var
+dvaske, der var ingen Fare.
+
+Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde
+hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de
+knurrende Dyr.
+
+De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde
+for første Gang.
+
+Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være
+sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De
+tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
+
+Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og
+den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det
+var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.
+
+-Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.
+
+Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.
+
+Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor
+Løverne gned sig sammen i Flok.
+
+De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa
+den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu
+betragtede han Giovanni og gik ind.
+
+Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets
+Sus.
+
+De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe.
+Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde
+set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved,
+og han saá over til Battys Seng, om han sov.
+
+Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.
+
+I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede,
+forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke.
+Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med
+dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod
+som de sov, og de vaagede begge.
+
+Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de
+pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.
+
+-Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig
+saadan?
+
+Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.
+
+-Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.
+
+Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.
+
+Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort
+Dyrene rigtig levende.
+
+Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde
+var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den
+blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog
+ikke sit Blik fra dens gule Øjne.
+
+Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede
+Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue--da han gled.
+
+Han faldt, saadan--forover--paa det højre Ben--og vilde rejse sig--og
+greb for sig--og havde Løvinden over sig--og skreg.
+
+Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde
+sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.
+
+-Batty.
+
+-Batty. Giovanni sled i Døren.
+
+Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig
+sprang de ned fra Gallerierne.
+
+Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til
+Logerne--og man vendte sig ikke, men flyede.
+
+Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes
+med Giovanni midt paa Jorden.
+
+-Luk--luk Buret! skreg der Tusinde.
+
+--Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle
+Blussene brændte.
+
+Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned
+paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham,
+rørte han sig ikke. Armene faldt ned.
+
+Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort--indtil
+der var stille.
+
+Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá
+Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret
+affyrede han to Skud og aabnede Døren.
+
+Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede
+Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa
+Jorden til en stor Pøl.
+
+Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over
+hele Kroppen.
+
+-Tag ham, sagde Giovanni.
+
+Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han
+besvimede saa lang han var paa Jorden.
+
+Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede
+Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en
+lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads
+ved Stalden.
+
+Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og
+lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
+
+Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede
+sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger
+gennem hans store Legeme.
+
+Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede.
+Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i
+ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet
+istaa.
+
+Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han
+alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.
+
+Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa
+Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved
+Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte
+dem for.
+
+Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe
+Kød til Løverne, i Byen.
+
+Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der
+igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned
+mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik
+ud.
+
+Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med
+Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med
+et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.
+
+To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni
+svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.
+
+Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.
+
+Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.
+
+Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine
+Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en
+Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han
+Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.
+
+Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.
+
+Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá
+paa de hvide Tænder i Kødet.
+
+Han satte sig paa Manegen og ventede.
+
+I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.
+
+Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de
+skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres
+Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger
+langt ud og slikkede de kolde Stænger.
+
+Giovanni rørte sig ikke.
+
+Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte
+og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren,
+og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de
+klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de
+sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres
+opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes
+sammen.
+
+Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.
+
+Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der
+blev stille--lidt efter lidt.
+
+Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.
+
+Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige
+Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde
+der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans
+Seng og presset ham for Penge.
+
+Han tænkte paa Batty--paa Batty, som var død.
+
+Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og
+endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote--og ikke mere.
+
+Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer,
+og han havde ikke længer nogen Specialitet.
+
+Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde
+det for sit Ben.
+
+Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han
+slæbte en tung Byrde hen efter sig.
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+CHARLOT DU PONT
+
+Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en
+Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.
+
+Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.
+
+Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele
+Komitéen.
+
+Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store
+Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin
+Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,
+Øjeblikket var kommet.
+
+Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i
+sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.
+
+Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.
+Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.
+Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin
+Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille
+paa sine Knoer.
+
+Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor
+Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.
+
+-Altsaa--hvad hedder han?
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.
+
+Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde
+overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid
+sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste
+det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.
+
+-Altsaa--hvad hedder han?
+
+Hr. de las Foresas fik sagt:
+
+-Carlo de las Foresas.
+
+-Hm--og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig
+Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.
+
+-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede
+Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.
+Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i
+Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et
+Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las
+Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med
+Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las
+Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske
+let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to
+Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.
+Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.
+
+Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:
+
+-Vel--han er født i Provence.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:
+
+-I Provence!
+
+-Ja--min Herre--i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.
+
+Hr. Theodor Franz rejste sig.
+
+-Publikum er træt af det exotiske, min Herre--Publikum tror ikke paa
+Adel paa Tribunerne, min Herre--Publikum er træt af Humbug. Publikum
+vil det reelle--Publikum vil ikke føres bag Lyset.
+
+Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom
+som et Trompetstød.
+
+-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro,
+min Herre.
+
+Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til
+Begejstring.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.
+
+Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:
+
+-Han er syv Aar.
+
+-Lige fyldt.
+
+-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:
+Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las
+Foresas havde i sin Krave. Tag den af.
+
+-Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.
+
+-Min Herre--Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester--Publikum tror
+ikke paa Arvestykker.
+
+Hr. de las Foresas tog Knappen af.
+
+-Og nu til Sagen--til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.
+
+-Tre Numre.
+
+-Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.
+
+-Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.
+
+Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.
+Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.
+
+Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.
+
+Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde
+tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det
+idylliske.
+
+Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var
+med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig
+optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse
+Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var
+kørt med hende til Kirke.--
+
+Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille
+Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor
+Dinelli.
+
+-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte
+orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.
+
+Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie.
+Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men
+det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".
+
+Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.
+
+Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.
+
+Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede
+at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i
+Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han
+ventede i en raakold Salon med Madlugt.
+
+Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.
+Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.
+
+Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor
+Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor
+Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.
+
+Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i
+Bryssel.
+
+Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas
+Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig
+Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa
+Knebelsbart.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?
+
+-Flor?
+
+-Ja--har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.
+
+Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte
+Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde
+det med i Kupeen.
+
+Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid
+tilbage.
+
+-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las
+Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De
+Herrer af Pressen er saa mistænksomme.
+
+Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til
+Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.
+Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og
+sørgmodig vrøvlet.
+
+-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han
+kan vel ikke spille som Sarasate.
+
+-Min Herre--ti stille--Han har spillet som et asen.
+
+Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa
+han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og
+ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af
+Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var
+ikke Tale om Prygl.
+
+Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere
+de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig.
+Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.
+
+Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.
+
+Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og
+han gned Taarerne ud over sit Ansigt.
+
+-Naa--en Gang til ...
+
+-Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.
+
+-Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt ... Charlot tudede.
+
+-Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.
+
+-Hvad vil Du da ha'e--naar Du er artig og spiller en Gang til ...
+
+Charlot saá ud gennem Fingrene.
+
+-Cigaretter, sagde han.
+
+-Naa--spil saa.
+
+-Tre, sagde Charlot.
+
+-Naa--ja--tre.
+
+Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.
+
+Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede
+endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.
+
+Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv
+med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot
+vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i
+Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og
+løb med Tøndebaandet.
+
+Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav
+dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre
+med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde
+ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af
+et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.
+
+Saa blev han knubset op--Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de
+knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet--til han blev vaagen og fik fat
+paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.
+
+-Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng--er han.
+
+En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa
+Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte
+omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.
+Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i
+Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle
+Ansigter og hostede af Røgen.
+
+Charlot blev ked af det.
+
+-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud
+i Luften.
+
+Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor
+Franz.
+
+Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet
+Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne
+i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af
+Elevernes Mødre og Tanter.
+
+Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig
+været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte.
+Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá
+ham lege Tagfat i Skolegaarden.
+
+Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød
+Violin-Vidunderet.
+
+Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var
+blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før
+han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker--Hr.
+Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene--stod han
+og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja
+eller et Nej.
+
+Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent
+ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine--Hr. Theodor Franz talte
+altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen--om sin Ven
+Hr. Ambroise Thomas.
+
+Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et
+Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.
+
+Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte
+Spektaklet igen. Min Herre--bevar'es lad dem dog lege--Hr. Theodor Franz
+talte mildt--Børn er Børn.
+
+Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:
+
+-Charlot--Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.
+
+Det maatte han naturligvis gerne.
+
+-Hører Du, Charlot--Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes'
+Børn.
+
+Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen
+Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.
+
+Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet
+sagde han mildt:
+
+-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa
+ind og lege med hans Børn ...
+
+Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var
+rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med
+Knappenaale.
+
+Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig
+over Børnene.
+
+Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
+Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
+Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.
+
+Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.
+
+Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert--Programmet var
+efter Opfordring det samme som ved den anden--førte Hr. Theodor Franz
+personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte
+megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen
+laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man
+trængte frem til Baku.
+
+Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.
+
+Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
+Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
+Hat.
+
+Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge,
+og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom
+overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden.
+Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt
+ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.
+
+Saadan gik det Par Aar.
+
+Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet
+Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr.
+de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt
+og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet
+for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa
+siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
+
+Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem
+de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i
+Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede
+ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den
+klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo
+de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.
+
+Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.
+
+Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
+Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.
+
+Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin
+langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig
+uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at
+ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer
+og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde
+han ud paa Perronen og klappe.
+
+Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med
+deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen
+fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og
+Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten.
+Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot
+ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar
+han skulde ind igen.
+
+De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo
+de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa
+levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og
+hørte til.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel
+udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa
+sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.
+
+De talte ogsaa om Haandværket.
+
+Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
+Hænderne i Lommen.
+
+-Pressen--min Herre--man skal ikke bespise den--det er det dummeste,
+man kan gøre at bespise den--jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen
+urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i
+Familiekredsene, min Herre--vær fordringsløs--skriv mange Smaabreve,
+min Herre. Det er Sukces'en.
+
+-Ja--det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
+
+Hr. de las Foresas nikkede.
+
+-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ...
+Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa--vi drak alle Vand, min Herre
+... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt
+hende?
+
+-Ja.
+
+-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.
+
+Hr. Theodor Franz tav lidt.
+
+-Blomster--det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa
+Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
+tre Francs--overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en
+Effekt ... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre--Miss
+Tisbyrs græd ...
+
+De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde
+mest bare Ja og Amen.
+
+-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt--man skal vende
+sig til Hjertet--Følelsen--appellere til Følelsen. Det er Sagen.--Jeg
+har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ... Jeg vil skabe en
+Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.
+
+Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud
+fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den
+sunde Sans.
+
+-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har
+ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre
+Forretninger--tolv tusind Francs for to Arier--jeg kalder det for en
+Fornærmelse. Skab Stjernerne--skab dem--jeg er Impresario, min Herre,
+jeg er ikke Elefanttrækker.
+
+Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
+Armene op paa Bordet.
+
+Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.
+
+-At skabe--at skabe--det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og
+de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne
+paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de
+las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.
+
+-Men det er snart forbi--det gaar ikke mer ... Man vil ha'
+Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
+Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen
+Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
+Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
+for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
+mine Herrer ... Men hjælper det--hva' hjælper det ... De skriver jo
+Fingrene af sig--de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.
+
+De ødelægger os Sagen--de skelner ikke--Det er konkurrencen--den ene
+skriger højere end den anden--Publikum kan ikke høre Ørenlyd.
+
+Min Herre--de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke
+hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne
+faldt slapt ud af Lommerne.
+
+-Ikke hundrede Mark...
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev
+han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa
+Bordpladen.
+
+-Charlot--og Du er oppe endnu--Charlot ... at vi glemmer Barnet.
+
+Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov,
+mens han blev klædt af.
+
+Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:
+
+-Fa'er--har vi mange Penge?
+
+-Penge?
+
+-Ja.
+
+-Jo--o--vi har Penge.
+
+-Naa. Og Charlot sov ind.
+
+Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.
+
+Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget
+iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.
+
+De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
+Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
+Banken i Baden, han havde sprængt.
+
+-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
+Mexiko--der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
+de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
+Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.
+
+Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa
+Sædet.
+
+-Og Janeiro da--Rio Janeiro da--Hr. Emmanuelo de las Foresas lod
+Kortene synke--hen mod Morgen, naar Guldet slap op--og Diamanterne kom
+frem paa Bordet--Diamanter i hundredvis flød over Tæppet ...
+
+-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som
+Monaco!
+
+-Nej--det var noget at tale om--naar man forstod...
+
+Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del
+i sine unge Dage.
+
+Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.
+
+Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som
+svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las
+Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde
+prøve, om han kunde endnu.
+
+-Ja, prøv Fa'er.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.
+
+-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene.
+Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen
+gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han
+blev glad, han lærte, han rettede.
+
+-Bravo--Bravo. En gang til.
+
+Charlot gjorde Kunsten.
+
+-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men--Bravo--Bravo. Han var
+virkelig fingernem.
+
+De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og
+holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.
+
+Han tabte igen.
+
+-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte
+Kort.
+
+Hr. de las Foresas blev vred.
+
+-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke
+spille mer.
+
+Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
+Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.
+
+Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig
+nemt.
+
+Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem
+efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene
+og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng,
+og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.
+
+Han hvinte, saadan kildede de ham.
+
+Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det
+altsammen i Forvaring.
+
+En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:
+
+-Fa'er--hvor er egentlig vore Penge?
+
+-I Paris.
+
+-Hm. Er det mange nu?
+
+-Aa--ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.
+
+Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han
+dem igen lang Tid.
+
+       *        *        *        *        *
+
+Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
+fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
+Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
+Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.
+
+Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en
+Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont
+vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
+
+Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen
+sammen.
+
+-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
+
+Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans
+Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev.
+Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig
+Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse.
+Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto--(og hvad koster
+saa disse Kirker, min Herre? intet--ingenting, man har dem jo for
+intet)--og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.
+
+Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille
+Kunstnerfænomens Fader--han har med Hæder tjent sit Frankrig og er
+forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus--var uendelig lykkelig over,
+at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret
+en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
+
+Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret
+blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot
+blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.
+
+Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog
+tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.--
+
+Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af
+hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved
+Knæet.
+
+Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med
+sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
+
+-Min Herre--Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
+Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.
+
+Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
+Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
+
+Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
+Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
+Mennesker i Kunstnerværelset.
+
+-Ind--ind, sagde Hr. Theodor Franz.
+
+Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu
+en Gang ind.
+
+Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede
+endnu.
+
+-Ind--ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
+
+Ind igen.
+
+Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han
+dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
+
+Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
+Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
+Applaus'en endnu.
+
+Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge
+fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
+
+Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
+
+-Pauvre enfant--mon pauvre enfant.
+
+Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
+Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
+holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
+Rejser som en gammel Mand.
+
+-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
+
+-I Paris--hos--Charlot vilde sige sin Moder--i Paris, gentog han saa.
+Fa'er sender dem til Paris.
+
+-Ja saa--din Fa'er har dem.
+
+Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
+
+Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
+Emmanuelo de las Foresas bort.
+
+-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal
+hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i
+Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
+
+Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
+
+Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
+Charlots Kuffert pakket.
+
+-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er
+noget--forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke--jeg har
+faaet Lokalerne billigere, ser Du--det er et tusind Mark.
+
+-Tusind Mark--til mig--rigtig til mig... Charlot saa Pengene.--Er de til
+mig? Alle de til mig... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en,
+paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa
+dem.
+
+Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære
+... for alle Pengene.
+
+Han delte Sedlerne af i Partier--det til den og det til den.
+
+-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.
+
+Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de
+havde det, og hvor de boede.--
+
+-Ja--se--Mo'er--hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og
+tav.
+
+-Ja--for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er
+slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor
+Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender
+alle Pengene at gemme ...
+
+De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i
+Foret.
+
+-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme--saa ingen véd
+noget om det--saa har Du dem, naar Du skal købe for dem--ikke ...
+
+-Jo--jeg gi'er dem til Tante--saa kan jeg hente dem henne hos hende--ja
+...
+
+Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
+
+-De er ... god ved mig, sagde han.
+
+-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans
+Haar.
+
+-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
+
+-Nej--jeg har ingen Børn.
+
+-Hm ... det skulde De ha'e ...
+
+-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
+Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...
+
+-Men nu maa vi pakke, min Dreng ...
+
+Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
+
+--Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
+Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop
+Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham
+paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for
+han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte
+det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals--naar han var misfornøjet.
+
+Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
+
+Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
+
+Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
+
+Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige
+Forfjamskelse.
+
+Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
+
+En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
+Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
+
+Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
+Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
+
+Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
+Dyr, der lider ondt.
+
+Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og
+i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten
+Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en
+skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen.
+Han var saa god.
+
+Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
+Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
+
+Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.
+
+Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte
+hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
+
+Han tjente en Formue.
+
+Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa
+Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig
+dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han
+sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine
+Tanker.
+
+Han røg Cigaretter og Cigaretter.
+
+Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den
+blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
+
+Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de
+vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
+
+Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev
+overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret
+den Aften--de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo
+de las Foresas fra at overvære Koncerterne--og han fik ikke Violinen at
+se.
+
+Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
+Pengene til Paris til Moderen.
+
+Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
+
+Han vilde se den.
+
+-Jeg har solgt den, sagde Charlot.
+
+-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
+
+-Ja.
+
+Charlot saá paa sin Fader.
+
+-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte
+ikke det Muk.
+
+Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
+
+Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz
+kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog
+Havanna, Mexiko og Brasilien.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+Jeg spytter mig i Øjnene--men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til
+Australien.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik
+til Australien.
+
+Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
+
+Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa
+Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde
+han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
+
+-Véd De--Charlot er egentlig en god Dreng.
+
+-Ser De, min Herre, det er Behageligheden--Børn gør ingen Ophævelser. De
+er ikke Tenorister--de melder sig ikke syge--De holder ud ... man véd,
+hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.
+
+Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
+Anfald af Stædighed havde han.
+
+En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit
+Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og
+trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen
+af al sin Magt, saa det blev skævt--han stønnede af Anstrengelsen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod,
+højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
+
+-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?--
+
+-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
+
+-Er Drengen bleven gal?--
+
+Charlot knyttede begge Hænderne:
+
+-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er
+det ikke med.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
+Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
+
+Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i
+sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare
+fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
+
+Gadedrengene raabte tidt efter ham.
+
+En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
+
+-Nej--se Blusemand--hej--se en Blusemand raabte en.
+
+Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
+
+-Ej--hvor er Ammen.--
+
+-Hvem skal knappe hans Bukser ...
+
+-Tror I, han er ved de fem ...
+
+           Blusefaar--Blusefaar--
+           hva' ska' Du ha'e--
+           Blusefaar--Blusefaar--
+           ska' ha' Dada.
+
+Stemte de i, i Kor.
+
+-La' ham faa Ble.
+
+-Har han en Sutte?
+
+-Gi'e ham tørt paa.
+
+Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
+
+Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte
+an med sin Myndighed.
+
+-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede,
+de vilde slæbe ham ud.
+
+-Jeg gør'et ikke ...
+
+Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med
+sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
+
+Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
+
+-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
+
+-Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd
+og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
+
+Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
+
+Han var snart fjorten Aar.
+
+Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
+
+--Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks
+Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages
+med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den
+europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til
+dette Fragment.
+
+Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
+Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
+Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
+
+De rumlede gennem Europa med to Programmer.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
+
+De andre kørte sammen.
+
+Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
+Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
+Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
+Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.
+
+Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
+Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.
+
+Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig
+sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
+
+Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
+Pianistindens runde Arme.
+
+Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
+Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
+
+Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
+
+Saa sov de igen.
+
+Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
+Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
+Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
+Madame Simonin, som hun laa.
+
+Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det
+var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
+
+Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime
+knæ.
+
+De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt
+i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved
+den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
+
+De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
+
+Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
+Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
+Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.
+
+-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las
+Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn--er det maaske det, Du
+vil--Idiot ... Ind.
+
+Charlot kom ind dobbelt kejtet.
+
+Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
+
+-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig--buk.
+
+Ikke en Haand rørte sig i Salen.
+
+-Buk--buk.
+
+De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
+
+Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine
+Negle.
+
+Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de
+las Foresas bag Portièren.
+
+-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i
+den sidste Tid?
+
+-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz
+gik.
+
+Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo
+de las Foresas.
+
+Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
+
+-Ind--ind, raabte Hr. de las Foresas--Ind ...
+
+-Smil, smil for den lede Satan.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
+
+Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
+
+Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet
+noget, var det dette.
+
+Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument--det var hans
+Yndlingsplads--lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
+
+Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa
+syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
+
+Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.
+Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa
+sine Knæ.
+
+Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
+Virtuos i Europa.
+
+Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
+Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
+
+-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
+
+-Hun spiste gratis til Aften--hver Aften--i al Uskyldighed.
+
+Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
+
+Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
+
+-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
+
+-Nej--hvilken.
+
+-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres
+Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs--af
+den Vedkommende.
+
+Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
+
+Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun
+smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
+
+Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
+
+Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at
+skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine
+Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger--den lange, voksne Dreng.
+
+Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han
+gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
+
+Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
+
+Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra
+Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med
+deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
+
+De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt
+omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være
+ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker.
+Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten
+for koldt eller for varmt.
+
+Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
+
+De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa
+lang Dagen var, og spillede Skalaer.
+
+Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i
+Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var
+ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
+
+Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa
+Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den
+var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
+
+Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og
+tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers
+kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker
+og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og
+smilede fjottet.
+
+Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst
+sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter--et Armbaand der
+fungerede paa alle Verdensudstillinger--og hun smilte med fornem Ro.
+
+Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne
+elskede dette Billede som en Drøm.
+
+Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
+Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
+
+Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede
+og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
+
+Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden
+de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig
+følge til Vognene.
+
+De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
+
+-Idioter, sagde Fru Simonin.
+
+Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
+
+Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
+Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
+Hænder smertede.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev
+kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".
+
+Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins
+Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var
+rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin
+havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af
+Vinduet.
+
+De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en
+femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
+
+De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
+
+-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser,
+jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme--det er gement.
+Kunsten--haa--haa--jeg vil være rig.
+
+De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til
+og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig
+plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre
+Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
+
+De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
+Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
+
+-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg
+vil ikke pines--til jeg bliver gammel.
+
+-Jeg rejser for at tjene--
+
+Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til
+et Damascenersværd.
+
+-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru
+Simonin.
+
+De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler
+med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
+
+Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet
+for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke
+kunde løfte en Haand.
+
+Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og
+over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru
+Simonin, der sagde saa meget stygt.
+
+En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
+Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
+Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
+
+Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke
+læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de
+søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre
+var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt
+af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen,
+bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene,
+fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.
+
+En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
+
+-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
+Truppen--men, det er jo sandt, og hun lo,--Charlot spiller jo Violin.
+
+-Charlot--hent Deres Violin.
+
+Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
+
+Da de havde spillet noget, nikkede hun.
+
+-Men det gaar jo--rigtig--det gaar jo helt godt.
+
+-Men--rigtigt. Charlot.
+
+Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa
+hendes Ansigt.
+
+-Godt--Charlot.
+
+Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
+Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.
+
+Det var forbi.
+
+-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot--vi vil
+spille sammen.
+
+Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede
+med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo,
+naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa
+villigt til Rede for ham.
+
+-Men det er en Himmelsynd--Drengen har jo Talent ... Vi vil spille
+sammen paa en Koncert.
+
+De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang
+Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da
+de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og
+hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.
+
+Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot
+skulde have sin gamle Gage.
+
+Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar
+hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om
+paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit
+bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var
+vilter som en lille Kat, Fru Simonin.
+
+Charlot kendte kun en Lykke--at sidde dér og være hende nær. Og saa
+bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og
+kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin
+Hals.
+
+--Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en
+amerikansk Turnée.
+
+Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa,
+at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles
+fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.
+
+Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru
+Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos
+sig, de to alene.
+
+Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.
+
+-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.
+
+Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.
+
+Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.
+
+Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.
+
+Nu--i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.
+
+Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.
+
+-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas
+sagt om Formiddagen.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare
+evig?
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor
+Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det
+stødte Hr de las Foresas.
+
+-Han siger Ting ...
+
+-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.
+
+De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
+Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.
+
+-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.
+
+-Ja--vi tager til Paris.
+
+-De har Bolig dér?
+
+-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.
+
+-Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...
+
+-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald
+indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.
+
+Pludselig brast Charlot i Graad.
+
+Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig
+ikke--Charlot--vel?
+
+Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han
+fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.
+
+Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted,
+stak Kelneren et Brev til Charlot.
+
+-Til Dem selv, sagde han.
+
+Charlot gemte Brevet.
+
+Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
+Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
+Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes
+Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der
+havde Brug for hans Violin-Under.
+
+-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz--De
+vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?
+
+-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa
+Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
+
+-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
+
+-Fra alle.
+
+-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr.
+Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over
+Violin-Underet.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
+Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev
+Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
+foreløbig har afslaaet alle Engagementer.
+
+Der styrtede sig ingen.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget
+som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa
+rundt med Vidunderet.
+
+De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at
+have Anvendelse for Underet.
+
+Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han
+syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
+
+Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at
+gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn,
+som lægger deres Forældre i Graven.
+
+Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
+at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
+Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
+Pasdeloup.
+
+Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
+det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
+Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
+Pasdeloup.
+
+Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung
+Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas
+havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over
+i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at
+hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
+
+-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup
+er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
+
+Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom
+ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og
+kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa
+lykkelig.
+
+-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg
+havde ikke.--
+
+-Mo'er ...
+
+-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.
+
+Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham
+og kyssede hans Haar.
+
+-Min gode Dreng.
+
+Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var
+ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
+
+-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
+
+-Aa--jo om han huskede.
+
+-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en
+Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa
+rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden
+en Fejl--uden en Fejl.
+
+-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.
+
+-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa
+lykkelig.
+
+-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde
+ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
+
+-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt,
+han havde Talent.
+
+-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.
+
+-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede
+Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i
+Søvn.
+
+Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun
+rejste sig.
+
+Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i
+Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo
+saa let ved at græde.
+
+De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første
+Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive
+skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas
+vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru
+de las Foresas græd og gav fortabt.
+
+Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.
+
+Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte
+efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.
+
+En Herre kom hen imod dem.
+
+-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,
+Charlot Dupont.
+
+Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.
+
+-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.
+
+-Jo--
+
+-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa
+Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem
+og klæde Dem om.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet
+paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte
+efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.
+
+Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot
+Dupont kørte tilbage til Koncerten.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.
+
+Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden
+Levemaade.
+
+Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".
+
+       *       *       *       *       *
+
+Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden
+By.
+
+Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.
+
+Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.
+
+-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.
+
+-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.
+
+-Maaske.
+
+-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.
+
+-Charlot Dupont.
+
+-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.
+
+-Jo, sagde Charlot, det er mig.
+
+-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke
+nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa
+have Folk, som kan arbejde.
+
+Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Charlot fik igen en Impresario.
+
+Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var
+tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige
+Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det
+var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.
+
+Charlot Dupont var mest saa træt.
+
+Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede
+Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.
+
+Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en
+Tone tynd som en Traad.
+
+Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.
+Til de senere var altid tomt.
+
+Charlot er nu tyve Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Excentriske noveller, by Herman Bang
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EXCENTRISKE NOVELLER ***
+
+***** This file should be named 12117-8.txt or 12117-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/1/2/1/1/12117/
+
+Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen,
+Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading
+Team Europe
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
+eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
+compressed (zipped), HTML and others.
+
+Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
+the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
+VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
+new filenames and etext numbers.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
+are filed in directories based on their release date.  If you want to
+download any of these eBooks directly, rather than using the regular
+search system you may utilize the following addresses and just
+download by the etext year.
+
+     https://www.gutenberg.org/etext06
+
+    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
+     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)
+
+EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
+filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
+of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
+identical to the filename).  The path to the file is made up of single
+digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
+example an eBook of filename 10234 would be found at:
+
+     https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234
+
+or filename 24689 would be found at:
+     https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689
+
+An alternative method of locating eBooks:
+     https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL
+
+
diff --git a/old/12117-8.zip b/old/12117-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..38b6c26
--- /dev/null
+++ b/old/12117-8.zip